Det næste punkt på dagsordenen er:

16) Forespørgsel nr. F 19:

Forespørgsel til social- og ældreministeren:

Vil ministeren redegøre for sin principielle holdning til muligheden for at give børn ret til flere juridiske forældre end to, således at børn får ret til samvær med alle deres forældre, og muligheden for, at forældrenes rettigheder i forhold til barsel, børns sygedage, skole-hjem-samtaler etc. forbedres?

Af Pernille Skipper (EL) og Mai Villadsen (EL).

(Anmeldelse 10.12.2021. Fremme 14.12.2021).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 22. marts 2022.

Den første, der får ordet, er fru Pernille Skipper, som er ordfører for forespørgerne, og fru Pernille Skipper skal begrunde forespørgslen.

Tusind tak for ordet, og tak til ordførerne for at deltage i den her forespørgselsdebat. Det er ikke et forslag til vedtagelse eller et beslutningsforslag, men det er et ønske om at starte en debat om nogle familier, som der kommer flere og flere af i vores samfund, og som bliver fanget af systemet. Regnbuefamilier kalder nogle dem, man kan også kalde dem lgbt+-familier.

Der er flere og flere børn, som vokser op i familier, hvor de har mere end to forældre. Det kan være et lesbisk par og en god ven, det kan være et bøssepar og en god veninde – der kan også være flere – som beslutter sig for at lave en familie, som ikke lige falder ind under den klassiske kernefamilie med én far og én mor og nogle børn. Familiebegreberne har jo været i udvikling i mange år. Nu synes vi i Enhedslisten, at det er på tide, at vi begynder at tale om, hvordan vi kan udvide lovgivningen til også at rumme de familier, som der altså kommer flere af, og hvor børnene har mere end to forældre.

Når jeg taler med de familier, som jeg møder, så siger de, at de bliver mødt med skepsis og meget andet, men jo også et system, som ikke kan rumme dem. Der er kun to bokse at krydse af. Der er kun to, der kan tage barnet med til lægen; der er kun to, der kan komme med barnet ud at rejse; der er kun to, der kan logge ind på Aula. Der er alle de her facetter i livet, som både er ekstremt besværlige, men som også minder både børn og forældre om, at samfundet ikke lige helt har fundet sig til rette med dem endnu, for at sige det mildt. Det er på tide, at vi diskuterer, hvordan vi også laver en lovgivning og et system, som rummer de familier. For de findes; det er børn, som vokser op kærlige og rummelige steder, men som altså støder panden mod systemer og strukturer, som ikke kan rumme dem. Det burde de gøre.

Derfor har vi i Enhedslisten rejst en forespørgselsdebat for at tage snakken om, hvad vi kan gøre for de familier. Vi har spurgt ministeren, om ministeren vil redegøre for sin principielle holdning til muligheden for at give børn ret til flere juridiske forældre end to, så børn får ret til samvær med alle deres forældre, og muligheden for, at forældres rettigheder i forhold til barsel, børns sygedage, skole-hjem-samtaler osv. forbedres. Det skal også siges, at vi har stillet et skriftligt spørgsmål til ministeren om at redegøre for, hvor der er problemer i systemet, som børn med mere end to forældre møder. Det tager noget tid, retfærdigvis, at indsamle sådan noget, men ministeren har heldigvis sagt, at det vil hun gå i gang med, så det er vi glade for.

Tak for begrundelsen til fru Pernille Skipper. Så er det socialministeren for en besvarelse.

Mange tak for det, formand, og tak til ordføreren for forespørgerne for at rejse debatten her. Indledningsvis vil jeg sige, at jeg og regeringen naturligvis anerkender, at der er flere måder at være familie på end den, vi historisk har talt om som kernefamilien, altså mor, far og to eller tre børn – jeg ved ikke, hvor mange børn der er i en klassisk kernefamilie, men altså mor, far og et vist antal børn udgør en klassisk kernefamilie. Det skal lovgivningen også afspejle, ligesom der, når det giver mening af hensyn til barnet, skal lægges vægt på det sociale forældreskab og forholdet mellem barnet og en social forælder.

Der er dem, der mener, at lovgivningen overhovedet ikke har fulgt med tiden, men det mener jeg nu er lidt af en tilsnigelse, så lad mig derfor starte med nogle eksempler fra mit eget område på lovgivning, der understøtter forskellige familieformer. Det er efterhånden en del år siden, at det blev muligt for to kvinder at blive forældre sammen, ved at den ene kvinde bliver barnets medmor, og efter forældreansvarsloven kan forældremyndigheden over et barn ved aftale overføres til andre end barnets forældre. Det vil i praksis kunne være til den ene af barnets forældre og dennes ægtefælle eller samlever, altså barnets sociale forælder. Et andet eksempel findes på beskæftigelsesministerens område. Er barnet alvorligt syg i længere tid, har forældre i medfør af barselsloven mulighed for at blive hjemme og modtage dagpenge, mens de passer deres syge barn. Den mulighed kan også omfatte sociale forældre.

Ud over at pege på eksisterende rettigheder vil jeg også gerne sige, at regeringen naturligvis har fokus på, at der løbende kan være behov for yderligere ændringer for at imødekomme behovet hos familierne. Et vigtigt fokus for os er i den sammenhæng dog altid, at forældrenes behov aldrig må overskygge hensynet til barnet.

Den 10. februar i år vedtog et bredt flertal i Folketinget, og tak for det, et lovforslag, der bl.a. skal styrke familiedannelsen for lgbt+-personer ved at smidiggøre registreringen af medmoderskab. Det er et forslag, der i høj grad imødekommer forældrenes behov, samtidig med at hensynet til barnet varetages.

Også på andre områder sker der noget. Stillerne af forespørgslen nævner selv barselsområdet som et område, hvor sociale forældre bør stilles bedre. Det er regeringen helt med på, for vi ønsker også her en mere tidssvarende lovgivning, der kan give en højere grad af fleksibilitet for lgbt+-familier. Derfor har regeringen sammen med bl.a. stillerne af forespørgslens parti aftalt, at lgbt+-familier fra den 1. januar 2024 får mulighed for, at de to juridiske forældre vil kunne overdrage nogle af deres orlovsuger og dagpengerettigheder til sociale forældre. Dermed vil familien i langt højere grad selv kunne beslutte, hvad der er bedst for dem og deres barn.

Men når det kommer til det mere konkrete spørgsmål her om at lovgive om, at barnet skal have mere end to juridiske forældre, bliver jeg mere betænkelig. Når man lytter til dem, der taler for sådan en ordning, fokuseres der for det meste på de situationer, hvor voksne er enige og mener, at de sagtens kan løfte et delt forældreskab – det kan de da helt sikkert også – så de sammen kan følge barnets skolegang, dele økonomien i forhold til barnet, træffe vigtige beslutninger på barnets vegne; det er fint for dem, og det er fint for barnet.

Men jeg bliver også nødt til at pege på, at det jo desværre ikke er alle forældre, der vedbliver med at være enige om deres børn. Vi bliver nødt til også at forholde os til, at der er forældre, der bliver uenige, og det kan være alt fra mindre uenigheder om dagligdags spørgsmål til større uenigheder og meget voldsomme konflikter, når de går fra hinanden – i øvrigt apropos det beslutningsforslag, vi lige har behandlet, om de meget svære og meget konfliktfyldte og meget, meget voldsomme skilsmisser for børnene.

Det kan være udfordrende nok at blive enige i sådan nogle sager, når man er to. Det ved jeg som ansvarlig for forældreansvarsområdet og fra de historier, som jeg hører, og som vi jo også drøfter i fællesskab, om konflikter mellem forældrene og meget klemte og udsatte børn. Derfor kan jeg være bekymret for at udvide kredsen af voksne, der skal være enige, fordi det øger risikoen for konflikt og dermed også den potentielle belastning af barnet. Eller sagt på en anden måde: Jo flere voksne der har ret til at bestemme i forhold til barnet, jo sværere vil det være at sikre barnets interesser i de tilfælde, vi jo ikke kan lovgive os imod opstår, nemlig når der opstår uenighed, konflikt og skilsmisse, og når alle de gode intentioner ikke længere er mulige.

Det kan sagtens være sådan, at nogle familier på forhånd taler om, hvad der skal ske, når man går fra hinanden. Jeg er bare nødt til at sige, at ét er, hvad man kan blive enig om, når alt tegner lyst for en ny familie; noget andet er den virkelighed, der møder en, når tingene falder fra hinanden og man bryder med hinanden. Børns Vilkår, som jo kender skilsmissefeltet godt, har da også udtrykt bekymring for forslaget her.

Lag mig give et tænkt, men ikke utænkeligt eksempel, som jeg synes meget godt illustrerer den vanskelige situation, som et barn kan komme i, hvis det har flere end to juridiske forældre. Ida kalder vi pigen her – det er et fiktivt navn – og Ida har to juridiske mødre. Hendes biologiske mor er gift med en anden kvinde, der er Idas medmor. Idas mødre går fra hinanden og kan ikke finde ud af, hvordan samværet skal fordeles. Da de ikke kan finde en løsning selv, går de til Familieretshuset. Konfliktmæglingen kan desværre ikke hjælpe dem til enighed, selv om det jo er det, vi altid håber, så Familieretshuset træffer afgørelse om, at Ida skal leve i en deleordning. Selv om der er fundet en løsning, er forældrene altså stadig væk ikke på bedste fod, og det er svært for Ida, når de voksne ikke taler sammen.

Forestil jer nu, at Ida har to juridiske mødre, der lever sammen, og to juridiske fædre, der også lever sammen. Ida er halvdelen af tiden hos hvert par forældre, men en dag går begge parrene fra hinanden, og der er uenighed om fordelingen af samvær internt i begge par. Derfor må de en tur til Familieretshuset, der på grund af manglende succes med konfliktmægling og fortsat uenighed må træffe en afgørelse. Men hvad er det egentlig for en afgørelse, der skal træffes?

Skal Ida være 1 uge ad gangen hos hver af de fire forældre? Er det i Idas bedste interesse at pendle mellem fire forskellige hjem med hele fire forældre, der slet ikke kan tale sammen? Og hvad med alt det praktiske, f.eks. når Ida skal begynde i skole og de fire forældre ikke kan blive enige om, hvilken skole hun skal gå på, eller om hun skal gå til fodbold eller dans? Udfordringen ved at have flere end to juridiske forældre vil altså ikke kun komme til udtryk, når forældre går fra hinanden og er uenige om samvær, men vil også give problemer i forhold til uenighed om dagligdags spørgsmål. Og når der skal tages væsentlige beslutninger, som kræver enighed – nogle af de store valg i livet; om barnet skal konfirmeres, hvilken skole det skal gå i, eller om den ene eller den anden medicinske behandling er bedst for barnet – så er der i disse situationer flere end to juridiske forældre, og så kan det tage længere tid at træffe en beslutning. Og jo flere, der er uenige, jo mere kan det nå at påvirke barnet.

Når vi diskuterer muligheden for mere end to juridiske forældre, skal vi altså have for øje, at de hensyn, der skal varetages, kan være meget modsatrettede. I den forbindelse er jeg ikke tvivl om, at hensynet til barnets bedste altid må være det bærende.

For at opsummere er jeg betænkelig ved, om det er til barnets bedste at åbne for muligheden for flere end to juridiske forældre. Risikoen for at øge potentialet for konflikt, både i dagligdagen, men også i forbindelse med samlivsbrud, er en høj pris at betale for de børn, der måtte komme i klemme. Fokus på de voksnes rettigheder må i min optik aldrig overskygge fokus på barnet. Det mener jeg der er en reel risiko for her, og derfor mener jeg, at det, der hidtil har været det gældende princip, nemlig princippet om to juridiske forældre, bør fastholdes.

Men med det sagt vil regeringen naturligvis fortsat arbejde på at understøtte familiernes mulighed for at indrette sig på forskellig vis, helt som jeg også brugte lidt tid på at beskrive i indledningen. Og med det tak for ordet.

Tak for det. Der er nu adgang til én kort bemærkning fra ordførerne, og først er det fru Pernille Skipper.

Tusind tak til ministeren for besvarelsen. Jeg er meget enig i, at hensynet til barnets bedste altid må være det bærende. Jeg synes sådan set også, det er en udmærket historie, ministeren digter her, og jeg er slet ikke afvisende over for, at de problemer, som ministeren også fortæller om, kan opstå. Men jeg bliver også nødt til at spørge, om det så i Idas eksempel er det bedste for barnet, hvis Ida får at vide, at hendes to fædre må hun aldrig se igen; hvis Ida får at vide, at hun ikke har ret til sine to fædre, fordi den konflikt nu er opstået og der så ikke er nogen mulighed for, at hun har dem i sit liv, altså fordi det vil mødrene ikke, fordi konflikten er kørt helt op i en spids.

Altså, det her handler jo netop ikke om forældrenes ret til børnene. Det handler om, at hvis man ikke anerkender alle forældrene som juridiske forældre, så kan det jo altså også påvirke barnet i en meget negativ grad. Er ministeren ikke enig i det? Og kan ministeren ikke også godt se det problem?

Ministeren.

Jamen jeg synes jo, at det her er et felt, hvor der er ganske mange dilemmaer, og i virkeligheden er der det tilfælles med den diskussion, vi havde lige før, om et beslutningsforslag omkring chikane osv. i forbindelse med de værste skilsmissesager, at det jo ville være det allerbedste i hele verden, hvis vi herinde kunne lovgive om, at voksne mennesker, der vælger at sætte børn i verden sammen, simpelt hen skal kunne samarbejde. Vi kan ikke lovgive om, at de skal blive sammen, men tænk, hvis vi kunne sørge for, at der ikke kom konflikter, hvor børnene kommer i klemme. Det kan vi desværre ikke lovgive os ud af, og derfor bliver vi jo nødt til for at ramme balancen i de forskellige dilemmaer, der er og vil være, at lande et sted, hvor vi skærmer barnet bedst muligt.

Jeg kan sagtens høre, at nogle af de dilemmaer, som fru Pernille Skipper remser op her, er relevante, og det gør jo diskussionen svær, at tingene ikke er sort-hvide. Men i sidste ende mener jeg, at vi har det rigtige princip, når vi siger, at der er to juridiske forældre. Så kan der være sociale forældre, og så kan man jo også sikre de sociale forældre på mange forskellige måder.

Tak. Så er det fru Astrid Carøe.

Tak for det. Jeg vil følge lidt op på det tidligere spørgsmål fra Pernille Skipper, for jeg er sådan set helt enig med ministeren i, at vi skal sikre barnets interesser og barnets bedste, men jeg synes sådan set ikke, at ministeren svarer helt på, hvad man skal gøre i de situationer i dag, hvor barnets bedste er at få lov at bo hos en af de sociale forældre. Altså, hvis man er fire om et barn i dag og der er højkonflikt, så har de sociale forældre – dem, der ikke har forældremyndigheden – ingen muligheder i Familieretshuset, og det går jo ud over barnet, hvis barnet trives bedst hos de forældre.

Det er jo et dilemma, og jeg ville mene, at det var til barnets bedste at have ret til alle sine forældre. Så hvad gør man i de tilfælde? Hvad gør man, for de her børn eksisterer jo i dag, de her familier eksisterer i dag, altså hvor der også i dag kan opstå højkonflikt? Så det handler jo ikke om en legitimation af den familieform, for den familieform eksisterer i dag, men hvad gør man, hvis barnet trives bedst hos de sociale forældre?

Ministeren.

Tak for det. Altså, allerede i dag rummer lovgivningen jo nogle muligheder for sociale forældre, hvilket jeg også tror jeg beskrev i min indledende tale, f.eks. ved at en social forælder sammen med barnets ene forælder kan have forældremyndigheden over barnet. Jeg kan simpelt hen ikke lige på stående fod her fra talerstolen – der må man jo ikke sige noget, der er ukorrekt, som minister; jeg kigger ned på mine jurister – se sagsbehandlingen for mig i en situation, hvor man har benyttet sig af den mulighed, at den sociale forælder har fået forældremyndigheden. Så lad mig sige – nu er det så ikke Idas tilfælde, men et andet tænkt tilfælde, som spørgeren remser op – at det vil jeg gerne prøve at tydeliggøre, men at der i hvert fald allerede i dag er forskellige sikringer af rettigheder og muligheder for sociale forældre. Jeg synes jo, det er væsentligt, at vi har det. Og som jeg også gennemgik i min tale, kan jeg sagtens få øje på flere steder, hvor det giver mening, men lige her er vi inde ved noget meget principielt juridisk, i forhold til hvor mange forældre det enkelte barn har.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Nu går vi over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne. Værsgo, fru Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Tak for det. Tak til ministeren for besvarelsen, og jeg vil skynde mig at hæfte mig ved det vigtige i, at vi – trods jeg nok ikke er enig i konklusionen – har en minister og en regering, der anerkender, at vi er færdige med de gammeldags familiebegreber, og at det er rigtige familier, der er tale om, også når børn har mere end to forældre. Det er rigtig, rigtig vigtigt.

I et indlæg i Information skrev daværende ligestillingsminister Peter Hummelgaard for nylig sammen med Enhedslisten, men også SF og Radikale: »Familier anno 2021« – det var så dengang – »kommer i mange former. Lovgivningen skal naturligvis følge med«. Det synes jeg er en rigtig god indledning på et indlæg, som også handlede om, hvordan vi kunne give barselsrettigheder til mere end to forældre. Derfor har vi jo sådan set også taget de første vigtige skridt til at få juridisk og rettighedsmæssigt anerkendt familier, hvor der ikke kun er to forældre.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi erkender, at der følger problemer med, som ikke er familiernes skyld, men som er systemets skyld. Vi ender rigtig hurtigt, når vi har de her snakke, i diskussioner om, hvad der sker i absolutte højkonfliktsager. Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor regnbuefamilier skal stå mere til ansvar for, hvad de potentielt set ville gøre, hvis de en dag ender i en højkonfliktsituation, end et heteroseksuelt par skal. Der er aldrig nogen, der har spurgt mig og min heteroseksuelle mand, om vi har en plan for, hvad vi vil gøre med vores to børn, den dag vi går fra hinanden. Alle regner ligesom bare med, at det ender lykkeligt, selv om statistikkerne viser, at det gør det nok ikke.

Så jeg tror altså, at vi stiller langt højere krav i praksis til de forældre, som er mere end to, når de får børn. Og det synes jeg ikke er rimeligt. Det, jeg møder, er tværtimod familier, som har langt flere snakke om, hvordan man gør tingene sammen, hvordan man skal samtale, hvad man skal gøre, også når man er uenige om, om det er dans eller fodbold, eller det er noget andet, man kan have uenigheder om som forældre. Det er der altså en tendens til at de familier, som er mere end to, har talt meget mere om, før de starter en familie. Så jeg synes egentlig ikke, at de ekstra krav er rimelige.

Til gengæld møder de børn, som jo findes, og som har lykkelige familieliv og kærlighed til alle deres f.eks. tre forældre og bliver elsket af alle tre forældre, en hel masse barrierer. De børn kan ikke komme til lægen med den ene af deres forældre; den ene af deres forældre har ikke adgang til Aula, forældresamtaler eller Sundhedsplatformen og kan ikke rejse med børnene; børnene har ikke arveret efter den tredje forældre og kan ikke få efternavnet. Og hvis det skulle ende i en skilsmisse, har barnet ikke ret til den der tredje forældre, og det er jo ret frygteligt at tænke på. Med tanken om, at konflikter kan blive værre, hvis der er mere end to parter – og det hører jeg er ministerens hovedargument – fratager vi potentielt set børnene retten til deres ene forælder. Ministeren ved jo altså godt, hvad det gør ved børn. Der behøver man ikke at kigge i forskningen, selv om der er blevet lavet meget af det, for at se, hvad det gør ved børn, hvis de mister deres ene forælder i livet.

Alle de praktiske problemer, man møder som familie, er også enormt stressende, og de kommer oven i de store omvæltninger, der i forvejen er ved at starte en familie. Det er også noget, som kan påvirke børnene i en negativ retning, og det er noget af det, som mange af de familier, jeg har mødt, fortæller om. De er lykkelige og har tænkt over det her rigtig, rigtig længe, men det påvirker både dem og børnene, når de møder de barrierer i livet.

Jeg vil slutte af med at sige nu, at jeg håber, at den her diskussion er det første skridt til, at vi faktisk kan blive enige om, at familier findes i mange forskellige afskygninger. Der var engang, hvor man ikke klassificerede skilsmissefamilier som rigtige familier. Der var også engang, hvor man sagde, at familier med to kvinder og børn ikke var rigtige familier. Heldigvis er vi ude over det. Vi kommer også ud over, at der er nogle, der ikke synes, at regnbuefamilier med mere end to forældre er rigtige familier, for det er de, og vi skal have en lovgivning, der følger med, som daværende ligestillingsminister hr. Peter Hummelgaard så rigtigt sagde.

Tak til fru Pernille Skipper. (Pernille Skipper (EL): Hov, jeg har en vedtagelsestekst, jeg også skal læse højt). Ja, der er også en vedtagelsestekst.

Jeg har et forslag til vedtagelse, som jeg gerne vil læse højt på vegne af SF, Radikale og Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at de klassiske familieformer med én far, én mor og deres fælles børn ikke længere er dækkende for den virkelighed, som flere og flere børn vokser op i. Kærlighed kender ikke køn, lgbt+-familier dannes og trives, og der findes børn, som vokser op med forældre af samme køn og med flere end to forældre. Den virkelighed bør anerkendes, og Folketinget tog første skridt til dette ved at give mulighed for at dele barselsorlov med op til fire sociale forældre.

Folketinget mener derfor, at der bør igangsættes undersøgelser af og vidensindsamling om omfanget af regnbuefamilier med børn med flere end to forældre i Danmark, deres forhold og de barrierer, de møder, med henblik på at tilpasse lovgivningen, så flere familieformer anerkendes.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 51).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre forhandling.

Der er ikke nogen korte bemærkninger til fru Pernille Skipper. Og så er den næste ordfører fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Først og fremmest tak til fru Pernille Skipper og Enhedslisten for at rejse et centralt og væsentligt spørgsmål for en del mennesker i vores land. Nogle vokser op i andre familietyper end den klassiske. Alene den sætning er mig imod, altså det der med at komme fra en familie, hvor der er én far og én mor – hvad så med min far? Han er fra 1944; hans forældre blev skilt, og faren rejste væk med en anden kvinde, husholdersken, og levede på polsk. Og er han så vokset op i en familie, der ikke historisk er rigtig?

Vi kan kigge tilbage på den måde, vi har dannet familie på helt tilbage fra vikingerne – dér var det den, der blev tilbage, der havde ejendommen, uanset om det var kvinden, skjoldmøen, der rejste ud og slog ihjel, eller det var vikingen, manden, der tog ud og slog ihjel. Altså, hvad er det, vi kigger på? Og jeg synes egentlig, at den drøftelse, vi har her i dag, er et greb på en moderne tid, hvor vi er nødt til at tale sammen om de roller, vi har.

Når det så er sagt, læner jeg mig op ad ministerens konklusioner. Og det, som en forespørgselsdebat rummer mulighed for, er at have de her principielle diskussioner, og derfor kunne jeg have lyst til at stille et spørgsmål til forespørgerne den anden vej – men det skulle jeg måske have gjort for lidt siden. Ja, det skulle jeg, så der misforstod jeg lige noget. Men det, jeg synes kunne være interessant, er jo det her med, om det kun er lgbt+-familier. Hvad nu, hvis det er familier, som meget tidligt går fra hinanden, og hvor man så får andre partnere, som børnene oplever som havende en væsentlig rolle i deres liv? Hvordan gør vi så det?

Der synes jeg, det er centralt i forhold til det, som ministeren påpeger, nemlig hvordan vi arbejder med det juridiske, i forhold til at man har to forældre, og den diskussion, vi har haft adskillige gange omkring Familieretshuset, når ting går i hårdknude, og så det, at vi samlet set arbejder med forskellige måder, vi kan arbejde med sociale forældre på. Er der forskellige typer af greb på det? Det tror jeg ikke vi er færdige med at diskutere.

Det var det, jeg ville sige. Og så skal jeg læse en vedtagelsestekst op på vegne af Socialdemokratiet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at der familier, hvor et barn ikke alene har to retlige forældre, men også én eller flere sociale forældre. De forskellige familieformer skal rummes i vores samfund.

Folketinget er opmærksom på, at de hensyn, der skal varetages med reglerne om retligt forældreskab, kan være modsatrettede, f.eks. barnets ret til forældre og hensynet til ligestilling mellem forældrene, mellem gifte og ugifte og mellem par af samme køn og par af forskellige køn.

Folketinget bakker op om, at hensynet til barnet bør være det overordnede princip i reguleringen af familieretlige forhold vedrørende børn og ikke hensynet til de voksne. Folketinget er derfor enig med regeringen i, at princippet om to retlige forældre bør fastholdes.

Under hensyn til barnets bedste og familiernes mangfoldighed opfordrer Folketinget regeringen til fortsat at arbejde på at understøtte mangfoldigheden i samfundet og familiernes mulighed for at indrette sig på forskellig vis.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 52).

Tak, og også det forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Og så er der en kort bemærkning. Fru Astrid Carøe.

Tak for det. Jeg er virkelig glad for, at ordføreren understreger, at der selvfølgelig findes familier, hvor der er mere end to forældre. Men synes ordføreren så ikke også, at det er en udfordring, at barnet ikke har ret til de forældre, der ikke er de juridiske, altså at barnet ikke har ret til, at den forælder kan tage barnet til lægen, eller i værste fald ved dødsfald ikke har ret til at arve fra den forælder eller ved højkonfliktskilsmisser bare ikke har ret til den forælder? Er det ikke et problem?

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Altså, jeg synes, som både ordføreren for forespørgerne og ministeren har gjort klart, at det er utrolig dilemmafyldt. Når man sådan skærer ind til benet, synes jeg, at der er to forskellige ting. Det ene handler om, når det bliver så kompliceret, at man i Familieretshuset f.eks. skal bedømme, om nogen skal have samvær, og hvordan de skal have det. Det er én ting. Den anden ting handler om de andre spørgsmål, som ordføreren stiller: Er der andre greb, vi kan gøre brug af fremadrettet, i forhold til at skabe en tilretning til et moderne samfund? Det er også derfor, vi i vores vedtagelsestekst har sagt det her med, at man pålægger regeringen fortsat at arbejde for at støtte mangfoldigheden i samfundet og familiernes mulighed for at danne familie.

Så jeg synes ikke, vi er færdige. Jeg tror faktisk, at vi er nødt til at få kigget på, hvor det er, og jeg tror, der er andre måder at gøre det på. Det er også derfor, vi har stillet det forslag til vedtagelse.

Fru Astrid Carøe.

Men det er jeg sådan set enig i, og jeg er også enig i, at det er mega dilemmafyldt, og at det kan være svært – selvfølgelig kan det være svært – i højkonflikter. Men de her familier eksisterer jo i dag og oplever sikkert også skilsmisser og konflikter internt i familien.

Det, vi har foreslået i vores vedtagelsestekst, er at starte en undersøgelse, både om omfanget af den her familietype i Danmark, og også om, hvad der er af muligheder for at løse udfordringerne, så man måske kan hegne det ind, sådan at man ikke bare har ret til fire forældre, uden at man kan stille nogen krav eller sikre, at der på forhånd er lavet en aftale, eller alle mulige ting. Man kan hegne det ind, og vi kan jo faktisk se nogle erfaringer fra andre lande, så jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor Socialdemokratiet ikke vil være med til i det mindste at undersøge, om der er nogle muligheder.

Ordføreren.

Tak for det. Det er jo egentlig også et ret godt spørgsmål, altså det her med, hvor langt det er, vi kan gå. Jeg synes, at vi er nødt til at skære ind til benet i forhold til to juridiske forældre. Jeg er med på, at det her bliver en rejse – noget, vi ikke er færdige med. Det er dilemmafyldt, og hvor er det, vi kan lave nogle greb?

Nu kommer jeg til at gentage mig selv, men altså, jeg synes faktisk, at vi har forsøgt at ramme det ind. Og jeg havde jo også gerne set, at vi havde kunnet blive mere enige om en tekst, men jeg tror egentlig, at når vi lægger intentionerne sammen og vi slutter her i dag, er der en ny retning for det her område.

Tak. Så er det fru Pernille Skipper.

Jeg bliver nødt til at sige, at jeg ikke bryder mig så meget om det her med, at vi kalder det så frygtelig dilemmafyldt. Der ligger sådan et eller andet i det, som om det er skidt. Jeg bryder mig ikke så meget om det. Men lad os lige parkere det der med højkonfliktsager, som jo i øvrigt heldigvis er en lille del af alle skilsmissesager.

