Tak for det. Og ja, gid det var så let, at man bare kunne løse det med et fingerknips. Det tror jeg egentlig at vi alle sammen utrolig gerne ville kunne. Jeg synes, det her er et enormt vigtigt emne, og det bevæger sig jo på tværs af forskellige ministerområder, og jeg opfatter det på Børne- og Undervisningsministeriets område som en af kerneopgaverne at forholde sig til den trend, som vi ser over hele den vestlige verden. Så tusind tak for at sætte den her debat på dagsordenen i Folketingssalen i dag.
Vi ser selvfølgelig fra regeringens side med utrolig stor alvor på den stigende mistrivsel blandt børn, ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden. Det skader selvfølgelig det gode børneliv, og for nogles vedkommende sætter det sig også spor ind i voksenlivet, og børn i mistrivsel bliver udfordret både i forhold til deres skolegang og læring, men også i forhold til venskaber og fritidsliv. Og det er selvfølgelig betragtelig nemmere at lande sikkert og trygt, også i voksenlivet, hvis man ikke er blevet slået fuldstændig ud af kurs, mens man har været barn. Det gør et kolossalt indtryk på mig, når den nationale sundhedsprofil viser, at 34,4 pct. af kvinderne i alderen 16-24 år – og det var jo også et af de tal, som ordføreren var inde på her – har den laveste score på den mentale helbredsskala. Vi skal selvfølgelig, som ordføreren også sagde, tage højde for, at undersøgelsen er lavet under nedlukningen, og der tror jeg, der er flere af os, der kan skrive under på, at det måske ikke har været den sjoveste periode i ens tilværelse, og det skal man selvfølgelig tage med. Ikke desto mindre mener jeg også, at vi skal tage højde for, at den er steget fra 18,6 i 2010 til det her niveau i 2021, og at det uanset nedlukning eller ej er en stor stigning. Samtidig viser den seneste skolebørnsundersøgelse fra 2018, at andelen af 15-årige drenge med en høj livstilfredshed er faldet med 11 procentpoint fra 2002 til 2018, og at 40 pct. af de 15-årige angiver, at de er kede af det mindst en gang om ugen, og det er alt i alt nogle rigtig triste tal.
Omvendt ser vi i de årlige og obligatoriske trivselsmålinger i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, at der de seneste år har været en stabilt høj trivsel, og det er jo selvfølgelig glædeligt, at trivslen i undervisningssystemet ligger på et stabilt højt niveau. Men det undrer mig, at trivselsundersøgelserne er så forskellige, og det vil jo også sige, at det er noget af det, som vi både skal analysere lidt på i fællesskab, og som vi selvfølgelig også kigger ind i fra ministeriets side. En af de centrale årsager til forskellen er, at trivselsmålingerne måler skoletrivslen, altså hvordan børn og unge trives i deres skoleliv i egenskab af at være elever på en skole. Det er det, som de undersøgelser fokuserer på, hvor andre trivselsundersøgelser måler elevernes trivsel i en bredere forstand, altså eksempelvis også kigger mere målrettet på børns og unges trivsel i hjemmet og i fritiden og i forhold til fysisk og mental sundhed i det hele taget. Det vil altså sige, at man som barn kan komme fra et belastet hjem med fraværende forældre, fulde forældre eller noget, der ligner voldelige forældre, og dermed generelt have en lav trivsel, men omvendt kan se skolen som det frirum og der, hvor man får luft, og man faktisk derfor kan have en høj skoletrivsel og derfor kan bone fuldstændig forskelligt ud i de undersøgelser. Det har en høj prioritet for regeringen både at få analyseret dybere ned i det her, men at vi selvfølgelig også får øget trivslen blandt børn og unge helt generelt set. Det er et samfundsproblem og jo ikke kun i Danmark, og det skal vi huske på, for i forhold til hvad det er for redskaber og hvordan vi analyserer det, skal man se det på tværs af den vestlige verden, hvor det her gør sig gældende.
Jeg synes også, det kalder på præcis det, som ordføreren siger, altså at vi skal kigge på flere forskellige løsninger, fordi der ikke er én enkelt vej til at komme de her problemer til livs. Og regeringen har jo så som en del af sundhedsreformen foreslået, at der bliver skabt et bredt partnerskab for trivsel og bevægelse og sunde fællesskaber under overskriften Generation Aktiv, og det er jo simpelt hen, fordi vi ikke opfatter det sådan, at de her problemer alene er individuelle, men at det nok i højere grad handler om fællesskaber, og vi har brug for idrætsforeninger, erhvervsliv, organisationer, kommuner, skoler alle de steder, hvor man kan bygge fællesskaber, også for at styrke netværket rundt omkring det enkelte individ.
Så har vi igangsat arbejdet med en 10-årsplan for psykiatrien, og Sundhedsstyrelsen har offentliggjort et fagligt oplæg, hvor børn og unge også har en helt fremtrædende rolle, og Børne- og Undervisningsministeriet har desuden igangsat et internt arbejde for at udvide de nationale trivselsmålinger i skolen. De nuværende målinger suppleres med nye spørgsmål, der også kigger på elevernes samlede trivsel. Så er der et andet internt arbejde, hvor der udvikles en ny indikator, som kan opgøre andelen af elever, der er i risiko for at mistrives i skolen.
Men sammenligner vi børnene i Danmark med dem i resten af verden, ser vi, at danske børn ligger omkring eller lidt under det internationale gennemsnit for generel livstilfredshed, og samtidig viser en PISA-undersøgelse fra 2018, at 15-årige danske elever oftere føler sig lykkelige eller livlige eller i godt humør end flertallet i andre lande, ligesom skolebørnsundersøgelsen fra 2018 viser, at færre elever i Danmark end i de fleste andre lande ofte føler sig nervøse. Så sammenlignet med andre lande ligger de forskellige aspekter af trivsel for Danmark altså lige omkring gennemsnittet eller lidt over på nogle dele af det og lidt under på nogle andre, og jeg tror, at det handler om, at vi i Danmark på trods af tendenser til stigende mistrivsel stadig væk er i stand til at give børn og unge en tryg og sikker opvækst, men der er altså ting, vi så at sige endnu kan gøre, og det skal vi tage rigtig alvorligt.
Hvis vi ser på trenden i den vestlige verden, må vi sige, at det, når der er noget, der bevæger sig på tværs af den vestlige verden, også er vigtigt at se på, hvad det er, og ordføreren nævnte noget af det. Der er digitaliseringen, og jeg vil jo også nævne overfokusset på individet, og jeg vil også nævne, at den overteoretisering, som jeg opfatter sker af skolen, at pligterne er blevet færre, og at børn får at vide, at mulighederne er uendelige, er nogle af de ting, som vi skal ind at kigge på. For på mange måder har det aldrig været bedre at være barn end i den vestlige verden og i Danmark i de her år. Der er tryghed, der er velstand, der er uddannelse på nogle helt andre niveauer, end der var, hvis vi spoler tiden 50 år tilbage. Det er i dag sværere at forudse, hvor man ender, baseret på, hvor man starter, og der er sket rigtig mange bevægelser i den rigtige retning. Så hvorfor stiger mistrivslen så? Jeg tror simpelt hen, at refleksionerne ikke altid har kunnet følge med de store fremskridt, og at vi måske har mistet noget fuldstændig essentielt for et menneske, der er i gang med at blive formet, nemlig en træning i, hvad det er for normer, man indtræder i, og så den bredde i et dannelsesfundament, som jeg mener at vi har tabt, og dermed har vi også tabt noget utrolig væsentligt, nemlig en myndighedskultur, altså det at få et barn fra at være barn til at blive til en myndig voksen. Og det kræver altså et bredt dannelsesfundament, at man kan rigtig mange forskellige ting, at man har færdigheder inden for mange forskellige områder og derfor ikke føler sig afhængig. For det er jo deri, det myndige ligger, og det betyder jo, at man som voksen bliver et myndigt menneske, der kan træffe beslutninger for sig selv. Det kræver, at man har et bredt fundament at stå på.
Så dannelse handler jo ikke kun om at kunne læse og regne, det handler ikke kun om teoretiske færdigheder, men det handler også om at blive til hele mennesker med alt, hvad det indbefatter. Jeg har nogle gange, når vi har talt sammen i lidt mere lukkede rum, sagt, at man i gamle dage talte om børn, der kom fra et hjem med klaver. Det var sådan et billede på, at man kom fra den øvre middelklasse eller overklassen, og det er jo i hvert fald en anden måde at se dannelse på, end vi gør i dag. For det betyder jo, at man har lagt ind som en af de dyder, der har været i de øverste lag i et samfund, at man skulle kunne noget kreativt, nemlig spille klaver, altså at man har skullet tale et andet sprog end det, der er det teoretiske. Hvis man ser på, hvad der var for dannelseselementer i sådan en klassisk dannelse, bestod de jo af ufattelig mange ting, og lige korssting tror jeg godt jeg selv kunne have undværet. Men hvis vi tager hele paletten af dyder, man har kunnet, så har man haft rigtig mange færdigheder, og det har jo været meget kønsopdelt dengang, men tilsammen har en kvinde og en mand faktisk kunnet drive et fælles hjem. Så ville vi måske gøre op med nogle kønsmønstre, men i det er alle dyderne så røget, både de kreative og de praktiske og alle de andre ting, som ellers indgik i en klassisk dannelse. Det tror jeg skaber umyndige borgere, det tror jeg skaber en enormt stor usikkerhed; det betyder, at man rigtig mange gange i løbet af sin hverdag er afhængig af andre mennesker i stedet for selv at kunne klare tingene. Så vil jeg jo sige, at det er det ene element, som jeg mener er afgørende, når vi griber fat om det her, og det er også en trend, der går på tværs globalt.
Så har vi i tre årtier lært børn og unge, at de uddanner sig for deres egen skyld, og at mulighederne er uendelige. Det er jo simpelt hen noget vrøvl, altså både det ene og det andet. Hvorfor i alverden skulle man før demokratiets indførelse have indført skolesystemer, hvis man uddannede sig for sin egen skyld? Altså, efter demokratiets indførelse kan jeg forstå det, fordi man der kan være afhængig af at skulle have stemmerne og alt muligt andet, men det er jo simpelt hen ikke meningsfuldt at tale om, at man uddanner sig for sin egen skyld. Vi uddanner os for hinandens skyld. Vi uddanner os både for vores egen skyld og for vores nabos skyld og for genboens skyld og for alle mulige andres skyld. Vi uddanner os for hinandens skyld, og det er jo, fordi vi som mennesker arbejdsdeler, og derfor har vi brug for folk på alle hylder. Det nytter jo ikke noget, at alle bliver atomfysikere, eller at alle bliver tømrere, for vi har jo brug for begge dele.
Så det er bare for at sige, at det at fortælle ungdommen, at de uddanner sig for deres egen skyld, og at mulighederne i øvrigt er uendelige, betyder, at de skal sørge for ikke at lukke for mange døre, men skal åbne så mange døre som muligt. Det betyder jo, at den eneste, der vinder i det der, er den, der har fået den højeste uddannelse med den højeste karakter. Det er det, man får ud af det individuelle uddannelsessyn. Det lægger et kæmpe pres på de unge. Og det er simpelt hen noget vrøvl, for vi har faktisk ikke brug for, at alle får den bedste uddannelse med den højeste karakter – eller muligvis det med den højeste karakter, men i hvert fald ikke det, at alle får det, man opfatter i samfundet som den højeste uddannelse.
Vi har brug for folk på alle hylder, og det vil sige, at vi har brug for en utrolig stor variation, i forhold til hvad for en uddannelse folk tager. Så må de gerne være rigtig dygtige til den uddannelse, de tager, og de må gerne tage rigtig meget uddannelse, men det er godt nok et andet perspektiv, også på en selv. Føler man sig nyttig? Kan man som borger se, hvad det er for en plads, man får i et samfund? Føler man, at der er behov for en? I hvert fald ikke med det der individuelle uddannelsessyn. Men med det brede uddannelsessyn, som jo er det, vores samfund egentlig handler om, altså at vi uddanner os for vores egen og hinandens skyld, vil man jo have en følelse af, at uanset hvilken uddannelse man tager, har vi brug for, at man gør sig umage, men vi har også brug for den hylde, man lander på, uanset om man tager den ene eller den anden uddannelse. Og det vil sige, at man kan se, hvad for en del af det samlede hele og fællesskab, man selv er.
