Det næste punkt på dagsordenen er:

29) Forespørgsel nr. F 49:

Forespørgsel til sundhedsministeren:

Vil ministeren oplyse regeringens holdning til at indføre en autorisationsordning for psykomotoriske terapeuter efter Danske Psykomotoriske Terapeuters kvalificerede modsvar af 8. oktober 2021 på ministerens svar på Sundhedsudvalgets spørgsmål nr. 1558 (alm. del) fra folketingsåret 2020-21, så patienter i sundhedsvæsnet, ældre i ældreplejen og private, der henvender sig til behandlere, kan sikres en sikker og fagligt funderet behandling og pleje af psykomotoriske terapeuter?

Af Liselott Blixt (UFG), Karina Adsbøl (UFG), Lise Bech (UFG), Bent Bøgsted (UFG), Marie Krarup (UFG) og Hans Kristian Skibby (UFG).

(Anmeldelse 25.03.2022. Fremme 29.03.2022).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 19. maj 2022.

Vi skal først have en begrundelse, og her giver vi ordet til ordføreren for forespørgerne, og det er fru Liselott Blixt. Værsgo.

Tak. Under covid-19 fik jeg en henvendelse fra en ung, angstplaget kvinde, som desværre havde fået det rigtig, rigtig dårligt. Hun fik det dårligt, fordi hendes konsultationer hos hendes psykomotoriske terapeut var blevet aflyst, fordi terapeuten ikke havde en autorisation. Det gjorde, at jeg blev opmærksom på den her gruppe sundhedspersoner, der som så mange andre mangler en autorisation. Nu er det heldigvis ikke hver dag, at man aflyser alle behandlinger. Jeg ved ikke, om vi har prøvet det før, men vi prøvede det i hvert fald under covid-19, hvor man sagde, at folk, der ikke var autoriserede, skulle holde lukket – uanset at de faktisk lavede det samme som nogle af dem, der var autoriserede.

Dengang lovede jeg ministeren, at jeg ville tage alle de fag, som ikke var autoriserede, og lave et forslag om, at de kan få en autorisation. Det sker forhåbentlig ikke igen, at vi når dertil, at man lukker nogle erhverv ned på grund af en pandemi eller på grund af noget andet. Grunden til, at det her er blevet taget op, er netop, at det betyder rigtig meget for de sundhedspersoner og for de mennesker, der bruger de her sundhedsydelser.

En autorisation er et bevis på retten til at arbejde som autoriseret sundhedsperson og på, at de kan anvende en bestemt titel. Vi ved også, at en autorisation er udstedt på baggrund af en gennemført uddannelse, og at det medfører, at man bliver omfattet af autorisationsloven. En psykomotorisk terapeut er den eneste med en bacheloruddannelse, som ikke har en autorisation i dagens Danmark. Tak.

Tak for det. Så kan vi give ordet til ministeren til en besvarelse. Værsgo.

Tak for det. Nu fik vi svaret på, hvorfor vi har lidt enslydende forespørgsler om forskellige emner, nemlig at det er et løfte fra fru Liselott Blixt. Det er dejligt at se, at hun er en kvinde, der holder ord. Det vidste vi også godt i forvejen. Så det handler altså om samme problemstilling som før, nemlig autorisationsordningen, som vi netop har forhandlet, hvad angår forslaget om at indføre en autorisation for akupunktører. Nu er det altså de psykomotoriske terapeuter, det handler om. Da problemstillingen er nogenlunde den samme og derfor er velkendt, vil jeg forsøge at gøre det lidt kortere end sidst, men selvfølgelig stadig væk sikre en grundig behandling.

Vi har altså de her faglige grunde og principper, som blev gennemgået under den sidste forespørgselsdebat. Det første var det om uddannelsesspørgsmålet. Sidste gang var en af udfordringerne, at der ikke var en offentlig sundhedsuddannelse. Den udfordring har vi jo ikke her. Det er jo rigtigt, hvad fru Liselott Blixt siger. Her har vi altså sådan en uddannelse. Den er offentligt reguleret osv., så man kan arbejde inden for sundhedsvæsenet. Det er en professionsbacheloruddannelse, og den er dermed reguleret i en bekendtgørelse fra Styrelsen for Videregående Uddannelser. Det var det ene princip, men der er jo to andre principper.

Derudover er det også relevant at se på, om den faglige virksomhed indebærer selvstændighed og patientkontakt. Der lyser det også grønt her, vil jeg sige, for det har psykomotoriske terapeuter.

