Tak for det. Det lovforslag, som vi andenbehandler, handler om momsregler for licenser til ophavsrettigheder. Det er regler, der skal ændres som følge af en dom fra EU-Domstolen, for ellers overholder Danmark ikke EU-retten.
Jeg betragter normalt Det Konservative Folkeparti som et parti, der både står ved politiske aftaler og respekterer EU-retten. Det samme gælder egentlig med Venstre. Men som jeg forstår det nu, har begge partier tænkt sig at stemme nej til det her lovforslag. Kort sagt og kogt helt ind til benet betyder det, at partierne stiller sig i vejen for, at regeringen kan overholde EU-retten. Det mener jeg sådan set ikke er regeringsansvarlige partier værdigt, og jeg synes faktisk, det er bekymrende. Man må stille sig selv det spørgsmål, om man ville kunne stemme imod, hvis man selv sad i mit sted i regeringskontoret, eller om man alene kan tillade sig at indtage dette synspunkt, fordi man ikke bærer regeringsansvaret på det her tidspunkt. Samtidig udmønter lovforslaget en del af den nye aftale om kriminalforsorgen, som Konservative og Dansk Folkeparti er en del af, men som begge partier nu har tænkt sig at stemme imod. Så ud over at et flertal her i Folketinget ikke føler sig forpligtet til at overholde EU-retten, løber flere partier altså også fra en aftale.
Lovforslaget har været udsat for en meget grundig udvalgsbehandling, som hovedsagelig har været koncentreret om den del, der vedrører forslaget om en ændring af momsreglerne for kunstneres ophavsretsbelagte værker. Jeg vil gerne nævne, at en tværministeriel arbejdsgruppe i en redegørelse har konkluderet, at lovforslaget opfylder kravene til minimumsimplementering af EU-retten i dansk ret, at der har været en høring, hvor repræsentanter for kunstbranchen kunne fremlægge deres synspunkter, at der har været stillet og besvaret 92 spørgsmål, at der har været afholdt to samråd, og at der har været stillet § 20-spørgsmål, som jeg har besvaret mundtligt.
Herudover har Skatteudvalget yderligere ønsket at trykteste embedsværkets faglige vurdering ved at få en ekstern rådgiver til at vurdere, om forslaget er nødvendigt. Skatteministeriet har naturligvis vurderet alle de fremkomne bemærkninger, også den vurdering fra et privat advokatfirma, som De Konservative og Dansk Folkeparti nu tillægger større vægt end den officielle juridiske vurdering fra embedsværkets jurister. Den officielle vurdering er dog fortsat, at f.eks. formidlere af licenser til kunstneres ophavsrettigheder fremover skal betale moms. Det er Skatteministeriets embedsværk, der er ansvarlig for at rådgive ministeren og regeringen på det her område og dermed også forpligtet til, at den danske momslovgivning overholder EU-retten. Skatteministeriet har således fortolkningsretten og -pligten, og den kan ikke udliciteres eller lægges over på et advokatfirma, revisionsfirma eller andre.
Der vil altid være eksperter, interessenter, advokater og andre, der er uenige i de fortolkninger, som ministerierne laver, men det helt grundlæggende princip er, at vi som politikere stoler på de vurderinger, vi får fra vores ministerier, og det har altid været kernen af partierne Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Venstre og Konservative, som plejer at forfølge det princip, at vi selvfølgelig respekterer, at Danmark overholder EU-retten.
Hvorfor De Konservative og Venstre nu løber fra det princip, må partierne selv svare for, men det er en holdning, som normalt trives blandt mere EU-skeptiske partier, og det er i hvert fald et nybrud og et skred i vores holdning til EU-retten, som er stærkt bekymrende. Det har altid været et grundlæggende princip, at vi som politikere lytter til centraladministrationens jurister, når vi lovgiver. Som minister er jeg forpligtet til at sikre, at vi på Skatteministeriets område overholder lovgivningen, herunder EU-retten. Jeg hverken kan eller vil ignorere mit embedsværks faglige vurdering og bevidst overtræde EU-retten.
Udfordringen eller lovforslaget, om man vil, går jo ikke væk. Sagen er opstået som et led i embedsværkets helt almindelige daglige arbejde med at følge udviklingen i EU-retten og sikre, at dansk lovgivning er i overensstemmelse hermed, uanset om det er belejligt eller ubelejligt, og det gælder, uanset hvilken regering der sidder på magten, både nu, men velsagtens også i fremtiden.
Jeg vil derfor opfordre alle i dette Folketing til at udvise ansvarlighed, så forslaget kan blive vedtaget i indeværende samling. Sker det ikke, kan jeg allerede nu varsle, at det bliver genfremsat i næste samling for at overholde regeringens forpligtelse til at sikre overholdelsen af EU-retten, også på dette område. Tak.