Det sidste punkt på dagsordenen er:

54) Forespørgsel nr. F 44:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren:

Hvordan forholder regeringen sig til mistrivslen blandt studerende på landets videregående uddannelser, og hvilke initiativer ser regeringen som nødvendige for at styrke trivslen blandt de studerende generelt, og hvordan arbejder regeringen hermed?

Af Katrine Robsøe (RV), Ulla Tørnæs (V), Astrid Carøe (SF), Victoria Velasquez (EL) og Gitte Willumsen (KF).

(Anmeldelse 04.03.2022. Fremme 15.03.2022).

Jeg gør også her opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til i morgen, onsdag den 8. juni 2022.

Hermed kan jeg starte med at give ordet til ordføreren for forespørgerne, og det er fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Tak for det. Først og fremmest tak til Venstre, SF, Enhedslisten og Konservative for at være med til at stille forespørgslen, og naturligvis også tak til de andre partier, der er til stede, og til ministeren for at finde tid. Jeg er rigtig glad for, at vi her i Folketingssalen får mulighed for at diskutere mistrivsel blandt vores studerende og mulige initiativer, for jeg er nemlig dybt bekymret over den stigende mistrivsel, der findes blandt unge, også på vores uddannelsesinstitutioner. I den seneste Sundhedsprofil angav mere end hver tredje kvinde og hver femte mand mellem 16 og 24 år, at de har et dårligt mentalt helbred. 19 pct. af de studerende på en videregående uddannelse oplyser i den seneste version af undersøgelsen UddannelsesZOOM, at de altid eller ofte oplever stærke symptomer på stress i deres hverdag på uddannelsen.

Jeg bilder mig ikke ind, at vi kan løse det hele her i aften, men jeg håber, at vi til den her debat kan have en rigtig god indledende diskussion om, hvordan vi kan få afsæt til mere handling og tage skridt i den rigtige retning.

Tak til ordføreren for forespørgerne for at begrunde forespørgslen. Og hermed kan jeg give ordet til uddannelses- og forskningsministeren for en besvarelse. Velkommen.

Tak for det, og tak til partierne bag debatten her og til fru Katrine Robsøe for begrundelsen. Trivslen blandt de studerende på de videregående uddannelser er et vigtigt emne og er jo et led i en diskussion, der er i det hele taget, om den stigende mistrivsel, vi ser.

Uddannelses- og Forskningsministeriet indsamlede for første gang i 2018 data om studerendes stress og ensomhed. Debatten om og fokus på mistrivsel blandt en del unge var allerede til stede, men de tal, der kom frem, var jo endnu en underbygning af relevansen af den debat, som vi så også vil fortsætte i dag.

Hver femte studerende svarede, at de altid eller ofte havde alvorlige stresssymptomer i dagligdagen, og hver tiende, at de altid eller ofte følte sig ensomme. Og selv om det selvfølgelig er et specielt liv at være studerende og der også naturligt nok er et pres på de studerende i forbindelse med eksamener og at skulle tilegne sig meget stof, så må man sige, at der var tale om høje tal. Samtidig viste tal fra Statens Institut for Folkesundhed i 2019 og nu igen med den seneste opgørelse i 2021, at det også for mange unge står skidt til med deres mentale helbred i det hele taget.

En stor del af de unge befinder sig på de videregående uddannelser eller er på vej ind på en uddannelse, og derfor kan uddannelsessystemet også være et oplagt sted at sætte ind for at understøtte og styrke de unges, de studerendes, trivsel. Der er flere steder i uddannelsessystemet, hvor der kan sættes ind, når trivslen skal styrkes. F.eks. viser de seneste tal fra Danmarks Studieundersøgelse, at 31 pct. af de studerende er helt enige eller enige, i forhold til at de holder sig tilbage fra at stille spørgsmål og deltage aktivt for ikke at risikere at se dumme ud i undervisningen. Og det siger mig, at der jo er et opmærksomhedspunkt på fællesskaberne, på læringskulturen, på trygheden ved at være i læringssituationen på de videregående uddannelser. Det afspejler nok også en perfekthedskultur, der i det hele taget sniger sig ind, og som er et meget ulykkeligt fænomen i vores samfund. Men der er de her opmærksomhedspunkter, og vi har ikke på nuværende tidspunkt rammer, der fuldt ud fremmer nysgerrighed, læring og trivsel, og en læringskultur, der understøtter de ting.

For nylig så jeg Johanne Schmidt-Nielsen, der som bekendt er generalsekretær i Red Barnet og en af vores tidligere kolleger her i Folketinget, sige, at der nok er brug for lidt mindre Pippi Langstrømpe og lidt mere Harry Potter i forbindelse med børn og unges trivsel. Og jeg er rigtig glad for den meget stærke og selvstændige pige i Astrid Lindgrens univers, som bor alene og løser sine problemer selv og på mange måder er en meget stærk person, men der er også en pointe i, at de udfordringer, man møder, skal man ikke nødvendigvis løse alene, og at man ikke er en fiasko, hvis tingene ikke lykkes eller man har det skidt. Det betyder ikke, at man bare skal tage sig sammen, eller at man fejler som enkelt menneske eller som studerende, og det er der, vi måske kan have brug for lidt mere Harry Potter i debatten og som figur. I det univers bekæmper troldmandsdrengen den største ondskab i samarbejde med andre med forskellige styrker og evner. Harry Potter kunne ikke have vundet kampen, hvis ikke det var for fællesskabet omkring ham, både de hjælpsomme og støttende venner og de voksne, der guider og beskytter ham og jo også nogle gange tilgiver ham, hvis han er trådt forkert i ny og næ. Som oftest er han trådt forkert, fordi han faktisk søgte at gøre det gode.

Den stigende mistrivsel er et komplekst problem, og det gælder også svaret. Men vi kommer længst, hvis vi understøtter stærke inkluderende fællesskaber, mener jeg. Det må ikke blive den enkeltes ansvar; det er ikke bare en stresset eller ensom studerende, der skal tage sig sammen og løse sine ting lidt hurtigere. Vi kan godt tillade os at have forventninger til hinanden – det er klart – og vi har alle sammen ansvar, vi skal leve op til, men rammerne er jo det, der er meget afgørende for den enkelte. Og det er et ansvar, vi alle sammen har – som forældre, politikere, undervisere eller medstuderende – for at prøve at løfte og støtte hinanden.

Jeg tror også, det er vigtigt at være opmærksom på, at det her ikke er et problem, der gælder isoleret for vores studerende eller uddannelsessystemet. Vi ser på tværs af børn og unge-generationerne, at der er udfordringer med det mentale helbred, ensomhed, angst og psykiske lidelser. Så vi kan ikke løse hele udfordringen på og med de videregående uddannelser, men det er en vigtig arena i mange unges liv, så der er flere meningsfulde steder, vi kan sætte ind.

Der er allerede taget initiativ til mange vigtige indsatser, der skal styrke trivslen, f.eks. gennem stærkere fællesskaber. Nogle af initiativerne er strukturelle – det gælder f.eks. i forhold til afskaffelsen af uddannelsesloftet, og det gælder de kommende forhandlinger om ændringerne af optagelsessystemet til de videregående uddannelser, som jeg også håber kan være med til at adressere den her diskussion. Disse initiativer har været og kan være med til at fjerne noget af det pres, som unge oplever, f.eks. i forhold til karakterer – et usundt karakterræs – samt i forhold til at man skal vælge rigtigt i alle livets facetter, inklusive studievalg. Vi er i gang med at dreje på nogle af de store mere strukturelle hjul, der kan gøre en forskel i forhold til trivslen.

Der er også flere ting, der ikke skal og kan løses af os politisk, men i stedet skal løses på institutionerne, hvor rammerne omkring de studerende skabes i hverdagen. Det har vi bl.a. understøttet med midler til trivselsrettede aktiviteter både før og i forbindelse med covid-19-nedlukningerne. Andre initiativer handler om konkrete ændringer på de videregående uddannelsesinstitutioner, hvor trivsel, læring og rammer tænkes tæt sammen med undervisningen. Derfor er der bl.a. skrevet mål om læring og trivsel ind i institutionernes strategiske rammekontrakter. Det er noget, som vi som regering har haft fokus på i den dialog med institutionerne. Den proces med institutionerne er tilendebragt, og det er en meget gennemgående ting, at arbejdet med de studerendes trivsel indgår i det, som institutionerne også selv siger at de vil forpligte sig til at arbejde med i de kommende år. Jeg synes, det er rigtig positivt, at man på den måde lytter og tager det signal og den problemstilling ned som institution.

Der er andre eksempler, jeg synes er værd at fremhæve. Studenterrådgivningen og Syddansk Universitet har udviklet et digitalt tilbud, der med et lidt kedeligt engelsk udtryk onboarder de studerende 14 dage før studiestart. 20.000 nye studerende vil møde tilbuddet i år, og det skal understøtte tryghed i overgangen til uddannelse. Det er godt for den enkelte studerendes trivsel, at man får en god start og hurtigt kan mærke, at man bliver en del af fællesskabet på uddannelsen.

Et andet godt eksempel på, at mistrivsel kan mindskes blandt studerende, er Aarhus Arkitektskole, der har halveret de studerendes oplevede stress. Det har de gjort ved bl.a. at opkvalificere undervisere og mentorer til at støtte de studerende og hjælpe dem til mere realistiske forventningsbilleder af, hvad en arkitektstuderende er, og hvad der bliver forventet af dem.

Flere af initiativerne lever allerede i bedste velgående ude på de videregående uddannelsesinstitutioner, f.eks. via de rammekontrakter, jeg nævnte før. Det betyder, at der allerede foregår meget bottom up, altså fra den enkelte institution, som forhåbentlig kan være til inspiration for andre, og som også kan fortsætte, uden at vi på den måde tager nye politiske initiativer. Og det her hverdagsfokus er en forudsætning, hvis studerendes trivsel for alvor skal styrkes. Men vi kan ikke slippe dagsordenen herinde på Christiansborg. Det er vigtigt med et vedvarende fokus og en fortsat opmærksomhed på trivsel i de forskellige politiske drøftelser, vi har. Og derfor vil jeg egentlig også gerne igen sige tak til stillerne af forespørgslen her for anledningen til at komme med en status over og nogle eksempler på arbejdet med at styrke de studerendes trivsel. Jeg synes, det er godt, at vi fra Folketingets side fortsat har det her fokus på og en intention om at adressere den her meget væsentlige problemstilling, der for nogle er meget indgribende og for andre i mindre grad, men hvor vi altså kan gøre det bedre, end vi gør i dag.

Tak. Der er nu adgang til én kort bemærkning fra ordførerne. Den første går til fru Katrine Robsøe. Værsgo.

Tak for det. Jeg bliver altid glad, når ministeren både kan inddrage Harry Potter og stærke inkluderende fællesskaber i en tale – så rammer man ret godt. Så tak for den.

Når vi diskuterer samfundsproblemer her i Folketingssalen, kan man nogle gange komme til at tro, at vi kan løse det hele herindefra. Jeg er sådan set meget enig med ministeren i, at det kan vi ikke. Jeg har i forbindelse med den her forespørgselsdebat talt med organisationen Saga, der arbejder med unges inddragelse i beslutningsprocesser, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ministeren har nogle forslag til, hvordan vi får de unge med til at komme med løsningsforslag i forhold til den her udfordring, som vi står med i forhold til trivslen på vores videregående uddannelser og mistrivslen blandt unge, så vi rent faktisk får dem med ind i løsningsrummet.

Værsgo, ministeren.

Tak for det. Ja, det er et godt spørgsmål og endnu en god vinkel på det her emne. Man kan sige, at der selvfølgelig er noget særlig myndiggørende i, at det også er unge og studerende selv, der er med til at komme med nogle af løsningerne. Det mener jeg er vigtigt at man gør i hverdagen på institutionerne, altså at man dér understøtter aktive studentermiljøer og man i de foreninger og organisationer, der er, prøver at inddrage studerende i de beslutninger, der bliver truffet. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi fra politisk hold gør det. Der sker jo en understøttelse af de organisationer, men det handler også om, at vi lytter til nogle af de samme organisationer, når vi træffer politiske beslutninger. Jeg er i gang med forarbejdet til det her med at skulle have drøftelser om optagesystemet, og det er det seneste eksempel på, at jeg – jeg tror, det var i sidste uge – havde en serie repræsentanter for ungdomsorganisationer, studenterorganisationer, elevbevægelser på mit kontor for at lytte til dem i forbindelse med det arbejde. Det skal jeg lægge mig i selen for at gøre i alle de her forhold, som berører studerende.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Astrid Carøe. Værsgo.

