Mange tak, formand. Også tak for at holde styr på proceduren. Når der er mange forskellige måder at behandle ting i Folketinget på, skal man lige holde tungen lige i munden – men tak for det.
Først og fremmest vil jeg gerne som ansvarlig minister for det her område takke initiativtagerne bag det her borgerforslag. Jeg vil gerne sige tak til de folketingsmedlemmer, som har fremsat forslaget som et beslutningsforslag. Det er positivt at få den her meget vigtige drøftelse af det her efter min mening alvorlige problem. Jeg har rigtig stor forståelse for intentionerne bag forslaget, og jeg deler den opfattelse, at det er helt galt, når danske borgere af kyniske pengemænd lokkes til at købe hvalpe, der er opdrættet på såkaldte hvalpefabrikker. Det er uacceptabelt, det er helt forkert. Det er på mange måder en usympatisk og urimelig situation, vi står med her, og min klare holdning er, at det skal vi have gjort noget ved.
Det er sådan, at vi allerede sidste år – altså lige før jul – kom med en række initiativer på det her område, fordi vi synes, der skal handling til nu. Der skal ske noget; det duer ikke, som det er i øjeblikket. Og der vil jeg gerne fremhæve i hvert fald tre konkrete initiativer, vi har taget fra regeringens side, for at komme det her problem til livs:
For det første arbejder vi benhårdt for nye EU-regler om opdræt og handel med hunde. Det fornemmede jeg stor opbakning til, da jeg præsenterede emnet på rådsmødet den 21. februar, altså her den anden mandag, hvor jeg tog emnet op. Der var heldigvis rigtig, rigtig stor opbakning til den danske linje blandt alle de ministre, der tog ordet, og navnlig den tyske minister, den nye grønne tyske minister, Cem Özdemir, lagde vægt på, at Tyskland står fuldstændig bag Danmark – så der er altså virkelig et pres her.
For det andet skal vi have styrket kommunikationen. Vi skal klæde potentielle, kommende hundeejere endnu bedre på til at købe hund, og det vil vi bl.a. sikre via hjemmesiden »Klar til hund« og på de sociale medier og i øvrigt også i en række annoncer. Det er sådan, at vi længe har haft en hjemmeside omkring de her ting, hvor man kan læse rigtig mange nyttige ting om, hvad man skal have forberedt sig på, når man skal købe hund, men der er et kæmpe potentiale i at få flere til at kende til den her hjemmeside, så man lige kigger forbi dér, inden man går ud og køber hund og eventuelt bliver snydt af mennesker, der ikke har rent mel i posen.
For det tredje skal vi samarbejde med relevante organisationer – det kan være Dansk Kennelklub, det kan være Dyrenes Beskyttelse – så vi kan gøre det nemmere at finde den her information, hvis man f.eks. ønsker at købe en racehund, eller hvis man gerne vil have en hund fra et internat.
Og så vil vi rigtig gerne se på mulighederne for at styrke sanktionsniveauet på hundeområdet. Er det altså sådan, at nogle ikke har rent mel i posen, er der nogen, der snyder på vægten, så vil vi gerne kigge på, om der skal være en hårdere form for sanktion.
Så store dele af det her forslag er altså noget, vi kommer til at imødekomme. Hele intentionen om at løse det her problem er vi fuldstændig enige i fra regeringens side. Når vi er lidt skeptiske over for bare at tage forslaget, som det er, så er det, fordi der i hvert fald er tre udfordringer ved beslutningsforslaget, som det ligger her.
Vi er, som jeg har nævnt, fuldstændig enige i, at der skal gøres noget. Det er vi også i gang med. Men der er også nogle udfordringer knyttet til forslaget, som gør, at vi må finde nogle andre løsninger – og lad mig helt kort fremhæve i hvert fald tre af de her udfordringer, der er på området:
Den første udfordring handler om, at det som nævnt er EU-reglerne, som er vigtige i denne sammenhæng. Forslaget lægger op til nationale regler, men de kan ikke bruges til at afvise hunde, der opfylder EU's regler. Det er nemlig EU-harmoniserede regler her. Det er lidt kedeligt, at det er sådan, men det er sådan, det er; så selv om vi gerne ville, ville vi ikke kunne gøre det her uden at få resten af EU med. Det er så også det, vi gør, og det var det, jeg fik opbakning til her den anden mandag. Man er på bolden i EU.
EU-kravene omfatter f.eks. krav vedrørende rabies, certifikat og transportegnethed, men det er ingen garanti for, at hunde, der kommer ind i landet, på alle leder og kanter er sunde og raske. Det nye forslag løser altså ikke problemets kerne, nemlig at der indføres hundehvalpe i Danmark, der er syge eller lider mentalt – og det kan vi ikke sikre alene med nationale regler. Der er vi altså nødt til at have EU-regler, der gælder, og det er det, vi er i fuld gang med at få.
Så vurderes forslaget faktisk at være i konflikt med EU-retten, fordi det vil begrænse den frie etableringsret og det indre marked – så der er altså også en udfordring der. Det er derfor, vi er i gang med EU-sporet, hvor jeg har stor opbakning fra EU-kollegaer til at lave noget fælles i EU.
Derudover – som nr. 2 – er en anden udfordring ved forslaget, at det kan hindre salg mellem private. Forslaget vil nemlig betyde, af hvalpene først skal via et internat for at komme til deres nye ejer. Det vil altså ikke være muligt, hvis en privatperson vil sælge en hvalp videre til en anden privatperson. Det kan der være mange årsager til at der er brug for, og så vil det være godt for en hundehvalp at kunne komme hurtigt videre til en ny ejer og få social kontakt.
Så det her med – det tror jeg vi alle kender fra vores omgangskreds – at folk, der har fået hvalpe med deres hund, gerne vil sælge til naboer og familiemedlemmer og andre, har de lige pludselig ikke lov til længere. Jeg kan nævne fra min egen familie, at vores Golden retriever fik to hvalpe. Den ene hvalp valgte vi at beholde, og den anden hvalp flyttede hen til nogle af mine døtres veninder, sådan at vi kunne have daglig kontakt også med den her hvalp. Sådan en løsning ville ikke kunne lade sig gøre, hvis man gennemfører det her forslag. Man vil ikke kunne sælge til familiemedlemmer og andre – så det er også et problem.
For det tredje vil de foreslåede regler være svære at kontrollere i praksis. Der er i dag ikke krav om, at samtlige hvalpekøbere skal dokumentere, hvor de har købt hvalpen og under hvilke forhold. Så kan man sige: Kan man så ikke bare indføre et sådant krav? Der er det så, at det, jeg hører fra dem, der sidder med det, er, at det vil indebære en særdeles omfattende kontrol, da der årligt er 60.000-70.000 nyregistrerede hunde i Dansk Hunderegister. Langt størstedelen af disse er hvalpe, så det vurderes i praksis ikke at være muligt.
Men heldigvis er der altså også andre muligheder for at løse problemet. Det var det, jeg startede med, men lad mig lige gentage: Vi skal have nye fælles EU-regler på området. Jeg har som nævnt opfordret til, at vi får taget hånd om problemstillingen, når nu Kommissionen alligevel arbejder på en revision af EU's dyreværnsregler, og det var der altså opbakning til på mødet her den anden dag. Målet er at komme den usympatiske hvalpehandel, som foregår overalt i EU, til livs.
Så skal vi have bedre og mere information til køberne. Der er jo ingen mennesker, der ønsker at støtte de skruppelløse hvalpefabrikker. Når man gør det, handler det formentlig om uvidenhed og manglende information, så det skal vi have styrket – og det er vi også i gang med. Faktisk kan man allerede gå ind på Facebook og andre sociale medier og se, at der er meget mere fokus på, hvad man skal være opmærksom på, når man køber hund. Der er links til hjemmesiden »Klar til hund«, hvor man kan gå ind og læse de her ting. Man opskalerer indsatsen fra Fødevarestyrelsens side på Facebook og andre sociale medier, så man hele tiden bliver gjort opmærksom på, at man skal tænke sig om, når man køber hund, og at der er nogle ting, man skal tage højde for, inden man gør det. Så vi styrker altså kommunikationen og informationen i samarbejde med alle relevante parter.
Endelig vil vi se nærmere på sanktionsniveauet på hundeområdet.
Så kort fortalt her til sidst er jeg og regeringen altså fuldstændig enige i, at der skal gøres noget. Den nuværende situation er uacceptabel. Vi har en række løsninger, vi er i gang med at sætte i værk. Dem lancerede vi allerede før jul, og vi er i fuld gang med at implementere dem. Men selve forslaget, som det ligger her, har nogle iboende problemer, som vi skal prøve at undgå; men når det er sagt, vil jeg gerne takke initiativtagerne bag borgerforslaget, fordi man får sat det her vigtige spørgsmål på dagsordenen – det er nyttigt. Og vi gør noget. Hele intentionen og mange af de dele, der ligger i forslaget, imødekommer vi, men der er nogle småting i det, som gør, at vi er nødt til at afvise det, fordi de vil skabe nye og andre problemer.
Men tak til initiativtagerne; jeg ser frem til en god debat. Lad os få stoppet det svineri, der sker ved handel med hunde, i hvalpefabrikker og andet, hvor der er alt for mange hunde, der mistrives.