Det næste punkt på dagsordenen er:

11) Forespørgsel nr. F 18:

Forespørgsel til statsministeren og udlændinge- og integrationsministeren:

Vil regeringen redegøre for, om den vil tage initiativ til en revision af udlændingelovens regler om familiesammenføring, så vi undgår ulykkelige sager om adskillelse af dansk-internationale par?

Af Andreas Steenberg (RV), Sofie Carsten Nielsen (RV) og Kathrine Olldag (RV).

(Anmeldelse 08.12.2021. Fremme 14.12.2021).

Jeg skal starte med at gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 10. februar 2022.

Først til at begrunde forespørgslen vil jeg give ordet til ordføreren for forespørgerne, og det er hr. Andreas Steenberg, Radikale Venstre. Velkommen.

Først og fremmest tak til de to ministre og de kollegaer, der er ordførere, for at møde op i dag og diskutere et emne, der har fyldt meget i dansk udlændingelovs historie, og som er en vigtig sag for os i Radikale Venstre.

Jeg har jo med glæde noteret mig, at en række partier, herunder både regeringspartiet og Venstre, i dagspressen har åbnet op for, at vi skulle prøve at se på det her område igen. For er det virkelig et stort problem for Danmark, hvis danskere får bedre, mere rimelige og mere fornuftige regler for at kunne bo med deres familie i deres fædreland? Det mener jeg ikke, og det kan jeg også se at en række partier og regeringen er begyndt at ville se på.

Derfor vil jeg faktisk ikke bruge særlig meget mere tid på at begrunde forespørgslen, for jeg glæder mig til at høre, hvad de forskellige partier har tænkt sig at sige. Jeg kommer selvfølgelig op igen som ordfører for at fremlægge vores holdning til sagen.

Tak til ordføreren for at begrunde forespørgslen. Hermed kan jeg i første omgang give ordet til statsministeren til besvarelse af forespørgslen. Velkommen.

Tak for ordet. I Danmark har vi både et stærkt samfund og et stærkt fællesskab. Det får man kun, hvis man er enig om en række værdier, bl.a. ret og pligt, og selvfølgelig at alle, der bor i Danmark, bidrager aktivt og positivt til vores samfund.

Et fællesskab kommer ikke af sig selv. Det skal man arbejde vedholdende for. Og når man nu har et af verdens bedste samfund – jeg vil måske mene det bedste samfund – skal man også værne om det, det bygger på. Derfor bliver vi nødt til at have den meget klare forventning, at mennesker, der kommer hertil udefra, tager de danske værdier til sig. Man skal deltage aktivt i vores samfund, hvad mange heldigvis også gør, og man skal selvfølgelig forsørge sig selv, når man er en del af det danske samfund. Forudsætningen for, at vi kan have et land med sammenhængskraft og dermed netop fælles værdier, er, at vi ikke tager imod flere mennesker, end at de pågældende evner at lade sig integrere.

Gennem mange år er mange mennesker kommet til Danmark. Mange klarer sig godt og bidrager positivt, men for mange gør ikke. Integrationen har slået fejl mange steder og gør det fortsat. Jeg minder bare om skyderier i Københavns gader lige nu. Og konsekvenserne er alt for mange. Derfor er regeringens fuldstændig klare udgangspunkt, at Danmark skal føre en stram udlændingepolitik, der er retfærdig og realistisk. Og det kræver, at man har kontrol over tilstrømningen til Danmark, for det er reelt den eneste måde at sikre, at de udlændinge, der allerede er her, rent faktisk også bliver integreret.

Den udlændingepolitik gik vi til valg på i 2019, og det er den, vi har arbejdet for hver eneste dag i 2½ år. Det er det rigtige for Danmark, og det er også derfor, at et flertal i Folketinget bakker op om den udlændingepolitik. Det gør i øvrigt også et flertal af den danske befolkning.

En af de bærende søjler i udlændingepolitikken er reglerne om familiesammenføring. De nuværende regler stammer tilbage fra 2018, hvor Socialdemokratiet indgik en aftale med den daværende borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Det var en reform af familiesammenføringsreglerne. Målet dengang var stramme, afbalancerede og realistiske regler for ægtefællesammenføring, hvor integrationen var i centrum. De principper og de ønsker, der lå til grund for reformen, gælder stadig væk.

I den seneste tid har vi, som ordføreren for forespørgerne allerede har været inde på, kunnet læse historier i medierne om danskere, der oplever vanskeligheder, når de gerne vil familiesammenføres med en udenlandsk ægtefælle. Jeg kommer ikke til at gå ind i konkrete eksempler i dag, men selvfølgelig skal reglerne for familiesammenføring kunne rumme, at nogle danskere eksempelvis tager til udlandet, oplever kærligheden, møder deres kommende ægtefælle og ønsker at leve et liv i Danmark. Men vi bliver nødt til at gøre det med meget, meget klare krav, der har fokus på integration, og som – vil jeg gerne have lov til at tilføje – altid har et værn for at beskytte ikke mindst de mange unge kvinder med indvandrerbaggrund, der ellers risikerer at blive indlejret i et ægteskab imod deres vilje.

Så sent som i sidste uge besøgte jeg et krisecenter i Danmark. Jeg tror næsten ikke, at danskerne over en bred kam har fantasi til at forestille sig, hvor mange ulykkelige skæbner der knytter sig til en fejlslagen integration, og det sætter sig så dybt i mig, når jeg sidder over for en ung kvinde på 17 år, 18 år eller 19 år, hvis familie på grund af religiøse dogmer og manglende integration i det danske samfund vil bestemme over barndommens udfoldelsesmuligheder. Hun skal ikke deltage i idræt; hun skal ikke deltage i svømning; hun skal ikke deltage i lejrskoler; hun skal ikke have kærester ligesom alle andre; hun skal ikke have et fuldstændig almindeligt børneliv i Danmark; og hun skal slet ikke, når hun bliver teenager, have lov til at kysse på alle dem, hun vil, ligesom alle andre teenagere gør. Hun får ikke lov til at gå til fest; hun får ikke lov til at tage den uddannelse, hun måske gerne vil; og vold, undertrykkelse og potentielt tvangsægteskab er en del af den opvækst, hun får i Danmark. Og når hun så skal finde modet til at finde sin egen vej, skal hun måske bryde med en voldelig familie, sin religiøse baggrund og hele sit netværk og leve i skjul.

Vi bliver jo nødt til, når vi diskuterer familiesammenføringsregler, ikke kun at diskutere de eksempler, der er i pressen med en dansk statsborger, der ønsker at blive familiesammenført med en, som sagtens kan gå ind på det danske arbejdsmarked, men vi skal også diskutere de piger, som ingen advokater har, og hvor den indignation, jeg ofte hører på vegne af de så – vil jeg tillade mig at sige – nogle gange lette sager i offentligheden, jo aldrig indfinder sig i den offentlige debat eller i hvert fald meget sjældent, og det er den glemte kvindekamp i Danmark. Og jeg håber sådan – nu siger jeg det lidt direkte – at alle jer, der er så indignerede over konsekvenserne af den stramme udlændingepolitik, vil have den samme indignation på vegne af de andre og også vedkende jer, at hvis ikke vi har en stram udlændingepolitik, kommer vi aldrig til at hjælpe de piger, og vi kommer aldrig til at sikre forudsætningerne for, at dem, der kommer hertil, rent faktisk bliver integreret. Det er ikke sådan, at vi skal integrere dem, men det er et ansvar, der påhviler det enkelte menneske.

Til sommer er det 4 år siden, at de nuværende regler trådte i kraft, og den ansvarlige minister har sagt, at det er blevet tid til at se reglerne efter, og derfor er der igangsat et serviceeftersyn. Vi ønsker kort sagt at afklare, om reglerne fungerer i overensstemmelse med det, der var den politiske intention. Jeg har også noteret mig, at flere partier har meldt sig parat til at se på reglerne, og en gruppe interessenter skal bidrage til at kortlægge, hvordan reglerne fungerer i praksis. Det vil udlændingeministeren fortælle mere om. I det hele taget er der givet mange spørgsmål, jeg ikke kan besvare. Det er jo derfor, vi har en ressortminister, der kender reglerne på området.

Lad mig bare afslutningsvis sige, at jeg har al forståelse i hele verden for, at kærligheden er grænseløs, og i en globaliseret verden vil stadig flere mennesker rejse, heldigvis, og møde kærligheden på kryds og tværs af landegrænser, og heldigvis er der også mange mennesker, der ønsker at leve deres liv i Danmark. Men – og der er et men – reglerne for familiesammenføring er der for at beskytte de undertrykte og for at sikre, at der ikke kommer flere hertil, end at de mennesker faktisk kan lade sig integrere, og derfor er der bare en appel til, at vi ikke alene fokuserer på enkeltsager, som der måske kan findes en løsning på, men at vi også vedkender os behovet for, at der er stramme regler. Ellers vil for mange familier reproducere en undertrykkelse, som i mine øjne er uacceptabel, ligegyldigt hvor på jordkloden den finder sted, men i det her land har jeg en del af ansvaret, og jeg vil ikke længere acceptere den glemte kvindekamp.

Tak til statsministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning fra ordførerne. Den første ordfører, der har bedt om ordet, er hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak til formanden, og tak til statsministeren. Vi er jo glade for, at udlændingeministeren har indkaldt til en revision af de nuværende regler. Vi havde faktisk selv et beslutningsforslag på vej om det samme. For vi kender jo alle sammen de mange skøre sager, der har været, men djævlen ligger jo som sagt i detaljen.

Jeg vil egentlig bare høre, om vi kan forvente, at statsministerens regerings tilgang er, at de justeringer, der kommer, skal være i en retning, hvor helt almindelige danskere godt kan få deres ægtefælle med, efter man har arbejdet i udlandet eller har fundet kærligheden i udlandet, uden at vi samtidig åbner op for lempelser for folk fra parallelsamfund og folk, der vil hente deres hustru hertil fra især muslimske lande, hvor vi ser en katastrofal integration. Tak.

Statsministeren.

Men det er jo det, der er udfordringen, og det vil vedblive med at være udfordringen på udlændingeområdet. For når vi heldigvis er et stort flertal i Folketinget, der tager ansvaret for at få rettet op på de årtiers fejlslagne udlændingepolitik, der har været ført i det her land, så bliver vi nødt til at have meget, meget stramme regler, og meget, meget stramme regler rammer også en gang imellem skævt, og det er ulykkeligt. Vi må jo også være ærlige og sige, at et flertal af os herinde har besluttet os for – og det må vi sige med åbne øjne og med rank ryg – at vi hellere vil have, at der er styr på udlændingeområdet, og at der så en gang imellem er nogle, der kommer i klemme, end det modsatte.

Derfor vil jeg ikke stå og love, at man kan finde en lovgivning, der præcis gør, at det er de rigtige, der får mulighed for familiesammenføring, og at vi samtidig hindrer eksempelvis parallelsamfundets reproduktion. For det er svært, men det er jo det, I skal forhandle om og se om ikke I kan finde en løsning på. Og der tænker jeg jo, at vi i hvert fald kan komme et pænt stykke af vejen i fællesskab.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det, og tak for en god tale fra statsministeren. Som sædvanlig må jeg jo sige, at jeg er enig i langt det meste, når det handler om hensigterne, men at jeg også igen i dag kan sidde og være dybt bekymret over, at vi har en regering, som har de rigtige hensigter, men som gør alt det forkerte. For faktum er jo, at man, til trods for at statsministeren siger, at statsministeren arbejder for det her hver dag og har gjort det i den valgperiode, vi har været i, så har gjort det stik modsatte. Man har aktivt taget terrorister til Danmark; man har taget flere kvoteflygtninge til Danmark; man har hævet ydelserne for indvandrere i Danmark betragteligt; og man har gjort det lettere for indvandrere i Danmark at opnå ret til offentlig forsørgelse.

Så kan statsministeren ikke bare sådan helt kort forklare, hvad det er, statsministeren og regeringen har gjort i den her periode, som ikke bare er ord og fine taler? For jeg er helt enig i alt det, som statsministeren siger, men jeg er dybt, dybt uenig i det, som statsministeren og regeringen lægger i Folketingssalen, som om alt, hvad der foregår her, er sådan noget, der er lidt hemmeligt, og at ingen nogen sinde opdager det. Jo, det opdager danskerne derude, fordi man mærker konsekvenserne af det. Så hvad har regeringen gjort for at trække i den rigtige retning?

Statsministeren.

Det afgørende, synes jeg, er jo at se på tal og se på fakta, og vi har styr på tilstrømningen til Danmark i dag. Og jeg kunne ikke drømme om at stå og påstå, at det alene er regeringens fortjeneste, for det vil være sådan med enhver regering, også når der på et tidspunkt kommer en borgerlig regering, at verden omkring os selvfølgelig påvirker os. Den store tilstrømning i 2015 har jeg jo heller aldrig på noget tidspunkt påstået var Inger Støjbergs skyld – det var Inger Støjberg, der sad i regeringen på det tidspunkt, hvor der kom rigtig, rigtig mange asylansøgere – og sådan noget er jo plat og, synes jeg, ikke den måde, vi skal diskutere med hinanden på.

Men vi skal jo sørge for at have en lovgivning, der imødekommer de bevægelser, der er i det evige pres, der er på de europæiske grænser. Og der må man da i al beskedenhed konstatere, at det går godt i Danmark med fortsat at have styr på det her område – heldigvis – og det er jo takket være, at der er et bredt politisk flertal, og det håber jeg fortsætter.

Fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at forsikre statsministeren om, at det, som regeringen kalder for den glemte kvindekamp, i hvert fald ikke er glemt af Enhedslisten og vores del af venstrefløjen, og jeg kan garantere, at vi kommer til at kæmpe de her kvinders kamp med præcis samme indignation, som vi kæmper imod statsministerens stramme udlændingepolitik.

Nu til spørgsmålet. Jeg vil gerne spørge statsministeren – statsministeren som socialdemokrat, der kæmper for mere lighed – hvordan hun forholder sig til, at man jo skal skrabe en del penge sammen for at opfylde de krav, vi har til ægtefællesammenføring og familiesammenføring i Danmark. Det er jo væsentlig ulighedsskabende, vil jeg sige. Du skal skrabe ret mange penge sammen for at leve op til de her krav, og det betyder jo, at der er nogle mennesker, som aldrig nogensinde kommer til at kunne opfylde de krav, vi har stillet på den økonomiske front.

Statsministeren.

Men det her er jo et meget godt eksempel på, hvad det er, vi er tvunget til. For hvis man vil have styr på, hvor mange mennesker der kommer hertil, så må man opstille de værn, der er mulige. Og et af dem er bl.a. en økonomisk garanti. Jeg tror sådan set ikke, at der er mange, der nødvendigvis ville kigge entydigt den vej, hvis vi fuldstændig suverænt selv kunne definere, hvordan dansk udlændingepolitik skulle se ud. Det kan vi jo ikke på grund af internationale forpligtelser, som den her regering ikke har noget sigte i forhold til at opsige. Derfor laver vi – det kan vi jo lige så godt være ærlige om – alverdens krumspring med hinanden herinde for at få lavet det værn, så der ikke kommer flere hertil, end integrationen kan lykkes med.

Jeg er selvfølgelig glad for at høre indignation i forhold til den glemte kvindekamp. Jeg må bare konstatere, at det, når jeg iagttager udlændingedebatten, ikke er de her kvinder, vi hører mest om. Min påstand er, at der er masser af børn og kvinder i Danmark, der bliver undertrykt hver eneste dag, uden at der er demonstrationer for dem på Slotspladsen. Jeg har aldrig set det.

Hr. Sikandar Siddique.

Tak til formanden, tak til statsministeren. Her i talen kom statsministeren med en appel til alle os, som tit retter skytset mod regeringen. Det gjorde statsministeren også i spørgetimen før. Så har jeg også en appel til statsministeren. Vil statsministeren ikke nok huske de tusinder og tusinder af borgere, der bliver kvalt i det her system, fordi man siger, man gerne vil have en stram udlændingepolitik? Det er min appel til statsministeren. Vil statsministeren ikke også huske de tusinder og tusinder af mennesker, som gør det fantastisk, men som simpelt hen bliver kvalt i de her regler? Vi snakker om 24-årsreglen, vi snakker om bankgarantien. Jeg har flere gange over for vores integrationsminister nævnt det der med kategori 5. Det vil sige, at er du fra Pakistan, Somalia eller Yemen, så er det lige meget, hvem du er, og hvordan du er, for så kan du ikke komme til Danmark, fordi man har kategoriseret landene i kategori 5. Jeg tænker, at nu, hvor vi skal møde hinanden på midten, skal vi så ikke give hinanden et håndslag på, at vi fjerner alle de her skøre regler og så sætter ind, skræddersyet, så vi hjælper de kvinder, der skal hjælpes, for det fænomen, som statsministeren taler om, eksisterer, men altså sæter ind, skræddersyet, og hjælper dem og sørger for også at hjælpe de andre, som bliver ramt af de her regler?

Ja tak! Så er det statsministeren.

Jeg vil til enhver tid og hver eneste dag og i alle de debatter, jeg indgår i, anerkende de mange mennesker med udenlandsk baggrund, ligegyldigt hvor man kommer fra, der er kommet til det danske samfund og bidrager positivt hertil. Jeg møder dem i alle mulige forskellige sammenhænge og sætter stor, stor pris på deres deltagelse i det danske samfund. Jeg kan ikke genkende, at nogen bliver kvalt i reglerne. Og jeg synes, at det spørgsmål, jeg bliver nødt til at stille den anden vej, drejer sig om den unge kvinde, jeg selv talte med forleden, som er syrisk flygtning i Danmark, og som for nylig har været tvunget til et mellemøstligt land af sine syriske forældre, som også er flygtninge, for at blive tvangsgift med en mand fra Syrien. Hvordan skal jeg beskytte hende, hvis ikke der er regler? Hvordan skal jeg beskytte hende, hvis ikke der er regler for, at hun selvfølgelig ikke skal tvangsgiftes med en, hun ikke engang kender, fra et mellemøstligt land? Hvis hun har fået opholdsgrundlag i Danmark, skal hun leve et frit liv her. Hun skal ikke fragtes til et mellemøstligt land og giftes imod sin vilje. Hvordan skal jeg beskytte hende, hvis ikke der er håndfaste regler? Og jeg går rigtig meget op i hendes rettigheder, og jeg går rigtig meget op i hendes frihed.

Tak. Så er det hr. Andreas Steenberg.

Tak for talen, og tak for tiden fra statsministerens side. Jeg synes, talen lidt viste det, jeg synes er udfordringen ved udlændingedebatten, for statsministeren talte om skyderier og tvangsægteskaber og lige før om en syrisk kvinde, der skal tvangsgiftes. Det er bare ikke det, familiesammenføringsreglerne regulerer, for der skal man leve op til reglerne for permanent ophold eller være statsborger, og det vil sige, at hvis man kigger de her mennesker igennem og ser på statistikkerne, vil man se, at det ikke er dem, der laver tvangsægteskaber eller laver skyderier, og derfor rammer det sådan set forbi det, vi gerne skulle diskutere, nemlig udlændingelovens § 9. Derfor vil jeg bare udtrykke et håb – og det kan så være et spørgsmål til statsministeren – om, at man prøver at kigge tallene igennem for dansk-internationale par og deres integration og så se, om det virkelig er dem, der udgør det problem, som statsministeren talte om.

Statsministeren.

Men undskyld, er det rigtigt? Tror spørgeren virkelig ikke, at der er folk, der har dansk statsborgerskab eller permanent ophold, der forsøger at tvinge deres børn til et ægteskab imod deres vilje? Det er jeg da fuldstændig sikker på finder sted. Det er jeg da fuldstændig sikker på finder sted. Så jo, det er også det, vi diskuterer.

Jeg ville da vældig gerne have, at en dansker, der rejser ud og arbejder og møder kærligheden og møder en ægtefælle, der kan forsørge sig selv og bidrage positivt til det danske samfund, kunne have mulighed for at bo med vedkommende i Danmark, i hvert fald i en periode. Men vi bliver jo nødt til at indrette det på en sådan måde, så vi beskytter de andre.

Det, der er vores problem, er, at vi engang troede, at når først folk havde været i Danmark i en årrække, havde lært sproget, havde fået et arbejde, kunne de ikke drømme om at tvangsgifte deres børn væk til en eller anden perifer slægtning. Det var vi jo helt overbevist om man ikke ville gøre, men det er der jo nogle der stadig væk vil gøre, og de pigers og kvinders og i øvrigt unge mænds rettigheder er lige så vigtige som rettighederne for den ingeniør, der rejser til USA og møder kærligheden og gerne vil bo med vedkommende i Danmark.

Så det, der er vores opgave, er at finde balancen imellem de to ting, og det vil jeg gerne imødekomme og se på – og det er jo også det, ministeren har sagt – om vi kan finde en måde, så vi kan finde en løsning på nogle af de dumme sager, som det bliver sagt. Men vi skal stadig væk passe på alle de andre og passe på vores sammenhængskraft.

Tak. Så er det hr. Morten Dahlin.

Tak, formand, og tak til statsministeren for talen og også for bemærkningerne om den balance, det er nødvendigt at finde, mellem på den ene side at orientere sig imod, at vi lever i en global verden, hvor flere danskere finder kærligheden uden for landets grænser, men at der samtidig også er et behov for at holde fast i nogle af de ting i vores udlændingepolitik, der beskytter vores samfund mod de helt åbenlyse udfordringer, vi jo oplever med integration.

Statsministeren har flere gange både i sin tale og i sine besvarelser understreget det efter statsministerens opfattelse positive i, at de regler, vi har nu, er bredt funderet i Folketinget, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge statsministeren, om statsministeren har en ambition om, at når de her forhandlinger er overstået, har vi stadig væk bredt funderede regler på familiesammenføringsområdet, eller med andre ord, om statsministeren kunne forestille sig at indgå en aftale om nye familiesammenføringsregler, uden at der er blå partier repræsenteret i en sådan aftale.

Statsministeren.

Jeg vil allerhelst have det her funderet hen over den politiske midte, og vi har jo sagt fra starten, hvad angår udlændingepolitikken, at det er vores ønske. For det her har så vital betydning for det danske samfund og for danskerne i al fremtid, at ja, der bør store beslutninger træffes hen over den politiske midte, og det gælder da ikke mindst i forhold til familiesammenføringsreglerne, at det er det, vi skal sigte efter.

Jeg kan jo ikke love noget, i forhold til hvordan forhandlinger afsluttes; det er jo ude af mine hænder på mange måder. Men det mener jeg bestemt er noget, vi i fællesskab skal gå efter.

Tak. Så er det hr. Carl Valentin.

Tak. Det ærgrer mig lidt, at der fyger så mange gnister nu; jeg synes, at sidst vi diskuterede udlændingepolitik herinde, var det sådan lidt mere stille og roligt. Men det er jo nok også, fordi det er nogle vigtige spørgsmål, det handler om, og der er nogle store værdier på spil.

Jeg fik lige lyst til at følge op på fru Rosa Lunds spørgsmål, for statsministeren sagde, at den her beløbsgrænse er noget af det, man er tvunget til. Jeg synes ikke, man kan sige, at man er tvunget til at lave sådan nogle regler. Altså, man kunne godt have sikret en stram lovgivning uden at lave det her specifikke krav, som i min optik er klassepolitik, og som jo altså rammer underklassen ret hårdt – når man har sådan en beløbsgrænse på 100.000 kr. Det ærgrer mig. Men jeg kunne godt tænke mig at høre statsministeren: Når nu vi får den her revidering af lovgivningen, er ambitionen så, at vi skal se færre ulykkelige sager som dem, vi har set i pressen igennem de seneste år, med mennesker, som ville ønske, de kunne leve sammen, men desværre ikke får muligheden?

Statsministeren.

Men bare lige for at tage det her med beløbet vil jeg spørge, om det ikke er en lille smule for let. For når jeg kigger på diskussionen igennem mange år på det her område, er der jo en række partier, der har været imod nærmest det hele, altså også imod 24-årsreglen, også imod tilknytningskravet, også imod reglerne for permanent ophold, også imod reglerne for statsborgerskab osv. osv. Og det er jo derfor, at hvis man tager et enkelt element ud – det tror jeg faktisk altid man ville kunne få noget sympati for, også i den offentlige debat – står der jo det tilbage, at hvis vi skal regulere det her, og vi skal regulere det, og det anerkender SF jo også, for ellers kan vores samfund ganske enkelt ikke hænge sammen, så bliver man nødt til at opstille et værn og dermed også nogle regler. Og ja, de vil ramme skævt.

Jeg har ikke noget behov for at lægge skjul på, at når man vil føre en stram udlændingepolitik, vil det have nogle negative konsekvenser for nogle, der kommer i klemme, og som vi jo egentlig gerne ville hjælpe, og der er det en fælles opgave, og det siger vi jo også i dag fra regeringens side. Så lad os sætte os sammen og se, om ikke vi kan finde de løsninger, så vi bl.a. imødekommer nogle af de ulykkelige historier. Vi må bare ikke glemme, hvor mange vi også beskytter, inklusive vores sammenhængskraft i samfundet, ved at turde at føre en stram udlændingepolitik.

Tak for det. Så er det hr. Jens Rohde.

Jeg har egentlig ikke så meget imod, at det gnistrer lidt. Jeg synes faktisk, det er en fornøjelse at høre en statsminister, der virkelig har tænding på her, for så kan man da mærke, at hun mener det, hun siger, sådan for alvor. Det synes jeg faktisk er en fornøjelse, og det er lige før, at jeg er ved at være en lille smule træt af, at jeg oftere og oftere bliver begejstret for statsministerens taler og føler behov for at sige det. Jeg kan også sige, at jeg har et bagland, som også synes, det er irriterende, at jeg siger det, men det skal jo siges, når det er godt, og jeg synes, at statsministeren holder en ret god tale her, som lige minder os om alle de dilemmaer, vi står i. Det vil jeg gerne kvittere for.

Der er ét sted, hvor jeg har en lille smule problemer med kausaliteten, som jeg synes lidt har en brist, i hvert fald på nogle områder. Jeg oplever, at statsministeren nærmest laver et konsekvent modsætningsforhold mellem integration og familiesammenføring. Jeg tror, hvis man taler med mange mennesker, at noget af det, der kan styrke deres integration, også er trygheden i, at de har ret til deres familie, og at man har familiesammenføring – ikke i alle tilfælde, det erkender jeg, men i mange tilfælde.

Statsministeren.

Jeg synes jo grundlæggende, at alle mennesker har ret til et familieliv, men det betyder ikke, at man har ret til det i Danmark, bliver jeg nødt til at sige. Og jeg tror – hvis det er det, der ligesom bliver hentydet til, altså at det også handler om flygtninge og flygtninges mulighed for ligesom at konsolidere sig – at noget af det, mange af os i virkeligheden har sværest ved at erkende, er, at vi jo ofte ser en flygtning som et offer, men at en flygtning også kan være gerningsmand. Altså, en flytning kan gå fra at være offer for fordrivelse eller krig eller konflikt til at være gerningsmand, når han f.eks. slår sin kone osv. Så det er jo også dét. Altså, retten til familieliv er jo mere komplekst end som så.

Jeg tror ikke, at der er flere spørgsmål nu, så lad mig derfor bare vende tilbage til det, jeg sagde før, nemlig at ja, der er nogle eksempler på, at lovgivningen rammer skævt, også skævt i forhold til nogle af dem, vi egentlig gerne vil hjælpe. Jeg synes, at vi skal afsøge i et politisk rum, om vi kan hjælpe dem. Det er bare en meget, meget kraftig appel fra min side til at huske på, hvorfor det er nødvendigt at føre en stram udlændingepolitik, og det er efter årtiers fejlslagen udlændingepolitik med tilhørende fejlslagen integration, og dem, der betaler prisen for det, er – ud over det brede danske samfund – især de piger og kvinder, der lever undertrykte liv i Danmark, og det burde slet ikke finde sted i vores samfund.

Tak for det, tak til statsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste, vi får på talerstolen, er udlændinge- og integrationsministeren.

Tak til formanden, og tak til indkalderne af forespørgselsdebatten. Som statsministeren nævnte, og som ordføreren også ved, er der nu igangsat et serviceeftersyn af reglerne om ægtefællesammenføring. Det er nogle regler, der er blevet væsentligt ændret ved en reform i 2018. Reformen bygger som bekendt på en aftale, som Socialdemokratiet indgik sammen med den tidligere borgerlige regering og DF. Formålet med reformen var navnlig at sætte integrationen i centrum, og det vil sige, at dem, som kommer til Danmark, skal bidrage til økonomien, til sammenhængskraften og understøtte det danske velfærdssamfund. Med reformen blev der altså sat fokus på, om der på baggrund af begge ægtefællers forhold er udsigt til en vellykket integration af den ægtefælle, der kommer til Danmark.

Med ændringerne fra 2018 blev der bl.a. indført et integrationskrav. Det indeholder i alt seks betingelser. En af dem er et obligatorisk krav til den herboendes danskkundskaber. Det er bl.a. det obligatoriske krav, der har været til diskussion i en række avisartikler på det seneste. Ægtepar eller faste samlevere, der ønsker familiesammenføring, skal ud over det her obligatoriske krav til den herboendes danskkundskaber tilsammen opfylde mindst tre af de øvrige fem betingelser. Og det er krav til sprog, uddannelse og arbejde. Der er nu snart gået 4 år, siden reformen trådte i kraft, og derfor synes jeg også, det er naturligt og fornuftigt at se på, om reglerne virker efter den politiske intention, der ligger bag reformen. Som jeg har sagt fra første dag på ministerkontoret, skal udlændingeloven være stram, ikke skør, og hvis man læser førstebehandlingen, fra dengang vi behandlede ændringen af udlændingelovens § 9, altså ægtefællesammenføringsreglerne, så mener jeg også at kunne læse ud af talerne, at vi delte nogenlunde den samme ambition om nogle ægtefællesammenføringsregler, der understøttede integrationen, og som – og det er så min tolkning – er stramme, men hvor vi kan undgå nogle af de skøre enkeltsager, som altid fylder på udlændingeområdet.

Det er efter noget offentlig debat, der efterhånden har kørt i noget tid med baggrund i nogle konkrete sager, at jeg nu har besluttet mig for, at det giver mening at se reglerne efter og se, om de virker efter hensigten, og derfor er den gamle reform fra 2018 nu kørt på værksted, for at vi får gennemført et serviceeftersyn. Formålet er at få afklaret, om reglerne fungerer i overensstemmelse med det, vi tænkte dengang, eller om de i nogle henseender rammer skævt i praksis.

