Det sidste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 68:

Forslag til folketingsbeslutning om at stoppe lukning af uddannelsespladser og genforhandle aftalen om flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark.

Af Katrine Robsøe (RV) m.fl.

(Fremsættelse 19.01.2022).

Forhandlingen er åbnet. Uddannelses- og forskningsministeren.

Tak for det. Undskyld for forsinkelsen. Det er ikke sket før. Jeg skal prøve at undgå, at det nogen sinde sker igen.

Jeg vil gerne sige tak til forslagsstillerne for med B 68, beslutningsforslaget her, at give mulighed for, at vi igen kan have en diskussion, og jeg vil også der fortælle om vigtigheden af den aftale, som et bredt flertal i Folketinget i går netop har indgået et vigtigt tillæg til.

Først vil jeg så egentlig godt bemærke, at det var en temmelig usædvanlig fremgangsmåde at kræve genforhandling af en aftale, man ikke selv som parti er med i. Det plejer at være sådan noget, som aftalepartier kan, altså mene, at man skal genforhandle en aftale. Her er der jo tale om, at et parti, der ikke er med i aftalen, gerne vil have den genforhandlet. Det kan man godt ønske, men det plejer jo at være lidt på en anden måde, at det krav kan fremkomme. De partier, der indgik aftalen, har gennem et langt og grundigt forløb været med til at implementere og udmønte den, og det var i den kreds, indflydelsen var. Den har forslagsstillerne jo selv valgt fra, og i stedet for har vi så en debat i dag. Men jeg vil godt i den forbindelse takke de partier, som er med i aftalen, for gode drøftelser de seneste måneder og for at tage ansvar for at sikre gode uddannelsesmuligheder i hele Danmark i fremtiden.

Omkring 40 nye konkrete uddannelsesmuligheder modtager over 800 mio. kr. i etableringstilskud. Læg hertil også de mange nuværende lokale uddannelser rundtomkring i landet, der får bedre økonomiske vilkår for at bestå i fremtiden trods faldende ungdomsårgange. Der er en samlet investering her på næsten 400 mio. kr. varigt. Det er strukturelle ændringer, der vil virke, og min forsinkelse var faktisk også grundet i en hel del snak med pressen i dag. Jeg må sige, at jeg egentlig er ret stolt over det, vi har gjort og opnået sammen – og altså også væsentlig mere, end jeg tror man havde forventet, da vi startede på hele den her diskussion for et års tid siden.

Nu har vi en stærk plan for, hvordan vi i de kommende år vil fremtidssikre vores uddannelsessystem med gode muligheder for uddannelse uden for de største byer. Partierne har prioriteret midler til en dyrlægeuddannelse i Foulum ved Viborg, hvor Aarhus Universitetshospital planlægger en campus, til en pædagoguddannelse i Holbæk, ingeniøruddannelser i Risø, Hirtshals og Kalundborg; it- og STEM-uddannelser er vi klar til at bakke op om i trekantsområdet, hvis den proces går videre – og meget, meget mere.

Det er frugten af et godt og inddragende samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, som har udarbejdet de planer, som vi siden i aftalekredsen har lagt os tæt op ad. Det var nok ikke fra starten en ønsket opgave at få, men jeg synes faktisk, man må sige, at institutionerne har spillet med og taget det på sig, at der her var et betydeligt politisk ønske om at sikre uddannelsesmuligheder i hele Danmark, og det bidrager man så konstruktivt til.

Aftalens hovedformål er at understøtte overlevelsen af uddannelsessteder uden for de største byer, så Danmark får en bedre uddannelsesbalance. Hvis den udvikling, vi har set de seneste år, hvor der jo er sket en centralisering på en række områder, og hvor også optaget er blevet centraliseret i voksende grad i de største byer, fortsætter, risikerer vi uddannelseslukninger uden for de største byer, ikke mindst i lyset af de faldende ungdomsårgange frem mod 2040. Det vil kun forstærke den udvikling. Udviklingen vil formentlig betyde, at stadig flere virksomheder, børnefamilier og uddannelsessøgende søger mod de største byer, og for lokalsamfundene kan det jo blive en ond spiral, der er svær at bryde, med færre uddannelser, færre arbejdspladser, færre indbyggere. Vil vi have udvikling og fremgang i hele Danmark, kræver det også nogle gange, at vi politisk tager ansvar for at stimulere det og understøtte det, bl.a. ved at sikre uddannelsesmuligheder.

Det ville skade sammenhængskraften i vores land og skabe en voksende mulighedskløft mellem unge mennesker på tværs af landet, hvis ikke vi tog affære. Regeringen og et bredt flertal i Folketinget vil en anden vej. Vi ønsker at have stærke uddannelsesinstitutioner og gode muligheder for at uddanne sig i de største byer, stærke universiteter med forskningsmiljøer i verdensklasse – det vil der fortsat være med den aftale, der er indgået – og der skal også være gode uddannelsesmuligheder andre steder i landet for de unge, der gerne vil tage en uddannelse tæt på, hvor de er vokset op, og for de voksne, som har mod på at uddanne sig, men som ikke har mulighed for at flytte til en storby for at tage en uddannelse, fordi de har etableret familie og en tilværelse i en mindre by. Der skal være uddannelsestilbud til dem, der trives bedre i et mindre miljø, på et mindre uddannelsessted, hvad en del unge faktisk gør. Jeg tror faktisk også, at mange jo vil trives bedre der og opleve, at man har kortere vej til underviserne, at man har et tættere miljø med hinanden og lettere ved at opbygge en faglig identitet og et sammenhold omkring sin uddannelse og sit fag, end det nogle gange kan være oplevelsen på meget store uddannelsessteder, hvor der er rigtig, rigtig mange andre studerende.

Jeg er ikke bekymret for, at færre unge vil få en uddannelse med aftalen. Det tror jeg er noget af det, der er indvendingen eller det, som der også lægges op til at vi skal diskutere. Fru Katrine Robsøe og jeg havde en lignende diskussion i onsdags, altså om færre unge ville få en uddannelse med aftalen, og det er jeg ikke bekymret for. Uddannelsestrangen hos unge mennesker i Danmark er heldigvis stærk, og erfaringer og fakta fortæller os, at hvis man har færre muligheder ét sted, så vælger de unge en anden uddannelse i stedet for.

Det er en erfaring, vi bl.a. har fra, da en af alle forslagsstillerne, tidligere uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, selv i 2014 indførte den såkaldte ledighedsbaserede dimensionering. Da var der også kritiske røster og modstand fra nogle af de samme kredse, som der har været nu, men ikke desto mindre gjorde man det jo med Radikale Venstre i spidsen. Her begrænsede man adgangen til uddannelser med overledighed. Det viste sig efterfølgende, at langt størstedelen af de ansøgere, som havde søgt ind på en af de berørte uddannelser, var i gang med en anden uddannelse, når man så på det 2 år efter. Jeg synes også, at det er sådan lidt intuitivt, hvis man forestiller sig det unge menneske, hvor studenterhuen er på og man er parat til at tage en uddannelse, og hvis der så er ét sted, hvor man ikke kommer ind, og valget så er, om man lader helt være med at tage en uddannelse eller man søger ind på en anden, at så er det det sidste, der sker.

Så vidt jeg kan forstå, har De Radikale ikke nogen forslag til, hvordan vi så sikrer overlevelsen af uddannelsesmiljøer og -muligheder i hele landet, hvis man er modstander af aftalen her. Det løser nemlig ikke det overordnede problem udelukkende at tilføre flere midler. Udfordringerne er ikke alene, at der mangler uddannelsespladser, men at der mangler studerende til at søge dem og blive optaget uden for de større byer. Det ved vi også fra tidligere erfaringer.

I sidste valgperiode etablerede man under den tidligere borgerlige regering ti lokale uddannelser forskellige steder i landet, såkaldte uddannelsesstationer, og jeg har sympati for den politiske ambition bag det. Ambitionen var at tiltrække 500-1.000 studerende til uddannelserne, og tankegangen var jo nogenlunde den samme som det, vi nu forfølger på en endnu mere gennemarbejdet, grundig og ambitiøs og tilsyneladende jo også mere effektfuld måde. Men altså, jeg har sympati for den politiske ambition bag forslaget dengang, men må jo i dag også konstatere, at det ikke er nok at etablere uddannelsespladser og bevilge penge. Søgningen til uddannelsesstationerne var årligt kun omkring 100 studerende samlet, og i dag er en del af de ti stationer lukket. Andre klarer den, overlever og søger om at blive mere permanente uddannelsessteder, og nogle af dem lykkes også med det, men det gennemgående billede er altså, at det ikke var den succes, som vi forhåbentlig – det synes jeg også vi har god grund til at mene – vil opnå med den nye aftale.

Hvis vi skal understøtte de lokale og regionale udbud, skal vi med andre ord også have flere studerende til at søge de uddannelser. Men der er kun de unge, der er, og i de kommende år bliver der endnu færre, der tager en videregående uddannelse, på de årgange. Og hvis man fortsat ser en centralisering i optaget omkring de største byer, vil man risikere, at grundlaget for uddannelsesmuligheder andre steder i landet forvitrer, og det vil være skadeligt for dem selv og for de arbejdsgivere i det private erhvervsliv og i kommuner og regioner, der skal rekruttere dem lokalt. Det vil jo altså også betyde en større kløft i forhold til mulighederne for de unge og for de her mere, hvad skal vi sige, voksne, modne, mere etablerede familier og personer dér, som senere i livet gerne vil tage en uddannelse eller tage en ny, og hvor det betyder noget, at der er uddannelser tæt på.

Vi kan faktisk allerede se, at incitamenterne i den aftale, vi færdiggjorde i går, virker. I uddannelsesinstitutionernes egne indspil er der ambitioner om over 100 nye uddannelsesudbud og -udflytninger uden for de største byer i de kommende år. Det er jeg overbevist om bl.a. skyldes, at vi med aftalen forbedrer de økonomiske vilkår for at drive uddannelse uden for de største byer med over 400 mio. kr. om året – penge, der først og fremmest går til et nyt regionalt taxameter og et forhøjet decentralt grundtilskud. Oveni kommer de her 800 mio. kr., som vi frem mod 2030 investerer i etableringen af mere end 40 nye uddannelsesinitiativer rundtomkring i landet. Det er jo også sådan, at antallet faktisk er endnu højere, end hvad der er muligheder for. Der er spillet ind med mere end 100 idéer og ambitioner, og der er flere, der har tænkt sig at flytte til en eksisterende regional campus med nye uddannelsesmuligheder, uden at det i øvrigt kræver ekstra etableringsfinansiering andet end det, der opnås gennem et forhøjet taxameter.

