Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) Forespørgsel nr. F 6:

Forespørgsel til sundhedsministeren:

Vil ministeren som optakt til forhandlingerne om en ny 10-årsplan for psykiatrien oplyse, om regeringen har nogle klare målsætninger i forhold til brug af nye behandlingsformer i psykiatrien og til styrkelsen af den mentale sundhed, så man kan styrke humaniseringen, bl.a. via flere tilbud om medicinfri behandling, ved en nedsættelse af brugen af tvang, som patienterne ikke ønsker, og ved brug af empowerment og recovery i (efter)behandlingen?

Af Trine Torp (SF) og Kirsten Normann Andersen (SF).

(Anmeldelse 07.10.2021. Fremme 12.10.2021).

Tak for det. FN og WHO har ved flere lejligheder udtalt, at der er brug for reformer inden for behandlingen på det mentale sundhedsområde, så forsømmelser, tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan stoppes. De peger på, at der er klare tegn på fejltagelser i det mentale sundhedssystem, der bygger for hårdt på en biomedicinsk model. Danmark har på flere områder modtaget kritik i forhold til vores psykiatriske behandlingssystem, når vi har været oppe til eksamen hos FN's Menneskerettighedskomité, og i 2020 måtte vi acceptere en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som følge af overdreven brug af tvang i en konkret prøvesag.

Samtidig viser opgørelser fra Sundhedsstyrelsen og Statsrevisorerne, at man ikke har rykket sig mærkbart i forhold til den målsætning, Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner aftalte i 2014 om – og jeg citerer – at andelen af personer, som tvangsfikseres, skal være halveret i 2020, og den samlede anvendelse af tvang i psykiatrien skal samtidig reduceres.

Alle undersøgelser peger på, at befolkningens mentale sundhed er i krise, men intet tyder på, at vi kan løse det med mere af det samme. Derfor er det vigtigt, at vi sætter os nogle klare mål for den kommende 10-årsplan, der ikke bare har fokus på flere sengepladser i psykiatrien og traditionelle behandlingsformer af medicinsk karakterer, men også forsøger at skabe rum til et nyt behandlingsparadigme, som vi heldigvis kan finde flere steder i dag, både i lande omkring os og i dele af den behandlende psykiatri og de kommunale tilbud i Danmark.

I SF har vi ikke en intention om at stoppe brugen af psykofarmaka, hvis patienterne oplever, det er hjælpsomt, men vi tror, det er nødvendigt, at vi kigger op og ser, om der er flere spor, som kan være en del af løsningen. Et spor kunne være at arbejde med flere tilbud om terapeutiske behandlingsformer og inddragelse af patienter og netværk. Et andet spor er at udbrede de eksempler, vi ved findes både i og uden for Danmark, der nedsætter brugen af tvang både i form af bæltefiksering, fysisk fastholdelse og medicin. Et tredje og helt nødvendigt spor er udviklingen af de kommunale tilbud, så man kan styrke forebyggelsen, og udviklingen af f.eks. PPR for børn og unge og lettilgængelig psykosocial hjælp til voksne. Et fjerde spor er at få gjort op med stigmatiseringen af de borgere, der har haft en psykiatrisk diagnose, bl.a. ved at empowerment og recovery er centralt i behandling og rehabilitering.

Så den her forespørgsel er rejst, fordi vi jo snart skal i gang med nogle konkrete forhandlinger om en 10-årsplan, men inden da kan vi få en debat om, hvilke mål og forandringer vi ønsker i indsatsen for bedre mental sundhed. Jeg glæder mig til debatten.

Tak for det. Det var begrundelsen. Så skal vi have besvarelsen, og dermed er det sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak for forespørgslen om, hvorvidt der som optakt til den kommende 10-årsplan for psykiatrien kommer klare målsætninger for brugen af nye behandlingsmetoder i psykiatrien og til styrkelse af den mentale sundhed.

Lige lidt baggrund først: Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen er lige på trapperne med deres faglige oplæg, som skal danne grundlag for et regeringsudspil til en kommende plan for psykiatrien, som vi så skal drøfte med partierne i Folketinget. Planen skal for en 10-årig periode sætte klare mål for den langsigtede retning for udviklingen og prioriteringen på psykiatriområdet bredt set. 10-årsplanen skal sikre, at der i de kommende år er kontinuerligt fokus på at styrke psykiatrien; at der bliver taget fat om de grundlæggende udfordringer på tværs af sundheds- og socialområdet. Jeg er helt enig i begrundelsen for forespørgslen her. Der kan ikke være nogen, der er i tvivl om, at der er behov for det.

Jeg er også enig i, at hvis vi bare fortsætter med mere af det samme, så når vi ikke de mål her. Der er ikke nogen nemme eller nogen hurtige løsninger, men der er brug for, at vi skridt for skridt bygger en bedre sammenhæng af hele psykiatrien op, og ikke kun psykiatrien, men også de områder, der er nært forbundet hertil. Sigtet er, at vi kommer op på et ordentligt niveau, at vi har en fuldstændig styrket værdighed, at vi, for at sige det, som det er, har et tilbud, vi kan være bekendt at byde patienter, pårørende og medarbejdere, uanset hvor i Danmark, uanset hvilken lidelse. Det er ikke mindst vigtigt, fordi vi ved, at flere og flere danskere kommer i kontakt med psykiatrien, enten som patienter eller også som pårørende, og psykiske lidelser er den sygdomsgruppe, der fylder allermest i vores samfund, når vi måler på tværs af nøgletal som f.eks. forekomst, tabte leveår, indlæggelser, skadestuebesøg, sygedage, men også sundhedsøkonomi og produktionstab. Så det er altså ikke kun den enkelte, det er også samfundet. Det fylder faktisk endda mere end kræft, som ligger på en andenplads. Det er en udfordring, det er tiltagende. Det lægger uundgåeligt et stigende pres på psykiatrien, og det kan mærkes hos medarbejdere og hos patienter og også hos pårørende. Så psykiatrien og ikke mindst dem, der er i berøring hermed, fortjener at få en behandling af høj kvalitet, når de har brug for det. Derfor er vores ambition klar. Vi skal have klare mål for, hvor psykiatrien skal være om 10 år.

Så havde vi også i begrundelsen for forespørgslen her den tidligere plan, som nu netop er udløbet. Når man gør status på den – det er noget af det, som er blevet gjort i det faglige arbejde – må man jo bare sige, at de mål, der var defineret, har man jo ikke nået. Det vil sige, at det kan vi så lære meget af nu her. Vi kan selvfølgelig ærgre os over det, det gør vi nok alle sammen, men vi kan også lære af, hvad man gjorde forkert, og hvordan vi så kan sikre, at når vi laver den kommende plan, skal det være en plan, som er formuleret og lavet på en sådan måde, at vi løbende derhen ad tager nogle skridt, så vi når vores mål.

Der vil jeg sige, at det for regeringen er en prioritet at søge en bred aftale i Folketinget, for vores interesse er, at den bliver politisk forpligtende, også uanset at der kunne komme skiftende flertal i sådan en lang 10-årsperiode. For det mener vi vil give planen de bedste forudsætninger for at lykkes. 10-årsplanen for psykiatrien vil tage afsæt i det faglige oplæg, og det er det, som de to styrelser er ved at lægge sidste hånd på. Den plan skal være rettesnoren for investeringer inden for psykiatrien og sikre, at de midler og ressourcer, som vi tilfører området, også er fagligt fornuftige, også er målrettede, og at vi altså arbejder i samme retning.

Det faglige oplæg kommer til at beskrive status og udfordringer på psykiatriområdet og give bud på, hvordan de opstillede udfordringer kan løses, og hvilke indsatser der bør prioriteres iværksat, og i hvilken rækkefølge det bør ske. Jeg ved, at der formentlig er rigtig mange her blandt ordførerne, men jo i hvert fald i mindst lige så høj grad ude blandt patientorganisationer og også blandt medarbejdere og pårørende, der venter utålmodigt på den og også har høje ambitioner og har høje forventninger til vores fælles arbejde med 10-årsplanen. Det forstår jeg godt.

Nu er det faglige arbejde snart færdigt. Det er ikke blevet forceret, og det er et grundigt arbejde. Det er vigtigt, at det er et grundigt fagligt fundament, vi står ovenpå, når vi skal drøfte det med hinanden i det politiske rum. Så grundigheden og den faglige kvalitet og også sammenhængen mellem de indsatser, der skal iværksættes, er fundamentet. Det er også derfor, at både Sundhedsstyrelsen, men også Socialstyrelsen står for det her arbejde. Det er det, som giver fundamentet for at kunne lave en samlet helhedsorienteret plan, som ikke skal være en skrivebordsøvelse.

Der har været et meget stærkt fokus fra de to styrelser på at få inddraget relevante aktører og interessenter på området for at sikre, at arbejdet får så solid en forankring som muligt, og at indsatserne bliver gangbare og holdbare og til at omsætte i praksis. Derfor har der altså også fra styrelsernes side været indhentet løbende rådgivning med faglige oplæg, og der har været en tværgående følgegruppe og fire faglige arbejdsgrupper med repræsentation fra faglige selskaber og organisationer, herunder også patientorganisationer; jeg kommer ikke ind på alle sammen, for det er en lang, lang liste, men bare for at nævne nogle enkelte eksempler, kan jeg bl.a. nævne landsforeningen SIND, Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, Peer-Netværket Danmark, Dansk Psykiatrisk Selskab og Psykiatrifonden.