Tak for det. Jeg er meget enig med ministeren i, at det her er et emne, der spænder bredt, og jeg tror ikke, at der er nogen hurtige løsninger – så havde vi nok fundet dem. Det er også noget, vi tydeligt ser i hele uddannelsessystemet, ikke kun på de videregående uddannelser.

Men en af de ting, som de unge tit selv nævner, når de bliver spurgt om, hvad der gør, at de mistrives sådan, er den her konstante fremdrift, der er behov for i deres uddannelse, uanset om det er på ungdomsuddannelser eller på de videregående uddannelser. Men nu snakker vi om de videregående uddannelser i dag. Og jeg er jo rigtig glad for, at vi har fået lagt flere og flere af de her fremdriftstiltag fra fremdriftsreformen i graven, men der er jo stadig noget af det, der spøger derude, og vi hører om studerende, der oplever, at de ikke bliver taget imod af deres uddannelsesinstitution med deres behov, men at de skal passe ind i systemet. Derfor vil jeg bare gerne spørge ministeren, om ikke vi skal kigge på, om der stadig væk ligger nogle ting fra fremdriftsreformen, vi skal have lagt helt i graven.

Værsgo.

Tak. Jeg er enig i, at det er godt, at der er taget forskellige politiske initiativer til at ændre på de forhold, der har været meget diskussion om tidligere. Det kan selvfølgelig heller ikke være sådan, at vi helt holder op med at have et blik for, at der er en fremdrift. Og jeg vil mene, at det faktisk også er noget, der er med til at styrke den enkeltes fornemmelse af, at det går godt på studiet, og at man faktisk oplever, at man har en progression og kommer videre, består eksamener og kommer tættere på at være færdig. Så det er jo et perspektiv, der også er vigtigt at holde fast i. Men de mere specifikke ting, fru Astrid Carøe måtte tænke på her, og hvor der er nogle eksempler på nogle uhensigtsmæssigheder, vil jeg gerne høre om og diskutere og drøfte uden på forhånd at kunne give nogle specifikke tilsagn. Så jeg håber, at man kan høre balancen og nuancerne i mit svar, altså at der er et blik for, at det faktisk er vigtigt, at man kommer videre og ikke sidder fast, samtidig med at der heller ikke er uhensigtsmæssige pressituationer. Det er vel den balance, vi skal prøve at finde.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Tak for det. Det kunne jo være spændende at høre, om vi ikke skulle kigge på de aktivitets- og resultattilskud, som der er til f.eks. universiteterne, som jo netop er med til at presse det. Det er den ene økonomiske del, men det er en anden økonomisk del, jeg gerne vil spørge ind til. Jeg er enig i, at trivsel er kompleks, og nu tog ministeren jo selv fat i Pippi Langstrømpe, og Pippi Langstrømpe er jo meget rig. Hun har en kiste fyldt med guld, og det er ikke helt det billede, vi ser blandt ungdommen. Tværtimod er der en voksende ulighed. Der er en skæv adgang til boligmarkedet, og su'en er blevet udhulet med knap 5.000 kr. om året. Derfor vil jeg høre, hvad ministerens tanker er om, om ikke den økonomiske situation også har en betydning for de unges trivsel i den her kompleksitet.

Værsgo.

Jo, det har selvfølgelig en betydning. Jeg vil sige, at ligesom det ikke er alle unge, der har en kiste fyldt med guld, så har vi det heller ikke som regering, så man på den måde kan imødekomme alt det, man godt kunne tænke sig.

Men jeg tror også, at vi må sige, at der jo er noget her, som i vores samfund er – ja, hvad skal man sige – lidt mere paradoksalt, fordi de fleste unge i Danmark jo vil ende med at have en uddannelse og klare sig godt. Vi har høj beskæftigelse og gode muligheder for at tage uddannelse. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har det gode su-system, som vi har i Danmark, og selv om nogle giver mig lidt på puklen for det, var jeg også hurtig til at sige, at det forslag om at omlægge su til lån på kandidatuddannelserne er jeg ikke enig i. Det er ikke et, regeringen vil fremme. Men selv om vi har så gode vilkår, som vi har i en international sammenligning, så har vi jo alligevel mistrivselsproblemer. Så selv om økonomi spiller en rolle, må vi også kigge på andre ting, tror jeg, for at forstå det hele og reelt kunne adressere det.

Tak til ministeren i denne omgang. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første ordfører er ordføreren for forespørgerne, fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre – som ikke behøver at gå i panik, men gerne må komme herop nu. Værsgo.

Jeg tror, der skal lidt mere til, at jeg går rigtig i panik. Men tak for ordet.

Når du som ung i dag sidder på dit kollegieværelse, er der enormt meget, der kan være svært. Du er måske lige flyttet hjemmefra, du er startet på en uddannelse, du har et par fag, som du måske ikke er helt lige så glad for, som du havde håbet, og det kan få dig til at tvivle på, om du har valgt det rigtige studie, og om du kan klare det. Du har måske ikke fundet helt lige så mange nye venner, som du drømte om, og du føler dig måske nogle gange alene. Måske føler du et forventningspres fra dig selv, dine forældre eller alle mulige andre. Men det er vel egentlig ikke så meget anderledes, end det var for generation før os. Alligevel går tallene kun i én retning, når vi ser på unges trivsel, og det er den forkerte vej.

Måske skyldes det, at det for dig, der bor på kollegieværelse, er sådan, at du gerne både skal være god til studiet og gå i fredagsbaren. Du skal både have det topfede studierelevante arbejde og have det meningsfulde frivillige job ved siden af. Du bliver revet og flået i, fordi du og dine jævnaldrende skal løse alverdens problemer lige fra klimakrisen til manglende hænder i sundhedsvæsenet. Din generation skal sikre hænder nok i ældreplejen, i børnehaven, i ingeniørvirksomheden, på byggepladsen, i folkeskolen og meget mere. Du skal være innovativ, omstillingsparat, nytænkende, god til at arbejde sammen med andre, god til at arbejde selvstændigt osv. Jeg bliver næsten helt forpustet af bare at sige det, så jeg kan godt forstå, at unge også kan blive forpustet i deres hverdag.

Når jeg lister det op på den her måde, er det for at gøre det tydeligt, at det formentlig ikke bare er én ting, der er skyld i den øgede mistrivsel, men også, at jeg ikke forsøger at bilde jer eller nogen andre ind, at jeg har alle løsningerne på det her problem. Men jeg tror, der er steder, hvor vi kan sætte ind. Noget er mere ligetil end andet, men jeg håber, at vi i fællesskab kan finde nogle forskellige tiltag, der tilsammen kan være med til at gøre en forskel.

Jeg tror, at vi gør enormt klogt i fra vores side som politikere ikke at tale om det her som et problem hos ungdommen, for det er det ikke. De unge er ikke svage eller uden modstandskraft, men vi har et samfundsproblem, når så mange alligevel føler sig for presset, og vi har et samfundsproblem, der hverken løses nemt eller enkelt. Der er tiltag, vi har talt om tidligere, som jeg naturligvis stadig i den grad mener der bør handles på. De kan naturligvis ikke afgrænses helt til området for videregående uddannelser, og det er heller ikke forslag, der nødvendigvis gør en direkte forskel lige der, men samlet set tror jeg at det kan være med til at gøre en forskel for de unge.

Jeg tror bl.a., som ministeren også var inde på, at vi skal have set på karakterskalaen – det kan være til gavn for hele vores uddannelsessystem. Jeg er mere end klar til at se på vores optagelsessystem, hvor det for Radikale er helt vildt vigtigt, at vi forsøger at finde en model, hvor de unge bliver mindre presset. Jeg er en enormt stor fortaler for mere vejledning til uddannelsesvalg, men også til studievejledning, for alle børn og unge fortjener at få vejledning til deres uddannelsesvalg, så de har de bedste forudsætninger for at vælge det, der er rigtigt for dem. Men alle studerende kan faktisk også få brug for at få vejledning i, hvordan det er at være studerende, for det er noget, man skal lære, og der er en masse valg og udfordringer undervejs.

Men som jeg sagde tidligere, er det jo langtfra alle løsninger, jeg har lige her. Derfor håber jeg også, at vi i fællesskab kan finde en måde at få både eksperter, men i høj grad også de unge selv inddraget i at finde løsningsmuligheder, uden at vi pålægger de unge ansvaret for udfordringen. Vi har et ansvar som politikere, men jeg tror, at vi kan finde de bedste løsninger i forhold til trivslen på vores videregående uddannelser i fællesskab med dem, der lige nu er på de uddannelser.

Derfor håber jeg også, at vi i hvert fald kan overveje sådan noget som en trivselskommission for vores videregående uddannelser, så vi kan få et samlet overblik over mulighederne og gøre det i fællesskab med vores uddannelsesinstitutioner og de unge. Det er én idé, men jeg er åben over for alle mulige andre idéer. Det vigtige for mig er, at vi får gjort noget ved det, vi kan gøre noget ved, for at finde løsninger og få sat handling bag ordene.

Tak for ordet.

Mange tak til ordføreren for forespørgerne. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Kasper Roug fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, formand. Først og fremmest vil jeg gerne takke forslagsstillerne for at sætte dette vigtige emne på dagsordenen. Studietiden har jo et potentiale til at blive de bedste år i en studerendes liv, det er der i hvert fald nogle af os, der kan huske det som, og det er der heldigvis rigtig mange andre, der også kan, men for alt for mange er studietiden og ungdomsårene forbundet med stress og mistrivsel. Tallene taler deres eget bekymrende sprog. Vi kan se i den seneste Sundhedsprofil, at flere end hver tredje kvinde og hver femte mand mellem 16 og 24 år angiver, at de har et dårligt mentalt helbred. Det er mange, og det er stærkt bekymrende. Det er bekymrende, at vi får bygget et samfund, som ikke tilstrækkeligt imødegår unges mistrivsel.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad årsagerne er, men i den seneste version af undersøgelsen UddannelsesZOOM oplyser 19 pct. af de studerende på de videregående uddannelser, at de oplever stærke symptomer på stress i deres hverdag på uddannelsen. Det tyder på, at uddannelserne også spiller en rolle. Vi har gennem længere tid haft fokus på problemstillingen, og vi har taget vigtige skridt for at imødegå udfordringen. Dels har vi afskaffet uddannelsesloftet, dels har vi forbedret uddannelsernes økonomi, så der er mulighed for at prioritere mere undervisning og feedback på institutionerne. Vi bilder os selvfølgelig ikke selv ind, at det er løst med det, og derfor glæder det mig, at vi bredt i Folketinget har et vedvarende fokus på problemstillingen. Det vidner debatten også om i dag, og jeg håber, at vi også i fremtiden kan blive enige om at følge udviklingen tæt, og på den baggrund vil jeg på vegne af S, SF, RV, EL, KF og FG gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Et flertal af Folketingets partier er bekymrede over den stigende mistrivsel, der er blandt unge i dag. 19 pct. af de studerende på de videregående uddannelser oplyser, at de altid eller ofte oplever stærke symptomer på stress i deres hverdag på uddannelsen.

Vi ønsker et samfund og en kultur, hvor flest mulige har det godt, og en uddannelseskultur med fokus på myndiggørelse, dannelse, læring og trivsel.

Partierne noterer sig, at der er igangsat flere indsatser for at fremme studerendes trivsel, bl.a. ved aktivt at tænke trivsel og læring ind i rammerne på de videregående uddannelsesinstitutioner. F.eks. er der fastsat mål for læring og trivsel i de videregående uddannelser, strategiske rammekontrakter, og der er blevet afsat midler både før og under covid-19-nedlukningerne.

Flertallet ser mistrivslen blandt unge som et alvorligt og komplekst samfundsproblem, der kræver vedvarende fokus og handling. Derfor forventer flertallet, at regeringen senest i efteråret 2022 følger op på dagens forespørgsel med drøftelser om mulige tiltag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 105).

Tak for at give mig teksten, som vi lige vil tjekke for formalia.

Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo ... Jeg så, at fru Katrine Robsøe var indskrevet, men forsvandt. Undskyld, det er bare mig, der ikke kan finde ud af teknikken heroppe. Det er ikke fru Astrid Carøe, men derimod fru Katrine Robsøe. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at prøve at høre i forhold til det her med vejledning, når man er studerende. Det kunne jeg godt tænke mig at høre om vi ikke kunne finde nogle løsninger på i fællesskab med Socialdemokratiet. Jeg tror i hvert fald på, at noget af det, vi kan gøre for at være med til at fremme trivslen, er at sørge for, at du rent faktisk har nogen, du kan spørge til råds om alle de her spørgsmål, du har, når du er studerende. Der er masser af regler, du kan være bange for at komme til at overtræde og derfor blive ramt af et eller andet, du ikke kan gøre om, og derfor kan du være nervøs for, om du gør det rigtige. Så jeg er meget på det her med, om vi ikke kan gøre noget for at få mere vejledning ind. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig hvis Socialdemokratiet også kunne se noget musik i, også i forhold til når vi skal tale optagelsessystem og hele vores studietrivsel.

