Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 73:

Forslag til folketingsbeslutning om en national handlingsplan mod partnerdrab på kvinder.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Samira Nawa (RV) og Rosa Lund (EL) m.fl.

(Fremsættelse 26.01.2022).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er ministeren for ligestilling.

I forrige weekend skete det igen – endnu et partnerdrab på en kvinde. En 73-årig mand dræbte sin 72-årige hustru i deres hjem i Svendborg. Det er det sjette drab på en kvinde bare i år. Drabene sker ikke ud af det blå, i affekt eller impulsivt. Typisk er der advarsler i form af partnervold.

Generelt er volden i vores samfund dalende, men det gælder ikke for partnervold og partnerdrab. Her har tallene stort set ikke ændret sig de seneste mange år. Partnervold og partnerdrab er fortsat et omfattende problem. Det er ikke den enkeltes problem eller familiens problem, det er et samfundsproblem, og det er et samfundsansvar at gøre op med partnervold og partnerdrab.

Alt for mange kvinder udsættes for grov vold fra en partner eller ekspartner, alt for mange børn vokser op og er vidner til vold i hjemmet, og alt for mange kvinder dræbes hvert år af deres partner eller ekspartner. Det er drab, hvor vold og kontrol går forud, også i andre forhold, hvor vold og kontrol, trusler og stalking eskalerer over tid i hyppighed og intensitet, hvor der er en udløsende faktor, som f.eks. at kvinden truer med at forlade eller forlader sin partner. Det er drab, der kan forebygges ved at sætte målrettet ind over for partnervold, stalking og trusler, og ved at vi som samfund lægger berøringsangsten på hylden, taler om volden og siger tydeligt fra – ved at vi gør op med, at vold er en privat sag, for det er det ikke.

Der er de senere år taget mange politiske initiativer. Vi har indført samtykkelovgivningen i forhold til voldtægt, lovgivning mod psykisk vold, vedtaget en ny stalkingbestemmelse og meget andet. På trods af de mange initiativer gennem de seneste år udsættes alt for mange kvinder fortsat for partnervold. Og vi har ikke haft tilstrækkeligt fokus på at modvirke hverken partnervold eller partnerdrab – partnerdrab, der er den største enkeltstående drabstype i Danmark.

Regeringen ønsker at styrke indsatsen mod partnervold og partnerdrab. Vi ønsker at knække kurven. Færre skal opleve at leve med vold i familien. Der skal sættes ind, så volden ikke eskalerer og i sidste ende ender med partnerdrab. Vi skal erkende, at partnervold og partnerdrab ikke er et privat problem, et ukønnet problem, men et samfunds- og ligestillingsproblem, som det er vores ansvar at håndtere. Derfor bliver vi nødt til at blande os langt mere ved mistanke om partnervold. Vi skal blande os som myndigheder, som familie, som venner og som naboer, og vi skal blive langt bedre til at vide, hvad det er, vi skal holde øje med. Og vi skal vide, hvor det er, vi skal hjælpe nogen hen, når volden er der. Vi skal handle og sætte ind tidligere, og vi skal gøre det mere koordineret. Der skal større fokus på voldsudøvernes adfærd og muligheden for behandling, så gentagelser undgås og vi bryder voldscirklen.

På den baggrund kan regeringen støtte op om beslutningsforslaget her i dag. Vi er nemlig i fuld gang med at udarbejde en ny handleplan mod partnervold og partnerdrab med inddragelse af relevante aktører, som jeg i de her uger er rundt at besøge, og som jeg har inde i ministeriet, for at de kan give deres besyv med. Og min forhåbning er, at vi som samlet Folketing kan skabe en forståelse af, at vold i hjemmet kan føre til mord, at vold i hjemmet ikke er et privat anliggende, uanset om det foregår hos naboen eller i familien, og at vi alle har et ansvar for at reagere, når vi har mistanke om partnervold. Og det kræver altså, at vi får en helt ny tilgang, og det er den, som den nye handleplan skal afspejle. Det er et samfundsansvar at stoppe partnervold og forebygge partnerdrab. Det samfundsansvar starter her i Folketinget, og derfor ser jeg også frem til at drøfte handleplanen videre. Men som sagt bakker vi op om forslaget her i dag, og jeg vil gerne takke forslagsstillerne for at have bragt temaet op. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til ministeren fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Værsgo.

Tak til ministeren for opbakningen til forslaget, og tak til ministeren for at gøre noget. Jeg føler, at det er virkelig vigtigt, at vi endelig kan rykke på den her dagsorden, og derfor vil jeg jo gerne høre ministeren, hvornår ministeren forventer at vi kan begynde at se konturerne af en handlingsplan. For hvis den prognose kommer til at holde stik eller stigningen fortsætter for antallet af partnerdrab i år, så tror jeg, at vi kommer til at sprænge alle rammer, for der har været rigtig mange partnerdrab, desværre, allerede i år.

Ministeren.

Altså, jeg er jo et utålmodigt menneske, og for hver dag der går, er der stadig flere kvinder, der udsættes for vold, og der er risiko for, at der bliver begået endnu flere drab, så jeg er utålmodig, i forhold til at vi kommer i gang. Derfor er det også min forhåbning, at det bliver inden for en overskuelig tidsramme, at vi kommer til at se den her handleplan. Der arbejdes på fuldt tryk for at få den klar.

Spørgeren.

Jamen det lyder rigtig godt. Jeg bliver bare bekymret, for jeg tror, at ministeren i en avisartikel sagde, at det ville blive efter sommerferien. Og jeg synes jo, at det haster med at få sat nogle initiativer i gang. Vi kan nok ikke løse det hele på en gang, og noget kræver nok også mere forskning. Men jeg synes jo, at vi skal gøre det, vi allerede kan. Så derfor vil jeg stille ministeren et andet spørgsmål, nemlig om ministeren vil være indstillet på, at forskning bliver en del af handleplanen. Der er alle mulige ting. Jeg hørte ministeren nævne, at behandling skal være en del af det. Det er faktisk også noget af det, vi peger på her, nemlig ambulant rådgivning og også behandling til gerningsmanden. Men jeg tror også, at vi har brug for at vide noget mere om de tegn, der helt præcis er, før det går galt. Vi har viden om, at der er otte trin forud for et drab. Men de udløsende faktorer tror jeg vi er nødt til at blive klogere på. Vil ministeren overveje at tilvejebringe noget forskning i det?

