Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 15:

Statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet 2022.

(Anmeldelse 07.04.2022. Redegørelse givet 07.04.2022. Meddelelse om forhandling 07.04.2022).

Sammen med dette punkt foretages:

2) Forespørgsel nr. F 53:

Forespørgsel til statsministeren:

Hvad kan statsministeren oplyse om rigsfællesskabets muligheder og udfordringer?

Af Kasper Roug (S), Bertel Haarder (V), Christoffer Aagaard Melson (V), Karsten Hønge (SF), Martin Lidegaard (RV), Christian Juhl (EL), Rasmus Jarlov (KF), Søren Espersen (DF), Peter Seier Christensen (NB), Henrik Dahl (LA), Torsten Gejl (ALT), Aaja Chemnitz Larsen (IA), Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU), Edmund Joensen (SP) og Sjúrður Skaale (JF).

(Anmeldelse 19.04.2022. Fremme 21.04.2022).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 2. juni 2022.

Vi skal først have begrundelsen, og det er ordføreren for forespørgerne, hr. Kasper Roug, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Det kan gøres forholdsvis kort, for det vigtige er selvfølgelig selve debatten. Der er ingen tvivl om, at det her jo er en årlig debat, vi har om rigsfællesskabet, som er vigtigere end nogen sinde. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt i år, at vi har en debat om tilstanden i rigsfællesskabet. Det glæder jeg mig selvfølgelig rigtig meget til. Jeg vil også gerne takke de andre partier for, at de har været så åbne og konstruktive om, at vi skulle finde en fælles vedtagelsestekst. Så jeg glæder mig rigtig meget til debatten, hvor vi selvfølgelig kommer til at diskutere selve rigsfællesskabet. Det er begrundelsen. Tak.

Tak for det. Så går vi over til besvarelsen, og det er så statsministeren. Værsgo til statsministeren.

Tak for det. I dag er det rigsfællesskabet, der er til debat. Vi har i regeringen et stort fokus på vores samarbejde mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Jeg oplever, vil jeg gerne sige meget klart, at vi i de her år er rykket endnu tættere sammen. Vi samarbejder endnu mere. Vi så det under coronakrisen, og vi ser det nu i en verden, der grundlæggende er ændret på grund af den sikkerhedspolitiske situation. Der er krig i Europa. Ruslands invasion af Ukraine har på en tragisk baggrund understreget nødvendigheden af at stå sammen og i højere grad tale med én stemme.

Stå sammen gør vi i rigsfællesskabet. Vi tre er enige om, at vores samarbejde med USA og vores samarbejde i NATO er fundamentet for vores befolkninger og landes sikkerhed. Vi er også enige om, at Ruslands invasion af et fredeligt land kalder på stærke modsvar og et stærkt sammenhold. Den nye sikkerhedspolitiske situation i verden påvirker selvfølgelig også Arktis og Nordatlanten. Det øger behovet for et endnu tættere samarbejde.

I juni sidste år blev vi enige med Færøernes landsstyre og naalakkersuisut om at styrke samarbejdet på udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsområdet. I efteråret etablerede vi som opfølgning for første gang et udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk kontaktudvalg på regeringsniveau. Udvalget er en politisk overbygning på det daglige samarbejde mellem vores tre lande. Ved at dele informationer opnår vi fælles viden om, hvordan verden udvikler sig, og hvad det er for et trusselsbillede, vi står over for, og gennem en styrket politisk dialog kan vi blive klogere på, hvad det er for nogle hensyn, vi skal tage for at sikre alle tre landes interesser. Med udvalget er der også skabt en ramme for at håndtere vanskelige sager, og dem forudser jeg der kommer flere af, når områder, som hører under Færøerne og Grønland, krydser med det, der er udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Så langt, så godt.

Vi har selvfølgelig også et både bredt og solidt samarbejde på en række andre områder i rigsfællesskabet. Det vidner årets redegørelse om rigsfællesskabet også om. Vi samarbejder om forskning i klimaforandringer – det har verden brug for – og om at styrke den grønne omstilling af vores samfund, og det haster. Regeringen er for nylig gået sammen med naalakkersuisut for at undersøge, om Danmark kan bidrage i forbindelse med finansieringen af de to store nye vandkraftprojekter i Grønland, som jeg personligt synes er utrolig spændende. Vi samarbejder om at løse grænsehindringer inden for rigsfællesskabet, og så samarbejder vi selvfølgelig også om en styrket indsats i forhold til grønlandske børn og unge.

Krigen i Ukraine har konsekvenser for os alle sammen i rigsfællesskabet, også økonomisk. Ikke mindst for Færøerne betyder krigen bl.a., at de mister store dele af deres eksportmarked. Sidste år udgjorde eksporten til Rusland næsten en fjerdedel af den samlede færøske eksport. Så det kan mærkes. Fra dansk side støtter vi Færøerne i ønsket om et tættere samarbejde med EU, og på alle niveauer gør vi, hvad vi kan, for at fremme Færøernes sag i Bruxelles.

Både Færøerne og Grønlands økonomi har været i fremgang, vil jeg gerne sige. Der var selvfølgelig en opbremsning i forbindelse med coronapandemien, men nu er situationen en anden. I begge lande er der pres på arbejdsmarkedet, ledigheden i alle tre lande er heldigvis lav, og vi mangler alle sammen arbejdskraft. På Færøerne venter man i år et underskud på de offentlige finanser, selv om der er høj økonomisk aktivitet, og i Grønland budgetteres der med balance på de offentlige budgetter, efter der har været underskud i årene med corona. På lidt længere sigt står begge lande dog fortsat over for nogle store uløste udfordringer med at sikre finanspolitisk holdbarhed.

Tidligere på året gav jeg en officiel undskyldning til de 22 grønlandske børn – eksperimentbørnene – der blev sendt til Danmark i 1951. Vi kan ikke ændre på fortidens fejl, men vi kan forholde os til dem, og det skal vi gøre. Vi skal tage ansvaret på os, og det har regeringen gjort. Jeg håber, at vi med det har fået sat et værdigt punktum for et, vil jeg gerne sige, mørkt kapitel i vores fælles historie, og jeg vil anbefale også fremadrettet, at vi bliver ved med at tale åbent og nuanceret om fortiden, for kun ved at se den i øjnene kan vi forstå vores nutid og sætte en fælles ny retning for vores fremtid.

Viden om vores fælles historie er selvsagt vigtig, men det er mindst lige så vigtigt, at der også er en fælles viden om nutidens samfund og nutidens rigsfællesskab, om udviklingstendenser, om de mennesker og befolkninger, vi er, og selvfølgelig også om levevilkårene i vores tre respektive lande. Derfor er der nu igangsat en række initiativer, som skal øge vores viden om rigsfællesskabet, og det er der altså brug for. Initiativerne er særlig rettet mod børn og unge, altså dem, der skal bære rigsfællesskabet videre. Det handler om alt fra studierejser til højskoleophold og over til produktion af dokumentarfilm om Færøerne og Grønland. Jeg vil gerne sige, at set med danske øjne og briller er det helt afgørende, at vores børn får en større viden om både Grønland og Færøerne, og det skal ske i grundskolen. Jeg håber og glæder mig også til, at vi kan udvikle det her samarbejde endnu mere.

Med de ord til indledning glæder jeg mig til debatten i dag.

Tak for det. Nu er det sådan, at der er mulighed for en kort bemærkning fra ordførerne, og jeg tager jer i den rækkefølge, der bliver trykket ind. Først er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak til statsministeren. Jeg har lidt med stemmen – min stemme er lidt træt, for jeg kom lige fra Grønland i går.

Jeg vil gerne sige tak for det mod, som statsministeren viste, dengang hun gav en undskyldning til eksperimentbørnene. Og så vil jeg også gerne sige, at vi ser, at der er flere og flere sager, som rulles op, og som vi er nødt til at forholde os til – det sidste var spiralkampagnen. Jeg vil høre, hvordan statsministeren sådan helt overordnet vil arbejde for en forsoning mellem de to lande, hvor Danmark også engagerer sig. For det er ikke min oplevelse, at vi har sat et punktum, men vi har i virkeligheden åbnet op for en historie, vi er nødt til at turde tale om. Tak.

Statsministeren.

Ja, når jeg bruger ordet punktum, er det i forhold til eksperimentbørnene, hvor jeg håber, vi har været med til at give den fred, som aldrig nogen sinde har været opnået tidligere. Det har været vigtigt både med en udredning, men også med en undskyldning. Det har jeg mærket både ved det undskyldningsengagement, der blev lavet her i København på Nationalmuseet, men i særdeleshed i Nuuk.

Jeg må så også sige, at den dag i Nuuk gjorde et meget, meget stort indtryk på mig, for jeg er meget enig i det, der blev sagt: Der åbnede sig endnu flere historier – også ting, som jeg ikke selv har haft kendskab til. Jeg er jo en af dem, der går op i rigsfællesskabet og har læst rigtig meget også om Grønlands historie, og bare den dag fik jeg næsten mere viden, end jeg har kunnet læse mig til, om endnu flere tragiske historier og endnu flere problemer i vores fælles fortid. Jeg er af den meget klare overbevisning, at vi kun kan bevæge os fremad ligeværdigt og ordentligt, hvis vi tør se fortiden i øjnene. Så jeg vil foreslå, at vi fortsætter samarbejdet om at få, hvad der er sket i vores fortid, frem.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det, og tak for redegørelsen, tak for talen. Jeg kan helt en til en genkende det, som statsministeren sagde, om, at der er et godt samarbejde, der er en god dialog. Tak for det, tak for, at regeringen imødekommer Færøernes interesser og ikke sådan bruger sikkerhedspolitikken til at træffe beslutninger på vegne af Færøerne, men overlader det til det færøske hjemmestyre at bestemme, hvad man gør, også i forhold til Rusland, selv om det egentlig er sikkerhedspolitik. Det gavner den gode dialog og det gode forhold.

Statsministeren sagde, at Danmark gør, hvad man kan for at fremme Færøernes sag i Bruxelles. Det er selvfølgelig en meget vigtig sag, specielt når man mister et meget stort eksportmarked. Kunne statsministeren måske sige lidt mere om, hvordan det foregår, og hvor den sag med at få bedre adgang til markedet i EU står?

Statsministeren.

Ja, det er jo til dels markedsadgangen – og jeg mener, at vi har en kæmpestor fælles interesse ikke bare i Færøerne og Danmark, men i hele EU i at få knyttet Færøerne tættere på Den Europæiske Union og det europæiske fællesskab. Det handler om eksport og samhandel, men det gælder jo også i det hele taget et endnu tættere samarbejde. Det er vi i dialog med Kommissionen om, og det er jeg i dialog med mine færøske kolleger om hvordan vi gør bedst.

Det er en skæbnestund for Europa, og jeg er meget, meget glad for de udtalelser, der er kommet fra Færøernes side i den her krise, om, at man så klart definerer sig som en del af Vesten, selvfølgelig også sikkerhedspolitisk. Alt andet ville også være mærkeligt. Men det er blevet sagt, så det ikke kan misforstås; det er blevet sagt klart og tydeligt. Nu handler det så om også at få, kan man sige, nogle konkrete resultater ud af den bevægelse, og det er vi i fuld gang med.

Så er det hr. Christian Juhl.

Tak for det. Tak for redegørelsen. Jeg vil gerne spørge lidt ind til strategiarbejdet. Jeg synes, vi havde en god konference nede i Fællessalen for næsten 2 år siden, hvor vi fik diskuteret med vores kollegaer fra Grønland og Færøerne. Der var en stor forventning om, at vi nu kunne komme videre. Jeg ved godt, at især Grønland gerne vil have deres egen strategi på plads først, men jeg synes, det er mærkeligt, at vi ikke fortsætter dialogen, og at vi ikke fortsætter diskussionen om enkelte emner, for hvis ikke parlamentarikere snakker mere sammen, bliver det sådan nogle høflighedsting, og så bliver det et regeringsprojekt at lave en strategi, og det synes jeg ikke det skal være, når det er rigsfællesskabet, det drejer sig om. Der synes jeg, vi skal fortsætte dialogen imellem parlamentarikere og ikke bare stoppe det. Vi bliver jo de sidste, der overhovedet kommer til at lave en strategi på den her klode; det ser efterhånden sådan ud. EU og alle mulige andre har lavet Arktisstrategier.

Tak. Statsministeren, værsgo.

Man kan sige, at det, jeg har ansvaret for nu, jo er regeringernes samarbejde, og der har vi gjort båndene tættere. Der er et stående kontaktudvalg, vi mødes oftere, og vi taler tættere sammen. Hvis der er et ønske om at gøre det samme parlamentarisk, synes jeg, man skal gøre det. Jeg tror, at jo mere man også på tværs af parlamenterne taler sammen, kender hinanden og har fælles analyser og et fælles blik på tingene, jo bedre er det, så det vil jeg kun bifalde.

Så er det hr. Martin Lidegaard.

Tak for redegørelsen. Jeg kan da starte med at bekræfte, at vi har en dialog med de udenrigspolitiske udvalg både i Grønland og Færøerne med henblik på at lave en eller anden form for format. Jeg er også meget enig i det, statsministeren har givet udtryk for. Det kommer jeg tilbage til i min tale, nemlig at man er nødt til at have et blik på fortiden for at kunne kigge fremad.

Det, jeg vil gribe fat i fra statsministeren tale, er det, der handler om, hvor vigtigt det er at lære hinanden bedre at kende. Et af de områder, som jeg måske føler, at vi gennem årene lidt har forsømt, er den meget store gruppe grønlændere, der er i Danmark. Nogle kom her i kort tid, på efterskole, højskole eller studiebesøg, andre bor her jo permanent. Der har man, kan man sige, en kæmpe gruppe af mennesker, som kender begge samfund, og som spiller en vigtig rolle i dialogen. Noget af det samme kunne man for den sags skyld sige om danskere i Grønland. Jeg føler måske lidt, at vi har manglet en politik, og der er jo også nogle udfordringer her. Vi har diskussionen om tvangsfjernelser af grønlandske børn, som i øjeblikket fylder en del, også i de grønlandske medier, og andre ting. Er det et fokusområde, vi måske kunne forestille os at regeringen også kiggede nærmere på?

Statsministeren.

Ja, bestemt. Jeg synes, vi skal holde fast i, at langt de fleste fra Grønland, der vælger at bosætte sig i Danmark kortvarigt eller over længere tid, jo lever et helt almindeligt godt liv her, altså personer, som har grønlandske rødder, men som er en fuldt integreret del af det danske samfund og bidrager hos os. Det gælder også for danskere, der rejser til Grønland, og for andre, der rejser på kryds og tværs i vores rigsfællesskab. Jeg ved ikke, om vi i virkeligheden skal lave en politik for det, for hvis det fungerer, synes jeg jo bare, at tingene skal have lov til at køre.

Der, hvor jeg tror, vi skal have et opmærksomhedspunkt, er på, at det godt kan være sværere at komme hertil som grønlandsk studerende, end man lige skulle tro. Hvis man vil have et blik på det, kan man jo læse »Blomsterdalen«, som både giver et godt indblik i noget i det grønlandske samfund, men også i det danske samfund. Så jeg tror, der kan være behov for et fokus på unge, der kommer hertil, og så er der jo ingen tvivl om, at vi har en gruppe af meget udsatte grønlandske medborgere, som vi simpelt hen ikke har evnet at passe godt nok på.

Så er det hr. Karsten Hønge. Værsgo.

Tak. Statsministeren var ad et par omgange inde på Kontaktudvalget, og det synes jeg selv er en rigtig god opfindelse, en god nyskabelse. Men kunne statsministeren sætte lidt flere ord på de visioner, som ligger i det forum? Altså, hvad er dynamikken i det? Og hvad er sådan fremtiden for det? For sådan udefra set er det, som om der ikke sker helt så meget. Så kunne Statsministeren sætte nogle flere ord på, hvad perspektiverne er for Kontaktudvalget, og hvad det er for nogle initiativer, hun ser ligge i det?

Statsministeren.

Der sker det i Kontaktudvalget, som vi har aftalt gensidigt med hinanden, nemlig at vi mødes fast, ikke alene lederne af de tre lande, men også udenrigsministre, forsvarsministre og andre. Og det giver jo en mulighed, vi ikke har haft tidligere, for at have en meget, meget tæt og direkte dialog om nogle af de jo ofte også svære udenrigspolitiske spørgsmål. Vi mødes næste gang på Færøerne, om 2-3 uger, og der er det klart, at det vil være krigen i Ukraine og konsekvenserne af den, som bliver vores omdrejningspunkt.

Visionen for det hele er jo netop at have et rigtigt samarbejde, hvor det ikke kun handler om at orientere, som det måske gjorde tidligere, men hvor det handler om reelt at samarbejde og, som jeg også sagde i talen, vide med hinanden, hvad det er, der er det svære for de tre lande, for det gør det jo så meget lettere at håndtere, når der efterfølgende skal tilrettelægges en politisk proces på et eller andet område.

Hr. Edmund Joensen.

Tak for det. Tak for redegørelsen, og tak for statsministerens interesse for rigsfællesskabet. Og jeg vil sige, at i min tid som folketingsmedlem har jeg fornemmet, at interessen for rigsfællesskabet er blevet større og større – og ikke mindre fra den her regerings side. Tak for det.

Det samarbejde, som for nylig er stiftet, og hvis første møde skal være på Færøerne, på regeringsniveau, er absolut positivt. Så mangler vi det parlamentariske niveau, og det må vi så også arbejde på; det er måske mere Folketingets opgave at gøre det.

Mit spørgsmål er også i forbindelse med EU. Statsministeren nævnte, at den færøske eksport til Rusland var på omkring 25 pct., og at den helt er mistet, og at Færøerne rettede øjnene mod EU og det store marked. Hvad nyt kan man sige der er i den sag? Tak.

Statsministeren.

Vi er i tæt dialog med EU og Kommissionen om det her samarbejde. Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at hele det europæiske samarbejde har haft øjnene stift rettet mod krigen i Ukraine igennem den senere tid. Så det, jeg kan sige, er, at der er en løbende dialog om, hvordan vi udvikler og får det her samarbejde forankret endnu mere.

Så er det hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for det, og tak til statsministeren for redegørelsen. Det er faktisk en opfølgning på hr. Christian Juhls spørgsmål. For vi lavede jo den sidste arktiske strategi i 2011, og den udløb i 2020, og man kan sige, at verden er blevet rigtig meget anderledes, også i Arktis, siden dengang. Nu er vi 3 år inde i regeringsperioden, og sidste år fik vi også at vide, at den var lige på trapperne. Så jeg kunne godt tænke mig, at statsministeren kunne sige lidt mere om, om man snart forventer, at der kommer noget i regeringsperioden, for vi synes, at det kunne sende et stærkt signal, også til omverdenen, om, at vi reelt står sammen og kan samarbejde i rigsfællesskabet, hvis vi kunne blive enige om en arktisk strategi. Så er der en eller anden tidslinje for, hvornår vi håber at der kan komme noget?

Statsministeren.

Jeg har selvfølgelig også et ønske om en fælles arktisk strategi, men der har været ønske fra den nye regering i Grønland om at have noget tid til at lave sit eget interne arbejde i Grønland, før vi laver en fælles arktisk strategi, og det har vi i hvert fald valgt fra regeringens side at respektere.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Først og fremmest vil jeg gerne takke statsministeren for det gode samarbejde, vi også oplever mellem de socialdemokratiske partier gennem landsdelene. Jeg synes også, det er vigtigt, når vi snakker om det med en forsoning mellem landene, at pointere, at vi har haft tidligere statsministre for Danmark, som har nægtet at lave et fælles forsoningsarbejde sammen med Grønland, hvor Grønland blev nødt til at stå alene, selv om der skal to til at lave sådan et arbejde. Derfor vil jeg også give en stor ros for det mod, det kræver for at tage det første skridt som dansk statsminister på Danmarks vegne mod en reel forsoning ved bl.a. at give den her undskyldning, og den store respekt, der kommer ved bl.a. at respektere, at Grønland gerne vil have sin egen arktiske strategi, i stedet for bare at dumpe det i hovedet på dem, som vi nærmest har oplevet det førhen i tiden. Jeg vil egentlig gerne spørge lidt ind til det klimasamarbejde, man også har snakket om, netop fordi klimaet er en rigtig vigtig del af det grønlandske samfunds arbejde, og hvordan vi samarbejder om det, ikke blot gennem rigsfællesskabet, men også på et udenrigspolitisk plan.

Statsministeren.

Tak for det spørgsmål. Vi havde et rigtig godt samarbejde i rigsfællesskabet op til COP26 i Glasgow. Jeg tror også, det er første gang op mod en COP, at vi har valgt at lade rigsfællesskabet fylde. Vi tog til Glasgow sammen – det synes jeg jo sender et stærkt signal, også til resten af verden. Og så har vi nu et konkret samarbejde i forhold til vandkraft, som jo altså er et eventyr i mine øjne i forhold til vedvarende energi i Grønland. Jeg synes, det er rigtigt at sige, at ét er, hvad vi kan samarbejde om internt i rigsfællesskabet, men som rigsfællesskab kan vi også fylde på den internationale scene, både fordi Grønland jo er visualiseringen af, hvor galt det går, og hvor hurtigt det går – altså isen smelter og ødelægger Grønland og ødelægger resten af jordkloden i virkeligheden – men også fordi vi er langt fremme med den vedvarende energi og vi har nogle ret stærke naturressourcer. Grønland har vand, vi har vind; så kan vi også være med til at vise, hvordan vi kan tage nogle af de nødvendige beslutninger for at imødekomme de klimaforandringer, som, hvis de får lov til at fortsætte, vil være fuldstændig ødelæggende for det grønlandske samfund. Så af mange grunde skal vi have løst den klimakrise.

Tak til statsministeren. Vi er nået runden rundt, og nu går vi så i gang med ordførertalerne, og dermed gælder også de normale regler for korte bemærkninger. Vi starter med de nordatlantiske mandater. Først er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Tak. Denne tale blev til i Nuuk på en kold forårsmorgen, hvor frosten og solen kæmpede, så vinterens sidste krampetrækninger endelig blev overmandet, og vi fik et længe ventet forår og den varme, som der kom fra solen. Der er koldt i Grønland i år, og når sneen falder endnu en gang, fornemmer man, hvor klar folk er til sommer, hvilket er forståeligt nok.

I denne uge deltog mere end 400 mennesker i Future Greenland, også nogle af vores kollegaer her i salen – tak for det. Fremtiden for Grønland definerer os, det grønlandske folk, og der er et klart ønske om at åbne Grønland op for et internationalt samarbejde og ikke mindst at styrke vores handel med andre lande. Naalakkersuisut er derfor nu i gang med at lave en udenrigs- og sikkerhedspolitik strategi, som skal sætte en klar strategisk retning for vores samarbejde med andre lande. Forventningen er, at den er klar her til sommer, og så skal vi i gang med kongerigets arktiske strategi.

90 pct. af Grønlands udenrigspolitik bør handle om at styrke samhandel og eksport med andre lande. Her er det også tankevækkende, at USA er ved at blive det største eksportmarked for Grønland. Det er nye tider, og det viser også, at forbindelsen mellem udenrigspolitik og erhvervspolitik bliver tydeligere og tydeligere. Det betyder også, at det er vigtigt, at man selvfølgelig respekterer, at Grønland har lov til selvbestemmelse på egne hjemtagne områder.

En af de vigtigste ting, som jeg tog med fra Future Greenland, er, at vi er nødt til at sikre, at der er en klar strategi for udviklingen af forsvaret, også når vi snakker Arktis, også hjemme i Grønland. Der er behov for, at der er en klar linje i forhold til grøn energi og i forhold til turisme. På forsvarsområdet med et kommende forsvarsforlig giver det sig selv, at der er brug for, at vi har en klar forsvarspolitisk linje, og at det er vigtigt, at det er Grønland, der er med til at sætte den.

På turismeområdet ved vi, at de nye landingsbaner kommer i 2024 både i Ilulissat og i Nuuk, men landingsbanerne gør jo ikke, at turisteventyret kommer af sig selv. Det er vigtigt, også når vi kigger på de nuværende tal for det øgede antal af turister, at vi kommer i arbejdstøjet og bruger knofedt i forhold til at sikre, at der både er samarbejde helt lokalt, men også internationalt i forhold til at udvikle turismen med særlig fokus på kvalitetsturismen.

I forhold til grøn energi er power-to-x på alles læber ved de internationale konferencer, og i forbindelse med Grønlands ønske om at udvikle brint til eksport og ønsket om mere vind- og vandkraftenergi er der også brug for, at vi snakker om en professionalisering af området. I dag er rigtig meget af det i Grønland centraliseret omkring Nukissiorfiit, vores nationale energiselskab, men det bliver også vanskeligt, når det er en nettostyret virksomhed, som skal være med til at sikre, at det her skal være et eksporteventyr for Grønland, så der er også brug for at træffe nogle politiske beslutninger, og jeg er rigtig glad for, at regeringen har indgået den her aftale, hvor man vil se på, om man kan være med til at bidrage særlig i forbindelse med vandkraft.

Samarbejdet mellem Grønland og Danmark er der stadig væk behov for – det er der slet ikke nogen tvivl om. Men Grønland orienterer sig også i højere grad mod Island og Canada. Grønland havde for nylig besøg af Islands statsminister, og Island er tidligere kommet med 99 anbefalinger til, hvordan man kan have et tættere samarbejde mellem Island og Grønland. Det er nye toner for mig at se, og det bliver mere og mere konkret, både når vi snakker om Island, men også når vi snakker om Canada. Det er tydeligt, når man er hjemme i Grønland.

Det betyder også, at behovet for at oppe sig fra dansk side er stadig mere presserende. Der er stadig væk mange områder, som er stærkt forsømte. Grænsehindringer og en to do-liste særlig på transportområdet er beskæmmende, men jeg ved, at transportministeren inden længe kommer til Grønland, og jeg ved, at hun kommer til at få rigtig travlt. I Grønland har vi ikke haft et bilsyn i snart 20 år, og der er behov for en lovgivning om snescootere, ATV'er og mange andre områder på transportområdet, som kræver, at vi også giver det noget større politisk opmærksomhed.

På den positive side vil jeg gerne rose regeringen for at prioritere, at samtykkeloven bliver sat i kraft for Grønland. For kun et år siden trådte den i kraft for Danmark, og jeg mener egentlig, at det er sådan, vi burde gøre med alle love. Det åbner også op for en diskussion om, hvorvidt der bør være en automatisering, sådan at når love bliver opdateret i Danmark, så er man også opmærksom på at opdatere lovene i Grønland. Det gør op med den praksis, der har været, hvor grønlandske love bliver opdateret 10-15 år efter.

Et konkret eksempel, som jeg i hvert fald synes er beskæmmende, og som jeg synes vi skal huske på, er, at abortlovgivningen er helt tilbage fra 1975. Altså, det er næsten 50 år siden, der blev lavet en abortlov i Grønland. Det er simpelt hen et område, hvor vi i fællesskab er nødt til at sikre, at det bliver opdateret hurtigere, og sikre, at det selvfølgelig er tidssvarende. Alt det her er med til at sikre, at vi sidestiller Grønland og Danmark; det er med til at bidrage til en øget ligeværdighed.

DR har i de sidste mange uger haft et tema om Grønland. Podcasts, debatprogrammer og ikke mindst den nye dokumentar »Historien om Grønland og Danmark« har sat fokus på Grønland. Og timingen er god, og den er vigtig. Tidligere på året gav statsministeren en officiel undskyldning til de såkaldte eksperimentbørn, både her i Danmark og i Nuuk. Det var en rørende dag, en vigtig dag og en historisk dag. Og det, som kunne se ud som en afslutning på et grumt kapitel i vores fælles historie, var det ikke, men det åbnede op for begyndelsen på forhåbentlig en forsoning mellem Grønland og Danmark. Undskyldningen gjorde op med billedet af Danmark som den gode koloniherre og åbnede op for en ny og mere ligeværdig relation mellem Grønland og Danmark, fordi vi følte os set og vi følte os hørt. Det, der var foregået, var ikke i orden, og det var ikke kun os fra Grønland, der så det og anerkendte det; det gjorde den øverste folkevalgte fra Danmark også nu. Så jeg vil gerne sende en særlig tak til statsministeren for at have modet til at give en officiel undskyldning.

