Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 45:

Forslag til folketingsbeslutning om stop for tilbagesendelse af syriske flygtninge til farlige og usikre forhold (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Peter Skaarup (DF), Karsten Hønge (SF), Andreas Steenberg (RV), Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Ole Birk Olesen (LA), Susanne Zimmer (FG), Torsten Gejl (ALT), Jens Rohde (KD) og Aaja Chemnitz Larsen (IA).

(Fremsættelse 17.11.2021).

Dette beslutningsforslag er udsprunget af et borgerforslag.

Forhandlingen er åbnet, og først giver vi ordet til udlændinge- og integrationsministeren, som dermed rimeligvis kunne have undladt at afspritte talerstolen efter sidste optræden heroppe, men hellere en gang for meget end en gang for lidt. Værsgo.

Tak til formanden for ordet. Med det forslag, vi behandler i dag, pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at kriterierne for inddragelse er ens for flygtninge med FN-konventionsstatus, flygtninge med beskyttelsesstatus og flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus. For den sidstnævnte gruppe er der tale om personer, der er meddelt opholdstilladelse på baggrund af de generelle forhold i hjemlandet.

Stillerne af borgerforslaget ønsker, at det er flygtningekonventionens krav om såkaldte fundamentale, stabile og varige ændringer, der skal gælde for alle tre grupper. Derudover ønsker stillerne af borgerforslaget, at inddragelse og nægtelse af forlængelse kun kan ske i det omfang, at FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har fuld og uhindret adgang til at monitorere flygtningenes tilbagevenden i overensstemmelse med sit mandat.

Jeg vil godt starte med at beskrive de internationale forpligtelser, der gælder, når vores udlændingemyndigheder skal vurdere, om der fortsat er et behov for beskyttelse, og i den forbindelse fokusere på forskellen mellem reglerne for inddragelse og nægtelse af forlængelse for henholdsvis flygtninge omfattet af FN's flygtningekonvention og flygtninge, der har midlertidig beskyttelsesstatus som følge af de generelle forhold i hjemlandet, hvor det er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er relevant.

På asylområdet er det således navnlig FN's flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som sætter de juridiske rammer for, hvad vi skal og kan. Det er de rammer, der afgør, hvornår vi skal give beskyttelse, men altså også, hvornår vi ikke længere er forpligtet til at yde en sådan beskyttelse. For flygtninge med konventionsstatus – det er det, der i udlændingeloven bliver kaldt § 7, stk. 1 – er den retlige ramme flygtningekonventionen, hvilket betyder, at de danske inddragelsesregler administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens regler om ophør af flygtningestatus. Det indebærer, at inddragelse af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer.

Flygtninge med beskyttelsesstatus og midlertidig beskyttelsesstatus er derimod ikke omfattet af FN's flygtningekonvention. Det er dermed nogle andre retlige rammer, der danner grundlag for den gruppes beskyttelse, og dermed er det også nogle andre rammer, der gælder ved inddragelse og nægtelse af forlængelse. For de flygtninge skal der i stedet foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktet eller tidspunktet, hvor der sker nægtelse af forlængelse, fortsat er krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, og det gælder særlig artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil generelle forhold kun helt undtagelsesvis i sig selv kunne begrunde beskyttelse. Det betyder, at opholdstilladelse kun gives i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – altså en reel risiko for overgreb alene i kraft af tilstedeværelse på området. Det betyder samtidig, at en forbedring er de generelle forhold i hjemlandet efter omstændighederne indebærer, at der kan træffes afgørelse om inddragelse. Det gælder, uanset at forholdene trods forbedringerne fortsat er alvorlige, skrøbelige og uforudsigelige, så længe forbedringerne ikke er af helt midlertidig karakter. Det fremgår af en ret klar praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I det danske Folketing har vi som bekendt valgt i udlændingeloven, at det er de kriterier, som vores udlændingemyndigheder skal arbejde ud fra. I Danmark er vi med de kriterier dermed gået lidt længere end andre lande, men jeg mener stadig, at det ligger helt inden for rammerne af vores internationale forpligtelser. Og så er spørgsmålet, om vi skal gå ud over, hvad vi er forpligtet til i FN's flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og det mener vi i regeringen ikke at vi skal. Reglerne er netop indført, i erkendelse af at vi ikke har mulighed for at give permanent ophold til alle – det kan vi som samfund ikke holde til. Det er et grundlæggende princip, at beskyttelsen ophører, når der ikke længere er behov for beskyttelse. Netop spørgsmålet om den enkeltes beskyttelsesbehov er kernen i udlændingemyndighedernes vurdering af asylsager, og sådan synes jeg også det skal være.

Den midlertidige beskyttelsesstatus er tilpasset beskyttelsesbehovet for udlændinge, som opnår asyl på grund af en særlig alvorlig situation i hjemlandet, men det betyder også, at man skal rejse hjem, når de betingelser, der gjorde, at man fik den midlertidige beskyttelsesstatus, ikke længere er til stede, og vi mener i regeringen, at det er afgørende, at vi holder fast i princippet om midlertidighed, og at det er vigtigt og rigtigt for det danske samfund.

Stillerne af borgerforslaget foreslår også, at inddragelse og nægtelse af forlængelse kun kan ske, i det omfang UNHCR i overensstemmelse med sit mandat har fuld og uhindret adgang til at monitorere flygtningenes tilbagevenden. Udlændingemyndighederne træffer deres afgørelser på baggrund af en bred vifte af rapporter og andet baggrundsmateriale, herunder bl.a. fra FN's Flygtningehøjkommissariat, ngo'er og Det Europæiske Asylstøttekontor, EASO. Både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet sørger løbende for at holde deres samlinger af baggrundsmateriale opdateret. Det er udlændingemyndighederne, der vurderer, hvilke baggrundsoplysninger der skal indgå i vurderingen af de enkelte sager, ligesom udlændingemyndighederne vurderer, hvilken vægt baggrundsoplysningerne skal tillægges. Det er også udlændingemyndighederne, der vurderer, om der i det hele taget er tilstrækkelige baggrundsoplysninger om et land eller et givent forhold til at kunne træffe afgørelser i de konkrete sager. De vurderinger overlader jeg til de danske udlændingemyndigheder, og jeg har tillid til, at de træffer de rigtige afgørelser helt i overensstemmelse med dansk lovgivning og Danmarks internationale forpligtelser.