Så er der det tredje princip, som vi her skal vurdere, og det er, om den faglige virksomhed eventuelt udgør en fare for patientsikkerheden, altså om personerne under udøvelsen af deres virksomhed kan udgøre en væsentlig fare for patienterne. De psykomotoriske terapeuter har patientkontakt, men det er altså ikke Styrelsen for Patientsikkerheds oplevelse, at der er patientsikkerhedsmæssige problemer forbundet med psykomotorisk terapi. Derfor melder styrelsen, at de ikke kender til uhensigtsmæssig faglig adfærd hos psykomotoriske terapeuter, der gør, at de bør være underlagt tilsyn. Endelig finder Styrelsen for Patientsikkerhed heller ikke, at der er behov for at tilkendegive over for befolkningen, patienter, sundhedsvæsenet m.fl., at denne gruppe af personer opfylder de uddannelsesmæssige betingelser for at benytte en bestemt titel – netop fordi der ikke ses en større patientsikkerhedsmæssig fare ved anvendelse af psykomotorisk terapi.

Der er det altså også væsentligt at fremhæve, at det, der hedder manipulationsbehandling af rygsøjlen – det har jo relation til psykomotoriske terapeuters virksomhed – faktisk er forbeholdt kiropraktorer, læger, osteopater og fysioterapeuter, fordi den behandling kan være forbundet med en væsentlig risiko for patienten. Det betyder så også, at andre, heriblandt de psykomotoriske terapeuter, ikke må udføre præcis den behandling af rygsøjlen. Men manipulationsbehandling af kroppen, f.eks. perifere led og ledmobilisering, er ikke forbeholdt autoriserede sundhedspersoner. Det skyldes, at de behandlinger efter sundhedsmyndighedernes opfattelse ikke indebærer risici, der gør det nødvendigt, at behandlingen er forbeholdt visse autorisationsgrupper. Det er altså behandlinger, som psykomotoriske terapeuter gerne må udføre.

Resten af argumenterne er fuldstændig velkendte, så dem tror jeg ikke at jeg vil trætte Folketinget med at gennemgå en gang til. Men tak for at stille forespørgslen her. Jeg synes, det er gavnligt med jævne mellemrum lige at vurdere situationen her, og jeg synes, at der også på det her område stadig væk er væsentlige argumenter, der taler imod det hensigtsmæssige i at arbejde videre med det. Tak.

Tak for det. Der er nu lejlighed til én kort bemærkning fra hver af ordførerne, og den første er fru Liselott Blixt.

Tak for ministerens svar. Det var da en kende mere positivt, men kun en kende. For det her er jo en profession, som arbejder tæt sammen med sygeplejersker, læger og andre autoriserede sundhedspersoner. Så jeg undrer mig over, at man ikke siger, at selvfølgelig skal de autoriseres.

Men jeg har så et spørgsmål til ministeren: Hvad var grunden til, at de psykomotoriske terapeuter ikke kunne behandle folk under corona, fordi de manglede den her autorisation? Hvad var begrundelsen?

Ministeren.

Det vil jeg simpelt hen have svært ved at svare på lige her på stående fod. Det må jeg desværre nok erkende. Jeg kan godt huske nu, da fru Liselott Blixt lige nævnte det i sin ordførertale, at det var noget, vi har talt om, eller jeg har i hvert fald hørt hende sige det, og jeg tror måske også, vi har drøftet det sammen. Det tror jeg faktisk vi har, og lige på stående fod sad jeg lidt febrilsk og ledte i min queue of the day, som det hedder, og det er ikke lige en vinkel, vi har fået dækket af, men den er klart relevant. Det kan jeg godt se at det er.

Så jeg vil meget gerne levere noget skriftligt materiale til fru Liselott Blixt. Det kan måske endda også være relevant at se på fremadrettet. Nu håber vi slet ikke, vi kommer til at lukke Danmark ned på nogen måde fremadrettet, men uanset hvad skal man jo lære af tingene, og der kan det sagtens være, at der her er noget, der skal læres. Det vil jeg da fuldstændig medgive.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Det her er jo måske den eneste professionsbacheloruddannelse, der er tilbage, hvor man ikke også automatisk har muligheden for at blive autoriseret efter endt uddannelse. Når de her faggrupper arbejder med mennesker og dermed også har et meget, meget stort ansvar for at tage vare på folk – for sådan er det jo, når man har med mennesker at gøre – hvad tænker regeringen om at få udarbejdet en form for autorisation til de faggrupper, som mangler i sundhedssektoren? Altså, det er jo ganske få faggrupper, der er tilbage i sundhedssektoren, som ikke er autoriseret.

