Det næste punkt på dagsordenen er:

52) Forespørgsel nr. F 34:

Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om, hvordan det står til med materialer i skolen, herunder bøger, maling, træ m.v., samt hvilken betydning digitale platforme har for det, og hvordan vil regeringen fremme, at elevernes hverdag i skolen bliver præget af fantasi og virkelyst, også i materialerne?

Af Lotte Rod (RV) og Sofie Carsten Nielsen (RV).

(Anmeldelse 22.02.2022. Fremme 24.02.2022).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til onsdag den 8. juni 2022.

Den første, der får ordet, er fru Lotte Rod for en begrundelse for forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. Skolen skal kunne mærkes. Børnene i Danmark skal gå i en skole præget af fantasi og virkelyst, hvor kreativitet og kundskabstilegnelse får lov til at gå hånd i hånd. Vi skal gøre op med, at for mange elever bliver tvunget til at åbne computeren og logge ind på en portal og løse den ene enslydende opgave efter den anden, time efter time.

Mere og mere undervisningsmateriale købes centralt gennem digitale tjenester. Det er skidt, fordi den gode og motiverende undervisning kræver en mangfoldighed af materialer, metoder og tilgange. Lærerens mulighed for at planlægge sin undervisning og vælge forskellige læremidler svækkes, når kommunerne på forhånd har valgt, hvilke læremidler der stilles til rådighed. Mange af materialerne er tilmed målstyret i en grad, der binder, hvordan de kan bruges, og det gør undervisningen kedelig for eleverne og for lærerne.

Selvfølgelig vil mange dygtige lærere kunne være kreative med at overkomme portalernes bindinger, men der er risiko for, at man i for høj grad kører en præfabrikeret model ned over for meget undervisning. Derfor får jeg lyst til at citere H.K., der var lærer i Næstved, men som desværre ikke er her mere, og som for 2 år siden skrev sådan her:

»Hvis det ikke er didaktiske og pædagogiske overvejelser, som bliver grundlaget for indkøb af undervisningsmidler, men i stedet indkøbsaftaler og mængderabatter, så mister folkeskolen det stolte Grundtvigske princip om den lystbetonede læring, fordi lærerne ikke længere har friheden og ekspertisen til at tilrettelægge de individuelle forløb målrettet enkelte klasser og elever.«

Flere steder er udgiften til digitale læremidler så store og fastlåste, at der kun i begrænset omfang er råd til fysiske materialer. Det er derfor, jeg i dag spørger:

Hvad kan regeringen oplyse om, hvordan det står til med materialer i skolen, herunder bøger, maling, træ m.v., samt hvilken betydning digitale platforme har for det, og hvordan vil regeringen fremme, at elevernes hverdag i skolen bliver præget af fantasi og virkelyst, også i materialerne?

Tak til ordføreren for forespørgerne for en begrundelse. Og så er det børne- og undervisningsministeren for en besvarelse.

Tak for det. Og tak til fru Lotte Rod og Radikale Venstre, som har bedt regeringen redegøre for, hvordan det står til med materialer i skolen, og hvilken betydning de digitale platforme har for det. Derudover bliver der spurgt til, hvordan regeringen vil fremme, at elevernes hverdag i skolen bliver præget af fantasi og virkelyst, også igennem materialerne.

Regeringen mener, det er vigtigt, når vi diskuterer materialer i undervisningen, at de pædagogiske hensyn er dem, der vejer tungest, og at det giver et handlerum til at træffe de beslutninger, der passer til den enkelte skole, den enkelte klasse og de enkelte elever, og at det derfor ikke er noget, vi som sådan beslutter centralt fra. Det hører jeg egentlig heller ikke ordføreren sige, men det mener jeg vi skal holde os meget langt fra at begynde at blande os i centralt fra herinde. Og derfor opfatter jeg det her som en lidt friere diskussion om, hvordan det står til med skolen, mere end at det er et spørgsmål om, at nogle har et ønske om at skulle begynde at diktere, hvordan man vælger undervisningsmaterialer i skolen.

Det er nemlig sådan, at inden for rammerne af lovgivningen og kommunalbestyrelsens overordnede prioriteringer er det skoleledelsen, der har ansvaret for undervisningens kvalitet og undervisningens tilrettelæggelse. Skolebestyrelsen laver principper for skolens virksomhed og godkender skolens undervisningsmaterialer, og det vil jeg ufattelig gerne undlade at lave om på. Lærerne udvælger inden for de rammer, og det vil sige, at det i praksis er lærerne selv, der vælger det materiale, de mener bedst understøtter den undervisning, de gennemfører. Det er et fagligt valg, det er et pædagogisk valg, og det er et valg, som læreren træffer hver eneste dag – og det mener jeg ikke der skal ændres på. Så vi skal passe på, når vi som politikere bevæger os ud i at debattere det her.

Nå, men med den advarselslampe tændt vil jeg sige, at på den baggrund er det også sådan, at Undervisningsministeriet ikke indsamler systematisk viden om, hvilke materialer og undervisningsmidler lærerne så vælger at anvende på skolerne, herunder heller ikke om, hvilke ressourcer der bliver afsat til det. Og det er jo, fordi vi ikke har – og det er et meget bevidst valg – et centralt fastsat pensum. Vi ensretter ikke vores undervisning. Der er og der bør være meget forskelligt materiale, så hvis vi gerne vil refleksion, hvis vi gerne vil kritisk sans, og hvis vi gerne vil fantasi, virkelyst og alt muligt andet, skal vi som politikere holde os meget langt fra at blande os i de her ting, hvis man spørger mig.

Men ser vi på den del – det er der lavet en undersøgelse af – der handler om lærernes digitale hverdag, viser undersøgelsen, at hovedparten af lærere og ledere mener, at der er en passende balance mellem analoge og digitale ressourcer. Altså, når der kommer noget nyt, bliver alle helt benovede, og så skal man alt muligt, og så på et eller andet tidspunkt finder det et sådan lidt mere naturligt leje. Jeg er meget glad for den digitale verden, men man skal nok passe på med sådan i benovelse over, hvad iPadden kan, ikke at glemme, at der også findes en fysisk bog, og ikke at få den smidt ud med badevandet. Og jeg er blevet ret bekymret de gange, når jeg har hørt om steder, hvor man har taget alle de fysiske bøger og bare kørt dem på genbrugspladsen, eller hvor man nu har kørt dem hen, for undersøgelser peger på, at forståelsen af tekster er bedre ved læsning på papir end ved læsning på skærm, og at analog læsning gavner alle i deres udvikling af læsefærdigheder og har betydning for særlig svage læsere.