Vi kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Jeg ser frem til den videre behandling af forslaget her i Folketinget, og ministeriet står selvfølgelig til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, der måtte opstå.

Tak for ordet.

Tak. Der er en stime korte bemærkninger, først fra hr. Carl Valentin, SF. Værsgo.

Tak. Der er jo mange mennesker, der står i en ret ulykkelig situation lige nu, hvor de bliver sendt tilbage til Syrien og frygter rigtig meget for, hvad for nogle forhold de vil blive mødt med, og om de kommer til at opleve tryghed der. Og derfor vil de måske også vælge at sidde på et udrejsecenter i stedet for, altså fordi de er så bange for at tage tilbage dertil, at det vil de hellere.

Jeg vil egentlig gerne høre, om ministeren vurderer, at folk, som Danmark sender til Syrien lige nu, kan regne med, at de vil opleve varig tryghed i Syrien, som det er nu.

Værsgo.

Altså, jeg vil starte med at sige, at langt de fleste syrere, vi har på udrejsecentre, er på de centre, som følge af at de har begået kriminalitet og har mistet deres opholdstilladelse og er kommet på tålt ophold. Det er den største gruppe. Så er der omkring 100 syrere, indtil videre, der i Flygtningenævnet har fået inddraget deres opholdstilladelse eller fået den nægtet forlænget. Og så er der mellem 300 og 400 syrere, som har taget imod repatrieringsstøtte. Altså, det vil sige, at selv om de har en opholdstilladelse, har de taget imod et betragteligt beløb fra den danske stat for at rejse tilbage.

Så langt den største del, der rejser tilbage, gør det frivilligt igennem repatrieringsordningen. Og det, som er det afgørende for mig, er, at dem, der får den inddraget eller nægtet forlænget, ikke er i risiko for forfølgelse eller tortur. Hvorvidt de på lang sigt har en varig, stabil og lykkelig tilværelse, ved jeg ikke.

Tak. Værsgo, spørgeren.

Det, vi drøfter nu, er jo sikkerhedssituationen i Syrien, og så er det jo egentlig ikke så relevant, om folk har begået kriminalitet eller ej, eller hvorfor det er, at de skal af sted. Uanset hvad skal folk jo have en forsikring om, at det er et okay sted, Danmark sender dem til. Og jeg synes, at det, at ministeren understreger her, at man ikke sådan kan sikre nogen form for varig tryghed, også understreger problemet i den lovgivning, som man har været med til at lave – for man sender jo folk til steder, hvor man måske midlertidigt kan vurdere at lige nu ser det okay ud, men ikke har nogen anelse om, om det ændrer sig radikalt inden for få år. Og det er et stort problem.

Værsgo.

Altså, de mennesker, vi taler om her, ville ikke have fået beskyttelse efter FN's flygtningekonvention. Der er flygtningebegrebet meget smallere. Det er, fordi vi har Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ved siden af, der udvider flygtningebegrebet, og der er faldet nogle domme undervejs, som også giver en retning, med hensyn til hvordan man skal forstå det at være forfulgt i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Og for mig er det i hvert fald vigtigt, at vi læner os op ad de to konventioners forståelse af, hvornår man har brug for beskyttelse, og hvornår man ikke har det, og at vi ikke begynder at opfinde vores egne flygtningebegreber her i Folketingssalen.

Tak. Næste korte bemærkning er til hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Tak til ministeren. Regeringens mangel på opbakning til forslaget overrasker naturligvis ikke. Det er positioner, vi kender i forvejen.

I går under et samråd forsøgte jeg at få ministeren til at forholde sig til dommen, der er faldet mod Rusland. Nu prøver vi igen: Kan ministeren bekræfte, at dommen konkluderer, at der ikke er noget sted i Syrien, der er sikkert at tage tilbage til? Det vil være det første spørgsmål.

Værsgo, ministeren.

Altså, det er jo en dom, der handler om nogle unge russiske mænd i den militærpligtige alder, som har rejst en sag mod Rusland ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og vundet sagen over den russiske stat. De mænd ville i Danmark formentlig uden problemer have fået asyl alene af den grund, at de er i den militærpligtige alder. Men det er rigtigt, at dommen ud over at tage stilling til den konkrete sag også har nogle præmisser, som bygger på nogle mere generelle betragtninger. Det har bl.a. fået Flygtningenævnets koordinationsudvalg til at sige, at det er væsentligt, at man holder fast i og at der er fokus på det forsigtighedsprincip, der generelt er på asylområdet. Det er ikke sådan, at man ud af den dom ifølge Flygtningenævnet generelt kan konkludere, at alle, der kommer fra Syrien og søger asyl, nødvendigvis skal have midlertidig beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det er ikke Flygtningenævnets koordinationsudvalgs konklusion.

Værsgo, spørgeren.

Men grunden til, at jeg stiller det her spørgsmål, er, at jeg mener, at det sådan set også er et politisk spørgsmål. Det er et politisk spørgsmål, hvordan man vil forholde sig til den dom. Det er et politisk spørgsmål, hvordan man vil forholde sig til delstatsdommen fra Tyskland, der siger, at Danmark nu ikke er et sikkert tredjeland. Det er også et politisk spørgsmål. Kan ministeren ikke bekræfte, at det var Mette Frederiksen som justitsminister, der fremsatte lovforslaget om at ændre det her grundlag for opholdstilladelse, så det altså er en politisk beslutning fra regeringen dengang, som ligger til grund for udsendelserne? Altså, det er en politisk bestemt lov, og det er derfor, vi i Frie Grønne siger, at man nu må forholde sig politisk til det og sørge for, at man ikke sender vores syriske medborgere tilbage til krig, ødelæggelse og tortur.