Men autorisationen er jo også et kvalitetsstempel i forhold til det arbejde, som vi som samfund kan udføre i sundhedssektoren. Hvad tænker ministeren om at få de sidste faggrupper med, så vi i det mindste ligesom får sundhedsvæsenet kvalitetsstemplet en gang for alle?

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. For det er jo det, der er det centrale, og som I nok har kunnet lure efter at have hørt mine to indledende taler til de her to diskussioner, tilhører jeg ikke dem, som har det som et politisk mål, at vi skal autorisere flest mulige. Jeg er stor, stor tilhænger af vores ordninger om autorisation, og det er jo en ordning, som skal kunne bruges i dagligdagen, og vi har vores Styrelse for Patientsikkerhed, som bruger den, og når de så vurderer, hvor vi har risikoen i forhold til patientsikkerheden, så synes jeg, vi må lægge os på sinde, hvad det er, der kommer fra den styrelse. Dermed er det for mig ikke sådan endemålet, og jeg tror heller ikke nødvendigvis, det vil være bedre for hele autorisationsmodellen, hvis flere og flere får sådan en. Jeg tager gerne debatten om alt, også om den her, men jeg synes lige, vi må veje fordele og ulemper op mod hinanden.

Tak for det. Der er ikke flere, der har tegnet sig ind i denne runde, så vi siger tak til ministeren. Vi kan nu gå i gang med selve forhandlingsrunden, og det er efter de almindelige regler, og vi giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, og det er fru Liselott Blixt. Værsgo.

Tak. Der er nok rigtig mange, der vil spørge: Hvad er en psykomotorisk terapeut? Og hvad laver de? Hvorfor er det vigtigt? Er de så vigtige, at de skal have en autorisation? Men psykomotoriske terapeuter underviser enkeltpersoner eller grupper i afspænding, kropsbevidsthed og terapi, ergonomi, fødselsforberedelse, genoptræning efter fødsel og børnemotorik. Formålet er at hjælpe den enkelte til at fungere bedre i samspil med familie, arbejde og samfund. Altså, hallo! Er det ikke lige præcis det, vi efterspørger? Og vi har brug for det, når vi skal behandle den enkelte borger.

Vi sidder og forhandler sundhedsreform i øjeblikket, hvor vi taler om, at vi mangler personer, at vi mangler personale, at vi mangler kompetencer, for man er ikke klar til at se på de kompetencer, der faktisk er. Vi taler om fødselsområdet, hvor regeringen har sat penge af til et område, hvor vi ser, at der bliver flere komplicerede fødsler. Vi har her nogle mennesker, der faktisk afhjælper nogle af de her udfordringer. Vi skal begynde at tale psykiatrireform, en 10-årsplan, og her har vi også psykomotoriske terapeuter, der faktisk hjælper mange af de her mennesker, og så undrer det mig, at man ikke vil prøve at kvalitetsstemple dem. Så kunne det jo være, at vi fik endnu flere, som kunne tænke sig at arbejde i et sundhedsvæsen, hvor man faktisk gik ind og koncentrerede sig om den enkelte i forhold til, hvordan man agerer på andre områder. Det er nogle af de ting, de kan.

Når man spørger de danske psykomotoriske terapeuter, mener de, at det er nødvendigt i forhold til den høje grad af selvstændighed i udførelsen af psykomotorisk arbejde, og hvor det ofte er sårbare patienter og borgere, samt at der er en kompleksitet. Og jeg må jo bare sige, at vi ved, at der har været hændelser, hvor vi har set – ikke lige hos psykomotoriske terapeuter, ikke nogen, vi kender til, men selvfølgelig er der hændelser – at nogle mennesker udnytter sårbare personer. I det her er det altså også en kropskontakt, man har, og som vi hørte tidligere, har alle med en professionsbacheloruddannelse i dag en autorisation. Hvorfor har vi det så ikke inden for den her gruppe? Jeg tror, det er, fordi den er glemt. Som der er nogle, der spørger mig: Hvad laver de?

Så jeg synes, det er vigtigt, at vi tager det her op og sikrer, at de får den autorisation. For en gangs skyld er der i hvert fald ikke noget som sådan, der koster penge i de her ting. Det plejer at være den første undskyldning for, at man ikke vil følge et forslag. Det her er en gruppe, der faktisk selv kan agere, og når der laves en autorisation, betaler man selv for sin autorisation, man betaler selv for sine tilsyn. Det har vi haft oppe mange gange, og det er faktisk ret dyrt, men alligevel vil de gerne autoriseres. Så det er bare for igen at sige, at jeg ønsker, at vi får en autorisation, og jeg havde da håbet på, at man, når man ikke ville bakke op om det andet, så kunne bakke op om det her.