Tak. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal ikke kunne afvise noget på forhånd, i forhold til hvad der kan virke, men der er ingen tvivl om, at jeg har stor tillid til, at man også ude i uddannelsesinstitutionerne kan styre vejledningen selv. Men ikke desto mindre tror jeg egentlig ikke, at vi kommer til bare at skulle kigge på én ting som f.eks. vejledning. Jeg tror sådan set, at vi kommer til at skulle kigge på rigtig mange forskellige facetter, i forhold til hvordan vi kan øge trivslen for de unge. Det kan jo bl.a. også være andre – hvad skal man kalde det – informationer og anden viden, vi har omkring studiemiljøernes størrelse eller andet. Der er jo mange gode erfaringer derude. Jeg tror, at vi skal kigge på rigtig mange af dem, og at vi skal kigge bredt på dem, og så må vi så se, hvad der kan lade sig gøre.

Værsgo, spørgeren.

Det lyder i hvert fald, som om vi har opbakning til en trivselskommission, når vi skal ud at kigge så bredt. Jeg spørger jo, fordi vi i forbindelse med Uddannelsesministeriets gennemgange og temamøder om optagelsessystemet har talt rigtig meget om, hvordan vi mindsker frafald. Frafald kan selvfølgelig både have en meget, meget god begrundelse, men det kan også være, fordi man har det rigtig træls på sit studie og man mistrives. Så derfor kunne jeg godt se, at vi rent faktisk kunne komme til at mindske mistrivslen og mindske frafaldet på samme tid, og derfor håber jeg rigtig meget, at Socialdemokratiet også vil være med til at kigge på den her del.

Værsgo.

Der er ingen tvivl om, at vi kigger bredt på det her; det skal vi selvfølgelig også gøre. Vi kommer til at kigge endnu bredere på, hvad der virker i forhold til trivslen. Allerede nu er der jo indført flere ting i forhold til f.eks. trivselsfremmende pilotprojekter på uddannelserne, og det er jo noget, som også vidner om, at vi i regeringen og selvfølgelig ikke mindst i Socialdemokratiet er opmærksomme, at det her er noget, som vi skal kigge bredt på.

Tak for det. Nu giver jeg så ordet til fru Astrid Carøe fra SF. Værsgo.

Tak for det. Man vil jo gerne have ordet, men jeg synes ikke, fru Katrine Robsøe skulle snydes. Jeg vil egentlig gerne følge lidt op på det, fru Katrine Robsøe var inde på, nemlig det her med frafald. Noget af det, vi også ser, er, at frafaldet er størst blandt de unge, som har sværest ved at gå den lige vej, altså de unge, som ikke bare lige kan tage en lang videregående uddannelse på 5 år. Det er måske, fordi man har en diagnose, men det kan også være, fordi man har børn derhjemme, eller det kan være alt muligt andet. Det, jeg drømmer om, er, at vi får lavet et uddannelsessystem, som passer til den enkelte, og hvor der er fleksibilitet, så det er tilpasset til der, hvor man er i livet, så folk, der er lidt længere i livet, også har mulighed for at tage en uddannelse. Skal vi ikke kigge lidt på fleksibiliteten på de uddannelser i forhold til trivsel?

Værsgo.

Jeg synes da allerede nu, at der er en høj grad af fleksibilitet på uddannelserne, altså som kan anvendes i forhold til de uddannelser, der er. Der er jo en fuld metodefrihed i forhold til bl.a. vejledning af de enkelte studerende. Der bliver brugt rigtig mange ressourcer på vejledning derude allerede nu.

Værsgo, spørgeren.

Noget af det, de studerende oplever, er jo, at de møder et ret rigidt system, når de f.eks. spørger om udsættelse eller orlov, hvis de har været syge eller sådan nogle ting. Jeg tror, det er, fordi nogle dele af fremdriftsreformen stadig spøger. Men så er der jo også nogle helt konkrete ting, altså f.eks. sådan noget med, hvis man har en funktionsnedsættelse, der gør, at man studerer på nedsat tid, og når man så skal ud i praktik som pædagog, kan man godt komme på nedsat tid, men så går det ud over den løn, man får under sin praktik, og det gør, at langt de fleste pædagogstuderende har svært ved at få det til at hænge sammen. Det er et oplagt sted, vi kan sætte ind i forhold til studerende med funktionsnedsættelse.

Værsgo.

Det tror jeg sådan set godt at der kan være noget ræson i på den ene eller anden måde. Min pointe er jo sådan set også bare, at jeg tror, at det er utrolig mange små ting, der gør sig gældende i folks hverdag. Dog vil jeg også mene stadig væk, at uddannelserne derude har mulighed for at agere i forhold til det, og det bruger vi faktisk rigtig mange ressourcer på. Allerede nu har vi f.eks. udviklingsprojekterne fra Studenterrådgivningen, som jo altså er en lidt større indsats, man har gjort, specielt på baggrund af covid-19 og specielt på den baggrund, der har været, i forhold til at folk har følt sig forladt derhjemme.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Tak for det. Når man taler om trivsel blandt unge, kommer vi ikke uden om, at man også taler om, hvad det er for nogle rammer, der er omkring de unge, f.eks. på deres uddannelser. Og noget af det, vi har diskuteret meget, og hvor vi også har gjort nogle gode ting i den her periode, handler om fremdrift. I forhold til resultattilskuddet i studietidstilskuddet er det jo ret tydeligt, at det er noget af det, som er fremdriftsdrivende. Så jeg vil gerne høre ordførerens overvejelser om, at vi fjerner de sidste 5 pct., hvor vi kan se, at det har en betydning for, at fremdriftsreformen faktisk stadig kommer til at spøge, og at man presser de unge og de studerende unødigt. Er det noget, man er positiv over for at se på at fjerne?

Værsgo.

Jamen vi afviser sådan set ikke nogen ændringer af hele vores system på forhånd; det skal vi selvfølgelig ikke gøre. Men jeg tror egentlig også, vi skal se på det bredere end det, altså også i forhold til hvad der nu er af kultur. Hos mange studerende er der en nulfejlskultur, som jo egentlig gør, at man stiller nogle ret høje krav til sig selv. Altså, det er jo en udfordring for hele samfundet, og det er jo selvfølgelig noget, som den enkelte skal tage på sig. Men det er jo også noget, som uddannelserne derude stadig væk også godt kan hjælpe med.

Værsgo, spørgeren.

Tak for det. Men en del af den nulfejlskultur kommer jo her fra Christiansborg. Jeg talte f.eks. med en studerende i går, der er så presset, at vedkommende er nødt til at blanke sin eksamen for at få noget tid til at kunne læse op, men som nu bliver nødt til, i forhold til den eksamen, der kommer nu, at skulle bestå; for ellers bliver man simpelt hen ramt af de her mekanismer. Og det er jo en nulfejlskultur, som kommer på grund af lovgivning fra Christiansborg.

Så er der nogle andre ting, som også kommer fra Christiansborg. Det er f.eks., at man ikke kan få dispensation, hvis nu man har noget studierelevant arbejde, og så gerne vil fokusere på noget arbejde – måske ikke have noget studie eller studere på nedsat tid. Skal vi ikke frigive lidt i universitetsloven, så man bedre lokalt kan styre, hvordan man gerne vil gøre det?

Værsgo.

Jeg tror, der er megen mange gode muligheder, i forhold til hvordan vi kan se på sammensætningen af selve uddannelserne. Det kommer vi også til at se på fremadrettet, både på kort og på lang sigt, selvfølgelig. Jeg tror egentlig, der er flere områder, der skal kigges på. Allerede nu kigger vi på en evaluering af optagelsessystemet i forhold til fra starten af. Og der er det jo klart, at vi senere også skal kigge på en mulighed for at forbedre den trivsel, der nu engang er for de studerende.

Mange tak til den socialdemokratiske ordfører. Der var en formaliafejl i den oplæste tekst, som var 16 ord for lang – apropos det her med et pres via en nulfejlskultur. Så derfor må jeg bede den socialdemokratiske ordfører om at deltage i en redigeringsproces og komme op og læse teksten op igen i slutningen af forhandlingen.

Den næste, der får ordet nu, er Venstres ordfører. Fru Heidi Bank, værsgo.

Tak for det, og tak for, at vi får den debat her i salen i dag om noget, som jo berører så utrolig mange unge mennesker derude. Daglig stress og massiv ensomhed skal ikke være en vedvarende del af livet uanset alder. Særlig alarmerende er det dog, når børn eller unge er ramt – når livet bliver uoverskueligt og det kan være svært at finde vej i alt det, man gerne skal og vil, ens egne og andres forventninger, når alle andres liv ser perfekt ud, fordi vi ikke altid kan se, hvad facaden dækker over.

I Venstre er vi nu optimistiske på vegne af vores unge, vores studerende. De indeholder så meget godt, så meget vilje og lyst til livet. Men vi er også bekymrede, fordi vi kan se, at alt for mange føler et pres i hverdagen med stress og ensomhed og for mange mistrives. Hver femte af de studerende oplever, at dette begrænser dem i deres hverdag. Der sættes ord som udbrændthed og arbejdspres og ikke mindst ensomhed på det.

Særlig opmærksomme er vi på, hvordan corona har påvirket de unge. De unge er tydeligvis så ramte af en tid, hvor det fysiske studiemiljø blev erstattet af det virtuelle og var det alt, alt for længe – med kontakt til få kammerater og medstuderende og aflyste sociale arrangementer på uddannelsesinstitutionerne og i nærmiljøet. Kort sagt var det alle de steder, hvor unge mødes, og hvor der er ekstra puls og god energi.

Alene i Region Hovedstaden er henvisningen til børne- og ungdomspsykiatrien i kølvandet på corona steget med 27 pct. Henvisningerne er så alvorlige, og bl.a. stress, angst, depression, selvskade og selvmordstanker fylder. Det kalder på en aktiv og hurtig handling. Det handler om vores unge, for der er brug for et sundt og aktivt studiemiljø. Der er brug for fællesskaber og for at skabe et studiemiljø, der favner og gavner, og som giver tryghed og trivsel for de studerende. Det er helt afgørende for læring og faglig udvikling og socialisering, tilhørsforhold og identitet.

Vi ved, at de enkelte uddannelsesinstitutioner er opmærksomme på det, og at de arbejder med trivsel og hvordan de kan understøtte et godt studiemiljø. Vi ved, at de også er opmærksomme på, at der kan gøres mere. At gøre mere kræver en vedholdende indsats. At rette op kræver noget ekstra. Hvordan undgår vi, at alt for mange dropper ud? Hvad med dem, der er på kanten? Hvad med deres familier og pårørende? Når unge mistrives, udfordres hele familien. Det slider. De unge og deres nære og pårørende har ventet alt for længe.

Venstre mener, at der er brug for handling nu, ikke en gang til efteråret, men nu. Der er brug for konkret handling. Derfor vil vi pålægge regeringen at indkalde til realitetsforhandlinger om en ny 10-årsplan for psykiatrien inden udgangen af juli 2022. Regeringen har lovet og lovet, men der sker meget lidt. Det skaber utryghed og unge studerende, der ikke får den nødvendige hjælp med risiko for, at den negative spiral bliver værre, end den havde behøvet at blive, med store menneskelige omkostninger til følge.

Derfor ønsker Venstre, at der skal ske noget nu, så de nye initiativer kan iværksættes på bl.a. landets uddannelsesinstitutioner ved semesterstart, herunder imødekomme behovet for en styrket pårørendeindsats, så vores unge kommer hurtigt tilbage i en god spiral og en god trivsel med mulighed for at have et aktivt fritidsliv med stærke forpligtende fællesskaber og muligheder for at mødes med andre unge i sociale sammenhænge. Vi mener, at vi kan gøre det bedre politisk, og det er jo også derfor, vi sidder og debatterer det i dag, som vi gør. Vi mener også, at vi skylder det over for de unge og over for deres familier.