Tak. Værsgo, ministeren.

Der er to spørgsmål her. Til det ene er svaret ja, og til det andet er svaret nej.

Det er rigtigt, at det er den tidligere justitsminister fru Mette Frederiksen, der fremlagde en lov, der sagde, at de mennesker, der får beskyttelse efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, også skal have vurderet deres beskyttelsesbehov i henhold til den praksis, der er lagt fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ved inddragelser, nægtelser og forlængelser – dvs. ikke så stærk en beskyttelse som for de FN-flygtninge, der kommer hertil og får individuel beskyttelsesstatus efter konventionen. Det er rigtigt; det er en politisk diskussion, og det er den, vi har i dag med beslutningsforslaget. Det synes jeg er fuldstændig relevant. Men jeg synes ikke, det er en politisk afgørelse, hvordan vi fortolker Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse mod Rusland. Der har vi Flygtningenævnets koordinationsudvalg til at foretage den vurdering.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra hr. Jens Rohde. Værsgo.

Det er jo godt at høre, at vi har en minister, som har tillid til de forskellige danske udlændingemyndigheder – det var da heldigt. Men så melder det næste spørgsmål sig. Har ministeren også tillid til de myndigheder, der regerer under Assad i Syrien?

Ministeren, værsgo.

Vi anerkender slet ikke Assads regime som den retmæssige regering i Syrien, og det er hele årsagen til, at vi har truffet den politiske afgørelse i forlængelse af en fælles analyse, som vi deler med vores europæiske partnere og USA, nemlig at vi ikke vil legitimere og anerkende det syriske regime ved at samarbejde med dem om tvangsudsendelser. Så for os er det slet ikke anerkendte myndigheder, der opererer ud fra Damaskus.

Værsgo til spørgeren.

Jeg har simpelt hen næsten ikke ord for det. Med det svar, som ministeren giver her, og som jeg synes er glædeligt, hvordan kan man så i himlens navn nogen sinde få sig selv til at sende noget menneske tilbage til nogle myndigheder, som man slet ikke anerkender? Det var det første spørgsmål.

Det sidste spørgsmål er: Skal Assad for en krigsforbryderdomstol? Er det regeringens holdning?

Værsgo.

I forhold til det sidste spørgsmål må jeg nok henvise til udenrigsministeren. Men jeg synes, at vi har været rimelig klare omkring de spørgsmål fra regeringens side.

Til det første spørgsmål vil jeg sige, at det, som jeg synes er afgørende, når man har brug for beskyttelse, er, at vi har et flygtningebegreb, der er defineret i FN's flygtningekonvention og i den retspraksis, der er udledt deraf, og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det handler om, om man som menneske har brug for beskyttelse. Det handler ikke om kvaliteten af de myndigheder, som man vender tilbage til, eller om der overhovedet er nogen myndigheder. Det er en individuel vurdering af ens beskyttelsesbehov.

Tak. Næste korte bemærkning er fra fru Rosa Lund. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes jo, at det er dejligt, at ministeren siger, at vi ikke kommer til at samarbejde med Assad, og at vi ikke anerkender hans regime. Så knækker filmen alligevel bare for mig, for når man ikke har tænkt sig at gøre det, betyder det jo, at de syrere, som har fået frataget deres opholdstilladelse, skal sidde på udrejsecentre i, vi ved ikke hvor længe. Det synes jeg er både umenneskeligt og hul i hovedet, når jeg tænker på, at de kunne komme ud og være en del af det danske samfund, bidrage til det danske arbejdsmarked, som jeg ved de gerne vil. Kan ministeren ikke selv se, at det her på en eller anden måde er helt modsat? På den ene side siger regeringen, at man gerne vil have mere arbejdskraft, og at man ikke vil samarbejde med Assads regime, men på den anden side siger man, at det er meget vigtigt for regeringens stramme udlændingepolitik, at de her mennesker sidder og – undskyld mig – rådner op på et udrejsecenter.

Værsgo til ministeren.

Vi har også et trecifret antal iranere i udsendelsesposition, altså mennesker, vi har vurderet ikke har behov for beskyttelse, som skal rejse hjem, men på grund af udsendelsesvanskeligheder med Iran er vi ikke i stand til tvangsmæssigt at udsende dem. De kan kun udrejse frivilligt; de kan endda få en pose penge med, hvis de gør det. Hvis vi der læner os tilbage og siger, at fordi vi ikke er i stand til tvangsmæssig udsendelse af iranere, kan de lige så godt få en almen bolig og en arbejdstilladelse og bo i Danmark, så tror jeg for det første at hele grundlaget under asylpolitikken ville skride, for så ville folk kunne modarbejde sig til et de facto-ophold i Danmark. Og for det andet tror jeg at det vil betyde, at mange flere mennesker fra det land ville søge asyl i Danmark, fordi de ville vide, at uanset om de har et beskyttelsesbehov eller ej, vil de ende med at kunne blive i Danmark. Så af den grund, også af hensyn til asylpolitikkens legitimitet, mener jeg, at vi skal stå fast på, at man får asyl, hvis man har behov for det, men hvis ikke man har behov for det, kan man ikke blive i Danmark, medmindre man kan få et andet opholdsgrundlag. Hvis man f.eks. har haft et arbejde i 24 måneder, er der også en mulighed for at søge et opholdsgrundlag på den måde.

Værsgo til spørgeren.

