Det næste punkt på dagsordenen er:

28) Forespørgsel nr. F 42:

Forespørgsel til sundhedsministeren:

Vil ministeren på baggrund af ønsket om en større patientsikkerhed inden for akupunktørfaget oplyse, om det er regeringens målsætning at indføre en autorisationsordning for akupunktører, så patienter til alle tider trygt kan henvende sig hos en autoriseret akupunktør og modtage en god og sikker og ordentlig fagligt funderet behandling af en akupunktør, der har modtaget den rette uddannelse af den nødvendige høje kvalitet?

Af Liselott Blixt (UFG), Karina Adsbøl (UFG), Lise Bech (UFG), Bent Bøgsted (UFG) og Hans Kristian Skibby (UFG).

(Anmeldelse 25.02.2022. Fremme 01.03.2022).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 19. maj 2022.

Vi starter med en begrundelse, og for den giver jeg så ordet til ordføreren for forespørgerne, og det er fru Liselott Blixt, uden for grupperne. Værsgo.

Mange tak. Ja, vi kommer lige ovre fra ministeren, hvor vi forhandler sundhedsreform. Det her er jo noget af det, som jeg gerne vil være med til at bidrage til, nemlig at gøre det mere sikkert for de borgere, der er ude i det ganske danske samfund, og i det her forslag handler det om en autorisationsordning for akupunktører. I dag er der ingen lovkrav til, hvem der kan udføre akupunktur, og der er derfor stor forskel på, hvor meget eller hvor lidt uddannelse og dermed viden om akupunktur, de enkelte behandlere har. Det er nødvendigt, at vi sikrer, at behandlere har de rette kompetencer, og derfor er det også vigtigt, at der er de rette uddannelsesniveauer, samt at der bliver ført tilsyn med det daglige arbejde.

Vi har jo debatteret det her før, og det er sikret, at der nu er kursus i at forebygge, erkende og håndtere skader på lungerne efter nåleakupunktur i brystkassen. Disse kan være opstået på grund af nogle meget kraftige behandlinger, som desværre havde nogle ikke så gode afsæt. Det var et første skridt på vejen til at øge patientsikkerheden på området, altså at stille de her krav til kompetencer hos behandlerne. Men hvis vi skal sørge for patienternes sikkerhed, når de får akupunkturbehandling, og at den sker ordentligt i fremtiden, mener vi, at det er nødvendigt, at det sker med en autorisation for akupunktører.

Det er vores samarbejdsgruppe af løsgængere, som har stillet forespørgslen, og jeg håber på, at vi kan få en god debat og finde en løsning på udfordringen. Tak.

Tak for det. Så giver vi lige mulighed for, at ordførerne kan komme op på den forreste række, inden vi går videre. Vi skal lige sikre, at alle bliver tjekket ind.

Tak for det, og så er vi klar til at gå videre, og vi har jo fået begrundelsen, og nu er det sundhedsministeren til en besvarelse. Så vi giver ordet til sundhedsministeren.

Tak for det. Begrundelsen for forespørgslen, som vi lige har hørt, er altså et ønske om større patientsikkerhed i forbindelse med behandling med akupunktur. Patientsikkerhed er et område, som jeg ved ligger os alle meget på sinde, så det vil også sige, at intentionen bag forespørgslen om at sikre patientsikkerheden er noget, som regeringen til fulde deler.

Når vi alligevel vil ende med ikke at kunne støtte det som sådan et forslag, skyldes det også, at vi skal have et klart sundhedsfagligt belæg og behov for en autorisationsordning. Det er jo sådan, at en autorisationsordning udgør en begrænsning i den frie og lige adgang til erhvervsudøvelse, og autorisationsordninger bør derfor være baseret på et reelt patientsikkerhedsmæssigt behov på områder, hvor der er udfordringer med patientsikkerheden, og hvor en autorisationsordning jo netop har til formål at højne patientsikkerheden. Og hvis man spørger vores sundhedsfaglighed – og det er der jo så blevet gjort – er sagen den, at den sundhedsfaglige vurdering i forhold til akupunktører er, at der ikke er patientsikkerhedsmæssige udfordringer, der sundhedsfagligt kan begrunde, at man indfører en ordning. Når Styrelsen for Patientsikkerhed fagligt skal vurdere behovet for nye autorisationsordninger, har de en klar praksis, hvor de foretager en afvejning af hensynet til patientsikkerheden på den ene side og hensynet til en fri og lige adgang til erhvervsudøvelse på den anden.

For det første bør der efter styrelsens opfattelse lægges vægt på, om gruppen har en offentligt reguleret uddannelse til at arbejde inden for sundhedsvæsenet, og det er ikke tilfældet for akupunktører, for der findes i dag ikke en offentligt reguleret uddannelse inden for akupunktører. For nuværende findes der alene private skoler med kurser af varierende længde og indhold, og akupunktører har jo derfor i praksis en meget forskellig uddannelsesmæssig baggrund, og det gør så også, at der ikke findes en almindeligt anerkendt faglig standard for, hvad der er god akupunktur.

For det andet bør der lægges vægt på, at den faglige virksomhed indebærer selvstændighed og patientkontakt, og det må man jo sige at akupunktører i høj grad har.

For det tredje bør der lægges vægt på, om de personer, der udfører den faglige virksomhed, udgør en væsentlig fare for patienterne, når de udøver virksomheden, og på trods af at akupunktører har selvstændig patientkontakt, er det Styrelsen for Patientsikkerheds faglige vurdering, at der ikke er patientsikkerhedsmæssige problemer forbundet med akupunktur. Styrelsen har heller ikke kendskab til en uhensigtsmæssig faglig adfærd hos akupunktører, der kan tale for, at de skal underlægges et tilsyn, og at de derfor kunne blive imødegået med tilsynsforanstaltninger. Så er det også væsentligt at bemærke, at brystkassen er det område på kroppen, som det efter Styrelsen for Patientsikkerheds opfattelse kan være risikabelt at behandle med akupunktur, fordi der her kan være risiko for skader på lungerne. Vi har faktisk tidligere set nogle frygtelige tilfælde, og derfor blev der allerede tilbage i 2019 ved lov indført krav om, at den, der udfører akupunktur på brystkassen, skal have gennemført et kursus i at forebygge, erkende og håndtere skader på lungerne.

Endelig for det fjerde bør der lægges vægt på, om der er behov for at tilkendegive over for befolkningen, patienterne, sundhedsvæsenet m.m., at denne gruppe behandlere opfylder de uddannelsesmæssige betingelser for at benytte en bestemt titel, og på grund af den manglende faglige konsensus om almindeligt anerkendte faglige standarder inden for faget, og fordi der ikke ses nogen større patientsikkerhedsmæssige farer ved anvendelse af akupunktur, er der altså efter Styrelsen for Patientsikkerheds faglige vurdering ikke behov for det her, for så vidt angår akupunktører.

Så vil jeg også knytte et par øvrige kommentarer til begrundelsen og de forudsætninger, som ligger i forespørgslen. Det fremgår nemlig, at en autorisation af akupunktører kan være med til at styrke patienternes sikkerhed, og at en autorisation vil gøre, at – og jeg citerer – patienter til alle tider trygt kan henvende sig hos en autoriseret akupunktør. Citat slut. Man får næsten det indtryk, at det er usikkert for patienterne i dag at benytte sig af akupunktur, og at det altså nærmest vil være uforsvarligt ikke at indføre en autorisationsordning, og der tror jeg jo også, det er vigtigt, at vi får understreget i den her debat, at det at etablere yderligere autorisationsordninger ikke i sig selv giver en øget patientsikkerhed og heller ikke en øget tryghed.

Patientsikkerheden afhænger derimod af de autoriserede gruppers uddannelsesmæssige baggrunde og kompetencer, og det er ikke noget, som følger med en autorisationsordning. Det er også væsentligt at understrege, hvor vigtigt det er, at autorisationsordningerne fortsat udgør et væsentligt element i at sikre tilliden til sundhedspersonerne og deres kompetencer, uddannelse og faglighed, og hvis man ligesom starter på at autorisere nogle grupper, selv om der altså ikke er patientsikkerhedsmæssige behov, kan det jo i sidste ende betyde, at troværdigheden og tilliden til selve autorisationssystemet bliver svækket, og det kan give uberettigede forventninger til den autoriserede gruppes faglighed og kompetencer.

Så synes jeg også, jeg vil understrege, at der allerede i dag er rammer, som varetager patientsikkerheden, og alternative løsninger til en autorisation, som akupunktører vil kunne benytte sig af. Det gælder f.eks. den såkaldte RAB-ordning, den brancheadministrerede registreringsordning. Formålet med RAB-ordningen er jo netop at styrke sikkerheden ved alternativ behandling, og når patienten vælger en RAB-behandler, kan vedkommende være sikker på, at behandleren lever op til en række krav om bl.a. uddannelse, etik og god klinisk praksis. Samtidig har patienten adgang til at klage over en RAB-behandler hos den forening, der har registreret behandleren. Derudover er alle alternative behandlere jo underlagt lov om markedsføring af sundhedsydelser, og det indebærer, at en alternativ behandlers markedsføring af sundhedsydelser skal være baseret på faglige og relevante oplysninger, og at oplysningerne ikke må være mangelfulde, utilbørlige, urigtige eller vildledende, og at den pågældende alternative behandler skal kunne dokumentere rigtigheden af angivelser om faktiske forhold. Er markedsføringen i strid med reglerne, kan Styrelsen for Patientsikkerhed påbyde, at markedsføringen skal ophøre eller berigtiges, og en overtrædelse af de regler kan jo faktisk medføre bødestraf.

Så for at opsummere er den faglige vurdering, at der alt taget i betragtning ikke er behov for en autorisationsordning og en titelbeskyttelse af akupunktører, og derfor finder jeg det heller ikke hensigtsmæssigt at arbejde videre med forslaget i den form. Derfor kan vi så heller ikke støtte forslaget. Tak.

Tak for det. Der er nu adgang til én kort bemærkning for hver af ordførerne, og den første, der har tegnet sig ind, er fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak, og tak for ministerens svar. Det kommer jo ikke bag på mig, men jeg undrer mig lidt over, at man siger, at der ikke er nogen grund til at gøre det af hensyn til patientsikkerheden, samtidig med at man i næste sætning fortæller, at nu har man ændret det, fordi der faktisk var nogle patienter, der var ude for nogle frygtelige oplevelser, hvor lungerne punkterede. Er det ikke lidt selvmodsigende?