Men jeg vil læse et forslag til vedtagelse op, og den her gang huskede jeg det, og det er af hr. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Liselott Blixt (UFG), Karina Adsbøl (UFG), Lise Bech (UFG), Bent Bøgsted (UFG), Marie Krarup (UFG) og Hans Kristian Skibby (UFG).

Forslag til vedtagelse

»Folketinget prioriterer patientsikkerhed højt og pålægger derfor regeringen at igangsætte en proces for autorisation af psykomotoriske terapeuter, så brugerne af psykomotorisk terapi i Danmark kan vide sig sikre på og være trygge ved, at deres behandler har modtaget tilstrækkelig undervisning, at der føres tilsyn med dem, og at der kan klages og opnås patienterstatning, hvis der sker fejlbehandling. Brugerne har i dag kun begrænset mulighed for at sikre sig, at deres psykomotoriske terapeut har den rette faglighed. For at etablere en autorisationsordning må der nødvendigvis skulle stilles krav til uddannelsens varighed og kvalitet, hvilket i sig selv vil gavne patientsikkerheden, og dertil kommer, at psykomotoriske terapeuter vil opnå en titelbeskyttelse, der tjener som kvalitetsstempel af deres faglighed, som både gavner dem selv og stiller brugerne bedre«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 84).

Tak.

Tak for det. Det oplæste forslag til vedtagelse vil nu indgå i de videre forhandlinger.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Socialdemokraternes ordfører, og det er fru Julie Skovsby.

Tak for ordet. Forespørgslen her, F 49, ligger på mange måder tæt op ad den forespørgsel, der netop er afsluttet, F 42. Jeg kan derfor kun gentage, hvad kollegaer sagde på talerstolen tidligere i dag, altså at formålet med en autorisation er at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser. En autorisation begrænser adgangen til, hvem der kan udføre erhvervet, og giver Styrelsen for Patientsikkerhed mulighed for at føre tilsyn med sundhedspersonerne og i yderste konsekvens fratage dem autorisationen. Det skal så vejes op imod de fordele, der vil være for patientsikkerheden ved at indføre en autorisation. Som tilfældet var med F 42, er vurderingen også her fra sundhedsmyndighederne, at en autorisationsordning ikke kan begrundes ud fra hensynet til patienternes sikkerhed.

Som sagt handler ordningen om, at Styrelsen for Patientsikkerhed autoriserer en række faggrupper inden for sundhedsvæsenet, fordi man har vurderet, at der er brug for både regulering af den uddannelsesmæssige baggrund og løbende tilsyn med den aktivitet, der udføres. Det kan være en læge eller en tandlæge, der opererer, eller en kiropraktor eller en fysioterapeut, der arbejder med krop og muskler. Her kan manglende viden om det, man arbejder med, have store konsekvenser for patienten. Derfor har vi i autorisationsloven fastlagt, at en række behandlinger kun må udføres af autoriserede sundhedspersoner. Det er klart, at når man som sundhedsperson arbejder med patienter, skal vi stille nogle klare krav til, hvad den person skal kunne og vide, og sikre os, at personen overholder reglerne.

I teksten fra forespørgerne henvises der til et notat fra foreningen Danske Psykomotoriske Terapeuter. Notatet indeholder en interessant gennemgang af de arbejdsområder, som psykomotoriske terapeuter beskæftiger sig med. Jeg må dog sige, at det ligesom for ministeriet heller ikke står helt klart for mig, om de typer af manuelle behandlinger, der ifølge notatet kan indebære en risiko for patienten, bygger på konkrete eksempler eller er af mere hypotetisk karakter. Styrelsen for Patientsikkerhed har tidligere oplyst, at styrelsen ikke har kendskab til tilfælde af uhensigtsmæssig faglig adfærd eller patientskade relateret til psykomotoriske terapeuters virksomhed.

I notatet lægges en stor del af vægten også på, at en autorisation vil gøre det nemmere at skelne mellem dem, der har taget en uddannelse, og dem, som ikke har. Det ønske kan jeg sådan set godt forstå, men jeg er ikke sikker på, at en autorisation er den rigtige løsning. Som ministeriet også peger på, kan det svække troværdigheden og tilliden til selve autorisationssystemet, hvis vi begynder at indføre autorisationsordninger for områder, hvor det ikke er sundhedsfagligt begrundet. For hvad er det så i virkeligheden, vi autoriserer? Og hvad er det for et signal, vi sender til brugerne, når vi giver personen vores stempel? Det savner jeg svar på.

