Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 97:

Forslag til folketingsbeslutning om bedre lægedækning.

Af Martin Geertsen (V) m.fl.

(Fremsættelse 22.02.2022).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er sundhedsministeren.

Tak for det. Vi skal behandle beslutningsforslag B 97 om bedre lægedækning. Og forslaget lyder: »Forslaget pålægger regeringen i foråret 2022 at udarbejde en strategi for bedre lægedækning i Danmark, som kan sikre mindst 5.000 praktiserende læger i 2035 samt bedre speciallægedækning, som kan danne afsæt for drøftelser mellem Folketingets partier i forbindelse med forhandlingerne om en sundhedsreform«.

Vi er i gang med forhandlingerne om sundhedsreformen. Vi har haft drøftelser med alle Folketingets partier i Sundhedsministeriet, og vi har i regeringen fremlagt vores forslag til en sundhedsreform, hvor vi, netop når det handler om lægedækning, har en bred vifte af nye initiativer, der en gang for alle skal løse det her problem. Det handler bl.a. om praksispligt, det handler om styrket fordeling af uddannelseslæger, det handler om en målrettet indsats i områder med lægemangel. For målet er – og det er også et defineret mål i vores udspil til sundhedsreform, som vi netop nu forhandler – at alle borgere skal have adgang til en fast læge tæt ved deres bopæl. Og vi skal have flere læger til almen praksis i lægedækningstruede områder.

Hvis man så går nogle år tilbage og ser på, hvordan det er gået med dimensioneringen, altså hvor mange læger der egentlig bliver uddannet i det, der hedder almen medicin, så er det sådan, at før 2018 var tallet på 259 årligt, altså 259 af dem, der blev speciallæger, kunne få uddannelsen i almen medicin, som man skal have for at blive praktiserende læge. I 2019 gik det tal så op til 294, og fra 2020 – fra 2020 – har vi så øget det og er nu på 350 om året; altså en forøgelse fra de der 259, som var det, der var gældende, til 294 og nu til 350.

Det vil sige, at siden den her regering har haft ansvaret, har vi arbejdet med at få flere læger uddannet. Og som sagt stopper vi jo ikke med det – alle de andre elementer, jeg nævnte her, er selvfølgelig på bordet, og jeg ser frem til drøftelserne med Folketingets partier om det her. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Geertsen.

Tak for det. Jeg er jo sådan set enig med ministeren i, at der er gjort noget under den her regering. Der blev også taget nogle initiativer under den forrige regering. Jeg skal bare høre ministeren, om vi, sådan at vi har et ordentligt fundament at forhandle på, kan blive enige om en fælles målsætning, der går ud på, at der i starten eller midten af 2030'erne skal være 5.000 praktiserende læger her i landet.

Ministeren.

Jeg mener faktisk, at det er det niveau, vi skal op på, og det er det mål, som vi arbejder efter at nå. Når vi ser dimensioneringsplanerne, er det også et realistisk mål at nå for os. Så jeg mener, at det er på det niveau. Præcis hvornår og hvordan vi når det, er noget af det, vi skal analysere nærmere. Men det er det niveau, vi skal op på. Man skal huske på, at vi faktisk uddanner flere læger. Altså, der er langt flere, der faktisk får uddannelsen, og det er også fint, for der er jo nogle, der får uddannelsen også i almen medicin, og som vælger at have job andre steder til gavn for samfundet. Det kan være i private virksomheder og andre steder. Det er jo også fint. Men vi har virkelig brug for, at vi får elimineret det problem, vi har haft nu i alt for lang tid alt for mange steder i Danmark, nemlig det, at man ikke kan få en praktiserende læge.

Hr. Martin Geertsen.

Det tager jeg nærmest som et udtryk for, at det kan vi bare næsten blive enige om her, og det skriver vi så ind i en sundhedsaftale, altså at det er en selvstændig målsætning, at vi har 5.000 praktiserende læger i et eller andet årstal i starten eller midten af 2030'erne.

Jeg skal også spørge om noget andet, for det her beslutningsforslag indeholder jo også nogle forslag om at bruge økonomiske incitamenter for at øge lægedækningen i områder, der i særlig grad er truet af mangel på læger. Er det noget, ministeren kan se sig selv i i forbindelse med forhandlingerne om en sundhedsaftale?

Ministeren.

Ja, det kan jeg godt.

Tak. Så er det hr. Per Larsen.

Tak for det, og tak for ministerens tale. Jeg glædede mig jo over indledningen i ministerens tale, hvor ministeren pointerede, at nu skulle man en gang for alle løse det her problem med lægemangel, og det er jo store ord, og jeg erkender også, at tidligere Folketing og tidligere regeringer heller ikke har været ambitiøse nok i forhold til at sørge for at få uddannet praktiserende læger nok.

Men nu er det jo så ministeren, der er minister, og os her, der er Folketing, og hvad er så årsagen til, at vi ikke skruer op for kapaciteten, sådan at vi kommer op på ikke 350 uddannelsespladser årligt, men 400, sådan at vi er sikre på at kunne nå de 5.000 i starten af 2030'erne, sådan at alle kan få en praktiserende læge, som de kender, og som kender sine patienter?

Ministeren.

Lad os prøve at drøfte det i vores forhandlinger. Som sagt har den her regering altså skruet væsentligt op både sådan procentuelt, men altså også i reelle tal. Om vi ligger på det rigtige niveau nu – lad os drøfte det. Det, som vi klart skal være opmærksomme på, og det vil jeg også appellere til Folketinget om, er, at vi, hvis vi skruer op for noget nogle steder, som endda kan være populære steder, og hvor man godt vil søge hen som specialeuddannelsessøgende, altså når man skal videre fra sin lægeuddannelse og måske have en uddannelse i almen medicin, så skal passe på ikke at kannibalisere på andre specialer, fordi vi jo lige nu taler om, at vi har brug for praktiserende læger. Vi har også brug for psykiatere, og vi har brug for radiologer. Der er rigtig mange uddannelser, vi har brug for i vores sundhedsvæsen, og det er jo bare helt afgørende, at vi i vores iver efter at løse et problem ikke kommer til at skabe nye problemer i psykiatrien eller i kræftbehandlingen. Så det er det, vi skal have det fulde overblik over.

Hr. Per Larsen.

Tak. Det er jo komplekst i forhold til at få dimensioneret korrekt inden for alle mulige specialer, og derfor er jeg da også glad for, at den specialeplanlægning, der er lagt, blev reduceret til kun at vare i 2 år i stedet for de 5 år, man ellers har kørt med, for det giver os jo mulighed for at navigere lidt mere korrekt. For det er jo rigtigt, som ministeren siger, at vi også mangler psykiatere og alle mulige andre faggrupper. Så jeg glæder mig til forhandlingerne.

Ministeren.

Det gør jeg virkelig også.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Så er vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet. Hr. Kasper Roug, værsgo.

Tak for det. Det er desværre sådan, at den sædvanlige ordfører på området er kortvarigt forhindret, så jeg har lovet at ville læse hans ordførertale op, og det starter jo med, at der i forhold til B 97 om lægedækning ikke er nogen tvivl om, at den manglende adgang til en praktiserende læge udgør et alvorlig geografisk ulighed i sundhed. Derfor er det også Socialdemokratiets klare mål, at alle borgere får adgang til en praktiserende læge, og at vi får flere læger ude i de områder, der i dag er lægedækningstruede.

Konkret pålægges regeringen i beslutningsforslaget at sikre mindst 5.000 praktiserende læger i 2035 og en bedre speciallægedækning. Ser vi på det første, viser Sundhedsstyrelsens prognoser, at vi i øjeblikket er på vej mod 6.500 speciallæger i almen medicin i 2035. Det er en stigning på over 50 pct. i forhold til antallet i 2018. Vi er altså allerede her langt forbi de 5.000, som nævnes i forslaget, og så er der endda ikke engang taget højde for de 100 ekstra hoveduddannelsesforløb, som blev aftalt mellem regeringen og regionerne i 2020. Både uddannelse og dimensionering er godt og vigtigt, og Socialdemokratiet mener også, det er nødvendigt at sige, at vi ikke kan nøjes med at operere med en tidshorisont, der hedder 2035, sådan som der lægges op til her i forslaget. For problemerne er derude her og nu, 600.000 danskere bor i et lægedækningstruet område, og derfor er vi også nødt til have forslag, som giver løsninger på kort sigt. Her har regeringen jo med sundhedsreformen præsenteret en række gode og konkrete bud. Det gælder jo først og fremmest vores forslag om praksispligt, hvor vi omlægger en del af hoveduddannelsen i almen medicin. For mere tid foregår i almen praksis og mindre tid på sygehuset, og det vil sige omkring 290 ekstra uddannelseslæger i almen praksis, som kan bidrage til at mindske lægemanglen.

Regeringen lægger også op til i samarbejde med regionerne at arbejde for at oprette 10 nye licensklinikker med plads til ca. 10 til 30 ekstra læger i de lægedækningstruede områder, og det gør det mindre bureaukratisk at oprette regionsklinikker i de lægedækningstruede områder. I områder med særlig store udfordringer kan det også være en mulighed at yde et økonomisk tilskud til de praktiserende læger, som eksempelvis ansætter praksispersonale, for at tage imod væsentlig flere patienter. Jeg og vi i Socialdemokratiet noterer os også, at Venstre i bemærkningerne til beslutningsforslaget har oplistet en række forslag, og flere af dem flugter jo ganske udmærket med det, som regeringen har lagt frem.

Vi kan ikke støtte B 97, som det ligger her. I stedet vil jeg opfordre til, at man tager sine gode forslag med ind til forhandlingsbordet om en sundhedsreform. Det er i det forum, vi bør løse lægemanglen, så vi får lagt en solid plan, der både på kort sigt og på længere sigt forholder sig til de udfordringer, vi står over for i forhold til lægemanglen.

Tak for det, og der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det ordføreren for Socialistisk Folkeparti, fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Tak for at fremsætte forslaget. Det er jo ikke første gang, vi har diskuteret lægedækning her i Folketingssalen, så jeg vil blot endnu en gang understrege, at SF også ønsker at styrke lægedækningen i Danmark, ikke mindst i områder, som faktisk har en lægedækningsudfordring. SF har noteret sig, at antallet af hoveduddannelsesforløb i almen medicin er løftet ad flere omgange gennem de seneste år, og at der i hovedscenariet i Sundhedsstyrelsens lægeprognose for 2018-2040 i forhold til udbuddet af læger og speciallæger forventes en stigning på 51 pct. i antallet af speciallæger i almen medicin i perioden 2018-2040. Det har jeg læst mig til. På den kortere bane forventes der en stigning i antallet af speciallæger i almen medicin på knap 8 pct. i perioden 2018-2025. Det betyder også, at der forventes at være ca. 6.500 speciallæger i almen medicin i 2035. Dog bemærkes det, at prognosen er udarbejdet før løftet i dimensioneringen på hoveduddannelsesforløb i almen medicin som følge af aftalen om regionernes økonomi i 2020.

Er det så nok? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det er et område, som vi skal følge utrolig tæt. Jeg er superglad for, at den nye overenskomst om speciallægehjælp, som trådte i kraft den 1. april 2022, har til formål at sikre en bedre speciallægedækning. Ikke mindst har vi noteret os, at regeringen i oktober 2021 og i marts 2022 har fremlagt forslag om lægedækningsinitiativer, og der er i øvrigt også indkaldt til forhandlinger om det. I SF vil vi arbejde for udbredelsen af flere licensklinikker. Det er langtfra sikkert, at nye unge læger synes, det er fedt at arbejde på de samme vilkår, som hidtil har været gældende for de praktiserende læger, i en tid, hvor det kan være svært at sælge en praksis. Der kan man altså godt risikere at føle sig lidt stavnsbundet, ikke mindst i yderområderne. Jeg tror derfor også, at vi skal se på nye ejerformer og nye måder at gøre tingene på, som både bevarer familielægen, som vi kender den, men som samtidig fortsat kan være attraktive for nye unge læger.

Vi mener i øvrigt, at lægedækning skal adresseres i forhandlingerne om en sundhedsreform, hvor det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er et vigtigt tema, som ikke kun skal inkludere læger, men også andre faggrupper og sektorer på tværs. Så derfor vil vi også se frem til de videre forhandlinger om en sundhedsreform, hvor vi mener, at problemet, som Venstre her fremhæver, er et rigtigt problem, som også skal adresseres. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Så er det ordføreren fra Radikale Venstre, hr. Stinus Lindgreen. Værsgo.

Tak, formand, og tak til Venstre for endnu en gang at tage problemet om lægemangel op her i salen. Det er jo ikke første gang, vi har debatten, og det er jo et problem, som vi alle er enige om skal løses, for vi skal selvfølgelig have lægedækning i hele landet. Det er klart, at det er uholdbart, at der er så store geografiske forskelle i vores lille land.

Vi er nødt til at sikre lægedækningen ved at se på en række forskellige tiltag, og jeg noterer mig også med glæde, at Venstre i forslaget her har en række idéer med. Vi må se bredt på løsninger på både kort og lang sigt. Vi skal selvfølgelig se på antallet af uddannelsespladser i de enkelte specialer, men det er jo i sagens natur noget, hvor effekten ligger en del år fremme i tiden. På kortere sigt kan vi jo se på, hvilke incitamenter vi kan bruge for at tiltrække læger til de områder, der mangler. Kan vi gøre det mere attraktivt at slå sig ned i de lægedækningstruede områder f.eks. ved at se på økonomi eller på de praktiske forhold? Det er noget af det, vi skal drøfte i forhandlingerne.

I Radikale Venstre er vi glade for debatten, men vi kommer naturligvis ikke til at stemme for Venstres forslag her i salen. I stedet vil jeg glæde mig til at drøfte problemet og alle de forskellige mulige løsninger ved de igangværende forhandlinger om en sundhedsaftale, som vi jo er i gang med netop i disse dage. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Geertsen.

Det var bare for at takke den radikale ordfører. Der var bare én ting, jeg lige hæftede mig ved, og det var, at ordføreren sagde, at vi skulle bruge økonomiske incitamenter, og det fremgår jo faktisk af forslaget en række steder, at man kan bruge økonomiske incitamenter. F.eks. kan man spørge, om der er nogen læger, der kan tage patienter ud over normtallet på 1.600, og om de kan få en økonomisk tilskyndelse til det. Kunne man operere med et rekrutteringstillæg i forhold til yngre læger, der bosætter sig i lægedækningstruede egne af landet? Kunne det være sådan noget, den radikale ordfører kunne finde på at enes med nogle af os andre om i sådan nogle forhandlinger?

Ordføreren.

Ja, som jeg sagde – og det mente jeg fuldstændig oprigtigt – synes jeg, at Venstre har en række gode idéer med. Meget af det kan vi sagtens se os selv i, og det synes jeg da vi skal drøfte ved forhandlingsbordet. Men det er bestemt ikke noget, der er fremmed for os i Radikale Venstre.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Stinus Lindgreen. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til Venstre for at fremsætte det her beslutningsforslag. Som tidligere ordførere har været inde på, er det jo en væsentlig problematik, som vi løbende beskæftiger os med. Og der pågår jo også lige nu forhandlinger om det udspil til en sundhedsreform, som regeringen har fremlagt. Der er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi fra Enhedslistens side ikke mener, at det, der er fremlagt, er ambitiøst nok. Men det giver jo netop mulighed for også at kunne diskutere hele spørgsmålet om lægedækning.

Jeg synes også, at det er væsentligt, sådan som jeg også tror at tidligere ordførere har været inde på, at sige, at det her jo ikke alene handler om speciallæger i almen medicin. Det handler jo grundlæggende om at få set på, hvordan vi kan få sikret, at der er tilstrækkeligt med speciallæger i det hele taget inden for de forskellige fagområder.

Når vi kommer til at skulle diskutere det, synes jeg også, det er væsentligt både at se på, at vi får uddannet tilstrækkeligt med læger, men selvfølgelig også se på, om de arbejdsvilkår, som vi tilbyder dem, er gode nok til, at det bliver et attraktivt arbejde. Vi kan jo se nu bl.a. med det øgede pres, der er ude i det nære sundhedsvæsen, at der også blandt speciallægerne i almen medicin bliver et større pres på grund af arbejdsmængden og kompleksiteten i de opgaver, de møder. Så det er også et element, vi bliver nødt til at se på i forbindelse med de forhandlinger.

I den forbindelse tror jeg også, det er vigtigt at se på, hvad det er for nogle arbejdsvilkår, vi tilbyder dem. Vi kan f.eks. se – det hører vi bl.a. også fra Yngre Læger – at der er et stigende ønske om, at der ikke nødvendigvis er et arbejdsgiveransvar, når man skal ud og fungere som almen mediciner. Derimod skal vi også sikre, at det bliver lettere og mere fleksibelt for regionerne at oprette regionsklinikker, så man kan have læger ansat som almen medicinere i en regionsklinik, men hvor de samtidig også skal have mulighed for at arbejde på et sygehus og være en del af et fagligt fællesskab og deltage i forskningsopgaver og lignende.

Så jeg tror, at der er en række tiltag, som vi skal se på i forbindelse med det. Men som sagt er der nu endelig kommet gang i forhandlingerne om udspillet til en sundhedsreform, og der vil vi i Enhedslisten tage vores idéer med ind til forhandlingsbordet. Det tænker jeg at Venstre også vil. Derfor kommer vi heller ikke til at stemme for det beslutningsforslag, der ligger her fra Venstre. I stedet ser vi frem til at tage forhandlingerne om det her i de forhandlinger, der lige nu pågår i Sundhedsministeriet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Geertsen.

Tak til hr. Peder Hvelplund. Jeg lytter jo altid meget intenst, når Enhedslisten siger noget. Det er mere bare for at få en eller anden pejling på, hvor hårdt hr. Peder Hvelplund og Enhedslisten vil stemple ind i den her diskussion i de forhandlinger, vi vel på et eller andet tidspunkt alvorligt skal i gang med, for så vidt angår spørgsmålet om det nære sundhedsvæsen og i særlig grad det, der handler om almen praksis. Altså, er det noget, der er højt oppe på dagsordenen hos Enhedslisten, altså at få styrket det her område både på lang sigt, når det kan handle om uddannelse af flere læger og sådan noget, men også på kort sigt, hvor vi så kan have lidt varierende opfattelser af, hvad der er de bedste instrumenter? Men hvor højt oppe på dagsordenen står det hos hr. Peder Hvelplund?

Ordføreren.

Det står temmelig højt oppe på dagsordenen hos os. Altså, vi har også lige nu vores eget udspil til en sundhedsreform, hvor vi også afsætter betragtelige midler til netop at få løst den her opgave, fordi det jo for os er helt centralt, at hvis vi skal løse opgaven med det nære sundhedsvæsen og skal sikre, at det fortsat bliver en offentlig opgave – altså en opgave, der bliver løst i det offentlige sundhedsvæsen med lige og fri adgang – så kræver det også, at der bliver investeret. Og det er klart, at det er vi villige til. Det gælder både det at finde pengene til de investeringer, men også at sikre, at vi får nationale kvalitetsstandarder, og at der også følger midler med ud, når det skal løses lokalt.

Så det er en dagsorden, der er rigtig vigtig for Enhedslisten. Og det er klart, at der ser vi frem til at se i de her forhandlinger, hvor meget det kan lykkes at flytte regeringen og et politisk flertal, så vi sikrer, at der bliver investeringer, så vi fremover også har et velfinansieret og veldrevet offentligt sundhedsvæsen, hvor vi kan investere i både behandling og løn- og arbejdsvilkår for personalet.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Så er det ordføreren for Det Konservative Folkeparti, hr. Per Larsen. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til Venstre for at fremsætte det her beslutningsforslag. Lægemangel er jo virkelig et stort problem, som vi skal se at få løst hurtigst muligt. Når vi taler om ulighed i sundhed, er mangel på praktiserende læger et af de største problemer. Det forringer lægearbejdet, og patienterne risikerer, at der er sygdomme, som bliver overset, men også, at for mange af dem bliver henvist til hospitalsindlæggelser, altså indlæggelser, som kunne have været undgået, om patienterne havde haft en fast læge.

Derfor har vi i Konservative også stillet forslag om at gøre en markant indsats for at uddanne nogle flere speciallæger i almen medicin. Helt præcist har vi foreslået at uddanne tilstrækkeligt med læger, så vi kommer op på de 5.000 læger, der bliver brug for i fremtiden. Behovet opstår jo, fordi vi har en demografisk udfordring. Vi ved, at antallet af 80+-årige bliver fordoblet i årene fremover. Der bliver flere kronisk syge, og et stigende antal patienter rammes af flere kroniske sygdomme, altså multisygdomme. Der vil vi også gerne have løst flere opgaver i den almene praksis, frem for at de bliver løst på hospitalerne.

Vi ved godt, hvad det betyder at have sin egen praktiserende læge. Det betyder altså ikke så meget, hvis det er sådan, at man er sund og rask, men hvis man kommer til at fejle noget, bliver syg, så har det en overordentlig stor betydning, at patienten kender sin læge, og at lægen kender sin patient. Får man ondt i livet, bliver man ramt af psykisk sygdom, bliver man kronisk syg eller måske endda ramt af flere kroniske sygdomme samtidig, så er det af uvurderlig betydning, at man har en læge, som man kender, og som man føler sig tryg ved. På samme måde har lægen meget lettere ved at stille diagnosen, når det er en velkendt patient, der enten ringer til lægen eller kommer ind ad døren, frem for at det er en ukendt patient, som lægen aldrig har mødt før. Almen praksis er på den måde unik med høj patienttilfredshed, høj kvalitet og høj patientsikkerhed.

Jeg har her i Folketingssalen som sagt også stillet forslag om at uddanne nogle flere praktiserende læger, desværre uden at få lydhørhed hos regeringen. Men vi ved jo, at en stærk primærsektor bl.a. giver lavere dødelighed i forhold til en række sygdomme, højere levealder, mindre ulighed og bedre livskvalitet, mere relevant brug af hospitalerne, altså færre indlæggelser, og lavere vækst i sundhedsudgifterne. Derfor hviler der også et stort ansvar på regeringen og på Folketinget for at sikre, at alle danskere får en familielæge og ikke mindst muligheden for selv at vælge deres læge. Det kræver jo altså, at vi kommer op på de her 5.000 praktiserende læger, også kaldet familielæger.

Venstres forslag er bestemt meget godt og et seriøst bud på at sikre familielægedækningen. Det beskriver også forskellige forslag til at fordele lægerne, også i de områder, hvor problemerne er størst. Men jeg er en lille smule skuffet over, at ambitionen ikke er større. Vi har tidligere fremlagt et gennemarbejdet forslag, som anviser, hvordan man uddanner tilstrækkelig mange speciallæger i almen medicin, så man kan nå målet om 5.000 praktiserende læger allerede i 2032, altså om 10 år. Venstre strækker det yderligere, sådan at der går 13 år, og det finder jeg en smule uambitiøst.

Vi glæder os selvfølgelig til udvalgsbehandlingen, hvor vi også kan få kastet lys over, hvad forslaget mere specifikt løber op i, når man opsummerer de enkelte elementer i forslaget . Tak for ordet.

Tak til hr. Per Larsen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak, formand. Vi har en åbenlys udfordring med at sikre nok praktiserende læger ud over landet – nogle steder mere end andre. Men det er en helt central del af vores sundhedssystem, at vi alle har en praktiserende læge, som vi kan gå til i vores nærområde. Og vi er nødt til at se på, hvordan vi kan motivere flere læger til at finde det attraktivt at være i udkantsområderne.

Praksis har været, at en eller flere læger i fællesskab ejer en klinik og enten er sig selv eller er i et etableret lægehus, og når jeg taler med praktiserende læger ude i mit område, kan jeg konstatere, at de faktisk har svært ved at finde yngre læger, som vil købe sig ind i en praksis. Således er det vanskeligt at afsætte eksisterende klinikker eller udvide klinikkerne med flere læger. Det, jeg hører, er, at mange yngre læger i dag ikke ønsker at være medejere; de vil gerne være ansatte. De ønsker ikke besværet med at være selvstændige arbejdsgivere, og derfor kan vi være nødt til at se på, om konstruktionen omkring privat praksis er, som den skal være.

I beslutningsforslaget fra Venstre er der både en række forslag, der vil kunne afhjælpe nogle af udfordringerne her og nu, og tiltag på længere sigt, og der kan være mange gode ting at tage fat i der. Nu er vi jo så også, som det er nævnt af flere ordførere, midt i et forløb med en ny sundhedsreform, hvor de praktiserende læger naturligt har en nøglerolle, og hvor det derfor ville være relevant at tage alle gode forslag op til drøftelse. Så jeg kunne derfor ønske, at vi på baggrund af beslutningsforslaget fra Venstre kunne vedtage en fælles beretning om, at vi skal sikre løsningen af udfordringen i de forhandlinger, der kommer. Det tænker jeg at vi alle sammen et eller andet sted burde kunne være enige om på tværs af partierne. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Og så er der heller ikke flere ordførere i salen bortset fra ordføreren for forslagsstillerne. Værsgo, hr. Martin Geertsen fra Venstre.

Tak for det. Tak for de faldne og jo overordnet set positive bemærkninger til beslutningsforslaget. Vi synes, at vi er nødt til at styrke almen praksis for at styrke det frie valg af læge og i den forbindelse også sikre en bedre lægedækning i de lægedækningstruede områder af landet. Det er ligesom det, der er hele afsættet for det her beslutningsforslag. Vi mener, at alle danskere skal have adgang til en praktiserende læge tæt på deres bopæl. Danskerne skal have mulighed for et frit valg af læge.

Det er desværre langtfra tilfældet i dag, hvor der er stor mangel på praktiserende læger i nogle dele af landet, og det gælder altså ikke kun i landbokommuner, men også i og omkring de større byer, og det betyder altså, at patienternes frie valg af læge reelt er sat ud af kraft mange steder i landet, da en høj andel af landets praktiserende læger har lukket for tilgangen af nye patienter. Eksempelvis er antallet af patienter, som må søge til praktiserende læger i en anden kommune, vokset i det seneste årti. Og det betyder altså, at mange danskere har svært ved at finde en praktiserende læge tæt på hjemmet, hvis de f.eks. flytter, eller hvis de af andre årsager ønsker at skifte praktiserende læge.

Venstre ønsker at styrke patienternes frie valg. Det kræver flere praktiserende læger tættere på borgerne. Det kræver, at vi værner om og udbygger de praktiserende lægers centrale rolle i det danske sundhedsvæsen. Venstre tog, i øvrigt sammen med andre gode kræfter, en række initiativer, da vi selv sad i regering, men vi skal efter vores opfattelse videre. Der er behov for en større indsats, og vi synes, det er vigtigt, at man står vagt om danskernes ret til at vælge en praktiserende læge, som passer til dem og er tæt på der, hvor de bor. Det er både danskerne og vores sundhedsvæsen bedst tjent med.

Den praktiserende læge er for mange danskere det første, man møder, når man selv eller ens pårørende oplever helbredsproblemer eller bliver ramt af sygdom, og meget kan jo klares med et enkelt eller få besøg hos egen læge. Men den praktiserende læge fungerer også som selve indgangen til det øvrige sundhedsvæsen i form af henvisninger til hospitalsbehandling eller behandling hos en privatpraktiserende speciallæge. Og i takt med at mange danskere lever længere og længere, får vi i de sene leveår i stigende grad behov for den praktiserende læge. Samtidig stiger antallet af danskere med kroniske lidelser desværre også.

I de her år sker der jo en gradvis omlægning af det danske sundhedsvæsen, hvor flere opgaver i form af konsultationer, undersøgelser og behandlinger skal løses i det, vi i mangel af et bedre udtryk kalder det nære sundhedsvæsen, frem for på selve hospitalet. Også her kommer den praktiserende læge til at spille en afgørende rolle. Almen praksis udgør med andre ord et centralt omdrejningspunkt i det danske sundhedsvæsen og i forhold til danskernes lige og frie adgang til sundhedsydelser.

Desværre har vi altså som nævnt den udfordring, at mange praktiserende læger har lukket for tilgangen af nye patienter. Selv om udviklingen er gået i den rigtige retning i løbet af de seneste år, har mange alment praktiserende læger altså fortsat lukket for tilgangen af nye patienter, og når adgangen til den praktiserende læge konstant er under pres, kommer det frie valg af læge for den enkelte dansker også under pres. Det er altså et problem efter vores opfattelse, for det frie valg er fundamentalt for, at man kan vælge den læge, som passer bedst til den enkelte, hvilket dermed giver højere tilfredshed. Det frie valg er også afgørende for at sikre en fortsat udvikling af servicen i almen praksis.

Den socialdemokratiske regering har foreslået at indføre en tjenestepligt, så man vil tvinge nyuddannede læger ud i de tyndtbefolkede områder af landet, så der bliver flere læger dér. Det tror vi altså ikke på er løsningen. Man får næppe bedre og mere motiverede læger gennem tvang. Derfor mener vi, at man i højere grad gør brug af økonomiske incitamenter for at trække flere læger ud i de lægedækningstruede områder. Konkret foreslår vi f.eks., at der skal gives et ekstra tilskud til de læger, som tager ekstra patienter ud over det gængse normtal på 1.600.

Derudover mener vi også, at der er behov for at løfte de fysiske rammer ude i de enkelte lægepraksisser. Når de fysiske rammer ikke er tilstrækkelige, går det ud over arbejdsmiljøet og rekrutteringsmulighederne, og bedre fysiske rammer understøtter jo også den udvikling, hvor der skal være plads til at løse flere opgaver uden for hospitalerne, hvilket er derfor, vi foreslår en statslig pulje, som regionerne og kommunerne kan søge midler fra til moderniseringen af lægehuse.

Det er også vigtigt for at sikre en bedre lægedækning, at vi får styrket udbuddet af praktiserende læger. Derfor foreslår vi, som det også er blevet nævnt af andre her – og tak for det – at der senest i 2035, hr. Per Larsen, skal være 5.000 praktiserende læger i Danmark. Og det er, som jeg tidligere var inde på, nødvendigt, når vi skal til at løfte det nære sundhedsvæsen, at der bliver flere læger, så vi kan behandle flere mennesker uden for hospitalerne og dermed altså også styrke det frie valg.

For at kunne komme i mål med det er det nødvendigt, at vi øger antallet af uddannelsespladser i den almenmedicinske speciallægeuddannelse – at de tilpasses og opjusteres. Det er vigtigt for os, at de her pladser har en geografisk spredning, da mange undersøgelser viser, at man bliver boende i de områder, som man bliver uddannet i. Derfor er det også afgørende, at der bliver uddannet læger i almen medicin i hele landet, og at man dermed bliver motiveret til at blive der. I forlængelse af det mener vi også, at regionerne skal have mulighed for og for den sags skyld tilskyndes til årligt at afsætte økonomiske ressourcer til rekrutteringstillæg til læger i hoveduddannelsesforløb i lægedækningstruede områder af landet.

Vi synes videre, at der skal bruges mere tid under uddannelsen i almen praksis, og vi har foreslået, at man bruger et halvt år ekstra ude i praksis, og heri ligger jo altså også en mere eller mindre skjult arbejdskraftreserve.

Endelig finder vi det også nødvendigt, at regionerne får mulighed for at lave aftaler med f.eks. praktiserende læger om, at de mod at udsætte pensionen kan få finansieret ekstra personale til klinikken.

En stor del af den her tale og drøftelsen her har jo handlet om almen praksis, men jeg tror også, det er vigtigt, at vi får gjort noget ved speciallægedækning i al almindelighed. De privatpraktiserende speciallæger er en væsentlig del af det samlede sundhedsvæsen, og i takt med at det nære sundhedsvæsen i de kommende år udbygges, i retning af at flere behandlinger og undersøgelser foregår uden for hospitalerne, ja, så ser Venstre store perspektiver i at udnytte de praktiserende speciallægers centrale placering i det samlede sundhedsvæsen. For mange danskere kan de praktiserende speciallæger være et nært, specialiseret sundhedstilbud, og de praktiserende speciallæger kan være til stede mere decentralt, end hospitalerne er. Samtidig udgør de privatpraktiserende speciallæger allerede i dag en væsentlig del af adgangen til hurtig udredning og behandling, og de kan i fremtiden spille en endnu større rolle i bestræbelsen på at sikre korte ventetider til behandling i det danske sundhedsvæsen og dermed understøtte udrednings- og behandlingsgarantierne på en række områder.

En af udfordringerne er, at antallet af privatpraktiserende speciallæger geografisk er meget ulige fordelt med en meget stærk koncentration omkring hovedstadsområdet og en større grad af tilstedeværelse i de største byer. Hvis speciallægesystemet for fremtiden skal være et reelt nært sundhedstilbud og bruges mere aktivt i forhold til at nedbringe ventetider, så skal det efter vores opfattelse udbygges. Samtidig kan speciallægesystemet for mange patienter forekomme uoverskueligt. Information om og adgang til speciallægerne skal efter vores opfattelse gøres mere brugervenlig for patienterne. Derfor foreslår vi også – og det tager vi også med og har taget med ind i drøftelserne med regeringen – at der afsættes økonomi til at etablere speciallægepraksis i de dele af landet, hvor de ikke er udbredt til stede i dag, og hvor der er langt til sygehuset. Derudover skal der også sættes fokus på, at de nuværende praktiserende speciallæger kan være tilgængelige i en mere spredt geografi, f.eks. gennem etablering af satellitpraksis.

Tusind tak endnu en gang for de faldne bemærkninger. Jeg ser frem til det videre arbejde med vores beslutningsforslag i udvalgsarbejdet og de forhandlinger, som jo ganske rigtigt er gået i gang, også om dette tema.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til hr. Martin Geertsen for talen. Der var jo rigtig mange elementer, som jeg er fuldstændig enig i. Nu handlede det forslag, som Venstre rejser her, jo primært om speciallæger og speciallæger i almen medicin, men jeg skal bare høre, om hr. Martin Geertsen ikke også anerkender, der også er andre faggrupper, vi i den grad mangler i sundhedsvæsenet i dag, hvis vi skal have det til at hænge sammen. Jeg tænker både på sygeplejersker, sosu'er, radiografer, fysio- og ergoterapeuter. Og så kunne jeg høre, at hr. Martin Geertsen nævnte, at man kunne give en økonomisk belønning til speciallægerne, for at vi kunne tiltrække flere. Der skal jeg bare høre, om hr. Martin Geertsen også er af den opfattelse, at det kunne vi også gøre til de andre faggrupper, og om Venstre vil være med til at sikre, at vi kan give et lavt- og ligelønsløft til de faggrupper, som vi i så høj grad mangler i sundhedsvæsenet, for at få et sammenhængende sundhedsvæsen.

Ordføreren.

Nej, det, som vi konkret har stillet forslag om, er jo, at hvis man vil have privatpraktiserende speciallæger i de egne af landet, hvor man er noget tyndere besat, end tilfældet er i hovedstadsområdet, så bliver man nødt til at gøre et eller andet ved det. Som jeg forstår det, så koster sådan et ydernummer i runde tal en 4-5 mio. kr. at etablere. Jeg tror ikke, at det der med at forsøge at tvinge privatpraktiserende speciallæger ud af hovedstadsområdet har nogen gang på jord. Men hvis man vil det – hvis man vil udbrede privatpraktiserende speciallæger i andre dele af landet – så tror jeg, det er nødvendigt, at der bliver afsat en pose penge, som man binder i ryggen på at etablere de ydernumre i de dele af landet, hvor det er lidt mere spredt fægtning med speciallægepraksis, end tilfældet er i dag. Det er det, det går ud på.

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg er helt enig i, at den der tanke om tjenestepligt, som regeringen tidligere har fremført, ikke har nogen gang på jord. Men det var mere, når nu Venstre også er et parti, som normalt går ind for udbud og efterspørgsel. Der kan man sige, at efterspørgslen jo nu er temmelig stor efter også andet personale i sundhedsvæsenet. Så ville det ikke være en god idé, hvis man skulle bruge den samme logik, som hr. Martin Geertsen bruger i forhold til at kunne tiltrække læger til yderområder, at sige, at når vi har så stort et behov for sundhedspersonale generelt i sundhedsvæsenet, så kunne vi også være med til at putte en pulje penge ind til at sikre, at vi kunne få hævet lønnen?

Ordføreren.

Nej, som jeg sagde til hr. Peder Hvelplund før, handler det her om at etablere speciallægepraksis i tyndere befolkede egne af landet og sådan set ikke om løn. Det handler om at etablere ydernumre i de dele af landet, hvor det kniber, og det er det, det går ud på.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Martin Geertsen.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.