Selv om 10-årsplanen ikke er landet endnu, er det jo ikke ensbetydende med, at vi venter med at gøre noget ved de eksisterende udfordringer. Det faglige arbejde er i gang og snart færdigt, men det er jo ikke sådan, at vi har siddet og ventet på, at det arbejde skulle gøres færdigt, i forhold til at løfte nogle løfte psykiatrien. Her vil jeg henlede opmærksomheden på finansloven for 2020, hvor der blev tilført 600 mio. kr. årligt og varigt til at styrke psykiatrien. Det er altså nye midler fra statskassen, dvs. skattepenge, til psykiatrien. Det økonomiske løft – de 600 mio. kr. afsat hvert år, varigt – giver mulighed for at løse de mest akutte udfordringer og kan jo bruges til flere senge og mere personale, så de grundlæggende rammer for psykiatrien i regionerne er i orden.

Der er ingen, der har påstået, at alt er løst – det er også derfor, vi skal lave den 10-årsplan og alt det her arbejde – men det var en betragtelig og mærkbar prioritering, der skete der med finansloven, som jo var den første finanslov, som det nye flertal efter folketingsvalget indgik. Det var altså en økonomisk tilføjelse til psykiatrien, som gav bedre muligheder for at få mere kapacitet, uddannelse af medarbejdere og ledelse, men også rekruttering af flere forskellige relevante faggrupper som aktivitetsmedarbejdere, fysioterapeuter og ergoterapeuter. Og med en større bredde og volumen blandt andre medarbejdergrupper end læger og sygeplejersker er der også mulighed for at få større variation, tilførsel af ny viden og mere tværfaglighed i anvendte behandlingsformer. Jeg nævner det her, for det er jo en grundene til, at vi har den her diskussion i dag.

Når man får tilført en sådan ny viden og mere faglighed fra de her faggrupper, vil det jo uvægerligt bidrage til at øge den generelle behandlingskvalitet til gavn for den enkelte patient, også i forhold til at forebygge anvendelsen af tvang. Hvis man ser nærmere på de budgetaftaler, som de fem regioner har indgået, så kan man tydeligt se, at de her 600 mio. kr. – det er jo på landsplan – ude i de enkelte regioner gør en helt konkret forskel for patienterne. Jeg vil nævne et par enkelte eksempler her: Af specifikke indsatser er de midler bl.a. gået til rekruttering og kompetenceudvikling af medarbejdere, ansættelse af aktivitetsmedarbejdere, udvidelse af aktivitetstilbud, til at øge den ambulante behandlingskapacitet, afvikle ventelister og bygge et nyt børne- og ungdomspsykiatrisk center. Der er også en region, der har anvendt midler til at give tilskud til et museum med værker udarbejdet af kunstnere med psykiske lidelser, hvoraf langt de fleste har været indlagt på en psykiatrisk afdeling eller haft tilknytning til psykiatrien. Museet har åbne værksteder, som benyttes af brugere og tidligere brugere af psykiatrien. Så det er altså ikke bare nogle vægge, hvor der hænger noget, som er fremstillet, det er også et levende og åbent værksted til glæde for de brugere, der er dér. Og det glæder mig, at de midler også går til konkrete tiltag, der gør en særlig forskel for især den enkelte patient, men selvfølgelig også for de pårørende.

I forlængelse heraf vil jeg også fremhæve, at det er helt afgørende, at patienten er i fokus i den kommende 10-årsplan for psykiatrien. Planen og indsatserne heri skal tage udgangspunkt i den enkelte patients tilstand og behov og være tilpasset den situation og de forhold, som gælder for den enkelte patient på netop det tidspunkt i livet på, hvor vedkommende befinder sig. I forhold til patienterne tror jeg, det rigtige at sige er, at der er kæmpestore forskelle. Der er nogle patienter, der har brug for hjælp til at få et godt hverdagsliv, nogle har brug for lidt mere hjælp i rette tid for at undgå, at en psykisk lidelse opstår eller udvikler sig, og andre igen har brug for en ordentlig og rettidig behandling i det psykiatriske system.

I psykiatrien er der jo i dag et generelt fokus på inddragelse af patienterne og et fokus på patienternes medbestemmelse i forhold til behandlingen. Tilsvarende er der også en udbredt bevidsthed om værdien af behandlingsunderstøttende aktivitetstilbud og andre behandlingsformer som supplement til den psykiatriske kernebehandling, som indbefatter medicin og samtaleterapi. Det kan vi jo bl.a. se afspejlet i regionernes ansættelse af – jeg beklager, formand, men det er altså nogle engelske udtryk – recoverymentorer og peers. Altså, det er jo tidligere brugere af psykiatrien, som udgør en medarbejdergruppe, som både i dag og i fremtidens psykiatri har en vigtig rolle. De medarbejdergrupper kan spille en unik rolle i psykiatrien og komme med et andet perspektiv, end de sundhedsprofessionelle kan. De virker i særlig grad som bindeled mellem brugere i psykiatrien og de sundhedsprofessionelle, hvor de kan hjælpe med at få sat fokus på brugernes egne ønsker.

Vi ser det også afspejlet i det forhold, at der ansættes medarbejdere, der kan varetage aktivitetstilbud, som kan styrke trivslen og den generelle mentale sundhed for patienterne, og det kan jo altså spænde vidt. Det kan jo være fra motionstilbud over kreative værksteder, konkret med ler, maling, syning, musik, sang, og hvor der desuden er en opmærksomhed på at understøtte muligheden for disse aktiviteter i indretningen både indendørs og udendørs af de rammer og faciliteter, man har. Et eksempel er, at der er etableret såkaldte sanserum i alle regioner, altså rum, som bruges til afslappende og beroligende tiltag gennem anvendelse af musikterapi, det kan være duftterapi, det kan være lys, og brugen af sanserum har altså også et deeskalerende formål, som bl.a. kan medvirke til at forebygge brugen af tvang. Så det handler altså om at have de rigtige rammer, også de fysiske rammer.

Desuden er der netop også prioriteret 8,7 mio. kr. til Center for Kunst og Mental Sundhed som led i aftalen om en udmøntning af det, der hedder reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for de kommende år. Centeret forankres i Region Hovedstadens psykiatri i et samarbejde med Statens Museum for Kunst og Foreningen Kunst og Mental Sundhed og skal være et videns- og kompetencecenter, samle akademisk viden og udvikle interventioner og uddannelseselementer i feltet kunst og mental sundhed, som det hedder. Patienter i psykiatrien får bl.a. mulighed for at deltage i skriveforløb med danske forfattere, blive undervist af professionelle kunstnere i bl.a. at producere billedkunst, video og podcast, og jeg vil godt sige tak til partierne for at prioritere det her område og på den måde også være med til at sikre, at der er nytænkning, og at der er innovation på det her område, og jeg ser meget, meget frem til at følge også det arbejde.

Den generelle adgang til og prioritering af muligheden for tilvalg af aktiviteter og andre behandlingsformer som supplement til den traditionelle psykiatriske kernebehandling mener jeg er positivt, og jeg ser meget gerne, at der kommer et endnu større fokus herpå. Derfor må jeg slutte af med at sige, at jeg ser meget frem til at kunne præsentere først det faglige arbejde og dernæst et udspil fra regeringens side til en 10-årsplan for psykiatrien, men selvfølgelig allermest til, at vi får lavet en aftale om det, og at vi kan se den virke i praksis. Tak, formand.

Tak. Med hensyn til at bruge engelske ord og citater er det sådan set ikke forbudt; vi vil bare gerne have, at det er meget korte citater, og at der er en form for oversættelse – og begge dele levede sundhedsministeren jo så flot op til.

Nu er der mulighed for én kort bemærkning, og først er det fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at vi egentlig har en psykiatri, der er i krise – det er sådan konstaterbart. Brugen af tvang er stigende, ulighed i sundhed, folk lever kortere, og i virkeligheden er der mange, der får afvist at få den hjælp, som de selv synes de har brug for. Vi ser egentlig også flere indlæggelser, selv om tilstandene så også er mere varige.

Jeg er enig i, at der foregår rigtig mange gode ting derude, men det har også været sådan gennem mange år, at det er, som om de gode erfaringer ikke rigtig bliver bredt ud. Jeg kan ikke lade være at tænke over, om det også handler om den måde, vi forstår psykisk lidelse på, og om det også er noget af det, vi skal tage med i en 10-årsplan; altså at vi faktisk tænker os godt om i forhold til en meget snæver betragtning af psykisk lidelse som en sygdom, som skal behandles i et sundhedsvæsen.

Ministeren.

Jeg tror, jeg må erklære mig 100 pct. enig. Altså, i mit forarbejde til i dag blev jeg helt glad for de mange gode eksempler, som jeg også kunne fremhæve, og det er jo vigtigt, at vi kan se det fulde billede, nemlig for det første, som fru Trine Torp siger, de massive udfordringer og problemer, der er i en meget, meget presset psykiatri, men jo også de indsatser, der sker, som hjælper mennesker hver eneste dag. Begge dele skal vi jo kunne se og have fokus på, så vi sikrer, at vi i større grad lærer af de konkrete afdelinger, der har stærke erfaringer med nye tiltag, og at vi lærer af dem på tværs.

Der tror jeg man må sige, at psykiatrien har lidt under, at man har været for dårlig til det, og det er der formentlig mange grunde til. Men det må være noget af det, som vi sammen skal sikre, nemlig at de mål skal nås, og vi kan ikke sige, at der kun er én vej til det. Men vi er nødt til at sikre, at man lærer af hinandens erfaringer.

Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil blive lidt i det spor, for jeg er fuldstændig enig med ministeren i den betragtning om, at der jo ikke bare er én vej, men at vi jo netop har brug for en bred palet af behandlingsmuligheder, så borgerne i så vidt omfang som muligt kan blive imødekommet i forhold til deres behov. Men når det så kommer til det med opfølgning og sikring, i forhold til at vi når de mål, vi nu forhåbentlig får beskrevet i den 10-årige psykiatrihandlingsplan, hvad er så ministerens overvejelser om, at der også bliver en konkret opfølgning på det? Altså, at det ikke bare bliver overladt til os at sige, at nu har vi lavet en plan med nogle mål, som vi så putter ned i skuffen og tager op om 10 år, og så opdager vi, at det nåede vi så ikke.