Det er også vigtigt at få med, at autorisationsloven i dag stiller krav om, at en række behandlinger af muskler og led kun må udføres af autoriserede sundhedspersoner som eksempelvis fysioterapeuter og kiropraktorer, og at det derfor er strafbart for andre ikkeautoriserede at udføre den type behandling. Så fordi man ikke er omfattet af en autorisation, betyder det jo ikke, at der ikke er regler for, hvad man må og ikke må, eller at man ikke kan stilles til ansvar, hvis man overtræder reglerne.

Samlet set er det altså vurderingen, at det ikke ud fra et hensyn til patientsikkerheden kan begrundes at indføre en autorisationsordning med de begrænsninger, det vil lægge på, hvem der kan arbejde som psykomotorisk terapeut, og de ekstra opgaver, det vil medføre i form af øget tilsyn med psykomotoriske terapeuter.

Så vil jeg læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Autorisationsordninger bør efter Folketingets opfattelse varetage hensynet til patientsikkerheden. Folketinget har i den forbindelse noteret sig, at der ikke er sundhedsfagligt grundlag for en sådan autorisationsordning for psykomotoriske terapeuter, bl.a. fordi der ikke synes at være patientsikkerhedsmæssige udfordringer for gruppen. Folketinget har i øvrigt noteret sig, at manipulation af rygsøjlen, som kan være forbundet med væsentlig risiko for patientsikkerheden, ikke må udføres af gruppen, da behandlingen er forbeholdt bl.a. kiropraktorer.

Endelig finder Folketinget, at autorisationsordninger, henset til den indskrænkning, en sådan ordning medfører for erhvervslivet og den lige adgang til erhvervsudøvelse, alene bør indføres, hvor ordningen klart tjener et formål om at højne patientsikkerheden.

Folketinget finder ud fra disse hensyn, at der ikke er grundlag for at indføre en autorisationsordning for psykomotoriske terapeuter.

Folketinget beder i øvrigt sundhedsministeren om at sende udvalget en redegørelse over medarbejdergrupper i sundhedsvæsenet, som ikke har en autorisation.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 85).

Tak for det. Det oplæste forslag vil nu indgå i forhandlingerne.

Der er en kort bemærkning, og den er fra fru Liselott Blixt.

Jeg er dybt overrasket over, at Socialdemokraterne mener, at man kun skal have en autorisation, hvis man kan gøre legemlig skade, men ikke, hvis man kan gøre mental skade på mennesker. Det er det, som ordføreren står og siger i sin tale. Hvorfor er det vigtigere? Skulle man ikke ligestille psykiatri med somatik? Hvorfor er det kun led, muskler og rygge, der tager skade, men ikke det mentale? Det var lige præcis det, ordføreren sagde i sin tale. Hvad er begrundelsen for, at man ikke vil autorisere folk, der faktisk kan skade sårbare personer, uden at det er legemligt?

Ordføreren.

Jeg mener, at der er meget klare regler for, hvad man må, og hvad man ikke må i lovgivningen, også når det gælder psykisk vold. Og som sagt mener jeg ikke, at løsningen her er en autorisation.

Fru Liselott Blixt.

Det kan jeg forstå, men jeg ville have taget en anden argumentation meget bedre ned. Vi står foran at lave en psykiatriplan, men de mennesker, der har med de mest sårbare mennesker at gøre, vil man ikke autorisere. Vi har også diskuteret det med psykologer. Og det undrer jeg mig over. For så tænker jeg, at hvor er perspektivet for en psykiatriplan, hvor vi tager vare på det enkelte menneskes mentale helbred?

Ordføreren.

Jeg mener, at alle sundhedspersoner, der er ansat i vores sundhedsvæsen, tager vare på patienterne og på de sårbare patienter. Hvis man siger, at autorisationsordningen er den eneste vej, så får jeg sådan helt lyst til at henvise til Det Etiske Råd, som kom med en udtalelse i forhold til omsorg i sundhedsvæsenet. Den synes jeg er relevant, i forhold til hvordan alt sundhedspersonale agerer.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Venstres ordfører, og det er hr. Martin Geertsen.

