Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 4. april 2022
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 4 til B 59, forslag til folketingsbeslutning om Freyas lov –
hvalpesalgsloven (borgerforslag), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har stillet til ministeren
for fødevarer, landbrug og fiskeri den 7. marts 2022.
Spørgsmål nr. 4 til B 59 fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 2. marts 2022 fra Dyreværnet, jf. B 59 – bilag 4?”
Svar
Dyreværnet nævner i sin henvendelse problemet med ulovlig handel med hvalpe og anfører tre
problemstillinger ved masseproduktion af hundehvalpe: Dyrevelfærdsproblemer, folkesundhedsrisiko
og kriminalitet.
Jeg er glad for Dyreværnets store engagement i sagen, og som jeg nævnte til 1. behandlingen af B 59,
Forslag til folketingsbeslutning om Freyas lov – hvalpesalgsloven (borgerforslag), er jeg enig i
intentionerne med forslaget, som er at stoppe ulovlig indførsel og begrænse køb og salg af hvalpe fra
såkaldte hvalpefabrikker, der producerer hvalpe uden hensyn til dyrenes velfærd.
Jeg er også enig i, at der skal gøres noget på området, og vil igen nævne følgende initiativer, som er
igangsat for at afhjælpe nogle af problemerne med indførsel og salg af hunde fra bl.a. hvalpefabrikker.
Disse er:
At arbejde for fælles EU-regler for erhvervsmæssig hold og opdræt af hunde, herunder
dyrevelfærdsmæssige mindstekrav.
At styrke kommunikationsindsatsen og øge informationen til personer, der overvejer at købe
hund, herunder i samarbejde med relevante organisationer.
At undersøge sanktionsniveauet på området, herunder om der er grundlag for ændringer.
Som jeg nævnte ved 1. behandlingen af forslaget, er der nogle udfordringer med det foreliggende forslag.
Det gælder i forhold til EU-reglerne. National regulering, som foreslået med forslaget, der forbyder køb
og salg af hvalpe via mellemhandlere i Danmark, vil begrænse den fri bevægelighed på det indre marked.
Dette kan udgøre en handelshindring i strid med EU-retten.
Endvidere er det ikke muligt at afvise indførsel af hunde, som er produceret på såkaldte hvalpefabrikker
i udlandet, hvis hundene opfylder EU’s krav til indførsel. Der er tale om harmoniserede EU-regler, og
nationale regler kan ikke hindre, at hvalpe, der har haft en dårlig opvækst, kan indføres, hvis
indførselskravene er opfyldt.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K