Altså, hvordan sikrer vi den løbende opfølgning? Vi har tidligere foreslået, at man skulle have et psykiatriråd med både brugere og fagpersoner og pårørenderepræsentanter, der løbende kunne komme med indspark til – også på de områder, hvor vi ikke er ved at nå målet – hvordan vi gør det. Kunne det være en vej? Kunne det være en mulighed, at vi havde løbende forespørgsler her i Folketinget for at sikre, at der blev fulgt op på det?

Ministeren.

Det kan være, det er både-og; det kan være, at det er flere forskellige ting. Vi må bare sige, at det er meget, meget svært at måle sygdomme i forhold til hinanden, men på en række parametre er det bredt set den sygdomsgruppe, der ligger nr. 1, og nr. 2 er så kræft, på de parametre, jeg nævnte her. Og man kan jo godt tage ved lære af nogle af de ting, som er sket med de stærke kræftpakker, vi har fået lavet, som der jo er en enorm stærk opfølgning på. Jeg forestiller mig ikke, at vi kan kopiere en til en, for det er forskellige områder, men altså at vi tager ved lære af, hvordan vi sikrer den opfølgning. Og jeg mener, det bør være både et fagligt ansvar, men også et politisk ansvar.

Derfor kan jeg sige til partierne, at jeg ikke forestiller mig nogen gratis omgang, fordi det forpligter, og hvis man vil være med til at tage ansvaret her, så er det et ansvar, som også forpligter i de kommende år. Det er også det, jeg hører, og som jeg håber partierne vil være med til.

Fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det. Også tak til ministeren for besvarelse af spørgsmålet her. Hvad angår børn og unges trivsel, er det jo ikke nogen hemmelighed, at corona har været et kæmpe forstørrelsesglas for de udfordringer, som vores børn og unge desværre har. Ministeren sagde i sin tale her med hensyn til det udfordringsbillede, som ministeren har ønsket omkring psykiatrien, at man simpelt hen har udskudt arbejdet tre gange på grund af corona. Og jeg vil godt sige, at jeg har stor forståelse for, at ministeren har haft travlt med corona, men virkeligheden derude, minister, er jo, at et stort antal unge både i folkeskolerne, på ungdomsuddannelserne og på universiteterne har siddet derhjemme bag skærmene.

De udfordringer, som de unge har, er stress, det er angst, det er depression, det er selvskade, det er ocd, og det er selvmordstanker – listen er altså meget, meget lang. Og i Region Hovedstaden har man jo kunnet konstatere, at det sidste år er antallet af henvendelser steget med 27 pct. Hvad er ministerens svar til de tusindvis af børn og unge, som står på en venteliste til behandling?

Ministeren, værsgo.

Der er ingen tvivl om, at den stigning af mistrivsel og i særlig grad begyndende og alvorlige psykiske problemer, vi har set i ungsdomsgenerationerne, har vi også set i årene før corona, men der er ingen tvivl om, at i Danmark og i en række andre lande har det på alle måder været hårdt at være ung under corona, og dem, der i forvejen mistrivedes, og dem, der i forvejen havde psykiske problemer, og dem, der led under psykisk sygdom, har jo ikke haft det nemmere, på nogen måde. Det vil sige, at der helt klart er mennesker, hvis situation er blevet forværret. Det er jo grunden til, at Folketinget er gået sammen om at støtte helt konkrete initiativer økonomisk, og man har kigget på konkrete initiativer i SIND, Psykiatrifonden, Bedre Psykiatri, Børn, Unge & Sorg og på forskellige indsatser, som har fået en række midler netop under corona, for at se, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem, som altså ellers kan komme i klemme.

Fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Mange tak, og tak for ministerens tale. Jeg vil ikke takke for svaret, for jeg mangler stadig væk nogle svar. Men først vil jeg sige, at jeg er glad for, at ministeren nævner nogle af de ting, som man kan sætte i stedet for medicin, og at han nævner de penge, som vi sammen har sat af til kunst og mental sundhed. Det ærgrer mig bare, og jeg synes, det er dybt kritisabelt, at det altid er hovedstaden, der skal løbe med de her projekter og flere midler til gavn for de patienter, der er. Nogle gange er det også inde i de andre store byer, men Region Sjælland, der ikke lige har et universitet, de kan lave forskning på, men har de sværest syge på Sikringen og på Kofoedsminde, kan bare klare sig selv, for de får ikke ret mange projektmidler. At det altid er hovedstaden, der render med midlerne, ærgrer mig kolossalt.

Jeg kunne godt tænke mig at få et svar på, om regeringen har nogle klare målsætninger om flere tilbud om medicinfri behandling, netop fordi man nu har set evalueringen af et projekt.

Ministeren, værsgo.

Først vil jeg om kunstinitiativet, som jo er en del af den brede aftale, partierne er med i, sige, at det er et nationalt videnscenter, så det bør både Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland kunne få glæde af, for den viden, der er derfra, er ikke reserveret. Og det ligger jo netop i ordet nationalt videnscenter, at det er nationalt.

Til det andet spørgsmål vil jeg sige, at der faktisk er nogle meget, meget gode resultater af de forsøg, man har lavet. Det var gennem det, der hed satspuljen tidligere, at man startede forsøget med medicinfrie afdelinger op, og som faktisk er kørt videre, fordi man havde gode erfaringer, enten med det medicinfri, men også med at nedbringe medicinen og i hvert fald styrke egenbestemmelsen for de mennesker, som har det ønske. Vi ved, hvor vigtigt det er, at jo mere, man selv er i kontrol over det forløb, man er i, jo bedre er det for alle – selvfølgelig ikke mindst for patienten selv. Så det er der gode erfaringer med, og vi skal selvfølgelig sikre, at de erfaringer også høstes andre steder.

Vi siger tak til ministeren i den her omgang. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Trine Torp, SF.

Tak for det. Som jeg nævnte i begrundelsen for forespørgslen, har FN og WHO gennem flere år opfordret til, at regeringer i vestlige lande som Danmark igangsætter faktiske indsatser for at modvirke dehumanisering, overdreven brug af tvang og overmedicinering. Men det er ikke sket, og den recoverytilgang – og ja, det er et engelsk ord, men jeg tror efterhånden, at det er kommet ind i den danske ordbog – som vi ellers har bekendt os til, understøttes ikke tilstrækkeligt. En biomedicinsk tilgang dominerer, og der mangler reelt involvering af brugere og pårørende i forhold til behandlingen. Alt for mange oplever, at de får for sen, for lidt og forkert hjælp.

Spørgsmålet er, hvordan vi kan få en mere human behandling med fokus på personlig recovery, en mere socialt orienteret helhedstænkning, så vi ikke bare symptombehandler, men prioriterer de psykosociale og rehabiliterende indsatser. Der er igennem årene gjort mange mindre forsøg med det, men uden at det har ændret på grundtænkningen i den generelle praksis. Vi håber derfor i SF, at vi med den kommende 10-årsplan kan samle et politisk flertal, som vil være visionære og ikke bare gøre mere af det samme. Vi skal have udviklet et system til styrkelse af den mentale sundhed, som ser mennesket bag diagnosen, og som giver håb om bedring.

Intentionen om en mere humanistisk tilgang eksisterer heldigvis flere steder i regioner, kommuner og civilsamfund, og vi ser flere forsøg på at reducere tvang, på at inddrage recoverymentorer, brugere og pårørende, og det ser vi både på afdelinger og i dele af socialpsykiatrien, og i dansk praksis er det her ved stille og roligt at vokse frem. Kunsten er, at recoverytilgang også skal være reel. Det er ikke nok at sige, at man arbejder recoveryorienteret, hvis ikke også det vises i de måder, man taler om og med mennesker, der bokser med psykosociale problemer, hvordan man forstår problemerne, og i den måde, man i øvrigt organiserer hjælpen og støtten på.

Desværre stikker den her dehumanisering og brugen af både uformel og direkte tvang fortsat hovedet frem i vores behandlingssystem, bl.a. fordi en del borgere med psykiske lidelser anses for at være så komplekse og svære at hjælpe, at de påføres både fysisk og medicinsk tvang i kritiske situationer. Eksempelvis ser man, at der gives psykofarmaka i store mængder og også så meget, at det er risikofyldt overmedicinering, og det er på trods af, at virkningerne udebliver, mens bivirkningerne derimod er til at tage at føle på for de mennesker, der får dem.

I SF tror vi på, at det er nødvendigt med nogle nye måder at anskue psykiske lidelser på, hvis vi for alvor skal gøre op med de problemer, der er i psykiatrien, og generelt forandre og udvikle den mentale sundhed i Danmark. Vi skal turde kigge op og ikke kun lede efter de tabte nøgler i lygtepælenes skær, for så vil vi måske se, at der findes flere nøgler til løsningen.

Den biomedicinske tilgang, som fokuserer på hjernekemi og neurologiske processer, fylder altså meget i forståelsen af de psykiske problemer, og det gør os blinde for nogle af de sociale faktorer, som også er medvirkende til både at skabe og opretholde psykiske lidelser. I dag mangler der tilstrækkelig med muligheder for at kombinere eller erstatte medicinsk behandling i psykiatrien med en bredere vifte af behandlingsmuligheder rettet mod det hele menneskes behov for inkluderende fællesskaber, meningsfuldhed og empowermen – det er også et engelsk ord, men det betyder noget med at give magt til den enkelte. Vi skal have en tilgang med en bredere forståelse for psykiske lidelser og traumer, hvor vi ser den psykiske lidelse i lyset af det levede liv. Tanker, følelser og adfærd bliver faktisk meningsfulde, hvis man ser det som svar og reaktioner og overlevelsesstrategier frem for noget sygt, noget, der er galt.