Så skal jeg læse en vedtagelsestekst fra Venstre og Dansk Folkeparti op:

Forslag til vedtagelse

»Alt for mange unge mistrives, og mistrivslen blandt netop denne aldersgruppe er markant stigende. Særlig corona, der indskrænkede de unges frihedsrum, har givet de unge psykiske skrammer. Dette mærkes særlig i børne- og ungepsykiatrien, hvortil unge henvises med stress, angst, depression, selvskade og selvmordstanker. Det kalder på aktiv og hurtig handling. Unges mistrivsel, stress og ensomhed udfordrer tydeligvis ikke kun mulighederne for at gennemføre en uddannelse, men også de unges mulighed for at have et aktivt fritidsliv med stærke forpligtende sociale fællesskaber.

Folketinget påpeger, at regeringens gymnasieaftale ikke hjælper de mange sårbare unge, da aftalen tvinger dem ud af deres fællesskaber og sociale liv.

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af juni 2022 at indkalde til realitetsforhandlinger om en ny 10-årsplan for psykiatrien, således at nye initiativer kan iværksættes på bl.a. landets uddannelsesinstitutioner ved semesterstart.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 104).

Mange tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Først fra fru Astrid Carøe, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg er helt enig med Venstre i, at vi skal gøre noget på psykiatriområdet. Det er simpelt hen gået alt for langsomt. Men jeg vil også bare sige, at jeg jo synes, at det her område er meget større end det. Det er jo de allerallersvageste, heldigvis, der skal ind i vores psykiatri, og det her handler jo om – nogle tal siger jo op mod halvdelen, ikke? De skal jo heldigvis ikke ind i vores psykiatri. Så jeg vil bare høre, hvad det er, Venstre så tænker: Er det løst med psykiatriforhandlingerne, eller skal der mere til?

Værsgo.

Tak for det. Det er jo sådan, at der pågår rigtig meget arbejde ude på uddannelsesinstitutionerne. Vi har drøftet noget af det allerede nu her i salen i dag, og der er kommet svar om det, og bl.a. ministeren har jo nævnt nogle af de ting, der foregår. Vi har også i det udvalg, hvor jeg sidder – jeg er formand for Ligestillingsudvalget – arbejdet med nogle af de udfordringer, der er i forhold til ligestilling på vores uddannelsesinstitutioner. Derfor pågår der jo allerede et arbejde i dag, og derfor mener jeg også, at mange af de gode initiativer, der er behov for, ved de godt der er behov for ude i virkeligheden. Altså, det er jo ikke noget, hvor vi prøver at skubbe det langt ud i fremtiden; det er jo noget, hvor man kan gå ind at se på, hvad det så er, vi kan gøre. Og noget af det, vi konkret kan se der skal gøres, er at få lavet en aftale for psykiatrien, som gør, at nogle af dem, der er hårdest ramt derude, kan få noget hjælp.

Da jeg sad og læste noget materiale hertil, stødte jeg på, at 80 pct. af de studerende, der henvender sig til Studenterrådgivningen, er at sammenligne med nogle, der er til ambulant psykiatrisk behandling. Altså, det er fuldstændig vilde tal, vi har med at gøre på det her område. Vi skal jo lade være med at tro, at det her er nogle særlig svage unge, for der vil jo være rigtig mange unge i de tal, vi ser, som egentlig er stærke, sunde unge mennesker, men som er ramt på psyken og har brug for, at vi gør noget mere.

Værsgo til spørgeren.

Tak for det. Så det, jeg skal forstå det som, er, at vi skal rykke på psykiatrien. Det skal vi også – jeg er helt enig. Men synes man egentlig så, at de initiativer, der er i gang, er nok, eller hvordan? For det er jeg i hvert fald slet ikke enig i. Jeg synes slet ikke, man kan sige, at hvis vi bare gør ting i psykiatrien, er vi ligesom i mål. For det er alarmerende tal, men det er jo ikke mennesker, der skal ind i psykiatrien. Det er mennesker, vi skal hjælpe med at få et bedre studieliv. Og en måde, vi kan gøre det på, er ved at lægge de sidste fremdriftsting i graven, sådan at man vil kunne tilpasse sin uddannelse bedre individuelt, end man kan i dag. Vil Venstre så være med til det som et ekstra initiativ ud over de gode initiativer, vi allerede har sat i gang?

Tak. Værsgo.

Det, jeg prøvede at sige, var, at jeg i virkeligheden lidt synes, at vi parkerer noget, når jeg siger, at de allerede godt ved derude, hvad der skal ske. Der kommer jo masser af input ind til os hele tiden om, hvad det er af forskellige løsninger, der kan laves. Derfor er det jo også fint, at vi får det debatteret i dag. Men jeg synes også lidt, at vi så siger: Jamen så sætter vi det over til noget arbejde, regeringen kan lave engang til efteråret. Vi ved alle sammen, at der står et valg lige om hjørnet – måske. Derfor er det, vi er fokuseret på i Venstre, så at sige: Hvad er det så, man kunne gøre nu og her? Det er jo bl.a. at få løst det med, at der faktisk er studerende – og jo også måske, sådan som tallene ser ud, flere, end vi egentlig vil være ved – som har det så svært, at der er brug for, at man kan give noget ekstra hjælp ude på uddannelsesinstitutionerne til at løfte de tiltag, der gør, at man kan få noget ordentlig psykologisk vejledning.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om ordføreren er opmærksom på, at de nedskæringer, som man har lavet på uddannelsesområdet fra Venstres side, har haft nogle af de konsekvenser, som ordføreren er inde på i sin tale. Vi kan netop se, at det har haft en betydning for dårligere feedback; at underviserne har haft færre timer til at kunne hjælpe, undervise og vejlede de studerende; og at det også har haft en betydning for, hvor meget studievejledning man har kunnet få, og hvor meget hjælp man har kunnet få. Alle de her ting er jo med til at gøre, at mistrivslen bliver endnu større. Er Venstres ordfører opmærksom på det?

Værsgo.

Nu kan man sige, at man jo sagtens kan sætte spørgsmålstegn ved, om nogle af de nedskæringer, der har været gennem årene, er sket de rigtige steder, og om der er blevet prioriteret rigtigt. Men det er også sådan, at det ville være ganske naturligt, at man i enhver organisation, altså også hvis man snakker virksomhed og alt muligt andet, løbende ser på, hvad man kan gøre bedre, og hvordan man kan ændre noget. Det er jo det, der også har ligget i den besparelse, nemlig hvordan man kan gøre det her anderledes, så man får mere for de ressourcer, der er.

Så jeg kan ikke sige, at alt bare har været den rigtige vej at gå. Jeg kan heller ikke omvendt sige, at det hele bare har været skidt, for det er jo også et spørgsmål om at bruge de ressourcer, vi har, bedst muligt, så vi kan bruge dem nogle andre steder.

Værsgo.

Men hvis ikke pengene skulle tages fra feedback, fra undervisningstimer eller fra studievejledning eller de dele, hvor er det så, pengene skulle tages fra? For jeg har lidt svært ved at se, hvordan det ikke vil komme til at ramme den enkelte studerende, når de ressourcer, man giver til den enkelte studerende, bliver mindre og mindre.

Derudover vil jeg gerne høre: Vi ved, at der er kommet et hyrdebrev om dem, som mistrives, og om dem, som har funktionsnedsættelser, hvori det bliver krævet, at universiteterne skal gøre nogle ting. Her bliver der også peget på økonomien. Ville Venstre med den her viden være interesseret i faktisk at love, at man ikke igen vil skære på uddannelserne?

Værsgo.

I Venstre er det sådan, at vi gerne går i dialog om meget, men det kræver, at der er indkaldt til forhandlinger om det. Vores fokus her er, hvad vi kan nå at løse inden et valg, og hvad vi kan sørge for der bliver sat nogle rammer for. Og der synes vi egentlig, at det også ville være klædeligt for Enhedslisten og nogle af de andre partier at presse mere på, i forhold til at vi får gjort noget ved det, der er efterspurgt. Vi ser, at der er studenterrådgivning, hvor 80 pct. af dem, der kommer, er i så slem en situation, at det faktisk svarer til, at man var ambulant psykiatrisk patient – altså, det er et kæmpeproblem.

Men det hører jeg også fra nogle af de andre partier at man ser som et problem, men det er jo bare også relevant at få italesat det og få taget hånd om det, for det er jo altså nogle af dem, der er allerværst ramt.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan da i hvert fald høre på Venstres ordfører, at Venstre regner med, at der er et valg på vej, med den tale, der er blevet leveret her. Jeg er egentlig lidt ærgerlig over, at det bliver tegnet op på den måde i den her debat. Jeg har ikke indkaldt partierne og samlet partierne for, at det her skulle være sådan en konfliktdebat til noget andet. Jeg håbede egentlig på, at vi kunne have en drøftelse af nogle af de her ting, man faktisk kan gøre på vores område, altså på området for videregående uddannelser. Jeg ser det slet ikke som en modsætning til det andet. Jeg vil meget gerne være med til at presse på for, at man får forhandlinger også ovre på sundhedsområdet om det, men jeg synes også, at vi skal kigge på de ting, vi kan, på området for videregående uddannelser.

Derfor vil jeg høre, hvorfor Venstre så ikke ønsker at være med til at sørge for, at vi får kigget på nogle af de ting, som vi faktisk også kan gøre noget ved her. For jeg deler i hvert fald ikke Venstres opfattelse af, at det der bare er noget, de må klare ude på institutionerne, og at det er noget, vi ikke skal gøre noget ved her. Ting koster jo også penge. Hvis vi gerne vil have mere vejledning både til studievalg, men også til at kunne finde ud af at være studerende, og hvis vi gerne vil sørge for, at det bliver nemmere at være studerende undervejs, så kræver det jo, at vi tager handling på det. Jeg håber virkelig, at Venstre kunne være med til konstruktivt at gå ind i at finde nogle løsninger der.

Værsgo.

Jamen så tror jeg ikke, at ordføreren helt har hørt, hvad jeg har sagt. Vi vil sådan set gerne gå ind og drøfte også nogle af de ting, der er blevet nævnt i dag, i forhandlinger. Vi synes, at det er meget alvorligt. Det synes jeg også jeg meget klart redegør for i min tale. Den mistrivsel, der er, den ensomhed, der er, den stress, der er, det pres, som mange unge oplever, tager vi dybt alvorligt. Jeg har selv børn på 20 og 23 år. Jeg møder deres kammerater. Jeg er udmærket godt klar over, hvordan deres virkelighed ser ud. Det, det handler om, er jo, at vi ønsker at se handling. Det er egentlig også det, jeg opfatter fru Katrine Robsøe ønsker. Det er i hvert fald det, jeg hørte også er blevet italesat. Men vi påpeger bare et område, hvor vi mener, at det bliver ved med at blive syltet, og vi mener, det er vigtigt, at vi får taget hånd om psykiatrien. Vi mener sådan set også, at det har kæmpe betydning for landets studerende.

Værsgo.

Det er jeg ikke uenig med ordføreren fra Venstre i. Jeg synes bare, at det er rigtig ærgerligt, at vi, når vi nu har indkaldt til en forespørgselsdebat med uddannelses- og forskningsministeren, så ikke kan få sat skruen til og i et stærkt fællesskab få presset regeringen til, at vi også får handling på det her område, så vi ikke bare tager det over i et andet ministerium, og så vi ikke stiller det op som modsætninger mod hinanden, men rent faktisk får gjort noget på alle de områder, hvor vi kan gøre noget. Og her har vi jo lige præcis mulighed for at gøre noget ved mistrivslen, der også er stigende blandt de studerende på vores videregående uddannelser.

Værsgo.

Jamen vi sætter ikke en skillevæg op eller laver en splittelse af det. Vi går bare ind og påpeger noget, hvor vi synes, at man meget, meget hurtigt kunne igangsætte noget, og hvor vi synes, at det er helt, helt nødvendigt. Det er på psykiatridelen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor ordføreren ønsker, at der skal sættes den splittelse op. Så vidt jeg ved, er uddannelses- og forskningsministeren jo en del af en regering, så jeg håber da, at en del af det med at gå ind og fortælle om, hvad ministeren opfatter som en del af udfordringen for landets studerende, også handler om, at der skal pres på noget arbejde inden for psykiatrien.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Astrid Carøe fra SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror gerne, jeg vil starte med at takke fru Katrine Robsøe for at samle os partier om at stå sammen om den her forespørgsel. Jeg synes, det er stærkt, når vi kan stå sammen, og når vi kan lave en bred vedtagelsestekst – desværre ikke med alle partier, men med mange partier – og da vi indkaldte til forespørgslen, var der også en bred enighed om, at det skulle handle om de unge på de videregående uddannelser, men det kunne også handle om vores børn og unge på ungdomsuddannelserne, for de trives heller ikke særlig godt. Jeg har heller ikke lavet en vedtagelsestekst i dag om, at vi skal have et nyt taxametersystem på ungdomsuddannelserne, for det er uddannelses- og forskningsministeren, vi har i salen.

Aldrig har der været så mange unge, som mistrives, som i dag, og det har vi jo fået bekræftet gang på gang, også flere gange fra talere heroppe fra talerstolen i dag. Hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand har lav mental trivsel, og samtidig føler hver anden unge kvinde og hver tredje unge mand sig stresset. Det er altså ikke for sjov. Den gode nyhed er, at vi har fået det kortlagt, og at vi kan handle på det, men den dårlige nyhed er, at udbredelsen af mistrivsel og stress blandt unge har været støt stigende i løbet af de sidste to årtier.

Når vi taler om mistrivsel blandt unge, kender vi ikke altid årsagerne til, at de unge føler sig stressede eller har angst eller depression. Derfor skal vi også kunne turde at stille de svære spørgsmål om, hvad det er i vores samfund, der gør, at så mange unge går i stykker og ender i mistrivsel. Hvorfor er det så svært at være ung og studerende i dag? Og mens der er noget, vi ikke ved, så vil jeg også mene, at der er en del, vi godt ved, med hensyn til hvad det er, der presser. Det er fænomener på sociale medier, men jo i høj grad også 12-talsjagten, præstationssamfundet og de perfekthedskrav, som mange føler de skal leve op til. Spørger man de studerende selv, siger de også, at det er karakterpresset, det faglige niveau på studiet og tidspres, der er nogle af årsagerne til, at de bliver stressede.

Jeg tror, vi kan gøre meget her fra Christiansborg. Noget af det handler om kultur og den måde, som vi omgås på. Hvis man spørger os i SF, har samfundet i dag nogle strukturer, som unge ikke kan holde til. Det starter helt fra vuggestuen, hvor børn bliver sendt hurtigere af sted i børnehave, fordi der er penge at spare for kommunerne ved at sende dem fra vuggestue til børnehave tidligere. Det fortsætter med, at man bliver målt og vejet i folkeskolen og på gymnasiet, og når huen er kommet på og du tror, at du skal have et pusterum og en velfortjent sommerferie, så vil alle vide: Hvad skal du næste gang? Hvad vil du gerne være? Det er altså bare på tide, at de unge får lov til at få ro på, både imellem deres uddannelser og på deres uddannelser, og det skal vi hjælpe dem med at få. Man skal føle, at man er noget værd, at man er god nok, som man er. Det er vores vigtigste opgave som samfund at skabe en inkluderende kultur i trygge omgivelser.

Hvis du spørger os i SF, skal vi have mindre fokus på karakterer og have mere vejledning, og så skal vi sikre meget mere fleksibilitet i uddannelsessystemerne. Hvorfor kan man ikke tage sin ungdomsuddannelse over længere tid, hvis man f.eks. har en diagnose? Hvorfor er det så svært for unge med diagnoser på de videregående uddannelser at få taget deres uddannelse?

Jeg tror ikke, at vi finder én løsning, for så havde vi nok fundet den, og jeg tror heller ikke, at jeg har alle svarene, men jeg tror, at vi kan komme tættere på, og at vi generelt skal yde en større indsats for at understøtte gode rammer på de videregående uddannelser for at fremme trivsel og fællesskaber for de studerende.

Så tror jeg lige, at jeg til sidst vil nævne nogle ting. Vi har allerede været lidt inde på det, men jeg synes, det er relevant, at vi hurtigst muligt får lavet et nyt optagelsessystem. Det har hængt i bremsen i et stykke tid, og vi har efterspurgt det længe. Vi skal også have lavet en ny karakterskala. Og så synes jeg, vi skal have mere fleksibilitet og mere feedback i undervisningen og vejledningen – det tror jeg kunne hjælpe de studerende.

Jeg har også nu et par gange spurgt til det her med de sidste rester af fremdriftsreformen, og det skyldes altså, at selv om vi herinde har lagt ret meget af det i graven, så spøger det stadig derude, særlig fordi universiteterne er meget afhængige af økonomien i det, og det betyder altså, at der er folk, der oplever at blive presset til at tage deres uddannelse hurtigere, end de måske behøver og det passer til dem. Jeg har selv prøvet det. Jeg var studerende, da jeg blev valgt til Folketinget, og jeg kunne ikke lige tage et pusterum og en pause – jeg skulle ligesom fortsætte med at være studerende, for ellers overgik jeg til maksimal studietid. Jeg blev færdig med min bachelor, så det gik, og det var ikke så stort et problem for mig, men det var et større problem for min veninde, der lige havde fået et lille barn og skulle blive færdig med sin kandidat, for hun måtte ikke overskride den maksimale studietid, på trods af at hun havde et lille barn derhjemme. Det er jo ikke nødvendigvis noget, vi har bestemt herinde – det er jo uddannelsesinstitutionerne – men vi har sat nogle rammer op for uddannelsesinstitutionerne, som gør, at de laver de her regler, fordi deres økonomi ellers falder sammen. Derfor tror jeg også, at vi kan gøre noget kulturelt herindefra i forbindelse med fremdriftsreformen. Jeg tror ikke, at det er løsningen på det hele, men jeg vil bare lige sætte den lille ekstra krølle på, for man oplever altså stadig væk det her derude, også selv om vi har lagt dele af det i graven.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Katrine Robsøe. Værsgo.

Tak for en flot tale. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at stille SF's ordfører et spørgsmål om en trivselskommission, for jeg ved, at SF tilbage i 2018, mener jeg det var, eller måske var det i 2017, har foreslået at gøre det på børne- og undervisningsområdet. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om SF måske kunne være med på tanken om, at vi kunne få samlet noget her, der kunne være med til at gøre noget ved trivslen på de videregående uddannelser – at få samlet noget viden og set på, hvad det er for en masse forskellige brikker, der kan være med til at løse nogle af udfordringerne.

Værsgo.

Tak for det. Det tror jeg helt bestemt. Spørgsmålet er, om det skal være to opdelte, eller om man skal samle det. Altså, jeg synes, vi skal gøre noget, og jeg synes da, vi skal sætte nogle kloge mennesker sammen, som kan give os nogle svar på, hvad mulighederne er for at øge trivslen. Men jeg tror også, vi bliver nødt til at se vores uddannelsessystem samlet. Vi så f.eks., at uddannelsesloftet, som jo egentlig var på de videregående uddannelser, særlig pressede de unge i gymnasiet, som tænkte: Jeg skal vælge rigtigt første gang, for jeg kan ikke vælge om igen. Og det kan jeg virkelig godt forstå.

Så ting, vi beslutter på ét område, kan have konsekvenser for et andet i forhold til trivsel. Så det kan godt være, at det skal tænkes sammen, men jeg er i hvert fald slet ikke afvisende over for at gøre noget med en kommission.

Værsgo.

Den idé er jeg heller ikke afvisende over for. Det kan sagtens være, at vi skal tænke i den retning. Det er i hvert fald nogle gode pointer. Og jeg er meget enig i, at man aldrig bare kan se uddannelsessystemet opdelt på samme måde, som vi jo egentlig har det herinde.

Jeg håber, at jeg kan få lov at slå en åben dør ind her med næste spørgsmål, nemlig i forhold til om vi ikke i fællesskab skal sørge for, når vi skal diskutere optagelsessystem, at vi i samme omgang diskuterer en ny karakterskala, så vi får gjort dét sammen – og også sammen får sat noget pres på at få noget mere vejledning, så folk rent faktisk har nogle bedre forudsætninger for at vælge en uddannelse, der er rigtig for dem.

Værsgo.

Jo, det må man sige er en åben dør, der bliver sparket ind. Det er noget, vi også selv har foreslået ad flere omgange.

Jeg tror lige, jeg vil knytte en enkelt kommentar til det med optagelsessystemet, for jeg kan også godt være bekymret for, at vi får lavet et eller andet, der går i den modsatte retning, og det skal vi bare være virkelig opmærksomme på, når vi laver et nyt optagelsessystem. For der er bare steder i vores uddannelsessystem, hvor vi har forsøgt at gøre noget godt for de studerende, og så har det vist sig, at det havde den modsatte effekt. Så vi skal bare være sikre på at få det undersøgt grundigt. Og jeg synes også, vi allerede har haft nogle rigtig gode møder om optagelsessystemet, og jeg håber, at vi kan fortsætte den diskussion.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, formand. Tak for at tage initiativ til, at vi sammen kan lave den her fælles forespørgselsdebat. Det gælder især, når det er, at så mange unge mennesker, studerende, går rundt med ondt i maven, hjertebanken, har søvnproblemer eller føler sig ensomme, for så er det et wakeupcall for samfundet. Det er helt tydeligt, at der er noget, som er forkert, og som der skal handles på. Det er rigtig, rigtig mange unge, det drejer sig om, og det kommer til udtryk i alle dele af uddannelsessystemet og i samfundet generelt, bl.a. også, og det er omdrejningspunktet for den her forespørgselsdebat, på de videregående uddannelser.

Andelen af studerende med psykisk mistrivsel er steget, og den er steget over de sidste par år, også før coronapandemien. Vi kan se, at hver tredje blandt de nye studerende føler sig meget presset, og at mere end hver tredje oplever at føle sig ensom på studiet, og udviklingen er kun gået den forkerte vej. I efteråret 2020 under coronapandemien var det næsten halvdelen af de studerende, som følte sig ensomme på studiet, og de nyeste tal efter coronakrisen er også alarmerende. De nye tal fra Den Nationale Sundhedsprofil her fra 2021 viser, at der er et markant fald i unges mentale sundhed. 34 pct. af unge kvinder mellem 16 og 24 år og 21 pct. af mænd i samme alder har et dårligt mentalt helbred. Sammenlignet med den seneste sundhedsprofil er mistrivslen altså steget 8 pct. for begge køn. Tallene viser også, at 52 pct. af unge kvinder mellem 16 og 24 år rapporterer om højt stressniveau, og det samme gælder for 31 pct. af de unge mænd. Det er alt, alt for mange, og det bliver vi nødt til at tage alvorligt.

Desværre er det ikke noget, der kommer bag på en, at vi ser udfordringen med trivsel både før corona og efter corona, for der er blevet truffet en perlerække af dårlige politiske beslutninger, som har presset unge fra flere forskellige sider, og som gør det endnu sværere at være ung og studerende. Jeg vil blot nævne et par eksempler på det:

Der er det firkantede karakterkrav for at kunne komme ind på uddannelserne.

Der er den gradvise udhulning af ens økonomiske tryghed. I 2021 har udeboende studerende set, hvordan de har fået knap 5.000 kr. mindre om året, og det er ikke, fordi su'en var særlig høj i forvejen, og rigtig mange bruger størstedelen af deres su på at betale deres husleje.

Der er et økonomisk system på uddannelsesinstitutionerne, som vi også har berørt i nogle af spørgsmålene i dag, der presser på, for at institutionerne skal presse de studerende endnu hurtigere igennem, hvis det er, de studerende bliver forsinket; og der er rigtig mange gode grunde til at blive forsinket, hvilket der på ingen måde er nogen fleksibilitet til at der kan blive taget hensyn til.

Der er de årelange besparelser på uddannelser, som har efterladt de studerende med alt for få timer og for lidt feedback.

Det er rammerne for uddannelserne. Uden om det ser vi stigende bolig- og fødevarepriser, en ophobet coronagæld fra nedlukningerne, hvor mange mistede deres studiejob og ikke kunne få økonomisk hjælp. Oven i det ser vi nu ind i, at vi i overmorgen nok kommer til at være vidne til, at et flertal herinde kommer til at skære i dimittendsatsen. Og jeg kan også godt være bekymret for, om der er nogle, der går og overvejer, om retskravet skal blive fjernet, som Reformkommissionen er kommet med som forslag. Det vil betyde, at de medstuderende bliver gjort til hinandens konkurrenter, og det er også med til at presse trivslen.

Alle de her ting sat sammen er selvfølgelig med til at gøre billedet kompleks, men de gør også, at man bliver presset fra flere forskellige sider, både på uddannelserne og på de generelle rammer, der er for et ungeliv. Og det er altså en vigtig pointe, synes vi, når det er, man taler om det, for selvfølgelig har dårlig økonomi, boligsituation en betydning for, at man har overskud til at kunne fordybe sig i sine studier.

Vi skal skabe de allerbedste uddannelser og studiemiljøer, men det kan ikke stå alene, for hvis ikke de unge har et sted, hvor de har råd til at bo, og skal arbejde enormt meget ved siden af deres studier, kan man heller ikke være ordentligt til stede på sin uddannelse.