Men de her mennesker har jo behov for asyl. Det er jo det, der er hele problemet. Der er ikke sikkert i Syrien. Det har vi både Amnestys ord for, og vi har en dom fra Menneskerettighedsdomstolen om det, som vi havde lejlighed til at diskutere i et samråd i går, og de konkluderer klokkeklart, at det er farligt for mennesker, som har været på flugt fra Assad, at blive sendt tilbage. Og det er ikke kun de otte mennesker, den dom handlede om, men generelt. Det er det, der står i dommen. Sidst jeg tjekkede, hr. udlændingeminister, var vi to enige om, at menneskerettighedskonventionerne skal vi overholde.

Tak. Værsgo til ministeren.

Menneskerettighedskonventionerne skal vi overholde, og det samme gælder den danske udlændingelov, og i den står der ikke, at det er Amnesty, der vurderer, hvorvidt folk har et beskyttelsesbehov. Der står, at det i sidste instans er Flygtningenævnet, der vurderer, hvorvidt man har et beskyttelsesbehov. Og de mennesker, vi taler om her, har jo fået nægtet at få forlænget deres opholdstilladelse, først i Udlændingestyrelsen og dernæst i Flygtningenævnet, som har vurderet, at de mennesker ikke har et beskyttelsesbehov. For syrerne lige nu er det omkring 100, og det mener jeg vi bør læne os op ad og ikke en rapport fra en ngo eller andre. Det kan være relevant at diskutere, men det er ikke dem, der træffer afgørelsen, for så ender det hele jo i hat og briller.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Kathrine Olldag. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes, den her debat egentlig afspejler rigtig godt, hvor mange blindgyder der egentlig er for de syrere, som er kommet her til landet, men også for os politikere – hvor svært det måske reelt er at få has på den her problematik og finde løsninger, der virker. For vi kan jo også se, at det ikke virker at sende syrere hjem – de ender på udrejsecentre. De modtager så i nogle tilfælde penge for at rejse hjem – penge, som de i øvrigt kun kan få, hvis de ikke i forvejen er udvist og afvist.

Hvorom alting er, vil jeg gerne ind på et andet spor, nemlig det spor, der handler om, at den gamle § 26 jo med paradigmeskiftet blev mere eller mindre decimeret, således at det ikke længere kan lade sig gøre for en syrer at gøre sig fortjent til at blive gennem at integrere sig, få arbejde, betale skat, gå i skole, deltage i civilsamfundet – alle de ting. Jeg kunne godt tænke mig en kommentar fra ministeren om, hvorfor det er, når alle de her blindgyder ligesom viser sig, at vi så ikke kan ende på, at man i det mindste kan gøre sig fortjent til det.

Tak. Værsgo til ministeren.

Først vil jeg sige, at man jo gør sig fortjent til beskyttelse ved at have brug for beskyttelse. Så kan man få en anden opholdstilladelse i Danmark, hvis man skal på et studieophold, eller hvis man har fået familiesammenføring, eller hvis man får et arbejde i Danmark. Men jeg synes ikke, vi skal begynde at give beskyttelse til folk, der ikke har behov for beskyttelse.

Så er det rigtigt, at vi tidligere i udlændingeloven i § 26 havde beskrevet nogle forskellige kriterier, der skulle til for at have opnået så meget tilknytning, at selv om man ikke havde behov for beskyttelse, kunne man, fordi man havde tilknytning, blive i Danmark. Der foretages fortsat en tilknytningsvurdering, men i stedet for at man kigger i udlændingeloven og ser, hvad der præcis står der i forhold til arbejde og sprog og andre forhold, så er der bare en henvisning til de internationale konventioner, hvor der jo er en løbende og dynamisk retspraksis, der udvikler sig, f.eks. i forhold til hvor lang tid et barn skal have været i Danmark for at have opnået tilknytning, og hvornår de formative år er for børnene, og det kan også handle om sprog, uddannelse, arbejde.

Så det er ikke sådan, at der ikke mere foretages en tilknytningsvurdering, men i stedet for at man følger § 26 i udlændingeloven, så følger man det, der er den til enhver tid gældende praksis ved de internationale domstole.

Værsgo til spørgeren.

Det er jeg også udmærket klar over, og det betyder jo netop også, at velintegrerede mennesker, som er en del af det danske arbejdsmarked, får frataget deres opholdstilladelse. Og jeg tænker, at det jo på mange måder må gå imod regeringens generelle politik med, at vi skal have skaffet hænder. Der er jo en generel mangel på arbejdskraft på tværs af alle brancher. Vi har det gode gamle Venstreslogan »Danmark for dem, der kan og vil« og hvorfor er det så, at § 26 ikke kan komme i spil igen for folk, der kan og vil? Og hvorfor kan vi ikke finde en 2021- eller 2022-version af § 26, der rent faktisk kan være med til at løse nogle af de strukturelle samfundsproblemer, vi har i det her land?

Tak. Værsgo.

Jeg tror, jeg vil starte med at sige noget i forhold til den juridiske forskel. Det, der stod i § 26, og det, der så er praksis ved de internationale domstole, er ikke fuldstændig det samme, men der er ikke stor forskel på det. Så stor betydning havde paradigmeskiftet heller ikke. Jeg kan huske, at jeg som udlændingeordfører før valget kaldte det en tynd kop te, for jeg syntes, at betydningen af det paradigmeskifte blev fuldstændig oversolgt. Der er en lille forskel – man kan nok godt skubbe et stykke papir ind imellem – men det er ikke ret voldsomt.