I en fælles historie bør forsoning være gensidig og involvere begge parter. Det er ikke kun ét land, der kan forsone sig med sig selv i en relation mellem to parter. Derfor vil jeg også i dag opfordre statsministeren til at se eksperimentbørnene og vores fælles historie i et bredere perspektiv. På stribe kan jeg ud over eksperimentbørnene nævne juridisk faderløse, ulovlige adoptioner og spiralkampagnen. Vi skal være i stand til at forbinde prikkerne for at kunne se det større billede, og vi har brug for en konstruktiv forsoning – og denne gang en, hvor Danmark engagerer sig. Det skal ikke være som tilbage i 2015, hvor der blev peget fingre og talt nedladende, også fra Grønlands side. Men det bør være et fælles projekt med et mål om en større ligeværdighed og en mere ligeværdig fremtid for øje. Man kunne overveje, om der skulle være en sandhedskommission, som foreholdt os de kapitler i den fælles historie, som vi er nødt til at lære af, så vi ikke gentager de dumheder og de fejl, men træffer nogle bedre og klogere beslutninger.

Det leder op til det videnudspil, som IA er kommet med, fordi vi ønsker, at der er brug for mere viden om hinanden. Det er jo skævt, når man i Grønland ved rigtig meget om Danmark, men at man i Danmark ikke ved særlig meget om Grønland. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at der både i skoler og i gymnasier, men også i medierne, var et større fokus på Grønland. Og ja, vi har set det de sidste par uger, men det er jo ikke nødvendigvis vedvarende, at der er det fokus på Grønland, og nogle gange er det næsten tilfældigheder, at der kommer ting om Grønland.

Så lad os se på, hvordan vi måske både kan kigge på lovgivningen, men også kigge på, hvordan vi i både et skoleforlig og et medieforlig styrker viden om Grønland. Og jeg vil opfordre til, at der bliver et særligt fokus på børn og unge, for ser de det både i folkeskolen og så også i f.eks. Ramasjang, tror jeg også, det kommer til at styrke relationen mellem Grønland og Danmark på den lange bane. Og jeg tror, at vi strategisk har et ansvar, men sådan set også en interesse og et ønske, i forhold til at vi skal vide noget mere om hinanden, for på den måde kan man sikre, at ligeværdigheden bliver styrket, og at man på den måde forhåbentlig også kommer til at få et godt samarbejde fremadrettet.

Med de ord vil jeg sige tak. Jeg glæder mig til debatten.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Lidegaard.

Tak for en, synes jeg, virkelig interessant og god tale. Man kunne stille mange spørgsmål, og jeg kommer tilbage til nogle af dem. Jeg var med fru Aaja Chemnitz Larsen i Grønland den her gang og deltog i samme konference og forlod også Nuuk, må jeg sige, med en fornemmelse af, at der er en rivende udvikling i Grønland i øjeblikket og mange positive elementer, men det var også med nogle erkendelser, som jeg kommer tilbage til i mit indlæg, både om fortiden og fremtiden.

Men noget af det, der slog mig allermest den her gang efter at have deltaget i de 2 dages konference, var i forhold til alle os, der drømmer om at skabe flere investeringer og en større økonomisk aktivitet, der også skal kunne give grobund for større selvstændighed på det økonomiske område især, manglen på arbejdskraft, som vi jo også bøvler med her i Danmark, men hvor der dog er et større arbejdsmarked at tage af, kan man sige, og også en større tilgang af udenlandsk arbejdskraft. Og hvis man gerne vil lave vandkraft – og jeg synes, det er fabelagtigt, at vi har sat det arbejde i gang – og hvis man gerne vil lave et bedre socialarbejde, så mangler man medarbejdere. Hvad kan vi gøre?

Ordføreren, værsgo.

Tak. Først vil jeg sige, at noget af det, jeg kæmper for, er, at vi får det moderne Grønland frem, særlig i mediebilledet. For jeg kunne godt tænke mig, at der også i nyhedsudsendelserne kom noget mere om Grønland, og særlig det moderne Grønland, for hvis vi kun har det historiske blik, kommer vi til at regenerere nogle fordomme. Så den pointe vil jeg gerne lige gentage.

I forhold til mangel på arbejdskraft tror jeg, at det på den lange bane handler om at uddanne nogle flere i Grønland, og jeg tror også, at man som arbejdsgiver i Grønland til enhver tid vil ansætte nogle, der har grønlandsk baggrund, og som er dygtige og stabile og gode medarbejdere, for det skaber noget kontinuitet.

Men Grønland er også nødt til at erkende, at vi altid vil have brug for, at der kommer noget arbejdskraft udefra. Og helt konkret er en fasttrackordning noget, som jeg synes vi er nødt til at sikre endnu bedre. For vi har lavet en ordning – med hiv og sving – men den er ikke lige så hurtig, som vi egentlig har ønsket, så den automatisering, som jeg ved der er på Færøerne, er noget af det, man godt kunne kigge på sådan helt konkret at forbedre.

Martin Lidegaard.

Ja, jeg er meget enig i, at det at få det moderne Grønland, havde jeg nær sagt, virkeliggjort i Danmark, er en utrolig vigtig ting. Jeg er også enig i, at uddannelse – ligesom i Danmark – er afgørende, og et nøglespørgsmål er, hvordan vi får flere grønlændere med de rette kvalifikationer ind på det grønlandske arbejdsmarked. Det er også en af de sværeste ting – lad os være ærlige om det – både på grund af en sprogdiskussion, men også på grund af en social diskussion. Og jeg ved ikke, om Danmark kan bidrage her, eller der kan ske nogle andre ting, der kan være med til at løse det problem.

Ordføreren, værsgo.

Mange tak. Jeg tror, at den helt tidlige indsats fra 0 til 3 år vil gøre en kæmpe forskel i det grønlandske samfund, også hvor vi ikke er så mange mennesker. Jeg synes egentlig, der er nogle ret store fordele i, at vi bor nogle små steder, hvor vi typisk også kender folk, og det kunne være superinteressant at vende det til, at vi lavede en opsøgende social indsats, i stedet for at vi sidder og venter på, at sagerne kommer ind på en sagsbehandlers bord.

Så jeg synes virkelig, social innovation kunne være med til at rykke det grønlandske samfund både inden for det sociale, men også uddannelsesområdet.

Sjúrður Skaale.

Tak for det. Ordføreren talte jo om, at abortlovgivningen i Grønland er gammel, den er fra 1975, en gammel dansk lov, kan jeg forstå. Hvordan ønsker ordføreren helt konkret at den ændres i Grønland?

Ordføreren.

Der er lidt to veje, man kan gå. Enten kan man indgå i en dialog mellem naalakkersuisut og regeringen for at sikre, at samtlige love i virkeligheden bliver løftet op på niveau, og at alle bliver tidssvarende. Alternativt kan man jo vælge helt specifikt at kigge på abortlovgivningen og så sikre, at den i hvert fald bliver opdateret. For vi har rigtig mange aborter i Grønland. Vi har faktisk flere aborter, end der er fødsler.

Så det er et område, som vi er nødt til at kigge på. Alternativt kunne man jo også kigge på, om det var et område, man gerne vil hjemtage, og der er jo en del af familieretten, som måske i virkeligheden løses bedre i Grønland. Det er jo måske det her princip om, at jo tættere på borgeren, man træffer en beslutning om, hvordan det skal udføres, jo bedre udføres det. Det tror jeg sådan set gælder specifikt inden for familieretten.

Sjúrður Skaale.

Tak for svaret. Ja, jeg tænkte nemlig, at én ting er den formelle lovgivning om abort, og at en anden ting er abortområdet, og nu sagde ordføreren selv, at der er rigtig mange aborter i Grønland. Tænker ordføreren, at man burde få en lovgivning, der sigter på at begrænse antallet og være behjælpelig på alle mulige måder over for kvinder, der kommer i den situation, således at man på sigt kan begrænse antallet af aborter?

Ordføreren.

Min oplevelse er, at alle i Grønland på tværs af partier er for fri abort, og det vil jeg også sige at jeg er en meget, meget stærk fortaler for. Det er noget, som vi altid har haft, og noget, som jeg vil kæmpe for til enhver tid.

Men jeg synes, der er brug for, at vi har en debat om, hvordan vi kan sikre, at særlig antallet af uønskede graviditeter – for det er jo sådan set det, der er det interessante – bliver nedbragt. Der synes jeg, det er vigtigt, at vi i Grønland tager et større medansvar i forhold til at sikre, at vi har debatten, men at vi også snakker om, hvordan vi kan opdatere abortlovgivningen, så den passer til virkeligheden.

Hr. Christian Juhl.

Tak for det. Jeg hængte mig mest i det der med, at ordføreren vil have, at det, når vi laver ændringer af dansk lov, automatisk også skal gælde i Grønland. Men er der ikke reelt et dilemma i det? Vi har jo ofte diskuteret indbyrdes, at Grønland gerne selv vil lave sine love, og at man i det omfang, det passer med grønlandsk kultur og interesser, kan tilknytte sig, men at man ellers gerne vil lave sine egne love.

Hvordan løser man det dilemma? For det er jo ikke nok bare at kopiere dansk lovgivning. Jeg tror, vi får problemer i Grønland, hvis vi gør det.

Ordføreren.

Tak for det, og også tak for at få den nuance med, for det er supervigtigt. Jeg mødtes med Grønlands advokatforening, da jeg var i Nuuk forrige gang, og noget af det, de ønsker, er, at der er flere folketingslove. Det vil sige, at det er love, der er skrevet ud fra et grønlandsk behov sådan helt fra bunden af, frem for at der er de her kongelige anordninger, som egentlig er en dansk lov, som vi laver en kopi af, og hvor vi så typisk piller nogle rettigheder ud og gør det de her 10-15 år efter.

Så ja, jeg synes, der er brug for en overordnet debat om, hvad det er for nogle områder, hvor vi ønsker at der skal være folketingslove, og hvor det er, vi ønsker, at der er en automatisering af forskellige anordninger. Det synes jeg er en spændende og vigtig diskussion at tage.

Christian Juhl.

Ja, for det kunne jo være lige så spændende, hvis Grønland sagde: Vi har brug for en lovgivning for hele rigsfællesskabet, der kommer til at se sådan og sådan ud. Der opfatter jeg det nogle gange sådan, at Grønland og også Færøerne er noget tilbageholdende med at sige: Vi synes, at rigsfællesskabet skal indrettes på den og den måde, og derfor synes vi, at vi skal have en fælles lov, der hedder det og det. Jeg synes, det kunne være spændende, hvis vi udviklede den diskussion, for så var det et ligeværdigt fælles rigsfællesskab, hvor vi alle sammen bød ind med love, og det er som regel fra de danske ministre, der kommer forslag til love.

Ordføreren, værsgo.

Da jeg stod på scenen til Future Greenland, og det tror jeg at dem af mine kollegaer, der var med, kan bekræfte, så sagde jeg, at det lidt er en oplevelse, særlig på lovgivningsområdet, at Danmark venter på Grønland, og at Grønland venter på Danmark, og at der i mellemtiden ikke rigtig sker noget. Jeg tror, man er nødt til at italesætte, hvem det egentlig er, der har ansvaret, og som udgangspunkt tænker jeg, at det er os, der har interessen i det, og at det er os, der bør tage initiativet. Og det er jo selvfølgelig også derfor, man, hvis der sker en automatisering, skal diskutere, at der på en eller anden måde skal være nogle principper lagt ned over det, som naalakkersuisut kan se sig selv i. Men diskussionen er vigtig.

Christoffer Aagaard Melson.

Tak for et spændende indlæg, jeg vil sige især også på mediedelen. Nu er det jo meget aktuelt med de forhandlinger, der er lige for tiden, at det er et problem for vores demokrati at tage beslutninger i forhold til rigsfællesskabet, at der er så lidt nyhedsdækning af, hvad der sker i rigsfællesskabet, så fuld opbakning til den del i talen.

Jeg vil spørge til noget lidt andet i kraft af ordførerens rolle som formand for Arktiske Parlamentarikere, altså om ordføreren kan sige lidt om, hvordan hun ser på situationen i Arktisk Råd, og hvad det betyder for rigsfællesskabet, at de øvrige lande har trukket sig ud, fordi man ikke vil samarbejde med Rusland. Hvad betyder det for jeres arbejde som arktiske parlamentarikere fra rigsfællesskabet, måske især ud fra et grønlandsk perspektiv, men egentlig også for hele rigsfællesskabet? Hvordan skal vi i ordførerens øjne fremadrettet håndtere den situation, der er opstået i Arktisk Råd, og hvilke konsekvenser kan det få?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil sige, at det har været meget, meget tydeligt, som statsministeren også var inde på, at et bredt flertal i Grønland bakker op om, at Grønland er med i NATO, og Grønland står også på Vestens side i forhold til krigen i Ukraine. Og det påvirker os i Arktis selvfølgelig på en anden måde, end det gør i Danmark, kan man sige, men det er også vigtigt, at vi tager det medansvar. Det er vigtigt at få understreget.

I Arktiske Parlamentarikere har vi valgt at genoptage vores arbejde, men uformelt, fordi vi mener, at klimakrisen f.eks. ikke kan vente på, at krigen i Ukraine er ovre. Der er brug for det samarbejde, som der er om de ting, som vi trods alt er ret enige om mellem de syv andre lande, og det er vi nødt til at genoptage, men det bliver uden Rusland, og det er også meddelt til Rusland. Vi har så ikke fået en tilbagemelding, og jeg ved, at der er tre, der er blacklistet af russerne, og jeg ved jo ikke, om jeg selv står på listen. Men vi er nødt til at turde have det mod til at kunne sikre, at vi kan samarbejde.

Christoffer Aagaard Melson.

Tak for det svar. Tænker ordføreren, at det her er noget, der kommer til at blive permanent? Eller kan vi få noget op at stå uden Rusland? Og ligger vi på linje med de andre lande, i forhold til at vi vil fortsætte? Eller er der forskellige holdninger i kredsen til, hvordan det her skal køre fremadrettet?

Ordføreren.

Mange tak. Min oplevelse er klart, at vi ligger på linje, og det var ekstremt tydeligt for mig, da jeg havde bilaterale møder med de enkelte medlemmer og vores kollegaer i de forskellige parlamenter. Og til maj næste år kommer Norge til at overtage formandskabet i Arktisk Råd, og jeg tror, man er nødt til at tage stilling til, om man skal genoptage et arbejde uden Rusland. Det er i hvert fald en diskussion, som jeg synes man er nødt til at tage.

Hr. Karsten Hønge.

Konferencen Future Greenland, som blev afviklet i sidste uge i Nuuk, har været nævnt et par gange, og jeg havde selv stor fornøjelse af at deltage. En af de ting, jeg vil tage frem her, er, om jeg kunne bede fru Aaja Chemnitz Larsen om at sætte nogle flere ord på det store tema, der tager udgangspunkt i lufthavnene. Ud over at Danmark jo selvfølgelig har en interesse i, at Grønland får en selvbærende økonomi, så vil Danmark jo også være medfinansierende af lufthavnene.

Vi bygger lufthavnene, mens infrastrukturen bagved åbenlyst mangler. Altså, der mangler hotelkapacitet, og ud over hotelkapacitet mangler der det netværk af virksomheder, der skal sende turisterne ud at opleve de ting, som de ønsker at opleve. Så hvordan kommer vi videre end til det bare at bygge lufthavne, som jo sådan set bare er anlæg på jorden? For det er jo ikke det, der skaber noget i sig selv.

Ordføreren.

Tak. Noget af det, jeg hørte ved Future Greenland, som jeg syntes var ret tankevækkende, var, at man forventer, at der kun kommer 2 pct. flere turister med de nye landingsbaner. Jeg har ikke fået bekræftet det her tal, men jeg synes, det er tankevækkende. Og det er derfor, jeg siger, at der ligger et kæmpestort stykke arbejde fremadrettet.

Når man så samtidig hører, at al hotelkapacitet i Ilulissat faktisk er opbrugt året ud, så er der jo behov for, at vi tænker os om i forhold til at sikre både overnatningspladser, men sådan set også, at der er nogle tilbud til de mange turister, som vi egentlig gerne vil have, men at vi også taler meget mere om branding. Det er jo sådan, at Danmark har engageret sig i forhold til de her lufthavne og også har en tredjedel af ejerskabet i forhold til Galasik Airport, og jeg synes sådan set, at man i fællesskab er nødt til at snakke lidt om, hvordan vi sikrer, at det ikke bare er nogle pæne landingsbaner, der ligger, men at vi reelt også får skabt noget vækst på baggrund af de her landingsbaner. Og der ligger der altså et kæmpestort stykke arbejde for Grønland først og fremmest, men også i en dialog med Danmark om, hvordan vi kan styrke det her område.

Karsten Hønge.

Ja, men lige præcis. Så hvordan er det, vi kan hjælpe hinanden med at komme videre, for der er jo netop ikke nogen, der har interesse i bare at lande et sted og så komme ind på et hotel. Nu mangler hotelkapaciteten, så vi risikerer jo – først og fremmest fra Grønlands side – at stå her med en kæmpe investering. Det er jo en mega investering i sådan en grønlandsk økonomisk sammenhæng. Så hvordan er det, vi kommer videre? Er det ved et yderligere samarbejde mellem virksomhederne i Danmark, eller skal det ske på det politiske niveau? For som det ser ud nu, synes jeg, at det ser nærmest faretruende ud, altså at vi får lufthavnene, uden at man kan absorbere de turister, som det er meningen der skal komme.

Ordføreren.

Først og fremmest ser jeg jo gerne, at det er de grønlandske virksomheder, som også tager initiativ, men også at der er investorer udefra, der er med til at underbygge projekterne. Men jeg synes, at branding egentlig er svaret på det, som Karsten Hønge efterlyser.

Jeg har tidligere og ved sidste finanslov taget med, at jeg synes, vi er nødt til at sikre noget branding, men det var måske lige en tand for tidligt, fordi landingsbanerne først er færdige i 2024. Men branding bør vi investere nogle penge i at sikre, for vi er også i konkurrence med Island f.eks.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam, værsgo.

Ordføreren kom ind på Forsoningskommissionen, som jo også i sin tid, i 2013, under Siumuts ledelse, var et projekt, der blev igangsat sammen med Siumut, Atassut og Partii Inuit, derfor er det også glædeligt at høre Inuit Ataqatigiit stå her og sige, at der har været det behov, og at det er vigtigt, at det også tages fra begge sider. Det blev så også sagt fra ordførerens side, at der tilbage i 2015 blev peget fingre og talt nedladende, også fra grønlandsk side, og jeg havde håbet på at få en lidt mere uddybende kommentar omkring det.

Ordføreren.

Mange tak. For det første synes jeg, at det er vigtigt, at vi gør det på en anderledes måde, for jeg synes ikke, det var en god måde. Den tidligere landsstyreformand, formanden for naalakkersuisut, Aleqa Hammond, sagde dengang, at det eneste gode, vi har fået ud af Danmark, er at lave brun sovs. Det synes jeg er nedladende, og som grønlænder synes jeg ikke, at det var måden at gøre det på. At man så fra den danske regerings side valgte at sige, at de ikke ønsker at deltage, synes jeg er ærgerligt, men det tror jeg også er et udtryk for den retorik, som vi selv kommer med.

Det er sådan set et ønske om at bygge bro mellem Danmark og Grønland og sige: Lad os gøre det på en anden måde, og lad os selvfølgelig sige, at det er noget, der er sket i fortiden, som vi ikke ønsker at gentage. Vi har den her sag med tvangsanbringelser af grønlandske børn, som vi har taget et initiativ til en høring om, og som jeg ved Siumut har afsat nogle penge til en undersøgelse om, hvor det også er vigtigt, at vi ikke gentager nogle fejl, fordi vi ikke er opmærksomme på sprog og kultur.

Så jeg tror, at der er nogle tråde, der trækker op til i dag, som vi er nødt til at forholde os til, men jeg ved også, at Inatsisartut har sagt, at vi er nødt til at kigge på Forsoningskommissionen igen.

Tak for det. Fru Aki-Matilda Høegh-Dam, værsgo.

Det er fuldstændig korrekt, og vi skal jo også bakke op om Inatsisartut, og jeg ved også, at begge vores partier samarbejder om netop en sandheds- og forsoningskommission lige i øjeblikket. Så jeg vil ikke andet end sige, at vi bliver nødt til at stå sammen om det. Og så har jeg også en lille fodnote om, at det senere hen også er kommet frem, at den daværende siumutleder sagde det under en middag som en joke, idet hun selv var glad for at lave brun sovs.

Ordføreren.

Mange tak. Så vidt jeg ved, var det fremført som en del af et offentligt foredrag, og det synes jeg bare ikke er befordrende for et godt samarbejde.

I forhold til Forsoningskommissionen er der faktisk kun én anbefaling, der er fulgt op på, og det er den undskyldning til eksperimentbørnene, som der er blevet sikret. Jeg synes, det er tankevækkende, at når vi laver et stykke arbejde med gode fagfolk, som kommer med en række anbefalinger, har vi selvfølgelig selv et ansvar for at følge op på de gode anbefalinger, som der er, og der synes jeg, at der er et stykke vej endnu.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre i rækken. Nu er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Rigsfællesskabet eksisterer ikke. I dag har vi rigsfællesskabsdebat i Folketinget, men rigsfællesskabet eksisterer slet ikke. Man får det til at lyde, som om vi har et føderalt samarbejde mellem tre ligeværdige stater, hvilket jo slet ikke er tilfældet, som om vi har indgået multilateralt samarbejde, der igennem årtier har sikret mutual benefit-aftaler, men det er ikke den konstruktion, der findes. I stedet lever vi i et levn af den danske kolonihistories kongerige – en historie, som hovedsagelig er blevet skrevet af Danmark for Danmark; som en gerningsmand, der grundigt dokumenterer, hvorfor det nu lige var, at alle de overgreb, der var blevet begået, var sket af helt særlige årsager i den bedste mening – modbydelige handlinger pakket ind i pyntede ord og selvretfærdighed – men uanset hvordan man pakker det ind, er konsekvenserne for den grønlandske befolkning stadig de samme.

Igennem disse år – det har I måske allerede regnet ud, men derfor kan jeg godt sige det højt alligevel – er jeg ikke her for at rose det såkaldte rigsfællesskabs historie. Det er man nemlig rigtig dygtig til selv. Nej, jeg er her for at dele kalaallits/inuits historie – en version, der ikke altid glæder det danske folk – som pludseligt får frataget rollen som en arktisk helt i et perspektiv med grønlandske briller, der gang på gang var blevet overhørt og tysset ned. Derfor er det vigtigt, at vi anerkender værdien af den grønlandske fortælling. I årevis har Danmark holdt fast i fortællingen om Danmark som den gode kolonisator, men efter at utallige modige kalaallit/inuit har stået frem og ytret sig, er flere modige journalister fra både Grønland og Danmark begyndt at grave ned i sandheden om vores fælles historie.

Tilbage i 1950'erne og frem indførte Danmark en politik, som skulle integrere Grønland som en ligeværdig del af det danske kongerige. Beslutningen blev, at kongeriget skulle bestå af ét land, ét sprog, ét folk. For at få det til at lykkes var det vigtigt, at grønlænderne kendte deres plads, og at man kunne blive belønnet i et system, hvis man var dansk eller blev dansk nok. Det resulterede i det ene hæslige politiske tiltag efter det andet, og for bare at komme med blot nogle få eksempler:

Bortførelser af grønlandske børn, som blev frataget deres familier for at gøre dem danske; andre børn, der blot forsvandt, hvis forældre aldrig gav samtykke til adoption, og som I selv ved, blev en del grønlandske børn en del af et eksperiment. Fødestedskriteriet blev indført, hvilket var en racistisk og undertrykkende lov, som betød, at grønlænderne skulle have mindre i løn end danskere i Grønland. Juridisk faderløse børn blev født i det danske kongerige – et kongerige, som havde besluttet sig for at beskytte de danske håndværkere, som kom til Grønland og fik børn – børn, som fædrene ikke skulle have noget som helst medmenneskeligt ansvar over for, men man blev jo nødt til at tage hensyn til håndværkernes ægteskaber derhjemme i Danmark. Tvangsnedlukninger af aktive, velfungerende byer, så familier og venner blev splittet i alle retninger; spiralskandalen, hvor Danmark besluttede sig for at tvinge piger helt ned til 13-årsalderen til at få en primitivt udviklet spiral blot for at spare penge ved at formindske den stigende fødselsrate i Danmark, hvilket endte med sterilisering for mange. Og jeg kunne blive ved med at holde spejlet op foran jer: børnebortførelser i bedste mening, økonomisk racediskrimination i bedste mening, folkemord i bedste mening.

Uanset hvordan man nu end har vendt og drejet og pyntet historiebogen, er alle de traumer, alle disse konsekvenser ikke noget, der bare ligger hos nogle få mennesker. Det ligger som en tung dyne i befolkningen, og alligevel er det robuste kalaallit/inuit et af de stærkeste folkefærd i historien. Vi fra Grønland er endda stærke nok til at tilgive og komme videre, og det har vi udtrykt gang på gang.

Men for at bearbejde de mørke kapitler i vores historie er det også vigtigt, at vi fra begge sider anerkender, hvad der virkelig er sket uden pynt og omsvøb. I 2013 ønskede Grønland en Forsoningskommission mellem Grønland og Danmark, som skulle afdække og hjælpe folk med at komme videre. Alligevel meddelte den daværende statsminister, at Danmark ikke ville deltage. Grønland måtte stå alene med en forsoning, men det giver sig selv, at to parter ikke kan forsones, når den ene nægter at deltage. Man får jo næsten lyst til at spørge sig selv om, hvad det var, Danmark var så bange for.

Derfor var det mig en stor ære at være vidne, da den socialdemokratiske statsminister under sin første åbningstale for året 2019 gav et kram efter mit ønske om undskyldning og efterfølgende fra talerstolen sagde, at den undskyldning ville blive givet. Hun tog fra dansk side det første rigtige skridt mod forsoning.

Alt er ikke kun mørkt og dystert. Tiderne udvikler sig, men det er vores eget ansvar i dag at holde gang i den udvikling. Der er masser af arbejde at tage fat i, fordi der stadig er lang vej hen imod et reelt sandheds- og forsoningsarbejde. Vi skal ikke længere pynte på historien til uigenkendelighed. Vi skal derimod lære af historien. Vi skal kunne forstå, hvad vi kunne have gjort bedre, og vi skal udvikle os.

Med henblik på at forhindre, at historien uhensigtsmæssigt gentager sig, vil jeg bl.a. gøre opmærksom på, at de grønlandske børn i Danmark bliver tvangsfjernet syv gange oftere end i danske familier. Disse børn risikerer at miste deres sprog, deres kultur, deres identitet. Endnu en gang står vi grønlændere og mister vores børn i dagens Danmark. Så vil nogle påstå, at det bare drejer sig om grønlandske forældre, der ikke kan tage ansvaret for deres egne børn. Og der vil jeg gerne anerkende, at der kan fremkomme tilfælde, hvor anbringelser er på sin plads. Men det er også værd at bide mærke i, at de typer af testning, der bl.a. bliver brugt til at vurdere forældrenes kompetencer, hverken tager højde for de sproglige eller kulturelle forskelle mellem Danmark og Grønland, hvilket også kom frem i denne uges DR, nemlig i P1-morgenudsendelser. Jeg har personligt snakket med en hel del grønlandske børn, der nu også er blevet anbragt uden for hjemmet. Desværre er det et kendetegn for dem alle, at de oplever racisme, og at de oplever tab af sprog og kultur. Her er det vores opgave at sikre to ting; for det første, at retssikkerheden for forældrene skal være i orden, før man vælger at anbringe barnet; og for det andet, at barnet ikke bliver udsat for racisme eller mister sit ophav på baggrund af denne anbringelse.

Vi skal ganske enkelt skabe en bedre fremtid for kommende generationer, og hvis det er op til mig, skal vi kunne skrive en helt anden historie i fagbøgerne fra i dag af. Vi skal kunne skrive, at fra det år, statsministeren undskyldte for de såkaldte eksperimentbørn, så startede vi med at tage de første små skridt hen mod en reel forsoning mellem landene. Det skal kunne siges, at man begyndte at skrive historien med Grønland og ikke kun om Grønland, at man via selverkendelse, ærlighed, velvilje og fælles ansvar endte med at få et stærkt og smukt ligeværdigt samarbejde. Det er et stort arbejde, det var et stort arbejde, men i et reelt fællesskab kunne det sagtens lade sig gøre.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Søren Espersen.