Så vi er som sagt også oppe på flere idéer, indspil og muligheder, end jeg nok havde forventet at vi ville få og lykkes med. Dengang diskussionen begyndte, tror jeg at der var mange, der lidt sagde, at det overhovedet ikke kunne lade sig gøre, og jeg synes, vi har modbevist det ret grundigt både med aftalen i juni og ikke mindst med det forløb, der har været siden da. Det har krævet et stort arbejde af de institutioner, som har spillet med. Jeg synes som sagt, at de har gjort det, og også, at vi politisk har haft et grundigt og godt arbejde med de indspil og har omsat dem til en egentlig udmøntning af aftalen, som vi altså kunne aftale færdig i går. Jeg mener, at vi her agerer ganske fornuftigt og ansvarligt, og er glad for, at et meget bredt flertal i Folketinget står bag det. Jeg mener også, det er rigtigt at gennemføre aftalen, som jeg har argumenteret for her, og regeringen kan altså ikke støtte beslutningsforslaget om at genforhandle en aftale, som vi netop i går har bekræftet.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Ministeren anerkender aftaleteksten, hvor der under punkt 6 i bilag A står: »Aftalepartierne er opmærksomme på, at særligt de små fag kan blive udfordret i de kommende år med faldende ungdomsårgange.« Der vil jeg bare spørge ministeren – også i forhold til rammen for diskussionen nu, altså om vi skal genforhandle og genåbne den her aftale, og at det ser ud, som om der ikke er blevet afsat nogen midler til det – om han ikke vil komme ind på, om man med den nye tillægsaftale økonomisk vil holde hånden under nogle af de små fag og nogle af de lukningstruede fag. Ministeren er jo bekendt med, at vi har foreslået, at man skulle tage småsprogfagspuljen og summere op eller noget andet. Og hvis man ikke har gjort det, mener ministeren så, at vi kan lave en tillægsaftale til den her aftale og så gøre det, eller hvad tænker ministeren om det? For jeg håber, ministeren er enig i, at det er vigtigt.

Ministeren.

Det er jeg enig i, og det er jo også hele grunden til, at det, da aftalen blev indgået, blev skrevet ind som et væsentligt hensyn, man bad institutionerne om at tage, når de skulle udarbejde deres planer. Jeg synes også, de har levet op til det. Der er en vilje og et ønske om at fastholde de her mindre fag, typisk inden for humaniora. Det synes jeg er positivt.

Der tænker jeg egentlig, at hvis Enhedslisten gerne vil det, står det dem jo frit for i deres politik at komme med forslag om, at man gerne vil øge den her ordning og finansiere den. Men det er en eksisterende ordning, der særlig understøtter nogle ganske små fag – endog meget små fag – og der er stadig væk forskning, og de findes, også selv om der er meget, meget få studerende på de enkelte årgange. Umiddelbart er det egentlig ikke tanken, at det sådan generelt er det, der skal være løsningen; måske er udfordringen snarere at få nogle flere til at søge nogle af de her unikke fag.

Victoria Velasquez, værsgo.

Jeg hørte svaret, som at der så ikke er økonomi til at holde hånden under de små fag, som aftalekredsen jo anerkender er nogle af dem, som er truet af de faldende ungdomsårgange.

Mit andet spørgsmål handler om punkt 49 i aftaleteksten. Der synes jeg der står noget klogt om det her med sammen med lokale aktører at skulle sikre gode studiemiljøer m.v. Vi ved jo, at der f.eks. har været en studenterforening, der har foreslået et projekt, man kunne lave for at skabe nogle gode studenteraktiviteter, og der har også været andre eksempler, men nu var det bare et konkret eksempel. Jeg har ikke kunnet se, at man har afsat ressourcer til, at det skulle kunne lade sig gøre. Er det rigtigt forstået?

Ministeren.

Altså, småfagsordningen findes og eksisterer fuldstændig, som den har gjort hidtil – bare for at slå det fast: Den er der ikke ændret på. Og der er klart taget hensyn til, at det ikke er her, man går ind og skalerer ned og reducerer optaget, i de indspil, der er kommet. Det var det, der var hensynet, da aftalen blev indgået, og det synes jeg også der er levet op til.

Punktet her om studiemiljøer, job, bolig osv. er jo især en fordring og en forpligtelse, synes vi, det er rimeligt at give til kommuner og andre der, hvor man så får mulighed for at oprette nye uddannelser, så de også tager på sig at bidrage til et godt studiemiljø og muligheder for de unge der, hvor de er. Men det er altså op til dem at leve op til det ansvar.

Fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre, værsgo.

Tak for det. Nu er det jo ikke alle de nye udbud, det her beslutningsforslag handler om, og jeg forstår godt, at man gerne vil tale om dem, men det handler sådan set om at få stoppet de lukninger, og dem kan du ikke undgå med den her aftale. Men det, som jeg egentlig først og fremmest godt lige kunne tænke mig at høre ministeren om, er, hvordan Socialdemokratiet mener at den procentvise fordeling mellem uddannelsesudbuddene skal være mellem de fire største byer og resten af Danmark.

Jeg spørger, fordi der faktisk stort set – med undtagelse af ét procentpoint – har været den samme fordeling af antallet af uddannelsesudbud mellem de fire største byer og resten af Danmark fra 1998 til 2018. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Hvorhenne mener ministeren at den her grænse skal være? Hvor langt vil Socialdemokratiet gå i det her?

Ministeren.

Det har vi jo ikke sat nogen procenter på. Men det, man ikke kan lukke øjnene for, er altså, at den stigning i optaget, der har været på de videregående uddannelser, i høj grad er sket i de største byer, og at vi i de kommende år vil se, at der er betydelige fald i ungdomsårgangene og altså færre, der vil søge en videregående uddannelse. Og det er jo så en ny virkelighed, som mange nok skal indstille sig på er sådan, det er, i en relativt lang periode, og hvis man bare lader det passere, hvis man bare siger, at det jo så må gå, som det går – hvilket lidt er det, jeg fornemmer er De Radikales indstilling her, selv om man tidligere har ment noget andet – så nytter det ikke noget. Det virker ikke bare at ville tildele nogle flere penge, men vi er også nødt til at rykke på optaget af dem, der så er, når der er faldende ungdomsårgange. Ellers er der ikke et grundlag for at opretholde uddannelser mange steder i landet, og der vil ske lukninger, blive færre muligheder, og det mener jeg – og jo tilsyneladende også et bredt flertal – ikke er ønskeligt for Danmark.

Katrine Robsøe, værsgo.

Tak for det. Jeg må tage det, som at det simpelt hen er et krav fra Socialdemokratiet, at de her næsten 2.000 studiepladser skal lukkes. Jeg havde jo egentlig håbet, at ambitionen for regeringen og Socialdemokratiet var, at vi skulle have oprettet flere uddannelsesmuligheder i hele Danmark, og at der ikke bare skulle nedlægges en masse pladser. Det er jo rigtig ærgerligt.

Men er det korrekt forstået, at det simpelt hen er et krav, at de her pladser skal nedlægges?

Ministeren.

Hvis man læser nærmere ind i aftalen, vil man se, at der som minimum vil være et konstant antal pladser med implementeringen af aftalen her, og der vil faktisk ganske sandsynligt være flere pladser. Det, der er pointen, er jo, at vi er nødt til at rykke på, hvordan fordelingen af optaget er mellem de største byer og andre steder i landet, fordi vi ellers vil få de lukninger, som jeg endnu ikke har hørt noget godt svar fra De Radikale på hvordan vi undgår. Der synes jeg at man skulle tage det ansvar, som man som parti også gerne vil tage i andre sammenhænge.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi kan gå i gang med ordførerrunden. Det er først fru Ida Auken, Socialdemokratiet.

Tak for det. Ifølge forslaget her, som er fremsat af Radikale Venstre, skal Folketinget pålægge regeringen at indkalde Folketingets partier til genforhandling af aftalen om flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark, så lukning af uddannelsespladser kan undgås. Aftalen, der henvises til, blev indgået i sommer af et bredt flertal i Folketinget med henblik på at sikre en bedre uddannelsesdækning i Danmark, så flere får adgang til at tage en god uddannelse. I Danmark har vi uddannelser i verdensklasse, og dimittenderne fra vores uddannelser er eftertragtede.

Vi mangler dygtige hænder og kloge hoveder i snart sagt alle brancher og i alle dele af landet, og vi har ikke råd til at gå glip af det talent – det kan være for jura, maskiner eller pædagogik – der gemmer sig i den ufaglærte mor til to, som er bundet til sin by af en dagligdag med børn, madpakker og realkreditlån, eller den unge student, der er et ingeniørfagligt eller medicinsk talent, fordi han er så knyttet til familie og venner, at han ikke ønsker at flytte fra sin by. Og så tror vi på, at det er godt for balancen i landet, at der er højtuddannede mennesker overalt, ikke kun i byerne. Derfor er det vigtigt, at danskerne har adgang til uddannelse og opkvalificering tæt på, hvor de bor. Det er det for deres egen skyld, men det er det også for virksomhedernes og de offentlige arbejdspladsers skyld. Der er lige så meget brug for dyrlæger i Jylland som i København, og der er lige så meget brug for lærere på Sydfyn som i Odense.

Efter en grundig inddragelse af uddannelsesinstitutionerne har vi i aftalekredsen drøftet, hvordan vi bedst udmønter aftalen, og her til morgen er den endelige aftale blevet offentliggjort. Det betyder, at der kommer mere end 40 nye uddannelsesmuligheder uden for de store byer. Det betyder også, at der er ambitioner bag, og at man har tænkt nyt, så man kan komme op på næsten 100 nye uddannelsessatsninger uden for de fire største byer. Jeg synes, det er spændende, hvad der kan ske i Kalundborg, og hvad der kan ske alle mulige steder i vores land, som ikke har været sådan rigtige studiebyer med liv og mulighed for at udvikle sig. Derfor er vi også i al ydmyghed stolte af den her aftale.

Jeg tænker sådan set også, at forslagsstillerne kan se fornuften i det, hvis de har haft mulighed for at læse aftalen igennem. Det fremgår nemlig af bemærkningerne til det beslutningsforslag, som vi diskuterer i dag, at:

»Forslagsstillerne anerkender behovet for oprettelse af uddannelser i hele landet og vil gerne være med til at oprette pladser uden for København, Aarhus, Odense, Aalborg og Roskilde ...«.

Det er jo netop det behov, aftalen adresserer. Der, hvor uenigheden opstår, er, at der videre i bemærkningerne står:

»... men det bør efter forslagsstillernes opfattelse ikke ske på bekostning af det eksisterende uddannelsesudbud i disse byer.«

Her kan det undre mig, at vi efter et års debat af netop dette emne ikke har fået rettet den misforståelse, som forslagsstillernes indvending er udtryk for. I de kommende år træder mindre ungdomsårgange ind i uddannelsessystemet. Man skal forestille sig, at der næsten er 10 pct. færre unge til at fylde vores pladser op. Derfor har vi altså langt færre til at fylde de studiepladser op, som vi har i øjeblikket. Vi kan ikke fylde alle studiepladserne op. Derfor er det ikke nok bare at oprette studiepladser uden for de store byer uden også at sige, at vi skal sørge for, at der er studerende til dem. Vi skal sørge for, at de færre studerende, der kommer i de kommende år, faktisk bliver fordelt på de uddannelsesudbud, vi opretter, så ingen udbud bliver så små, at de må lukke.