Samtidig ved vi, at når vi har diskuteret, at sundhedspersoner som social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og sygeplejersker skulle have lov til at lave gennembrydning af hud og tage de kapillærprøver, man tager, når man skal måle blodsukker eller noget andet, så skal det være uddelegeret af en læge. Er der ikke noget selvmodsigende i at sige: Du kan tage et weekendkursus om behandling med nåle, og så kan du faktisk bare få lov til at stikke løs, for vi mener ikke, at der er nogen usikkerhed her; vi har fjernet den, så det er lidt lige meget, om du har 5 års uddannelse eller du har et weekendkursus?

Ministeren.

Jo, men når vi gik ind og lovgav præcis om nåleakupunktur på brystkassen – og det var en lov, der blev vedtaget tilbage i 2019 – så var det jo, fordi der var et behov for det. Der var et fagligt behov for det, og dermed blev der også etableret de her kurser – det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der varetager de opgaver. Det, jeg har fået oplyst, er, at de første kurser blev gennemført i august sidste år. Der er i alt afholdt 40 kurser sidste år, og det førte til 400 registreringer. Vi kan så se i år, hvis vi gør status, at behovet for kurser har været væsentlig mindre. Der er gennemført under 10 kurser, og der er kommet ca. 100 nye registreringer i år. Den sundhedsfaglige vurdering, som man har foretaget, er, at det her kursus vil gøre det sikkert at foretage nåleakupunktur også på brystkassen.

Det er hr. Stinus Lindgreen. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Ministeren nævner bl.a. den eksisterende RAB-ordning, som er en form for garanti for brugerne af i det her tilfælde akupunktur. Mener ministeren, at RAB-ordningen giver et stempel for, at den behandling, man modtager, er sikker og virkningsfuld, eller kan ministeren knytte et par ord til, hvordan ministeren ser på RAB-ordningen, som den er i dag?

Ministeren.

Det er meget, meget centralt, at vi hverken her i Folketinget eller i vores kommunikation eller i de forskellige alternative behandleres kommunikation til patienter siger, at RAB-ordningen på nogen måde udgør en autorisation eller et myndighedsstempel, for det er ikke det, der er tilfældet. Jeg støtter den nuværende RAB-ordning – den har jo været ændret nogle gange. Det er jo sådan – det kender vi inden for alle mulige brancher – at der kan findes brodne kar alle steder, og der er et stort, stort ønske i de forskellige brancher om at rydde op i det. Det er noget af det, som vi giver mulighed for med RAB-ordningen, så det støtter jeg, men det er også vigtigt, at man ikke overkommunikerer og ikke overdriver, hvad man kan bruge den til. Så tak for det spørgsmål.

Tak for det. Der er ikke flere, der har tegnet sig ind i denne runde, så vi siger tak til ministeren. Så er vi klar til at gå i gang med forhandlingen, og det foregår efter de ganske almindelige regler. Vi giver først ordet til ordføreren for forespørgerne, og det er fru Liselott Blixt. Værsgo.

Mange tak, og tak for ministerens svar. Som sagt kommer det ikke bag på mig, og det kommer heller ikke bag på mig, at de fleste andre ordførere mener det samme, altså at autorisation da er lige meget, det har vi ikke brug for, og hvad folk selv finder på, skal vi da ikke lovgive om. Det er heller ikke, fordi vi skal lovgive så meget, men det, der er vigtigt, er, at vi har en gruppe mennesker, som faktisk de seneste par år har vist og dokumenteret – evidens, hr. Stinus Lindgreen – at akupunktur kan lindre og hjælpe på en del forskellige områder. Derfor er det også populært som en behandling, hvis man lider af en sygdom eller har en diagnose, eller hvad man nu har.

Derfor mener vi, at det for det første er vigtigt, at en autorisation kan give de mennesker, der tager den her uddannelse, det faglige belæg, i forhold til at man ved, de har det, men også, hvis der sker noget. Det gjorde der jo, dengang der var nogle, der fik punkteret lungerne, og så gik man ind og løste det særskilte problem. Havde man haft autorisation på det tidspunkt, var det måske gået hurtigere med at sikre, at der ikke var så mange, der kom ud for, at lungen punkterede. Ministeren siger, at der ikke er nogen fare, og det vil sige, at så kan vi sidde og trille tommelfingre, indtil der en eller anden dag sker noget, og så er man på den. Der er ikke noget tilsyn, og der er ikke noget med at rapportere utilsigtede hændelser, og hvad der ellers kan være. Så jeg synes, det er søgt at sige, at det skal vi ikke blande os i.

Det her er noget, akupunktørerne faktisk har villet i flere år, og det er grunden til, at vi tager det op, for vi mener også, at det er tryghed for borgerne, at man ved, hvem der har taget en uddannelse. Det er der, trygheden kommer ind – ministeren mente, at der ikke var nogen tryghed i det. Selvfølgelig er der stadig væk nogle, der går op og tager en akupunktør eller en anden sundhedsperson, som ikke har en autorisation, men så er man, må jeg sige, selv ude om det. Det var en af grundene til, at vi faktisk fik lavet en registrering på tatovører, og det er en af grundene til, at også andre faggrupper i sundhedsvæsenet er blevet autoriserede. Samtidig gør det altså også noget for stoltheden for det fag, man arbejder inden for, at man faktisk kan vise, man har den her uddannelse. Så jeg synes, det er vigtigt.