Så vil jeg sige, at vi har arbejdskraftproblemer i Danmark, men løsningen er ikke flere flygtninge. Med deres beskæftigelsesfrekvens er det ikke nogen løsning på de udfordringer, vi står med, med at tiltrække hænder. Vi skal give folk beskyttelse, fordi de har behov for det, ikke fordi vi har behov for arbejdskraft.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Tak, formand. Fra konservativ side ser vi jo på det her på nogenlunde den samme måde, som regeringen gør, altså at man, hvis man får beskyttelse i Danmark, selvfølgelig skal tilbage til sit hjemland, når forholdene tillader det, og at det er Udlændingestyrelsen, der laver vurderingerne af de forskellige landområder. Så jeg har egentlig bare to spørgsmål til ministeren. Kan ministeren ikke bekræfte, at der med den repatrieringsordning, vi har, allerede er rigtig, rigtig mange mennesker fra Syrien, der har haft beskyttelse i Danmark, der frivilligt rejser tilbage til Syrien? Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er i forhold til der, hvor vi så gerne så at ministeren gjorde lidt mere: Hvad vil ministeren egentlig gøre, for at mange af dem, som ikke længere har et opholdsgrundlag i Danmark, frivilligt rejser tilbage til Syrien, eftersom vi jo ikke har et samarbejde med Assad? Tak.

Værsgo til ministeren.

Det er rigtigt, at vi har en repatrieringsordning, som i gamle dage ikke kunne bruges af flygtninge, men som godt kan det nu, og det er lidt over 100, måske nærmere 150, om året her i de sidste 2-3 år, der har benyttet sig af den ordning. Syrerne er faktisk en af de største grupper, vi overhovedet har i repatrieringsordningen.

Vi har jo en stor diskussion omkring syrerne i asylsystemet, og det synes jeg er helt relevant og rimeligt og også, at alle de ngo'er, der blander sig, har holdninger til det. Jeg tror også bare, det er vigtigt at sige, at det er omkring 100 syrere, der har fået inddraget eller nægtet forlænget deres opholdstilladelse endeligt i Flygtningenævnet, og det er jo mange tusind syrere, der er kommet hertil efter borgerkrigen. Den altovervejende hovedregel er derfor trods alt stadig væk, at de syrere, der er kommet hertil, indtil videre er blevet her. Jeg tror også, at det, hvis man kigger ud i fremtiden, vil være flertallet af dem, der ender med at blive i Danmark, og det fortæller også noget om, selv om man politisk virkelig forsøger at forfølge en midlertidighedsdagorden, at konventionerne og den danske lov så alligevel er indrettet på en måde, hvor det er det lille mindretal, der ender med ikke at have en opholdstilladelse.

Værsgo til spørgeren.

Så er der egentlig bare en opfordring herfra. For selv om antallet er lille, bliver det forhåbentlig et voksende antal over tid, der skal tilbage til Syrien for at hjælpe med at genopbygge deres land, når forholdene tillader det. Så det er egentlig bare en opfordring til ministeren til måske at prøve at kigge på, hvad de gør i andre lande i Europa, f.eks. Holland, Norge og Storbritannien, for at se, om vi kan lære noget derfra, i forhold til om de måske har mere succes end os med at sende de mennesker tilbage, hvor man vurderer de ikke længere er i fare.

Værsgo til ministeren.

Jeg kigger meget gerne på andre europæiske lande, men jeg tror også, vi skal huske, selv om der kom mange syrere til Østrig, Tyskland og Sverige – de tog rigtig mange syrere – at Europa jo trods alt stadig væk har huset langt det mindste antal af de syrere, der forlod Syrien. De fleste er jo i Libanon, Jordan, Tyrkiet – det er jo millioner af mennesker, vi taler om – så når vi diskuterer en tilbagevenden til Syrien, kommer der jo også lynhurtigt et europæisk perspektiv på det. Men det er jo i Syriens absolutte nabolande, langt de fleste er huset, og det er også derfra, den største tilbagerejse sker.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Mange tak, og tak for talen. Jeg vil godt lige vende tilbage til Amnesty International. Hvilket indtryk gør det på ministeren, at man fra Amnestys side siger, at det ikke er trygt og sikkert at vende tilbage til Syrien? Er det virkelig sådan, som ministeren sagde, at hvis man følger rådene fra en stor international organisation, som bruger alle sine vågne timer på at arbejde lige præcis med det her spørgsmål, vil alting gå op i hat og briller?

Værsgo.

Den anden dag modtog jeg en større underskriftsindsamling, faktisk lige hernede foran Finansministeriet, fra netop Amnesty International, og jeg anerkender fuldstændig deres arbejde. Men hvis vi begynder at bevæge os i retning af, at det ikke mere er uafhængige myndigheder, men ngo'er, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt folk har et individuelt beskyttelsesbehov, så ja, ender asylpolitikken i hat og briller. Det mener jeg virkelig, og det er også derfor, at ja, vi diskuterer selvfølgelig beslutningsforslaget, men jeg kan jo også høre fra ordførerne, at vi også diskuterer, hvem der egentlig skal vurdere, om andre mennesker har et beskyttelsesbehov.

Lige nu taler vi om syrerne, som der er meget politisk opmærksomhed omkring. Hvem interesserer sig for somalierne, afghanerne, irakerne, marokkanerne, russerne? De søger også asyl i Danmark. Og hvis det handler om, hvilken ngo'er der har skrevet den seneste rapport, og det skal danne grundlag for ens beskyttelsesbehov på baggrund af en politisk diskussion, så ja, er det hat og briller. Så jeg vil insistere på, at vi vedtager lovgivning her i Folketingssalen, og at vi så har uafhængige myndigheder til at træffe individuelle afgørelser. Det er retsstaten værdigt. Det andet der synes jeg ikke er værdigt.

Værsgo til spørgeren.

Nu henholder ministeren sig hele tiden til lovgivningen, og at det ikke er ulovligt at sende de her mennesker tilbage. Amnesty International siger, at det ikke er sikkert. Det er trods alt en stor organisation, der undersøger tingene rimelig nøje. Hvad nu, hvis det er sådan, at det faktisk er lovligt at sende dem tilbage, men at det er rigtig, rigtig usikkert og risikofyldt for dem, hvilket vi jo får at vide det er: Vil ministeren så stadig væk udnytte, at det er lovligt, selv om det er dødsensfarligt for de her mennesker?

