Tak til formanden for ordet, og tak til ordførerne for modtagelsen af beslutningsforslaget. Jeg har noteret mig, at der ser ud til at være bred opbakning til beslutningsforslaget. Det er jo et forslag, der har til formål at opnå Folketingets samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne tilslutter sig EU-forordningen, der vedrører reform af visuminformationssystemet – det, der bliver kaldt VIS. Forordningen indeholder primært ændringer til den forordning, der kaldes VIS-forordningen, og som indeholder regler om det visuminformationssystem, som de europæiske lande bruger i forbindelse med behandlingen af visumansøgninger.
VIS-forordningen gælder allerede i Danmark, men nogle af de ændringer, der indføres med den forordning, som Danmark tilslutter sig, hvis dette beslutningsforslag vedtages, vil medføre visse tilpasninger af dansk lovgivning. Desuden udvides formålet med og anvendelsesområdet for visuminformationssystemet. Ændringerne indebærer bl.a., at der fremover i visuminformationssystemet ud over oplysninger om visa til kortvarige ophold vil skulle indlæses oplysninger om langtidsvisa og opholdstilladelse. Ændringerne omfatter desuden regler, der muliggør automatiseret søgning fra visuminformationssystemet i andre EU-databaser med henblik på kontrol af ansøgere.
Det overordnede formålet med ændringerne til visuminformationssystemet er at lette visumproceduren, styrke kontrollen på de ydre grænser og på medlemsstaternes område og styrke den interne sikkerhed ved at lette delingen af oplysninger mellem medlemsstaterne. Regeringen er positivt indstillet over for de ændringer.
Som følge af det danske forbehold deltog Danmark ikke i Rådets vedtagelse af forordningen, som beslutningsforslaget vedrører, ligesom forordningen ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Forordningen udgør imidlertid en udbygning af Schengenreglerne, og Danmark kan derfor i medfør af artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling inden 6 måneder fra forordningens vedtagelse beslutte at gennemføre den i dansk ret på mellemstatsligt grundlag. Hvis beslutningsforslaget vedtages, vil regeringen derfor meddele Rådet, at Danmark vil gennemføre forordningen i dansk ret.