Til brug for serviceeftersynet er der nedsat en interessentgruppe, der skal bidrage til at kortlægge, hvordan de her regler fungerer, så vi kan få nogle input og få foretaget en analyse, bl.a. af de sager, der er endt med afslag. Interessentgruppen består bl.a. af repræsentanter fra Advokatrådet, Danes Worldwide, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Institut for Menneskerettigheder, Ægteskab Uden Grænser, Kommunernes Landsforening, Udlændingenævnet og Udlændingestyrelsen. Det er altså en gruppe, der består af både offentlige myndigheder og private organisationer, og det er for at sikre en bred erfaringsindsamling. Min ambition er, at gruppens arbejde kan danne grundlag for politiske drøftelser, og det første møde i interessentgruppen afholder vi allerede i morgen, den 9. februar.

Lad mig slutte af med at sige, at jeg naturligvis ikke allerede nu kan sige noget om, hvilke justeringer serviceeftersynet kan komme til at føre med sig, og jeg tror måske også, at analysen af området vil komme til at vise noget andet, i hvert fald noget mere, end de avisartikler, der har været bragt. Men alt det ser jeg frem til at diskutere med Folketingets ordførere, og jeg skal selvfølgelig nok sørge for at holde hele Folketinget orienteret, og jeg glæder mig til det videre arbejde. Tak for ordet.

Tak for det til ministeren. Der er et par korte bemærkninger. Der er nu mulighed for én kort bemærkning til ordføreren, og den første er fra hr. Sikandar Siddique.

Tak til formanden, tak til ministeren. Jeg vil prøve at fortsætte, hvor jeg slap i forhold til statsministeren. Der er udfordringer, lad os løse dem. Der, hvor problemet for mig opstår, er, at man siger, at der er et problem her, og så laver vi en løsning, der rammer alle, og så bliver det et problem for alle. F.eks. er det tilfældet, når vi putter nogle lande i kategori 5. Det er bare ét eksempel. Hvad har det at gøre med tvangsægteskaber, at man putter et land ind i kategori 5? Ministeren ved udmærket godt, at forældre ikke kan komme til at besøge deres børn, søstre kan ikke komme og besøge en søster, hvis der er behov for det. Det er de skøre regler; det er der, hvor man skyder med spredehagl og så siger, at nu skal vi løse noget.

Hvorfor skræddersyr vi det ikke, hvorfor er vi ikke mere præcise? Lad os slå hårdt ned på dem, der udøver negativ social kontrol, hårdt ned på dem, benhårdt ned, og lad os så sørge for at hjælpe dem, der ikke gør det. Der er det der med at sige, at fordi vi skal hjælpe nogle mennesker her – som vi skal – så skal vi straffe alle andre mennesker; det er det, jeg tror er udfordringen i udlændingepolitikken og i udlændingedebatten, og det er derfor, den er så polariseret.

Tak. Ministeren.

Lad mig starte med at sige, at vi godt vil slå hårdt ned på dem, der udøver social kontrol, og vi har også, heldigvis i fuldstændig enighed i Folketinget, skærpet straffen på det område, og det er jeg glad for. Nu ligger visumreglerne måske en anelse uden for det, forespørgselsdebatten er indkaldt efter, men nu er det blevet rejst et par gange, så lad mig bare sige, at det er rigtigt, at alle verdens lande er inddelt i 5 kategorier. Kategori 1: De kan bare rejse ind i Danmark. I kategori 5 er det noget sværere at få et visum. Og det er jo, fordi vi har erfaringer med, at hvis man giver visum, f.eks. til somaliske statsborgere, som indrejser, er der mange af dem, der søger asyl bagefter, og det ønsker vi ikke. Det er det samme med pakistanere, og spørgeren nævner også Yemen. Så er der kategori 4, 3 og 2, og jo højere kategori, man kommer i, jo sværere er det at få et visum. Jeg vil så sige, at i det konkrete tilfælde med Pakistan er det halvdelen af dem, der søger visum, der trods alt får det. Vi insisterer bare på at have en ret restriktiv tilgang, og hvis man f.eks. skal til en begravelse eller andet, kan man godt få et visum. Det er der masser af mennesker der får. Men det er rigtigt, at det er meget sværere for en pakistaner end for en amerikaner, og det er, fordi der ikke er særlig mange amerikanere, der søger asyl, når de kommer til Danmark.

Så er det hr. Andreas Steenberg.

Også tak til udlændinge- og integrationsministeren for hans tid. Statsministeren talte om tvangsægteskaber, og nu taler udlændinge- og integrationsministeren om vellykket integration. Begge dele er jo svært at være uenig i. Problemet er bare, at de regler, der er lavet, ikke rigtig har noget med det at gøre. Som jeg sagde før, skal man være statsborger og/eller leve op til reglerne for permanent ophold for overhovedet at søge. Så kommer der f.eks. et krav om 5 års fuldtidsbeskæftigelse i Danmark oveni, og så er det bare, at jeg siger: Hvis man har 10 års deltidsbeskæftigelse i Danmark eller 1 års fuldtidsbeskæftigelse i Danmark eller 20 års fuldtidsbeskæftigelse i udlandet, tæller det ikke. Så kan man ikke få det point i forhold til familiesammenføring. Og fordi man ikke lige har 5 års fuldtidsbeskæftigelse, kan man så ikke integrere en ægtefælle? Og er det så et tvangsægteskab? Det giver jo ingen mening med sådan et krav, hvis det er de to ting, man vil sikre. Hvordan ser ministeren på det?

Ministeren.

Som spørgeren også ved, er historikken på det her område jo, at vi for efterhånden et par årtier siden her i Folketingssalen vedtog et tilknytningskrav, som endte med at betyde, at hvis parrets samlede tilknytning til et andet land var stærkere, så kunne der meddeles afslag på familiesammenføring. Det havde vi så en undtagelse til, i første omgang for dem, der var fyldt 28 år – nemlig 28-årsreglen. Den blev så underkendt ved den internationale domstol, og derfor røg hele det regime, vi havde omkring tilknytningsbestemmelserne, til side, og vi skulle finde på noget nyt.

Der syntes jeg tilbage i 2017 og 2018, da vi diskuterede det dengang – og det synes jeg stadig væk – at det var et mere fornuftigt regime, vi gik over til, hvor vi definerer nogle forskellige betingelser, i det her tilfælde seks, og siger, at man skal opfylde fire af dem. Man behøver ikke opfylde alle seks, men fire af dem. Det handler så om danskkundskaber, beskæftigelse og andre integrationsrelevante parametre, og det er alt sammen for at understøtte, at det par, der så bor i Danmark, også er i stand til at blive integreret i det danske samfund. Man behøver ikke leve op til det hele, herunder beskæftigelseskravet. Der er kun ét krav, der er obligatorisk, og det er den herboendes danskkundskaber. Jeg synes også, det er okay og rimeligt, at de mennesker, der ønsker en udenlandsk ægtefælle til Danmark, taler dansk på et rimeligt niveau.

Tak. Så er det hr. Marcus Knuth.

Tak. Det er egentlig bare en opfordring til ministeren. For da vi mødtes i aftalekredsen, kom vi alle sammen med en række spørgsmål, fordi vi synes, det er vigtigt ikke bare at få interessentgruppen til at komme med deres input, men også, at os partier kan få afdækket, hvad det er for nogle sager, der er. Hvor mange, lad os sige dumme sager er der? Hvor mange henter deres ægtefæller hertil fra f.eks. Stormellemøsten, hvorefter de havner i parallelsamfund? De spørgsmål skrev ministerens embedsfolk ned, og ministeren lovede, at vi ville få tallene oversendt, så vi kunne stille endnu flere spørgsmål. Vi har ikke helt fået dem endnu, så det er egentlig bare en opfordring til, både at vi får de tal sendt over, men også at Folketingets partier bliver inddraget mest muligt i processen, så det ikke alene er den her interessentgruppe, der kommer til at bidrage til serviceeftersynet.

Ministeren.

Der vil jeg godt starte med at gentage, hvad jeg også sagde på det møde, nemlig at dem vil vi selvfølgelig arbejde hårdt på at få oversendt til Folketinget, så vi kan få en så kvalificeret diskussion som muligt. Men jeg vil komme med et enkelt tal. Sidste år var der knap 6.000, der søgte familiesammenføring efter de her regler. Knap 4.000 fik en tilladelse, og knap 2.000 fik afslag. Det er en forholdsvis høj afslagsprocent, også når man ser generelt på udlændingeområdet. Sidste år behandlede Udlændinge- og Integrationsministeriet 82.000 ansøgninger om opholdstilladelse. Der blev givet en opholdstilladelse i 75.000 af tilfældene, og 7.000 fik afslag. Så normalt er det langt, langt den overvejende del af de mennesker, der søger om opholdstilladelse i Danmark, der faktisk får den, men på familiesammenføringsområdet var det en tredjedel – i hvert fald sidste år – der fik afslag.

De store nationaliteter blandt dem, der får ophold, er Thailand, Filippinerne, USA. Hvis du tager top ti, vil du også se lande som Tyrkiet. Men det, man også kan se, hvis man ser på forskellen på de regler, der var før 2018, og de regler, der kom efter 2018, er, at der har været en reduktion i antallet af meddelte familiesammenføringstilladelser, og at der har været en mindre ændring i, hvilke landes borgere der bliver meddelt flest familiesammenføringstilladelser til, og de tal skal jeg selvfølgelig nok sørge for at få oversendt.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for det. Jeg følte ikke rigtig, jeg fik svar fra statsministeren, så når nu det er en minister fra samme regering, vil jeg tillade mig at spørge udlændinge- og integrationsministeren om det samme, som jeg spurgte statsministeren om. For man får en fornemmelse af, at det er vigtigt for regeringen at passe på Danmark, og at vi ikke skal åbne for yderligere migration fra de muslimske lande. Alligevel har regeringen jo i virkeligheden taget en række skridt i retning af at åbne for mere migration – ikke som konsekvens af de hermetisk lukkede grænser under covid. Der har statsministeren jo ret: Det er jo ikke regeringens eller Danmarks fortjeneste, at folk ikke er kommet hertil; det er udefrakommende begivenheder, der har sat en prop i det hul. Men de tiltag, som regeringen aktivt med sit parlamentariske grundlag har gennemført, har jo været aktivt at tage terrorister til Danmark, at åbne for flere kvoteflygtninge, at give højere ydelser til indvandrere, også fra ikkevestlige lande, og at gøre det lettere for dem at opnå ret til offentlig forsørgelse. Så hvad har regeringen gjort i den modsatte retning for alt det, som både ministeren nu og statsministeren før har sagt var vigtigt?

Ministeren, værsgo.

Det er korrekt, at den her regering har fremsat lovforslag, der har sikret, at Mint og andre i hendes situation kunne blive i Danmark. Det er korrekt, at vi har fjernet brugerbetalingen på danskuddannelser, så mange flere udlændinge nu lærer dansk. Det er korrekt, at børnene er kommet ud af Sjælsmark. Alt det er korrekt, og vi er ikke på nogen måde i en situation, hvor vi skammer os over det.

Det er lige så korrekt, at vi har fremsat lovforslag, som har gjort, at vi har taget statsborgerskabet fra, jeg tror, vi er oppe på 12 fremmedkrigere, som efterfølgende – efter hvad jeg i hvert fald ved – ikke er indrejst i Danmark. Det er også korrekt, at da den her regering overtog, var der 1.100 afviste asylansøgere i udsendelsesposition. Det koster 300.000 kr. om året at have en af de personer indkvarteret på et dansk udrejsecenter. Nu er vi nede på 800. Det er raslet ned, bl.a. fordi vi har lavet en ny Hjemrejsestyrelse og en ny hjemrejselov.

Så jeg synes, vi har gennemført masser af fornuftig politik. Udfordringerne er måske nogle gange, at fakta i debatten forsvinder lidt, bl.a. at der er meget, meget få afviste asylansøgere, i forhold til hvordan det har været tidligere.

Tak til ministeren. Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Den første er ordføreren for forespørgerne, hr. Andreas Steenberg fra Radikale Venstre. Værsgo.

635 var det antal danskere, der sidste år fik afslag på at bo med den person, de elsker, i deres eget land, Danmark – afslag, fordi ægtefællen er fra et ikke-EU-land. Selv om folk kan forsørge sig selv, selv om folk ikke har gjort noget kriminelt, får de alligevel besked på, at de må flytte væk fra deres fædreland og udleve deres familieliv i udlandet. Det eneste, folk har gjort galt, er at forelske sig i en udlænding.

Lad mig fortælle historien om Nicole. Hendes far er dansk og forsørger sig selv; han arbejder som cykelsmed. Moren er fra Filippinerne og kom til Danmark som au pair, og da Nicole blev født, arbejdede moren som rengøringsassistent på det lokale hospital. Nicoles forældre fik nej til familiesammenføring. Derfor valgte familien som den sidste udvej, at Nicole skulle søge familiesammenføring med sin mor. Dengang var hun 5 år og gik i børnehave, og forældrene forsørgede sig selv. Alligevel fik Nicole nej til at bo med sin mor i sit eget og hendes fars fædreland. De kunne tage til Filippinerne, hvis de gerne ville bo sammen. En lille pige! Hvad i alverden bilder vi os ind? I dag er Nicole 8 år og har efter års kamp vundet sin sag, fordi menneskerettighederne beskyttede hende, da hun blev 7 år. Så må hun nemlig ifølge menneskerettighederne bo med sin familie i Danmark.

Det giver ingen mening. Og jeg skammer mig over, at vi behandler danskere, ikke mindst små børn, på den måde, bare fordi de har fundet kærligheden eller har en forælder fra et land, som et flertal her i Folketinget ikke bryder sig om. Der er ikke sund fornuft i de regler, som rammer danskere, som er så – i citationstegn – uheldige at finde kærligheden i udlandet.

År efter år har man her i Folketinget konkurreret om, hvem der har den strammeste udlændingepolitik. Ingen, heller ikke Radikale Venstre, ønsker fuldstændig åbne grænser og ingen regler. Men er alle de regler, vi har fået gennemført de sidste 20 år, fornuftige og rimelige, ikke mindst for vores egne borgere, der på studiet, på ferien, på arbejdet, på internettet eller bare her i Danmark finder deres livs kærlighed i en udlænding? Hvorfor skal de rammes og sendes ud af landet, hvis de vil bo i deres eget land med deres familie? Jeg synes, det er forkert.

Fakta fra ministerierne viser, at de danskeres ægtefæller er mindre kriminelle end danske statsborgere. De må ikke modtage sociale ydelser i de første mange år, flertallet er i beskæftigelse efter få år, og ifølge Finansministeriet er de et økonomisk bidrag på 75 mio. kr. om året. Så det er en myte, at dansk-internationale par skulle udgøre et stort problem. Til gengæld udgør de nuværende regler et meget stort problem for de danskere, hvis eneste brøde er, at de har fundet kærligheden i et menneske, hvis herkomst er uden for EU.

Derfor skal jeg på vegne af Radikale Venstre og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at vi i dag har en lovgivning, som forhindrer danskere i at bo i deres eget land med den, de elsker. Alene i 2021 blev 635 danske eller nordiske statsborgere meddelt, at deres ægtefælle ikke var velkommen i Danmark. Folketinget pålægger regeringen at fremsætte forslag om ændring af udlændingeloven, således at danskere får en reel mulighed for at etablere sig i deres hjemland, uanset at de har fundet kærligheden uden for landets grænser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 38).

Mange tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ikke nogen korte bemærkninger. (Sikandar Siddique (FG) markerer for at få ordet). Nå, men det kunne jeg ikke se. Værsgo til hr. Sikandar Siddique.

Det var mig, der ikke havde trykket på knappen. Tak for at rejse den her debat. Jeg ville også synes, det var ærgerligt, hvis ordføreren ikke fik et spørgsmål, for det her er en relevant debat.