Så er der, som fru Astrid Carøe også er inde på, en række problemer, som de her familier møder og støder ind i, og som, når man taler med dem, i hvert fald betyder rigtig, rigtig meget i deres familie og også er skidt for børnene, f.eks. at der er en forælder, der ikke har adgang til Aula og ikke kan følge med i, hvad der foregår derinde; at der er en forælder, der ikke kan følge med dem til lægen; at der er en forælder, der ikke kan tage dem med ud at rejse. Så hvad med alle de ting, der er afledte effekter af, at man ikke er mere end to juridiske forældre, ud over det med højkonfliktsagerne? Vil Socialdemokraterne vil være med til at gå ind at kigge på, om man kan være f.eks. tre om det?

Ordføreren.

Som det ser ud nu, er vi ikke klar på at skulle have mere end to juridiske forældre. Jeg synes, det er væsentligt, at man hele tiden gør sig umage for, at de voksne, der er omkring et barn, har adgang til de informationer, der er. En sammenlignelig situation handler jo om det arbejde, vi skal i gang med at lave omkring plejefamilier, hvor der også er et problem i forhold til Aula. Så ordføreren sætter jo en finger på et af de steder, som vi er nødt til at kigge på med moderne briller, når vi har elektronik, og når vi har tilgange på den måde. Så jeg køber sådan set ind på præmissen om, at vi er nødt til at blive ved med at øve os på det.

Jeg køber faktisk også ind på præmissen om det her – i hvert fald sådan som ordføreren vender det – med at være dilemmafyldt. Det var ikke det, der var min intention. Jeg kender utrolig mange forskellige familieformer, og det er ikke familieformerne, der er et dilemma. Det er de udfordringer, man står med, når tingene er gået galt, og der mener jeg faktisk, at lovgivningen skal tage højde for netop de steder. Der kan vi jo være uenige.

Fru Pernille Skipper.

Der bliver jeg bare nødt til at holde fast i, at jeg synes, det er urimeligt, at der bliver stillet større krav til de familier, end der gør til det helt almindelige heteroseksuelle par. De bliver ikke afkrævet alle mulige aftaler og gode intentioner om, hvad de har tænkt sig at gøre. Så det synes jeg ikke er okay. Men det betyder så bare, at jeg kan konkludere nu, at vi skal kigge på, om en tredje, måske en fjerde forælder kan få lov til at rejse med deres børn, tage til lægen med deres børn, komme ind på Aula sammen med deres børn. Er der andet end den tænkte situation omkring skilsmisse, højkonflikter, som Socialdemokraterne synes er problematisk ved en juridisk anerkendelse af mere end to forældre, eller er det kun den situation, man mener er problematisk?

Ordføreren.

Jeg kan jo godt høre, at ordføreren prøver at få Socialdemokratiet låst over i sådan en krog, men jeg ser det simpelt hen ikke på den måde. Jeg ser faktisk, at vores grundlæggende retssystem er et sikkerhedsnet, man spænder ud for det tilfælde, at det går galt. Hver eneste dag er der familier, som en gang imellem er uenige, og som har forskellige konstruktioner, hvor man er nødt til at aftale sig frem, og hvor det går ganske glimrende. Det er også familier, som er utrolig regnbueagtige, og som ikke er de familier, som fru Pernille Skipper præsenterer, men som er af en anden karakter, og der får man det til at glide. Så grundlæggende handler det jo om der, hvor det ikke går godt, og der er vi så ikke enige, og det er vel også fair nok.

Den næste ordfører er fra Venstre. Værsgo, fru Marlene Ambo-Rasmussen.

Tak for ordet, formand. Og tak til Enhedslisten for at rejse den her forespørgselsdebat om at give børn ret til flere juridiske forældre end to, for det er en meget vigtig debat, vi skal have i dag, og den handler nemlig om børn, rettigheder og ansvar.

Der findes i dag ca. 1.400 regnbuefamilier i Danmark; det er et tal, jeg sådan har trukket løseligt ud fra Danmarks Statistik, tilbage fra 2019. Og man kan egentlig sige, at når vi tager den her diskussion op på den store klinge, må det her tal formodes at være endnu højere i dag, for tallet inkluderer trods alt ikke alle de andre familiekonstellationer, der ikke nødvendigvis består af to kvinder eller to mænd med hjemmeboende børn. I dag findes der nemlig flere og flere danskere, som lever under mere utraditionelle familierammer. Det kan være tre forældre, fire forældre, sociale forældre, som andre her også har nævnt i dag, stedbørnsforældre eller en helt anden konstruktion.

For Venstre udgør familien kernen i samfundet. Derfor er det også væsentligt, at samfundet skal indrettes sådan, at familierne får de bedst tænkelige muligheder for at give trygge rammer til deres børn. Det betyder selvfølgelig, at der skal være plads til, at man kan indrette familielivet på lige netop den måde, som passer familien bedst. Og hvis jeg lige må vende tilbage til det, jeg egentlig sagde i starten af min tale, vil jeg sige, at den her debat faktisk handler om rettigheder, om ansvar.

Derfor undrer det mig også, at titlen på forespørgslen er at give børn ret til flere juridiske forældre end to. For hvem er det egentlig, der får rettigheder med det her? Og i hvis interesse er det egentlig, at et barn skal have flere juridiske forældre end de to givne? Er det for barnets skyld, eller er det for forældrenes skyld? Det er tre helt centrale spørgsmål, som vi i Venstre er optaget af, når vi tager den her debat. For lad mig understrege: Den her debat handler om at give flere rettigheder til forældrene. Det fremgår også helt tydeligt af selve forespørgselsteksten, nemlig hvorvidt forældrenes rettigheder skal forbedres i forhold til barsel, børns sygedage, skole-hjem-samtaler m.v. For flere forældre med forældremyndighed betyder alt andet lige, at flere forældre sidder omkring bordet, når de vigtige beslutninger i barnets liv skal tages. Og når alt kommer til alt, vil det betyde, at barnets stemme også bliver lavere placeret.

Derfor er det også fuldstændig essentielt for Venstre, at hensynet til barnets bedste altid vejer tungest. Det gælder, uanset hvilke omsorgspersoner der er i barnets liv. Ansvar er vigtigt, når vi taler børn og rettigheder, for hvis vi åbner op for muligheden for, at flere forældre kan få forældremyndighed over et barn, ja, så skal vi også stille krav om ansvar – ansvar for altid at sætte barnets bedste over egen interesse, og det er svært. Alle gode intentioner kan ende i højkonfliktsager i Familieretshuset. Det her gælder som helhed i øvrigt, uanset om barnet har to, tre eller fire retlige forældre, for det nytter ikke noget, at vi har et hold A- og et hold B-forældre, eller for den sags skyld et hold C- eller D-forældre. Samtlige retlige forældre skal være ligestillede, hvad angår ansvar.

For mig handler det her ikke alene om ligestilling. Det handler i høj grad også om, at man giver flere parter i sagen, altså omsorgspersoner i barnets liv, et ansvar over for barnet. Tag f.eks. skilsmissesager eller andre sager om brud i familielivet: Hvordan stiller det barnet, hvis der pludselig er tre eller fire forældre, der skal dele samværet, og der måske tilmed er et højt konfliktniveau mellem forældrene? Jeg må bare sige, at jeg gruer for, hvordan børnenes interesser bliver tilgodeset i de sager.

Vi kender det. Ministeren og nogle ordførere nævnte også, at man kender det fra de sager på det familieretlige område, hvor det er to forældre, der skal skilles. Højkonfliktsagerne, § 7-sagerne, er støt voksende, og det er sagsbehandlingstiderne desværre også, og mens endnu flere børn bliver klemt mellem forældrenes skænderier og samarbejdsvanskeligheder, ja, så står børnene altså tilbage som taberne. Den konflikt og den situation kan man så bare gange op, hvis man taler om tre eller fire eller flere forældre. Ja, jeg må bare sige: Jeg kender ikke udfaldet, men jeg gruer for børnenes bedste, og det samme gør Børns Vilkår og Det Etiske Råd, som også har udtrykt deres bekymring for, at det med flere forældre kan gå hen at blive en glidebane.

Derfor er vi i Venstre også bekymrede. Ved at åbne op for den her mulighed for, at flere forældre kan få juridiske rettigheder over et barn, vil der stadig væk være en lang række spørgsmål, som vi mangler at få afklaret, f.eks. spørgsmålet om, hvordan det påvirker børns opvækst, deres selvforståelse, deres evne til at indgå relationer, når der er flere forældre end to inde over barnet. Det har nogle konsekvenser, og af den årsag vil Venstre hellere se på andre løsningsforslag, der sikrer, at det er de rigtige omsorgspersoner, der får ansvar og medbestemmelse i barnets liv. For vi kan sådan set godt diskutere det urimelige i, at der i dag ikke er ligestilling mellem to mødre og to fædre, og det problem vil det her forslag fra Enhedslisten sådan set uden tvivl gå ind at forbedre i en eller anden grad, men ikke desto mindre er der altså også nogle etiske dilemmaer forbundet med det her.

Vi åbner potentielt op for, hvis vi giver grønt lys for det her, at der kan registreres flere end to juridiske forældre til et barn. Derfor er det heller ikke ligetil at give flere forældre de juridiske rettigheder over et barn, og derfor er vi i Venstre positivt indstillet over for at undersøge muligheder for og løsninger på, hvordan vi kan sikre, at de rigtige omsorgspersoner får et ansvar og medbestemmelse over et barns liv, så det altid – og lad mig understrege altid – er til barnets bedste.

