F 39 Om rekruttering og fastholdelse af pædagoger.

Af: Lotte Rod (RV) og Sofie Carsten Nielsen (RV)

Til: Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) og Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)

Samling: 2021-22

Status: Foretaget

Forhandling den 07-06-2022

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

53) Forespørgsel nr. F 39:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren og børne- og undervisningsministeren:

Hvad vil regeringen gøre for at fremme rekrutteringen og fastholdelsen af pædagoger i årets aftale med kommunerne, herunder bl.a. gennem samarbejde om merituddannelse, pædagogikintro til medhjælpere, fuldtidsstillinger, seniorordninger og kombinationsstillinger mellem institution og pædagoguddannelse?

Af Lotte Rod (RV) og Sofie Carsten Nielsen (RV).

(Anmeldelse 22.02.2022. Fremme 24.02.2022).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til onsdag den 8. juni 2022.

Den første, der får ordet, er fru Lotte Rod, der som ordfører for forespørgerne skal begrunde forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. Det vigtigste for børn i vuggestuer og børnehaver er samspillet mellem børn og voksne. Børn har brug for søde og sjove voksne, som er nærværende og bliver opslugt af noget sammen med børnene. Det er vigtigt, at der er personale nok, så det i det hele taget er muligt at være sammen med børnene i små grupper, men det er lige så vigtigt, at personalet er uddannet.

I et debatindlæg fra marts af formanden for BUPL, Elisa Rimpler, står der:

»Pædagogmanglen er en bombe under regeringens børnepolitiske ambitioner. Statsministeren bliver nødt til at reagere på pædagogmanglen ... Det kræver et økonomisk boost af pædagoguddannelsen og en national plan for rekruttering og fastholdelse af pædagoger«.

Jeg er enig. Vi står til at mangle 13.700 pædagoger i 2030 bare med de gældende normeringer, og det bliver jo ligesom kun værre, hvis vi faktisk øger kravene til, hvor mange uddannede pædagoger vi gerne vil have.

Det er derfor, jeg spørger i dag: Hvad vil regeringen gøre for at fremme rekrutteringen og fastholdelsen af pædagoger i årets aftale med kommunerne, herunder bl.a. gennem samarbejde om merituddannelse, pædagogikintro til medhjælpere, fuldtidsstillinger, seniorordninger og kombinationsstillinger mellem institution og pædagoguddannelse?

Tak for begrundelsen. Så er det ministrene, og jeg kan se, at den første minister er børne- og undervisningsministeren. Værsgo for en besvarelse.

Tak for det. Og tak for ordet. Altså, jeg vil selvfølgelig ikke – det ligger i sagens natur – gå ind og kommentere direkte på årets aftale med kommunerne, fordi forhandlingerne foregår lige nu. Det ville være virkelig dårlig stil, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Men derfor vil jeg alligevel sige tak til De Radikale for at tage det her vigtige emne op. Det havde nok egnet sig bedre, hvis folketingsåret ligesom havde været parallelforskudt, sådan at vi var kommet på den anden side af en ØA-aftale, trods alt. Det havde givet lidt bedre mulighed for at drøfte det her åbent.

Der er ikke nogen tvivl om, at rekrutteringen til ledige pædagogstillinger i dagtilbuddene for mange kommuner er en stor udfordring. F.eks. viser en undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at omtrent hver tredje pædagogstilling i Region Hovedstaden i 2021 ikke er blevet besat, eller er blevet besat af en medarbejder, der ikke havde de ønskede kvalifikationer.

Regeringen aftalte i sidste års økonomiaftale med KL at følge udviklingen i andelen af uddannet pædagogisk personale i dagtilbuddene på tværs af kommunerne, og de senest tilgængelige data fra 2020 viser, at andelen af pædagogiske assistenter ligger på samme niveau som i 2019 – altså ca. 5 pct. på landsplan – og at andelen af pædagoger er faldet med cirka 2 procentpoint fra 56 pct. til 54 pct. Så udviklingen går ikke den rigtige vej, og det er en udfordring, som vi i regeringen er optaget af at finde løsninger på.

Jeg har dog så hørt fra nogle af dem, der beskæftiger sig med den pædagogiske assistentuddannelse og med pau'erne i hverdagen, at der er sket et drastisk fald i arbejdsløsheden blandt pau'er, sådan at de ligesom er blevet suget ind. Og det vil sige, at hvis vi nu havde nye tal, ville de formodentlig – hvis personerne har ret i det, de siger, og det tror jeg de har – vise, at der faktisk er kommet hul på bylden med hensyn til at få ansat pau'er i kommunerne. Og det er rigtig, rigtig godt.

Men en af løsningerne ligger efter regeringens opfattelse i de mange penge, vi sætter af i forhold til daginstitutionerne. Så når vi sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har indfaset lovkrav om minimumsnormeringer, vil der fra 2024 og frem være 1,8 mia. kr. ekstra årligt. Det er jo noget skægt noget at sige, at det, at man sætter ekstra penge af til ekstra kollegaer, skulle løse noget på rekrutteringsfronten, men når det alligevel er vores overbevisning, er det, fordi det selvfølgelig vil bidrage til tilfredshed med det arbejde, man laver, at der faktisk er voksne nok. Og derfor vil det være min påstand, at det vil bidrage til at fastholde pædagoger i faget – og i øvrigt pædagogmedhjælpere og pau'er – at der er sat rigtig mange flere penge af til området.

Altså, i forhold til sådan en løbende fastholdelse af personalet og rekruttering betyder det selvfølgelig noget, hvad det er for en slags arbejdsplads, man kommer ind til – om det er en arbejdsplads, hvor man hele tiden har en fornemmelse af at halse bagefter og løse opgaven utilfredsstillende. Jeg har hørt om rigtig mange pædagoger, der er gået hjem med ondt i maven, fordi de ikke syntes, der var tid nok til børnene. Det tror jeg bidrager til, at der er flere, der bliver skudt væk fra området, hvorimod jeg tror, at det, at der faktisk er ressourcer, at der er tid, og at der er personale nok, bidrager til at fastholde. Så selv om det kan lyde helt modsat, at det at sætte flere penge af til mere personale skulle hjælpe på rekrutteringsproblemet, så vil det faktisk være min påstand.

Så har vi også med aftalen om minimumsnormeringer afsat indtil videre 100 mio. kr. i 2023 og 185 mio. kr. i 2024 og frem til en opkvalificeringspulje. Og det er jo, fordi vi har et ønske om ikke bare at fastholde det niveau, der er i forhold til mængden af uddannet personale, i forbindelse med at der kommer flere penge til området – vi har faktisk også et ønske om, at det skal stige. Og det er jo ikke mindst på Radikale Venstres opfordring, at der er blevet sat de penge af i forbindelse med forhandlingerne. Og det har vi et håb om at vi kan få landet den endelige aftale omkring inden udgangen af i år, men det kræver, at resten af aftalen også falder på plads.

Men opkvalificeringspuljen er ment til at kunne dække uddannelsesudgifter og vikardækning i forbindelse med opkvalificering. Erfarne pædagogmedhjælpere kan dermed opkvalificeres til pædagogiske assistenter eller meritpædagoger, mens de fortsat er ansat i institutionen. Det er jeg overbevist om kommer til at bidrage til at øge uddannelsesniveauet, og med samme logik som nævnt tidligere tror jeg også, det kommer til at bidrage til fastholdelsen.

Så vil jeg gerne fremhæve den pædagogiske assistentuddannelse som en væsentlig del af løsningen på de aktuelle rekrutteringsudfordringer på området. Jeg ser et meget stort potentiale i, at der ansættes endnu flere pædagogiske assistenter på området. Det kan være et rigtig godt sted at søge hen for dem, der ikke kan se sig selv i pædagoguddannelsen, men som gerne vil arbejde som uddannet personale på området.

Vi har fra Undervisningsministeriets side lige offentliggjort en evaluering af uddannelsen, og den viser, at eleverne er meget tilfredse med uddannelsen, og at både elever og færdiguddannede oplever, at uddannelsen giver dem relevante pædagogiske kompetencer og klæder dem på til det pædagogiske arbejdsmarked. Og samtidig udtrykker forvaltningschefer og kollegaer til de pædagogiske assistenter i evalueringen, at de oplever, der er sket en positiv udvikling i det faglige niveau hos de nyuddannede pædagogiske assistenter.

Det vil altså sige, at vi alt i alt for alvor begynder at få taget hånd om det med pau'erne, hvilket vi alle sammen nok gerne har villet, men hvilket ikke rigtig er lykkedes – eller i hvert fald har arbejdsløshedsprocenten været lidt for høj blandt de uddannede pau'er. Det begynder altså at ligne noget.

På den baggrund håber jeg selvfølgelig også, at det vil være sådan en ketchupeffekt, altså at man vænner sig til at have pau'er ansat og på den måde i højere grad gør brug af dem, fordi deres faglighed kan være med til at skabe kvalitet i dagtilbuddene, både til gavn for børnene, men jo også i forhold til at bidrage til de aktuelle rekrutteringsudfordringer.

Jeg har lyst til at sige en ting, bare fordi jeg elsker den historie. Det er Kasper Palm, som sidder i Dansk Metal på uddannelsesområdet, som fortæller historien om – og det gør han tit, fordi jeg altid siger til ham, at han skal gøre det – hvad den foretrukne uddannelse for en smed, som gerne vil lave et sporskifte, er. Og så skal han jo spørge sådan helt ud i det blå: Hvad tror I det er? Top-1 er så at blive pædagog. Så førstevalget for en smed, som skal lave et sporskifte, er altså blive pædagog. Indimellem har vi sådan nogle fordomme om, hvad vi hver især ville gøre, og hvad vi ville have som andet valg, hvis vi havde noget andet som første valg. Og ved I hvad, jeg elsker idéen om, at der er nogle flere smede, der kommer ud og vil være pædagoger, hvis de ikke længere har lyst til at være smede.

Jeg vil så gerne, at vi får skabt uddannelsesveje og kanaler til, at man kan lave de sporskifter igennem hele sit liv på en måde, sådan at folk finder ind på nogle hylder, som måske giver dem en helt anden tilværelse end den, de havde forestillet sig som 16-årig. Og heldigvis for det, for livet er langt. Så det er en af de historier, jeg mægtig godt kan lide. Og det gør ikke noget, at vi også får brudt en lille smule med det kønsopdelte arbejdsmarked, og at der kommer nogle flere mænd ind i daginstitutionerne. Og det var så en fordom om, hvem der primært er smede. Den holder så til gengæld vand, for det er primært mænd, der er det. Så velkommen om bord til dem, der har valgt den vej.

Så vil jeg sige, at jeg noterer mig, at der er store kommunale forskelle i andelen af fuldtids- og deltidsansættelser; der er rigtig store forskelle. Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed – i øvrigt et forfærdeligt navn, men det må de ligge og rode med derovre – har vist, at 60 pct. af pædagogerne og de pædagogiske assistenter på landsplan arbejder på deltid. Og det har så meget store variationer i sig. Men der kan være rigtig mange årsværk at hente i, at nogle vælger at gå op i arbejdstid – og jeg ved godt, at der er rigtig mange, der arbejder for at skabe gode betingelser og muligheder for det – men det er altså vigtigt at have fokus på at fastholde de medarbejdere, der allerede er derude. Og jeg tror, at en af årsagerne til, at mange har valgt at gå ned i tid, er, at det simpelt hen har været for hårdt.

Derfor tror jeg sådan set – når vi taler om det her med, hvad det betyder, når vi lige pludselig bruger så mange ekstra penge på dagtilbuddene, som vi gør med aftalen om minimumsnormeringer – at en af de ting, det betyder, er, at lysten til at gå op i tid vil være væsentlig større, hvis det arbejde, man kan levere i hverdagen, i hvert fald ikke er så benhamrende hårdt, altså at man ikke skal løbe helt lige så stærkt, og at der faktisk er tid til at levere ordentlige pædagogiske løsninger.

Et afgørende element er altså samlet set, at vi selvfølgelig har attraktive uddannelser og attraktive uddannelsesveje, og det vil min ministerkollega fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, hr. Jesper Petersen, komme ind på om lidt. Så jeg vil bare sige tak for ordet, og tak, fordi vi kunne tage den her debat i første omgang.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Der er nemlig plads til én kort bemærkning fra hver af ordførerne. Den første er fru Lotte Rod. Værsgo.

Tak for talen, og ikke mindst tak for den utrolig fine historie om smedene. Jeg skal måske starte med at sige, at jeg jo egentlig stillede det her spørgsmål til finansministeren, som så har sendt det videre til jer to. Hvis I nu kommer og siger, at I ikke kan sige noget om økonomiaftalen, så vil jeg bare sige, at det jo så er et argument for, at næste gang må finansministeren selv møde op.