Værsgo til ministeren.

Flygtningenævnet ligger lige herovre i Adelgade. Det er en helt almindelig, anonym bygning. De træffer hundredvis af afgørelser hvert år. Sidste år var der 600 mennesker, der forlod den bygning og havde fået et afslag på en opholdstilladelse, altså fået den inddraget eller ikke fået den i første omgang. I år er vi oppe på omkring 480. Nogle af dem er syrere, og nogle af dem kommer fra alle mulige andre lande i hele verden. Dem er der ikke så stor politisk opmærksomhed omkring. De har fået afslag, selv om de selv mente, at de havde behov for beskyttelse. Det er jo egentlig ret voldsomt. Der sidder et menneske over for dig, 1 m over for dig, og siger, at vedkommende har behov for beskyttelse, og så har vi 480 gange i Danmark i år sagt nej. Alle de afgørelser gør da ondt i hjertet, men alternativet til, at vi har et ansøgningssystem, hvor man kan få ja eller nej, er jo, at alle får ja, og det er jo de facto åbne grænser. Så jeg mener, at vi skal holde fast i det system, vi har, og det betyder også, at det er uafhængige myndigheder, der træffer afgørelsen, og ikke ngo'er.

Tak til udlændinge- og integrationsministeren. Der er ikke flere, der har skrevet sig ind til korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokratiet.

Tak. Med det her borgerforslag foreslås det, at alle udlændinge med ophold efter udlændingelovens § 7 eller § 8 omfattes af det samme kriterium for inddragelse af opholdstilladelsen. Derudover foreslås det, at inddragelse af opholdstilladelse udelukkende skal ske i det omfang, UNHCR kan monitorere herboende syreres tilbagevenden.

I Socialdemokratiet mener vi, at herboende syrere naturligvis skal vende tilbage til Syrien, når der ikke længere er et beskyttelsesbehov. Det er deres pligt. For det er helt afgørende, at udlændinge, der ikke længere har et lovligt ophold i Danmark, rejser hjem. Vi bruger hvert år mange penge på at huse afviste asylansøgere og andre udlændinge, som ikke har lovligt ophold. Det koster 300.000 kr. årligt at have bare én afvist asylansøger indkvarteret på et udrejsecenter i Danmark.

Vi har fuld tillid til, at vores udlændingemyndigheder træffer konkrete afgørelser. Det er vigtigt for os at understrege, at alle får deres sager behandlet individuelt, og hvis der er den mindste tvivl i de her sager, vil tvivlen altid komme den enkelte ansøger til gode.

Endelig mener vi ikke, at der er grundlag for at ændre de nuværende regler i udlændingeloven, som det foreslås med dette borgerforslag, for det er vores klare opfattelse, at lovgivningen fungerer efter hensigten.

Socialdemokratiet støtter ikke forslaget.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste taler er fru Anne Rasmussen fra Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. I Venstre mener vi, at vi kan være vores indsats over for syriske flygtninge bekendt. Vi har overordnet set den holdning, at det er helt naturligt, at når vi i Danmark hjælper folk, der flygter fra krig og ufred i deres hjemland, skal de også vende tilbage til deres hjemland, når det vurderes, at det er sikkert nok til, at det er muligt.

Når vores myndigheder vurderer og anbefaler, at man kan begynde at sende nogle flygtninge tilbage til nogle dele af Syrien, er det den indstilling, vi bakker op om. Lad mig derfor slå fast, at Venstre stoler på, at vores myndigheder fuldt ud er i stand til at vurdere, om forholdene i Syrien er sikre nok til, at syriske flygtninge kan sendes tilbage. Vi mener derfor ikke, at vi skal ændre loven, som muliggør netop dette.

Vi mener faktisk, at vi lever op til vores moralske ansvar, når det kommer til de syriske flygtninge. Vi forstår godt, at det er hårdt at få afslag på ophold i Danmark og at skulle vende tilbage til Syrien, hvis man ikke har lyst til det. Men det er nu en del af kontrakten, som man indgår, hvis man søger om asyl i Danmark. Kontrakten er midlertidig. Og selv om man synes, at det er rart at bo i Danmark, kan man altså ikke blive her permanent – sådan fungerer det desværre ikke.

Vi mener grundlæggende, at der også er en moralsk dimension i, at man viger sin plads og rejser hjem, når man ikke længere har brug for hjælp, så vi kan hjælpe andre, der har brug for beskyttelse. Det er kernen i vores hjemsendelsespolitik. Den danske velfærdsstat stiller mange ressourcer til rådighed til de flygtninge, som kommer til Danmark. Vi sørger for, at de føler sig trygge og får nogle redskaber, som de kan bruge, når de vender tilbage til deres hjemland. Derfor har de syriske flygtninge et moralsk ansvar over for deres hjemland. De skal netop bruge de redskaber, som de har tilegnet sig i Danmark, til at tage tilbage og bygge deres hjemland op.

Jeg vil gerne slutte af med at sige, at vi har fuld tillid til de danske udlændingemyndigheder og fortsat vil bakke op om deres vurderinger.

Med disse ord kan jeg meddele, at Venstre stemmer imod forslaget.

Tak til Venstres ordfører. Der er en kort bemærkning fra hr. Carl Valentin. Værsgo.

Fru Anne Rasmussen understreger flere gange, at man fra Venstres side har tillid til myndighederne i den her forbindelse og deres vurderinger. Det synes jeg er helt fair. Det er også vigtigt, at vi har tillid til danske myndigheder, men det, som forslaget her handler om, er ikke at fratage myndighederne deres mulighed for at vurdere sikkerhedssituationen i et land, tværtimod. Det vil jo stadig væk være tilfældet. Det, som forslaget her ændrer på, er, at det skrives ind, at der skal være fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet, sådan som det tidligere har stået i lovgivningen. Hvorfor er det, at Venstre er så meget imod, at der skal være fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet, for at man kan sende folk dertil?