Så ud over at vi skal have kigget på den tilgang, skal vi også have styrket de kommunale tilbud, som vi giver til borgere med psykiske lidelser og i mistrivsel, før de ender i psykiatrien, for målet må også være at undgå indlæggelser og genindlæggelser. Vi skal også styrke PPR i forhold til børne og unge og de lettilgængelige, akutte og fleksible kommunale tilbud til voksne. Og kommunerne og almenpraktiserende læger og psykologer skal have bedre muligheder for at give behandlingstilbud og hjælp til sårbare borgere, før de ender i den behandlende psykiatri. Og så skal der i det hele taget være meget bedre sammenhæng mellem de kommunale og regionale tilbud, så borgere, der udskrives til f.eks. bosteder eller egen bolig, for det første har sikkerhed for, at man fortsat kan trække på den nødvendige ekspertise i psykiatrien, at bostøtten er på plads, straks efter man er blevet udskrevet fra sygehuset, og at man på bostedet møder uddannet personale og ikke isoleres og hurtigt genindlægges.

Vi skal med andre ord kigge bredt på det her område, og jeg glæder mig til, at vi skal i gang med de forhandlinger, vi skal have senere, men jeg glæder mig også lidt på forhånd til den debat, vi skal have om det i dag. Så skal jeg på vegne af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at psykiatrien med Finanslovsaftalen for 2020 har taget de første skridt til et løft af behandlingspsykiatrien, og at man med 10-årsplanen nu skal forsøge at sætte den langsigtede retning for udvikling af en mere helhedsorienteret regional psykiatri, socialpsykiatri, udvikling af bosteder og kommunal psykosocial indsats. I den forbindelse skal det forebyggende arbejde styrkes, bl.a. via en tidlig og hurtig hjælp i kommunalt regi og udvikling af PPR.

Endelig skal behandlingstilbuddene udvikles, så der kan komme større fokus på patientens egne mål og ønsker, flere tilbud med en traumebevidst tilgang, effektive medicinfri tilbud, bedre inddragelse af brugere og pårørende og sikring af valgmuligheder i behandling. Brugen af tvang skal nedbringes markant og »empowerment« og »recovery« skal være en central del af forløbene, både under indlæggelse, i ambulant behandling og i kommunalt regi. Brugerne skal opleve en langt mere sammenhængende indsats«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 17).

Tak for det. Og forslaget til vedtagelse vil nu indgå i den videre debat.

Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak, og tak for oplæsningen af jeres vedtagelsestekst. Jeg kunne ikke rigtig høre noget om, om der var nogen klare målsætninger, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvilke målsætninger Socialistisk Folkeparti har i forhold til at tilbyde medicinfrie afdelinger eller andet. Hvilke målsætninger kommer I med, når vi skal lave en 10-årsplan?

Ordføreren.

Lige i forhold til målsætninger om medicinfrie afdelinger vil jeg sige, at vi jo før har fremsat et beslutningsforslag, hvor vi gerne ville have, at der var medicinfrie tilbud i alle regioner. Det kunne være et bud på det. Jeg kunne egentlig også godt tænke mig, at vi havde en målsætning, der handler om, at der faktisk skal være flere valgmuligheder i forhold til behandling for borgere, sådan at man ikke bliver mødt med: Du kan få den her behandling, og hvis du ikke vil have den, kan vi ikke hjælpe dig.

Fru Liselott Blixt, værsgo.

Mange tak. Det var i hvert fald klarere ord end i selve forslaget til vedtagelse. Så vil jeg vende tilbage til det, jeg spurgte ministeren om. Ministeren siger, at i og med at vi nu giver penge til et projekt, der ligger i Region Hovedstaden, så gælder det alle. Ja, det er i forhold til videncentret. For skal man ind og have noget af det, skal man jo betale penge, hvorimod de ting, man har aftalt i reserven, ligger i Region Hovedstaden. Så der er stadig væk patienter herindefra, der får glæde af det, mens man fra andre regioner skal købe viden. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Det her center eksisterer jo i forvejen, og tanken er, at man skal brede den viden ud, som de har i forvejen. Der eksisterer et Center for Mental Sundhed - Kbh i Region Hovedstaden. Men ved at understøtte det her center som et nationalt center kan man brede den viden, de allerede har opbygget, ud til resten af landet.

Fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det. Jeg vil gerne takke for ordførerens tale. Vi har fra Venstres side et ønske om, når vi forhåbentlig bliver inviteret til de forhandlinger, som ministeren nævnte, at vi i fællesskab får sat os en målsætning for, at flere unge med enten en psykisk lidelse eller en psykisk sårbarhed får afsluttet en ungdomsuddannelse og dermed får bedre mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Ville SF kunne støtte sådan en målsætning?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at det er en ret vigtig målsætning. For det sammen med, at de også skal have et netværk, at de skal have et sted at bo osv., er jo nogle af de ting, vi skal måle på, når det handler om menneskers hele liv, for menneskers hele liv er mere og andet end at få dulmet nogle symptomer på noget lidelse, man har. Det er jo faktisk også at få styr på det liv, som man skal trives i. Så jeg synes, det er en vigtig målsætning.

Fru Jane Heitmann.

Jeg vil gerne kvittere for det svar. Jeg synes, det er vigtigt, at flere unge får fodfæste på arbejdsmarkedet og får mulighed for at være en del af det store fællesskab. Jeg ved godt, at det ikke er alle unge med en psykisk sårbarhed eller en psykiatrisk lidelse, som ville kunne arbejde fuld tid, men jeg tror, at det betyder noget for de fleste, at man kan bidrage og tage del i at være en del af fællesskabet. Så jeg vil bare kvittere og sige, at jeg glæder mig meget til samarbejdet med SF, når ministeren indkalder til forhandlinger.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg synes faktisk, at vi skal læne os op ad, at der faktisk er gode erfaringer med ips, som jo er en måde at integrere behandling, som man får i psykiatrien, med en beskæftigelsesindsats, og hvor borgerne faktisk selv er tilfredse med den indsats, som er drevet af, hvad de selv er motiveret til. Og de kommer i ordinær beskæftigelse. Det er jo ret interessant.

Hermed siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre i rækken. Fru Julie Skovsby, Socialdemokratiet.

Tak for ordet, og tak til SF for at indkalde til en debat om et meget vigtigt emne. Vi har en stor opgave med at løfte psykiatrien. I alt for mange år har psykiatrien ikke fået den politiske opmærksomhed, den fortjener. Derfor er det kun godt, at vi både i dag og i den kommende tid får rig mulighed for at drøfte udfordringer og løsninger i psykiatrien. For vi er jo helt enige om, at der er rigtig mange steder, hvor vi kan gøre det bedre, ikke mindst når det kommer til mindre medicinering, mindre tvang og recovery, som er nogle af de tiltag, der spørges ind til i teksten.

Der er nok at tage fat på af opgaver. Det var netop baggrunden for, at vi forrige sommer satte gang i arbejdet med at udarbejde en 10-årsplan for psykiatrien. Vi bad Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen om et fagligt oplæg – et fagligt oplæg, der både skulle kortlægge udfordringer og komme med anbefalinger til de kommende mange års arbejde på psykiatriområdet. Det gælder bl.a. anbefalinger i forhold til den rækkefølge, vi skal gå til problemerne i. For der er jo mange udfordringer efter mange år med et efterslæb på området, og vi mener, at der med 10-årsplanen skal sættes klare mål for retningen på psykiatriområdet. Arbejdet er, som I ved, desværre blevet forsinket ad flere omgange på grund af corona. Men jeg ser frem til at få det faglige oplæg i nær fremtid og komme i gang med arbejdet. Det tror jeg at vi alle ser frem til.

Vi har jo allerede løftet området med 600 mio. kr. på vores første finanslov. De penge skal gå til flere sengepladser og mere personale og derigennem også til at understøtte de mål, der spørges ind til i teksten. I forespørgselsteksten nævnes bl.a. medicinnedtrapning. Det er jo et område, som vi før har haft fokus på. Vi fik f.eks. for et par måneder siden en evaluering af et satspuljeprojekt, der netop handler om at nedtrappe medicinforbruget hos voksne patienter med skizofreni. Evalueringen viste, at 10 pct. af patienterne blev medicinfri, mens 52 pct. fik reduceret deres medicinforbrug med 50 pct. eller mere. Mange steder er der gode erfaringer med at tilbyde patienterne forskellige former for fysiske og sociale aktiviteter og med peermedarbejdere, sanserum og andre tiltag for at give patienterne rolige omgivelser. Så det tyder jo på, at det er muligt at reducere medicinforbruget. Det skal vi selvfølgelig se nærmere på i forbindelse med det kommende arbejde.

Det samme gælder tvangen. For trods mange års indsats har vi desværre ikke opfyldt de målsætninger, der tidligere er blevet opstillet. Vi er lykkedes med reducere brugen af tvang på nogle områder, men så er den til gengæld steget på andre, så også her ligger der en stor opgave i det kommende arbejde med 10-årsplanen, både med at opstille nye målsætninger og med at følge op på, at de bliver indfriet.

For os er det også vigtigt, at der bliver tale om en helhedsorienteret tilgang. Det kræver stærke og sammenhængende indsatser, både inden for sundhedsvæsenet, hvor ingen patienter må falde ned mellem to stole, men også i forhold til eksempelvis uddannelse og beskæftigelse. Det er netop derfor, det har været vigtigt, at både Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen har været inddraget i udarbejdelsen af det faglige oplæg til 10-årsplanen. Udfordringer er der med andre ord nok af. Nu ser jeg som sagt frem til at få det faglige oplæg. På den baggrund får vi et meget solidt fundament at stå på, når det kommer til at opstille målsætningerne og prioritere arbejdet for de kommende år.

