Det sidste punkt på dagsordenen er:

13) Forespørgsel nr. F 16:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren og sundhedsministeren:

Vil regeringen redegøre for, hvordan den vil løse de helt åbenlyse og akutte kapacitetsudfordringer i sundhedsvæsenet, og hvornår de ansatte og patienterne kan forvente at regeringen handler for at sikre arbejdsmiljøet og patientsikkerheden?

Af Peder Hvelplund (EL) og Pernille Skipper (EL).

(Anmeldelse 01.12.2021. Fremme 14.12.2021. Omtrykt 14.01.2022).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 5. april 2022.

Vi starter med at få en begrundelse. Værsgo til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Det er jo sådan, at den her forespørgsel oprindelig blev stillet i slutningen af sidste år netop med baggrund i coronaepidemien og de store kapacitetsudfordringer, der var i sundhedsvæsenet, men den blev så udskudt, fordi vi jo så faktisk fik lavet en delvis løsning gennem den vinterpakke, der blev vedtaget, som var med til midlertidigt at løse nogle af de udfordringer, der var.

Men man må bare konstatere, at den problemstilling ikke er blevet mindre i mellemtiden, måske nærmere tværtimod. Vi har jo set her, at der er kommet udspil til en sundhedsreform både fra regeringen og fra Venstre, men det, der ligesom er kendetegnende, er, at ingen af de forslag tager fat i det, der er den helt store problemstilling, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi rekrutterer og fastholder personale, hvordan vi sikrer, at vi får personale til at løse den helt nødvendige og uvurderlige indsats i sundhedsvæsenet. Der kan man jo lave alle de strukturreformer, man vil, man kan bygge alle de sundhedshuse, man vil, man kan lave alle de nye nærhospitaler, man vil: Hvis der ikke er personale til at løse opgaven, så batter det ligesom ikke noget.

Derfor er den her forespørgsel stadig væk aktuel – desværre, kan man sige – for vi står med en akut udfordring. Det har lidt været sådan, at når vi har spurgt sundhedsministeren om, hvilken rolle sygeplejerskernes strejke og det indgreb, der blev foretaget der, de forskellige faggruppers opråb om manglende løn og værdisætningen af omsorgsarbejdet spiller, så henviser sundhedsministeren til beskæftigelsesministeren og Lønstrukturkomitéen. Når vi så spørger beskæftigelsesministeren, siger beskæftigelsesministeren: Det er noget, vi kommer til at løse i forbindelse med sundhedsreformen.

Det er jo derfor, vi synes, det er ret relevant og interessant at få forespørgslen her i dag, hvor begge ministrene, både sundhedsministeren og beskæftigelsesministeren, er til stede, så vi kan høre, hvad det er, der egentlig er regeringens bud på, hvordan vi får løst den her udfordring. Hvordan sikrer vi, at der også fremover er personale til de helt uvurderlige opgaver, der skal løses, og hvordan sikrer vi, at det personale, der er der, også har det perspektiv, at det her er nogle løn- og arbejdsvilkår, man vil kunne være under ikke bare om et halvt år, men også om 1 år og om 3 år og om 5 år, og hvordan sikrer vi, at vi kan fastholde rekrutteringen til det område her? Så jeg ser frem til at høre ministrenes besvarelser.

Det var begrundelsen. Nu går vi over til besvarelsen. Jeg kan fornemme, at det er beskæftigelsesministeren, der gerne vil have ordet først. Værsgo til beskæftigelsesministeren.

Mange tak for ordet, formand, og tak til Enhedslisten for at indkalde til den her forespørgselsdebat om kapacitetsudfordringer, arbejdsmiljø og patientsikkerhed i sundhedsvæsenet. Jeg vil som beskæftigelsesminister forholde mig til den del, der omhandler arbejdsmiljøet i sundhedsvæsenet.

Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at jeg har en enorm respekt for de ansatte i vores sundhedsvæsen. De ansatte i sundhedsvæsenet har været med til at sikre, at vi i Danmark er kommet igennem pandemien med skindet på næsen. De har ydet en helt ekstraordinær indsats, og det skylder vi dem meget stor tak for.

Det er desværre ingen hemmelighed, at sundhedsvæsenet er under pres. Derfor er jeg også glad for den her anledning til at drøfte arbejdsmiljøet i sundhedsvæsenet. De store og uforudsete opgaver i forbindelse med covid-19 og som følge heraf de mange udskudte operationer har heller ikke gjort udfordringerne lettere at håndtere. Men jeg vil gerne slå fast, at alle har ret til et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Regionerne skal sikre et godt arbejdsmiljø for de ansatte. Som arbejdsgivere er det nemlig deres ansvar at sikre, at arbejdsmiljøreglerne overholdes, så ingen bliver syge eller kommer til skade som følge af arbejdet. Men vi har som regering og som Folketing et ansvar for at understøtte, at regionerne har rammerne til at skabe et sundt og sikkert sundhedsvæsen for alle, både patienter og ansatte.

Jeg vil i den forbindelse fremhæve nogle konkrete initiativer, som vi fra regeringen og Folketingets side har sat i gang for at styrke arbejdsmiljøet og arbejdsforholdene, generelt og i sundhedsvæsenet.

For det første vil jeg nævne, at et bredt flertal af Folketingets partier i 2019 indgik en aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats. Som et resultat af arbejdsmiljøaftalen er der indgået en trepartsaftale om prioriterede nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen. Ambitionen med trepartsaftalen er at sætte en klar retning for samarbejdet om arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser. I den forbindelse har arbejdsmarkedets parter inden for branchen hospitaler bl.a. fastsat et måltal for, at færre udsættes for væsentlige psykiske belastninger. Der er både sat måltal for, at færre oplever ubalance mellem høje krav i arbejdet og lav indflydelse, og at færre udsættes for krænkende handlinger. Det betyder, at bl.a. Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter har et fælles fokus på at understøtte forebyggelsen af arbejdsmiljøproblemer på arbejdspladsen. Derved håber vi på at opnå den ønskede reduktion i de psykiske belastninger.

Regeringen har sammen med seniorpensionsforligskredsen afsat 95 mio. kr. i 2020 og 68 mio. kr. ekstra i 2021 til branchefællesskaberne for arbejdsmiljø, som bl.a. skal gå til at understøtte arbejdet med de nationale mål. Midlerne kan også anvendes i år og i 2023. Midlerne skal branchefællesskaberne bruge til arbejdspladsnære aktiviteter med fokus på at forebygge arbejdsulykker og nedslidning, både fysisk og psykisk, med afsæt i behovet på arbejdspladserne.

For det andet vil jeg fremhæve Arbejdstilsynets indsats. Arbejdstilsynet har tilkendegivet over for mig, at deres samlede viden og erfaringer fra tilsynet med branchen peger på, at der er udfordringer med arbejdsmiljøet i sundhedsvæsenet. Det betyder, at arbejdspladser i den her branche ofte udtages til tilsyn. Arbejdstilsynet har oplyst mig om, at der i perioden fra 2019 til den 3. marts 2022 er gennemført over 1.000 tilsyn på hospitalerne, hvoraf næsten 400 er gennemført i 2021. I samme periode har Arbejdstilsynet givet ca. 230 afgørelser og vejledninger om det psykiske arbejdsmiljø på hospitalerne. Afgørelserne og vejledningerne har primært omhandlet vold og traumatiske hændelser og stor arbejdsmængde og tidspres. Som led i arbejdsmiljøaftalen er tilsynene med hospitalerne siden 2020 blevet gennemført som en brancherettet indsats med fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Der er i den brancherettede indsats et styrket fokus på dialog med ledelsen og fokus på hjælp til selvhjælp, dvs. vejledning om, hvordan der kan arbejdes med forebyggelse af arbejdsmiljøproblemer på arbejdspladsen.

Arbejdsmiljøaftalen og Arbejdstilsynets indsats er dog ikke de eneste redskaber, vi har i værktøjskassen, til at understøtte et godt arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet. Det er vigtigt, at vores indsats er helhedsorienteret, da arbejdsmiljø dækker over mange emner. Med aftalen om en ny ret til tidlig pension blev der afsat en samlet ramme på 30 mio. kr. årligt i 2022-2024 til at forebygge sygefravær og tidlig nedslidning på risikoarbejdsområder i den offentlige sektor. Puljen skal bidrage til, at udvalgte offentlige arbejdspladser med udgangspunkt i den sygefraværsindsats, de allerede har i dag, kan søge om yderligere midler til at arbejde målrettet og systematisk med sygefraværsindsatsen.

Desuden vil jeg gerne fremhæve, at der med aftalen om ret til tidlig pension også er afsat 100 mio. kr. i 2023 til at forbedre det psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Det er penge, som endnu ikke er udmøntet.

Et andet område i sundhedsvæsenet, der har fået meget fokus de seneste år, er spørgsmålet om lønforhold. Her er det regeringens ambition, at vi med Lønstrukturkomitéens arbejde får et solidt grundlag for arbejdsmarkedets parters drøftelser af de store og komplekse spørgsmål om lønstruktur og ligeløn i den offentlige sektor. Det er nemlig afgørende, at vi får et fælles fagligt grundlag for arbejdsmarkedets parters forhandlinger om løn fremadrettet. Lønstrukturkomitéen afslutter sit arbejde inden udgangen af 2022.

Så for at opsummere mit svar på spørgsmålet: Der er igangsat en række initiativer for at understøtte et sundt og sikkert arbejdsmiljø på alle danske arbejdspladser, herunder i sundhedsvæsenet. Vi har i regeringen et vedvarende fokus på, om der er behov for at iværksætte yderligere initiativer på arbejdsmiljøområdet. Derfor glæder jeg mig også over, at regeringen er i gang med forberedelserne af grundlaget for en ny arbejdsmiljøaftale. De spor, der blev lagt med arbejdsmiljøaftalen fra 2019, skal fortsættes og videreudvikles. Når regeringen har præsenteret sit finanslovsforslag for 2023 i slutningen af august, vil jeg indkalde til politiske forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale, så vi også i fremtiden kan sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø på alle danske arbejdspladser.

Det var de indledende ord fra mig. Jeg giver ordet videre til sundhedsministeren.

Nej, det gør du ikke. (Beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard): Nej, det gør jeg ikke). Jeg prøver at styre mødet her.

Nu er det sådan, at der er mulighed for én kort bemærkning fra hver af hovedordførerne. Først er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg tænker, at det giver god mening, at jeg som repræsentant for mit eget køn i det her selskab i dag også er hende, der stiller spørgsmål i forhold til i ligelønskomitéen. Mange års erfaring med arbejdet med ligeløn i de typiske kvindefag, som også er velfærdsfagene, viser jo, at det her er en nød, som virkelig har været svær at knække. Derfor er jeg også rigtig glad for, at der er nedsat en ligelønskomité. Men vi ved også alle sammen, at det efterslæb, der jo bl.a. stammer fra tjenestemandsreformen fra 1969 forudsætter, at der også er en politisk vilje til at tilføre de nødvendige midler til at udligne den lønforskel, som der er i forhold til de typiske kvindefag. Så hvornår er det, at regeringen selv synes, at det er på sin plads at sende et signal til de her fag om, at man er indstillet på at løse det her ligelønsproblem, også politisk ved at tilføre de nødvendige midler og også som en forudsætning for, at vi forhåbentlig igen kan begynde at rekruttere til fagene, hvilke det kniber med lige i øjeblikket?

Ministeren.

Regeringen har det klare udgangspunkt, at vi har brug for et overblik over, hvad det egentlig er, der har dannet grundlaget for den løndannelse, der er sket i den offentlige såvel som i den private sektor. Der har været diskuteret rigtig meget om eftervirkningerne af tjenestemandsreformen fra 1969. En rapport fra Institut for Menneskerettigheder i Danmark har peget på én konklusion: at det har sat sig varige spor i løndannelsen. Andre arbejdsmarkedsforskere har sagt det modsatte. Nogle peger også på, at det har noget at gøre med de krav, der er fremsat gennem årene, og hvad det er, man har vægtet. Har det været grundløn? Har det været tillæg? Hvad er det for en måde, man har forhandlet på på lønmodtagersiden blandt de offentligt ansatte, hvor man har krævet lønstigninger i procenter frem for i nominelle beløb? Det er jo alle de ting, vi skal have frem i Lønstrukturkomitéen, så vi også kan se, hvor det er, der er behov for at gøre noget anderledes, både blandt de forhandlerne parter, men for den sags skyld også her på Christiansborg.

Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Arh, come on, beskæftigelsesminister! Altså, vi står lige nu i en historisk krise i forhold til at kunne fastholde og rekruttere personale, både i sundhedsvæsenet, men også generelt i velfærdsfagene, altså de kvindedominerede velfærdsfag. Og jeg er med på, at der er nogle initiativer, man har taget, men det her spørgsmål handler om løn, og vi har jo haft en ligelønskommission; nu har vi en Lønstrukturkomité. Vi har efterhånden et ret godt billede af, hvad det er, det her handler om.

Så derfor er der to spørgsmål til beskæftigelsesministeren. Er regeringen villig til at afsætte de tilstrækkelige midler, når Lønstrukturkomitéen kommer med deres anbefalinger, altså de tilstrækkelige midler, som Lønstrukturkomitéen kommer til at anbefale? Og derudover vil jeg høre, om ministeren kan garantere, at regeringen kommer til at levere i forhold til Lønstrukturkomitéen og ikke bare afventer den nye kommission, altså kommissionen for robusthed i sundhedsvæsenet, tror jeg den hedder. Kan vi få en garanti for, at vi så ikke skal afvente den næste kommissions anbefalinger, altså at det så er dem, vi kommer til at vente på?

Ministeren, værsgo.

Jeg vil sige det så klart, som jeg har sagt det de øvrige gange, hvor vi har debatteret det her i Folketingssalen: Regeringen har forpligtet sig selv til at følge op på Lønstrukturkomitéens anbefalinger. Men vi er jo nødt til at kende de anbefalinger og de analyser, før vi kan konkludere, hvad det er, der skal til. Jeg tror – uden at vide noget som helst om det – at de analyser og anbefalinger, der kommer fra Lønstrukturkomitéen, vil pege i mange forskellige retninger. Noget vil ganske givet, som hr. Peder Hvelplund lægger op til, pege ind på Christiansborg, men jeg tror også, at der vil være en betragtelig del af det, der vil pege på de forhandlende parter selv, med hensyn til at de skal gøre nogle ting anderledes, at de skal vægte deres krav anderledes, at de skal forhandle på en anden måde.

Det er vi jo alt andet lige også optaget af at vi får koordineret og får gjort noget ved. Grundlæggende har vi en meget stor interesse i, at arbejdsvilkårene for de offentligt ansatte i mange forskellige brancher bliver forbedret. Det er jo også en af årsagerne til, at vi i samarbejde har stoppet de skadelige besparelser, der har været, fra den daværende borgerlige regerings side.