Midt i ordførerens gennemgang af danskernes dårligdomme blev der også nævnt ordet folkemord. Det vil jeg gerne have uddybet.

Ordføreren.

Det er på baggrund af FN's definition af folkemord, hvor der er fem definitioner, herunder bl.a. at man fratager en befolkning sprog, identitet, men også, at man begynder helt intentionelt at sikre sig, at befolkningen ikke længere kan formere sig, hvilket bl.a. indgår i den spiralskandale, jeg også nævnte. Der var et pludseligt fald på 40 pct. i den grønlandske befolkning, og den eneste begrundelse, vi hørte fra Folketingets talerstol på daværende tidspunkt, var, at man gerne ville lave besparelser. Det medførte bl.a., at de grønlandske børn helt ned til 13-årsalderen fik indsat en primitiv spiral uden deres forældres eller deres eget samtykke. Og de her definitioner har været afgørende for, at jeg brugte lige netop det begreb.

Hr. Søren Espersen.

Jeg skal bare lige bede om en bekræftelse fra ordførerens side på, at danskerne har begået folkemord på Grønland – bare en bekræftelse af det.

Ordføreren.

Ja, hvis det ikke var tydeligt nok, kan jeg sige: Ja, jeg mener, det er klart, at der blev begået folkemord i Grønland.

Så er det hr. Karsten Hønge.

Nu er vi så et helt andet sted henne på dramaskalaen med det, jeg vil spørge om. Det handler om den grønne omstilling af det grønlandske samfund. I Nuuk og i de fleste andre grønlandske byer er det vel sådan, at halvdelen af bilparken kører under 10 km på literen, og literprisen på benzinen i Grønland i dag er 5,50 kr. Hvordan kan det harmonere med, at det samtidig er et af de lande, som bærernogle af de største omkostninger ved den globale opvarmning?

Ordføreren.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi netop kigger på det med klimaet. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi alle sammen tager et fælles ansvar for det, for hvis vi kigger på hele verdens klimaaftryk, kan vi se, at Grønland ligger meget lavt på listen over lande. Men når vi så kigger på, at der er for mange biler, i Nuuk f.eks., så bliver vi også nødt til at tage flere aspekter med. Lad os sige, at vi gerne vil have flere elbiler, hvilket også har været diskuteret i Inatsisartutsalen. I den forbindelse er det problematisk, hvis elbilerne ikke engang kan køre ordentligt i frostvejr, og hvis der lige pludselig opstår brand i elbilerne, hvilket ultimativt risikerer at skade Grønlands miljø yderligere. Så der er mange aspekter, man skal kigge på, men jeg er glad for, at spørgeren bringer det op, så vi eventuelt kan samarbejde omkring det.

Karsten Hønge.

Nu blev jeg helt trist over, at fru Aki-Matilda Høegh-Dam sådan taler elbilerne ned, for en af de positive oplevelser, jeg havde i sidste uge under konferencen, var faktisk et møde med en, der står for at udrulle ladestandere. Så det er faktisk den gode del af historien. Det sker jo. Det er rigtigt, at de ikke kører så langt på grund af det kolde vejr, men det er dog ikke så galt.

Jeg ved jo godt, at Grønland bare er et lille samfund, og alle lande kan bruge den begrundelse: Vi er jo bare et lille land. Den er der også nogle, der bruger i Danmark, hvor man siger: Hvad betyder udledningen af CO2 i Danmark, for vi er jo bare et lille land? Men hvis alle siger sådan, går det jo galt. Pointen er bare: I Grønland, som er hårdt ramt af den globale opvarmning, kører mange af bilerne under 10 km på literen, og benzinprisen er 5,50 kr. Det harmonerer ikke ret godt, synes jeg.

Ordføreren.

Nej, vi burde jo bare have endnu større og endnu bedre biler til at kunne køre i Grønland. Nu blev det jo også sagt, at der har været en konference, altså Future Greenland, der nærmest svarer til en Dansk Industri-konference, men bare i grønlandsk skala, hvor man inviterede rigtig mange danske eksperter til at komme og tale. Her er det også vigtigt at anerkende, at der er rigtig mange i Grønland, der netop ved, at de her elbiler simpelt hen ikke kan fungere i minus 30 grader eller minus 20 grader. Flere gange er det blevet bevist, at det er mere miljøskadeligt, og det skal vi bare også passe på med. Men jeg er glad for, at spørgeren bringer det op, i forhold til at vi kan samarbejde omkring det.

Hr. Sjúrður Skaale.

Der er faktisk svaret på det spørgsmål. Jeg blev lidt chokeret over de fire ord, nemlig at der skulle være begået folkemord i den bedste mening. Det er noget særdeles voldsomt at sige. Det blev så forklaret, hvad det betyder. Jeg er lidt udenforstående her, en observatør, og skal ikke blande mig i de opgør om historien, der er fra Grønlands side over for Danmark. Jeg kan måske nogle gange tænke, at man skal passe lidt på med at se for meget på sig selv som et offer, men sige: Jeg er ikke et offer og se fremad. Man skal selvfølgelig gøre op med fortiden, men det er også nogle gange en god idé at sige: Jeg tager ansvar for det her, hvor jeg er, jeg kigger fremad og hænger mig ikke så meget i det, der skete engang, og bruger voldsomme ord om det. Det kan måske nogle gange være en hindring for, at man når derhen, hvor man ønsker sig.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Først og fremmest skal jeg om begrebet folkemord være helt ærlig og sige, at da jeg hørte det første gang, tænkte jeg måske det samme, som rigtig mange herinde i salen tænker, for det lyder jo meget voldsomt. Man kommer nærmest til at tænke, at folk går rundt og skyder hinanden. Men det er jo ikke det, det handler om. Folkemord handler om, at et folkefærd bliver udryddet, og det er jo det, vi har set. Når vi snakker om den grønlandske historie, og når vi snakker om den tidligere kolonialisering og de overgreb, der er blevet begået mod den grønlandske befolkning, synes jeg også, at det er et mangelfuldt menneskesyn at kalde os for ofre. Jeg synes helt klart, at det – på trods af det vi har gået igennem – at vi alligevel er her i dag, alligevel holder fast i vores sprog og vores kultur, opbygger vores eget politiske retssystem og kæmper for vores selvstændighed, viser en kæmpe styrke. Vi bliver ved, vi kommer med konkrete forslag, og vi arbejder herinde i Folketinget og i Inatsisartut. Jeg synes simpelt hen, det er for mangelfuldt at kalde os for ofre.

Hr. Sjúrður Skaale.

Jeg synes, at den sidste del af svaret var meget fint. Det er det, der giver et drive til at komme derhen, hvor man gerne vil, altså at sige, at det skal man søreme på trods af alt. Det, der var min pointe, var, at det er vigtigt, at man ser fremad og tager sin skæbne på sig og siger: Uanset hvordan vi er kommet hertil, går vi fremad. Vi skal ikke glemme fortiden, men vi skal heller ikke hænge fast i den. Det var venligt ment. Tak.

Ordføreren.

Tak for det. Det er også, fordi vi nu er her i Folketingssalen. Jeg har lige været i Grønland og har bl.a. fulgt med i Inatsisartuts – det grønlandske parlament – arbejde, og jeg kan se, hvor travlt folk har med at få mange af de her ting igennem. Jeg synes, vi har en virkelig, virkelig flot repræsentation, sådan som det ser ud lige nu. Men jeg synes bare også, det er vigtigt, når vi står herinde i Folketingssalen og snakker om den historie, der netop gør, at vi overhovedet har to grønlandske folketingsmedlemmer, at begge parter tager ansvar, og at det ikke kun er Grønland, sådan som vi så det med Forsoningskommissionen, hvor Danmark ikke ville tage ansvar.

Hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for det, og tak for talen. Jeg tror, vi alle sammen herinde anerkender, at vi har en fælles fortid på godt og ondt. Og der har også været rigtig meget ondt og mange ting, der har været gjort forkert, og overgreb, der er begået. Men vi står, hvor vi står, og vi har et samarbejde, som vi også er mange der synes der er rigtig meget positivt i. Der er rigtig mange gode relationer på tværs af Grønland, Færøerne og Danmark. Der er rigtig mange ting, vi samarbejder om.

Så hvis vi også skal kigge på det sådan lidt fremadrettet, vil jeg spørge: Hvor ser ordføreren nogle steder, hvor ordføreren rent faktisk synes det giver mening at vi samarbejder på tværs af rigsfællesskabet, og er der måske områder, vi ovenikøbet kunne samarbejde tættere om og få endnu mere fælles gavn og glæde ud af og blive bedre til at samarbejde om?

Ordføreren.

Jamen først og fremmest er det jo vigtigt, at vi snakker om den konstruktion, der er nu, netop også for at forstå, hvilke mekanismer vi måske har misset i forhold til det, som bl.a. andre folketingsmedlemmer fra Grønland også har nævnt utallige gange, nemlig at der er nogle ansvarsområder, som Danmark lige til den dag i dag har varetaget, og som måske havde været bedre tjent med et nærdemokrati.

Men hvis vi tænker ud over det, er det jo helt klart, at vi skal samarbejde mere om det udenrigspolitiske i forhold til bl.a. klimaet og, i forhold til at vi bliver nødt til at stå stærkt sammen, at vi gerne vil have stærkere demokratiske værdier rundtomkring i resten af verden, og at vi gerne vil have, at udviklingen også går i den rigtige retning.

Hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for det. Er der nogle sagsområder, som ordføreren tænker kunne hjemtages? Altså, jeg tænker jo ikke, der er nogen her i Folketinget, der vil modsætte sig det, hvis man fra Grønlands side gerne vil hjemtage nogle områder. Det tror jeg man er åben over for. Er det en følelse, ordføreren har, at vi i Folketinget ligesom skulle modarbejde det, hvis man i Grønland gerne vil overtage nogle flere områder?

Ordføreren.

Nej, overhovedet ikke. Men det er også bare for at anerkende, at en af de grunde til, at jeg synes, vi skal være opmærksom på de her ting, er, at vi forleden f.eks. har set, at det grønlandske parlament selv har været med til at udarbejde en lov om seksuelle krænkelser af børn, hvilket ellers er et dansk ansvarsområde. Men lovgivningen blev lavet i Inatsisartut i Grønland og blev videresendt til Danmark, hvor Danmark så efterfølgende har bearbejdet den. Og det viser jo lidt, at vi har med en konstruktion at gøre, som måske ikke er helt optimal. Det var egentlig bare for at pointere det. Men der er ikke nogen modvilje, sådan som jeg ser det.

Hr. Christian Juhl.

Tak for det. Jeg vil gerne høre ordførerens syn på den udsendelse på fire afsnit, som jeg med stor fornøjelse har fulgt på DR. Der er også bygget et helt univers af podcast, debat, dokumentation, og hvad ved jeg, op. Jeg synes jo især, at det eminente samarbejde, der har været mellem museer i Danmark og Grønland, har været enestående, også med hensyn til den måde, de formidler på, for det kan i hvert fald forstås af mig. Hvordan ser ordføreren på det med kolonitidens briller på? Dem må ordføreren gerne beholde på for min skyld. Jeg synes, det har været en fornøjelse de sidste 5-6 uger.

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg med hensyn til den der historie, der kommer mere og mere frem om, også gerne give stor ros til mange af de journalister, om de så er fra Danmark eller Grønland, som er med til at afdække den her vigtige del af historien. Det, der også er med til det, er jo, at man for omkring 7 år siden lavede et medieforlig, hvor man bl.a. sagde, at der skulle være mere om Grønland. Når jeg snakker med de her journalister fra DR, så siger de, at det er en af grundene til, at de er blevet nødt til at sætte sig ned og spørge: Hvad er det lige, vi skal lave med hensyn til de her historier?

Det eneste, jeg synes har manglet lidt, er, at vi i forbindelse med den her historiefortælling også skal se det mere med grønlandske briller. Den udsendelse, som ordføreren refererer til, er en rigtig fin udsendelse, men jeg synes, at mange af de begreber, man bruger, og den måde, man igen opstiller Danmark på nærmest som den gode kolonisator, også kan være problematisk. Vi skal være gode til at nuancere historien, og vi skal være bedre til at inddrage et andet synspunkt, som det ses med grønlandske briller.

Christian Juhl.

Det er også godt at have rent danske udsendelser om Grønland og rent grønlandske udsendelser om Grønland og om Danmark. Jeg synes, at det er en fordel, at der i Grønland er aviser, som jeg kan følge med i, og at jeg ikke skal lære grønlandsk for at orientere mig, og jeg synes faktisk, at jeg bliver rimelig godt orienteret om rigtig mange debatter i Grønland. Det mangler vi fra Færøerne. Det er totalt umuligt for mig at læse færøsk, og jeg aner ikke, hvad pokker det er, de diskuterer deroppe, andet end det, jeg kan læse fra nogle overfladiske ting, jeg har taget ned fra nettet, og det bliver jeg ikke klogere af. Derfor mener jeg jo, at begge parter kan gøre noget, men vi har efter min mening også taget et ordentligt skridt med den her udsendelse.

Tak. Så får vi et svar fra ordføreren. Værsgo.

Ja, men der er rigtig meget af historien, som endnu ikke er blevet afdækket, og det er netop det, der er i gang. Det er jo ikke kun podcasts, men også radioudsendelser, og det er også noget, der foregår rent generelt. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi bliver ved med at fortsætte den udvikling, men at der også er en eller anden form for ydmyghed, i forhold til at den her historie faktisk mange gange rummer nogle traumer, som dele af den almene grønlandske befolkning, som stadig er i live den dag i dag, bærer rundt på. Så vi skal også være ydmyge over for, hvordan vi så præsenterer den historie.

Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak for talen til ordføreren, og også tak for indsatsen på vegne af Grønland. Jeg vil gerne starte et lidt konstruktivt sted, for jeg var i Sisimiut for ikke så lang tid siden, og jeg var rundt og besøge en masse, bl.a. på justitsområdet, og jeg synes på mange områder, at jeg kan mærke en klar forbedring af mange af de ting, som vi har arbejdet for i de år, hvor jeg også har siddet i Folketinget. Der sker en forbedring, og det synes jeg er supervigtigt, og jeg håber i høj grad også, at Kangerlussuaq bliver bevaret.

Så vil jeg kommentere lidt på det her med tvangsanbringelser af grønlandske børn. For i Grønland bruger vi faktisk de samme test, som man gør i Danmark. Og der er ingen tvivl om, at der er brug for, at vi både kigger på, om testene kunne blive tilpasset til grønlændere, men også på, om tolkningen skulle blive mere professionel, og om vi kan styrke indsatsen generelt i forhold til at sikre, at der ikke sker anbringelser på et forkert grundlag. Det tror jeg sådan set vi er ret enige om.

Men jeg synes også, vi er nødt til at have en diskussion derhjemme om, om det er godt, at vi bruger de test. Eller er der brug for, at vi også hjemme i Grønland gør noget mere i forhold til at sikre, at det sker på et ordentligt grundlag?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Først vil jeg gerne anerkende ordførerens indledende bemærkninger og sige tusind tak for dem og det samarbejde, som vores partier også har. Når vi snakker om de her tvangsfjernelser, som sker syv gange så ofte end for danske børn, er det jo også en helt anden måde at skalere det på. For hvis du bare laver det her i Grønland og ser på det med grønlandske briller, er der jo allerede taget højde for, at der kan være nogle misforståelser. Der er allerede taget højde for, at der er nogle sprog, man også skal tage hensyn til. Så det er jo også bare nogle helt nye mekanismer, vi står med.

Jeg synes bare, det er vigtigt at sige, at når man så er i Danmark, hvor der allerede er en ret lav retssikkerhed i forhold til tolkning, i forhold til sprogforståelse og forståelse af kulturforskelle, kan selv jeg, som ser så dansk ud, som man overhovedet kan se ud, og som snakker pæredansk, også blive udsat for nærmest at blive fortalt, at jeg skulle være autist eller et eller andet lignende, bare fordi jeg ikke lige forstod de helt eksakte hentydninger. Men den oplevelse får man ikke i Grønland. Selvfølgelig skal vi kigge på de her test generelt, men det har bare en helt anden vægt i Danmark, end det har i Grønland.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Tak. Jeg vil gerne anerkende, at der kan være fordomme over for grønlændere i Danmark, og jeg glæder mig også til, at det bliver en nuanceret debat, og jeg glæder mig virkelig til, at vi får den her høring den 25. maj.

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til ordførerens egen holdning til Parisaftalen, for jeg synes jo netop, at det her med, at vi også skal tage et globalt medansvar, også selv om det måske ikke er os, der er de største forurenere, er super vigtigt.

Ordføreren.

Først og fremmest skal det siges, at ordføreren spurgte ind til min personlige holdning, så derfor kommer jeg med min personlige holdning. Min personlige holdning er, at jeg synes, vi burde være med i Parisaftalen, men jeg synes også, vi skal være dygtigere fra grønlandsk side til at kigge ind i de aftaler, der også har været lavet i Parisaftalen, så vi sikrer os, at det generelt ikke er noget, der går ud over den befolkning, der allerede oplever nogle hårde konsekvenser i Grønland. Og det er der mulighed for, for hvis vi kigger i Parisaftalen, er vi jo stadig væk anerkendt som en slags udviklingsland, og udviklingslande har også en form for behov for at blive hjulpet i den rigtige retning, for at den grønne omstilling sker.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Edmund Joensen.

Tak. Rigsfællesskabets udfordringer er overskriften for dagens debat. De, der har hørt mig tale fra denne talerstol, kender min holdning til rigsfællesskabet – et fællesskab med uanede muligheder. Men jeg ved, at der også kan opstå udfordringer i vores fællesskab, udfordringer, som vi skal finde løsninger på, selvfølgelig.

Verden udvikler sig konstant, og det samme gør rigsfællesskabet. De seneste år har vi set, hvordan magtbalancen i kongeriget er tippet nordover, og hvordan fokus i højere grad har været rettet mod Grønland og Færøerne. Færøerne og Grønland har fået en større global opmærksomhed og derved også et større ansvar. Og det kræver, at vi tager ansvarsfulde beslutninger. Vi skal tage beslutninger, som vi ikke tidligere har været vant til. Derfor er Sambandsflokkurin i Folketinget kommet med et udenrigspolitisk udspil, hvor vi analyserer nogle af de udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer, som vi har identificeret i rigsfællesskabet. Samtidig har vi også løsninger på disse udfordringer.

Den første udfordring er efter vores mening den såkaldte DFG-ordning. Udfordringen opstår, når Færøerne og Grønland ikke er enige, som DFG-ordningen kræver. Der er fra færøsk side behov for at repræsentere vores egne interesser, når de ikke er på linje med grønlandske interesser. Jeg kan f.eks. nævne prioriteringerne i Arktis og arbejdet i NEAFC. Derudover er det også et færøsk ønske at kunne repræsentere sig selv og at have egen stemme i internationale organisationer som f.eks. Nordisk Råd. Hvis disse udfordringer skal løses, kræver det først og fremmest vilje til det, som i sidste ende fører til ændringer i lovgivningen. Jeg ved, at der er en velvilje til dette på Færøerne, og jeg håber, at det samme gør sig gældende i Danmark, sådan at Færøerne får bedre muligheder for at lave aftaler og tage beslutninger, når det kun gælder Færøerne.

En anden udfordring handler om, når udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger skal tages på Færøerne, og en tredje udfordring handler om, hvordan de bliver taget. For sammenhængskraften mellem rigsdelene er det en udfordring, at de relevante færøske og grønlandske myndigheder ikke bliver inddraget tidligt nok i beslutningsprocesserne. Her kan jeg som eksempel nævne den arktiske kapacitetspakke, for når de initiativer, der er i den arktiske kapacitetspakke, bliver lagt frem, uden at den færøske og den grønlandske regering er inddraget forinden, skaber det uro. Når f.eks. beslutninger om radaren skal tages på Færøerne, har vi på Færøerne nogle interne udfordringer, da vi ikke har været vant til at tage lignende beslutninger. Løsningen på disse udfordringer er for det første en revurdering af DFG-ordningen, for det andet en tidligere inddragelse af færøske myndigheder og for det tredje en fast ramme, hvori beslutningerne bliver ratificeret.

De seneste uger er jeg flere gange stødt på en ny udfordring i medierne, blandt mine politiske kollegaer og blandt helt almindelige mennesker, som jeg har mødt på min vej. Jeg vil egentlig hellere kalde den udfordring for en misforståelse, og derfor har jeg set frem til dagens debat og muligheden for at opklare den misforståelse, som jeg håber kan blive ryddet af vejen en gang for alle.

Lad mig starte fra begyndelsen den 24. februar i år. For den samme dag, som Rusland invaderede Ukraine, meldte den færøske lagmand ud, at Færøerne ville følge Vestens og EU's linje, hvad angår sanktioner mod Rusland – dette, selv om Færøerne ikke er medlem af EU. Siden har Færøerne fulgt alle EU's og Norges beslutninger om sanktioner mod Rusland og gør det stadig. Til den udvidede partilederdebat i april bed jeg mærke i, at statsministeren understregede vigtigheden af, at vi følges ad i sanktionssporet i EU sammen med vores allierede, for det er der, vi er stærkest, sagde statsministeren. Jeg er helt enig, og det ved jeg at den færøske regering også er. Men man kan få det indtryk i debatten, der har kørt på det seneste, at nogle mener, at Færøerne skal sanktionere mere og hårdere end resten af EU. Det undrer mig.

Det er korrekt, at selve lovgivningen har været længere undervejs end eksempelvis i Danmark. Her er det vigtigt at huske, at Færøerne ikke er en del af EU og ikke har lavet lignende sanktioner før. Færøerne sidder ikke ved forhandlingsbordet i EU, og derfor tager lovgivningsarbejdet længere tid. Både de færøske myndigheder og virksomheder har handlet fra første dag, og det må trods alt være det, der tæller. De største færøske eksportører til Rusland meldte blot få dage efter invasionen, at de ville stoppe al eksport til Rusland, og der har de facto ikke været nogen færøsk eksport til Rusland siden invasionen – bortset fra forudbetalte varer, hvilket også har været tilfældet for EU og for Norge.

Dernæst er der de russiske skibe i færøske havne. Det har været gældende siden den 16. april som konsekvens af sanktionspakken fra EU, at der er forbud mod al adgang til havne i EU for fiskefartøjer registreret under russisk flag – med nogle undtagelser, bl.a. transport af fødevarer. Det er også gældende for Færøerne. Færøerne, EU og Norge har pligt til at forvalte vores farvande på bæredygtig vis. Færøerne, EU og Norge deler farvande med Rusland og har et fælles ansvar for at forvalte fiskebestandene i området. Ifølge undtagelserne kan russiske skibe omlaste de fisk, som de fisker i vores hav, i vores havne. Og så vil jeg sige, at hvis ikke denne omlastning skete i havnene, ville det ske på åbent hav eller internationalt hav, og så har vi en dårlig eller ingen kontrol med de mængder og de fiskearter, der bliver fisket af russerne. Det vil være en forsømmelse af vores pligt, hvis vi ikke holder kontrol med russerne. Lad mig minde jer om, at det samme er gældende i Norge og de andre EU-lande.

Til slut vil jeg derfor gentage, at Færøerne har været sig sit ansvar bevidst og har handlet fra allerførste dag. På 3 måneder er færøsk eksport til Rusland gået fra ca. 25 pct. af den samlede eksport til 0 pct. Det kan mærkes – det skal jeg love for. Så når Færøerne gang på gang bliver kaldt fodslæbende og pirater, der er mere interesserede i indtjening og eksport af fisk end at beskytte vores frihed og demokrati, er det helt og aldeles forkert. I bedste fald er det blot en misforståelse, som i værste fald risikerer at skabe unødig splittelse og konflikt i vores fællesskab. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Karsten Hønge.

Først og fremmest tak til hr. Edmund Joensen for at tage emnet op omkring Færøernes forhold til Rusland. Men kunne hr. Edmund Joensen prøve at komme lidt tættere på, hvorfor Færøerne – med det mest milde udtryk – må være fodslæbende i forhold til at få gennemført sanktionerne? For det er jo rigtigt, at udmeldingen efter overfaldet på Ukraine var, at Færøerne ville støtte sanktionerne. Men hvilken forklaring kan der overhovedet findes på, at der skal gå 2 måneder, inden man har lovgivning på plads? Jeg ved godt, at det kan være svært, når man ikke har haft sådan nogen sanktioner før. Jeg ved godt, at Færøerne ikke er medlem af EU. Men hvad er det for et signal, Færøerne sender her, ved at være så lang tid om at få det gennemført? Og jeg kan godt følge det, når hr. Edmund Joensen siger, at det, der tæller, er, at eksporten er stoppet. Det vil så sige, at Færøernes omdømme, Færøernes image og ære, er reddet af private firmaer.

Ordføreren.

Som jeg sagde i min tale, så kommer signalet fra Færøerne fra lagmanden, den færøske statsminister, med det samme, nemlig at Færøerne vil følge EU og de sanktioner, som de andre lande beslutter. Det har vi fulgt hele tiden. Og så har man i praksis fulgt det til punkt og prikke, vil jeg sige. Det, at lovgivning kommer efterfølgende, skyldes selvfølgelig, at det er første gang, at Færøerne skal i gang med sanktioner af den type. Først skal man i gang med lovgivningen – er det den danske, eller er det den færøske, eller hvem har hjemmelen osv.? Så det tager tid. Derefter skal det igennem Lagtinget. Men det, som må være afgørende, er, hvad man har gjort, det synes jeg. Men tak for spørgsmålet.

Hr. Karsten Hønge.

Det, man har gjort, har stort set ikke været noget før efter 2 måneder. Derfor kan man sige, at Færøernes ære og image altså hænger på private firmaer, der heldigvis tog den rigtige beslutning. Jeg synes bare ikke, at det er optimalt for en nation, der ønsker at signalere til omverdenen, at vi ikke accepterer et overfald på et andet land, altså at en stormagt som Rusland begynder at æde af sine nabolande. Man er 2 måneder om at få lovgivningen på plads.

Så vil jeg sige, at vi i Danmark har diskuteret det, så snart der er et russisk skib et eller andet sted, der bare skal lægge til. Men lige indtil for nylig er de blevet serviceret, og de har kunnet lastet fra havnen i Thorshavn. Jeg synes, at det er et meget uheldigt signal, Færøerne har sendt her.

Ordføreren, værsgo.

Jeg er slet ikke enig med spørgeren. For det, som eksportørerne reagerer på, er, at lagmanden, Færøernes statsminister, siger, at vi skal følge den linje, som EU har lagt. Så følger de andre efter. Og det med at omlaste skibe i færøsk farvand sker, fordi vi gør det samme, som EU gør, og det samme, som Norge gør. For ellers kan vi ikke holde kontrol med fiskeriet og fiskesorten osv.

Det er Christoffer Aagaard Melson. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg vil faktisk vælge at bakke ordføreren lidt op. Jeg synes, at Færøerne har været villige til at gøre nogle ting, der har haft større økonomisk indflydelse på deres samfund, end vi har valgt at gøre i EU og i Danmark, hvor vi stadig pumper penge over til Putin for russisk gas og russisk olie. Så Færøerne har jo i virkeligheden taget et meget større hug økonomisk, end vi har, i forhold til de sanktioner, de har været villige til at indføre. Vi betaler jo stadig rigtig mange penge for russisk gas og russisk olie. Man kan også opfordre Færøerne til at gøre mere, men jeg synes, vi skal passe på, at vi ikke kommer helt op på den høje hest, for vi har altså også taget nogle pragmatiske valg i Danmark.

Så vil jeg gerne spørge ordføreren lidt om et andet område, hvor jeg håber, at Færøerne kan komme lidt frem på banen. Det er i forhold til et samarbejde i rigsfællesskabet om cybersikkerhed, hvor man jo ikke har tilsluttet sig loven om Center for Cybersikkerhed, ligesom man har i Grønland. Er det noget, man kunne få en debat om på Færøerne i forlængelse af det her, så vi på tværs af rigsfællesskabet kan få lidt bedre styr på cybersikkerheden?

Ordføreren.

Tak. Til det første vil jeg sige, at det selvfølgelig giver et stort hak i eksportmuligheden, at Færøerne skal miste et marked, som rummer næsten 25 pct. af eksporten. Så det slår hårdt.

Det med cybersikkerheden ved jeg diskuteres meget på Færøerne i politiske kredse, altså hvordan det skal gøres. Og der er vel ingen tvivl om, at man skal med i forløbet om cybersikkerhed. Jeg må være svar skyldig, i forhold til hvor langt man er kommet, men der er stor interesse for at være med.

Hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for det. Jeg tænker, at det er noget af det, hvor vi i rigsfællesskabet virkelig kan få gavn af at arbejde sammen, også fordi det alt andet lige må være ret svært at få de rigtige kompetencer, når man er så lille et samfund, som man er på Færøerne. En anden lovgivning, der jo også er en debat om, er lovgivningen omkring kritisk infrastruktur, som der jo også er en dialog med Færøerne og Grønland om. Men tak for det positive signal om, at det også er et område, vi måske forhåbentlig kan arbejde tættere sammen om i fremtiden.

Ordføreren.

Tak for det. Det omkring cybersikkerheden rammer os alle sammen. Vi er i dag en del af hele verden, når vi snakker om den infrastruktur. Så det er lige så vigtigt for Færøerne at være med fra starten. Alle må være med, for ellers har vi slet ikke styr på det. Tak.

Vi har stadig væk en kort bemærkning til fru Aaja Chemnitz Larsen, men jeg skal også lige give en servicemeddelelse. Jeg har på fornemmelsen, at vi ikke bliver færdige til frokost med debatten her, og derfor vil der blive sat lidt sandwich ud bagved, så man ikke går fuldstændig sukkerkold i debatten.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak, og også tak til ordføreren for talen, og tak for det gode samarbejde. Det er dejligt at have sådan en meget erfaren mand, som også kan være med til at berige os i forhold til rigsfællesskabet. Så vil jeg også nævne, at til Future Greenland deltog Atlantic Airways og var med, og Færøerne var repræsenteret, og jeg synes, det er dejligt, at Grønland og Færøerne samarbejder lidt tættere. Så det var en fornøjelse.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til, hvordan man vil erstatte den her eksport. Vi ved jo godt, at man gerne vil have EU lidt mere på banen i forhold til at kunne eksportere noget mere til EU, men hvordan ser det egentlig ud i praksis? Hvordan har man erstattet den eksport, man havde til Rusland, med et andet eksportmarked? Det kunne være interessant at høre.

Ordføreren.

Nu kender jeg ikke i detaljer, hvad man har gjort i stedet for. Men laksen er en del af eksporten, og så vidt jeg forstår, går den til anden side. Den går til USA, og den går til EU og til Japan, og der er ikke problemer der. Men der er mange fiskesorter, og hvis jeg skal nævne dem, er der f.eks. makrel, og det går også rimelig godt med det.

Men der, hvor det ikke går godt, er der, hvor vi havde markedet i østlandene, altså de gamle Sovjetrepublikker. Det var f.eks. saltsild, og det var kulmule, som vi havde en hel del af, og der ligger store lagre rundtom, der, som jeg forstår det, ikke er solgt. Så der tabes penge på det, og hvis det skal sælges til anden side, er det, som jeg hører, at det skal sælges til en lavere pris.

En anden bemærkning?

Tak for svaret. Så har vi jo et fælles projekt, som handler om at sikre, at der er noget mere viden om Grønland og Færøerne, og det vil jeg gerne takke for at ordføreren også er meget optaget af. Og vi har jo også fået afsat nogle penge til, at DUF har mulighed for, at unge i Grønland, Færøerne og Danmark ligesom kan samarbejde om at sikre noget mere viden.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvilke visioner ordføreren har i forhold til at sikre mere viden om Grønland og Færøerne i fremtiden i Danmark.

Ordføreren.

Tak. Jeg er meget glad for det projekt, som spørgeren og jeg satte i kraft sidste år, hvor der blev bevilget 3 mio. kr. til ungesammenslutninger, og vi har også forhåbninger om at forhøje beløbet og forlænge tidsforløbet. Det er absolut den vej, vi skal gå, at vi skal få ungdommen på tværs til at snakke sammen og kende hinanden og besøge hinanden og udvikle vores samfund. Så jeg har stor forståelse for alt, hvad der kan gøres ad den vej.

Tak til ordføreren. Den næste korte bemærkning er til fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Først og fremmest tak for ordførertalen. Der blev også rettet fokus på, at der er et samarbejde direkte mellem Grønland og Færøerne. Desværre er der i nogle af de her samarbejder også nogle ting, som man ikke altid er enige om. Men hvis man skal lave et godt samarbejde, skal man altid forsøge at finde et fælles grundlag, og en af de ting, jeg også lagde mærke til at ordføreren nævnte som et eksempel, var, at Færøerne også skulle have sin egen stemme i Nordisk Råd. Så tænker jeg, at der måske er nogle ting, man godt kan enes om, bl.a. i internationale fora. Et konkret eksempel er, at der er en international hvalfangstkommission, hvor Danmark sender en repræsentant for at deltage i den her kommission og for at snakke om de hvalfangster, der skal foregå i de dele af det danske kongerige, som ikke indebærer Danmark. Her er det jo faktisk Færøerne og Grønland, der står i spidsen.

Kunne det også være et samarbejdspunkt, som Grønland og Færøerne kunne indgå? Er det noget, som ordføreren kunne være interesseret i, altså at det i hvalfangstkommissioner, eksempelvis når det specifikt handler om Grønland eller Færøerne, så er os, der skal sende en til at sidde ved bordenden?

Ordføreren.

Tak. Altså, jeg synes, der er alt for lidt samarbejde mellem Færøerne og Grønland. Jeg synes, at begge samfund ville have stor nytte af det, hvis der er samarbejde. Det er det første.

Når det gælder hvaler og hvalkommissionen, mener jeg, at vores fiskerifolk deltager i de møder om hvaler i vores have. De deltager i de møder, som det er nu. Men Færøerne har jo tidligere haft fangst af store hvaler, men det stoppede, jeg mener, det var i 1980'erne, på grund af at de store hvaler var truede, og siden da har man stort set bare taget småhvaler, når de i flokke går ind på fjordene på Færøerne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører kommer fra Javnaðarflokkurin, og det er hr. Sjúrður Skaale. Velkommen.

Mange tak for det. Jeg vil først lige sige nogle ord om i går, da journalister fra alle de store medier ringede og spurgte, hvordan jeg ville stemme i immunitetssagen. Efter De Konservatives udmelding så det ud til, at nordatlanterne kunne blive afgørende. Så rejste der sig det dilemma, som også er vedkommende for den her debat, nemlig hvad man skal gøre, når man er lovgiver i et parlament, som ikke lovgiver for de vælgere, der har valgt én.

Jeg er socialdemokrat, og jeg vil gerne støtte en socialdemokratisk regering både ved dens dannelse og igennem perioden. Men jeg er også demokrat, og jeg er bevidst om, at jeg ikke har et demokratisk politisk mandat til at hindre, at det flertal, der er valgt i Danmark, får sin vilje – og det er et stående stort dilemma. Når jeg efter valgene peger på den socialdemokratiske kandidat til statsministerposten, er det ikke kun, fordi jeg er socialdemokrat, men også fordi jeg ikke kan sætte min stemme på auktion efter et valg. Det synes jeg ville være magtmisbrug, når man er i min position. Jeg bliver nødt til at sige, hvem jeg stemmer på, før valgene; folk må vide det, og så må jeg holde mig til det.

Men når det gælder noget så principielt som at ophæve folkets immunitet, synes jeg, at de mf'er, der er valgt af danske vælgere, skal træffe afgørelsen. Det er jo ikke regering mod opposition; det er hele det danske folkestyre, som agerer en slags retsinstans, det danske folkestyre, altså dem, der repræsenterer de vælgere, som Tinget lovgiver for – danskerne, ikke mig og mine vælgere. Derfor har jeg i begge tilfælde afholdt mig fra at stemme ved disse specifikke afstemninger.

Men sagen viser også det problematiske ved, at der i dette parlament er medlemmer, som kommer udefra og skal – i gåseøjne – dømme en, der kommer indefra. Det er altså mf'er, hvis vælgere hverken bliver ramt af de love, der vedtages, eller skal bære de økonomiske byrder, som dette hus pålægger borgerne.

Siden grundloven blev vedtaget, er flere og flere indenrigspolitiske beslutninger flyttet nordpå – i så vidt omfang faktisk, at de nordatlantiske mandaters ageren måske bør diskuteres ud fra et demokratisk synspunkt. Legitimiteten ligger nu i det udenrigspolitiske, men også her sker der store ændringer.

I 2020 talte Steen Kjærgaard fra Forsvarsakademiet i Berlingske om faren for, at landene i rigsfællesskabet blev splittet. Han sagde:

»Risikoen er, at vi i Rigsfællesskabet bliver spillet ud mod hinanden. Det tror jeg ikke, at USA har en interesse i at gøre; men USA har en interesse i, at der snart sker noget fra dansk side. Ellers går amerikanerne egne veje. De har nogle helt konkrete udfordringer oppe omkring Færøerne og Grønland, som de skal have gjort noget ved.«

Hans analyse handlede om fremtiden, men nu står vi midt i de forhold, som han forudsagde. USA vil have sin vilje, NATO vil have sin vilje. Og det er efter min mening helt klart i alles interesse, at når det gælder sikkerhed og forsvar, får de også deres vilje. Det er dem, der kan og vil træde til, hvis der sker noget, men forudsætningen er, at de har den nødvendige viden.

Danmark har formelt, juridisk, statsretligt leveret de afgørelser og tilladelser, der er behov for på dette område, men politisk ønsker man ikke at bypasse de færøske myndigheder – heldigvis. Det ville også medføre store politiske problemer, hvis man gjorde det. Og når det så står klart for USA, at det altså er på Færøerne, afgørelsen træffes, så går USA sine egne veje – man bypasser Danmark. Man initierer et bilateralt samarbejde eller forsøger i hvert fald på at få en forståelse mellem USA og Færøerne.

Vi så det i sagen om telekommunikation, som jeg var meget inde i. Da det stod klart for USA, at Danmark ikke ville træffe nogen beslutning i sagen, selv om det var en sikkerhedspolitisk sag, så indledte USA's ambassade og højtstående amerikanske politikere et kraftigt lobbyarbejde direkte over for Færøerne.

I sagen om overvågningsradaren har vi set det samme: Altså, hvis Danmark ikke bruger sine formelle beføjelser, men klart siger, at den endelige beslutning skal træffes på Færøerne, så går USA sine egne veje. Men hvis Danmark så agerer, træffer beslutningen, bruger sine formelle rettigheder og dermed ikke lader Færøerne agere, så er der chance for, at man bliver utilfreds på Færøerne og får lyst til at gå sine egne veje.

Man kan sige, at det er en strid om kejserens skæg, hvem der skal træffe de her beslutninger, for de overordnede beslutninger bliver jo altid – forhåbentlig – de samme. Danmark og Færøerne har ikke forskellige sikkerhedspolitiske interesser. Og dog – Danmark bliver i stadig højere grad bundet af sikkerhedspolitiske beslutninger, der træffes i EU; det bliver Færøerne ikke. Det så vi efter Krim, og det har vi set siden den 24. februar.

Invasionen har ført til en række beslutninger, de såkaldte sanktionspakker, der er vedtaget i EU. Det er sikkerhedspolitik, men det er ikke gældende for Færøerne, og regeringen signalerer helt klart, at man ikke vil presse noget ned over Færøerne. Og så er der altså fare for, at riget taler med to tunger i sikkerhedspolitiske sager.

På Færøerne sagde ministeren den 24. februar, at man ville følge EU's politik, men siden har flertallet i Lagtinget, som det er kommet frem i dag, besluttet, at der ikke skal være nogen automatik i det. I det øjeblik en sanktion rammer færøsk økonomi eller erhverv i hjertet, skal den forelægges Lagtinget og vedtages som en særlov. Det er der mange og skarpe meninger om i debatten på Færøerne, men overordnet er der altså tale om sikkerhedspolitik, der skal behandles og vedtages i Lagtinget. Det er en kæmpe ændring i forhold til for bare få år siden.

Det er særdeles sundt for det færøske politiske system og hele debatten. Hidtil har man kunnet være imod medlemskab af NATO, imod en militær installation, og man har kunnet gå ind for færøsk neutralitet; det har alt sammen været helt uden konsekvenser. Debatten har levet sit eget liv uden konsekvens i en boble ligesom udenfor virkeligheden – afgørelsen blev jo truffet i Danmark alligevel.

Nu betyder det noget, hvad man mener og siger og gør, og det kræver, at man på Færøerne forholder sig til verden på en helt anden måde end før, og det gør det færøske system langt mere ansvarsfuldt, end det har været. Og det er et stort plus.

Så jeg vil gerne takke regeringen for den måde, man har imødekommet ønsket om langt større inddragelse og medbestemmelse på det udenrigspolitiske område. Man kan sige, at regeringen ligesom har hjulpet Færøerne på vej på det her felt ved, at Færøerne bliver inddraget, at man har overladt kompetencen til Færøerne, og at man har afholdt sig fra at bruge sine formelle rettigheder til at gennemtrumfe sikkerhedspolitiske beslutninger.

Til sidst vil jeg også takke for initiativet til arbejdet med det kontaktudvalg, der på helt afgørende vis skal sikre både inddragelse og vidensdeling mellem Danmark og Færøerne. Det vil være et kæmpe løft for hele det politiske liv på Færøerne og skabe en helt ny horisont, et helt nyt felt, som man aldrig har beskæftiget sig med før.

Vi skal fra vores side finde ud af, hvordan vi håndterer de her fortrolige oplysninger, altså hvordan vi behandler udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske sager. Det talte Edmund Joensen, min kollega, om lige før, og jeg er helt enig. Der er nogle ting, vi skal have på plads formelt.

Men i Danmark må man også gøre sig klart, at man ikke altid vil få præcis det output, som man ønsker sig. Når man siger ja til sammenhold, til samarbejde, gensidig respekt og ligestillede rigsdele, så må man også leve med, at man ikke får ensretning. Man kan risikere at få forskellige linjer.

Statsministeren sagde i sin tale, at Færøerne og Danmark rykker tættere sammen, og jeg sagde i min bemærkning, at jeg kunne genkende det en til en. Der er et meget fint forhold i øjeblikket, og det kan lyde paradoksalt, at når man som stater måske kan være splittede på visse felter – man kan træffe en sikkerhedspolitisk beslutning i Danmark i EU-regi og en anden på Færøerne, så riget taler med to tunger – så skulle man måske tro, at det kan splitte. Det er fuldstændig omvendt – det er noget, som bringer rigsdelene tættere sammen. For jo mere Færøerne får lov til at leve sit eget liv, træffe sine egne beslutninger, tage eget ansvar, jo mere finder man sig tilrette i et rigsfællesskab. I det øjeblik man bliver trynet, hvor der bliver lagt noget ned over en – sådan skal I gøre! – så går det ud over fællesskabet med Danmark. Jo mere råderum, jo mere frihed, jo bedre et fællesskab. Tak.

Tak til ordføreren, og der er ønske om en kort bemærkning. Det er fra hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for en ordførertale, der som altid, når den er fra hr. Sjúrður Skaale, er både nuanceret og reflekterende over de åbenlyse dilemmaer, der er. Men hvad er det for et mønster, hr. Sjúrður Skaale kan se at vi sammen kan klare os ud af i det her? For på den ene side siger hr. Sjúrður Skaale, at USA's mål måske ikke er at splitte rigsfællesskabet, men at deres handlinger på den anden side reelt er at bypasse, som ordføreren siger, beslutningerne, som simpelt hen ikke var målet med det, og som jo reelt gør, at vi bliver splittet op i forhold til hinanden. Så hvad er det for en type samarbejde, og hvad er det for nogle ting, vi skal gøre, så vi dels undgår, at vi bliver splittet – uanset at det ikke var målet, men at det er det, der bliver realiteten af det – og som dels gør, at Færøerne står stærkere med deres egen stemme i international sammenhæng?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Som sagt synes jeg ikke, at vi bliver splittet. Da det gjaldt den store sag, som vakte international bevågenhed, om telekommunikation – det var i CNN, og det var i New York Times, og der var ambassadører, der rejste i pendulfart til Færøerne, og der var amerikanske senatorer, som var på Færøerne – gjorde det, at vi følte, at det var vores beslutning. Vi er en del af rigsfællesskabet, men det her skal vi bestemme selv, og det var fuldstændig klart fra regeringens side: Den sag rører vi ikke. Det splitter os ikke, synes jeg. Facit blev efter min mening det helt rigtige, nemlig at vi valgte en nordisk udbyder af telekommunikationsudstyr. Det kostede mange penge, men jeg synes, at man traf den rigtige beslutning. Og igen, der var nogle beslutningsprocesser på Færøerne, som var lidt mærkelige, synes jeg, fordi man ikke er vant til at håndtere den slags, men det splittede os ikke. Hvis man i Danmark havde truffet den beslutning, som man endte med at træffe på Færøerne, så ville man føle, at man blev overtrumfet, og det ville have spillet os ad, selv om facit faktisk havde været det samme.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg ville virkelig gerne have, at jeg kunne følge den optimistiske tilgang, som hr. Sjúrður Skaale har. Og det er bestemt en mulighed. Jeg synes bare, at det indtryk, vi får, jo er, at amerikanerne pludselig både vil anløbe Thorshavn med krigsskibe, som man ikke har gjort i et par årtier, og sender senatorer til Færøerne, og man opretter konsulater i Grønland, og at det jo næppe er, fordi de nu specielt ønsker at understøtte hverken Grønland eller Færøerne, men fordi der er amerikanske interesser på spil og ikke noget andet, og det tror jeg bare vi kommer til at se meget mere af. Og så vil jeg i øvrigt give hr. Sjúrður Skaale ret i, at det da var heldigt, at det endte på den måde med udbyderen, Huawei, for som ordføreren siger: Hvis det var en beslutning, der var taget i Danmark, ville det være gået galt. Så det var godt, at det endte på den måde. Men gad vide, om der ikke kommer mange andre lignende typer udfordringer, hvor vi forhåbentlig kommer til at stå sammen, men dog alligevel med forskellige interesser eller i hvert fald udsat for forskellige typer pres fra eksempelvis USA.

Ordføreren.

Tak igen. Som sagerne står i øjeblikket, og som det sikkerhedspolitiske billede står i øjeblikket, synes jeg ikke, at der er den store forskel mellem amerikanske interesser og færøske interesser og danske interesser. Jeg synes, at tiden siden den 24. februar har vist, at Vesten står sammen, og at vi er rykket tættere sammen end nogen sinde før, både i NATO og i EU-regi, selv om Færøerne er uden for EU. Så jeg synes ikke, at det er en kilde til konflikt, at amerikanerne får sin vilje, sådan som det er nu. Det synes jeg simpelt hen ikke.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Ordføreren bragte mig i et dilemma i indledningen: Hvad skal jeg gøre, hvis nu der kommer en anmodning om, at et af de nordatlantiske medlemmer skal have ophævet sin immunitet, fordi vedkommende har været involveret i en eller anden sag, som nogle dommere gerne vil tage stilling til og måske straffe vedkommende i? Det bliver jo svært, når de nordatlantiske medlemmer siger: Vi vil ikke tage stilling i sådan nogle sager. Jeg forstår godt dilemmaet, men det er også et omvendt dilemma, som ligger lige på bordet; eller nej, det ved jeg ikke om det gør – det håber jeg da ikke at det gør – men det ligger i hvert fald teoretisk set på bordet.

Ordføreren.

Den udmelding er jeg meget glad for. Jeg føler mig meget sikker på, at jeg kan gøre et eller andet virkelig sjovt, og jeg mister ikke min immunitet, for det er principielt imod Christian Juhl og hans kollegers holdning. Så nu følte jeg mig lige pludselig meget fri. Det er jo selvfølgelig et dilemma, som jeg synes man har vægret sig lidt ved at tale om, altså at vi er nogle mennesker her i huset, som er medlemmer af en lovgivende forsamling, som ikke lovgiver for dem, der har valgt os. Det er et dilemma, som man bør tale om politisk. Selvfølgelig er de juridiske rammer meget klare, men den politiske virkelighed er meget mudret, synes jeg.

Hr. Christian Juhl.

Det var såmænd også bare for at problematisere det dilemma, der reelt er. Jeg har ikke så svært ved at tage stilling i den her sag. Jeg vil vide, hvad man stemmer om, hvis man skal stemme.

Jeg er dog enig i hr. Sjúrður Skaales idé om, at jo mere råderum, der er i et fællesskab, des stærkere kan det blive. I min gamle fagforening sagde vi altid, at uenighed gør stærk, især hvis man forstår at bruge uenigheden til at blive klogere og dermed handle i større bevidsthed om, at det, vi gør, er rigtigt. Men vi har jo selvfølgelig inden for rigsfællesskabet muligheder for at have det råderum og udvide det råderum, og det håber jeg da også vi kan finde i en ny version, som Karsten Hønge har snakket om mange gange. Der skal vi nok finde det rum. Men vi har jo en stormagt, som er ligeglad med, hvad vi laver i vores fællesskab, og siger: Vi har stormagtsinteresser. Dermed kommer de jo nogle gange til at diktere løsningen, uanset hvor meget demokrati vi prøver at bygge ind.

Ordføreren.

Tak for det. Ja, det var en god oneliner: Uenighed gør stærk. Det synes jeg er fuldstændig rigtigt i det her. At få lov til at være uenig gør i hvert fald stærk.

Selvfølgelig er der stormagtsinteresser, som kan komme på tværs af vores interesser og danske interesser osv. Det er der ingen tvivl om, og det er ikke sådan, at jeg er jubelidiot og siger, at alt, hvad der kommer fra USA, er rigtigt – slet ikke. Men som sagerne står lige i øjeblikket, som trusselsbilledet er lige i øjeblikket, synes jeg ikke, der er den helt store forskel.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Kasper Roug.

Tak for det, formand. Som ordfører for forespørgerne tillader jeg mig lidt at åbne den her drøftelse, som vi jo egentlig skal have i dag her. Når vi nu har hørt en fin redegørelse til Folketinget, glæder jeg mig selvfølgelig altid over den her mulighed, vi har for at drøfte vores samarbejde i rigsfællesskabet. Sidste år stod vi her, for et år siden, og talte om rigsfællesskabet, som var præget af covid-19 og med alle de konsekvenser, som vi nu engang havde oplevet der, både for sundheden, for økonomien og også for samarbejdet rigsdelene imellem. Netop idet vi nu så småt kunne begynde at lægge pandemien bag os og troede, at vi nu gik lysere tider i møde, blev vi pludselig ramt af en ny international krise i rigsfællesskabet, og jeg taler selvfølgelig om Putins angreb på Ukraine den 24. februar. I både Danmark, Grønland og Færøerne har vi stået sammen og taget klar afstand fra Ruslands aggressioner, og vi har givet den fulde opbakning til Ukraine. For i disse dage er det ikke kun Ukraine, der er under angreb, men også helt grundlæggende værdier om demokrati, fred og ikke mindst folkeretten og menneskerettighederne, som vi jo altså deler i rigsfællesskabet.

I en tiltagende usikker verden og uforudsigelig tid er det derfor vigtigere end nogen sinde, at vi i kongeriget står sammen og står op for vores fælles værdier. Derfor er det også positivt, synes jeg, når vi i løbet af det forgangne år har styrket det udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde mellem henholdsvis den danske regering, naalakkersuisut og Færøernes landsstyre. Det er bl.a. sket ved at oprette det stående kontaktudvalg på ministerniveau, som skal sikre en tættere dialog om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske emner, og desuden har Grønland fået tildelt en mere central rolle i Arktisk Råd. Jeg er sikker på, at det styrkede samarbejde er til gavn for os alle, og det er en vigtig forudsætning for et stærkt rigsfællesskab, særlig i en tid med et voksende, komplekst og omskifteligt trusselsbillede, hvor flere og flere sagsområder får en sikkerhedspolitisk dimension. Det gælder ikke mindst den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis og Nordatlanten, hvor klimaforandringerne og de geopolitiske spændinger udfordrer stabiliteten. Det stiller nye krav til samarbejdet i rigsfællesskabet, hvor netop inddragelse og dialog er vigtigere end nogen sinde.

Jeg er glad for, at den danske forsvarsminister og den grønlandske naalakkersuisoq for udenrigsanliggender i sidste uge fik underskrevet en aftale om principperne for udmøntningen af den arktiske kapacitetspakke i Grønland. Den politiske aftale om en arktisk kapacitetspakke på cirka 1,5 mia. kr. blev indgået af et bredt flertal i Folketinget sidste år og i tæt dialog med Grønland og Færøerne. Med rammeaftalen blev forsvarets evne til at overvåge aktiviteterne i området styrket markant, og det er vigtigt, at den styrkede indsats giver både militær og civil nytte. Specielt den civile del af kapacitetspakken har været et grønlandsk ønske. Den civile del af kapacitetspakken har investeringer i bl.a. redningsoperationer, beredskabsopgaver, miljøovervågning, fiskerikontrol og klimaforskning. For Grønlands vedkommende er der nu også indgået en aftale om at etablere en ny beredskabsuddannelse i Kangerlussuaq, der skal styrke Grønlands borgeres mulighed for at deltage i forsvaret af Grønland, hvilket er godt.

En anden begivenhed i det forgangne år, som er vigtig, er statsministerens undskyldning på vegne af Danmark til de grønlandske eksperimentbørn. Det var på tide, at vi kunne sætte måske ikke et punktum, men så i hvert fald et komma, og vi må ikke lade vores fælles historie på både godt og ondt gå i glemmebogen. Fordi vi skal styrke vores samarbejde i fremtiden, skal vi også kende vores fælles fortid og tage ved lære af den. Jeg håber da også, at man vil se vores fælles skæbne i et passende historisk lys. For to eller flere generationer siden var de vestlige samfunds logik anderledes, end den er i dag. De var mere formynderiske og hårde, kan man sige. Et godt eksempel i Danmark kunne jo være behandlingen af godhavnsdrengene, som man jo med nutidige briller ville sige har været udsat for decideret tortur. Lad os nu se fremad med vores fælles historie på både godt og ondt.

Et godt samarbejde i rigsfællesskabet kræver både, at vi står sammen om alt det, vi har tilfælles, men også respekterer vores indbyrdes forskelligheder. Man kunne måske sige noget af det samme, som Christian Juhl sagde lige før, nemlig at uenighed gør stærk, og sådan skal det selvfølgelig også være i rigsfællesskabet. Vore lande har på mange områder været forskellige, men alligevel har vi dybe historiske rødder og har gennem tiden opbygget et tæt samarbejde. I år har krigen atter mindet os om, ligesom pandemien gjorde sidste år, hvor vigtigt det er at holde sammen, særlig i svære tider.

Til sidst vil jeg gerne sige tak til Folketingets partier for et konstruktivt samarbejde om vedtagelsesteksten. Med disse ord vil jeg læse vedtagelsesteksten op fra et enigt Folketing på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Konservative, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet, Siumut, IA, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet 2022 til efterretning.

Folketinget konstaterer, at Danmark, Færøerne og Grønland deler grundlæggende værdier om demokrati, fred og frihed og står sammen i fordømmelsen af Ruslands invasion af Ukraine.

Folketinget konstaterer, at regeringens løbende samarbejde med Færøernes landsstyre og Naalakkersuisut om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken er styrket og opfordrer til, at samarbejdet fortsat udvikles, herunder i det nye Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg på regeringsniveau.

Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at følge Færøernes og Grønlands økonomi og til at samarbejde på såvel overtagne som ikke overtagne områder, herunder om klimaindsatser, erhvervsudvikling samt indsatser for børn og unge.

Folketinget opfordrer regeringen til løbende at medvirke til at fjerne grænsehindringer i rigsfællesskabet samt at styrke vidensopbygningen om Grønland, Færøerne og rigsfællesskabet, herunder med deltagelse af Færøerne og Grønland.

Regeringen opfordres i den forbindelse også til at arbejde for at forebygge diskrimination af udsatte grønlændere i Danmark.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 91).

Jeg ser frem til en yderligere god debat. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de fortsatte forhandlinger.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, og først er det fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Tak for en god ordførertale, og tak for det generelt gode samarbejde. Det interessante ved sådan nogle vedtagelsestekster og den proces, som der er, er jo også, at der er nogle ting, som ikke kan komme med, men som vi jo egentlig arbejder på. På mange måder kan man sige, at rigsfællesskabet er en kompleks størrelse, men at det også nærmest er som et hjul, der bare er nødt til hele tiden at være i gang for at kunne eksistere. Noget af det, som jeg ved vi alle sammen er optaget af, er grænsehindringer og ønsket om digital tinglysning f.eks. i retterne i Grønland, og det kunne jeg godt tænke mig høre ordføreren forholde sig mere til.

Der er mange ting, der fungerer, og der er mange ting, som vi er godt i gang med, og som egentlig også er blevet løst, men der er også en lang række ting, vi stadig væk skal arbejde på. Hvad er det for nogle ting, som Socialdemokratiet vil prioritere, særlig når vi taler om grænsehindringer og digital tinglysning?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil igen også gerne kvittere for det gode samarbejde. Specielt vores uformelle møder synes jeg er fremragende, så mange tak for det.

Der er ingen tvivl om, at grænsehindringer er en stadig udfordring for rigsfællesskabet, og det kommer vi selvfølgelig også til at se på fremadrettet. Jeg synes bare også, det er vigtigt at sige, at for at vi kan pege på noget konkret, i forhold til hvad grænsehindringer kan være, så bliver vi nødt til at sørge for hele tiden at have en inddragelse af alle rigsdelene. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at de pågældende regeringer er med til i en fælles dialog at pege på konkrete eksempler på grænsehindringer.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak. Så vil jeg tage den opfordring op og pege på et meget konkret eksempel. Hvis man har et dansk kørekort og bor i Grønland, så skal man, f.eks. når man fylder 70 år, eller hvis man mister sit kørekort, til Danmark for at få et nyt kørekort. Det synes jeg er lidt påfaldende, og jeg kunne godt tænke mig at høre helt konkret, om det er noget, man gerne vil være med til at ændre fra Socialdemokratiets side.

Ordføreren.

Helt konkret er der ingen tvivl om, at hvis der er noget, der ser ud til at være for skørt – hvis man kan gå så langt som til at sige det – så bliver vi nødt til at se på mulighederne for at ændre det, det er klart, og det vil vi se meget velvilligt på.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Ordføreren var ikke så meget inde på de store ændringer, der sker, fordi Putin var så brutal at lave invasionen i Ukraine og vi dermed har boykottet hans folk i en række institutioner, Nordisk Råd osv. Hvordan ser Socialdemokraterne på Arktis efter Ukraine? Arktis' udfordringer fortsætter jo, uanset hvor mange måneder vi må risikere at den krig varer. Forhåbentlig skal vi snart i gang med at få smidt russerne hjem og så også få bygget landet op igen. Men hvad med Arktis? Det er jo en udfordring, som ligger der og virkelig tikker. Der er vi jo nødt til at prøve at finde en model, hvor vi også kan forpligte alle de arktiske nationer på en fortsat indsats, for ellers smuldrer vores store visioner fra Ilulissaterklæringen jo.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes egentlig, hvis jeg skal være helt ærlig, at ordføreren selv svarer på det, for nu har vi jo sat Arktisk Råd på pause indtil videre, bl.a. på grund af at Rusland jo har været aggressor i Ukraine. Der synes jeg da egentlig – og ordføreren nævner det også selv eller antyder det i hvert fald ret kraftigt – at vi selvfølgelig skal have et internationalt forpligtende arbejde og også et samarbejde i Arktis. Men der er jo heller ingen tvivl om, at når vi står i en situation, hvor en af vores arktiske naboer, som jo altså er Rusland, lige pludselig laver så voldsom en handling, som de gjorde den 24. februar, bliver vi også nødt til at reagere på det. Men fremadrettet er det klart, at vi da håber på, som ordføreren også selv nævner det, at når ukrainerne får sparket russerne ud – sådan tror jeg det var, ordføreren sagde det – opnår vi en fred, som er varig, så vi igen kan se fremad i Arktis.

Hr. Christian Juhl.

Egentlig skelner jeg altså meget mellem magthaverne i Rusland og russerne, for russerne er vores naboer, og dem har vi forhåbentlig i fremtiden også et nyt forhold til. Man kan jo drømme om, at Putin ryger i svinget, når han taber krigen, men det sker jo ikke af sig selv, og vi er nødt til at handle. Har ordføreren gjort sig nogen tanker om, om der kan findes mellemveje? (Uro på tilhørerpladserne).

Jeg skal lige bede om ro oppe på tilhørerpladserne. Velkommen hertil, men mødet er i gang, så derfor skal jeg bede om, at I forholder jer helt roligt. Tak.

Jeg beklager, hr. Christian Juhl. Værsgo.

Jeg spørger mest, fordi jeg selv leder efter et svar. Lad os nu sige, at vi i næste uge kunne være så heldige, at vi får en våbenhvile, som kan danne baggrund for nogle forhandlinger om fred, så vil vi jo være godt kørende, hvad angår Ukraine. Men findes der så genveje internationalt eller diplomatisk eller juridisk til, at man så kan forhandle med embedsfolk eller forhandle med en ngo fra Rusland eller nogle andre på deres vegne, sådan at vi kan komme videre med de aftaler? Vi ender jo med at få fyldt Arktis med atomvåben og alt mulig andet skrammel, som vi ikke vil have deroppe, og at initiativerne omkring klimaet går i stå.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes egentlig igen, at ordføreren selv svarer på det, for selvfølgelig er jeg meget enig i, at vi jo ikke taler om det russiske folk, men at vi taler om magthaverne, dvs. Putin, som problemet i det her tilfælde. Selvfølgelig skal vi bruge alle de midler, vi overhovedet kan, for at opnå så fredelige løsninger som overhovedet muligt. Vi vil jo gerne tilbage til en situation, hvor der er lavspænding i Arktis, og det vil vi selvfølgelig gå langt for at forsøge at opnå.

Næste korte bemærkning er til fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Mange tak. Bl.a. under forhandlingerne om vedtagelsesteksten var der også en længere dialog med bl.a. ordførerens sekretær, hvor vi diskuterede vigtigheden af at have de grønlandske og de færøske synspunkter med i den vidensopbygning, der er i gang med at ske, så den vidensopbygning, der også vil ske i fremtiden, så vidt muligt er på bredest mulige grundlag. Kan ordføreren også komme ind på, hvad ordføreren mener om lige netop dette?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at for os er det vigtigt, at vidensopbygning, hvad angår både Danmark, Færøerne og Grønland, er noget, der ligger os på sinde. Det er noget, vi f.eks. også arbejder med i Grønlandsudvalget, og jeg kan se, at det gør man også i Færøudvalget, når jeg følger med der, og der diskuterer man det også løbende. Så det er selvfølgelig noget, der er vigtigt for os, altså at vi også fremadrettet kigger på tiltag, som kan opbygge en større og bedre viden imellem de tre folkeslag.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Ordføreren satte ord på, at der også i fortiden blev begået grusomheder, bl.a. også i Danmark og af Danmark, da han samlede de mørke kapitler, vi også har i vores fælles historie, men kan ordføreren også anerkende, at det er meget anderledes, når det drejer sig om decideret systematisk kun at begå dem mod et bestemt folkefærd frem for en meget, meget mindre gruppe af det danske folkefærd?

Ordføreren.

Når jeg taler om fortidens synder, når jeg taler om fortidens logik, taler jeg jo om, at jeg også tror, at man i Danmark ville kunne finde eksempler tilbage i 1960'erne og 1950'erne for den sags skyld, og før det selvfølgelig, hvor man fra myndighedernes side har forsøgt at manipulere unge kvinder og unge mænd eller andre til eksempelvis at modtage alle former for operationelle indgreb for den sags skyld. Der har jo været nogle fortilfælde i Danmark, hvor man i helt gamle dage har talt om at sterilisere helt unge kvinder også. Det blev jo gjort i godhedens navn, men i dag vil det være fuldstændig upassende; det vil være noget, vi slet ikke ville kunne tolerere i dag. Men det gjorde man dengang, fordi der var en anden logik, og det var desværre bare en anden tid, og det synes jeg er vigtigt vi holder os for øje, når vi også taler om fælles historie, også i rigsfællesskabet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Christoffer Aagaard Melson. Velkommen.

Tak for det, og tak for ordet. Redegørelsen om rigsfællesskabet viser et rigsfællesskab, som jo langt hen ad vejen er i god form, men det er en vigtig debat, vi har i dag, for det er ikke en selvfølge. Rigsfællesskabet står i disse år over for en række udfordringer, forandringer og muligheder, som vi i den grad har brug for at diskutere med hinanden og finde løsninger på, hvis vi også i fremtiden skal have et stærkt rigsfællesskab. I forbindelse med sidste års debat fyldte håndteringen og samarbejdet om bekæmpelsen af covid-19 rigtig meget, men det kommer den heldigvis ikke til i år. Jeg vil dog kort opsummere, at rigsfællesskabet også i denne forbindelse viste sin værdi, ved at vi har kunnet samarbejde om alt fra indkøb af værnemidler til vaccineudrulning og over til smitteopsporing, selv om der selvfølgelig også altid er ting, vi skal lære af, og som kan blive endnu bedre, hvis vi står i en lignende krise en anden gang.

Nu har en ny krise ramt verden, og denne gang er den menneskeskabt og har nogle helt andre dimensioner. Putins overfald på Ukraine har rystet den verdensorden, som de sidste mange år har sørget for stabilitet og økonomisk fremgang. I denne krise skal rigsfællesskabet også stå sin prøve. Ruslands destruktive adfærd og ageren udfordrer nemlig Grønland, Færøerne og Danmark på forskellig vis og stiller rigsfællesskabet i en helt ny sikkerhedspolitisk situation i Arktis. Derfor er det rigtig godt, at der er etableret et sikkerheds- og forsvarspolitisk kontaktudvalg på regeringsniveau, og det må siges at være god timing af regeringslederne, at de har indgået den aftale. I den forbindelse vil vi fra Venstres side også opfordre til, at der arbejdes videre med de tanker, som bl.a. hr. Edmund Joensen og fru Aki-Matilda Høegh-Dam tidligere har arbejdet med, om også at skabe en tættere dialog på tværs af parlamenterne i rigsfællesskabet.

En af de ting, vi skal have håndteret, er samarbejdet i Arktisk Råd, hvor de øvrige stater i Arktis som sagt har sagt, at de ikke vil samarbejde med Rusland. Vi har samme udfordring i samarbejdet blandt Arktiske Parlamentarikere, hvor fru Aaja Chemnitz Larsen er formand. Vi skal selvsagt ikke samarbejde med Rusland for nuværende, da landet ser stort på internationale spilleregler, men der er stadig rigtig vigtige sager, der skal håndteres, og det kræver, at vi rykker tættere sammen med de øvrige stater i Arktis og får aftalt en plan og en strategi for, hvordan vi kommer videre med de vigtige emner.

Internt i rigsfællesskabet kræver det også en tæt og alvorlig dialog frem mod et nyt forsvarsforlig. Putin har vist, at han er utilregnelig og kan finde på hvad som helst, og derfor skal vi have et tæt samarbejde i rigsfællesskabet om, hvad der skal til for at sikre vores sikkerhed fremadrettet. Ud over den hårde sikkerhed skal vi også have håndteret en række sikkerhedsrelaterede emner, og det gælder i forhold til kritisk infrastruktur og øget cybersikkerhed, hvor det heldigvis af redegørelsen fremgår, at der er en tæt dialog, ligesom et tæt samarbejde om håndtering af klimaforandringerne bliver afgørende i fremtiden.

Det gælder også i forhold til handel, hvor vi alle sammen har en interesse i at blive mindre sårbare over for russisk pression. I Danmark er det primært i forhold til energiafhængighed, vi har en udfordring; i Grønland og særlig på Færøerne er det primært afhængigheden af fiskeeksport til Rusland, der udgør en sikkerhedspolitisk udfordring. Derfor opfordrer vi regeringen til fortsat at sætte alle sejl til for at hjælpe Færøerne med at sikre en bedre handelsaftale med EU, hvilket jeg ved statsministeren også har rigtig meget fokus på. Så tak for det til statsministeren. Det er både i EU's og i rigsfællesskabets interesse, at vi får landet en sådan aftale, der gør, at Rusland ikke kan presse Færøerne på den måde, som de er i stand til i dag.

Forudsætningen for, at vi har et stærkt rigsfællesskab er også, at vi kan handle med hinanden og er økonomisk robuste, derfor skal vi gøre, hvad vi kan for at bekæmpe grænsehindringer inden for rigsfællesskabet. Et nyt eksempel er Schrems II-dommen, efter hvilken det er blevet langt sværere at overføre data til et usikkert tredjeland, og det bliver Grønland desværre stadig betegnet som, og det skaber store problemer også for offentlige myndigheder i forhold til samarbejdet mellem Danmark og Grønland. Det skal der simpelt hen laves en aftale om hurtigst muligt, som det er lykkedes for for Færøerne, Andorra, Canada, Jersey, New Zealand og en række andre lande. Jeg er ærgerlig over, at det stadig ikke er lykkedes i forhold til Grønland, og det må vi have en tæt dialog med Grønland om, altså hvordan vi kan gøre det bedre, for det er meget, meget uhensigtsmæssigt. Mere ensartede roamingafgifter på tværs af rigsfællesskabet er et andet område, som vi fra Venstres side synes vi skal arbejde videre med.

Det er også væsentligt for et velfungerende rigsfællesskab, at vi har kendskab til hinanden, og derfor skal vi have fokus på, at der undervises i rigsfællesskabet, i Grønland og Færøerne, i vores uddannelsessystem, og at der også er midler til at understøtte den undervisning. Da vi sidst var i regering, blev der sat nogle penge af til at lave undervisningsmateriale, og vi håber, at vi i de kommende år også kan få sat nogle midler af til at styrke formidlingen i de danske skoler.

Det seneste år er der kommet mere fokus på film, dokumentar og podcast om Færøerne og Grønland, det er rigtig godt, og det er noget, som vi alle sammen nyder godt af i den her tid. Nyhedsdækning af, hvad der foregår på Færøerne og Grønland halter dog stadig gevaldigt. Selv begivenheder, som er af meget, meget stor sikkerhedspolitisk betydning for Danmark, dækkes stort set ikke, og det er et kæmpestort problem, hvis vi skal have en reel demokratisk debat om fremtiden for og forholdene i rigsfællesskabet. Det er simpelt hen ikke godt nok i et land, der bruger så mange penge på public service, som vi gør i Danmark, og derfor ønsker vi at styrke denne dækning i forbindelse med et nyt medieforlig.

Endelig vil jeg nævne, at vi også har en stor udfordring i forhold til digitaliseringen af de endnu ikke hjemtagne områder. I Grønland var vi på besøg med Grønlandsudvalget sidste år, hvor vi kunne se, at tinglysningen, som i Danmark er digitaliseret til gavn og glæde for os alle sammen, stadig fungerer i Grønland, cirka som den gjorde i 1980'erne i Danmark. Der synes jeg, vi har en forpligtelse til at sørge for, at Grønland kommer med ind i det nye årtusind, og det håber jeg regeringen og Folketinget kan arbejde sammen om i det kommende folketingsår for at få løst en gang for alle.

Endelig vil jeg så lige sige, at vi stadig venter på regeringens arktiske strategi. Vi håber, at den snart kommer, for den er vigtigere end nogen sinde. Vi håber selvfølgelig også, at nogle af vores tanker kan genfindes i den, og det tror jeg faktisk også de kan, for heldigvis er der mere, der samler, end der splitter, når vi sætter os ned og snakker sammen på tværs af rigsfællesskabet. Vi har selvfølgelig forståelse for, at der er ønsker fra andre rigsdage, men vi håber, at regeringen tager vores kommentarer med videre til regeringerne i både Grønland og på Færøerne om, at vi synes, at det kunne være et vigtigt signal i den svære tid, vi står i, hvis vi snart kunne blive enige om en fælles strategi for vores udenrigs- og sikkerhedspolitik i Arktis.

Lad mig afslutningsvis slå fast, at jeg og Venstre er af den faste overbevisning, at rigsfællesskabet gør os alle tre, Færøerne, Grønland og Danmark, stærkere. Vel er der bump på vejen, og der er en fortid, vi bliver nødt til at snakke om, og som vi skal have åbenhed omkring, men sammen tror vi på, at vi står stærkere som tre små meget forskellige lande i en usikker verden også i fremtiden. Jeg ser frem til en fortsat god debat.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, og den første er fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak til ordføreren, og tak for det gode samarbejde, og jeg vil sige, at jeg fuldt ud er enig i alting, der er blevet sagt. Det er ikke altid, jeg er det i Venstres ordførerindlæg, men det er jeg her, og jeg synes, det er dejligt at se. Så tak for den grundighed, som jeg synes ordføreren lægger for dagen i forhold til Grønland.

Der er ingen tvivl om, at krigen i Ukraine og Ruslands ageren i verdenssamfundet er noget, der påvirker os i Arktis, og derfor kommer der jo også et større fokus på forsvarsområdet, og det betyder også, at Ruslands rolle i forhold til Arktis er noget, som vi følger rigtig meget med i, og der er jo ingen tvivl om, at der er brug for luftrumsovervågning, og at der er brug for, at vi overvåger vandet omkring Grønland i forhold til de russiske ubåde, som vi også ved er der.

Men noget, der var ret interessant, var, at jeg mødtes med handelsstandsforeningen i Grønland, som sådan set siger, at det kunne være interessant, hvis forsvaret kunne købe noget mere lokalt. Og der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad ordføreren tænker om det.

Ordføreren.

At købe noget mere lokalt synes jeg da at vi skal prøve at kigge på, både når vi har kapaciteter og Grønland også får gavn af det, altså at man føler, at det også bidrager til den grønlandske økonomi og det grønlandske samfund. Så det synes jeg at man skal kigge fordomsfrit på.

Selvfølgelig er der jo altid en udfordring, i forhold til hvad man kan få og til hvilken pris. Grønland importerer jo også mange ting, men selvfølgelig skal man kigge på både at bruge lokale medarbejdere og lokale håndværkere, og hvad det ellers kan være, også fordi – og det er jo også noget af det, som forsvaret selv siger, når man er i Grønland – det giver rigtig, rigtig meget værdi med det lokale samarbejde og de lokale input. Så i forhold til at købe synes jeg det helt sikkert også.

Det er lidt en anden boldgade, men jeg er også rigtig glad for, at der nu kommer en aftale omkring noget uddannelse, så også unge grønlændere kan komme til at bidrage og få mere indsigt i, hvad det egentlig er, det danske forsvar og også beredskabet, som forsvaret også står for, laver i Grønland.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak til ordføreren. Så kan jeg også have mulighed for lige at uddybe mine tanker, og jeg tænker generelt det her med, at det ikke bare handler om krudt og kugler og kampfly, når vi snakker forsvar i forhold til Arktis, fordi vi ønsker lavspænding, men at man netop prøver at nuancere tingene og forsøger at integrere det grønlandske samfund lidt mere i opgaveløsningen, og der er beredskabsuddannelsen jo et rigtig godt eksempel på det.

Men jeg synes også, det er ret tankevækkende, at vi måske skal have noget mere forskning om udenrigs- og sikkerhedspolitik i Grønland, og at vi måske mere skal tænke nogle grønlandske virksomheder ind i forhold til at løse de opgaver, og det er nogle nye tanker, synes jeg, i forhold til det, jeg har hørt tidligere. Men jeg ved også, at man gør sig nogle af de samme tanker i Danmark, altså hvordan man kan inddrage forsvarsindustrien. Og det gælder jo sådan set også i Grønland. Der vil vi også gerne have nogle grønlandske aktører med på banen.

Ordføreren.

Jeg er helt enig. Altså, en ny kampplads – nu blev cyberområdet også nævnt – er jo også informationskrigen, som sikkert også i endnu højere grad vil komme til Grønland. Der har allerede været enkelte eksempler på det, og der er det jo vigtigt, at grønlændere og grønlandske politikere har så meget forståelse og er så meget inddraget, og at de har et så reelt billede som muligt af, hvad det betyder, hvad der skal til, hvad situationsbilledet er, hvad det danske forsvar laver, at de rent faktisk har faktaene, at de på egen krop ved, hvad der er op og ned i tingene, så man ikke kan splitte os ad. For det er jo den frygt, man kan have sådan et sted som rigsfællesskabet, hvor udenlandske aktører kunne have en interesse i at sørge for at give os et billede af hinanden, der ikke er reelt, for at prøve at splitte os ad.

Den næste korte bemærkning er til hr. Edmund Joensen fra Sambandspartiet. Værsgo.

Tak, og tak for en god tale, tak for en positiv tale for rigsfællesskabet. Taleren nævnte medier, og hvor stor betydning det havde for forståelsen imellem rigsdelene, og det er jeg hundrede procent enig i. Det er jo den hurtige vej til at informere hinanden og forstå hinandens samfund, og jeg forstod på den tidligere spørger, hr. Christian Juhl, at han havde svært ved at forstå, hvad der bliver sagt på Færøerne, når han var deroppe, og derfor havde svært ved at følge med i, hvad der rørte sig. Og der kan vi bare forestille os, hvordan de andre ude i byerne har det med mediedækningen, når hr. Christian Juhl ikke forstår alt, når han er på Færøerne. Men det viser, hvor vigtigt det er at inkorporere medieforliget i at sende nyheder til hinanden i rigsfællesskabet. Er taleren enig i, at der mangler at blive gjort noget?

Ordføreren.

Det er jeg i den grad, og problemet er faktisk lidt større i forhold til Færøerne end Grønland, fordi man dér også kan se mange nyheder på dansk. Det kan være et problem i forhold til Færøerne. Jeg synes, det er et paradoks, for når man er i Folketinget, ved man, hvor vigtige vi er for hinanden, men mediedækningen af Færøerne i danske medier er jo f.eks. meget, meget dårligere, end den næsten er af Vejle Kommune, vil jeg sige, hvor jeg kommer fra. Der er et eller andet galt i prioriteringen der, og det er også noget af det, vi vil spille ind i medieforhandlingerne, altså at der inden for noget, der er så vigtigt sikkerheds- og udenrigspolitisk og også bare i forhold til den måde, vores folkestyre fungerer på, simpelt hen er så lidt viden.

Hvis du spørger, hvor mange danskere, der ved, hvad lagmanden på Færøerne hedder, eller hvad der er sket i sagen om radaren, som vi nu nævnte, og som også er af ret stor betydning i den her tid, så tror jeg nærmest ikke, du kan finde 1 pct. af danskerne, der kan svare på det, og det er et problem, hvis vi skal have en reel demokratisk debat om, hvordan vores rigsfællesskab skal indrettes, og hvordan vi skal agere over for hinanden i fremtiden. Så jeg håber virkelig, der kommer noget igennem i medieforhandlingerne.

Hr. Edmund Joensen.

Tak. Det er meget vigtigt, at vi inkorporerer det her i mediedækningen, for selvfølgelig er problemet så den ene vej. På Færøerne forstår man både det færøske og det danske, men i Danmark forstår man ikke det færøske. Så jeg skal også gribe i egen barm. Vi burde lave noget, som kunne sendes ud i dansk fjernsyn med dansk sprog og tekst, og selvfølgelig er det samme gældende for Grønland. Men jeg synes, det mangler. Tak.

Ordføreren.

Jeg er enig. Og én ting er så, at det bliver oversat til dansk, men noget andet kunne jo også være, at der var nogle, måske f.eks. i DR – det kunne bare være én person – der redaktionelt fulgte med i, hvad der foregik på Færøerne, så man ligesom får evnen til at sortere i, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt. Og der er det lidt min følelse, at man en gang imellem rejser derop, når der er valg, men at det er i forbindelse med de rigtig vigtige historier, der er mellem valgene, det går galt, og de ikke bliver dækket, fordi man ikke kontinuerligt følger med i det eller har en redaktion eller en redaktionel dækning, og det kunne jo bare være en samarbejdsaftale med nogle af medierne i Grønland eller Færøerne, der gjorde, at det fik en platform. For én ting er, at det bliver oversat til dansk, så vi kan gå ind på en færøsk hjemmeside, men jeg tror næsten bare, det kun bliver sådan nogle som os her, der kommer til at gøre det.

Så derfor er det også vigtigt, at f.eks. DR tager den her rolle på sig, og det er jo derfor, vi har noget public service. Det er jo for at få gjort noget, der ellers ikke ville blive gjort. Så jeg håber meget, det er noget, vi kan komme videre med.

Den næste korte bemærkning er til fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Vi fra Siumut er ikke altid særlig enige med Venstre, men jeg vil alligevel gerne takke for en rigtig god dialog, hvor der også kommer nogle konkrete løsningsforslag til nogle af de problematikker, og der er en forståelse for de problematikker, vi rejser fra Siumuts side. En af de problematikker er jo også selve konstruktionen af rigsfællesskabet, og hvordan nogle af ansvarsområderne ligger i Danmark, og andre ansvarsområder ligger i Grønland, og hvem der skal være de første til at tage hånd om en opdatering af love osv. osv. Og et af de konkrete forslag, som vi fra Siumuts side har bragt op, bl.a. i Folketingssalen, men som også kommer til at blive bragt op til Inatsisartut her til efteråret som et Siumutforslag, er jo, at vi laver det her folketingsråd. Eller vi kommer nok til at kalde det noget mere konkret, men det skal egentlig handle om, at vi har en form for udvalgslignende råd, nævn, i Grønland, som kommer til at have den der konkrete dialog med det danske Folketing omkring nogle af de ting, der skal laves, og nu bragte ordføreren jo også selv nogle af de her ting op.

Kan ordføreren komme lidt mere ind på nogle forslag eller nogle tanker, som Venstre også har omkring, hvordan man kan styrke den del af rigsfællesskabet, kongeriget?

Ordføreren.

Jeg synes – og det var også derfor, jeg nævnte ordføreren i talen – at ordførerens tanker, er rigtig fornuftige, og at det jo måske er noget, man kunne tage udgangspunkt i. Min oplevelse er bare helt konkret, at der er for få her i Folketinget og for få i Inatsisartut, der ved, hvem der har serveretten, hvad det er for nogle områder, der er overtaget og ikke er overtaget, hvordan vi kommer i gang med at løse problemerne, og hvordan vi får snakket sammen om det. For når vi sidder og snakker sammen, er vi jo, vil jeg næsten sige, enige om 90 pct. af tingene, som vi skal have styr på. Meget går egentlig bare lost in translation, eller hvad man kan sige, fordi vi ikke får snakket sammen om det, og vi ikke ved, hvad processen er for, at vi får taget hul på tingene. Og der tror jeg jo, at en idé som den, ordføreren er kommet med, om, at vi mødes om nogle konkrete emner, som vi er enige om, og at vi får snakket om, hvordan det så er, vi kommer videre, kunne være en rigtig god start. Så tror jeg også bare, at det i den her verden med alt det, der sker, og alle de forandringer, der kommer til at ske, bare er vildt vigtigt, at vi lærer hinanden at kende, og at vi har en relation, der gør, at vi ikke misforstår hinanden, og at vi kan samarbejde konstruktivt.

Men der skal forandringer til, og det kommer der til at skulle de kommende år, og der er det bare vigtigt, at vi får opbygget noget tillid, og det kan det, at vi får lidt tættere relationer mellem de forskellige politikere, også være med til.

Der var ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Tak til Venstres ordfører. Hermed kan jeg byde velkommen til ordføreren for Socialistisk Folkeparti. Det er hr. Karsten Hønge. Velkommen.

Vi, der følger Grønland og Færøerne tæt, plejer jo sådan at være frustrerede, nærmest sådan forbistrede over den manglende interesse i rigsfællesskabet i danske medier, men hold da lige op for et fantastisk år, vi har haft. Tv-serien »Borgen« sendte Grønland ind i hundredtusindvis af danske hjem. Dokumentarudsendelser på tv blev fulgt op med seriøse og reflekterende samtaler også på tv mellem mennesker med både viden og noget på hjerte. Flere podcasts behandler også grønlandske emner, og endelig er der det sidste års tid også blevet udgivet flere spændende bøger, både fag- og skønlitteratur. Jeg glæder mig til, at der rykkes lige så meget, når det kommer til mediernes interesse for Færøerne.

Når jeg nu er ved mediernes betydning, vil jeg også i den grad anerkende Danmarks Radios rolle i oprulningen af spiralskandalen i Grønland. Endnu et sort kapitel i Danmarks relation til Grønland blotlægges. Det er råt, det er utilgiveligt, når danske sundhedsmyndigheder kynisk har begået overgreb på unge grønlandske piger og kvinder ved uden samtykke at opsætte spiraler. Og uanset om begrundelserne har været den udbredte fattigdom, den høje børnedødelighed, de mange enlige teenagemødre, incest, arrogante danske myndigheder, eller det har været for at spare penge, er det en skandale, som skal undersøges til bunds. Jeg undrer mig til gengæld lidt over, at det skal være et dansk medie, som afslører den her forfærdelige historie – en historie, der jo, kan jeg forstå på det, i Grønland nærmest omtales som en offentlig hemmelighed. Men det er godt, at det er kommet frem i lyset, for ansvaret ligger i Danmark. Vi skal have en redegørelse, som lægger alt frem: Hvor mange piger og kvinder oplevede overgrebet? Hvor mange lever i dag? Hvilken type erstatning skal vi forvente? Hvor kom beslutningen fra? Hvem er de ansvarlige?

Jeg synes, vi skal tage skridtet fuldt ud og ikke igen lade os blive overraskede og chokerede over forhold i vores fælles historie. Vi skal rydde op, og der skal ikke være noget, der fejes ind under gulvtæppet. Ligene skal ud af skabene, så at sige. Om det skal have form af en undersøgelseskommission som forløber for en forsoningskommission eller noget andet, betyder mindre. Men vi skal rydde op i vores relation, uanset om det er spiralskandalen, eksperimentbørnene, de uklare forhold omkring bortadoptioner, tvangsanbringelse af grønlandske børn i Danmark, udsatte grønlænderes vilkår i Danmark, om grønlændere skal have status som oprindeligt folk i Danmark, det danske sprogs anvendelse i Grønlands skoler, sundhedsvæsen og politi eller noget helt andet. For jeg har helt sikkert ikke nævnt alle følsomme temaer.

Jeg elsker rigsfællesskabet, men det skal være et fællesskab med gensidig respekt og i øjenhøjde – et fællesskab, som alle parter vælger til. Grønland, Færøerne og Danmark skal arbejde sammen, tror jeg, på en ny og anderledes forpligtende måde. Vi har en chance for at vise, at vi mener det alvorligt, når vi taler om modernisering og demokratisering af forholdet mellem vores tre folkeslag – de tre små nationer, som opnår meget mere, når vi er sammen, end hver for sig. Det er netop ikke et tvangsægteskab, så hvis nogen vil ud, ja, så må det være sådan.

Det eneste, som er uholdbart, er gensidig mistillid og beskyldninger og det der med at tillægge hinanden bevæggrunde, som ofte ikke eksisterer. Jeg tror, vi skal rydde spillepladen og sætte brikkerne på en ny måde.

Her og nu skal vi inddrage hinanden meget mere i processer af fælles interesse, så vi skal hurtigst muligt videre med tankerne om de fælles møder for parlamentarikere fra alle tre rigsdele. Fælles viden og dialog er vejen frem også på nye politikområder som f.eks. skolepolitik og det kommende medieforlig.

Derfor skal vi alle sammen være fleksible og dynamiske og række hænderne frem til hinanden for at holde fast i hinanden i stedet for at bruge dem til at skubbe os fra hinanden. Jeg synes til gengæld også, at snæversynet fladpandet nationalisme og hadtale er fordummende, uanset hvornår og hvordan den stikker hovedet frem.

Spørgsmålet, vi skal stille os selv, er: Hvad kan vi i rigsfællesskabet gøre, for at alle tre rigsdele selv finder rigsfællesskabet så tillokkende, at de vælger det at blive der til? Og når vi har svaret på det, får vi et stærkere rigsfællesskab og dermed mulighed for at matche stormagtsrivaliseringen i Arktis, uanset om det drejer sig om Rusland, Kina, Storbritannien eller USA.

Og lad os så slå en stor tyk pæl igennem myten om, at Danmark har ønske om at holde fast i Grønland og Færøerne, fordi vi skulle have internationale strategiske interesser. Det lyder sådan nærmest intuitivt rigtigt, at Danmark skulle have interesse i at være forbundet med andre rigsdele bl.a. af sikkerhedsmæssige, militære grunde, og fordi vi får en større stemme internationalt og på den måde måske også kunne få større indflydelse, men Danmark er såmænd bare en lille europæisk stat uden den slags strategiske overvejelser. Danmark har ingen strategisk interesse i Arktis uden rigsfællesskabet. Så længe vi har et kongerige og et rigsfællesskab, har Danmark naturligvis stærke interesser i Arktis, men ellers ikke. Det er rækkefølgen. Det er på grund af rigsfællesskabet, vi har interesserne; vi har ikke rigsfællesskabet, fordi vi har strategiske interesser.

Vi kunne vælge at bruge de mange penge og tilstedeværelsen af militær og politi og search and rescue på al mulig anden udenrigspolitisk aktivitet andre steder. Nej, Danmarks interesser i Grønland og Færøerne bunder i vores fælles historie og de tusindvis af familiebånd, som holder os sammen, og at vi er tre små nationer, der når meget længere sammen, og at der er højere til loftet både sådan fysisk faktisk og mentalt i alle tre lande. Det er til gengæld fuldstændig indlysende, at USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig har interesser på spil. Det giver ingen mening at overføre den tænkning til en miniputstat som Danmark.

Kampen mod klimaforandringerne og for et bæredygtigt miljø skal have topprioritet, for temperaturen i Arktis stiger dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit gennem de sidste 5 år. Det er Arktis, der bærer konsekvenserne af årtiers ansvarsløse behandling af klimaet og naturen. I den forbindelse synes jeg, det var en stor fornøjelse her i sidste uge, at jeg endelig langt om længe kunne se Grønlands Naturinstituts nye forskningsskib »Tarajoq« lægge til kaj i Nuuk. De 235 mio. kr., som skibet har kostet, repræsenterer Grønlands største investering i forskning, og det er der god grund til at være stolt af. Nu bliver reje- og fiskebestandene overvåget, og det vil give et videnskabeligt grundlag for en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer. Så venter vi bare på, at vores eget DTU får bygget forskningsskibet færdigt.

Vi skal i praksis udvide Grønlands og Færøernes udenrigspolitiske handlerum, og det kan være et vigtigt skridt mod et rigsfællesskab med mere ligeværd og respekt, et rigsfællesskab med en fremtid foran sig og med frustrationerne og utilfredsheden bag sig. Både Grønland og Færøerne har helt legitime ambitioner om at være med i alle processer og beslutninger, og Ruslands overfald på Ukraine kaster skygger over Arktis. Krigen i Ukraine får dramatiske konsekvenser overalt på jorden og i høj grad i Arktis. Der skal vi jo tænke på, at i omegnen af 4 millioner mennesker bor i den arktiske region, men har vidt forskellige muligheder for at bestemme over deres egen fremtid. Det er nødvendigt at håndtere de spørgsmål på trods af den internationale krise, og Danmark skal altid være på de oprindelige folks rettigheders side.

Når der skrues ned for aktiviteterne i Arktisk Råd og andre internationale samarbejdsorganer, som vedrører Arktis, kommer andre spillere på banen. Tomrum vil aldrig være en mulighed, når store interesser er på spil. Derfor vil vi se NATO skrue op, og EU vil gøre endnu mere ud af det konsulat, som allerede er planlagt i Nuuk.

Af mange grunde har Kina endnu holdt balancen i forhold til Ukraine, Rusland og Vesten, men situationen er uforudsigelig, og på et tidspunkt vil de, hvis muligheden byder sig, med sikkerhed forsøge at sætte foden i døren til indflydelse i Arktis, og Rusland kan gå hen og blive deres billet til at gå ind i regionen. Om det bliver i form af en alliance eller et løst samarbejde med Rusland, er umuligt at vurdere, men bare den realitet, at der er ustabilitet og uro om de formelle organer, vil øge Beijings regerings appetit for at finde veje til indflydelse. Kina har jo gennem lang tid defineret sig selv med det her lidt kryptiske begreb nærarktisk stat, og de vil med stor sandsynlighed skrue op for deres stormagtsambitioner i regionen. En række lande, herunder Kina, har vedtaget nationale arktiske strategier – ja, selv Grækenland og Indien har vedtaget nogle. Men især Frankrig og UK lægger jo ikke skjul på deres ambitioner om indflydelse.

Danmarks position står og falder naturligvis med rigsfællesskabets rolle og evne til at holde sammen, og desværre er det jo ikke lykkedes endnu at skrive den fælles strategi, men nu må vi se at rykke på det. I forhold til den aktuelle krise synes jeg til gengæld, at det har været lidt trist at følge Færøernes noget langsomme implementering af lovgivningen omkring sanktioner.

Isen omkring Arktis smelter, nye sejlruter bliver tilgængelige, og fremtidig minedrift bliver nemmere. Men de politiske koldfronter trækker sammen. Vi står bedst ved at styrke sammenholdet i rigsfællesskabet, NATO og EU.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren. Først er det fra hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin. Værsgo.

Tak for en meget engageret tale med meget kød på. Ordføreren er også meget engageret i debatten om de her sager og har været ude med riven, som han også var i talen her, og har kritiseret, at Færøerne har været fodslæbende, når det gælder implementering af sanktioner over for Rusland. Og det er ordføreren selvfølgelig i sin fulde ret til at have sine skarpe meninger om; det har jeg selvfølgelig også mine meninger om. Men jeg vil bare spørge, om ordføreren ikke vil medgive, at man på Færøerne trods alt har iværksat de samme sanktioner, som EU har iværksat. Tak.

Ordføreren.

Jo, heldigvis har vi jo set, at de private virksomheder har rullet deres sanktioner ud. Jeg har også fulgt den færøske debat og kan jo se, at der i høj grad også er forskel på partierne på Færøerne. Der er også færøske partier, der mener, at det her er gået for langsomt. Men jeg anerkender og er glad for, at private firmaer på den måde redder Færøernes ære.

Hr. Sjúrður Skaale.

Det er fuldstændig rigtigt, at nogle af de store virksomheder har erklæret, at de af moralske, politiske eller etiske bevæggrunde vil trække sig ud; andre har trukket sig ud, fordi det ikke kan lade sig gøre. Men man har ikke gjort noget fra politisk hold, som ikke er i sync med det, som EU også gør, trods alt. Det går langsomt, men man har ikke fra politisk hold sat sig imod det, som EU gør.

Ordføreren.

Nej, det er heldigvis rigtigt, og jeg er helt opmærksom på, at lagmanden hurtigt var ude med en generel melding om, at man støttede sanktionerne, men det ændrer ikke på, at jeg er overrasket over, at det kan tage så lang tid at implementere den lovgivning. Og det er da kun nogle få uger siden, russiske skibe lagde til i Thorshavn og fik fuld service – det synes jeg ikke er så heldigt.

Fru Aaja Chemnitz Larsen for en kort bemærkning. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Ordføreren var jo også med i Grønland, og jeg oplevede også, at ordføreren havde stjerner i øjnene over at være tilbage i Grønland, så det var dejligt, at ordføreren tog med. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren fik ud af at være med til Future Greenland. Hvad var det for nogle læringer, der ligesom kom fra deltagelsen i Future Greenland, set med SF's briller?

En anden ting er også, at vi jo er enige om, at der er brug for noget mere viden om Grønland. Det er rigtig godt at se med de her podcasts og sådan nogle ting, men hvordan holder vi det ligesom i live, og hvordan sikrer vi, at der også i folkeskolen kommer til at være noget mere viden om Grønland og Færøerne i fremtiden? Det tror jeg også er vigtigt at holde sig for øje; så det kunne jeg godt tænke mig høre ordføreren kommentere på.

Ordføreren.

Det, jeg først og fremmest har med fra konferencen Future Greenland, er den energi, der ligger i mange virksomheder, altså at så mange private virksomheder ikke kun fra Danmark, men jo også fra Australien og Canada i den grad ønsker at arbejde sammen med grønlandske firmaer; altså den frodighed, der var i ønskerne om at gribe de muligheder, der er. Det var det ene.

Det andet var til gengæld manglen på sådan konkret politisk retning, i forhold til hvad man vil fra grønlandsk side; altså den kollision, som vi oplevede flere gange, hvor virksomhederne siger, at de egentlig gerne vil i gang, men at de har brug for sådan konkrete mål og konkret handling fra politisk side. Det synes jeg var interessant. Men jeg er meget optimistisk omkring, at der var så mange, der gerne ville bidrage.

Og så tror jeg, at vi har meget længere at gå i forhold til oplysning i vores folkeskoler og gymnasier. Jeg er vældig begejstret for den der nye gymnasieklasse, hvor man både er i Grønland, på Færøerne og i Danmark. Men man skal langt mere ud i folkeskoler og gymnasier og erhvervsskoler, for der ligger kæmpe muligheder dér, tror jeg.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Jeg vil sådan set give ordføreren ret i, at der er brug for en retning, og det var også noget af det, jeg nævnte i min tale – særlig når vi snakker grøn energi, turisme og forsvarsområdet. Det er de tre områder, hvor jeg ser et kæmpestort behov for, at man ligesom får prioriteret og får lagt en politisk linje.

Et andet emne, jeg meget kort vil tage op, er det her med kontinentalsokkelprojektet, for med krigen i Ukraine og Ruslands ageren tror jeg faktisk, at der er en sag, vi er nødt til at give lidt mere politisk opmærksomhed, og det er kampen om Nordpolen – kan man kalde det – mellem Grønland og Rusland. Hvordan tror ordføreren at krigen i Ukraine kan komme til at påvirke det arbejde, der er i forhold til kontinentalsoklen?

Ordføreren.

Det er utrolig spændende – og meget præcis spurgt – for én ting er, at vi nu har sat Rusland uden for døren i Arktisk Råd, men udfordringerne er der jo stadig væk. Så vi bliver selvfølgelig nødt til at gøre nogle bestemte ting i forhold til krigen i Ukraine, og vi bliver nødt til lave de forholdsregler over for Rusland. Det gør til gengæld, at der er andre ting, der bare ligger og ikke bliver løst. Udfordringerne skal jo løses fortsat, og der har vi altså en kæmpe udfordring. Og der er Arktisk Råd sådan set nærmest en genial opfindelse. Det er lidt svært at se nu, hvordan vi kan få fat om roden og få løst de problemer i fællesskab, når vi nu ligesom har sat arbejdet i Arktisk Råd på pause.

Den næste korte bemærkning er fra fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Der blev også nævnt, at vi lige har været i Grønland i forbindelse med den konference, der hedder Future Greenland. Og Future Greenland er jo en slags pendant til de her DI-konferencer, man også holder. Nu vil vi jo gerne stå ved, at vi er røde, socialistiske partier, og alle de gange, vi indtil videre har været i Grønland, har vi senere hen i Grønlandsudvalget vurderet, at vi nok også snart bliver nødt til at have nogle dialoger med arbejderklassen.

Så jeg vil gerne lige spørge ind til, hvad SF's holdning er til det. For sidst vi holdt møde i Grønlandsudvalget, var der ikke den største opbakning til den kritik, der også kom fra Siumuts side, om, at vi nok bliver nødt til at have lidt mere om arbejderpartierne, SIK og arbejderklassen, når vi så også kommer til Grønland for at holde møder med den grønlandske befolkning – hvilket altså vil sige ikke kun erhvervslivet. Det vil jeg gerne høre SF's holdning til.

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at fru Aki-Matilda Høegh-Dam dér fanger mig på et ømt punkt, for det her er første gang, jeg har været i Nuuk, uden at holde et møde med SIK. Hver gang jeg har været i Nuuk indtil nu, har jeg simpelt hen konsekvent mødtes med SIK netop for at få informationer ad den vej. Den her gang var mit program så tæt, at jeg simpelt hen ikke nåede det.

Men der er jo åbenlyst nogle udfordringer, der skal fanges dér, fordi det grønlandske klassesamfund er så dramatisk. Altså, mange af de grønlandske lønmodtagere er jo rigtig dårligt lønnede, og uddannelsesniveauet er for dårligt. Så at have en dialog med SIK er jo helt afgørende. Og som sagt er det simpelt hen første gang, jeg ikke har mødtes med dem, når jeg er i Nuuk. Men vi skal på alle mulige måder have dialogen med fagbevægelsen. Det er klart.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Det er jo således, at når vi fra partiet Siumut har snakket med andre arbejderforeninger, såsom KNAPK eller SIK, så finder vi også ud af, at der er et helt andet billede, end hvis vi kun snakker med erhvervslivet, bl.a. i forhold til hvordan man også kan læse den statistik, der er om uddannelsesniveauet, som faktisk er langt højere, end sådan som det også lige bliver udstillet.

Men jeg vil også gerne lige hurtigt spørge ordføreren om det, man kom ind på om oprindelige folk, altså at grønlænderne eventuelt skal anerkendes som et oprindeligt folk i Danmark. Nu er vi jo allerede anerkendt som et oprindeligt folk i forhold til ILO-konventionen nr. 169. Så jeg vil gerne lige høre, hvad ordføreren mener om det.

Ordføreren.

Det, jeg sagde i ordførertalen, var for det første, at vi i Danmark altid skal stå fast på oprindelige folks rettigheder, når de er på spil, som de er i hele den arktiske region. Det er én ting. Og for det andet er det en af de ting, jeg synes vi skal have ryddet op i. For jeg hører jo gennem årene jævnligt den diskussion blive rejst, at man også som grønlænder i Danmark ønsker at have en status som oprindeligt folk. Og det er der jo flere nuancer i, for det er der også mange der ikke synes er en god idé. Jeg synes bare, det kunne være godt at få konkluderet på den debat. Så det er en blandt mange andre ting, jeg nævnte, der sådan hele tiden popper op. Så kommer ønsket om det, og så står nogle folk sådan og bliver lidt overrasket over, hvad nu det er for en diskussion, og hvad de skal mene om den.

Altså, indtil nu har jeg hørt mange tale imod det, men jeg har ikke selv gjort min stilling op, med hensyn til om det ville være en god idé. For jeg mener også, det fratager en række grønlændere rettigheder, hvis man ikke bare har det som danske statsborgere. Men det er en af de mange ting, som er sten i skoene, og som vi skal have fundet ud af hvad vi mener om.

Tak til hr. Karsten Hønge, og dermed tak til Socialistisk Folkeparti. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak, formand. Tak for redegørelsen, og tak for de mange gode indlæg. Jeg synes, der er mange ting, der går den rigtige vej, i vores rigsfællesskab. Som flere har været inde på, er der en større bevidsthed både i Grønland, i Danmark og på Færøerne om vores historie og ikke mindst om vores nutid – det, vi har sammen, det, vi kan få sammen, og det, vi har haft sammen.

Der bliver snakket om dokumentarserier, og der har været en ny »Borgen«-sæson, og der har også været en række podcasts og debatter. Jeg er aldrig før blevet inviteret til så mange debatter som nu om rigsfællesskabet, så det er jo positivt. Jeg føler også, at der er et større samarbejde, end der har været i mange, mange år, og som statsministeren også lagde vægt på, så er det jo, når man besøger Nuuk og Thorshavn i dag, næsten kinesiske tilstande i den forstand, at der er en rivende udvikling erhvervspolitisk, med hensyn til infrastruktur osv. Og endelig føler jeg også, at vi har taget på vores fælles historie på en ny måde, også de svære mørke kapitler og også med en ny dansk erkendelse af de steder, hvor vi har fejlet.

Alt det er godt, men det er også helt indlysende, at der er områder, hvor der stadig er ting, der kunne blive bedre. Jeg er, som jeg nævnte over for statsministeren, ret optaget af, at de unge grønlændere, der kommer til Danmark i kortere eller længere tid, får en bedre indgang til Danmark og et bedre ophold med mulighed for at få mere ud af det både fagligt, kulturelt og menneskeligt, end tilfældet er i dag. Og jeg er helt enig i, at langt størstedelen af grønlænderne jo bare er hernede for at arbejde osv., men jeg tror også, der er nogle særlige problematikker, som gør sig gældende, i forbindelse med den kultur, som unge grønlændere, der nogle gange bliver her i mange, mange år, kommer med. Vi har også oplevet eksempler på diskrimination, som er værd at tage fat på. Så det er et tema, som vi godt kunne tænke os at tage fat på.

Vi er i Det Udenrigspolitiske Nævn i fuld gang med også at lave et parlamentarisk forum mellem de tre udenrigsudvalg, som alle er enige om at der skal være. Nu skal vi bare have fundet det rette tidspunkt og sted. Der ser jeg meget frem til at kunne få en indgående sikkerhedspolitisk drøftelse af vores indbyrdes forhold og vores fælles rolle i Arktis.

Så er der hele det svære tema, der handler om de ting, der er sket i vores fortid. Jeg er selv lige kommet hjem fra Nuuk. Nogle gange kan man godt mærke i den danske debat, at der er sådan en lille utålmodighed: Skal vi ikke komme videre? Og skal vi ikke kigge fremad? Jeg har selv en snert af det, fordi jeg synes, at der er så meget, der trænger sig på, også af store udfordringer i dag, som vi bør bruge vores politiske energi på. Men efter at have drøftet det her i mange år, ikke mindst i den seneste uge med grønlandske kollegaer oven på den her rimelig rystende historie om spiralkampagnen, som i hvert fald kom fuldstændig bag på mig og også har chokeret mig, er jeg også blevet ret overbevist om, at det godt kan være, at der er behov for en mere systematisk tilgang til den fælles erkendelse. Hvad formatet skal være for det, og hvad den rigtige tilgang er, synes jeg må bero på en tæt dialog mellem de forskellige dele og alle involverede parter. For mig vil det være vigtigt, at man i givet fald skal søge en fælles erkendelse for at kunne få en fælles tillid at tænke fremad på, så man forsøger at vende alle sten, hvad angår alt det ansvar, som alle parter har haft fra både grønlandsk og dansk side i tidernes løb, for at blive klogere på os selv, men selvfølgelig også for at kunne tage det ansvar, som helt givet er størst for Danmarks vedkommende, men som selvfølgelig også skyldes alle mulige andre omstændigheder og er andre aktørers ansvar. Den dobbelthed i forhold til også grønlandske myndigheders ansvar synes jeg det er vigtigt vi får med i den historieskrivning, også for at blive klogere på, hvordan vi gør det fremadrettet. Men der er i hvert fald herfra en åbenhed over for at diskutere det, som ligger Grønland meget på sinde, videre.

Endelig vil jeg som det sidste komme med en tanke til statsministeren. Nu var det fru Aaja Chemnitz Larsen, der nævnte det der med lovgivning, der ligesom halter bagefter, og der er også noget med infrastruktur i Grønland. Og jeg synes lidt ofte, at jeg støder på, at almindelige ressortministerier i Danmark måske har lidt mindre føling med rigsfællesskabet, end man har naturligt i Statsministeriet eller Udenrigsministeriet, hvor man beskæftiger sig med det som ressort, og at der er lidt for mange huller rundtomkring. Er det muligt på en eller anden måde at ændre på det? For jeg tror, at hvis vi skal løfte rigsfællesskabet og vores arktiske strategi og vores fælles rolle i geopolitikken, så kræver det, at vi har en mere fuld plade at spille på.

Jeg er glad for, at statsministeren sammen med Múte B. Egede har igangsat de her nye projekter om vandkraft, og det ligger, så vidt jeg forstår, i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Det er et godt eksempel på, at der ligger meget ude i ressortministerierne, som det er vigtigt at vi får hånd om, og at vi rent faktisk skal være bevidste om, hvor meget de beslutninger, vi tager, betyder i Grønland og på Færøerne, og at vi er up to date og prioriterer det. Det skulle være mine ord, formand. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er til fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Tak for talen, og også tak for samarbejdet. Noget af det, jeg synes, der har været ret tankevækkende, når vi kigger på de her forskellige sager, der har været i historien – eksperimentbørnene, de juridisk faderløse, de ulovlige adoptioner og spiralkampagnen – er det med, at det typisk har været kvinder, der har været i front i den kamp.

Når jeg har set de her udsendelser med historien om Grønland og Danmark, har det været ret interessant for mig at se særlig den sidste, der handler om kvinders rolle i forhold til udviklingen af det moderne grønlandske samfund, og der tænker jeg, at det i virkeligheden er en spejling af den barndom, jeg selv har haft i Grønland. Min oplevelse er, at rigtig mange af de kvinder i Grønland, der har været frontkæmpere, måske også har været mere omstillingsparate til det moderne grønlandske samfund og har kunnet se de enormt store fordele, der er ved at leve i et mere moderne samfund.

Det synes jeg er ret tankevækkende, dels fordi det er positivt, dels fordi det jo også betyder, at der er nogle mænd, vi er nødt til at være opmærksomme på i den udvikling, og det mener jeg sådan set stadig væk, og det talte jeg faktisk med en borger om, da jeg var i Grønland. Så der er for mig at se en opgave der. Men sådan helt generelt: Hvad tænker Radikale Venstre om, hvad vi kan gøre fremadrettet? For der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at forholde os til historien, men der er også i Grønland et ønske om, at vi ser fremad.

Ordføreren.

Det var nogle virkelig spændende og interessante betragtninger. Jeg er ikke i tvivl om, både når vi kigger historisk på det, og når vi kigger på den nuværende situation i Grønland, at der er et kønsperspektiv i det her, som vi bliver nødt til også at blive klogere på. Jeg tror ikke, at der var meget romantisk ved at være kvinde i bygder i gamle dage – det er jeg enig i – og jeg har også den forståelse, at kvinder i vidt omfang drev moderniseringen, kan man sige, af det grønlandske samfund og tog det til sig, men det var også noget af det, som det kunne være sjovt at blive klogere på.

I dag ser vi mig bekendt – i øvrigt lidt ligesom i Danmark – når vi kigger på, hvilke børn det er, der ikke lærer at læse, som ikke kommer videre, at der også er et kønsperspektiv der. Vi ser drengene i en særlig sårbar rolle, hvilket også kunne være spændende at kigge ind i, og det er, måske fordi moderniseringen af Grønland betød et meget stort kønsrolleskifte, som var svært for mændene, der jo var jægerne i gamle dage. Det er kvinderne, som nu tilsyneladende er klar til at gå ind at tage nye roller i det nye samfund. Men det, jeg kommer med her, er mere gisninger. Det kunne være spændende at blive klogere på, for netop også at kunne kigge fremad, hvad der skal til for at få endnu større dele af det grønlandske samfund ind, og her er der noget ligeværdighed, for vi står med de samme udfordringer i Danmark.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Jeg er selv vokset op hos en enlig mor, som er feminist, og jeg husker, at min bamse blev brugt til at kæmpe for endnu flere vuggestuepladser, og min aanaa, min bedstemor, sad som socialudvalgskvinde, og Gudrun Chemnitz, som også er en del af min familie, var en meget kendt kvinde, og som formand for kvindeforeningen var hun i høj grad med til ligesom at udvikle. Så jeg ser egentlig mig selv lidt som en moderne feminist, som også gerne vil være med til netop at inkludere, og det betyder både kvinder og mænd, og være med til at sikre, at mænds rolle i det grønlandske samfund sådan også er noget, vi måske er lidt mere bevidste omkring. For jeg tror sådan også, at de har haft det svært og måske på en måde har haft det sværere, fordi de har mistet en identitet ved at gå fra at være storfangere i en bygd til at komme til at bo i en boligblok i storbyen og derved måske har mistet hele den der rolle, de har haft som mand. Så jeg synes bare, at det er et interessant perspektiv at være opmærksom på.

Ordføreren.

Det er jeg meget, meget enig i, og det kunne vi i hvert fald hurtigt blive enige om var noget, der var værd at arbejde videre med. Man kan jo sige, at det er dobbelt, for der er jo ingen tvivl om, at en meget stor del af de overgreb og problemer med vold, der er i Grønland, forårsages af mænd og går ud over kvinder, kan man sige, men der er heller ingen tvivl om, at det, hvis man kigger sådan socialt på det, som sagt ser ud, som om der er større problemer, når det handler om læring og uddannelse, i drengegruppen end i pigegruppen. Så det er et komplekst tema, men helt sikkert noget, vi kunne blive klogere på i fællesskab.

Næste korte bemærkning er til hr. Sjúrður Skaale, Javnaðarflokkurin. Værsgo.

Tak for det. Nu er der sket det, at vi har invasionen af Ukraine, og så har EU vedtaget de her sanktionspakker, som er en sikkerhedspolitisk foranstaltning. Der har man fra dansk side sagt meget klart, hvilket jeg synes er en god og nødvendig ting: Det her lægger vi ikke ned over Færøerne; det er noget, som man tager stilling til deroppe. Og så har man så behandlinger i Lagtinget om sikkerhedspolitik. Det er et dansk område, men man har politisk flyttet det til Færøerne. Faktisk er det, jeg vil ikke sige en revolution, men det er en meget stor ændring fra for få år siden, at man simpelt hen behandler sikkerhedspolitik i Færøerne. Det kan så føre til, at man ikke altid får samme facit som i Danmark, og så kan man have et rige, som, selv om man er enige om det allermeste, også kan tale med forskellige stemmer i sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Normalt plejer man at sige, at når det gælder sikkerheds- og forsvarspolitik, taler én stat med én stemme – der er én linje; der er ikke nogen tvivl om, hvad man mener. Nu kan vi få en situation, hvor det danske rige taler med forskellige stemmer, har forskellige meninger. Kender ordføreren andre eksempler på det fra andre stater, og mener ordføreren, at riget kan holde til det?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at det er en yderst kompleks situation. Det er den for de fleste. Og det er jo også rigtigt, at vi ser stadig flere eksempler på, at handelspolitik, telepolitik og al mulig anden politik også får geopolitiske og sikkerhedspolitiske implikationer. Og der er jo ikke meget andet at gøre, tænker jeg, end det, som vi i fællesskab er ved at prøve at gøre, nemlig at arbejde tættere og tættere sammen om, hvordan vi håndterer det, og tættere og tættere sammen om at definere, hvad der så er, kan man sige, det samlede rigsfællesskabs udenrigspolitik.

Det er stadig min overbevisning, at vi står stærkere sammen som stemme udadtil, end vi står hver for sig. Det ved jeg godt at jeg ikke er enig med alle i Grønland og på Færøerne i, men det er min egen opfattelse. Men det er også helt indlysende, at vi bliver nødt til fra dansk side at inddrage Færøerne og Grønland langt mere og langt tidligere, end vi har været vant til, og også tage alvorligt, hvad holdningen er. Med hensyn til den radar, der nu skal være på Færøerne, kunne man så have forestillet sig, at den blev bygget, hvis Færøerne vitterlig ikke ville have den? Det har jeg svært ved at forestille mig.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Jeg er fuldstændig enig i, at det er modsætningsfyldt. Og jeg er helt enig i, at selvfølgelig har vi ikke forskellige interesser sikkerhedspolitisk; der er ikke nogen forskel på, hvilke interesser man har. Men det er også meget vigtigt, for at fællesskabet skal fungere, at man overlader de beslutninger, som er vigtige for Færøerne, til Færøerne. Det er ikke en strid om kejserens skæg, for det er vigtigt, at man føler: Det er os, der bestemmer. Det gælder, selv om man bestemmer det samme, som man ville have bestemt i Danmark. For så ville man have problemet, hvis beslutningen var taget på forhånd, selv om det var samme facit.

Men man risikerer altså også, at der kommer forskellige udmeldinger, forskellige afgørelser i forskellige sager. Det må man så, synes jeg, og jeg ved ikke, hvad ordføreren tænker om det, lære at leve med – nogle gange er et rige splittet på de mest fundamentale ting, nemlig sikkerhedspolitik.

Ordføreren.

Jamen jeg synes egentlig, at hr. Sjúrður Skaale formulerer det meget elegant. Altså, jeg er ikke i tvivl om, at grundlæggende har vi samme sikkerhedspolitiske interesser om lavspænding og en bæredygtig udvikling til gavn og glæde for de folk, der bor i Arktis og i Nordatlanten. Men det er også helt indlysende, at der kan komme sager og være områder, hvor vi, qua at vi ligger forskelligt geografisk og har en forskellig erhvervsstruktur, har forskellige interesser, og det må vi håndtere fra gang til gang. Og det må alle dele være indstillet på, også Danmark.

Den næste korte bemærkning er til fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Tak for ordførertalen, og tak for de møder, vi også havde forleden i Grønland. Jeg vil gerne komme lidt ind på bl.a. det samarbejde, altså den konstruktion, vi har med hensyn til bl.a. det forslag, Siumut kommer med, med hensyn til et folketingsråd, og at vi bliver nødt til at samarbejde. Vi har jo set, at Grønland har taget direkte ansvar over for nogle ansvarsområder, som Folketinget varetager i forhold til noget lovgivning, bl.a. ved at sige: Nu vil vi fra Grønlands side gerne have i forhold til f.eks. foranstaltningen for retsvæsenet, at straffe for forbrydelser imod børn skal hæves med 50 pct. Så der er jo en masse ting dér, der også bliver taget hånd om. Jeg vil egentlig gerne høre lidt om ordførerens tanker om, hvordan vi kan styrke den del af samarbejdet. Kan det være gennem et lignende folketingsråd, eller er der nogle andre tanker bag fra Radikale Venstres side?

Værsgo.

Som udgangspunkt er vi åbne for at diskutere stort set alle mulige konstruktioner, der kan være med til at styrke både de enkelte dele af rigsfællesskabet og rigsfællesskabet som sådan. Det er klart, at når man laver nye sådan mere formelle konstruktioner som nu kontaktudvalget, eller hvis man skulle lave en eller anden form for råd, så skal man selvfølgelig altid spørge sig selv, hvor meget mere man kan vinde ved at bruge vores kræfter på at etablere det frem for at gøre det, vi kan inden for rammerne af det, vi kan i dag. Det er jo en speciel konstruktion med fire nordatlantiske mandater i Folketinget, hvor der så samtidig er en regering i Grønland. Altså, det giver nogle interessante situationer nogle gange, og især når det ikke er de samme partier, som sidder her, som sidder i de respektive regeringer. Kan vi finde en mere, kan man sige, ligeværdig måde at få det til at fungere på? Det vil jeg slet ikke udelukke. Men jeg har desværre ikke konstruktionen inde i hovedet selv, sådan lige med det samme i hvert fald.

Tak. Der er en opfølgende bemærkning. Værsgo.

Tak for svaret. Men det var netop også det. Jeg har lige været i Grønland, og jeg har fulgt med i arbejdet i det grønlandske parlament, hvor jeg kan se, at der er fuld drøn på, men der er jo ikke et eneste udvalg deroppe, der netop beskæftiger sig med de ansvarsområder, som man skal varetage herfra. En idé var bare – siden der også bliver snakket om, at man nogle gange bliver handlingslammet – at der også skal være et slags råd deroppe, som kan varetage det i det grønlandske parlament.

Men her fra dansk side er der jo stadig grønlændere i Danmark, som er vælgere, og som stemmer på danskere, der stiller op i Danmark. Det er jo jeres vælgere, man også skal tage hånd om. Det er danske statsborgere med grønlandsk baggrund, der netop oplever diskrimination, og her har vi netop også snakket om, om man bl.a. kunne indføre noget med minoritetsrettigheder for at sikre, at sproget osv. også bliver retfærdiggjort i forhold til retssikkerheden. Hvad siger ordføreren til det?

Værsgo.

Hvad den sidste del angår, nemlig hvordan vi sikrer rettighederne for grønlændere, der bor i Danmark, og at de lever et godt liv og ikke bliver udsat for dårlige ting, men tværtimod får mulighed for at deltage i samfundslivet, mener jeg, at vi godt kunne gøre mere. Og jeg mener, at vi bør have et øget fokus på det. Det vil jeg meget gerne diskutere videre med ordføreren og de grønlandske partier.

Hvad angår det sidste, vil jeg sige, at jeg tror, det først er nu, jeg forstår spørgsmålet rigtigt. Altså, de områder, som Grønland ikke har hjemtaget, men hvor der så bliver vedtaget lovgivning med betydning også for Grønland – ja, den dialog er da klart også værd at styrke. Det synes jeg bestemt.

Tak. Næste korte bemærkning går til hr. Edmund Joensen. Værsgo.

Tak. Tak for en god tale, og tak for din store interesse i at få tingene i rigsfællesskabet til at fungere. Vi har tidligere snakket om et samarbejde mellem parlamenterne. Mit spørgsmål er så: Er der gang i det arbejde, og hvor langt er vi henne i det arbejde? Tak.

Værsgo.

Jeg forstår godt hr. Edmund Joensens spørgsmål, for det er et stykke tid siden, at vi begyndte at have en god dialog om det, og tusind tak for den opbakning, der har været fra ordføreren hele vejen igennem. Sagen er jo simpelt hen den, at der har været to skift i den grønlandske regering, og hver gang har der samtidig helt naturligt været en ny konstituering af Udenrigsudvalget. Det har så betydet, at der også har været en udskiftning af formand. Så jeg har først den seneste uge været i kontakt med min nye kollega fra det grønlandske udenrigsudvalg, der heldigvis er meget interesseret i at lave sådan et format. Og vi har fået tilsagn fra det færøske udenrigsudvalg, som det er ordføreren bekendt, og det er derfor mit håb, at vi kan finde et tidspunkt lige efter sommerferien, hvor vi kan etablere det første møde mellem de tre udvalg.

Mange tak til den radikale ordfører, der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Christian Juhl fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg har nydt de sidste ugers historiske film – jeg synes, at det er en genial ny stil, som Danmarks Radio har fundet til at fortælle historier i. Nu har de så taget et skridt mere ved at sige, at det er en samproduktion mellem Grønland og Danmark, hvor man så har to journalister, der går ind og ud af historien. Det virker både – hvad kan man sige – interesseskærpende, men jeg synes også, at man bliver klogere af det. Jeg har mange venner, som via de udsendelser og de debatter, der følger efter, har fået skærpet deres interesse for Grønland.

Og så kan jeg da sige, at i den sidste runde af forhandlingerne om en medieaftale, der startede her kl. 13, er rigsfællesskabet nævnt i den tekst, jeg har set som den sidste. Jeg skal ikke sige, hvem der har bragt teksten ind, ud over at den jo findes i aftalen nu og forhåbentlig også bliver der i de sidste forhandlinger. Men der står jo også direkte understreget i public service-aftalen med Danmarks Radio, at man skal have særligt fokus på rigsfællesskabet og nordisk samarbejde. Så på den måde er vi jo ret godt kørende, og jeg synes da også, at der er kommet meget godt ud af det. Men det kan blive bedre, og især også de mere følsomme emner bør jo behandles bedre.

Men ellers vil jeg sige om redegørelsen, at det er godt, at vi har fået sat et par tabeller ind i den, så vi også kan se lidt, hvordan det går. Nu er det så kun tabeller om Færøerne og Grønland, men det andet er jo i hvert fald for os i Folketinget tilgængeligt.

Vi har fået en ny regering i Grønland, og der vil jeg så sige, at vedvarende energi, økonomi og international handel og klima jo er blevet stærkt placeret, og det synes jeg er rigtig, rigtig godt. Med hensyn til klimaet vil jeg bare sige, at vi jo arbejder i lande, der opfatter sig selv, og som vi opfatter som udviklingslande, med noget, der hedder klimabistand. Det giver vi, fordi det er vigtigt, at vi erkender, at det er de rige lande, der har skabt klimaproblemerne med vores ekstreme udledning af CO2, og så er der nogle lande, som er udfordret af det, som ikke altid har en særlig stærk økonomi. Derfor skal vi selvfølgelig hjælpe dem med 1) at beskytte sig mod skaderne af klimaforandringerne, og 2) at de så godt som muligt selv kan gøre en indsats for at udlede mindre CO2.

Derfor synes jeg ikke, at man skal sige: Hvad gør I nu ved jeres biler i Grønland? Det skal der nok komme en løsning på. Men især det initiativ, som den nye regering i Grønland har taget i forhold til vedvarende energi, er jo værd at lægge mærke til. Og der kommer sikkert også trusler fra klimaforandringerne i Grønland – det er der ingen tvivl om. Jeg ved godt, at både Grønland og Færøerne har fiskerimæssigt gavn af klimaforandringerne i første korte omgang, og vi kan jo så glæde os over, at der også er lidt økonomi til de kommende udfordringer.

En ting, som jeg synes er spændende, er afsnittet om udlændinge. Vi har jo tidligere diskuteret Færøernes og – så vidt jeg husker – også Grønlands ønske om at tage nogle af flygtningene, fordi de siger, at de har kapacitet til det. Det er så blevet afvist af skiftende danske regeringer, fordi man mente, at de ikke var i stand til at håndtere det. Men jeg synes jo, at det nu er en ny runde, vi får her, og jeg synes da også, at den danske regering skulle tænke på, at det måske er en meget bedre idé at diskutere med vores venner på Færøerne og i Grønland, om de har plads til eller brug for noget af den arbejdskraft, der kommer til vores land, end det er at diskutere modtagecentre i Afrika og sådan nogle ting – det er en meget mere positiv tilgang.

Hvorfor har vi så rigsfællesskabet? Jeg mener, at det ligger et sted midt imellem hr. Karsten Hønges forklaring og så den forklaring, at vi jo har en historie og fortid sammen. Der er både sikkerhedspolitiske interesser og økonomiske interesser for Danmark i at have et samarbejde med Færøerne og Grønland. Det er forkert at sige, at det først og fremmest er en udgift, for der er en hel masse store, store fordele. Og jeg synes da, at danske ministre i den grad rejser rundt og – hvad skal man sige – viser sig frem med, at vi er en stormagt, fordi vi arbejder sammen med lande, som gør sig i Arktis. Og det skal vi da ikke lægge skjul på, for det er jo reelt, sådan det er. Det, der så er vigtigt, er, at den udvikling, hvor Grønland og Færøerne får mere indflydelse på tingene, er helt, helt naturlig.

Jeg er helt enig med hr. Sjúrður Skaale i, at der skal være mere råderum i samarbejdet, og at det rent faktisk er en styrke. Vi er jo på vej fra det mere formelle samarbejde til et reelt indholdsmæssigt samarbejde på det udenrigspolitiske område. Og jeg kan da huske fra min tid i Folketinget, at det jo nærmest var – hvad skal man kalde det, hvis ikke man kan finde et dansk ord – haram at snakke om, at det skal have indhold, og at Færøerne og Grønland skulle have indflydelse på udenrigspolitikken og sikkerhedspolitikken. Det har ændret sig helt af sig selv de sidste 8-9 år, og jeg synes, det er positivt, hvis det kan fortsætte.

Ligeværdigheden kan blive bedre – det er vi nødt til at sige. Og det forum, som hr. Martin Lidegaard nævnte, er jo vigtigt, så det ikke bare bliver snak i Det Udenrigspolitiske Nævn, men at det rent faktisk også bliver en praktisk måde at diskutere sammen på, og derfor sagde jeg det også til ministeren. For det var sådan set regeringen, der startede debatten omkring strategien, men så stoppede den igen, og jeg sagde, at nu kunne vi ikke diskutere videre om det. Netop i en tid, hvor alle tre enheder i rigsfællesskabet diskuterer, synes jeg også, at vi bør gøre det.

Så er der kolonitiden. Det er jo ikke kun vores tre lande, der har en fælles fortid, som bør bearbejdes; det har ufattelig mange lande. Nogle gør det først efter anden eller tredje eller fjerde generation, og det kommer vi også til at tage mere systematisk. Men jeg er meget positiv over for fru Aaja Chemnitz Larsens forslag om at lave en kommission eller et udvalg eller andet til netop at håndtere de her ting i en mere systematisk form. For det er jo ikke særlig hensigtsmæssigt, at der, hov, så lige dukker et nyt problem op, som vi er nødt til at tage fat på – spiralkampagnen, ulovlige adoptioner osv.

Det er ikke ordentligt over for ofrene at læne sig tilbage og sige, at domstolene må tage stilling til, hvor meget erstatning der skal betales. Og så erkender regeringen det, og så siger man: Hov, nej, det er nok ikke rigtigt, vi må hellere betale en erstatning alligevel. Jeg mener, vi må have lidt system i det. Det er jo ikke værdigt, at nogle først får deres ret, og så siger man bagefter, at de nok ikke har fået så meget ret, at de kan få en erstatning. Selvfølgelig skal de have en erstatning, og det synes jeg der skal findes en ramme for.

Så synes jeg også, at vi skal have løst justitsproblemerne i Grønland, både i forhold til ventetiderne ved domstolene, men ikke mindst i forhold til ventetiden på at komme til at afsone sin straf; ikke så meget af hensyn til den, der har forbrudt sig, som af hensyn til de ofre, der går og skal kigge på en voldsmand eller noget andet. Det skal vi have fundet en løsning på. Og selv om der er bygget en flot anstalt i Nuuk, er vi jo nødt til at prøve at finde de rigtige løsninger.

Til sidst vil jeg sige om sikkerheds- og udenrigspolitikken: Selvfølgelig er der stormagtsinteresser, der udspiller sig i og omkring Grønland, især i Arktis. USA udfører jo en slags mild kulturimperialisme – det ville vi i hvert fald have kaldt det i 1970'erne – men det er måske mere en konkurrence om sjæle, når USA i 2020 bruger 10,4 mio. US dollars og i 2022 12,5 mio. flere US dollars til civilsamfundet i Grønland. Det er jo et forsøg på at sige: Kan I godt lide os, så vil vi også gerne sætte økonomisk pris på det. Og det er jo i direkte konkurrence med Danmark.

Jeg håber, at Putins forsøg på at svække sig selv, altså hans selvdestruktive måde at arbejde på som national leder, også vil betyde, at han får en svækket position eller slet ikke er der mere efter den forfærdelige, men forhåbentlig korte krig, som han har sat i gang. Det betyder også, at vi ikke bare kan nøjes med at sige, at han har skabt en ny situation; vi må også bygge noget andet op på baggrund af den. Og det behøver ikke at have med våben at gøre. Det kan lige så vel have at gøre med, hvordan vi arbejder sammen – også i Arktis. Vi er nødt til at finde veje, for vi har ikke brug for atomvåben i Arktis, og vi er nødt til at prøve at stå sammen om at sige: Samarbejdet skal fortsat ske på basis af lavspænding, og det skal ske med et optimalt hensyn til klimaet og de, der bor der. De tre principper må vi ikke opgive uanset hvad.

Hvem der skal repræsentere Rusland, må vi jo så prøve at se. Forhåbentlig bliver det ikke Putin eller hans magthavere, men nogle andre med en mere demokratisk indstilling til tingene. Derfor synes jeg, at der ligger nogle muligheder foran os. Så snart vi får den krig stoppet, og så snart vi får hjulpet ukrainerne med at genopbygge deres land, har vi sandsynligvis også en ny position, hvor Putin er svagere, og den skal vi udnytte, så godt vi kan, til noget godt – også i Arktis og i vores samarbejde. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Tak, og tak for talen og for samarbejdet. Jeg vil egentlig kommentere på nogle andre ting først, fordi jeg faktisk synes, at der er nogle positive fortællinger, der også er vigtige at få fortalt, i rigsfællesskabet. Den ene er det med en handlingsplan mod racisme. Der er jeg rigtig glad for det samarbejde, der er med Enhedslisten, Radikale Venstre og SF, i forhold til at Grønland også bliver tænkt ind i det arbejde, så det vil jeg gerne takke for. Og så ved jeg også, at børneloven er i gang med at blive opdateret, så det synes jeg faktisk også er ret vigtigt at få på banen, fordi det er noget, som mange af os har kæmpet for i mange år, og den er helt tilbage fra starten af 1960'erne. Men noget af det, som ordføreren også var inde på, er udlændingeområdet, og det er hele den her relation til Rusland og krigen i Ukraine og sådan nogle ting. Og jeg er nødt til at sige, at i Grønland er udlændingeloven ikke blevet opdateret i de sidste 20 år, og det vil sige, at der er sket rigtig, rigtig mange stramninger af den danske lovgivning, som jeg synes man er nødt til at være opmærksom på også i forhold til Grønland. Så det er bare et lille flag, jeg gerne vil hejse dér.

Værsgo.

Tak for det. Jeg er fuldstændig enig i, at der er sket ret mange gode ting. Børneloven ser jeg som en start på noget, som jeg tror vi er nødt til at sige ikke bare er noget, der er klaret med det initiativ. Der skal vi have mange års systematisk initiativ i gang, og det skal grønlænderne selv tage hånd om. Men jeg tror, at der skal laves en version 2 og en version 3, når vi kommer videre. Hvad udlændingene angår, kan jeg bestemt anbefale ikke at gennemføre de samme stramninger i Grønland, som der er kommet her i Danmark, fordi de er til skade for de folk, der gerne vil være i landet, og vi har integrationsproblemer, som er skabt af loven og ikke er skabt af de mennesker, der kommer her. Og derfor skal man ikke bare tilstræbe at lave den strammeste lov i et land. Altså, lad Dansk Folkeparti og andre om det. Det klæder ikke en socialdemokratisk regering at køre så hård en linje. Og der vil jeg gerne rose regeringen for i det mindste at have indset, at sådan behandler vi altså ikke de ukrainske flygtninge, der kommer nu – tværtimod har vi løsnet på en stribe af områder.

Spørgeren.

Tak. Det er ikke for at forholde mig til dansk flygtningepolitik, for det er sådan set ikke så meget det, jeg gør mig i. Men jeg forholder mig til Grønland, og jeg ser et behov for, at man ikke har en ladeport, men at man ligesom får lukket det ind og får skabt nogle ordentlige rammer for det her område. Så det er egentlig det, jeg ønsker. Og så vil jeg sige, at verden er blevet mere usikker, og jeg synes sådan set også, at vi ser ud på en fremtid, som godt kan blive endnu mere usikker, og det kræver også, at vi selvfølgelig samarbejder og vi har den her tætte dialog. Jeg synes, det er helt afgørende for udviklingen af det grønlandske samfund, at der også er den her gode dialog med Danmark, men at der selvfølgelig bliver lyttet til Grønland.

Værsgo.

Jeg er sådan set enig i, at verden er blevet mere usikker – i hvert fald tæt på. Men der har jo været mange krige længere væk. Prøv lige at tænke på, at jeg mødte nogle palæstinensere forleden, som sagde: Jamen det er da rigtig godt, at I gør alt det, I gør, for Ukraine, men hvad med os? Vi har haft 30 års undertrykkelse, besættelse fra israelernes side, og Danmark snakker bare om det, Europa snakker bare om det – hvornår vil I gøre den samme indsats? Og der skal vi huske, at usikkerhed ikke kun handler om våben. Usikkerhed handler om rigtig, rigtig mange andre ting, og der kan man jo forebygge krige. Man kan forebygge konflikter, man kan have et bedre forhold til sine naboer osv. på en helt anderledes måde, end vi har i dag, og det er det, vi appellerer til at vi også gør.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til statsministeren for en grundig redegørelse, hvor jeg jo først og fremmest hæfter mig ved det glædelige i, at Færøernes økonomi så vel som Grønlands synes at være kommet godt igennem pandemien. Specielt blev landene ramt hårdt på turismen. Eksempelvis faldt antallet af overnatninger på Færøerne med alarmerende 43 pct. Det er også imponerende at opleve, hvor hurtigt Færøerne er kommet sig over det pludselige økonomiske tab på fiskeeksport efter Ruslands invasion.

Min tale i dag kommer ellers til at dreje sig om kongerigets forsvar. Grønlandske så vel som færøske politikere er jo stærkt optaget af, at landene skal være med i alt, der har med kongerigets forsvar at gøre. Det ønske støtter jeg varmt, og jeg finder det udmærket, at regeringen gør en stor indsats for dette. Spørgsmålet, jeg dog her må stille, er, hvad Grønland selv yder i forhold til kongerigets sikkerhed og forsvar. For vil man fra grønlandsk side inddrages i disse sager, som Grønland jo i forhold til grundloven og efterfølgende styrelseslove ikke har nogen adkomst til, ja, så må der naturligvis også gives noget tilbage. Hvis man vil nyde, må man også yde. Og der er det ikke min opfattelse, at de grønlandske politikere er specielt interesseret.

Tag nu bare værnepligten, som jeg har talt om i årevis, hver gang jeg har advokeret for, at unge grønlændere og færinger på lige fod med unge danskere naturligvis bør aftjene værnepligt og derved bidrage til kongerigets forsvar. Men hver gang jeg bringer det på banen, bliver der bare fra grønlandsk side afværgende rystet på hovedet. Jeg vender tilbage til sagen om værnepligten lidt senere i talen.

Men en ting er jo den enkelte soldat, noget andet er økonomien. For det er min opfattelse, at den grønlandske regering ser på kongerigets forsvar og på NATO's forsvar som noget, man fra grønlandsk side kan profitere af, altså eksempelvis at USA skal betale selvstyret husleje, fordi man er til stede i Thule, mens vi andre derimod er USA og NATO evigt taknemlige, fordi de med deres engagement er med til at beskytte hele kongeriget og dermed også Grønland.

Når jeg hører kravene fremført, undrer jeg mig over, at grønlandske politikere i ramme alvor kan finde på økonomisk at ville straffe USA, fordi amerikanerne fra Danmarks besættelse i 1940 og i NATO siden 1949 og frem til i dag har beskyttet Grønland som en naturlig del af NATO og dermed forsvaret Grønland mod så vel Nazityskland som Sovjet og i dag mod Rusland og Kina. Jeg må spørge: Hvad yder Grønland egentlig selv i forhold til kongerigets sikkerhed? Eller sagt på en anden måde: Hvoraf kan man mærke grønlændernes glæde over at være en del af kongerigets forsvar og en del af NATO's, hvor man er glad for at være beskyttet, uden at bidrage hverken mandskabsmæssigt eller økonomisk? Jeg må hævde, at det triste svar er, at Grønland ikke yder noget særligt hverken til kongerigets forsvar eller til NATO-fællesskabet. Det grønlandske krav om betaling for at blive beskyttet er i øvrigt enestående i forhold til mange andre lande, hvor USA har tropper. Ingen andre steder har der været stillet krav om husleje.

For tiden er der eksempelvis i Tyskland alene 30.000 US-soldater fordelt på et antal baser, og i ingen af de byer har der været udtrykt krav om husleje. Tværtimod er der i de tyske byer begejstring over amerikanernes tilstedeværelse, dels fordi man under den kolde krig og i dag er trygge ved, at USA er der, dels som følge af de leverancer til baserne, som forskellige tyske firmaer og enkeltpersoner har betydelig gavn af. I Japan er der 50.000 US-tropper stationeret, i Sydkorea 25.000, og i Italien 12.000. Der er yderligere cirka 50 lande, som nyder godt af USA's tilstedeværelse. Det seneste er, at amerikanske tropper sammen med britiske tropper nu befinder sig i det nordlige Norge til stor glæde og gavn og uden krav fra norsk side om husleje.

Alt sammen er lige modsat på Grønland. På øen er man derimod vred over, at amerikanerne ikke betaler og betaler husleje for i alt kun én base. På Grønland synes man således at være ligeglad med den militære beskyttelse og den hjælp, som amerikanerne i årtier har hjulpet Danmarks forsvar med at udføre. Jeg synes, det er trist, at alt fra Grønlands side, når det drejer sig om sikkerhed og forsvar, handler om at skaffe nogle ekstra penge.

Jeg skal her vende tilbage til værnepligten, som for mig er et symbol, men også en lakmusprøve på Færøernes og Grønlands vilje til kongerigets forsvar. Grundloven, som jo gælder for alle dele af fællesskabet, pålægger enhver våbenfør mand at aftjene værnepligt. Således bliver enhver indkaldt til Forsvarets Dag det år, hvor man fylder 18. Danske statsborgere, som bor på Færøerne eller på Grønland, skal til gengæld ikke aftjene værnepligt. Bestemmelsen om, at færøske og grønlandske mænd ikke skulle aftjene værnepligt, stammer således helt tilbage fra de allertidligste værnepligtslove i henholdsvis 1861 og 1869. Meget er imidlertid sket siden, og specielt i de seneste år har de to samfund oplevet en rivende udvikling med selvstyre og hjemtagelse af stadig flere sagsområder. Og udenrigs- og sikkerhedspolitisk inddrages grønlandske og færøske myndigheder mere og mere.