Så kan jeg bruge taletiden i dag til at spørge ministeren om noget af det, som hun kan svare på. Jeg er helt med på, at alt det, der koster penge, er finanslovsspørgsmål, og det tager vi selvfølgelig ikke i sådan en runde her. Men alligevel kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til det, der så ikke koster penge, men som handler om den indflydelse, regeringen har, ved, sammen med kommunerne, at kunne sætte ting i gang, altså ved simpelt hen at engagere sig i ting, samarbejde om ting, udbrede modeller, som ministeren selv taler for. Så hvad vil regeringen gøre for at fremme de modeller, der allerede findes rundtomkring, og som kan sikre, at flere medhjælpere, som allerede er i institutionerne, uddanner sig til pædagog?

Ministeren.

Jeg vil sige, at det ikke havde hjulpet stort at have finansministeren i Folketingssalen, for det er jo sådan set ham, der sidder og forhandler, og ingen af os kan gå ind i, hvad der foregår inde ved et forhandlingsbord, uanset om det er finansministeren, eller om det er min kollega hr. Jesper Petersen og mig. Så man kan sige, at i forhold til det ville det ikke give nogen mening. Det ville til gengæld have givet vældig god mening, hvis man havde taget den her debat på den anden side af økonomiaftalen. Derfor vil mit svar også være, at fordi der forhandles lige nu, og fordi det her er en af de ting, der forhandles om, så er det mægtig vanskeligt for mig at skulle stå og sige noget herfra om, hvad regeringen har tænkt sig at gøre og ikke at gøre i fællesskab med kommunerne.

Tak for det. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, og tak for talen. Jeg er stolt pædagog. Jeg er stolt af mit fag. Jeg er stolt af den uddannelse, jeg har taget, og det, som mange af mine tidligere kollegaer også har været igennem. Men noget af det, som mange af os har savnet, er en reel anerkendelse af den uddannelse, pædagoguddannelsen faktisk er, og hvad den giver og skaber af kompetencer derude.

Ministeren sagde noget om pau'erne. Jeg synes faktisk, at det giver rigtig god mening, at vi får flere af de pædagogiske assistenter ud i daginstitutionerne. Men jeg bliver også lidt bekymret for, om ministeren så ser det her, som at nu skal pau'erne, de pædagogiske assistenter, til at erstatte pædagogerne derude. For det ville jeg synes ville være et skråplan af den anden verden og en gedigen nedgradering af den faglighed, der er nødvendig i forhold til børnene, netop for at skabe den her tryghed og udviklende hverdag, når børnene er i daginstitution i så mange timer.

Så er der den sidste del, nemlig at jeg godt vil høre lidt mere konkret om, hvad ministeren mener vi kan gøre, for at vi kan få flere pædagoger til at blive i faget.

Ministeren.

Jeg vil bare sige det utrolig utvetydigt: Nej, det forestiller jeg mig ikke. Så er den egentlig ikke længere. Bare punktum.

Så er der det med, hvordan vi får flere til at blive i faget. Jeg tror godt, at man kan komme med alle mulige mindre tiltag. Der ville man altid kunne pege på alle mulige små skruer, man kunne stille på og gøre alt muligt ved. Jeg er altid lydhør over for det. Men jeg tror, at det, hvis man rigtig skal gøre noget ved det, handler om at give penge nok. Det er derfor, at jeg nævner aftalen om minimumsnormeringer, for det største enkeltstående investeringsprojekt, vi har lavet, vel ud over Arnepensionen, i den her regeringsperiode, er altså det om børnene.

Der er den store strukturelle klinge: Hvordan er det, at man får vendt en skude? Jamen så kan vi jo godt snakke om alle mulige småting, men det, der virkelig flytter noget, er, at pædagogerne har en oplevelse af, at det, når de går på arbejde, er tilfredsstillende, fordi de får brugt deres fag og faktisk kan udfolde deres faglighed, fordi der er tid og rum og plads til det, og så at man ikke skal rende fra Herodes til Pilatus uden at nå noget som helst, altså at det simpelt hen ikke er så hårdt. For jeg tror, at det bidrager til, at rigtig mange vælger at gå på deltid, for ellers kan man simpelt hen ikke holde til det. Så hvis vi gerne vil gøre noget ved det, er der én vej, og det er rigtig mange flere penge. Derfor er et af de resultater, jeg er allermest stolt af i den her valgperiode, at det er lykkedes at få så mange ekstra penge ud til daginstitutionsområdet. Det har der været brug for.

Tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste minister er uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal så prøve for min del at supplere det udmærkede indlæg, min kollega børne- og undervisningsministeren gav for et øjeblik siden, for så vidt angår mit ressort. Også fra mig skal der lyde en tak til De Radikale for spørgsmålet og for anledningen til at drøfte den her sag, som handler om spørgsmålet om, hvordan vi sikrer nok pædagoger til vores daginstitutioner, og forskellige afledte diskussioner deraf, som jeg jo kan høre på spørgsmålene vi også kommer ind på. Løsningerne skal findes på tværs af mange områder, og jeg mener ikke, at der er nogen snuptagsløsninger. Det handler bl.a. om søgningen til uddannelserne, overgangen til arbejdsmarkedet og fastholdelse af flere pædagogisk uddannede i professionen.

Børne- og undervisningsministeren har berørt flere af de relevante temaer i sin tale, herunder minimumsnormeringsaftalen, opkvalificeringspuljen og et muligt potentiale for at få flere pædagoger til at arbejde på fuldtid. Jeg vil bruge min tid på at tale om det at sikre stærke og attraktive uddannelser på det pædagogiske område, som kan tiltrække nok studerende. I min optik indebærer det også, at man forhåbentlig bliver dygtigere, end man gør med den uddannelse, der er nu, til faktisk at varetage erhvervet i praksis, og at flere vil blive inden for de pædagogiske fag.

Den første ting, jeg vil fremhæve, er meritpædagoguddannelsen, som jeg mener kan være et vigtigt bidrag til at få nye grupper uddannet til at arbejde som pædagoger. Meritpædagoguddannelsen giver muligheder for, at folk med forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde kan uddanne sig til pædagog. Vi har allerede gjort meget for at gøre meritpædagoguddannelsen endnu mere attraktiv. Som en del af den minimumsnormeringsaftale, der jo går igen i diskussionen i dag, blev det bl.a. aftalt at nedsætte adgangskravet til meritpædagoguddannelsen fra 5 til 2 års erhvervserfaring for at gøre det nemmere at opkvalificere allerede ansatte medarbejdere og give dem en kortere vej til at kunne tage den her uddannelse og blive uddannede pædagoger.

Samtidig har Uddannelses- og Forskningsministeriet igangsat forsøg med en særlig tilrettelæggelse af meritpædagoguddannelsen målrettet personer, der allerede har en videregående uddannelse. Det kan være akademikere, som har vanskeligt ved at finde arbejde, hvor de er blevet uddannet, eller som gerne vil skifte spor, deraf den såkaldte sporskiftemodel, som den hedder. Her tilbydes bl.a. ledige akademikere et skræddersyet forløb med lønnet arbejde ved siden af studiet. Modellen kan gøre det lettere at sadle om og blive uddannet til pædagog, og det gør vejen kortere for dem, der gerne vil være det, altså komme ind i det fag og gøre den forskel for børn og unge, som er det, der ligger i faget.

Sporskiftemodellen kører allerede i København, og her i foråret har vi i Uddannelses- og Forskningsministeriet godkendt, at der også kan startes op i Aarhus og Odense. Jeg tror, det var her til morgen, at der stod i mit nyhedsbrev fra Region Syddanmark, at der nu er lavet en aftale med UCL om, hvordan det skal gøres, og at man altså kan udbyde den i bl.a. Odense, så man flere og flere steder i landet kan få adgang til det her tilbud. Vi kan se, at der har været en stor stigning i optaget på meritpædagoguddannelsen i år. Faktisk er der tale om cirka en fordobling af optaget fra sidste år til i år, ca. 350 sidste år til ca. 700 i år, og det er selvfølgelig rigtig positivt. Det er det jo også, set i lyset af at vi i forhold til den almindelige pædagoguddannelse har set et fald over en årrække i, hvor mange der søger. Det er stadig den største uddannelse, men der er desværre et fald i, hvor mange der søger. Her handler et andet vigtigt element i diskussionen jo fra min side om at sikre en stærk og attraktiv pædagoguddannelse og samtidig gøre op med forestillingen om, at alle og enhver kan passe børn. Det er jo ikke rigtigt. Vi skal have en bedre pædagoguddannelse og give faget den anerkendelse og prestige, som det fortjener, også som et bidrag til at kunne rekruttere fremtidens dygtige og engagerede pædagoger.

Vi er i fuld gang. Regeringen har givet et ekstraordinært løft til pædagoguddannelsen på 170 mio. kr. I august 2019 gav min forgænger på den post, jeg bestrider nu, et ekstra løft på 127,5 mio. kr. til pædagoguddannelsen. Derudover er der afsat yderligere 43 mio. kr. til at løfte kvaliteten på pædagoguddannelsen i 2023.

Der er også for nogle måneder siden lavet en ambitiøs evaluering af pædagoguddannelsen, der giver os viden om, hvordan uddannelsen styrkes fagligt og bliver mere attraktiv, og hvordan vi kan gøre den bedre og også stille fremtidens pædagoger bedre, når de møder den nye hverdag i deres fag, når de er færdige som uddannede pædagoger.

I modsætning til læreruddannelsen, som jo fik afsat midler på sidste års finanslov, udestår der p.t. finansiering til en større ændring af pædagoguddannelsen. Men evalueringens resultater synes jeg giver et godt grundlag for at have politiske drøftelser og finde frem til forskellige fremskridt og løsninger sammen. Det fornemmer jeg at der er en bred politisk interesse for at gøre. Jeg vil i det hele taget også sige, at jeg med hensyn til debatten i dag og flere af dem, som vi har haft, med deltagelse af de ordførere, der er her, og også med dem, der er engagerede i pædagoguddannelsen på mit felt, synes, man kan se, at der simpelt hen bare er en højnet interesse for de pædagogiske fag, for anerkendelsen af dem og for vigtigheden af dem. Det afspejler sig i den politiske diskussion. Det gør det også i de prioriteringer, som er sket indtil videre i den her regeringsperiode, og det synes jeg debatten i dag er endnu et godt eksempel på, altså at det er ikke et fag eller et element i vores velfærdssamfund, vi sådan skøjter lidt let hen over, men at der faktisk er stor interesse for at gøre de her ting endnu bedre til gavn for vores børn og unge. Det vil jeg også meget gerne bidrage til som minister for den del af uddannelsesområdet, som jeg er ansvarlig for. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til en enkelt kort bemærkning fra ordførerne, og det er først fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for talen. Jeg er helt enig i, at det jo er virkelig godt, at der er så mange flere, der nu tager en meritpædagoguddannelse. Jeg drømmer endnu større, for hvis vi kigger på tallene for, hvor mange pædagoger vi mangler, skal vi jo op i et endnu højere gear, og jeg kunne godt tænke mig, at det var sådan helt almindeligt, at man i alle daginstitutioner havde en medhjælper, der var i gang med at uddanne sig til pædagog, sådan at man alle steder påtager sig uddannelsesansvaret. Derfor har jeg lyst til at spørge ministeren: Hvad vil ministeren eller hvad vil regeringen konkret gøre for at fremme, at der i fremtiden bliver mange flere, som tager en meritpædagoguddannelse?

Ministeren.

Først og fremmest synes jeg, det er vigtigt at gentage, også for dem, der måtte følge med og har en interesse i faget her, men ikke arbejder der nu, at vi jo tidligere har nedsat adgangskravet til meritpædagoguddannelsen for simpelt hen at gøre det nemmere at komme til at tage den, ligesom vi laver de her forsøg med sporskiftemodellen, der nu bliver tilgængelig flere steder i landet, og man vil forhåbentlig i de landsdele, hvor den ikke har været før, da oftere opleve den situation, som fru Lotte Rod beskriver, at der i institutionerne er nogle uddannede medarbejdere, jo enten pædagoger eller pædagogiske assistenter, og nogle, som er i gang med at løfte deres faglighed eller i det hele taget at blive uddannet til pædagog via nogle af de her muligheder.

Vi har som sagt taget nogle initiativer nu. Skulle der være andre regler eller barrierer, som forhindrer brugen af meritpædagoguddannelsen, vil jeg gerne være med til at se på, om vi kan gøre endnu mere. Vi må ikke gå på kompromis med uddannelsens kvalitet, og derfor er der også nogle grænser for, hvor meget man kan slække på adgangskravene til de her andre veje ind i pædagogfaget.

Endelig er det selvfølgelig også en lokal opgave. Hvis man gerne vil sikre en høj kvalitet i sin kommunes daginstitutioner, er det noget, man må lægge vægt på og prioritere, og der findes flere gode kommunale eksempler på, at man siger: Her hos os skal vi have unge, der arbejder som medhjælpere, og de skal uddannes, og vi vil gerne beholde dem, men vi vil hjælpe dem til uddannelsen.

Den næste korte bemærkning er til fru Charlotte Broman Mølbæk, SF. Værsgo.

Tak for det. Noget af det, som jeg også hørte ministeren henvise til i sin tale, er jo, at der har været nogle bestemte kritikpunkter af den nuværende pædagoguddannelse og helt klare anbefalinger til, hvordan vi kan gøre det bedre. Og når vi ser på de store fald år for år i antallet af unge mennesker – de behøver såmænd ikke kun at være unge, men nye studerende – der ønsker at læse videre til pædagog, ser det faktisk mere og mere skræmmende ud. Som også fru Lotte Rod sagde lige før, får vi behov for endnu flere pædagoger fremadrettet set, og jeg anser pædagoguddannelsen som en af nøglerne til netop at skabe flere pædagoger og måske også nogle pædagoger, der er lidt mere robuste til det arbejdsmarked, der er. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens refleksioner over, og i virkeligheden er det måske også en stille bøn om, at vi snart kan komme i gang med nogle reelle forhandlinger af det, for der er da godt nok behov for det.

Et andet spørgsmål er måske på et lidt mere overordnet plan, men det er, hvad regeringens plan egentlig er for rekruttering, for jo længere tid vi venter, jo længere tid kommer vi bagud, og jo mere kommer vi til at mangle pædagoger og hænder ude i daginstitutionerne og så mange andre steder. Så hvad er regeringens plan for rekruttering? Og den forestiller jeg mig faktisk også skal være tværministeriel. Det kan være, ministeren kan sige lidt om det.

Ministeren.

Det var en hel række ting, men alle sammen relevante, fra fru Charlotte Broman Mølbæk. De første pointer om uddannelsen og den evaluering, der er, synes jeg meget tydeligt viste noget af det, vi jo også kommer til at arbejde med, for så vidt angår læreruddannelsen, altså at kvaliteten af praktikperioder og sammenhængen mellem praktik og teoretisk undervisning skal være bedre. Vejledning og feedback undervejs er nogle af de ting, der også bliver fremhævet, altså at man faktisk får det udbytte af praktikken, man skal have, for at man så siden er klar til at udøve det fag i hverdagen. Jeg forsøgte at nævne det med de begreber i min tale, men det er nogle af de samme ting, jeg mener, og som jeg har forsøgt at uddybe lidt her nu. Jeg vil meget gerne videre med det arbejde. Jeg synes som sagt, at evalueringen giver os et godt grundlag for at vise og sige, hvor det er, vi har behov for at lave nogle forbedringer. Under inddragelse af relevante organisationer, både kommuner, BUPL og andre, vil vi jo gerne videre med den her proces.

Det er så også sådan, som jeg nævnte i min indledning, at vi jo her mangler finansiering. Vi har ikke nogen penge liggende til at kunne lave den samme korte vej til en reform eller en forbedring af uddannelsen, som gælder for læreruddannelsen, som der er sat penge af til på sidste års finanslov. Men jeg hører, at der jo fortsat er en stor interesse for det, og forhåbentlig kan det lykkes. Højere kvalitet, at gøre uddannelsen mere attraktiv, og at arbejdsforholdene bliver bedre i kraft af bedre normeringer, som børne- og undervisningsministeren var inde på, er nogle af de ting, der skal til for at trække folk til og få dem til at blive i faget.

Tak til ministeren. Det var korte bemærkninger, og det var derfor, jeg forsøgte at sige, at det var inden for 1 minut, men således stopper generøsiteten, for nu går vi over til forhandling, og det vil sige, at det er de helt almindelige regler for korte bemærkninger, der gælder.

Velkommen til ordføreren for forespørgerne, fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak, formand. Under det hele lurer en tikkende bombe. Der er flere og flere daginstitutioner, som allerede nu oplever en desperat mangel på pædagoger, og i vuggestuer og børnehaver i hovedstadsområdet er det ikke længere usædvanligt med stuer uden faste uddannede pædagoger. Pædagogmanglen er ikke kun et hovedstadsfænomen – alene i december var der 4.400 forgæves forsøg på at rekruttere pædagoger på landsplan, og det svarer til, at knap en ud af tre ledige pædagogstillinger ikke kunne besættes. Sådan siger formanden for BUPL, Elisa Rimpler. Og det er altså i forvejen kun cirka halvdelen af det pædagogiske personale i vores daginstitutioner, som har en pædagoguddannelse, og hvis man så dertil lægger, at der frem mod 2030 formentlig vil komme 50.000 flere børn i vuggestue- og børnehavealderen, så betyder det, at vi får behov for 14.000 ekstra pædagoger bare for at følge med børnetallet og leve op til loven om minimumsnormeringer. Samtidig er søgningen til pædagoguddannelsen faldet med 25 pct. siden 2014, og der er i dag 11.000 pædagoger, som arbejder uden for faget.

Jeg synes altså, at den brændende platform er til at få øje på, og man kan dertil lægge, at en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at manglen på pædagoger især går ud over de børn, der har allermest brug for dem, nemlig børn med diagnoser og børn i udsatte positioner.

I Radikale Venstre vil vi ikke bare nøjes med minimumsnormeringer. Vi vil gerne have ordentlige normeringer og pædagoger med en høj faglig dømmekraft. Og jeg tror ikke på, at vi kan lykkes med at få pædagoger nok bare med den almindelige pædagoguddannelse. Jeg tror på, at vi skal skabe mange veje til at blive pædagog, også senere i livet, og at vi skal satse meget mere på at uddanne mange af de dygtige medhjælpere, som allerede er i vores institutioner. Jeg tror så heller ikke på, at der kommer mange flere pædagoger alene ved at snakke om vigtigheden af pædagogerne. Jeg tror, at vi skal sætte handling bag ordene. Jeg mener, at vi skal tage ansvar for at rekruttere og fastholde pædagogerne.

Jeg har igennem det her folketingsår arbejdet sammen med nogle af de skarpe hoveder fra institutionerne, professionshøjskolerne og kommunerne, og der er selvfølgelig nogle af de løsninger, der koster penge, og jeg ved godt, at det er finanslovsstof, og det har vi også taget hul på med vores aftale om minimumsnormeringer.

Men så er der også ting, som ikke nødvendigvis koster penge, i hvert fald ikke her fra os, men som først og fremmest kræver det fælles engagement. Det kan vi tage ansvar for med det samme, og det synes jeg at vi skal, og det er derfor, jeg gerne ser, at regeringen og kommunerne bruger årets økonomiaftale til a) at samarbejde om at lave en merituddannelse, hvor medhjælpere kan uddanne sig til pædagoger, samtidig med at de arbejder i vores vuggestuer og børnehaver; b) at man kunne kigge på en pædagogikintro til medhjælpere, hvor de nogle dage kommer hen på pædagogstudiet, så de får en faglig indsigt, samtidig med at de får chancen for at snuse til uddannelsen; c) at man kunne kigge på at lave flere fuldtidsstillinger, så mange flere pædagoger får mulighed for at arbejde på fuld tid, men også sådan at børnene faktisk har uddannede pædagoger hele dagen, også om morgenen og om eftermiddagen; d) at kigge på seniorordninger ville give god mening, så erfarne pædagoger får mulighed for at blive lidt længere på arbejdsmarkedet; og e) at man kunne have kombinationsstillinger, hvor dygtige pædagoger kunne arbejde nogle dage om ugen i vuggestuen eller børnehaven og de øvrige dage undervise på pædagoguddannelsen – det ville både være en gave for de kommende studerende og åbne en vigtig karrierevej for pædagoger.

Jeg mener, at vi har brug for en plan for at rekruttere og fastholde pædagoger, og at vi har brug for den nu. Derfor vil jeg gerne på vegne af Radikale Venstre læse følgende vedtagelsestekst op:

Forslag til vedtagelse

»Børn skal have dygtige pædagoger og nok af dem. Men mange steder er det svært at finde pædagoger nok. Det får flere kommuner til at forsøge at tiltrække pædagoger med bonus m.m. Det giver god mening i den enkelte kommune, men Folketinget ser med bekymring på den geografiske skævvridning. Det går ikke, at der ikke er nok pædagoger de steder, hvor der er flest børn i udsatte positioner.

Folketinget ønsker, at vi på tværs af institutioner, uddannelsessteder, kommuner og Folketing tager det fælles ansvar på os. Efteruddannelse kræver finansiering, men der er også en lang række tiltag, som kan løftes med fælles engagement.

Folketinget ser derfor gerne, at regeringen og kommunerne fremmer rekruttering og fastholdelse af pædagoger i årets økonomiaftale, herunder bl.a. gennem samarbejde om merituddannelse, pædagogikintro til medhjælpere, fuldtidsstillinger, seniorordninger og kombinationsstillinger mellem institution og pædagoguddannelse.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 102).

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Jens Joel. Velkommen.

Tak for det, formand. Der er ingen tvivl om, at kompetente, kærlige og dygtige voksne er noget af det allermest værdifulde for vores unger, når de går i daginstitution, og det er jo måske lidt utaknemligt at være den tredje socialdemokrat på scenen, for det er sådan lidt svært at sige noget, der ikke er blevet sagt, men som den ene minister sagde, er det jo i hvert fald ikke sådan, at alle kan passe børn. Min søster kan, og det er ikke, fordi hun snart skal have et, for det skal hun nemlig, men det er jo også, fordi hun er en både stolt og dygtig pædagog, og det er jeg rigtig glad for, og jeg vil også sige, at jeg er rigtig glad for, at jeg, når jeg afleverer mine unger i Nordbyen i Aarhus, så mødes af nogle voksne, som helt åbenlyst kan inspirere, udvikle og tage vare om mine børn, og som i øvrigt nogle gange også, selv om det trods alt er mine børn, lærer mig nogle tricks til, hvordan man faktisk kan se og anerkende sit barn, og hvordan man kan være med til at udvikle det, som man kan tage med hjem i bagagen og bruge. Og på den måde kan vi jo heldigvis lære af hinanden, men først og fremmest er jeg glad for, at der hver dag er dygtige voksne omkring mine børn i de timer, hvor jeg selv bruger mit krudt på arbejde.

Så der er ingen tvivl om, at det er afgørende, at vi får flere pædagoger og flere pædagogisk uddannede, for det er selvfølgelig også vigtigt at have de pædagogiske assistenter inde i billedet, og at vi i det hele taget, når vi skruer op for antallet af voksne omkring vores børn og unge, også har en ambition om, at vi skruer op for andelen af uddannede, altså kompetente voksne. Og det er jo ikke for at sige, at en pædagogmedhjælper ikke kan være rigtig dygtig, for jeg har jo også oplevet, at mine unger har været rigtig glade for nogle af pædagogmedhjælperne, men jeg tror, jeg er meget enig i det, som også flere andre ordførere har sagt om de pædagogmedhjælpere, som så faktisk har en rigtig god erfaring, og som har været i det i nogle år, nemlig om vi ikke også skulle give dem en teoretisk rygsæk. Skulle de ikke have muligheden for at tage en pædagogisk assistentuddannelse eller for den sags skyld en meritpædagoguddannelse? Det tror jeg vi kan få meget ud af.

Men hvad er det, der skal til? Nu er det fordelt på flere ressortområder, og jeg kan jo sådan bare tale om det hele, men jeg tror, vi skal skrue på alle skruerne samtidig, og jeg tror, den første vigtige del er den der diskussion omkring ressourcerne. Hvorfor vil man gerne være pædagog? Det er, fordi man gerne vil være noget for nogle børn, og hvis man oplever, at det kan man ikke, fordi man hver dag ikke kan levere det, der egentlig var meningen, altså at opdrage, som man er uddannet til, så mister man selvfølgelig arbejdsglæden. Det går ud over arbejdsmiljøet, og derfor er det vigtigt, at man laver en ramme. Som undervisningsministeren sagde, er det, selv om det kan lyde kontraintuitivt, at man for at løse rekrutteringsudfordringen stiller flere penge til rådighed, selvfølgelig langsigtet en del af det. Der skal simpelt hen være en fornemmelse af, at det ikke bare bliver prioriteret politisk, men at der også er kollegaer nok til, at man faktisk kan lykkes med det, man skal. Derfor er minimumsnormeringsaftalen rigtig vigtig, og derfor er jeg egentlig også lidt ked af, at vi ikke har fået en aftale for det, vi har kaldt velfærdsloven, for nemlig at sikre, at når der er flere børn og flere ældre, skal pengene også følge med, men det er i hvert fald vigtigt, at der bliver mulighed for at rekruttere flere.

Så er der det med, at uddannelser skal være af god kvalitet – det har uddannelsesministeren talt om – og at de skal være i hele landet. Det skal være sådan, at der er adgang til det, også ude i landet, jo ikke sådan på hvert et gadehjørne, for det går ud over kvaliteten, men så langt ud, som man overhovedet kan komme, for at sikre, at de unge mennesker, som søger uddannelsen, også har mulighed for at tage den, selv om de bor lidt uden for de større byer. Merit er der flere der har nævnt som et vigtigt redskab. Det tror jeg i virkeligheden vi kun kan sige for lidt.