Tak for det. Så er det hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Og tak til ministeren for at komme og svare på, hvad regeringen vil gøre for at løse de åbenlyse og akutte kapacitetsproblemer i sundhedsvæsenet. Vi ved jo, at der mangler personale rundtomkring, og det er det, der også er med til at give det dårlige arbejdsmiljø, altså simpelt hen det, at der er for lidt personale til at løse opgaven.

Synes ministeren så ikke, det er problematisk, at vi faktisk kan se, at den største gruppe af dem, som har søgt den der Arnepension, som I har indført, er ansatte i sundhedsvæsenet, altså at man trækker raske medarbejdere ud af arbejdsstyrken og dermed jo forværrer arbejdsmiljøet for dem, der bliver tilbage?

Ministeren.

Altså, først må jeg korrigere og sige, at den største gruppe, der har søgt om retten til tidlig pension, altså ikke er ansatte i sundhedsvæsenet, og det er heller ikke sygeplejersker; det er faktisk stadig væk en relativt lille gruppe blandt dem, der har ansøgt.

Derudover vil jeg gerne sige, at jeg jo ikke synes, at der er noget som helst forkert i at du kan trække dig tilbage på tidlig pensiondet, hvis det er, du har været aktiv på arbejdsmarkedet og har arbejdet som sygeplejerske i op mod 47 år, hvilket jo er tilfældet. Så synes jeg sådan set faktisk, det er rimeligt, at du har en mulighed for at trække dig tilbage, mens du stadig væk har en mulighed for at nyde bare en lillebitte smule af dit gode helbred i det otium, du har. Jeg synes faktisk, det er et større problem, at hr. Per Larsens eget parti, De Konservative, agter at spare på den offentlige sektor og ikke ønsker at lade pengene følge med den demografiske udvikling. For det vil betyde, at vi år for år for år vil opleve, at der skal spares yderligere på vores hospitaler, hvilket vil forringe arbejdsmiljøet yderligere.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Ministeren siger i sin besvarelse, at Arbejdstilsynet har gjort en stor indsats og har været ude på 1.000 besøg, tror jeg det var, og i 230 tilfælde havde givet påbud og vejledninger, der relaterede sig til en for stor arbejdsmængde og psykisk pres. Ministeren siger så også, at der er et måltal for, at der fremadrettet skal være færre, der oplever det. Men jeg hørte ikke ministeren sige noget om, hvad der kunne begrunde, at man skulle have tiltro til, at de der måltal rent faktisk kunne opnås. Hvad er der lavet af indsatser for det? Arbejdstilsynet kan pege på problemerne, men de gør ikke noget ved det. Så hvad er årsagen til, at vi skal tro på, at der kommer en mindre arbejdsbyrde ude i den her sektor?

Ministeren.

Sandheden er jo, og det kan vi alle sammen konstatere, at mange, mange års besparelser i sundhedsvæsenet kombineret med coronakrisen selvfølgelig har presset arbejdsmiljøet på bl.a. hospitalerne. Der har jo bl.a. været et omprioriteringsbidrag, som ordførerens eget parti har været med til at lægge stemmer til i de år, hvor man har været parlamentarisk grundlag for den daværende regering. Det har vi heldigvis stoppet nu og har vendt skuden, men vi er også meget bevidste om, at det ikke forbedrer arbejdsmiljøet fra den ene dag til den anden, desværre.

Vi har fokus på, at det skal blive bedre. Vi investerer i sundhedsvæsenet. Vi har sat penge af til, at der kan ansættes 1.000 flere sygeplejersker, som de også er i gang med at ansætte derude. Men så har vi også et langsigtet behov, som andre ordførere også har peget på, nemlig rekrutteringen af nye sygeplejersker både til uddannelserne og ind i faget. Det er en udfordring, som vi i fællesskab må tage meget seriøst.

Så er det hr. Martin Geertsen, Venstre.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig på grund af min mangel på stemme at spørge beskæftigelsesministeren om noget, men nu sagde beskæftigelsesministeren, at der havde været mange, mange år med besparelser i det danske sundhedsvæsen. Men frit fra hukommelsen er det vist den del af den offentlige sektor, der siden 2000 har haft den største vækst sådan procentuelt, for så vidt angår offentlige investeringer. Så jeg skal bare høre beskæftigelsesministeren, om han ikke lige kan udrede for salen her og for dem, der måtte følge med, hvad det er for nogle massive besparelser på sundhedsområdet, ministeren taler om.

Ministeren.

Jeg håber da, at hr. Martin Geertsen er bekendt med, at der i hvert fald under den daværende borgerlige regering var et omprioriteringsbidrag, som trak penge ud af sundhedsvæsenet, og samtidig lod man jo heller ikke penge følge med, når der kom flere både ældre og behandlingskrævende patienter osv. Det har været en af de ting, som i hvert fald mange medarbejdere har sagt har betydet, at de har skullet løbe stærkere og stærkere i bl.a. sundhedsvæsenet. Det er også en af årsagerne til, at vi i den her regering, på trods af at vi har stramme økonomiske betingelser, insisterer på at lade investeringer i velfærden følge med den demografiske udvikling.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til beskæftigelsesministeren. Og så kan vi lade sundhedsministeren få ordet.

Tak for det. Og tak til Enhedslisten for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Det danske sundhedsvæsen er et af de bedste i verden. Vi har et dygtigt sundhedspersonale, vi har højt specialiserede supersygehuse, vi har stærke patientrettigheder. Vi må også sige, at situationen i de sidste par år, pandemien, har sat spot på de udfordringer, som sundhedsvæsenet står over for. Og der er udfordringer med kapaciteten. Vi kender jo så også prognoserne for de kommende år – dem har skiftende regeringer kendt længe. Befolkningssammensætningen ændrer sig, og det betyder, at der bliver flere, der har brug for behandling, flere, der har brug for pleje. Vores opgave er altså derfor både at se på løsninger, der kan hjælpe i forhold til kapacitetsudfordringerne nu og her, i de kommende måneder, i det her år, men jo også at se på løsninger på længere sigt.

Lad mig starte med at sige, hvad det er, vi står på, hvad det er, der er gjort i den senere tid for at ruste vores sundhedsvæsen, og dernæst fokusere på her og nu og så på det længere sigt som det sidste. Først vil jeg sige, at siden vi kom i regering, har vi arbejdet for, at pengene følger med, når der kommer flere børn, og når der kommer flere ældre. Og hvis man laver regnestykket, kan man se, at i de seneste 3 år har vi løftet regionernes og kommunernes økonomi netop på grund af den her ændring i demografien med samlet 8,6 mia. kr. – virkelig en stor investering. Oven i det kommer de penge, som vi sammen med aftalepartierne har afsat med finansloven. Der har vi prioriteret midler til at ansætte flere sygeplejersker og styrke psykiatrien. Vi gav sundhedsvæsenet den helt nødvendige saltvandsindsprøjtning i den her vinter – den her ene milliard kroner, som hr. Peder Hvelplund nævnte i sin begrundelse – for at understøtte aktiviteten, fastholde personalet og få sygehusvæsenet godt og trygt igennem en ekstraordinært svær vintersæson. Det var den helt rigtige beslutning, vi traf der sammen med aftalepartierne. Med finansloven har vi desuden afsat 475 mio. kr. til at skabe bedre vilkår for gravide og fødende kvinder, så alle børn sikres en god start på livet i familien. Og vi er ved at udmønte de midler sammen med aftalepartierne for at sikre tilstrækkeligt med personale på vores fødegange.

Så det er jo altså noget af det, vi står på. Nu vil jeg fokusere på det, vi så gør i månederne fremover, for der er brug for at løse de her kapacitetsudfordringer i vores sundhedsvæsen, også i de kommende måneder, og selvfølgelig også til at ruste os til den kommende vintersæson. For vi ved, at de her par års epidemihåndtering og også måneders overenskomstkonflikt jo har sat sine spor. Opgørelser viser, at der er patienter, der nu har ventet længe og stadig væk venter på operationer. Det er jo ikke de akutte operationer, for vi har hele vejen igennem haft gang i dem, lige så vel som at kræft- og hjertepatienter selvfølgelig har været igennem vores sundhedsvæsen. Men altså, i forhold til knæ- og hofteoperationer og sådan noget, som jo også er vigtigt for den enkelte patient, er der nogle af de patienter, som har ventet længe. Og derfor har regeringen indgået en aftale med Danske Regioner om, at ventetiderne i sundhedsvæsenet skal ned på normalt niveau.

Det er en kæmpe indsats, og ambitionen i aftalen er, at efterslæbet skal afvikles i løbet af 2022, altså i løbet af i år. Og det er jo ikke gratis for den enkelte, for der er nogle, der skal tage nogle ekstra vagter. Det er jo heller ikke gratis for samfundet, for det koster selvfølgelig penge, når nogle tager ekstra vagter – det er logisk. Derfor har vi fra regeringens side understreget, at vi vil sikre de nødvendige ressourcer til, at det her altså kan ske. Og der er en regning at betale. Der er forskellige sundhedsøkonomer, der er ude at sige noget om det, men deres skøn er altså med en bred margen. Så det kan vi ikke sige præcist endnu, men vi har jo sagt, at det er en regning, som staten må betale, således at vi får den her robusthed i vores sundhedsvæsen genoprettet.

Det er så også vigtigt, at der fortsat bliver taget hånd om den øvrige indsats i sundhedsvæsenet, og derfor er det altså noget, vi følger tæt. Vi har i en aftale med Danske Regioner lavet en taskforce mellem Sundhedsministeriet, Danske Regioner, Finansministeriet og Sundhedsstyrelsen, der netop følger det her område meget, meget tæt.

Jeg vil også understrege i forhold til de her kapacitetsudfordringer, hvor det i indkaldelsen til forespørgslen her ganske kort er nævnt, at de ikke må gå ud over patientsikkerheden, at jeg er glad for, at det emne er nævnt, og derfor vil jeg også sige nogle få ord om det her. Altså, vi har jo vores regioner, som sikrer, at forholdene på sygehusene er i orden, at patienterne får den rette behandling, og at personalet har de rette kompetencer, og vi har Styrelsen for Patientsikkerhed, der er et uafhængigt tilsyn med det. Tilsynet føres både med behandlingssteder, men også med individuelle sundhedspersoner. Og formålet er jo at forhindre forhold, der kan være til fare for patientsikkerheden, men lige så meget at forebygge, at fejlene sker. Der er det også centralt, at sundhedsvæsenet og vores medarbejdere samler op og lærer af de fejl, for selvfølgelig sker der fejl, men man skal jo lære af dem, så de ikke sker igen og igen, og så det ikke bliver til systemfejl. Derfor er det altså et læringsarbejde, der er af meget, meget stor vigtighed, og det kan man ikke kun overlade til den enkelte medarbejder – vi er nødt til at have et stort fokus på det både fra arbejdsgiverne i regionernes side, men også fra Styrelsen for Patientsikkerheds side.

Så vil jeg gå til det lidt mere langsigtede perspektiv. Der findes ikke nogen snuptagsløsninger, altså hvor det bare lige er nemt, til at løse det grundlæggende problem, vi har i vores samfund, med, at vi har mindre årgange, flere opgaver, flere patienter – så hvordan løser vi det problem? Vi kan ikke løse det bare ved at gøre mere af det samme; vi er nødt til også at tænke nyt. Og det er en af grundene til, at vi i vores udspil til en sundhedsreform jo har tiltag, der skal sikre, at vi får nogle bedre rammer for, at vores medarbejdere kan udføre deres arbejdsopgaver på en mere fleksibel måde, også så deres kompetencer og faglighed bruges bedst. Det er jo til gavn for dem selv, men selvfølgelig også for de patienter, de går på arbejde for at hjælpe. Bl.a. vil vi give sygeplejerskerne mulighed for selvstændigt at udføre bestemte opgaver, som i dag er forbeholdt læger, og vi vil også øge omfanget af de opgaver, som jordemødre kan udføre selvstændigt, og skabe nye karriereveje for social- og sundhedsassistenter. Så det er nogle af de konkrete elementer.

Så skal vi også se på, hvordan vi sikrer mere personale, hvordan vi kan gøre bedre brug af personalet fremover, og hvordan vi kan udnytte teknologien, så vi løser opgaverne smartere. Og det kræver alt sammen nytænkning af løsninger, hvis vi skal gøre noget strukturelt anderledes. Det er der behov for, for når vi kigger på den demografiske ændring i vores samfund, og hvad det betyder for vores sundhedsvæsen, kan vi se, at antallet af patienter, der har en eller flere kroniske sygdomme, ældre medicinske patienter, stiger – vi ved, at det stiger. Så vi kan som sagt ikke bare blive ved at gøre mere af det samme. Derfor har vi også brug for, at centrale parter på tværs af sundhedsvæsenet tænker med her og løfter noget her. Og det er derfor, vi har et forslag om en kommission for robusthed, som skal komme med anbefalinger til løsninger, som kan mærkes af patienter og medarbejdere. Det bliver ikke nogen nem opgave – det står jeg slet ikke og siger – men vi er nødt til at tage hul på det her arbejde.

De initiativer i reformudspillet skal sammen med den her kommission skabe rammerne for, at sundhedspersonalet har tid til den enkelte patient, også når der bliver flere patienter – også sådan at vi på den måde får løst kapacitetsudfordringerne. Og jeg mener det, når jeg siger, at jeg virkelig ser frem til, at vi i drøftelserne i forhandlingerne arbejder videre med en sundhedsreform. Og vi er jo allerede godt i gang; vi har holdt flere møder, og vi mødes igen i morgen, tror jeg faktisk det er at vi har det næste møde. Så det ser jeg også frem til. Tak.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Først er det fra fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Det gør et eller andet ved mig, når vi taler om den der robusthed, for jeg tænker, at på trods af et kæmpestort arbejdspres over de sidste 2 år i særdeleshed formår sundhedspersonalet alligevel at skabe tryghed omkring den enkelte patient, så patienterne er sikre på, at de kommer raske hjem igen. Altså, hvis ikke det er robusthed, så ved jeg ikke, hvad robusthed er. Jeg kan simpelt hen ikke komme i tanke om andre faggrupper, der i den grad er robuste i forhold til at stå mål med et pres, som ingen har indflydelse på i den sidste ende.

Jeg er egentlig lidt optaget af, hvad ministeren selv tænker i forhold til de strukturelle forhold, der gør sig gældende. Jeg synes f.eks. selv, at rekruttering og fastholdelse er ting, som er vigtige i forhold til den kommende sundhedsreform, og jeg synes, det er et paradoks, at man har bedre vilkår som ukendt vikar – bedre lønvilkår, bedre arbejdsvilkår og større indflydelse på ens arbejdstid og ens fritid – end man har, hvis man er en kendt og erfaren medarbejder. Hvad tænker ministeren om arbejdsforhold i den sammenhæng?