Som jeg også sagde i mit spørgsmål til ministeren, diskuterede vi på et tidspunkt – det var så med en anden minister, men det er jo de samme embedsfolk og den samme Sundhedsstyrelse, der sidder bag – at der var andre end læger, der skulle kunne lave en kapillærprøve, dvs. lave et lille stik i fingeren for at kunne måle blodsukker eller andre værdier. Det ville man ikke videregive til andre, fordi det var en gennembrydning af huden og der derfor var risici i forhold til at gøre det. Så jeg synes, det er sådan lidt dobbeltmoralsk; man vil det ene på den ene side og det andet på den anden side. Spørgsmålet er, om det er, fordi man ikke værdsætter eller anerkender, at akupunktur faktisk har en virkning på nogle. Danmark var et af de fodslæbende lande, der har været lang tid om at anerkende, at der kan være andre metoder, mens man andre steder har brugt det i mange år til bedøvelse af fødende.

Vi har også lavet rigtig mange forsøg, hvor der er kommet evident materiale på det. Jeg tror, det er det område, man har undersøgt allermest. Der er nu også almenpraktiserende læger, der tager en uddannelse. De har så en anden baggrund, netop fordi de har uddannet sig som praktiserende læge og har alt det fysiologiske osv. Så i forhold til det her med, at man ikke kan lave en uddannelse, vil jeg sige, at det jo så er det, man kan gøre sammen med de danske akupunktører. Vi gjorde det med osteopaterne. Det var også en sag, jeg bragte op, hvor man sagde: Hvor har vi uddannelsen henne? Der kunne man godt finde ud af det, men der var en anden, der var minister – der var også en anden farve på ministeren. Så om det er blå eller rød, der afgør, om man autoriserer, må vi jo se, når de kære kollegaer kommer op og fortæller, hvad de synes, vi skal gøre her.

Men jeg har jo tidligere lovet ministeren, at jeg vil kæmpe for, at de sundhedspersoner, vi har i Danmark, skal have en autorisation. Vi skal sikre patientsikkerheden, vi skal sikre, at der er tryghed, når man får en behandling, vi skal sikre, at GDPR bliver overholdt, at man indberetter utilsigtede hændelser, samt at man kan klage over forløbet. Derfor den her forespørgsel. Tak.

Tak for det. Der er korte bemærkninger, og den første er fra hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Og tak for talen og for at tage emnet op. Nu nævner fru Liselott Blixt, at der jo er risici for alvorlige hændelser – det har der været tidligere, og det har man prøvet at tage hånd om i den tidligere lov, som ministeren også var inde på.

Som med al behandling vil der være nogle risici på den ene side, og så vil der være den gavnlige effekt på den anden side, og det er vel den afvejning, man, uanset om vi snakker almindelig medicinsk behandling eller akupunktur som her, altid skal gøre sig, altså om risikoen for noget negativt er det værd, i forhold til hvad man kan få ud af det.

Ordføreren nævner her, at der er lavet masser af forskning på området, og det er jeg enig med ordføreren i – der findes en del forskning på netop akupunktur, og der er foretaget forskellige forsøg, også i dansk kontekst. Mener ordføreren så, at der er klar evidens for, at den gavnlige effekt af akupunktur er så tydelig, at risikoen for alvorlige bivirkninger eller bare milde bivirkninger er det værd?

Ordføreren.

Jeg tror, at uanset hvor du bevæger dig hen i det danske sundhedsvæsen, kan du få bivirkninger eller virkninger. Det har vi set. Når det gælder vaccinen, er der nogle, der har fået senfølger af vaccinen, mens andre har fået det af sygdommen, og sådan vil det være, lige meget hvor du bevæger dig hen. Du kan have en praktiserende læge, der laver en fejl, og sådan vil det også være med akupunktur.

Det er også derfor, jeg bare vil sikre borgerne så godt som muligt ved at sige: Her har vi en, der har taget en uddannelse på flere tusind timer, så her kan du i hvert fald føle dig lidt mere tryg end hos en, der har taget et weekendkursus i at stikke med nåle.

Hr. Stinus Lindgreen.

Jeg er helt enig i, at al behandling, der virker, også giver risiko for bivirkninger – det ved vi. Det gælder, om du tager en Panodil, eller om du får kemobehandling. Det ved vi. Så spørgsmålet er, om den positive effekt, man får ud af det, er det værd. Der ved vi jo, hvad den positive effekt ved at tage en Panodil er, og vi ved, hvad den positive effekt ved at få en kemobehandling er, og så laver man en afvejning. Det er det, sundhedsfaglige folk gør. Så spørgsmålet er ikke, om der er en risiko ved akupunktur, for det er der, men om den positive effekt er så veldokumenteret, at den risiko er værd at løbe. Det er det, jeg spørger ordføreren om, og ikke om alle mulige andre behandlinger, for jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at der også er risici ved dem, men det ved vi bare, og der kender vi så også den dokumenterede gavnlige effekt.

Ordføreren.