Så opsummerende vil jeg sige, at vi simpelt hen skal stoppe med at lægge snubletråde for de unge, for sagen er den, at de unge er stærke og initiativrige. De unge er kommet gennem coronakrisen med fjernundervisning og isolation; de er kommet igennem et årti med nedskæringer på uddannelse og stigende ulighed, og de er ovenikøbet gået forrest i kampen for klimahandling og en retfærdig verden. Det er inspirerende, og det skal vi bakke op om i stedet for at spænde ben. Tak for det.

Mange tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Først og fremmest vil jeg sige tak til De Radikale for at være drivkraften bag den her forhandling, vi har i dag, omkring mistrivsel blandt studerende på de videregående uddannelser. Når man er ude blandt de unge, er man ikke i tvivl om, hvordan de har det. De fortæller det, for heldigvis er mange åbne omkring, at det kan være svært at være ung. Undersøgelser viser det, tallene er tydelige, rapporterne fortæller det: Det er ikke altid sjovt at være ung. Stress og ensomhed er en del af hverdagen. Mange søger hjælp, og det er der heldigvis mange der er gode til.

Den anden dag hørte jeg noget i radioen, som overraskede mig. Jeg hørte, at efterskolerne har problemer med at holde fast på de unge. Jeg ved godt, at vi her diskuterer de videregående uddannelser, men det her overraskede mig, og jeg er simpelt hen nødt til at fortælle det. På efterskolerne er der flere unge, der har opgivet at være der, for de magter ikke at være i fællesskabet. Jeg har selv haft fornøjelse af at være på efterskole, mine børn har haft fornøjelse af det; jeg synes, det er sørgeligt, at det for nogle er blevet for svært. Vi må handle på, at de unge har det svært, vi må drage omsorg for dem, for de fortjener det. Vi er nødt til at bygge nogle stilladser omkring dem, som gør, at ungdommen bliver en god tid – noget, man husker tilbage på.

I Silkeborg Kommune, hvor jeg også sidder i byrådet, har vi prøvet at lave lidt. Vi har ikke mange videregående uddannelser, og det er vi selvfølgelig kede af, men dem, vi har, vil vi gerne passe godt på. Vi har lavet et tilbud om at hjælpe dem ind i foreningslivet, vi har et stærkt foreningsliv, og mange har faktisk taget imod tilbuddet.

Da jeg selv var studerende, var jeg med til at lave revy. Det var fantastisk, det var sjovt. Jeg ved ikke, om underviserne syntes, det var sjovt, for de fik selvfølgelig en på hatten, men det gav et enestående fællesskab, og jeg kan faktisk nogle af sangene endnu; dem vil jeg forskåne jer for. Men vi skal sørge for, at studietiden bliver en tid, man husker tilbage på med gode minder. Noget af det, som andre har nævnt her i dag, om karakterskala, optagelsessystem osv., vil vi rigtig gerne indgå i nogle forhandlinger om, ligesom vi synes, at vejledning skal fylde noget mere, for når man bliver vejledt og mere oplyst, kan man træffe nogle bedre valg.

Mange tak til den konservative ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er jo en vigtig debat, vi har lige nu, som vi også har haft over lang tid efterhånden, og der er ikke nogen tvivl om, at der er rigtig mange elementer i det her. Fremdriftsreformen har sendt nogle signaler til de studerende om måden at være studerende på, som har været med til at skabe en kultur, som ikke er hensigtsmæssig. Jeg synes stadig væk, at fremdriftsreformen havde sin berettigelse i sin tid, fordi der var nogle kulturer, som vi skulle have skubbet på. Nu skal vi bare vende tilbage til, at man også som studerende er studerende og ikke er elev, for det var egentlig det, fremdriftsreformen sagde. Den satte nogle firkantede rammer og sagde, at nu møder du op her, så kommer du til din eksamen, så gør du, hvad der bliver sagt. Og så vænner man sig jo til, at man ikke nødvendigvis skal tænke selv for at være studerende, men det skal man, og det er faktisk rigtig vigtigt.

Uddannelsesloftet sendte et signal, som af rigtig mange studerende blev taget ned, som at nu var der noget, man ikke kunne. Tusinde og atter tusinde af unge studerende oplevede det, selv om antallet, der rent faktisk blev ramt af det, var meget, meget lille. Men igen, det skubber ind i en kultur, det skubber ind i en oplevelse, som har haft en negativ effekt. Derfor er det vigtigt at se på alle de her elementer. Perfekthedskulturen kan man også nævne, sociale medier, hvad er det, de gør ved de studerendes oplevelse af at skulle tage en uddannelse og sammenligne sig med andre og holde sig op imod andre og de forventninger, der kommer.

Så hvordan får vi det gjort bedre? Jamen noget er selvfølgelig at sikre en bedre forventningsafstemning; det er at blive tydeligere, lave bedre optagelseskriterier eller optagelsessystemer, så man som studerende egentlig bliver guidet til at få en forståelse af, hvad det er, det handler om. For de der forventninger kommer jo et langt stykke hen ad vejen fra de studerende selv, men når de kommer i de studerendes hoveder, kommer de selvfølgelig, fordi nogle af de andre ting, der er foregået over tid, og som er skabt herindefra, er med til at skabe de billeder.

Dog må jeg sige, at jeg på et tidspunkt havde besøg af to 8. klasses-piger, som var i gang med at skrive en rapport om deres oplevelse af stress og trivsel, og de oplevede sig som pressede, de havde et enormt forventningspres, men når man så snakkede lidt med dem om, hvor de troede det kom fra, var det i hvert fald ikke deres forældre, det var heller ikke deres lærer, det var primært dem selv. Det var deres helt klare billede, når de selv skulle sige det, men de syntes også, at det var et problem, at de havde det sådan. Så tænker jeg, at det ikke bare er os som forældre, der skal gøre tingene anderledes, så er det i høj grad også et spørgsmål om at skabe nogle rammer for de der kulturer.

Jeg har tidligere prøvet at tage diskussionen op i forhold til de sociale medier og det, de gør ved de unge – og ved os alle sammen for den sags skyld, men i høj grad ved de unge – i forhold til deres oplevelse af, hvad kravene er, og hvad de spejler sig i. Så i stedet for at sige, at man er god nok, som man er, hvad jeg egentlig synes er det, man gerne skulle fortælle alle børn og unge, så fortæl dem, at de skal gøre det så godt, som de kan, for så er vi sådan set som samfund rigtig godt tilfredse. Men det er så ikke godt nok set fra de unges synspunkt selv.

Så bedre forventningsafstemning, optagesystem, karakterer og måden at håndtere karakterer på kan vi godt snakke om. Karakterer er rigtig vigtige. Der er faktisk også undersøgelser, der peger på, at dem, der kommer fra ikke så uddannelsesvante hjem, faktisk er rigtig glade for karakterer og har det rigtig godt med, at der er karakterer, for det kan de forholde sig til. Så vi skal også passe på, at vi ikke fjerner nogle ting, som rent faktisk er gode i nogle sammenhænge. Men at få dialogen og snakken om, hvordan vi kan arbejde med det her, er selvfølgelig rigtig vigtigt.

Så er der de grupper, der virkelig har brug for ekstra hjælp, hvor vi har brug for, at psykiatrien også er på plads, og den del skal vi selvfølgelig også have med, for det er vigtigt for dem. Og der er de store grupper, hvor det er den store kultur, vi skal arbejde med, og det håber jeg vi kan gøre i fællesskab. Tak.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og hermed er turen kommet til uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak for det. Også tak for mange gode indlæg i diskussionen her og en, kan jeg jo mærke, fælles bestræbelse på gerne at ville have, at man blandt de unge i Danmark ikke i så høj grad som i dag ser grupper og personer, der er ramt af mistrivsel i forskellige grader. Jeg kan jo ikke sådan gå ind i hver eneste tale, der er holdt, men jeg vil alligevel godt foretage nogle nedslag og komme med nogle kommentarer.

Først vil jeg sige, at der jo er mange, der, synes jeg, understøtter, hvad jeg også prøvede at sige i min indledende tale, nemlig at noget handler om uddannelsessystemet, og det kan vi som ordførere og politikere her gøre noget ved, men at det, vi ser i det – de oplevelser, som unge kommer med – jo også kommer fra mange andre steder i samfundet, og at nogle af de fænomener, vi ser, også afspejler problemer, der mere er generelle i vores samfund og blandt vores unge.

Fru Katrine Robsøe indledte, synes jeg, med mange gode betragtninger om, hvad det handler om, altså en perfekthedskultur, en oplevelse af at skulle forsøge at være en succes på alle parametre hele tiden: at det skal gå godt på ens studie, at man skal have det rigtige job, at man gerne skal have en kæreste og masser af venner. Sociale medier bliver nævnt, og der er jo bare altid nogle, der har haft en federe dag end en selv, når man åbner Facebook ud på aftenen, ikke? Og hvis det er det, der hele tiden møder en, og det, man også selv bliver præget af, så er det klart, at der vil opstå en fornemmelse af utilstrækkelighed og af ikke at kunne leve op til det med at skulle være perfekt, have succes og se godt ud hele tiden – det er der ingen af os der kan. Så det præger selvfølgelig også mange af de unge, der rapporterer de her former for mistrivsel eller usikkerhed, eller hvad det måtte være.

Jeg har lyst til at referere nogle tal fra Danmarks Studieundersøgelse for, hvordan det er gået de senere år. De seneste tal, der er fra 2021, viser, at 74 pct. siger: Jeg føler mig generelt rigtig godt tilpas på min uddannelse. 79 pct. siger: Jeg kan få hjælp og støtte fra mine medstuderende, når jeg har brug for det. 74 pct. siger: Der er et godt socialt miljø på min uddannelse. 83 pct. siger: Der er et godt fagligt miljø på min uddannelse. Alle de tal er blevet ringere over de seneste 3 år og er jo i nogen grad også præget af corona, og det er ikke på samme niveau, som det var før.

Politisk har vi jo faktisk bremset de årlige besparelser, der var under den tidligere regering: fremdriftsreform, uddannelsesloft og andre ting, der er nævnt. Men corona og, tror jeg, den generelle udvikling i samfundet præger de her tal, som vel egentlig ikke i sig selv er meget dårlige. Der er faktisk mange, der her kommer med udmærket feedback; der er nogle udmærkede feedbackniveauer her for, hvordan man vurderer at man har det, eller hvordan miljøet er på ens uddannelse. Men i alle tilfælde er de blevet ringere over de seneste år, og det er vi selvfølgelig nødt til at tage alvorligt, tage bestik af og holde meget øje med, og vi må sørge for med de indsatser, vi gør, at få det bevæget den anden vej, med de greb, vi nu kan, på uddannelsesområdet.

Men når jeg siger det, er det også, fordi jeg synes, at der også er behov for – nu, hvor vi igennem en lang debat har talt om mange af de problemer, der er – at vi passer på ikke at få sygeliggjort en hel ungdomsgeneration, for sådan er det jo altså heller ikke. Mange unge er enormt engagerede, vidende og dygtige, men er på en måde så også ramt af det her med at skulle være perfekte på alle områder hele tiden og kan være ramt af en fornemmelse af utilstrækkelighed. Men omvendt er det også vigtigt, synes jeg, at vi ikke sygeliggør dem.

Hvad angår dem, der virkelig har det sådan, og som decideret også har behov for psykiatrisk hjælp, er jeg jo enig i, at det er ekstremt vigtigt og nok også en underdebatteret del af vores sundhedsvæsen igennem en lang årrække. Det er så ikke mit ressort, men jeg vil alligevel bare minde om, at der – var det på den seneste eller den forrige finanslov? – blev afsat 600 mio. kr. mere til psykiatrien. Sundhedsministeren arbejder med en 10-årsplan og har den dialog med Folketingets partier.

Men jeg synes måske, at det var den forkerte tale, Venstres ordfører var kommet af sted med i dag, eller den forkerte ordfører, der var sendt, for jeg havde samme oplevelse som fru Katrine Robsøe af, at vi egentlig her har en konstruktiv diskussion om, hvad vi kan gøre for at mindske mistrivsel, men at valgkampen ligesom er begyndt for Venstre. Ja, det var måske ikke den mest konstruktive måde at gå til det på. Og må jeg så minde om de ekstra midler, der er afsat, og at vi har standset de årlige besparelser på uddannelse, der fandt sted under den tidligere regering, som, hvilket fru Victoria Velasquez var inde på, næppe har givet overskud på institutionerne til vejledning og feedback og til undervisningsformer, hvor man er tættere på sine undervisere, i stedet for store foredragssale osv.; de udfordringer er næppe blevet bedre af den kurs, der var under den tidligere regering, hvis jeg bare kort skal replicere på det. Og så vil jeg ellers vende tilbage til nogle af de mere konstruktive forsøg på at adressere den her diskussion.