Tak. Ministeren, værsgo.

Men det er jo rigtigt. Jeg har lige været i Bruxelles, hvor jeg talte med sundhedsministerkolleger fra hele Europa, og alle rapporterer om det samme, nemlig et udsat sundhedsvæsen, hvor nogle har været endnu mere udsat end vores sundhedsvæsen – det må man jo så også sige – og nogle siger, at de næsten, sådan frit oversat, kører på pumperne. De er i hvert fald virkelig hårdt ramt. Det må man jo også rapportere fra Danmark, altså at vores medarbejdere i sundhedsvæsenet virkelig også har taget en kæmpestor tørn med meget, meget store omvæltninger på meget kort tid, og vi har været igennem flere forskellige bølger. Og den her vinter var jo så langstrakt og med så stort et patientpres, at vi så, at alle fem regioner udsatte deres planlagte operationer og forsøgte at indrette sig bedst muligt. Så det har været en hård vinter, og det er en hård tid.

Med hensyn til det, der så spørges til, altså faste medarbejdere i forhold til vikarer, så handler det om at sikre så meget fleksibilitet som muligt for dem, der er faste medarbejdere. Det mener jeg er meget centralt.

Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg ved jo efter efterhånden mange samråd, § 20-spørgsmål og forespørgsler hernede i salen, at det her er en velkendt problemstilling for sundhedsministeren, og at sundhedsministeren også tidligere har tilkendegivet sin bekymring for, hvordan vi skulle løse den her udfordring. For det er en kæmpestor udfordring for sundhedsvæsenet, altså spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at der bliver personale nok, og netop hvordan vi sikrer, at de får løn- og arbejdsvilkår, der gør, at vi kan tiltrække og fastholde personale.

Derfor så jeg også frem til, at regeringens sundhedsudspil skulle komme, for jeg tænkte, at nu kan vi se, hvad det er, regeringen vil i forhold til det her. Og der må jeg bare sige, at min skuffelse da var temmelig stor, da jeg så kunne se, at det svar, der umiddelbart var på den her udfordring, var en kommission for robusthed i sundhedsvæsenet, som, bevares, peger på nogle udmærkede løsninger, men som jo ikke tager fat i den helt grundlæggende problemstilling. Når nu sundhedsministeren er klar over den kæmpestore udfordring, vi står med, vil jeg bare høre, hvor stor en del af problemet ministeren tror kan løses med en kommission for robusthed i sundhedsvæsenet?

Ministeren.

Jeg synes ikke, det er en helt rimelig karakteristik af vores sundhedsudspil, men jeg ved godt, at debatten og jargonen i Folketingssalen er sådan. Noget af det helt centrale, der også er med i udspillet, er jo, at vi foreslår at fortsætte med at følge med demografien. Når der bliver flere kroniske patienter, flere ældre medicinske patienter, når sundhedsvæsenet får flere opgaver, flere patienter, skal pengene også følge med, og det er et nybrud, i forhold til hvad flere tidligere regeringer har haft af økonomisk politik. Det er det, vi foreslår; det er en af hjørnestenene i vores sundhedsudspil.

Nu er det sundhedsordførerne og beskæftigelsesordførerne og beskæftigelsesministeren, der er samlet her, men ellers er der jo ingen, der tror, at vi bare kan tage en hel årgang og sige, at de alle sammen skal blive sygeplejersker og læger og arbejde i sundhedsvæsenet. Det kan vi jo ikke, for de skal jo bruges alle mulige andre steder også. Så vi er også nødt til at arbejde smartere, arbejde bedre. Derfor tror vi, at en kommission, som er med til at tænke nyt her, er en del af løsningen.

Så er det hr. Martin Geertsen, Venstre.

Tak til ministeren. Mit spørgsmål er netop til det der med kommissioner. Jeg har sådan set ikke noget imod kommissioner, jeg skal bare lige forstå en ting: Stiller den der kommission sig i vejen for, når der kommer en politisk aftale på sundhedsområdet, at man sætter nogle af de her ting i værk med det samme? Jeg kan ikke forstå, at vi i forbindelse med at udvide sygeplejerskernes virksomhedsområde skal vente på en kommission. Jeg forstår ikke, hvorfor apotekerne og farmaceuterne ikke kan komme ind og lave medicinhåndtering noget bedre og mere end i dag, fordi vi skal sidde og vente på en kommission, eller at social- og sundhedshjælperne ikke kan løfte flere opgaver og aflaste sygeplejerskerne mere, end de gør i dag. Hvorfor skal vi egentlig vente på den der kommission for at komme i gang med det? Det er da bare ligetil, det er da lavthængende frugter.

Ministeren.

Jeg elsker, når partierne begynder at melde ind med konkrete forslag, for planen er jo at lave en aftale med partierne. Det kan være, at der er noget fagligt, der gør, at der er noget, vi ikke kan lave aftale om. En del af de ting, der blev sagt fra hr. Martin Geertsens side, er jeg helt enig i, mens jeg kan se, at der måske kan være nogle udfordringer i noget af det andet, men lad os prøve at dykke ned i det. Lad os sætte det, vi kan blive enige om, i gang så hurtigt som muligt, efter vi forhåbentlig har lavet en bred politisk aftale om en sundhedsreform. Alle de kloge og rigtige ting, der kan gøres med et snuptag nu og her, skal vi gøre helt til bunds. Men vi må også være ærlige at sige, at der ikke bare er et snuptag, og så er det her løst, for der er også noget, hvor vi skal have parterne ind over på en lidt mere forpligtende måde, og vi skal også have en kommission til at være med ind over det her.

For mig at se er der i hvert fald tre tempi i det. Det første er en sundhedsaftale, for jo hurtigere og bedre vi kan lave en sundhedsreform, jo bedre. Så er der en kommission, der løbende skal afrapportere og løbende skal implementere, og heraf kan noget være på andre områder, uddannelse og andet. Det sidste er, at der selvfølgelig også vil være en politisk opfølgning på den kommission.

Hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ministeren. Pengene følger med, siger ministeren gang på gang på gang. Men nu er det rent faktisk personale, der mangler i vid udstrækning, så det er jo ikke altid nok, at der bare er penge, der følger med. Vi har så nogle personalegrupper, som vi faktisk godt kan skaffe nok af, eksempelvis læger, for der er masser af unge mennesker, der gerne vil læse medicin. Vi ved – det kan vi jo også bl.a. se i det sundhedsudspil, som regeringen har lagt frem – at der er et stort bælte, der er farvet rødt, hvor der er 600.000 danskere, som bor i lægedækningstruede områder; vi ved, at der er masser af danskere, som ikke har en læge, de kender.

I al beskedenhed har jeg jo et par gange fremsat beslutningsforslag om, at vi skulle sørge for at uddanne nogle flere praktiserende læger, så den kroniske mangel på praktiserende læger, som vi rent faktisk har, og som vi har haft i al den tid, regionerne har eksisteret, kan løses over tid. Det har regeringen jo gang på gang stemt nej til, altså at vi kommer op på et niveau, så vi går fra de der 3.300 praktiserende læger, vi har nu, til det behov, der fremadrettet vil være ifølge PLO's prognose, nemlig 5.000. Hvorfor bakker I ikke op om det, så vi får det problem løst?

Ministeren. Værsgo.

Når jeg gang på gang fremhæver, at pengene følger med, så er det, fordi de jo ikke gjorde det under den seneste regering. Under den seneste regering var der jo flere år med det. Det ene år var det én region, som måtte afskedige mange, over 100 sygeplejersker, for der var ikke penge nok. Så var det en anden region, der skulle afskedige sundhedsmedarbejdere, fordi der ikke var penge nok. Der var de der afskedigelser. Det var vores regioner, der udførte dem, men det var jo, fordi der var en økonomi, som ikke fulgte med. Mens der kom flere patienter, blev der foretaget afskedigelser. Der er vi et helt andet sted her.

Med hensyn til hvad der mangler i forhold til læger: Vi har jo faktisk også siden valget sat flere læger ind og åbnet for flere uddannelser i almen medicin, som er den konkrete uddannelse, der spørges til her, end den tidligere regering. Jeg ved desværre godt, at det jo tager mange, mange år, før man er færdiguddannet her, så derfor er det altså på lidt længere sigt og ikke noget, der her og nu kan løse problemet. Men vi har lagt flere uddannelsesstillinger ind, end den tidligere regering havde.

Så er det Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Det er jo fint at nedsætte kommissioner og sætte nogle til at arbejde med at finde nogle gode løsninger på sigt, men det er også godt at tage de muligheder, som nu kunne ligge for. Der er lægerne, der er sygeplejerskerne – og vi har brug for nogle flere. Det, der er flaskehalsen der, er jo praktikpladser. Det er gennemførelse af det.

Sidste sommer i forbindelse med den store aftale om udflytning af uddannelser blev der nedsat et partnerskab med regeringen og regionerne og kommunerne for at se på, hvordan der kunne skaffes de her praktikpladser. Mig bekendt er der ikke sket noget endnu. Det var en vej, man kunne være gået. Jeg ved godt, at der er faldende søgning, men der er jo stadig væk flere, der gerne vil være sygeplejerske, end der er pladser til. Så hvordan kan det være, at regeringen ikke er kommet videre med den del af det?

Ministeren.

Det er jo rigtigt, at vi desværre i øjeblikket ser det med sygeplejersker. Vi skal passe på, at vi ikke taler det her ned i et sort hul, for det er stadig en af de allermest søgte og mest populære uddannelser overhovedet. Det skal vi virkelig værne om, for vi har brug for alle, der søger ind. Men det er rigtigt, at vi ser noget, der kan være bekymrende, nemlig at der begynder at være nogle bekymrende tal for dem, der søger ind. Men lad os nu vente, til vi har det samlede tal for i år, før vi kan drage den konklusion.

Men derudover skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at der er praktikpladser, men jo også, at de pladser er relevante steder i Danmark, hvor man har brug for medarbejdere senere hen. For det er jo præcis i uddannelsesårene, at man så også vælger at bosætte sig og stifte familie. Og hvis man så har gjort det et sted, hvor der også er et job, så har vi dem de steder, hvor vi har brug for dem.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi går i gang med ordførerrunden. Først er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Efter at have lyttet til ministrenes besvarelse her tror jeg altså, at jeg med bekymring må konstatere, at jeg ikke helt tror, at I er klar over, hvor dybt den her problemstilling stikker. Jeg tror ikke, at I er klar over den problemstillings omfang, når vi ser på de forhold, der er i dag i sundhedsvæsenet. Nu talte sundhedsministeren her senest om optagelse på sygeplejerskeuddannelsen. De seneste tal, jeg har set, er, at der faktisk kommer til at ske et fald i år. Vi ved jo endnu ikke specifikt, hvorfor eller hvor meget det bliver. Det er muligt, at det ikke helt kan afvises, at det indgreb, der blev foretaget i sygeplejerskekonflikten af et stort flertal her i Folketinget, har haft en effekt. Men det er en problemstilling af et enormt omfang, vi står med i sundhedsvæsenet. Og det er jo faktisk ikke bare i sundhedsvæsenet; det er faktisk overalt i de kvindedominerede velfærdsfag, men debatten i dag er primært i forhold til sundhedsvæsenet.

Det er jo en velkendt problemstilling. Nu var jeg lige inde at trække tallene igen: 43 pct. af de sygeplejerskerekrutteringer, der ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering var i perioden fra marts til august 2021, kunne ikke opfyldes. Det er 4.500 rekrutteringer, hvor man ikke kunne få personale. Hvis vi ser på antallet af jordemødre i Region Hovedstaden senest, toppede antallet af årsværk for jordemødre i februar 2021 med 576. Det var i januar 2022 faldet til 485,2, et fald på 15,7 pct., og det svarer ret præcist til hver syvende jordemoder i Region Hovedstaden. Og hvis man bare skulle sammenligne det, ville det jo svare til, at dem, der for et år siden var på arbejde om mandagen, pludselig ikke var der mere; så var der ikke nogen jordemødre om mandagen.

Det er en problemstilling af enorme dimensioner, og hvis vi ikke griber ind nu, kommer det til at vokse, og for hver eneste dag, for hver eneste uge, for hver eneste måned vi venter, så vokser problemstillingen, og den løsning, der skal til, skal være endnu mere ambitiøs. Derfor kan jeg simpelt hen ikke forstå den tilgang, der er fra regeringens side, for det her er en velkendt problemstilling. Vi har set under coronaen, hvordan kapaciteten har været presset. Vi har set det med indgrebet i sygeplejerskekonflikten. Vi ved, at der er en pukkel, både med baggrund i sygeplejerskekonflikten og i forhold til coronaen, af patienter, som ikke har kunnet få deres behandling – en pukkel, som nu skal afvikles, samtidig med at vi skal til at have en sundhedsreform, hvor vi kommer til at rykke opgaver ud, og hvor vi skal investere i det nære sundhedsvæsen.

Der er et kæmpebehov for personale, og derfor synes jeg, der er en markant mangel på svar fra regeringens side. Jeg mener, det er helt nødvendigt, at vi begynder at investere i sundhedsvæsenet, og jeg er fuldstændig enig i, at det jo er historisk, at vi nu siger, at vi dækker demografien. Det har vi tidligere haft regeringer der i hvert fald ikke har været villige til. Vi har bl.a. ved at få det i forståelsespapiret fået sikret, at vi dækkede demografien, men det er jo ikke tilstrækkeligt, når vi ser på den underfinansiering, der har været gennem mange år, og den opgave, vi står over for.

Derfor bliver vi nødt til at investere yderligere, og vi bliver nødt til at gøre en forstærket indsats for at kunne rekruttere og fastholde personale, for det kan simpelt hen ikke passe, at vi i sundhedsvæsenet også skal se, at vi bliver mere og mere afhængige af privatiseringer gennem vikarbureauer. Altså, fordi vi ikke kan rekruttere læger, bliver vi nødt til at ty til vikarbureauer, som skal tjene på det, og hvor det så bliver en øget udgift for det offentlige, fordi vi ikke er villige til at lave de tilstrækkelige normeringer.

Det er jo helt centralt, at når man går på arbejde, får man også den anerkendelse, der ligger i, at det afspejles i, hvordan samfundet aflønner den indsats, man yder. Der kan vi bare konstatere, at hvis vi vil gøre noget ved den problemstilling, bliver vi også nødt til at gøre noget ved uligelønnen. Jeg synes, det er fuldstændig uansvarligt i en samfundsøkonomisk sammenhæng, at vi ikke tænker længere, og at vi ikke er med til at sikre, at vi også skaber motivation for de dygtige og uundværlige medarbejdere, vi har, til, at de også kan se et perspektiv i at blive i sundhedsvæsenet om ½ år, om 1 år, om 3 år og om 5 år.

Det er mig stadig væk fuldstændig uforståeligt, at det at redde liv, det at holde mennesker i hånden i de sidste timer af deres liv, det at kunne give behandling og omsorg, når vi er syge, i 2022 er et lavtlønsfag. Jeg fatter det ikke, og jeg synes, vi har en forpligtelse, og derfor mener jeg også, at vi gennem Lønstrukturkomitéen bør sikre, at vi får givet et reelt lønløft til de lavtlønnede fag. Tak.

Tak til ordføreren. Jeg tror, der er en vedtagelsestekst. Den skal lige læses op.

Det er rigtigt. Det skal den nemlig. Jeg har en vedtagelsestekst på vegne af Enhedslisten.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er akutte kapacitetsproblemer i et meget presset sundhedsvæsen. Der er problemer med personaleflugt og ubesatte stillinger i sundhedsvæsenet, hvilket i sidste ende er til skade for patientsikkerheden. Det skyldes en række faktorer, herunder berettiget utilfredshed med arbejdsvilkår og løn.

Der bør handles hurtigst muligt for at afhjælpe personaleflugt m.v. for at sikre et fortsat stærkt sundhedsvæsen. I vinter blev et flertal af Folketingets partier enige om at afsætte midler til en midlertidig akutpakke til sundhedsvæsenet. Den hjælp udløber snart.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at sende et vigtigt signal til offentligt ansatte i sundhedsvæsenet om, at der vil følge midler og handling med, når Lønstrukturkomitéen kommer med sine anbefalinger. Derfor skal der inden årets udgang afsættes flere milliarder kroner til et lønløft til lavtlønsgrupperne i sundhedsvæsenet og i velfærden bredt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 59).

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til hr. Peder Hvelplund. Vi går derfor videre i ordførerlisten, og det er Henrik Møller fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Det er korrekt, tak for det. Vi anerkender, at sundhedspersonalet er vores sundhedsvæsens vigtigste ressource. Man kan sige, at styrken i sundhedsvæsenet i overvejende grad er resultatet af den høje faglighed og det enorme engagement, som personalet i sundhedsinstitutionerne møder ind på arbejde med hver dag. Sundhedspersonalet er med andre ord rygraden i det danske sundhedsvæsen. Der er ingen tvivl om, at de sidste 2 år har gjort det klart for os alle, hvad det betyder for et samfund at have et stærkt og solidt sundhedsvæsen. Sundhedspersonalet har gennem de sidste 2 år leveret en ekstraordinær indsats for fællesskabet, og selvfølgelig skal der lyde en tak for den enorme indsats. Vi både ser og hører jer klart og tydeligt; vi kan se, at I er pressede; vi ved, at I løber hurtigere og hurtigere; og på trods af at vi i løbet af de senere år har uddannet flere sygeplejersker og læger, løber I stærkt, rigtig stærkt.

Det er selvfølgelig ikke holdbart, hvis vi fortsat vil have et robust sundhedsvæsen, hvor der ovenikøbet kan blive frigjort mere tid til den enkelte patient. Det kræver nogle politiske svar og ikke mindst løsninger, især når vi ser ind i fremtiden, hvor det demografiske træk betyder, at vi bliver flere ældre og kronikere og færre i den arbejdsdygtige alder.

Vi står helt aktuelt akut over for nogle store udfordringer i vores samfund. Kapacitetsudfordringer i sundhedsvæsenet og generel mangel på hænder i den offentlige sektor er en af dem. Derfor er jeg også glad for, at regeringen adresserede udfordringerne i sundhedsreformen, som blev præsenteret for godt 2 uger siden. For som jeg indledte min tale med at sige, er sundhedspersonalet den vigtigste ressource i vores sundhedssystem.

Som en del af sundhedsreformen har regeringen foreslået at nedsætte en kommission for robusthed i sundhedsvæsenet. Kommissionen skal komme med anbefalinger til løsninger på de grundlæggende udfordringer, som det demografiske træk medfører for personalekapaciteten i sundhedsvæsenet. Kommissionen skal se på, hvordan vi sikrer, at der både er personale og tid nok til patienterne. Der skal være mere fleksibilitet og tværfaglighed i den måde, opgaverne bliver løst på. Der skal være mindre bureaukrati og et bedre arbejdsmiljø. Det er ikke nogen let opgave, og det kalder på en nytænkning af løsningerne, og det gøres allerbedst ved at bringe relevante aktører i spil og give dem mulighed for at udvikle konkrete anbefalinger til løsninger. Jeg ser frem til at se resultaterne af kommissionens arbejde.

Men jeg synes også, at vi heller ikke må glemme nogle af alle de initiativer, som har været sat i gang. Med økonomiaftalerne har vi givet regionerne og kommunerne det største løft i de sidste 10 år. I december indgik vi en aftale om at sende 1 mia. kr. ud til regionerne i en coronavinterpakke. Vi har afsat penge til 1.000 flere sygeplejersker. I februar indgik regeringen og Danske Regioner en aftale om at afvikle behandlingsefterslæbet og om at normalisere ventetiderne i sundhedsvæsenet. Vi har styrket fødeområdet, hvor vi ved den seneste finanslov er blevet enige om at afsætte en lille halv milliard kroner over de næste 4 år til rettigheder til fødende og til flere jordemødre. Og vi er blevet enige om at igangsætte en analyse og kortlægning af normeringen.

Vi har fra Socialdemokratiets side foreslået en velfærdslov, som skal sikre, at pengene følger med, når vi bliver flere børn og ældre. På arbejdsmiljøsiden har vi, som ministeren også var inde på, skærpet fokus på at forebygge arbejdsmiljøproblemer på hospitalerne. Vi har i forbindelse med aftalen om ret til tidlig pension afsat en pulje på 30 mio. kr. om året til at forebygge sygefravær i det offentlige. Så har vi nedsat en Lønstrukturkomité, som skal tilvejebringe et analysegrundlag, som skal være udgangspunkt for parternes drøftelser af de store og yderst komplekse udfordringer med lønstrukturer og ligeløn i den offentlige sektor. Så vi har allerede taget en række kortsigtede beslutninger, som meget gerne skulle komme sundhedspersonalet til gavn nu og her. Samtidig er der også igangsat en række mere langsigtede initiativer, som vi så også afventer resultaterne af. Det betyder ikke nødvendigvis, at sundhedspersonalet kan mærke en forskel i deres hverdag fra i morgen, desværre. Vi ved også godt, at vi ikke er i mål endnu. Men et vigtigt ben i den ny sundhedsreform er netop at sikre robustheden i sundhedsvæsenet. Derfor giver det naturligvis også anledning til at tage drøftelserne videre i det regi.

Jeg skal derfor på vegne af Socialdemokratiet, Radikale og Frie Grønne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Regeringen og Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Frie Grønne er enige om, at det er afgørende, at der er kompetencer og medarbejdere nok til at løfte sundhedsvæsenets vigtige opgaver i hele landet, og at de ansatte har et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Sundhedsvæsenet er under pres. Det skyldes en række sammenfaldende faktorer, herunder personalemangel, der udfordrer kapaciteten.

I fremtiden kommer der flere ældre og flere med kroniske sygdomme. Samtidig bliver der færre og færre i den arbejdsdygtige alder, hvilket øger risikoen for mere mangel på arbejdskraft. Det udfordrer robustheden i sundhedsvæsenet og kalder på nye løsninger.

Robustgørelsen af sundhedsvæsenet skal derfor drøftes i forbindelse med forhandlingerne af sundhedsreformen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 60).

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg vil egentlig godt følge lidt op på det svar, som beskæftigelsesministeren gav tidligere i forhold til Lønstrukturkomitéens anbefalinger, hvor beskæftigelsesministeren tilkendegav, at regeringen naturligvis ville følge op på det og afsætte midler til at løse de udfordringer, som Lønstrukturkomitéen måtte pege på. Der skal jeg bare høre, om den socialdemokratiske ordfører er enig i, at der, når Lønstrukturkomitéen kommer med sine anbefalinger her i slutningen af året, så skal findes midler til at leve op til dem.

Altså, umiddelbart tror jeg, det var en fortolkning af det, som ministeren sagde. For det er korrekt, at ministeren var inde at sige, at ministeren ville følge op på de anbefalinger, der var i forhold til Lønstrukturkomitéen, og det har jeg sådan set hørt ministeren sige før, og det er også det, der er meningen med det. Jeg hørte også ministeren sige, at det formentlig ville stikke i mange forskellige retninger i forhold til de anbefalinger, der var, men jeg hørte ikke ministeren sætte en økonomi på. Så det kan jeg ikke bekræfte.

Spørgeren.

Nej, men nu behøver ordføreren heller ikke at bekræfte, hvad ministeren har sagt, og det er da muligt, at jeg overfortolker det. Jeg hørte nu ministeren sige, at der også ville være spor, der peger herind på Christiansborg, og at de skulle løses herinde. Derfor skal jeg bare høre, hvad den socialdemokratiske holdning så er til det, altså om Socialdemokraterne er villige til at finde midler, når Lønstrukturkomitéen kommer med sine anbefalinger, og om Socialdemokraterne ikke også er af den opfattelse, at det, hvis man skal gøre noget ved problemstillingen omkring uligeløn, ligesom vi forsøgte at gøre det med vinterpakken, så er nødvendigt, at der kommer midler, også her fra Christiansborg.

Jeg tror ikke, du får mig til på Socialdemokratiets vegne på forhånd at love noget i forhold til økonomien omkring det her. Jeg holder fast i, at vi fra Socialdemokratiets side vil følge de anbefalinger, som ministeren også sagde, som kommer fra den her Lønstrukturkomité. Men jeg synes simpelt hen, det er at foregribe begivenhedernes gang at ville have en eller anden form for økonomisk ramme sat ind allerede på nuværende tidspunkt.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og tak for talen. Jeg mener jo, at sundhedspersonalet er nogle af de sejeste medarbejdere, vi har, og de mest fleksible, og de skal stå på mål for, at tingene hele tiden ændrer sig, og derfor synes jeg også, at de pr. definition er vældig robuste. Så når ordføreren også bruger udtrykket robusthed i forhold til spørgsmålet omkring rekruttering og fastholdelse, tænker jeg, om det ikke giver meget mere mening at se på det strukturelle i forhold til sundhedsvæsenet.

Jeg tænker eksempelvis, om der, hvis f.eks. en ukendt vikar kan få en bedre løn end en fast erfaren medarbejder i en afdeling, så ikke er noget galt med det strukturelle i den måde, som vi har indrettet tingene på. Når vi kan se, at ufattelig mange ansatte i sundhedssektoren er ansat på deltid, er det så ikke et udtryk for, at der er et umanerlig hårdt arbejdsmiljø, som vi selvfølgelig strukturelt bliver nødt til at forholde os til og gøre noget ved? Hvad tænker ordføreren om at arbejde mere med det strukturelle end at se på fagene som sådan?

Hr. Henrik Møller.

Nu fornemmer jeg jo lidt på det, at diskussionen om det her med robustheden sådan er i forhold til den enkelte medarbejder, og jeg vil bare sige, at min fortolkning i forhold til robustheden jo ikke er, at det er et spørgsmål om, at vi fokuserer på den enkelte medarbejder, men at det er det samlede sundhedsvæsen, og at det er robustheden i sundhedsvæsenet, herunder også, hvordan det er, hele medarbejdersammensætningen er skruet sammen, hvad det er for nogle normeringer, vi giver, og hvad det er for en økonomi, vi sætter for det her.

Så for mig at se vil det være naturligt, at de elementer, som fru Kirsten Normann Andersen her lægger op til, bliver en del af det, som kommissionen skal kigge på i forhold til det at skabe en robusthed. Så jeg mener ikke nødvendigvis, der er en modsætning imellem robustheden og den påpegning, der er fra fru Kirsten Normann Andersens side vedrørende strukturerne.

Spørgeren.

Jamen nu prøver jeg bare helt konkret igen: En løs vikar får en meget bedre løn og har i øvrigt også meget mere indflydelse på sin egen fritid end en fast erfaren medarbejder, som passer sit arbejde på en afdeling; rigtig mange ansatte er ansat på deltid, fordi de simpelt hen ikke magter at være ansat på fuld tid, fordi de har så ringe indflydelse på deres fritid: Ca. 4 uger før juleaften får jeg at vide, om jeg rent faktisk har fri, så jeg kan planlægge juleaften sammen med min familie.

Giver det ikke meget mere mening at fokusere på gode vilkår for de ansatte i stedet for at insistere på at tale om robusthed?

Ordføreren.

Men jeg synes, at det er sådan lidt en fordrejning i forhold til robustheden, for det er jo et spørgsmål om, at kommissionen skal kigge på lige præcis de elementer, der er her. Noget af det kan vi ikke nødvendigvis løse alene herinde fra Christiansborg. Noget af det prøver vi at gøre, i forhold til at økonomirammerne sådan set bliver bedre i forhold til de normeringer og de vilkår, der er omkring arbejdsmiljøet. Men en del af det må jo også være i regionerne i forhold til den måde, som arbejdspladserne og -funktionerne er skruet sammen på.

Tak for det til hr. Henrik Møller. Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg vil gerne byde velkommen til hr. Martin Geertsen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Mange tak for det. Og tak til Enhedslisten for at rejse den her forespørgsel – nu må vi se, om jeg holder igennem den her ordførertale, hr. Peder Hvelplund. Vi har jo i Venstre længe ment, at der var behov for reformer på sundhedsområdet, så vi kan få løst kapacitetsudfordringerne både på kort og lidt længere sigt. I Venstre fremlagde vi sidste år endnu et udspil til en reform af det danske sundhedsvæsen, og jeg vil her forsøge at trække nogle hovedpointer frem. Vores udspil har så at sige to sideløbende hovedsigter. På den ene side har vi haft det mål, at vi gerne vil rykke flere sundhedsydelser tættere på den enkelte dansker. Og på den anden side har vi haft et mål om at styrke det, vi kalder det nære sundhedsvæsen, altså alt det uden for sygehusene, med det formål at sikre bedre tid til den enkelte patient både inden for og uden for sygehusene. Og for nu bare at tage nogle enkelte nedslagspunkter:

Vi foreslår at sikre bedre lægedækning. Vi har en målsætning om, at der senest i 2035 skal være 5.000 praktiserende læger i Danmark, og på den lidt kortere bane vil vi via forskellige økonomiske incitamenter sørge for, at almen praksis kan levere mere. Og med flere praktiserende læger sikrer vi først og fremmest et reelt frit valg for danskerne, men også at almen praksis altså som sagt kan være med til at løfte endnu mere. Vi ønsker også at styrke den kommunale del af det danske sundhedsvæsen, dels med det formål at mindske antallet af genindlæggelser og dels med det formål at minimere antallet af indlæggelser i det hele taget.

Vi skal med andre ord have nogle bindende nationale kvalitetsstandarder i forhold til det kommunale serviceniveau på sundhedsområdet. Vi har foreslået, at de første områder, hvor man sætter de nationale kvalitetsstandarder i værk, er i forhold til forebyggelsesområdet, behandlingen af kroniske patienter, rehabilitering af bl.a. kræftpatienter og patienter med hjerneskade og i forhold til psykiatriske patienter. Jeg synes i virkeligheden, at vi overordnet set skal have den målsætning, at flere egentlig undgår hospitalsindlæggelse, ganske enkelt ud fra den betragtning, at så morsomt er det trods alt heller ikke at ligge på hospitalet, og hvis vi ligesom kan styrke alt det, der foregår uden om sygehusene, så vil det være gavnligt også for den enkelte patient.

Vi foreslår også, at flere behandlinger klares i eget hjem, hvor det er muligt. Meget godt er i gang rundtomkring, men vi skal styrke efterspørgslen på at møde sundhedsvæsenet i eget hjem. Derfor foreslår vi også, at der indføres en egentlig patientrettighed på det digitale område, altså at patienterne får ret til digital konsultation med sundhedsvæsenet i de tilfælde, hvor det er sundhedsfagligt forsvarligt. Det tror vi kan lette byrden for både patienterne, men også for sundhedsvæsenet som helhed. Men derudover er der også behov for en egentlig strategi for udbredelsen af hjemmebehandling, en strategi med faste målepunkter.

Vi mener også, at der skal etableres op til 35 sundhedshuse landet over, hvor vi indsamler relevante kompetencer. Og der skal selvfølgelig være god geografisk spredning på de her sundhedshuse, som kan give danskerne lettere adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet tættere på, og i sundhedshusene skal der være plads til mange forskellige både regionale, kommunale og private kompetencer og fagligheder.

Vi ønsker også at styrke patienternes rettigheder i forhold til at styrke sammenhængen i behandlingen for den enkelte patient. Vi har det her forslag om at indføre ret til en egentlig patientansvarlig sundhedsperson, som så at sige kan holde patienten i hånden, når hun eller han går på tværs i sundhedsvæsenet. Vi vil indføre ret til pakkeforløb, som vi kender det fra kræftområdet, for en række kroniske patienter som patienter med psykiatriske lidelser. Endelig vil vi også indføre ret til en årlig sundhedssamtale for en række kroniske patienter. Og de her rettigheder skal jo alle sammen bidrage til at skabe større sammenhæng for den enkelte patient, bedre behandlingsforløb og dermed i virkeligheden også til syvende og sidst mindre pres på sygehusene.

Dernæst er der også efter vores opfattelse behov for allerede nu at plukke nogle af de lavthængende frugter, der er, i forhold til om der er nogle medarbejdergrupper, som kan løfte nye, andre eller flere opgaver, end tilfældet er i dag, med henblik på at aflaste hinanden. Helt konkret har sygeplejerskerne jo foreslået, at man gerne vil have udvidet deres virksomhedsområde. Vi har fysioterapeuterne, som måske kan stille deres ydelser til rådighed, uden at man skal forbi en læge, og der er apotekerne og farmaceuterne, som jeg nævnte før, der gerne vil mere i forhold til medicinhåndtering.

Nu har regeringen så langt om længe lanceret sit sundhedsudspil. Vi har i hvert fald ikke lagt skjul på, at regeringen efter vores opfattelse har taget sig lidt vel rigelig god tid til at lave det her udspil – en utålmodighed, vi har delt med store dele af Sundhedsdanmark – og så må vi også sige, at vi faktisk ikke synes, at resultatet er blevet så rasende imponerende. Man må i virkeligheden spørge, hvordan i alverden det er lykkedes den her regering på 3 år at lave et udspil, som er indholdsmæssigt mindre konkret end det, den tidligere regering lavede en politisk aftale om i 2019. Det synes jeg sådan set er imponerende. Nå, men vi må se at komme i gang med forhandlingerne. Vi vil i hvert fald forsøge at byde konstruktivt ind, hvor vi kan.

Men vi har dog denne vedtagelsestekst, formand, og den er på vegne af Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre og fru Liselott Blixt (UFG):

Forslag til vedtagelse

»Folketinget udtrykker kritik af, at regeringen først 2,5 år inde i valgperioden indkalder til forhandlinger om en sundhedsreform.

Samtidig udtrykker Folketinget kritik af, at regeringens udspil til en reform ikke er tilstrækkelig konkret. Der savnes mere detaljerede bud på, hvordan sygehusvæsenet aflastes ved en styrkelse af det nære sundhedsvæsen. Der mangler svar på, hvordan og hvornår den kommunale del af sundhedsvæsenet løftes til et højere og mere ensartet niveau m.h.p. at forebygge (gen)indlæggelser, og hvordan sammenhængen i behandlingen styrkes.

Regeringen giver for få bud på en strukturel styrkelse af almen praksis, herunder i form af uddannelse af flere praktiserende læger. Udspillet mangler også konkrete løsninger på opgør med silotænkning og bureaukrati, og hvordan forskellige faggrupper kan løse andre, nye eller flere opgaver, end tilfældet er i dag.

Endelig er der også behov for en egentlig strategi for, hvordan mere behandling kan foregå i danskernes eget hjem via øget digitalisering.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 61).

Tak for det. Alle fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er en kort bemærkning til Venstres ordfører fra hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Hvis jeg nu var et venligt menneske, ville jeg undlade at stille spørgsmål til ordføreren med den lidt begrænsede stemmepragt, men det er jeg ikke, og derfor vil jeg naturligvis benytte lejligheden til at rette et par spørgsmål til hr. Martin Geertsen.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad Venstres holdning egentlig er til en velfærdslov, når det handler om selve princippet om, at vi skal lade midler følge med, når der kommer flere behandlingskrævende ældre; at vi dækker demografien og jo efter vores opfattelse også i princippet dækker det, der hedder det udvidede velfærdstræk, altså at udgifterne skal følge med i takt med den velfærdsstigning, der sker i samfundet. Hvad er Venstres holdning til det? Altså, er man indstillet på, at vi naturligvis, i takt med at der kommer flere ældre, også sikrer, at demografien følger med, og at vi afsætter de tilstrækkelige midler til det?

Ordføreren.

Jeg synes da bestemt, vi skal investere i vores fælles velfærdssamfund, men vi har også det udgangspunkt, at pengene skal være der, før vi kan bruge dem. Og vi ønsker ikke, at skatterne skal stige i det her land, så det bliver ikke ved øgede skatter, at vi, om jeg så må sige, investerer yderligere i det her velfærdssamfund. Og så synes jeg, hr. Peder Hvelplund skal gøre sig en ekstra overvejelse, for vi står her og diskuterer, hvordan det er, vi skal investere i sundhedsvæsenet fremadrettet.

Der er ingen tvivl om, at der både skal bruges penge på sygehusene og i den kommunale sektor, men dybest set, hr. Peder Hvelplund, handler det her jo også om at bruge pengene klogt. Jeg synes da, at når man investerer i sundhedsvæsenet, skal man lige tænke over, om der for det ene år kan være behov for at bruge rigtig mange penge i sygehusvæsenet, og om man for det næste år så dér vil bruge nogle ekstra penge i det kommunale sundhedsvæsen med henblik på at styrke det nære sundhedsvæsen. Og når jeg siger det på den her måde, er det, fordi jeg synes, at man skal passe på med den der meget, meget firkantede automatik i, hvordan man bruger pengene, og at man skal gøre sig nogle overvejelser om, hvordan man bruger dem klogt, når vi investerer i sundhedsvæsenet. Men grundlæggende skal pengene jo altså være der, før man kan bruge dem, hr. Peder Hvelplund.

Spørgeren.

Det er jo en interessant betragtning fra et parti, der lige er indgået i et nationalt kompromis, hvor man mig bekendt bruger 18 mia. kr., som man ikke lige anviser hvor kommer fra, og hvor man lægger sig fast på en fast stigning på 2 pct. årligt. Det tyder ikke helt på, at det er den samme logik, der gør sig gældende der, men det er muligt, at ordføreren kan redegøre for det.

Men det, jeg så godt vil spørge om, er, om ordføreren så også er enig i, at hvis vi skal løse de udfordringer, der er, er der behov for at gøre noget i forhold til rekruttering og fastholdelse. Der er et lønspørgsmål, som skal løses. Og vil Venstre også være villige til at sikre, at der bliver afsat midler til, at vi kan få løst den uligeløn, der er i de kvindedominerede velfærdsfag, og at det er en forudsætning for, at vi kan få et stærkt og velfungerende sundhedsvæsen?

Ordføreren.

Først og fremmest må jeg sige, at jeg slet ikke kan forstå, at hr. Peder Hvelplund og Enhedslisten har lyst til at kaste sig ind i en debat om forsvar, men det må så stå for hr. Peder Hvelplunds egen regning. Vi havde sådan set også gerne set, at det var løst via reformsporet, altså spørgsmålet om øgede udgifter til forsvaret. Men det er jo en del af et kompromis.

Jeg synes også, at hr. Peder Hvelplund skal gøre sig den refleksion, at hvis man herinde i Folketingssalen sidder og stemmer om, at der er en personalegruppe, der skal have mere i løn, hvad det er, det så sætter i gang. Altså, det synes jeg man bliver nødt til at spørge så selv om. Men under alle omstændigheder afventer vi jo, ligesom regeringen gør, den Lønstrukturkomité, som barsler med et resultat senere på året.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. God bedring til ordføreren. Jeg håber ikke, ordføreren får brug for en læge, for der er nemlig alt for meget arbejde til alt for få ansatte. Og det er jo i virkeligheden en af vores allerstørste udfordringer i forhold til sundhedsvæsenet, synes jeg. Derfor synes jeg også, at det giver mening, at vi får talt om, hvad der skal til, for at vi kan rekruttere noget mere personale. Ved det seneste optag til velfærdsuddannelserne var der bare færre ansøgere, end vi har set tidligere, og det er rigtig, rigtig bekymrende.

Så hvad tænker Venstre i forhold til spørgsmålet om ligeløn? Altså, har vi uligeløn, og er det en af forklaringerne på, at vi har så svært ved at tiltrække og fastholde personale i sundhedssektoren? Hvad mener Venstre egentlig – er det et problem, eller er det ikke et problem?

Jeg har forstået, at Enhedslisten og SF har lyst til at trække overenskomstspørgsmål herind i Folketinget. Det ønsker jeg ikke. Og vi er under alle omstændigheder nødt til at afvente den Lønstrukturkomité, og så må vi jo se, hvad det kommer til at betyde. Men det har jeg simpelt hen ikke noget ønske om.

Til gengæld er jeg meget enig i det med, at fru Kirsten Normann Andersen efterspørger det der med at kigge på sundhedsvæsenet strukturelt – det hørte jeg i det forrige spørgsmål til hr. Henrik Møller. Vi bliver da nødt til at tænke over, hvordan vi bruger pengene i det danske sundhedsvæsen. Altså, den der bevidstløse snak om, at så har vi brugt så og så mange penge – det er fint nok alt sammen, men hvis knapperne er indstillet forkert i det danske sundhedsvæsen, og hvis alt for meget løses inde på sygehusene, som kunne løses uden for sygehusene, og hvis det er den situation, der er, så skal man jo ændre det.

Spørgeren.

Men hvis problemet er et enormt pres og vi dermed også mister muligheden for at fastholde erfarent personale til de specialer, som vi har brug for dem til, så kan vi vel heller ikke bare lukke øjnene. (Martin Geertsen (V) skal til at sige noget). Og nu er det mig, der taler. (Munterhed). Og et af eksemplerne på, at vi jo faktisk er presset, er, at man på sundhedsområdet har ekstremt mange ansatte på deltid, som simpelt hen giver udtryk for, at de ikke magter at arbejde på fuldtid i de rammer, som vi nu engang har tilrettelagt. Giver det ikke mening, at vi også har en mening om rammerne og om vilkårene og om ligeløn som en forudsætning for overhovedet at kunne fastholde personalet?

Så er det ordføreren.

Undskyld, jeg glæder mig bare så meget til at tage fru Kirsten Normann Andersen alvorligt; det er derfor, jeg er så ivrig.

Jo, det gør det bestemt. Det er virkelig, virkelig vigtigt, at man får kigget på rammerne. Jeg er helt overbevist om – og det siger alle mulige mennesker, der også er klogere end mig – at der foregår alt for meget inde på sygehusene i dag, som skal løses uden for sygehusene. Lad mig bare tage et eksempel. Jeg tror, det er sådan, at hver tiende af de ældre medicinske patienter, der bliver udskrevet fra hospitalerne, ryger ind igen inden for en måneds tid, tror jeg det er. Hvis vi nu kunne undgå det, kunne vi jo aflaste sygehusene. Det bliver vi da nødt til at tænke i, fru Kirsten Normann Andersen.

Tak til hr. Martin Geertsen for dagens indsats. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak til Enhedslisten for at indkalde til den her vigtige debat. En debat om vilkårene i sundhedssektoren kan kun meningsfuldt indledes med en kæmpe tak til de ansatte, som hver eneste dag yder en kæmpe indsats for os, når vi rammes af sygdom. På trods af alverdens udfordringer oplever vi som borgere, at alle gør deres bedste, for at vi kan være trygge og sikre på, at sundhedsvæsenet gør sit yderste for at gøre os raske, når vi rammes af sygdom.

Ikke mindst de sidste 2 år med corona har udfordret personalet. Det var også baggrunden for, at vi i finanslovsforhandlingerne var enige om at afsætte 1 mia. kr. til en vinterpakke. Vinteren varer jo ikke evigt, heldigvis, men det gør vinterpakken så heller ikke. Det er derfor afgørende for SF, at vi snarest kan præsentere nogle mere langsigtede løsninger på kapacitetsudfordringerne, som desværre ikke bare forsvinder. Det er SF's forventning, at forhandlingerne om en sundhedsreform med nålestikspræcision hurtigt vil dæmme op for de mest åbenlyse problemer.

Det er et faktum, at flere og flere ældre også vil betyde flere patienter på sygehusene, og at flere ældre skal have hjælp i kommunerne. Det er ikke nyt, men det er nu, at vi mærker effekten af den demografiske udvikling. Der er alt for meget arbejde til for få medarbejdere. Derfor skal vi se på, hvordan vi kan forenkle arbejdsgange, arbejde for mere tværfaglighed osv., men vi skal også sikre tydelige og klare rammer for patienter og borgere, så de får den bedst mulige og den rigtige hjælp, og vi skal forebygge, at flere får brug for sundhedsbehandling. Vi har i årevis talt om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det er afgørende, at endnu en reform for alvor skaber klare og kvalitetssikrede rammer for samarbejdet mellem kommuner og regioner.

Men for mange opgaver til for få ansatte stiller også krav til en arbejdsmarkedspolitisk indsats. Vi skal først og fremmest uddanne personale nok, men det er naivt at tro, at vi kan forbedre søgningen til kvindedominerede velfærdsfag, hvis vi ikke også politisk tager ligeløn alvorligt. Det er et faktum. Jeg synes, det var klogt at nedsætte Lønstrukturkomiteen, og jeg glæder mig også til at se, hvad de når frem til. Men der er i den grad også brug for et klart politisk signal om vilje til handling, når Lønstrukturkomitéen har afsluttet deres arbejde.

Både arbejdsmiljøloven og overenskomsterne skal naturligvis overholdes, men der er plads til forbedringer. Det bør bare give stof til eftertanke, at hovedparten af de ansatte er ansat på deltid. Det vidner i det mindste om, at der er et alt for stort arbejdspres og alt for ringe indflydelse på fritiden. Det er et paradoks, at en ukendt vikar har bedre løn- og ansættelsesvilkår end den fastansatte, erfarne sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent. Derfor kommer vi i SF også til at have fuldt fokus på rekruttering og fastholdelse af vigtige og dygtige ansatte i sundhedssektoren i arbejdet med en sundhedsreform.

SF har også sin egen vedtagelsestekst, hvor der står:

Forslag til vedtagelse

»Det er afgørende, at der er kompetencer og medarbejdere nok til at løfte sundhedsvæsenets vigtige opgaver i hele landet, og at de ansatte har et sundt og sikkert arbejdsmiljø.

Sundhedsvæsenet er under pres. Ikke mindst på grund af personaleflugt og ubesatte stillinger. Det skyldes en række faktorer, bl.a. uforholdsmæssigt mange opgaver og de eksisterende arbejds- og lønvilkår.

Et flertal af partier har tidligere afsat midler til en midlertidig akutpakke, som snart udløber. En sundhedsreform skal være med til at sikre en mere langsigtet strategi for rekruttering og fastholdelse af personale i sundhedssektoren.

Med henblik på forbedring af løn- og arbejdsvilkår på velfærdsområdet opfordrer Folketinget samtidig regeringen til at sende et signal til Ligelønskomitéen om midler til løsning af ligelønsproblemet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 62).

Tak for ordet.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg skal gøre opmærksom på, at det jo ikke kun er nødvendigt at få flest stemmer til sit forslag til vedtagelse. Det er nødvendigt at få flertal. Så det bliver jo spændende, når vi skal stemme om de fire forslag til vedtagelse.

Der er en kort bemærkning til fru Kirsten Normann Andersen fra hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Kirsten Normann Andersen for talen. Jeg skal bare sikre mig, at SF også er enig i, at det er nødvendigt, at vi fra Folketingets side afsætter midler til arbejdsmarkedets parter til udmøntning af de anbefalinger, der kommer fra Lønstrukturkomitéen, altså når vi taler om ok-24 på det offentlige område. Det eneste sted, der kan komme med midler til at løse den problemstilling, er jo fra Christiansborg. Der findes ligesom ikke andre steder, midlerne kan komme fra. Der er ikke nogen rige onkler, der kommer med en pose penge. Så jeg skal bare sikre mig, at SF også er enige i, at der fra Folketingets side skal afsættes midler, og at det også skal gøres, i forbindelse med at Lønstrukturkomitéen kommer med deres anbefaling.

Ordføreren.

Vi havde jo gerne set, at regeringen også havde været med til at sende et signal til Lønstrukturkomitéen om, at det uligelønsproblem , som der helt åbenlyst er, og som er skabt af mange forskellige ting – det er jeg enig med beskæftigelsesministeren i – bl.a. er en konsekvens af, at kvindefagene i tidernes morgen blev indplaceret i en tjenestemandsreform som en slags hushjælp, og at det har haft en betydning for, hvordan lønnen ser ud i dag, og hvordan lønnen mellem mænd og kvinder har udviklet sig over tid; og det problem kan ikke løses i en overenskomstforhandling. Det kræver, at der bliver afsat midler til at løse det. Vi havde gerne set, at man havde sendt et signal om, at de midler skal findes, eller at der skal findes løsninger på det. I SF har vi også sat et konkret beløb på, nemlig 2 mia. kr., og vi er i vores finanspolitiske udspil klar til at finansiere det.

Spørgeren.

Jamen jeg skulle sådan set bare sikre mig, at det signal, som fru Kirsten Normann Andersen taler om, er et kontant signal, altså at det ikke er nok at sige her, at vi skal se på problemstillingerne, at vi skal se på, hvilke udfordringer der er, og at vi så må vi kigge på, hvordan de skal løses, men at det er nødvendigt, at der kommer penge på bordet, hvis man skal løse udfordringerne med uligelønnen i de kvindedominerede velfærdsfag.

Vi har hele tiden givet udtryk for, at der skal afsættes midler til at løse problemerne, og vi venter selvfølgelig på, hvad Lønstrukturkomitéen siger, i forhold til hvad problemet er, hvad problemets omfang er, og hvordan uligelønnen er fordelt imellem de respektive faggrupper. Det skal vi ikke blande os i. Det lader vi arbejdsmarkedets parter om. Men vi ved også – og jeg ved det, for jeg har arbejdet med overenskomster hele mit liv – at lige præcis det her problem løser man ikke i overenskomstforhandlingerne. Der skal en ekstraordinær indsats til, for at man kan løse uligelønsproblemet.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg skal undskylde, at formanden lod lysten til at blive færdig vinde over retfærdigheden. Det skal ikke ske igen.

Jeg vil gerne byde velkommen til hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Også tak til Enhedslisten for at rejse den her meget vigtige debat, som jeg også et eller andet sted synes vi trænger til. Og også en stor tak til de titusindvis af personaler, vi trods alt har i vores sundhedsvæsen, og som gør en ihærdig og fremragende indsats hver evig eneste dag – tusind tak til dem.

Så må jeg også starte med at sige, at jeg jo synes, det er skuffende, at regeringen ikke allerede i 2019, da regeringen tiltrådte, gik i gang med at lave en reform af vores sundhedsvæsen. Der var jo et fremragende udspil i ministerens skuffe, da ministeren tiltrådte. Det kunne man jo bare have taget udgangspunkt i, og så kunne man have sikret, at vi allerede på det tidspunkt begyndte at robustgøre sundhedsvæsenet. For det handler jo netop om at sørge for at udnytte ressourcerne så godt som muligt, og der vil et tættere samarbejde mellem kommunerne, de almene praksisser, de praktiserende speciallæger og hospitalerne jo kunne være med til at løse nogle af problemerne – det føler jeg mig ret overbevist om – altså sådan at vi sikrer, at patienterne behandles der, hvor det er mest hensigtsmæssigt, og også, at de forskellige sektorer er tættere på hinanden og kender hinandens kompetencer.

Vi fik jo i hvert fald anskuelighedsundervisning i, hvor lille robusthed der var, hvis man kan sige det sådan, i forbindelse med covid. Anden gang covid blev ophøjet til at være en samfundskritisk sygdom, var det jo ikke så meget på grund af sygdommen som sådan, men simpelt hen et spørgsmål om, at Sundhedsstyrelsen havde vurderet, at vores sundhedsvæsen ikke var robust nok, så man derfor var nødt til at indføre flere restriktioner, og det havde jo store konsekvenser for vores samfund.

I forbindelse med dimensioneringen har jeg jo gentagne gange lagt meget stor vægt på, at vi skulle sørge for at sikre nogle flere praktiserende læger, for vi ved, hvad almen praksis kan. I de tilfælde, hvor lægerne kender patienterne og patienterne kender lægerne, har man simpelt hen færre indlæggelser pr. patient. Det var jo et sted at starte, altså at sikre, at vi har praktiserende læger nok. På samme måde har vi altså også udfordringer med dimensioneringen i forhold til speciallæger på vores hospitaler. Jeg kommer selv fra en region, hvor vi har været nødt til at ansætte speciallæger igennem vikarbureauer, hvilket også er ganske uhensigtsmæssigt.

Sådan kan man pege på en masse ting. Vi skal selvfølgelig sørge for at få uddannet nogle flere sygeplejersker og bioanalytikere, og nu er der faktisk også blevet mangel på reddere, sådan at vores akutberedskab er under pres. Vi har også store udfordringer i vores psykiatri, hvor vi mangler sengepladser og mangler psykiatere. Og sådan kunne man blive ved.

Noget af det, jeg også tænker på, er, at vi i hvert fald gentagne gange hører, at der er problemer i forhold til Sundhedsplatformen. Og jeg kunne godt tænke mig at foreslå, at vi arbejdede lidt med at se på, om ikke vi kunne skabe noget rationalisering der. Der er skrevet tykke bøger om, hvor meget tidsspilde der er i forbindelse med lægerne og personalets brug af Sundhedsplatformen, så det er jo et af de steder, hvor der måske kunne hentes noget.

Men vi står i hvert fald i en situation, hvor der er markante forskelle i sundhedstilbuddene landet over, hovedsagelig med udgangspunkt i personalemangel, og det kan vi selvfølgelig ikke være bekendt. Vi er nødt til at sikre, at vi har et sundhedsvæsen, som er robust nok, og som også giver et ensartet tilbud, uafhængigt af hvor i landet man bor.

Noget af det, vi også burde gøre, var jo at nedsætte en forebyggelseskommission. Det savner jeg lidt i det, der arbejdes med. Derfor har vi det også med i vores finanslovsudspil, altså at der simpelt hen skal sættes midler af til en kommission, som kan komme med nogle gode input til, hvordan man får mest muligt for pengene, når vi taler forebyggelse.

Sluttelig vil jeg sige, at jeg selvfølgelig glæder mig til de forhandlinger, som så småt er startet op. Vi har fået en del oplæg af forskellig art og karakter, og vi skal se, om ikke vi kan få lavet en sundhedsaftale, som robustgør vores sundhedsvæsen. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Og tak til formanden for at være opmærksom på, om man har trykket sig ind. Jeg vil egentlig bare høre hr. Per Larsen, om Konservative er enige i, at der er et problem med uligeløn i de kvindedominerede velfærdsfag, og at det er nødvendigt at give et konkret lønløft, hvis de problemer, der er med rekruttering og fastholdelse, skal løses – når nu ordføreren selv peger på, at der er mangel på arbejdskraft og der derfor også er behov for at kunne give et lønløft, hvis den problemstilling skal løses.

Ordføreren.

Jamen vi har jo store udfordringer på mange områder, og vi kan se, at behovet vokser i forskellige faggrupper, både på det private og på det offentlige arbejdsmarked. Men lige nøjagtig i forhold til den problemstilling, som ordføreren nævner, er der jo nedsat en kommission, der skal kigge på det, og så må man jo tage udgangspunkt i, hvad de kommer med, når den tid kommer. Men ellers er overenskomstforhandlinger noget, der foregår blandt arbejdsmarkedets parter.

Spørgeren.

Jo, men nu er det jo sådan, at når der er overenskomstforhandlinger på det offentlige område, kan pengene ligesom kun komme et sted fra, og det er herindefra. Så hvis man vil gøre noget ved den problemstilling, bliver man jo også nødt til at kunne give en garanti for, at man vil være villig til at løse problemet. Og det handler jo om, at der så skal afsættes konkrete midler til at kunne give et lønløft. Så er den konservative ordfører enig i, at hvis problemet med uligeløn i de kvindedominerede velfærdsfag skal løses, kræver det, at der også kommer kontante midler fra Christiansborg? Vil De Konservative være villige til at finde dem?

Ordføreren.

Det vil nok være en lille smule letsindigt af mig, hvis jeg begynder at stå og sige noget om, at vi vil følge anbefalingen fra den der kommission krone til krone. Sådan hænger det jo ikke sammen. Det kommer jo fuldstændig an på, hvad for et resultat de kommer frem til.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Per Larsen, og velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det, og tak til SF's ordfører for sådan en hyggelig hilsen på vej herop. Det er altid hyggeligt. Nu har vi efterhånden også arbejdet sammen i mange år, så det skal nok gå. Og tak til Enhedslisten for at bringe den her debat op, for den er virkelig, virkelig vigtig. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at vi alle sammen – det synes jeg også der er bred enighed om – sender en stor tak ud til sundhedspersonalet, der virkelig har kæmpet de seneste år for at holde sundhedsvæsenet kørende og bringe os godt igennem covid, og nu kæmper de for at få fjernet de pukler, der ligger af både den ene og anden slags operationer, der venter, så vi kan komme fremad på den måde.

Jeg var glad for at høre ministrenes svar på spørgsmålene, men jeg var lidt ked af, at jeg ikke synes, jeg fik meget klare svar på de spørgsmål, jeg havde. Det er ikke sikkert, jeg får dem i dag, men så kan det jo være, at jeg kan få dem i løbet af de forhandlinger, vi skal ind i.

Beskæftigelsesministeren gjorde opmærksom på, at Arbejdstilsynet har gjort sit arbejde og været ude at kigge på forholdene ude på vores sygehuse og sundhedsområdet og har konstateret det, som jo nok ikke kommer som nogen stor overraskelse, nemlig at de har rigtig, rigtig travlt: Der er en stor arbejdsmængde, og der er et stort tidspres rigtig mange steder. Der er noget, jeg godt ville have haft et svar på. Man har sat et måltal for, at der skal være færre, der oplever psykiske belastninger, men hvordan kommer vi hen til, at der rent faktisk er færre, der oplever det? Det må sådan set være kernen i det. Det er selvfølgelig godt nok at vide, at problemet er der, men vi skal også gøre noget ved det.

Af sundhedsministeren forsøgte jeg at få at vide, om ikke man ville tage seriøst fat i at skaffe flere praktikpladser. Det er sådan en meget banal ting, som man kunne gøre for i hvert fald at tage hul på, at vi fik flere læger og sygeplejersker osv. Jeg har forsøgt på det i det sidste års tid. For et år siden, før sommerferien, lavede vi en bred aftale herinde om udflytningen af uddannelsespladser. I den aftale blev det skrevet ind, at der skulle være et nationalt arbejde om et samarbejde med regioner og kommuner om at få løst det her problem. Vi lavede en opfølgende aftale på den aftale her for et par uger siden, og i den sammenhæng prøvede jeg at finde ud af, om regeringen rent faktisk havde gjort noget i det år, der nu næsten er gået. Det, der var sket, var, at man havde holdt et enkelt møde hen over efteråret, og der var ikke noget som helst konkret. Nu står det så igen i den opfølgende aftale, vi lavede, at det her skal der tages fat på. Det er ikke noget, der behøver at vente på en kommission, der skal arbejde med at styrke systemet og gøre det mere robust; det handler sådan set bare om at give en klar melding til regioner og kommuner om at få sat gang i det her, så vi i hvert fald kan få optaget nogle flere på uddannelserne.

Så kan jeg så se på de sidste ansøgningstal på sygeplejeuddannelsen, at det desværre faktisk er faldet. Nu kan vi håbe, at kvote 1 så ser bedre ud, når vi kommer til sommer, men det, det i hvert fald til mig signalerer, er, at vi taler om en faggruppe, som desværre nok føler sig talt rigtig meget ned, føler sig set ned på og føler sig ikke taget alvorligt. Vi havde en konflikt sidste sommer, som endte med et indgreb, og nu har vi haft 10 år med folkeskolelærere, der har haft det skidt, og jeg kender adskillige lærere, der er holdt op på grund af det indgreb, der var der for 10 år siden. Jeg håber rigtig, rigtig meget på, at vi kan undgå, at det samme sker med sygeplejerskerne, for vi har brug for dem, og vi har brug for, at de bliver ved, og at de kæmper sig igennem. Derfor er det selvfølgelig også rigtig vigtigt, at regeringen nu, når Lønstrukturkomitéen, som den hedder, kommer med nogle resultater, påtager sig det ansvar, der ligger i det, at få sygeplejersken til reelt at tro på, at det her bliver taget alvorligt, at vi rent faktisk gør noget ved det her. Ellers tror jeg, vi får et problem en gang til. Det er, ja, nogle af de store ting.

Jeg vil sige, at jeg er ret sikker på, at skal vi løse det her, skal vi været meget mere konkrete, end jeg synes regeringen har været i det udspil til reform, som vi nu har siddet med. Men det giver selvfølgelig rum til, at vi andre kan komme med nogle input, som vi så kan få ind, så vi rent faktisk kan få noget til at ske. Der er jo ingen tvivl om, at vi skal prøve at få flere medarbejdere, men vi skal også prøve at sikre, at vi udnytter de ressourcer, vi har, bedst muligt. Noget af det adresserede ministeren og regeringen, og det gælder i forhold til at udvide virksomhedsområdet for forskellige faggrupper. Det synes jeg jo godt vi kunne gå i gang med, for det ligger jo lige for at kunne forenkle nogle ting på den led. Så har vi en udfordring med at sikre, at de praktiserende læger også løfter deres opgave og ikke bare smider opgaven ind på sygehuset og ikke bare skubber tingene videre, fordi de ikke selv vil tage ansvaret for at løse opgaverne.

Så der ligger virkelig nogle ting, som der er behov for, at der bliver arbejdet med, og som vi får taget fat på så hurtigt som muligt, og det håber jeg selvfølgelig regeringen vil være med til, og jeg håber, at den her debat om ikke andet kan være med til at skubbe på, at der kommer til at ske noget, og at der bliver fundet nogle gode løsninger. Tak for ordet.

Selv tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Der er ingen fra Nye Borgerlige, der er ingen fra Liberal Alliance, og jeg ser heller ikke nogen ordfører fra Frie Grønne eller Kristendemokraterne. Så turen er kommet til sundhedsministeren, hvis han ønsker at bestige talerstolen. Der er da i hvert fald et par trin herop.

Ja, det vil jeg da gerne. Tak for en, synes jeg, god debat. Det, der er interessant her, er jo, at der faktisk er en erkendelse af problemet, og man er sådan set også enige om, at det er en udfordring for os. Så er der forskellige løsninger, og jeg er jo i den her situation kun optaget af at finde ud af, hvor vi har fællesmængderne, og når vi er i gang med at forhandle – vores mål er at få lavet et bredt forlig – at gøre de fællesmængder så gode som muligt og selvfølgelig også så store som muligt. Så det har været meget gavnligt for mig, og jeg ved også, at vi har haft embedsfolk ovre i Sundhedsministeriet, der har siddet og noteret ned, hvad ordførerne har sagt, således at vi kan finde ud af, om vi kan få fundet nogle fællesmængder, som eventuelt kan komme med i en sundhedsreform. Men det er jo politikerarbejde, og det er vores arbejde at gøre det, og alt sammen skal tage udgangspunkt i at sikre, at vores medarbejdere i sundhedsvæsenet har et sundt og et sikkert arbejdsmiljø, så de kan være der for vores patienter.

Vi kan se, og det har vi jo set i den her vinter, at kapacitetsudfordringer går ud over vores patienter. Man kan mærke det, når der er pres på, når der er travlhed. Helt konkret er der nogle, der mærker, at de har fået udsat operationer, som kan udsættes, men man mærker jo også at komme ind på en travl hospitalsafdeling. Jeg møder også medarbejdere. Der er ingen steder, hvor de siger, at de er alt for mange medarbejdere, og at der er alt for mange kolleger. Det kender vi selvfølgelig ikke. Det er ikke det, jeg siger, men på nogle afdelinger er der meget travlhed, og al gang foregår i løb og sådan nogle ting. Det kender vi. Men der er også nogle, der siger: Her hos os har vi sådan set tid til at være hos vores patienter. Så det er vigtigt også at sige til de unge mennesker, som overvejer fremtiden, og hvor de skal søge ind, at der jo også findes masser af gode dage i vores sundhedsvæsen, hvor der er travlhed, for man får ting fra hånden, men hvor der altså også er mulighed for at udøve sin faglighed for patienterne.

Så har vi drøftet økonomi her. Skal pengene følge med, eller skal de ikke? For os at se i regeringen er det en forudsætning for, at vi kan sikre, at der altså er gode nok muligheder for at være medarbejder i sundhedsvæsenet og dermed også mulighed for, at man som patient bliver set og behandlet og får den hjælp, der skal til. Vi kan ikke blive ved med at presse flere opgaver og flere patienter ind i vores sundhedsvæsen, hverken det kommunale eller regionale, uden at der også følger midler med, og derudover er vi også nødt til at tænke anderledes.

Så er der flere, der har spurgt, og det noterer vi også meget flittigt, til det her med kommissioner. Det er jo ikke nyt i Folketinget at have en kommission; det tror jeg er rimelig brugt mange, mange steder, men det er heller ikke nyt, at der er risiko for, at kommissioner kan blive syltekrukker. Når man taler om det, spørger man altid, om det så bare er en syltekrukke, og om vi så skal vente. Vi har jo foreslået Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, som leder af den kommission, fordi han har – sagt med det der populære udtryk for øjeblikket – hånden på kogepladen og er en, der virkelig arbejder med det og nyder stor respekt og stor fortjent anerkendelse hele vejen rundt i vores sundhedsvæsen. Så vi synes, det er den rigtige person at sætte i spidsen for det.

Men vi skal lige gøre det helt klart – nu skal vi jo drøfte det med partierne – at for os at se gælder det om at få gang i så meget så muligt så hurtigt som muligt. Men så er der også bare en grænse for, hvor mange snuptagsløsninger man kan sætte i gang, og hvor meget det kan virke. Så der skal også sættes noget mere grundlæggende i værk, og der er det vigtigt, at man også går lidt mere grundigt til værks, hvilket en kommission kan gøre. Så den skal på ingen måde udsætte eller spænde ben for det, vi kan gøre på kort sigt, men den skal sådan set bare kunne bygge videre på det, sådan at den giver vores sundhedsvæsen robusthed på længere sigt. Så det ser jeg meget frem til at fortsætte drøftelserne om i forhandlingerne om sundhedsreformen. Tak, formand.

Selv tak. Der er et par korte bemærkninger til sundhedsministeren. Den første er fra hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til sundhedsministeren. Jeg tror, det var beskæftigelsesministeren, som nævnte det her valgløfte om de 1.000 ekstra sygeplejersker, og vi har spurgt lidt ind til, hvordan det går med implementeringen af det, hvordan det går med udmøntningen af at få de ekstra sygeplejersker ud, og når vi har spurgt ind til det, har vi kun kunnet få tal frem til 3. kvartal 2021, altså til det tidspunkt, hvor konflikten var. Og jeg synes, det er temmelig påfaldende, når vi står her 3 måneder inde i 2022, at vi så stadig væk ikke har tal på, hvordan det egentlig går med at få levet op til det valgløfte om de 1.000 ekstra sygeplejersker. For jeg må sige, at min bekymring er, at de reelt set bare er forsvundet ud i den enorme sygeplejerskemangel, der er i forvejen, og at den konkrete effekt derfor ikke rigtig har været til at se.

Men kan ministeren opklare, hvorfor vi her 3 måneder inde i 2022 stadig væk ikke kan få tal længere frem end til, da sygeplejerskekonflikten startede?

Ministeren.

Det er rigtigt, at tallene kommer lidt forsinket. Vi gør jo det, at vi hvert kvartal, så vidt jeg lige husker, eller i hvert fald løbende sender tal over til Folketinget. Og udfordringen er jo, at tal, der er udtrukket under en konflikt, selvfølgelig er påvirket af det. Vi har, som beskæftigelsesministeren ganske rigtigt nævnte, sat midler af, og det gjorde vi jo sammen med finanslovspartierne, til 1.000 ekstra sygeplejersker. Målet var, at vi skulle nå det inden 2 år, og vi nåede jo sådan set i 2. kvartal 2021 1.009 flere sygeplejersker.

Så det mål nåede vi, men vi fik så en konflikt, og det tal er så gået ned, og så afventer vi at få de nyeste tal. Der har været lidt definitionsudfordringer med, hvordan man definerer sygeplejerske, og det har man så fået løst. Men når jeg får dem, sender jeg dem også over til Folketinget. Nu nåede vi målet her, men tallene er selvfølgelig nu påvirket af den konflikt, der var, så der er også dér en stor opgave foran os.

Spørgeren.

Jeg er da glad for, at sundhedsministeren også anerkender, at sygeplejerskekonflikten har haft en enorm effekt, i forhold til hvordan vi kan prioritere at fastholde personale.

Så vil jeg godt bare lige spørge ind til det, som jeg også spurgte beskæftigelsesministeren efter tidligere, altså om vi kan få en garanti for, at svaret, når Lønstrukturkomitéen kommer med sine anbefalinger, så ikke bliver, at nu skal vi lige afvente kommissionen for robusthed i sundhedsvæsenet, og hvilke anbefalinger de kommer med, men at der konkret bliver handlet på de anbefalinger, der kommer fra Lønstrukturkomitéen her i slutningen af året.

Ministeren.

Altså, Lønsstrukturkomitéen har for os at se sin egen berettigelse, og jeg synes, det var klogt, og jeg synes, det var helt rigtigt, at vi fik den nedsat, og den har ikke nogen afsmitning på det arbejde, som den her robusthedskommission, vi foreslår i sundhedsvæsenet, skal lave. Det er jo klart nok, at det også handler om, hvordan man sikrer ledelsen, og hvordan man fordeler arbejdet og sådan noget, altså hvordan man kan gøre arbejdet mere smidigt. Det er jo sådan set det, man skal se på, og det har ikke noget at gøre med lønspørgsmål. Så de to elementer er på den måde ikke nogle, der for mig at se nu her har en sammenhæng. Det er jo så selvfølgelig, før jeg har set Lønstrukturkomitéens resultat, men umiddelbart kan jeg ikke se den store sammenhæng.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og tak for besvarelsen. Jeg kan høre, at ministeren leder efter fællesmængder, og det er jo i og for sig fair nok. Jeg tænker, at der jo også er nok at tage fat på så, for der er virkelig, virkelig mange forskellige tiltag i regeringens udspil til en sundhedsreform, må man sige. Det får mig sådan til at sige, at jeg synes, at rekruttering og fastholdelse absolut er noget af det allervigtigste, hvis det er sådan, at vi ligesom skal styrke sundhedsvæsenet, og det mener jeg at man skal. Men jeg tænker, at ministeren måske vil løfte sløret for, hvad ministeren synes er de vigtigste indsatser, hvis vi skal løse de helt akutte problemer, vi har, med, at der er alt for meget arbejde til alt for få ansatte.

Ministeren.

Det er jo det kæmpestore spørgsmål. Og mit svar, regeringens svar er jo vores sundhedsudspil, så det er en lang række elementer: noget her og nu, og det her, vi har drøftet, og flere ordførere har været inde på det, altså et selvstændigt virksomhedsområde for sygeplejersker – og der er flere andre faggrupper – og også at gøre det nemmere for social- og sundhedsassistenter at videreuddanne sig; og flere opgaver, som jordemødrene vil kunne bruge deres faglighed til at udføre til gavn for dem selv og selvfølgelig også de fødende. Så der er mange ting, vi kan gøre her og nu.

På længere sigt er det den her kommission, vi foreslår, men så er det jo også helt grundlæggende at styrke kvaliteten og rykke mere behandling, for vi har ikke bygget de her sygehuse til, at vi kan have alle de indlagte. Det er én ting – det er systemsvaret. Det andet er jo i forhold til den enkelte ældre medicinske patient, som bliver genindlagt, efter vedkommende lige er blevet udskrevet og færdigbehandlet: Der er det jo bedre, hvis man kan få forebygget den genindlæggelse.

Spørgeren.

Tak for det. Det kan godt være, det er, fordi jeg er sygehjælper, at jeg har lidt allergi over for kommissioner, for jeg synes, de har en tendens til bare at betyde, at det varer meget, meget længe, før vi får løst problemet. Det synes jeg ikke vi har tid til at vente på.

Vi har jo lige prøvet med den der vinterpakke, som vi lavede i fællesskab her med finansloven, og som vi sendte ud. Nu er vinteren så slut – godt for os, men ikke så godt for personalet – men den havde jo en positiv virkning. Den havde jo den funktion, at den så skulle fastholde personalet i afdelingerne. Har vi i virkeligheden ikke nogle erfaringer der, som vi burde trække på i det videre arbejde?

Ministeren.

Jeg må sige, at det jo er nybrud at lave sådan en vinterpakke, og det var også en ny situation, vi stod i. Så hvordan ville det lige blive taget imod, hvordan ville det blive udmøntet? Det var jo regionale udmøntninger, som var en del af aftalen, og jeg synes, det har været et kanonflot arbejde både af vores regioner, men selvfølgelig også af de faglige organisationer at tage imod det. Jeg synes, det viser, at det var det rigtige at gøre. Det, vi så gør nu her, er, at vi har aftalt med vores regioner, at det ekstra arbejde, der skal laves, bliver betalt, så man kan få gjort op med de pukler, som man har efter den her vinter og efter sygeplejerskekonflikten.

Tak til sundhedsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Hjertelig velkommen til beskæftigelsesministeren, som burde hedde arbejdsministeren.

Tak for det. Tak for en god debat. Jeg kan i det store og hele tilslutte mig sundhedsministerens opsummering. Der er ikke nogen tvivl om, at forholdene i sundhedsvæsenet er et vigtigt emne, der optager mange mennesker og med god grund.

Som alle fra de forskellige partier, der har deltaget, også har været inde på i dag, spiller sundhedsvæsenet en afgørende rolle i vores samfund, og de ansatte i sundhedsvæsenet skal som alle andre have et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Ingen skal blive syge eller komme til skade som følge af at gå på arbejde. Det er regionerne, der har ansvaret for, at arbejdsmiljøet i sundhedsvæsenet er i orden, men som jeg også nævnte i min indledende tale, har vi som regering og som Folketing et ansvar for at understøtte, at regionerne har rammerne til at skabe et sundt og sikkert sundhedsvæsen for alle, både patienter og ansatte.

I regeringen har vi igangsat en række initiativer, og vi har vedvarende fokus på, om der er behov for at gøre yderligere for at understøtte et godt arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet. Ud over de snarlige drøftelser med sundhedsministeren om en ny sundhedsreform glæder jeg mig over, at regeringen er i gang med forberedelserne af grundlaget for en ny arbejdsmiljøaftale. Med aftalen skal vi sikre rammerne for et sundt og sikkert arbejdsmiljø, også i sundhedsvæsenet. Når regeringen har præsenteret sit finanslovsforslag for 2023, vil jeg indkalde til politiske forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale.

Så endnu en gang tak til Enhedslisten for at indkalde til debatten, og tak for dagens drøftelser om et meget vigtigt emne.

Der er et par korte bemærkninger til beskæftigelsesministeren. Den første er fra fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg vil gerne stille spørgsmålet igen i forhold til deltidsansættelser. Sundhedsområdet er bare et af de områder, hvor allerallerflest medarbejdere er ansat på deltid, og hvor det er rigtig, rigtig svært at lokke de ansatte til at arbejde på fuld tid. Det er klart, at det også påvirker antallet af mennesker, man har til rådighed. Jo flere, der er på deltid, jo mere mangler vi jo så bare at få uddannet flere medarbejdere til området. Så der ville være et kæmpestort potentiale sådan kapacitetsmæssigt ved at have flere på fuld tid. Når vi ikke kan lokke de ansatte til at arbejde på fuld tid, så vidner det jo også om, at der er store problemer med arbejdsmiljøet. Kunne ministeren forestille sig, at det skulle have en særlig indsats eksempelvis fra Arbejdstilsynet eller fra regeringen, altså at kigge på, hvad det egentlig er for nogle faktorer, der er årsagen til, at vi ikke kan få ansatte i sundhedssektoren til at vælge fuld tid?

Ministeren.

Jeg synes, at fru Kirsten Normann Andersen peger på noget rigtig, rigtig vigtigt, nemlig behovet for at analysere i bund, altså hvad der egentlig er de underliggende årsager til, at der er rigtig mange i vores social- og omsorgssektor, som fravælger fuldtidsarbejde og tilvælger deltidsarbejde. Jeg tror, at der er flere forskellige forklaringer i nogen grad, og det er det, vi har kendt til igennem årene. Jeg ved, at fagforeningen FOA jo i en årrække lavede en kampagne om at få en ret og lov til at arbejde på fuld tid, men hvor der økonomisk blev spekuleret i det i kommunerne ved kun at udbyde deltidsstillinger. Der er nogle, der peger på arbejdspresset og arbejdsbelastningen som en årsag. Og så er der også andre forklaringer, som jeg har hørt, og som jeg synes man virkelig bør kigge ned i, nemlig det forhold, at det måske nogle steder virker til, at vi har skabt en lidt ondt cyklus i form af, at det er blevet for stor en del af organiseringen i sundhedsvæsenet, at man hyrer vikarer ind til højere timesatser, hvilket så gør, at folk har deres faste stillinger på deltid og arbejder de yderligere timer i vikartimer. Jeg synes, at man samlet set skal se på det hele, hvis man skal komme den her deltidsudfordring til livs, for der ligger en meget stor arbejdskraftreserve, hvis vi kan få folk til at gå fra deltid til fuld tid.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg er faktisk enig i, at der også er noget kulturelt og noget strukturelt i måden, som man organiserer arbejdet på, specielt når man sådan kigger på tværs af ressortområderne. Men hvis det nu er det, det er, er det jo også en meget, meget dyr brug af ressourcerne i samfundet, altså hvis kommuner og regioner bevidst bliver ved med at tilvælge deltidsansættelse, fordi det er billigere for den enkelte afdeling, men meget dyrt for samfundet. Er det så ikke et indsatsområde, som man ikke bare kan lade stå til omkring, men hvor man netop bliver nødt til at pege på, at vi er nødt til at have alle mand på dæk? Vi er nødt til at bruge den kapacitet, der er lige nu.

Ministeren.

Jo, det er jeg sådan set meget enig i. Derfor synes jeg også, at det er nærliggende, hvis der gennemføres en eller anden form for større budgetanalyse af, hvad den økonomiske cyklus i det her egentlig er. Jeg har ikke kigget nok ned i det til at kunne konkludere. Jeg kan i hvert fald bare konstatere, at min intuition fortæller mig, at der måske ligger et ret stort ressourcespild i, at vi mange steder i sundheds- og omsorgssektoren hyrer vikarer ind til timesatser for at lave det samme arbejde, man kunne have givet fastansatte, måske endda til en højere grundløn. Men hvem ved, det må den budgetanalyse jo afdække.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Vi har nu set de seneste tal for kvote 2-optagelse på velfærdsuddannelser, og for sygeplejerskeuddannelsen er der sket et fald på 36 pct. Jeg nævnte tidligere de konsekvenser, det har for jordemødre, for sygeplejersker, for sosu'er, der arbejder i velfærdsfagene. Og vi kan jo se, at for hver dag vi venter, får det konsekvenser.

Nu har jeg bemærket, at beskæftigelsesministeren siger, at når Lønstrukturkomitéen kommer med sine anbefalinger, skal der handles på det. Men jeg kan ikke helt forstå, hvorfor beskæftigelsesministeren har den ro i forhold til at vente med at give et klart budskab til det personale, der er derude, om, at der kommer til at ske ændringer. For for hver eneste dag der går, vokser problemstillingen jo, og det, der er en efterspørgsel efter, er at få et klart budskab om, at ja, vi kommer til at løfte lønnen, vi kommer til at afsætte yderligere midler.

Hvorfor er det, at der er den modvilje mod at give det klare budskab allerede nu, så det kan skabe det håb for de mennesker, der arbejder derude og har brug for at se, at det her er en problemstilling, der bliver løst?

Ministeren.

Grunden til, at jeg som beskæftigelsesminister ikke bare kan stå og slynge den slags løfter ud fra talerstolen i dag, er, at jeg ikke er i hr. Peder Hvelplunds position. Jeg har ikke en masse store milliardbeløb, jeg kan jonglere rundt med uden at have øje for, dels hvor de skal komme fra, dels hvad det egentlig er for nogle konsekvenser, det vil have for hele forhandlingssystemet, hele løndannelsen, både internt i den offentlige sektor, men også i forholdet mellem den offentlige og den private sektor. Det, man jo bare lige skal tænke igennem, er, at hvis nu man på Christiansborg beslutter sig for, at man vil ind at bypasse – i mangel på et bedre dansk ord – de overenskomstforhandlinger, som foregår mellem parterne, og derved så også underminere den reguleringsordning, der er mellem lønstigningerne på det private arbejdsmarked og det offentlige arbejdsmarked, så risikerer man jo også på sigt, hvis det betyder, at reguleringsordningen bortfalder, at underminere lønudviklingen blandt alle offentligt ansatte ud i fremtiden. Og det er jo de ting, vi gerne vil have et klart overblik over – dels hvad de konkrete udfordringer er, dels hvad man præcis kan gøre – og så politisk på ryggen af det tage stilling til det.

Spørgeren.

Men der er jo ingen, der taler om at bypasse overenskomstsystemet. Sandheden er jo bare, at hvis der skal tilføres midler til de offentlige overenskomstforhandlinger, kan de kun komme ét sted fra, og det er her. Der er ikke andre, der kommer med penge; der er ikke en eller anden produktivitetsstigning, som man så kan høste gevinsten af og omsætte til at øge lønnen. Der er kun ét sted, pengene kan komme fra, og det er her. Problemet omkring reguleringsordningen løste vi også i forhold til vinterpakken. Selvfølgelig kan det løses; udfordringen er bare, at hvis der skal sikres et reelt opgør i forhold til ligeløn, kræver det politisk vilje til at afsætte midlerne til det. Og det er jo bare det budskab, man tørster efter at høre derude: at vi allerede nu vil gøre det. For jeg tror, at de konsekvenser, der er ved, at vi ikke gør det, både samfundsøkonomisk og menneskeligt kommer til at overstige konsekvenserne ved, at vi bare venter.

Ministeren.

Jamen jeg synes, jeg har sagt det så klart, som jeg kan, på regeringens vegne: at vi kommer til politisk at følge op på de anbefalinger, der ligger i Lønstrukturkomitéens arbejde. Men at det er en Lønstrukturkomité, der skal se på arbejdsmarkedet bredt set, er jo netop på grund af den sammenhæng med lønudviklingen på det private arbejdsmarked, som jo oftest gennem historien har trukket lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked. Hvis man fra Christiansborgs side nu begynder at skulle afsætte tocifrede milliardbeløb til at lægge oven i nogle lønpuljer, hvad betyder det så for reguleringsordningen? Hvad betyder det så i øvrigt også for lønudviklingen for alle de offentligt ansatte om bare 5 år, om 10 år? Og det er jo de ting, vi er nødt til at have svar på og have set i en sammenhæng, inden vi bare afsætter et bestemt beløb uden at have nogen klare idéer om: Hvordan skal det bruges, hvordan skal det fordeles, og hvad er meningen i øvrigt med det hele?

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger i denne runde, så nu går vi i gang med anden runde. Vi har jo god tid. Og den første, der får ordet i anden runde, er hr. Peder Hvelplund.

Jeg synes, at det her er en af de vigtigste og mest definerende debatter, vi overhovedet kan have for tiden, for det samfund, vi skal have fremover. Når vi ser den udvikling, der er nu, med et stigende antal opgaver og den medarbejderflugt, vi kan se især i de kvindedominerede velfærdsfag og i særdeleshed også i sundhedsvæsenet; når vi kan se den udvikling, der er, i optaget til velfærdsuddannelserne; når vi kan se den udvikling, der er, blandt jordemødre og sygeplejersker i både kommuner og regioner, blandt de faggrupper, som vi så desperat har en mangel på, så er det her en af de allermest afgørende diskussioner, vi kan have lige nu.

For hvis vi ikke handler på det nu, får det enorme konsekvenser. Det får enorme konsekvenser for vores sundhedsvæsen, det får konsekvenser for vores velfærdssamfund, det skaber risikoen for, at vi skaber øget privatisering og får et A- og et B-hold, hvor dem, der har råd til at betale for det, får en bedre behandling end dem, der er afhængige af et offentligt sundhedsvæsen.

Så hvis ikke vi reagerer på det nu, kommer det til at få nogle ganske dramatiske konsekvenser for vores velfærdssamfund i årene fremover. Jeg synes, at udfordringen er, at for hver dag, for hver uge og for hver måned vi venter, så vokser udfordringen, og den opgave, der skal løses, kommer til at vokse og dermed også omfanget af problemet.

Derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor der ikke er den villighed til allerede nu at få signaleret klart, at det her er en problemstilling, der skal løses, og at vi er villige til at gøre op med uligelønnen; at vi er villige til at afsætte f.eks. 5 mia. kr. til en lavt- og ligelønspulje, som kan forhandles mellem arbejdsmarkedets parter til den næste overenskomst. For hvis ikke vi giver det klare politiske signal, ja, så mister det personale, som vi er så afhængige af, jo troen på, at vi er villige til at gøre noget ved det, og vi har ikke råd til at miste dem nu. Vi har brug for, at de bliver. Vi har brug for at indgyde dem det håb, at den her problemstilling bliver løst, og at vi rent faktisk skaber et arbejdsmarked, som de kan holde til at være på, og hvor de også kan se en fremtid for sig adskillige år frem i tiden.

Derfor synes jeg, det er lidt forstemmende, at vi skal stå her igen, og at det også lyder til, at det nok ikke bliver sidste gang, men at vi bliver nødt til at tage debatten igen og igen, indtil vi får løst den her problemstilling. Jeg er sådan set enig i, at der er nogle ting, der har bevæget sig i den rigtige retning, f.eks. at man nu dækker demografien, men der ligger en kæmpe opgave i forhold til at få investeret i det nære sundhedsvæsen, i forhold til alle de opgaver, vi nu skubber ud i det nære sundhedsvæsen, efter at vi har centraliseret og specialiseret på supersygehuse med kvalitetsfondsbyggerierne.

Men den væsentligste opgave og den væsentligste udfordring er, at vi kan sikre, at vi kan blive ved med at skabe nogle arbejdsvilkår og nogle lønvilkår, som gør, at vi både kan tiltrække nye generationer til at komme ind og arbejde i vores velfærdsfag, men også kan fastholde dem, der er der, og undgå at se den sivning, vi har set de seneste år. For det er helt definerende, når man har at gøre med så helt livsdefinerende opgaver, som det er at tage sig af vores syge og sikre, at de får en behandling, og sikre gode vilkår for at kunne give børn en god start i livet og bringe dem sikkert til verden og også sikre, at der er personale hos de patienter og borgere, som er døende. Altså, det er en opgave, der skal løses, og en opgave, vi samfundsmæssigt bør værdsætte, så det ikke her i 2022 stadig væk er et lavtlønsområde.

Jeg synes, det er en helt afgørende opgave, og jeg synes, det er definerende for, hvad det er for et samfund, vi skal have. Og derfor ser jeg også frem til, at vi i de videre drøftelser om sundhedsreformen og meget gerne i forbindelse med Lønstrukturkomitéen får givet et klart signal om, at det her ikke er en varig tilstand, at det her er en opgave, som vi vil tage på os, og en opgave, vi vil løse. Det er i hvert fald det, der skal være budskabet fra Enhedslisten i forhold til den udfordring, vi står over for her.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger.

Jeg vil høre, om der er flere, der ønsker ordet i anden runde. Det var en klar besked: Det er der ikke. Og så er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fire fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt tidligere først finde sted tirsdag den 5. april 2022.