Ministeren.

Altså, jeg har lyst til at svare, at jeg ved nok. Jeg ved, at der er 38.000 kvinder om året, der er udsat for vold, og at der hver måned er et partnerdrab. Det er viden nok til at sige, at vi skal sætte i gang. Det er jo ikke det, som spørgeren spørger til, men om vi skal dykke dybere ned i forståelsen af vold. Jeg mener, at vi skal have en ny tilgang til vold, og de her otte trin, som der er forskningsmæssigt belæg for, altså på baggrund af de drab, der er sket igennem en lang årrække, mener jeg skal være en del af en ny handlingsplan. Er der andre steder, hvor vi har behov for at styrke vidensgrundlaget? Det vil jeg bestemt ikke afvise. Men det allervigtigste i handleplanen – det allervigtigste – bliver altså, at vi får gjort op med, at det hører til det private, og at vi får lavet et markant opgør med, at partnervold er forbundet med tabu, og at der ikke er nogen steder at gå hen, når man er udsat for partnervold. Det mener jeg er det allervigtigste, og så vil jeg aldrig modsætte mig, at der kan komme et bedre vidensgrundlag, og at vi også kan igangsætte spændende initiativer på den konto.

Den næste korte bemærkning er til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Ministeren siger, at ministeren havde lyst til at sige: Jeg ved nok. Der kom så efterfølgende et men. Ministeren ved så formentlig også, hvis ministeren stort set ved nok, at Justitsministeriet udkom med en rapport, som optalte samtlige drab i perioden fra 2012-2017. Der viste det sig desværre, men måske lidt forventeligt, at indvandrere og efterkommere udgør en meget stor andel af dem, der begår drab på kvinder i partnerrelationer, til trods for at de ikke udgør en voldsom stor del af befolkningen. De udgør 9 pct. af befolkningen, og de udgør ifølge den her rapport 23 pct. af gerningsmændene. Har ministeren og regeringen tænkt sig i den handleplan, som regeringen kommer med, at tage det her op? Eller hvordan ligger det med det?

Ministeren.

Vi må bestemt ikke lukke øjnene for den etniske forskellighed, der er, når vi taler om både vold og drab, men vi skal også have brudt det tabu, der er de steder, hvor man har en flot forhave med nogle pæne blomster, og hvor det er velstillede familier. Vold foregår alle steder i det her samfund. Derfor skal vi heller ikke – det er i hvert fald en bekymring fra min side – gøre det til noget, der foregår i bestemte miljøer, for sådan er det ikke. Det foregår alle steder i samfundet. Derfor er det helt afgørende, at vi får brudt med tabuet omkring vold, at vi får viden omkring vold, i forhold til hvad man skal kigge efter, og at vi får brudt med, at det hører til det private. Men jeg anerkender, og det kan man også se på antallet af dem, der er på krisecentre, at der er en etnisk slagside, som vi heller ikke må lukke øjnene for. Det må bare ikke blive sådan, at det er noget, vi tror kun foregår i bestemte miljøer, for det her foregår i alle dele af samfundet, desværre.

Fru Pernille Vermund.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil sige, at det kun foregår i bestemte miljøer, men det er jo en ret voldsom overrepræsentation – altså at udgøre 9 pct. af befolkningen, men 23 pct. af gerningsmændene i de her sager om partnerdrab, er ret voldsomt. Og vi ved jo også, at der i den islamiske kultur er et andet syn på kvinder og et andet syn på ligestilling end det, vi har i de vestlige lande. Der er måske også nogle kvinder, som har svært ved at tale dansk, som ikke har et stort netværk i det danske samfund, og som dermed har sværere ved at komme ud af et voldeligt forhold. Så jeg håber virkelig, at man, hvis man tager det her seriøst, også er villig til at se fuldstændig fordomsfrit på, at en uforholdsmæssig stor del af de kvinder, der bliver dræbt, bliver dræbt af partnere, som har indvandrerbaggrund.

Ministeren.

Det lukker vi ikke øjnene for. Det er også baggrunden for, at vi har nedsat Kommissionen for den glemte kvindekamp, som jo netop har et målrettet fokus på de kvinder, der lever i nogle miljøer, hvor værdierne er nogle helt andre. Det er helt, helt afgørende, at vi har det med.

I forhold til handleplanen må vi heller ikke lukke øjnene for det, men den kommer særlig til at fokusere på, at vi får brudt tabuet, at vi får gjort volden til noget, der ikke er privat eller hører til inde bag hjemmets fire vægge, at vi får redskaberne til, at myndighederne kan få øje på volden – og det er jo i alle miljøer – og at vi får nogle ordentlige steder, man kan gå hen, når man er udsat for vold.

Den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Undskyld, at jeg kom en lille smule for sent. Måske har ministeren allerede sagt det, jeg har tænkt mig at spørge om, og så vil jeg bare sige undskyld på forhånd.

Jeg synes jo ligesom fru Karina Lorentzen Dehnhardt, at det er rigtig dejligt, at regeringen bakker op om det her forslag, men vi ved jo alle sammen godt, at handleplaner ikke er gratis, hvis de ligesom skal blive til noget; hvis de skal ud at fungere. Så jeg vil egentlig gerne spørge regeringen til finansieringen. Altså, er det noget, man forestiller sig skal forhandles i forbindelse med finansloven? Det tror jeg egentlig partierne bag det her forslag rigtig gerne vil være med til. Eller forestiller man sig, at det skal forhandles i en anden reserve eller pulje, eller hvad man skal sige?

Ministeren.

Jeg tror, at der er to dele af det forslag, der kommer på bordet. Der er noget, der handler om at styrke initiativer og styrke indsatser, hvilket selvfølgelig kræver en finansiering; det kommer vi tilbage til. Og den anden del er at få taget det her opgør med, at volden er privat, og det tror jeg faktisk er noget af det allerallervigtigste. For vi kan blive ved med at styrke initiativer – og det kommer vi også til – men hvis ikke vi får taget det her opgør med volden som noget, der foregår inde bag hjemmets fire vægge, så er jeg nervøs for, at vi bare kommer til at skulle lave flere og flere tilbud og ikke får brudt den voldskæde, der er.