Men jeg tror jo også – og det skal så måske være det sidste – at vi skal diskutere nogle af de pædagoger, der allerede findes, men som lige nu enten ikke arbejder i faget eller ikke arbejder på fuldtid i faget, og der har fru Lotte Rod nævnt de her ting omkring, at senior- og kombinationsstillinger kunne være noget, man kunne tage fat i. Jeg var selv på Børn & Unge Topmødet 2022 i Aalborg her for nylig, hvor der var en daginstitutionsleder, som fortalte om, hvordan de i deres kommune havde fået øget andelen af pædagoger på fuldtid ved at lave længere arbejdsdage. Og det lyder måske sådan lidt paradoksalt, men de havde simpelt hen sagt, at de kunne få flere til at få fuldtid, ved at man havde 3 dage om ugen fra kl. 7-17, en dag om ugen fra kl. 7-14.30, og så havde man en fridag. Og i virkeligheden havde det gjort, at nogle havde sagt ja tak til at gå op i tid, fordi de fik en ugentlig fridag og på en eller anden måde følte, at de fik en bedre work-life-balance. Så havde de selvfølgelig nogle lange vagter nogle gange, og det betød jo så også, at der i hele åbningstiden var den samme pædagog til stede. Så der var en tovholder, som både havde været der, når børnene blev afleveret, og igennem aktiviteterne, og også når børnene blev hentet igen, til lige at tage en snak med forældrene om, hvad der var gået godt og skidt, og det havde de i virkeligheden oplevet som en kvalitativ forbedring i deres arbejdsdag. Og det er jo ikke noget, der er tvunget, men hvis man i øvrigt kan få det til at hænge sammen med sit øvrige privatliv, og hvornår man selv skal hente sine unger, så har det i virkeligheden givet en mulighed for, at flere har kunnet gå op i fuld tid, og nogle af alle de der diskussioner skal man jo have ude lokalt. Man skal sikre, at man faktisk får vendt hver en sten for at få alle dem, der er på feltet, alle dem, der er dygtige, til at blive der eller til at gå op i tid, og så skal vi selvfølgelig sikre, at der er nogle flere, der kommer ind ad fordøren. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning. (Jens Joel (S): Jeg har lige glemt, at jeg skal læse et forslag til vedtagelse op her). Det er helt i orden – det er ud over taletiden.

Jeg beklager. Det er et forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, og det lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at rekruttering og fastholdelse af pædagogisk personale i flere kommuner opleves som en central udfordring.

Folketinget finder det afgørende, at der landet over sikres kvalificeret pædagogisk personale med viden om børns trivsel, udvikling og læring, og at ansvaret herfor skal løftes på tværs af institutioner, uddannelsessteder, kommuner og Folketing.

Et godt arbejdsmiljø er en del af løsningen, og Folketinget konstaterer, at de flere kollegaer, det er muligt at ansætte de kommende år, vil bidrage positivt til arbejdsmiljøet og dermed til den løbende fastholdelse og rekruttering.

Samtidig finder Folketinget, at det er vigtigt med stærke og attraktive pædagogiske uddannelser på området, som kan tiltrække studerende og elever, og som kan uddanne ufaglærte medhjælpere, der allerede har erfaring.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 103).

Tak.

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Så er der ønske om et par korte bemærkninger til ordføreren, og det er først fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for talen, og tak for det rigtig fine eksempel med en lokal løsning på, hvordan man faktisk kan få flere til at gå op i tid. Det får mig til at spørge: Mener Socialdemokratiet, at hver kommune ligesom skal finde på sin egen løsning og sin egen dybe tallerken, eller kunne Socialdemokratiet godt se en idé i, at vi lavede en national plan for rekruttering af pædagoger, som kunne være med til at fremme idéerne til, hvordan man kunne gøre det?

Ordføreren.

Først og fremmest tror jeg ikke, det er et udtryk for, at man ude i det kommunale bagland synes, at hver kommune skal opfinde den dybe tallerken, når man vælger at invitere på KL's børn- og unge-topmøde, hvor der jo er deltagende kommuner fra hele landet. Der havde man valgt at give scenen til en, som havde en god erfaring, og det tager jeg jo som et udtryk for, at også andre kommuner måske hungrer efter at få en idé til, hvad løsningen kunne være, og om der er gode erfaringer derude. Der tror jeg måske, vi skal passe en lille smule på med, om det er os, der definerer, hvordan man skal erfaringsudveksle, eller hvornår man skal erfaringsudveksle, eller hvad den gode løsning er. Til gengæld er det jo åbenlyst, at nogle andre kommuner ville kunne tage ved lære af den erfaring, det resultat, man havde.

Jeg tror så også, at en af nøglerne jo er at sige, og det sagde lederen på det her dagtilbud jo i virkeligheden også om sin personalegruppe var ret vigtigt, at det ikke er all or nothing. Det var ikke sådan, at alle pædagogerne skulle købe den model, for at nogle af pædagogerne kunne købe den. Derfor tror jeg også, der vil være behov for, at man lokalt snakker med sin personalegruppe om, hvad det er, man kan gøre. Men idéerne skal selvfølgelig komme, og derfor synes jeg, det er klogt, at man erfaringsudveksler.

Fru Lotte Rod.

Pædagogerne efterspørger selv en national plan for rekruttering, både for at dele de gode eksempler, men jo også for at kigge på de barrierer, der står i vejen for, at det kan lykkes at rekruttere og fastholde flere pædagoger. Derfor spørger jeg bare igen: Vil Socialdemokratiet være med til at lave en national plan for rekruttering af pædagoger?

Ordføreren.

Hvis en national plan for rekruttering handler om at diskutere, hvordan man har en god pædagoguddannelse, hvordan man har bedre mulighed for – og det har vi jo lige sammen forbedret, kan man sige – at tage en meritpædagoguddannelse, og hvordan man har ressourcer nok, synes jeg, sådan nogle ting giver mening i en national kontekst. Men jeg er lidt bange for, at vi bruger en masse krudt på at diskutere, hvad det er, der står i vejen. Jeg tror faktisk godt, vi ved, hvad nogle af de ting, der står i vejen, er, og vi kan jo ikke, uanset om vi laver en national plan, fjerne den udfordring, som nogle kommuner på kort sigt står med. Vi kan til gengæld give dem nogle redskaber til eksempelvis at hæve deres uddannelsesniveau eller for den sags skyld lave en erfaringsudveksling. Så jeg tror, vi skal passe på med at gøre det til et spørgsmål om, at vi herinde skal lave en plan, en papirtiger, og så i stedet få diskuteret, hvad det egentlig er, der sker derude.

Den næste korte bemærkning er fra fru Charlotte Broman Mølbæk, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg er et langt stykke hen ad vejen enig med ordføreren. Jeg bed mærke i, at ordføreren snakkede lidt om det her med at have muligheden for at gå op i tid. Det er rigtigt, at der er rigtig mange pædagogstillinger, der er på deltid, og nogle vil givetvis gerne gå op i tid, men andre vil ikke have en interesse i det. Det kan have flere årsager. Måske er arbejdet så anstrengende, at man nærmest ikke har noget energi, når man er færdig. Det kan være en af årsagerne. Der er det jo godt, at vi har fået indført minimumsnormeringer.

Men der kan også være nogle andre ting, som står i vejen for det. Det kan også være en anden måde at ville have sin hverdag sat sammen på. Så det, jeg også ser, er, at der er behov for mere gulerod end pisk, lige præcis når vi snakker om det her med at gå op i tid. Det er derfor, jeg bliver ved med sådan at henvise til en eller anden form for rekrutteringsplan. Kan ordføreren se sig selv i, at vi laver en plan, som har konkrete initiativer, der vil betyde, at vi bruger gulerod frem for pisk og i hvert fald på den måde måske får flere pædagoger til at gå op i tid, men også flere til at uddanne sig og blive på området?

Ordføreren.

Jeg tror helt sikkert, det spiller en rolle, men der vil eksempelvis være forskellige grunde til, at pædagoger er på nedsat tid. Men jeg er enig med SF's ordfører i – og det viste BUPL-undersøgelsen i virkeligheden også – at bare de første erfaringer med flere pædagoger viste, at arbejdsmiljøet, muligheden for at lykkes, glæden ved at gå på arbejde, tilfredsstillelsen i det var blevet større. Og selvfølgelig er det en stor del af motivationen.

Men mit eget eksempel, og det var grunden til, at jeg tog det med – det der med en anden tilrettelæggelse af arbejdstiden – er jo, at det gav både den pædagogiske tilfredsstillelse, at man faktisk havde det pædagogiske ansvar hele dagen, fordi man var med, både når det startede, og når det sluttede. Men det gav også det, at man havde nogle af de fridage, som kunne gøre, at man kunne gøre nogle af de andre ting måske med sine egne børn eller med nogle andre interesser, og det kunne være det, der gjorde, at det i virkeligheden, selv om man havde fået 7 eller 10 timer mere om ugen, føltes mindre som et pres.

Jeg er usikker på, præcis hvad det er – men det kan jo være, det kommer i talen nu her – SF og andre mener der skal stå i den der rekrutteringsplan. Jeg afviser selvfølgelig ikke at lave en plan, men jeg synes bare, det er dumt, hvis vi politikere bilder hinanden ind, at hvis vi aftaler at lave en plan, bliver det hele bedre. Vi skal selvfølgelig diskutere, hvad der skal stå i planen. Og der kunne jeg da godt tænke mig at høre, hvad det er, man ligesom lægger op til.

Nu er der en anden kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak. Jeg har desværre ikke nok tid til at redegøre for det her; jeg skal nok komme lidt nærmere ind på det i talen. Men jeg vil i virkeligheden måske også opfordre til, at man så kommer i gang med at sætte sig omkring bordet – indkalde bl.a. organisationerne. Jeg ved, at organisationerne, eksempelvis BUPL, har rigtig mange gode idéer til tiltag om, hvordan vi kan komme i gang med en rekrutteringsplan. Vi har jo drøftet det med BUPL, ved jeg, også bare den gang, hvor vi skulle aftale, hvordan vi ville modtage de ukrainske flygtningebørn. For det gør jo også noget i forhold til belastningsgraden, hvor mange børn der er, og hvor få voksne der er her.

Så det er måske i virkeligheden også bare et spørgsmål om, om ordføreren kan se sig i, at vi begynder at komme i gang med i hvert fald om ikke andet at sætte os omkring bordet og siger: Okay, vi bliver nødt til at snakke om rekruttering, vi bliver nødt til at finde ud af, hvad det er, der skal til, og så invitere organisationerne ind, så de også kan hjælpe os med at se, hvad det lige præcis er, vi kan gøre ved det, for de mennesker, vi snakker om, pædagogerne, er jo dem, der er tættest på.

Ordføreren.

Jeg diskuterer det selvfølgelig også med organisationerne, men min disposition for talen var i virkeligheden også på fire-fem punkter, hvor jeg synes vi herfra kan og skal bidrage. Noget af det har vi også allerede gjort. Men man skal jo bidrage til bedre rammer for rekrutteringen. Så det er ikke, fordi jeg afviser, at der kan være nationale tiltag. Jeg vil bare hellere diskutere et tiltag end diskutere en plan, for jeg synes egentlig, den skal vurderes på, hvad det er for nogle ting, der står i den. Og det, at vi har taget tiltag allerede, og at ingen jo regner med, at det her er noget, vi løser med et fingerknips, viser jo også bare, at uanset at vi kan skabe bedre rammer, er det her et cirklens kvadratur, som er lidt svært, for så længe vi har rekrutteringsproblemer, er det også sværere at rekruttere, fordi det jo åbenlyst er mindre interessant at arbejde på et felt, hvor der mangler hænder.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Kenneth Mikkelsen, Venstre. Velkommen.

Tak for det, og tak til Radikale Venstre for at bringe det her vigtige emne på bane. Da jeg sad og skulle kigge lidt ind i debatten her i dag, tillod jeg mig at lade tankerne gå lidt tilbage, faktisk forholdsvis langt tilbage, for selv om man har passeret de 50, er noget af det, man kan huske fra sin barndom, de der voksne, der har været omkring en. Det er selvfølgelig ens forældre, det er pædagogerne, det er lærerne. Der er ingen tvivl om, at de her voksne, som er omkring vores børn, spiller en afgørende rolle for vores børn, og derfor tror jeg også, det er vigtigt, at vi bringer emner som de her op igen og igen. Derfor er det godt, at vi tager debatten nu.

Jeg skal dog måske lige sige til børne- og undervisningsministeren, at da jeg sådan lige lod tankerne gå tilbage i weekenden og tænkte på de der pædagoger, der var omkring mig, så var der ikke så mange tidligere smede blandt dem. Så der er også sket en udvikling der, i forhold til at vi får lavet nogle sporskifter og andet.

Se, vi ved jo, at rekruttering og fastholdelse af pædagogiske medarbejdere er et problem, og det er et problem med i virkeligheden mange facetter. Det, der også er vigtigt i en diskussion som den i dag, en debat som den i dag, er jo, at vi også får dykket ned i, hvor det er, problemstillingerne rent faktisk ligger. Hvad er det, der er kendetegnende generelt for problemstillingen på landsplan? Men er der også nogle mere lokale problemstillinger, som skal håndteres, eventuelt af den enkelte kommune lokalt?

Er problemet med rekruttering og fastholdelse f.eks., at der er en meget stor afgang af ældre pædagoger, som vi jo oplever det i dele af den offentlige sektor? Eller er det, at der i nogle dele af landet bliver født langt flere børn, og at der derfor sker en demografisk udvikling, der i virkeligheden rammer Danmark skævt? Eller er det, at vi i løbet af de sidste årtier har set ind i, at pædagoguddannelsen og måske pædagogfaget er et lavtlønsområde, hvorfor en del uddannet personale søger over i andre fag? Ja, det er jo bare tre eksempler på ting, som kunne påvirke rekruttering og fastholdelse af vores pædagoger rundtomkring i vores institutioner.

Jeg har hørt Kommunernes Landsforening nævne på et tidspunkt, at de mener, at problemstillingen her skyldes, at der bl.a. lige nu er meget små ungdomsårgange, som er på vej ind på vores uddannelser og videre ind på arbejdsmarkedet, kombineret med, at vores demografiske udvikling jo tilsiger, at der bliver langt flere børn i vores daginstitutioner. Det er jo også et vigtigt argument.

Vi ved, at stort set alle kommuner – eller i hvert fald mange kommuner – har svært ved at tiltrække og også fastholde pædagoger, og det betyder, at kommunerne begynder at konkurrere med hinanden om den arbejdskraft, der så rent faktisk er tilgængelig. Nu er det ikke sådan for Venstre, at konkurrence ideologisk set er af det onde, heller ikke i den offentlige sektor, men der kommer selvfølgelig et tidspunkt, hvor det her bliver en udfordring. Og med de tal, som også har været nævnt i debatten her i dag, bliver det også til en usund konkurrence i vores institutioner og i vores kommuner, og derfor skal vi tage fat.

Jeg vil ikke ridse emner op til forslag, for det synes jeg faktisk de to foregående ordførere, der har været heroppe, rammer meget godt ind. Jeg har glædet mig til debatten her i dag for også at høre de to ministre. Jeg kender jo i hvert fald børne- og undervisningsministeren, som altid plejer at have nyeste viden og forskningsresultater og statistikker på plads, og det blev også bevist i dag. Det er vigtigt, at vi hele tiden får bragt det til torvs i debatten. Så allerede nu vil jeg sige tak for at byde ind med det.

I Venstre ser vi frem til, at vi har drøftelsen her, og at vi kommer til at fortsætte drøftelsen. Vi følger også regeringens bud på, hvad der er af løsninger, og vi vil spille konstruktivt ind i det, også i den videre periode her. Med de ord vil jeg sige tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for talen, og tak for at komme ind på den her skævvridning, der sker i øjeblikket. Jeg vil bare bede Venstres ordfører om at uddybe, hvad det er, Venstre ser der sker, hvis det bliver sådan, at det er de rigeste kommuner, som så kan tiltrække de uddannede pædagoger, og at der de steder i landet, hvor der er flest børn i sårbare positioner, ikke er nogen pædagoger.

Ordføreren.

Jeg tror, man kan sige, at det vel allerede er ved at ske; man sætter gang i sådan en lønspiral, og det vil sige, at lønningerne stiger og stiger. Og hvis de kun gør det nogle steder, bliver det en usund konkurrence, som ikke er godt for kommunernes økonomi, og som måske i virkeligheden heller ikke er godt i forhold til det arbejde, der ellers er sat i gang her i Folketinget, med netop at kigge på lønningerne for nogle af de her fag bredt set. Så det er i hvert fald en af konsekvenserne.

Fru Lotte Rod.

Jeg tror nu egentlig, jeg tænkte mere på børnene, altså at de børn, som er de allermest sårbare, ikke har uddannede pædagoger, som har den faglighed med sig. Hvad tænker Venstre om betydningen af, at der de steder i landet, hvor der er mange børn, der er udsatte, også er uddannede pædagoger?

Ordføreren.

Jamen jeg tror, at jeg bare vil vende tilbage til starten af min tale og sige, at noget af det, jeg kan huske fra min barndom, når jeg tænker 45-50 år tilbage, jo netop er de der voksne, der var omkring mig. Det har en kæmpe betydning for børnene.

Så hvis vi oplever, at der i dele af landet ikke er de her voksne til stede, fordi de er blevet konkurrenceudsatte – havde jeg nær sagt – så kommer det til at give en udfordring, og det kommer til at give en udfordring for de børn. Det tror jeg at jeg er helt enig med den radikale ordfører om.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Og tak til forslagsstillerne for at rejse den her meget vigtige debat. Jeg er faktisk helt enig i, at Danmark har brug for flere pædagoger her og nu, men også i, at vi har en vigtig opgave med at få indrettet et pædagogarbejdsliv sådan, at man har et arbejde med mening, og at man kan holde til arbejdet igennem hele livet. Men jeg er bekymret som politiker, som mor til tre og som pædagog, og ikke mindst er jeg bekymret for mine tidligere kolleger, for jeg har også stået derude sammen med dem.

På min årgang var vi ca. 50, der blev færdige i 2002, og under halvdelen af dem er stadig væk på arbejdsmarkedet som pædagoger. Det er ret skræmmende. En børnetalsprognose lyder på, at der i 2030 vil være 50.000 flere børn mellem 0 og 5 år. Samtidig får vi brug for 14.000 flere pædagoger i 2030, hvis vi skal følge med børnetallet og have en ordentlig andel af pædagoger, som vi alle sammen er så enige om er rigtig vigtigt, og ikke mindst hvis vi skal fastholde de minimumsnormeringer, som det er så historisk at vi har fået vedtaget sammen. Og det bekymrer os i SF, for STAR's seneste tal viser en forgæves rekrutteringsrate på 32 pct. Det vil sige, at hver tredje pædagogstilling bliver besat af en ikkepædagog, hvis den overhovedet bliver besat.

Da SF gik til valg ved det seneste folketingsvalg, var det med kravet om minimumsnormeringer i daginstitutionerne og børnehaverne – et krav, der skulle lade pædagogerne sætte deres faglighed i spil, så de ikke skulle løbe spidsrod mellem børnene, men ganske enkelt få lov til at have tid til børnene, få tid til at kramme med dem, yde den omsorg, som en pædagog er i stand til at yde, og give dem de rigtige skub, når udviklingen krævede det. Og vi fik det indført, og det var det første vigtige skridt for at løfte børnehaverne og daginstitutionerne.

I SF er vi bekymrede for idéen om pædagogikintro til medhjælpere. Det er for os at se en lidt ærgerlig og kortsigtet lappeløsning, som peger på, at pædagogfaglighed opnås på kort tid. Det duer ikke at slække på kvaliteten eller de faglige ambitioner, for man trækker altså bare ikke lige sin faglighed i en automat. Vi tror på, at der skal skrues mange steder, og løsningen er ikke at slække på kvaliteten eller de faglige ambitioner, for det vigtige er, at vi skaber rammerne, så pædagogerne får lov til at være pædagoger og folde deres faglighed ud sammen med børnene, og det tror vi på at bl.a. minimumsnormeringerne sikrer.

Generelt tror vi mest på uddannelsesstillinger til meritpædagog samt seniorordninger og en generel fjernelse af modregningen i efterlønnen som de mest gangbare løsninger lige nu og her. Det skal kombineres med en væsentlig styrket pædagoguddannelse, så langt flere har lyst til at uddanne sig til pædagoger og bliver bedre klædt på til jobbet, så uddannelsen står mål med pædagogdrømmen og den virkelighed, man står i derude.

Når jeg har nævnt rekrutteringsplanen flere gange i dag, er det ikke for planens skyld. Vi kan også kalde det en handlingsplan, og for mig at se er en handlingsplan kun meningsfuld, hvis vi begynder at handle efter den, og jeg vil komme med de kraftigste opfordringer til, at vi netop får sat sådan en i gang og kommer i gang med den rekruttering, der er så vigtig, for det er en rigtig stor bombe under vores daginstitutioner.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og den er fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for den gode tale. Jeg vil gerne spørge, hvorfor SF ikke vil være med til at sætte handling bag ordene som det, vi lægger op til i vores forslag til vedtagelse.

Ordføreren.

Tak. Nu er det jo sådan, at de forhandlinger, der foregår lige nu mellem regeringen og kommunerne, kører for sig selv, så vi synes ikke, at der er noget galt med, at teksten omhandler handling; det, der er galt, er den kontekst, det sættes ind i. Men vi vil rigtig gerne, meget gerne, og jeg tror måske, at det er tredje eller fjerde gang, jeg siger det i dag, have, at vi får lavet en handlingsplan for det, og at vi får sat lige præcis rekruttering på dagsordenen, så vi kan begynde at komme i gang med nogle af de her tiltag.

Fru Lotte Rod.

Det håber jeg meget, for jeg synes jo, at alle de andre partier sådan set har skrevet en rigtig fin vedtagelsestekst, der står nogle gode ting i den. Men jeg er bare bekymret for, at der ikke følger nogen handling med, og at vi så kommer til at stå om nogle år og godt nok har snakket utrolig meget om, at pædagoger er vigtige, men bare ser ind i, at der mangler flere og flere pædagoger.

Ordføreren.

Det er jeg sådan set meget enig med ordføreren i. Jeg kan bare ikke se, at vi kan blande os i det. Der kan også være andre ting, jeg kan fortælle dig jeg godt kunne tænke mig vi kunne få med i den aftale, man er ved at forhandle med kommunerne lige nu. Det kunne eksempelvis være handicapområdet, som ligger så voldsomt under pres. Der kan være rigtig mange ting, jeg godt kunne have lyst til at proppe ind der eller være med til at blande mig i, og som jeg synes regeringen bør lytte til og tage med i forhandlingerne, men det er bare ikke der, vi kan gøre det som Folketing. Så lad os prøve at sætte det på dagsordenen her sammen, og lad os sætte os sammen og få lavet den her plan, for jeg er fuldstændig enig, vi skal i gang nu.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Velkommen.

Tak, og tak for at rejse debatten. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg egentlig tror, at behovet for at uddanne mennesker til enten pædagog eller pædagogisk assistent er større end det, der egentlig angives i begrundelsen. Hvis vi kigger på de seneste tal fra det fælleskommunale løn- og datakontor, kan man se, at der, hvis vi tager det samlede kommunale og regionale beskæftigelsesområde, er ansat lige knap 40.000 ufaglærte i fuldtidsstillinger og der er ca. 60.000 personer, som i dag arbejder ufaglært med pædagogisk arbejde, og det er alene dem, der fremgår af den kommunale og regionale lønstatistik. Derudover er der jo alle de privatansatte. Så vi snakker altså om, at det er noget i retning af 70.000 – hæng mig ikke op på decimalen – ufaglærte, der arbejder på det her område, og det angiver også problemets omfang. For ud over den faktuelle mangel, hvis man vil sige, at den her og nu skulle indfries gennem mere uddannet personale, har vi jo alle de bevægelser, som flere har omtalt her i debatten, altså demografien, det forhold, at der kommer langt flere børn, og at vi har indført minimumsnormeringer, og jeg håber da også, at vi sammen med socialministeren kan være med til at løfte kvaliteten på hele det socialpædagogiske område.

Når jeg trækker det ind, er det jo, fordi vi, når vi snakker uddannelse til det pædagogiske arbejdsfelt, skal huske, at der er tale om et fælles ansættelsesområde på de uddannelser, og derfor kan vi ikke isolere debatten til, hvordan det egentlig går på daginstitutionsområdet, men vi er nødt til at tage det samlede pædagogiske arbejdsmarked med, hvis vi skal vurdere uddannelsesbehovet.

Hvad er der brug for af initiativer? Der er brug for mange, og jeg vil ikke gennemgå alle dem, jeg kunne komme i tanke om, men jeg vil måske supplere med et par stykker ud over dem, der er nævnt. Jeg ville sådan håbe, at vi i forlængelse af Reformkommissionens seneste rapport, hvor man påpeger det problem, at mange voksne ikke er så indstillet på, motiveret til at gå i gang med uddannelse, prøver at adressere det meget stærkt på det her område. Man har i årevis snakket om, at der burde indføres en systematisk uddannelsesplanlægning generelt på arbejdsmarkedet for at løfte de store ufaglærte områder op uddannelsesmæssigt, og jeg synes, at det var oplagt, at man på et område, som i hvert fald i meget stor udstrækning er reguleret af offentlige arbejdsgivere og myndigheder på det ene og andet niveau, fik lavet en egentlig større sammenhængende aftale, hvor man gik i gang med at uddanne de voksne, der er ansat i feltet. Og det er ikke, fordi man ikke skal rekruttere mennesker udefra, sørge for, at unge fra gymnasiet tager en pædagoguddannelse, sørge for, at unge fra folkeskolen og de andre grupper tager en pædagogisk assistentuddannelse, men der er altså brug for, at vi gør noget på voksenuddannelsesområdet, hvis det skal rykke. Så håber jeg særskilt i forhold til den pædagogiske assistentuddannelse, at der snart sker noget på det område, en opfølgning på den aftale, der er lavet for social- og sundhedspersonalet, sådan at vi får et løft på det område.