De her spørgsmål om forventningspres og sociale medier er noget af det, som Dansk Folkepartis ordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, også er inde på. Det tror jeg som sagt er meget rigtigt.

Fru Gitte Willumsen er inde på det her med foreningslivet, og det vil jeg egentlig godt understøtte, og det har jeg også gjort i en tale for nylig ved en konference om, hvordan frivilligt foreningsliv og uddannelse kan spille sammen i forhold til at øge de unges trivsel. Det i det hele taget at være engageret i foreningslivet tror jeg er enormt opbyggeligt for alle mennesker, og det også at have noget ved siden af sit studie eller ved siden af sit arbejde, hvor man er menneske på en anden måde end i funktionen som studerende eller medarbejder, tror jeg er rigtig godt. Og det kan jo både være sammen med andre studerende, men det kan også være i foreningslivet i det hele taget, sådan som fru Gitte Willumsen er inde på. Så det at samarbejde med foreningslivet vil jeg også godt komme med en opfordring til i dag.

Jeg var i min tale inde på forhold omkring optagesystemet. Det er blevet understreget af flere ordførere, at det er man meget interesseret i at vi kommer videre med. Det tager jeg på mig, og jeg ser frem til at indkalde ordførerne til drøftelser om det. Som jeg fik afsløret i mit første svar til fru Katrine Robsøe, har jeg også haft forskellige studerende og repræsentanter for elevbevægelsen inde for at give vurderinger af nogle af de emner, som vi har haft på dagsordenen i vores temamøder, og som jeg også tror vi vil få op i vores politiske drøftelser. Det håber jeg at kunne gøre inden længe.

Der er mange andre pointer om, hvordan man kan indrette uddannelser, vejledning osv., som jeg også synes er relevante. Noget kan man arbejde med med de midler, man har som uddannelsesinstitution, og andre større indsatser vil det jo kræve at vi kan finde finansiering til, som jeg ikke har umiddelbart, men man er jo som parti velkommen til at blive ved med at presse på for at få prioriteret det de steder, hvor der er mulighed for at forhandle om det.

Så vil jeg endelig sige, at en egentlig kommission om trivsel har regeringen jo ikke lige på tegnebrættet; det er et andet element, der er blevet nævnt i debatten. Der er også risiko for, at det måske bliver for isoleret på området for videregående uddannelser, i forhold til at hele den her debat nok også afspejler nogle andre udfordringer i vores samfund.

Men i forbindelse med en række af de ting, som også blev nævnt af den socialdemokratiske ordfører, om trivselsfremmende projekter på uddannelserne, trivselsfremmende udviklingsprojekter hos Studenterrådgivningen og forskellige indsatser på uddannelsesinstitutionerne i forbindelse med covid-19, vil jeg sige, at det er meningen, at vi skal samle op på de erfaringer, der er blevet gjort alle de steder, og at vi forhåbentlig kan få nogle erfaringer derfra, med hensyn til hvad vi kan gøre mere af ting, der har haft en gavnlig effekt. Skal der ske yderligere end det? Det vil jeg slet ikke afvise. Men jeg vil i hvert fald bare bebude, at her får vi faktisk, også uden at nedsætte en ny kommission, nogle erfaringer ind, som vi vil kunne tage bestik af politisk.

En del af det handler om covid-19, og der vil jeg sige, at det selvfølgelig er noget, der var rigtig hårdt for mange, og som sagt tror jeg også, det afspejler sig i, at nogle af de tal, jeg nævnte før, er gået ned. Men jeg synes også, at vi har behov for at sige til hinanden oven på den omgang, vi var igennem, at det også vil være et eksempel på noget, vi faktisk klarede. Selv om det var hårdt, var det noget, vi klarede som samfund og som borgere og som studerende, og det, at man faktisk kan overkomme nogle store udfordringer, er jo faktisk også noget af det, der kan være med til at løfte en og gøre en mere robust og give en tro på sig selv som menneske.

Så on that positive note, ud over alle de udfordringer, vi har, synes jeg også, at vi kan sige til hinanden, at vi faktisk også klarer mange ting – og lad os løftes sammen af det.

Tak for det. Der er en stribe korte bemærkninger. Først er det fru Katrine Robsøe. Værsgo.

Tak for det. Nu har det for mange af os, tror jeg, i meget høj grad været en rigtig god og konstruktiv debat, vi har haft i dag, men vi er jo også i Folketingssalen, så jeg vil da lige tillade mig at følge op på det, ministeren sagde, i forhold til at vi i de andre partier kan presse på for at finde penge til området, hvis vi synes, det er vigtigt. Vi synes, det er vigtigt, men jeg har trods alt faktisk også et håb og en forventning om, at regeringen, der bygger på et forståelsespapir, hvor der tales om at øge trivslen blandt børn og unge, også selv mener, at det her skal fremmes. Så har den socialdemokratiske regering i løbet af det her sidste år – hvis nu Venstres ordfører ikke får ret i, at valget er lige oppeover – ikke nogen planer om ting, man selv ønsker at fremme på det her område, uden at vi andre måske har presset på for det lang tid inden?

Værsgo.

Jo, som nævnt er der jo igennem valgperioden allerede taget forskellige initiativer, også nogle, der indebærer nogle væsentlige økonomiske prioriteringer. Alle de midler er ikke anvendt endnu, men kan fortsat blive det, og det vil altså også føre til, at vi får den opsamling af erfaringer fra flere af dem, som vi vil kunne bruge videre frem. Et helt konkret punkt er jo også det arbejde med optagesystemet, som spiller en rolle for mange ting, men som forhåbentlig også kan forbedres på en måde, hvor det er med til at adressere det her problem med mistrivsel. Det er ikke det, der kan løse det hele, men det er et element blandt flere.

Værsgo til spørgeren.

Jeg tror bare, at jeg er nødt til lige at få ministeren til at uddybe, hvilke penge det er, der ligger, som kommer tilbage, og som vi så kan begynde at gøre godt med. Det kunne være meget rart at vide, hvad det er for nogle midler, og også gerne, hvor mange vi taler om. For det kunne da også være rart for de andre partier her – ja, for os alle sammen – hvis vi har nogle penge til at gennemføre nogle initiativer med for at fremme trivslen og for at gøre vores uddannelser bedre, så at vide, hvad det er for nogle midler, vi taler om.

Tak. Ministeren.

Det er godt, at jeg får det opfølgende spørgsmål, for det er ikke yderligere midler, vi har her. Men der er tidligere blevet afsat ret store beløb i forbindelse med coronahåndteringen til trivselsfremmende indsatser forskellige steder på institutionerne. Hvis de ikke alle blev anvendt med det samme, hvad de ikke gjorde, så er det ikke nogen, som ligesom er forsvundet derfra, men det er ikke nye midler, vi har tilovers til fordeling mellem partierne her.

Nu rejser formanden sig, så som afslutning vil jeg bare udtrykke enighed i, at det først og fremmest har været konstruktivt og godt. Og jeg ser frem til at arbejde videre sammen med partierne om at adressere problemstillingen.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Astrid Carøe. Værsgo.

Tak for det. Ja, man kan ikke ligefrem beskylde den her forespørgsel for at være en valgkampsforespørgsel, for vi er meget enige om, at der skal ske noget på det her område, og det synes jeg egentlig er godt. For jeg kan godt lide, når det ikke bliver nogle ophedede debatter, men at vi kan komme tættere på, hvad vi i fællesskab kan blive enige om. Jeg er også rigtig glad for, at ministeren ligesom understreger, hvor det går godt, og hvor tallene er gode, men at det går i den forkerte retning, og det er det meget tydeligt at vi virkelig, virkelig skal tage alvorligt.

Jeg er også meget glad for, at ministeren understreger, at vi ikke skal sygeliggøre vores unge, og det var meget med vilje, at jeg ikke nævnte, at vi f.eks. havde fået gratis psykologhjælp til unge. Jeg synes jo, det er fantastisk, men når der er behov for gratis psykologhjælp, er skaden på en eller anden måde allerede sket, og det, som vi også er meget optagede af, er, hvordan vi får forebygget. Selvfølgelig skal det være gratis at få hjælp, hvis man bliver syg, men allerhelst skal vi jo et sted hen, hvor langt, langt færre har behov for den hjælp, og det tror jeg vi i fællesskab gør rigtig godt på det her område. Men det, jeg gerne vil spørge om, er, hvornår ministeren forestiller sig at de her forhandlinger om optagelsessystemet kommer til at ske. For det synes jeg ikke vi har hørt helt klart fra ministeren her til aften.

Værsgo.

Nej, det er rigtigt, det erkender jeg blankt. Det har jeg ikke sat en tid på i det, jeg har nævnt her, men det er stadig væk både min forhåbning og forventning, at en første drøftelse vil finde sted her, inden vi går på sommerpause. Vi bliver ikke færdige med det, men vi kan begynde på det.

Tak. Værsgo for en opfølgende kort bemærkning.

Sikke en dejlig overraskelse, for jeg troede, ministeren ville sige, at vi først skulle starte efter sommerferien, men det er skønt, hvis vi kan komme i gang allerede inden.

Et andet område, som er meget i forlængelse af optagelsessystemet, fordi optagelsessystemet presser de unge på deres karaktergennemsnit, er jo også det her med et ønske om en ny karakterskala, og fra vores side så vi meget gerne, at de to ting var parallelle, altså at man forhandlede et nyt optagelsessystem og en ny karakterskala mere eller mindre parallelt. Jeg ved, at karakterskalaen ligger på et andet ressort end ministerens, men kan man måske alligevel løfte sløret for, hvad regeringen har i pipelinen i forhold til en ny karakterskala?

Tak. Værsgo.

Fru Astrid Carøe har jo ret i, at det ikke er mit ressortområde. Derfor vil jeg også lade være med at gå meget detaljeret ned i det, men så bare få sagt igen, hvad jeg tror vi er enige om, altså at der er nogle åbenlyse udfordringer med, hvordan den har en beskrivelse af trinnene, som meget handler om at trække fra. I stedet for at vise, hvor godt du klarede nogle ting, er der så sådan en meget negativ måde at gå til det på, og det må i hvert fald indgå, og det er vigtigt for mig, at vi får lavet det om, og det vil jeg godt sige her. Men ellers vil jeg mene, at det er rigtigst, at børne- og undervisningsministeren svarer på spørgsmål om karakterskalaen.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Heidi Bank. Værsgo.

Tak. Jeg synes faktisk, det er ret vildt, at der står en minister og siger, at Venstre nok har sendt den forkerte ordfører. Jeg kan egentlig undre mig lidt over, at det ikke bliver taget enormt konstruktivt ned, at Venstre faktisk påpeger noget af det, som Danske Studerendes Fællesråd også har været ude at fortælle at der er behov for. Der er brug for, at der bliver set på den psykologiske hjælp, som vores unge studerende kan få, og på, hvordan de også får bedre adgang til den kliniske hjælp. Det er jo egentlig det, vi prøver at italesætte. Vi er sådan set også enige i, at der skal ses på alle mulige andre elementer, og at man skal lytte til, hvad de gør ude på uddannelsesinstitutionerne. Men lad nu det ligge.

Det, jeg egentlig vil spørge ministeren om, er Reformkommissionen: Kan ministeren pege på nogle konkrete tiltag i det arbejde, som Nina Smith og kommissionen har lavet, som ministeren mener helt konkret vil være positive i forhold til trivslen?

Værsgo.

Når jeg sagde, som jeg gjorde, er det, fordi Venstre – selv om jeg synes, at Venstre har meget, meget lidt at have en kritik af regeringen og af det, der er sket i den her valgperiode, i – fremturer på en meget konfrontatorisk facon i en diskussion, hvor vi ellers, synes jeg, ret konstruktivt har forsøgt at finde ud af, hvad vi er enige om, hvor vi ser nogle problemer, og hvordan vi kan adressere dem. Jeg står her med vedtagelsesteksten fra fru Heidi Bank, som handler om, at regeringen har gjort det for dårligt under coronaen, selv om vi vel er blandt de lande, der har håndteret det bedst; at gymnasieaftalen, som intet har med den her debat om de videregående uddannelser at gøre, skulle være ganske forfærdelig for sårbare unge. Jeg er uenig i beskrivelsen, og jeg synes heller ikke, at det har noget med den diskussion, vi har her, at gøre, men alligevel indgår det i den vedtagelsestekst, som Venstre kommer med. Endelig er der et punkt om en 10-årsplan for psykiatrien, der handler om noget, som sundhedsministeren er ansvarlig for. Det er det, som det i dag handler om for Venstre. Det må så enten være den forkerte tale eller den forkerte ordfører. Man er simpelt hen i gang med noget andet end det, vi andre er i gang med. Det er meget tydeligt for mig.