Jeg skal læse en vedtagelsestekst op, og jeg kommer nok til at hakke lidt, for der er efterfølgende lavet en del overstregninger og tilføjelser, men det er på vegne af Venstre, Konservative og Liberal Alliance, og den lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget er optaget af at sikre, at alle har mulighed for at leve i de familiekonstellationer de ønsker.

Folketinget mener, at familiernes ret og frihed til at bestemme over egen tilværelse står højt, hvorfor det er væsentligt, at samfundet indrettes således, at familierne har mulighed for at indrette familielivet på den måde, der passer den enkelte familie bedst.

Folketinget mener dog, at man bør være varsom med at indføre en ret til flere juridiske forældre end to, da en sådan ret ikke nødvendigvis vil være i barnets tarv i f.eks. skilsmissesager.

Derudover er Folketinget bekymret for en lang række etiske dilemmaer, herunder hvordan flere juridiske forældre påvirker børns opvækst.

Folketinget anerkender, at der i dag findes familiekonstellationer, som ikke er retmæssigt ligestillet med traditionelle familietyper.

Folketinget foreslår således at undersøge alternative muligheder og løsninger på, hvordan man kan sikre ligestilling i utraditionelle familiekonstellationer under hensyn til barnets tarv.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 53).

Tak for det. Også dette forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er et par korte bemærkninger, først fra fru Pernille Skipper.

Tak til ordføreren, også for nogle vigtige anerkendelser i løbet af talen. Det ser jeg som sådan et første skridt, og bare det, at vi har debatten her på en respektfuld måde, betyder faktisk, tror jeg, at vi tager nogle skridt i den rigtige retning. Det håber jeg i hvert fald. På et tidspunkt siger ordføreren: Jo flere der er omkring bordet, når der skal træffes vigtige beslutninger for barnet, jo mindre bliver barnets stemme. Og der må jeg sige, at der blev jeg nok en lille smule provokeret. Altså, først og fremmest: Det, at man anerkender mere end to juridiske forældre, er ikke det tidspunkt, hvor det bliver til virkelighed. De familier findes. De findes, de er rigtige forældre til de børn, og de sidder omkring borde lige nu og træffer fornuftige, kloge, kærlige beslutninger om deres børn – mere end to voksne, måske tre, måske fire – og de lytter da til deres børn. Hvor har ordføreren det dog fra, at de ikke skulle kunne finde ud af det?

Ordføreren.

Jeg tror netop, at den sag, vi har behandlet, før vi havde den her forespørgselsdebat, nemlig beslutningsforslag nr. B 66 omkring Familieretshuset, med al tydelighed viser, at alle gode, de bedste, kærlige intentioner, man har som familie, desværre kan ende i grøften, når man står i en skilsmissesituation. Og jeg er fuldstændig enig med ordføreren for Enhedslisten: Der sidder ikke nogen forældre omkring et bord, om det så er to forældre eller det er ti forældre, der som udgangspunkt ikke vil det bedste for barnet. Problemet opstår jo der, hvor det, som parterne, når de så splittes op, efterfølgende ønsker, er modsatrettet. Og i virkeligheden er det lidt absurd, at den diskussion opstår nu, for vi – bl.a. Venstre, Nye Borgerlige og DF – har jo tidligere råbt vagt i gevær netop i forhold til de her situationer, vi har i Familieretshuset, hvor man bl.a. også fra flere af de røde partiers side faktisk modsatrettet anerkender, at man kan have situationer, hvor man fjerner en forælder fra barnets liv for at undgå, at der skal opstå de her højkonfliktsager. Nu vil man så tilføre flere forældre i den her situation, og det er for mig måske sådan lidt modsatrettet og lidt tvetydigt.

Fru Pernille Skipper.

Tak. Jamen det er det, der ikke rigtig giver mening. Må jeg ikke starte med at bede ordføreren om at anerkende, at de familier findes, altså hvor der er mere end to forældre, og at de fungerer som familier? Og dernæst: Vil ordføreren fortælle, hvor ordføreren har det fra, at der skulle være større risiko for, at de familier ender i højkonfliktsager? Hvor har ordføreren det fra? For ordføreren sagde jo, at når der sidder flere omkring et bord, så mindskes børnenes stemme. Men der er da ingen dokumentation for, at disse familier fungerer ringere eller i højere grad ender i konflikter. Det er ikke, fordi jeg ikke kan se, at de godt kan ende i konflikter, men der er da ikke nogen dokumentation for, at de skulle være i større risiko for at ende i konflikter. Eller har ordføreren måske nogle rapporter, som jeg ikke har kunnet finde?

Ordføreren.

Nej, og det har jeg heller aldrig påstået. Egentlig kunne jeg fornemme, at Enhedslisten og ordføreren har været ude at udtale – det nævnte ordføreren også, da ordføreren var oppe på talerstolen for lidt siden – at man har sådan en fornemmelse af, at de her familier gør rigtig meget for at bearbejde det her på forhånd. Og det er egentlig det, som jeg i al stilfærdighed siger: Alle de gode intentioner, man har på forhånd, inden den situation opstår, at man splittes ad som familie, kan man bare ikke regne med er det, der sker efterfølgende. Og ligesom vi får henvendelser omkring konfliktsagerne i Familieretshuset, får jeg også henvendelser fra de her familier efterfølgende, hvor de netop har en konflikt, og hvor vi faktisk har sager, hvor der er børn involveret.

Nu har jeg nogle konkrete sager fra min egen kommune, hvor der sidder børn i én familie, og hvor det ene barn har tre forældre, som barnet flakker rundt imellem, og de to andre har så to , og det vil sige, at de her søskende ikke længere ser hinanden i weekenden. Det er jo så, fordi man har valgt at lave den aftale på forhånd, og så må jeg bare sige bagefter, at hvad det angår, har jeg simpelt hen ikke et behov for, at vi skal udvide den her kreds af juridiske forældre.

Tak til ordføreren. Den næste korte bemærkning er til fru Astrid Carøe, SF. Værsgo.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at vi ikke fik svar på spørgsmålet, om der er en fornemmelse af, at der er flere højkonflikter i regnbuefamilier end i andre familier – men det var egentlig ikke det, jeg ville spørge til. Jeg synes også ligesom Pernille Skipper, at det er lidt ærgerligt, den her debat kommer til at handle meget om højkonflikter, men man kan godt fornemme, at det er det, der er bekymringen, og jeg kan sådan set også godt forstå det.

Vi kan se fra andre lande, at der er nogle måder, man kan hegne det her ind på. Om man så bryder sig om det eller ej, er der nogle løsninger, sådan at det ikke er alt eller intet, altså at man bare fejer det væk og siger nej – men at man faktisk kan finde nogle måder at gøre det på. I Canada, i Californien, i Holland arbejder man med forskellige modeller, hvor man laver nogle aftaler på forhånd og man sikrer, at det kun er to forældre, børnene kan bo hos, hvis der opstår højkonflikt. I Californien har man sågar gjort det på den måde, at man skal godkendes af en domstol på forhånd. Det synes jeg er ret voldsomt, men det er jo ikke desto mindre en mulighed, der ville være bedre end status quo, hvor de her familier, der eksisterer i dag, ikke anerkendes overhovedet i vores retssystem – det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Så derfor vil jeg spørge ordføreren, om det ikke kunne være godt at samle op på nogle af de erfaringer fra andre lande og se, om vi ikke kan finde en model, der passer til det danske system.

Ordføreren.

For lige at udpensle det svar, jeg gav til den forrige ordfører: Er der større risiko? Nej, selvfølgelig er der ikke det. Men i princippet er én sag én for meget. Og ligesom Børns Vilkår har et eller andet forbehold over for det her, fordi man netop ser de sager og højkonfliktsager, der ligger i Familieretshuset, hvor der er nogle børn, som bliver frygtelig klemt, så må jeg bare sige, at jeg på det punkt er på linje med Børns Vilkår. Det er bare en etisk meget, meget svær diskussion at tage.

I forhold til det synes jeg netop, at vi bør kigge på det her med stedbørnsadoption. Det er noget, vi har været igennem, også før jeg blev socialordfører og kom med ind over det. For det er sådan i dag, at det jo netop er et af de her områder, hvor vi faktisk går ind og kigger på de her nye familiekonstellationer og bliver bedre til at sikre netop regnbuefamilier. Hvis man som et homoseksuelt par har boet sammen i 15 år, hvorfor skal man så alligevel være i systemet? Altså, når så barnet er blevet født, skal man gudhjælpemig efterfølgende være sammen i 2½ år, før man så kan søge om stedbørnsadoption. Det er netop et godt eksempel på nogle steder, hvor vi faktisk kan rykke på noget og sikre de her regnbuefamilier, for det er godt nok også noget, vi i Venstre kerer os om.

Fru Astrid Carøe.

Det er dejligt, og jeg er helt enig med ordføreren i, at vi kan kigge på stedbørnsadoption og hele muligheden for medfaderskab, som vi skal snakke om om nogle uger i forbindelse med et borgerforslag. Det var bare ikke det, jeg spurgte om.

Kunne vi ikke godt lave en undersøgelse af, om vi kan finde nogle veje ved f.eks. at kigge på muligheder for flere juridiske forældre, som man har gjort i andre lande, altså hvor man netop har hegnet det ind og sagt, at der skal de og de ting til? Man har gjort det rimelig strengt, men sådan, at det trods alt er lidt bedre end i dag, og jeg synes bare, det kunne være fedt, hvis Venstre ville bakke op om at få lavet sådan en undersøgelse og kortlægning af, hvad mulighederne er.

For ordføreren.

