Det næste punkt på dagsordenen er:

29) Forhandling om redegørelse nr. R 19:

Klima-, energi- og forsyningsministerens energi- og forsyningspolitiske redegørelse 2022.

(Anmeldelse 23.05.2022. Redegørelse givet 23.05.2022. Meddelelse om forhandling 23.05.2022).

Sammen med dette punkt foretages:

30) Forespørgsel nr. F 57:

Forespørgsel til klima-, energi- og forsyningsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige energipolitiske initiativer set i lyset af den energipolitiske redegørelse?

Af Anne Paulin (S), Carsten Kissmeyer (V), Signe Munk (SF), Rasmus Helveg Petersen (RV), Søren Egge Rasmussen (EL), Katarina Ammitzbøll (KF), René Christensen (DF), Peter Seier Christensen (NB), Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT) og Orla Østerby (UFG).

(Anmeldelse 05.05.2022. Fremme 10.05.2022).

Jeg gør opmærksom på, at eventuelle forslag til vedtagelse først vil komme til afstemning tirsdag den 7. juni 2022.

Så er det begrundelsen for forespørgslen, og det er hr. Carsten Kissmeyer, Venstre, som kommer med den – og det er her fra talerstolen, ja.

Jamen tak for ordet. Det er jo sådan en tradition, vi er i gang med, så energiordførerne for alle Folketingets partier har traditionen tro valgt at indbyde klima-, energi- og forsyningsministeren til en forespørgselsdebat i forbindelse med den årlige energi- og forsyningspolitiske redegørelse.

Jeg vil gerne takke ministeren for at stille op i dag, og vi glæder os til debatten. Mere vil jeg ikke sige i den her sammenhæng.

Det var også tilstrækkeligt. Tusind tak for det. Det betyder, at vi nu får besvarelsen fra klima-, energi- og forsyningsministeren. Værsgo.

Tak for det. Lad mig starte med at takke forespørgerne for forespørgslen. Det er en alvorlig tid i Europa. Der er krig i Ukraine, og det har understreget vigtigheden af, at Danmark og Europa bliver uafhængige af russisk gas. Den uafhængighed kan vi skabe ved at accelerere den grønne omstilling, hvor vi erstatter fossile brændsler med bæredygtige energikilder – et mere grønt Europa og også et mere sikkert Europa. Lige nu er det derfor afgørende, at vi ufortrødent fortsætter arbejdet imod et mere grønt og forsyningssikkert Danmark og Europa. Vi skal bygge videre på de mange skridt i den rigtige retning, som vi sammen tog i 2021 i kraft af de mange politiske aftaler på energi- og forsyningsområdet, som vi lavede.

Anledningen til drøftelsen i dag er energi- og forsyningspolitisk redegørelse, som gennemgår sidste års energi- og forsyningspolitiske udvikling. Og den viser, at 2021 var et rigtig godt år. Redegørelsen viser flere positive resultater. Bl.a. blev Danmark og Skandinaviens største havvindmøllepark indviet med en kapacitet på 604 MW svarende til det årlige forbrug for 600.000 husstande. Desuden viser den, at Danmark har en høj elforsyningssikkerhed med en stabil forsyning 99,99 pct. af tiden. Fjernvarmesektoren bliver i stadig stigende grad forsynet med vedvarende energi, og der er sat yderligere gang i elektrificeringen. Alt sammen er det vigtige markører for, hvor vi vil have at den danske forsyning går hen.

Selv om vi er nået langt i 2021, er der behov for at sætte hastigheden op. 2021 var således også året, hvor vi først så tegn på stigende energipriser. Samtidig har krigen i Ukraine vist, hvor sårbare vi er, når vi er afhængige af energiforsyning fra Rusland. Vi har derfor en opgave i at sikre, at Danmark står bedre rustet imod energikriser i fremtiden. Det var baggrunden for regeringens udspil »Danmark kan mere II«. Med udspillet sætter vi fart på udfasning af naturgas, både i industrien, primært via den grønne skattereform, og i husholdninger, hvor der skal laves planer for udrulning af fjernvarme. Samtidig skruer vi markant op for ambitionerne i forhold til udbygningen af vedvarende energi, bl.a. med Esbjergerklæringen, som Danmark underskrev den 18. maj. Det er en afgørende aftale, der sætter gang i udbygningen af havvind i Nordsøen for at sikre et klimaneutralt Europa.

Heldigvis står Danmark i en unik position. Vi er allerede godt i gang med en ambitiøs grøn omstilling. Vi har de grønne løsninger, som også resten af verden efterspørger. Vi har naturgasressourcer i Nordsøen, som på kort sigt kan bidrage til at fortrænge den russiske gas. Og med »Danmark kan mere II« accelererer vi den grønne omstilling med bl.a. mere biogas og markant mere grøn strøm. Vi vil præsentere danske husejere for en plan, så de hver især ved, hvordan den grønne omstilling i deres lokalområde kommer til at se ud. Kommer der fjernvarme, eller er det varmepumper, vi i stedet skal satse på? Vi vil fremrykke og øge produktionen af biogas, samtidig med at vi også fremrykker gasproduktionen for dele af Nordsøen. Der skal sættes turbo på udfasningen af olie- og gasfyr hos borgere og virksomheder. Samtidig har regeringen et mål om, at det danske gasforbrug skal være 100 pct. grønt i 2030 – det, der er tilbage af det.

For at nå i mål med vores ambitioner om udfasning af gas er det afgørende, at vi sikrer grøn strøm til danskerne til havs og til lands. Vi skal høste det fulde havvindspotentiale i Danmark. De 35 GW havvind, som loves i »Danmark kan mere II«, er 15 gange så meget, som vi har i dag, og det svarer desuden nogenlunde til det, vi så på globalt plan samlet i 2020. Med Esbjergerklæringen har vi sat endnu mere gang i udbygningen af havvind siden udspillet »Danmark kan mere II«. Vi tager nu et stort grønt skridt mod et friere Danmark og Europa i samarbejde med Tyskland, Belgien og Holland. Sammen skal vi bygge 65 GW i 2030 og 150 GW inden 2050, samtidig med at vi sikrer den nødvendige energiinfrastruktur. Det er en tidobling af kapaciteten i Nordsøen, og det er nok til at levere strøm til omkring 230 millioner husstande.

Danmark er et lille land, men vi har et stort potentiale for vedvarende energi, ikke kun i Nordsøen, men også på land. Derfor skal Danmark firedoble den samlede produktion af solenergi og energi fra landvind frem mod 2030. Og så skal vi være bedre til hurtigere at lave sagsbehandling og finde balancer i miljøreguleringen. Målet er, at Danmark i 2030 er nettoeksportør af grøn energi. Vi skal altså ikke bare lave den grønne energi, der er nødvendig for at omstille Danmark og elektrificere vores eget samfund; vi skal også bidrage til, at resten af Europa kan gøre det samme.

Med krigen i Ukraine står det lysende klart, at vi skal være uafhængige af russisk gas, både for vores sikkerheds skyld og for klimaets skyld. Regeringen er optaget af fortsat at udbygge den vedvarende energi, og at vi får brugt energien effektivt og fleksibelt. Det skal gøre Danmark og Europa mere sikkert. Det er et arbejde, der er i fuld gang, og jeg ser frem til et fortsat samarbejde med Folketingets partier herom. Tak.

Tak for det. Nu er der mulighed for én kort bemærkning for de ordførere, der måtte ønske det, og jeg tager dem ind i den rækkefølge, de har meldt sig.

Så det er først hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg synes, det er rigtig fint, at der er fokus på den der udbygning af vedvarende energi, som er vigtig, og vi ser jo frem til de forhandlinger, som forhåbentlig snart kommer. Jeg noterede mig, at regeringen ville komme med et udspil i maj, men det nåede man så ikke, men jeg ser frem til de forhandlinger, hvor vi skal firedoble vedvarende energi-produktion frem mod 2030.

Jeg synes også, at der er for meget fokus på det nye, der bliver alt for meget fokus på det, der skal være mere af, i stedet for at have stor fokus på det, der skal være mindre af. Jeg synes faktisk, at de her energibesparelser og energieffektiviseringer, elektrificeringen, dér, hvor vi bruger energi, får for lidt fokus. Der er for lidt fokus på at reducere den energi, vi bruger på det samme, der er for lidt fokus på at komme frem til at forbruge mindre på en smartere måde, sådan at vi styrer vores energiforbrug. Er ministeren enig i, at det ikke fylder nok i de drøftelser, vi har, og at det mere bliver noget med, at hvis man kan bygge nogle rigtig store vindmøller ude på havet, er der mere fokus på det, mens det nære, det med at spare på energien, ikke får nok plads?

Ministeren.

Ja, det kan jeg sådan set godt følge et langt stykke hen ad vejen. Vi forsøger virkelig at få sat fokus på det her, ikke mindst via den forhandlingsposition, vi har i EU, hvor vi arbejder for, at EU's mål skal hæves til et 40 procents bindende mål for energieffektivitet – en klar forøgelse i forhold til både den danske position, selvfølgelig, men også af det pres, der bliver lagt på EU generelt.

I forhold til energieffektivitet, og hvad vi sådan rent konkret gør i Danmark, er det jo klart, at det store udspil til en grøn skattereform, vi netop har fremlagt, som jo kommer til at omfatte dansk industri på en måde, som er hidtil uset, vil føre til en meget stor energieffektivisering, og det er jo ikke kun et spørgsmål om, at vi skal have strømmen og energien til at blive grøn, det er i særdeleshed også et spørgsmål om at spare på energien.

Tak. Da der kun er ét spørgsmål, må jeg bede hr. Søren Egge Rasmussen om at trykke sig ud igen af hensyn til vores måde at styre det på. Tak for det.

Den næste er så hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak for redegørelsen. Jeg vil lige fortsætte lidt i det her spor om at spare på energien, og der siger klimaborgertinget jo til os, at hvis man i den danske offentlige bygningsmasse, altså i alle de offentlige bygninger, jeg tror, det er 43 mio. m² offentlige bygninger, hævede det to energiniveauer op, kunne man spare næsten 300.000 t CO2 om året. Det er sådan nogle tal, som begynder at blive interessante, for man skal jo ikke gøre det særlig mange år, så begynder det at blive de millioner, som vi regner i i vores CO2-sparemål i forhold til 70-procentsmålsætningen. Hvad tænker ministeren om det? Er det noget, som har fokus, er det noget, vi skal i gang med, hvad er planerne der, og hvilke initiativer kunne der komme?

Ministeren, værsgo.

Ja, det er helt sikkert et stort potentiale, og heldigvis har vi også sat rigtig mange ting i gang i fællesskab her i Folketinget. Vi har sat et større milliardbeløb af til at energirenovere og til at udskifte de fossile brændselskilder, altså olie- og gasfyr, med alternativer, og det er klart, at det, der heldigvis også foregår derude i mange kommuner, hvor man jo energirenoverer, sådan at mange af de kommunale bygninger, der i dag ikke har samme standard, får samme standard, som der gælder for nye bygninger i staten, også har meget stor effekt, og det bakker vi selvfølgelig helt op om.

Tak for det. Så er det fru Susanne Zimmer, Frie Grønne.

Tak. Og tak for redegørelsen. Klimarådet dumpede jo tidligere i år regeringens klimaindsats, fordi der ikke var anskueliggjort konkrete mål for, hvordan man kunne nå reduktionsmålene i 2025 og i 2030. Så hvordan vil regeringen sikre det, og hvilke yderligere tiltag skal der til for at nå målene? Og er en 70-procentsreduktion i virkeligheden nok?

Ministeren.

Klimarådet har selv taget markant afstand fra den måde at fremstille deres rapport på, at de skulle have dumpet nogen. Det er ikke deres opgave, og det er heller ikke det, de har gjort. Det, de har påpeget, er, at der nogle steder er behov for yderligere indsatser, bl.a. en CO2-skat. Og der har vi jo netop fremlagt og er i gang med at forhandle en CO2-skat, som meget gerne skulle lukke om ikke hele den manko, der er, så i hvert fald komme tæt på. Så vi er ganske godt på vej til at opfylde 70-procentsmålsætningen.

I går offentliggjorde Yale University og Columbia University en rapport, som de laver hvert andet år, hvor de på en lang række videnskabelige parametre måler, hvad verdens lande gør for at leve op til de klimaforpligtelser, der er. Og der viser det sig, at der desværre kun er fire lande, der ser ud til at leve op til Parisaftalen om klimaneutralitet. Og det land, der klarer det bedst, er ifølge de to universiteter Danmark.

Det betyder ikke, at vi ikke har masser af ting, vi stadig væk skal gøre, men det betyder, at vi sammenlignet med alle andre lande i verden gør det ganske godt.

Hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og også tak til ministeren for redegørelsen. Det er jo ikke, fordi der ikke sker noget – for der sker faktisk rigtig meget. Men hvis man sådan sad og lyttede efter, og hvis man også følger lidt med, er det sådan, at lige meget hvad der sker, så er det »ambitiøst«. Det er i hvert fald et af de der tillægsord, som bliver brugt rigtig meget i øjeblikket. Men det, jeg egentlig gerne vil spørge ministeren om, er jo: Når der nu sker så meget – omlægningen skal gå hurtigt, og den skal være ambitiøs – går det så ikke ud over den her del med at få det ud at virke?

Altså, hvis vi bare tager sådan et punkt som eksempelvis at gå over til en elbil, tror jeg, rigtig mange står derude nu og kigger på en elbil – med en benzinpris, der er enormt høj, og en dieselpris, der er høj – og spørger sig selv: Jamen er det så nu, man skal tage skridtet? Men der har vi jo stadig væk udfordringen, at infrastrukturen ikke er med.

Der, hvor jeg kommer fra – jeg bor i provinsen – kan man godt få sat en elladestander op hjemme i sin carport, men hvis man bor i en etageejendom inde i de større byer, er det faktisk rigtig svært. Vi hører om københavnere, der må stå op om natten for at køre ud og flytte deres bil og finde en ladestander for at kunne lade den op for at bruge deres elbil, som de har købt.

Hvordan ser ministeren egentlig på den udfordring, som vi står over for i forhold til infrastrukturen, med at få alle de her ambitiøse aftaler ud at virke?

Ministeren, værsgo.

Den har centreret sig om at få gjort vores transport grønnere. Og der er det klart, at de to store udfordringer, som jeg ser det, er 1) at der skal produceres nok grøn strøm, som jeg adresserede det i min tale, og 2) at elladestanderinfrastrukturen skal være i orden. Heldigvis har vi jo i fællesskab også her – det har vist ikke været lige brede aftaler altid, men det gælder dog nogle af dem – afsat ganske store beløb til det. Og det går heldigvis også stærkt.

Det, der skal være målet, er, at man som forbruger altid skal have sikkerhed for, at hvis man vælger at købe en elbil, hvilket vi håber at flere vil gøre, så kan man få den ladet op både i sin hverdag, men også hvis man skal ud og køre længere stræk. Heldigvis går det også rigtig, rigtig godt med salget af både elbiler og hybridbiler i Danmark, så den aftale, nogle af partierne i Folketinget lavede om grøn vejtransport, hvor vi brugte afgiftsinstrumentet som den helt store del af løsningen, har jo vist sig at virke.

Hr. Carsten Kissmeyer, Venstre.

Tak til ministeren for redegørelsen. Jeg vil vende mig mod det lidt korte perspektiv. Jeg synes, at der med hensyn til det lange perspektiv er rigtig gode målsætninger osv., men på den korte bane er det sådan, at når man snakker med dem ude i markedet, har de en irritation, en nervøsitet, en usikkerhed i forhold til deres investeringssikkerhed. Og man ser, at det der med at sætte vedvarende energi-anlæg op, særlig på land, aktuelt nærmest er gået i stå, fordi der er usikkerhed omkring tariffer m.v. Det har vi jo haft en lang diskussion om. Vi har også en betænkningstekst til L 53, som jo siger noget om, at vi er nødt til at kigge på, hvordan vi får det her til at gå hurtigere, og hvordan vi skaber sikkerhed.

Har ministeren initiativer i gang, hvor man får det her til at gå hurtigere?

Ministeren.

Altså, vi har i »Danmark kan mere II« foreslået en firedobling af kapaciteten af VE på land. Det vil jo kræve, at bl.a. spørgerens parti også går væk fra nogle af de kæpheste, som I har haft i forbindelse med planloven og måske i forbindelse med vindmølleloftet – det ved jeg ikke hvordan Venstre forholder sig til. Men i det hele taget er der jo ting, der skal laves om, hvis vi skal gøre det her meget hurtigere.

Så er det klart, at der er det spørgsmål om producenttariffer, som jeg tror der refereres til her, og som drejer sig om en aftale, som spørgeren jo selv har været med til at indgå, og derfor går jeg også ud fra, at spørgeren står på mål for den. Mit indtryk er, at man er i gang med at indrette sig efter det ude i markedet, og at de forskellige løsningsmuligheder, der har været på bordet, for at kunne få lov til at udsætte osv. ville medføre en meget stor procesrisiko, i forhold til at man eventuelt skulle betale store beløb tilbage, hvis det viste sig at være i strid med statsstøttereglerne fra EU, hvilket myndighederne vurderer der vil være en overhængende sandsynlighed for.

Så er det fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Og tak til ministeren. Jeg vil gerne tale om noget meget konkret. Det er rigtig dyrt at være dansker lige nu med de høje priser, og jeg vil spørge, om ministeren er bekendt med den problematik, at når nogle borgere skifter væk fra naturgas, har Evida 18 måneder til at frakoble gassen og kan blive ved med at opkræve acontobeløb. Bevares, borgerne får pengene tilbage efter 18 måneder, men det gør, at mange borgere lige nu sidder dobbelt så dyrt i det. Det er de borgere, som gerne vil bidrage til selv at tage ansvar for, at vi bliver hurtigere fritaget for russisk gas, og de har svært ved at lægge måske 40.000-50.000 kr. til en varmepumpe eller jordvarme eller andet.

Hvad er det, ministeren tænker vi skal gøre her og nu, for at borgerne får nogle billigere energipriser?

Ministeren.

Der ligger mange spørgsmål i det. Det ene er i forhold til det konkrete med, hvordan man bliver afkoblet osv. som enkeltforbruger, og det tænker jeg vi kan adressere i de forhandlinger, vi jo har gang i lige nu.

På spørgsmålet om, hvad vi grundlæggende set skal gøre for at få energipriserne ned, er svaret jo ganske klart: Det handler om at få så mange som muligt af den dyre gas og over på alternativer – allerhelst fjernvarme. Den fjernvarme skal så selvfølgelig heller ikke være baseret på gas. Hvis ikke det er muligt, er det individuelle varmepumper, der de fleste steder vil være svaret, men også geotermi. Det er klart, at det har lidt længere perspektiver, for det tager lang tid at lave sådan et anlæg, men der er vi jo heldigvis også godt i gang, bl.a. fordi vi har lavet vigtige aftaler her i Folketinget, som har gjort det muligt.

Så er det hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til ministeren for redegørelsen. Jeg er jo meget enig med ministeren i, at man skal lave en stor og samfundsomfattende indsats for at komme i mål med vores klimamål og for at kunne klare den her meget store grønne omstilling. Det er også klart, at i en så stor opgave vil man en gang imellem komme til at rende ind i nogle systemer, der ikke spiller sådan helt gnidningsfrit sammen. Undervejs i forhandlingerne synes jeg at vi hyppigt modarbejdes af Finansministeriet, som har en tendens til at sige, at hvis man laver en ændring, som betyder, at der kommer færre indtægter ind i Finansministeriets kasse fra salg af fossile brændstoffer, skal de så finansieres ovre på det her klimabord.

Det virker, som om Finansministeriet har en forestilling om, at man i al evighed kan påregne at få indtægter fra fossile brændstoffer. Ville det ikke være logisk, hvis Finansministeriet fraskrev sig fremtidige indtægter fra fossile brændstoffer i takt med klimalovens forudsætninger om, hvordan vi kommer til at nedbringe vores CO2-udslip? Ville det ikke være fremragende? For på den måde ville man lade være med at kæmpe mod hinanden internt. Man ville faktisk få et medspil fra Finansministeriet i stedet for et modspil. Så kan man ikke få en samlet regeringshåndtering af det her spørgsmål? Det ville være fremragende for den grønne omstilling.

Ministeren.