Tak til fru Liselott Blixt og til de øvrige løsgængere, som har rejst den her forespørgsel om en autorisationsordning for psykomotoriske terapeuter. Den her debat kan jo ved første øjekast godt minde en hel del om den debat, vi havde lige før. Men ikke desto mindre, når man så dykker en lille smule ned i materien i det her, er der efter min bedste overbevisning også nogle forskelligheder. Som jeg sagde i min forrige tale, har Styrelsen for Patientsikkerhed nogle kriterier, som man mener bør lægges til grund ved overvejelser om autorisation i forbindelse med professioner i sundhedsvæsenet.

Det første kriterium er, som jeg også nævnte før, om gruppen har en offentligt reguleret uddannelse til at arbejde inden for sundhedsvæsenet. Det må man jo sige, der er tale om her, al den stund at psykomotorikere har en offentligt reguleret uddannelse, som er på professionsbachelorniveau. Derudover er uddannelsen, så vidt jeg kan forstå, jo også den eneste sundhedsfaglige uddannelse på professionsbachelorniveau, som ikke har en autorisationsordning. Det kan jeg sådan set godt forstå man stiller spørgsmålstegn ved hvorfor er sådan. Jeg har i hvert fald til gode lige at finde en eller anden form for logisk begrundelse for det, når man isoleret set kigger lige præcis på spørgsmålet om uddannelse.

Det andet kriterium er, om faget indebærer selvstændighed og patientkontakt, og det må man jo sige, at det gør. Der er jo en række områder, hvor psykomotorikernes behandling både vil kræve selvstændighed og patientkontakt, og det drejer sig både om den manuelle kropslige terapi, øvelser inden for bevægelse samt samtale om både kropslige og følelsesmæssige og tankemæssige reaktioner. Derfor kan man altså også godt, synes jeg, positivt diskutere, om ikke også det kriterium er opfyldt.

Det tredje kriterium er, om mennesker under udøvelse af psykomotorisk behandling udgør en væsentlig fare for patienterne. Der er der jo ikke nogen grund til at lægge skjul på, at hvis man udøver psykomotorisk behandling forkert, er der en række ting, som kan gå galt og dermed være til fare eller gene for patienterne, både for så vidt angår det fysiske og det mentale. Så også her synes jeg jo, man kan diskutere, om ikke kriteriet er opfyldt.

Det fjerde kriterium går ud på, om der findes et behov for at tilkendegive over for befolkningen, patienterne, sundhedsvæsenet eller andre, om den her gruppe af sundhedspersoner opfylder de uddannelsesmæssige betingelser for at benytte en bestemt titel. Hvis man lægger det sammen med den risiko, der er forbundet med en forkert behandling, og når man så samtidig har en offentligt reguleret uddannelse, så kan man jo også godt fra et vist perspektiv argumentere for, at det kriterium er opfyldt.

Jeg synes, det er en god diskussion at tage. Det ændrer ikke ved, at vi stadig væk synes, at man bliver nødt til at se de her ting i en sammenhæng med, på hvilke områder inden for sundhedsvæsenet det ellers kan være til diskussion, hvorvidt professionen skal have en autorisationsordning. Så vi vil gerne dykke yderligere ned i det her om autorisation bredt set, herunder for psykomotorikere, og det er derfor, at vi også på det her felt stiller et forslag til vedtagelse, hvor vi beder regeringen om at indkalde til en drøftelse om autorisationsområdet generelt set, og drøftelser, som jeg også sagde under mit forrige indlæg, som på den ene side bør tage hensyn til patientsikkerheden, fordi det er et vigtigt udgangspunkt, men også på den anden side sikrer, at der er fri og lige adgang til den enkelte profession.

Så vil jeg trætte formanden med at læse det samme forslag til vedtagelse op, som jeg læste op før, på vegne af Venstre og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en redegørelse, hvor der bl.a. foretages en oplistning af professioner på sundhedsområdet, som i dag ikke er autoriserede, og på den baggrund indkalder de politiske partier til drøftelse af muligheden for at udvide antallet af professioner med autorisation på sundhedsområdet. Drøftelserne bør tage udgangspunkt i hensynet til på den ene side at sikre patienternes sikkerhed og på den anden side sikre den frie og lige adgang til at drive virksomhed inden for det pågældende professionsområde.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 86).

Tak for det. Også det forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Og vi kan gå videre til SF's ordfører, og det er fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og endnu en gang tak til fru Liselott Blixt for at stille den her forespørgsel. Det er jo meget tydeligt, at det er et område, som ordførerens hjerte banker for, og det genkender jeg sådan set også selv. Jeg synes også, det er en vigtig indsats, at vi får kigget på, hvordan vi kan få kvalitetsstemplet de faggrupper, som arbejder i sundhedssektoren, og det gør de psykomotoriske terapeuter også. Det er allerede sagt fra begge sider af Folketingssalen, hvad det er for en fin uddannelse, som vi måske ikke taler så meget om i det daglige, men som faktisk kan anvendes i forbindelse med rigtig mange vigtige funktioner i sundhedssektoren.