Det er grunden til, at vi i aftalekredsen også er blevet enige om, at optaget i de store byer reduceres med 6,4 pct., hvoraf de fleste uddannelsespladser udflyttes, mens andre pladser lukkes. Og inden man forarges over, at nogle uddannelser nedskaleres, vil jeg lige minde om to ting. For det første opretter vi flere uddannelser uden for de store byer, fordi vi netop ønsker, at flere får mulighed for at tage en uddannelse, og for det andet er antallet af studiepladser i de store byer vokset eksplosivt i de seneste år, mens uddannelsespladser uden for de store byer er lukket – en udvikling, som Radikale Venstre og forslagsstillerne selv har beklaget. Med en reduktion i optaget i de store byer på 6,4 pct. tager vi kun lige akkurat toppen af den udvikling, der har været, og alle de unge, der gerne vil læse i byerne, vil stadig væk have mulighed for det.

Derfor støtter Socialdemokratiet ikke forslaget om at genforhandle aftalen. Jeg synes faktisk snarere, at forslagsstillerne skal genoverveje, om ikke aftalens indhold er fornuftigt, og om ikke aftalen løser den udfordring, som vi faktisk ser ens på.

Der er en kort bemærkning til fru Victoria Velasquez. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Det bliver næsten lidt sådan en kampagnefilm med musikken, der kører ude fra demonstrationen på Slotspladsen. Vi kan i hvert fald høre jer, der demonstrerer derude – ikke fordi jeg tror, at de ser med her på Folketings-tv.

Mit spørgsmål handler om DTU i forhold til den aftaletekst, der er, og i lyset af det her med, om vi skal genforhandle aftalen. Det er jo sådan, at der ikke er fundet nok midler til at sikre, at de udflytninger, der er i institutionsplanerne, med sikkerhed kan realiseres. Med DTU er der afsat 30 mio. kr. I aftalen fra i sommer er det jo sådan, at hvis ikke man udflytter pladser, så skal man lukke pladserne. Derfor vil jeg bare spørge, hvad planen så er i forhold til DTU, for der står, at man opfordrer dem til at arbejde videre med udflytningsplanerne. Men hvad hvis pengene ikke er der til, at de kan lave udflytningerne? Er det en egenbetaling, man vil have de skal lægge? Hvis ikke de kan det, skal de så lukke uddannelsespladser? Kan ordføreren opklare det?

Ordføreren.

Jamen det er jo netop en udviklingsplan, vi går ind i sammen med DTU, og vi ser deres bud på det. Og jeg vil så give ros til dem, der blev siddende ved bordet, nemlig SF, som faktisk fandt 10 mio. kr. mere til DTU, så man vil kunne realisere endnu flere af de visioner, som DTU, synes jeg, meget flot er kommet med.

Fru Victoria Velasquez.

Det var en lidt mærkelig kommentar. Vi har også, selv om vi ikke sad med ved bordet, været med til at finde penge til det, så jeg forstår ikke rigtig det behov for at skulle komme med sådan en spydig bemærkning om ikke at tage ansvar. Det synes jeg faktisk er ret absurd og også en ret underlig måde at håndtere så vigtig en debat på, der handler om fremtidens uddannelser.

Nu prøver jeg at spørge igen. Der er 30 mio. kr. De siger, at det skulle være et trecifret millionbeløb. Har man tænkt sig at finde de penge, hvis DTU ikke selv kommer med en egenfinansiering, eller hvad er planen der? Og så håber jeg, at man lader være med at komme med sådan nogle spydige bemærkninger fremadrettet.

Tak for det. Så får vi svar. Værsgo til ordføreren.

Jamen nu trådte Enhedslisten jo ud af aftalen, fordi man ikke mente, at der var nok penge i aftalen – nu tror jeg, det er mig, der lige har ordet. Og derfor siger jeg bare, at nogle af de ting, som Enhedslisten har ønsket sig i dag, jo er nogle af de ting, man kunne have fået ved at blive siddende inde ved bordet og tage ansvar for hele aftalen. Det er jo bare forskellen på at være med og ikke at være med. Så siger jeg bare, at der er et andet parti, der blev siddende, og som bl.a. var med til at sikre flere penge til, at mere af det, som DTU gerne vil lave, kan blive til virkelighed. Det synes vi sådan set er godt. Vi vil jo gerne se, at alle de forskellige ideer, der ligger – helt op til over hundrede udbud – kan blive til noget.

Katrine Robsøe, Radikale Venstre. Værsgo.

Jamen tak for det. Så vil jeg faktisk godt lige følge op på det sidste her, nemlig: Hvordan vil Socialdemokratiet finansiere, at alle de mulige uddannelsesudbud, der er spillet ind her, rent faktisk også ender med at blive til noget, så vi ikke løber ind i den bekymring, som fru Victoria Velasquez meget fint summerede op?

Ordføreren.

Nu har vi jo i første omgang fået pengene til at strække til over 40 nye uddannelsesmuligheder. Og det var en af de ting, vi fik at vide at vi ikke kunne få pengene til at strække til. Vi har fundet 1,2 milliarder kr., hvoraf 800 mio. kr. er til etablering, og 400 mio. kr. er varigt. Så vi håber selvfølgelig, at uddannelserne arbejder videre med de her planer, og at vi også kan være med. Det kan jo være, det er en af de ting, som nogle af vores støttepartier i en finanslov vil være med til at finansiere, og det er heller ikke udelukket, at der kan findes flere midler. Det lykkedes jo for eksempel i går at finde flere midler til det her område.

Katrine Robsøe.

Jeg kender godt Socialdemokratiets sprog. Det betyder f.eks., at Socialdemokratiet formentlig ikke selv kommer til at prioritere at finde penge til det her. Og det synes jeg da er ærgerligt, når man gerne vil stå på talerstolen og tale om de her 100 uddannelsesforslag.

Jeg vil gerne lige, meget specifikt faktisk, spørge til CBS. Der har man i aftalen skrevet, at fordi deres forslag ikke helt når op på 5 pct., så skal de så finde noget mere, noget yderligere, at lukke. Vil Socialdemokratiet insistere på, at der skal lukke mere på CBS?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Jeg tror, vi kan være ret sikre på, at der ikke lukker ting på CBS med den minijustering, vi har bedt dem om. Det er sådan set bare god skik og brug, at når vi beder dem om at finde 5-10 pct. og CBS så kommer med 4,7 pct., så beder vi dem om at finde de sidste. Mon ikke de tager det på det generelle optag? Det ville være mit bud. For vi har netop sagt, at det er meget vigtigt, at CBS også passer på deres forskningsmiljøer. Det står også eksplicit i den tillægsaftale, der er lavet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til fru Ulla Tørnæs, Venstre.

Normalt plejer jeg faktisk at starte mine ordførerindlæg med at takke forslagsstillerne for debatten. Det vil jeg undlade i dag. Det er ikke, fordi jeg ikke ønsker at drøfte et Danmark i bedre uddannelsesbalance – tværtimod – men simpelt hen fordi jeg synes, helt ærligt, at Det Radikale Venstres beslutningsforslag her er et dårligt udgangspunkt for en debat, der for mig at se er alt for vigtig til at nøjes med at tage med udgangspunkt i det beslutningsforslag, som Det Radikale Venstre har fremsat i dag. For der er jo ikke noget konkret bud fra Det Radikale Venstre at forholde sig til, ud over at Det Radikale Venstre er imod dele af det, som et meget bredt flertal i Folketinget er blevet enige om i sommer.

Radikale Venstre er med andre ord blottet for visioner eller bud på, hvordan vi fremadrettet sikrer kvalificeret arbejdskraft til såvel den private som den offentlige sektor, også uden for de største byer. I Venstre ønsker vi et Danmark i bedre uddannelsesbalance, og vi mener faktisk, at vi med den aftale, som Det Radikale Venstre med forslaget her ønsker at annullere, tager et vigtigt skridt i den rigtige retning – i retning af netop at skabe et Danmark i bedre uddannelsesbalance.

Vi får etableret en dyrlægeuddannelse i Foulum ved Viborg, en jurauddannelse i Esbjerg, lægeuddannelse i Køge, jordemoderuddannelse i Slagelse og socialrådgiveruddannelse i Hjørring. Og sådan kunne jeg faktisk fortsætte længe endnu. Den aftale, som Det Radikale Venstre ønsker at annullere, investerer, hvad også fru Ida Auken var inde på, 805 mio. kr. frem mod 2028 i etableringstilskud til 41 nye uddannelsesinitiativer i hele landet. Og der investeres 413 mio. kr. årligt i både nye og eksisterende uddannelser uden for de største byer. Og det er der i høj grad brug for. Det er der brug for for at give de unge bedre valgmuligheder, og det er der brug for for som sagt at sikre bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft, også uden for de større byer.

Det nye regionale taxameter, der indføres med aftalen, betyder, at institutionerne få 7 pct. mere i taxameterbidrag pr. studerende, når studiepladsen eksisterer uden for de større universitetsbyer. Det decentrale grundtilskud, som vi allerede kender i dag, fordobles yderligere, altså som en måde at styrke økonomien i uddannelsestilbuddene uden for de større byer på. Det er vi glade for i Venstre, for vi er helt overbeviste om, at man på den måde skaber bedre og stærkere økonomiske vilkår for at oprette uddannelser i hele landet til gavn for hele Danmark og særlig til gavn for de dele af Danmark, hvor der i dag ikke er mange uddannelsestilbud til de unge at vælge imellem. Venstre kan ikke støtte forslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger.

Jeg vil bare lige sige til orientering, at jeg forsøger at få dæmpet den musik, der er derude på Slotspladsen, så vi stadig væk kan føre forhandlinger herinde.

Der er en kort bemærkning fra fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det behøver ikke at være for min skyld. De skal bare demonstrere løs. Jeg kan i hvert fald tydeligt høre, hvad ordføreren siger.

Jeg har indtryk af – og det er positivt – at Venstre er opmærksom på, at vi med det her med udflytningerne af uddannelsespladser og nedskalering og de faldende ungdomsårgange ikke kommer til at lave et loft, der kan forhindre, at vi får oprettet nye uddannelsespladser i forhold til den grønne omstilling og de her forskellige dele. Det er egentlig også adresseret i aftaleteksten. Så derfor vil jeg gerne spørge, om ordføreren kunne sætte lidt flere ord på, hvordan man sikrer sig den balance i forhold til rammeaftalerne, så det ikke fuldstændig bliver sådan en dimensioneringsaftale. Kan ordføreren sætte lidt flere ord på det?

Ordføreren.

Undervejs i forhandlingerne har det været vigtigt for Venstre at sikre, at der er muligheder for at udvikle de uddannelsestilbud, som der vil være efterspørgsel efter. Ingen ved i dag præcis, hvad efterspørgslen vil være, når vi når frem til 2030. Derfor er det vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne ikke er statiske størrelser. Der vil helt uomtvisteligt komme et krav om nye uddannelseskombinationer for at kunne løfte kravet om kompetencer til den grønne omstilling. Det kan være it-uddannelser, det kan være ingeniøruddannelser, og jeg tror også, at life science-branchen vil komme med nye krav til vores uddannelsessektor. Derfor har det været vigtigt for os at sikre, at den fleksibilitet også er til stede. Og som det fremgår af aftalen: Hvis ikke der er muligheder for at kunne flytte rundt inden for institutionen, hvis den ligger i en af de store byer – altså bruge nogle af de tomme pladser til at oprette nogle af de nye uddannelser, der vil være fremtidig efterspørgsel efter – så må man indgå i en dialog med ministeriet.