Værsgo til spørgeren.

Nu kan jeg jo se, at ministeren ikke valgte at svare på mit spørgsmål, men det håber jeg så at ministeren gør i sit næste svar. Jeg synes sådan set, at alle de ting, vi påfører vores unge, er med til at skabe trivsel og har betydning for, hvordan de har det på deres uddannelse. Det kan godt være, at ministeren ikke ser en sammenhæng, men jeg synes jo ellers, at meget af det, der er blevet nævnt, bl.a. af ordføreren for Radikale Venstre, netop er de mange, mange forskellige elementer, der er med til at påvirke det. Det synes jeg faktisk jeg hørte ministeren rose fru Katrine Robsøe for. Det er måske bare, fordi det er en fra Venstre, der står og siger det.

Ministeren.

Jeg reagerede i mit forrige svar på, at det ligesom skulle være for dårligt af mig at have kritiseret Venstres indlæg, og jeg synes, at jeg har redegjort for, hvorfor jeg gjorde det.

Til det andet spørgsmål, som så er det, jeg går ud fra at man gerne ville have haft et svar på i den første korte bemærkning, vil jeg sige, at jeg synes, at det jo er spændende, hvad Reformkommissionen er kommet med, men vi er ikke tilhængere af at omlægge su'en på kandidatuddannelsen til lån, hvilket var Venstres politik. Det ved jeg ikke om det stadig væk er, men det har Venstre jo foreslået tidligere, nemlig i den sidste valgperiode. Så synes jeg, at der er nogle tanker i forbindelse med optagesystemet, f.eks. at kvote 2 ikke fungerer efter hensigten i dag, og det er rigtigt set. Det kunne være noget af det, vi kom ind på i diskussionerne om optagesystemet.

Tak. Den næste spørger er fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne tage fat i den her del om ikke at skulle sygeliggøre en hel generation af unge. Jeg tænker netop også om de her tal – man skal selvfølgelig altid tage det alvorligt, når der er nogle, der har det dårligt – at grunden til, at det i hvert fald også politisk skal få alarmklokkerne til at ringe, er, at det er udtryk for, at der så er et strukturelt problem. Når vi kan se, at vi i langt højere grad, end det plejer at være i en generation, ser de her ting, er der noget strukturelt helt skævt. Der har vi et ansvar fra Christiansborgs side.

Der synes jeg, det kunne være spændende at høre lidt i forhold til spørgsmålet i dag om, hvordan regeringen vil arbejde med det. I forhold til de her rammer, der er omkring studielivet på de videregående uddannelser, er det så sådan, at man kunne gøre noget ved f.eks. kravet om maksimal studietid eller det med automatisk at blive tilmeldt førsteårsprøven eller specialet? Eller kunne man gøre noget ved det økonomiske system, som vi har talt om, hvor uddannelserne bliver økonomisk motiverede til at presse de studerende? Eller er der nogle andre ting, man ville kunne gøre, som ville gøre, at vi kunne styrke trivslen og fjerne noget af mistrivslen blandt de studerende?

Værsgo.

Af mere sådan strukturelle, reguleringsmæssige ting er der f.eks. det, vi har talt om nogle gange, om optagelsessystemet og også karaktersystemet. Selv om jeg ikke kan gå meget ind i det nu, er det jo eksempler på ting, vi kan gøre politisk. Jeg er også altid åben for en diskussion om de andre emner, som fru Victoria Velasquez er inde på her, men det er ikke noget, som jeg umiddelbart kan give et tilsagn om, at her laver vi om på nogle af de ting.

Jeg vil godt gentage den nuance, jeg prøvede at give i en tidligere besvarelse, nemlig at når man tidligere har oplevet nogle, der så ikke rigtig kom videre eller sad fast i specialet, eller hvad det nu var, var det heller ikke gunstige situationer. Vi må også som samfund og ansvarlige for økonomien forsøge at finde den balance, der er mellem at give et vist rum og fleksibilitet til, at man også lever livet og kan blive udsat for forskellige ting, mens man er studerende, og at man – det er vi også interesserede i – bliver færdig med sin uddannelse, kommer videre og oplever en progression med den selvtillid, det jo også giver, at man faktisk oplever, at man kommer videre.

Værsgo til spørgeren.

Grunden til, at jeg ikke lige spurgte ind til det, ligger forud for, at man bliver optaget i uddannelsessystemet, som jo i høj grad også er karaktererne og optagesystemet, er, at vi ved, at de forhandlinger kommer. Vi kan selvfølgelig diskutere hvornår, og så venter vi på, at nogle andre ting i regeringen lige skal falde på plads, eller hvad ved jeg – det kan vi diskutere. Men jeg er jo også interesseret i det, der ligger efterfølgende, fordi det har en kæmpestor betydning. Jeg håber i hvert fald, at det er noget, regeringen vil være med til at se på og så måske også se på, hvad for nogle andre ting man kan gøre, for at folk bliver færdige med deres speciale til tiden. For vi kan jo se, at folk falder fra, at folk bliver forsinket, så det er ikke nok med det her økonomiske incitament. Faktisk kan det nogle gange tværtimod have negative konsekvenser.

Værsgo.

Tak for de bemærkninger og opfordringer, som jeg vil tage det som. Og det sidste fortolker jeg igen bare som en måde også at sige på, at rammerne om det at skrive speciale og vejledningen undervejs også er steder, man kan ønske sig forbedringer. Det var absolut ikke for at være fræk eller skubbe bolden videre til andre, at jeg i mit tidligere svar sagde, at det også kan være noget, man tager op. Men det er bare for at komme med den åbne erkendelse, at jeg kan lide mange ting, som jeg kan se at vi kan gøre mere ved, men det er også et spørgsmål om de økonomiske rammer, og de bliver smallere i de her år, og vi kommer til sammen til at skulle prioritere inden for det rum, vi nu engang har.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Og tak til ministeren for lige at minde os om, at det jo ikke er alle unge, der har det dårligt. Der er faktisk rigtig mange, der klarer sig godt, som ministeren også nævnte. Og tak for at tage godt imod mit forslag omkring foreningslivet, som jeg tror kan bidrage til den her trivselsdagsorden.

Så kom SF's ordfører mig i forkøbet omkring forhandlingerne om optagesystemet, så jeg vil spørge til noget andet. Vil ministeren på et tidspunkt indbyde os til sammen at drøfte det her om trivsel i et sådan mere fortroligt rum, så vi kan komme tættere på nogle løsninger? Reformkommissionen giver jo også nogle bud på det i deres rapport.

Ministeren.

Tak for bemærkningerne i starten af indlægget. Og jeg siger ja til at samle op på de her forskellige trivselsfremmende projekter og indsatser, der har været på uddannelsesinstitutionerne, altså samle op på dem og gennemgå dem for at se, om der er nogle oplagte erfaringer her, vi kan tage med os videre. Det er noget, jeg vil indkalde ordførerne til på et relevant tidspunkt, og det er sandsynligvis et tidspunkt i løbet af efteråret her.

Værsgo til spørgeren.

Tak for det. Det vil vi se frem til. Det kunne også være givtigt for en ny ordfører som mig selv, at man måske fik en liste over, hvad det egentlig er for initiativer, der er sat i gang. Det er svært at have et overblik over sådan et stort, komplekst område. Jeg tænker også, at der er andre, der kunne have gavn af at se, hvad det egentlig er, der er i god gænge. Så er det nemmere at se, hvor vi kan finde nogle huller, som vi hver især kan fylde lidt ud.

Værsgo.

Tak for det. Men både i forhold til nogle af de tal, jeg har refereret her, og hvad der ellers ligger af egnede data, og nogle af de projekter, der er i gang, som fru Gitte Willumsen også godt ville have overblik over, vil jeg absolut gerne forsyne udvalget med det. Stil det relevante udvalgsspørgsmål, så skal jeg sørge for, at de informationer tilgår udvalget og kan være noget, som alle her kan få gavn af til den videre diskussion om sagen. Det vil jeg selvfølgelig sørge for.

Mange tak til uddannelses- og forskningsministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Vi går nu til anden runde, hvor hr. Kasper Roug fra Socialdemokraterne vil komme herop og bl.a. oplæse sit forslag til vedtagelse, som nu er på 150 ord eller mindre, som formalia foreskriver. Værsgo.

Tak til formanden. Det er nogle gange sådan, at når ens hjerte er fyldt med ord, spilder det ud på teksten, og så bliver teksten lige pludselig for lang. De sidste 16 ord tror jeg nok at vi har fundet nu. Jeg vil læse teksten op igen:

Forslag til vedtagelse

»Et flertal af Folketingets partier er bekymrede over den stigende mistrivsel, der er blandt unge i dag. 19 pct. af de studerende på de videregående uddannelser oplyser, at de altid eller ofte oplever stærke symptomer på stress i deres hverdag på uddannelsen.

Vi ønsker et samfund og en kultur, hvor flest mulige har det godt, og en uddannelseskultur med fokus på myndiggørelse, dannelse, læring og trivsel.

Partierne noterer sig, at der er igangsat flere indsatser for at fremme studerendes trivsel bl.a. ved aktivt at tænke trivsel og læring ind i rammerne på de videregående uddannelsesinstitutioner, og der er blevet afsat midler både før og under covid-19-nedlukningerne.

Flertallet ser mistrivslen blandt unge som et alvorligt og komplekst samfundsproblem, der kræver vedvarende fokus og handling. Derfor forventer flertallet, at regeringen senest i efteråret 2022 følger op på dagens forespørgsel med drøftelser om mulige tiltag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 105).

Tak.

Mange tak til ordføreren. Må jeg få teksten, så den kan indgå i de videre forhandlinger? Tak. Jeg synes faktisk, det lød som præcis 149 ord. Tak for det.

Hermed vil jeg så gerne afslutningsvis give ordet til ordføreren for forespørgerne til en afrunding. Fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tusind tak til alle ordførerne og ministeren for debatten. Jeg er rigtig glad for, at vi kunne have den her i aften. Jeg synes egentlig, at vi med alle talerne har fået meget godt belyst, hvor kompleks en udfordring vi står overfor, hvor mange elementer vi har med at gøre, og hvor mange ting vi derfor skal jonglere med. Vi har et politisk ansvar herindefra for rent faktisk at handle på baggrund af de bekymrende tal, vi ser, og den udvikling, der er i gang og har været det i nogle år nu.

Jeg synes, der er kommet rigtig mange gode ting frem i debatten. Jeg er meget enig med fru Gitte Willumsen i forhold til det med, at vores foreninger også kan være med til at sørge for, at man føler sig som en del af et fællesskab, både uden for og inden for vores uddannelsesinstitutioners mure. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi taler om fleksibilitet, som både SF og Enhedslisten er inde på, i forhold til at give frihed til den enkelte til at kunne sammensætte sin egen uddannelse. For vi har forskellige forudsætninger for, hvad vi kan, og hvordan vi kan tage vores uddannelse, når vi går i gang med den.

Men jeg tror også, det er vigtigt dér at huske på, at det at være på en uddannelse også handler om at være en del af et fællesskab. Når man træder ind på en uddannelsesinstitution, er der rigtig mange, der har brug for at blive en del af et fællesskab. Jeg kan godt indrømme, at jeg sgisme nok ikke var kommet igennem studiet, hvis ikke jeg havde haft alle mine gode studiekammerater. Når et fag lige var lidt træls, og når der var et fag, jeg ikke lige var allerbedst til, så var de der til at sørge for, at det alligevel var sjovt. Det at have en studiegruppe var med til at sørge for, at jeg forstod det, der var lidt svært i første omgang. Så det handler om fællesskabet og friheden til selv at kunne vælge. Det er de to ting, som jeg tror på at vi herindefra skal prøve at finde nogle gode rammer for at kunne fremme i endnu højere grad.

Det er jo også derfor, at vi i vedtagelsesteksten her venligt, men bestemt har skrevet, at vi forventer at blive indkaldt senest i efteråret til drøftelser om det her i ministeriet. For jeg møder en minister, som jeg rent faktisk stadig håber på er interesseret i at finde løsninger og handle i forhold til den her udfordring. Det tror jeg på at vi kan gøre i fællesskab, og jeg håber rigtig meget på, at vi også i fællesskab her kan sørge for at få inddraget dem, det handler om, nemlig de unge, og få hørt dem om, hvordan vi sørger for at løse de udfordringer, som de står med, og hvordan vi gør deres hverdag og deres uddannelsessteder bedre og til et bedre sted at være. Tak for ordet.

Mange tak til den radikale ordfører.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er denne forhandling overstået.