Altså, Venstre er som udgangspunkt ikke tilhænger af, at vi får lavet en undersøgelse af det. Vi vil meget hellere kigge på, hvordan vi sikrer bl.a. regnbueforældre, og det kommer jo i forlængelse af det borgerforslag, der kommer her i salen om et par uger, hvor vi kan tage den diskussion. Vi vil nemlig rigtig gerne kigge på, hvordan vi sikrer fædre de samme vilkår, som medmødre har i dag, så de er på lige fod.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti. Det er fru Astrid Carøe.

Tak for det. Jeg synes, det er på tide, at vi gør op med de mange problemer og benspænd, som regnbuefamilier møder i deres hverdag. Og vi har her i Folketinget heldigvis taget nogle ret store skridt i den rigtige retning, som ministeren også har nævnt. Jeg er f.eks. både glad og virkelig stolt over, at sociale forældre nu også kan tage del i barslen, ligesom jeg er meget glad for, at det nu er nemmere at blive registreret som medmor. Men vi er altså desværre meget, meget langt fra at være i mål. Det må være på tide, at vi gør op med den her rigide forestilling om, at en rigtig familie består af far, mor og børn. For selv om vores familiekonstellationer ganske rigtigt så sådan ud i 1950'erne, så er vi altså trådt ind i 2022, og landskabet ser heldigvis noget anderledes ud i dag.

Vi ser flere og flere familier, der f.eks. består af et par, der får et barn med et andet par eller med en god ven eller en veninde, og antallet af regnbuefamilier er støt stigende. Så de her familier eksisterer i dag. Spørgsmålet er bare, om vi vil give de rettigheder, der burde følge med. For de er ikke fulgt med, og der er i den grad brug for at geare samfundet til at håndtere de her familiekonstellationer. Som det er i dag, oplever mange regnbueforældre at møde store udfordringer både i deres hverdag og i juraen, som andre familier ikke oplever, og jeg synes sådan set, at det hverken er rimeligt eller logisk.

Ministeren kom med historien om lille Ida. Jeg vil i stedet fortælle historien om lille Alma, hvor det, når hun får influenza, kun er hendes juridiske forældre, der kan tage barnets første sygedag. Hvis hun skal til lægen – det er lidt mere alvorligt end influenza – så kan det være meget vanskeligt for medmor eller medfar at få lov at følge hende, ligesom hendes ikkejuridiske forældre ikke kan blive inviteret til skole-hjem-samtaler og heller ikke modtager offentlig post om deres barn. Det er alt sammen problemer, som regnbuefamilier møder i deres hverdag, og som ikke har noget med højkonflikter at gøre. Det er det, helt almindelige regnbuefamilier møder i dag. For mig, ligesom det er for ministeren og mange af de andre ordførere, er det helt afgørende i det her spørgsmål børnenes ret til deres forældre.

Børn i regnbuefamilier risikerer at miste al kontakt til deres sociale forældre, hvis f.eks. mor og medmor bliver skilt og medmor ikke er registreret som juridisk forælder. I værste tilfælde kan det være svært for medmor at få forældremyndigheden, hvis nu mor dør. Det er jo altså ikke til at bære. Jeg synes ikke, det er godt for et barn at miste kontakten til en forælder. Det ved vi, som fru Pernille Skipper også understregede, fra forskningen ikke er sundt for et barn. Det er altså, uanset om man på papiret er registreret som juridisk forælder eller ej. Det er børnene jo sådan set ret ligeglade med i deres hverdag. Børn har brug for alle deres forældre, og jeg synes, at det burde være barnets ret.

Så er der højkonfliktsagerne, som fylder rigtig meget i dag, og det kan jeg sådan set godt forstå, selv om jeg ligesom fru Pernille Skipper synes, det er ærgerligt, at det altid er det, man skal snakke om. Jeg lytter også til Red Barnet og Børns Vilkår, som understreger, at det er vigtigt, at vi har barnets tarv for øje. Derfor synes jeg, at det giver rigtig god mening at lave en undersøgelse på området, og det er jo sådan set også det, som både Red Barnet og Børns Vilkår siger der er behov for, altså at få undersøgt omfanget og få undersøgt, hvad der er af muligheder ved f.eks. at kigge til de lande, der er gået forrest og har lavet lovgivning på det her område. Hvad er erfaringerne? Hvordan kan man hegne det ind, sådan at det, hvis der opstår højkonflikt, ikke går ud over børnene, og så man finder ordentlige løsninger på det?

For, som jeg har understreget flere gange, eksisterer de her familier i dag. Det her er ikke noget med pludselig at give dem lov til at være flere forældre end to, for det sker i dag – og heldigvis for det. Men det handler om at give dem rettighederne med og give børnene rettigheden til alle deres forældre med. Derfor synes vi altså i SF, at man skal undersøge omfanget af det her og også undersøge, hvad mulighederne kan være ved f.eks. at trække på de erfaringer, som andre lande har på området. Børn skal have ret til alle deres forældre, og vi skal samtidig sikre, at de får trygge og stabile rammer. Men det tror jeg også vi kan gøre, hvis vi får det undersøgt ordentligt og får hegnet ind, hvordan vi kan gøre det.

Vi støtter den vedtagelsestekst, som fru Pernille Skipper læste op.

Det er noteret. Tak til SF's ordfører. Der er ikke ønsker om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fru Christina Thorholm, Radikale Venstre. Velkommen.

Tak til Enhedslisten for at rejse forespørgselsdebatten om at give børn ret til mere end to juridiske forældre. Familier har mange flere former i dag med anerkendelsen af forældreskabet med flere forældre af samme køn.

Anerkendelsen rejser jo en række problemstillinger, som der ikke er fundet svar på, og som familieordfører for Radikale Venstre har jeg fokus på barnets retssikkerhed og hermed barnets ret til og ligestillingen af flere af de parter, som tilslutter sig forældreskabet. Den juridiske ret til forældreskabet har en betydning for dagligdagen for forældrene – det har fru Pernille Skipper jo også gentaget flere gange – der i praksis gør, at de nære omsorgspersoner får problemer særlig i kontakten til systemet, som ikke understøtter forældreskabet. Børnerådet ser en konflikt i den gældende lovgivning, hvor barnet kun har ret til to forældre. Institut for Menneskerettigheder lægger vægt på barnets rettigheder i FN-konventionen, og EU's charter om grundlæggende rettigheder indeholder i lighed med børnekonventionen en bestemmelse om, at barnets bedste skal komme i første række i alle handlinger vedrørende barnet. Det lægger op til en vigtig diskussion om, hvordan vi bedst tilgodeser barnet.

Med lovbehandlingen af L 65 om muligheden for f.eks. forældreskab mellem en mor og en medmor og en donor ved hjemmeinsemination erkendt af forældrene ser Radikale Venstre i lighed med Institut for Menneskerettigheder, at der rejser sig et spørgsmål om, om barnet har ret til flere end to juridiske forældre. P.t. har barnet kun ret til flere sociale forældre, og det giver desværre ikke de involverede voksne eller forældre de samme rettigheder. Derudover ser vi gang på gang børn og voksne, som gerne vil kende deres ophav, f.eks. ved adoption og i tilfælde, hvor den ene forælder er kommet på afstand, og her giver flere juridiske forældre børnene en styrket retssikkerhed.

Vi anerkender, at der kan opstå juridiske problemstillinger, når barnet har flere juridiske forældre. Vi har lige talt om de svære samværssager i Familieretshuset, og vi kan forestille os, at der måske kan opstå nogle problemstillinger med mere end to juridiske forældre, men det mener vi ikke skal stå i vejen for den grundlæggende mulighed for at give barnet flere juridiske forældre end to. Vi bakker op om vedtagelsesteksten, hvor Folketinget konstaterer, at de klassiske familieformer med en mor og en far og deres fælles børn ikke længere er dækkende for den virkelighed, som de fleste børn og voksne er vokset op i. Kærlighed kender ikke køn, lgbt-familier dannes og trives, og der findes børn, som vokser op med forældre af samme køn og med mere end to forældre. Den virkelighed bør vi anerkende, og Folketinget tog det første skridt ved at give mulighed for at dele barselsorloven med op til fire sociale forældre.

Men vi mener, at der bør igangsættes en undersøgelse og en vidensdeling om omfanget af regnbuefamilier med børn med flere end to forældre i Danmark og deres forhold og de barrierer, de møder, med henblik på at tilpasse lovgivningen, så flere familieformer anerkendes.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren, og hermed kan jeg byde velkommen til den næste ordfører, som kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Brigitte Klintskov Jerkel. Velkommen.

Mange tak, og tak til Enhedslisten for at rejse den her forespørgselsdebat. I Det Konservative Folkeparti vil vi gerne anerkende de juridiske problemstillinger, der kan være forbundet med at være i en familiekonstellation, der ikke består af en far og en mor.

Individet og familiens ret til at bestemme over sig selv og deres liv er helt og aldeles afgørende. I takt med at nye og flere forskellige familietyper kommer frem, er det kun blevet mere aktuelt, at vi får diskuteret familiernes mulighed for at leve det liv, de ønsker. Men at sikre barnets tarv vil altid have den højeste prioritet for Det Konservative Folkeparti. Derfor er vi også bekymrede for muligheden for at have flere end to juridiske forældre. Tilbage i 2019, da Enhedslisten foreslog, at børn skulle kunne have op til fire juridiske forælder, udtalte direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, bl.a., at Børns Vilkår ikke tror, at det er i børnenes interesse, at så mange voksne kan få medbestemmelsesret over vigtige beslutninger, som angår børnenes liv. Derudover ser vi en række andre problemstillinger ved muligheden for at have mere end to juridiske forældre. Eftersom der ikke er sat et loft på, kunne man jo i princippet stå i en situation, hvor et barn har ti forskellige forældre, som eksempelvis skilles og skal deles om samværet med barnet. Så bliver en 7-7-ordning hurtigt svær at lave. Vi frygter altså, at børn hurtigt kan komme i en ekstremt uheldig situation, hvis f.eks. ti forældre vil noget vidt forskelligt for barnet. Derudover vil det jo også have en praktisk indvirkning på en række andre juridiske problemstillinger, som jeg synes vi skylder hinanden at overveje og diskutere grundigt. Det gælder for så vidt en række spørgsmål på det familie- og arveretlige område, som jeg synes vi skal have mulighed for at dykke nærmere ned i de praktiske konsekvenser af.

Som jeg sagde indledningsvis, vil Det Konservative Folkeparti dog gerne til fulde anerkende, at der i dag findes mange forskellige familiekonstellationer, og at de ikke er juridisk ligestillede med en familie, der består af to forældre. Derfor er vi også åbne for at undersøge nærmere, hvordan man kan sikre en højere grad af ligestilling i utraditionelle familiekonstellationer. Men det vigtigste for Det Konservative Folkeparti vil altid være barnets tarv. Derfor kan vi for nuværende ikke støtte idéen om at kunne have mere end to juridiske forældre, og Det Konservative Folkeparti støtter vedtagelsesteksten, som Venstre læste op. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, først fra fru Astrid Carøe, SF. Værsgo.

Tak for det. Den med ti forældre havde jeg så alligevel ikke lige hørt før. Altså, jeg har hørt det der glidebaneargument med, at så kommer der bare flere og flere forældre. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, hvad det er for en dansk familie, ordføreren har hørt om, hvor der er ti forældre om et barn.

Værsgo.

Nu var det et eksempel på en situation, der kunne være, hvis der f.eks. er flere, der bliver skilt undervejs, og man åbner op for den mulighed, der bliver foreslået her, for retten til flere juridiske forældre end kun to. Så kan man jo forestille sig, at man kunne stå i sådan en situation på et eller andet tidspunkt.

Fru Astrid Carøe.

En af de ting, vi har foreslået til f.eks. at kunne hegne det her ind, er, at man skal gøre det, inden barnet bliver født, og der har jeg vitterlig aldrig hørt om, at der var flere end fire personer – oftest er det to par eller et par og en ven eller veninde. Men lad nu det være.

Jeg hører ordføreren sige, at man gerne vil anerkende, at de her familier findes – i hvert fald familier, hvor der er fire juridiske forældre. Hvordan vil man gerne anerkende det, hvis man ikke ligesom vil anerkende det retsligt?

Ordføreren.

Jamen det, som jeg nævnte, var, at vi kan se, at der kan være nogle praktiske og juridiske problemstillinger omkring det her, nemlig også hvad angår det familieretlige, det arveretlige. Der kunne det også være noget omkring børnepenge, kunne man forestille sig. Der kan også være andre problemstillinger, som jeg ikke lige kan komme i tanker om nu, men det kunne der sikkert være i forhold til at gøre det her. Så det er i hvert fald noget af det, som jeg kan se som en udfordring.

Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil også gerne bare høre, hvor ordføreren har det fra, at nogle skulle foreslå ti forældre. Altså, det her er en forespørgselsdebat; det er ikke et forslag. Vi spørger til, om man vil anerkende de familier, hvor der er flere end to forældre – det kan være tre, og det kan være fire, men jeg har aldrig hørt om nogen med flere end fire.

Så jeg synes egentlig, det er at forfladige og latterliggøre den her diskussion, som er virkelig og ægte. Ordføreren siger selv, at Konservative gerne vil anerkende, at de familier findes. Skulle vi så ikke behandle det med den respekt, at man ikke bare lader, som om der kan være 10 eller 20 forældre om et barn, men taler om de problemer, som de familier møder? De møder problemer i forbindelse med Aula, at kunne komme ud at rejse, at kunne komme til lægen. Er det problemer, som Det Konservative Folkeparti vil tage alvorligt og også gøre noget ved, så de familier ikke støder ind i de barrierer?

Ordføreren.

Jamen nu var det bestemt ikke hensigten, overhovedet ikke, at latterliggøre noget, og hvis ordføreren havde hørt efter, så anerkender vi jo også, at der er de her familiekonstellationer. Og som ordføreren selv siger, er det her en forespørgselsdebat, og det, jeg nævnte, var et eksempel.

Fru Pernille Skipper.

Det var bare ikke noget virkeligt eksempel, vel? Så det er jo et lidt mærkeligt eksempel.

Men nu siger ordføreren, at man i Det Konservative Folkeparti gerne vil anerkende, at de familier findes. Hvordan vil man så gøre det? For Det Konservative Folkeparti vil jo åbenbart ikke sørge for, at man kan være tre forældre eller fire forældre, som har adgang til Aula; vil ikke sørge for, at man kan komme til lægen; vil ikke sørge for, at man kan tage sit barn med ud at rejse. Altså, hvordan vil man så anerkende det, ud over at man vil sige: Vi ved, at de findes? Vil Det Konservative Folkeparti gøre noget ved de problemer, de støder ind i, eller er det bare ord?

Ordføreren.

Nu står ordføreren jo og lægger mig en masse ord i munden, som jeg faktisk ikke har nævnt. Jeg har hverken nævnt noget omkring Aula eller de andre ting. Det gjorde ordføreren, det gjorde jeg ikke. Jeg sagde faktisk sidst i min tale, at vi er åbne for at undersøge nærmere, hvordan man i højere grad kan sikre ligestilling i utraditionelle familiekonstellationer. Det var faktisk noget af det sidste, jeg nævnte i min ordførertale.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er fru Mette Hjermind Dencker. Velkommen.

Mange tak for det. I Folketinget har vi lige behandlet beslutningsforslag nr. B 66, der handlede om sanktioner over for den forælder, der udøvede samværschikane, og det forslag kom egentlig til på en meget, meget trist baggrund. Det er, at der er alt for mange børn, der svigtes i systemet, ved at to forældre ikke kan enes og fører krig mod hinanden – to styk. Familieretshuset ligger vandret, og de har lange ventetider, fordi to forældre er uenige – to. Børn bliver kastet rundt i 7-7-ordninger og skemaer for jul, påske og sommer osv., så samværet kan fordeles mellem to forældre, fordi det er to forældres ret. Ethvert skilsmissebarn er et splittet barn mellem to familier, og ingen af os mennesker er født til at være kastebold, men cirka halvdelen af alle børn ender sådan, fordi deres forældre ikke kunne blive enige om at blive sammen og opfostre deres børn sammen.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg ser den her formulering: flere juridiske forældre. Altså, det er med andre ord flere personer, der har juridisk ret til deres barn. Hvordan ser det så ud, når fire personer kan blive lige så hamrende uenige som to? En pige, der som 8-årig holder en dejlig juleaften med sin far og får et dejligt, skønt stykke fidgetlegetøj i julegave, vil være 12 år, næste gang hun skal holde jul med sin far, og hun vil være kommet i puberteten, hun har kysset sin første dreng, og hun får ikke længere fidgetlegetøj; hun får bh'er og g-streng, og hun er ikke længere fars lille pige.

Hvordan skal en måned mellem fire skilsmisseforældre, der alle bor hver for sig og alle har ret til deres børn, fordeles? Skal det være 1 uge hos hver på en måned, eller skal det være en 3½-3½-ordning? Stakkels børn – stakkels de børn, der skal reduceres til at være en genstand, som fire personer har juridisk ret til; være en lagkage, der kan deles i fire. Vi har rigelige problemer i forvejen med børn, der er hårdt ramt af to forældres uenigheder. I Dansk Folkeparti ser vi verden ud fra, hvad der er bedst for små uskyldige børn, der ikke kan bestemme selv – ikke ud fra at det kunne være totalt flowerpowermangfoldigt, hvis et kollektiv ejede et barn sammen. Derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Og næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er fru Mette Thiesen. Velkommen.

Tusind tak. Jeg skal egentlig gøre det ganske kort. Vi støtter heller ikke det her. Vi mener bestemt ikke, at det er den rigtige vej at gå, altså at der skal være flere juridiske forældre til et barn. Et barn har to forældre. Der er mulighed for både stedbørnsadoption, og der er også mulighed for at skrive et børnetestamente, hvis man er bekymret med hensyn til arveretlige regler. Så nej, vi kan ikke bakke op om, at det barn skal have flere juridiske forældre. Et barn har to forældre.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Således tror jeg, at alle ordførere, der ønskede ordet, har haft ordet. Hermed kan jeg give ordet til social- og ældreministeren. Velkommen.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg takke ordførerne for en god debat, takke forespørgselsstillerne, sådan hedder det vel, det lidet mundrette ord forespørgselsstillerne, for at have indkaldt til den her forespørgsel. Det er jo et svært spørgsmål, som vi også kan høre der er flere forskellige holdninger til. Jeg kan tage ned, at der i hvert fald er opbakning fra flertallet af deltagerne i debatten til, at det grundlæggende princip om to juridiske forældre fastholdes. Der er flere, der har refereret til de bekymringer, som Børns Vilkår, men vel sådan set også Mødrehjælpen, har flaget i forhold til børn, der kommer i klemme. Jeg er jo helt med på, at det ikke er sådan, at der skulle være en eller anden øget risiko for, at man ender i højkonflikt, fordi man har en alternativ familieform til den klassiske kernefamilie, som jeg tror jeg definerede det i min indledning – det er ikke den præmis, der ligger – men når vi laver vores lovgivningsmæssige rammer, kan vi jo bare ikke tage ud af ligningen, at de skal sikre barnet også i de tilfælde, hvor alle de gode intentioner kommer til kort og forældre ikke kan finde ud af at være forældre sammen.