Ligesom med alt andet gør øvelse mester, og alle, der har børn, som har gået til fodbold eller andre fritidsaktiviteter, ved også, at hvis børnene mister lysten, er det op ad bakke med fritidsaktiviteterne, og hvis vores børn skal være gode læsere, ja, så kræver det faktisk også, at de har lyst til det. Og undersøgelser viser, at læselysten er faldet over tid. Det synes jeg er værd at bide mærke i, og det er noget, vi skal være stærkt bekymrede over.

Mange skoler og uddannelsesinstitutioner erstatter bøger og analoge tekster med digitale tekster og digitale undervisningsportaler, og kendetegnende for de digitale tekster er, at de ofte er kortere end analoge tekster, og at læsere af digitale tekster oftere distraheres under læsningen, dvs. ikke får den der fordybelse og det der læseflow, de ellers ville få. Ved læsning af kortere digitale tekster er der øget risiko for afledning, og derfor får eleverne simpelt hen ikke tilstrækkelig træning og får heller ikke automatiseret deres læsefærdigheder.

Når jeg sådan selv husker tilbage på min barndoms store læseoplevelser, dominerer bøgerne jo i høj grad mine erindringer, fordi de giver en lov til at leve sig ind i helt nye verdener, og det her med at forsvinde fuldstændig i bøger og verdener tror jeg faktisk er rigtig vigtigt for, at man bliver dygtig til at læse, men også for, at man simpelt hen godt kan lide det. Det her med at blive afbrudt i sin læseoplevelse tror jeg måske er noget af det værste, jeg selv kan forestille mig, altså at man ikke får lov til at komme ind i det der flow, hvor man er dykket helt ind i en anden verden.

It og digitale ressourcer er selvfølgelig en del af den moderne hverdag på alle skoler, ligesom det er det alle andre steder i samfundet. Det skal det være, og jeg er stolt af, at vi er et af de samfund, der er kommet allerlængst i forhold til det, men det er altså de pædagogiske hensyn, der skal styre valget af materialer og ikke de digitale muligheder. Det er vigtigt, at alle aktører rundt om skolen er opmærksomme på det – og når jeg siger rundt om skolen, er det jo, fordi det ikke altid er den enkelte lærer, der bestemmer, hvorvidt der skal bruges bøger eller digitale læringsmidler. Og jeg tror, vi skal holde meget fast i, at det er det pædagogiske hensyn, der skal styre det her.

Med den seneste bekendtgørelse om folkeskolens pædagogiske læringscentre er det blevet tydeliggjort, at de pædagogiske læringscentre skal hjælpe lærerne med at vælge både analoge og digitale undervisningsmidler og støtte lærerne i at udvikle arbejdsmetoder, der fremmer oplevelse, fordybelse og virkelyst. Jeg ser gerne, at lærerne har en palet af muligheder for at vælge de undervisningsmidler, der bedst støtter elevernes læring og virkelyst, og vi ved, at begrænsning af valgmuligheder i forhold til de digitale læremidler er noget, som virkelig opleves som en begrænsning nogle steder og i øvrigt som en udfordring.

Regeringen vil derfor gå i dialog med forlag og andre relevante aktører, i forhold til hvordan de pædagogiske hensyn bag valg og indkøb af digitale læremidler kan styrkes. Noget af det, jeg synes vi vandt hen over coronatiden, var at få prøvet det af på en ny måde. Lærerne bør kunne anvende de digitale og analoge læremidler, som de finder mest hensigtsmæssige for at sikre det højest mulige læringsudbytte hos eleverne, herunder både materialer og undervisningsmidler, der fremmer deres virkelyst og fantasi.

Jeg tror ikke, at vi har ramt den lige på kornet i forhold til de læringsplatforme, der er i dag, og det er derfor, at regeringen gerne vil tage initiativ til at se på, hvordan vi kan komme videre med nogle af de erfaringer, vi gjorde os under corona, hvor vi jo åbnede hele det digitale bibliotek for lærerne, i stedet for at de alene havde adgang til det, som kommunen havde købt adgang til.

Så synes jeg, at der er en sidste vinkel på det her, som jeg synes er nok så vigtig at have med. Der har jeg ikke alle mulige friske undersøgelser at tage op af en hat, men jeg kan bare sige, at for forældre til børn i folkeskolen er det ufattelig svært at følge med, når alting er digitalt. Der kan en gammeldags regnebog noget; man kan nemlig følge med. Man kan både se, hvad der kommer til at ske i de kommende måneder og det kommende år ved at bladre frem i bogen, ligesom man bagudrettet kan se, hvad det er, eleven har været igennem. Der er det digitale univers med mellemrum ufattelig uoverskueligt, og man mister den der fornemmelse af at kunne sidde ved bordet sammen med hinanden omkring bøgerne.

Så mit bud vil være, at i forhold til de forældre til børn i folkeskolen, som sidder og skal hjælpe til med lektier og gerne vil vide, hvad der foregår, er det der digitale univers relativt uoverskueligt. Og der tror jeg simpelt hen også, at vi har tabt noget, som vi skal finde en måde at få genskabt på. Svaret på det har jeg ikke, men jeg mener, at det er en af de ting, vi også skal drøfte med hinanden – i forhold til hvordan vi får skabt en bedre balance mellem det digitale og det analoge. Tak for ordet.

Tak for det. Der er nu adgang til én kort bemærkning til ordførerne, og den første, der har tegnet sig ind, er fru Gitte Willumsen. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god tale, minister. Jeg er meget enig i de betragtninger, ministeren gør sig omkring den læring, man har i de digitale og i de analoge læremidler. Ministeren sagde lidt om, at man ville prøve at give bedre adgang til nogle af de digitale læremidler. Der er i hvert fald nogle bekymringer, jeg har i forhold til dem, og jeg kender dem jo relativt godt, og det er noget af det læringssyn, der ligger, men det må man jo selvfølgelig arbejde med ude på de enkelte skoler, når man skal vælge digitale læremidler.

Men hvad tænker ministeren at vi kan gøre for at få tydeliggjort, hvad den analoge bog kan? For jeg tror desværre, der er rigtig mange, der tænker, at det hører fortiden til. Men hvordan kan vi få den analoge bog gjort moderne igen?

Ministeren.

Jeg tror, at en del af det er at mangfoldiggøre nogle af de resultater, der er omkring det, for jeg mener, at der var nogle årtier, hvor man blev meget forblændet af det her med, at vi skal alt muligt digitalt, og det har jo været en kæmpe fordel under corona. Så alt kommer jo med en forside og en bagside. Men jeg tror, man blev lige lovlig forblændet, og det vil sige, at man måske tilsidesatte eller ganske simpelt ikke havde forskningsresultater endnu på, hvordan det analoge virker i forhold til det digitale. Jeg har set en meget let afdækning af f.eks. også det med forældreperspektivet, og det mener jeg sådan set ikke er uvæsentligt.