Victoria Velasquez, værsgo.

Tak for det, og tak for uddybningen. Lidt supplerende til det vil jeg sige, at der i punkt 46 på side 6 i tillægsaftaleteksten står, at uddannelses- og forskningsministeren skal godkende de ansøgninger, som kommer. Vil ordføreren sætte lidt ord på det? Er det noget, der mere bliver sådan en procesting, at man kommer til at kunne regne med, at ministeren godkender det, eller er der en forventning om, at man så kigger på rammeaftalen og løbende godkender eller ikke godkender, afhængigt af den balance? Eller hvordan skal man forstå det? Tak.

Ordføreren, værsgo.

For mig og for Venstre er det vigtigt, at det er en dialog mellem Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og den pågældende institution. Den dialog ønsker jeg skal være så ubureaukratisk som overhovedet muligt. Jeg kunne høre, at fru Victoria Velasquez var inde i en eller anden lang besværlig proces. Det er slet ikke det, der ligger i kortene. Det, der ligger i kortene, er, at man kan banke på døren, om jeg så må sige, til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og i en tæt dialog med styrelsen finde frem til, hvordan man løser det behov, som samfundet har for at kunne oprette den uddannelse, som der er efterspørgsel efter.

Tak for det. Så er det fru Katrine Robsøe. Værsgo.

Jeg kan godt høre, at Venstres ordfører åbenbart ikke er så begejstret for at stå i salen i dag, men nu står vi her alligevel, og bare for god ordens skyld vil jeg sige, at det her jo ikke handler om at stoppe alle de nye uddannelser rundtom i landet. Det her handler jo lige præcis om, at vi får stoppet de uddannelseslukninger og lukninger af uddannelsespladser, som finder sted på baggrund af den her aftale, og jeg vil derfor egentlig bare høre, om det er et krav fra Venstres side, at næsten 2.000 uddannelsespladser her skal lukkes i de fire største byer. Er det simpelt hen en grundpille for Venstre og for fru Ulla Tørnæs, at de her uddannelsespladser skal lukkes, eller kunne vi prøve at finde en anden mulighed?

Ordføreren.

Med den måde, aftalen er lavet på, er det en forudsætning, at der enten udflyttes eller nedskaleres. Vi havde helst set, at alt skete gennem udflytning, men det har ikke kunnet lade sig gøre. F.eks. bakkede vi det op med det samme, da ITU kom med et forslag om at lave en campus i Vejle. Det ønskede vi, men det endte med ikke at blive muligt. Heldigvis er det så lykkedes at friholde ITU helt for en nedskalering, da udflytning ikke var mulig.

Forudsætningen for aftalen er, at institutionerne selvfølgelig lever op til det, de er blevet bedt om, og det synes jeg faktisk også de har gjort i deres svar på det, vi bad dem om i sommer. Og det er så præcis det, som vi forholder os til i den tillægsaftale, som landede i går aftes imellem et bredt flertal af partierne her i Folketinget.

Katrine Robsøe, værsgo.

Tak. Men nu ved vi jo faktisk, at det ikke er muligt for uddannelsesinstitutionerne inden for den rammeaftale, der blev indgået før sommerferien, at udflytte samtlige de pladser, som jeg tror Venstre gerne havde set flytte ud. Det er derfor, jeg spørger nu: Skulle vi ikke prøve at finde en anden løsning til de næsten 2.000 uddannelsespladser her i stedet for bare at lukke dem?

Ordføreren.

Som sagt er forudsætningen for aftalens forskellige elementer, at der sker enten en udflytning eller nedskalering af antallet af studiepladser i de store byer for at sikre, at det vil være bæredygtige enheder, som vi understøtter med aftalen her, altså de nye studiepladser, som oprettes uden for de store byer. I lyset af de faldende ungdomsårgange er det vigtigt, at der samtidig sker en justering i forhold til det antal studiepladser, der er i de store universitetsbyer.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til fru Astrid Carøe, SF.

Tak for det. I nat faldt tillægsaftalen om udmøntningen af den her aftale endelig på plads. Vi fik institutionsplanerne fra institutionerne i januar og har forhandlet i over 2 måneder. Det kommer derfor nok ikke som nogen stor overraskelse, at vi i SF ikke bakker op om beslutningsforslaget om at genforhandle aftalen – det vil jeg sige jo er det, vi nærmest lige har gjort.

Ud over det vil jeg også sige, at jeg er rigtig glad for, at de af os, der er med i aftalen, skal mødes hvert halve år og følge op på den her aftale. For jeg tror ikke, vi kan forudse, hvad der er behov for af uddannelser i fremtiden, og jeg håber også, at der vil være endnu mere kreativitet blandt institutionerne, sådan at vi forhåbentlig kan understøtte flere decentrale udbud i fremtiden. Men det ved vi ikke endnu, og derfor skal vi heldigvis følge op hvert halve år.

Jeg synes jo, det er rigtig ærgerligt, at Radikale Venstre ikke var med aftalen i sommers, og at vi undervejs i den her genforhandling har måttet sige farvel til Enhedslisten. Jeg tror faktisk, at det kunne være blevet en endnu bedre aftale, hvis I havde været med. Men ved at blive ved forhandlingsbordet har vi i SF været med til at sikre en klog udmøntning af den her aftale. Vi har sikret flere penge i aftalen; vi har sikret, at de uddannelser, der skal oprettes, er ordentligt finansieret, og hvis ikke det kan lykkes alligevel, er det ikke automatisk nedskaleringer, der kommer; og vi får nogle flere gode uddannelser i hele landet. Og så er vi endt ret langt fra de bekymrende scenarier, som uddannelsesinstitutionerne fremlagde. Alle særhensyn er der sagt ja til, og vi er endt på omkring 6 pct., som betyder markant færre lukkede pladser i de store byer, men fortsat flere nye uddannelser tæt på de unge uden for storbyerne.

Når man hører ordføreren for Radikale Venstre, lyder det, som om det hele er helt forfærdeligt med den her aftale. Jeg har sågar set, at Radikale Venstre kalder aftalen for noget, jeg ikke må sige på talerstolen, i Ritzau i dag. Det er lige voldsomt nok og fjernt fra, hvor jeg synes vi er endt, og jeg vil derfor gerne lige fortælle endnu en gang, hvorfor det egentlig er, at SF er med i den her aftale i første omgang. Det er vi, fordi vi ønsker flere decentrale uddannelser i hele Danmark. Vi ønsker et Danmark, hvor flere kan læse det, de drømmer om, tæt på, hvor de bor. Vi ønsker gode uddannelsesmuligheder, der ikke kun gavner den enkelte, men også lokalsamfundene.

Med aftalen begynder vi at gå den modsatte vej af centralisering. Vi får flere uddannelser uden for de største byer; vi styrker de decentrale uddannelsers økonomi og understøtter, at det skal være slut med at lukke uddannelser uden for de store byer. Og så gik vi jo også med i aftalen for at sikre, at regeringens noget skrivebordsagtige forslag om 10-procentsnedskæringer sådan som en grønthøster over en bred kam i de største byer ikke skulle lykkes. For os har det været vigtigt, at vi fik inddraget og hørt institutionerne, og at vi fik taget de særhensyn, som institutionerne selv havde meldt ind i de her institutionsplaner, som vi fik i januar og minutiøst har gennemgået de sidste par måneder.

Så vil jeg slutte af med at sige, at vi jo med den her aftale – og det har flere andre ordførere også sagt, men jeg føler ikke rigtig, at det bliver anerkendt – har lige så mange uddannelsespladser i fremtiden og forhåbentlig flere; mellem 2.000 og 3.000 nye uddannelsespladser. Og det er jo helt rigtigt, som Katrine Robsøe også har påpeget flere gange, at der desværre skal lukke 1.930 uddannelsespladser i de store byer. Men altså, der kommer flere uddannelsespladser i fremtiden end i dag. Vi støtter ikke forslaget om at genforhandle – det har vi lige gjort.

Katrine Robsøe, værsgo for en kort bemærkning.

Jo tak. Der er jo mange af de ting, som SF siger om, hvorfor de er med i aftalen, som Radikale Venstre også gerne ville have været med til at støtte. Det er ikke nogen hemmelighed. Grunden til, at jeg har kaldt den nogle lidt dårlige ting i dag, er jo, at jeg måske ikke helt ser glæden over, at man kun skal lukke lige under 2.000 studiepladser, og jeg tror faktisk, at hvis SF havde været lidt mere hårde i filten før sommerferien, kunne vi have nået mere dér. Men det er jo forskellige måder at gå til det på, det anerkender jeg.

Men jeg vil derfor bare gerne høre: Er det vitterlig et krav for SF – for SF – at de her uddannelsespladser skal lukke? For det er jo det, beslutningsforslaget handler om, altså om vi ikke kunne prøve at finde en løsning for de her uddannelsespladser, som skal lukke. Kunne SF ikke være med på det?

Ordføreren.

Undskyld, at jeg står og fniser lidt, men jeg synes, det er fuldstændig forrykt, at ordføreren påstår, at jeg ikke har kæmpet hårdt nok, at SF ikke har kæmpet hårdt nok. Det er SF, der er blevet i den her aftale, også efter det blev svært, og har kæmpet for de her uddannelser. Og jeg var ret alene; der var ikke flere af støttepartierne tilbage i den her aftale, og vi er blevet alligevel. For det er SF's stil at nå kompromisser, være stifindere og så i øvrigt sikre en aftale, der får flere uddannelser ud i hele landet, som har været SF's mål i mange år efterhånden; at vi endelig gør noget og ikke bare siger gode ting i en valgkamp, altså at man ønsker flere decentrale uddannelser, men at vi faktisk også gør det. Det er jeg stolt af.

Men nej – og det ved fru Katrine Robsøe udmærket godt – det er ikke SF's politik, at vi skal lukke de her uddannelser, men det har været præmissen for den her aftale. Og jeg synes også, at det er værd at snakke om, at vi har faldende ungdomsårgange, og vi bliver nødt til at se ind i det problem, det er. Så jeg er stolt af, at det ikke er endt med en hardcore dimensionering, men med målsætninger for institutionerne i stedet for.

Katrine Robsøe, værsgo.

Jamen SF's ordfører må jo fnise alt det, hun vil. Jeg er sådan set ret ligeglad, for at sige det lige så hårdt tilbage. SF har valgt at købe præmissen om, at der er behov for at lukke de her uddannelser, udelukkende fordi de ligger i en af de største byer. Det er jo SF's valg at købe ind på den præmis og så at være med til det. Jeg vil gerne spørge til det her loft: Vil SF gerne være med til at garantere, at de behov, der er for uddannelsesudbud, rent faktisk også bliver imødekommet, også selv om de uddannelser skal oprettes i en af de fire største byer?

Ordføreren.

Det her loft er noget, vi har været meget optaget af under de her forhandlinger. Jeg er ikke interesseret i, at vi lægger et låg på uddannelsesudviklingen i Danmark, og derfor er jeg som sagt også glad for, at det ikke er blevet en dimensionering; at det er målsætninger, der også kan svinge over årene. Og hvis der så er noget, der ændrer sig markant, som der er behov for i fremtiden, så skal vi jo heldigvis mødes hvert halve år i aftalekredsen, og vi har også fået skrevet ind, at der er mulighed for fleksibilitet. Så jeg havde gerne set, at det var mindre rigidt, men jeg synes, at vi er endt et rigtig fint sted.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor går vi videre til fru Victoria Velasquez; det er, fordi De Radikale er forslagsstillere og derfor kommer på til sidst. Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten, værsgo.

Tak for det. Hvorfor er vi her, og hvorfor bruger vi så enormt stor en del af vores liv på at lave politisk arbejde? For mit vedkommende handler det om at være med til at skabe et samfund, som er frit, lige, solidarisk og bæredygtigt, og her er uddannelse en grundsten. Uddannelse gør den enkelte borger stærkere og klogere og kvalificerer vores udgangspunkt for at deltage aktivt i samfundet og tage medansvar, og uddannelse giver også bedre og mere lige livschancer – indholdet og mulighederne i ens arbejdsliv bliver forbedret. Uddannelse er også en enorm styrke for et samfund, fordi de ting, vi så i fællesskab skaber, bliver bedre og forudseende, og det gør de i hvert fald, hvis det er gode uddannelser, og jeg taler her generelt, for selv om vi på en og samme tid både er vidne til uddannelsessnobberi og akademikerbashing, har vi brug for uddannelse og uddannede til de forskellige opgaver, som skal løses, og de forskellige opgaver, som skaber en værdi i vores samfund. Vi har brug for dem. Se bare på de tydelige aktuelle eksempler som klimakrisen, Putins invasion af Ukraine eller coronakrisen. Kloden er sammensat af udfordringer, og vi skal have sammensatte løsninger for at klare det så godt som muligt.

Bare se på den grønne omstilling: Vi har brug for dygtige socialrådgivere, der hjælper med at få den arbejdsskadede omskolet til et job, der er brug for i fremtiden; skolelæreren, der kan få folkeskolen til at danne rammen for eleverne, der klæder dem konstruktivt på til den klimakrise, som vi er i; humanisten, der forstår os mennesker, og hvad der skal til, hvis vi skal få endnu flere med på, at vi skal have den grønne omstilling; eller de naturvidenskabelige, der sikrer og forbedrer teknologiske værktøjer, der reducerer udslippet af CO2; og vi har brug for håndværkere, som oversætter gode ideer til godt håndværk og er afgørende, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling; og sådan kunne jeg fortsætte listen.

Det at skabe de gode rammer for vores uddannelse og skabe de der uddannelser sker ikke med et fingerknips. Det er enormt komplekst og en enormt kompliceret opgave, og det er en stor opgave, hvis det er, at man skal lykkes med det. Det handler ikke kun om nogle lokaler, nogle borde og nogle stole. Det handler om at have nogle gode fag- og studiemiljøer, som unge vælger til, det handler om knække koden, så unge ikke dropper ud, men faktisk får en uddannelse, og det handler om at kunne håndtere det, når ungdomsårgange stiger, men også når de falder. Det kræver, at man omsætter mange års nedskæringspolitik og markedsgørelse af vores uddannelser med benhård konkurrence om deres overlevelse til i stedet at skabe uddannelser af høj kvalitet, der er gratis at tage, skaber lighed, social mobilitet, og som mægtiggør den enkelte.

Derfor bliver jeg selvfølgelig også alvorligt bekymret, når den nye rammeaftale ikke har den tilstrækkelige finansiering, og når fremtiden for småfag og diversiteten ser sort ud. I tillægsaftalen i dag henviser aftalepartierne bl.a. til småfag og humaniora med nogle sætninger, men uden at det følges op med midler. Det kunne eksempelvis have været gjort ved at løfte småfagspuljen, som vi kom ind på tidligere, eller ved andre tiltag, der kan holde hånden under vores uddannelser. Og lad os tage humaniora som eksempel: Den krise, som humaniora står i og ikke mindst ser ind i, bliver ikke løst, ved at man nedsætter en taskforce, eller ved at aftalepartierne følger det tæt, for det er jo en teoretisk sikkerhed. Det er en teoretisk sikkerhed, som ikke materialiserer sig i virkeligheden, når man ikke afsætter de ressourcer, som der er brug for til det. Humaniora og også dele af samfundsfag har både som forsknings- og uddannelsesfelter været tiltagende underfinansierede igennem en årrække.

Lad os starte med det uddannelsesmæssige: Uddannelsesmæssigt er dimensioneringen primært gået ud over humaniora, og taksterne er for lave, ikke mindst sammenlignet med de våde fag. Humaniora kan som fortolkende videnskabeligt hovedområde, hvor læring sker igennem drøftelser, ikke i samme grad som naturvidenskabelige fag bruge masseforelæsninger, hvor man f.eks. lærer matematiske formler, som de er. I praksis rammes sådan nogle uddannelser også hårdere af en dårlig økonomi, og særlig småfag er allerede i dag markant i klemme, fordi der ikke er undervisningskræfter til at sikre bredde og niveau.

Der er mange eksempler på, at uddannelseskvaliteten lider under skævheden på humanioraområdet, og det gælder i forhold til undervisningstimer, kontakt til vejleder og forskellige normer for timer til specialevejledning, og sådan kan listen fortsætte. Derfor opstår der også over tid en ond spiral af underminering af uddannelseskvaliteten, som igen kan bruges som argument for lukninger, og som skræmmer unge fra at søge ind på de her uddannelser. På samme måde kunne vi også komme ind på forskningen, i forhold til hvordan det er en del af en ond spiral, at økonomien ikke følger med. Og når jeg nævner det her – og det er bare for lige at slutte af – er det, fordi vi ikke kan se dagens aftale i et vakuum. Det fungerer ikke i et vakuum. Det spiller hårdt sammen med den virkelighed, som den er en del af. Tak.

Tak for det. Jeg ser ikke nogen til korte bemærkninger. Derfor siger vi tak til ordføreren og går videre til fru Gitte Willumsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Vi behandler i dag beslutningsforslag nr. B 68, hvor forslagsstillerne ønsker at genforhandle aftalen om flere og bedre uddannelser i hele Danmark. Det Konservative Folkeparti er med i aftalen, som i øvrigt landede endeligt i aftes – sent på aftenen. Jeg havde desværre ikke selv mulighed for at være der. Det var min partikollega, der var med til at gøre aftalen færdig.

Vi er med i aftalen, da vi ønsker, at unge skal have mulighed for at tage en uddannelse i hele landet, måske på deres hjemegn. Vi er desuden optagede af, at der er den ønskede arbejdskraft også i landdistrikterne. Det får vi måske lettere, hvis der også er uddannelsesinstitutioner i hele landet. Det her kan måske være et af de greb, der gør, at vi kan løse den udfordring. Under forhandlingerne har vi haft særlig fokus på, at kvaliteten i de udflyttede uddannelser ikke må dale i forhold til de uddannelser, der findes i de store byer. Derfor er vi glade for, at ministeren har fundet ekstra penge til at løse denne opgave, for vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten.

Det Konservative Folkeparti er glade for at være en del af den netop indgåede aftale, da vi ønsker, at der skal være kvalitetsuddannelser i hele Denmark, og vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til Katrine Robsøe, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil faktisk gerne spørge Konservative om noget af det, jeg også har spurgt ind til hos Venstre og SF. Så det kommer nok ikke som en kæmpe overraskelse, at det er det, jeg gerne vil spørge om. Er det et krav for Konservative, at de her næsten 2.000 uddannelsespladser skal lukkes, eller kunne Konservative forestille sig, at man fandt en anden løsning, så de her uddannelsespladser rent faktisk kunne bidrage til den ambition, som jeg nemlig også hører Konservative har, altså det her med at have kvalitetsuddannelser i hele landet? Kunne man ikke forestille sig, at vi kunne prøve at finde ud af, hvordan vi fik dem med i det regnestykke i stedet for at trække dem ud af regnestykket fra byerne?

Ordføreren.

Nu har det jo været en opgave at få antallet af uddannelsespladser til at stemme med det antal unge mennesker, vi ser ind i i fremtiden, og der kan vi desværre se, at der er blevet født for få børn, og dermed får vi færre i ungdomsårgangene. Så vi har været med til at nedskalere og lave udflytninger, men samlet set får vi jo ikke færre uddannelser i Danmark. De kommer til at ligge nogle andre steder.

Katrine Robsøe, værsgo.

Så vil jeg gerne lige have den konservative ordfører til at svare på: Er det derfor ikke Konservatives ambition, at vi skal have flere unge til at tage en videregående uddannelse? Det havde jeg sådan set håbet at vi kunne arbejde sammen om. Der er jo et enormt behov for arbejdskraft og kvalificeret arbejdskraft. Evnerne her er der jo efterspørgsel efter. Så vil Konservative ikke være med til at arbejde for, at flere kommer med på uddannelsesvognen, når man nu bare vil lukke pladserne?

Ordføreren.

Jamen vi vil rigtig gerne understøtte, at alle unge mennesker får en mulighed for at få en uddannelse, uanset hvor man bor i Danmark, og det er det, vi gerne vil understøtte, og det mener vi den her aftale understøtter. Det er derfor, at vi er med i den.

Så er det Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. I aftaleteksten står der nogle kloge overvejelser i forhold til bekymringen omkring humaniora, og man anerkender vigtigheden af, at der bliver nedsat den her taskforce. Jeg vil gerne spørge, hvad ordføreren har af bekymringer i forhold til humaniora, og hvad ordføreren tænker kunne være gode måder måske at håndtere det på i fremtiden.

Ordføreren.

Vi skal have så bredt et uddannelsesspekter i Danmark som overhovedet muligt, og det indbefatter også humaniora. Derfor skal vi selvfølgelig også understøtte det. Vi håber da på, at nogle af de udviklingsmuligheder, der ligger i aftalen, også bliver brugt til humaniora.

Victoria Velasquez, værsgo.

Tak for det. Der står jo netop også, at man vil følge det tæt, og at ministeren vil blive orienteret om f.eks. det her med småfag og, går jeg også ud fra, hvis der er nogle lukningstruede uddannelser. Men hvad tænker ordføreren så man gør, hvis man pludselig ser, at der er små fag, der lukker, eller at der er nogle uddannelser, der risikerer at blive lukket? Mener ordføreren så, at man skal finde midler til at kunne holde hånden under dem, eller hvad tænker ordføreren man skal gøre, hvis det plausible scenarie, som I jo i aftalekredsen også selv beskriver, kommer til at ske?

Ordføreren.

Nu vil vi jo gerne følge det her tæt, og hvert halve år er der opfølgninger på det, og så tager vi en drøftelse dér med de andre parter i aftalen, og så må vi jo se at finde gode løsninger dér, tænker vi.

Tak til ordføreren. Der ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i rækken til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg var og er glad for den aftale, vi indgik sidste sommer, om udflytning af uddannelsespladser. Og jeg er faktisk gladere i dag, efter vi har indgået en aftale om udmøntning af aftalen. Vi har oplevet et uddannelseslandskab, hvor institutionerne aktivt og konstruktivt er gået ind i opgaven og har budt ind med en lang række tiltag, som jeg er sikker på vil give et bedre uddannelseslandskab, end vi har i dag. Vi har en aftale nu, hvor det samlede antal uddannelsespladser opretholdes og formentlig øges, hvor vi kan understøtte campusser rundt omkring i landet, hvor det sprudler af idéer til flere uddannelser mange steder og med uddannelseskollegier, digitale uddannelsesmuligheder osv. osv.

Jeg oplever, at vi med aftalen får skubbet til uddannelsesstederne på en konstruktiv måde, så de også forstår og anerkender det grundlæggende politiske ønske om at stoppe indflytningen af uddannelser til de store universitetsbyer og skabe en udvikling, som går den anden vej, af hensyn til balancen i hele landet og til gavn både for de offentlige og de private arbejdsgivere, som gerne skulle få bedre muligheder for at rekruttere i hele landet, og også til gavn for dem, der gerne vil tage en uddannelse i nærområdet. Der er rigtig mange, som kun tager en uddannelse, hvis de kan finde en, som de kan se sig selv i, i deres eget nærområde. Det skulle denne aftale gerne give bedre muligheder for.

Så jeg vil egentlig bare sige til forslagsstillerne til beslutningsforslaget, at de skulle tage og læse aftalen fra i aftes igennem og lige overveje, om det hele nu er så skidt alligevel. Jeg har i hvert fald ikke brug for at genforhandle aftalen og kan derfor naturligvis ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Jeg kan ikke se, at der er nogen korte bemærkninger til ordføreren, så tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Og så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne – værsgo til fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for det. Det her beslutningsforslag synes jeg kun er blevet mere aktuelt at tale om i dag, for nu handler det jo meget præcist om de ca. 1.950 uddannelsespladser, som skal lukkes. Det lyder måske ikke af så meget for nogle, men det er langtfra ligegyldigt. Det er ikke bare et tal i en pressemeddelelse, som aftalepartierne kan sende ud og så prøve at tale om alt det gode. For jeg anerkender, og det har jeg hele tiden gjort, at der er rigtig gode elementer i den aftale, men jeg vil også have lov til at påpege, at der er en grundpræmis her, som Radikale Venstre ikke er enig i, nemlig at det er nødvendigt at lukke de her uddannelsespladser.

Det er jo meget fedt, når man bliver spurgt, og jeg håber, at fru Ulla Tørnæs lytter efter: Hvad er så De Radikales bud på, hvad vi skal gøre her? Det vil jeg rigtig, rigtig gerne snakke om.

Jeg synes jo nemlig, at det er rigtig ærgerligt – og det er blevet højaktuelt at tale meget konkret om det – at vi nu har næsten 2.000 uddannelsespladser, der står til at lukke. Skulle vi ikke prøve at finde en anden løsning for dem? Jeg tror simpelt hen ikke på, at aftalepartierne tror, at det er grundpræmissen for, at man kan have uddannelser uden for de fire største byer, altså at de her næsten 2.000 uddannelsespladser skal lukkes – det tror jeg simpelt hen ikke på. Jeg tror godt, vi kan finde en anden løsning.

Derfor vil jeg stadig appellere til, selv om I har stået heroppe og sagt nej til at starte med, at vi prøver at tænke lidt nyt. Kunne man ikke forestille sig, at vi tog lige præcis de her uddannelsespladser, som er sat til at lukke, og lavede en plan for dem? De skal jo ikke lukke, fordi uddannelserne mangler kvalitet, eller fordi der ikke er nogen, der gerne vil læse dem, eller fordi der ikke er nogen, der vil ansætte dem, der har taget uddannelserne, men fordi de ligger i byerne. De kan ikke under den nuværende rammeaftale flyttes ud – det kan ikke lade sig gøre – og institutionerne har selv spillet ind med, at det kan de ikke. Derfor skal de lukke.

Hvad med, at man i stedet for sagde, at de 1.950 pladser ikke skal lukke, men at der skal laves en plan for, hvordan vi sørger for, at 1.950 pladser bliver til mere fleksible uddannelsesmuligheder i Danmark? Jeg er med på, at de ikke bare kan rykkes – det er ikke en stol, du kan rykke et andet sted hen og så bare tro, at den kommer til at fungere. Men vi kunne jo prøve at arbejde hen imod nogle af de ting, som der også er en mulighed for: større fleksibilitet i vores uddannelser og fjernundervisningsmuligheder. Der har været meget, der var træls ved corona, men vi har trods alt også fået nogle rigtig gode ting med, for det har vist sig, at det ved nogle uddannelser og for nogle studerende har været et rigtig godt alternativ.

Hvad med at sørge for, at vi får oprettet nogle super-, superfede kollegier ude omkring nogle af de virksomheder, som ligger længere væk fra de største uddannelsesbyer, som efterspørger arbejdskraften, så de studerende under deres praktik eller eksamensskrivning, specialeskrivning kan få tilknytning til de virksomheder? Det vil faktisk give hele Danmark mulighed for at få adgang til en masse dygtige og engagerede unge mennesker fra masser af forskellige uddannelser – ikke kun fra én uddannelse, men fra masser af forskellige uddannelser. Det kunne man jo godt prøve at kigge på med de her næsten 2.000 uddannelsespladser, som lige nu står til at lukke. Det synes jeg simpelt hen fortjener at blive genbesøgt, og det er derfor, vi mener, at grundpræmissen, altså at ting enten bare skal rykke helt eller også bare lukke, er forkert.

Vi har hele tiden sagt, at det ikke kan lade sig gøre at rykke så mange. Det var det sidste, jeg sagde, før jeg gik ud af forhandlingslokalet før sommerferien, da man lavede rammeaftalen, nemlig at jeg håbede inderligt, at jeg tog fejl – at man faktisk godt kunne rykke alle de her pladser, og at det derfor ikke ville betyde, at en masse pladser skulle lukke. Det har vist sig nu, at det ikke kan lade sig gøre i forhold til den aftale, der landede i nat, og som blev præsenteret i morges. Skal vi ikke prøve at finde en anden løsning for de 2.000 studiepladser? Skal vi ikke prøve at se, om vi kan udvikle noget, der er endnu federe?

Jeg ønsker ikke at stoppe oprettelsen af læreruddannelsen i Svendborg eller noget som helst andet. Jeg er kæmpe fan af, at der kommer et større regionalt taxameter – det er supergodt. Det har vi hele tiden sagt. Det er ikke det, jeg vil ind og pille ved, men jeg mener faktisk, at det er højaktuelt nu, når man har taget beslutningen og har anerkendt, at alle de her pladser ikke bare kan rykke – de skal lukkes. Hvorfor er det, vi ikke prøver at finde nogle lidt federe løsninger for det? Kunne vi rent faktisk prøve at tænke noget nyt?

Så er jeg med på, at det også vil stille krav til vores uddannelsesinstitutioner om at skulle arbejde målrettet mod det her. Jeg synes, det er meget fint, at der jo altid er folk, der gerne vil pointere, at Radikale Venstre har stået inden for mange forhadte aftaler på uddannelsesområdet. Jeg er ikke bange for at stille krav og tænke nyt og tænke anderledes. Lad os prøve at udvikle noget, der rent faktisk kunne give mening – både for de unge, for vores uddannelser og for vores erhvervsliv. Det tager noget tid, men jeg tror faktisk, at når man sætter rammen for 2030, kunne vi faktisk få lavet noget, der var rigtig fedt.

Det er på den baggrund, at jeg inderligt håber, at man kan få ændret på den der præmis om, at tingene skal lukke, hvis ikke de bare kan flytte. Nu har vi konstateret, at det kan de ikke, så derfor skal pladserne lukke. Og jeg tror, at vi kan gøre noget, der er bedre. Det håber jeg inderligt at nogle af partierne vil være med til at få kigget på. Det er i hvert fald en appel herfra. Og ellers må man jo stå ved som parti, at det vil man ikke; det er en politisk uenighed, det er fair.

Men herfra i hvert fald en meget stor appel om, om vi ikke skulle prøve at se, om vi kunne finde en løsning på de her næsten 2.000 studiepladser, der lige nu står til at lukke. Tak for det.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det fru Ida Auken.

Mange tak. Jeg anerkender fru Katrine Robsøes engagement i den her sag – det kan man i hvert fald ikke tage fejl af. Men der er en enkelt ting, jeg simpelt hen har svært ved at forstå, og det er, at hjertet af Radikale Venstres kritik er, at der skal lukke 1.950 studiepladser. Da Radikale Venstre selv sad med regeringsmagten og med det her ministerområde, lavede man en dimensioneringsaftale, som i dag svarer til 9.600 pladser. Hvorfor var det i orden at lukke 9.600 pladser, da Radikale Venstre sad med magten, men ikke 1.900 i dag?

Ordføreren.

Jamen det svarer jeg meget gerne på. Jeg synes, at der er en grundlæggende fornuft i, at der skal være en vis sandsynlighed for, at de kompetencer, du lærer på din uddannelse, kan du faktisk også få lov til at bruge i det arbejde, du skal have bagefter. Det er jo det, den ledighedsbaserede dimensionering går ud på. Det synes jeg faktisk er et grundlæggende sundt princip, og det står jeg hjertens gerne på mål for.

Jeg vil også sige ærligt, at der jo altid viser sig udfordringer ved ting. Jeg håber, man kan tilpasse det – jeg har i hvert fald hørt bekymringer om nogle geografiske forskelle i den ledighedsbaserede dimensionering, bl.a. på it-området. Det er sådan nogle ting, jeg synes det kunne være godt at få kigget på. Men grundprincippet i det står vi fast på – sammen med Socialdemokratiet.

Fru Ida Auken.

Så det var altså fornuftigt at lukke en masse studiepladser – faktisk, hvis jeg lige skal regne på det, næsten fem gange så mange studiepladser – da Radikale Venstre gjorde det af hensyn til arbejdsmarkedet, men det er ikke klogt af hensyn til balancen i landet at gøre noget; så er det helt forkasteligt? Altså, kan Radikale Venstre forstå, at det er meget svært for befolkningen derude at sige: Jamen når Radikale Venstre lukker 9.600 pladser, så er det fjong, men når det er nogle andre end Radikale Venstre, der tager 1.900 pladser – på et tidspunkt, hvor der altså kommer til at være faldende årgange, for det er ikke sådan, at den enkelte studerende får færre muligheder – så er det ikke okay? Kan Radikale Venstre ikke godt se, at det er lidt svært at forstå for resten af befolkningen?

Ordføreren.

Nej, jeg tror faktisk, at mange synes, det er en god grundlæggende ting, at man skal kunne bruge de kompetencer, man får på sin uddannelse, altså have en vis sandsynlighed for at kunne bruge dem på det arbejde, man får bagefter. Det mener jeg i hvert fald. Og så er forskellen jo bare her, at jeg tror ikke – og jeg kan faktisk ikke helt forstå, hvis Socialdemokratiet mener det – at den eneste måde at redde og sikre bedre uddannelser i hele landet på er, at man skal lukke de her næsten 2.000 uddannelsespladser. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det sådan er en kerneting, at de her uddannelsespladser absolut skal lukkes.

Tak. Så er det hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at rose ordføreren for at anerkende de gode elementer, der er i den her aftale. Det synes jeg vi har manglet at høre fra ordføreren. Så det var dejligt, at der var tid til det på talerstolen i dag, bl.a. at der kommer uddannelser til Svendborg. Det skulle jeg hilse og sige fra en, der kommer fra det område, at vi er meget, meget glade for at der gør. Der kommer et højere taxameter for de uddannelser, der ligger uden for de største byer. Men jeg synes ikke, at det var et særlig godt svar, som fru Katrine Robsøe gav til fru Ida Auken, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge om noget igen.

For et par år siden syntes man jo, fordi man hed Radikale Venstre og var i regering, det var en supergod idé at lukke 9.000 pladser, fordi man ikke mente, at de studerende kom i beskæftigelse af det. Nu foreslås der så med den her plan, at man lukker 1.950 pladser for at skabe et Danmark i balance, og man har endda haft uddannelserne inde over. De har haft mulighed for at sige, at de, hvis ikke de ville lukke dem, så kunne flytte dem. Hvorfor er det, at det den her gang er så forfærdeligt, når Radikale Venstre for et par år siden mente, det var en rigtig fornuftig politik? Hvad er det, der er den kæmpestore forskel for fru Katrine Robsøe og Radikale Venstre den her gang?

Ordføreren.

For det første har jeg faktisk også stået her på talerstolen og anerkendt de gode elementer i den her aftale, også tidligere, men det kan godt være, at hr. Bjørn Brandenborg ikke var til stede der. For det andet går jeg ud fra, at Socialdemokratiet også stadig går ind for den ledighedsbaserede dimensionering, og jeg kan se, at ministeren nikker med hovedet.

Grunden til, at der her er en forskel, er jo det her med, om man tror på, at det for at kunne oprette bedre uddannelser i resten af Danmark er en kerneting, at de her 2.000 pladser skal lukkes. Der er vi bare grundlæggende uenige om, om det er en fuldstændig afgørende ting, at man, for at man kan have de andre gode uddannelsesmuligheder, også skal lukke dem her.

Hr. Bjørn Brandenborg.

Så det var en god idé dengang, og det er så en dårlig måde at lave politik på i dag, kan jeg forstå på ordføreren. Jeg synes godt nok, det er noget underligt noget.

Ordføreren siger i sin tale, at vi skal prøve noget nyt, at vi skal gøre noget andet i Danmark. Men den her aftale, det ansvar, som den her regering tager, er jo netop at gøre noget nyt, fordi man for første gang tager et ansvar for, at man ikke bare kan oprette flere pladser, som er den nemme løsning, og som jeg kan forstå er det, som ordføreren på talerstolen foreslår, men man er også nødt til at tage nogle af de svære beslutninger – og det var jo måske det, der var årsagen til, at fru Katrine Robsøe forlod forhandlingslokalet dengang – nemlig at man er nødt til at reducere og udflytte pladser, hvis man skal skabe noget, der er bæredygtigt. Hvorfor er det, at Radikale Venstre ikke kan anerkende det?

Tak. Ordføreren.

Altså, jeg kalder også det, der er lavet i den her aftale, geografisk dimensionering, men så vidt jeg sådan lige kunne se i aftalen, har I i hvert fald slået meget fast, at det må man ikke kalde det. Så jeg ved ikke lige, om Socialdemokratiet skal blive ved med at sammenligne de to, for jeg skal i hvert fald lige finde ud af, hvad det egentlig er, de mener det her skal kaldes.

Så vil jeg bare sige, at jeg gerne vil tænke nyt, men for mig er løsningen her bare ikke, at man lukker en masse uddannelsespladser. Der er bare en grundlæggende forskellig tilgang til, om det er svaret på det.

Tak. Så er det hr. Theis Kylling Hommeltoft.

Mange tak for ordet. Det kommer lidt i forlængelse af det her. For du siger selv, at vi prøver at udvikle noget, der giver mening, men du må jo et eller andet sted også anerkende den præmis, at det ...

Undskyld, men vi tiltaler ikke direkte i Folketingssalen. Der omtales med »ordføreren« eller navnet.

Værsgo.

Jeg beklager. Ordføreren må også anerkende den præmis, at vi prøver at lave noget, som vi tror på giver mening, og i den forbindelse gør vi jo egentlig ikke andet end det, som din, undskyld, ordførerens egen partikammerat har udtrykt tidligere, og det er hr. Andreas Steenberg, som på et tidspunkt siger:

»Det er endnu bedre at udflytte uddannelser end statslige arbejdspladser, fordi det også kan styrke virksomhederne og give mere beskæftigelse. Alt for mange uddannelser er flyttet til de større byer.«

Det siger hr. Andreas Steenberg. Er det ikke bare præcis det, vi gør, altså at vi prøver at finde en løsning, som det giver mening at udvikle? Er det ikke en præmis, som ordføreren kan anerkende? Ja, det var dårligt formuleret.

Værsgo til ordføreren.

Jeg prøver at svare alligevel. Tak for spørgsmålet, og jeg klarer nok den direkte tiltale. Altså, præmissen om, at partier gør det, de tror på, håber jeg altid er rigtig. Så jeg har egentlig også en tro på, at man fra Socialdemokratiets side forsøger at gøre det, man her tror er rigtigt. Nu er der så en meget konkret udfordring med næsten 2.000 studiepladser, der bare står til at lukke. De er jo ikke oprettet et nyt sted, men de skal bare lukke. Skulle vi ikke prøve at finde en anden løsning for dem? Skulle vi ikke prøve at tænke noget nyt for de 2.000 pladser? Det synes jeg virkelig kunne være rigtig, rigtig fedt. For det ville jo sørge for, at vi faktisk skabte noget af den dynamik, at vi rent faktisk fik skabt nogle federe muligheder for dansk erhvervsliv for at få fat i forskellige unge med forskellig uddannelsesbaggrund, så man ikke kun kan tiltrække fra nogle uddannelser, hvor man har en hel uddannelse placeret et bestemt sted.

Jeg prøvede at svare, og ellers må spørgeren lige spørge igen.

Ja, jeg skal lige se, om der er en opfølgende kommentar. Værsgo.

Tusind tak, og jeg beklager igen den direkte tiltale. Men i lige præcis det her vælger jeg at glæde mig over de gode ting og det hav af uddannelser og flere studiepladser, som jo netop kommer i dele af Danmark, som ikke er begunstiget med den samme uddannelsesmæssige diversitet, som man ser i de større byer.

Kunne Radikale og kunne ordføreren ikke også glæde sig over det i stedet for udelukkende at fokusere på de 2.000 pladser, som lukkes, fordi de ikke kan flyttes?

Tak. Ordføreren.

Det er meget specielt med to socialdemokrater, hvor den ene siger tak, fordi man anerkender de gode ting, når man står heroppe, og den anden siger, at man ikke anerkender dem. Men vi er jo enige i det, og vi har selv foreslået et regionalt taxameter. Altså, det syntes vi var en god idé. Det giver god mening; det er dyrere at drive uddannelser uden for de fire største byer. Men jeg må også bare sige til Socialdemokratiet, at det altså også er fair at diskutere det, man ikke lige er så glade for fra Socialdemokratiets side i den her aftale. Det er i orden, at vi andre sætter spørgsmålstegn ved de elementer, som der er udfordringer med i den her aftale.

Tak. Så er det fru Astrid Carøe.

Jeg kommer også nogle gange til at tage mig selv til munden, fordi jeg kommer til at bande i Folketingssalen, så det skal du ikke være ked af – eller det skal ordføreren ikke være ked af. Nu kom jeg også til det.

Jeg synes, at det er dejligt at høre, at Katrine Robsøe også har nogle positive ting at sige om den her aftale. Det har jeg savnet. Og jeg har også undret mig over det, for jeg har læst flere citater fra Andreas Steenberg, der jo netop understreger, at man både kunne se decentrale uddannelser og udflyttede uddannelser fra Radikale Venstres side, og derfor kunne jeg godt komme lidt i tvivl om, om det virkelig var noget, som også uddannelsesordføreren mente.

Nå, men det, jeg egentlig prøvede at understrege fra talerstolen før, er, at i SF er vi stifindere, og jeg vil gerne prøve at snakke lidt om de ting, som Katrine Robsøe faktisk foreslog at vi kunne gøre med de her pladser i stedet for – altså digitale løsninger og uddannelseskollegier, som jo også er noget af det, uddannelserne selv har budt ind med at de kan gøre. Og det er der faktisk allerede i den her aftale. DTU laver Digital Twin, og der er flere bud på residential colleges – eller uddannelseskollegier, som vi tænker at vi kan kalde det på dansk. Det kan man jo tænke meget videre i. Og det er det gode, ved at det her ikke er en dimensionering, men en målsætning. Så hvis det viser sig, at der er gode ting, man kan gøre i stedet for, jamen så er det en mulighed frem mod 2030. Det kunne Katrine Robsøe jo så ikke være med til i den aftale, vi lige har lavet, men jeg ville lige oplyse om det alligevel.

Tak. Ordføreren.

Tak for det. Nej, nu står der jo i rammeaftalen, at de skal lukke, hvis ikke de kan flytte, og derfor er vi ikke med i den aftale. Men jeg er faktisk glad, hvis SF's ordfører, fru Astrid Carøe, er positiv over for at tænke over, om man kan nå at redde nogle af de 2.000 uddannelsespladser. For det er faktisk det, jeg forsøger at appellere til med det her beslutningsforslag. Kan vi ikke godt lige prøve at se, om ikke vi kan gøre noget for dem, så vi ikke bare får skyllet babyen ud med badevandet? Jeg forstår godt, at man er glad for, når man er valgt et bestemt sted, at der kommer en uddannelse dér. Jeg forstår det godt. Man har stået i valgkampen og sagt, at det vil man gerne. Fedt! Det er ikke den, jeg vil tage fra nogen. Men jeg vil gerne prøve at appellere til, at vi får kigget på nogle andre løsninger for de pladser, som står til at lukke.

Fru Astrid Carøe.

Tak for det. Jeg mangler simpelt hen at få fru Katrine Robsøe til at anerkende, at der i den her aftale ud over de 3.200 udflyttede pladser og de 2.000 lukkede pladser også er 2.000-3.000 nyoprettede pladser uden for de store byer, som jo netop er det, som i hvert fald dele af Radikale Venstre rigtig gerne vil se, altså at vi får oprettet nye pladser. Derfor ender vi jo i en status quo, samtidig med at der er faldende ungdomsårgange. Så der er flere muligheder fremadrettet også med den her aftale, og der vil jeg så gerne have, at ordføreren anerkender, at der faktisk også bliver oprettet nogle nye pladser med den her aftale.

Ordføreren.

Jeg vil gerne anerkende, at der også bliver oprettet nye pladser. Det var en ting, der lå i udspillet helt fra starten, og som jeg ved at mange ordførere herinde i salen har kæmpet for. Jeg har stadig til gode at få gravet ned i finansieringen bag det her for at se, hvad der rent faktisk er realistisk at få oprettet. Jeg tror egentlig, at vi generelt herinde – i hvert fald i sætninger og det, vi siger – er meget enige om, at uanset hvor du læser henne, fortjener du, at kvaliteten er høj. Der tror jeg i hvert fald, at jeg er fuldstændig enig med SF i, at det kræver, at vi også har den ordentlige finansiering på plads. Men jeg vil meget gerne anerkende det.

Tak for det. Så er det fru Ulla Tørnæs.

Tak. Det var superinteressant at være vidne til, man kan sige en politisk drøftelse mellem regeringens parlamentariske grundlag og så regeringen om dimensioneringsmodellen – meget interessant. Jeg vil sige, at jeg hæfter mig særdeles meget ved, at ingen – og jeg understreger ingen – har kunnet pege på, at færre unge har udsigt til at blive uddannet. Er fru Katrine Robsøe enig i det? Det hænger selvfølgelig sammen med det, som fru Astrid Carøe var inde på, nemlig at antallet af studiepladser stort set er status quo med aftalen her. Det er vi ganske godt tilfreds med i Venstre, for for os handler det ikke om, at færre skal uddannes, men det handler derimod om, hvor man bliver uddannet. Så det ene er, om fru Katrine Robsøe er enig i, at der ikke er udsigt til, at færre bliver uddannet.

Så vil jeg også gerne lige spørge, om ikke fru Katrine Robsøe kan pege på, hvor der i aftalen her er forhindringer for, at man kan lave uddannelseskollegier, altså residential colleges, eller kan lave digitale samarbejder. Det vil jeg gerne have fru Katrine Robsøe peger på hvor forhindres.

Ordføreren.

Jeg skal forsøge at nå at svare fru Ulla Tørnæs. Grunden til, at jeg kan have en bekymring for, hvordan det her vil have indvirkning på andelen af unge og antallet af unge, der får en uddannelse, er bl.a. på baggrund af den rapport, der er fra DEA, som jeg anerkender har været lavet på baggrund af den rammeaftale, der er, og jeg håber oprigtigt, at det ikke er tilfældet. Som jeg sagde lige før, er der nogle ting, vi er nødt til at kigge ned i med finansiering, for jeg tror faktisk på, at hvis vi skal have succes med uddannelser i hele landet, kræver det virkelig, at vi sikrer kvaliteten, og at der er noget, der gør, at det er særlig interessant at søge ind på lige præcis det uddannelsesudbud, for ellers tror jeg, vi får meget, meget svært ved at få det op at køre på den fede måde, som det faktisk fortjener at blive kørt på, når man gerne vil oprette nye uddannelser også uden for byerne.

Så tror jeg simpelt hen, at jeg lige har glemt den sidste del af fru Ulla Tørnæs' spørgsmål. Jeg beklager.

Fru Ulla Tørnæs.

Jeg gentager det gerne. (Katrine Robsøe (RV): Tak). En stor del af fru Katrine Robsøes indlæg handlede jo om muligheden for at lave uddannelseskollegier, og så spørger jeg bare: Hvad er det, der i aftalen forhindrer, at man kan lave uddannelseskollegier eller for den sags skyld digitalt samarbejde, sådan at man kan bo i Vestjylland, men alligevel være tilknyttet en uddannelsesinstitution et eller andet sted? Hvad er det, der i aftalen forhindrer det? Det vil jeg gerne have fru Katrine Robsøe peger på.

Fru Katrine Robsøe.

Tak for det. Jamen det er der ikke noget som jeg i hvert fald har læst der forhindrer. Det, jeg appellerer til her fra talerstolen, er, at vi lige prøver at gentænke, om ikke vi kan få nogen af de næsten 2.000 studiepladser reddet ved at tænke i de baner. Det er det, jeg appellerer til. Jeg tror faktisk, at vi har en fælles opgave herinde med at tænke på, hvordan vi får udviklet vores uddannelser i en retning, så det følger med den samfundsudvikling, vi har, også med de nye krav og de nye ønsker, vi har i vores samfund. Men der er ikke noget til hinder for, at man gør det, men jeg appellerer bare til, at man også får kigget på det i forhold til de uddannelser, man er ved at lukke lige nu.

Tak for det. Så er det hr. Anders Kronborg.

I virkeligheden er det jo sjældent, at man er vidne til det her. Man kan kun forestille sig, hvordan debatten ville være på et radikalt gruppemøde. Jeg synes, at det her er i lige linje med, hvad Radikale sagde i sidste valgperiode, hvor hr. Andreas Steenberg, som er et betydningsfuldt radikalt folketingsmedlem, sagde til sin egen tv-station oppe i Midtjylland, hvor han er valgt, at det faktisk var mere vigtigt at lave en udflytningsplan for uddannelser end at flytte arbejdspladserne ud. Det er præcis det, regeringen har gjort. Så jeg skal bare spørge helt præcist: Hvad er det, der er foregået i det radikale gruppelokale, siden De Radikale er vendt 180 grader på en tallerken?

Ordføreren.

Undskyld, hvis jeg kommer til at grine lidt. Der er ikke sket noget i det radikale gruppeværelse. Jeg ved godt, at man i Socialdemokratiet har brugt enormt meget tid på at prøve at kontakte journalister med alle mulige ting. Det har man åbenbart haft meget travlt med i det parti, som vi i Radikale Venstre ellers sørger for kan få lov at sidde i regeringskontorerne – det er jo også en måde at samarbejde på. Men der er jo sket det, at vi bare ikke er enige i den præmis med, at der er nogle af uddannelsespladserne i byerne, der skal lukke. Nu har jeg jo skrevet det her beslutningsforslag. Det er jo, for at vi får kigget på de her uddannelsespladser. Altså, I kan ikke flytte dem. Der er jo anerkendt i den aftale, der landede i morges, at de her næsten 2.000 uddannelsespladser ikke kan flyttes inden for den rammeaftale, der blev lavet før sommerferien. De lukker bare. Det har ikke noget med udflytning at gøre; de lukker bare. Skulle vi ikke prøve at finde en løsning på det i stedet for?

Hr. Anders Kronborg.

Det vil sige, at jeg skal gå hjem til de unge mennesker i 3. g på gymnasierne hjemme i Esbjerg og sige til dem, at det der med jura, som de meget gerne vil studere i Esbjerg og have muligheden for, ikke bliver til noget, for det lukker jo bare. Jeg tror i virkeligheden, at de er rigtig, rigtig glade for, at der faktisk kommer en udflytning af studiepladser til Esbjerg, så de også kan læse jura, så det ikke bare er en uddannelse, der kun er i de store byer. Udflytning er altså at flytte; det er ikke at lukke. Og nu er der to slags politikere: dem, der svarer konkret på spørgsmålene, og dem, der svarer udenom. Jeg synes, at De Radikale normalt svarer på spørgsmålene, så hvad har ændret sig, siden hr. Andreas Steenberg kom med sine udtalelser i 2016?

Ordføreren.

Jeg tror, det er meget tydeligt at høre på spørgeren, at spørgeren måske ikke lige var til stede, da vi startede debatten, og heller ikke var til stede, da jeg startede med at tale, og det er selvfølgelig også beklageligt for spørgeren. For så kan spørgsmålene jo blive lidt underlige, i hvert fald i sammenhængen herinde, når man ikke har hørt, hvad der har været talt om fra talerstolen. Jeg må bare ligesom påpege over for spørgeren: I lukker uddannelsespladser her. Og lige præcis i min indledning sagde jeg: Jeg ikke har noget imod, at man opretter nye uddannelser, og jeg har heller ikke noget imod og vi ser gerne – det har jeg også skrevet i JydskeVestkysten – jura i Esbjerg.

Tak. Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak for det. Det er jo en ganske interessant diskussion, det her. Jeg vil gerne sige helt åbent, at i Dansk Folkeparti ønsker vi faktisk en anden balance mellem antallet af uddannelsespladser i de store byer og ude på landet, for vi ønsker, at der reelt skal være uddannelsestilbud over hele landet. Når jeg ser her i forslaget, står der også: Forslagsstillerne anerkender behovet for at oprette uddannelser i hele landet og vil gerne være med til at oprette pladser uden for de store byer.

Så tænker jeg: Vi står i en situation, hvor vi ser ind i, at der bliver færre unge, og jeg hører den radikale ordfører sige, at vi skal holde krampagtigt fast i det antal uddannelsespladser, der er i de store byer, og så skal vi oprette nogle ude lokalt. Jamen hvis vi skal have det nogenlunde til at være i balance, hvordan vil ordføreren så give nogen som helst mulighed for, at de små udbud, der er rundtomkring, kan få rammerne til rent faktisk at skabe de her uddannelser, som gør, at de unge bliver derude og tager en uddannelse?

Ordføreren.

For det første tror jeg virkelig, det er vigtigt, at vi sørger for at få lavet nogle uddannelser, som man tilvælger, og som ikke er sådan noget med, at hvis ikke du kan komme ind i en af de fire største byer, så kan du komme ind der. Det er virkelig vigtigt, at vi får lavet noget, der giver mening. Altså, kunne vi ikke prøve at tænke i, hvordan vi kunne lave nogle flere specielle retninger, hvis der er uddannelsesinstitutioner, der gerne vil det? Nu skal vi forhandle læreruddannelse. Kunne der være tanker af den slags, så man sørgede for, at nogle af de læreruddannelsesudbud, der er i mindre befolkede områder, faktisk får noget, så det bliver virkelig fedt at søge ind hos dem? Det synes jeg er noget af det, man skal gøre.

Så er det ingen hemmelighed, at hos Radikale Venstre har vi en ambition om, at vi skal have mange flere med på uddannelsesvognen. Det er også derfor, vi har fremlagt et ret ambitiøst forslag om, hvordan vi sørger for at få langt flere børn og unge med. Vi kalder det børneløftet, fordi vi faktisk ikke mener, at vi kan være bekendt, at der i dag er så mange børn og unge, der aldrig får en kompetencegivende uddannelse.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi ikke kan være bekendt, at der er mange, der ikke får en kompetencegivende uddannelse. Derfor har vi også brug for, at der er rigtig mange flere uddannelser, der er tættere på de unge mennesker, for dem, der ikke har lyst til at flytte ind til en stor by, har ikke rigtig noget at vælge mellem. De må tage, hvad der er i lokalområdet. Er det ikke rimeligt nok at sige: Vi må prioritere at flytte uddannelser ud i landet både af hensyn til de unge, der er derude, så de kan tage en uddannelse, og af hensyn til de virksomheder, der er derude, så de kan få nogle, der er uddannede? Hvorfor ønsker Katrine Robsøe ikke at være med til at skabe den udvikling?

Ordføreren.

Men lad mig slå fast, at du godt med rigtig stor succes kan oprette nye uddannelsesudbud, når du gør det klogt, når du sørger for, at der er et fedt samarbejde med erhvervslivet, når du har tjek på, at der er unge, der gerne vil søge ind, og når du ved, at der er et fundament at bygge et fedt studiemiljø op omkring. Og det vil vi rigtig gerne være med til, men det kræver altså, at vi sørger for, at der er noget specifikt der, der er fedt at søge ind på.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Katrine Robsøe.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.