Tak for den debat, der har været, og jeg glæder mig til det fortsatte arbejde.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, og det er først fra fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og også tak til ordføreren for talen. Nu spurgte jeg jo regeringen før – altså sundhedsministeren: Hvad er regeringens svar til de tusindvis af unge mennesker og deres familier, som oplever, at ventelisterne til behandling i børne- og ungdomspsykiatrien er alenlange? Jeg nævnte også før, at i Region Hovedstaden alene er antallet af henvisninger steget med 27 pct. Det betyder, at der er unge mennesker, der står på ventelister til behandling for stress, angst, depression, ocd, selvskade, selvmordsforsøg, måske, og selvmordstanker.

Regeringen havde ikke rigtig noget svar til de tusindvis af unge, som står på venteliste. Men har Socialdemokraterne det? Hvad er Socialdemokraternes svar til de familier, som sidder derude og kigger med, hvor mor eller far er kede af, at deres søn eller deres datter har en helt åbenlys psykiatrisk udfordring, men der er ikke noget behandlingstilbud. Hvad er Socialdemokraternes svar til de børn og unge og deres familier?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Som den socialdemokratiske minister også svarede, er der jo en række indsatser her i forbindelse med de coronatiltag, der er blevet sat i værk i samarbejde med forskellige organisationer, som heldigvis er derude nu og virker.

Så deler jeg også analysen af det her problem, som vi ser hos vores børn og unge. Det har vi desværre set i lang tid, og vi så det også før coronasituationen. Og derfor er lige præcis det med børn og unge, som jo også er nævnt i forslaget til vedtagelse, vigtigt for os, nemlig det med den tidlige indsats. Vi deler fuldstændig den intention.

Fru Jane Heitmann.

Jeg skal bare lige forstå det rigtigt. Altså, det, som den socialdemokratiske ordfører siger, er, at man har iværksat indsatser, der virker. Tror ordføreren virkelig, hånden på hjertet – når antallet af henvisninger er steget med 27 pct. det sidste års tid, altså under corona – at det er den oplevelse, man har derude, når man som ungt menneske har selvskadende adfærd, lider af ocd, lider af angst, lider af depression? Tror ordføreren virkelig, at det er den opfattelse, der er derude? Og er svaret virkelig: Vi har sat initiativer i gang, der virker?

Ordføreren.

Det var ikke helt sådan, jeg sagde det, som der bliver konkluderet. De indsatser, der er ydet af de organisationer, som har været inde at hjælpe i forhold til at binde civilsamfundet sammen med behandlingspsykiatrien, synes jeg vi skal være glade for og sætte pris på. Og vi har set, at de på den korte bane har hjulpet.

Så er der på den lange bane helt sikkert et stort arbejde foran os, og der har vi jo heldigvis også en arbejdsgruppe, der sidder og kigger på netop det her børn og unge-område. Og vi får den her række af anbefalinger, som også på den lange bane skal imødekomme udfordringen.

Den næste korte bemærkning er fra fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil fortsætte sådan lidt ad samme spor, men måske ikke helt på samme måde. Altså, vi har jo igennem mange år set et enormt pres både på ungdomspsykiatrien, men sådan set også på voksenpsykiatrien, med rigtig mange indlæggelser. Og i virkeligheden kunne man jo godt have det lidt sådan, at det er skruen uden ende. Så hvad tænker Socialdemokratiet og ordføreren om, hvordan vi egentlig får bremset den her kraftige stigning af indlæggelser og i virkeligheden måske også får knækket kurven, så vi får færre indlæggelser og færre genindlæggelser? Hvad er det, der skal til ifølge Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Det er netop den tidlige og den hurtige indsats. Og det er det her fokus, som der jo også er i en af arbejdsgrupperne, der lige nu sidder og arbejder med det og om kort tid skal aflevere anbefalingerne til Sundhedsministeriet. Det er det med, at vi også får de sammenhængende indsatser – skoler, uddannelser, sundhedsvæsenet og senere også sammen med beskæftigelse; at vi får tænkt i det hele menneske. Også når vi ser på vores børn og unge, er udgangspunktet det hele menneske.

Fru Trine Torp.

Så har jeg lige et opfølgende spørgsmål i forhold til det. Hvor stor en del af en kommende plan – i forhold til de målsætninger og de indsatser, vi skal sætte i gang i den plan – ser Socialdemokratiet skal ligge i kommunerne? Altså, hvad er det for nogle kommunale indsatser, som vi skal have styrket? For det er jo for mig at se det sted, hvor vi i virkeligheden kan gøre noget, der bremser den her eksplosive stigning af indlæggelser i børne- og ungdomspsykiatrien.

Ordføreren.

Jeg ser det sådan, at vi skal have styrket alle sektorer. Og hensigten er jo netop, at når vi får det faglige oplæg, ja, så er det fagligt funderede anbefalinger, vi får, også i en prioriteret rækkefølge. Altså, hvad giver fagligt set bedst mening? Og det er det, der er hensigten, nemlig at vi kan arbejde ud fra det, og jeg er sikker på, at kommunerne i den forbindelse kommer til at spille en stor rolle.

Tak til fru Julie Skovsby. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, og hermed kan jeg byde velkommen til den næste ordfører, som kommer fra Venstre, og det er fru Jane Heitmann.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til Socialistisk Folkeparti for at indkalde til en vigtig debat om fremtidens psykiatri. Regeringen gik jo til valg på en ny 10-årsplan for psykiatrien, og siden valget i 2019 har der jo stort set været fuldstændig stille, måske lige bortset fra et lille initiativ på finansloven, og at man har iværksat et såkaldt arbejde med et udfordringsbillede, som regeringen så i øvrigt nu har udskudt tre gange. Jeg tror, de fleste har stor forståelse for, at coronaen har optaget ministeren det sidste år, men jeg tror faktisk, at der er meget lidt forståelse for, at det har været nødvendigt at udskyde arbejdet med en 10-årsplan hele tre gange. Men så kom der i forrige uge fuldstændig ud af det blå en mail med en save the date-invitation til præsentationen af udfordringsbilledet, og det ser vi frem til i Venstre. For hånden på hjertet har coronaen jo været et kæmpe forstørrelsesglas for psykiatriens udfordringer. Alene i Region Hovedstaden er antallet af henvisninger til børne- og ungepsykiatrien steget med 27 pct., og her taler vi ikke om mistrivsel, nej, vi taler om alvorlige psykiatriske diagnoser som f.eks. stress, angst, depression, ocd, selvskade, spiseforstyrrelser, selvmordsforsøg eller selvmordstanker, og jeg er faktisk lidt ærgerlig over, at vi ikke fik et mere klart svar fra regeringen til de tusindvis af børn, unge, forældre og pårørende, som alle sammen må leve med alenlange ventelister.

At psykiatrien er udfordret, er jo ikke nogen nyhed, og for os i Venstre er det og har det været en prioritet at løfte psykiatrien ud af lillebrorrollen. Bl.a. med det afsæt prioriterede vi målrettede midler i økonomiaftalen mellem Danske Regioner og VLAK-regeringen. Vi vil nemlig sikre, at pengene går til psykiatriens patienter. Den kedelige tendens, vi har set her under Mette Frederiksens regering, er jo, at midler til psykiatrien bl.a. er brugt til at afdrage gammel leasinggæld i Region Hovedstaden, og det duer simpelt hen ikke, slet ikke når vi år efter år kan konstatere, at vi bl.a. er langt fra vores fælles politiske målsætning om at nedbringe tvang. Det går jo den forkerte vej, minister. Vi skal tænke nyt, og vi skal tænke i helt andre baner.

Lad mig komme med bare et enkelt eksempel på, hvordan vi sammen kan gå nye veje og med nye indsatser udfordre gængs tænkning i psykiatrien. WHO lavede i 2019 rapporten »What is the evidence on the role of the arts in improving health and well-being?«. Rapporten viser bl.a., at kunst og kreative aktiviteter kan understøtte behandlingen af psykisk sygdom og påvirke psykisk sygdom positivt og støtte forebyggelsen af sygdom og fremme et godt helbred. Vi ved bl.a. fra Region Syddanmark og fra Region Hovedstaden, at der er gode erfaringer med at involvere kunst og kreative aktiviteter som f.eks. billedkunst og litteratur i både behandling og recovery.

Derfor er det supergodt, at vi med den seneste aftale om tilbageløbsmidlerne fra SSA-reserven eller satspuljen har aftalt at afsætte midler til Center for Kunst og Mental Sundhed, så vi kan blive klogere på feltet kunst og mental sundhed. Jeg er helt med på, at medicin i forhold til mange psykiske lidelser er en del af behandlingen, men jeg er bekymret for, at den stigende tendens til brugen af medicin i nogle sammenhænge bliver den lette løsning, om man så må sige. Derfor er jeg utrolig glad for, at Venstre pressede på under de netop afsluttede forhandlinger om SSA-reserven og fik afsat midler til en vidensopsamling om nedbringelse af overforbrug af medicin. Vi skal ikke være så bange for at tænke ud af boksen, når det gælder indsatsen i psykiatrien. Medicin og tvang kan være effektfulde redskaber at ty til, for at en patient kan komme tilbage til en mere normal livsbane eller for at fastholde en patient i en god gænge, men vi må ikke være blinde for, at f.eks. kunst, kultur, dans, drama, sanserum og andre kreative aktiviteter kan have et helende sigte.