Noget, der jo er dybt bemærkelsesværdigt, når man følger avisernes skriverier, hver gang der har været et kvindedrab, et partnerdrab, er, at naboerne som regel siger: Vi vidste godt, at der var noget galt. For mig understreger det jo, at vi har et kæmpe arbejde foran os i forhold til at få taget det her opgør med volden som noget, der hører privatlivet til.

Fru Rosa Lund.

Jeg er meget enig i, at vi har en kæmpe opgave foran os, og det er også derfor, jeg tænker, at den opgave ikke er gratis. Men noget, der er forholdsvis gratis at gøre, og som netop handler om det, som ministeren er inde på, med, om vold i hjemmet er en privatsag, er, at vi holder op med i retssystemet at kalde det for husspektakler. Jeg er med på, at ministeren er minister for ligestilling og transport og ikke justitsminister, men alligevel kunne det jo være, at ligestillingsministeren og justitsministeren kunne have en dialog om, om vi ikke skulle fjerne det ord fra straffeloven.

Men jeg vil alligevel gerne spørge: Forestiller regeringen sig, at det skal være en del af finanslovsforhandlingerne, at vi sætter penge bag den her handleplan?

Ministeren.

Det, regeringen forestiller sig, er, at der kommer penge til at styrke initiativerne, og jeg vil gerne, når udspillet præsenteres og også drøftes med partierne, vende tilbage med, hvad finansieringen til det er. Vi har jo også nogle ganske glimrende puljer, som netop er blevet sat af til at understøtte de her indsatser. Men lad os drøfte det videre.

Hvad der står klart, er, at vi har brug for en handleplan, og at vi har brug for, at der kommer styrkede tilbud, men vi har altså også som samfund brug for en helt ny forståelse af, hvad vold er.

Tak til ministeren for ligestilling. Således kan ordførerrækken påbegyndes, og den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er fru Camilla Fabricius.

Tak for ordet til både hr. og fru formand, når der nu er flyvende udskiftning her. 2022 var ikke mere end 3 dage gammel, før en 24-årig kvinde blev fundet dræbt i en bil i vandet. Det var grotesk, og endnu værre er det, at det langtfra er det eneste mord i år, for der er desværre andre eksempler. Der er f.eks. kvinden, der blev dræbt få hundrede meter fra, hvor jeg selv bor, lige på den anden side af parken, og sådan er det hver måned. Hvert eneste år bliver i gennemsnit 12 kvinder myrdet af deres partner eller ekspartner i Danmark, alene fordi de er kvinder. Det er simpelt svært at sætte ord på, hvor vanvittigt det egentlig er, når man tænker nærmere over det. Vi har et seriøst problem i Danmark omkring partnerdrab. Det er ikke et individuelt problem, det er et samfundsproblem, og det er noget, som vi skal gøre noget ved.

Jeg vil gerne have lov til at sige tak til forslagsstillerne for at have været så fremsynede og ordentlige at have fremsat det her beslutningsforslag, som kommer til at gøre en reel forskel for de kvinder, de pårørende til og de efterkommere af kvinder, som er blevet dræbt. Tak til SF, Radikale Venstre og Enhedslisten for at have fremsat forslaget. Det gør en forskel.

Når vi ser på, at vi skal have en national handlingsplan mod partnerdrab mod kvinder, kunne jeg ikke være mere enig, og Socialdemokratiet er også enig i det. Vi kan ikke acceptere, at der stadig væk er kvinder, som skal frygte for deres liv, alene fordi de er kvinder. Vi er i 2022, og sådan skal det da ikke være.

Som ministeren også sagde, er partnerdrab ikke sådan pludseligt opståede ulykker, som sådan bare lige falder ned fra himlen. Partnerdrab er overlagt mord, hvor der oftest har været et længere forløb, som har ladet op til mordet. Det betyder, at der er mønstre, som vi kan se, og som vi kan reagere på, inden det er for sent. Vi kan se, at der har været vold i hjemmet, og hvis vi vil gøre op med partnerdrab, er vi også, som ministeren siger, nødt til at gøre op med volden i hjemmet, for ellers får vi aldrig brudt den kedelige statistik, der er for partnerdrab. Jeg mener, at vi i Danmark er for dårlige til at tale om den vold, der foregår inden for hjemmets fire vægge. Ved siden af at jeg har fået lov at være her i dag på retsområdet og på ligestillingsområdet, er jeg også socialordfører, og her kommer vi dagligt i berøring med, hvordan volden er i hjemmene derude. Vold er svært at tale om, for det ødelægger ligesom billedet af det lykkelige forhold, og det giver skyldfølelse at være en del af et hjem, hvor der er vold. Så vi skal turde tale om det, og vi skal turde at stoppe den.

Jeg har faktisk også flere gange, mens jeg har læst beslutningsforslaget, tænkt på, at der er noget, vi er nødt til at gøre i de private relationer, vi ellers er i. Det handler ikke kun om den kvinde, der står der; jeg tror også, vi er nødt til at se på de venskabsrelationer, vi har. Hvem kender vi, som får kontrolleret sin telefon, som ikke har direkte adgang til sin bank, som går med langærmede skjorter til hverdag, og som altid lige skal gå lidt tidligere hjem fra julefrokosten, hvis hun overhovedet kommer, fordi hun melder afbud lige til sidst? Og hvornår ved vi godt, at det måske har været lige hårdhændet nok? Det er for voldsomt, og vi er nødt til at snakke om det. Vi skal blande os, og vi skal gøre op med ordene tragiske familieomstændigheder, familietragedier eller husspektakler, som ordføreren for Enhedslisten også stillede spørgsmål om til ministeren.

Vi er for dårlige til at opdage det, vi er for dårlige til at stoppe det, vi passer ikke ordentligt på ofrene, og vi gør ikke nok for dem, der udøver volden. Vi er nødt til at gøre noget mere for at stoppe voldsspiralen. Det skal vi gøre for ofrene, for udøverne og ikke mindst for de børn, som er en del af det og lever i volden. Igen vil jeg sige tak til forslagsstillerne for at have fremsat et modigt, ærligt og meget vigtigt beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Værsgo.

Jamen det er, fordi jeg den 8. marts besøgte Aabenraa Krisecenter. En af de udfordringer, de har, er, at de kvinder, der bor der med deres børn, ikke kan sende børnene i skole, fordi der står i forældreansvarsloven, at så skal man underrette far, og så får han jo at vide, hvor mor og barn opholder sig. Det gør det jo unægtelig noget svært, når man er knyttet sammen på den måde, for de kvinder, som så endelig flygter fra volden og på den måde forebygger et partnerdrab. Så ser den socialdemokratiske ordfører for sig, at vi også skal have et fokus på børnene selv i en kommende handlingsplan?

Ordføreren.

Jeg er hundrede procent ikke i tvivl om, at vi er nødt til at have et stærkt fokus på børnene, når vi snakker om vold i hjemmet. Det har en direkte konsekvens for børn, som er vokset op i voldelige forhold, uanset om det er psykisk eller fysisk, fordi man mister sig selv, og man bliver mere udfordret på, hvor ens grænser går, og man har en oplevelse af, at ens eget jeg ikke er godt nok, for det, man ser, er for voldsomt. Det, som ordføreren her peger på, er jo væsentligt at få kigget på. Det er væsentligt, for når man er så truet, at man kommer på krisecenter, så er det jo alvorligt, og derfor er vi også nødt til at kigge det hele igennem.

Vi er på socialområdet ved at se på, hvordan det er, vi arbejder med det her, både i forhold til det med børnene først, men også i forhold til kvindekrisecenterområdet. Vi har også med et Familieretshus at gøre, hvor vi havde opjusteret gevaldigt på økonomien i forhold til at passe på kvinder og børn. Men vi er nødt til også at kigge på, hvor det er, vi kan gøre det bedre rent teknisk, så der ikke opstår sådan en situation.

Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for det svar. Jeg håber på, at vi kan få det løst i handlingsplanen, for det er jo problematisk, når man på en eller anden måde stadig væk er knyttet sammen med den, som man flygter fra.

Men så vil jeg stille et andet spørgsmål. Kvindeorganisationerne er meget optaget af, at vi får skabt nogle forbindelser i forhold til partnervold, også den psykiske vold, fordi det ligesom er forløberne, før det kulminerer med et drab. Noget af det, de peger på, som er ret vigtigt at tage med, er, at vi får noget ambulant rådgivning, fordi ikke alle kan se sig selv i et krisecenter. Var det noget, som vi kunne blive enige om?

Tak for det. Værsgo til ordføreren.

Altså, jeg kan ikke stå og love det her, men vi kan i hvert fald se – som ministeren også sagde – at vi skal ud og have en bred forståelse af, at vold rammer alle samfundslag. Vi kan se, at det kan være sværere for de kvinder, som er udstyret med – hvad var det, ministeren sagde? – pæne forhaver, så der er vi nødt til at have en anden tilgang. Jeg er i hvert fald villig til at diskutere det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre i ordførerrækken til fru Maja Torp, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Forslaget, som vi skal behandle her i dag, har til formål at komme partnerdrab begået mod kvinder til livs. Der er ingen tvivl om, at partnervold og partnerdrab er et samfundsproblem, som ødelægger ikke kun den pågældende kvindes liv, men også de pårørende til den her kvindes liv. Det er pårørende, som føler, at de intet kan gøre. De har ikke nogen muligheder for eller kompetencer til at gribe ind uden at risikere at gøre mere skade end gavn. Det er en situation, også for de pårørende, der fører til en voldsom magtesløshed.

Der er ingen tvivl om, at vold uanset form ikke hører til i det danske samfund, og det gælder i særdeleshed vold mod kvinder. Undersøgelser viser eksempelvis, at partnervold mod kvinder ofte bliver hyppigere og voldsommere under en graviditet, så graviditet er altså et fokusområde, som man kunne tænke ind i en national handleplan mod partnerdrab. Eksempelvis kunne man tænke jordemødrene noget mere ind i forhold til en screening for vold i hjemmet allerede under graviditeten, og inden barnet bliver født. Det har vi set eksempler på at man i nogle kommuner faktisk har lavet forsøg med, og det har været forsøg, der har båret frugt. Det vil i sidste ende gavne både kvinden og barnet, hvis der bliver grebet ind i tide, og det her er blot én måde, hvorpå man i en national handlingsplan ville kunne sætte ind i forhold til at beskytte kvinder mod potentielle partnerdrab.

Når vi behandler forslag vedrørende partnervold og -drab, må vi dog være bevidste om, at indsatserne skal komme samtlige, som oplever vold begået af en partner, til gode, altså uagtet seksualitet og køn. Vi kan se af statistikkerne i perioden 1992-2016 – det er godt nok en lang periode – at der var 298 kvinder, der blev dræbt af deres partner eller ekspartner. Det svarer til 12 kvinder om året. I samme periode blev 78 mænd dræbt af deres partner, svarende til tre drab om året. Så der er altså ingen tvivl om, at kvinder er mere udsatte, når det gælder partnerdrab, men vi må bare heller ikke underkende, at der også er mænd, som er ofre for en umenneskelig brutalitet. Et drab er et drab, uanset om det er begået af en mand eller en kvinde.

I Venstre anerkender vi dog, at forslaget her har potentiale til at forebygge vold og drab begået af både mænd og kvinder, og det kommer i særdeleshed til udtryk i ønsket om at styrke kompetencerne hos det relevante frontpersonale og de relevante myndigheder, som netop har til opgave at fremtidssikre behandlingen og hjælpen til personer, som har været udsat for vold begået af en partner. Ved at gribe ind i tide er vi med til at forebygge yderligere partnervold, som i sidste ende kan udvikle sig til det værst tænkelige udfald, nemlig drab.

Hvis vi skal dryppe lidt malurt i bægeret, må vi pege på, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt også tidligere var inde på – eller det var vist fru Rosa Lund – at der ikke er anvist nogen finansiering af forslaget, så der er selvfølgelig noget, der skal kigges på dér. Så synes vi i Venstre også, at det her med kun at have fokus på partnerdrab bliver lidt for snævert. Vi synes, at vi skal brede det ud til at kigge på partnervold i det hele taget, men også partnerdrab begået af både mænd og kvinder.

På den baggrund kan Venstre støtte det her forslag, og vi ser frem til at arbejde videre med både handling, men også forebyggende tiltag og opsporende tiltag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til fru Samira Nawa, Radikale Venstre.

Tak, formand. Vi er som samfund nødt til at opprioritere indsatsen mod partnerdrab, for vi har et åbenlyst problem, når så mange kvinder bliver dræbt af en, som de har en relation til, og derfor er det helt nødvendigt, at vi nu får en handlingsplan, der styrker indsatsen mod partnerdrab.

Et omfattende studie fra 2019, som har kortlagt over 1.400 drab i Danmark gennem 25 år, viser, at partnerdrab er den største enkeltstående gruppe af drab, og at den udgør 25 pct. af alle drab. Til sammenligning udgør bandedrab kun – og det er sagt i gåseøjne – 7 pct., men det er bare for at understrege, at drab begået i forbindelse med bandekriminalitet er noget, som vi taler rigtig meget om i samfundet. Men partnerdrab er altså den mest almindelige drabsform og derfor selvsagt også noget, vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan, for at dæmme op for. Samtidig kommer vi ikke uden om, at der også er en kønsmæssig slagside, når det kommer til partnerdrab. 56 pct. af alle drab på kvinder bliver begået af partneren, og det er jo helt vildt, når man tænker over det.

Men det betyder også, at spørgsmålet om partnerdrab er et ligestillingsspørgsmål. For vi er nødt til at anerkende, at partnerdrab ikke er et individuelt anliggende, der kan afgrænses af et enkelt tilfælde eller en enkelt gal gerningsmand, men at det er et samfundsanliggende, hvor vi er nødt til at kigge mere grundlæggende på, hvorfor så mange kvinder bliver dræbt af en partner eller ekspartner. Tænk, hvis vi kunne prioritere indsatsen mod partnerdrab lige så højt som f.eks. indsatsen mod bandedrab og bandekriminalitet, så kunne vi virkelig komme langt.

Vi har brug for en handlingsplan, og vender vi blikket mod vores norske naboer, kan vi se, at de har udarbejdet en konkret handlingsplan, der indeholder værktøjer til at forebygge og nedbringe antallet af partnerdrab. Deres handlingsplan indeholder bl.a. et stærkt fokus på at behandle voldsudøvere, at ofre har krav på at komme på krisecentre, og at politiet styrker og forbedrer deres løbende fokus på partnervold. En sådan handlingsplan eller lignende handlingsplan er også påkrævet i Danmark. Det er faktisk ubegribeligt, at vi ikke tidligere har sat mere markant ind på det her område, men handlingsplanen kan herudover også have et bredere fokus, der adresserer forebyggelse af vold i nære relationer. For vi ved jo godt, at der, når der sker partnerdrab, så er en voldshistorik, der er gået forud for det.

Derudover er det også nærliggende at få vores myndigheder til at arbejde mere systematisk med såkaldte risikovurderinger. I dag arbejder politiet med de her risikovurderinger, hvor de analyserer og finder frem til sager, hvor der er risiko for vold, som kan eskalere og udvikle sig til partnerdrab, og det vil egentlig give ret god mening, hvis øvrige myndigheder også inddrages i risikovurderingerne. Det kunne f.eks. være sundheds- og sociale myndigheder, der også får indblik i de her informationer, og der kunne arbejdes hen imod et fælles system.

Jeg vil gerne sige tak til Enhedslisten og SF for samarbejdet omkring det her beslutningsforslag. I hvert af partierne var vi undervejs med vores egne beslutningsforslag, men jeg er rigtig glad for, at vi slog kræfterne sammen og lavede det her fælles beslutningsforslag, og jeg vil også sige tak til de ordførere og ministeren, der allerede har været på talerstolen, for at tage så godt imod det. Man kan jo allerede nu regne ud, at der er et flertal for det, og at vi faktisk får lavet en handlingsplan, og det glæder mig rigtig meget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre i ordførerrækken til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. I sommeren 2019, altså for 3 år siden, konkluderede retsmediciner Asser Hedegård Thomsen, at partnerdrab er den største enkeltstående gruppe af drab i Danmark. En kvinde om måneden bliver slået ihjel af sin nuværende eller tidligere partner – altså én kvinde hver måned. Konklusionen har formentlig overrasket mange, for partnerdrab modtager langtfra samme opmærksomhed, hverken fra medier eller politikere, som eksempelvis bandedrab. Det er jo ikke, fordi det ene drab er værre end det andet, men som fru Samira Nawa også var inde på, er det da mærkeligt, at den største enkeltstående drabsårsag i Danmark er noget, vi ikke taler så meget om.

Partnerdrab omtales ofte som familietragedier eller husspektakler, der gik lidt over gevind, og vi har i de seneste år været vidne til en kønsneutralisering af partnervold, der fremstiller vold som individualiserede handlinger, der udøves af begge køn. Der tegner sig altså et misvisende billede af voldens dynamikker og konsekvenser, og det bliver mere tydeligt, når vi taler om partnerdrab, altså at det er kvinderne, som bliver slået ihjel.

Justitsministeriet har selv i en undersøgelse af drab i Danmark konkluderet, at de hyppigste motiver for partnerdrab er jalousi og separation – altså: Hvis jeg ikke kan få dig, skal ingen have dig. Det er en trussel, som mange åbenbart gør alvor af, og som afslører, at der er et behov hos disse mænd for dominans og kontrol over kvinder. Justitsministeriet har også i 2020, altså for 2 år siden, konkluderet, at hvert fjerde drab, der begås i Danmark, er et partnerdrab.

Bag langt de fleste drab ligger forhold præget af vold; særlig psykisk vold kendetegner de forhold, der ender i drab. Ofte har familie eller venner kendt til volden i forvejen. Det har myndigheder og politi også. Kvinderne har frygtet for deres liv på grund af direkte eller indirekte trusler, og alligevel finder så mange af disse drab sted. Det synes jeg vidner om et massivt samfundssvigt. Tænk, at vi har ladet det her ske i så mange år. Vold mod kvinder foregår ofte derhjemme. Den udøves af dem, de elsker, det sted, hvor de skulle have været allermest trygge. Den udøves desværre også ofte foran kvindens egne børn. En gang imellem ser vi også, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt var inde på, at volden eller drabet også går ud over børnene.

Det, at volden foregår i hjemmet, er udtryk for et systemisk svigt, hvor vi som samfund er mislykkedes med at beskytte og støtte de kvinder, der bliver udsat for meget alvorlige forbrydelser. Indsatsen for både voldsudsatte og voldsudøvere har været forsømt i årevis, men med finanslovsaftalen for et par år siden fik vi heldigvis rettet en smule op på den dårlige udvikling, da det lykkedes at få afsat 300 mio. kr. til flere pladser på krisecentrene og en permanent finansiering af behandlingstilbud til både voldsudsatte og voldsudøvere. Ved det seneste politiforlig fik vi også indført specialiseret personale til at tage sig af netop den her type sager, samtidig med at vi selvstændigt har kriminaliseret både psykisk vold og negativ social kontrol. Jeg får lyst til at sige: Hvad der dog ikke kan ske, når Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og regeringen er enige om noget.

Derfor er jeg også rigtig glad for, at regeringen er enig i, at der skal være en handleplan mod partnerdrab. Jeg har faktisk den opfattelse, at der nu er bred enighed på Christiansborg om det her spørgsmål, og der kan man jo sige: Bedre sent end aldrig. Derfor ønsker vi også i Enhedslisten, at vi kommer i gang med det her så hurtigt som muligt, og derfor har vi sammen med SF og Radikale Venstre været med til at fremsætte det her beslutningsforslag, så vi kan sætte handling bag de flotte ord, vi alle sammen går og siger, når vi snakker om partnerdrab.

Vi er enige om, at det skal stoppes. Nu har vi muligheden for at gøre noget ved det, og derfor er jeg rigtig glad for, at regeringen også bakker op om det her forslag, og vil også gerne sige tak til Radikale Venstre og SF for det gode samarbejde, vi har på det her område, når det handler om at beskytte kvinder bedre. Jeg synes også, at jeg listede nogle andre eksempler op, som er beviset på, at vi godt kan lykkes med at ændre ting på det her område, når vi arbejder sammen. Så tusind tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre til fru Britt Bager, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil starte der, hvor den tidligere ordfører sluttede, nemlig med at sige tak til regeringen for nu at bakke op om en handlingsplan om partnerdrab. Det var noget, jeg stillede spørgsmål til justitsministeren om tilbage i november 2021, hvor justitsministeren på det kraftigste afviste, at der skulle være en handlingsplan på det her område. Men så skete der et drab, og der skete et mere, og nu er regeringen så kommet på bedre tanker og bakker op om en handlingsplan om partnerdrab. Det er selvfølgelig noget, vi stadig væk i Det Konservative Folkeparti synes er vigtigt. Vi synes, det er vigtigt, at der kommer et arbejde, som rækker frem i tiden, og som vigtigst af alt er tværministerielt. For det er så belastende i dag, at vi taler om én ting i Justitsministeriet, én ting i et Ligestillingsministeriet og én ting i Socialministeriet.

Så tak for at have fremsat det her beslutningsforslag. I Det Konservative Folkeparti bakker vi stadig væk op.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er vi kommet til hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Jeg vil starte med at sige tak til forslagsstillerne for at have fremsat det her forslag. Det bakker vi op. Det er desværre sådan, at hvert fjerde drab i Danmark er partnerdrab, og det er tragisk i hvert eneste tilfælde. Det sker i alle miljøer og i alle aldre. Ministeren henviste faktisk til et eksempel på Fyn forleden, hvor en ældre mand ombragte sin lige så gamle hustru, og hvor naboerne siger: Vi er i chok, men det kommer ikke som nogen overraskelse. Det handlede om en kvinde, som i årevis havde sagt til omgivelserne, at hun gerne ville flytte fra manden, og nu netop havde fået en anden bolig og havde fortalt om det til naboerne. Man kan jo ikke vide, om dette mord kunne have været undgået, men hvis omgivelserne ikke er overraskede, kunne det måske have været et tegn, som nogen kunne have reageret på, hvis de havde haft det tilstrækkelige fokus og viden.

Derfor giver det også rigtig god mening at se på, om vi med en handlingsplan kan sikre, at alle relevante parter arbejder sammen, at man har de informationer, som er relevante, og kan dele de informationer, som er relevante, og at man har den viden, som skal til for at forstå og tolke de tegn, der kunne være. Så vi skal selvfølgelig have den handlingsplan.

Forslagets tilgang om at inddrage relevante parter i udarbejdelsen af en handlingsplan forekommer konstruktiv. Der er allerede erfaringer, forstår jeg, fra Norge med en handlingsplan, der skal forhindre vold i nære relationer. Så der er noget at trække på. Derfor kunne jeg håbe, at vi måske bredt kunne skrive en beretning om forslaget, så det kunne sikres, at der bliver sat gang i arbejdet med udarbejdelsen af den handlingsplan, som ministeren allerede har sagt kommer. Vi ser frem til det udvalgsarbejde, men støtter naturligvis som nævnt forslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi videre til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak. Kvindedrab i nære relationer er et alvorligt fænomen – det er drab i det hele taget uanset offerets køn. Når det er værd at nævne, er det, fordi det er trods alt oftere er mænd end kvinder, der bliver slået ihjel, men i dag skal det handle om partnerdrab på kvinder.

I januar sidste år udgav Justitsministeriet rapporten »Typer af drab i Danmark«, hvor man har kigget på samtlige drab begået i perioden 2012-2017. Her kan man læse om drabstyper, motiver, gerningsmænd og ofre og sidst, men ikke mindst, herkomst. Af rapporten fremgår det, at kvinder er ofre i 74 pct. af tilfældene, når det kommer til partnerdrab. Kvinder er altså særlig udsatte for partnerdrab.

Hvis man så ser på, hvem der begår de partnerdrab, så er der en bestemt gruppe, der er særlig overrepræsenteret. Jeg tror desværre godt, vi alle sammen ved, hvem det er, men for god ordens skyld, afslører jeg det gerne: Det er ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere. De er som bekendt overrepræsenteret i andre kriminalitetsstatistikker, hvorfor det ikke overrasker, at de også er overrepræsenteret i forhold til kvindedrab blandt partnere.

I Danmark slår ikkevestlige indvandrere og efterkommere oftere deres kvindelige partner ihjel, end mænd i øvrigt gør. Kvindesynet har som bekendt aldrig været særlig sympatisk i islam. Men hvor stor en andel af drab og partnerdrab står de ikkevestlige indvandrere og efterkommere så for? Når det kommer til drab i al almindelighed, står ikkevestlige indvandrere og efterkommere for 28 pct., og det er, på trods af at de kun udgør 9 pct. af befolkningen. Når det kommer til partnerdrab specifikt, udgør indvandrere og efterkommere 23 pct. af gerningsmændene. Indvandrere og efterkommere er altså massivt overrepræsenteret i drabstallene.

Men dem, der slår deres partner ihjel, er vel bare psykisk syge? Det er vel forklaringen, kunne man så påstå. Det er der desværre ingenting der tyder på. Ifølge Justitsministeriets rapport er det kun 9 pct. af samtlige gerningsmænd, der har begået partnerdrab, som er psykisk syge. Til gengæld er henholdsvis 43 og 31 pct. af partnerdrabene motiveret af jalousi eller separation. Drabsmændene vil simpelt hen ikke tillade, at kvinden går sin vej.

Hvad fortæller det os så, når indvandrere og efterkommere er så massivt overrepræsenteret som gerningsmænd til partnerdrab, og at årsagen i de fleste tilfælde er jalousi eller separation? Det fortæller os, at der desværre stadig er for mange mennesker fra de islamiske lande, der ikke værdsætter kvinder eller tillader dem deres frihed. Det er der naturligvis også blandt danske mænd, men bemærk overrepræsentationen: 9 pct. af befolkningen, 23 pct. af gerningsmændene. Det fortæller os, at værdien af et menneskeliv uanset køn vejer tungere i nogle kulturer end i andre, og det fortæller os, at hvis man vil gøre noget godt for kvinders sikkerhed i det her land, er det mest effektive og sympatiske tiltag at lukke for tilstrømningen af migranter fra de muslimske lande og skubbe den islamiske og kvindeundertrykkende kultur tilbage.

Jeg tvivler på, at vi på baggrund af nærværende beslutningsforslag får en handlingsplan, hvor en mere restriktiv udlændingepolitik er en del af planen, på trods af hvor velmenende det end måtte være, og hvor meget man trods alt blandt nogle af partierne erkender, at det her også er et reelt problem i indvandrerfamilier.

I Nye Borgerlige mener vi, vi skal gøre en større indsats for at forebygge og dæmme op for ikke alene partnerdrab på kvinder, men for såvel partnervold som partnerdrab, begået af og mod begge køn. En handlingsplan alene for partnerdrab og alene for partnerdrab begået mod kvinder risikerer let at blive endnu et måske velmenende skattefinansieret dokument, der lægger sig i bunken af planer og rapporter, og som koster danske skattekroner uden at løse problemerne.

Vi konstaterer, at regeringen har igangsat et arbejde med en handlingsplan – en handlingsplan, som skal dæmme op for problemer med både vold og drab, begået mod både kvinder og mænd. Med det udgangspunkt håber vi, at vi kan lande en fælles beretning.

Og bare for, at det skal stå klart: Det er ikke, fordi vi ikke ønsker at gøre noget ved partnerdrab på kvinder, men vi er nødt til at se det bredere; vi er nødt til at se på volden, som ofte går forud for drabet, og på undertrykkelsen, der ofte går forud for drabet. Vi er nødt til også at se på, hvad det er, der sker, når det er mænd, der bliver udsat for det her, til trods for at mændene udgør en minoritet i den her sammenhæng. Og med de ord vil jeg sige tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Det betyder, at vi er kommet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Tak. Det er så min opgave at samle lidt op på debatten her. Jeg vil først og fremmest sige rigtig mange tak for, synes jeg, en fin debat. Også tak for anerkendelsen af, at der skal ske noget. Anerkendelsen er bred og høres på tværs af alle partier. Så det synes jeg er rigtig godt.

Vi var jo, som det tidligere blev nævnt, knap kommet ind i det nye år, før det første partnerdrab blev begået. Det var en 24-årig mand, som havde kvalt sin kæreste og skubbet hende og bilen i vandet i Amager Strandpark. Derefter er der fulgt en række andre partnerdrab. Jeg har faktisk ikke længere tal på, hvor mange det er, men hvis jeg ikke tager fejl, er tallet omkring de seks stykker allerede. Ifølge Danner udsættes i gennemsnit 12 kvinder om året for et partnerdrab. Jeg ved ikke præcis, hvor tallet stammer fra, men hvis partnerdrabene i 2022 fortsætter i det tempo, vi har set i årets første 4 måneder, så kommer vi altså til at slå en meget uhyggelig rekord i år. Derfor er der altså akut behov for, at vi laver en indsats, som bekæmper partnerdrab og kvindedrab.

Derfor er jeg også glad for, at ministeren så klart har taget idéen om at lave en handlingsplan på området op. Dog er jeg en lille smule ærgerlig over, at vi først behandler vores forslag nu, 4 måneder efter at det er blevet fremsat. Men det vigtige er jo, at vi nu er fælles om at ville gøre noget. Jeg synes, det er tankevækkende, at det farligste sted for en kvinde at opholde sig er i eget hjem, og at den, der gør hjemmet usikkert, er den, der burde være den nærmeste til at passe på kvinden, nemlig partneren, og det bør selvfølgelig ikke være sådan.

Ifølge Justitsministeriets gennemgang af drab er partnerdrab den største enkeltstående kategori af drab i Danmark. Ofrene er typisk kvinder, og separation og jalousi er motivet. Vi ved desuden fra forskningen på området, at massiv psykisk vold og stalking går forud for drabet. Ja, faktisk ved vi, at der er identificeret otte trin frem mod et drab, som karakteriserer forløbet. Jeg vil derfor gerne appellere til, at ministeren får igangsat et udviklingsarbejde, som sigter mod at undersøge, hvordan vi bedst muligt forebygger med udgangspunkt i den viden, vi har om de trin. For trinnene viser jo, at der er nogle tegn på, at tingene kan gå helt galt.

Jeg synes, der er taget gode skridt i indeværende regeringsperiode; f.eks. kan man nævne de særlige teams ved politiet, som også tidligere er blevet nævnt her, som både skal opprioritere indsatsen mod partnervold, stalking, æresrelateret vold og psykisk vold, og som skal indføre risikoværktøjer og uddanne politiet i indsatsen. Vi har opnået en kriminalisering af stalking, og vi har fået samtykkeloven, men der er brug for mere. Der er brug for, som det også er blevet nævnt i debatten i dag, en sammenfattende plan, der samtænker, ikke bare social- og ligestillingsområdet, men også sundheds- og beskæftigelsesområdet.

For der er nogle, der møder de her kvinder eller mænd, som det jo også kan være. Altså, når mennesker udsættes for vold, er der nogle, der ser de mennesker, der er udsat for vold, og vi skal have dem til at reagere på det, uanset om det er myndighedspersoner, eller om det er privatpersoner. For det menneske, der er udsat for vold, magter eller tør måske ikke fortælle andre om det, men der er næsten altid nogle tegn, som vi kan være opmærksomme på. Så det handler også om viden om, hvordan vi forebygger. Jeg synes, det forpligter os alle sammen til at gribe ind, altså uanset om vi er privatpersoner eller myndighedspersoner. Vi ved, at hver fjerde har været i kontakt med politiet forud for et partnerdrab. Så der er jo noget, der ikke bliver fanget, og det kræver en viden at kunne gøre det.

Det tegner jo til, at vi nu har fået hul på snakken om at gøre noget ved problemet med partnerdrab, og vi har jo også i forslaget skitseret nogle elementer, som vi synes kunne være et afsæt. Det er ikke en total liste. Det er nogle elementer, som er samlet ind på vegne af de mange kvindeorganisationer, som kæmper for at få den her handlingsplan. Vi har f.eks. brug for mere forskning i en dansk kontekst. Vi har bl.a. brug for at vide præcis, hvad det er, der udløser drabet. Vi har brug for, at der er mere viden hos de aktører, som møder kvinderne. Vi har brug for bedre vidensdeling. Vi har brug for ambulant rådgivning til ofrene for partnervold. For det er ikke alle, der har lyst til henvende sig på et krisecenter. Det er ikke alle, der lige er parate til at flytte ind der. Men dem, som søger hjælp i deres netværk eller bare flytter, skal jo også have adgang til god hjælp og støtte i den forbindelse.

Der er brug for bedre adgang til behandling for udøverne. Der er simpelt hen nok at tage fat på. Man kunne også fokusere på spørgsmålet: Når vi nu ved, at psykisk vold er en af de ting, som kan kulminere i et partnerdrab, hvorfor er vi så stadig væk så dårlige til at få has på de sager, der handler om det? Der er nærmest ikke faldet nogen domme på det her område, og det tror jeg er, fordi man skal gå anderledes til det. Bevisindsamlingen er nødt til at være anderledes, når man tager fat i psykisk vold. Der er man nødt til at spørge omgangskredsen, men vi skal have et koncept for det, og vi skal have mere viden om det, for at det kan lade sig gøre.

Vi er også blevet en lille smule klogere på, hvornår der så kommer til at ske noget. Snart, siger ministeren. Det håber jeg. Det her er jo et komplekst problem. Det må vi jo bare erkende. Det er et problem, der går på tværs af ministerier og udvalg, og jeg tror også, det er derfor, at det måske er gået så langsomt med at få anerkendelsen af, at det er et problem, som vi samlet er nødt til at gøre noget ved. Det er komplekst, ja, men det må ikke stoppe os i at lave de initiativer, som vi kan lave nu, for vi er bare nødt til at prøve at forebygge kvindedrab bedre.

Så vil jeg til allerallersidst sige: Der blev rejst nogle spørgsmål om økonomien fra Venstre, tror jeg det var. Det er sådan, at der i forslaget står, at man skal identificere de initiativer, der er brug for, og så skal man vende tilbage til dem, som bakker op, og forhandle det og prøve at finde økonomi til initiativerne. Så på den måde har vi tænkt finansiering ind i det. Det er meget svært at sætte beløb på, når man ikke ved, hvad en handlingsplan kommer til at indeholde, og hvad det egentlig er, der er behov for. Så det er derfor, det er skruet sammen på den måde. Så det kan man roligt stemme for, hvis det er den bekymring, man har.

Så bliver der nævnt noget omkring mænd. Vi kommer jo ikke uden om, at partnerdrab på kvinder er den største enkeltstående kategori af drab, men det er klart, at hvis man laver behandlingstilbud, skal det naturligvis også gælde i forhold til det andet køn. Hvis man laver ambulante rådgivningstilbud, skal det selvfølgelig også være muligt for det andet køn at få det; det er helt klart, men vi kommer ikke uden om, at det her også er en kønnet problemstilling, fordi ofrene jo primært er kvinder. Så jeg mener, at det kan vi nok sagtens finde rundt om. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Først og fremmest vil jeg sige tusind tak til forslagsstillerne for et meget sejt beslutningsforslag – det sagde jeg også fra talerstolen. Ordføreren for forslagsstillerne peger her på det mønster, der går forud. Vil ordføreren for forslagsstillerne ikke sige lidt mere om, hvad hun tænker, at vi kan gøre for det? Det gælder også det, som ministeren peger på, med, at vi er nødt til at anse det her for aldrig at være privat. Tak.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Det her er ikke et individuelt problem; det er noget, vi alle sammen må tage ansvar for. Vi ser sikkert nogle tegn, som vi ikke altid er klar over er tegn, og det er jo her, vi skal have mere viden, så vi kan gribe ind på den rigtige måde. Det er et ansvar, der påhviler os alle sammen.

I forhold til det med de otte stadier, der går forud for et partnerdrab, er der jo noget engelsk forskning, hvor man har undersøgt 400 drab. Vi har en lignende undersøgelse i Danmark, godt nok ikke i forhold til trin, som viser, at psykisk vold og stalking er et mønster forud for, at der begås drab på en partner. Og det er sådan set også det, man konkluderer i den engelske undersøgelse.

Men jeg synes jo, vi skal nedsætte et udvalgsarbejde, som kigger på de enkelte trin og finder ud af, hvordan vi så kan forebygge det, når vi nu ved, at det er det her, der kendetegner de enkelte trin.

Tak for det. Fru Camilla Fabricius, værsgo.

Tak. Jeg synes, at ordføreren for forslagsstillerne var meget præcis. Tusind tak. (Karina Lorentzen Dehnhardt (SF): Selv tak).

Så tror jeg, at vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Ligestillingsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.