Til ordførerne
Abel Cathrines Gade 21, st.th
1654 København V
(+45) 33 33 05 05
CVR: 42350176
stenbroensjurister.dk
7. februar 2022
Beslutningsforslag B32 om id-kort
På tirsdag behandler Folketinget beslutningsforslaget B 32 om id-kort til de mest udsatte
borgere med stofmisbrug. Med forslaget sætter SF fokus på undtagelsen fra bødestraf for
socialt udsatte, der besidder stof på sig til eget brug,
Den særlige strafundtagelse fremgår direkte af strafbestemmelsen i lov om euforiserende
stoffer. Alligevel har der været problemer med implementeringen lige siden Folketinget vedtog
loven i 2007.
Der er tale om et retsområde, vi i Stenbroens Jurister følger tæt, fordi det har stor betydning
for mennesker, vi arbejder for. Helt aktuelt fører vi en oplysningskampagne til socialt udsatte
om reglen. Se mere på
www.gulekort.dk
Stenbroens Jurister er en specialiseret retshjælp for stærkt stofafhængige og andre gadefolk,
stiftet i 2021 af samtlige tidligere medarbejdere i Gadejuristen. De erfaringer fra sager og
undersøgelser, der henvises til i beslutningsforslaget, findes og videreføres derfor i dag i
Stenbroens Jurister.
Vi hilser debatten velkommen, og vi har stor sympati for, at SF med forslaget vil forbedre
vilkårene for udsatte stofbrugere.
Samtidig finder vi det vigtigt at fastholde, at det allerede er gældende ret, at de mest udsatte
stofbrugere ikke skal straffes for besiddelse af stoffer til eget brug. Reglen findes i lov om
euforiserende stoffer § 3, stk. 1, 3. pkt. og er præciseret i Rigsadvokatens meddelelse om
narkotika. Når der i dag indledes en straffesag om stofbesiddelse, er det således politiets og
anklagemyndighedens ansvar, at undtagelsen anvendes.
Det er derfor afgørende, at en eventuel ordning med et id-kort ikke udformes på en måde, der
forringer den udsattes målgruppes retssikkerhed eller tilsidesætter myndighedernes
eksisterende forpligtelser.