Med det sagt vil jeg sige, at der har været mange ting på banen i diskussionen her – også mange ting, der ligger ud over diskussionen snævert om retlige forældre. Der har også været rejst spørgsmål, hvor man kan sige, at det at have forældremyndighed giver adgang til nogle af de ting, der er blevet nævnt – lægebesøg, skole-hjem-samtaler, Aula, rejser osv. – ting, som kan aftales mere civilretligt, og arveret, testamente og den slags. Og på den måde tror jeg egentlig det er rigtig godt, at vi har fået stillet det spørgsmål forud for forespørgslen af fru Pernille Skipper, som vi nu er i gang med at afdække, i forhold til hvad der egentlig er for konkrete barrierer. For der er jo ikke noget til hinder for, at en social forælder efter aftale med forældremyndighedsindehaveren kan følge barnet til rutineaftaler ved lægen, på skadestuen, til arrangementer i institutionen, på skolen osv., men en del af det her er jo bundet til forældremyndighedsindehaveren.

Sådan reguleres det i lovgivningen, men forældreansvarsloven er en rammelov, og det er jo også derfor, du kan se, eller undskyld, det må man ikke sige, at fru Pernille Skipper her fra talerstolen har refereret, at ministeren her ikke har kunnet give – det er ved at være lidt sent – et endeligt svar på spørgsmålet, for vi bliver nødt til også at indhente den konkrete vurdering hos de ressortansvarlige ministre. Det er ikke ulovligt for en læge, at det er den sociale forælder, der tager et barn med til lægen. Jeg vil mene, at spørgsmålet om data alene kan ordnes med en fuldmagt fra forældremyndighedsindehaveren til den sociale forælder, men det har vi brug for at det rette ressort hjælper os med at svare på. Tilsvarende gælder spørgsmålet om, hvornår der er tale om medicinsk behandling, hvor der vil være nogle klare grænser, i forhold til hvem der kan træffe hvilke beslutninger. Derfor er vi nu i gang med at besvare det spørgsmål, der er stillet af fru Pernille Skipper, ved at indhente bidrag fra Justitsministeriet, fra Børne- og Undervisningsministeriet og fra Sundhedsministeriet. Og på baggrund af det vil man jo så have et bedre overblik over, hvordan der ad forskellige andre veje kan sikres løsninger på nogle af de problemer, der bliver rejst her, og man vil dermed jo også kunne få en diskussion på et andet grundlag fremadrettet.

Så jeg vil sige tak for diskussionen. Jeg tror, at ordføreren for forespørgerne ad et par omgange har sagt, at det her jo er – jeg ved ikke, om det udtryk er blevet brugt – en rejse, altså der har været de her diskussioner og også de diskussioner, som gennem tiden har ført til nogle af de andre forandringer i folks fællesskaber, som jeg også har været igennem i min tale at vi har gennemført, og hvor vi startede med diskussioner et sted, og det synes jeg er rigtig godt.

Jeg vil også bare håbe, at vi så ikke skal diskutere, hvad kan man sige, steder, hvor vi faktisk har bedre muligheder end det, der umiddelbart kan fremstå i den offentlige debat, f.eks. diskussionen om stedbarnsadoption, hvor grænsen på 2½ år kan fraviges, hvis man har haft et etableret samliv, op til at barnet er blevet født, når der har været tale om stedbarnsadoption. Der er jeg rigtig ked af, at det er det andet billede, der meget ofte fylder i den offentlige debat, for det vil jo betyde, at der går nogle derude og tror, at det er sådan, det er, og vil afholde sig fra at søge om stedbarnsadoption, som de har fuldstændig legitim adgang til, fordi de har haft et fast etableret forhold. Tilsvarende gælder spørgsmålet om, om der her skulle være forskelsbehandling af homoseksuelle og heteroseksuelle. Det er jo et spørgsmål om, at man som par uafhængigt af kønssammensætningen i det par har en juridisk retsstilling, fordi vi taler om to juridiske forældre, hvilket man ikke har, når vi er ude i en flerhed af familier. Det er altså ikke på den måde et spørgsmål om folks seksuelle orientering.

Men med den afrunding vil jeg sige tak for en god debat om et emne, som er kompliceret, og som jeg jo også fornemmer det ikke bliver sidste gang vi diskuterer. Jeg synes, det er godt, at vi nu i første omgang gennem spørgsmål stillet til mit ministerium af fru Pernille Skipper får indhentet bidrag fra andre ministerier. Og så vil jeg være helt åben over for, at det sagtens kan give anledning til, at det giver mening at afdække det videre.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning til ministeren, inden vi giver ordet til ordføreren for forslagsstillerne. Fru Astrid Carøe, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig spørge ministeren, om man vil afdække det lidt nærmere. Jeg hører jo både ministeren og ordførerne lytte meget til Børns Vilkår, og det er vi også meget optaget af i SF, altså at vi sikrer, at børnenes rettigheder er sikret i det her. Og Børns Vilkår og Red Barnet siger, der er behov for at undersøge det nærmere og undersøge omfanget, og hvad mulighederne er. Men det hørte jeg så ministeren sige lige til allersidst, så jeg prøvede faktisk at skrive mig af talerlisten, men pyt med det.

Man kan altid sige nej tak til at få ordet for en kort bemærkning. Men ikke desto mindre skal ministeren have ordet.

Så kan jeg jo bare kvittere for, at ordføreren har hørt efter, og i første omgang har vi jo fået nogle spørgsmål, som vi er i gang med at besvare. Det er klart, at vil man have en større, bredere afdækning af en art, kunne det også lyde som noget, som også kræver, at der er noget finansiering til det, og så kan vi jo ikke stå her en tidlig onsdag aften og bare give håndslag på det. Men ordføreren hørte det bestemt rigtigt: I første omgang kommer der svar på de spørgsmål, som fru Pernille Skipper har stillet.

Tak til ministeren. Hermed kan jeg give ordet til fru Pernille Skipper, Enhedslisten, for at afrunde forespørgslen. Værsgo.

Jeg vil starte med at sige til ministeren, at det er tirsdag. (Munterhed).

Tusind tak for en vigtig første debat, som ministeren også siger. Jeg tror, at vi er på en rejse, hvor der måske er flere partier, som skal møde nogle af de problemer, som man støder ind i som familie med mere end to forældre.

Højkonfliktsagerne – eller lad os bare sige de potentielle højkonfliktsager, for jeg er faktisk ikke engang sikker på, at der nødvendigvis er nogle rigtige eksempler ud over tænkte eksempler med Ida og Alma og alle mulige andre – fylder rigtig, rigtig meget i debatten. Jeg er af den overbevisning, at det er lige så skidt at have en lovgivning, som vi har i dag, hvor et barn, hvis den her tænkte situation skulle opstå, potentielt set ville få den ene forælder revet ud af sit liv. Vi siger jo til det barn: Hvis dine forældre ikke kan enes, er det dig, det rammer. Derfor er det jo ikke i barnets tarv, at vi ikke har muligheden for at træffe den afgørelse, som er bedst for barnet.

Når det er sagt, hører jeg også på den positive side, at der er en anerkendelse af, at der er nogle barrierer, der ikke er hensigtsmæssige. Altså, eksemplerne med, at den ene forælder ikke kan tage børnene med til lægen, ikke kan rejse med sine børn, ikke kan komme på Aula og følge med i, hvad der foregår der, ikke kan tage barns sygedag og alle de her ting, er der faktisk en erkendelse af at vi bør gøre noget ved. Det synes jeg giver blod på tanden i forhold til at gå videre med at få indrettet forholdene bedre for familier med mere end to forældre.

Vi foreslår sammen med SF og Radikale, at vi sætter gang i en lidt større undersøgelse, også af omfanget. Der er faktisk ikke nogen statistik over, hvor mange børn der vokser op med mere end to forældre – det ved vi ikke. Vi ved heller ikke fuldstændig, hvad det er for nogle barrierer, de møder; vi har historier fra dem, men det er ikke fuldstændig afdækket. Og lur mig – selv om ministeriet gør et bravt forsøg på at indhente bidrag fra alle mulige andre ressortområder, om det vil være fuldstændig dækkende. Og så har vi heller ikke mere viden om, hvordan de familier egentlig trives, og det skulle vi måske starte med at få. Lad os få en ordentlig undersøgelse af det. Snart skal der laves en lgbt+-handlingsplan. Lad os få det ind i den handlingsplan, at vi i det mindste kigger nærmere på, hvordan vi kan gøre livet lettere for de familier og ikke mindst for de børn, som det hele jo alt sammen drejer sig om. Tak for debatten.

Tak til fru Pernille Skipper. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for det. Jeg vil bare lige høre ordføreren sådan rent afklarende: Hvori består det ulovlige, jeg gjorde, da jeg her i nytåret tog min søde lille nevø med til Sverige?

Ordføreren.

Det er der heller ikke noget ulovligt i, så længe du har en godkendelse fra forældremyndighedsindehaveren.

Fru Mette Hjermind Dencker.

Okay. Så når ordføreren siger, at de ikke kan rejse med deres børn, hvordan kan det så være, at de ikke kan rejse med deres børn, når jeg godt kan rejse med min nevø?

Ordføreren.

Selvfølgelig kan man rejse med børn, der ikke er ens egne. Man kan ikke have dem indskrevet i sit pas, og man kan heller ikke træffe beslutning om det selv, hvis man ikke er forældremyndighedsindehaveren. Hvis ordføreren har taget sin nevø med til Sverige uden forældremyndighedsindehaverens accept, er det ikke lovligt.

Tak til fru Pernille Skipper.

Hermed er der ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Som nævnt tidligere vil afstemning om de tre fremsatte forslag til vedtagelse finde sted på tirsdag, den 22. marts 2022.