Jeg bliver nødt til at kæde det sammen med det, ordføreren og ordførerens parti jo har været ude at sige, nemlig at man simpelt hen ikke vil pege på fru Mette Frederiksen som statsminister, fordi man mener, det er en for egenrådig regering, og der er masser af grunde til det. En af grundene er netop også, at man sådan set ikke har kunnet rykke regeringen, Socialdemokratiet på det udlændingepolitiske spørgsmål. Så vil jeg gerne høre ordføreren, hvordan Radikale mener man vil få lempeligere regler ved f.eks. at pege på en blå statsministerkandidat.

Ordføreren, værsgo.

Det er det, vi vil afsøge i forhandlingerne. Nu var det jo partiet Venstre, der var de første i den her sag til at gå ud og sige: Lad os se på reglerne. Det var i øvrigt også fru Pernille Vermund. Så det må forhandlingerne vise. Det er klart, at vi ikke har tænkt os at føre udlændingepolitik sammen med Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, når de vil ud af menneskerettighedskonventionen. Nu nævnte jeg i min tale en sag, hvor det faktisk var menneskerettighederne, der havde sikret, at en lille dansk pige kunne bo med sin familie. Vi vil forsøge at trække Venstre og Konservative ind mod os, ligesom vi vil forsøge at trække Socialdemokraterne hen mod os. Det er det, der er essensen i vores melding.

Værsgo til spørgeren.

I Frie Grønne har vi sådan et ambivalent forhold til jeres udmelding. På den ene side er vi glade, for i de sidste 2 år har vi jo igen og igen sagt til støttepartierne: Træk støtten, træk støtten, I kan rykke noget. Da stod alle støttepartierne sammen. Men nu siger Radikale Venstre: Okay, vi kan i hvert fald ikke fortsætte med at sige, at vi støtter fru Mette Frederiksen som statsminister uanset hvad. Så langt er vi glade. Der, hvor kæden så på den anden side hopper af, synes vi, er, at man så åbner op for at pege på en blå statsminister, for det bliver det i hvert fald ikke bedre af. Derfor vil jeg opfordre Radikale Venstre til at sige: Lad os gå sammen, alle partier, og sige, at vi nægter at pege på en statsminister, der vil føre en umenneskelig udlændingepolitik.

Værsgo.

Essensen er, at vi vil gå derhen, hvor vi kan få mest indflydelse. Og hvis Socialdemokratiet ændrer kurs og vil være med til at føre en anden udlændingepolitik, er vi selvfølgelig tættere på at kunne lade Socialdemokratiet fortsætte. Men hvis ikke det kan lade sig gøre, vil vi da selvfølgelig afsøge, hvad andre statsministerkandidater vil være med til. Det er jo for at få politik igennem. Det tror vi ikke løser sig, ved at man låser sig fast i en blok, tværtimod.

Så siger vi tak til den radikale ordfører. Den næste ordfører i runden er hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak til Radikale Venstre for at tage initiativ til dagens debat. Det emne, vi i dag skal debattere, har hr. Andreas Steenberg fra Radikale Venstre skrevet en hel bog om. Bogen hedder »Forbudt kærlighed«, og jeg har selv haft fornøjelsen af at anmelde den, og jeg synes, den rummer gode pointer. Hr. Andreas Steenberg bringer en række eksempler på familier, som har haft svært ved at få ægtefællesammenføring. Flere af eksemplerne handler om familier, som bidrager positivt til Danmark.

Når man hører om eksempelvis et dansk-amerikansk par, der gerne vil slå sig ned i Danmark, men oplever store benspænd, ærgrer det mig. Intuitivt tænker jeg straks: Det må vi da kunne lave om. Og hvis der er regler, som står i vejen for sund fornuft, synes jeg bestemt, vi skal se på dem, men man skal tænke sig godt om. Det mener hr. Andreas Steenberg også. Nok ønsker han lovgivningen ændret, men han argumenterer i bogen ikke for, at alt skal rulles tilbage. Hr. Andreas Steenberg anerkender også på side 19 :

» ... at en moraliserende tilgang har undertrykt en helt nødvendig debat om problemer med integration og med i hvert fald visse indvandrergrupper.«

Udlændinge- og integrationsministeren har nu bebudet et serviceeftersyn af reglerne. Jeg er spændt på at se, hvad man kommer frem til i serviceeftersynet, og hvilke idéer der kommer på bordet. I det omfang det er muligt at kalibrere reglerne, så de ikke spænder ben for danskere, der møder kærligheden i udlandet, vil det være positivt. Omvendt hører det jo med til historien, at lovgivningen i vidt omfang virker, og den har desværre været nødvendig, fordi indvandringen har været massiv siden især 1983, fordi man har uddelt statsborgerskaber med rund hånd i alt for mange år, sågar til folk, der ikke taler dansk, og fordi kulturelle sædvaner har betydet, at unge, der er født og opvokset i Danmark, alligevel bliver gift med en fra forældrenes hjemland.

Derfor var der behov for kraftige opstramninger af familiesammenføringsreglerne i 2002 og siden de regler i 2018, som nu er under eftersyn. De stramninger skal ikke skylles ud med badevandet. Reglerne skal være ens for alle, og desværre er det nødvendigt med relativt stramme regler. Det havde det ikke været, hvis alle, der er blevet ægtefællesammenført til Danmark de senere årtier, uden videre var blevet en del af fællesskabet kulturelt, økonomisk og socialt. Men fordi integrationen er en stor udfordring, må vi opstille hegnspæle. Det er ikke urimeligt med overkommelige krav til sprogkundskaber, beskæftigelse, uddannelse, bolig og i det hele taget evnen til selvforsørgelse. Alternativt kunne det hurtigt blive de danske skatteydere, der kom til at finansiere familie- og ægtefællesammenføringer.

På vegne af Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Socialdemokratiet vil jeg læse et forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at udlændinge- og integrationsministeren har taget initiativ til at afklare, om reglerne i ægtefællesammenføringsreformen fra 2018 virker efter hensigten, og at udlændinge- og integrationsministeren i den forbindelse har nedsat en interessentgruppe, der sammen med Folketingets partier skal bidrage til at kortlægge, hvordan reglerne virker i praksis. Folketinget imødeser resultatet af serviceeftersynet, idet Folketinget er enige om, at reglerne om ægtefællesammenføring skal være stramme, men også virke efter hensigten.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 39).

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Morten Dahlin fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. De nuværende familiesammenføringsregler blev aftalt mellem den daværende VLAK-regering, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet tilbage i 2018. Idéen bag reformen i 2018 var at gøre det lettere og mere smidigt for herboende danskere og udlandsdanskere at få deres ægtefælle til landet, samtidig med at det skulle gøres sværere for ikkeintegrerede mennesker at få familiesammenføring. Det gav god mening, og det gør det stadig væk. For på den ene side bliver vi nødt til at forholde os til, at verden bliver mere og mere globaliseret, og at det er mere almindeligt for danskere at finde en ægtefælle uden for landets grænser – det skal vores lovgivning naturligvis afspejle. På den anden side bliver vi nødt til som samfund at sikre os, at dem, der bliver familiesammenført til Danmark, reelt bliver integreret og kommer til at bidrage til samfundet.

Derfor lavede man tilbage i 2018 en række ændringer i familiesammenføringsreglerne. Man gjorde det eksempelvis markant sværere at blive familiesammenført, hvis man boede i en ghetto, og så afskaffede man det daværende tilknytningskrav og erstattede det med de her seks integrationsbetingelser, hvoraf parret tilsammen skal leve op til fire. Et af dem er ufravigeligt, nemlig at den herboende ægtefælle skal kunne tale dansk. Derudover er der en lang række andre krav, og de krav er i udgangspunktet helt fornuftige. Det er krav til sprog, uddannelse, beskæftigelse osv. Det er fornuftige krav. Det mente Venstre dengang, og det mener Venstre i dag.

For vi må ikke glemme at stille krav. Det er vigtigt, for vi står stadig væk med en række massive integrationsproblemer i vores samfund, økonomisk, socialt og kulturelt, så de principper, der lå bag aftalen i 2018, var fornuftige, og det er de fortsat.

Men én ting er principper, noget andet er virkeligheden, og en gang imellem bliver man nødt til at stoppe op og se på, hvilken indvirkning den lovgivning, man laver, har. Og når vi gør det i Venstre, er det vores analyse, at reformen tilbage fra 2018 på nogle stræk har virket godt. Særlig opstramningen med hensyn til bopæl og beskæftigelse har været en god ting. Men vi kan også nu se, at siden reglerne trådte i kraft, har der også været en række negative effekter. De nye regler har givet uretfærdige udfordringer for helt almindelige danskere.

En af dem er Bent Lange. Hans historie er blevet beskrevet i Jyllands-Posten. Han arbejdsmand, og han arbejder stadig, selv om han er fyldt 75 år. Han bor på en gård lidt uden for Auning, og her bor Bent alene, og Bent bor alene, fordi han ikke kan få sin kone hertil, og det kan Bent ikke, fordi han ifølge de danske myndigheder ikke taler dansk, og det gør Bent ikke, fordi Bent ifølge ham selv gik ud af skolen efter konfirmationen og begyndte at arbejde. Nu kan Bent ikke finde sine skolepapirer, fordi landsbyskolen er lukket, og Rigsarkivet kan ikke hjælpe Bent, og derfor siger myndighederne til Bent: Du kan ikke tale dansk. Den måde, han bliver tilbudt at dokumentere sine danskkundskaber på, er så ved en digital prøve, men som Bent selv siger, er det med computere ikke lige ham. Så nu bor Bent alene på sin gård. Det var ikke meningen med reglerne fra 2018, for her taler vi om en mand, der har været dansk hele sit liv, som har forsørget sig selv, og som bidrager til samfundet, men på grund af de forsvundne skolepapirer fra den skole, han gik ud af for 60 år siden, kan han nu ikke få sin ægtefælle til landet.

Den historie er ikke enkeltstående. Vi har hørt om andre, der er havnet i samme situation. Derfor har Venstre også sagt, at vi er villige til at kigge på de nuværende regler for at løse de udfordringer, som helt almindelige danskere har mødt. Derfor har vi med glæde konstateret, at regeringen har iværksat en evaluering af de gældende regler og efterfølgende har tilkendegivet at ville indkalde til politiske forhandlinger. De forhandlinger kommer vi til at gå meget konstruktivt ind i, men ikke fordi vi ønsker en generel lempelse af familiesammenføringsreglerne her i Danmark. Det ville være en forkert sti at gå ned ad, for vi skal fastholde de principper, der lå bag den gamle aftale, men derfor kan man godt kigge på, om man kan justere og ændre de steder, hvor aftalen i dag giver nogle udfordringer for helt almindelige danskere.

Vi kan tilslutte os vedtagelsesteksten, der blev læst op af Socialdemokratiets ordfører.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Andreas Steenberg.

Jeg vil gerne rose det mod, Venstre har vist ved at gå ud og sige, at nogle af de regler, man selv har været med til at lave, da man sad i regering, ikke virker efter hensigten. Det har jeg stor respekt for. Så kunne jeg godt tænke mig at stille et helt åbent spørgsmål, for nu er ordføreren jo inde på det her sprogkrav, som en række danskere typisk i alderen 50-60 år er blevet ramt af, fordi de gik ud af skolen efter 7. klasse, og så siger man, at de ikke kan dansk nok til at kunne få familiesammenføring. Men er der andre konkrete regler blandt de ganske mange regler – der er nok at tage af – der er på det her område, som Venstre allerede nu kan sige man gerne vil se på?

Værsgo, ordføreren.

Først til det med danskkravet: Her støder vi jo ind i, at det i Venstres optik helt åbenlyst fornuftige princip, vi selv var med til at indføre i 2018, der handler om, at hvis man ønsker familiesammenføring til Danmark, skal man kunne tale dansk – det er klogt, det er fornuftigt, det er at passe godt på Danmark – støder ind i en virkelighed, hvor vi så har nogle mennesker, der er gået ud af skolen efter 7. klasse, og som så lige pludselig ikke kan dokumentere, at de kan tale dansk, på trods af at alle, der har den mindste smule fornuft, jo kan se, at det kan de godt. Det er en udfordring. Det skal vi se om vi kan løse. Jeg håber det, jeg tror det, men jeg kan ikke love det.

Er der andre steder, hvor vi i forhold til de krav, vi indførte i 2018, kan støde på samme udfordringer? Det kan godt være, og det er jo derfor, der er blevet igangsat en evaluering, som vi har hilst velkommen, og som kan være med til at identificere, om der er andre områder. Det vil jeg ikke være afvisende over for. Det vigtige for os er, at principperne bag aftalen i 2018 står ved magt, hvor det jo sådan set var hensigten at gøre det lettere for nogle – dem, om hvem vi sagde, at de kan bidrage til Danmark, og at de har taget Danmark til sig; de kan rent faktisk få ægtefællesammenføring – men sværere for nogle alle andre, særlig dem, som vi ved giver vores samfund udfordringer.

Værsgo, spørgeren.

Tak for svaret. Så lad mig prøve at spørge til et specifikt krav, for jeg ved, at Venstre går meget op i det her beskæftigelseskrav. Som jeg også nævnte før, skal man have 5 års fuldtidsbeskæftigelse i Danmark, før man kan få et point. Jeg kunne bare godt tænke mig at få forklaret: Hvorfor er det, at en person, der arbejder som læge og har gjort det i 10 måneder – for det er 10 måneder siden, personen blev færdiguddannet – så lige skal vente 4 år og 2 måneder, før personen kan søge? Hvorfor er det, at det ikke kan tælle, at man har et arbejde på det tidspunkt, man søger? Hvorfor skal man have arbejdet 5 år på fuldtid, inden man må søge? Hvad er meningen med det?

Værsgo.

Meningen med beskæftigelseskrav alle de steder, vi har gjort det i den danske udlændingelovgivning – og hvis ikke alle, så er i hvert fald næsten alle kommet til på Venstres foranledning, for vi går meget op i beskæftigelse og i, at folk skal forsørge sig selv og deres familie – er jo, at man viser, at man ikke ligger det danske samfund til last, at man viser alle andre, at man kan forsørge sig selv og sin familie, så vi ikke får en masse mennesker hertil, som alle andre så skal forsørge. For vi skal huske, at alternativet til at forsørge sig selv og sin familie jo er, at man beder alle andre skatteydere om at gøre det. Og vi synes grundlæggende ikke, det er fair at bede de danske skatteydere om at finansiere en masse mennesker, der kommer hertil udefra og ikke bestiller noget.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i talerrækken er hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for at stille forespørgslen. Den handler jo faktisk om, om regeringen vil tage initiativ til at lave en revision, og det har regeringen sagt, at det vil regeringen gerne. Dermed er forespørgslen jo nærmest færdig, men det er den ikke. Jeg sad faktisk og lyttede meget til statsministerens tale. Statsministeren brugte sin taletid til sådan at tale generelt om udlændingepolitikken i Danmark og om, hvad det er for en brik, der også handler om familiesammenføring. Det tror jeg faktisk er rigtigt set, altså at når man kigger på udlændingepolitikken sådan under ét, er det flere ting, og bl.a. sådan noget som familiesammenføring er også et element i det.

Hvorfor er det vigtigt, at det ikke er meget nemt at blive familiesammenført? Hvorfor er det vigtigt, at man ikke har nem adgang til sociale ydelser? Hvorfor er det vigtigt, at der er et beskæftigelseskrav? Jamen det er jo vigtigt, fordi Danmark skal være et attraktivt land at komme til, men også et attraktivt land at komme til, hvis man kan bidrage og være en del af fællesskabet. Desværre må vi jo sige, at det er vi ikke lykkedes med. Jeg siger »vi«, for Dansk Folkeparti har også været med længe. Vi er ikke lykkedes med at få en ordentlig integration i Danmark. Vi ser desværre alt for mange, som ikke har et godt liv – dem, som vi går og peger fingre af og siger: De laver kriminalitet, de passer ikke ordentligt på deres piger, de holder folk i et socialt jerngreb. Ja, det gør de, og det står vi og peger fingre af. Men er der nogen vindere? Nej, der er faktisk kun tabere. Samfundet er taber, fordi folk er på passiv forsørgelse og ikke bidrager til fællesskabet. Menneskene er også tabere, for jeg tror ikke, der er nogen, der ønsker det liv. Men hvis man ikke har set andet, er det jo den kulturarv, som man lever i, og det er det, der er et normalbillede, og så færdes man i det.

Så længe vi ikke er lykkedes med det, har vi meget, meget svært ved overhovedet at se nogen steder, hvor vi kan lempe. Der ser vi faktisk kun, at vi kan stramme. Så mener vi faktisk også, at det er meget, meget vigtigt – fordi vi er et af verdens rigeste lande og også ved, at en del af dem, som er på flugt, er på flugt fra krig og fattigdom og alt muligt andet af, hvad der sker rundtomkring i verden – at vi som samfund, som et af verdens rigeste samfund, også er med til at hjælpe i nærområderne. Det har vi været med til, hver eneste gang vi har siddet og været en del af det parlamentariske grundlag i finansloven, altså at gøre mere i nærområderne. Vi er sådan set også med på, at vi bruger 0,7 pct. af bruttonationalproduktet hvert år. Så når det går godt, bliver der faktisk flere penge. Dem synes vi at vi skulle bruge mere på at hjælpe der, hvor det virkelig batter, altså for at folk kan få et bedre liv der, hvor de er.

Regeringen har nu sagt, at de vil indkalde til forhandlinger, og så kan vi begynde at se på, hvordan man kan få kigget på de her skøre sager – sådan tror jeg det blev udtrykt her i dag, hvilket jeg er fuldstændig enig i – og vi har, jeg har, meget sympati for de mennesker, som kommer i de her situationer. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan de her familier har det, både børn og voksne og andre, som står i en situation og siger: Er det her rimeligt? Det eneste, man bare skal huske, når man sidder og kigger på det og har den her sympati for de her mennesker, er, at hvis man laver regelsættet om, hvad betyder det så? Åbner man så nogle andre låger for nogle andre mennesker, man ikke har lige så meget sympati for? Og det er jo der, hvor lovgivning bliver svært.

Nogle gange siger jeg det sådan, når folk spørger også på andre områder, om det ikke er meget firkantet: Ja, men det er ligesom at køre med 50 km/t. Når du kører 54 km/t. forbi skolen kl. 14.15, når de har fri alle sammen, får du en bøde. Og folk siger: Det var da også tåbeligt, du kørte for stærkt. Når man gør det kl. 2.00 om natten, og der ikke er et menneske, får man den samme bøde. Men er det rimeligt? Det er, fordi lovgivningen er firkantet. Nu står der altså 50 på skiltet. Sådan er det. Og sådan er det også lidt nogle gange, i forhold til at vi har de her regler. Derfor kan man godt have sympati for de mennesker, man kan godt have forståelse for, at de står i den her situation, men hvad er omkostningen ved at åbne op?

Derfor vil vi bare sige, at når vi kommer til de forhandlinger, vil vi gerne se på, hvordan man kan løse det i forhold til folk, som vil det rigtige og gerne vil bidrage til fællesskabet, og de tossede sager. Men hvis prisen bliver for høj, vil vi ikke løse det, og så står vi også på mål for, at der er nogen, der kommer og siger: Det her er en tosset sag. Hvorfor kan vi ikke få lov? Så bliver man nødt til at forklare og sige: Desværre er lovgivningen firkantet, og det er vi nødt til. Sådan er det desværre nogle gange.

Den sidste sag, der kom op fra Venstres ordfører, er jo sådan en, hvor man tænker: Kan det virkelig være rigtigt, at man siger, at man ikke kan tale dansk på grund af nogle skolepapirer? Det vil vi i hvert fald gerne have efterprøvet, altså om det virkelig kan være rigtigt, at man ikke på anden måde kan dokumentere, at man kan tale dansk. Det tror jeg nu godt man kan i vores samfund. Men det er nok en sag, der har været i medierne.

Men alt i alt håber vi ikke, at den her øvelse bliver brugt til at lempe udlændingepolitikken, for familiesammenføringsreglerne er et vigtigt værktøj for at sende et signal, også udadtil. Det er ikke nemt at blive familiesammenført i Danmark. Det er et signal, vi gerne vil sende fra Dansk Folkeparti, også efter den her gennemgang.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Carl Valentin fra SF. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til Radikale Venstre for at indkalde til den her vigtige debat, som jeg ved at ordføreren også brænder ekstremt meget for. Det er simpelt hen umuligt for mig at holde tale her uden endnu en gang at henvise til udlændingeministerens interview i Berlingske her den 16. januar, for er der noget sted, hvor ministerens forhåbninger om at føre en såkaldt stram, men ikke skør udlændingepolitik kuldsejler, så er det jo i virkeligheden her.

Jeg forestillede mig, da jeg sad og skrev min tale, at debatten i dag ville blive en kavalkade af anekdoter, for der må jo siges at være rigelig af historier at tage af – og hr. Andreas Steenberg har også allerede været i gang. En af dem, der har påvirket mig mest, er Lene Kibsgård og hendes kone, den russiske kvinde Vlada. Udsigten til et lykkeligt ægteskab i vestlig frihed væk fra homofobiens skygge forsvandt, fordi nyidanmark.dk ikke lige have udspecificeret, at det der med egen bolig altså betød, at man skulle betale husleje. Det var ikke nok at have et fast sted at bo. Og hvis man vil have et eksempel på, hvad »skør« betyder, skal man ikke lede længere end til Lasse og Mila: 2.200 siders dokumentation sendt ind til SIRI, herunder detaljerig billeddokumentation af daglige ophold i Sverige, medhold i klagesag og stadig afslag.

Det er historierne om folk, der får afslag og simpelt hen frakendes retten til at leve sammen med den, de elsker, og det er jo de værste historier. Det er dem, vi hører mest om i medierne. Men hvad der også findes, og hvad vi hører mindre om, er alle dem, der ganske vist kommer igennem nåleøjet, men først efter måneder, måske endda år med slidsomme dokumentationskrav og måske endda med påbud om ikke at arbejde, sådan som tilfældet var for Camillas partner John. Ofte taler vi om, at nøglen til integration i Danmark er arbejde. Jeg tænker, at John, som blev afholdt fra at arbejde, fordi familiesammenføringsprocessen trak ud, er lovligt undskyldt, hvis han synes, vi er en smule hykleriske, når vi påstår det.

Jeg kunne jo kede ordførerne med eksempler indtil næste samling – der er rigelig at tage af i medierne. Hvad er pointen? Pointen er, at der er få områder som ægtefællesammenføring, der udfordrer ministerens ambitioner om at fremstå stram, men ikke skør. Og det var en af grundene til, at SF stemte gult – og ikke for – sidste gang vi lavede en opdatering af reglerne for ægtefællesammenføring. Der var nogle udmærkede takter i den lovgivning, og der var endda en smule oprydning i nogle tossede regler; men vi kunne simpelt hen ikke sætte kryds ved flere stramninger, mens der stadig var så meget kolbøttetosseri i systemet.

Samtidig forstår SF levende, hvorfor reglerne på området eksisterer. Det er helt afgørende for integrationen, at vi stiller krav til nytilkomne, herunder ægtefæller, om at integrere sig og komme i arbejde og alt det, og jeg glæder mig egentlig over den indignation, der også var her fra statsministerens side på netop det område, for det er ekstremt vigtigt. Og når vi i SF taler om mindre skørhed på området, taler vi ikke om helt rimelige integrationskrav, men om alle de bureaukratiske og uforståelige barrierer og dokumentationskrav, man skal gennemgå.

Men ret skal være ret. Jeg kan jo konstatere, at udlændingeministeren med den her interessentgruppe, der er blevet nedsat, og også ud fra nogle takter i statsministerens tale og udlændingeministerens interview i Berlingske, at man lader til at være oprigtigt indstillet på en forårsoprydning i reglerne – og det er i min optik virkelig positivt. Og kan der komme et bredt flertal bag den oprydning, så danskere med udenlandske ægtefæller kan se frem til ikke bare mere gennemskuelige regler, men også stabilitet på området i forhold til skiftende regeringer, så er vi jo nærmest fremme ved idealscenariet for det danske konsensusdemokrati. Men jeg vil nu se det, før jeg tror det. For nærværende vil jeg tillade mig at være optimistisk. Jeg håber, vi kan nå i mål, og jeg tror, at resultatet kan blive særlig godt, hvis man også ser lidt i retning af Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil slutte med at læse vores forslag til vedtagelsestekst op. Den lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer med tilfredshed, at udlændinge- og integrationsministeren har nedsat en interessentgruppe, der sammen med Folketingets partier skal bidrage til at kortlægge, hvordan reglerne for ægtefællesammenføring virker i praksis.

Folketinget imødeser resultatet af serviceeftersynet, idet Folketinget er enige om, at det er vigtigt, at reglerne om ægtefællesammenføring stiller klare krav til integration, men at reglerne i dag har en række uhensigtsmæssigheder, der resulterer i uretfærdige afgørelser for borgere, der ønsker at leve sammen.«

(Forslag til vedtagelse nr. 40).

Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Tak. Hr. Carl Valentin siger, at han havde forventet sådan en kavalkade af anekdoter eller noget i den stil. Jeg synes bare, at man nogle gange i den her debat godt kan savne lidt refleksion. Der er f.eks. mange både reelle historier og anekdoter om folk, der er kommet i klemme i de her regler, fordi de er stramme, og også f.eks. hr. Andreas Steenbergs bog rummer en række eksempler på folk, der er kommet i klemme. Men jeg synes, at der mangler en eller anden refleksion over, hvor mange bøger i mange bind der skulle have været skrevet med eksempler på folk, der skulle have været beskyttet, hvis ikke vi havde haft de her stramme regler. For så kunne vi have lavet et værk med ufattelig mange bind, der havde handlet om kvinder, der var kommet hertil og var blevet behandlet dårligt, og hvor det var svært for os at sætte ind over for de kulturelle mønstre, som nogle har en interesse i at prøve at påføre det danske samfund. Derfor undrer det mig lidt, at den refleksion aldrig er en del af det her – at baggrunden for, at det jo er sådan, er, at nogle af vores forgængere i forskellige partier har været lidt for rundhåndede med at uddele statsborgerskaber bl.a. til folk, der ikke taler dansk.

Tak. Værsgo.

Jamen der er masser af refleksion over det her, også for SF. Jeg nævner jo også integrationskrav i min tale og understreger, at helt retfærdige krav om at integrere sig har vi ikke noget problem med. Vi synes faktisk, det er vigtigt, at de er der. For jeg er jo enig i spørgerens bekymringer, hvis ikke man sætter nogle klare krav. Jeg kan bare konstatere, at jeg synes, at balancen er tippet for Socialdemokratiet; altså, jeg synes, at man er blevet for forhippet på nogle af de her ting, i forhold til at man nu står i en situation, hvor man har nogle regler, og hvor der virkelig er mange mennesker, der kommer i klemme. Så jeg synes, at vi skulle prøve at foretage en revision af reglerne, hvor man selvfølgelig fastholder, at mennesker skal integrere sig, og at der er nogle væsentlige krav her – det er jeg fuldstændig med på – men hvor man også kigger på nogle af de skørheder, som resulterer i, at der er mennesker, som burde kunne få lov til at være sammen med deres ægtefælle, og som ikke får lov til det.

Jeg synes egentlig også, at det var det, der blev lagt op til fra ministerens side, så jeg håber, at det er den vej, vi kan bevæge os.

Værsgo. Spørgeren.

Men når man nu f.eks. fremhæver et eksempel, som kunne være en etnisk dansk mand, der er oppe i årene, og som enhver kan se selvfølgelig kan tale dansk uden problemer, og bruger det og fremhæver det som, at nu kan alle se, at reglerne er blevet skøre, så glemmer man bare at fortælle, at grunden til, at det er sådan, jo er, at man igennem nogle årtier uddelte en masse statsborgerskaber til folk, der ikke taler dansk. Og fordi vi er et land, der ikke diskriminerer, og hvor alle skal behandles ens osv. osv., så er man en gang imellem nødt til at slukke for den sunde fornuft, og så får vi de her skøre situationer, hvor vi alle sammen er enige om, at det jo er helt galt. Men det er altså for at prøve at beskytte et større formål, nemlig sammenhængskraften, tilliden, integrationen generelt.

Værsgo.

Jamen jeg undrer mig faktisk lidt over nogle af de her indvendinger, for jeg synes egentlig, at sådan hele udgangspunktet for debatten har været, at Socialdemokratiet har erkendt, at der er nogle fejl i den lovgivning, der ligger, også i forlængelse af de ændringer, der var i 2018, og at nu skal man have rettet op på dem. Så det håber jeg vi kan gøre sammen, men jeg er da enig i, at man godt kunne have revideret nogle af de her regler tidligere, og at der er blevet begået fejl i historien. Og vi overvejede jo også, om vi skulle gå med i 2018, fordi vi faktisk syntes, at der var nogle ting, der blev bedre. Altså, det skal der heller ikke herske tvivl om. Så det her er nuanceret.

Næste spørger er hr. Morten Dahlin fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg har taget ordet, fordi jeg synes, at SF's ordfører smykker sig en lille smule med lånte fjer. For vi er også andre, inklusive mig selv, der i dag har fremhævet nogle af de eksempler på, hvor loven har ramt forkert, men det synes jeg egentlig også jeg har ret til at gøre, for Venstre stod jo sådan set fadder til lovgivningen. Altså, vi havde sådan set regeringsmagten og Statsministeriet, da man lavede lovgivningen, og indførte også en lang række krav, hvortil jeg også i min tale betonede, at principperne bag den aftale dengang var fornuftige og klare og skal være de samme principper, når vi måske når frem til et andet resultat efter forhandlingerne.

Men SF var jo ikke med i aftalen. SF valgte jo at stemme nej til en lang række af de opstramninger, man lavede dengang, og derfor kunne jeg sådan set godt tænke mig at høre, hvilke af de opstramninger, man lavede dengang, SF støtter nu, selv om man ikke støttede dem i 2018. Støtter man eksempelvis de begrænsninger, der er lagt ind på familiesammenføring til ghettoer, eller vil man gerne åbne op for det? Støtter man kravene om beskæftigelse og selvforsørgelse, eller vil man gerne bløde op i forhold til det? Det kunne jeg godt tænke mig at høre SF's ordførers holdning til.

Tak. Værsgo.

Det var rigtig mange spørgsmål. Jeg må starte med at sige, at det ikke er rigtigt, at vi stemte imod. Vi endte faktisk med at stemme gult, fordi vi var så meget i tvivl i den her sag, fordi vi syntes, at en opdatering af reglerne var vigtigt. Vi syntes, det var vigtigt med de her forskellige integrationskrav, som ligger i lovgivningen, og den daværende ordfører for SF, hr. Holger K. Nielsen, vurderede så, at der alligevel var nogle tidsler i lovgivningen, som vi simpelt hen ikke kunne se os i. Det var bl.a. den her beløbsgrænse på 100.000 kr., som, når man er socialist, er meget svær at spise, fordi det handler om at ramme nogle af de mennesker, som har allerfærrest penge i vores samfund.

Så vi er fuldstændig med på at indgå i en dialog i forhold til integrationskrav osv., men vi har ikke haft lyst til at skrive under på en politik, som indeholdt nogle elementer, som vi havde det så svært med.

Spørgeren.

Det var et svar fra SF's ordfører, det var bare ikke et svar på spørgsmålet.

Mener SF, at det var nogle fornuftige opstramninger, der blev lavet, i forhold til familiesammenføring til ghettoområder? Det spurgte jeg om før og fik desværre ikke svar; nu prøver jeg igen. Mener SF, at det er fornuftigt at stille krav om beskæftigelse på den måde, man valgte at gøre det på i 2018? Det er to meget konkrete spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at høre SF's svar på.

Værsgo.

I forhold til ghettoområder kan jeg huske, at man bl.a. lavede en opstramning, der handlede om, hvor man bor, i forhold til mulighederne for ægtefællesammenføring, og den var vi ret kritiske over for. I forhold til arbejde tror jeg vi havde indrettet det på en lidt anden måde, men vi synes generelt, at det er fair nok at stille krav om det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Andreas Steenberg. Værsgo.

Jeg blev også lidt nysgerrig på, hvad SF's holdning til det her egentlig er, for det blev sagt meget klart, at det ikke var socialistisk politik at stille krav om, at man skal stille sikkerhed for 100.000 kr., men når vi ser på de her integrationskrav, gælder det jo bl.a., at man ikke må være ufaglært, at den udenlandske ægtefælle også helst skal have en videregående uddannelse, og at man også skal have arbejdet på fuld tid i Danmark i 5 år; man må ikke have arbejdet på deltid, som f.eks. mange sygeplejersker gør.

Så er det socialistisk politik, at ufaglærte og deltidsansatte ikke kan få familiesammenføring?

Værsgo.

Jeg synes, det er kompliceret, for når man tager de enkelte krav ud, kan der godt være nogle problematikker ved dem. Man har jo indrettet lovgivningen sådan, at der er en række punkter, som man skal leve op til nogle af for at komme ind og altså ikke dem alle sammen. Og jeg synes bl.a., det er væsentligt, at man forventer af folk, at de tager sig et arbejde, at de taler dansk osv., når de kommer hertil. Det er nogle af de ting, der ville være centrale for os.

Vi vil meget gerne være med til at lave en større revision af den her lovgivning og se på det igen, men det tror jeg bare ikke er realistisk i forhold til det, som der her bliver lagt op til fra regeringens side. Jeg tror, at man kommer til at kigge på nogle af de mindre ting, hvor vi kan skrue på noget, så vi får færre problematiske sager. Det er nok mest det arbejde, jeg forventer at vi kan være en del af nu her, og det håber jeg sådan set vi kan, for jeg synes, at der har været mange sager, som har været meget problematiske, hvilket spørgeren også selv har fremhævet.

Værsgo, spørgeren.

Jeg synes stadig, det svæver lidt, hvad det er, SF vil. Det er rigtigt, at man skal leve op til fire ud af seks såkaldte integrationskrav, ud over at man skal være statsborger eller leve op til reglerne for permanent ophold. Og kravene betyder jo, at en deltidsansat sygeplejerske, der er blevet gift med en ufaglært fra et land uden for EU, ikke kan få familiesammenføring. Er det en del af socialismen, om jeg så må sige, at deltidsansatte sygeplejersker med ufaglærte ægtefæller ikke kan få familiesammenføring?

Værsgo.

Nej, det synes jeg isoleret set er et problem.

Så siger vi tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne sige tak til Radikale Venstre for at have indkaldt til den her debat, som jo handler om blot ét sæt af de mange urimelige regler, vi har på udlændingeområdet. Jeg havde egentlig planlagt, at jeg ville indlede med at sige alle mulige ting, som jeg synes er i vejen med regeringens udlændingepolitik, men jeg synes, at den her debat fortjener, at vi holder snuden i sporet og snakker om det, det rent faktisk handler om. For jeg er af den opfattelse, at rigtig mange danskere, som er forelsket i en udenlandsk statsborger, oplever, at deres hverdagsliv og deres kærlighedsliv bliver taget som gidsel i den danske udlændingedebat. Derfor vil jeg droppe min indledning.

Det er jo sådan, at vi i Danmark har mange skøre regler på udlændingeområdet, men jeg vil faktisk sige, at reglerne om familiesammenføring er tæt på at være de allerskøreste. Hvis man som dansker bliver forelsket i en person fra udlandet og ønsker at bo sammen med den person, man er forelsket i, har man to muligheder.

Den ene mulighed er at forlade Danmark og bosætte sig i et andet land. Det er desværre – synes jeg – en mulighed, som alt for mange benytter sig af. Men på en måde kan jeg godt forstå det, for mulighed nummer to er tæt på at være urealistisk og er urimelig hård for mange mennesker at gennemgå. Mulighed nummer to er jo nemlig, at man flytter til Danmark og forsøger at leve op til de mange betingelser og regler, vi har sat op. Og nu har der i løbet af debatten her været nævnt nogle eksempler, men vi har jo ikke bare den håndfuld eksempler at bygge den her debat på; vi har rigtig mange eksempler på, at vores regler er skæve.

Jeg vil tillade mig at komme med et eksempel – jeg kan ikke huske, hvilket nummer vi er oppe på, men lad os sige, at det er femte eksempel. En ung dansk kvinde bor i et socialt udsat boligområde. Hun forelsker sig i og gifter sig med en mand fra Mexico. Manden er ufaglært, fordi han har arbejdet i den mexicanske hotelbranche, som ikke kræver nogen uddannelse. Det er svært for dem at blive familiesammenført, selv om de er gift, og selv om hun er dansk statsborger – kun på grund af der, hvor hun bor, og på grund af hans uddannelse. Det synes jeg faktisk er direkte urimeligt.

Når vi kigger på de krav, vi har opstillet i familiesammenføringsreglerne, fristes man jo til at sige: Har du penge, kan du få, men har du ingen, så må du gå. Altså, du skal jo stille en bankgaranti på rigtig mange penge for at leve op til et af kravene. Og så skal din bolig også være i orden. Og jeg synes nærmest, det virker, som om den almene boligsektor, som vi har som vores fælles boligmarked, vores fælles grundsten at stå på i Danmark, ikke længere er fin nok at bo i, hvis du gerne vil have en ægtefælle til Danmark. For hvis det sted, hvor du bor, er et socialt udsat boligområde, kan du ikke få familiesammenføring. Det synes jeg er at sende et signal om, at de almene lejere i det her land ikke fortjener kærligheden, hvis det tilfældigvis er sådan, at de har forelsket sig i et menneske fra et andet land.

Så er der de økonomiske krav, som jeg også har været inde på, og som vi også har været inde på tidligere i debatten her. Dem synes jeg også er fuldstændig urimelige. Hvis du f.eks. har været så uheldig at miste dit job, f.eks. mens vi har haft coronakrise, hvor der jo er nogle mennesker, der ikke har kunnet gå på arbejde, eller hvis du har været arbejdsløs i en kort periode og så f.eks. har valgt at tage en uddannelse – hvilket jeg sådan set synes er en klog ting at gøre, hvis man bliver arbejdsløs – så skal man jo vente i 2½ år, før man igen kan søge om at få sin ægtefælle hertil, samtidig med at man skal forsøge at skrabe penge sammen til bankgarantien. Det kan man jo ikke, hvis man f.eks. er på su. Så det er næsten utænkeligt, at det her kan lade sig gøre, medmindre man selv er meget rig eller kender nogen, der er det. Og det synes jeg er et udtryk for en meget, meget stor ulighed, også i vores familiesammenføringsregler.

Nu har jeg ikke så lang taletid tilbage, så til sidst vil jeg egentlig bare sige til statsministeren, som tidligere efterlyste demonstrationer på Slotspladsen, at den 10. september 2021 holdt foreningen Søstre mod vold og kontrol en demonstration lige herude på Slotspladsen. Jeg var der, og jeg håber, at statsministeren kommer næste gang.

Men for at komme tilbage på sporet: Enhedslisten kan støtte op om den vedtagelsestekst, som hr. Andreas Steenberg læste op tidligere. Og så synes jeg i øvrigt, at vi skylder den her debat at snakke om det, den handler om, nemlig at der er nogle mennesker, som ikke kan få lov til at være sammen med den, de elsker. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Dahlin. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg kan oplyse, at jeg også selv har været i kontakt med den pågældende organisation, selv om jeg ikke selv deltog i demonstrationen. Det er nok også lidt efter politisk temperament, om man deltager i dialogmøder eller i demonstrationer.

Jeg kunne godt tænke mig helt grundlæggende at stille Enhedslisten et spørgsmål: Mener Enhedslisten, at det er retfærdigt at stille krav til beskæftigelse for folk, der ønsker familiesammenføring til Danmark? Jeg kunne også helt grundlæggende spørge: Mener ordføreren og Enhedslisten, at det er retfærdigt at stille krav til uddannelse, og mener ordføreren og dermed Enhedslisten, at det er retfærdigt at stille krav i forhold til sådan noget som kriminalitet? Det kunne jeg godt tænke mig at spørge Enhedslisten om.

Værsgo til ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg sagtens kan lære hr. Morten Dahlin at gå til demonstrationer. For det andet vil jeg for at svare på spørgsmålet, hr. Morten Dahlin, sige, at jeg synes, at noget af det, der er allervigtigst at stille krav om, er det danske sprog. For jeg mener, at det danske sprog er vejen ind til vores uddannelsessystem og vejen ind til det danske arbejdsmarked. Derfor synes jeg, det er helt rimeligt, og derfor er jeg også rigtig glad for, at vi, det nuværende flertal herinde, har gjort danskundervisningen gratis. Jeg kan faktisk se, at der er flere, som kommer hertil, der vælger at starte på at lære dansk. Så jeg synes faktisk, at sprogkrav er vigtige. Det var ikke noget i hr. Morten Dahlins opremsning, men det er vigtigt for Enhedslisten.

Værsgo til spørgeren.

Tak. Og det var netop ikke en af de ting, jeg spurgte om, for jeg ved godt, at Enhedslisten går ind for, at der skal stilles sprogkrav. I øvrigt har man ikke gjort det gratis; man har pålagt andre danske skatteborgere at betale for det, men det er en anden snak. Jeg spurgte meget specifikt til krav omkring beskæftigelse, omkring uddannelse, omkring kriminalitet. Mener Enhedslisten helt grundlæggende, at det er retfærdigt, at man stiller krav til dem, der ønsker familiesammenføring til Danmark, om, at de er i beskæftigelse og forsørger sig selv og dermed også har mulighed for at forsørge deres familie?

Værsgo.

Jeg mener faktisk grundlæggende set ikke, at det er rimeligt, nej. Det mener jeg ikke, hr. Morten Dahlin. Jeg synes, at det kan være rigtig fornuftigt, at man sender et signal om, at det er en god ting at være i beskæftigelse, og jeg mener sådan set også, at det er en god ting at have en uddannelse. Men jeg synes ikke, at vi herindefra skal detailstyre, hvordan det skal være i et parforhold, altså at vi skal stille krav om, at hvis du er forelsket, gift med en fra udlandet, skal vedkommende have den og den uddannelse eller det og det arbejde. Det mener jeg simpelt hen ikke er rimeligt, og jeg mener også, at det skaber en form for usundt hierarki – netop som hr. Andreas Steenberg var inde på tidligere omkring ufaglærte deltidsansatte. Jeg synes, det er urimeligt.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak, hr. formand. Jeg vil først og fremmest takke Radikale Venstre for at indkalde til den her debat. Jeg tror, at reglerne for familiesammenføring er noget, som berører os alle sammen her i salen. Jeg ved, at vi alle sammen får rigtig mange henvendelser på tværs af partierne, og så ved jeg jo, at det er et emne, der berører hr. Andreas Steenberg især personligt. Og tak for bogen; jeg har den stående på mit kontor, og efter i dag vil jeg kigge endnu mere i den, eftersom der også er rigtig mange positive indspark, uagtet at vi har forskellige politiske synspunkter. Vi kender alle sammen de mange ærgerlige sager fra medierne: danskeren, der har arbejdet i udlandet og ikke kan få sin ægtefælle med tilbage, eller danskeren, der finder kærlighed i udlandet og ikke kan få ægtefællen hertil, fordi man ikke kan finde sit 9.-klasseafgangsbevis fra mange år tilbage.

Men vi skal også lige huske på, hvorfor reglerne er, som de er. Der faldt jo en dom i EU, der bl.a. underkendte tilknytningskravet til Danmark, og derfor var vi jo nødt til at opfinde nye regler helt, helt fra bunden, og når man gør det, kommer der også til at være nogle skævheder, fordi vi, som jeg også spurgte statsministeren ind til, vil forhindre massefamiliesammenføringer til parallelsamfundene i Danmark fra lande, hvor vi ved, at integrationen typisk går galt, samtidig med at helt almindelige danskere selvfølgelig fortsat skal kunne hente deres ægtefælle hertil fra udlandet.

Det regelsæt, vi har i dag, er som sagt helt nyt, og derfor har der jo været skæve, dumme eksempler, og derfor havde vi faktisk fra Konservatives side selv et beslutningsforslag på vej om, at ministeren skulle indkalde til et serviceeftersyn. Det trak vi så, da ministeren selv indkaldte til forhandlingerne. Det vil vi gerne takke Socialdemokratiet for.

Så jeg vil egentlig ikke komme nærmere ind på, præcis hvordan det er, reglerne skal justeres, fordi det jo er den proces, vi står midt i nu. Men udgangspunktet skal selvfølgelig være, som jeg sagde før, at almindelige danskere skal kunne hente deres ægtefæller hertil fra udlandet, uden at vi åbner for en masseindvandring fra lande, hvor vi historisk har set katastrofalt dårlig integration. Med disse ord kan vi støtte op om vedtagelsesteksten sammen med Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, som jeg forstår det. Tak.

Tak til hr. Marcus Knuth. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Vi skal passe på Danmark. Vi er nødt til at sætte et værn op om de værdier, vores samfund bygger på; et værn, der bl.a. indebærer, at vi skal sikre, at de udlændinge, der kommer til Danmark, respekterer vores værdier, forsørger sig selv og overholder vores lovgivning. Vi bør og skal tage et opgør med årtiers fejlslagne udlændingepolitik. Migrationen fra de muslimske lande skal stoppes. Der skal indføres et stop for spontan asyl og stilles krav til udlændinge om, at de forsørger sig selv, og så skal udlændinge i Danmark naturligvis overholde vores lovgivning. Reglerne for familiesammenføring for folk fra MENAPT-landene skal under ingen omstændigheder lempes, tværtimod.

Men det har aldrig været hensigten med reglerne om familiesammenføring, at en dansker, der rejser ud i verden for at arbejde, og som så ønsker at vende tilbage til Danmark for at leve i sit fædreland med sit livs kærlighed, som han eller hun har mødt fra en kultur, der er forenelig med den danske, skulle behandles som fremmed i sit eget land – til og med behandles dårligere end en flygtning eller en migrant, som aldrig nogen sinde har haft nogen som helst relation til Danmark, det danske folk og det danske værdifællesskab.

Vi ser positivt på, at ministeren har igangsat et arbejde for at afdække, om og i givet fald hvordan de danskere med historiske rødder i Danmark, der i dag skubbes ud af deres eget land, kan få deres rettigheder tilbage, uden at vi går på kompromis med det værn, der er sat op mod migrationen fra de muslimske lande.

Jeg kan på den baggrund meddele, at vi støtter den fælles vedtagelsestekst fra Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Tak til ordføreren for Nye Borgerlige. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Sikandar Siddique fra Frie Grønne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Tak til Radikales ordfører for at indkalde til den her debat. Tak til statsministeren, tak til integrationsministeren og tak til alle partierne herinde, der er kommet til den erkendelse, at vi faktisk skal have et eftersyn af de her regler. Det glæder Frie Grønne utrolig meget. Vi ser det som et positivt tegn, og vi ser frem til, at vi får lempet de her regler.

Når jeg lytter til debatten, kan jeg ikke lade være med at studse og tænke over noget, som jeg også synes at både statsministeren og den socialdemokratiske ordfører gav udtryk for – jeg tror, det var over for SF's ordfører – nemlig at når vi snakker om, at vi skal lempe reglerne, så kommer også nogle af dem, vi skal hjælpe, i klemme. Der har jeg en appel til statsministeren, en appel til regeringen om, at man siger, at fordi man havde så lempelig en udlændingepolitik, at man – som en ordfører formulerede det – rundhåndet bare gav statsborgerskaber, er vi måske nået dertil i dag, hvor man fuldstændig har lukket af og gjort reglerne så ualmindelig stramme, at de nu rammer alt for mange mennesker og tager deres personlige frihed fra dem; retten til kærlighed og retten til at bo sammen med dem, de vil. I Frie Grønne mener vi, at det er dertil, vi er kommet.

Stod det til os, ville vi fjerne 24-årsreglen og bankgarantien, fordi vi jo helt grundlæggende mener, at kærlighed er en menneskeret. Og stod det til Frie Grønne, ville vi jo gerne have en lovgivning, der gjorde, at vi, dér, hvor der bliver udøvet negativ social kontrol, slår hårdt – skræddersyet – ned. Og så sørger vi for, at alle andre kan udøve deres menneskeret, altså i forhold til kærlighed, retten til selv at bestemme, hvem man vil leve sammen med.

Mange gange, når man lytter til debatten, får man indtrykket af, at familiesammenføringsreglerne gør, at rigtig, rigtig mange mennesker fra Mellemøsten og fra Pakistan, Tyrkiet og Somalia strømmer til Danmark, og så bliver de afvist. Men sandheden er jo, at langt de fleste afslag, der bliver givet, er til borgere fra lande som Brasilien, Thailand, Storbritannien og USA. Men når man hører, hvad der bliver sagt i debatten, får man indtrykket af, at hvis vi lemper de her regler, jamen så stormer folk bare hertil; så strømmer folk bare hertil, og så smadrer de sammenhængskraften.

Jeg håber og tror, at vi – alle de mange folketingsmedlemmer, der er herinde – sagtens kan finde ud af at lave en lovgivning, der gør, at vi sætter ind dér, hvor vi skal sætte ind; at vi sørger for at hjælpe de her kvinder, sådan som statsministeren har givet udtryk for flere gange i dag. Frie Grønne vil gerne være med; vi vil rigtig gerne være med, sådan at vi skræddersyet går ind og hjælper dem, men på en måde, så tusinder og atter tusinder af borgere ikke kommer i klemme. Lad os få noget fornuft ind i politikken. Lad os få noget fornuft ind i debatten.

Med de ord vil jeg sige tak. Og så vil jeg gerne på vegne af Frie Grønne læse en vedtagelsestekst op, som formanden har fået:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at de nuværende familiesammenføringsregler er uretfærdige og uhensigtsmæssigt ødelægger familier. Folketinget pålægger regeringen at lempe reglerne for familiesammenføring ved at afskaffe 24-årsreglen og andre uhensigtsmæssige love, så familier kan leve sammen i Danmark.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Tak til ordføreren for Frie Grønne. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Tak for det. »En sten ruller ned fra bjergene/ Sisyfos skubber den op/ En sten ruller ned fra bjergene/ Sisyfos skubber den op/ En sten ruller ned fra bjergene/ Sisyfos skubber den op/ Sisyfos synger:/ En sten flyver op over bjergene«. Sådan skrev Inger Christensen i et af sine meget berømte digte fra digtsamlingen »DET«. Som bekendt var Sisyfos jo i den græske mytologi kongen af Korinth, søn af Aiolos og Enarete, og han snød døden ved at lænke dødsguden Thanatos, så ingen mere kunne dø. Men man kan ikke, og man skal ikke, snyde guderne, og derfor blev han straffe, og til evig tid skal Sisyfos jo så derfor rulle en sten, der er større end ham selv, op på et bjerg. Og hver gang stenen når toppen, ved vi jo godt, at så ruller den fra ham, og han må begynde forfra.

Denne myte kunne være myten om os, der sidder herinde og snyder kærligheden og derfor konstant skal rulle sten op. Men den kunne også være myten om alle dem, som bliver snydt i kærlighedens navn og bliver undertrykt. Det er dem, som statsministeren talte så varmt og indigneret om. For de rammes jo måske mest af alt af den evige straf.

Men så er det jo, at Inger Christensen kommer og redder os, for hun fortæller, at Sisyfos synger, at en sten flyver op over bjergene. Og det må jo være vores opgave at prøve at få nogle af stenene til at flyve op over bjergene, så færrest mulige må blive straffet af de omstændigheder, som reglerne tilskriver, og at færrest mulige må opleve undertrykkelsen, som en masse kvinder underkastes.

Hvad vil jeg så sige med det? Jeg vil såmænd blot sige, at vi ikke kommer med noget forslag til vedtagelse, for vi har simpelt hen ikke løsningen på, hvordan vi skal gribe det her an, så det opfylder alle de behov, som vi jo godt ved er der, og som vi vel alle sammen gerne, når vi fjerner stråmændene fra debatten, vil opfylde. Og derfor ser jeg frem til, at vi får et godt forhandlingsgrundlag for at drøfte reglerne fremover, så vi får det bedst mulige ud af det og får flest mulige sten op at flyve op over bjergene. For det har de mennesker, som vi jo taler om her, fortjent, uanset hvilken situation de så måtte stå i. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Andreas Steenberg.

Det var en meget nuanceret tale, som jeg ikke synes stemmer helt overens med det, jeg før har set kristendemokrater sige på sociale medier. For der giver man indtryk af, også ved Isabella Arendt, at de her regler skal laves om, og at det skal være en rettighed at få familiesammenføring. Og det synes jeg er lidt noget andet end det, hr. Jens Rohde lige stod og sagde. Kan det passe?

Næh, for det var sådan set også det grundlæggende synspunkt: at man ikke skal snyde kærligheden. Men det bedste må aldrig blive det godes værste fjende. Og vi bliver jo nødt til at anerkende og erkende, at reglerne ikke er skabt for sjov. Og det er derfor, jeg gerne vil ud over den stråmandsdiskussion, som jeg synes tit præger de her diskussioner. Altså, jeg var jo selv i sin tid med til at lave familiesammenføringsregler og tilknytningskrav og så fremdeles. Og for nogle handlede det om én dagsorden, og for andre handlede det om en anden dagsorden. I mit verdensbillede har det altid været at beskytte mod f.eks. tvangsægteskaber. Og det skal vi jo stadig væk kunne. Det går jeg ud fra at hr. Andreas Steenberg også er enig i. Så jeg tager gerne det udgangspunkt, der hedder rettigheden. Men vi er sandelig også nødt til at forstå, at der er nogle hensyn på den anden side, som vi er nødt til at tage, og som vi ikke bare kan ignorere. Og det er det, der ligger i den dualisme, som jeg prøver at illustrere i min tale her.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Jens Rohde. Så er vi igennem ordførerrækken, og så er det udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak. Jeg var til en familiefrokost for et stykke tid siden, og der var en person til stede, som har lavet en ny altan. Den har naboen brokket sig lidt over, og derfor har kommunen været ude at måle op, om altanen nu stikker for langt ud fra huset i forhold til det, der var givet byggetilladelse til. Og det gjorde den – 4 cm. Og min bekendte siger: Jamen 4 cm må vi da kunne leve med; vi må kunne finde en ordning – kan jeg ikke betale en bøde? Men forvaltningen siger nej. Så nu skal min bekendte brække facaden op, afmontere to køkkenskabe, brække et nyt køkkengulv op, afbolte en altan, flytte den 4 cm ind, bolte den fast, have et nyt køkkengulv og nye køkkenskabe og fikse facaden – for 4 cm! For sådan er reglerne, de kan ikke bøjes, de er lige for alle, og der er givet en byggetilladelse, og der er en person, der har overtrådt den byggetilladelse.

Den sag ender aldrig i Ekstra Bladet, for det handler trods alt kun om en altan. Men mange af de sager, vi diskuterer, ender jo i Ekstra Bladet, fordi de handler om rigtige mennesker, og rigtig væsentlige beslutninger for deres liv: Hvor kan de bo henne med deres familie? Og det er et vilkår på udlændingeområdet, at det er nogle meget mere tilstedeværende sager, end hvorvidt folk skal flytte deres altan eller ej.

Sidste år traf udlændingemyndighederne 82.000 afgørelser om opholdstilladelse – 82.000. De 75.000 endte faktisk med en tilladelse. De 7.000 endte med et afslag. Og jeg siger det her, fordi vi aldrig nogen sinde kommer et sted hen, hvor der ikke kan være en konkret sag i avisen, hvor vi tager os til hovedet og tænker: Hvorfor skal den altan flyttes 4. cm ind, eller hvorfor må den person, vi har læst om i avisen, dog ikke få en opholdstilladelse i Danmark? Der kommer vi aldrig nogen sinde hen. Derfor nytter det ikke noget, at vi, hver eneste gang vi læser om en sag, der er lidt svær, straks går i penalhuset og begynder at ændre i udlændingeloven. For så bliver vi aldrig nogen sinde færdige.

På den anden side skal vi jo heller ikke blive så dumstædige, at vi ikke, når vi ser et mønster, er i stand til at justere den lovgivning, vi har vedtaget. Og det er det, der er mit ansvar som minister, men jeg mener også, det er alle udlændingeordføreres ansvar hele tiden at overveje: Er det her undtagelsen, der bekræfter reglen, eller er det her et tegn på, at vi har det, jeg kalder skøre bestemmelser, som skal ændres? Det er derfor, jeg mener, der er behov for at få lavet et serviceeftersyn og en grundig analyse af, hvorfor folk får afslag, og så kan vi få en ordentlig, kvalificeret diskussion med hinanden.

SF sagde fra talerstolen, at stabilitet er et idealscenarie. Det er jeg meget enig i. Jeg ser på udlændingeloven, ligesom jeg ser på folkeskoleloven: Den skal ikke ændres af 90 mandater, hver gang der har været et folketingsvalg. Det er hundredtusindvis af børn, det er hundredtusindvis af danske familier, der er afhængige af, at vi har stabilitet og ro omkring folkeskolen. Det er en kæmpe arbejdsplads i det danske samfund, og derfor mener jeg også, at det er væsentligt, at de partier, der bærer ansvaret fra borgmesterkontorerne omkring folkeskolen, til daglig helst også finder hinanden, når vi diskuterer ændringer af folkeskoleloven.

Jeg har det samme måde med sikkerhedspolitikken. Den skal heller ikke svinge frem og tilbage, hver gang der har været et folketingsvalg. Det er væsentligt, at det er forankret ind over midten, og at udlandet kan stole på Danmark, vores NATO-medlemskab og vores alliance med andre vestlige lande. Heller ikke det egner sig til at blive forhandlet med snævre flertal i Folketingssalen. Jeg mener, at udlændingeloven er lige så væsentlig for det danske samfund, og derfor har vi sagt før valget, og det vil vi gerne holde fast i, at udlændingepolitikken skal være forankret ind over midten.

Det betyder ikke, at nogle partier ikke er stuerene. Vi forhandler gerne med alle – det vil jeg gerne understrege. Det betyder heller ikke, at der er nogle, der har vetoret. Men det betyder, at det er en klar ambition for regeringen at forankre udlændingepolitikken ind over midten. For som også hr. Carl Valentin sagde: Stabilitet er et idealscenarie. Jeg er i øvrigt enig med hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti, når han fortæller om bilisten, der kører lidt for stærkt forbi skolen og får en bøde, uanset om det er nat eller dag.

Det er jo også virkeligheden på udlændingeområdet, at vi selvfølgelig skal kunne holde til, at enkeltsager er i avisen. Men vi har også som politikere et ansvar for at huske alle de sager, der ikke er i avisen. Og der findes ikke bestemmelser i udlændingelovgivningen, der er indført bare for at genere folk. Det gør der simpelt hen ikke. Vi kan være uenige om begrundelserne for, at de er indført, men alle regler har en årsag.

Nu bor jeg i Albertslund Kommune. Der havde man for nogle årtier siden et eksempel med, at der blev foretaget mange familiesammenføringer til det samme almennyttige boligområde i Albertslund. Det var unge, der blev familiesammenført med udlændinge fra f.eks. Tyrkiet eller Pakistan. De flyttede ind i de samme store lejligheder, og når den udenlandske ægtefælle var flyttet ind, henvendte de sig på kommunen og sagde: Vi er et ungt ægtepar, der bor med vores forældre – vi vil gerne have vores egen lejlighed. Og så har vi heldigvis en boliglovgivning i Danmark, der gør, at hvis man er et ungt ægtepar, måske endda med et lille barn, så kan man komme foran i boligkøen og få anvist en almennyttig bolig. Men det betød jo, at mange af dem, der havde stået på venteliste til almennyttige boliger i årevis, hele tiden blev skubbet ned ad ventelisten, fordi nye ægtepar med en udlænding, der var blevet familiesammenført, hele tiden stod foran i køen. Derfor indførte man efter nogle år en regel om, at man skulle have sin egen bolig. Så kan vi diskutere, hvor stor den skal være, og hvad vi forstår ved en passende og egnet bolig. Men at man skal have en bolig, hvis man bliver ægtefællesammenført med en person fra udlandet, mener jeg er fuldstændig rimeligt. Og det skal vi ikke lave om på, fordi der har været en enkeltsag; vi skal lave om på det, hvis der er et mønster af skøre sager, men ikke fordi der har været en enkeltsag.

Som sagt mødes interessentgruppen i morgen til sit første møde. Og det er netop vigtigt for mig at understrege, at det her ikke er en kommission, der skal sidde i rundkreds i et år og komme med en diger rapport. Vi har brug for et rimelig hurtigt forløb her hen over foråret, hvor de mennesker, der arbejder med udlændingelovens § 9 til daglig, får mulighed for at sige, hvordan de oplever at den fungerer. Nogle vil helt sikkert foreslå ændringer – det tror jeg godt vi kan indstille os på – også ændringer, som ikke kan samle et flertal her i Folketingssalen, og det er jo en ærlig sag. Mange af de her organisationer er netop udvalgt, fordi de er aktive høringsparter og ved, hvordan lovgivningen fungerer. Og jeg synes, vi skal gå til det fordomsfrit og åbent, og jeg er meget enig i det, hr. Morten Dahlin siger omkring, at principperne i det, der var reformen fra 2018, bør fastholdes. Det, vi bør lede efter, er, om vi også rammer den hensigt, vi havde. Og det konkrete eksempel med Bent fra en by uden for Auning er jo et eksempel, som jeg tror mange af os er interesseret i at få løst.

En sidste ting, jeg vil sige, er, at hvis man kigger på integrationsstatistikkerne nu, går det fremad: Kriminaliteten falder, endda ret markant; flere unge får en uddannelse; beskæftigelsen stiger; der er markant færre boligområder på listen over udsatte boligområder og det, der tidligere blev kaldt ghettoområder. I den forstand går det virkelig fremad, og meget af det handler jo om, at de mennesker, der er kommet hertil, i højere grad bliver til en del af det danske samfund. Det er jo kun godt og positivt. Jeg tror også, at en af årsagerne er, at tilstrømningen til Danmark i nogle år har været forholdsvis rolig. Det er alt andet lige lettere for en kommune at integrere de børn, der allerede er ankommet, hvis ikke der hele tiden kommer nye børn til skolen, der skal integreres. Og det er alt andet lige lettere at få nye familier til at blive en del af det danske samfund, hvis ikke de hele tiden får en udlænding, som ikke taler dansk, som nabo, og derfor er der en sammenhæng mellem tilstrømning og integration.

Det er også væsentligt at holde sig for øje, når vi diskuterer de her regler, at vi har en interesse i, at man skal kunne få sin udenlandske ægtefælle til Danmark. Vi er en lille, åben økonomi. Vi har kun en interesse i, at danskere tager ud i verden og arbejder for danske virksomheder eller studerer og kommer hjem med viden, nysgerrighed og perspektiver, som vi ikke ville kunne få i det danske samfund. Og nogle kommer også hjem med en udenlandsk ægtefælle, og det er jo en ærlig sag, og der skal være mulighed for at leve i Danmark. Vi er bare nødt til at sørge for, at det sker på en måde, hvor de også er i stand til at blive en del af det danske samfund, og hvor der ikke kommer så mange, at vi får integrationsudfordringer. Den balance er jeg rimelig fortrøstningsfuld omkring at vi kan finde, og jeg håber, at vi allerede senere i dette halvår kan mødes og have de første politiske drøftelser med hinanden, og at vi bredt hen over Folketingssalen kan blive enige om nogle justeringer af de eksisterende regler. Tak.

Der er en kort bemærkning. Hr. Sikandar Siddique.

Tak til ministeren. Det bærende argument har både fra statsministerens og udlændinge- og integrationsministerens side været det med, at vi skal hjælpe de her kvinder, og det er vi alle sammen enige om at vi skal. Vi skal hjælpe de her kvinder. Men så slog noget mig her til sidst. Vi har igen og igen snakket om det i dag, men hvor mange kvinder drejer det sig om? Ved vi det? Selvfølgelig er der nogle mørketal, men har vi nogen idé om, hvor mange kvinder det drejer sig om? Jeg håber ikke, at ministeren svarer: Når vi besøger krisecentrene, er mange af kvinderne dér kvinder med en udenlandsk baggrund. Altså, har vi noget evidens? Er der noget data, så vi har noget, hvad kan man sige, at arbejde videre på og med? Det er den ene ting. For det er jo et bærende argument.

Den anden ting er: Har ministeren nogen idé om, hvor mange tusinder og tusinder af borgere, som ikke burde rammes, der så bliver ramt af de her regler? Har vi nogle tal, så vi har noget, vi kan arbejde med?

Ministeren.

Altså, hvem der bør rammes af reglerne, er det jo ikke sikkert at Frie Grønne og Socialdemokratiet er enige om. Men jeg synes jo, at spørgeren peger på noget relevant, nemlig at det nogle gange er svært at finde sikker forskningsmæssig evidens for kausaliteterne i politik. Vi kan jo se, at efter man har lavet 24-årsreglen, er der flere unge kvinder fra indvandrerfamilier, der får en uddannelse. Vi kan se, at ægteskabet bliver udskudt, altså at den gennemsnitlige ægteskabsalder bliver udskudt, og også, hvor sent det er, folk får børn. Om man kan knytte det specifikt til 24-årsreglen og tilknytningskravet, skal man nok passe på med at være hundrede og ti procent sikker på, men man kan i hvert fald se, at der er en sammenhæng, og det synes jeg da bør interessere os. Flere unge kvinder får en uddannelse, flere unge kvinder bliver gift senere, og flere unge kvinder får børn senere, og alt andet lige ved vi jo også, at i hvert fald det med at få en uddannelse er forudsætningen for, at man lettere kan blive integreret.

Hr. Sikandar Siddique.

Så vi baserer en hel diskussion på fornemmelser og følelser. Der er ikke nogen evidens, der er ikke nogen data, der er ikke noget, der ligesom understøtter det her. Det synes jeg er problematisk, hvilket også er min pointe med at sige det. Det kunne jo også godt tænkes, at flere og flere får en uddannelse, fordi det er anden og tredje generation nu, hvor man før i tiden talte om første generation. Der kan også være et tidsperspektiv i det. Det er også derfor, jeg tager eksemplet frem om, at langt de fleste, der får et afslag, er fra Thailand, fra USA eller fra Storbritannien og ikke fra Stormellemøsten, som man siger herinde. Jeg vil bare appellere til, at vi får noget fornuft ind i debatten. Lad os få noget evidens og nogle data ind i debatten, og så lad os bekæmpe de udfordringer, der er, og lad os sørge for, at folk ikke bliver ramt af de her vanvittige regler. Det var sådan set det, der var pointen.

Så er det ministeren.

Jamen jeg er kun tilhænger af, at der er evidens i debatten, men det er jo ikke rene mavefornemmelser. Altså, hvis man siger, at folk, der bliver ægtefællesammenført til Danmark, ikke kan gå ned på kommunen og hæve kontanthjælp, så betyder det jo, at de ikke kan gå ned på kommunen og hæve kontanthjælp. Så betyder det, at de ikke bliver forsørget af naboen, som hr. Morten Dahlin sagde. Hvis man beslutter sig for, at der skal være en passende bolig, så betyder det jo, at folk ikke kan flytte ind i deres forældres bolig og bagefter gå ned på kommunen og hoppe boligkøen over. De krav, der er indført i udlændingeloven, er jo materielle krav, som man som udgangspunkt skal leve op til. Det har jo haft en praktisk betydning og har også, synes jeg, skabt mere social retfærdighed, end der var før.

Tak. Så er det hr. Andreas Steenberg.

Man skal jo huske, at de mennesker, der får udvist en ægtefælle, set med deres øjne får ødelagt deres familieliv. Og I hører så debatten her i dag og hører landets udlændingeminister og statsminister stå og sige, at ja, ja, men det er jo så en enkeltsag, og at man lige skal huske det brede billede med alt det her social kontrol og tvangsægteskab, man undgår. Når man så ser på tallene, er de største afslagslande Storbritannien, Thailand, Filippinerne, Brasilien, USA og så andre lande, man ikke ved hvad er, fordi der er for få. Det er de store afslagslande. Så har det nok ikke noget med tvangsægteskab at gøre – det er højst usandsynligt. Så kan ministeren her i dag sige, hvor mange af de afslag, der blev givet f.eks. sidste år, som blev givet på grund af tvangsægteskaber? Hvor mange?

Ministeren.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt ægteskabet er indgået frivilligt, så kan der jo alene af den grund gives afslag. Når vi er interesserede i, at der bliver gennemført et serviceeftersyn, og at en analyse af afslagene er en del af det serviceeftersyn, så er det bl.a. for at få undersøgt de ca. 2.000 mennesker, som sidste år fik afslag på ægtefællesammenføring, altså hvad der kendetegner dem. Jeg vil ikke på forhånd afvise, at der kan være behov for at justere noget. Jeg kan i hvert fald se, at det obligatoriske danskkrav for den herboende i nogle af de sager, der har været i medierne, har haft betydning, også betydning på en måde, hvor jeg ikke selv kan forsvare, hvordan lovgivningen er skruet sammen. Hvad det konkret kommer til at betyde for det obligatoriske danskkrav, synes jeg er for tidligt at sige. Jeg er særlig interesseret i at finde ud af noget om de 2.000 afslag, der er givet. Hvor mange af dem er f.eks. givet ud fra det obligatoriske danskkrav, hvor mange er givet ud fra selvforsørgelseskravet, hvor mange er givet ud fra nogle af de betingelser, der er knyttet til, at man skal leve op til reglerne for permanent ophold? Det er jeg selv i tvivl om, men det håber jeg at blive klogere på om få måneder.

Tak. Hr. Andreas Steenberg.

Ministeren kan jo ikke svare. Hele regeringens argumentation er, at nu må folk lige forstå, at man må acceptere nogle enkeltsager, fordi det jo handler om det store billede og om at undgå tvangsægteskaber. Men man aner ikke, hvor mange tvangsægteskaber man har forhindret med de her regler. Man aner det ikke. Mennesker sidder og får ødelagt deres liv og deres mulighed for at bo i Danmark på grund af en argumentation, man ingen dokumentation har for. Det er jo langt ude. Så jeg giver bare lige ministeren chancen igen. Hvor mange fik sidste år afslag på grund af tvangsægteskab?

Ministeren.

Men det er jo den radikale ordfører, der reducerer regeringens argumentation til tvangsægteskaber. Det er jo kun ét af mange forhold. Når man i dag ikke kan blive familiesammenført ind i Mjølnerparken, har det ikke nødvendigvis noget med tvangsægteskab at gøre. Så har det noget at gøre med at bekæmpe, at vi får ægtefællesammenføringer ind i et område, hvor der i forvejen er rigeligt med integrationsudfordringer. Når man har krav om sikkerhedsstillelse, er det jo for at sikre, at kommunerne, hvis folk bruger deres grundlovssikrede ret til at gå ned på kommunen og kræve kontanthjælp, selv om man som udgangspunkt ikke har ret til det i udlændingeloven, har mulighed for at trække på sikkerhedsstillelsen. Altså, der er jo mange forskellige argumenter for de forskellige betingelser, der er bygget ind i udlændingeloven. Det er rigtigt nok, at et af argumenterne for at indføre 24-årsreglen handlede om at undgå tvangsægteskaber. Det er altså bare ét af mange forskellige hensyn, man ønsker at forfølge.

Tak. Så er det hr. Morten Dahlin.

Tak til ministeren for en god debat. Jeg har bare to konkrete spørgsmål til ministeren. For det første: Hvilke partier regner ministeren med at indkalde til de politiske drøftelser, når arbejdsgruppen har afrapporteret? Og for det andet: Er det ministerens ambition, at den eventuelle ændring, der skal laves af reglerne, bliver lavet med et bredt flertal af Folketingets partier? Spurgt på en anden måde: Kunne ministeren forestille sig at lave en aftale om ændring af reglerne for familiesammenføring udelukkende med støttepartierne og derved udelukke de blå partier, som var med i den oprindelige aftale, eller andre blå partier, som har et ønske om eventuelt at indgå i en kommende aftale?

Ministeren.

Tak. Som jeg også sagde i min afsluttende replik, ser jeg helt generelt sådan på udlændingepolitikken: Punkt 1, alle er stuerene – det vil sige, at vi forhandler med alle. Punkt 2, ingen har vetoret. Og så er der en klar tilkendegivelse fra regeringen om, at vi har en ambition om, at politiske aftaler skal indgås ind over midten for at sikre stabilitet på udlændingeområdet, særlig omkring de bærende søjler i udlændingepolitikken, og for os at se er det reglerne for statsborgerskab, permanent ophold, asyl og familiesammenføring. Det er også den tilgang, vi vil have til de her diskussioner.

Vi kommer selvfølgelig til at præsentere interessentgruppens anbefalinger eller bidrag for alle Folketingets partier. Regeringen vil gøre sig overvejelser over, hvad vi mener der er behov for af justeringer, og de partier, der kan se sig selv sådan nogenlunde i det, altså i den retning, vi fremlægger, er selvfølgelig velkomne til at indgå i en forhandling. Jeg har umiddelbart svært ved at se, at regeringen med Enhedslisten, SF og Radikale alene vil skulle ændre reglerne. Vi vil have en ambition om, at det også rækker ind over midten.

Tak for det. Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det. Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed – og det kan jeg måske så bare skuffe hr. Morten Dahlin med – at Enhedslisten vil støtte enhver lempelse af de her regler, og det er jo også lidt det, jeg hører ministeren lægge op til, i hvert fald på nogle områder.

Nå, det, jeg egentlig vil spørge ministeren om, vedrører de tal – i forbindelse med at vi jo alle sammen er interesserede i at undgå tvangsægteskaber – som hr. Andreas Steenberg og hr. Sikandar Siddique efterspørger; som vi egentlig alle sammen gerne vil have; og som jeg også tror det ville være gavnligt for regeringen at have, netop for at løse det problem. Så hvad vil ministeren gøre for at skaffe den dokumentation, som vi alle sammen så tydeligt mangler?

Ministeren.

Jeg tror, at jeg vil starte med at sige, at det hurtigt kan blive til skyggeboksning, hvis man har en forventning om, at der kan blive lagt præcise tal frem for, hvem der ikke har søgt familiesammenføring som følge af nogle bestemmelser i udlændingeloven. Vi kan jo se, at før man fik den store opstramning der i 2002, blev der givet markant flere opholdstilladelser, end der gjorde, efter at man lavede den store opstramning i 2002. Man kan også se, at det selvfølgelig har haft betydning for den gennemsnitlige alder for de ægtefællesammenførte, at man har indført 24-årsreglen. Og man kan se, at det har ført til markante ændringer i nationalitetssammensætningen, at man lavede opstramningerne i 2002.

På samme måde har der været nogle ændringer i 2018, og nu er der gået 3-4 år, og noget af det, jeg glæder mig til at lægge frem, er, hvad de statistiske ryk egentlig er. Noget af det, jeg selv kan se, hvis man i dag kigger på, hvem der får ægtefællesammenføringstilladelse, er, at Thailand, Filippinerne og USA ligger i toppen. At et land som Tyrkiet stadig væk ligger på topti – jeg tror endda, at det ligger på topfem – er ikke nødvendigvis noget problem, men hvordan tallene ville have set ud, hvis man ikke havde lavet ændringerne, kan man jo ikke lægge hovedet på blokken og sige.

Så er det Rosa Lund.

Men jeg synes nu alligevel godt, at ministeren kunne spørge rundt i sit ministerium, om ikke det var muligt at få bare et eller andet talgrundlag. Så ved vi jo alle sammen godt, at det vil være behæftet med fejl, at der vil være mørketal i det, men jeg synes bare, at det har været tydeligt på debatten i dag, at der er et problem, der handler om tvangsægteskaber, som vi alle sammen er interesserede i at løse, men hvor vi mangler et datagrundlag for det, og hvor vi nu har lavet nogle regler, som gør, at en masse andre familier kommer i klemme. Og derfor beder jeg bare ministeren: Skulle vi ikke gøre os en lille smule mere umage med at få nogle data på det her område?

Ministeren.

Jeg ved faktisk, at der er nogle, så vidt jeg husker, uafhængige institutioner, som har lavet undersøgelser om ægteskaber i indvandrermiljøer i Danmark. Men vi skal nok også bare huske på, at når vi siger tvangsægteskaber, forestiller vi os, at en ung under vilde protester bliver gift med en fjern slægtning i Pakistan, men ofte ligger det jo mere i en gråzone. Det er jo arrangerede ægteskaber, hvor den unge ikke føler, at hun har mulighed for at sige nej, fordi det kan være en handelsvare at give en opholdstilladelse til en udenlandsk ægtefælle.

Derfor kan alene det at lave en 24-årsregel, hvor de unge bliver lidt ældre og kan ranke ryggen lidt mere og måske også økonomisk er lidt mere sikre og personligt lidt mere sikre, end man er som 18-årig, være med til at reducere andelen af de her arrangerede ægteskaber. Det er svært at måle sig frem til, men det, vi bare kan se, er, at flere kvinder får en uddannelse, at de bliver gift senere, og at det grundlæggende set går fremad med integrationen. Jeg kan ikke forskningsmæssigt pege på den ene regel og sige, at det er på grund af den, men jeg kan sige, at der er en eller anden sammenhæng her.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og da der heller ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 10. februar 2022.