Vi ved jo fra forskningen, at forældrene uanset forældrenes i øvrigt sociale og uddannelsesmæssige baggrund spiller en rigtig stor rolle i deres børns skoledag, og det vil sige, at mister vi for meget i forhold til både det her med, at man ikke fordyber sig så meget på det digitale, og at forældrene ikke kan hjælpe til på samme måde, så har vi at gøre med noget, vi skal tage ganske, ganske alvorligt. Så det mener jeg er en drøftelse, vi bliver nødt til at have på baggrund af de forskningsresultater, der har været oppe.

Tak for det. Så er det fru Lotte Rod.

Tak for en rigtig god tale, og tak for at være så tydelig om betydningen af, at det er lærerne, der vælger deres undervisningsmateriale. Derfor får jeg bare lyst til at spørge ministeren ind til det her med, hvad ministeren vil gøre, for at det ikke bare er sådan i teorien, men at lærerne faktisk også helt konkret har muligheden for at vælge, altså at det ikke, som HK og andre lærere har beskrevet det, er stordriftsaftalerne og indkøbsaftalerne, som definerer, hvad for nogle læremidler man har adgang til.

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg opfordre skolerne til at droppe det der med at smide bøgerne ud. For det er en virkelig, virkelig dårlig idé, når man tager nogle af de forskningsresultater, der er i forhold til balancen mellem det analoge og det digitale, i betragtning. For bøgerne kan ikke genskabes, eller det kan de godt, men så koster det rigtig mange penge, man ikke har.

Så vil jeg sige i forhold til det her med platformene, at noget af det, vi oplevede i coronatiden – og det er derfor, jeg har et ønske om, at vi tager kontakt til forlagene og får talt med dem om, hvordan vi kan gribe det her an – jo faktisk var, at vi købte adgang til alle platforme for alle lærere, simpelt hen fordi vi stod i den situation, at alle lige pludselig skulle undervise digitalt, fordi det var onlineundervisning hjemmefra. Og en af de ting, vi greb til, var jo så at åbne for alle de her platforme, og det betød jo i praksis, at læreren lige pludselig fik adgang til alle digitale biblioteker i stedet for det, som kommunen havde indkøbt på deres stordrift, og det gav jo en anden frihed, som ligger meget bedre i tråd med den danske undervisningstradition, hvor man, også dengang det var analogt, har haft adgang til de biblioteker, der gjorde, at man kunne få adgang til alle materialer. Og den vej mener jeg simpelt hen at vi skal blive ved med at holde åben, altså se på, hvordan vi kan gøre det mere permanent.

Tak. Så er det hr. Stén Knuth.

Tak. Og tak til ministeren for talen. Jeg er glad for, at vi slår fast, at skolerne er kommunernes ansvar og opgave, og at der også er den frihed i klasselokalerne til at kunne vælge at gøre de ting, man gerne vil. Jeg er også glad for, at vi ikke måler og vejer på, hvad der i øvrigt sker i klasselokalet, hvad det angår.

Jeg har været lidt i tvivl om, hvad vi skulle snakke om i dag, og nu taler vi meget om teknologi versus bøger, men der findes jo også noget, der hedder sløjd og hjemkundskab, som også kunne være med til at vække nogle interesser i det lille barn, som det gjorde hos mig – det skal ministeren nok komme til at høre om lige om et øjeblik – så der er også nogle spor der, som kunne gøre de unge mennesker mere interesserede, nysgerrige og måske også kritiske over for noget af det, der foregår. Kan ministeren ikke også reflektere en lille smule over det? Tak.

Ministeren.

Det kan jeg i hvert fald, og nu taler jeg helt frit fra leveren, for det er ikke mig, der bestemmer over kommunernes økonomi. Men hvis jeg sad i en kommunalbestyrelse, ville jeg lægge meget vægt på, at der på de enkelte skoler f.eks. i forbindelse med madkundskab var råd til at lave andet end havregrød. Materialer betyder noget, og det gør det særlig i de fag, der er materialebårne – det giver næsten sig selv – som f.eks. sløjd, madkundskab, billedkunst, eller hvad det nu er. Der kan man simpelt hen ikke gennemføre meningsfuld undervisning, hvis det er sådan, at der ikke er adgang til materialer.

Jeg har en oplevelse af – og hører det ofte fra forældre – at den del af undervisningen er blevet nedprioriteret, og hvis jeg sad i en kommunalbestyrelse og kiggede ud på de kommunale skoler, ville jeg lægge vægt på det. Et af de områder, hvor vi halter allermest i Danmark, er faktisk den praktiske undervisning. Børn sidder i alt for høj grad med snuden i bøgerne i løbet af en skoledag, og livet består heldigvis af ufattelig meget mere end det, og det er en kæmpemæssig diskussion, som vi har taget rigtig mange gange, men hvor jeg sådan set tror, vi deler synspunkt. Og der er det klart, at det betyder noget, om man i en kommunalbestyrelse bruger pengene på den ene eller den anden måde.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger i den her omgang. Nu går vi over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger, og den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, fru Lotte Rod. Værsgo.

Som jeg også startede med at sige, skal børn i Danmark gå i en skole præget af fantasi og virkelyst, og hvor kreativitet og kundskabstilegnelse får lov til at gå hånd i hånd. I dag er det jo desværre sådan, at mange elever forlader grundskolen uden at kunne læse, skrive eller regne eller med meget lidt lyst til at give sig i kast med fagenes muligheder. Samtidig mistrives mange børn og unge og oplever, at skolen er meningsløs, og de mister gradvis tillid til deres egne muligheder. Derfor har vi en vigtig opgave i at opbygge bedre og mere givende pædagogiske fællesskaber, hvor eleverne kan få oplevelser, som de husker resten af deres liv, og hvor de kan mærke, at de er betydende deltagere i den fælles praksis i skolen, altså skal vi simpelt hen genoplive pædagogikken i skolen.

God undervisning kan ikke bare laves ud fra en opskrift. Det kræver, at lærerne har tid til at udvikle den, både alene og sammen med kollegaer, og det er, lige meget om undervisningen er digital eller analog. Undervisningen skal tilpasses den enkelte elev og klassen. Når læremidler giver opskrifter til undervisningen, medfører det en række væsentlige valg, i forhold til hvad der lægges vægt på i et fag. Der er risiko for, at fokus i for høj grad bliver på målbare og snævre færdigheder – det lød også, som om det var noget af det, Konservative var optaget af – mens de større dannelsesformål bliver glemt. Læreren er nøglen til at sikre, at dannelse og fagets formål bliver udfoldet på bedste vis og på en sådan måde, at elevernes horisont udvides, og at de får lyst til også at kaste sig over det, som de endnu ikke forstår. Derfor er det en selvstændig pointe, at ikke al undervisning skal være baseret på didaktiserende læremidler, hvor det på forhånd er givet, hvad man skal gøre. Lærere og pædagoger skal have mulighed for at udvikle spændende og nærværende undervisning i læremidler, hvor der endnu ikke er en opskrift på, hvad det er, man skal bruge dem til. Det kan jo handle om at bruge et nyhedsindslag til at blive klogere på verden eller at besøge genbrugspladsen for at få større forståelse for, hvordan vi forbruger, og hvad der kan genanvendes, eller det kan være at bygge modeller i skolen for at få ny forståelse for matematikfaget eller at foretage indkøb af materialer, der indbyder til kreativ udfoldelse.

Skolen skal gerne være et sted, hvor elever kan afprøve og lege og medskabe det, vi endnu ikke er i stand til at sætte mål for, og elever skal have lov til at glemme, at de er i gang med at lære, og i kraft af det måske ovenikøbet lære mest og bedst. Jeg tror på, at det kræver, at skoledagen bliver kortere, så der bliver bedre tid på skolerne til den pædagogiske refleksion og udvikling af undervisningen og til co-teaching, hvor eleverne i højere grad inddrages i, hvordan undervisningen skal se ud. Samtidig tror jeg på, at skolen skal sættes fri af målstyringen i de såkaldte fælles mål, som indsnævrer undervisningen mod det, der kan måles, og så tror jeg på, at skolen selv skal bestemme, hvilke materialer de vil købe. Og hvis man læser lidt videre i, hvad ham læreren, jeg nævnte før, har skrevet, skriver han sådan her, og jeg citerer:

»For 10-15 år siden foregik arbejdet med at udvælge læringsmateriale i fagteams, hvor vi prøvede forskellige ting af og lavede en fælles indstilling til skolens ledelse om, hvad vi ønskede at få indkøbt.

Med den digitale revolution, som begyndte for ca. fem år siden, blev denne metode afløst af fælles kommunale løsninger, hvor storkøbsaftaler blev prioriteret højere end lærernes metodefrihed. Og da man samtidig skruede op for lærernes undervisningstid, blev mange af os tvunget til at skrue ned for det individuelt tilrettelagte forløb - til fordel for en standardiseret metervare.«

Jeg tror på, at der skal være plads til at lave teater- og litteraturforløb og undersøgelser i naturen, hvor det hele ikke er opbrudt i moduler og mål, som er udtænkt på forhånd, men hvor eleverne pludselig kan opleve, at de kan mere, end de troede, og hvor lærerne og pædagogerne har lyst til at blive i skolen, fordi det bliver sjovt og meningsfuldt at undervise. Forskning i kreativitet i skolen har peget på, at lærerne skal kunne mindske kontrollen og lade eleverne have medindflydelse, og at en alt for entydig vægt på det, der blev kaldt for de rigtige svars pædagogik, ikke er løsningen. Det betyder jo ikke, at der ikke findes rigtige svar, men lysten til at komme frem til dem handler om at skabe et undervisningsmiljø med høj kvalitet. Så hvis vi skal lykkes med det, skal vi tænke nyt og lægge vægt på noget andet, end vi har gjort de senere år. Jeg tror på, at vi skal skrue lidt ned for mål- og portalundervisningen og op for fantasien og de kreative materialer.

Så vil jeg gerne på vegne af Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Venstre, SF, Enhedslisten og Konservative fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Børn i Danmark skal gå i en skole med høj faglighed og trivsel – en skole, hvor virkelyst, fantasi, kreativitet og kundeskabstilegnelse går hånd i hånd.

Vi har en vigtig opgave i at opbygge givende pædagogiske fællesskaber, hvor alle elever kan få gode oplevelser, som de husker resten af livet.

Det forudsætter, at skolerne har frihed til at vælge materialer – og tilsvarende metodefrihed til at anvende dem.

Ikke al undervisning skal være baseret på didaktiserende læremidler, hvor det på forhånd er givet, hvad man skal gøre. Grundlæggende skal de valg træffes lokalt, og vi har tillid til, at vores dygtige fagpersonale netop er de rette til at vælge relevante materialer, herunder hvilke digitale platforme de ønsker at anvende og i hvilket omfang.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 101).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til fru Lotte Rod. Den næste ordfører er fra Socialdemokratiet. Værsgo, hr. Jens Joel.

Tak for det, og tak til forespørgerne for at rejse den her debat, som jo i virkeligheden indskriver sig i en del af de diskussioner, vi har på skoleområdet lige nu. Det er en diskussion om større frihed lokalt, en større tillid til de fagprofessionelles dømmekraft og muligheder for og mere rum til faktisk at præge undervisningen, men jo også en diskussion om en større mangfoldighed i skolen, både hvad angår materialer og læringsstile og i virkeligheden også fag.

Jeg synes, det er rigtig klogt, at vi tager en grundlæggende diskussion, også her i Folketingssalen. For når vi har snakken med lærerne derude, når vi har diskussionen af, hvordan vi får flere praktiske fag, når vi har diskussionen om, hvordan vi får it brugt på en måde, hvor it giver noget ekstra læring og ikke bare bliver sådan, at man – som ministeren sagde – læser bogen på iPadden og forstår den lidt dårligere, så er vi jo nødt til på en eller anden måde at diskutere, hvordan vi anvender forskellige materialer i skolen og får skabt en mangfoldighed i både skoledagen og i materialerne.

Jeg tror, det vigtige for Socialdemokratiet – og det har ministeren jo selvfølgelig også dækket – er, at vi bruger den her diskussion til at understrege, hvor der er behov for at give mere albuerum, hvor der er behov for faktisk at give mere plads til mangfoldigheden og til de fagprofessionelle derude og lidt mindre til at beslutte herindefra, hvad der så er den gode skole, og hvordan det så skal indrettes, eller hvad det er, der er de gode materialer.

Vi står også bag den vedtagelsestekst, som den radikale ordfører lige har læst op; men jeg vil i virkeligheden bare genbekræfte og understrege, at vi synes, det er et led i både en frihedsdagsorden, en mangfoldighedsdagsorden, en dagsorden om en varieret skoledag og en dagsorden om at få alle talenter i spil. Skal lærerne få alle elever og alle talenter i klassen til at blomstre, skal lærerne også have alle de redskaber i skuffen, som læreren synes kunne være pædagogisk anvendelige, og derfor selvfølgelig også en bredde i materialerne. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Lotte Rod.

Tak for talen. Jeg er meget enig med Socialdemokratiet i, at det her er en del af vores diskussion om frihed. Jeg tænker også, at det faktisk er en del af diskussionen om praksisfaglighed. For hvis vi gerne vil have, at der er forskellige materialer, at man faktisk kan få lov til at bygge, at man faktisk inde i klasselokalerne har adgang til ting, som ikke bare er noget, der er på papir eller på en computer, så betyder det jo noget, at der faktisk er den frihed ude i skolerne til at have mangfoldighed og materialer. Der får jeg bare lyst til at spørge ind til: Hvad vil Socialdemokratiet konkret gøre for, at lærerne faktisk har den frihed til at kunne vælge forskellige materialer?

Hr. Jens Joel.

Jamen der er jo noget af det, der handler om materialer. Der er også noget, der handler om praksisfaglighed og praktiske fag, som jeg plejer at sige er to sider af samme sag, men dog alligevel to forskellige ting. Matematik kan bruges som en støtte i forhold til en boglig forståelse, som didaktisk princip, men sløjd kan jo også være et håndværk i sig selv. Så vi har jo ikke bare brug for en mangfoldighed af materialer, vi har også brug for flere værksteder. Derfor kan man sige, at den diskussion, vi rejser her, er et spørgsmål om at sikre, at nogle af de beslutninger om, hvad der skal være af materialer, kommer tættere på den enkelte skoleleder, på den enkelte lærer, helt ud i yderste led, men det handler jo også om, at vi herindefra selvfølgelig skal løfte eksempelvis opgaven. Nu sidder vi og har en længere diskussion i forbindelse med »Sammen om skolen« om, hvordan får vi flere praktiske fag ind i folkeskolen. Det tror jeg er ekstremt vigtigt, og det har vi jo beskæftiget os med rigtig længe. Det tror jeg virkelig betyder noget. Men der skal vi jo også stille nogle finansielle rammer til rådighed for, at man så faktisk kan få de redskaber og de værksteder, som ville muliggøre det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Jens Joel, og den næste ordfører er fra Venstre, hr. Stén Knuth. Værsgo.

Tak, og tak til Radikale Venstre for at rejse forespørgslen her til ministeren, i forhold til talen og de linjer, ministeren lægger i forhold til den frihed, der også skal være ude i kommunerne. Jeg tænker jo, at vi i Venstre ligesom resten af Folketinget og ordførerne her ønsker duelige, dannede og uddannede børn fra folkeskolen, hvor hvert enkelt barns potentiale også er fuldt ud udfordret, at de er nysgerrige, og at de er kritiske, og det er en kæmpe opgave for pædagoger og lærere.

I Venstre ser vi naturligvis også forskellige læringsplatforme som vejen til, at børnene bliver udviklet hen imod både at være kritiske, nysgerrige, dannede og uddannede, herunder jo også materialer og digitale platforme og – måske ikke overraskende for den her ordfører – også bevægelse. I midten af min egen tid folkeskolen, mødte jeg jo både sløjd og madkundskab, og jeg husker det næsten, som det var i går, fordi det vækkede en enorm interesse i mig, både det her med sløjd, de forskellige materialer, og det, man kunne gøre med de her ting, og ligesådan med madkundskab de første par gange, og det var ikke kun havregrød, minister, vi lavede på min skole, det var også frikadeller og alt muligt andet spændende, men det var jo altså specielt også idræt, som fangede mig i den grad.

Så med de forskelligheder, der lå i den, synes jeg, dengang jeg gik i skole, også mere praktisk orienterede folkeskole, fangede det i hvert fald mig og gjorde mig nysgerrig på både min ungdom om mit videre liv, og det tænker jeg at vi på en eller anden måde også skal tilbage til, og det er jo også noget af det, som vi, som den tidligere ordfører også sagde, diskuterer i »Sammen om skolen«, hvor vi jo er rundt at besøge forskellige skoler, som har mere praktisk orienterede fag, eller som i hvert fald har formået at bringe det ind i folkeskolen, sådan at de unge mennesker også møder de forskellige ting, der kunne gøre dem nysgerrige. For alle unge er meget forskellige, de er unikke, og de fanges på nogle forskellige måder.

For at vende tilbage til det, som ministeren også sagde, og som også er vigtigt for Venstre, er det jo, at der er den frihed ude på den enkelte skole og i den enkelte kommune til at kunne bringe de materialer og platforme til veje, som skal gøre, at vi fanger de unge mennesker, sådan at de netop bliver dannede, uddannede, nysgerrige og kritiske i forhold til det liv, som måtte komme. Vi har jo været med til at forme vedtagelsesteksten og kan bakke fuldstændig op omkring den.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra Lotte Rod.

Tak for det, og tak for en fin tale, og jeg får bare lyst til at følge op med: Vil Venstre være med til at kigge på de barrierer, som står i vejen for, at lærerne faktisk har den frihed til selv at vælge materialer?

Ordføreren.

Ja, så skal spørgeren prøve at tegne de udfordringer op, som spørgeren mener der er. Så skal jeg prøve at komme det lidt nærmere.

Fru Lotte Rod.

Det vil jeg gerne. For noget af det, som lærerne jo peger på, er, at der i de kommuner, hvor man har bundet så stor en del af budgettet til at indkøbe bestemte platforme, ikke rigtig er noget tilbage ude på skolen til, at lærerne selv har noget at gøre godt med, og så oplever den enkelte lærer jo ikke nogen frihed. For så er man bundet til den portalundervisning, der er, og så kan man faktisk ikke få lov til at udfolde det, som man gerne vil, simpelt hen fordi man ikke selv har pengene til det. Derfor vil jeg gerne spørge Venstre, om I vil være med til at kigge på, at lærerne faktisk også i virkeligheden har den frihed, og ikke bare på papiret.

Ordføreren.

Altid og gerne, men jo også i de fine balancer, som ministeren netop nævner, altså at vi fra Folketingets talerstol ikke skal diktere, men i hvert fald komme i dialog, og det vil jeg også meget gerne både med KL og med de parter, som er inde omkring »Sammen om skolen«, hvis det var der, en drøftelse skulle tages.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Venstres ordfører. Så er det ordføreren for Socialistisk Folkeparti. Værsgo, fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, og tak for ordet. Jeg synes faktisk, den her debat er vigtig på flere forskellige niveauer. Det handler bl.a. om, hvordan børn får bedre mulighed for at udfolde deres fantasi i skoledagen, og om, hvilken betydning digitale platforme har for det. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi skal have en debat omkring, hvordan vi får et samfund med fantasien i centrum.

Jeg tror, at jeg og stillerne af denne forespørgsel er på samme side, når jeg siger, at vi begge er for mere leg, mere kreativitet, fantasi og virkelyst. Og jeg synes, vi er på vej i den rigtige retning med at få mere fantasi ind i skolerne, og det er, fordi lærerne med små skridt i højere grad får lov til at udfolde deres fagligheder og får mere frihed ude i skolen til det.

Fantasien i skolen blomstrer, når vi giver lærerne og de ansatte pædagoger i skolerne friheden til at tilrettelægge undervisningen og skoledagen og sætte deres faglighed i spil. Så stiger engagementet, både hos lærerne, men faktisk også hos eleverne. Og det gør dem og det gør i øvrigt også lærerne i stand til at levere en mere motiverende undervisning, som rykker eleverne fagligt og personligt, hvad vi bl.a. kunne høre den forrige taler også henvise til.

Men vi har også brug for, at der er midler til, at skolerne kan købe de materialer, der skaber fantasien og virkelysten. Vi ved jo godt, at det er et kendt faktum ude på skolerne, at økonomien kan være svær, når man står med rigtig mange børn, der måske har brug for specialundervisning, og når man i øvrigt også har den helt almindelige drift af skolen. Så kan der godt være pres på materialerne. Så der er også en økonomi, der spiller ind her. Og selv om man digitalt igennem »Minecraft« kan styrke samarbejdsevnen, kreativiteten og fantasien, er det lige så vigtigt, at skolerne har råd til, at eleverne også kan prøve at blande maling og skabe nye farver og undervise eleverne i bæredygtig madlavning. Men vi har også brug for en generel kulturændring af vores folkeskole.

Som jeg sagde før, er den så småt på vej. Det er en kulturændring, der også siger, at det er helt okay at fejle, og at det faktisk er helt naturligt, for hvis vi ikke tillader fejl, kommer vi også til slå fantasien ihjel, og så bliver man nervøs og usikker, og så tør man ikke at slippe den løs. Hvis ikke man i folkeskolen kan få lov til at udfolde sin fantasi, får vi nok et fantasiløst samfund. Og der havde SF gerne set, at vi var kommet længere med kortere skoledage og karakterfrie klasser, også fordi feedback for os er mere end bare et lille tal, man sætter på en præstation, men også handler om, hvad det egentlig er, man har været igennem. Hvad har jeg lært? Hvad er det, der er gjort godt?

Men vi er glade for, at vi er lykkedes med at afskaffe selve uddannelsesparathedsvurderingen. Det mener vi faktisk også er noget af det, der kan give mere frihed til eleverne, fordi alle elever er parate til noget i hver deres tempo. Og derfor mener SF også, at vi skal fortsætte de gode takter, vi er i gang med, ved netop at give skolerne mere frihed. Det nytter noget, og det giver også noget, når skolerne får lov til at konvertere bl.a. den understøttende undervisning til kortere skoledage og med flere voksne i timerne. For så er det, der også er mere tid og plads til den her leg og frihed til at udvikle sig og det, der nu kan opstå, når man giver dem fri til det. Og med de ord har jeg fremlagt SF's indstilling og holdning til det her, og vi siger tak for at sætte emnet på i dag.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Så er det ordføreren for Enhedslisten, hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Tak til forespørgeren og til ministeren for redegørelsen. Jeg tænkte, da jeg forberedte mig, at jeg gad vide, i hvilken retning den her diskussion kommer til at gå. Jeg tænkte også, at det nok er en problemstilling, der har fyldt for lidt indimellem i vores diskussioner omkring skolen, og det er jo ikke mærkeligt, for der er rigtig meget, der har fyldt: skolereform, lærernes arbejdstidsregler, og hvad ved jeg. Men jeg synes faktisk, at debatten er vigtig, og jeg tror, at ligesom vi på erhvervsskoleområdet diskuterer, at det er vigtigt, at der er moderne udstyr, for at erhvervsskolerne kan fremstå som moderne uddannelsesinstitutioner, så tror jeg faktisk også, at undervisningsmidler og -materialer faktisk har en stor betydning, hvis vi skal bidrage til at gøre folkeskolen til et mere attraktivt valg for forældrene.

Det kan være lidt svært at have et overblik over, hvordan det egentlig står til. Jeg tror heller ikke, at spørgeren havde forventet, at ministeren lige kunne redegøre i detaljer for, hvad der var på depoterne; jeg havde i hvert fald ikke forventet det. Og man skal jo passe på med at lave politik på baggrund af enkelthistorier, selv om der, hvis man banker lidt på Google, jo dukker alt muligt op om lærebøger, der hænger i laser osv. Men det gør os jo ikke rigtig klogere, ud over at der er en enkelt lærer eller to eller ti, som har haft dårlige oplevelser.

Hvis man til gengæld kigger på læringsplatforme, slår det lidt mere ud. Jeg kan i hvert fald huske, hvordan jeg slog det op, da vi havde en debat om digitalisering i folkeskolen – jeg tror i øvrigt, eller jeg ved, at det var på Dansk Folkepartis foranledning – og at vi dengang snakkede om, hvad udgifterne egentlig er til it på folkeskoleområdet. Det ligger et par år tilbage, og derfor er tallene også en anelse forældede, men der var en opgørelse fra 2012 til 2017, der viste, at der var brugt 2,5 mia. kr på it i folkeskolen bare i den 5-årige periode. Det er godt nok mange penge, og der kan sikkert lægges nogle milliarder oveni.

Der er i hvert fald noget i den debat, der er, der tyder på, at vi har et problem med, at der bruges svimlende mange penge på undervisningsmidler, som måske ikke altid anvendes lige godt. Jeg kan i den forbindelse være bekymret for, hvem der egentlig styrer det her. Jeg er ikke så bekymret for, at den lokale tømmerhandel styrer indkøbet, når man arbejder med træ i folkeskolen. Det går nok også, og det er klogt at handle lokalt, for så skal man ikke transportere så langt og sådan noget.

Men noget af den kritik, der har været i forhold til it og digitale læringsmidler, har jo været, at det kan være meget styret af store techgiganter, sådan at det, der i virkeligheden kan blive styrende for udviklingen, er, hvem der driver forretning på det her område. Derfor er de lærerønsker, der er, om at have indflydelse på undervisningsmaterialerne det afgørende, altså det at have en oplevelse af, at det er ens egen didaktiske overvejelser, der er styrende – altså ikke helt alene, for skolen skal jo købe ind fælles, men i hvert fald lærerkollegiets didaktiske overvejelser.

Det kan så blive overrulet af en indkøbspolitik. Forespørgeren, fru Lotte Rod, nævnte det også selv, og man kan sige, at skaderne kan være begrænsede i forhold til indkøbspolitikken på nogle områder; på andre kan der virkelig blive investeret millioner, endda milliarder af kroner, uden at det er tilstrækkelig gennemtænkt, hvordan de anvendes.

Så det var sådan lidt det aspekt, jeg så valgte at dykke ned i, for jeg synes, der er rigtig mange relevante aspekter, men jeg tror altså, det er utrolig vigtigt, at vi får tænkt over – ud over alle de fysiske undervisningsmaterialer som træ og maling, og hvad der er nævnt – hvordan vi får en bedre styring med hensyn til anvendelsen af digitale læremidler og it i folkeskolen, en styring forstået på den måde, at den ikke skal foregå her fra Folketingets side, men at den skal lægges ud lokalt. Hvordan sikrer vi egentlig, at man overhovedet kan håndtere de der gigantiske indkøb, som man jo skal have i skolen samlet set? Hvordan kan man egentlig få skabt en større reel frihed til lærerkollegierne på den enkelte skole, sådan at deres valg ikke bare er dikteret af det udbud, der er, fra store virksomheder.

Så der er oplagt en opgave, vi også burde fordybe os i som et af de mange aspekter, der kan være i forbindelse med den forespørgsel, fru Lotte Rod har stillet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til Enhedslistens ordfører. Så er det ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Værsgo, fru Gitte Willumsen.

Tak, og tak til fru Lotte Rod for at have indkaldt til den her forespørgsel i dag. Jeg vil sige, at debatten har taget en lidt anden retning, end jeg havde regnet med, da jeg tog hjemmefra.

I dag behandler vi F 34, som handler om, hvad regeringen kan oplyse om materialer i folkeskolen, specifikt om træ, maling og bøger. Det er en forespørgselsdebat, hvor man med fordel kunne have stillet nogle udvalgsspørgsmål inden for at få afdækket nogle ting. Hvordan ser det egentlig ud ude i landet på det her område? Men der er jo ikke rigtig noget baggrundsmateriale i den her form for debatter. Det betyder, at det kan blive en række synsninger. Hvad synes vi om træ i folkeskolen – hvor meget skal der til? Eller hvad synes man om maling, og bliver det nu brugt på den rigtige måde? Og jeg kan have rigtig mange synsninger om det, fordi jeg for et halvt år siden selv var en del af folkeskolelærerteamet ude i det ganske land og stod og underviste dagligt. Og jeg kan fortælle, at skoler er uendelig forskellige, så det er nok svært at komme med et entydigt svar.

Først og fremmest tænker vi i Det Konservative Folkeparti, at det helt overordnede er, at der er muligheder for at vælge. Og vi tænker heller ikke, at det er noget, børne- og undervisningsministeren skal kunne redegøre for, altså hvad man har ude på de lokale skoler. Indtil jeg kom i Folketinget her for et års tid siden, var jeg som sagt lærer, og jeg vil nu mene, at det, vi debatterer i dag, er noget af det, som skolen beskæftiger sig med, både på ledelsesniveau og ude i de enkelte teams. Alternativt kunne det jo være noget, som kommunalbestyrelsen på en god dag havde en mening om. Selv har vi nu ikke brugt meget krudt på materialevalg i Silkeborg Byråd, hvor jeg er byrådsmedlem.

Men vi har stor tiltro i Det Konservative Folkeparti til metodefriheden, og det gør jo selvfølgelig, at vi skal give lærerne muligheden for at have et egentligt valg. Og det har lærerne ikke altid i forhold til de digitale læringsplatforme. Det bliver dikteret oppefra, hvilke man skal bruge, og når man går ind og kigger på det læringssyn, der ligger til grund for nogle af dem, ville man aldrig have købt den bog, hvis den havde været trykt. Det kan være en abe, der hopper op og ned med en banan, eller en bold, der bliver kastet op i luften, eller en lagkage, der får et ekstra lys i, når man har lavet et eller andet rigtigt. Det læringssyn tror jeg for længst er væk i den danske folkeskole ellers.

Vi vil rigtig gerne have, at der er fri mulighed for at bruge forskellige undervisningsmaterialer, og at der er meget tilgængeligt på EMU, så lærerne kan lade sig inspirere og få lavet en spændende og varieret undervisning for eleverne ude i folkeskolen.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til den konservative ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører. Værsgo, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for det. Og tak til Radikale Venstre for at bringe det her tema op, for det er virkelig, virkelig vigtigt. Vi står og snakker om frihed til skolerne derude, og det er også noget, jeg er helt enig i. Samtidig kan jeg jo også se, at man, hvis man nu sidder ude i en kommune og skal få budgettet til at holde, kan have en tilbøjelighed til at købe en eller anden stor pakke. Og så er det den, man har, og så er det den, man må rette ind efter derude, i hvert fald på det digitale område.

Så jeg synes, der er to diskussioner i det her. Den ene handler om, hvordan vi motiverer til, at man rent faktisk bruger de gode gammeldags bøger og også sikrer, at man i sløjd – jeg ved godt, det ikke hedder sløjd mere, men det hed det engang – madkundskab og de andre fag, hvor man bruger fysiske elementer i undervisningen, rent faktisk har nogle gode materialer der. Så det gælder på en ene side.

På den anden side vil jeg med hensyn til det digitale sige, at vi selvfølgelig skal bruge det. Og ministeren henviste selv til coronatiden, hvor et af grebene jo var at give fri adgang til alt, hvad der var på det digitale marked. For der er jo to ting i det. Det ene er selvfølgelig, hvordan man motiverer til, at dem, der laver de digitale undervisningsmaterialer, også rent faktisk laver dem godt nok til, at de kan det, de skal kunne, og til, at de kan konkurrere med bøgerne. Men samtidig ligger der jo også spørgsmålet om, hvordan vi får lavet nogle aftaler. Jeg hører ministeren lægge op til, at man vil tage kontakt til forlagene i forhold til at se på det.

Jeg ved, det har været diskuteret førhen også, uden at vi sådan egentlig er kommet helt ud over rampen med det. Men der er egentlig brug for få taget en seriøs diskussion af det, og det ideelle var jo, hvis man kunne komme tilbage til den situation, der var tidligere, hvor man i et lærerkollegium kunne sige: Den her lærebog er den, vi gerne vil bruge på vores skole, og så køber vi den fra det ene forlag, og i morgen finder vi noget andet fra et andet forlag. Og som den tredje ting laver vi noget selv. Hvis man kunne kigge på noget af det samme inden for det digitale, så tror jeg faktisk, der kunne være nogle perspektiver i det.