Ingen kan jo alt, men alle kan noget. Og det skal efter min mening være fundamentet for den måde, vi ser på uddannelse på, og det bør være det styrende for alt, hvad vi gør i vores uddannelsessystem. Så der er rigtig mange veje til det gode liv, og dem er vi rigtig dårlige til at anvise, når vi har det der meget individualiserede uddannelsessyn, som har bidt sig fast særlig hen over 1990'erne og 00'erne. Så det er det brede dannelsesbegreb, myndighedskulturen, at komme væk fra den boglige skole, at få kigget på det her med, hvorfor det er, vi uddanner os, og at få fortalt de unge den rigtige fortælling, nemlig at vi uddanner os både for os selv og alle de andre og ikke kun for os selv.
Så fik ordførerne også lige nævnt det med karakterer og nationale test, altså at det skulle være årsagen. Der har jeg det jo simpelt hen nærmest omvendt. Altså, jeg tror, man som barn har rigtig godt af at vide, hvad der er for nogle vægge i det samfund, så man kan støde op imod væggene. Og hvis ikke vi viser børnene, hvor de vægge er, bliver man sådan nogle øde øer, der flyder rundt, og det kan jeg godt forstå er ret angstprovokerende.
Jeg har ikke været verdensmester i at holde af normer, da jeg var ung, kan jeg godt afsløre for dem, der ikke vidste det i forvejen. Men jeg synes, det er vigtigt, også for mig selv, at have lært normerne. Uanset om man kan lide normerne eller ikke kan lide normerne – hvis ikke man kender dem, aner man ikke, hvad det er for et samfund, man er en del af, og man bliver en fritflydende øde ø. Og det duer slet ikke. Selv hvis man gerne vil gøre oprør mod nogle normer, som jeg gerne ville som ung, kræver det, at man ved, hvad normerne er. Ellers ved man ikke engang, hvad man skal gøre oprør mod. Det vil sige, at selv den ene og den anden del af ungdommen, hvad enten man kan lide normerne eller ej, bliver nødt til at vide, hvad de er, for at vide, hvad man er en del af. Og det giver også de der vægge af sikkerhed omkring en, som gør, at man kan finde ud af at navigere i det samfund og fællesskab, man indgår i. Det vil sige, at der er den der normløshed, som er kommet over vores meget individfokuserede digitale samfund. Nogle gange aner ungerne jo ikke engang, om de diskuterer ting, der foregår i USA, eller de diskuterer ting, der foregår i Danmark, for det hele er taget ned fra TikTok. Så det at lære at kunne navigere i den her verden tror jeg er rigtig vigtigt.
Så tilbage til karakterer: Karakterer og test skal selvfølgelig ikke være på en måde, så det flyder ud over hele skolesystemet, men jeg mener sådan set, at det niveau, vi har nu, bidrager til, at børnene får nogle vægge at spille op ad. De ved, hvor de er henne i forhold til verden, de ved, hvad vi forventer af dem, og de ved, hvad vi forventer af dem også senere hen i tilværelsen. Derfor mener jeg overhovedet ikke, at karakterer og trivsel er hinandens modsætninger, faktisk tværtimod. For det giver eleverne et pejlemærke for deres faglige udvikling, som er til at forstå, i stedet for noget snak, man måske, måske ikke kan forstå. Uden karakterer og evaluering mener jeg simpelt hen at vi lader de unge svæve i et tomrum, hvor de er usikre på, hvordan de indgår i verden, og hvad de kan gøre for at påvirke deres verden. Så jeg er meget bekymret ved idéen om karakterfri skoler. Det har jeg sagt meget tydeligt i nogle af de forhandlinger, vi har haft om det.
Dermed jo ikke sagt, at vi ikke har problemer med den karakterskala, vi har nu. Altså, den har alle mulige problemer, vi skal have fikset. Der er alt for langt imellem springene, hvilket betyder, at man ikke kan mærke sin faglige progression. Hvis man er meget glad for karakterer, er man jo glad for dem, netop fordi man kan mærke, hvad ens forhold til verden er. Så nytter det jo ikke noget, at springene er så store, at man skal flytte sig så meget, at man aldrig når en ny karakter. Så der er alle mulige problemer i det.
Nu fik jeg sagt alt muligt. Jeg har taget et helt katalog med af de ting, vi har beskæftiget os med, som handler om trivsel, selv om det er flettet ind i alt det andet, men det når jeg ikke. Men det er bare for at sige, at det her er noget, der på alle tænkelige måder fylder også hos alle ordførerne, og derfor spejles det i utrolig mange aftaler, vi har indgået.