Jeg har hørt sådan en anekdote, og det er sikkert en myte – jeg er ikke så kendt i det grønlandske sprog – men jeg har hørt, at grønlænderne har 100 forskellige ord for sne, for snow, og man plejer at sige om finansministerier alle steder i verden, at de har 100 forskellige måder til at sige no. Det er selvfølgelig humoristisk sagt, for på bundlinjen er Finansministeriets rolle jo den, at de skal sikre, at der er styr på kassen, at den stemmer, og det er et faktum, at når vi har nogle afgifter, som vi lægger på noget, som vi får mindre af, altså det fossile, kommer der også færre penge i kassen. Det er jo en ubekvem sandhed, som vi bliver nødt til at forholde os til, og der synes jeg sådan set, at Finansministeriet har ret i at sige, at hov, hvis der kommer færre penge i kassen, bliver vi nødt til at finde ud af, hvordan vi så får dem ind. Det er jo bl.a. derfor, vi skal se på mulighederne for, at vi i fremtiden kan begynde at tjene penge på noget af det, der før har kostet penge. Der er Thor Havvindmøllepark et godt eksempel, altså ved at vi dér får et milliardbeløb ind i støtte til statskassen på noget, vi førhen har betalt til.

Tak til ministeren i denne omgang. Det betyder, at vi nu går i gang med ordførerrækken, og først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Carsten Kissmeyer, Venstre.

Tak for ordet, og tak til ministeren for den energipolitiske redegørelse. Den giver jo anledning til at kigge et år tilbage i dansk politik, og når man gør det, tænker man ikke, at man kigger et år tilbage, men at man kigger årtier tilbage – måske ikke på det energipolitiske område, men alligevel, fordi vi er kommet i en situation, hvor krigens spøgelse er tilbage i Europa og den voldsomme inflation igen kigger frem, og det er ikke sundt for dansk økonomi.

Hvis vi kigger lidt ind i, hvordan verden ser ud sammenlignet med for et år siden, kan man sige, at for den almindelige dansker er alt fra benzin, el, varme, dagligvarer og mad blevet markant dyrere. For nogle er det faktisk blevet sådan, at det måske kan være svært at få det til at hænge sammen og have til dagen og vejen. Samtidig ser vi, at store danske virksomheder som en konsekvens af lukningen for naturgassen fra Rusland jo faktisk står nu og risikerer at få skåret gasforsyningen væk, og hvis det er sådan, at nogle af de virksomheder havner i den situation, kan de komme til at skulle nedskalere deres produktion. De kan havne i en situation, hvor de rent faktisk ikke kan producere.

Det er problemstillinger, som vi vel dybest set ikke havde drømt om for et år siden at vi ville stå i, men det er virkeligheden nu. Vi bliver nødt til at sige til os selv, at det, der sådan ligesom har fået tingene til at ske og har startet det her, jo ikke bare er krigen i Ukraine. Når vi kigger tilbage på tiden før krigen, oplevede vi faktisk også, at energipriserne steg, og tilbage i efteråret, inden krigen i Ukraine, talte vi om, at en vindstille sommer, en kold vinter og en stor efterspørgsel på energi efter coronagenåbningen fik priserne til at stige. Allerede dengang var vi i Venstre i hvert fald af den opfattelse, at det var uholdbart, og vi var også opmærksomme på, at vi importerede naturgas fra Rusland i store mængder, og at det var en europæisk risiko.

Nu står vi her på bagkant af, at der desværre er krig på europæisk jord, og kan konstatere, at man ikke længere kan adskille energipolitik og sikkerhedspolitik. Putins invasion af Ukraine har vist os, hvad der sker, når vi lader vores energiforsyning afhænge af en despot, der bruger den russiske gas til at spille med musklerne. Derfor må vi sige, at krigen i Ukraine har forstærket behovet for, at vi sætter gang i udbygningen af sol- og vindenergi, så vi kommer ud af Putins jerngreb. Det skorter ikke på gode argumenter for en mere grøn energiforsyning. Selv om det er sket på en kedelig baggrund, er det nu blevet klart for alle og enhver, hvor vigtigt det er, at vi kommer i mål med den grønne omstilling af vores samfund. Vi er alle sammen enige om, at den fremtidige energiforsyning skal være grøn og vedvarende, og det skal være til gavn for klimaet og økonomien og til gavn for vores sikkerhed. Den konklusion synes jeg godt man kan betegne som noget positivt, selv om det er en mørk tid.

Jeg tror så, at vi skal være opmærksomme på, at i det billede, vi arbejder med nu, hvor vi udbyder vedvarende energikilder, skal vi også være opmærksomme på, at vi ikke bliver afhængige af andre. Hvis vi ser på eksempelvis solceller, produceres solcellepaneler nu overhovedet ikke i Europa; de produceres i Fjernøsten. Hvis vi ser på de udbudsbetingelser, vi har for vedvarende energi-apparater, tillader jeg mig at kalde det, har vi prisen som en meget stor og meget konstant faktor, vi kigger meget præcist på, og det betyder, at vi også på andre områder risikerer at blive afhængig af en østasiatisk produktion, som jeg tænker er imod vores sikkerhedspolitik.

Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi i den måde, vi udbyder vedvarende energiforsyning på, også tænker på, at det ikke kun er pengene, men også livscyklusbelastningen for klimaet, vi kigger på, og at vi også har et sikkerhedspolitisk aspekt i den måde, vi laver vores udbud på. Så kan man sige, at i de senere år har vi opnået store fremskridt, når det kommer til energipolitikken. Store, ambitiøse aftaler er blevet indgået: en aftale om fangst, lagring, transport og anvendelse af CO2, milliarder til grøn gas og 1,25 mia kr. til en tilskudsordning til at udbrede produktion og anvendelse af power-to-x. Det er tre gode eksempler på nogle vigtige aftaler, som vi i de seneste år har indgået.

Jeg vil godt takke regeringen for samarbejdet og rose regeringen for de fine hensigter med udbygningen af vedvarende energi. Det så vi senest med den erklæring, der kom i forhold til Esbjerg. Men der er også, som jeg var inde på, da jeg stillede spørgsmålet, skår i glæden, for jo større ambitioner, vi har, jo flere konkrete udfordringer, om jeg så må sige, vi vil også stå over for. Vi er nødt til at erkende, at vi står over for nogle markante udfordringer, og hvis vi kravler ud af boksen og i stedet kigger på, hvordan praksis ser ud, så kan vi se, at der er nogle huller i vejen.

Realiteten er, at de store planer, vi har for vedvarende energi, ikke står mål med vores infrastruktur. Som det ser ud nu, har vi simpelt hen ikke kapacitet på elnettet, der kan håndtere fremtidens store mængder grøn strøm. Det er fuldkommen uden for fysikkens love, hvis regeringen agter at firedoble produktionen af grøn energi på land, uden at vi også laver en massiv investering i energinettet; i transmissionsnettet, kan vi også kalde det. Jeg frygter, at vi løber hovedet direkte mod muren, hvis vi ikke kan håndtere de her udfordringer og får kigget på, hvordan vi hensigtsmæssigt indretter vores infrastruktur og lovgivning.

Så henleder jeg lige opmærksomheden på den socialdemokratiske borgmester Birgit S. Hansen oppe i Frederikshavn, der lidt rammende i Jyllands-Posten har sagt: Man kan jo heller ikke bygge et hus, hvis man ikke er klar med fundamentet. Noget af det, der er udfordringen lige nu, er, at nogle af de styringsmekanismer, vi har, øjensynligt giver udfordringer derude, hvor man skal udbygge infrastrukturen. Vindmøller og solceller bliver ikke sat op ved at lave aftaler. De kommer først op, når man laver konkrete praktiske planer og fører dem ud i livet. Der savner jeg konkrete initiativer fra regeringen, der viser, hvordan vi firedobler den grønne strømproduktion på land, og hvordan man vil sikre, at fremtidens elnet kan håndtere elektrificeringen af vores samfund, og ikke mindst hvordan man kan finansiere projekterne. I forhold til netop finansieringsaspektet tror jeg ikke, der er kapitalmangel, men jeg tror, der er en manglende sikkerhed i forhold til investeringerne: Hvad er det for et investeringsmiljø, man kigger ind i?

Så synes jeg også, at vi her på Christiansborg er nødt til at sige, at vi også selv står i vejen for de grønne projekter. Der er klart en silotænkning i energipolitikken, hvor både klima-, energi- og forsyningsministeren, indenrigs- og boligministeren samt miljøministeren er involveret. Det fordrer langsommelige og besværlige processer, hvor man med fordel kunne smidiggøre det og samle det hele, måske under ét område, hvor fokus skulle være på at accelerere den grønne omstilling, samtidig med at man stadig tog de nødvendige hensyn til mennesker, natur, osv. Vi skylder producenterne at skabe de optimale rammer for en ambitiøs og hensigtsmæssig udbygning af den vedvarende energi, for vi kommer ikke i mål uden hjælp og midler fra private investorer, og hvis vi skal give den hjælp fra Christiansborgs side, skal vi selvfølgelig skabe klarhed. Det giver branchen de bedste muligheder for at speede op på den grønne omstilling. Det gør vi ikke i dag.

Derfor nævner jeg endnu en gang den betænkelighed, vi har omkring det med landvindmøller, hvor vi siger, at vi nu skal komme af med den russiske gas hurtigst muligt. Der må jeg sige, at den der nye producentbetaling altså er blevet enormt besværlig for VE-producenterne, når de kigger ind i det. Der må jeg sige, at vi, når vi har et akut behov for at styrke elnettet, simpelt hen ikke kan forstå, at virksomhederne alligevel skal mødes med en masse usikkerhed, fordi lovgivningen ikke er på plads endnu. Vi har brug for en kraftig elektrificering af vores samfund. Vi skal opstille al den vedvarende energi, som vi overhovedet kan. Derfor mener jeg og Venstre, at overgangsordningen, som vi har nu, hvor vi finansierer udgifter gennem finansloven, skal forlænges til 2023. Vi er nødt til at skabe sikkerhed om fremtiden og fjerne en stor hæmsko for investorerne.

Jeg har så en vedtagelsestekst, som jeg skal læse op på vegne af Venstre, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at klimaudfordringerne og vores energiafhængighed af russisk gas kræver hurtigere handling.

Folketinget anerkender, at regeringen har fremsat høje mål for energiområdet, men konstaterer, at der mangler konkret handling og langsigtet planlægning for udbygningen af VE, elektrificering og energieffektivisering.

I det lys ser Folketinget med bekymring på, at der i Danmark for tiden bliver opsat alt for lidt VE grundet usikkerheden omkring kommende tariffer og langsommelige godkendelsesprocedurer til, at Danmark kan blive nettoeksportør af grøn energi i 2030.

Derfor pålægger Folketinget regeringen som led i de igangværende forhandlinger om »Danmark kan mere II« at fremlægge en konkret plan for udbygning af vind og sol på land, fremtidssikre elnettet og sikre gode rammer for VE-opstilleres investeringer med sikkerhed for tarifbetalingen.

Derudover pålægges regeringen at fremlægge en ambitiøs udbygningsplan for havvind og fremlægge forslag til finansiering af udbygningen, som muliggør Danmarks klimamål og bidrager til EU's forsyningssikkerhed i 2030.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 97).

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Det er jo korrekt, som ordføreren nævner, at der er lavet mange aftaler. Ordføreren opfordrer så til, at vi måske skal bryde noget silotænkning ned, og det synes jeg jo egentlig er en fin tilgang, for vi skal have hastigheden op, både hvad angår udbygning af den vedvarende energi og kreative måder at få nedbragt vores energiforbrug på.

Nu står vi over for nogle forhandlinger om CO2-afgifter, og det giver jo nogle muligheder, fordi der kommer en indtægt ind der, hvoraf hovedparten indtil nu er foreslået til CCS. Jeg har noteret mig, at der er nogle borgerlige partier – hvis jeg husker rigtigt, er det også Venstre – som siger, at der skal nogle erhvervsskattelettelser ind over, når man laver sådan en CO2-afgift. Hvis vi ligesom skal væk fra noget silotænkning og normal tænkning i forskellige partier, er det måske et krav, man burde droppe og i stedet for bruge flere penge til omstilling, for vi kunne jo godt med den CO2-afgift øremærke noget til f.eks. at accelerere udfasning af gas i industrien. Kan ordføreren ikke se, at vi sådan set har brug for ekstra penge til omstilling og ikke til sådan nogle generelle erhvervsskattelettelser?

Ordføreren.

Det er ikke sådan, at vi er helt afvisende over for den tænkning, hr. Søren Egge Rasmussen har. Når vi siger, at vi gerne vil have erhvervsskattelettelser, er det jo en del af en pakke, for vi vil faktisk også arbejde med en relativt stor pulje, som netop er til omstilling. Og der er vores tænkning omkring den erhvervspulje, vi har aktuelt i dag, som jo er til energieffektiviseringer, at vi også ønsker flere midler til energiomstilling. Det er jo ikke sikkert, at et gartneri, der omstiller fra gas til fjernvarme, sparer kilowatt-timer, men de sparer i hvert fald CO2, hvis de gør det. Derfor er der altså nogle aspekter af det, som vi ikke er afvisende over for at drøfte. Men for os er det jo vigtigt, at vi også bruger den her mulighed til at sikre, at vi erhvervsmæssigt og beskæftigelsesmæssigt kommer på den anden side af den grønne omstilling som et velstående samfund, hvor alle folk har et arbejde, og hvor vi har en sund økonomi, der er grundlaget for vores velfærdssamfund.

Er der et opfølgende spørgsmål?

Jeg har noteret mig, at jeg ikke har et opfølgende spørgsmål, desværre. (Den fg. formand (Jens Henrik Thulesen Dahl): Det var ved de indledende bemærkninger, men nu, hvor det er den almindelige runde, er det faktisk de almindelige regler). Okay. Undskyld. Tak.

Det var så ikke helt en afvisning af, at vi skal have fokus på, hvordan vi bruger den der ekstraindtægt fra CO2-afgifterne. Vi er sådan set i Enhedslisten helt med på, at CO2-afgiften ikke er noget, som staten skal tjene penge på. Så vi er helt med på den der omstilling. Kan ordføreren se, at der er særlige områder, som vi skal fokusere på i den omstilling? Altså, der bliver snakket meget om at udfase gassen. Og helt ærligt, vi har en liste over, hvad det er for nogle virksomheder, der bruger den gas. Er det ikke der, vi skal have et øget fokus og et øget tryk for at minimere gasforbruget?

Ordføreren.

Det er jo faktisk netop derfor, vi har sagt, at vi ønsker, at erhvervspuljen ikke bare skal gå til energieffektiviseringer, men faktisk også til energiomstilling. Og i forhold til lige præcis det at omstille fra en energikilde til en anden – det kan være fra gas til elektricitet, hvis det er en mulighed, det kan være fra, om jeg så må sige, almindelig naturgas til biogas, hvor det er den eneste mulighed – så gælder det visse steder i fødevareindustrien, at det godt kan være vanskeligt at bruge andre energikilder.

Tak. Så er det fru Susanne Zimmer, Frie Grønne. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. Nu nævnte ordføreren i sin tale, at solceller bliver produceret i Fjernøsten. Hvad er så ordførerens forslag til, hvordan det skal ændres, og hvor de skal produceres henne? Mit andet spørgsmål er: Forleden fik jeg svar fra ministeren om, at vi har vindmøller, der bliver sat i stå, som egentlig kunne varme et sted mellem 70.000 og 200.000 boliger op om året. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Hvis jeg tager det sidste først, kan man sige, at det løser vi jo, når vi får lavet nogle power-to-x-anlæg, der kan bruge strømmen, når der ikke er brug for den andre steder. Det har også noget at gøre med, at den infrastruktur, man har i Tyskland, rent faktisk gør, at de køber os til at stoppe vores vindmøller i visse situationer. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt. Men det tror jeg vi løser ad den kanal.

For så vidt angår det sidste, mener jeg, det er vigtigt, at vi også på den miljømæssige side og den klimamæssige side har en livscyklusvurdering af nogle af de produkter, vi anvender, og at vi også, når vi har et udbud, har kig på det.

Så tror jeg altså også, at vi er nødt til at sige, at vi også er nødt til at have et sikkerhedspolitisk aspekt, så vi ikke bliver afhængige af nogle andre, vi ikke har lyst til at være afhængige af. Hvis vi lige nu er afhængige af olie fra nogle steder og gas fra nogle steder, vi ikke kan lide, skal vi jo ikke være afhængige af teknologi fra nogle steder, der måske kan bruge det som et pressionsmiddel mod os.

Fru Susanne Zimmer, Frie Grønne.

Tak, og tak for svaret. Noget helt andet er, at ordføreren også slår meget på havvindenergi. Men jeg syntes faktisk, at bølgeenergi i redegørelsen fra ministeren fylder utrolig lidt. Hvad mener Venstre om det? Har vi ikke et stort potentiale der, som vi slet ikke har fået sat i spil og i hvert fald for langsomt?

Ordføreren.

Det var jo fristende, hvis bølgeenergi virkelig var noget, der fungerede. Men den indikation, jeg i hvert fald indtil videre har, og vi i Venstre har, er, at bølgeenergi i hvert fald med den aktuelle teknologi, vi kender, er en meget, meget dyr VE-energikilde. Den kan godt have det perspektiv, at den fungerer, når der ikke er sol, og når der ikke er vind, men det ændrer ikke ved, at det er meget dyrt på nuværende tidspunkt.

Så er det hr. Karsten Filsø, SF. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne følge lidt op på det, fru Susanne Zimmers nævnte om produktion af solpaneler. Det er jo sådan, at vi har et rigtig godt greb om hele vindmølleindustrien i Danmark og i vores del af verden, og jeg er fuldstændig enig i de betragtninger, som Venstres ordfører kommer med, i forhold til at en stor del af produktionen af solpaneler foregår i Østen, det foregår i Kina. Så derfor er der god musik i at sige, at vi skal have noget mere produktion her til Danmark. Og sådan i lyset af ordførerens politiske overbevisning kunne jeg forestille mig, at ordføreren ville mene, at markedet vil kunne stille op til meget af det her. Men nogle gange skal markedet jo hjælpes lidt. Har ordføreren nogen konkrete idéer til, hvordan vi fra det her hus kan skubbe på den her udvikling, som jeg er helt enig i vi skal understøtte?

Ordføreren.

Det er jo det, jeg prøver at sige, nemlig at de vurderingskriterier, der skal være, og den måde, som vi sådan set udbyder f.eks. havarealer på, ikke alene skal handle om, hvad man giver for det, men at man også skal sandsynliggøre f.eks. den miljøpåvirkning og den klimapåvirkning, som de processer, man sætter i gang, og de apparaturer, man stiller op, belaster med.

Derudover tror jeg altså også, at vi er nødt til at have et sikkerhedspolitisk aspekt ind i den måde, vi udbyder på, i forhold til at man på en eller anden måde – og det er ikke simpelt – er nødt til at overveje, hvordan vi sikrer, at vi ikke kommer i lommen på nogle andre, så at sige, sådan som vi lige nu er i lommen på russerne. Og det vil jo også være noget, markedet vil kunne agere indenfor, altså at der er betingelser, man skal leve op til, og at man så vil kunne byde på tingene, nøjagtig som vi kender det i dag. Men det handler ikke kun om en budpris.

Så er der en kort bemærkning fra fru Anne Paulin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tusind tak for det, og tak for en spændende tale, hvor ordføreren reflekterer over mange interessante emner. Jeg kunne godt tænke mig at bede ordføreren om at reflektere over Venstre, som i sidste regeringsperiode aflyste en række klimamål, som den tidligere SR-regering havde indgået aftale om; det skete bl.a. med henvisning til, at det ville blive for dyrt at holde fast i de her ambitiøse klimamål.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om det egentlig var en fejl, at Venstre valgte at gøre det i sidste regeringsperiode for ikke særlig mange år tilbage, og hvilken betydning ordføreren tror det ville have haft, hvis man havde holdt fast i de ambitiøse klimamål, som man havde arvet fra SR-regeringen i stedet for at afvise dem. Hvilken betydning ville det have haft for det grundlag, som vi siden hen – og heldigvis – har ført en meget mere ambitiøs klimapolitik på?

Ordføreren.

Jamen hvis vi kigger lidt tilbage i tiden, kan jeg huske, at den relativt store vindmøllepark, der blev lavet ved Anholt, fik et meget, meget stort offentligt tilskud, mere end 1 kr. pr. kWh. Og jeg tror faktisk, at vi har set en teknologiudvikling, som har betydet, at behovet for offentlige subsidier i forhold til den energiproduktion, der skal finde sted nu, er reduceret meget, meget markant.

Jeg tror i virkeligheden, at den udbygning, vi står over for nu, økonomisk bliver en mindre belastning for, havde jeg nær sagt, Finansministeriet. Jeg anerkender fuldt ud, at indtægterne fra afgifter på fossil energi bliver langt, langt mindre; men jeg tror til gengæld, at den udbygning, vi står over for nu, i væsentligt omfang vil kunne foregå uden offentlige subsidier. Jeg tror, at reguleringen er vigtig, altså at vi på en eller anden måde sikrer, at vi har en regulering, der understøtter markedet i den retning, vi gerne vil, og herunder at vi også har det sikkerhedspolitiske perspektiv med.

Tak. Er der en opfølgende bemærkning? Så skal man lige huske at trykke sig ind.

Værsgo.

Jeg tror sådan set, ordføreren har ret i, at det er blevet billigere at udbygge eksempelvis havvindmølleparker over de seneste år. Det er jo egentlig evident. Men der er jo mange andre ting, der også koster penge i den grønne omstilling, og hvor man kan sige, at der er det lidt ærgerligt, at Venstre førte den politik. Og det leder mig jo så frem til at spørge: Hvor står Venstre så i dag? Nu er vi i gang med forhandlinger om en CO2-skat osv. Vi så med elbilaftalen, at Venstre stillede sig uden for en ellers god aftale med henvisning til skattestoppet, som er meget vigtigt for Venstre.

Så jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvad er egentlig vigtigst for Venstre – er det, at vi får en god, ensartet CO2-skat, som kan føre mange reduktioner med sig, eller at Venstre holder fast i et skattestop?

Ordføreren.

Det er for simpelt et spørgsmål at stille, for det er jo sådan, at Venstre har meldt ud, at vi ønsker, at den grønne omstilling skal have en global effekt; vi ønsker ikke lækage – det er rigtig, rigtig vigtigt for os. Det er rigtig vigtigt for os, at vi bevarer arbejdspladser. Vi siger ikke, at alle arbejdspladser skal bevares uændret, men det er vigtigt, at beskæftigelsen i Danmark også understøttes i den grønne omstilling. Og så er det vigtigt, at vi med den grønne omstilling også sikrer, at det her samfund har noget at leve af på den lange bane.

Så skattestoppet og det, at det ikke skal være dyrere at være dansker, lægger vi afgørende vægt på stadig væk.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak for talen. Ordføreren nævnte lige kort Esbjergaftalen, som er en kæmpestor energiaftale, og som, så vidt jeg kan se – nu ved vi ikke så meget om den – skal baseres på vindmøller i Nordsøen og et stort samarbejde mellem fire lande. Det er utrolig ambitiøst og rigtig gode nyheder og har en kæmpestor størrelse; det er klart, at vi får skabt energi til millioner af familier. Men nu her på det her tidspunkt, hvor det hele ikke er syet ordentligt sammen, skal vi måske også diskutere, hvor stor en del af det provenu, der kommer fra den energiproduktion, der skal kanaliseres ind i det danske samfund, altså bruges til dansk velfærd. I Norge har de været utrolig gode til at bruge deres oliemillioner til velfærd. Nogle gange har vi i Danmark måske ikke været så gode til at kanalisere så meget af overskuddet fra store energiproduktionsaftaler ind i den danske velfærd. Hvad tænker Venstre om det på nuværende tidspunkt?

Ordføreren.

Jamen i Venstre er vi faktisk optaget af, at vi også får gevinst af de muligheder, vi har, og når vi kigger på Nordsøen, har den faktisk givet den danske stat ret store indtægter. Jeg kan ikke huske tallet hundrede procent præcist, men det er i hvert fald noget mere end 500 mia. kr. Vi ser da et perspektiv i, at den danske stat også får gevinst af det, der kan foregå i vores del af Nordsøen, ingen tvivl om det. Og vi tror også på, at vi industrimæssigt kan drage fordel af det. Men det kræver, at vi overvejer bevidst, hvordan det er, vi arbejder med de her ting, så vi sikkerhedspolitisk fremadrettet ikke bringer os i en situation, i forhold til hvis vindmøllerne ude på havet står stille eller der er nogen, der er i stand til at lave cyberangreb på dem, eller hvad ved jeg, og at vi sikrer, at vi også har herredømmet over den teknologi, der ligger derude.

Hr. Torsten Gejl, værsgo.

Hvordan tænker Venstre, at man måske mere konkret kan sikre, at noget af overskuddet går til dansk velfærd? Altså, er det gennem beskatning, er det gennem medejerskab? Det er jo så utrolig mange penge, at det kunne løse nogle af de mindre diskussioner, vi altid har, hvor man er nødt til at tage lidt penge fra det ene for at putte dem ind på det andet område. Hvad kunne man mere konkret gøre for at sikre – ligesom i Norge – at en endnu større del af det provenu går til dansk velfærd?

Ordføreren.

Vi har jo sådan set gjort os til talsfolk for at sige, at vi kan arbejde med nogle koncessionsaftaler, hvor man får en koncession for at have nogle anlæg stående derude. Det kan også være, det kan kombineres med, at man har en produktionsafgift på en eller anden måde. Det synes jeg de nærmere forhandlinger må komme an på – også en vurdering af markedssituationen. Lige nu er vi jo i den situation, at vores forsyningssikkerhed i meget høj grad også spiller ind i det her. Så jeg synes, at der skal vi være åbne over for at snakke med hinanden.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så siger jeg velkommen til ordføreren for Socialdemokratiet, fru Anne Paulin.

Mange tak for det. I dag drøfter vi den energipolitiske redegørelse og fremtidige energipolitiske initiativer. Vi kigger både tilbage på det seneste år, men også ud i fremtiden.

Det seneste år har vi indgået mange vigtige aftaler, som er med til at sikre et helt afgørende fundament for nogle af de teknologier, som bliver af den allerstørste vigtighed for den grønne omstilling fremadrettet. Jeg synes f.eks., at det er vigtigt at fremhæve aftalerne om power-to-x, hvor vi har fremtidssikret rammevilkårene og snart skal i gang med et udbud. Det samme gør sig gældende med CO2-fangst og også med aftalen om geotermi, som skal gøre det muligt at etablere storskalageotermi i Danmark. Og det er blot nogle af de aftaler, som der er indgået i det forgangne år, og som kommer til at levere nogle store resultater til den grønne omstilling.

Alligevel var der nok ikke for et år siden så mange af os, der troede, at vi ville stå i en situation i dag, hvor energipolitikken i så høj grad, som vi har set, også har fået en sikkerhedspolitisk dimension som i de her dage og de her måneder. Ruslands aggressive krig er først og fremmest en helt forfærdelig tragedie i Ukraine, men har også samtidig taget store dele af Europas energiforsyning som gidsel.

I Danmark er vi langt hen ad vejen et sted, hvor vi har et rigtig godt udgangspunkt for at komme fri af Putins gas. Vi har en høj andel af vedvarende energi i vores energiforsyning, og vi har en egenproduktion i nogle år fremover af olie og naturgas i Nordsøen, indtil det bliver lukket ned. Vi udnytter affaldsenergi og overskudsvarme i fjernvarmen – og sådan kunne jeg blive ved.

Men krigen viser også, at vi har behov for et endnu højere tempo i omstillingen til og udbygningen med grøn vedvarende energi. Derfor er vi jo også gået i gang med forhandlinger om at få naturgasforbruget bragt hurtigt ned og i stedet erstattet med fjernvarme, med biogas, med elektrificering. Og fra Socialdemokratiets side har vi også meldt ud, at vi skal have høje ambitioner omkring udbygningen med mere vedvarende energi. Vi ønsker at firdoble produktionen af grøn strøm fra landvind og sol, at etablere 1-4 GW yderligere havvind inden 2030, og det ser vi frem til videre drøftelser med partierne om.

Så vil jeg på vegne af S, SF og Enhedslisten læse følgende forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at der i 2021 blev indgået brede og rammesættende aftaler for den grønne omstilling af energisektoren i Danmark.

2021 og starten af 2022 har imidlertid også vist, at Danmarks energi- og forsyningssektor er sårbar bl.a. over for stigende energipriser og afhængighed af russisk gas, og at der er behov for politiske initiativer, der kan skabe et mere grønt og sikkert Danmark.

Folketinget opfordrer regeringen til en massiv udbygning med vedvarende energi, herunder at handle på ambitionerne i udspillet »Danmark kan mere II« om en firedobling af produktionen af grøn strøm fra landvind og sol. Ligeledes skal energieffektiviseringer og elektrificering ses som en vigtig del af løsningen for at blive fri af afhængigheden af russisk gas.

En ambitiøs energipolitik og tempo i den grønne omstilling er afgørende for at opnå dansk og europæisk forsyningssikkerhed og energipriser, der er til at betale.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 98).

Tak for ordet.

Tak for det. Der er en stribe korte bemærkninger, først fra hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Vi er i Enhedslisten helt enige i det mål om at blive fri for Putins gas, og derfor er det også vigtigt, hvad der sådan samlet sker, og der har jeg jo noteret mig, at Socialdemokratiet holder fast i den udbygning af en gasledning på Lolland-Falster til to sukkerfabrikker, på trods af at der på det seneste er kommet en rapport, som viser, at det, hvis man gik efter en elektrificering, sådan set ville være en bedre løsning. Og jeg er godt klar over, at der er et eller andet teknisk, hvor det kan være en anelse svært, men kunne en delvis elektrificering ikke være noget, som man kunne komme frem til i stedet? For jeg synes, det er så ærgerligt, at vi, når vi skal udfase gassen, så udbygger vores gasnet i en del af landet og dermed måske lokker nogle flere firmaer til at komme over på gassen i stedet for at komme over på en elektrificering, som ville være den varige løsning.

Kan ordføreren ikke se, at der er et dilemma, der ikke er løst på den gode måde på Lolland-Falster?

Ordføreren.

Det, som den rapport fra Deloitte og Kraka, som ordføreren refererer til, ikke forholder sig til, er spørgsmålet om, hvad der rent faktisk er muligt for virksomheden, i det her tilfælde for Nordic Sugar, og det er mig bekendt ikke muligt for dem at lave den her elektrificeringsløsning. Så derfor kan man jo godt sætte sig ned og lave nogle beregninger og komme til den logiske konklusion, at det, fordi gaspriserne er højere i dag, end de plejer at være, så også vil være en dyrere løsning for Nordic Sugar at gå over til gassen. Men vi er jo nødt til at forholde os til den virkelighed, som er, at det ikke umiddelbart er en mulighed for dem at lave den her elektrificering. Det kan være, at det kommer på et senere tidspunkt.

Så vil jeg også sige, at jeg tror, at man er nødt til at se på det på den måde, at den infrastruktur, det er, jo også kan transportere biogas, og at det også kan være, at den kan transportere andre former for grønne brændstoffer eller andre former for grøn gas i fremtiden, og at der dermed også kan være god ræson i, at der kommer den type infrastruktur til en del af landet, som i dag er afkoblet fra det.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Jeg tror, der bliver kamp om den grønne gas. Et andet emne er, at regeringen i de her CO2-afgiftsforhandlinger, som vi står over for, er kommet med et udspil, hvor indtægten hovedsagelig går til CCS. Der kunne jeg godt tænke mig, at vi får en god debat om, om det ikke vil være bedre, at pengene, indtægten, i højere grad går til at udfase noget gas i erhvervslivet. For den mulighed vil vi jo også kunne have, altså at vi kan understøtte det, frem for at det hele går til CCS. Når nu vi har den her sikkerhedspolitiske situation, ville det så ikke være fornuftigt at tage en årlig vender på det aspekt?

Ordføreren.

Nu er der jo gang i forhandlingerne om det. Men som jeg husker det, er det heller ikke alt, der er møntet på at skulle gå til CCS. Så der vil jo også være andre muligheder for at lave energieffektiviseringer for virksomhederne, og der er da ikke nogen tvivl om, at det at få naturgassen eller biogassen for den sags skyld ud, hvis en elektrificering er en mulighed for ens virksomhed, er en rigtig, rigtig god ting og noget, som vi skal sigte efter.

Så tror jeg også, at CCS er et rigtig, rigtig vigtigt redskab, også for nogle af de her helt store udledere, hvor man måske ikke lige kan se, at der er en eller anden energieffektivisering, der er mulig.

Tak. Hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne lige blive i sporet, som Enhedslisten åbnede, med Nordic Sugar, hvor ordføreren siger, at det ordføreren bekendt ikke er muligt at bruge en elektrisk løsning eller en halvelektrificering. Er det noget, ordføreren har undersøgt, eller er det baseret på, hvad Nordic Sugar selv siger? Ordføreren nævner også, at sådan noget jo burde undersøges og dokumenteres. Er det sådan, at regeringen kunne forestille sig at lave en undersøgelse, der efterprøver, hvorvidt det er rigtigt, at det er så svært at lave en eller anden form for elektrificering af industrien i Nordic Sugar?

Ordføreren.

Ja, det er jo Nordic Sugar som virksomhed, som har den vurdering, at det ikke er muligt. Med de priser, som vi ser ind i, med et lidt ustabilt fremtidsbillede, også i forhold til gas – vi håber da alle sammen, at priserne falder – tænker jeg, at hvis elektrificering var mulig, havde man da et rigtig godt incitament til at gøre det i den situation, som vi står i. Alligevel er vurderingen, at det ikke er muligt. Det er jo også noget, som der har været en dialog med Energistyrelsen om osv. Så det er jo ikke grebet ud af blå luft, at det her er den mulighed, som de ser for sig.

Så mener jeg også, at der er nogle fordele ved, at der eksempelvis kommer nogle lokale muligheder for biogasproduktion i området, som der ikke er på nuværende tidspunkt, som så også kan komme til at give noget andet grønt gas både til Nordic Sugar, men jo også til andre steder, hvor det efterspørges.

Hr. Torsten Gejl, værsgo.

Mit spørgsmål var, om regeringen vil efterprøve Nordic Sugars påstand om, at det er alt for dyrt. Det kan jo godt være, at det er lidt dyrere, men nogle gange må vi måske acceptere et lidt mindre provenu, hvis det er sådan, at vi kan få nogle meget store grønne fordele ud af det. Så vil regeringen efterprøve Nordic Sugars egen vurdering af, at det skulle være så svært at foretage en eller anden form for elektrificering?

Ordføreren.

Men der har jo allerede været en dialog med Nordic Sugar, i forbindelse med at det her projekt kom på tegnebrættet. Så dialogen om, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt, har jo allerede været der, og derfor ser jeg egentlig ikke nogen grund til, at man skal forsinke et projekt yderligere, når vi så også samtidig er i gang med at skrue op for biogasproduktionen og skrue ned for forbruget af den fossile naturgas andre steder i erhvervsliv og i husholdninger. Det betyder jo, at den gas, der kommer til at være i rørene til Nordic Sugar, kommer til at være grønnere tidligere, end hvad vi tidligere havde forventet.

Tak. Næste spørgsmål kommer fra fru Susanne Zimmer, Frie Grønne.

Tak, og tak til ordføreren. Biogas har jo fyldt meget i talerne i dag. Mener ordføreren, at biomasse, som biogas er baseret på, er CO2-neutralt? Eller anerkender ordføreren, at biomasse faktisk også er CO2-udledende?

Ordføreren.

Ja, det er jo nogle komplekse regnestykker, det er rigtigt nok. Men der er jo, kan man sige, CO2-besparelser ved, at man rent faktisk får nyttiggjort biogas, i stedet for at man ikke nyttiggør det og gassen bare kommer ud alligevel.

Derudover er noget af det, som vi jo også kigger på nu, om man kan sætte CO2-fangst på nogle flere biogasanlæg og dermed få samlet den CO2, som der udledes fra biogasanlæg, op, så det ikke kommer ud i atmosfæren, men i stedet kan nyttiggøres endnu en gang. Så på den måde mener jeg, at biogas er et rigtig, rigtig vigtigt redskab i klimakampen.

Men det er selvfølgelig også vigtigt, som vi også har fokus på, at det skal være de rigtige ting, man anvender til biogas. Altså, vi skal jo eksempelvis ikke have som mål, at vi skal til at producere en hel masse ekstra fødevarer, som kan proppes i biogastanke. Så der er selvfølgelig de balancer, som er vigtige, når vi snakker biogas.

Fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak. Det glæder mig, at ordføreren anerkender, at der er udfordringer i at bruge biomasse.

Men et andet spørgsmål: Lige nu er der jo olie- og gasselskaber, som tjener mange penge på de stigende energipriser. Kunne man forestille sig, at Socialdemokratiet ville arbejde for en kriseskat på den fortjeneste, som så kunne bruges til at etablere ny vedvarende energi?

Ordføreren.

Det er ikke noget, som vi lige har på tegnebrættet. Jeg tror også, man må sige, at selvfølgelig er der nogle, der tjener penge på det her lige nu, men for sådan den almindelige borger er det jo rigtig, rigtig dyrt, at vi oplever de høje energipriser, som vi gør, så måske er det heller ikke lige stedet at sætte en brandbeskatning ind, som alt andet lige vil blive overvæltet på forbrugerne.

Det næste spørgsmål er fra hr. Carsten Kissmeyer, Venstre.

Tak. Og tak for ordførertalen. Jeg vil godt vende mig imod gas, men med et lidt andet udgangspunkt. I det parti, jeg tilhører, Venstre, kan vi godt lide biogas, og vi mener faktisk, at biogas er en god måde at bruge restaffald, altså biomasserestaffald, på. I den sammenhæng har Biogas Danmark jo sådan set sagt, at man er i stand til at erstatte det forventede gasforbrug i Danmark i 2027 med biogas, og der fornemmer vi ligesom, at regeringen er en lille smule fodslæbende med hensyn til at sætte de processer i gang relativt hurtigt. Hvad er ordførerens indstilling på det punkt lige nu?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at regeringen er fodslæbende på det her punkt. Vi sidder jo og forhandler om det nu, og vi håber, at vi finder hinanden inde i forhandlingslokalet vedrørende det her. Det er selvfølgelig rigtigt nok, at der er lidt forskel på det, som Biogas Danmark er fremme med, og så regeringens ret høje ambitioner om, at vi skal have 100 pct. grøn gas i det danske gasforbrug i 2030, men der ligger jo også, kan man sige, en række forudsætninger osv. til grund for Biogas Danmarks beregninger, som er af sådan mere teknisk karakter.

Tak. Der er et opfølgende spørgsmål fra hr. Carsten Kissmeyer. Værsgo.

Tak. I forbindelse med de beregninger, der er lavet, har vi stillet det spørgsmål, om de bygger på gamle data, og der har vi faktisk fået bekræftet, at de bygger på gamle data, herunder også gamle prisestimater. Hvis man kigger ind i det prisniveau, vi har lige nu, så er der noget, der indikerer, at det tilskudsbehov, der vil være i forbindelse med at fylde det danske naturgasnet med biogas, grøn biogas, i 2027, rent faktisk vil have et andet økonomisk afsæt. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg tænker, at vi må se, hvordan vi kan møde hinanden i forhandlingslokalet vedrørende det her spørgsmål, og at det er en balancegang mellem, at det på den ene side skal gå hurtigt med at få noget mere biogas, og at vi på den anden side også skal tænke os om, med hensyn til hvordan vi bruger pengene på biogas og sikrer, at der er en effektivitet og en omkostningseffektivitet i den måde, vi bruger biogasmidler på. For man kan sige, at historien måske skræmmer en lille smule, altså at det har været lidt svært at vurdere på det her område, præcis hvad det kommer til at koste. Så det er jo et hensyn, vi må tage med i forhandlingerne.

Så er der en kort bemærkning til fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Ordføreren nævner, at det går godt med elektrificeringen, men hvor godt går det for den tunge industri? Og her vil jeg tale om power-to-x. Vi har jo endelig fået landet en aftale, og der er sat lidt midler af. Kan ordføreren fortælle, hvornår man forventer at der kommer en power-to-x-produktion i gang, som kan elektrificere og hjælpe den tunge transport og den tunge industri?

Ordføreren.

Jamen jeg har ikke sådan helt konkret dato og tidspunkt for, hvornår de forskellige projekter går i luften. Men der er jo rigtig mange forskellige ptx-projekter, som man er i gang med at bygge osv. Det er der mange forskellige steder i Danmark, hvilket jeg synes er meget positivt. Det er jo nærmest sådan, at enhver provinsby med respekt for sig selv nu skal have et ptx-anlæg.

Så jeg synes egentlig, der er en stor appetit på det, og at vi også har fået skabt nogle gode rammevilkår for det med den ptx-aftale, som vi har lavet. Og jeg tror egentlig ikke så meget, det er et spørgsmål om, at man skal have milliarder og atter milliarder til udbud, men at der er nogle gode rammevilkår omkring det, og det synes jeg vi har fået skabt med en god ptx-aftale.

Værsgo.

»Gode rammevilkår« – det lyder mere som et holdningsspørgsmål. Og der er ikke afsat penge til etablering. Men der er også det, at regeringen i finansloven for 2022 afsætter 2,5 mia. kr. til fangst og lagring af biogen CO2. Den biogene CO2 har vi jo netop brug for for at kunne lave power-to-x. Synes regeringen, det er gode rammevilkår, at regeringen går ud og køber den biogene CO2, som markedet ellers har brug for?

Ordføreren.

Jeg synes, at det på sigt selvfølgelig er vigtigt, at den biogene CO2 også bliver anvendt til ptx, men der er jo også, kan man sige, en stor klimamæssig gevinst ved, at der trods alt også er noget, som bliver lagret, fordi vi dermed opnår klimareduktioner, som vi også har brug for for at nå vores 2025-mål og 2030-mål.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Og så siger vi velkommen til ordføreren for SF, hr. Karsten Filsø.

Tak for det. Tak til ministeren for redegørelsen. Der var nogle gode ord i redegørelsen, og vi både håber og tror, at der kommer handling bag de ord. Det vil vi meget gerne være med til at presse på for.

Det er ikke ret mange måneder siden – 5 måneder, faktisk – at jeg stod her sidste gang som stedfortræder for vores faste energi-, forsynings- og klimaordfører, men hvor er der dog sket meget siden dengang. Der er nu en bred enighed om og forståelse for, at vi skal have flere solceller, at vi skal have mere landvind og langt, langt flere havvindmøller, og det ser også ud til, at vi snart kan lande en aftale, som vil gøre os uafhængige af russisk gas.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi husker at fejre vores fælles sejre, selv om vi stadig væk er langt fra at være i mål med den grønne omstilling. Hvis vi glemmer at fortælle om de store fremskridt, som vi rent faktisk gør, hvis vi kontinuerligt siger, at der skal ske mere og mere, i stedet for også at huske at stoppe op en gang imellem og tjekke og sætte kryds ved de delmål, vi har nået, så tror jeg vi mister vores troværdighed. Danskerne forventer, at vi leverer på den grønne omstilling, og de vil også gerne høre om de resultater, der opnås.

Krigen i Ukraine er naturligvis det væsentligste skifte, der er sket, siden jeg sidst stod her. Den har gjort det krystalklart, at energipolitik også i allerhøjeste grad er sikkerhedspolitik, og at EU spiller en væsentlig rolle i vores sikkerhedspolitik. Derfor skal vi også i langt højere grad se energipolitikken i en europæisk kontekst. Det er ikke kun Danmark, men hele EU, der skal have gjort sig uafhængig af gas.

Det betyder, at vi skal se på det helt enorme potentiale, der er i havvind i Nordsøen i et europæisk perspektiv. Det er jo et stort, ret lavvandet område, og de aftaler, der her for nylig blev indgået mellem Danmark og vores tre naboer mod syd, viser, at der er meget fokus på de potentialer, der er. Derfor skal det også være et bærende princip i vores energipolitik, at vi skal opstille så meget vedvarende energi som overhovedet muligt, og det kan kun gå for langsomt.

Vi skal hurtigst muligt have udbygge elnettet, så det ikke bremser udbygningen af sol- og vindenergi, og lige den her sætning har jeg sat to streger under – det er særdeles vigtigt. Derudover skal vi have kigget på at få sat turbo på energibesparelserne. Der er et stort potentiale i det. Sidst, men ikke mindst, skal vi have udfaset naturgassen fra varmeforsyningen så hurtigt som muligt. I SF tror vi faktisk godt, det kan nås inden 2027.

Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så siger jeg velkommen til hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak for det, og mange tak for redegørelsen. Det er jo en fornøjelse at kunne tage den her årlige stocktake, som det hedder, altså lige at gøre status på, hvor langt vi er, hvad vi står over for, og hvad vi mangler. Om noget har 2021 været året, hvor det er blevet slået fast, at energi- og klimapolitik også er sikkerhedspolitik, og krigen i Ukraine har vist, at vi er skrøbelige, når vi er afhængige af fossile brændsler, men også at vi er stærke, når vi står sammen. Den udfordring, vi står over for oven på Ukraine, mener jeg selvfølgelig er akut, og den er heldigvis fuldstændig sammenfaldende med den udfordring, vi har på klimaområdet, men der er god grund til at accelerere tempoet i den grønne omstilling oven på det, der er sket i Ukraine.

I går sagde vi ja til EU-sammenhold og nej til forbeholdet, og det skal også gælde i energipolitikken. Jeg synes, det er vigtigt at huske hele tiden at kigge ud over Danmarks grænser, når vi i Folketinget vedtager energi- og klimapolitik. Jeg synes, at nogle af de forhandlinger, vi havde sidste år, har været præget af for meget osteklokke og for lidt globalt udsyn, og derfor har det også glædet mit grønne hjerte meget med den vision, der blev fremlagt for Nordsøen i samarbejde med flere af vores nabolande. Det er stort, og det giver et ægte europæisk perspektiv på Nordsøens muligheder, men vi mangler nu selvfølgelig noget konkret handling fra regeringens side.

Det er herligt i redegørelsen at læse om Kriegers Flak, og det giver mig jo altid mulighed for at filosofere lidt over, hvor stærkt udviklingen egentlig går på det grønne område. Jeg husker, hvordan vi talte om Kriegers Flak, som så skulle det være vores største havvindmøllepark, da vi lavede energiforliget i 2012, og jeg kan huske, hvordan jeg nærmest i årevis brugte tid på at beskytte Kriegers Flak, der var omdiskuteret, fordi der var partier, der ønskede den ud af energiaftalen, fordi man skulle have for mange statspenge bundet i Kriegers Flak. Det lykkedes dengang at fastholde en fælles politisk opbakning til Kriegers Flak, nu står den der, og den er vores p.t. største vindmøllepark, og den har, hvilket er nok så vigtigt, været en stepping stone, altså en trædesten, hen imod den nye virkelighed ude i Nordsøen og forhåbentlig også i Østersøen. Fremover skal vi ikke længere binde statspenge i halen på ny kapacitet, vi stiller op, tværtimod er det sådan, at folk er parate til at betale for at installere kapacitet derude. Hvis ikke vi havde købt f.eks. Kriegers Flak og de øvrige havvindmølleparker, var vi aldrig nået så langt som til det punkt, vi kom til med udbuddet af Thor, hvor det første gang var noget, der kunne blive en overskudsforretning for staten.

Desværre, når nu der så er snak om en overskudsforretning for staten, hører jeg en voldsom interesse, ikke for hvordan vi får stillet mest mulig kapacitet op, men snarere hvordan vi kan tjene flest mulige penge på det her. Jeg er stadig væk der, hvor jeg er imponeret over, at vi ikke behøver at give penge for at få stillet grøn kapacitet op. Jeg synes ikke, at vi skal klemme citronen. Jeg synes tværtimod, vi skal prøve at sige, at når der er den her villighed, skal vi bruge de økonomiske muligheder, der er for at få det opstillet derude, ikke til at tjene så mange penge som muligt, men til at få accelereret opstillingen af vedvarende energikapacitet så hurtigt som muligt.

Det glæder som sagt mit grønne hjerte, at regeringen har lagt den vision for Nordsøen sammen med nabostaterne, og jeg synes selvfølgelig, vi skal gøre nøjagtig det samme i Østersøen. Jeg håber ikke, at Kriegers Flak bliver det sidste, men at vi får en yderligere udbygning omkring Kriegers flak, at vi får en udbygning af hele Østersøens potentiale, og jeg håber, at vi, lige så vel som vi nu prøver at sigte mod Nordsøen, også vil sigte mod det fulde potentiale i Østersøen. Det skal være en opfordring til regeringen.

Vi skal have flere energiøer, det er også oplagt, og derfor kan det også godt undre mig, at der endnu ikke er en afklaring af udbuddet på den første energiø. Jeg troede faktisk, der var en fælles forståelse af udbuddets rammer. Det er mere end et år siden, vi i fællesskab tog planen til os om, at vi nu skal sætte gang i den første energiø, men vi har ikke lavet udbuddet endnu.

Det er også oplagt, at selv om vi skal accelerere og gøre arbejdet færdigt omkring den grønne strøm, er grøn strøm ikke nok. Vi skal også væk fra fossil energi. Også her kan det undre mig, at regeringen fastholder, at man vil have gas i opvarmningen i 2030. Gas er et forædlet brændstof til at bruge til rumopvarmning, det bør bruges til andre steder. En til en kan al den gas, vi lader være med at afbrænde Danmark, reducere vores import af gas fra Rusland, så derfor skal vi selvfølgelig ikke have gas i opvarmningen i 2030. Det er også af samme grund forkert at fastholde en kulsort gasledning til Lolland og Falster, som er en økonomisk dårlig idé, og som allerede er gået over budgettet og gør os mere afhængige af russisk gas. Det er selvfølgelig oplagt, at det er den forkerte vej at gå.

Alle disse bemærkninger er alene for at sige, at selv om vi er kommet langt, selv om vi har sat barren højt, og selv om teknologien er med os, er der stadig masser af arbejde at gøre derude. Det vil vi fra radikal side selvfølgelig punkt for punkt arbejde på at få igennem for at accelerere den grønne omstilling. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Nu lagde ordføreren vægt på det internationale, og De Radikale er jo sammen med andre partier i Folketinget gået med i en aftale om hensigten om at bruge 2 pct. af bruttonationalproduktet på militær. Jeg synes jo, det kunne være interessant, hvis man tog de hensigter, der er i Parisaftalen om at yde noget mere klimabistand til de fattigste lande, lige så alvorligt. Kan ordføreren se, hvordan man ligesom kunne komme frem til, at man tager de hensigter lige så alvorligt som de hensigter, der måtte være i NATO om at øge sine militære budgetter, altså at man også fik draget parallellen over til, at vi så i Danmark tager det fuldt ud alvorligt, at klimabistanden skal op på et langt højere niveau?

Vi har jo f.eks. sidste år ved finanslovsdrøftelser oplevet, at der skulle kæmpes for bare at få det hævet med 100 mio. kr. Kan ordføreren se, at der er noget internationalt engagement, som skal skrues op, ikke på det militære område, men på den civile måde med klimabistanden?

Ordføreren.

Tak for det. Jeg synes, at ordføreren bjæffer op ad det forkerte træ. Vi har netop fra radikal side været meget aktive i at få hævet klimabistanden, også i seneste finanslov, og det er et hensyn, vi absolut deler. Jeg er ikke bleg for at diskutere, om man skulle bruge nogle af indtægterne fra CO2-kvoterne på f.eks. international klimabistand.

Men at lave sådan en erstatning og sige, at vi ikke skal bruge penge på forsvaret, og at vi hellere vil bruge dem sådan, er en logik, jeg ikke køber. Jeg synes, der er et meget, meget stort behov i Europa for, at vi står sammen. Efter at vi har set, at et totalitært styre har invaderet et demokratisk land, bliver vi også nødt til at komme med et militært svar. Så for mig at se er det ikke sådan, at vi ved at stå op imod Putin dermed svigter klimaet. Vi bliver nødt til at gøre begge dele.

Spørgeren.

Nu var ordføreren tidligere i et spørgsmål inde på, at Finansministeriet kunne have en negativ indflydelse på vores klimapolitik ved at have nejhatten på på mange måder. Jeg kunne da godt tænke mig at høre om den der idé om at få klimalovens forudsætninger lagt ind i finansloven, sådan at man ligesom tager for givet, at hvis man virkelig går så langt med sin udfasning af fossil energi, må det medføre, at indtægterne er langt lavere. Er det noget, som ordføreren kan se som en model i en kommende grøn finanslovsproces?

Ordføreren.

Ja, når noget ikke kan blive ved med at gå, så må det jo holde op på et tidspunkt, og det her med, at Finansministeriet baserer sig på fremtidige indtægter fra fossil energi, som vi samtidig i klimaloven har besluttet os for at vi ikke ønsker, er så oplagt skørt og mod naturlovene, at Finansministeriet burde besinde sig. Og vi vil selvfølgelig blive ved med at skubbe på Finansministeriet for at komme ind i den virkelige verden og lade være med at operere med fiktive indtægter, som vi politisk ikke mener at vi skal have.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren og byder velkommen til ordføreren fra Enhedslisten, hr. Søren Egge Rasmussen. Værsgo.

Tak. Vi anerkender, at der er sket meget, hvad der også står i redegørelsen. Det vil sige, at der er tempo i omstillingen. Og det gode ved at være oppe i tempo er jo, at man kan fortsætte og udrette meget. Det kan man, når man først er oppe i fart. Der synes vi jo, at vi skal bruge den aktuelle situation, hvor vi ikke bare har en klimakrise, men jo sådan set også har en krise i Europa med krig, og hvor vi med det, der foregår, er med til at finansiere Putins angrebskrig i Ukraine med alle vores køb af fossile brændsler i Rusland, hovedsagelig gas, men også olie. Når man så indgår aftaler i EU, kan jeg godt undre mig over, at det sker med den store grad af langsommelighed, det gør. Vi er nødt til nationalt at fokusere langt mere på at få udfaset gassen hurtigere. Vi er nødt til at have et stort fokus på en hurtigere reduktion af gasforbruget. Jeg er godt klar over, at det i forhold til de 400.000 husstande, som vi har en særlig opgave i forhold til, ikke er noget, som vi kan gøre fra det ene år til det andet, men vi skal lave en plan, en forpligtende plan, som gør, at det sker hurtigst muligt. Så er der også et erhvervsliv, som vel allerede er i gang. Enhver virksomhed, som laver budgetopfølgning hver eneste måned, må jo reflektere over, om man kan komme af med gassen og gå over til en elektrificering, og der kan også være andre gode løsninger.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at regeringen holder fast i den her udbygning af gasnettet på Lolland. Det handler om, at den biogas, der bliver produceret i Danmark i fremtiden, skal bruges fornuftigt, at den skal bruges af de virksomheder, som ikke kan elektrificeres. Vi er ikke overbevist om, at det ikke er muligt at lave en generel elektrificering af sukkerproduktionen i Danmark. Så det er rigtig ærgerligt, atmens vi vil reducere gasforbruget nogle steder i Danmark, så kører regeringen videre med at udbrede gasforbruget i andre dele af landet.

Det er tit sådan, når vi har de her debatter, at det er mere af det nye, som får et stort fokus, og jeg synes egentlig, vi skal have større fokus på det, der skal være mindre af, og det er jo sådan set energiforbruget. Det at få lavet energibesparelser, få lavet energieffektiviseringer, få omstillet til andre energikilder, få elektrificeret og få et stort fokus på en intelligent styring af vores energiforbrug er noget, der har det med at stå lidt i skyggen af nye store vindmøller. Det synes jeg er en skam. Det er jo der, vi kan skabe nogle hurtigere resultater i omstillingen. Det er der, hvor vi måske også kunne få et større folkeligt engagement.

Der er ingen tvivl om, at der er nogle mennesker i Danmark, der lige nu rammes meget hårdt på pengepungen af stigende energipriser. Dem, der har langt til arbejde og plejer at køre i en benzin- eller dieselbil, er udfordret. I forhold til de mennesker, som opvarmer deres hus med gas, og som måske i løbet af nogle måneder har udsigt til at modtage en check på 6.000 kr., kan det godt være, at de 6.000 kr. er gode at få, men for mange husstande er det jo noget, som slet ikke dækker den stigende omkostning, man er ramt af.Der er nogle, der bliver ramt særlig hårdt. Det er jo bl.a. de mennesker, der bor til leje i et gasfyret hus. De kan jo ikke bare efterisolere den bolig. De kan jo ikke bare beslutte, at der skal være en anden energiforsyning. Så de mennesker, der rammes hårdest af de her stigende energipriser, har vi en forpligtelse til at tage hånd om og hjælpe. Der er det jo rigtig godt, at vi stadig væk har den grønne check. Der er så nogle partier, der vil afskaffe den, og det synes vi fra Enhedslistens side er det helt forkerte skridt at tage. For med den kan man jo målrette hjælpen til de mennesker, der bliver hårdest ramt.

Det er jo en redegørelse, som er temmelig omfattende. Man kigger jo så i den og leder efter det, der fylder for lidt. Der synes jeg, når vi snakker om det her med udbygningen af den vedvarende energi, en firedobling af den, at det altså er nødvendigt, at vi finder løsninger, hvor vi får sat flere solceller op. Den hurtige løsning er jo at bruge de flade tage rundtomkring i landet. Det gode er jo, at der er rigtig mange flade tage i de dele af landet, hvor man har et stigende elforbrug. Hvis man i Københavnsområdet og i det østjyske virkelig kunne udnytte tagfladerne til solceller, så ville man jo kunne dække en stor del af det øgede elforbrug, som der er i de områder. Det gøres jo ikke bare ved at lave den her udbygning med VE. Vi er nødt til også at se det i sammenhæng med energistyring og se det i sammenhæng med, at vi skal lave energibesparelser, som virkelig batter.

Ofte fylder havvind meget ved de her debatter, og det har jeg også noteret mig at der er et vist fokus på i dag. Det er jo i proces, men jeg synes også, at i forhold til nogle af de allerstørste projekter er der nogle lidt mindre projekter som Hesselø, som man nu kan læse er under revurdering. Vi er nødt til at komme frem til, at hvis der ikke bygges vindmøller i det område, skal vi jo have taget en beslutning om at sige ja til nogle andre havvindmølleparker. Og så synes jeg, det er spændende at se, at der også er nogle mindre aktører, som stadig væk sysler med havvindmøller i lidt mindre skala, og der håber jeg da meget, at de to projekter ved København kommer i mål. Vi oplever jo, at der er kommuner, som har høje ambitioner CO2-mæssigt. Det har København bl.a., og skal man nå langt med sin plan, jamen så vil de to havvindmølleprojekter ved København jo være et godt bidrag. Det ville sådan set være bedre end at fortsætte med at opstille møller andre steder i landet. De der nære løsninger har nogle gange et potentiale for at få større opbakning.

Jeg synes, at vi på energiområdet oplever, at det er nogle kæmpe investeringer, der laves, og at vi kigger ind i noget, hvor det folkelige engagement kan være svært. Men jeg noterer mig også, at der er større pensionskasser, som er med i løsningerne, der er større andelsejede energiselskaber, som også er med, også når vi kigger på nogle af de allerstørste investeringer, vi står over for. Vi har fjernvarmeselskaber, som er kommunalt ejede, og som er med på den her omstilling, så vi kigger ind i noget, hvor man jo bør have de her power-to-x-anlæg til at ligge steder, hvor man kan få spildvarmen ind i vores fjernvarmesystemer.

Så man kan sige, at de fælles selskaber i form af pensionsselskaber, andelsejede energiselskaber og kommuner jo har en eller anden stor rolle at spille, hvor vi skal være opmærksomme på, om de har de rigtige rammevilkår.

Hvis man skulle se på, hvad der kan opstå af nye ting, så er det jo vigtigt at have den enkelte borger med. Men jeg tror sådan set, at fordi de der anlæg bliver større og større, er vi nødt til at lave noget, hvor man organiserer sig på nye måder. Og der synes jeg, at de her borgerenergifællesskaber har peget på, at der sådan set kunne være nye løsninger, hvor man på tværs af noget normalt får oprettet noget, hvor man har investeret i en fælles produktion.

Jeg er godt klar over, at der er nogle rammevilkår, som vi ikke er helt færdige med at definere, men det skal vi jo gøre, og vi skal sikre os, at det, vi har vedtaget i nogle aftaler, sådan set ikke bliver bremset af, at der er styrelser og myndigheder, som alligevel synes, at det er for bøvlet. Og hvis vi kommer frem til, at det, vi har vedtaget omkring de her kollektive nettariffer, ikke virker, så er vi nødt til at genbesøge det.

Så tror jeg også, at der er rigtig mange mennesker, som egentlig gerne vil gøre en individuel indsats. Og det synes jeg også er vigtigt, og der er vi jo igen tilbage ved energibesparelserne, vi er tilbage ved, at der er mennesker, der gerne vil have en elbil og have solceller på taget. Der er noget adfærd, som vi skal have imødekommet, så det ikke udelukkende bliver de der kæmpe løsninger, vi har. Vi er nødt til at sikre, at vi har en folkelig opbakning i den omstilling, som vi jo slet ikke er færdige med. Vi er jo ikke i mål. Og lige nu er der et stort fokus på at komme frem til at få 70 pct.'s CO2-reduktion inden 2030, men egentlig burde vi hæve det til 80 pct., og så ville den her udbygning med vedvarende energi være endnu mere vigtig, og så ville energibesparelserne være endnu mere vigtige, for at vi kunne komme helt i mål.

Så vi står med en kæmpe opgave, hvor man kan sige, at der er sket meget, det anerkender jeg, men vi er sådan set slet ikke i mål, og vi skal bruge det tempo, som vi har haft på processerne, og intensivere det. Og jeg ser meget frem til, at vi inden sommerferien når at lave flere aftaler med CO2-beskatning, med udfasning af den sorte gas og med en firedobling af den vedvarende energi. Og det er jo bare det, vi skal nå på 4 uger. Jeg ser frem til det samarbejde, der skal være om det.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Susanne Zimmer, Frie Grønne. Værsgo.

Tak. Og tak for ordførertalen. Jeg glæder mig over, at energieffektivisering og besparelser fylder så meget, for vi kan jo ikke bare blive ved med at generere mere og mere vedvarende energi. Vi er nødt til at gå den anden vej. Også når det gælder energifællesskaber og andelsforeninger osv., skal man se på bedre forhold for dem.

Nu er det sådan, at Enhedslisten ofte siges at være regeringens grønne vagthund, og det synes jeg er en rigtig fin ting. Men det betyder så, at Enhedslisten ofte går med i aftaler og samtidig kritiserer dem. Nu vil jeg så høre, hvordan den her redegørelse harmonerer med aftalepapiret. Er det godt nok, når man samtidig kan høre Klimarådet kritisere regeringen for, at man stadig væk ser hockeystaven være i brug?

Ordføreren.

Jamen altså, det er jo rigtigt, at Klimarådet er kommet med noget kritik. Og det er jo, fordi der i en række af de aftaler, som Enhedslisten også har været med i, er nogle indsatser, som kan reducere CO2-udledningen ved, at der sker en teknologisk udvikling. Der er jeg jo tilfreds med, at vi i nogle aftaler, f.eks. landbrugsaftalen, har lagt ind, at vi skal genbesøge den aftale; så hvis det går for langsomt med den teknologiske udvikling, skal der sådan set laves andre tiltag. Og det kan man sagtens lave i landbruget. Man kan bare reducere antallet af husdyr. Så kommer man meget hurtigt og meget let videre. Så der er vi ikke så bekymrede.

Så jeg er egentlig tilfreds med, at vi er med i mange aftaler. Det er jo tit, vi står bagefter og siger, at vi gerne ville have haft noget bedre, og så kæmper vi videre for det. Vi er ikke kun vagthund; vi er også arbejdsheste, og vi arbejder videre. Jeg synes, det har været en fordel, når jeg kigger tilbage på alle de aftaler, som jeg har været med til at forhandle og indgå.

Spørgeren.

Tak. Det er jo et politisk standpunkt, man kan have, og det er jo helt fair. Men at genforhandle f.eks. landbrugsaftalen betyder jo, at der går nogle år inden genforhandlingen. Og vi ved også, at omstillingen til et mere plantebaseret landbrug ikke kommer fra den ene dag til den anden. Så er der ikke lidt hockeystav i det her alligevel?

Ordføreren.

Nej, man kan sige med hensyn til det plantebaserede, at vi der så fik afsat væsentlige beløb både i landbrugsstøtten og i den nye plantefond, der kan understøtte det. Der kom vi faktisk rigtig langt – længere end man kunne forestille sig, inden de forhandlinger startede.

Så er der jo noget teknologi i det. Nu blev der afholdt nogle udbud om pyrolyse; de bud er kommet ind, og nu er man ved at fordele midlerne. Det bliver rigtig spændende, for jeg hører, at det både er små og store anlæg, der kunne komme i proces. Og så tror jeg da, vi ret hurtigt vil komme frem til, om den kulstofbinding, man kan få med den nye teknologi, er god nok til at satse på. Så jeg er optimist.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren, og velkommen til ordfører for Det Konservative Folkeparti fru Katarina Ammitzbøll.

Tak for det. Vi har en energipolitisk redegørelse her i dag. Det er jo godt, at vi får en status her sidst på året. Nu har vi været i gang i 3 år, siden vi har haft et klima- og grønt valg.

Når man læser redegørelsen, synes man jo, det er et ganske fint og grønt nærmest skønmaleri, som regeringen tegner her. Det er korrekt, som der står, at vi har en lang række styrkepositioner, som er opbygget gennem en årrække med bred politisk opbakning; det er styrkepositioner, som omfatter et stort grønt erhverv i dag og eksport, og som endnu har et kæmpe eksportpotentiale. Men udfordringen er, at regeringens lidt nølen og tøven, vil jeg faktisk sige, med at få lavet befordrende rammevilkår, bremser markedet og risikerer at svække vores internationale konkurrenceevne.

Men min frygt er jo også, at vi ikke kommer i mål med den grønne omstilling, for danskerne har stadig høje energipriser, på trods af at vi burde være selvforsynende. Det går langsomt. VE-udbygningen er jo nærmest gået i stå. Sidste år blev der eksempelvis solgt tre vindmøller. De skal sættes op i år. Men handler for 2023 og 2024 er tilsyneladende bremset kraftigt op, og det giver et meget godt fingerpeg om alvoren. Det går lidt bedre på solkraftområdet, men usikkerheden om selve tarifmodellen har skabt en alvorlig situation.

Energiøen i Nordsøen nævnes. Ja, det er rigtigt, at vi skal bygge mere havvind. Det er vi bestemt enige i, men den statslige tilgang og hastighed sker lidt mere et snegletempo. Vi startede f.eks. de første forhandlinger om udbudsprocessen for energiøen den 23. august sidste år, og den forhandling er endnu ikke afsluttet. Men nu er der vist snart kommet tusindvis af sider til, hvad der skal være selve udbudsprocessen. Vi lagde sammen med nogle andre partier vægt på, at vi skulle have et funktionsudbud og en tidsfrist og så lade markedet komme med et bud. Markedet vil gerne.

Regeringen er god til at sætte mange fine mål. Det så vi senest i Esbjerg. Vi bakker op om de fine mål, men regeringen er også blevet rigtig, rigtig god til at holde pressemøder. Nu behøver vi ikke at bruge 3 år mere på mål; måske var 3 måneder eller ½ år den rigtige prioritering, og så kunne man bruge 2-2½ år på strategi og planlægning i samarbejde med markedet og så at lave et kraftigt servicetjek af det forvaltningsregime, som omhandler og omfatter energi. Markedet viser jo gang på gang, at det er klar. F.eks. skete udbuddet af Thor havvindmøllepark sidste år helt af sig selv på rene markedsvilkår, og det vil den danske stat tjene godt 2 mia. kr. årligt på. Det blev desværre vundet ved en lodtrækning, fordi man kun gik efter mindstepris. Det gik til Tyskland – så godt for vores såkaldte styrkepositioner. Det ser vi meget gerne ikke sker i fremtiden.

Der står også i redegørelsen, at Danmark er verdensledende inden for power-to-x. Det har styrket sin position som global leder. Jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, da jeg læste det. Jo, for vi har da alle muligheder for at være med og være en global leder med vores teknologiske udvikling og adgang til potentiel VE, og de virksomheder, som står klar, er selv gået i gang før politikerne. Men virkeligheden er jo, at flere EU-lande kom meget før med en power-to-x-strategi – Frankrig, Tyskland, Belgien, selv Polen fik en. Det tog meget lang tid, før vi fik den aftale, og så er det en simpel aftale med 1,25 mia. kr. afsat, og der er ingen penge til etablering af anlæg, som vi ønskede, men kun til drift.

I »Danmark kan mere II« indgik udfasning af russisk gas. Vi kastede os ind til møderne, slap, hvad vi havde i hænderne, for det er jo vigtigt. Der er ambition, og der er et mål i 2030, men det haster. Vi har været i gang i 5 uger, men forhandlingen er jo ikke afsluttet endnu, og der er ikke rigtig nogen konkrete forslag færdiggjort. Men i mellemtiden kom Rusland os i forkøbet, og de har lukket for gassen. Jeg må sige, at det er godt, at Ørsted stod fast på at afvise et krav om betaling i rubler.

Borgerne mangler altså et overblik over, hvornår de kan få fjernvarme, og hvem der skal have gas. Og hvad har borgerne af alternativer, indtil vi har nok VE eller kan tilbyde dem noget god, billig grøn gas? Mange borgere er bekymrede. Jeg tænker, at mange af mine kolleger også får rigtig mange henvendelser. Det gør jeg i hvert fald dagligt. I går ringede en borger f.eks. og spurgte: Kan jeg få tilskud til en varmepumpe? 10.000 kr. koster den mig i indkøb, og 15.000 kr. i etablering. Jeg får måske fjernvarme i 2026, måske i 2028, jeg er ikke helt klar over det, og jeg vil godt bare sige, at jeg jo kun bruger min varmepumpe, når prisen på gas er rigtig høj, og når det er rigtig, rigtig koldt, og jeg kan også godt sætte en måler på, for jeg vil gerne bruge det, jeg har af min fjernvarme, men det er altså dyrt.

Jeg kunne hverken give borgeren et svar om fjernvarme, varmepumper, eller om det var muligt. Så nu siger jeg det her igen til ministeren – jeg sagde det også før i mit svar: Borgerne savner et svar på, hvordan de skal håndtere de høje energipriser. Relevansen af en varmecheck er for længst udløbet – den er vist heller ikke udbetalt endnu – for det er et langvarigt problem, og det rammer rigtig mange. Benzinen har jo også rekordhøje priser, op til næsten 20 kr. literen. Mad er dyrere, og vi er verdens mest beskattede land.

Vi savner konkret handling, og for et år siden spurgte jeg så også regeringen, om vi ikke skulle sætte os ned sammen? Jeg sagde: Venner, vi bakker op om de her mål; det er noget, vi alle sammen gerne vil, så skulle vi få lavet en strategisk plan for udbygningen af VE om hvor meget, hvor og hvordan?

Det blev afvist gang på gang. Men nu har regeringen så endelig skrevet i redegørelsen, at der skal være en plan. Men vi savner jo indholdet, og nu er der gået et år. Så vi har brug for en plan for, hvor og hvordan VE skal produceres, hvordan vi håndterer vores forvaltningsregime, og hvordan vi håndterer det kommunale selvstyre, men samtidig også får sat noget tempo på. Vi har brug for handling og ikke flere mål og for, at Danmark bliver en nettoeksportør af grøn energi. Der er jo behov for en tredobling af den grønne energiproduktion i Danmark frem mod 2030. Det håber vi at regeringen vil garantere bliver en realitet.

Der bør sættes et minimumskrav til udbygning på land, for udbygningen går jo langsomt, og så skal vi have nogle ordentlige rammevilkår på plads for VE-opstillere ved at udskyde den producentbetaling, som lige nu bremser så meget.

Vi skal også se på en helt ny form for udbudsmodel for, hvordan vi får udbygget på havet, og hvordan de statslige udbud suppleres med en markedsdrevet udbygning, og det skal også ske på land. For at undgå at havvind skal belaste statens finanser, vil jeg gerne høre her, om ministeren er indstillet på at sikre nogle kvalificerede udbudskriterier for hele værdikæden i den danske vindmølleindustri.

Elnettet er jo noget, vi har drøftet gennem længere tid, også i forbindelse med loven fra sidste år. Men vi har jo altså en stærk bekymring for, at der ikke bliver investeret nok i det elnet. Så hvordan vil man sikre en høj forsyningssikkerhed uden at opgradere elnettet?

Så har vi jo power-to-x. Vi er rigtig glade for, at det endelig kom, men vi kunne godt tænke os at vide, hvor mange gigawatt power-to-x-kapacitet man forventer at få etableret med det kommende udbud. Har man nogen idé om, hvad det egentlig kan bidrage til? Har man den tætte dialog med markedet, så vi ved, hvad vi kan forvente? Det vil også være til hjælp for mange af vores store virksomheder, som rammes rigtig hårdt nu. Høje gaspriser og CO2-afgift kan være rigtig hårdt for den danske konkurrenceevne, og så vil styrkepositionerne nok være knap så stærke. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Tak. Jeg må da sige, at talen ikke var noget skønmaleri. Det var godt nok en stor ynk, og det kan man da godt undre sig over, når nu De Konservative er med i langt de fleste energiaftaler, der er lavet, og som er omtalt i denne redegørelse. Det er vel kun varmechecken på de 2 mia. kr., hvor De Konservative ikke vil hjælpe forbrugerne med deres høje varmeregninger. Ellers er De Konservative sådan set med i det hele, og jeg kan da ikke forstå, at De Konservative er gået med i så mange aftaler, når det hele er så ringe. Det synes jeg er lidt imponerende, for det er jo frivilligt, om man går med i en aftale, og jeg kunne egentlig godt, når jeg hører al den ynk om, hvor slemt det er, tænke mig at høre, om det var bedre under den tidligere borgerlige regering. For der har jeg da oplevet, at der godt nok var et meget stort fodslæberi fra den daværende klima- og energiministers side, og man gik ikke efter sådan nogle høje mål. Ja, man lavede lidt aftaler, men man var jo ikke interesseret i at omstille samfundet.

Kan ordføreren ikke se, at det står lidt bedre til – selv om jeg selvfølgelig ikke synes, man skal lave skønmalerier af noget, der kunne være bedre – end det, som ordføreren lagde vægt på i sin tale?

Ordføreren.

Tak. Der var også mange kommentarer. Jeg kan først og fremmest sige i forhold til aftalerne, at jo, vi bakker netop præcis op om mål. Vi bakker jo op om de aftaler, fordi det er brede forlig. Vi indgår i det her, og det er jo noget, vi alle sammen vil.

Det, som vi er bekymrede for, er meget den statsliggørelse, den tilgang til det, i stedet for at der bliver åbnet mere op, så man får skabt en klarere dialog med markedet og erkender, at man ikke kan sidde og planlægge alt fra skriveborde om, hvordan man skal håndtere den her gennemgribende grønne omstilling, også med teknologier, som man endnu ikke kender. Vi er nødt til at være meget mere agile og få sat tempo på, og vi ved jo, at vi har grønne virksomheder, som er så klar til at investere, og som vil den vej, og der viser det sig jo netop også lige præcis med Thor havvindmøllepark, at det bare kan lade sig gøre af sig selv, at man f.eks. ikke kun laver ét udbud og man så sidder på hænderne, men at man jo kunne lave flere udbud på en gang. Så det er især noget med hastigheden.

I forhold til kritikken af den tidligere regering tror jeg altså ikke, at det grønne var noget, der generelt var højest på dagsordenen. Hvis du spørger Mette Frederiksen, var hun jo dengang bestemt også meget mere rød, end hun egentlig var grøn, og der var simpelt hen et skift ved det sidste valg, og der er jeg også glad for, at jeg blev valgt ind, og min valgkamp handlede om den grønne omstilling og en markedsdrevet en af slagsen.

Jamen det er lidt spøjst at høre, for nu er der så en kritik af en statsliggørelse. Altså, den største statsliggørelse af det her er jo, at vi via statens finanser laver nogle udbud, hvor vi giver et tilskud til erhvervslivet, og ordføreren forsøger at gøre det til, at markedet kan mere. Jamen markedet kan da bare gå i gang uden tilskud. Længere er den jo ikke. Men et stort fokus er jo, at vi laver den ene aftale efter den anden, hvor vi pumper milliarder ud til udvikling af det ene og det andet, og så skal man høre ynk over, at det åbenbart ikke duer, og at det er en statsliggørelse af tingene. Men det er jo, fordi markedet ikke kan alene.

Ordføreren.

Markedet kan rigtig mange ting, men det her er jo også kritisk infrastruktur, det er jo offentlig-privat samarbejde. Når vi f.eks. taler om nettet, venter de på, hvad prisen for en udbygning af nettet bliver, hvad den tilslutningspris bliver, så man kan komme videre. Der er en uklarhed, og det bremser det hele.

I forhold til at man skal have tilladelse til at kunne byde på en vindmøllepark, skal den jo et eller andet sted først være udbudt. Så er der de ting, hvor det går langsomt. Sådan var det f.eks. simpelt hen for Hesselø. Man står stadig og venter på, hvad der kommer til at ske med den. Så var der Omø Syd, og det er også gået i stå. Der er altså bare nogle mekanismer i det her, hvor det går langsomt, og power-to-x-strategien gik også meget langsomt.

Tak. Så er der et spørgsmål fra fru Anne Paulin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil starte med at give den foregående spørger ret i, at det er et mærkeligt paradoks, at ordføreren på den ene side problematiserer en statsliggørelse, mens hun jo på den anden side spurgte mig, da jeg var på talerstolen tidligere, om, lige præcis hvor mange ptx-anlæg der kommer hvornår. Så det er lidt et sjovt paradoks, at staten på den ene side ikke må fylde noget, men samtidig skal staten vide alt.

Nu til et andet spørgsmål. Ordføreren er også ked af ikke at kunne svare på, lige præcis hvornår man kan forvente at få fjernvarme i en eller anden kommune, når der er en borger, der henvender sig. Det er jo nok ikke så mærkeligt, i og med at det er kommunerne, der er varmemyndigheder, og det er netop det, som vi sidder og prøver at få til at gå endnu hurtigere i de forhandlinger, vi har. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad der er Konservatives politik i forhold til det her med hjælp til eksempelvis en varmepumpe. Er det noget, som alle de her hundredtusindvis af husstande, som vil få behov for at konvertere væk fra gas, skal kunne søge om hjælp til?

Ordføreren.

Hvad angår det første, der blev nævnt, om power-to-x, handlede det om, hvorvidt man har nogen antagelse om, om det er de rigtige rammevilkår. Det var, fordi ordføreren sagde, at man havde lavet gode rammevilkår, og så syntes jeg, det var interessant at vide, hvad man mener med gode rammevilkår, og om man kan kvalificere det ved at have en idé om, hvad de 1,25 mia. kr. kan anvendes til, også når det kun er til drift og ikke til etablering.

I forhold til tilskud til varmepumper, eller hvad det nu måtte være, har vi jo foreslået flere gange, at man i stedet for at give det her tilskud fra f.eks. energirenoveringspuljen m.m. laver det om til et fradrag, så det kan gå hurtigere. Borgerne spørger jo om, hvad de kan få lov til at gøre i mellemtiden. De er godt klar over, at de måske ikke foreløbig ved, hvornår de får fjernvarme, men de vil gerne finde nogle alternative løsninger i tide inden næste fyringssæson.

Værsgo.

Tak for det, og tak for svaret. Ordføreren siger, at man vil indføre et fradrag i stedet for at give et tilskud, men uanset hvad vil det jo stadig væk komme til at koste nogle penge. Derfor vil jeg stille spørgsmålene: Er det noget, som alle skal have ret til? Hvor mange penge er Konservative villige til at bruge på det her? Hvor skal finansieringen komme fra? Og hvad kommer det til at koste, når det er hundredtusindvis af husstande, det drejer sig om? Så det er egentlig det, jeg godt kunne tænke mig at høre om. Vi har jo fra regeringens side ønsket, at der i den forbindelse skal være et målrettet fokus på nogle af de husstande, som ellers ville have svært ved at finansiere den her investering. Så hvor står Konservative der?

Ordføreren.

Vi står jo der, hvor vi siger, at vi hurtigst muligt skal have kortlagt, hvor fjernvarmen er, og hvornår den bliver udrullet. Og så skal vi se på, hvordan vi kan hjælpe de husstande, som ikke får fjernvarme, og som ikke konverteres til noget andet. Så må vi se på, hvad der er af andre muligheder. Det er jo det, vi sidder med. Vi startede med at kigge på lige præcis det i januar. Vi går jo ikke med i en varmecheck. Vi synes, at man i stedet for f.eks. kunne sænke skatten, særlig i bunden i forhold til at give folk en bedre mulighed for at kunne betale deres regninger, bl.a. deres store energiregninger.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Jeg vil byde velkommen til ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. René Christensen.

Tak for det. Man må sige, at når vi kigger på det energipolitiske, sker der rigtig meget i denne tid. Vi var sådan set i gang med den grønne omstilling, og så skete der de her ting i Ukraine, og det har jo ikke gjort, at der er kommet mindre skub på den grønne omstilling. Og hvorfor så det? Hvad har de ting med hinanden at gøre? I Dansk Folkeparti har vi igennem mange år kigget på den grønne omstilling, bl.a. på muligheden for at få mere hjem, altså muligheden for at blive mere uafhængige i forhold til vores energiforsyning. Det har ikke alene været i forhold til Putins sorte gas, som jeg tror alle hele tiden hører politikerne nævne, men det har sådan set også været i forhold til olien og gassen, der kommer fra de arabiske lande. For når vi laver den grønne omstilling, får vi sådan set også mere hånd i hanke med, hvor vi får vores energi fra, og det handler selvfølgelig også om forsyningssikkerheden. Derfor synes vi, at området er utrolig spændende.

En af de ting, som fylder rigtig meget i øjeblikket, er jo spørgsmålet om hønen og ægget; altså producerer vi egentlig nok grøn strøm i forhold til den omlægning, vi vil lave? Nej, det gør vi ikke. Så vi skal producere noget mere grøn strøm. Når vi så producerer noget mere grøn strøm, har vi så mulighed for at afsætte den grønne strøm? Nej, der mangler vi noget infrastruktur. Nu kommer jeg selv fra Lolland-Falster, og der har vi jo faktisk en hel del store VE-projekter, som er blevet godkendt. De har altså været igennem hele møllen og er blevet godkendt, men de bliver ikke sat op. Hvorfor gør de så ikke det? Det er simpelt hen, fordi elnettet ikke kan håndtere mere strøm fra Lolland-Falster. Derfor har vi jo nogle ret store udfordringer i forhold til det. Det har vi også håndteret i nogle af de aftaler, som vi har lavet. Men det, jeg oplever i øjeblikket, er, at der faktisk er nogle investorer, som siger: Kan vi ikke selv få lov? Der er bl.a. et eksempel fra Fyn, hvor nogle investorer siger: Kan vi få lov til at være en del af arbejdet med at grave infrastrukturen ned? Der synes vi jo faktisk i Dansk Folkeparti, at man skal være meget positiv over for det.

En af de ting, som også kom frem i forbindelse med krigen i Ukraine – statsministeren lader jo aldrig en god krise gå fra sig – var jo, at der, da krigen brød ud, sørme også skulle sættes nogle vindmøller op på land, og det skulle gå rigtig hurtigt, og man sagde, at vindmølleloftet nok også skulle væk, og hvis man ikke er for det, er det, fordi man er for sort russisk gas. Vi går ikke ind for sort russisk gas, men vi går sådan set heller ikke ind for at ændre på vindmølleloftet. Vindmølleloftet handler om antallet af møller, det handler ikke om mængden af kilowatt. Derfor mener vi helt klart, at vi godt kan nå vores målsætninger med at producere mere grøn strøm, også på land, og også med det vindmølleloft, som et meget, meget bredt flertal af Folketingets partier aftalte. Det var faktisk alle de partier, der fandtes dengang, som indgik den aftale. Der er jo kommet nye partier til siden. Så det vil vi meget gerne holde fast i.

En anden ting, som vi også gerne vil holde fast i, og som vi sidder og arbejder med lige nu, er det, der handler om fjernvarme og varmepumper. Og som det også er blevet sagt af andre ordførere, handler det jo om, at vi går fra at bruge olie og gas til at bruge andre energiformer, men det handler jo også om, at vi får kigget på, hvordan vi får mindsket vores energiforbrug. For det er fuldstændig rigtigt, som der er blevet sagt: Det handler ikke kun om at få noget andet energi, det handler også om at bruge mindre energi. Når vi kigger på de priser, som vi kan se nu, så handler det bl.a. om at fortælle danskerne, hvad den bedste investering er. For nogle danskere vil det faktisk lige p.t. være en bedre investering at købe noget isolering, end det vil være at købe en varmepumpe. Der er det rigtig vigtigt, at vi ikke får sat en dagsorden, som måske kommer til at ramme lidt skævt derude, i forhold til hvor man så bruger sin investering henne. Det er det samme, der gælder, når vi taler om de priser, der er, altså hvordan kan vi gå ind og understøtte noget dér? Det er jo markedspriser. En stor del af det er ikke kun afgifter og moms. En stor del af det handler om, at det er markedet, som påvirker priserne.

Hvis de her priser kommer til at være sådan her i en lang periode, bliver vi nødt til at gøre noget, der er strukturelt, altså så kan man ikke bare sende en check. Den kan sådan set være meget god at få, men hvad så, når man har brugt den check? Hvad bliver så det næste? Der er det vigtigt, at vi får gjort noget, således at energiforbruget bliver mindre. Der ærgrer vi os jo over, at boligjobordningen er blevet fjernet, for det var netop noget, der kunne være med til at understøtte, at man også foretog de her grønne investeringer i hjemmet.

Så alt i alt må vi sige, at når vi kigger på energiområdet, er det næsten blevet det mest spændende ordførerområde at have, for det rummer både udenrigspolitik, indenrigspolitik, socialpolitik, men så sandelig også klimapolitik; for det er det jo, men det er også rigtig meget andet.

Vi har lavet en lille vedtagelsestekst i forhold til forespørgslen her, og den vil jeg lige læse op på vegne af DF:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at klimaudfordringerne og vores energiafhængighed af fossile brændstoffer kræver hurtigere handling.

Folketinget anerkender, at regeringen har fremsat høje mål for energiområdet, men konstaterer, at der mangler konkrete handlinger og langsigtet planlægning for udbygningen af VE, elektrificering og energieffektivisering.

I det lys ser Folketinget med bekymring på, at der i Danmark for tiden bliver opsat alt for lidt VE grundet usikkerheden omkring kommende tariffer og langsommelige godkendelsesprocedurer til, at Danmark kan blive nettoeksportør af grøn energi i 2030.

Derfor pålægger Folketinget regeringen som led i de igangværende forhandlinger om »Danmark kan mere II« at fremlægge en konkret plan for udbygning og en fremtidssikring af elnettet, som vil sikre gode rammer for VE-opstilleres investeringer med sikkerhed for tarifbetalingen, at sikre, at energipriserne, herunder benzin, diesel, el og gas, ikke løber løbsk, og at fremlægge forslag til finansiering af udbygningen, som muliggør Danmarks klimamål og bidrager til EU's forsyningssikkerhed i 2030.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 99).

Tak til ordføreren. Teksten er modtaget og vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Anne Paulin, Socialdemokratiet. Værsgo.

Mange tak for talen. Ordførerens formand, hr. Morten Messerschmidt, har tidligere været ude at så lidt tvivl om 70-procentsmålsætningen og om, om det nu kunne blive sådan lidt for dyrt og bøvlet, når man nu løber ind i udfordringer hen ad vejen med først corona og nu også en energipolitisk situation, som har ændret sig meget. Så jeg kunne bare godt tænke mig at spørge ordføreren, om Dansk Folkeparti står hundrede procent fast på 70-procentsmålsætningen.

Ordføreren.

Vi står altid på mål for de aftaler, som vi har indgået. Men man må også bare sige: Altså, er det ideologi, eller er det, fordi man gerne vil nå målet? Vi vil gerne nå målet, og vi vil også gerne nå det på den mest rigtige måde. Og derfor er det vigtigt, at når vi står der den 31. december 2029 og måske mangler en lille smule, må vi ikke gå i panik. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at nå vores 70-procentsmålsætning frem 2030. Det skal vi arbejde for. Men det kommer også bare tættere og tættere på, og vi kan jo se, at nogle af de forudsætninger, som vi havde i forhold til teknologiudvikling og andet, er gået lidt langsommere, end vi havde regnet med.

Så det er måske mere sådan for egentlig at sige, at vi gerne vil nå det, men kan det være, vi når det en lille smule senere? Ja, det kan måske godt være, og det kan jo være, at vi så må tale om det. Men vi vil nå målet og også mere end det.

Fru Anne Paulin.

Okay, tak for det svar og også for vedtagelsesteksten. Jeg deler jo bestemt ordførerens ønske om, at vi skal have mere vedvarende energi. Kan ordføreren se, at vindmølleloftet måske kan være en forhindring i den sammenhæng nu, hvor ordføreren selv står på talerstolen og udtrykker et ønske om, at vi skal have mere vedvarende energi?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg faktisk ikke, og man må jo sige, at med de energipriser, vi har nu, har det sådan set aldrig været mere attraktivt end nu at investere i eksempelvis at sætte vindmøller op. Og derfor må det også være nu. Jeg ved godt, det er sådan lidt karikeret, men lad os sige, at man står og kigger på nogle af de vindmøller, der står ude i provinsen. Der står så en vindmølle, der er 50 m høj, og der står en landmand og kigger på den og siger: Den der vindmølle er sgu egentlig meget god. Det er jo dem, der skal væk, og så skal der nogle meget mere effektive vindmøller op. Og derfor skal man huske, at vindmølleloftet er på antal, det er ikke på kilowatt, og vi har altså en del udtjente vindmøller nu, som burde fjernes. Og så skal vi have sat nogle moderne og mere effektive vindmøller op.

Den næste korte bemærkning er til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Jamen så hård styring af, hvor der må være vindmøller eller ej, har vi jo ikke. Altså, når først en vindmølle lovligt er sat op og ejerne synes, at den giver en god indtjening, så kan de mene, at den bør levetidsforlænges. Nu ved jeg, at ordføreren kender til gamle biler. Der er sådan set også nogle, der kan vedligeholde en ældre mølle, så den kan snurre videre. Så kommer vi ind i, at der er nogle af de der små møller, som bliver stående, fordi der er nogle, der sådan set tjener lidt penge på dem og synes, at det er fornuftigt.

Så jeg synes, at det at holde fast i vindmølleloftet er lidt ærgerligt, for jeg ville hellere frem til, at vi havde et krav om, at alle kommuner skulle bidrage til, at der blev opstillet vedvarende energi. Det synes jeg ville være mere fleksibelt. Jeg kender til kommuner, hvor de ikke rigtig har kunnet få en vindmølleopstilling, men så føler de sig forpligtet til, at de skal være positive over for, at nogle solceller kommer op. Hvis Dansk Folkeparti ikke er med på at ændre på vindmølleloftet, kommer det jo til at være blokerende for den udbygning af vedvarende energi, som jeg kunne høre sådan set bliver prioriteret i den vedtagelsestekst. Kan ordføreren ikke se, at der er et dilemma i det?

Ordføreren.

Der er måske et dilemma, men der er også et værktøj, for så skal den lille ineffektive vindmølle jo kapitaliseres. Altså, når vi først kommer ud, hvor vi siger, at nu begynder loftet faktisk at blive en udfordring, så må man jo købe sig ind på markedet. Og så skal man huske, ligesom med gamle biler, at der også er nogle gamle vindmøller. Det er vindmøller med gearkasser; det er vindmøller, hvor man ikke har haft den samme teknologiudvikling i forhold til vindmølleblade, altså et produkt, der støjer mere end det, vi er vant til i dag, med nyere møller. Så derfor ser vi også det her som en mulighed for at få udfaset nogle af de møller, som ikke er hensigtsmæssige, hverken i forhold til natur og miljø eller i forhold til den energi, som de kan producere. Der vil simpelt hen blive budt på de møller, forventer vi, altså for at få dem pillet ned for at give plads til nogle andre.

Spørgeren.

Jeg tror, at vi skal have en analyse af det her. Jeg kan også høre, at KL er ude at lufte, at man gerne vil have nogle energiøer på land, og det kan jeg også godt se fornuft i. For nogle gange er de der vindmøller blevet placeret tæt på kommunegrænsen for ikke at genere for mange af ens egne borgere. Så jeg tror egentlig, at vi skulle prøve at gentænke det, og så vil jeg da håbe, at ordføreren vil være lidt åben over for, at det der vindmølleloft måske skulle modelleres lidt. Man kan jo lave andre ting end at afskaffe det. Jeg tror, at der er nogle steder i landet, hvor det ville være godt at få flere vindmøller op, men jeg synes ikke, at vi har redskabet til at sikre, at de der mindre møller bliver pillet ned.

Ordføreren.

Man skal altid være klar til at diskutere ting, hvis der kommer noget fornuftigt på bordet. Sådan har vi det jo også i Dansk Folkeparti, nemlig at dem, der siger noget fornuftigt, er dem, vi vil lytte til, og så er det sådan set ligegyldigt, hvor man kommer fra. Så det vil vi da ikke være afvisende over for. Men det, der er vigtigt for os, er, at der ikke kommer det der pres med, at nu kan man ikke sige nej til et eller andet, for så er man for noget andet – altså, den der retorik med, at hvis man ikke siger ja til en vindmølle i baghaven, så er det, fordi man er for Putins gas. Det er jo i hvert fald der, hvor et vindmølleloft så er rart at have, hvis man kommer helt derud. Det håber jeg heller ikke vi gør. Det tager vi da gerne en debat omkring. Men som udgangspunkt er vi ret glade for det vindmølleloft, som vi jo også var en del af at få forhandlet hjem dengang.

Tak til hr. René Christensen og til Dansk Folkeparti. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Frie Grønne, og det er fru Susanne Zimmer. Velkommen til.

Tak for det. Sikke meget der er sket her i løbet af det sidste år – på mange måder. Inden for klimaområdet har embedsværket og aftalepartierne haft travlt med at arbejde og lave politiske aftaler. Problemet er bare, at de aftaler ikke er gode nok. Vi har stadig et enormt højt energiforbrug og et kæmpestort klimaaftryk, og det går så uhyggelig langsomt med at få ændret på det.

Vi har i Frie Grønne hele tiden råbt op om, at vi burde og kunne gøre mere på klima- og energiområdet, at vi kunne sætte højere ambitionsmål for os selv og indfri dem, hvis vi ville. Vi har hele tiden sagt, at Danmark kan mere, og nu siger regeringen også, at Danmark kan mere. Der er faktisk kommet to politiske udspil med samme titel. Problemet er bare, at de udspil ikke er gode nok, for Danmark kan endnu mere. Sammen kan vi endnu mere, og vi skal kunne endnu mere – og det kan vi.

Lige pludselig ser vi med krigen i Ukraine, hvor meget der kan lade sig gøre politisk, når bare vi synes, det er vigtigt nok. Vi vil ikke finansiere Putins krigsmaskine, og regeringen får pludselig ambitioner om, at nu skal vi snart være fri for russisk gas. Problemet er bare, at de ambitioner heller ikke er gode nok. Hvorfor skal vi vente så længe med at vriste os fri af den russiske gas og kul og olie? Hvorfor skal den erstattes med olie og gas fra vores egen og andre landes undergrund? Den slags olie og gas er jo stadig kulsort. Hvorfor vil vi blive ved med at fyre op under klimakollapset og den globale opvarmning? Kan vi ikke begynde at synes, at klimaet er vigtigt nok til at sætte alt ind på det?

Der er mange ting i den her energipolitiske redegørelse, jeg kunne slå ned på, men jeg vil nævne et par ting.

Først et positivt perspektiv: Det er supervigtigt, at der nu er kommet fokus på, at vi virkelig har brug for at udnytte vindressourcerne i en meget større skala, sådan som vi så ved det lille topmøde i Esbjerg.

Men der er også ting i den energipolitiske redegørelse, der ikke fungerer godt nok. Vi kan ikke tælle biomasse som CO2-neutral. Og CTS bør ikke tælle med i reduktioner, og det fremsætter vi i Frie Grønne et forslag om til efteråret. Vi skal udfase olie, kul og gas meget, meget hurtigere. Vi er nødt til at tage nogle drastiske skridt og prioritere den knappe energi fra de vedvarende, reelle kilder, som vi har til rådighed. Det betyder, at vi er nødt til at tale om, hvilke ikkesamfundskritiske industrier, vi har, som skal sættes på pause eller skal reduceres eller skal lukkes.

Vi ser gerne en stor satsning på bølgeenergi, hvor vi har nogle vindenergityper, som faktisk er tæt på at skulle tages i brug. Det virker, og vi kan selv producere dem. Det har en af Danmarks førende klimaforskere, Sebastian Mernild, også råbt op om for ikke så længe siden.

Vi skal have mere fokus på energieffektivisering og seriøse energibesparelser også dér, hvor det kan gøre ondt, men hvor det faktisk ændrer noget, og allerhelst skal det ændre noget. Vi har brug for at skære ned på vores forbrug og forbruge klogere, for vi kan ikke bare blive ved med at producere mere og mere. Vedvarende energi er heller ikke gratis at producere. Hver gang vi producerer, bruger vi råstoffer, og dem har vi også i begrænsede mængder.

Jeg har en vedtagelsestekst, som jeg gerne vil læse op på vegne af Frie Grønne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at der er iværksat energipolitiske tiltag i løbet af det seneste år, der adresserer centrale elementer og udfordringer i den danske energi- og forsyningspolitik.

Set i lyset af, at den nyeste forskning sår alvorlig tvivl om, hvorvidt Danmarks klimalov med ambitionen om at nå 70 pct. reduktion i 2030 og nettonul i 2050 er tilstrækkelig til at overholde Paris-aftalen, og i lyset af Ruslands invasion af Ukraine, pålægger Folketinget regeringen at handle endnu hurtigere i den grønne omstilling af forsynings- og energisektoren.

Regeringen pålægges herunder inden årets udgang at fastsætte årlige bindende reduktionsmål, der som minimum følger en lineær udviklingskurve med målet om, at Danmark bliver 100 pct. forsynet ved vedvarende energi (ekskl. biomasse) i 2028, samt anvise en plan for, hvordan dette skal ske med allerede kendte virkemidler.«

(Forslag til vedtagelse nr. 100).

Tak.

Tak til ordføreren, og det fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Alternativet, og det er hr. Torsten Gejl. Velkommen.

Tak, formand. Energipolitik er to ting: Det er energiproduktion, og det er energiforbrug. Og i Alternativet mener vi, at vi skal se på energiforbruget; vi skal spare mere energi, end vi gør. Vi er kommet til at være et samfund, som overforbruger energi. Jeg tror, at vi har vænnet os lidt til, at der på en eller anden måde er nok af den, og der er en hel masse steder, hvor vi nok fråser lidt med energien uden at tænke over det. Så vi bruger mange af vores vågne timer i Alternativet på at tænke over, hvordan vi kan prøve at reducere energiforbruget.

Der er jo mange lavthængende frugter, f.eks. at sætte farten ned på vejene eller lave bilfri søndage, som jeg oplevede som knægt i Risskov, hvor der om søndagen var fuldstændig stille. Der var ikke en bil på vejen, eller det vil sige, at der var én – det var en taxa – som jeg så, på en hel dag. Og jeg gik hjem til min far og sagde: Vi gik midt ude på vejen, for jeg så kun én bil en hel dag. Så sagde han: Prøv at høre her, der skal også kun én til at køre dig ned. Så gik jeg ind på fortovet. Men det var fantastisk at opleve den her stilhed og de bilfri søndage. Delebilisme er også en ting, der kan reducere energiforbruget. Mange af os sidder og kukkelurer i hver vores bil. Altså, biler har ofte fem-seks sæder, og man kan jo sidde nogle flere i én bil og reducere antallet af biler ved at køre lidt sammen.

Men ellers er der også en masse energifrås, som jeg tror vi har vænnet os til bare at gå og se på. Hvis man går igennem en by om aftenen, efter at mørket er faldet på, er der mange kontorer og bygninger, hvor lyset bare brænder, eller hvor der i hvert fald er halv belysning. Der er mange steder, hvor der er varme på, og hvor der er varmefrås. I det hele taget tror jeg, at der er mange steder, hvor vi uden at tænke over det i virkeligheden fråser med en masse energi. Jeg vil lave et opslag på Facebook, hvor jeg opfordrer danskerne til at sende eksempler på energifrås ind, når de ser dem. Tag et billede af kontorbygningen, hvor der er lys midt om natten, eller et sted, hvor der er varme på, eller alle mulige andre situationer, hvor vi, ikke af et ondt hjerte, men bare fordi vi ikke tænker på det, faktisk fråser med energien! Og jeg ved godt, at det ikke gør en kæmpe forskel at slukke lyset i én kontorbygning. Det er en lille ting, men det er sådan med små ting, at når der kommer mange nok af dem, begynder de at betyde noget i det store hele.

Med hensyn til rigtig store besparelser, som er lavthængende frugter, synes jeg, at vi skal se på klimaborgertingets anbefalinger. Og der er én ting, som virkelig er faldet mig i øjnene, og som jeg også har snakket med dem om. Det er, at hvis det er sådan, at man hæver energiklassen to niveauer på de 43 mio. m² offentlige bygninger, som vi har i Danmark, så kan man spare 250.000-300.000 t CO2 om året. Det er altså store tal. Jeg ved godt, at vi er i gang, men den vej dér er altså spændende at gå ned ad, for i løbet af få år bliver det til de millioner af ton, vi taler om, når vi taler om at opfylde vores 70-procentsmålsætning.

Men uanset hvad er det klart, at vi ikke kun kan spare os til at komme i mål med vores 70-procentsmålsætning. Der er brug for energi, og der er jo også masser af ting, der er lavthængende frugter, som vi også alle sammen taler om. I Alternativet fik vi 20 mio. kr. igennem på dette års finanslov til energifællesskaber, til at rådgive folk, til at hjælpe folk med at få sat solceller, vindmøller eller varmepumper op. Og der mener jeg da, at vi i meget højere grad skal være bedre til at involvere befolkningen i at producere energi. Det er også lidt lettere.

De har det jo i Hvide Sande – det er efterhånden en kendt historie – hvor to kæmpestore vindmøller er folkemøller, altså især betalt af folket. Det vil sige, at de selvfølgelig giver strøm, men de giver også overskud til lokalsamfundet, og det er jo vigtigt med næring i de små samfund. Så det er lidt lettere at gå og se på en vindmølle og lytte til den, når man ved, at den måske betyder, at vi fastholder skolen og plejehjemmet i byen og i det hele taget næringen, og at man kan fortsætte med at bo i Hvide Sande. Så der er folkemøller, og der er varmepumper, og der er geotermi. Jeg synes, at vi skal hæve beløbet, der støtter folk derude i Danmark i at lave energifællesskaber, helt enormt. Jeg synes, vi skal sætte ½ mia. kr. af til det. Vi har også drøftet i dag, hvordan vi støtter den lokale energiproduktion og energiforsyning.

En af de rigtig store ting, som det er svært at lade være med at rose regeringen for, er jo Esbjergaftalen. Det er lidt utydeligt, hvad den helt konkret handler om, men det er i hvert fald tydeligt, at den vil tidoble kapaciteten af havvind i Nordsøen, og det skulle være nok til at forsyne 330 millioner europæiske husstande med grøn strøm. Det vil jo betyde, at Danmark bliver en del af et grønt verdensbrand inden for energi og strøm, og det er klart, at det er en fantastisk plan.

Det er om lang tid, men det er allerede nu, at vi skal til at snakke om, dels hvor godt det er, at vi kommer til at være verdensførende i produktion af grøn strøm, og dels om provenuet. Altså, det er jo et kæmpemæssigt eventyr; det er nærmest et nyt olieeventyr. Der vil komme et ufatteligt overskud ud af det her, og der skal vi også være kloge, ligesom de f.eks. har været i Norge, og sikre, at rigtig meget af det overskud går til staten, altså at det går til Danmark, går til velfærd, i stedet for at det går ned i lommen på multinationale selskaber, som knap nok betaler skat i Danmark.

Så i Alternativet er vi utrolig interesseret i den aftale. Jeg vil også spørge ministeren, om man kan løfte sløret for nogle detaljer. Hvor er det, at de møller skal stå? Skal de alle sammen stå i den danske del af Nordsøen? Er det fire lande, der har slået sig sammen om at lave en stor energiproduktion i den danske del af Nordsøen? Hvad får vi ud af dét? I hvor høj grad kan vi sikre, at overskuddet går til Danmark? Så alt i alt er vi jo vilde med så store fantastiske grønne energiproduktioner. Men i Alternativet mener vi også, at vi skal til at lære at spare meget mere på energien, for ellers skal vi bare finde nye måder til at forsyne et samfund med energi, som i forvejen forbruger alt, alt for meget energi. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning, og den er til fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for en rigtig god tale. Jeg vil sige, at jeg tager min cykel hver dag og kører forbi hele den der række af biler, 10 km med folk, der sidder alene. Der er klart noget at komme efter. Men jeg synes, at ordføreren griber fat i noget meget vigtigt, og det er energieffektivisering, og hvor meget besparelse, vi har, både af penge og CO2, men selvfølgelig også et bedre indeklima. Tallene ligger der, og der er analyser af, hvor meget der kan spares, hvis vi får hævet energimærkestandarden i kommunerne. Ordføreren gjorde os også klogere på tallene. Men hvad mener ordføreren der skal til? For vi har jo styrkepositioner, og vi ved, hvad vi kan komme i mål med. Hvad er det, der ligesom skal til, så vi får noget mere tempo på den her energieffektivisering? Jeg er jo glad for, at vi fik de 3 pct.s energieffektiviseringsrate igennem forleden, men det har også kun taget et år. Hvad skal der så mere til nu?

Ordføreren.

Der skal det til, at vi afsætter penge i f.eks. finansloven i større skala til at hjælpe med energirenovering af f.eks. offentlige bygninger. Det er en kæmpestor moden frugt, som kan plukkes med det samme. Vi er som sagt oppe i nogle ret interessante tal her, som hurtigt bliver til millioner af ton sparet CO2.

Hermed tak til Alternativets ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, og alle ordførere, der har ønsket ordet i den her debat, har haft ordet. Så nu kan jeg give ordet til klima-, energi- og forsyningsministeren. Velkommen.

Tak for det, og tak for en rigtig god debat. Det går ganske stærkt med den grønne omstilling i Danmark, så stærkt, at man næsten kan blive forpustet en gang imellem. Det skulle man nok ikke helt tro, hvis man kun havde som kilde indlæggene fra de forskellige ordførere her rundt om bordet. Man må sige til ordførernes ros, at der i hvert fald er tale om beskedne mennesker. Det er ikke ordførere, der har et synderligt behov for at prale med deres egen indsats. Så når det nu ikke er det, vil jeg da godt bruge lejligheden til at rose jer lidt i stedet for.

Mere end 50 aftaler har vi lavet på under 3 år; langt de fleste af dem har jo været brede, så alle er med, og det er meget omfattende aftaler. Vi er ganske tæt på at kunne vise hele vejen til 70 pct. med konkrete tiltag vedtaget. Da jeg overtog ministeriet, er der jo den her seance, hvor den afgåede minister skal give en gave til den tiltrådte minister, og der ved jeg ikke, om nogle af jer kan huske, hvad jeg fik af Lars Christian Lilleholt, min forgænger. Jeg fik sådan en lille Harry Potter-figur. Og symbolikken, som han forklarede i sin tale til mig, var, at du får brug for den tryllestav, han står med, for den der 70-procentsmålsætning er ikke en målsætning, man kan nå uden magi, den kan ikke nås med almindelige rationelle instrumenter, de virkemidler findes ikke.

Når han sagde det, var det jo bl.a., fordi Klimarådet, som jo er meget ambitiøs i sagens natur, havde sagt, at nok støttede de 70 pct., men at de faktisk heller ikke kunne pege på, hvordan man skulle komme med de sidste 10 procentpoint, fordi de virkemidler, der på daværende tidspunkt stod til rådighed, ikke ville være nok. Det er ikke 10 år siden eller 15 år siden eller 40 år siden, men det er kun under 3 år siden, og nu er vi der, hvor vi ikke længere er i tvivl om, om vi når de 70 pct.

Vi kan diskutere, hvad for nogle veje der er bedst og mest rationelle. Nogle mener, at vi skal sænke forbruget, sænke produktionen, lade virksomheder, sukkerfabrikker, cementfabrikker og andet flytte til andre lande; andre mener – og det er heldigvis de fleste – at det nok er meget smart, at vi lever op til de krav, der er i klimaloven, nemlig at den omstilling, vi laver, er en omstilling, som skal laves under hensyntagen til lighed i vores samfund, konkurrenceevne i vores samfund, jobs, sund markedsøkonomi, sund offentlig økonomi, fordi vi jo kun, hvis vi gør det, kan være det foregangsland, som vi ønsker at være.

Jeg nævnte vist som et svar på et af spørgsmålene til mig i indledningen, at vi så sent som i går er blevet rangeret som nr. 1 på en liste lavet af Yale og Columbia University, hvor de over en lang række videnskabelige parametre sammenligner verdens lande, og det er så bredt set bæredygtighedspolitik. Grunden til, at vi er nr. 1, er primært vores energipolitik og vores omstilling af vores energi til vedvarende energi.

Det er klart, at det jo er en proces, der har været i gang siden 1970'erne, men som jo for alvor har taget fart de sidste par år, og hvis man så ser på, hvad der venter i fremtiden, er det nogle tal, som jeg tror for de fleste næsten er så store, at de kan være lidt svære at forholde sig til. Altså, den aftale, som vi nu har underskrevet med Tyskland, Holland og Belgien, kommer jo til at revolutionere ikke bare Tyskland, Holland og Belgien, men hele Europa. Det, vi fire lande skal levere, er halvdelen af, hvad hele Europa har behov for – halvdelen – fire lande, hvoraf de tre er ganske små. Det er enormt ambitiøst, og den måde, vi vil gøre det på, er jo at bygge på det danske eksempel og de danske erfaringer.

Vi er det første land i verden, der har besluttet af lave en energiø som den, vi har besluttet ude i Nordsøen. Om det så bliver præcis den model, eller vi finder ud af, fordi vi er de første, der har gjort det, at der er andre smartere, anderledes eller supplerende modeller, man kan lave, er jo det, vi er i gang med at undersøge og i gang med at diskutere med vores naboer.

I første omgang skrev vi ud over Esbjergerklæringen under på en række bilaterale aftaler. Den ene var med Tyskland, som handler om at få koordineret vores brintinfrastruktur; den anden var med Holland i forhold til at få dem koblet til Nordsøen; og den tredje var med Belgien, hvor vi lukkede en aftale om, at de nu kommer med i projektet om Nordsøen. Så det er det sikkert at de gør, og dermed kommer vi altså til at levere grøn strøm til i første omgang Belgien, men senere også en lang række andre lande.

Det er jo klart, at hele det store projekt bygger på, at vi 1) skal levere grøn strøm til andre lande, men at vi 2) også skal levere det, som den grønne strøm kan laves om til via elektrolyse, nemlig flydende brændstoffer, som kan bruges i vores transportsektor og sikkert også til andre formål i fremtiden. Og det er klart, at når vi går ind i et projekt, der kan levere grøn strøm til 230 millioner husstande, så er det lidt mere, end vi selv har behov for, og derfor er det helt rigtigt, som flere af jer har sagt her fra talerstolen, at der også er rigtig gode muligheder for, at vi kan få en god forretning ud af det her og også rigtig mange arbejdspladser. Hver gang man laver 1 GW, anslår branchen selv, så skaber det lige under 15.000 arbejdspladser. Vi kommer til at lave mindst 35 GW i Danmark, og det er rigtig mange arbejdspladser ud over dem, vi allerede har.

Alt det her kunne ikke lade sig gøre, hvis ikke vi havde haft de politiske rammevilkår; det vil sige støtte der, hvor der er behov for støtte; det vil sige en ændring af regler der, hvor der er behov for en ændring af regler, så tingene bliver mere smidige; det vil sige krav i form af en regulering tredje steder. Og til dem, der konkret har spurgt ind til, hvad det egentlig er, der ligger i den aftale om power-to-x – som flere af jer i parentes bemærket jo selv har været med til at lave – vil jeg svare, at det nok er retoriske spørgsmål, fordi I gerne vil have, at jeg skal rose jer lidt for det her fra talerstolen, så det gør jeg gerne. Der er et mål på 4-6 GW, som gør os til et af de lande i verden, der har det største mål. Det er ret godt, når vi jo mildest talt ikke er et af de lande i verden, der er størst.

Det, vi kommer til at levere ud over de penge, der er blevet sat af til at støtte det, som er et ganske stort beløb, er jo noget, der er meget vigtigere, nemlig rammevilkårene. Hvis man spørger derude på markedet, spørger industrien, så er grunden til, at de har givet os meget ros – og vi har virkelig fået meget ros for den aftale – ikke så meget pengene. De er rare at have, og de kan være med til at sparke det i gang; det håber jeg da også vi er enige om at fortælle skatteyderne. Når vi bruger over 1 mia. kr., og hvis man lægger det hele sammen, er det et par milliarder endda, på noget, så er det selvfølgelig også, fordi vi er ret sikre på, at det får en effekt. Men det vigtigste er faktisk de rammevilkår, vi har ændret, og hvad er så de?

Ja, det er muligheden for at lave lokale tariffer; det er muligheden for at lave direkte linjeføringer, noget, som jo bryder med vores normale princip omkring kollektiv forsyning, men som er nødvendigt at gøre, for at det kan lade sig gøre i den skala, som vi har brug for her. Det er det, der gør, at jeg tror, at vi på det her område kommer til at blive førende, selvfølgelig specielt set i lyset af at vi nu udbygger så massivt, som vi gør, med vedvarende energi, fordi det er den vedvarende energi, der er forudsætningen for, at det hele kan lade sig gøre.

Så er det rigtigt, som fru Katarina Ammitzbøll var inde på, at Polen lavede en strategi, der var hurtigere end Danmark. Men jeg kan jo så spørge, om man synes, at vi skal bytte den danske strategi med den polske eller sådan set med et hvilket som helst andet land i verden. Det er jo sådan set ikke nogen sag at lave en strategi, hvis den strategi, man laver, hverken er gennemarbejdet, ambitiøs eller forpligtende. Vi har lavet en strategi, som ikke bare er gennemarbejdet, seriøs og forpligtende, men som også betyder, at vi nu sammen med de lande, jeg nævnte tidligere, og i øvrigt en lang række andre lande, rent faktisk er i stand til at gå i gang med at tiltrække investeringer. Det er derfor, der lige nu på tegnebrættet rundomkring i Danmark er massevis af projekter i gang, både helt kæmpestore og mindre.

Det er jo sådan med mange af de puljer, vi havde sat af, både i forhold til CCS og ptx og andet, at de, da vi lavede dem, var nogle, hvor vi var lidt bekymrede for, om der ville blive aftræk på dem; at nu måtte vi håbe, at vi skulle mødes igen, eller hvad nu hvis der ikke blev søgt? Nu er det er jo sådan, at vi alle sammen går og siger, at det er spændende, hvad det er for nogle af løsningerne, der vinder, fordi der er så mange, der efterhånden konkurrerer om det, og det er selvfølgelig også en af årsagerne til, at de her to verdensførende universiteter Yale og Columbia University peger på os.

Nu er det sådan en rimelig kælderkold analyse, hvor de primært ser på, hvad vi har gennemført. Hvis man også tog med, hvad vi har planer og ambitioner om, så er det klart, at vi ville ligge endnu bedre. Men de ting, vi allerede har gennemført, har vi gjort på en måde, der ikke har skadet vores konkurrenceevne, som ikke har kostet jobs, som ikke har ført til mere ulighed, men tværtimod det modsatte.

Jeg tror, at der i rapporten var nogle lande, hvor man egentlig, hvis man bare så på, hvordan deres reduktioner gik ned, så også godt kunne argumentere for, at det var rigtig god klimapolitik, f.eks. i en række ulande. Men hvis man så ser ned i tallene, skyldes de nedgange i udledningerne en økonomisk recession og store kriser i de lande. Det er nok ikke den måde, man skal lave klimapolitik på. Den måde, man skal lave klimapolitik på, er strukturelle forandringer – strukturelle forandringer, som faktisk forandrer vores samfund. Kommer de til at tage tid? Ja. Kommer det til at tage meget lang tid? Nej, det gør det jo faktisk ikke.

Altså, de teknologier, som vi kommer til at applicere nu, hvoraf nogle vil være kommercielle og i gang inden 2025, er jo dem, som der er mange der har kaldt hockeystave. Paradokset er, at det, hvis man overhovedet skal tale om en hockeystav, så mere er de gammelkendte teknologier, altså f.eks. havvindmølleparker. Det har taget 7½ år, og vi er de hurtigste i verden til det. Mange andre steder, de fleste steder i verden, tager det mellem 10 og 13 år. Så det er jo en hockeystav, og så er vi langt på den anden side af 2030. Men de ting, som vi bliver beskyldt for er hockeystave – CCS, ptx, CCUS, altså at du fanger CO2'en fra atmosfæren, hvis det er Direct Air Capture, altså direkte fangst, eller i vores tilfælde, i Danmark, er det nok mere relevant at tage det ud af produktionsprocessen og enten putte den ned i jorden eller bruge den til at lave syntetiske brændstoffer, som så kan erstatte fossile brændstoffer andre steder – er jo processer, der ikke længere er science fiction. Det er videnskaben, vi applicerer, og vi er i gang med at få det op i skala og ned i pris på en måde, så det faktisk kommer til at spille en rolle inden for ganske, ganske få år. Det kan vi godt tillade os på tværs af de politiske partier i Danmark at være ganske stolte af.

Når det er sagt, hviler vi ikke på laurbærrene. Vi er selvfølgelig allerede nu i gang med forhandlinger om grøn varme, Ud med gassen og olien, ind med meget mere fjernvarme, som selvfølgelig skal basere sig på vedvarende energikilder. De steder, hvor man ikke kan få fjernvarme, er det jo geotermi, som selvfølgelig tit vil være forbundet med fjernvarme, men det kunne også være individuelle varmepumper, meget mere vedvarende energi og en firedobling af kapaciteten frem mod 2030.

Nu har vi snakket meget om at knække hockeystave, men det kommer nok også til at betyde, at nogle af jer også bliver nødt til at knække jeres kæpheste, for vi kan nok ikke lave så meget mere energi, uden at der er nogen, der kommer til at opdage det. Derfor skal der selvfølgelig under hensyntagen til både natur og borgere laves betydelige udbygninger af vores vedvarende energinet både til havs og til lands, hvis vi skal nå i mål med det her. Ud over det på land taler vi indtil 4 GW ekstra til havs inden 2030 og jo altså så den helt store udbygning på den anden side af 2030. Det var det, jeg havde tænkt at sige i denne omgang. Tak for debatten.

Tak til ministeren for talen.

Inden jeg giver adgang til korte bemærkninger, har jeg blot en serviceoplysning: Anvendelsen af I, jer og jeres er også direkte tiltale. Nu var formanden meget rummelig. Så det ved ministeren nu.

Der er en række korte bemærkninger til ministeren. Den første er til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, formand. Jeg forstår egentlig godt, at det må være lidt mærkeligt, når ministeren ved så mange internationale konferencer oplever at få så meget ros for vores klimamål, for vores ambitioner og for den vej, vi bevæger os ad hen imod vores mål, og han så, når han kommer hjem, møder en kæmpemæssig bekymring, sultestrejkende studenter på Folketingets trappe og folk, der limer sig fast til asfalten, altså en virkelig, virkelig stor bekymring.

Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi jo er et land, som har et gigantisk klimaaftryk. Altså, jeg forbruger jo lige så meget CO2 som 17 indere. Så jeg tror, det er, fordi vi starter fra så dårlig en position, og selv om vi er dygtige, er det svært at komme derned, hvor vi skal med udledningen. Jeg tror, det er en del af bekymringen.

Så tror jeg også, at en del af bekymringen går på, at der er flere og flere, der er i tvivl om, hvorvidt 70-procentsmålsætningen er nok. Altså, hvis Danmark skal leve op til at gøre sin del, i forhold til at temperaturen kun skal stige med 1,5 grader, altså hvis vi skal gøre vores lillebitte del, men ikke mindre, så skal vi faktisk op på en større besparelse end 70 pct. Det oplever jeg flere og flere videnskabsfolk sige. Det er ikke for at være polemisk eller bare for at være utaknemlig, men hvad tænker ministeren? Kan der være noget om, at vi bliver nødt til at hæve det mål på et tidspunkt, hvis vi skal gøre vores del i forhold til at leve op til målet om, at temperaturen på jorden kun må stige med 1,5 grader?

Ministeren.

Der bliver sagt, at man har forståelse for, hvis jeg synes, det er lidt underligt, at man ude i verden betragter Danmark som et foregangsland, mens der så er så meget kritik her i Danmark. Det ved jeg egentlig ikke om jeg synes er underligt. Jeg var engang et ungt, engageret og bekymret menneske, så jeg kan sagtens forstå den følelse. For jeg er stadig væk engageret og bekymret, men jeg er bare ikke ung længere. Jeg gik ind i politik, fordi jeg interesserer mig for det her område. Dengang for snart mange år siden var vi ikke så mange, der gjorde det. Der var ikke så mange, man kunne demonstrere med. Der stod man rimelig alene, hvis det var det, man ville.

Men der er noget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke ordførerne, som selv har været med til at lave aftalerne, ordførerne, hvis job det er at sidde hele dagen og læse tykke rapporter. Nogle af de dygtigste klimaforskere i verden fra Yale University og Columbia University har sat sig ned – og de har jo ikke nogen politisk motivation for at sige, at Danmark gør det godt; de har kun én motivation, og den handler om at identificere best practice og identificere de lande, som de synes andre skal følge som eksempel – og peget på os og sagt, at hvis de kunne give et råd til alle andre lande i verden, ville det være, at man skulle kigge på, hvad de her lande i toppen gør. Det ved ordførerne godt. Så derfor forstår jeg ikke, at alle dem, som har været med til at lave aftalerne i Danmark, og som har bragt os dertil, siger: Det er slet ikke godt nok; vi burde gøre noget helt andet.

Hr. Torsten Gejl.

Jamen det kan jeg godt forklare, for den bekymring har jeg også. Altså, det handler f.eks., som jeg sagde, om det med, at jeg er i tvivl om, hvorvidt vi som foregangsland – og det er jeg stolt af at vi er – gør nok i forhold til at gøre vores til, at temperaturen i verden ikke stiger med mere end 1,5 grader. Der er flere og flere stemmer, også kvalificerede stemmer, der siger, at vi er nødt til at hæve målsætningen, måske fra 70 pct. til 79 pct. eller 80 pct. Og så bliver jeg altså bekymret, hvis det er sådan, at flere og flere stemmer siger: Det er ikke sikkert, at selv den så ambitiøse klimalov er nok. Jeg sagde før, at jeg forbruger lige så meget CO2 som 17 indere. Det bekymrer mig også, at vi starter fra et så utrolig højt CO2-forbrug. Derfor bliver det svært at få det ned. Den her type bekymringer opfatter jeg som reelle nok.

Ministeren.

Altså, jeg tror lige, der er et perspektiv, vi bliver nødt til at være enige om, og det er jo, at selv om vi lukkede Danmark ned i morgen, ville man ikke kunne måle det ude i atmosfæren. Så det er ikke derfor, vi gør det. Det er ikke Danmark isoleret set, der har indflydelse på klimaet.

Når vi sætter så ambitiøse mål, som vi gør, for os selv, så er det, fordi vi håber, at vi kan påvirke andre til at gøre det samme på to måder. Det ene handler om at vise, at man godt kan være et rigt, lige, konkurrencedygtigt og godt samfund, mens man gør det. Det er også derfor, vi ikke bare siger 95 pct., 90 pct. eller 85 pct. For det ved vi vil gå ud over de der ting. Det ville ikke være smart. Det andet handler om, at når vi sætter de her mål for os selv, udvikler vi løsninger, som resten af verden kan bruge. Derfor er vores aftryk jo langt større i Indien, Kina, Vietnam og i de 19 lande i verden, vi samarbejder med i et myndighedssamarbejde, hvor vi bruger vores teknologi, vores knowhow til at hjælpe dem med at nedbringe deres udledninger.

Næste korte bemærkning er til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Ja, hvad kommer der så ud af debatten? Det ser ud, som om der ikke bliver vedtaget nogen vedtagelsestekst oven på den her forespørgsel – det er jo heller ikke altid, at det er teksterne, der ser ud til at kunne ændre hele verden. Men hvis man skulle samle op på noget fra debatten her, vil jeg sige, at jeg synes, der er grund til, at ministeren beholder sin Harry Potter-stav, for vi er jo nødt til at komme videre.

Jeg synes, der ligger en stor opgave i, at regeringen fremsætter et grønt finanslovsforslag, for når jeg kigger tilbage på de sidste 3 år, har vi måttet kæmpe for de der ting, der så er kommet ind, og som har gjort, at man har kunnet kalde det for en grøn finanslov. Det kunne være befriende, hvis det var sådan, at det var regeringen, der kom med et forslag til en grøn finanslov, for så skulle vi nok prøve at se, om vi ikke kunne gøre det endnu grønnere. Så jeg vil godt høre, om det er noget, som regeringen har i proces.

Det andet er det her omkring vindmølleloftet. Altså, jeg tror, vi er nødt til at kigge på det med respekt for den aftale, der er, og så se på, hvad der kan justeres på fremadrettet for at sikre den der store fremgang i udbygningen af den vedvarende energi.

Ministeren.

Jeg synes, vi har lavet nogle rigtig gode finanslove i fællesskab – også nogle, der har ført til reelle reduktioner. Når det ikke plejer at være i forbindelse med finansloven i Danmark, at man laver de helt store klimaaftaler, så skyldes det en lang række ting. Den ene er, at det er en helt anden type meget længerevarende finansiering, man har behov for, som man gerne skal finde separat fra en finanslov. Den anden er, at vi jo meget gerne vil lave meget brede aftaler, når det handler om specielt energipolitikken i Danmark, og eftersom det ikke har været muligt i Danmark at lave meget brede aftaler på finansloven, sætter det jo visse begrænsninger.

Jeg tror og håber da, at det, vi skal forhandle her inden sommerferien – det, vi allerede er i gang med på den grønne varmedel, men også det, der handler om udbygning af den vedvarende energi – er noget, som kan være af en bred karakter, og som kan være det, der for alvor bringer os det der næste meget store skridt frem på den grønne dagsorden. Og det bliver jo ikke ringere af, at det ikke er en finanslovsaftale, men at det er en helt almindelig energiaftale.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Okay, så må vi jo finde på noget lilla, revolutionært, grønt til den finanslov, der kommer, og så tage energipolitikken på anden vis. Nu er der jo lagt op til, at vi skal aftale noget om en firedobling af vedvarende energi – ifølge min kalender inden sommerferien – og jeg har noteret mig, at regeringen ville komme med noget i maj, og det har jeg ikke registreret. Hvornår er det, regeringen kommer med et udspil om den der firedobling af den vedvarende energi, for jeg vil gerne være forberedt til de der forhandlinger?

Ministeren.

Jeg tror ikke, man kan sige, at der ikke skete noget i maj, hvad angår et udspil fra regeringen. Altså, vi kom med »Danmark kan mere II«, hvor vi taler om en firedobling af energi på land og 35 GW på sigt på land og 1-4 GW yderligere ud over den firedobling, vi allerede har besluttet, til havs. Så der er masser af udspil i det.

Det er klart, at vi jo skal meget mere ned i detaljer i et forhandlingsforløb, og det kommer vi ganske snart. Jeg håber selvfølgelig, at vi kan afslutte forhandlingerne om grøn varme først – og også meget gerne en skattereform – men kan vi ikke det, må vi lave det sideløbende.

Næste korte bemærkning er til fru Susanne Zimmer, Frie Grønne. Værsgo.

Tak for det. Nu har jeg ikke haft tid til at nærlæse rapporten fra Yale University og Colombia University, men til gengæld ved jeg, at De Økonomiske Råd i tirsdags kom med en rapport, hvor de kritiserer regeringen for at have en uklar holdning til vores CO2-afgift, så virksomheder lige nu faktisk ikke ved, hvad vej vinden kommer til at blæse. Og det betyder jo, at en hurtig og effektiv omstilling bliver bremset lidt, i forhold til hvad den kunne være. Så siger de også, at der er nogle fejlagtige antagelser omkring lækageeffekt, altså at flytte udledningen til udlandet, hvis vi lukker noget ned.

Det, der jo er med udspillet fra regeringen, er, at det ikke er en ensartet CO2-afgift. Der er undtagelser, og en af undtagelserne er så Aalborg Portland. Så mener regeringen, at det udspil med skatterabat til Aalborg Portland og andre store CO2-udledere simpelt hen er principielt, altså at man skal frede nogle at de her udledere for at kunne køre en CO2-afgift igennem?

Ministeren.

Der var mange upræcise ting i det, så jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte med at gribe fat, men jeg kunne måske starte med en lidt overordnet betragtning og sige, at jeg ikke tænker, at spørgeren er af den opfattelse, at det er Det Miljøøkonomiske Råd, vi bare skal lægge vores politik op ad. For hvis det var det, skulle vi f.eks. droppe 70-procentsmålsætningen, og så skulle vi benytte os af fleksible mekanismer til i øvrigt at nå de målsætninger, vi nu måtte have. For Det Miljøøkonomiske Råd mener ikke, at det er rationelt for et samfund at have sådan et punktmål, som vi har med 70-procentsmålsætningen. Så jeg tror ikke, der er rigtig mange af de pointer, som Det Miljøøkonomiske Råd har, som ligger særlig meget i forlængelse af de holdninger, som spørgeren i hvert fald normalt har.

Når det så er sagt, og set ud fra jeres perspektiv, så kan selv en blind høne jo finde korn – det kan være, det er sådan, spørgeren tænker, og derfor svarer jeg selvfølgelig også direkte på det. Det er ikke en rabat; det er tværtimod sådan, at den her type virksomheder, mineralogiske virksomheder, jo kommer til at betale mere end nogle andre kategorier af virksomheder. Men det er et nedslag i en afgift. Man kunne teoretisk set have valgt at sænke den yderligere for at undgå lækageeffekt. Det er jo ikke noget, vi har fundet på; det er noget, vi har bedt en ekspertgruppe med meget dygtige økonomer om at rådgive os omkring.

Fru Susanne Zimmer.

Tak. Et upræcist spørgsmål giver så også et upræcist svar. Men er regeringen ikke interesseret i at lytte til De Økonomiske Råd og de pointer, de kommer med?

Ministeren.

Jeg tror ikke, jeg kan gøre det ret meget mere præcist end at dykke direkte ned i det, der bliver spurgt til, og så svare på, hvorfor det ikke er rigtigt.

Men jo, vi lytter selvfølgelig også. Men det er klart, at når vi har nedsat et ekspertudvalg med tidligere og nuværende overvismænd og de klogeste hoveder, vi har til rådighed i landet, har vi selvfølgelig lyttet til dem. Det er jo på baggrund af en af deres modeller, at vi nu fremlægger vores forslag. Så er det klart, at man altid kan diskutere detaljerne, og det er jo det, vi sidder og gør i forhandlingslokalet.

Næste korte bemærkning er til fru Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er jo godt, at ministeren på alles vegne synes, at vi skal være mere optimistiske, at ordførerne laver et godt arbejde, og at verden ser positivt på os, og vi har også et stærkt klimadiplomati. Men vi har en anke. Jeg kan godt forstå, at når man som forsker sidder derude og ser på de høje klimamål, og der er også mange fine mål – der er også gymnasieelever, der laver SRP-opgaver, jeg skal bl.a. læse en til i morgen, om regeringens klimaplan – tror man jo, at vi kommer i mål med dem, og at vi også leverer på det. Men sandheden er, vi har et meget højt CO2-aftryk. Jeg tror, at det for husholdnings vedkommende ligger på lidt over 30 t, og til sammenligning er det for vores flys vedkommende 6 mio. t. Der sættes stadig væk et kæmpe aftryk, og vi har lidt svært ved at se, at vi er kommet nærmere målet med udbygning af VE, og vores energipriser er stadig væk ekstremt høje, og vi har ikke nogen alternativer. Så jeg tror, at det er det, der bliver vores anke. Det gælder jo, især fordi vi har virksomheder, som gerne vil energieffektivisering, power-to-x, vindenergiøer m.m. Det er det, vi står i nu, og der skal handles, og jeg håber, at der en dag er nogle eksperter, der ser på, hvad vi har leveret på.

Ministeren.

Men det er jo det, eksperterne vurderer os på – det er det jo. Nu er Klimarådet også blevet fremhævet flere gange, som om det skulle være nogen, der var enormt kritisk over for regeringen. Har I læst Klimarådets rapport for i år? Er vi i mål? Nej, det er vi ikke, men de skriver »store fremskridt«. Det er meget velbeskrevet i regeringens klimaprogram, som vi kommer med en gang om året, altså Klimarådets vurdering af det, også i internationale rapporter. Sidste år kom alverdens ngo'er, som ved gud – det må man vist heller ikke sige – som for søren da heller ikke har nogen politisk interesse i at fremstille nogle lande bedre, end hvad der er rigtigt.

Der ligger jo sådan set implicit i den kritik, der ligger her, at enten er de her forskere fra to af verdens bedste universiteter og sammenslutningen af hundredvis af ngo'er i verden dumme og forstår ikke, hvad vi laver, har ikke analyseret det ordentligt, bruger ikke en metodologi, der er rigtig, eller også er de politisk motiverede og er i lommen på regeringen. Ingen af delene er selvfølgelig rigtigt.

Fru Katarina Ammitzbøll.

Men er det, ministeren siger, så, at det er alle os her, der tager fejl? Hvis alle andre mener, at det går fantastisk, og at det går hurtigt nok, og at vi er førende, må det jo være ordførerne her, der tager fejl.

Ministeren.

Lad mig så sige det her: Bare nævn tre lande i verden så, som gør det bedre end Danmark.

Det er svært, når en minister stiller et spørgsmål og personen, der skal svare på det spørgsmål, ikke kan svare. Men jeg vil nu give ordet til endnu en spørger, og det er hr. Carsten Kissmeyer, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg glæder mig over, at ministeren trods alt roser ordførerne for at have været med til at lave nogle aftaler. Jeg konstaterer så, at ministeren er af den opfattelse, at vi ordførere siger, at vi så i virkeligheden er kritiske. Jeg vil vende det om og sige, at vi tilbyder ministeren lidt hjælp. For når jeg kigger på det, må jeg sige, at noget af det, vi møder meget ofte – og ministeren er jo også vores EU-minister i en eller anden sammenhæng på det her område – er statsstøtteregler, som gør, at nogle af processerne tager rigtig lang tid. Er ministeren enig i, at hastigheden i beslutningsprocesser er noget af det, der udfordrer os aktuelt?

Jeg har nogle gange sagt, at lige nu er vi gået fra en situation, hvor vi går fra fred til krig, hvor vi går fra evolution i udviklingen af energisystemet til revolution. Kræver det ikke, at vi kigger anderledes på vores regime, med hensyn til hvordan vi planlægger ting? Og der vil jeg godt spørge ministeren, for vi har haft ham i samråd om solceller: Hvordan ser det ud fremadrettet, når vi kigger på, at der er flere ministerområder involveret?

Ministeren.

Det, jeg faktisk roste ordførerne for, var, at når vi sidder inde i forhandlingslokalet, oplever jeg jo aldrig samme pessimisme. Jeg oplever jo aldrig, at man giver udtryk for, at det godt nok var en dårlig aftale. Jeg oplever aldrig, at man har en forståelse af, at det kan vi overhovedet ikke være bekendt ude i verden og det går alt for langsomt. Hvis jeg gjorde det, ville det jo også være lidt underligt, at man overhovedet gik med i aftalerne. Vi har lavet over 50 aftaler sammen, som virkelig skaber resultater for Danmark.

Til det konkrete spørgsmål vil jeg sige, at det er klart, at det er et hovedfokus, at det skal gå stærkere. Selv om vi er blandt de lande i verden, hvor det går stærkest f.eks. med at lave havvindmølleparker, så er 7½ år for lang tid til at lave en havvindmøllepark. Det kan godt være, det tager den dobbelte tid nogle andre steder, men det kan vi jo ikke bruge til så meget. Vi skal i gang, og vi skal vise andre, hvordan man gør det.

Meget af det her er knyttet op på EU-lovgivning, og derfor har vi også iværksat en massiv indsats i forhold til EU for at få dem med på det. Heldigvis er der gode muligheder i REPowerEU, som er det nye forslag, der blev præsenteret samme dag, som vi underskrev Esbjergerklæringen, og som Ursula von der Leyen også var i Esbjerg for at fremlægge. Vi synes godt, man kunne gå længere, og er i gang med at analysere på, hvordan vi kan forbedre det forslag.

Hr. Carsten Kissmeyer.

Jamen hr. minister, det, jeg sådan set bare prøver at sige, er, at i Venstre er vi faktisk optimister, men vi er lidt pessimister på den korte bane, fordi vi synes, tingene går langsomt, og ude i markedet er de lidt nervøse ved, at de ikke kan se ind i, hvad det er for et regime, de skal planlægge ind i og investere ind i. Og der er det jo egentlig, at vi yder vores lille bidrag ved at sige, at vi gerne vil være med til at diskutere, hvordan vi kan gøre de her processer hurtigere, uden at det går ud over mennesker og natur osv., men så vi får det til at gå mere tjept.

Ministeren.

Der er vi helt enige, og det er også det, vi kommer til at forhandle her frem mod sommerferien. Der er det så også bare, jeg siger, at det ikke er nok bare at komme med en god intention, selv om vi deler den, om lige at få EU til at gøre reglerne lidt mere smidige. Det prøver vi på, det vil vi gerne, og der er sikkert også noget i vores eget regelsæt, vi kan gøre smidigere. Jeg tror også bare, vi bliver nødt til at se på de ting, som måske har været lidt mere kontroversielle – vindmølleloftet, planloven – altså ting, som, hvis man skal blive i spørgerens billedsprog, jo måske kan forekomme at være nogle hensyn, der virker sådan proportionelt set lidt små at tage sammenlignet med de to andre kæmpestore kriser, vi står over for: energisikkerhedskrisen og klimakrisen.

Næste korte bemærkning er til hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Først tak for det – ja, der var næsten en opsang i det, ministeren kom med: Husk nu at være glade for det, I er en del af. Og det er jeg da sådan set enig med ministeren i. Så er jeg sådan set også enig i det her med, at lige meget hvor hurtigt man løber, løber man aldrig hurtigt nok, heller ikke selv om man løber forrest og kigger bagud på de andre – så løber man slet ikke hurtigt nok. Det er jo en mærkelig konkurrence egentlig at have.

Men i forhold til det der med at løbe hurtigt vil jeg sige, at vi i Dansk Folkeparti jo har det der med, at vi løfter fingeren lidt. Vi må ikke komme til at lave fortidens synder en gang til. Altså, hvorfor var det, man rettede alle vandløbene ud og gjorde dem lige? Det var, fordi der var en fødevarekrise. Nu skulle man producere nogle fødevarer, og det skulle gå hurtigt, og man skulle være effektive, og det kunne ikke gå stærkt nok. Så gjorde man det, og man fik lavet en masse fødevarer. Men hvad gik det ud over? Det gik ud over biodiversiteten og alt muligt andet, og nu er vi i gang med at rette op. Det må vi ikke gøre en gang til, fordi vi er presset og skal løbe så hurtigt, at vi ikke engang kigger os tilbage. Så er ministeren derfor ikke enig i, at når alle presser på, for at det skal gå hurtigere, så er der også grænser for, hvor hurtigt det kan gå? For det nytter ikke noget, at der står nogle og kigger på os om 30 år og spørger: Hvad pokker var det dog, de lavede dengang, da de løb så stærkt?

Ministeren.

Fuldstændig. Jeg synes, det er en åbenlys pointe, specielt når vi lægger os i selen for at være blandt dem, der går forrest og laver nogle ting som de første i verden. Et eksempel på det er jo energiøen. Altså, det er rigtigt, at den er blevet forsinket i udbudsprocessen. Hvorfor det? Ja, det er jo, fordi vi er blevet klogere. Det viste sig jo, at os gode folk, der sad her i de ofte sene nattetimer og forhandlede om de her ting, alligevel ikke var helt lige så kloge som dem, der rent faktisk skal levere løsningen derude. Så der er jo nogle problemer, som vi nu bliver nødt til at tage højde for. Det gør vi så. Den gode nyhed er så, at det, vi er blevet klogere på, formentlig vil gøre, at vi kan indhente den forsinkelse og måske ovenikøbet gøre det hurtigere i den sidste ende. Men det er klart, at når vi bruger meget store milliardbeløb fra den fælles kasse, når vi træffer beslutninger, som jo låser os årtier ud i fremtiden, og når vi ovenikøbet har en ambition om, at mange andre gerne skal følge vores eksempler, så skal vi tænke os om, i forhold til hvordan vi gør tingene. Man kan godt skynde sig langsomt nogle gange.

Hr. René Christensen.

Bare som afsluttende bemærkning vil jeg sige, at det netop er det, der er interessant, for ministeren sagde det jo rigtig fint fra Folketingets talerstol. Selv om vi stoppede det hele i Danmark i morgen, er det nok ikke det, der redder hele verden, men det er vores teknologier, der skal redde hele verden. Derfor er det jo også vigtigt. Selv om vi løber hurtigt, skal det, vi laver, også have en høj kvalitet, hvis der er nogle, der skal bruge Danmark som det udstillingsvindue, som vi jo er enige om at vi skal være. Altså, da vi lavede 70-procentsmålsætningen, var det udstillingsvinduet, der ligesom drev os sammen på tværs af partier, for hvis vi kan løse det, vil andre jo kigge på os og sige, at den løsning vil de også bruge i deres land. Derfor kan man jo sige, at hastigheden er vigtig, men kvaliteten er endnu mere vigtig. Og det er også derfor, at når vi snakker lækage og alle de andre ting, er det det, der kommer til at tælle. Det er der, vi skaber vækst og beskæftigelse, men det er jo også der, vi skaber mest for klimaet, hvis vi skaffer de løsninger, som andre også kan bruge i fremtiden. Er ministeren ikke enig i det?

Ministeren.

Det er jeg helt enig i. Og det er jo også det, vi er på vej til. Altså, både når det handler om CO2-fangst og udnyttelse af den CO2, når det i sammenhæng med det handler om ptx, når det handler om at udvikle nye teknologier, som vi også kommer til at få brug for i landbruget – altså pyrolyse som noget af det helt nye og spændende – er vi jo helt fremme i feltet. Vi er ikke der endnu, hvor vi kan sige fuldstændig præcis, hvor det er, vægten kommer til at ligge. Det er jo det, der altid er balancegangen. Vi har så travlt, og vi vil gerne gøre tingene så hurtigt som muligt; omvendt er vi jo ikke så interesseret i at lægge alle vores æg i en kurv, som det så kan vise sig at vi taber på gulvet næste år.

Tak til ministeren. (Klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen): Selv tak). Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som tidligere nævnt først finde sted på tirsdag, den 7. juni 2022.

(Talen er under udarbejdelse)