Så man kan sige, at en ting er at give den totale frihed derude, noget andet er jo at sikre, at den frihed ikke bliver brugt til, at man får skåret ned på en måde, så vi får noget undervisning, der ikke virker. Det synes jeg vi skal have diskuteret noget mere. En ting, man kunne foreslå, var en eksperthøring eller noget andet, der kunne bibringe os noget mere viden på det her område og nogle flere tiltag til, hvad vi kunne gøre. Det kunne jeg godt se nogle muligheder i. Men ellers må vi jo bare tage debatten, var jeg lige ved at sige, og også skubbe til ministeren, for at der rent faktisk kommer til at ske noget. Og det vil den her debat forhåbentlig også være med til at gøre. Tak for ordet.

Tak for det. Tak til Dansk Folkepartis ordfører, og så er vi nået til børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. Der manglede lige ufattelig mange forskellige partier, og Dansk Folkeparti plejer at ligge på et andet tidspunkt i rækkefølgen, så jeg skal lige have det her ind på intuitionen. Det kunne lyde som en ondskabsfuldhed at sige det, men det var ikke sådan ment.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er meget enig i det, som Venstres ordfører sagde heroppe, mens jeg lige fik tygget en sandwich ovre i grebningen. I forhold til det her med materialer, som jo er afsættet for drøftelsen her i dag, tror jeg, at det er ufattelig vigtigt at holde fast i, at man får vakt sin nysgerrighed, og for Venstres ordfører var det tilfældet med idræt og madkundskab, og for mig selv var det det også med sløjdundervisningen, altså at prøve at være med til at bygge Danmarks vildeste sæbekassebil, og det er jo sådan noget, man bare husker altid. Tænk på, hvor mange skoletimer man har, som man ikke kan huske, og så er der nogle skoletimer, som man virkelig kan huske, og jeg tror, det er meget rigtigt, at det er nogle forskellige ting, der bider sig fast hos os, og at variationen i det, som vi får lov til at bide til på, er helt vildt vigtig.

Jeg synes også, at den pointe, der kom frem – det var Enhedslisten, der havde den med – i forhold til opgørelsen af, hvor mange penge der er blevet brugt på undervisningsmaterialer, faktisk præcis var det, jeg bed mærke i under coronatiden. For jeg havde troet, altså min fordom tilskrev, at det, da vi lige pludselig fandt ud af, at alle nu skulle undervise online, så ville koste et eller andet eksorbitant beløb, hvis vi skulle give adgang til alle platforme, altså åbne alle de digitale biblioteker for alle lærere. Ja, det gjorde det jo så ikke, og det var tilmed i en situation, hvor vi havde 2,02 minutter at forhandle en løsning hjem på, og alligevel var det faktisk en overskuelig ramme, vi talte om, og det gør mig jo i hvert fald nysgerrig. For én ting er, at kommunerne synes, at de har stordrift, men hvis de har stordrift, har vi jo endnu mere stordrift. Så måske det i virkeligheden var et spørgsmål om, at man, hvis man skruede de aftaler lidt anderledes sammen og så det på et nationalt niveau, så kunne give adgang til det hele, og det er jo det, jeg synes er vores rolle som politikere. Det er ikke at blande os i, hvad den enkelte lærer gør, men det er faktisk at fjerne barrierer og øge mulighederne for, at der er så stor en frihed som muligt for lærerne i forhold til at vurdere, hvad de gør i klasselokalet, og en af vejene at gå ville jo være at kigge på, hvordan vi kan fortsætte med nogle af de gode takter fra coronatiden.

Så har jeg uforandret – og det kan jeg høre er det samme hele vejen rundt – en bekymring i forhold til det her med, om man er ved at skippe de fysiske bøger til fordel for det digitale. Der skal være en balance i det, og jeg er enormt glad for, at vi egentlig, som jeg lytter mig til det, har et meget fælles fundament i forhold til det, at vi er mægtig glade for det digitale, og at det er godt, at vi er kommet så langt, men man skal også passe på med at overgøre det, og den balance fandt man måske ikke med det første årti med digitale læremidler i folkeskolen.

Så jeg synes alt i alt, at det har været en rigtig god debat, vi har haft nu her under den her forespørgselsdebat, og at det også er rigtig godt, at vi kan finde en fælles vedtagelsestekst. Så vil jeg sige, at jeg selv synes, at det måske allerallervigtigste næste skridt omkring den her debat dels er drøftelsen med forlagene, som vi vil tage initiativ til fra regeringens side, dels hele diskussionen om de praktiske fag og praksisfagligheden og anvendelsesorienteringen, for deri ligger i hvert fald både det med virkelysten og nysgerrigheden og alt det andet, vi gerne vil med folkeskolen. Så tak for debatten.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Lotte Rod.

Jeg vil bare slutte af med at sige tusind tak for det, og at jeg virkelig også synes, vi bevæger os et rigtig godt sted hen. For jeg synes lidt, lektien fra de tidligere år har været, at vi ligesom skal holde op med at tro, at vi skal regulere og ind at pille i alt muligt. Til gengæld skal vi være tydeligere om retningen og værdierne og også om, hvad det er for nogle rammer, der skal være, og hvad det er for nogle barrierer, vi skal fjerne, og jeg synes, at hvis der er noget, vi har gjort i den her debat, har det virkelig været at sende et tydeligt signal.

Selv om vi har talt som medlemmer af hvert vores parti, synes jeg jo også, signalet til lærerne derude må være, at det giver et rygstød til dem, som har oplevet en situation, hvor de ikke stod med den valgfrihed, og at vi i hvert fald har været med til at presse på for, at det er den retning, vi ønsker. Og så glæder jeg mig bare enormt meget til at fortsætte med det, som ministeren rækker hånden ud til her, nemlig at tage næste skridt i fællesskab. For jeg tror netop, det betyder meget, at der er en mangfoldighed i materialer, i forhold til hvad det er for en kreativitet og virkelyst, der er i skolen.

Ministeren.

Jeg ved ikke, hvor meget andet jeg har at sige til det end tak, og tak for initiativet til debatten. Jeg synes, det har været en mægtig god debat, og jeg synes, det er et vigtigt emne, og jeg tror, det for rigtig mange mennesker, der ikke er omkring skolen i hverdagen, er gået deres næse forbi, at lærerne er gået fra at have en situation, hvor de selv arbejdede med, hvad det er for materialer, der skal anvendes, og så til en situation, hvor for mange af lærerne siger, at man bliver nødt til at lave platformsundervisning – og man kan næsten høre sukket i deres stemme, når de bruger det ord – og den går ikke. Det er ikke den vej, vi skal med vores folkeskole, og det er jeg rigtig glad for at vi er enige med hinanden om. Tak for det.

Tak til børne- og undervisningsministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som før nævnt finde sted onsdag den 8. juni 2022.