Set i lyset af denne positive udvikling finder jeg, at det er naturligt at se på, om det fortsat giver mening, at grønlandske og færøske mænd skal være fritaget fra værnepligt. I vore øjne bør alle tre befolkningsgrupper i rigsfællesskabet være en selvfølgelig del af forsvaret og beredskabet. Det blev bl.a. fremhævet af Selvstyrekommissionen, hvor jeg selv sad, og som i april 2003 afgav rapport om selvstyret i Grønland. Kommissionen skrev således, at der bør indføres en kombination af en værnepligt og en civil samfundspligt for den grønlandske ungdom. Kommissionen fandt, at hvis Grønland skal overskride tærsklen fra sikkerhedspolitisk set at være et protektorat med selvstyre til at indgå i et reelt partnerskab med Danmark, så kommer det grønlandske folk ikke uden om at tage et medansvar og yde et bidrag til at tage vare på kongeriget. I den forbindelse glæder det mig i øvrigt, at der har været stigende interesse blandt grønlændere for at møde op på Forsvarets Dag. Analysen gælder selvfølgelig også Færøerne, selv om det er en langt mere udbredt praksis, skønner vi, blandt unge færinger at rejse til Danmark og tage en uddannelse i forsvaret. Værnepligten er en glimrende rekrutteringsmekanisme til forsvaret og redningsberedskabet. Sammenlægningen af Grønlands Kommando og Færøernes Kommando til Arktisk Kommando med placering i Nuuk og med et forbindelseselement i Thorshavn understøtter kun denne udvikling og viser, at der er behov for, at folk med lokalkendskab bidrager til varetagelsen af forsvarets og beredskabets opgaver i de to lande. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Ligesom jeg vil undlade at lade Dansk Folkeparti stå til ansvar for Enhedslistens politik, vil jeg heller ikke forsvare andre partiers politik i Grønland. Men jeg kan forsvare min egen, og jeg kan forsvare mine egne sådan standpunkter om det her med forsvaret. Jeg vil jo rigtig gerne have, at forsvaret bliver integreret mere i det grønlandske samfund, og det har jeg også givet udtryk for i dag. Jeg ved, der er rigtig mange i det grønlandske samfund, som er glade for den her arktiske kapacitetspakke, som der blev indgået aftale om her i sidste uge. Jeg hører, at der er flere og flere grønlændere, som også er i forsvaret, som gerne frivilligt vil aftjene værnepligten. Jeg synes, vi skal holde fast i frivillighedsprincippet og ikke tvinge folk til det, men se det som noget, vi er nødt til at udvikle stille og roligt i stedet for.

Jeg glæder mig også over, at beredskabsforeningen i Grønland er rigtig glade for, at der kommer den her beredskabsuddannelse i Kangerlussuaq. Så der er sådan set rigtig mange i det grønlandske samfund, der er rigtig glade for, at grønlændere begynder at engagere sig og uddanner sig inden for det her område. Så det vil jeg bare gerne starte med at sige.

Værsgo.

Jamen jeg beklager, hvis jeg har skåret alle over én kam. Det kan man ikke tillade sig, og det kan jeg heller ikke. Jeg vil så sige om det med at være frivillig, at nu er der jo i øjeblikket ganske, ganske få, som bliver tvunget ind i forsvaret, for vi har ikke så stort et værnepligtsindtag. I øjeblikket er det omkring 5.000 pr. år, og vi håber på, at vi ved forliget får betydelig flere. Men der er stadig væk nok frivillige til, at man ikke behøver at tvinge folk. Sådan tror jeg også det vil være i nogle år fremover, men det er selve det, at man har pligten, der betyder noget. Derfor sagde jeg også, at det i virkeligheden var symbolsk, men også meget væsentligt for at vise, at her står vi sammen, her har vi en opgave sammen, og her har vi et kongerige, som vi skal forsvare. Det synes jeg er det væsentlige.

Værsgo til spørgeren.

Tak. Jeg tænker egentlig, at efter den seneste aftale, der er blevet indgået, om den arktiske kapacitetspakke, kunne det give mening at genbesøge, hvor nemt vi kan gøre det for unge at aftjene værnepligten, men gøre det frivilligt. Det er jeg sådan set ret åben over for. Det er egentlig mere noget praktik, der er en hindring, sådan som jeg ser det.

Et andet område er cybersikkerhed i forhold til Grønland. Vi har haft flere cyberangreb her på det sidste. Vi har tre, der sidder i Digitaliseringsstyrelsen, så der er i høj grad behov for, at man i fællesskab ser på, hvad vi kan gøre for at styrke cybersikkerheden.

Værsgo.

Men det har altid været frivilligt. For mange år tilbage, hvor jeg selv var værnepligtig i søværnet, havde vi på mit skib alene fire til fem grønlændere. Sådan var det helt normale dengang, og det var ikke engang inspektionsskibe, som tog nordpå. Der var der også masser af grønlandske unge. Frivilligt har det altid været. Men jeg vil have, at når det kan blive en pligt for danske unge, og nu taler man også om, at kvinderne også skal have den pligt at være værnepligtige, så er det altså væsentligt, at alle er med om bord, og at det er en tvang, at man skal, hvis kongeriget er i fare.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Det er jo noget, man ikke helt har lyst til at understøtte idéen om: at man for 7 år siden, i 2015, var et enkelt forslag fra en enkelt person i Grønland fra, at der eventuelt skulle være husleje i Thulebasen. Det var et forslag, som selvfølgelig blev stemt ned af resten af de grønlandske politikere, og at prøve på at tage det op, som om det var en ny ting, er lidt sjovt.

Men nu har vi jo også lige været i NATO for ikke så lang tid siden, hvor vi også fik en orienteringsrejse, og hvor vi også adskillige gange fik begrundelse for, at Grønland også bidrog rigtig meget til det fælles forsvar, vi også har, ikke blot i rigsfællesskabet, men for resten af den demokratiske verden, hvilket også er en rigtig god ting. Men vil ordføreren ikke være enig i, at man som grønlænder også skal være lige så bekymret for en måske konkret fare for befolkningsreducering udført fra dansk side, som man måske skal være for et hypotetisk forsvar fra udlandet?

Værsgo.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår spørgsmålet. Altså, jeg forstod det ikke. Er det muligt at få det gentaget, bare ganske kort?

Værsgo.

Jamen det er jo således, at NATO, da vi var ude at rejse, sagde, at Grønland med dens geografiske placering, den placering, som Amerika også står inde for, og det samarbejde, der også er lige nu, og med henblik også på de potentialer, der er med naturressourcer og meget andet, på sin vis også bidrager til den sikkerhed, vi også skal have i resten af verden. Men alligevel understøtter DF jo idéen om noget, der blev sagt for 7 år siden af et enkelt partimedlem, og som jo hurtigt blev stemt ned. Det synes jeg er lidt bemærkelsesværdigt, idet vi selvfølgelig gerne vil have, at vi skal kigge på den store helhed, resten af verden, frem for måske at kigge på et enkelt eksempel, som blev stemt ned for 7 år siden.

Værsgo.

Jo, men altså, at tro, at bare fordi man ligger et bestemt sted og har en væsentlig beliggenhed, betyder det, at man ikke længere behøver at foretage sig noget, hverken praktisk eller økonomisk, i forbindelse med et forsvar, synes jeg ikke er rimeligt. Jeg synes, at man er nødt til at markere og være markant, i forhold til at unge grønlændere og unge færinger skal ind at aftjene værnepligt, hvis de bliver bedt om det.

Værsgo.

Tak. Og i det tilfælde vil man jo også gerne spørge lidt ind til situationen, hvis sådan en værnepligt skulle være gældende. Lad os sige, at danskere nu skal aftjene deres værnepligt i Grønland, på grønlandsk, under grønlandsk flag. Ville DF gå med til det?

Værsgo.

Jo, men det tror jeg så vil tage mange år, før det bliver realisabelt at have tilstrækkeligt med grønlandske officerer og befalingsmænd om bord på et skib f.eks. – det vil tage lang tid. Det har jeg da ikke spor imod ville ske – grønlandsk er jo også et af rigsfællesskabets sprog. Men i forhold til hvad kommandosproget skal være på, altså om det skal være dansk, færøsk eller grønlandsk, vil jeg nok regne med, at det skal være dansk, fordi det er i Danmark, at selve kernen af militæret ligger og bliver betalt for.

Tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Det handler selvfølgelig om det samme. Ordføreren sagde, at værnepligten er en lakmusprøve på viljen til forsvar, og det er sådan en lille kæphest, som ordføreren har haft i mange år. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det vil betyde i praksis. Hvis det bliver vedtaget i morgen, hvad vil det så betyde i praksis? Som ordføreren har sagt, er der jo nok frivillige i Danmark til, at man slipper for at tvinge folk. Som ordføreren også sagde, er der en hel masse frivillige på Færøerne. Jeg har selv været meget engageret i veteranernes forhold på Færøerne og fik i samarbejde med den forhenværende minister Claus Hjort Frederiksen udvidet ydelserne, som veteranerne får på Færøerne, og det er en fin forening. Hvad ville være anderledes? Hvem ville mærke det, og hvordan ville det føles?

Værsgo.

Altså, styrkemæssigt ville det ikke betyde noget. Det er jo også derfor, jeg sagde, at det er et symbol. Der kan komme en dag, hvor det er værdifuldt også at få alle med. Men styrkemæssigt ville det jo ikke have nogen betydning, om der pludselig er 100 eller 200 færinger eller grønlændere, som skulle være værnepligtige og så ikke bliver det, fordi de trækker frinummer. Det er der heldigvis mange der stadig væk gør i Danmark. Så styrkemæssigt gør det ingenting. Det her er i høj grad et symbol på, at vi står sammen om kongerigets forsvar. Det gør vi ikke nu. Vi forventer – det forventer man fra færøsk side og fra grønlandsk side – at det bliver klaret. Jeg kunne jo også have nævnt Færøernes diskussion omkring radarhistorien, hvor man jo også var meget optaget af, hvad man fik ud af det. Det endte så godt på en måde, og heldigvis for det. Men jeg har leget med tanken om, hvad vi egentlig havde gjort, hvis det var blevet et nej. Hvis færingerne havde sagt nej til den radar, hvad pokker skulle vi så gøre? Skulle man sådan med vold og magt komme og få den sat op eller bede om, at der blev ryddet plads? Det tror jeg ikke ville have været særlig heldigt på den måde. Så vi har været heldige indtil videre, men vi mangler stadig væk i høj grad commitment, kan man sige, både fra færøsk og grønlandsk side.

Værsgo, spørgeren.

I forhold til diskussionen om radaren er jeg jo ikke uenig i, at det har været lidt mærkeligt at høre på, at der har været nogle, der har krævet betaling for at give mulighed for at opsætte en radar. Det er sådan en intern færøsk diskussion. Den er endt der, hvor den er endt, og det tror jeg at ordføreren og jeg begge er glade for. Hvis der var værnepligt på Færøerne, ville det rejse en debat om, hvem der så skal beslutte, hvor de her soldater skal sendes hen. På Færøerne ser man Lagtinget som sit parlament. Det er Folketinget, der beslutter, hvor danske soldater skal sendes hen. Kan ordføreren se, at det kan være en problematisk diskussion?

Værsgo.

Nej, det kan jeg ikke, for sådan er det også med danske soldater. Altså, hvis man er heldig, kan man få den værnepligt, man ønsker, i den by, hvor kasernen ligger, eller der, hvor skibet holder til. Det kan lade sig gøre, men det er ikke sikkert. Der er stadig væk nogle, der ikke ønsker at blive udstationeret til Bornholms Værn eller andre steder, fordi de bor i Aalborg. Det kan jeg godt forstå. Men man kan ikke på den måde vælge og vrage. Man må tage det, man får ordrer til at tage, og så må man håbe, at man får sine ønsker opfyldt. På samme måde vil det også være med færingerne.

Mange tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører må så være den konservative ordfører, Rasmus Jarlov. Vil det være et ønske at holde talen dernedefra? (Rasmus Jarlov (KF): Nej, jeg kan godt komme op). Vi har ramper og faciliteter til det, hvis man har problemer med at komme herop. (Rasmus Jarlov (KF): Det gik). Det er godt. Værsgo.

Tak for ordet til den her meget væsentlige debat, som jeg er glad for vi får holdt i Folketinget, så vi kan få en lidt mere grundig drøftelse af udfordringerne og mulighederne i rigsfællesskabet. Rigsfællesskabet er jo noget, der ligger os Konservative rigtig meget på sinde, ligesom det bør ligge alle andre medlemmer af Folketinget meget på sinde. Det er et meget langt og vigtigt og tæt forhold mellem vores tre lande, som vi ønsker skal styrkes og fortsætte. Vi ønsker også, at vi kommer til med tiden at bruge meget mere energi på at drøfte de praktiske udfordringer, i stedet for at det hele tiden bliver kørt op på den store klinge, hvor vi skal diskutere de store ting om, hvorvidt rigsfællesskabet overhovedet skal fortsætte, og om Grønland og Færøerne skal løsrive sig. Det synes vi vi bruger alt for meget tid på.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med også at lade et par bemærkninger på den helt store klinge falde her først, og det er jo, at vi mener, at rigsfællesskabet er den bedst mulige konstruktion for alle tre lande. Vi mener, vi har fundet en god balance, hvor der er meget, meget stor frihed til, at Grønland og Færøerne bestemmer næsten alt selv og samtidig er med i et fællesskab, som netop giver den frihed til, at man kan bestemme så meget selv. Det er meget svært at forestille sig andre konstruktioner, hvor der vil være lige så meget frihed. Og jeg synes, at situationen i Østeuropa, Ruslands uprovokerede angreb på et fredeligt naboland, netop viser, hvor farligt det er at være uden for et fællesskab. Det gælder for Danmark, det gælder for Grønland, det gælder for Færøerne, at sikkerhed får man ved at være med i nogle fællesskaber og nogle stærke alliancer, hvor man er fuldstændig forpligtet til hinanden.

Danmark har en god størrelse til at passe godt på både Grønland og Færøerne, fordi vi er så store, så man ikke kan løbe om hjørner med os. Vi har et stort diplomatisk apparat, vi er vel forbundne på alle mulige måder, men samtidig er vi så små, så vi ikke provokerer en stormagt, og det betyder jo f.eks., at det, at Danmark er til stede i Grønland, ikke udgør en trussel mod Rusland, som det ville gøre, hvis det f.eks. var USA, der var til stede på Grønland i stedet for Danmark. Det er derfor, jeg mener, at vi har en rigtig god størrelse til at passe på både Grønland og Færøerne. Vi har også den respekt og forståelse, fordi vi er så dedikerede til rigsfællesskabet, i modsætning til hvad man ville være, hvis man var med i en eller anden anden form for fællesskab, og vi interesserer os faktisk meget for, hvad der foregår deroppe, og vi har også en forståelse af, at der skal være den meget, meget store frihed, og af, at der netop er tale om tre forskellige lande med deres egen identitet og deres egen kultur og deres eget behov for selv at bestemme. Det håber jeg også man forstår i Grønland og på Færøerne. Det er det, der er hensigten fra dansk side, nemlig ikke at bestemme over nogen, men at være sammen i et fællesskab.

Jeg synes også, at man ligesom skal tage konsekvensen af, at man har valgt at være i rigsfællesskabet og så også respektere den måde, f.eks. sikkerhedspolitik bliver bestemt på, for vi kan ikke have flere forskellige sikkerhedspolitikker i det danske rigsfællesskab, vi kan kun have én, og derfor er den også nødt til at blive bestemt et sted fra i den sidste ende. Der kan være en proces, hvor man lytter til hinanden, og man skal lytte så meget, som man kan, til alle, men man kan ikke have en realistisk forventning om, at sikkerhedspolitik både skal bestemmes i Folketinget og samtidig også skal bestemmes i en eller anden form for forhandling mellem den danske regering og selvstyret og landsstyret i Grønland og på Færøerne. Derfor synes jeg, at noget af den kritik, der har været, har været urimelig, for når vi f.eks. har lavet en sikkerhedsaftale, hvor vi har besluttet os for at øge udgifterne til forsvaret og til sikkerhedspolitik generelt, gør vi det jo vel vidende, at det er et ønske fra bl.a. Grønlands side, og så synes jeg ikke, det er rimeligt, at man så bagefter kommer og siger, at det skulle I have spurgt os om, bare sådan ren formalia, selv om der er blevet truffet en beslutning, som man er tilhænger af. Det virker som en, synes jeg, søgt kritik, selv om jeg anerkender, selvfølgelig, at man godt kan ønske, at man spørger flere mennesker, inden man træffer beslutningerne.

Jeg bliver også, må jeg sige, en smule – jeg ved ikke helt, hvad det rigtige ord vil være – forundret, når jeg hører her i dag, at et folketingsmedlem mener, at Danmark har begået folkemord i Grønland. Det er godt nok en voldsom retorik at lægge for dagen, og det er hverken særlig rimeligt eller konstruktivt, og det er fuldstændig uden belæg. Der er ikke nogen mennesker, som sådan har forstand på folkemord, som nogen sinde kunne finde på at sige, at der er blevet begået folkemord, fordi nogle grønlandske kvinder er blevet udstyret med en spiral på et tidspunkt. Det er også sket for mange danske kvinder, og jeg tror generelt, at det, når vi taler om historien, er vigtigt, at vi husker, hvornår tingene er foregået og så ikke sammenligner med, hvordan tingene foregår i dag, men at vi, når vi sammenligner, så sammenligner med, hvordan tingene foregik i Danmark dengang. Og der foregik mange ting i gamle dage, som vi synes er urimelige i dag. Men vi skal ikke sammenligne med Danmark i 2022, når vi skal vurdere ting, som er foregået i 1950'erne eller tidligere.

Lidt mere lavpraktisk vil jeg sige, at jeg håber, at vi kan få styrket uddannelsessamarbejdet. Jeg håber, vi kan få flere grønlændere og færinger til at studere i Danmark, og jeg håber, at de barrierer, vi har mellem både udveksling og handel mellem vores lande, kan blive mindre, og jeg vil hele tiden opfordre til, at der kommer så mange øjne på de udfordringer, som findes, så vi kan få dem elimineret.

Så vil jeg for Færøernes vedkommende sige, at jeg synes, det er fantastisk, så godt det stadig væk går på Færøerne, og det glæder mig meget at se, at den stærke færøske økonomi klarer sig godt. Jeg mener også, at man, når man er så rigt et land, også godt kan bidrage lidt mere til de sanktioner, som resten af den vestlige verden har lagt på Rusland efter det meget urimelige angreb, de har lavet på Ukraine, som er en trussel mod hele Europa, og som er så forkasteligt, at det kræver et hårdt modsvar. Der kunne jeg godt tænke mig, at der var en lidt hurtigere implementering af sanktionerne, så man ikke kan sidde med en mistanke om, at det ikke går så hurtigt, som det godt kunne have gjort med at få indført dem.

Så vil jeg sige, at en af de ting, vi her i Folketinget bør være meget opmærksomme på, og det gælder også statsministeren – jeg har også sagt det til statsministeren tidligere – er, at de nordatlantiske folketingsmedlemmer bliver inddraget mest muligt i arbejdet hernede, at der er totalt samme adgang til at være med i forlig for nordatlantiske folketingsmedlemmer, som der er for andre medlemmer af Folketinget, for det er forudsætningen. For som jeg sagde tidligere, skal man kunne respektere, at beslutningerne bliver truffet i Folketinget, og så er forudsætningen selvfølgelig også, at man så også er inddraget i dem på samme måde som alle andre folketingsmedlemmer. Det er måske der, jeg synes den mest rimelige kritik faktisk kunne rettes fra Grønland og Færøernes side af den måde, samarbejdet foregår på, nemlig at vi bl.a. ikke har inddraget de nordatlantiske folketingsmedlemmer nok i relevante forlig, politiforlig, forsvarsforlig og lignende, som har stor betydning for Grønland og Færøerne. Så det er noget, vi fortsat vil presse på for, og jeg håber, at det en eller anden dag lykkes, og at det trænger ind, når vi har sagt det nok gange. Jeg synes, jeg har sagt det rigtig mange gange her i det sidste år, og jeg håber, at det snart kommer til at blive en realitet. Tak.

Mange tak. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Tak for det. Det blev nævnt, at da jeg var oppe på talerstolen på vegne af Siumut, nævnte jeg ordet folkedrab, bl.a. på baggrund af den spiralskandale, der har været. Det er jo således, at når man sammenligner med den danske historie, hvor nogle få enkelte kvinder eller nogle få enkelte børn har været udsat for nogle grusomheder, bliver det hurtigt sammenlignet som en retfærdiggørelse, i forhold til at over halvdelen af grønlandske kvinder fik tvangsopsat spiral, og børn helt ned til 13-årsalderen. Altså, hvis det nu var halvdelen af den danske befolkning, man havde gjort det ved, kunne vi måske godt have taget den snak, især hvis det havde været, lad os sige et eller andet andet land som Rusland eller sådan noget, der havde påtvunget den danske befolkning at gøre det, men det er jo ikke helt sammenligningsgrundlaget her. Så jeg vil egentlig bare gerne høre ordføreren, om Konservative virkelig mener, at der er et sammenligningsgrundlag mellem nogle få enkelte danske kvinder og over 60 pct. af de grønlandske fødedygtige kvinder.

Værsgo.

Jeg synes, at det er fuldstændig ude af proportioner at begynde at tale om folkedrab; det må jeg sige. Jeg synes, det er upassende, og jeg synes, at det er unødvendigt eskalerende for forholdet mellem Danmark og Grønland at komme med den slags betegnelser for, at nogle kvinder har fået opsat spiral. Jeg kender ikke detaljerne i sagen endnu, men jeg vil sige i forhold til den betragtning, at det er en relativt stor del af de grønlandske kvinder, at sådan bliver det jo selvfølgelig hurtigt. Hvis man beslutter en ting i Grønland, som går ud over et relativt lille antal, bliver det selvfølgelig hurtigt en relativt stor del af befolkningen. Det er jo bare et spørgsmål om, hvordan man opdeler befolkningen. Hvis man tog en lille del af Danmark, ville man også kunne finde, at det i det område af Danmark kunne være en meget stor del af kvinderne, og det er jo ikke et udtryk for, at man sådan bevidst har begået et folkedrab. Jeg synes, at det er helt ude af proportioner, og jeg har heller ikke set det dokumenteret, at der skulle have været et kæmpe fald i den grønlandske befolkning på grund af det her, som kan retfærdiggøre den slags beskyldninger.

Værsgo til spørgeren.

Arh, det er ikke helt rigtigt. Nu har vi set, at det er omkring 40-50 pct., befolkningsraten har været faldende, og det er jo ikke kun det. Folkemord indebærer jo også mange andre ting, hvilket eksperter også har været med til at bekræfte i forhold til mine udtalelser. Og vi er jo allerede vant til som kvinder, at der er nogle mænd, der fortæller os, hvad det er, der er i orden og ikke er i orden at gøre med vores kroppe. Men nok om det.

Når man siger om inddragelse af grønlandske og færøske mandater, de nordatlantiske mandater, at der også er en samarbejdsvillighed hos De Konservative, undrer det mig, når der er så stor modvillighed, i forhold til når de grønlandske har ytret sig i forhold til nogle specifikke sager. Så jeg vil egentlig gerne høre: Hvilket parti er Konservative mest enig med her i Folketingssalen af de nordatlantiske?

Værsgo.

Det er meget svært lige at hoppe videre til noget andet, når man lægger ud med først at beskylde Danmark for folkedrab og derefter beskylde mig for sexisme og sige, at det er på grund af køn, at jeg har en bestemt holdning til, hvad folketingsmedlemmet siger. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige til den form for retorik, men konstruktivt er det i hvert fald ikke.

Den næste korte bemærkning er til hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Nu sagde ordføreren, at når det gælder sikkerhedspolitik, kan der godt være en proces, der kan være en dialog, men afgørelsen skal træffes ét sted. Nu er det sådan, at når det gælder sikkerhedspolitik i de sidste måneder, er det sted for Danmarks vedkommende og for EU's vedkommende Bruxelles. Færøerne er ikke med i EU. Mener ordføreren, at Færøerne på grund af det, der sker nu, skal inddrages i EU ad bagdøren, kan man sige? Mener han, at det er Bruxelles, der skal bestemme over, hvad man gør på Færøerne, og om man skal fratage Færøerne det mandat, som regeringen har givet Færøerne, i forhold til at man kan træffe sine egne beslutninger?

Værsgo.

Absolut ikke. Færøerne har sin frihed, fordi man har valgt ikke at være med i EU. Jeg kunne ønske mig, at Færøerne valgte noget andet en dag, men det er hundrede procent Færøernes beslutning. Vi lægger derfor heller ikke et juridisk pres, og der er ikke nogen af os, der kommer og siger, at nu skal Færøerne gøre sådan og sådan. Jeg siger bare, at jeg synes, man burde gøre det. Af moralske årsager synes jeg, det er forkert, at man ikke er hurtig nok til at implementere de sanktioner, som næsten alle andre vestlige lande har implementeret. Det synes jeg er for dårligt, men jeg står ikke og siger, at jeg egentlig har noget at sige over for det som folketingsmedlem, eller at Færøerne har en juridisk forpligtelse til at følge nogle regler, som man ikke er bundet af, fordi man ikke er med i EU.

Så jeg taler rent om, at jeg synes, at det ud fra en moralsk vurdering er forkert, at man har været så langsom om at implementere sanktionerne. Men jeg anerkender, at det er Færøernes beslutning hundrede procent, og jeg har ikke noget at sige over for det og ønsker heller ikke på nogen måde, at det skal fremstå, som om jeg forsøger eller andre fra Danmark forsøger at bestemme det her for Færøerne, for det kan vi ikke, og det forsøger vi heller ikke på.

Den næste korte bemærkning er til fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Tak for opbakningen i forhold til at deltage i forlig. Det synes jeg sådan set Konservative har ment altid, så det er jeg glad for. Der er jo rigtig meget på forsvarsområdet, som skal drøftes, nemlig cybersikkerhed og en lang række andre ting. Og noget af det, vi ønsker i Grønland, er jo at styrke overvågningen af området. Vi ønsker, at der skal være lavspænding, og vi ønsker, at der ligesom skal være flere grønlændere, som bliver involveret i opgaveløsningen.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til Konservatives rigsfællesskabspolitik, for jeg kunne godt tænke mig sådan at få jer lidt ud af busken, i forhold til hvad I egentlig vil, hvad angår Grønland. Mener I, at der skal være mere viden om Grønland? Mener I, at der skal tages nogle flere initiativer? Vi er ca. 3 år inde i en valgperiode. Jeg synes, det kunne være ret interessant at vide, hvor I egentlig står henne i forhold til Grønland.

Værsgo.

Jeg kan jo sige så meget, at jeg faktisk er blevet forhindret i at lancere et rigsfællesskabsudspil på grund af coronaindrejsereglerne i Grønland. Det var faktisk meningen, at jeg skulle have været oppe i Grønland for en måneds tid siden, men jeg blev forhindret, fordi jeg ikke lever op til de krav, der var for at komme ind i Grønland. Jeg håber, at det her til sommer kan lykkedes for mig at komme derop, og jeg vil helst have, at vi lancerer vores politik deroppe. Men nogle af de ting, som ligger os meget på sinde, er at sikre, at vi får nogle bedre fora, hvor vi kan samarbejde, og at vi får nedbrudt alle de hindringer, der er for at færdes frem og tilbage mellem vores lande, og at vi også får mere fokus på uddannelsesudveksling mellem vores lande – og i øvrigt også, at forsvaret kommer til at føles som en mere integreret del af rigsfællesskabet, i stedet for at det opleves som et rent dansk anliggende. Der er det meget vigtigt for os, at vi får gjort det mere tydeligt, at det er et fælles anliggende for både Danmark, Grønland og Færøerne. Men flere detaljer følger.

Mange tak til den konservative ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Dermed giver vi ordet til statsministeren, men vi skal lige have ryddet talerstolen først. Værsgo.

Tak for en god debat i dag. Der er ting, jeg har været uenig i. Det meste har jeg været enig i. Og debatten har jo, synes jeg, på meget, meget fin vis bekræftet, at der er et meget, meget stort engagement. Jeg vil egentlig foreslå, at vi nu går videre med arbejdet, for der har været mange aspekter, men jo ikke nogen problemer, som ikke kan løses, og som ikke kan håndteres. Jeg synes, at det bekræfter, at nogle af de ryk, vi har taget igennem de senere år, har været de rigtige. Vi er kommet tættere på hinanden. Vi har et tættere og mere forpligtende samarbejde på regeringsplan, og det er der et ønske om også at få parlamentarisk. Jeg vil så foreslå – hvis det er det, man ønsker – at Folketinget går videre med det. Men mange af de andre ting, der har været nævnt, mener jeg er nogle, vi kan håndtere i de forskellige fora og i de forskellige sammenhænge, hvor vi er. Så jeg finder egentlig ikke anledning til at forlænge debatten yderligere nu.

Tak til statsministeren. Der er ikke nogen, der har bedt om ordet.

Da der ikke er det, så er forhandlingen afsluttet.

Hermed er forespørgslen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 2. juni 2022.