I SF mener vi, at faggrupper, som varetager sundhedsfaglige opgaver i samarbejde med patienter og borgere, også bør have en autorisation. Psykomotoriske terapeuter, som i øvrigt før i tiden hed afspændingspædagoger, har altså en professionsbacheloruddannelse, som reguleres af relevante offentlige myndigheder, og som måske endda er den eneste professionsbacheloruddannelse på sundhedsområdet, som endnu ikke har sin egen autorisation.

Derfor tænker jeg også, at det giver mening, og jeg tænker, at det måske er en overset faggruppe i en tid, hvor vi jo i øvrigt også har travlt som samfund, hvor vi kæmper for at komme mistrivsel, både fysisk og psykisk mistrivsel, til livs, og hvor vi har brug for i meget, meget højere grad også at tænke tværfaglighed i sundhedssektoren. Så jeg synes, at det er rigtig positivt, at vi ligesom får sat de gamle afspændingspædagoger og altså nuværende psykomotoriske terapeuter på dagsordenen her i Folketingssalen.

Jeg tror, det er nødvendigt, at vi trækker på alle gode kræfter, hvis det er sådan, at vi skal imødekomme det store pres, der er på sundhedssektoren, og jeg mener også, at det er rimeligt, at vi tænker autorisation til faggrupper, som arbejder inden for sundhedsområdet, og derfor støtter jeg også det forslag til vedtagelse, som fru Liselott Blixt læste op under sin ordførertale. Jeg mener egentlig, at vi blot skal komme i gang med at få undersøgt mulighederne for, at afspændingspædagoger, psykomotoriske terapeuter, kan blive autoriseret. Det har været en lille smule forvirrende her, fordi jeg har mistet min tid, så måske havde jeg i virkeligheden 15-20 minutter til gode, som jeg kunne have brugt, men det vil jeg så undlade.

Jeg beklager, at der var tekniske problemer med lyset, og der var lige vagtskifte midt i det hele, men jeg satser på, at ordføreren har brugt sin tid. (Kirsten Normann Andersen (SF): Jeg har sagt det, jeg gerne ville sige). Tak for det, og der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Så kan jeg byde velkommen til den næste ordfører, som kommer fra Radikale Venstre. Det er hr. Stinus Lindgreen. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Liselott Blixt for at rejse endnu en interessant debat, denne gang om psykomotoriske terapeuter, og om de skal have en autorisation i sundhedsvæsenet. Der er jo som nævnt i både den foregående debat og tidligere i denne debat tale om flere ting, der skal være til stede, før en autorisation er relevant. I dette tilfælde er der igen helt oplagt tale om personer, som har direkte patientkontakt, og der er også tale om nogle, der har en offentligt anerkendt uddannelse. Men det er jo ikke de eneste kriterier. Når man læser i autorisationsloven, fremgår det jo i indledningen, at formålet er at begrænse de virksomhedsområder, hvor andre personer kan være til særlig fare for patienterne, hvis de bedriver den virksomhed, som er bundet af autorisation. Og det er, igen ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, ikke tilfældet for denne gruppe af sundhedspersoner, og derfor er det i vores øjne ikke relevant at diskutere, hvorvidt de skal autoriseres.

Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at en autorisation i sig selv ikke er et kvalitetsstempel af en uddannelse. Der findes masser af personer i vores sundhedsvæsen, der ikke er autoriseret, men som har en vigtig rolle også i forhold til patientkontakt. Jeg kunne nævne f.eks. portører, som også har en vigtig rolle på vores hospitaler, men som ikke er autoriserede sundhedspersoner. Det siger ikke noget om, hvorvidt deres arbejde er mindre vigtigt, men det siger noget om den type af arbejde, de udfører, og det synes jeg er vigtigt at holde sig for øje her, nemlig at vi ikke pludselig gør det til, at man kun er noget værd i vores sundhedsvæsen, hvis man har en autorisation, for det er jo ingenlunde tilfældet. Og jeg synes, det er ret vigtigt at holde sig for øje i den her debat og i den foregående debat, at man sagtens kan være en vigtig spiller i vores sundhedsvæsen, være vigtig for patienterne, yde en væsentlig del af behandlingen og gøre livet bedre for vores patienter, men at det ikke behøver betyde, at man skal autoriseres. I Radikale Venstre støtter vi op om den vedtagelsestekst, som ordføreren for Socialdemokratiet læste op. Tak.

