Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
B 12
Offentligt
2513683_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021 - 2940
14. januar 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 2 til B 12 stillet den 21. december 2021 efter ønske fra
Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 2 til B 12
”Vil ministeren redegøre for, hvordan forbuddet mod at brænde usolgte tekstiler
håndteres?”
Svar
Virksomheder har ifølge affaldsbekendtgørelsen pligt til at udsortere genanvendeligt affald, herunder
tekstilaffald. Virksomhederne har også pligt til at sikre, at væsentlige dele af det sorterede affald, der er
egnet til materialenyttiggørelse, enten forberedes med henblik på genbrug, genanvendes eller
undergår en anden endelig materialenyttiggørelse. Kun hvis det ikke er muligt at forberede med
henblik på genbrug, genanvende eller materialenyttiggøre tekstilaffaldet, vil energinyttiggørelse være
en tilladt håndtering af affaldet. Virksomhederne er ansvarlige for at overholde reglerne på området,
og det er strafbart at håndtere affald i strid med reglerne.
Ifølge affaldsbekendtgørelsen er kommunerne ansvarlige for at klassificere, hvorvidt affald er fx
genanvendeligt eller forbrændingsegnet, og for at føre tilsyn med virksomhedernes affaldshåndtering.
I Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi (2020) vedtog aftaleparterne, at der skal
laves en ny model for affaldstilsynet. Affaldstilsynet skal bl.a. sikre, at erhvervet overholder
eksisterende krav om sortering af genanvendeligt affald. Den nye tilsynsmodel skal være risikobaseret,
så indsatsen målrettes de virksomheder, hvor der er størst risiko for, at reglerne ikke bliver overholdt,
og hvor miljørisikoen ved regelbrud er størst. Det kan fx være på modtagekontrollen, som bør udføres
på forbrændingsanlæggene for at sikre, at genanvendeligt affald ikke forbrændes.
Aftalepartierne bag Klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi vil primo 2022 blive
inddraget i den konkrete udmøntning af den nye model for affaldstilsynet.
Lea Wermelin
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk