Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 66:

Forslag til folketingsbeslutning om at gøre det strafbart at obstruere forældremyndigheds- og samværssager og om at tillægge uhensigtsmæssig adfærd i familieretlige sager processuel skadevirkning.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 18.01.2022).

Forhandlingen er åbnet. Først giver vi ordet til social- og ældreministeren. Velkommen tilbage.

Ja, tak for det. Så kan vi springe rengøringen over indimellem, når det er den samme taler, der står heroppe.

Med forslaget her foreslås to tiltag, der skal sætte ind over for forældre, der fremsætter urigtige oplysninger om den anden forælder i en forældreansvarssag. For det første skal det ifølge forslaget have strafferetlige konsekvenser for en forælder, der udøver samarbejdschikane i forældreansvarssager i Familieretshuset. For det andet skal chikanen medføre processuel skadevirkning, hvis en forælder har fremsat usande påstande om den anden forælder. Forslagsstillerne skriver:

»Der er noget galt med systemet, hvis det kan stille en forælder bedre i en forældremyndighedssag, at vedkommende fremsætter usande påstande mod den anden forælder, fordi det kan føre til, at den anden forælder taber en forældremyndigheds- eller samværssag.«

Jeg er bare helt indledningsvis her nødt til at sige, er det jo altså ikke er Familieretshuset eller familieretten, der skaber de meget konfliktfyldte og dybt, dybt ulykkelige sager; det er forældrene selv. Jeg har meget svært ved at se, hvilket incitament systemet skulle have for at belønne forældre, der chikanerer. Derfor er det i mine øjne også en helt forkert præmis at lægge ned over et system, hvis primære formål jo er at varetage hensynet til barnet ved at tilbyde konflikthåndtering, så forældrene selv kan finde en løsning alle de gange, hvor det er muligt, og ved at træffe en klar afgørelse, når det er det, der skal til. Systemet skal selvfølgelig sætte ind over for chikane, og det gør systemet også allerede i dag, bl.a. ved at kunne fratage en chikanerende forælder forældremyndigheden.

Når man læser forslaget, ser det på papiret enkelt og ligetil ud: Den forælder, der taler usandt om den anden forælder, skal straffes for det. Der tegnes et billede af, at det er relativt ligetil at udrede, hvad der er på spil, når der er tvivl mellem to forældre om en påstand. Men så enkel er virkeligheden ikke, og det er der forskellige grunde til.

Først og fremmest kommer hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse i første række i forældreansvarssager. Det har et enigt Folketing mejslet i sten med den familieretlige reform. Oplyser en forælder om risikofaktorer, f.eks. vold eller misbrug, skal Familieretshuset afdække, om der er hold i de oplysninger. Det forstår jeg at forslagsstillerne er helt enige i, og det er jeg glad for. Samtidig er det da bare også, som om man ikke anerkender kompleksiteten i de her sager. Man tror, det er ligetil for Familieretshuset at konstatere, hvornår der er hold i påstandene, og hvornår der ikke er. Men sådan er virkeligheden ikke.

Sager, i hvilke der oplyses om f.eks. vold, misbrug eller psykisk sygdom, er komplekse, og de spænder meget vidt. I nogle sager vil det være relativt åbenlyst, at barnet skal skærmes fra en forælder, der er dømt for drab eller overgreb. Omvendt er der også sager, hvor det er helt åbenbart, at der ikke er noget om påstanden. Måske har den været fremført flere gange, måske er det dokumenteret, at det ikke er sandt, ved en grundig udredning tidligere. Hvis det er tilfældet, får påstanden jo heller ikke betydning, når sagen skal afgøres. Så bliver den ikke lagt til grund. At der så kan være andre grunde til, at der i de sager ikke skal være samvær, er jo en anden sag og en anden diskussion.

Imellem de her to yderpunkter, altså sager, hvor det er åbenlyst, at barnet skal skærmes, fordi en forælder f.eks. er dømt for drab, og de sager, hvor man kan se, at den anklage allerede tidligere er blevet afdækket og fundet udokumenteret, er der jo alle de sager, hvor det er svært at gennemskue, hvad der er på spil, og hvor konflikten mellem forældrene f.eks. er så voldsom og har været så langvarig, at barnet reagerer på en måde, der gør, at den ene af forældrene reelt er bekymret for, om barnet udsættes for noget, der skader det. Der bliver jeg bare nødt til at sige, at vi ikke kan straffe det at være bekymret, heller ikke selv om det viser sig, at der heldigvis ikke var noget at være bekymret for.

Selv om der så er tilfælde, hvor det ikke handler om bekymring, men om en forælder, der siger noget om den anden forælder kun for at chikanere, vil det heller ikke være ligetil at stemple sådan en udtalelse som strafbar, hvis vi går ind i dén juridiske diskussion. Skal man kunne straffes, skal man have det nødvendige forsæt, og det vil sige, at forælderen bevidst fremsætter en påstand, som forælderen ved er usand. Den tydelighed er der ofte ikke i forældreansvarssagerne, hvilket også retspraksis bekræfter, altså at udtalelser, som forældre fremsætter under en forældreansvarssag, ikke kan betragtes isoleret, men skal ses i et større perspektiv.

Forslagsstillerne er enige i, at sager, hvori der påstås risikofaktorer, skal undersøges for barnets skyld, og tak for det. Det er jo netop sådan, det nye system er skruet sammen: De komplekse sager udredes af Familieretshuset og afgøres i familieretten, hvor forældrene allerede i dag udtaler sig under strafansvar.

Ved udredningen lægger Familieretshuset ikke ukritisk oplysninger fra den ene forælder til grund. Man er efter forvaltningsretlige principper forpligtet til at sikre, at sagen oplyses til bunds, så der kan træffes en afgørelse på et fyldestgørende grundlag. Derfor kan der indhentes oplysninger fra andre myndigheder, f.eks. politiet, sundhedsmyndighederne og kommunen, for at afdække, om oplysningerne kan underbygges – om der er hold i påstanden.

Det er også vigtigt at fremhæve, at forældrene har en række retssikkerhedsgarantier. Familieretshuset er bl.a. forpligtet til at høre forældrene om oplysninger, som fremsættes i sagen, og som kan få betydning for sagens afgørelse. Dermed har forældrene mulighed for at gøre opmærksom på og korrigere eventuelle urigtige oplysninger i forbindelse med Familieretshusets sagsbehandling. Dertil kommer, som jeg nævnte før, at forældrene i familieretten taler under strafansvar, og som forslagsstillerne også selv peger på, er det også i dag muligt at anlægge en injuriesag, hvis man føler, at ens ære er krænket. Der er dog meget sparsom retspraksis for injuriesager på det her område, og det er nok rigtigt, at få forældre har kræfterne til at gå den vej. Men jeg må også bare sige, at jeg har svært ved at se, at en straffesag vil gøre det meget nemmere at stille forældre til ansvar for deres udtalelser, end det gør sig gældende med en injuriesag.

Når man læser det fremsatte forslag og følger debatten om chikane i øvrigt, tegnes der et billede af, at systemet og vi politikere ser passivt til, mens mange forældre slipper af sted med at chikanere den anden forælder helt ud af barnets liv. Som jeg også har belyst i tidligere svar til udvalget, er det ikke virkeligheden. Relativt set er det ganske få forældre, der ikke ser deres børn på grund af konflikt med den anden forælder, og systemet sætter allerede i dag ind over for chikane. Det sker, bl.a. ved at Familieretshuset med chikanepakken fra 2015 har fået en række redskaber til at imødegå chikane. Bl.a. er der indført mødepligt, og kontakt med barnet kan sikres med kontaktbevarende samvær, og man kan miste forældremyndigheden, hvis man udøver grov samarbejdschikane. Det er der klar domspraksis for, og den mener jeg bestemt også vi har oversendt til udvalget, og vi gør det gerne igen i forbindelse med udvalgsbehandlingen.

Med den gældende lovgivning sættes der altså allerede ind over for chikane, som kan have konsekvenser for den chikanerende forælder og altså skade forælderens sag, som det efterlyses i forslaget. Det står ikke helt klart, hvordan det efter forslaget ud over strafansvaret yderligere skal skade den chikanerende forælders sag at afgive urigtige oplysninger, og hvordan urigtige oplysninger skal tillægges processuel skadevirkning. En vigtig pointe i den sammenhæng er, at vi ikke automatisk kan give forældremyndigheden til en forælder, bare fordi den anden forælder har sagt noget, som ikke passer. Afgørelsen skal altid træffes, ud fra hvad der er bedst for barnet. Det er et helt grundlæggende princip, og det princip må vi ikke forlade.

Når det kommer til at indføre yderligere strafferetlige sanktioner, mener jeg, at forslaget skyder forbi skiven. Det kan ikke være det familieretlige systems opgave at skulle tage stilling til, om en udtalelse er strafbar, eller at skulle bruge ressourcer på eventuelt at medvirke ved behandlingen af en straffesag. Der er efter min mening langt vigtigere opgaver at tage sig til i det familieretlige system, og der er allerede i dag, som jeg har beskrevet i min besvarelse eller tale her, forskellige sanktioner.

Det vigtigste i de mest konfliktfyldte sager, som jo er nogle af de mest ulykkelige sager, der findes, hvor børn kommer i klemme, bliver revet fra hinanden – og det trækker for dem lange spor igennem deres barndom og jo ofte også ind i voksenlivet – vil efter min opfattelse altid skulle være barnets bedste. Regeringen kan på den baggrund ikke støtte forslaget.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, hvordan det kan være til barnets bedste, hvis en forælder fremsætter usande påstande om den anden forælder. Hvis den ene forælder udøver forældrefremmedgørelse i forhold til den anden forælder, hvordan kan det så være til barnets bedste, at den part får forældremyndigheden? Det er i forhold til de her konflikter, der jo desværre ofte kan opstå ved en skilsmisse. Det kan være, at den anden part har været utro, og at man så bruger børnene i en skilsmisse. Så jeg har lidt svært ved at forstå, at ministeren ikke gerne vil finde nogle løsninger på det her. Vi har vedtaget en paragraf om psykisk vold. Jeg tænker, at det også må være psykisk vold at blive afholdt fra at se sine børn, hvis en forælder taler usandt om den anden forælder. Det her er netop et forslag for at imødekomme, at vi får noget handling på det område. Vi har haft samråd, vi har haft høringer, og det er altså alvorlige situationer for de familier, det rammer.

Værsgo.

Tak for det. Jeg synes jo, jeg i min tale her har redegjort, også relativt grundigt, for, at det har og kan have store konsekvenser i dag at udøve samværschikane og samarbejdschikane, herunder at komme med falske påstande om den anden forælder. I sidste ende kan det ende med, at man mister forældremyndigheden. Det har vi domspraksis for. Det har vi også vendt på flere samråd.

Så det er jo ikke sådan, at jeg står her og siger, at det ikke skal have nogen konsekvenser. Det har allerede i dag konsekvenser. Det skal det også have. Vi kan bare ikke lave en automatik, der hedder, at fordi den ene forælder siger noget, der er forkert, så skal den anden automatisk have samværsretten, eller at den, der siger noget forkert, ikke skal have ret til samvær, eller hvad det ellers er for en processuel skadevirkning, som forslagsstillerne mener der skal være. Det fremgår jo ikke klart.

Vi bliver nødt til at kigge på, hvad det samlede billede omkring barnet er. Vi bliver også nødt til at handle på det, hvis der er en bekymring for, om barnet f.eks. bliver udsat for vold. På den måde kan vi ikke straffe bekymringer, men selvfølgelig skal det afdækkes, og er der ikke noget om bekymringen, ja, så skal den jo heller ikke lægges til grund nogen steder.

Tak. Værsgo, spørgeren.

Der står i forslaget, at straffen for at fremsætte usande påstande om den anden forælder skal være mærkbar, og det kan f.eks. være en bøde af ikke uvæsentlig størrelse. Altså, man skal ikke kvit og frit kunne fortælle usandheder om den anden. Man skal ikke kvit og frit kunne udøve forældrefremmedgørelse, og det ser vi desværre eksempler på.

Jeg skal bare høre: Anerkender ministeren, at der foregår forældrefremmedgørelse? Anerkender ministeren, at det kan være et problem i en skilsmisse? I forældreansvarsloven står der ikke noget som helst om forældrefremmedgørelse, og da man forhandlede det her, blev forældrefremmedgørelse og samarbejdschikane jo ikke nævnt.

Værsgo.

Tak for det. Man lavede jo en pakke – jeg mener, det var i 2015; jeg var selv hverken minister eller ordfører på området – som indførte nogle af de ting, jeg var igennem i min tale, og som netop dæmmer op for muligheden for at sabotere afgørelser om samvær og andet, f.eks. ved at man indførte mødepligt. Vi kan se, at det allerede er sådan, at der er domspraksis, hvor det kan have den konsekvens, at man mister forældremyndigheden, hvis man udøver samværschikane. Så de ting, der efterlyses, er i systemet i dag. Og nej, der er intet godt at sige om skilsmisseforældre, der ikke kan finde ud af at samarbejde om deres børn. Det er der ikke noget godt at sige om.

Tak til social- og ældreministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og den første ordfører er fru Camilla Fabricius. Værsgo.

Jeg vil starte med at sige, at jeg faktisk synes, at ministeren gennemgik meget, meget grundigt, hvorfor regeringen ikke støtter op om beslutningsforslaget. Derfor vil jeg faktisk også starte med at sige, at det gør Socialdemokratiet heller ikke.

Og så vil jeg gerne bruge noget af min taletid på at tale om den grundlæggende præmis og den diskussion, der pågår ude i samfundet, og nogle af de mange henvendelser, vi har fået som social- og familieordførere. For i forhold til det her med samværschikane tror jeg bare det er rigtig vigtigt at sige til de utrolig mange, som er koblet op på familieretssystemet – som på et eller andet tidspunkt i deres liv har været nødt til at blive skilt og finde ud af, hvem det er, der skal have forældremyndigheden – at langt de fleste forældre jo faktisk gør det ganske ordentligt og fornuftigt. Nogle gange har de været nødt til at få noget hjælp, og i nogle særlige sager, som ministeren også beskriver, går det ikke ret godt.

Det grundlæggende, som vi hele tiden har arbejdet med i den her folketingsperiode i forhold til det, vi fik overleveret fra Familieretshuset, har jo været, at vi har været nødt til at investere flere penge end normalt – flere penge end det, der var afsat. Når man kigger på det afsæt, der er med Familieretshuset, så vil jeg bare rose dem, der har været med til at træffe den beslutning, fordi man i den grad har sat barnet først. Det tror jeg er rigtig centralt, når man tager den her diskussion om et ord, som jo lyder meget alvorligt, nemlig samværschikane, altså at vi kigger på, hvad det er for en udvikling, barnet har, og hvad det er, der skal være til stede, for at man får taget de indgangsvinkler, der er.

Jeg har simpelt hen fået så mange henvendelser fra mødre, som er oprigtig bekymrede for, om de skal miste kontakten til deres børn; mødre, som har oplevet psykisk vold og fysisk vold, og som har været pressede. Og jeg tror, at den samlede diskussion, som jeg også oplever at det her beslutningsforslag retter sig mod, er spørgsmålet om, hvad vi gør der, hvor forældre helt åbenlyst ikke er enige og deres perspektiv er meget forskelligt og de faktisk ønsker, at den anden ikke skal lykkes – altså hvor forældre faktisk sidder og kigger på deres børn og kigger på hinanden i et håb om, at det mislykkes, og derfor griber til ting, som de måske ellers ikke ville have gjort. Altså, hvis man spolede sit liv 10 år frem og kiggede tilbage på det, man stillede op over for hinanden og stillede op over for børnene, så tror jeg, man ville tænke: Havde jeg kunnet handle anderledes, så ville jeg have gjort det.

Derfor er det helt grundlæggende og fundamentale i beslutningsforslaget netop, hvordan vi får taget samtalen; hvordan vi som samfund arbejder i de relationer, vi har indbyrdes, men jo også i de systemer, vi har; at vi får taget ting i opløbet og får taget hensyn til dem, det handler om, og i det her tilfælde klart børnene. Jeg mener, vi har et Familieretshus, som i den grad har den ramme. Jeg er også helt enig med ministeren i, at skulle der være foregået noget strafbart, så skal det løftes over et andet sted. Den måde, vi har indrettet systemet på, nemlig at man har samtaler, hvis det er særlig udfordrende, tror jeg er vejen frem for børnene og dermed også for forældrene og for familierne. Så jeg tror i virkeligheden, man skal vende det rundt.

Så til alle jer derude vil jeg sige, at det er vigtigt at vide, at Familieretshuset er et rigtig fint og godt sted, og at når man er frygtelig, frygtelig uenig, oplever man jo også, at det kan være svært at møde systemet. Så hvis vi skal skabe et tillidsfuldt system, som tager hensyn, så er vi nødt til også at arbejde med den samlede tillid, der er til de mennesker, og vi er nødt til at blive bedre til at have en faglighed omkring at kunne spørge ind til de svære sager. Det er jo også noget af det, vi har arbejdet på hele tiden, og som vi har haft fokus på, når vi har evalueret. Det handler om at få den faglighed, der skal være til stede, og der er Familieretshuset et langt bedre sted i dag, end det var for 3 år siden.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. Jeg ville også være blevet overrasket, hvis den socialdemokratiske ordfører havde stået på talerstolen og sagt, at hun støttede forslaget. Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om den socialdemokratiske ordfører ikke anerkender, at der er udfordringer; at der er forældre, der oplever at blive uretfærdigt behandlet; at der er forældre, der oplever, at det kan gavne, hvis man siger usandheder, hvis man laver forældrefremmedgørelse; at der er de udfordringer, og at det bestemt ikke har gjort det bedre, at der har været så lang en sagsbehandlingstid, også i forhold til når der opstår konflikter. Og når der er lang sagsbehandlingstid, øger det også konfliktniveauet, fordi der jo går længere tid, før man kan komme ind til samtale. Anerkender ordføreren, at der er nogle udfordringer i Familieretshuset, for det havde jeg egentlig svært ved at vurdere ud fra ordførerens tale?

Værsgo. Ordføreren.

Tak. Nej, jeg synes faktisk, at jeg forsøgte at svare ret tydeligt på det, nemlig at Familieretshuset blev født med en underfinansiering, som vi har hjulpet hinanden over; at det er født med et virkelig godt børne- og menneskesyn; at vi har arbejdet på at få en faglighed ind i Familieretshuset. Det har været nye mennesker, der har været ansat rigtig mange steder, og man har skullet sætte hatten anderledes på.

Noget af det, som vi har haft fokus på, er jo bl.a. det her med at have en voldsfaglig tilgang, altså det at forstå, hvordan både fysisk og psykisk vold udmønter sig i den relation, der er mellem forældre, og hvilken indvirkning det kan have på barnet.

Så jeg synes faktisk, at jeg anerkendte, at der har været udfordringer. Jeg sagde også, at jeg synes, at vi er et langt bedre sted, end vi var for 3 år siden. Så den her grundlæggende præmis, der er i beslutningsforslaget, er jeg simpelt hen ikke enig i.

Værsgo. Spørgeren.

Så når vi har en forældreansvarslov, der ikke har taget højde for forældrefremmedgørelse og samarbejdschikane på den måde, at det ikke er skrevet ind i loven, så synes ordføreren ikke, at vi skal ændre det, altså at vi ligesom skal have fokus på, at det også er det, der kan foregå, når forældre er i konflikt; at det er det, der sker. Det er jo det, jeg i hvert fald også har fået en række henvendelser om sker. Og lige pludselig sker der det, at tiden er gået, og at man som forælder ikke har set sit barn i lang, lang tid, og så er det svært at komme tilbage på sporet. Så hvad vil den socialdemokratiske ordfører gøre for de forældre?

Ordføreren.

Jeg er jo helt oprigtigt glad for, at ordføreren stiller det spørgsmål, for jeg synes egentlig, at både jeg selv og mit parti i den grad har stået forrest i forhold til gerne at ville handle på det og skabe en bedre hverdag både for børnene og for familierne. Er det så gjort med det? Har vi knipset med fingrene, og så er alt i orden? Er det sådan, at vi vågner op i morgen, og så findes der ikke familier, hvor man skændes, og hvor der er store udfordringer? Nej, det tror jeg ikke. Jeg vil give ordføreren ret i, at vi bliver ved med at have en opgave, vi skal have løst.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Camilla Fabricius. Og så er det Venstres ordfører, fru Marlene Ambo-Rasmussen. Værsgo.

Tak for ordet. Der skal også lyde en tak til fru Karina Adsbøl, som står bag det her beslutningsforslag, vi behandler i dag. Det er nemlig et vigtigt forslag i forhold til hele den debat, der har kørt det sidste års tid omkring Familieretshuset. Det er også en debat, der har optaget mig helt personligt, og derfor glæder det mig også, at fru Karina Adsbøl i dag med sit beslutningsforslag igen sætter fokus på de her modbydelige konsekvenser, som samarbejdschikane og samværschikane medfører for de her forældre i systemet og ikke mindst deres børn.

Der er få politikområder, som jeg som familieordfører får så mange henvendelser om som det her, og det er særlig om de her tvister omkring samværssager. Hvis bare en brøkdel af de henvendelser, jeg modtager, endte i medierne, var der måske også sådan grundlæggende lidt mere fokus på det. Og sandheden er bare, at det er der ikke – der er ikke nok fokus på de her forfærdelige og modbydelige tvister, der er, hovedsagelig omkring samværssager. Og ærlig talt er det faktisk også et svigt af børnene, som risikerer at miste kontakten til deres bedsteforældre, deres halvsøskende og i værste fald til deres mor eller far for altid. En afskæring fra en mor eller far betyder nemlig ikke bare, at familien halveres, det betyder også, at hele ophavsbaggrunden og barnets identitet halveres.

Det skærer i mit hjerte, at uskyldige børn bliver klemt – og det er helt og aldeles urimeligt – mellem forældrenes kontroverser og opdigtede historier, alt imens familien bliver splittet. Det kan og må ikke stå på længere. Det har jeg sagt her fra talerstolen adskillige gange før. Derfor hilser vi i Venstre intentionen bag beslutningsforslaget velkommen, for vi er enige i, at vi skal have en lovgivning, der netop sætter barnet først. Men samtidig er vi usikre på, om det her beslutningsforslag så er den rigtige løsning, og det skyldes flere ting.

For det første er vi bekymrede for, om en retlig efterprøvning af en påstand om samværschikane vil medføre, at konfliktniveauet i forældremyndigheds- og samværssager forhøjes endnu mere. Samtidig risikerer vi også, at sagsbehandlingstiden trækkes endnu længere ud. Og det her er desværre i forvejen meget komplekse sager, og afgørelserne er – igen desværre – ikke altid ligetil. Det falder nemlig oven i, at puklen af de mest omfattende § 7-sager i Familieretshuset er støt voksende, mens sagsbehandlingstiderne er skyhøje. Derfor vil forslaget unægtelig medføre, at flere familier skal vente endnu længere tid på en afgørelse, hvilket i sidste ende skader barnets tilknytning til forældrene.

For det andet er vi i Venstre bekymrede for barnets tarv i sagerne. Det er netop sådan, at uanset hvilken forælder der fremmedgøres, er det ultimative offer i de her sager jo barnet. Og endelig mener vi, at der inden for gældende lovgivning i straffeloven allerede er en mulighed for at straffe i forbindelse med samarbejdschikane. Det har en nylig højesteretsdom samt to landsretsdomme nemlig påvist. Fælles for de tre domme er, at den fælles forældremyndighed blev ophævet, da det af retten blev fundet, at den anden forælder havde udøvet grov samværschikane, og at forældrene dermed også på længere sigt ville være ude af stand til at kunne samarbejde om barnet.

Ærlig talt, det er da hammersynd for det barn, som i årevis har været klemt mellem forældrenes skænderier og opdigtede historier, og som som en konsekvens heraf mister samværet med og tilknytningen til den ene forælder. Men selv om det er synd for barnet, er det trods alt positivt, at forældres gentagne tilfælde af samværschikane straffes. For med de tre domme ser vi nemlig, at det retlige system skrider ind over for grov samværschikane, når det er nødvendigt. Domstolene har talt, og derfor skal det bruges som en advarsel til de forældre, der bevidst udøver samværschikane. Derfor skal vi også passe på, at vi ikke laver dobbeltlovgivning ved at indsætte en bestemmelse i forældreansvarsloven, når gældende lovgivning allerede gør det her muligt i dag.

Her til sidst – og nu tror jeg også, min taletid er ved at være brugt – vil jeg en gang for alle slå fast, at barnets tarv altid må være det tungtvejende hensyn i Familieretshuset og i samværssager. Derfor bør man som minimum også forsøge at bevare tilknytningen til begge forældre, selv når sagerne bliver mudret til og er svære at gennemskue. For vi skal for alt i verden undgå flere af de hjerteskærende historier, vi alle sammen har hørt om eller kender til – sager, hvor en mor eller en far vil ramme modparten og derfor opdigter historier om den anden forælder. I sidste ende betyder det jo én ting: at kontakten mellem en forælder og et barn forsvinder.

Venstre følger derfor udfordringerne i Familieretshuset tæt – det tror jeg heller ikke der er nogen tvivl om længere – og vi anerkender og støtter fuldt ud intentionen bag beslutningsforslaget. Men om det her beslutningsforslag nødvendigvis har de rette løsninger på problemerne, er vi ikke helt afklarede omkring endnu. Vi skal i hvert fald være sikre på, at vi ikke laver dobbeltlovgivning, og vi skal også passe på ikke at lave en masse ny lovgivning i et i forvejen presset system. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Også tak til Venstres ordfører for talen. Venstre har jo også været meget optaget af at sikre, at der sker handling på det her område. Nu kommer jeg så med det her forslag for netop at sætte fokus på det, for forældrefremmedgørelse er jo noget, vi i hvert fald har fået mails om også er noget, man oplever på egen krop – den ene af parterne, der står i en skilsmisse, oplever, at den anden part kan udøve det over for børnene og altså vende børnene imod en. Det er den ene ting.

Den anden ting er i forhold til dommene. Der står netop ikke noget i forældreansvarsloven om de her ting, der handler om injurierende udtalelser, og injurier er det jo også svært at føre en sag om. Det er også svært, i forhold til om politiet vil tage sådan en sag.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre Venstres ordfører, om Venstres ordfører ikke mener, at der er behov for, at vi igen får kigget på forældreansvarsloven i forhold til at få skrevet ting ind i loven, som i hvert fald skal sikre, at det ikke må kunne betale sig, at man ikke taler sandt om den anden forælder.

Ordføreren.

Det korte svar er ja. I Venstre er vi heller ikke afvisende over for at kigge på, om der skal ændres noget i forældreansvarsloven. Egentlig viser de her sager – højesteretssagen, og jeg tror, det var to landsretssager – at man i domstolsregi ligesom har forsøgt at vise vejen. Og som jeg også sagde i min tale, anerkender jeg fuldt ud fru Karina Adsbøls intention bag det her. På nuværende tidspunkt mener vi bare, at med de udfordringer, der er i Familieretshuset, er der rigeligt at tage fat på. Det blev helt indledende sagt af ordføreren. Jeg er en til en enig med ordføreren i, at Familieretshuset netop har de her udfordringer, og derfor synes vi på nuværende tidspunkt ikke, at vi som sådan skal kigge på at lave lovgivning om det her, når der i forvejen er en mulighed.

Fru Karina Adsbøl.

Men måske Venstres ordfører så kan oplyse dem, der følger med i debatten, om, hvad det er, Venstre gerne vil. Hvordan vil Venstre sikre, at Familieretshuset sørger for, at familierne og børnene får den ordentlige og værdige behandling, de skal have? Hvordan sikrer man, at den her proces bliver ordentlig for alle parter? Hvordan vil Venstre gøre et forsøg på det? Hvad er Venstres forslag til, at der skal ske ændringer?

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Altså, i forhold til hvad vi egentlig mener der burde kunne gøres bedre her og nu, har jeg netop foreslået at rykke de her såkaldte røde sager, altså § 7-sagerne, direkte videre til domstolsregi. Det var derfor, vi bakkede hundrede procent op om Nye Borgerliges forslag. Vi mener faktisk, at det er et af de steder, hvor vi netop kan rykke på nogle parametre.

Vi er også villige til at kigge på, om der er mere, der skal ændres i det her. Altså, det er jo en kæmpe reform, og den har haft nogle år, og den er stadig væk ikke implementeret fuldstændigt, og det er et eller andet sted også håbløst, at det går tilbage til 2019; jeg tror, at implementeringen er stoppet ved 65 pct. Det tyder også på, at der er nogle udfordringer med det her system, vi i den grad skal have kigget på.

Så synes jeg også, at det forebyggende arbejde, som er en del af reformen, er meget, meget vigtigt at have med.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Og så er det SF's ordfører, fru Ina Strøjer-Schmidt.

Vi har sympati for forslagets intention, men det er ikke den rette vej at gå. Det har allerede processuel skadevirkning i dag, hvis en part prøver at obstruere en sag i det familieretlige system. Desuden mener vi, det vil være konfliktoptrappende, hvis der ved siden af en sag i Familieretshuset skulle køre en straffesag i et andet system. Derudover vil ventetiden i sagsbehandlingen formentlig igen stige yderligere, hvis Familieretshuset også skulle inddrages i straffesager.

I stedet bør der gøres brug af virkemidler, der allerede er til stede, f.eks. tvangsbøder, når aftaler brydes, og så skal der sættes tidligere ind i forhold til at støtte samarbejdet mellem forældrene. Tak for ordet.

Tak, og der er en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl.

Tak for en hurtig tale. Jeg skal lige høre ordføreren for SF: Hvad er det for nogle ting i systemet, som SF gerne vil have ændret? Og anerkender SF's ordfører, at der kan foregå forælderfremmedgørelse, at der kan være forældrechikane, at der kan være en forælder, der kommer med usande påstande om den anden forælder og sætter den anden forælder i et dårligere lys? Altså, hvordan vil SF løse de udfordringer? Det kunne jeg godt tænke mig at høre.

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at der findes sager, hvor der er nogle, der prøver at obstruere sagen fra den ene side. Men altså, i forhold til at højne straffen ved bøderne tror jeg ikke, at det er det, der afskrækker forældrene. For dem er det vigtigste samværet med deres børn, og der er der jo allerede en bøde eller en straf ved det, når man prøver at obstruere sagen; det viser f.eks. de sager, der har været i Højesteret. Så jeg tænker, at strafmæssigt er den største straf jo, at man får mindre samvær med sit barn, når man prøver at obstruere sagen. Og det, der så kunne være en løsning, er, at man prøver at investere flere ressourcer i at få et bedre samarbejde mellem forældrene tidligere i forløbet, så konflikterne ikke løber af sporet.

Fru Karina Adsbøl.

Altså, som jeg hørte ministeren i ministerens tale, så sagde ministeren, at det godt kunne være, at der var nogle, der talte usandt og andet, men at den, der obstruerede det her, også sagtens kunne ende med at få forældremyndigheden, altså den, der kom med usandheder. Og det er jo det, vi anker lidt over, i forhold til at det ikke må kunne betale sig at obstruere det her og tale usandt om den anden for at sætte sig selv i et bedre lys, herunder også i forhold til forælderfremmedgørelse. Anerkender ordføreren ikke også, at det er udfordringen, og at der er behov for handling?

Ordføreren.

Jo, jeg anerkender det til fulde. Jeg tror bare ikke, at det, der bliver lagt op til i forslaget – der står jo, at man vil højne bødestraffen – er det, der afholder forældrene fra at obstruere en sag, fordi det er meget vigtigere for dem at få det her samvær med børnene, end at de så risikerer at få en bødestraf. Og som sagt straffer domstolene det jo allerede, hvis man prøver at obstruere en sag i forhold til samvær med barnet.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Så er det Radikale Venstres ordfører, fru Christina Thorholm. Værsgo.

Barnets tilknytning, tarv og udviklingsmuligheder er det vigtigste at tage vare på, når forældrene bliver skilt. Vi ved, at børn kommer helt afsindig meget i klemme mellem to forældre, der har det svært med at samarbejde om en afgørelse om samvær og bopæl, og at barnets udviklingsmuligheder kan blive skadet, når dets nærmeste omsorgspersoner obstruerer eller ikke kan samarbejde om sagsbehandlingen. Derfor er det også vigtigt, at vi ser på Familieretshusets praksis og muligheder for at forbedre indsatsen, ikke mindst i de sager, hvor forældrene har svært ved at samarbejde. Der er det jo Familieretshuset, de søger hjælp hos.

Familieretshuset er etableret for at skabe bedre rammer til at understøtte forældrene og barnet i processen. Vi ved, at der er for mange sager om chikane og grundløse postulater, og disse sager skal vi håndtere bedre for at skabe de bedste rammer for samværet og barnets tilknytning og trivsel, også senere i livet. Sagerne skal undersøges grundigt, da man ikke taler under strafansvar i Familieretshuset.

Familieretshuset har ved opstarten haft for lange ventetider, og det slider på relationerne mellem forældrene og barnet. Vi har tilført flere penge til Familieretshuset for at få nedbragt den svære ventetid og for ikke at bringe familierne ud i en for lang og opslidende proces, som accelererer forældrenes uhensigtsmæssige adfærd – eller det kan den i hvert fald – og som kan reducere forældreevnen.

Skilsmisser handler om at skulle dele det allermest kære for forældrene, og det bliver for nogle en kamp, som ingen grænser har, mod den tidligere ægtefælle i forhold til at få rettigheden til barnet.

Radikale Venstre mener, at svaret ligger i de faglige vurderinger af forældrenes forældreevne og grundige undersøgelser af de udsagn, som forældrene kommer med. Familieretshuset har flere værktøjer til at undersøge sagens sammenhæng: børnefaglige undersøgelser, undersøgelse af forældrekompetencer, midlertidige samværsafgørelser, kontaktbevarende samvær, overvåget samvær og tvangsfuldbyrdelse. Det fremgår af høringen om det familieretlige system, at flere af disse værktøjer ikke bruges i tilstrækkeligt omfang.

Vi lægger vægt på Børns Vilkårs og flere advokaters anbefalinger ved høringen i forhold til at imødegå chikane og urigtige oplysninger. Anbefalingerne handler om øget hyppighed af og kvalitet i de børnefaglige undersøgelser; pligt til at lave opfølgning af, hvordan børnene fungerer med de løsninger, der er truffet afgørelse om; etablering af overvåget samvær og pålæg, når man træffer afgørelse om ændring af barnets bopæl; risiko for bopælsforælderen, hvis denne modsætter sig samvær; pligt til at undersøge begge forældres forældrekompetencer og forældreevne; regler for metodevalg og brug af autoriserede psykologer.

Radikale Venstre mener ikke, at det skal gøres strafbart at udøve samarbejdschikane, når der fremsættes usandheder, da kompleksiteten i disse sager langt hen ad vejen løses bedre i processer og gennem faglige undersøgelser og opfølgning på indsatsen. Det handler om at få forældrene til at samarbejde, om barnets tilknytning til forældrene, trivsel og udviklingsmuligheder. Vi vil presse på for, at der bliver mere pligt forbundet med afdækning af sagen og brug af Familieretshusets værktøjer og brug af sanktionsmuligheder, for der er for mange ulykkelige tilfælde og tilfælde med et højt konfliktniveau.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad det er, De Radikale egentlig vil gøre i forhold til Familieretshuset og i forhold til de udfordringer, der er. Som jeg hører den radikale ordfører, siger den radikale ordfører, at for De Radikale er det fint nok, at man kommer med usandheder og påstande, at det vil man ikke gøre noget ved – og så må ordføreren jo rette mig, hvis jeg misforstod det. For det er jo sådan i dag, at forældrefremmedgørelse, injurier og udtalelser ikke står i forældreansvarsloven. Og vi har jo så skrevet et eksempel ind, i forhold til at der skal være konsekvenser, hvis man ikke taler sandt, og det kan f.eks. være forhøjede bøder. Det var jo ting, vi skulle finde ud af, hvis der var flertal for det her: Hvad er det, vi gør, i forhold til hvad det er for nogle konsekvenser, vi helt præcis skal sætte i værk, hvad er det for en paragraf, vi vil have ind i forældreansvarsloven, og hvordan skal den se ud?

Men altså, hvad er det, De Radikale vil gøre? For vi er jo ikke kommet videre fra høringen i forhold til de forslag, som dem, der var oplægsholdere i høringen, kom med, eller samråd, og hvad vi ellers har haft omkring de udfordringer, der er i Familieretshuset.

Ordføreren.

Som jeg afsluttede med at skitsere, fordi jeg havde opremset en række muligheder, som vi ville lægge vægt på, er det pligten: pligten til at lave forældreevneundersøgelser og pligten til at lave børnefaglige undersøgelser og opfølgning. Pligten til det er en mulighed, men ikke en pligt, og der mener jeg, at vi kan skærpe Familieretshusets praksis, også ved at træffe afgørelse om ændring af barnets bopæl, hvor der modsættes samvær.

Så der er nogle klare anbefalinger, som vi kan bede ministeren om at indarbejde i den evaluering, der skal være. Evalueringen går der relativt lang tid inden vi får, så det, at vi får presset på for at få nogle af de her pligtindsatser ind, er vigtigt for os.

Fru Karina Adsbøl.

Det er da spændende, hvad De Radikale kan få ministeren til. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre den radikale ordfører, om de ting, som den radikale ordfører nævner, er noget, De Radikale vil stille forslag om i salen, altså i forhold til det med pligten, eller om det er noget, man vil vente lang tid på der kommer til at ske noget med. Eller hvordan kommer man videre herfra i forhold til de udfordringer, vi ser i Familieretshuset, og som vi jo har drøftet de sidste år?

Ordføreren.

Jamen nu skal der jo være nogle forhandlinger om det her beslutningsforslag, og der har vi jo en mulighed for at se på, hvad vi kan blive enige om. Og der vil vi jo bringe de perspektiver, vi har, ind i forhandlingerne om det her forslag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til den radikale ordfører. Så er vi nået til Enhedslistens ordfører. Værsgo, fru Pernille Skipper.

Jeg har været socialordfører for Enhedslisten i en hel del år efterhånden, og noget af det værste ved det er sagerne omkring skilsmisser, som ender i en hårdknude. Det er de der mails i indbakken fra ofte en mor, der siger: Barnet bliver slået af faren; jeg tør ikke udlevere til samvær. Det er mails fra fædrene, der siger: Jeg bliver anklaget for vold, og jeg har aldrig gjort det; jeg kan ikke se mit barn. Og man har ikke en jordisk chance som politiker og udenforstående for at afgøre, hvad det er, der er rigtigt og forkert. Det eneste, man bare ved, er, at den her situation er skadelig for børn. Uanset om anklagerne om vold er rigtige og der ikke bliver lyttet til dem eller om anklagerne om vold er noget, der bliver sagt for at forhindre samvær, så er det en fuldstændig forfærdelig situation for børn. De højkonflikter, der ender på den der måde, skader det børn at være i.

Jeg har også rigtig mange gange været med til at justere lovgivningen, nemlig forældreansvarsloven – til den ene side og til den anden side. Og hvis jeg skal være sådan helt ærlig, er det også sådan, at stemningen nogle gange går lidt i den ene retning, og så er der for mange sager, hvor der ikke bliver lyttet til anklager om vold, og andre gange går stemningen lidt i den anden retning. Det er ikke for at forklejne noget af det, men det er for at sige, at jeg tror, at vi skal passe rigtig meget på med at tro, at vi ud fra de enkeltsager, hvor vi hører den ene af de to sider i en meget konfliktfyldt sag, er i stand til at sige noget generelt om et system.

Selvfølgelig skal man ikke fremsætte urigtige oplysninger over for nogen som helst offentlig myndighed. Det kan i øvrigt også i sig selv allerede være strafbart. Selvfølgelig skal det også være sådan, at hvis man gentagne gange forhindrer samvær eller obstruerer en familieretssag, så skal det have en effekt i sagen. Men det vigtigste er jo, at afgørelsen i sidste ende handler om børnene. Det handler ikke om, hvad forældrene har ret til. Det handler om at træffe den afgørelse, som i sidste ende er rigtig for børnene. Det er der flere, der jo har nævnt. Man kan sagtens forestille sig sager, hvor en obstruktion også betyder, at det, man gør, i virkeligheden skader børnene, og så kan det føre til, at man i sidste ende mister forældremyndigheden. Sådan skal det også være. Men vi skal sørge for, at de mennesker, der sidder med de enkelte sager, har ordentlig tid til dem, kan konfliktnedtrappe, og at de i sidste ende kan træffe de afgørelser, som er de rigtige for børnene.

De kriterier mener jeg ikke det her beslutningsforslag lever op til. Det betyder ikke, at jeg ikke tror, at vi måske for evigt og for altid, og sikkert også lang tid efter at jeg er færdig i Folketinget, vil sidde og justere forældreansvarsloven. Det tror jeg vi vil. Jeg er ikke sikker på, at vi har ramt det rigtige. Det tror jeg måske aldrig vi gør. Og det er, fordi de her sager grundlæggende er så ulykkelige. Der er bare ikke rigtig nogen god udgang på sager, hvor forældre er gået fra hinanden på en måde, der ender med, at offentlige myndigheder må ind og afgøre, hvor deres børn skal være henne.

Derfor er det vigtigste for os i Enhedslisten, at vi bliver ved med at investere i, hvordan vi hjælper familier til ikke bare at starte et familieliv, men også til at afslutte et familieliv på en god måde. Jeg tror, at den reform, vi har lavet – forfærdelig underfinansieret, desværre, og det har vi så måttet bruge en masse penge på at rette op på – var god, og at det var en god start. Jeg tror, vi skal gøre mere af det. Målet er da, at vi på sigt også kan give familierådgivning, lang tid før det ender i sager, hvor der skal myndighedsafgørelser til, men at man kan hjælpe folk til at komme ind i næste fase af ens familieliv på en god og ordentlig måde. Jeg synes, at det er det, vi bør have fokus på.

Enhedslisten kan ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Men jeg synes egentlig, det var en meget venlig afvisning af beslutningsforslaget. Men jeg kunne godt tænke mig at høre noget. For vi er jo, tror jeg, raden rundt enige om, at barnet har ret til sin mor og far. Det er barnet, der har ret til sin mor og far, ret til at se sin mor og far, og vi ved alle sammen godt, at der kan være nogle sager, hvor det er bedst for barnet ikke at se den ene eller den anden. Dem har vi også været vidner til i pressen.

Men der er også de andre, hvor konfliktniveauet er så højt, og det kan f.eks. være på grund af utroskab. Det kan være, at den ene så vil hævne sig på den anden ved at gøre sådan, at man ikke skal se børnene. Man vil i hvert fald gøre alt, for at modparten ikke ser børnene, som en eller anden hævnaktion, og det er jo, fordi man er såret på sine følelser og alle de her ting. Men jeg kunne godt tænke mig at høre fru Pernille Skipper, om ordet forældrefremmedgørelse er noget, man i Enhedslisten vil kigge på, og om vi skal have det ind i forældreansvarsloven.

Ordføreren.

Det er ikke bare sådan et tilfældigt sted i forældreansvarsloven. Det ville jeg synes ville være mærkeligt. Altså, jeg har ikke noget problem med ordet forældrefremmedgørelse, men jeg har dog et problem med sådan en historiefortælling om, at det skulle være noget, der gennemsyrer systemet. Det er det ikke. Det mener jeg ikke det er. Jeg mener ikke, at vi har et system, som tager side i forhold til den af de to forældre, der udøver forældrefremmedgørelse over for den anden.

Det findes. Det sker, ligesom det sker, at der er advarsler om vold, som bliver overhørt. Altså, det er jo forfærdelige, forfærdelige sager, og jeg kan ikke udefra eller ud fra en enkelt mail eller ud fra en beskrivelse i pressen vide, hvem af de to parter, der har ret. Det eneste, jeg kan konkludere, er, at det er helt forfærdeligt, at de skændes så meget, fordi det rammer børnene. Altså, jeg er ikke afvisende over for ordet i sig selv, men jeg kan ikke stå og sige til fru Karina Adsbøl, at ordet skal ind i loven, medmindre jeg ved, hvad for en sætning det indgår i.

Fru Karina Adsbøl.

Det er jo i hvert fald vigtigt, når man skal ændre noget, at man også anerkender, at det foregår, altså at der foregår forældrefremmedgørelse. Det er den ene ting.

Den anden ting er jo, at vi i forhold til forældreansvarsloven godt kunne kigge på at ændre nogle ting og netop også være tydeligere omkring, at det med samarbejdschikane og det med at komme med usandheder og falske påstande simpelt hen skal være mærkbart, i forhold til at det skal man ikke. Altså, der skal simpelt hen være konsekvenser ved det. For jeg er helt enig med fru Pernille Skipper i, at vi ikke kan være et sandhedsvidne. Vi ved godt, at vores indbakke flyder over, og vi ved godt, at den, der er i den anden ende, har en oplevelse af nogle ting. Så det er jo klart, at det kan vi ikke, men når der kommer så mange henvendelser, mener jeg også, at vi som politikere har en pligt til at reagere.

Ordføreren.

Jeg mener også, at vi som politikere har pligt til at lytte til de mennesker, der henvender sig til os. Det var jo sådan set også derfor, jeg startede med at sige, at det igennem de mange, mange år, jeg har været socialordfører, har bølget; altså at der nogle gange har været rigtig mange mails fra mennesker, som bliver forholdt deres børn, som ikke får lov til at have det samvær, som de har ret til, og der har også været mails fra dem, som siger: Jeg bliver tvunget til at udlevere mit barn til samvær med en mand, som jeg tror slår det. Altså, vi skal have undersøgelser og data osv. at lovgive ud fra, og vi kan ikke lovgive ud fra indbakken, lige meget hvor meget den påvirker os.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Pernille Skipper. Så vi går videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, fru Brigitte Klintskov Jerkel.

Mange tak. Tak til Dansk Folkeparti for at rejse beslutningsforslaget her, som giver anledning til en drøftelse af forældremyndighedssager og samværssager, hvor der er konflikt om forældremyndighed og samvær, og hvor den ene forælder forsøger at fremsætte urigtige påstande om den anden part for at fremme sin egen sag.

I Det Konservative Folkeparti har vi altid fokus rettet på barnets tarv, trivsel og udvikling. Der er ingen tvivl om, at det er utrolig hårdt og opslidende for alle involverede, når der er et højt konfliktniveau i forældremyndighedssager og samværssager og der samtidig fremsættes urigtige påstande om modparten for at fremme egen sag. Vi anerkender problemet, og derfor er vi også positive over for hensigten med beslutningsforslaget her.

Vi savner dog bl.a. at få uddybet finansieringen bag forslaget, samt hvordan det skal forstås, når der i beslutningsforslaget skrives »påstande, som i sin form kan nærme sig injurierende udtalelser«, og hvordan det øgede pres på domstolene, som forslaget her vil medføre, skal løses. Endelig har vi også andre spørgsmål i forhold til beslutningsforslaget her, som vi så vil tage op i udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl.

Jamen det synes jeg da at man skal tage op i udvalgsbehandlingen. Nu er det sådan, at det her forslag er fremsat, og at et beslutningsforslag jo ikke er skåret i granit. Det er jo sådan, at hvis det bliver vedtaget, så finder man ud af, om der skal forhandles eller man laver et forslag til vedtagelse om, at man gerne vil kigge nærmere på det her. Så det er jo ikke et lovforslag, vi er kommet med; det er simpelt hen en måde til at få opmærksomhed på de her udfordringer, der er, og dem vil vi gerne løse. Det er netop i forhold til det her med usandheder og det med, at man påstår noget om den anden forælder, som simpelt hen ikke er sandt, men er injurierende. Vi ved jo godt, at hvis der skal rejses en tiltale, så skal man gøre det privat. Altså, det er ikke noget, man på den måde vurderer i Familieretshuset. Så derfor vil det være vigtigt at få fokus på, at det faktisk foregår. Så jeg synes jo, at Konservative skal se på løsninger frem for at se på alle de barrierer, man kan finde i forhold til et beslutningsforslag, og at vi skal sætte os sammen og finde nogle gode løsninger på, hvordan vi kan løse de udfordringer, der er med Familieretshuset.

Ordføreren.

Vi ser bestemt ikke begrænsninger. Men det er klart, at der er nogle ting, som jeg nævnte her i min tale, som vi har et behov for at få uddybet nærmere. Og vi har også nogle yderligere spørgsmål i forhold til beslutningsforslaget. Det er klart, at for at kunne tage stilling er vi nødt til at have svar på nogle af de her spørgsmål først og fremmest.

Fru Karina Adsbøl.

Det er selvfølgelig klart, at man gerne må stille alle de spørgsmål, man gerne vil. Men det er også bare for at fortælle, at når man laver et beslutningsforslag, så er det jo ikke et lovforslag. Altså, når man laver et beslutningsforslag, er det jo en hensigtserklæring, kan man sige, i forhold til hvor man gerne vil hen. Vi vil gerne derhen, hvor Familieretshuset bliver bedre og vi kan være sikre på, at det ikke kan betale sig at obstruere og komme med usandheder om den anden forælder. Og det skal vi have mærkbare konsekvenser over for, og netop derfor ønsker vi jo en særskilt paragraf i forældreansvarsloven, som tydeliggør det.

Ordføreren.

Nu varer det jo ikke så længe, før vi skal have et opfølgende møde, så vidt jeg husker, om Familieretshuset, og der er det jo også oplagt at tage det op i ordførerkredsen; er det noget, vi kan kigge på, også i forhold til den aftale, vi har lavet omkring implementeringen af Familieretshuset? Jeg tænker også, at der jo nu kører en implementering, og når det så er fuldt implementeret, er der det med, hvordan det så vil se ud. Så jeg synes, det er oplagt at tage det op i ordførerkredsen, og derudover vil jeg stille nogle af de spørgsmål, som jeg har til beslutningsforslaget her, i udvalget.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Det Konservative Folkepartis ordfører. Og så er det ordføreren for Dansk Folkeparti. Fru Mette Hjermind Dencker, værsgo.

Tak for det. Det, der er så svært i de her samværssager, er, at vi aldrig kan gøre noget rigtigt, for uanset hvordan vi lovgiver, skal vi, når vi har med mennesker at gøre, jo lovgive i en grad, hvor vi naturligvis sørger for, at enhver sagsbehandler skal kunne dømme ud fra sin egen intuition, hvis vedkommende oplever, at en forælder gør vedkommende utryg. Så vi skal have masser af elastik i lovgivningen til, at de mennesker, som arbejder med mennesker og med forældre med børn, kan bruge deres gode dømmekraft og deres sunde fornuft. Derfor kan det være så frustrerende, når man får mails fra både den ene og den anden side, for man ved aldrig, hvad der er op og ned, og det kan være, som fru Pernille Skipper sagde tidligere, at det eneste, man ved, er, at det her er noget, der gør rigtig ondt på børnene.

Nogle gange er man nødt til at afbryde et samvær, mens den ene forælders forældreevne bliver undersøgt. I den tid er børn og forældre fra hinanden, og det kan vise sig at være baseret på en usand påstand fra en anden part. Og den slags er i dag ganske gratis og konsekvensfrit, og det er noget af det, vi skal gøre op med. Men så er spørgsmålet bare, hvad en usand påstand er. Hvis barnet nu kommer hjem og siger til sin mor, at vedkommende er blevet låst inde på værelset i weekenden, bliver moren naturligvis bekymret og giver videre til Familieretshuset, at hun er enormt utryg ved at sende sit barn på samvær, når hun får at vide, at barnet bliver låst inde. Er det noget, der kan bevises? Nej, det er det ikke, for det foregår i det private hjem. Gør det det til en usand påstand? Ikke nødvendigvis.

Når det så er sagt, er samværschikane desværre noget, som der er rigtig mange eksempler på. Jeg kender selv en, som kontinuerligt bliver udsat for det fra hans datters mor. Han stod og skulle på ferie med sine to døtre og oplevede så, at moren pludselig i sidste øjeblik tilfældigvis ikke lige kunne finde passet til pigen. Det kostede dem jo en hyggelig rejse til Østrig, og der sad to piger og var rigtig kede af det, og han havde mistet 15.000 kr. på det. Hvilke konsekvenser fik det for moren? Ingen. Hun brokkede sig over, at hans have var et enormt utrygt sted at være. Han skyndte sig at hegne den ind. Hun kom med diverse påstande om ting, han skulle have gjort imod datteren. Efter råd fra advokaten svarede han med at sætte overvågningskameraer med lyd på op i hvert eneste rum i hans hus. Tænk sig at leve sådan. Tænk sig at leve sådan, at man er nødt til at helgardere sig bare for at kunne modbevise det, der bliver sagt imod en.

I dag kan man frit beskylde den anden forælder for alt. Man kan beskylde den anden forælder for at begå overgreb på et barn, og hvem vil være den sagsbehandler, der sidder sådan en beskyldning overhørig og siger: Det her tror jeg simpelt hen ikke på? Hvem vil have det på sin kappe? Nogle gange er man nødt til at reagere på det, og så bliver sagen undersøgt, og samværet er indstillet, og man finder ud af, at nej, det var der ikke noget i. Nej, men hvad sker der, hvad er konsekvensen så for den, der har beskyldt vedkommende for sådan nogle usandheder? Det er det, som forslaget her lægger op til.

Så vi vil gerne være med til i Dansk Folkeparti at indsætte en paragraf, men det er altså vigtigt, at vi kringler det på en måde, så man kan fældes, når noget er beviseligt usandt, og gerne efter man har fået første advarsel. Så det er utrolig vigtigt, at vi tager højde for det. Så jeg håber på, at vi med det her forslag kan være med til at begrænse samværschikane til fordel for barnet, så barnet dermed kan få en rigtig god relation til begge forældre. Så i Dansk Folkeparti kan vi godt bakke op om forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til Dansk Folkepartis ordfører. Og så er det fru Mette Thiesen. Værsgo til fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Tak. I 2018 blev der lavet en bred aftale om et nyt familieretsligt system – et system, der skulle hjælpe flere i samværssager, men som desværre gør det modsatte. Årsagen kan findes i forældreansvarsloven og Familieretshusets praksis. Her har skyldsspørgsmålet i en sag med et højt konfliktniveau ikke betydning for samværsspørgsmålet, og det er jo helt vanvittigt, og det har vi i Nye Borgerlige selvfølgelig også fremsat beslutningsforslag om at ændre, men det blev desværre stemt ned. En forælder med bopæl med børnene kan altså fortsat bevidst forårsage en konflikt og derved vinde sine børn og afskære den anden forælder fra samvær, og det er simpelt hen ikke et retssamfund værdigt.

Men det er desværre ikke det eneste, der er galt i det familieretslige system. Sagsbehandlingen går for langsomt i Familieretshuset, og når sagen endelig er færdigbehandlet, skal den alligevel videre til domstolene og blive afgjort dér. I mellemtiden kan der være gået flere år, hvor den ene forælder ikke har haft mulighed for samvær med sit barn. Det er et mareridt at forestille sig, at langsom sagsbehandling faktisk kan resultere i, at man ikke får det samvær, som man har ret til med sit barn. En langsom proces holder forældre og børn fast i en konflikt, der får lov til at udvikle sig til skade for både børn og forældre.

Jeg fremsatte på den baggrund beslutningsforslag om at rykke sagsbehandlingen direkte til domstolene uden om Familieretshuset. Det vil forkorte processen til gavn for forældre og børn, for det er en mareridtstilstand at vente på, at sagerne bliver afgjort, når de som i dag trækker ud til op imod et år. Men desværre blev det beslutningsforslag for få uger siden stemt ned af et flertal i Folketinget. Men helt ærligt, vi kan simpelt hen ikke være bekendt at have et både dysfunktionelt og langsomt system, hvor den ene forælder, typisk bopælsforælderen, kan afskære den anden forælder fra at have samvær med barnet, mens sagsbehandlingen står på. I sådanne tilfælde sker der tit det, at når familieretten til sidst skal behandle sagen, har barnet ikke haft kontakt med den anden forælder i så lang tid, at familieretten lægger til grund, at barnet har bedst af at blive hos bopælsforælderen for at bevare status quo, selv om bopælsforælderen har udført samværschikane. Med andre ord kan man med det nuværende system med samværschikane igennem det lange, lange sagsforløb stille sig selv bedre i sidste ende. Sådan skal det simpelt hen ikke være. Retssikkerhed og retfærdighed er bydende nødvendigt, for det handler om familielivet, og det er det dyrebareste, vi har.

Det må ikke gå i stykker på grund af et ineffektivt og uretfærdigt system, og jeg og Nye Borgerlige kæmper videre for at sikre retfærdighed og retssikkerhed i det familieretslige system, og vi har flere beslutningsforslag på vej for at sikre netop dette. Derfor støtter vi selvfølgelig også dette forslag, der vil gøre op med den praksis, at man ustraffet kan lyve i Familieretshuset. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til fru Mette Thiesen. Så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne. Værsgo, fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Kronikken i Politiken den 27. oktober 2021 har overskriften »Familiehusene svigter både børn og forældre«. Kronikken omhandler nogle af de problematikker, forældre oplever i Familieretshuset. Når børns forældre skilles, er det af stor betydning for børnenes trivsel, at de som udgangspunkt kan bevare kontakten til begge forældre. Børn har ret til deres mor og til deres far.

Vi har i Social- og Ældreudvalget modtaget adskillige eksempler på, at forældres oplevelser med Familieretshuset appellerer til politisk handling, og vi har også afholdt en høring i udvalget vedrørende de udfordringer, der er i Familieretshuset. Jeg har forsøgt med det her forslag at imødekomme noget og pålægge regeringen at sikre, at det har strafferetlige konsekvenser for en forælder, der udøver samarbejdschikane i forældremyndighedssager i Familieretshuset, f.eks. ved at man fremsætter usandheder, der sætter den anden forælder i et dårligt lys, eller at man medvirker til forældrefremmedgørelse, så barnet tager afstand fra den anden forælder. Det er så et forsøg på, at man f.eks. kan lave en paragraf i forældreansvarsloven, som tydeliggør det.

Derudover handler forslaget også om at sikre, at det fremover kan medføre processuel skadevirkning for en forælder med en verserende samværssag i Familieretshuset, hvis denne har forsøgt at fremme sine egne interesser ved netop at fremsætte usandheder og andre ting om den anden part. Det vil i praksis sige, at det kan skade en forælders sag, hvis man – han eller hun – har fremsat usande påstande.

Forældrefremmedgørelse er jo netop også, som jeg tidligere har været inde på, noget, vi oplever i de her sager. Det er klart, at myndighederne aldrig må sidde alvorlige anklager overhørig, hvis der opstår mistanke om, at et barn har udsat været for overgreb eller vold. Så er det naturligvis afgørende, at det skal undersøges. Derfor oprettede vi jo også børnehusene, som skal benyttes i sager om overgreb mod børn eller unge fra 0-17 år, hvis man har viden om eller mistanke om, at et barn har været udsat for overgreb. Og når politi eller sygehusvæsen er involveret i sagen, er det jo lovpligtigt for en kommune at benytte børnehusene, som netop skal være et led i den børnefaglige undersøgelse. Vi skal selvfølgelig beskytte børn, det kan ingen være uenige i.

Men samtidig er det altså forkert at belønne en forælder, der for at fremme sin egen sag kommer med falske påstande, ved at tildele dem den fulde forældremyndighed eller ved at afskære den anden forælder fra samværet. Så er der noget galt i systemet, og jeg synes faktisk også, at fru Mette Thiesen sagde det meget tydeligt i sin ordførertale – og tak for støtten. For det er sådan, at det aldrig må kunne betale sig at fremføre usandheder om den anden.

I et notat fra ministeriet, som er omdelt i Social- og Ældreudvalget, står der også, at spørgsmålet om samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse ikke blev særskilt drøftet eller bragt op under forhandlingerne tilbage i 2018, og det mener jeg er en fejl. Det mener jeg at vi er forpligtet til at gøre noget ved og handle på. De højkonfliktfyldte skilsmisser gør, at forældre slås så hårdt mod hinanden, at barnet, der binder familien sammen, rives i stykker. Og når mor og far går fra hinanden og ikke kan blive enige om børnene, oplever mange forældre også at blive kørt ud på et sidespor.

Jeg synes også, at der burde laves et historisk studie af, hvor mange børn der gennem årene helt har mistet deres kontakt med den ene eller den anden forælder ved en skilsmisse. Det er mit håb, at ministeren vil stå i spidsen for at sætte sådan en undersøgelse i værk. Jeg mener, at vi har et politisk ansvar for at handle, og det her forslag, som ikke er skåret ud i granit, er et forsøg på at forbedre systemet, da jeg ikke mener, at det er godt nok, som det er i dag. Tak for ordet.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Nu er det sådan, at det næste punkt er en forespørgselsdebat, og der skal vi lige have ordførerne logget ind på de forreste pladser heroppe. Det betyder, at man skal logge af på sin sædvanlige plads.