Hvad er der ellers behov for? Det er også nævnt af flere, at vi skal gøre det attraktivt at arbejde på området, for vi ved jo, at der på det her område er rigtig mange, der har taget en pædagogisk uddannelse og vælger at lave noget andet. Jeg synes, vi har gjort en del. Til det, at vi har skabt minimumsnormeringer, skal vi jo altid huske at sige, at det først og fremmest er godt for børnene og for den pædagogiske kvalitet, men det betyder også meget for den enkelte, at vedkommende oplever, at der ikke skal løbes helt så stærkt, at man ikke er alene med 18 unger halvanden time midt på dagen – og vi kender alle sammen historierne. Så på den måde er det utrolig vigtigt, at vi får forbedret arbejdsmiljøet, og jeg vil ikke undlade at nævne, at Lønstrukturkomitéen jo kommer med sin rapport til oktober, og jeg synes, at noget af det, vi skal have kigget på, når den kommer, er, hvad vi kan gøre for at igangsætte, også herindefra, skubbe til, at der sker et betydeligt lønløft, både for pædagogerne og for de pædagogiske assistenter, så vi ikke bare sikrer, at flere bliver uddannet, men at det faktisk også bliver attraktivt på den led lønmæssigt at tage en pædagogisk uddannelse og beskæftige sig på området.

Men tak for at rejse debatten. Der er rigtig mange aspekter i det her, og problemet er ikke kun 14.000, men i virkeligheden også, at vi allerede i dag har et meget stort antal ufaglærte, som vi bør sætte initiativer i gang for, så de kan få en uddannelse til arbejdsfeltet.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj og Enhedslisten. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Gitte Willumsen. Velkommen.

Tak for ordet. Hvis børn skal have en spændende dag i et dagtilbud, kræver det dygtige pædagoger – det er en naturlov – pædagoger, der kan lave bevægelse og leg; pædagoger, der kan give børnene naturoplevelser; og pædagoger, der kan understøtte sproget og det at få opdagelsen af bogen. Derfor er det vigtigt, at vores dagtilbud er nogle attraktive arbejdspladser – nogle steder, hvor man kan udvikle sig fagligt og se sig selv være, også når dåbsattesten bliver ældre.

Sådan er det desværre ikke for alle pædagoger. Mange føler, at de har travlt; mange føler, at de ikke slår til. Sådan skal det selvfølgelig ikke være, når man går på arbejde.

Der skal være mulighed for at efter- og videreuddanne sig, sådan at man også kan se en dagligdag i dagtilbuddene om 5 år, om 10 år, så man følger med i det nyeste og hele tiden får input til, hvordan man kan lave en god dag for børnene; en dag med kvalitet og ikke bare hurlumhej. Når vi kommer dertil, tror jeg, at de unge vil vælge pædagoguddannelsen til; når de kan se, at det er et sted, som er spændende og attraktivt, for vi vil alle sammen gerne være noget for andre.

Pædagoguddannelsen skal være attraktiv, og vi ser i Det Konservative Folkeparti frem til, at vi skal til at diskutere en ny pædagoguddannelse på et tidspunkt. Vi tror også på, at det er vigtigt, at vi får lavet mange veje ind til en pædagoguddannelse, og at der bliver mange typer af pædagoguddannelser, sådan at man hele livet har muligheden for at vælge det spændende job til som pædagog.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Velkommen.

Tak for det, formand. Jeg bliver bekymret af den her debat. Vi kunne have præcis den samme debat og bruge rigtig mange af de samme ord, hvis vi talte om plejeområdet ude i kommunerne. Der er præcis de samme problemer med rekruttering, med uddannelse og med at sikre, at der er nok hænder. Det gør jo ikke, at det ikke er vigtigt at snakke om daginstitutionsområdet og om pædagoger, men vi burde bare gøre det samtidig, for på hele vores velfærdsområde mangler vi og kommer til at mangle flere kloge hænder, flere kloge hoveder – hvad man nu vil kalde det – i de år, der kommer. Og så bliver jeg rigtig bekymret, når man så her har en diskussion, der baserer sig på nogle minimumsnormeringer, der jo faktisk kræver, at der kommer rigtig meget ekstra personale ind i daginstitutionerne. Hvor skal det komme fra?

De unge, der skal uddannes til det her, kan jo så ikke bruges andre steder i vores velfærdssystem, og et eller andet sted er vi nødt til at arbejde med at prøve at finde en balance og sige: Hvordan gør vi det her fornuftigt? Det er også derfor, at vi i Dansk Folkeparti som et modsvar til minimumsnormeringer har sagt, at vi så også må have minimumsnormeringer ude i plejen, så vi ligesom stiller de samme krav til, at der skal være personale.

Så jeg mangler lidt, at vi får den her balance lagt ind, for ellers er jeg jo sådan set enig i, at vi skal have veluddannet personale både det ene og det andet sted. Vi skal videreuddanne, og vi skal også prøve at finde veje til, at rigtig mange flere kommer på fuld tid. Det vil i hvert fald kunne hjælpe noget, hvis man kunne finde rum og rammer til det.

Jeg synes også, det er interessant, når man snakker om at sætte kommunerne fri, altså at give dem øgede muligheder, og så samtidig siger, at der på det her område skal være så og så meget personale. Det er jo ikke frihed, det er jo nogle rammer. Og det er selvfølgelig ud fra en bekymring om, at man gør det godt nok; men så tænker jeg, at der er andre områder, hvor jeg kunne være bekymret for, om man gør det godt nok. Så jeg synes, at der er en debat, som vi simpelt hen mangler, og nogle ting, som vi mangler at få taget med ind i det her.

Samtidig kan jeg sagtens bakke op om, at man selvfølgelig skal kigge på uddannelsen og se på, hvordan man kan gøre det bedre. En vinkel på uddannelse kunne også være at se på de unge med handicap. Er vi gode nok til at hjælpe dem til rent faktisk at få en uddannelse, hvis de er kvalificeret og har evnerne til det, men bare ikke har ressourcer og evner til at tage uddannelsen på fuld tid? Så er der rigtig mange af dem, der ikke kommer igennem. Der ligger rigtig, rigtig mange ressourcer, hvis vi ellers sørgede for, at vores uddannelsessystem kunne håndtere, at man både kunne få længere tid til at tage selve uddannelsen, og at man kunne komme i praktik på, hvad der svarer til flekstid. Det kan være, det er halv tid, man kan levere, men så skal man stadig væk have til at dække sin forsørgelse, så man kan komme igennem og efterfølgende måske komme ud at bidrage i et fleksjob i en institution eller ude i plejen, så vi får balancen ind igen.

Jeg synes, der er nogle temaer, vi skal have med i den her debat, og det vil jeg egentlig bare opfordre til at man husker at tage med i den videre diskussion. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren, og således har alle ordførere, der ønskede at få ordet, haft ordet, og det ser ud, som om det er børne- og undervisningsministeren, jeg giver ordet til som den første. Velkommen.

Tak for det. Nu er jeg jo ikke den fjerde socialdemokrat, der er på talerstolen, for vi er kun tre, men det er fjerde gang, at der er en socialdemokrat på talerstolen i den her debat, så det synes jeg måske alligevel er at overdrive festen. Jeg vil derfor alene nøjes med at sige, at det, som SF siger, om, at man skal kunne holde til arbejdet hele livet, er jeg meget, meget enig i, og at det er en vigtig rettesnor i forhold til at se på, hvordan vi kan fastholde.

Det leder mig så hen til det, som Konservative siger, om, at det skal være en attraktiv arbejdsplads, og så kan jeg simpelt hen bare ikke lade være med at sige: Sådan som jeg forstår det på Konservative, er man ikke vanvittig glad for, at vi har brugt så mange penge på minimumsnormeringer, og det er jo alligevel interessant, at det så kan være i rummet samtidig med, at man gerne vil have, at det skal være attraktive arbejdspladser. Min analyse er, at der har været et behov, og at man har forsømt at give penge nok til børneområdet i rigtig mange år, og at vi derfor har skullet frem med det helt store checkhæfte fra regeringens side, og det har jo ikke været i fællesskab med De Konservative, men i fællesskab med SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, som har haft det som et meget stort ønske, at man gik ind og fik rettet op på det her efter år med en borgerlig regering. Så det er bare for at sige, at jeg lige der godt kan mærke, at jeg bliver ramt af, at det simpelt hen er for nemt at stå og sige det. Efter at man har skåret ned på den måde, man har, og efter at man ikke har støttet en velfærdslov, bliver stemningen her efter min mening lige lidt for god, hvis man bare slipper af sted med at sige det.

Jeg tror på, at den strukturelle ramme omkring de her arbejdspladser betyder rigtig, rigtig meget, og det vil sige de vilkår, vi giver økonomien, altså om der er hænder nok – er der voksne nok til, at man faktisk kan levere et ordentligt stykke pædagogisk arbejde, og at man går hjem fra arbejde med en fornemmelse af virkelig at have fået leveret, fordi det er det, man er stolt af, og det er det, man gerne vil med sit arbejde, det er derfor, man har taget den uddannelse – eller om der ikke er det. Og kogt helt ned ender det også med at handle om penge, og i hvert fald når man har kørt kommunerne så hårdt, som man har gjort hen over alle de år med en blå regering, og når man selvfølgelig samtidig ikke ønsker at stemme for en velfærdslov, som ellers ville gøre, at pengene fulgte med, både når der, som Dansk Folkeparti siger, kommer flere ældre, hvor der skal følge ekstra penge med – det er i velfærdsloven – og når der kommer flere børn. Det har vi ikke kunnet få de blå partier med på, og det er jeg mægtig ærgerlig over, og det betyder altså, at det der med at skabe attraktive arbejdspladser i den offentlige sektor er på den måde, som vi har kendt det op igennem 00'erne, først under Anders Fogh Rasmussen og siden under Lars Løkke Rasmussen, hvor det er sådan noget, man står og siger, og pengene så bare aldrig følger med, og det er sparerunde på sparerunde derude, og det mener jeg sådan set ikke bidrager til fastholdelsen.

Så er jeg til gengæld meget nysgerrig på det, som Dansk Folkeparti bringer til bordet. Jeg synes, det er interessant at gå ind og kigge på unge og voksne med handicap, i forhold til om vi kan blive bedre til at give den gruppe et fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi ved jo f.eks., at en meget stor del af de unge, der har blindhed med sig i bagagen, har et ønske om at arbejde, men at de ikke kan få bidt sig fast på arbejdsmarkedet, fordi vi ikke har et rummeligt nok arbejdsmarked, og fordi vi ikke får givet gode nok uddannelsesvilkår. Så det er bare for at sige, hvad angår den del, der ligger på mit bord, at min dør altid er åben, og at jeg gerne vil kigge på, hvad vi kan gøre bedre og mere af. Så det er bare et tilsagn herfra, og jeg ved, at det ligger Dansk Folkepartis ordfører meget på sinde. Jeg ved også, at noget af det koster rigtig mange penge, og så bliver det selvfølgelig et finanslovsbord, men vi er lykkedes med at lande en aftale om en særligt tilrettelagt uddannelse, ikke mindst fordi hr. Jens Henrik Thulesen Dahl har presset mægtig meget på for det, og jeg mener, at vi har fået lavet en virkelig, virkelig god og solid aftale, som bringer os tættere på, at flere unge med handicap kommer til at kunne bide sig fast både i uddannelses- og arbejdsmarkedssystemet. Og så er jeg overbevist om, at vi skal undgå nedslidning. Vi nedslider ufattelig mange mennesker i vores samfund, og det har vi simpelt hen ikke råd til, hverken for de menneskers egen skyld eller et arbejdsmarked, der er overophedet.

Men tusind tak for en god debat. Jeg har ikke mere at tilføje, og nu vil jeg overlade ordet til den næste i den her debat, og hedder det så den femte socialdemokrat? Det gør det vel.

Det vil ministeren ikke, for der er lige en kort bemærkning til ministeren, og det er selvfølgelig formanden, der giver ordet. Så det går dog ikke! Jeg giver ordet til fru Lotte Rod for en kort bemærkning. Værsgo.

Jamen det der med de utrolig mange socialdemokrater kan vi jo godt gøre noget ved. Vi kan jo bare gøre, som statsministeren sagde grundlovsdag, altså lave en bredere regering, og så løser det jo ligesom sig selv med, hvor mange socialdemokrater der skal tale til en forespørgselsdebat.

Men jeg vil gerne spørge ind til nogle af de konkrete elementer, og jeg spørger selvfølgelig ikke til pengene. For jeg er helt med på, at alt det, der koster penge og sådan noget, er noget, vi tager i forbindelse med finansloven, så det her er mere for at få ministeren til at sige, om ministeren deler min analyse af, at der er behov for at lave flere af sådan nogle kombinationsstillinger, altså som en måde at fastholde nogle pædagoger, også når de kommer op i årene, og at de kan få nogle karriereveje, hvor man kan arbejde nogle dage om ugen i institutionen og nogle dage om ugen undervise på en pædagoguddannelse.

Ministeren.

Jeg vil simpelt hen ikke blande mig i, hvem der underviser på pædagoguddannelsen, og slet ikke mens min kollega hr. Jesper Petersen sidder i salen. Så jeg tænker, at spørgsmålet givet er relevant, men ikke til mig.

Fru Lotte Rod.

Jamen det vil jo stadig væk være relevant inde i sådan en national handlingsplan at skabe nogle modeller, hvor det overhovedet er muligt, for at det kan hænge sammen i institutionerne, og derfor også det andet spørgsmål om det her med at lave sådan en pædagogik-intro. Og jeg skal nok lade være med at spørge til det, der ligger på uddannelserne, men der kunne tænkes i modeller for, at nogle af de virkelig seje gymnasieelever eller andre, som tager et sabbatår, så arbejder i en daginstitution.

Kunne ministeren se for sig, at det ville give god mening, at de fik chancen for at komme ind og snuse til noget uddannelse, både sådan at de får en faglig ballast at stå på – og jeg er med på, som SF's ordfører siger, at det jo slet ikke er, fordi man bliver pædagog af at have 1 dag eller 3 dage, eller hvad det er for nogle modeller – men at det samtidig kunne give en mulighed for faktisk at rekruttere nogle flere?

Ministeren.

Nu er vi her jo begge to, så det er ikke sådan for at skyde noget videre, men jeg tænker, at en introduktion til pædagoguddannelserne simpelt hen heller ikke er mit bord. Jeg kan forestille mig alt muligt mellem himmel og jord, men jeg synes, at vi er to ressortministre til stede, og at det bare ikke er mig, der er ressortminister i forhold til pædagoguddannelsen. Men heldigvis har vi hr. Jesper Petersen til stede i salen.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kenneth Mikkelsen, Venstre.

Tak. Det er måske i virkeligheden en bemærkning, for nu har ministeren jo bragt en velfærdslov på banen, og den socialdemokratiske ordfører gjorde det også. Der føler jeg trang til at sige, at vi jo i Venstre rent faktisk ønsker at følge det demografiske træk og bruge de penge, der skal til, til den del. Men når vi ikke går med i en velfærdslov, er det jo, fordi man i Socialdemokratiet og i regeringen kun ønsker at kigge på den ene side af regnebrættet. Vi ønsker altså at kigge på begge sider af regnebrættet og sige, at de penge, der kommer ind, bliver nødt til også at skulle til, for at vi kan hælde penge ud. Det er sund økonomisk politik, som Venstre står for. Og den bemærkning har jeg bare brug for at komme med.

Ministeren.

Indimellem skal man jo følge, hvad politikere faktisk har gjort, i stedet for hvad de siger. Og det var simpelt hen bare ikke det, en Venstreledet regering gjorde, hverken under Lars Løkke Rasmussen eller under Anders Fogh Rasmussen.

Hr. Kenneth Mikkelsen.

Nu tror jeg, at vi blander to ting sammen. For når vi taler om en velfærdslov, er det jo et forslag, som den socialdemokratiske regering har bragt frem nu, og som vi har haft flere debatter om i Folketingssalen. Vi kan gå tilbage. Vi kan bruge meget god tid på at gå tilbage og analysere, hvad der er sket. Men det er meget behændigt, at ministeren så ikke nævner den regering, der var ledet af fru Helle Thorning-Schmidt eksempelvis. Men lad nu det ligge. Jeg havde bare brug for at sige, hvorfor vi ikke er med i den velfærdslov, som ministeren og den socialdemokratiske overfører bragte på banen.

Ministeren.

Det, jeg reagerer på, er, at ordføreren siger, at Venstre ønsker at følge det demografiske træk. Man har afvist den lovgivning, som vi har foreslået nu, og det har man så gjort med et eller andet sæt af argumenter. Det, jeg så siger, er, at nogle gange skal vi jo simpelt hen bare følge med i, hvad man faktisk gjorde, da man selv havde muligheden. Og da fulgte man jo ikke det demografiske træk med det resultat, at selv om der kom flere ældre og flere børn hvert eneste år, så fulgte der ikke penge med. Det vil sige, at de penge, der var i den offentlige sektor, skulle strækkes hen over en langt større opgave. Det var derfor, at man havde sparerunde på sparerunde på sparerunde hen over de år. Så indimellem skal man bare kigge på, hvad politikerne gør, for så får man svaret på, hvad de egentlig gerne vil.

Den næste korte bemærkning er til fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Nu har jeg jo været på arbejdsmarkedet i faktisk ret mange år – jeg har mere end 25-årsjubilæum – og jeg har faktisk altid arbejdet i det kommunale system. Så i forhold til det der med at lave attraktive arbejdspladser vil jeg sige, at jeg er med på, at det også har noget med penge at gøre, men det er ikke kun det. Kan ministeren ikke anerkende det, altså at det ikke kun handler om penge, hvis man skal have en attraktiv arbejdsplads?

Ministeren.

Jo, men det er nu et meget godt sted at starte. Jeg er sådan set med på at kigge på alle mulige andre ting også, men for 1,8 mia. kr. om året får man i omegnen af 3.800 pædagoger, mener jeg. Det synes jeg er et meget godt sted at starte.

Fru Gitte Willumsen.

Ja, men det er noget, som vi ikke kan finde. Men jeg vil så sige, at i den tid, jeg har været på arbejdsmarkedet, var de allerstørste nedskæringer i det offentlige, dengang vi sidst havde en socialdemokratisk regering. Det var et rent blodbad i den kommune, jeg var i. Så at stå her og bryste sig af det synes jeg er uklædeligt. For mig at se har attraktive arbejdspladser også noget at gøre med, at man kan blive efteruddannet. Det har noget at gøre med, at man har en synlig ledelse, og det har noget at gøre med, at man har adgang til de ting og remedier, man skal bruge for at løse sin arbejdsopgave, og det håber jeg da at ministeren kan anerkende.

Ministeren.

Det kan jeg bestemt anerkende. Jeg ville egentlig ønske, at vi havde haft en tredje omgang, for jeg ville også synes, det var fint, hvis den konservative ordfører kunne anerkende, at vi faktisk sender 1,8 mia. kr. ekstra om året ud til daginstitutionerne. Altså, det er jo det, der sker med minimumsnormeringerne. Vi kan jo godt diskutere, at man kan gøre alle mulige andre ting; god ledelse er også en virkelig god idé, hvis man skal have en god arbejdsplads. Så der er også rigtig mange andre ting.

Det, der bare er virkeligheden for daginstitutionerne og i øvrigt for skolerne, som vi også har sat rigtig store ekstrabeløb af til, er jo, at de har været udsat for så mange sparerunder, at rigtig meget af det andet er blevet nice to have, hvor det, der var need to have, simpelt hen var at få flere hænder ud, sådan at man havde tid til at lave det fundamentale pædagogiske arbejde, som man har uddannet sig til, som man har lyst til, og som man gerne vil i forhold til de børn, der er derude. Det kræver altså penge, i hvert fald ikke alene de andre ting.

Næste korte bemærkning er til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg har før oplevet, at jeg ikke har det store held med at fremkalde svar omkring trepartsforhandlinger; ikke desto mindre er der – jeg nævnte det i min ordførertale – omregnet til fuldtidsstillinger 40.000-45.000 ufaglærte svarende til 60.000-70.000 personer på det her område. Jeg tænker, at det egentlig godt kunne give anledning til, at der snart blev gjort noget i forhold til at sætte uddannelsen af de ufaglærte i system.

Så jeg prøver igen: Kan vi ikke regne med, at der snart kommer en trepartsaftale, hvor man kan løfte ikke bare problemet på dagtilbudsområdet, men også de store problemer på hele det specialiserede socialområde, hvor der er utrolig mange ufaglærte ansat?

Ministeren.

Jeg skal ikke blande mig i det specialiserede socialområde – det har jeg ellers haft for vane at gøre i rigtig mange år, indtil jeg blev undervisningsminister, for så var det ikke rigtig mit gebet længere. Men jeg vil gerne sige noget til det andet. Det lykkedes faktisk også i dag at have held til ikke at få noget ud omkring trepartsforhandlinger, fordi det jo foregår på den måde, at vi indkalder og forhandler med parterne, og så vender vi tilbage.

Til gengæld vil jeg sige det sådan, at den tid, der er gået – for jeg ved godt, at der er en vis utålmodighed omkring det – er blevet brugt på bl.a. at lave den evaluering, som lige er udkommet på pau'en; den synes jeg har været vigtig. Og indimellem er det mere held end forstand, at noget trækker i den rigtige retning. Noget af det, der har trukket i den rigtige retning hen over det sidste halve år, er jo, at det virker, som om der har været en ketchupeffekt på pau-uddannelsen. Det vil sige, at i debatten omkring, hvordan vi dimensionerer antallet af elevpladser fremadrettet, står vi jo et fuldstændig andet sted nu, end hvis vi havde lavet en aftale tilbage i januar måned; så indimellem er det altså mere held end forstand. Jeg tror faktisk, at vi har et bedre grundlag at stå på i en trepartsforhandling nu.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Den evaluering, der er kommet, af den pædagogiske assistentuddannelse er ganske rigtig meget positiv. Jeg har forstået, at jeg ikke får et helt konkret svar på, hvornår forhandlingerne starter, men så vil jeg bare sige, at når jeg nævner det specialiserede socialområde, er det jo ikke for, at ministeren skal tage stilling til, hvad der er brug for af stillinger der; men ikke desto mindre tror jeg altså, det er vigtigt, og derfor har jeg gjort lidt ud af det også i min ordførertale at sige, at når vi snakker om uddannelse til de her områder, har vi uddannelser, der uddanner til flere arbejdsmarkeder. Hvis man ikke prøver at tænke det som en helhed, kan man risikere, at man tror, at man løser et problem, hvis man kigger helt snævert på, at nu uddanner vi til det her område, og at det så viser sig, at de alle sammen faktisk søger ansættelse et andet sted.

Så det er blot en opfordring til, når der nu er to store ansættelsesområder, at det bliver tænkt med ind i de planer, man laver, for uddannelsesinitiativer.

Ministeren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Og jeg er i øvrigt også enig i den del om, at evalueringen af pau-uddannelsen er ualmindelig god, særlig med hensyn til de her resultater, der viser, hvor stor en andel, der allerede som nyuddannede bliver taget utrolig positivt imod sammenlignet med andre faggrupper – uden at nævne navne – hvor man ikke tager helt lige så positivt imod nyuddannede; så kommer de selvfølgelig efter det, det er klart. Noget af det afspejler, at en del af pau'erne er ældre og har været i faget i mange år, inden de har taget en pædagogisk assistentuddannelse, og det afspejler sig i de tal.

Så jeg er mægtig glad for den evaluering, men mest af alt er jeg glad for det her med, at det lader til, at der er kommet rigtig hul på pau-arbejdsmarkedet. For det har faktisk været kilde til stor undren hos mig, at vi i alle tænkelige sammenhænge går og taler om, at vi skal have mere praksisfaglighed, vi skal have mere praktik, og så har man ikke ansat fra den uddannelse, der kan alt det. Det er man begyndt på nu, og det synes jeg er en kæmpe gevinst både for børnene, men jo selvfølgelig også i forbindelse med rekrutteringsudfordringen.

Tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren på det område. Nu vil jeg byde velkommen til uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak for det. Her er endnu et socialdemokratisk indlæg i debatten her og et bidrag til opsamling på diskussionen, som jeg synes igen har vist en anerkendelse af vigtigheden af faget og en politisk interesse i at styrke det. Det gælder anerkendelsen af det, rekrutteringen til det, kvaliteten af uddannelsen, arbejdsforhold osv. Jeg er enig i det alt sammen, og jeg synes også, der kommer nogle yderligere vinkler på i forhold til der, hvor vi startede.

Fru Lotte Rod er inde på det her med at skulle snuse til uddannelsen og faget, og det kan man måske godt finde nogle måder at gøre på, men jeg vil egentlig godt lægge til det, jeg har sagt tidligere, at for at rekruttere mere og øge opmærksomheden på faget er det jo et led i det, jeg synes er vigtigt, nemlig at vi får gjort lidt op med i vores samfund, at jo mere akademisk en uddannelse er, jo finere er det ligesom at skulle tage den – at så lægger vi mere prestige i det. Her kan man virkelig inden for f.eks. pædagogfaget gøre en kæmpestor forskel for andre, som de vil have gavn af resten af livet og også på et meget vigtigt tidspunkt i livet, når vi taler om daginstitutioner, eller på det arbejdsmarked, hr. Jakob Sølvhøj er inde på, med nogle mere udsatte mennesker i også en voksen alder, der har behov for dygtige socialpædagoger. Så det kan man måske godt, men det, som den her krølle skulle ende med, handlede også om, hvordan kulturen og vejledningen til unge er, og hvor man, når man slutter gymnasiet af, så retter sig hen. Er det meget rettet mod, at det er det naturlige, at det er det akademiske, man søger, eller kunne det være lige så naturligt at søge ind på professionshøjskoler og f.eks. en pædagoguddannelse? Det er i hvert fald også, synes jeg, et sted, hvor der er behov for, at flere kommer til at snuse til og kende til, at uddannelserne findes og er gode, og at det er et godt fag at komme ind i med meget meningsfuldt arbejde.

Fru Charlotte Broman Mølbæk er inde på forskellige af de emner, vi berørte før, altså at der er et for stort frafald fra faget, og at der er behov for en væsentlig styrket uddannelse. Jeg er enig i det, og det håber jeg også afspejledes i min indledning. Det er der, vi skal hen og jo bl.a. bearbejde det store frafald med en styrket praktik, vejledning og feedback undervejs i uddannelsen. Hvordan en Lønstrukturkomité falder ud, tør jeg ikke gå ind i i dag, men det er selvfølgelig også en del af den her diskussion. Jeg kan høre, at hr. Jakob Sølvhøj har konkluderet på den på forhånd og nærmest kan sætte beløb på, hvad der skal foregå. Det kan jeg ikke, men vil jo altså nævne den opmærksomhed, der ligger i, at regeringen også har nedsat den her Lønstrukturkomité, der kommer til at barsle senere.

Så ved jeg ikke, om det måske var det noget af det, min gode kollega fru Pernille Rosenkrantz-Theil også gerne ville have været inde på, men hvis jeg skal bidrage lidt til den dårlige stemning og lidt mere konfliktfyldte del af diskussionen, som blev indledt her, vil jeg sige, at jeg er fuldstændig enig i de betragtninger, der er blevet givet, og at jeg godt kan huske, hvordan det var som finansordfører og andet igennem lang tid at diskutere spørgsmålet om nulvækst i den offentlige sektor med repræsentanter fra den tidligere regering. For det er jo noget nyt, at Venstre gør, som om de faktisk synes, det er vigtigt, at økonomien i den offentlige sektor følger med, når der bliver flere ældre og flere børn. Det er noget nyt. Nu lever man ikke op til det, fordi man ikke stemmer for den her velfærdslov, men tidligere har man jo simpelt hen heller ikke haft det synspunkt. Der har man aktivt haft det synspunkt, at den offentlige sektor ikke måtte blive større, og det synes jeg bare man skal stå ved er det, der har været tilfældet.

Det er de samme partier, der også taler om, at det er vigtigt med en god uddannelse her, og det er jeg glad for at man synes, og forhåbentlig kan vi enes om at lave en ændring af den, en forbedring af den, og måske også finde penge til det. Det er der jo behov for, hvis det skal lykkes. Men bare for at minde om, hvor vi også kommer fra dér, vil jeg sige, at det jo har været en foregående valgperiode med årlige besparelser på uddannelse. De stoppede, da den her regering kom til og der så blev tilført flere midler til pædagoguddannelsen, som vi taler om i dag. Det er bare, for at alle har historikken med, også dem, der måtte lytte med.

Til gengæld er jeg jo så glad for den tilslutning, også borgerlige partier har givet til aftalen om decentralisering af uddannelse og lokal tilstedeværelse, for jeg er enig i den pointe, der blev givet af en af ordførerne, måske var det faktisk også fru Charlotte Broman Mølbæk, om, at det at sørge for, at pædagoguddannelsen er til stede mange steder i landet, jo er noget af det, vi gør med den aftale. Den indebærer jo faktisk også et øget taxameter i mange tilfælde til uddannelser på professionshøjskoler, der ligger rundtomkring uden for de største byer.

Og bare for alligevel at få sluttet med den gode stemning vil jeg sige, at jeg synes, at fru Gitte Willumsen kom med nogle gode formuleringer om, hvordan man i pædagogfaget virkelig kan være noget for andre. Nu må man jo ikke gøre reklame som minister, men vi er vel alligevel i gang med det i forhold til at sige, at det ville være en god idé for dem, der kunne være interesseret i det her fag, at søge ind i det. I de her uger er der mange, der overvejer, hvad de skal søge ind på for en uddannelse; der er jo en frist lige om hjørnet til det. Reklamen kommer så her, for Københavns Professionshøjskole kører med, synes jeg, et godt slogan, som jeg har tilladt mig at referere nogle gange: at det ikke handler om, hvad du vil være, men hvem du vil være det for. Det synes jeg siger meget godt, at det her fag virkelig er noget, hvor man er noget for andre, og kan vi omsætte en diskussion som den i dag til, at vi gavner faget og gavner de børn og de udsatte borgere, der har gavn af pædagogerne, og får løftet uddannelsen og attraktiviteten af både jobbet og uddannelsen, ville jeg synes, vi havde udrettet noget godt politisk sammen.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for talen. Ministeren snakkede før om nye muligheder i bl.a. Odense, men hvis man er fra Aabenraa eller Haderslev, er der stadig et stykke vej til Odense. Derfor vil jeg gerne spørge ministeren, om ministeren deler min opfattelse af, at hvis det for alvor skal batte, hvis vi virkelig skal rykke noget på merituddannelsen, er vi faktisk nødt til have forløb i alle kommuner, så også forældre, som er pædagoger og har små børn og måske ikke kan køre hele vejen til det nærmeste uddannelsessted, vil have meget bedre mulighed for at tage en merituddannelse – altså hvis der var så stort et volumen, at man kunne have forløbene helt lokalt i ens egen kommune.

Ministeren.

Det vil jo være muligt at uddanne både pædagogiske assistenter og meritpædagoger i alle kommuner, men det vil så være tilknyttet en professionshøjskole i nærheden, hvor uddannelsen eksisterer. Det vil den jo gøre rigtig mange steder i landet, bl.a. i kraft af den aftale, som Radikale Venstre desværre ikke er med i – det er der forskellige grunde til, og det er en anden debat – som sørger for, at der er uddannelsesmuligheder også på professionshøjskoler tæt på, også i de år, der kommer nu, hvor vi har faldende ungdomsårgange.

Det, jeg nævnte, var specifikt sporskiftemodellen, der indtil nu kun har fandtes i København, men nu også kommer til Aarhus og Odense. Den er bl.a. rettet mod ledige akademikere og andre.

Men at man lokalt i sin kommune går op i, at man har uddannet personale, og bruger de muligheder, der er for pædagogisk assistent- eller meritpædagoguddannede, vil jeg varmt anbefale og opfordre til at man gør.

Fru Lotte Rod.

Jeg vil også gerne spørge ministeren, om han vil være med til at fremme kombinationsstillinger, hvor pædagoger kan arbejde nogle dage om ugen i en børnehave eller vuggestue og nogle dage om ugen undervise på en pædagoguddannelse.

Ministeren.

Jeg vil i hvert fald sige, at under nogle af de besøg, jeg har været på, bl.a. i Slagelse hos Absalon, hvor jeg har mødtes med pædagogstuderende – vi har nu fået fru Astrid Carøe med i Folketingssalen til den kommende debat, og hun har været med på nogle af de besøg – bliver de undervisere, som selv har været pædagoger, jo fremhævet af de pædagogstuderende. De kan relatere til hverdagen og være gode til at knytte de ting, man oplever i hverdagen som pædagog, sammen med den teoretiske undervisning. Så det har klart en kvalitet, tror jeg, at man på den måde har haft et ben i begge lejre. Hvordan de vælger at ansætte på den enkelte professionshøjskole, kan jeg ikke beslutte, men jeg tror klart, der er en kvalitet i at have nogle, der også har den erfaring fra hverdagen. Kan man få det passet ind i uddannelsen, må der for mig også gerne være nogle, som er i en institution i hverdagen, så man får koblet de to hverdage tæt sammen. Jeg tror også, der er professionshøjskoler, der laver forsøg med det, og lad os se, om det ikke er noget, der vil brede sig, hvis det bliver en succes.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, og afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted i morgen, onsdag den 8. juni 2022.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

53) Forespørgsel nr. F 39:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren og børne- og undervisningsministeren:

Af Lotte Rod (RV) og Sofie Carsten Nielsen (RV).

(Anmeldelse 22.02.2022. Fremme 24.02.2022).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til onsdag den 8. juni 2022.

Den første, der får ordet, er fru Lotte Rod, der som ordfører for forespørgerne skal begrunde forespørgslen. Værsgo.

I et debatindlæg fra marts af formanden for BUPL, Elisa Rimpler, står der:

Tak for begrundelsen. Så er det ministrene, og jeg kan se, at den første minister er børne- og undervisningsministeren. Værsgo for en besvarelse.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Der er nemlig plads til én kort bemærkning fra hver af ordførerne. Den første er fru Lotte Rod. Værsgo.

Ministeren.

Tak for det. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Så er der den sidste del, nemlig at jeg godt vil høre lidt mere konkret om, hvad ministeren mener vi kan gøre, for at vi kan få flere pædagoger til at blive i faget.

Ministeren.

Jeg vil bare sige det utrolig utvetydigt: Nej, det forestiller jeg mig ikke. Så er den egentlig ikke længere. Bare punktum.

Tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste minister er uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til en enkelt kort bemærkning fra ordførerne, og det er først fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Ministeren.

Den næste korte bemærkning er til fru Charlotte Broman Mølbæk, SF. Værsgo.

Ministeren.

Velkommen til ordføreren for forespørgerne, fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Jeg mener, at vi har brug for en plan for at rekruttere og fastholde pædagoger, og at vi har brug for den nu. Derfor vil jeg gerne på vegne af Radikale Venstre læse følgende vedtagelsestekst op:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 102).

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Jens Joel. Velkommen.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning. (Jens Joel (S): Jeg har lige glemt, at jeg skal læse et forslag til vedtagelse op her). Det er helt i orden – det er ud over taletiden.

Jeg beklager. Det er et forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, og det lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at rekruttering og fastholdelse af pædagogisk personale i flere kommuner opleves som en central udfordring.

(Forslag til vedtagelse nr. V 103).

Tak.

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Så er der ønske om et par korte bemærkninger til ordføreren, og det er først fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Lotte Rod.

Ordføreren.

Den næste korte bemærkning er fra fru Charlotte Broman Mølbæk, SF. Værsgo.

Ordføreren.

Nu er der en anden kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Kenneth Mikkelsen, Venstre. Velkommen.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Lotte Rod.

Ordføreren.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og den er fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for den gode tale. Jeg vil gerne spørge, hvorfor SF ikke vil være med til at sætte handling bag ordene som det, vi lægger op til i vores forslag til vedtagelse.

Ordføreren.

Fru Lotte Rod.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Velkommen.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj og Enhedslisten. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Gitte Willumsen. Velkommen.

Sådan er det desværre ikke for alle pædagoger. Mange føler, at de har travlt; mange føler, at de ikke slår til. Sådan skal det selvfølgelig ikke være, når man går på arbejde.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Velkommen.

Jeg synes, der er nogle temaer, vi skal have med i den her debat, og det vil jeg egentlig bare opfordre til at man husker at tage med i den videre diskussion. Tak.

Men tusind tak for en god debat. Jeg har ikke mere at tilføje, og nu vil jeg overlade ordet til den næste i den her debat, og hedder det så den femte socialdemokrat? Det gør det vel.

Ministeren.

Fru Lotte Rod.

Ministeren.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kenneth Mikkelsen, Venstre.

Ministeren.

Hr. Kenneth Mikkelsen.

Ministeren.

Den næste korte bemærkning er til fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti.

Ministeren.

Fru Gitte Willumsen.

Ministeren.

Næste korte bemærkning er til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Ministeren.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Så det er blot en opfordring til, når der nu er to store ansættelsesområder, at det bliver tænkt med ind i de planer, man laver, for uddannelsesinitiativer.

Ministeren.

Tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren på det område. Nu vil jeg byde velkommen til uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Ministeren.

Det, jeg nævnte, var specifikt sporskiftemodellen, der indtil nu kun har fandtes i København, men nu også kommer til Aarhus og Odense. Den er bl.a. rettet mod ledige akademikere og andre.

Fru Lotte Rod.

Ministeren.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet, og afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted i morgen, onsdag den 8. juni 2022.

Se video af alle taler

Jeg mener, at vi har brug for en plan for at rekruttere og fastholde pædagoger, og at vi har brug for den nu. Derfor vil jeg gerne på vegne af Radikale Venstre læse følgende vedtagelsestekst op:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 102).

Jeg synes, der er nogle temaer, vi skal have med i den her debat, og det vil jeg egentlig bare opfordre til at man husker at tage med i den videre diskussion. Tak.

Men tusind tak for en god debat. Jeg har ikke mere at tilføje, og nu vil jeg overlade ordet til den næste i den her debat, og hedder det så den femte socialdemokrat? Det gør det vel.

Folketinget

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 39 Om rekruttering og fastholdelse af pædagoger.

Forhandling den 07-06-2022

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling