Tak for det, formand. I Venstre ønsker vi helt grundlæggende stramme regler for at blive dansk statsborger. Det danske statsborgerskab er nemlig en gave, måske endda den fineste gave, man kan få af det danske samfund. Netop af den grund var vi også med til at stramme kravene gevaldigt, da vi sidste år indgik en ny aftale om reglerne for at opnå statsborgerskab her i Danmark. F.eks. blev vi enige om, at enhver fængselsstraf, betinget eller ubetinget, som udgangspunkt betyder permanent udelukkelse fra at kunne blive dansk statsborger. Samtidig strammede vi de såkaldte karensregler, altså hvor lang tid man har karantæne fra at kunne blive statsborger, hvis man har fået en bøde. Vi fik skærpet reglerne, så alle, der får en bøde på over 3.000 kr. for negativ social kontrol, overtrædelse af udlændingeloven eller socialt bedrageri, får en karensperiode på 6 år.
Men hvad så med andre typer af lovovertrædelser, hvor man får en bødestraf? Går det bare uset hen? Nej, selvfølgelig ikke. En bøde på 3.000 kr. eller mere medfører en karensperiode på 4 år og 6 måneder. Bøder for spirituskørsel medfører – og det er uanset bødestørrelsen – en karensperiode på 4 år og 6 måneder. Og bøder for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer medfører – og det er også uanset bødestørrelsen – en karensperiode på 6 år.
Samtidig fik vi i aftalen fra sidste år sikret, at karensperioden sådan set skærpes, så folk, der har begået flere lovovertrædelser, får deres karensperiode forlænget med, hvad der svarer til karenstiden for hver enkelt gentagelsestilfælde, og så er det sådan set lige meget, om det ikke er den samme forseelse, de får en bøde for.
På Venstres initiativ fik vi også indført, at karenstiden fremover beregnes, fra den dag bøden bliver afgjort og betalt, og ikke som før fra selve gerningstidspunktet. Vi synes altså, at vi fik lavet en rigtig god aftale og nogle fornuftige opstramninger, der sikrer, at folk, der begår alvorlig kriminalitet, er udelukket fra at få dansk statsborgerskab, mens folk, der får bødestraffe, også mærker en konsekvens.
Med det her beslutningsforslag foreslår Det Konservative Folkeparti så, at vi skal afskaffe bagatelgrænsen, så alle overtrædelser af straffeloven, også bøder på mindre end 3.000 kr., skal medføre en karensperiode på 4 år og 6 måneder. Samtidig foreslås det, at karensperioden fordobles ved alle slags bøder på over 10.000 kr., så karensperioden der bliver på 9 år.
Vi er sådan set enige i visse af intentionerne bag dele af forslaget. Derfor foreslog vi også selv forud for forhandlingerne om nye regler for dansk indfødsret sidste år, at der skulle falde en hårdere konsekvens over folk, der fik bødestraf for f.eks. brud på udlændingeloven. Vi må også konstatere, at det kan virke lidt besynderligt, at folk, der får en række mindre bøder, f.eks. fem bøder a 2.000 kr., ikke bliver mødt med en karensperiode, mens en person, der får en bøde på 3.000 kr. – altså én bøde – bliver mødt med en karensperiode. Der er også en pointe i at diskutere, om større bøder ikke skal medføre en anden sanktion end mindre bøder.
Men rammer det her forslag så den helt rigtige balance? Er alle nuancerne med? Er det her den klogeste måde at gøre det på? Er det proportionelt? Det er vi ikke så sikre på. For konsekvensen, hvis det her forslag bliver vedtaget, som det ligger her, vil være, at der vil opstå en række uhensigtsmæssigheder. Eksempelvis ville forslaget medføre, at hvis man får en bøde på 2.500 kr. for at bryde ordensbekendtgørelsen – det kan være, hvis man nægter at efterkomme politiets anvisninger – så medfører det ikke en karensperiode, mens en bøde for brud på straffeloven automatisk vil medføre en karensperiode, også selv om forseelsen egentlig ikke er større. Det er vi ikke så sikre på er smart.
Der er med andre ord brug for, at forslaget her får en ekstra tur på værkstedet. Vi så derfor gerne, at regeringen indkaldte til evaluering om de nye regler for tildeling af statsborgerskab, hvor vi kunne drøfte nogle af de elementer, som De Konservative gør os opmærksom på her i dag. Derfor vil vi gerne opfordre ministeren til at forpligte sig på en sådan evaluering, hvor også en diskussion af de her elementer kunne indgå. Det kunne man jo eksempelvis lave en fælles beretning om, hvis viljen er til stede. Det er hermed givet videre som en opfordring.
Tak for ordet.