Når det så er sagt, er det jo ikke det, der gør det alene. Vi skal gå nye veje, og vi skal turde involvere de pårørende og bruge den ressource, som de vitterlig er. Men vi skal også passe på vores pårørende, så de ikke bliver slidt. Fra Venstres side så vi gerne, at psykiatrien fik tilknyttet tovholdere til hver patient på samme måde, som vi kender det fra kræftforløbene, hvor vi jo har patientansvarlige læger. Det vil kunne skabe et bedre overblik for en sårbar gruppe patienter, hvor livet jo ofte både er turbulent og kaotisk, ligesom det vil lette trykket på de pårørende, når en sundhedsprofessionel overtager styringen i et ofte kompliceret behandlingsforløb, som jo i øvrigt også ofte inkluderer en social indsats i en eller anden form. Lad os gøre livet lettere, mere overskueligt og mindre sårbart for psykiatriens patienter og brugere. Det håber vi fra Venstres side at regeringen vil være med til.

Så vil jeg gerne læse et fælles forslag til vedtagelse op på vegne af partierne Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Kristendemokraterne og Nye Borgerlige, som lyder således:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer, at psykiatrien er udfordret, og at åbenlyse problemstillinger med bl.a. lange ventetider på behandling for børn og unge ikke er håndteret af regeringen. Folketinget undrer sig over, at regeringen endnu ikke har fremlagt et samlet udfordringsbillede og nu mere end 2 år efter Folketingsvalget i 2019 ikke har taget afgørende skridt til at forbedre forholdene for psykiatriens brugere og pårørende.

Folketinget pålægger regeringen at sikre forebyggelse, og at flere børn og unge oplever en inkluderende psykiatri, hvor man henvises hurtigere til det rigtige behandlingstilbud, ligesom pårørende skal involveres mere. Mennesker med dobbeltdiagnose falder ofte mellem to stole. Regeringen pålægges at sikre en løsning, som holder hånden under denne sårbare gruppe, så de ikke bliver kastebolde. Der findes mange alternative behandlingsmetoder som supplement til medicinsk behandling og tvang. Folketinget pålægger regeringen at sikre mere fokus på det hele menneske gennem adgang til behandlingsformer, som kan supplere gængs behandling«. Tak.

(Forslag til vedtagelse nr. V 18)

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Så er der et par korte bemærkninger til ordføreren. Det er først hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nogle gange kan det retoriske hykleri jo blive så tykt, at det nærmest driver ned ad væggene herinde i Folketingssalen. Jeg må sige, at jeg synes, at det beklageligvis gjorde det lidt i ordførerens tale her.

Men lad mig så starte med det, som jeg i hvert fald er enig med ordføreren i, og det er, at der er nogle udfordringer i forhold til psykiatrien, og at der er brug for et varigt løft. Når jeg kaldte det retorisk hykleri, er det, fordi jeg jo synes, at vi, når vi skal se på, hvordan vi skal løse den udfordring, kan sige, at den vej, som den tidligere Venstreledede regering gik – og som der har været i adskillige år – jo har medført en massiv underfinansiering af psykiatrien. Det har bl.a. været sådan, fordi man i de økonomiaftaler, der er indgået, ikke har fulgt det demografiske træk og dermed har underfinansieret aftalerne. Det har så betydet, at de målrettede midler, man kunne give til psykiatrien, var ædt op af generelle besvarelser inden, så det reelt set ikke blev til et løft, hvorimod vi under den her regering trods alt har været med til både at sikre det demografiske træk og give et væsentligt og substantielt løft på 600 mio. kr. årligt og varigt i årene fremover. Man kan sagtens sige, at det ikke er nok, men det er trods alt mere, end der er blevet investeret de tidligere år.

Derfor er spørgsmålet bare til Venstres ordfører, at når nu vi skal løse den her udfordring, i forhold til at der skal investeres, er det så ordførerens opfattelse, at vi skal gå de tidligere regeringers vej, nemlig at underfinansiere velfærden generelt i regionerne og så give enkelte klatmidler til psykiatrien, eller skal vi give et generelt løft både til at dække demografi og også til at bygge oven på med varige midler til psykiatrien?

Ordføreren.

Der er jo mange veje, man kan gå, når man skal løse udfordringerne i psykiatrien. Det, der er helt afgørende for mig, for os, er, at psykiatrien vitterlig får et løft, så det kan mærkes. Vi startede, da vi havde ansvaret som VLAK-regering, understøttet af Dansk Folkeparti.

Som jeg sagde i min tale, har psykiatrien i alt for mange år været i en lillebrorrolle, og det er jo de kolde, kedelige, triste facts. Vi startede et løft af psykiatrien, men vi blev ikke færdige, så vi vil da meget gerne samarbejde med både Enhedslisten og andre partier om, hvordan vi kan give psykiatrien det løft, som er helt nødvendigt, så psykiatrien ikke også i fremtiden skal have en lillebrorrolle. Som jeg så også sagde i min tale: Psykiatriens brugere og psykiatriens pårørende har da brug for, at vi får sat en ny retning. Og vi skal turde gå nye veje.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Det synes jeg da er positivt, og det tager jeg som et tilsagn om, at Venstre også vil bakke op om en velfærdslov, der netop sikrer, at vi dækker demografien, og at vi så derefter kan bygge ovenpå. Men det er bare for at sikre mig, at det her også betyder, at det er naturligt, at pengene alene ikke gør det. Det er ikke det, der kommer til at løse psykiatriens udfordringer alene. Men er ordføreren enig i, at der også er behov for et substantielt økonomisk løft, hvis vi skal sikre den brede palet af behandlingsmuligheder, som vi jo helt åbenlyst mangler i dag?

Ordføreren.

Jamen ved valget i 2019 gav Venstre vælgerne et velfærdsløfte, som jo bl.a. betyder, at når vi bliver flere ældre, og når der kommer flere børn, så skal økonomien følge med. Og det velfærdsløfte står vi jo fuldstændig ved. Der, hvor jeg ved vi har en uenighed, er i forhold til, hvordan det skal finansieres, altså hvor pengene skal komme fra. Men vi står da ved det velfærdsløfte, som vi gav vælgerne tilbage i 2019. Det skal der ikke være tvivl om.

Næste korte bemærkning er til fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. I både talen og vedtagelsesteksten, der blev læst op, er der jo ret meget, der er bagudskuende, og som handler om at kritisere regeringen. Det er jo ikke det, jeg synes er mest interessant at debattere her. Det er faktisk det fremadrettede. Og der var jeg glad for, at ordføreren var inde på det her med, hvordan vi kan tænke i nye baner, og jeg vil bare også høre: Når nu vi har tænkt i nye baner ad flere omgange og der har været gode ting, som har vist gode resultater, hvad er det så, der er barrieren for, at tingene ikke forandrer sig? Altså, er det alene et spørgsmål om ressourcer, og hvem der prioriterer det, eller tænker Venstres ordfører også, at der er behov for at kigge på, hvordan vi egentlig forstår psykisk lidelse?

Ordføreren.

Nu tror jeg, hvis jeg lige skal holde fast i det her med det fælles forslag til vedtagelse, som alle de blå partier jo står bag, at jeg vil sige, at jeg bl.a. nævnte i vedtagelsesteksten, at vi skal sikre forebyggelse og en inkluderende psykiatri, og at pårørende skal involveres mere, og for dobbeltdiagnosticerede, der falder mellem to stole, pålægger vi regeringen, at de skal finde en løsning og holde hånden under den gruppe. Så når ordføreren siger, at den var bagudskuende, vil jeg sige, at det nok lige er en sandhed med modifikationer. Der er en masse her, der peger frem og faktisk siger noget om, hvad det er for nogle prioriteter, vi også har i blå blok.

Jeg vil sådan set godt medgive ordføreren, at der er meget, hvad skal man sige, stigmatisering og der er meget tabu forbundet med det at have en psykisk sårbarhed eller en psykiatrisk lidelse, og det kræver, dels at vi får tingene italesat og lagt frem på bordet, som de er, dels at vi tør at tænke nyt og måske også bevæge os ned ad nogle spor, hvor vi ikke har været før. Man kunne f.eks. nævne området omkring tvang i psykiatrien. Der har vi fejlet big time, både røde og blå regeringer. Vi har ikke løst opgaven, og der kunne jeg godt tænke mig, at vi sammen kunne tænke nyt.

Den næste korte bemærkning er til fru Julie Skovsby, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne lidt følge op på mine kollegaers og særlig på hr. Peder Hvelplunds spørgsmål om demografien, og hvordan vi får vendt udviklingen i forhold til underfinansieringen af psykiatrien. Anerkender Venstre og Venstres ordfører, at det også handler om, hvordan vi finansierer vores kommunale bosteder, vores kommunale folkeskole og vores kommunale sygepleje – altså at det også er relevant? Eller hvordan – for måske også at stille et spørgsmål, der ikke kun handler om økonomien – ser Venstre egentlig på sammenhængen?

Ordføreren.

Venstre ser sådan på sammenhængen, at vi da har nogle enormt store udfordringer med forholdet mellem de tre siloer. Altså, hvis man kigger på bermudatrekanten mellem almen praksis, regionerne og kommunerne, så oplever patienterne jo, at der er nogle enormt store udfordringer, når de skal flytte sig fra den ene sektor til den anden. Der har vi da en forpligtelse til – og det håber jeg også er noget af det, som sundhedsministeren vil spille ud med, når han lægger udfordringsbilledet frem – at vi får håndteret de her overgange på en bedre måde, så det bliver mere smidigt for patienterne.

Nu har vi jo i vores vedtagelsestekst nævnt de dobbeltdiagnoserede, altså dem, der både har et misbrug og en psykiatrisk lidelse. De oplever da i allerhøjeste grad, at overgangene er udfordret. Så jeg mener da, at det er helt naturligt, at man også kigger på den slags, når man nu skal lave en 10-årsplan, hvor man både skal have noget med det korte lys på og noget med det lange lys på. Noget af det med det korte lys må være, hvordan vi i forhold til gruppen af diagnosticerede sikrer, at overgangene her bliver mere smidige og mere bruger- og borgervenlige.

Fru Julie Skovsby.

Tak for det svar, som handler om, at det også skal være fagligt funderet, altså netop i forbindelse med at se på de overgange, der er, og at vi skal have skabt sammenhængene. Det var jeg egentlig glad for at høre.

Så vil jeg lige vende tilbage til det med økonomien: Anerkender Venstre, at der er en sammenhæng mellem, hvordan de her forskellige sektorer er finansieret, og at vi altså har et behov for at finansiere vores velfærd i fremtiden?

Ordføreren.

Jamen jeg tror, det er helt åbenlyst, at vi har behov for at finansiere vores velfærd i fremtiden. Altså, det er jo derfor, at Venstre er så optaget af, at vi skal have flere mennesker ind på arbejdsmarkedet, at flere skal bidrage til det fællesskab, som vi er. Vi har nogle udfordringer i psykiatrien, bl.a. omkring arbejdskraft, og jeg undrer mig da over, at man, når der ligger stakkevis af ansøgninger fra udenlandske læger, som sådan set gerne vil ind i det danske sundhedsvæsen og bidrage til både vækst og velfærd, men jo også til at passe patienterne, ikke får gjort noget ved det og får den personaleudfordring håndteret. Så jo, tingene hænger jo sammen, fru Julie Skovsby.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører i ordførerrækken kommer fra Dansk Folkeparti, og det er fru Liselott Blixt. Velkommen.

Først vil jeg sige tak til Socialistisk Folkeparti for at tage den her forespørgsel. Vi har i rigtig mange år været enige om mange rigtig gode ting på psykiatriområdet – nok mere end så mange andre partier, på trods af at vi har siddet ved hver sin side af bordet.

I Dansk Folkeparti ønsker vi en helt anden psykiatri end den, vi har i dag. Det er vi faktisk kommet frem til, efter at jeg i 14 år som psykiatriordfører ser, at vi bliver ved med at putte nogle af de samme ting ind i den psykiatri, der ikke har fungeret. Hvis vi i de 14 år, jeg har siddet som psykiatriordfører, var startet med at beslutte, hvad det er for en psykiatri, vi ønsker – altså lige fra dag et – så havde vi stået med en helt anden psykiatri i dag.

Her taler vi om medicinfri afdelinger. Da jeg kom med forslaget – i 2015, tror jeg det var – var det kun Socialistisk Folkeparti, der var for. Vi måtte kæmpe for at få sat penge af i satspuljen. Socialdemokratiet var ikke for medicinfri afdelinger. Vi kæmpede det igennem. Og da vi så fik det igennem, var det personalet, der ikke ønskede det. Så det er jo kulturen derude, der er noget galt med, når man tror, at medicinen løser alle problemerne i psykiatrien. Så vi måtte ændre indstillingen, da vi søgte puljen, og sige, at det handlede om nedtrapning og ikke medicinfri afdelinger. Så var der nogle, der tog fat i den. Og hvad viser evalueringen: Den viser, at 10 pct. blev medicinfri, 20 pct. fik reduceret deres medicinforbrug med 75 pct., og over 50 pct. fik det reduceret med mere end 50 pct. Så der var jo noget om snakken.

Så vi bliver nødt til at kigge på: Hvad er det for en psykiatri, vi ønsker? Hvad er det for en kultur, der skal herske, når det er, nogen får det mentalt dårligt? Vi mener, vi skal vende det hele på hovedet og se på, hvordan vi ser det enkelte menneske, der får en mental lidelse, for derved sikrer vi, at man som barn og ung ikke bliver en del af den psykiatri, vi ser i dag.

Jeg kæmpede side om side med psykiatriordfører Özlem Cekic fra Socialistisk Folkeparti. Og vi har fået tæsk af psykiatrien, fordi vi ønskede nogle andre ting – nogle ting tættere på borgeren, f.eks. at man samarbejdede på tværs med psykologer, psykiatere og socialøkonomiske virksomheder om det sociale, om beskæftigelse og aktivering, og at man så på mennesket i stedet for at se på diagnosen. Det har vi ønsket i rigtig mange år. Og hold op, hvor er det svært. Det er virkelig svært at vende. Men derfor glæder det mig, at man også fra ministerens side i talen tog nogle af de her ting op, som er vigtige.

Hvis vi ser på »Frirum i psykiatrien«, hvor vi alle sammen efterhånden kender Søren ved fornavn, som går og laver rigtig mange aktiviteter for de enkelte brugere, så ved vi, hvor meget nytte det betyder, og det er mange af de ting, vi skal have ind i vores psykiatri. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvad det er for en psykiatri, vi ønsker, før vi begynder at lave en plan. For ellers får vi alle de her projekter, ligesom det projekt, som jeg kritiserede lidt, i Region Hovedstaden. Ministeren siger: Det bliver et videncenter. Men folk skal jo købe sig til opgaverne fra andre regioner. De penge, der er sat af, er jo til nogle forskere, der arbejder i Region Hovedstaden – Amager, tror jeg det er – og der får man professionelle malere og andre ind.

Vi skal ikke have flere projekter for enkelte kommuner og regioner. Hvis vi skal igangsætte noget, må det være på tværs af landet. Det skal ikke være postnummeret, eller hvilken region man er opvokset i, der afgør, om man får den rigtige hjælp. Det har vi haft nok af. Igennem de 14 år, jeg har siddet som psykiatriordfører, er det hovedsagelig foregået i de store kommuner, fordi der er flest psykiatribrugere. Det siger sig selv. Men prøv at gå ned i de områder, hvor der er langt til en psykiatrisk afdeling, hvor der er langt til ekspertisen, og spørg, hvor mange af projektmidlerne de har fået til at få igangsat nogle ting.

Så jeg håber – når vi begynder at diskutere det – at vi kigger på, hvad det er for en psykiatri, vi ønsker. Hvad er det for en kultur, vi ønsker, og hvordan skal vi kigge på det enkelte menneske, når det får en mental sygdom og får det psykisk dårligt. Og det håber jeg vi kan blive enige om. Men jeg glæder mig til, at vi går i gang med forhandlingerne. Jeg er bare bange for, det bliver ligesom de to andre psykiatriplaner, altså projekter hist og pist, lidt over det hele. Men jeg vil gøre mit til, at vi måske kunne få det til at blive en større plan. Tak.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og den er fra fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det kan jo ikke komme bag på ordføreren, at der er en hel del af det, som ordføreren siger i sin tale, som jeg virkelig er enig i, og jeg er glad for, at vi nu også kan komme til at tale om kulturen, for jeg er meget enig i det her med, at vi har sat mange gode ting i gang. Der foregår meget godt derude, og der foregår bl.a. også i ordførerens egen region på Slagelse Sygehus noget rigtig godt i en afdeling, hvor man har besluttet sig for at arbejde traumebevidst. Det foregår derude. Jeg spekulerer bare tit på, hvad det er, der er barrieren for, at det, når der nu er nogle, der faktisk skaber noget godt, ikke bliver udbredt, eller at det bliver kvalt igen. Hvad er det, der gør, at den kultur er så svær at forandre? Hvad tror ordføreren?

Ordføreren.

Det undrer jeg mig også over. Jeg har jo oplevet, at dem, man arbejder bedst sammen med som politiker, er dem, der enten har arbejdet derude selv, der har det tæt på eller har prøvet nogle af de her ting. Det siger jeg efter at have arbejdet herinde i 14 år og efter at have været rundt i landet. Så hvorfor implementerer man det ikke? Det er, som om man skal kunne se og lære det samme for at kunne vide, hvad man skal gøre. Så man skal ud at mærke det. Det er mit korte svar.

Fru Trine Torp.

Det er jo det politiske ansvar. Det er jo fuldstændig korrekt, og der skal vi måske også være lidt mere modige til at sige, at det ikke engang er sikkert, at nogen af de her forandringer kan ske i det system, hvor problemerne er. Måske skal vi skabe et system uden for det, som faktisk kan hjælpe, for nogle gange er det et trægt system. Jeg tænker, at der er et politisk ansvar i det her, men der er også et fagligt ansvar. Hvad er det for en appel, vi også skal sende ud, om, hvad det er for en dialog, der skal være om kultur i de faglige kredse?

Ordføreren.

Grunden til, at jeg svarede det, som jeg svarede sidst, er, at vi skal have den samme grundtanke inde i hovedet, og det skal psykiaterne og psykologerne også. Vi skal have den samme holdning til, hvad det er, der hjælper. Det var grunden til, at vi rejste til Trieste med Psykiatriudvalget, det var grunden til, at vi fik en aha-oplevelse, da vi var i Trieste, det er grunden til, at jeg i min kommune har sendt vores medarbejdere til Trieste. Eller bare til Slotsvænget. Det er for at finde ud af, hvordan de arbejder med det enkelte menneske.

Tak til fru Liselott Blixt, ordføreren for Dansk Folkeparti. Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, formand. Nu vil jeg lige starte med at præcisere, efter fru Liselott Blixt har været heroppe, at Enhedslisten naturligvis også bakkede op om de medicinfri afsnit i sin tid. Nu er jeg ikke den eneste repræsentant for Enhedslisten, og Enhedslisten støttede på daværende tidspunkt også de medicinfri afsnit.

Men først og fremmest vil jeg gerne sige tusind tak til fru Trine Torp og SF for at rejse den her debat, for det er så væsentligt, at vi bliver ved med at holde liv i den debat omkring psykiatrien, og hvordan vi får løftet psykiatrien. Det var også det, der var baggrunden for, at da vi gik til finanslovsforhandlingerne om den første finanslov, efter vi havde fået regeringsskifte og vi havde fået den socialdemokratiske regering, var det det højest prioriterede krav ved de finanslovsforhandlinger, at vi skulle sikre, at vi fik afsat midler på finansloven til psykiatrien, altså varige midler. På daværende tidspunkt så vi det jo som, at vi også havde en beslutning om, at vi netop skulle have igangsat arbejdet med en 10-årig psykiatrihandlingsplan, og at det ligesom skulle være det, der kunne sikre fundamentet, altså sikre, at der også var midler i hospitalspsykiatrien til nogle af de allermest syge og nogle af de allermest sårbare patienter, som vi ved har brug for også en plads i hospitalspsykiatrien, og også dér sikre, at der både var tilstrækkelige sengepladser, så vi ikke skulle opleve, at de skulle presses ud og være ude på kommunale botilbud eller være i eget hjem, men også sikre, at der også var en bredere behandlingspalet, altså at der var en større tværfaglighed i behandlingen, så vi fik flere faggrupper ind og dermed også kunne sikre en behandling, som mere var baseret på patienternes eget ønske om, hvad der kunne sikre dem en bedre behandling.

Nu har vi så ventet i 2 år, og jeg deler sådan set den utålmodighed, flere har givet udtryk for i forhold til den 10-årige psykiatrihandlingsplan. Altså, det skulle helst ikke være sådan, at vi skulle vente i 10 år, før vi gik i gang med den, men at vi netop kommer i gang nu og begynder at få sat nogle mål i forhold til det. Og jeg synes også, at nogle af de ting, der har været oppe her i debatten, er utrolig centrale, i forhold til at det her netop handler om, hvordan vi får lavet en psykiatri med en bredere behandlingspalet, hvor vi kan sikre et større fokus på forebyggelse, og hvor vi også kan få et andet syn på hele spørgsmålet om borgere med psykisk sygdom, om psykisk trivsel og også hele tanken om, i hvilket omfang man skal bruge medicinsk behandling. I Enhedslisten er vi ikke modstandere af medicinsk behandling, jeg tror, det er en del af den behandlingspalet, der skal være, men vi bliver nødt til at have et bredere fokus på, hvilke forskellige behandlingsmuligheder vi kan bruge, hvad det i virkeligheden er borgerne efterspørger, og hvad det er, der kan sikre dem en større grad af selvbestemmelse, både over det levede liv, men også over den behandling, man kan få, når man oplever, at man får det svært, og man ved, at de perioder kommer.

Derfor tror jeg også, at det er noget af det, der bliver utrolig vigtigt bliver fokus i vores psykiatrihandlingsplan, og noget af det, som jeg håber på vi i fællesskab kan være med til at sætte fokus på, netop at vi sikrer en bredere behandlingspalet, men også at vi får opstillet nogle klare mål. For min frygt er også lidt, at vi kan komme til at lave en psykiatrihandlingsplan, hvor vi så kan vinge af, at nu har vi lavet den, og så kommer der til at ske det, som vi ofte har oplevet tidligere, at så er den vinget af, og så glemmer vi lidt det. Der tror jeg, det er helt centralt, at vi får lavet en form for opfølgning, hvor vi også får inddraget både brugere og pårørende og faglige organisationers perspektiv, i forhold til om vi så er på vej til at nå de mål, og at de også får mulighed for at kunne rejse nye krav og for at kunne stille spørgsmål til politikere om, hvorfor de ikke gør sådan og sådan i stedet for, og kan sige, at de har erfaringer andre steder fra med, at det og det virker, og at det faktisk er noget af det, der er efterspurgt – at vi netop får hele bruger- og pårørendeperspektivet ind i hele det billede. Det kunne man f.eks. gøre ved at have et psykiatriråd, som kunne have initiativret, også i forhold til at komme med indspark til selve planen.

Jeg håber meget på, at vi også i forlængelse af den her debat, og også når vi nu forhåbentlig snart får indsparket fra Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, kan sikre, at vi får en stor grad af inddragelse af dem, det jo handler om, nemlig brugerne, de pårørende og det faglige personale, der er i psykiatrien, og dermed også sikrer, at vi får opstillet nogle mål, som ikke kun er kvantitative, altså ikke kun handler om at nedbringe brugen af tvang, for vi ved, at brugen af fysisk tvang bare kan føre til øget brug af medicinsk tvang, men at vi netop får nogle mere kvalitative mål, hvor det netop kan handle om det med at sikre en større grad af deltagelse, både i uddannelse og på arbejdsmarkedet, at øge den gennemsnitlige levetid for borgere med psykisk sygdom, at mindske antallet af genindlæggelser og at mindske antallet af selvmordsforsøg – at vi dér får opstillet nogle klare kriterier, som vi netop kan måle indsatsen på, og så vi løbende kan få en evaluering af, om den indsats, vi leverer, også virker for dem, der er brugere.

Så vi ser frem til samarbejdet, og vi bakker op om den vedtagelsestekst, som fru Trine Torp tidligere læste op.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg nævnte i min ordførertale det her med den biomedicinske tilgang, som jeg mener faktisk står i vejen for den recoverytilgang og den sådan mere, hvad kan man sige, borgerorienterede tilgang, som jeg kunne tænke mig der skulle være. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Ser Enhedslisten og ordføreren det som en del af forklaringen på de problemer, vi står med nu, at der er så stort et fokus på sygdom, på diagnoser og på at reducere symptomer mere end på at have et fokus på, hvad det er for nogle vilkår, hvad det er for nogle oplevelser, der har gjort, at folk har det, som de har det, altså at gå fra »hvad er der galt med dig?« til »hvad er der sket for dig?«?

Er det et skifte, som Enhedslisten synes er vigtigt?

Ordføreren.

Ja, det tror jeg helt bestemt. Altså, jeg tror, at når vi har set det øgede fokus på brug af den biomedicinske tilgang, er det jo netop, fordi vi har oplevet en psykiatri, der har været ekstremt presset, hvor man kan sige, at den letteste tilgang i nogle tilfælde har været at sige, at så medicinerer man sig ud af det.

Min pointe er bare, at man jo ikke kan afskrive den medicinske behandling. Altså, den medicinske behandling vil også fremover være en del af psykiatrien, for det er der simpelt hen nogle borgere som har rigtig positive erfaringer med, og som vi kan hjælpe ad den vej. Men jeg tror, at en del af grunden til, at det er kommet til at fylde så meget, er, at vi har haft en psykiatri, der har været underfinansieret – at der ikke har været afsat ressourcer til at have den mere tværfaglige indsats, at have den mere forebyggende indsats og at have det mere holistiske billede i forhold til den enkelte patient, men at man netop har fokuseret på, hvilket medicinsk præparat man formoder kan hjælpe i det her tilfælde. Og jeg tror, at det er det, der har skabt det store fokus på den biomedicinske tilgang, men jeg tror også, at det fortsat vil være en del af den psykiatri, vi kommer til at have fremover.

Fru Trine Torp.

Ja, det er rigtigt. Man skal jo ikke tage medicinen fra nogle, som selv synes, de har gavn af den. Men der er også bare utrolig mange mennesker, der ikke har det, og som oplever utrolig mange bivirkninger.

Men det er ikke så meget medicinen, det er jo også den måde, man forstår det på. For når man medicinerer, er det jo, fordi man har en idé om, at problemet er inde i hjernen på folk, nogle neurologiske processer eller en hjernesygdom, som der ikke er dokumentation for, og med et mindre fokus på, hvad det er for noget ude i omgivelserne, der skaber den her lidelse. Det kan man jo ikke kurere med medicin. Er det også en del af forklaringen på, at vi hænger der, hvor vi gør nu?

Ordføreren.

Ja, det tror jeg bestemt er en del af forklaringen, altså hele det svigtende fokus, der har været i forhold til den forebyggende indsats – også det at kunne sikre, at vi har mere støtte lige fra fødslen, op igennem daginstitutionen og i skolen, sikre, at vi har en større rummelighed, at vi har muligheden for også at kunne opspore det, når vi oplever, at der kan være en psykisk belastning, og dermed også kunne være med til at sætte ind tidligt. Det tror jeg kan være med til at forebygge en stor del af den medicinske behandling. Og som jeg sagde tidligere, tror jeg da, at det netop er det, der har gjort, at vi står i den situation – at vi også har det kulturelle fokus på, hvordan problemstillingen er. Og der er jeg helt enig i, at vi bliver nødt til at sørge for, at vi får et skifte i forhold til det. Jeg tror bare, at det, der er afgørende, er, at vi sikrer, at borgerne faktisk får den behandling, de efterspørger, og hvis det for nogle handler om at få en medicinsk behandling, skal vi jo ikke afvise det – så skal det naturligvis kunne være en mulighed og en del af den behandlingspalet, vi tilbyder.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, og hermed kan jeg byde sundhedsministeren velkommen til.

Tusind tak for en rigtig god, synes jeg, forespørgselsdebat. Jeg gjorde mig umage med selvfølgelig at lytte til både de kritiske røster, men også den konstruktive tone, som den her debat blev afholdt i, og jeg synes, det lover godt for de møder og de drøftelser, vi skal have med hinanden. Jeg har glædet mig meget til, at vi får det faglige grundlag fra styrelserne, og at de også fortæller os om det, og vi skal nok stå for, at partierne får en grundig indføring fra vores styrelser i deres overvejelser og forslag og vurderinger. Og så ser jeg selvfølgelig også meget frem til, at vi også kommer i gang med og går videre med 10-årsplanen.

Jeg sagde fra starten, at vores mål fra regeringens side var at få en bred aftale, men jeg sagde også, at det ikke bliver nogen gratis omgang, fordi man skal forpligte sig til at nå de mål, og jeg synes kun, at jeg er bestyrket i, at der i hvert fald er vilje i dag fra partierne til at være med til at tage ansvar for den her meget, meget vigtige opgave for os alle sammen. Så tak skal I have for det.

Tak til sundhedsministeren. Der er ingen korte bemærkninger til sundhedsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på tirsdag, den 7. december 2021.