Tak til den radikale ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Er der nogen fra Enhedslisten til stede? Nej, men det er der fra Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Per Larsen. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak til fru Liselott Blixt for at rejse den her forespørgselsdebat. Den er jo lidt i familie med det forrige forslag, men her er det så en anden faggruppe, nemlig de psykomotoriske terapeuter. Vi mener selvfølgelig, at det må bero på en sundhedsfaglig vurdering. Kan vi øge patientsikkerheden med forslaget, vil vi gerne det, men det kræver jo så også, at vi får belyst konsekvenserne, og hvilke ændringer i autorisationen for de psykomotoriske terapeuter det vil medføre.

Vi kan også læse, at der faktisk ikke er kendskab til nogen inden for faggruppen, som, i hvert fald efter styrelsens vurdering, har bragt patienter i fare. Der er jo flere forskellige behandlere, og vi ser somme tider nogle historier i medierne om behandlere, ikke fra den her faggruppe, men fra andre, som har stillet sårbare patienter nogle ting i udsigt, som på ingen måde har haft nogen som helst gang på jorden. Derfor har vi også den holdning, at hvis brodne kar, som udøver former for terapi eller andre ting, ikke forholder sig sømmeligt – og her tænker jeg på, hvis man bilder folk noget ind, som slet ikke nogen gang på jorden – så skal de selvfølgelig straffes hårdt, og det har vi faktisk haft på programmet i lang tid, fordi vi mener, at der måske er behov for at udvide den strafferamme. Vi ser somme tider nogle patienter, som har betalt hundredtusindvis af kroner for noget, som var totalt uden effekt.

Men lige nøjagtig i forhold til det konkrete tilfælde her med forespørgslen F 49 har vi jo sammen med Venstre udarbejdet en tekst, som går på, at vi gerne vil have boret det ud, og at regeringen bør indkalde til nogle forhandlinger om emnet. Tak for ordet.

Tak til den konservative ordfører. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Velkommen.

Tak for det. Jeg skal gøre det relativt kort, for det her forslag lægger sig lige præcis op ad det forslag, vi havde før. Det handler om autorisation af en gruppe personer, der yder behandlinger ude i vores sundhedssystem. Og her mener vi i Dansk Folkeparti, som vi gjorde før, at der selvfølgelig bør være en autorisation.

I forhold til debatten fra før er der trods alt den forskel her, at det her er en autoriseret bacheloruddannelse, som er veldefineret – så det problem har man ikke engang. Man kan sådan set bare gå ind og give den autorisation, hvilket man bør gøre.

Så ja, det er sådan set det, vi mener. Og jeg vil bare lige også anføre, at vi bakker op om den vedtagelsestekst, som fru Liselott Blixt læste op tidligere. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Og så vidt jeg kan se, er vi i ordførerrækken igennem, og selvfølgelig får ordføreren for forespørgerne lov til at afrunde debatten. Så velkommen til fru Liselott Blixt. Værsgo.

Jeg vil igen takke for debatten. Det er altid spændende at høre, hvilke argumenter folk har, når det er, de ikke støtter op om det. Jeg vil sige tusind tak til Jens Henrik Thulesen Dahl for at bakke op, og til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Det varmer, at de ser det her, men jeg ved også, at vi har rigtig meget tilfælles, når det er.

Men jeg synes også, vi bliver nødt til at kigge på det, for jeg blev lidt overrasket over Socialdemokratiets ordfører, som talte meget om det her med, at hvis man knækker en tand, eller der sker noget med en muskel eller noget andet, så er det jo vigtigt, at behandleren har en autorisation. Og det er jo ensbetydende med, at hvis en persons sind knækker, er det jo ikke vigtigt på samme måde.

Det her med at have mental styrke er noget, man efterspørger på det psykiatriske område, og det er jo lige præcis det, man kan på det her område. Det var det, jeg startede med at sige, nemlig at jeg fik kontakt med en kvinde, som blev endnu mere påvirket af angst, fordi hun ikke kunne komme til sin terapeut, fordi vedkommende ikke var autoriseret.

Men jeg synes, det er vigtigt at have med, når nu vi skal begynde at tale psykiatriplan, altså at vi synes, at der er lige så meget kvalitet hos dem, der behandler krop og sind, som der er hos dem, der tager sig af andre legemlige ting.

Men tak for debatten.

Tak til fru Liselott Blixt.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Som nævnt tidligere vil afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse finde sted på torsdag, den 19. maj 2022.