Der er jo dokumenteret meget. Jeg har ikke selv prøvet akupunktur, så jeg kan ikke sige, om det ene opvejer det andet. Jeg har også prøvet at tage en masse medicin, som heller ikke virkede. Så der, hvor jeg vil hen, er, at vi har en stor skare af akupunktører i Danmark, og vi har rigtig mange mennesker, der bruger akupunktører, fordi de kan se, at det hjælper dem. Og så kan vi diskutere, om det er placeboeffekt, eller om det er ene, det andet eller det tredje, men det er jo lige meget – det vigtigste er, at folk bliver hjulpet, og derfor mener jeg så også, at det er vigtigt, at man har en autorisation, og at folk ved, at den her person har taget den her uddannelse på det her antal timer.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Altså, jeg er jo grundlæggende optaget af, at vi kan garantere så meget som overhovedet muligt, når det handler om sundhedsfaglig behandling. Men der findes jo mange forskellige uddannelser til akupunktør. Har ordføreren et bud på, hvor mange forskellige uddannelser der rent faktisk findes til akupunktør? Og hvordan skal vi nogen sinde kunne kontrollere kvaliteten og også de uddannelsesmæssige kompetencer for det personale, som måtte gennemgå sådan en uddannelse? Hvem skal tage ansvaret for det, når det ikke længere er en offentligt reguleret uddannelse?

Ordføreren.

Jamen det er helt sikkert, at man skal gå ind og kigge på, hvad det er for krav, man stiller. Vi kan se på, hvad WHO stiller af krav til, hvor mange timers undervisning og hvilket uddannelseniveau der skal være. Hvad gør man i andre lande? Hvordan sikrer man, hvordan en uddannelse skal være? Og det kan man lave sammen med de organisationer, der er. Det er den måde, man gør det på.

Vi ved også, at man ikke har samme krav til læger, fordi de har en lang uddannelse, så der er noget merit, kan man sige – de har jo undervisning i kroppen og alt, hvad der ellers skal være af undervisning. Så selvfølgelig kan man finde ud af det. Men i dag kan du jo tage et kursus et eller andet sted i Østen – du tager sted 1 uge eller 14 dage, og så har du lært at stikke nåle i, og så kommer du hjem og siger: Jeg er akupunktør.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Det er netop min pointe, og jeg tænker på, om vi har nogle faglige fællesskaber, der ville være i stand til at stille sådan nogle krav til uddannelsen og ikke mindst kontrollere, at de her krav så rent faktisk også var opfyldt. Altså, det er jo det, vi kan med vores professionsbacheloruddannelser eller vores erhvervsuddannelser, som ligesom er offentligt sanktioneret, i forhold til hvad man kan regne med, og hvad det er for en kvalitet, man får ud af uddannelserne efterfølgende.

Så ville det ikke have gjort en forskel, hvis det var sådan, at man havde en offentligt anerkendt uddannelse, når man gerne vil have autorisation til akupunktør?

Ordføreren.

De to store foreninger, som jeg har talt med, hvor de fleste er, har deres bud på, hvordan man kunne lave det, så jeg tror ikke, det ville være svært.

Jeg glemte at læse forslaget til vedtagelse op. Må jeg læse det op?

Det kan lige nås inden for den svartid, du har, kan jeg se.

Det er godt.

Det er et forslag til vedtagelse på vegne af Jens Henrik Thulesen Dahl, DF, Liselott Blixt, UFG, Karina Adsbøl, UFG, Lise Bech, UFG, Bent Bøgsted, UFG, Marie Krarup, UFG, og Hans Kristian Skibby, UFG.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget prioriterer patientsikkerhed højt og pålægger derfor regeringen at igangsætte en proces for autorisation af akupunktører, så de mange brugere af akupunktur i Danmark kan vide sig sikker på og være trygge ved, at deres behandler har modtaget tilstrækkelig undervisning, at der føres tilsyn med dem, og at der kan klages og opnås patienterstatning, hvis der sker fejlbehandling. Brugerne har i dag kun begrænset mulighed for at sikre sig, at deres akupunktør er tilstrækkelig fagligt kompetent. For at etablere en autorisationsordning må der nødvendigvis skulle stilles krav til uddannelsens varighed og kvalitet, hvilket i sig selv vil gavne patientsikkerheden. Desuden vil akupunktørerne opnå en titelbeskyttelse, der tjener som kvalitetstempel af deres faglighed.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 81).

Tak.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det oplæste forslag til vedtagelse vil nu indgå i forhandlingerne.

Vi går videre til Socialdemokraternes ordfører, og det er hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Det er klart, at når man som sundhedsperson arbejder med patienter, skal vi stille nogle klare krav til, hvad den person skal kunne og vide, og vi skal sikre os, at personen overholder reglerne. Det kan være en læge eller tandlæge, der opererer, eller en kiropraktor eller fysioterapeut, der arbejder med krop og muskler. Her kan manglende viden om det, man arbejder med, have store konsekvenser for patienten.

Det er netop derfor, at Styrelsen for Patientsikkerhed autoriserer en række faggrupper inden for sundhedsvæsenet. Man har vurderet, at der er brug for både regulering af den uddannelsesmæssige baggrund og løbende tilsyn med den aktivitet, der udføres. Men det behov er altså ikke til stede, når vi taler akupunktur. Det udgør ikke så stor en risiko for patientsikkerheden, at det kan begrunde en sådan ordning.

På ét område vurderes der at være sundhedsmæssige risici, nemlig når vi taler om akupunktur på brystkassen. Derfor blev der tilbage i 2019 indført et krav om, at alle andre end læger og kiropraktorer, der udfører akupunktur på brystkassen, skal have gennemført et kursus i at forebygge, erkende og håndtere skader på lungerne. Hvad angår akupunktur på andre dele af kroppen, er den sundhedsfaglige vurdering, at der ikke er udfordringer med patientsikkerheden.

På den baggrund har jeg følgende forslag til vedtagelse, som altså er på vegne af Radikale Venstre, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet. Må jeg læse det op? (Den fg. formand (Erling Bonnesen): Ja, værsgo). Godt.

Forslag til vedtagelse

»Autorisationsordninger bør efter Folketingets opfattelse varetage hensynet til patientsikkerheden. Folketinget har i den forbindelse noteret sig, at der ikke er sundhedsfagligt grundlag for en sådan autorisationsordning for akupunktører, bl.a. fordi der ikke er en offentligt reguleret uddannelse, og fordi der ikke synes at være patientsikkerhedsmæssige udfordringer for gruppen. Folketinget har i øvrigt noteret sig, at der, for så vidt angår akupunktur på brystkassen, som kan indebære sundhedsmæssige risici, allerede er indført en ordning, der varetager patientsikkerheden.

Endelig finder Folketinget, at autorisationsordninger, henset til den indskrænkning, en sådan ordning medfører for den lige adgang til erhvervsudøvelse, alene bør indføres, hvor ordningen tjener et klart formål om at højne patientsikkerheden.

Folketinget finder ud fra disse hensyn, at der ikke er grundlag for at indføre en autorisationsordning for akupunktører.

Folketinget beder i øvrigt sundhedsministeren om at sende udvalget en redegørelse over medarbejdergrupper i sundhedsvæsenet, som ikke har en autorisation.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 82).

Tak for det. Også dette forslag til vedtagelse vil nu indgå i de videre forhandlinger.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Venstres ordfører. Det er hr. Martin Geertsen. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Liselott Blixt og den øvrige løsgængergruppe, som har rejst den her forespørgselsdebat om en autorisationsordning for akupunktører. Og jeg kan forstå – og ministeren var jo også inde på det – at Styrelsen for Patientsikkerhed har en række kriterier, som man mener der bør lægges vægt på ved overvejelser om autorisation i sundhedsvæsenet sådan bredt set.

Det første er, om professionen har en offentligt reguleret uddannelse til at arbejde inden for sundhedsvæsenet. Og hvad jeg sådan lige umiddelbart ved af, er der altså ikke en offentligt reguleret uddannelse inden for akupunktur. Og jeg har faktisk studeret området en smule og kan se, at der jo er meget stor forskel på, både hvor lang tid uddannelsen tager, og hvor mange lektioner man skal igennem, og den slags. Og som jeg ser det, kan det jo nærmest tage alt fra 0 til 3 år, og det virker ikke helt til, at der er sådan en fælles branchestandard for, hvor lang tid og hvilket niveau uddannelsen skal være på, for at man kan blive akupunktør. Derfor synes det første kriterium i hvert fald ikke at være helt opfyldt, da der ikke er en egentlig offentligt reguleret uddannelse.

Det andet kriterium er, om faget indebærer selvstændig patientkontakt. Og det giver jo sig selv, at for at kunne udføre akupunktur skal man have patientkontakt.

Det tredje kriterium hænger meget sammen med det andet kriterium; det handler nemlig om, hvorvidt akupunktøren under udøvelsen af akupunktur kan risikere at udgøre en væsentlig fare for patienterne. Her er det jo sådan, som andre også har været inde på, at den største risiko for kritiske skader hidtil har været i forhold til brystområdet. Og her vedtog vi jo tilbage i 2019 en lov, som kræver, at man har gennemført et kursus i at forebygge, erkende og håndtere skader på lungerne, hvis man udfører akupunktur på brystområdet. Derfor er der jo i hvert fald et krav om, hvad det er, man skal have gennemført, for at man kan lave akupunktur på det område, hvor der er en væsentlig fare for patienterne. Så i forhold til at sikre patientsikkerheden lige præcis der, hvor der er risiko for en væsentlig fare for patienterne, er der jo altså taget initiativer i den retning. Men det ændrer jo ikke ved, at man godt kunne følge lidt op på, hvordan det stykke lovgivning rent faktisk praktiseres. Under alle omstændigheder er det tredje kriterium næppe heller opfyldt.

Det fjerde kriterium går ud på, at der findes et behov for at tilkendegive over for befolkningen, patienterne, sundhedsvæsenet eller andre, om den her gruppe, altså akupunktørerne, opfylder de uddannelsesmæssige betingelser for at benytte en bestemt titel. Og her vender vi jo i virkeligheden tilbage til det første kriterium, altså er der en offentligt reguleret uddannelse i forhold til akupunktur? Og der er altså ret forskellige længder på uddannelsen, så derfor er det også svært umiddelbart at slå fast, hvilke typer akupunktører der så skulle have ret til at benytte titlen. Derfor kniber det altså også lidt med det fjerde kriterium.

Det ændrer ikke ved, at vi sådan set gerne vil dykke yderligere ned i sagen om autorisation, herunder for akupunktører. Derfor kommer vi også til lige om 2 sekunder at stille et forslag til vedtagelse, hvor vi beder regeringen om at indkalde til drøftelser om autorisationsområdet generelt set. Det er drøftelser, som bør tage afsæt i, at vi på den ene side selvsagt skal sikre patientsikkerheden og på den anden side også sikre, at der er fri og lige adgang i forhold til at udøve den enkelte profession.

Så på vegne af Venstre og Det Konservative Folkeparti vil jeg gerne læse følgende forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en redegørelse, hvor der bl.a. foretages en oplistning af professioner på sundhedsområdet, som i dag ikke er autoriserede, og på den baggrund indkalder de politiske partier til drøftelse af muligheden for at udvide antallet af professioner med autorisation på sundhedsområdet. Drøftelserne bør tage udgangspunkt i hensynet til på den ene side at sikre patienternes sikkerhed og på den anden side sikre den frie og lige adgang til at drive virksomhed inden for det pågældende professionsområde.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 83).

Tak for det. Også dette forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så kan vi gå videre til SF's ordfører, og det er fru Kirsten Normann Andersen.

Tusind tak. Og tak til fru Liselott Blixt for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Jeg synes, det er et vigtigt emne at tale om kvalitet af de uddannelser, som personer, der beskæftiges i sundhedsvæsenet, har, herunder også uddannelsen til akupunktør.

Jeg synes selv, at faggrupper, som arbejder sundhedsfagligt med mennesker, bør autoriseres som udgangspunkt. En autorisation er både et kvalitetsstempel, og det er også en titelbeskyttelse; men det er altså også begge dele og har to forskellige funktioner. Jeg synes, det er vigtigt, at sundhedsuddannelser er offentligt reguleret og defineret, og jeg anerkender, at rigtig mange mennesker benytter akupunktur; men det er ikke en offentligt anerkendt uddannelse som sådan.

Men der er også autoriseret sundhedspersonale, som benytter sig af akupunktur. Det sagde forespørgeren jo faktisk også her fra talerstolen, nemlig at både læger og sygeplejersker og andet autoriseret sundhedspersonale ofte benytter sig af akupunktur i deres behandlinger og arbejde, men de er jo så også autoriserede, og deraf følger også kvalitetsstemplet i forhold til at arbejde med akupunktur.

Uddannelse til akupunktør bliver udbudt mange forskellige steder fra; det er lige fra korte kurser i udlandet til længerevarende uddannelser her i landet. De udbydes af forskellige institutioner og virksomheder.

Det er afgørende for SF, at et offentligt kvalitetsstempel, som autorisation jo også er, tager udgangspunkt i offentligt definerede kvalitetskrav, og at der er mulighed for opfølgning og kontrol. Det må være en forudsætning for, at man også ligesom kan garantere patienterne den patientsikkerhed, som følger af, at man kvalitetsstempler med en autorisation.

Jeg synes personligt, at alle offentlige faggrupper, som arbejder med sundhed, bør autoriseres. Det er sådan et godt synspunkt, synes jeg. Arbejdet med mennesker er vigtigt, og derfor er det også vigtigt, at vi kvalitetsstempler de uddannelser, hvor man beskæftiger sig med at varetage omsorg, pleje og behandling af borgere.

Ja, og med det vil jeg blot sige, at SF støtter den vedtagelsestekst, som blev læst op af Socialdemokratiets ordfører.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi går videre til Radikale Venstres ordfører, og det er hr. Stinus Lindgreen

Tak for det, formand, tak for ordet. Sundhedsministeren har jo allerede redegjort for, at autorisation af sundhedspersoner indebærer en række forskellige elementer. Man skal overveje, om der findes en offentligt reguleret uddannelse af behandlerne, om der er patientkontakt, om der er en væsentlig fare for patienterne, og om der er behov for at tilkendegive over for befolkningen, patienter, sundhedspersonale osv., at behandlerne har en uddannelse, der berettiger autorisation og anvendelse af en bestemt titel.

Der er jo helt oplagt tale om patientkontakt, når vi taler om akupunktører; det er svært at sætte nåle i folk uden at have en relativt tæt kontakt med patienten. Og ved akupunktur er der også enkelte risici, men ikke noget, der ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed udgør en væsentlig fare for patienterne. Hvis vi antager, at nålene bliver behandlet forsvarligt, og det tyder alt jo heldigvis på at de gør, så er risikoen for infektion meget lille. Det er klart, at når man prikker hul på huden, vil der være en vis risiko, men det lader ikke til at være noget, som vi behøver at bekymre os om. Og de alvorlige hændelser, der har været med akupunktur i brystkassen, der jo desværre både i Danmark og andre lande har ført til dødsfald, har jo gjort, at man strammede op på lovgivningen tilbage i 2019 for at prøve at tage hånd om den specifikke risiko.

Den risiko, der er ved en behandling, skal jo naturligvis som ved alle andre behandlinger, vi tilbyder, måles op imod den gavnlige effekt, og her er der jo ganske rigtigt lavet en lang række studier af akupunktur, men jeg læser nok resultaterne en anelse anderledes, end fru Liselott Blixt gør, og jeg har endda selv prøvet akupunktur i øret for en del år siden efterhånden. Jo større et studie er, og jo bedre kontrolleret det er designet, jo mindre effekt ser man af akupunktur. Og det er jo interessant, fordi man normalt ville forvente det omvendte, hvis der var tale om en reel specifik effekt af en behandling.

En autorisation skal jo sikre tillid til vores sundhedsvæsen ved at understrege, at de autoriserede sundhedspersoner har en uddannelse og en vis faglighed. Der findes ikke en anerkendt uddannelse i akupunktur, men derimod et hav af forskellige uddannelser med forskellig længde, med forskelligt indhold, med forskellige forklaringer på, hvordan akupunktur efter sigende skulle virke, og med forskellige idéer om, hvilke tilstande det kan afhjælpe.

Da der ikke er nogen konsensus omkring området, og da der ikke er nogen klar evidens for specifikke gavnlige effekter af nævneværdig grad, så kan vi ikke støtte, at man autoriserer akupunktører. Og vi tilslutter os den vedtagelsestekst, som Socialdemokratiets ordfører læste op tidligere. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Der er hilst fra Enhedslisten, og så er den klaret. Derfor går vi videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Per Larsen.

Tak for det, formand, og tak til fru Liselott Blixt for at bringe den her forespørgsel til debat. Vi er selvfølgelig af den klare overbevisning, at vi skal sørge for, at patientsikkerheden er i højsædet. Men det her forslag rejser en række spørgsmål, for man kan sige, at næringsfriheden jo også er vigtig. Vi mener, at det må bero på en sundhedsfaglig vurdering, om man skal have en autorisation eller ej. Kan vi øge patientsikkerheden gennem forslaget, vil vi gerne det, men det kræver jo også, at vi får oplyst de fulde konsekvenser af, hvilke ændringer en autorisationsordning for akupunktører vil have. Som hr. Martin Geertsen læste op, er vi med på den indstilling, der går på, at vi beder regeringen om at indkalde til forhandlinger om området. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak, hr. formand. Tak til fru Liselott Blixt for at bringe den her diskussion op i dag. Det er bestemt et relevant emne. Det centrale – og det siger alle ordførere sådan set også – må naturligvis være sikkerheden for patienterne, altså at vi har sikkerhed for, at når man går til en sundhedsperson, som opleves som en del af sundhedssystemet, så kan man regne med, at vedkommende er uddannet til at vide, hvad vedkommende gør.

I forhold til akupunktur er der jo lavet regler for akupunktur på brystkassen, som er vedtaget her i Tinget for et par år siden på baggrund af nogle uheldige sager med punkterede lunger i forbindelse med behandlingen. Der blev vedtaget regler om, at man skulle have et kursus for at kunne udføre akupunktur på brystkassen. Det er jo naturligvis godt, at man fik skabt den sikkerhed, men i og med at akupunktur på den måde er inddraget og faktisk bruges i sundhedsvæsenet på forskellig måde, skaber det naturligvis en forventning hos borgerne og patienterne om, at akupunktører er en del af det autoriserede sundhedsvæsen. Derfor vil det i Dansk Folkepartis øjne være logisk, at en akupunktør ikke bare har et mere eller mindre tilfældigt kursus i forhold til et delelement i sit virke, men også reel autorisation på samme vis som en lang række af de andre sundhedspersoner, som man møder rundt i sundhedsvæsenet. Så vil vi også kunne sikre, at man som patient kan være sikker på, at den autoriserede person har den viden på området, der skal til, for at udføre arbejdet sundhedsmæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Så bliver det diskuteret, at akupunktører i dag kan have uddannelse alt lige fra ganske få timer, hører jeg nærmest, og til flere års uddannelse. Det synes jeg sådan set for mig understreger behovet for at gøre det her. Der er et behov for, at man sætter sig ned og finder ud af, hvad der ville være rimeligt at stille af krav til de personer, som agerer på en måde, så man som befolkning tror, at de er en del af sundhedsvæsenet. Derfor forstår jeg ikke, at man afviser det så firkantet. Tværtimod synes jeg, at man burde tage imod det og arbejde videre for det. Det er i hvert fald derfor, at vi støtter den tekst til vedtagelse, som fru Liselott Blixt læste op tidligere. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen fra Nye Borgerlige, LA, Frie Grønne eller KD. Så kan vi give ordet til sundhedsministeren, men det står ham jo frit for. Og så kan vi gå videre og spørge forespørgeren, Liselott Blixt, om hun ønsker at samle op og runde af. Værsgo.

Jeg vil bare sige tak fra debatten. Jeg synes, at det er rart en gang imellem, at vi kommer herop og viser den uenighed, der er. Så ved folk også, hvad forskel der er. De siger jo, at vi ligner hinanden alt for meget alle sammen, og det gør vi bestemt ikke. Tak.

Tak for det. Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, så er forhandlingen på dette punkt sluttet. Vi har allerede været inde på, hvornår afstemningen finder sted, og dermed er det her punkt afsluttet.

Derefter kan vi så gå videre til den næste forespørgsel. Der kan man beholde sine pladser, for det er nemlig også til sundhedsminister.