Værsgo, ordføreren.

Tak. Vi synes jo, som ministeren også har redegjort for, at når man har fået et asylophold, ikke fordi man er personligt forfulgt, men alene af den grund, at der er krig i det land, man kommer fra, så skal man altså rejse tilbage, når der ikke længere er krig.

Værsgo, spørgeren.

Men hvordan giver det mening, at man ender i en situation, hvor man mener, at det er trygt nok at sende folk til Damaskus og Rif Damaskus, men ikke trygt nok i resten af Syrien? Tyder det ikke på, at man har nogle lidt absurde regler for, hvordan man vurderer sikkerhedssituationen, når man i så høj grad kan gøre forskel på områder, der er så tæt på hinanden?

Værsgo.

Det her handler jo ikke om, om man er personligt forfulgt. Vi har tillid til, at myndighederne kan vurdere, om de steder, man kommer hen til, er sikre. Det er jo ikke anderledes for de syrere, der allerede bor der nu.

Næste korte bemærkning er fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til Venstres ordfører. Jeg ser frem til nogle gode diskussioner med Venstres nye ordfører på området.

Jeg håber jo også sådan lidt naivt, at det, at man har fået et nyt ansigt og et nyt navn på ordførerskabet, måske også kunne give noget refleksion i forhold til at ryste posen lidt, i forhold til hvor Venstre har været på spørgsmålet. Derfor vil jeg gerne stille et åbent spørgsmål. Nu henviste jeg lige til den her delstatsdom fra Tyskland, som siger, at Danmark ikke følger den her Dublinforordning, og at man nu ikke ser Danmark som et sikkert tredjeland. Vi ved, at ngo'er og rigtig mange organisationer er ude at sige, at Danmark har en ikkehumanistisk flygtningepolitik. Vi har set kritikken fra Torturkommissionen; vi har set dommen mod Rusland, der nu siger, at Syrien på ingen måde er sikkert. Giver det ikke anledning til noget refleksion? Giver det ikke anledning til nogle overvejelser hos Venstre om, at vi simpelt hen er kommet for langt ud i vores flygtningepolitik, og at vi bliver nødt til at justere ind igen? Okay, man vil have en stram udlændingepolitik, men når så væsentlige organisationer og institutioner kritiserer os, er der altså noget om snakken. Kunne vi ikke få en kommentar til det?

Værsgo.

Jeg vil godt lige korrigere. Jeg er altså ikke udlændingeordfører for Venstre. Det er Mads Fuglede. Jeg er ordfører på det her beslutningsforslag.

Jeg synes ikke, at man ud fra dommen kan konkludere, at det ikke generelt kan lade sig gøre at hjemsende til Syrien. Dommen vedrører de otte personer, som dommen nu vedrører, og deres situation. Så nej, jeg bakker op om myndighederne og deres vurdering af det. Vi kan godt stå inde for det.

Ønskes en opfølgende kort bemærkning? Nej. Vi siger tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Borgerforslaget går ud på at sikre, at flygtninge kun kan få inddraget eller blive nægtet forlængelse af en opholdstilladelse, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Siden december 2019 har Flygtningenævnet vurderet, at den syriske hovedstad, Damaskus, og siden den omkransende provins Rif Damaskus er sikre nok til, at flygtninge kan vende tilbage, hvis de ikke er personligt forfulgte. Det er vigtigt at forstå, at midlertidigt ophold i Danmark betyder, at det er midlertidigt. Forhaling skal ikke give varigt ophold i Danmark.

For nylig var det fremme, at Flygtningenævnet omstøder afgørelsen i 43 pct. af de sager, hvor en syrer har mistet sit asylgrundlag i Danmark. 57 pct. får altså ikke omstødt afgørelsen i deres sag. Det har også været fremme, at kun syv syrere rent faktisk er rejst tilbage, og det er selvfølgelig klart for få. Det må regeringen kunne gøre bedre.

I april kunne Avisen Danmark oplyse, at 140.000 syriske flygtninge i nærområderne er rejst hjem ad frivillighedens vej. Hvor mange der siden er vendt hjem fra nabolandene, vides ikke, men det viser, at mange faktisk rejser hjem igen, og det gør man jo nok ikke, hvis det er farligt at være hjemme. Det er altså også muligt for syriske flygtninge i Danmark at vende hjem, hvis de ikke er personligt forfulgt, og det er mange flygtninge med midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke. Sagerne afgøres af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet.

Danmark yder rundhåndet hjælp til de flygtninge, der frivilligt ønsker at rejse hjem. Det er det, der kaldes repatriering. I marts 2021 kunne Udlændinge- og Integrationsministeriet oplyse, at 137 syrere i 2020 vendte frivilligt hjem med økonomisk støtte via repatrieringsordningen. Året før var tallet 100. Mange flere syriske flygtninge burde søge den hjælp og rejse hjem.

Det er grundlaget for dansk udlændingepolitik, at flygtninge kun tilbydes beskyttelse, så længe de har brug for beskyttelse. Flygtninge skal rejse hjem, når de ikke længere har krav på beskyttelse, og det gælder også syriske flygtninge. Derfor støtter Dansk Folkeparti ikke beslutningsforslaget.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Carl Valentin fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Emnet her er noget, der står Socialistisk Folkepartis hjerte meget nært, og derfor er vi også glade for, at stillerne har lagt så megen tid og så mange kræfter i det her forslag, og at 50.000 mennesker har skrevet under på forslaget, så vi nu får chancen for at debattere det her i Folketingssalen.

Historierne om flygtninge, som får at vide, at de skal rejse tilbage til Syrien, er hjerteskærende, og både når jeg tænder for fjernsynet, når jeg åbner avisen, og endnu oftere når jeg tjekker min e-mail, hører jeg historier fra syrere, der frygter for den fremtid, som de går i møde. Flere af dem har jeg også mødt ansigt til ansigt, og jeg må sige ærligt, at det er sjældent, at jeg sådan bliver trist af mit arbejde her i Folketinget, men de tidspunkter, hvor jeg hører om hjemsendte syreres personlige historier, er en af undtagelserne. Det er virkelig ikke for sarte sjæle.

For tilværelsen i Syrien er ikke sikker. Syrien er styret af et regime, der er kendt for at udføre giftgasangreb på sine egne borgere. Syrien er et land, hvor der stadig hersker stor risiko for vold og overgreb og for konflikt med de syriske myndigheder. Og Syrien er sidst, men ikke mindst, stadig meget ustabilt. Den mangeårige borgerkrig, der sendte syrere på flugt i hobetal, er knap nok ovre, og der er ikke noget, der ligner stabilitet i de her områder. Så kan det godt være, at der er sket forbedringer – det er der – men når der stadig væk er farligt, og når der stadig væk er ustabilt, er det ikke noget, der betrygger mig synderligt, og det betrygger altså heller ikke de syrere, der står med en ordre i hånden om enten at rejse tilbage til Syrien eller blive placeret på et udrejsecenter. Som fru Pia Kjærsgaard sagde lige før, er der jo meget få, der ender med at tage tilbage til Syrien. Hun ser det som et problem; jeg ser det som et udtryk for, at folk er bange for de forhold, der møder dem, hvis de tager tilbage.

Men hvorfor får syrere så overhovedet den her ordre, når deres land både er usikkert og ustabilt? Er det, fordi alle andre lande gør det og har skabt en forskruet virkelighed, hvor det er accepteret i verdenssamfundet at hjemsende syrere? Nej, det er overhovedet ikke tilfældet – tværtimod. Danmark går enegang på det her område, og vi har fået heftig kritik af FN for det. Hr. Lars Løkke Rasmussens regering tog de første skridt til den enegang i 2015, hvor den daværende regering ændrede kriterierne for opholdstilladelser med flere andre partiers støtte, og i stedet for at følge FN's ord om udelukkende at sende flygtninge hjem, når der er fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet, overgik man til en mere løs model, hvor det er praksis at sende flygtninge tilbage, bare der er opnået visse forbedringer, og uanset om forholdene i hjemlandet stadig er skrøbelige og usikre.

Dengang det blev vedtaget, var det bare ord i en lovtekst, men nu er konsekvenserne af loven altså blevet anderledes håndgribelige. På baggrund af den lov har man simpelt hen nu vurderet, at Damaskus og Rif Damaskus er sikre nok til, at man kan sende syrere tilbage dertil, og derfor hører vi desværre konstant i medierne, i vores e-mailindbakke og ansigt til ansigt fra syrere, der bliver konfronteret med det nærmest umenneskelige valg om, hvorvidt de vil sidde på et udrejsecenter uden nogen realistisk chance for, at forholdene ændrer sig i en nær fremtid, eller om de i stedet vil rejse tilbage til et land, der både er usikkert og ustabilt. Det valg ville jeg ikke ønske for min værste fjende.

Socialistisk Folkeparti var imod den lovændring, der blev indført i 2015, og vi er endnu mere imod den nu, hvor den har fået konsekvenser for virkelige mennesker. Danmark skal selvfølgelig følge FN's anbefalinger, og det kan kun gå for langsomt. Derfor støtter Socialistisk Folkeparti borgerforslaget her, og vi kæmper videre for sagen, uanset hvor meget regeringen og højrefløjen kæmper imod. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Tak. Og tak for en rigtig god tale. Vi kan ikke være mere enige fra Alternativets side. Jeg vil gerne høre ordførerens holdning til Amnesty Internationals rådgivning og vurderinger på det her område.

Værsgo.

Vi har jo faktisk holdt flere møder med Amnesty International. Der er både nogle, som jeg har været i kontakt med, men vi har også været flere ordførere, som sammen igennem udvalget har været i kontakt med dem. Og det er jo helt tydeligt, at Amnesty International rejser en voldsom kritik af Danmarks ageren i den her situation, og det kan jeg godt forstå, for der er ikke noget, som indikerer, at der skulle være varig fred i Syrien. Og når man hører om de forfærdelige ting, der sker i Syrien, med voldtægter, overgreb på børn, tortur – jamen jeg har næsten ikke ord for det – så synes jeg, at det er helt vildt, at man sender folk dertil, sådan som situationen er lige nu.

Ønsker hr. Torsten Gejl en opfølgende bemærkning? Nej, godt. Den næste korte bemærkning er fra hr. Jens Rohde. Værsgo.

Jeg vil også godt sige tak for en fremragende tale. Og man kan mærke, at den kommer fra hjertet – det synes jeg også er godt. Jeg ved godt, at det kommer til at lyde lidt polemisk, når jeg nu stiller spørgsmålet, men det er faktisk ikke tænkt sådan, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det, så det ikke kommer til at virke som et eller andet modspil. Men det naturlige spørgsmål er jo, hr. Carl Valentin: Hvor længe vil man som støtteparti finde sig i, at regeringen foretager sig noget, som gør hr. Carl Valentin så trist?

Værsgo.

Jeg ved ikke, om jeg synes, at vi finder os i det. For jeg synes, at vi protesterer meget højlydt, og at vi presser regeringen på det her punkt. Men det er jo et evigt dilemma på udlændingeområdet, fordi vi har en regering, som har besluttet sig for, at den gerne vil lave størstedelen af sin politik med højre side af Folketingssalen. Og det betyder jo, at der er et massivt flertal, som modarbejder det, der er SF's politik på det her område, og derfor kæmper vi dag og nat for at få indrømmelser, og vi har fået nogle af dem, som betyder noget for os på udlændingeområdet. Vi har fået droppet øen Lindholm som udrejsecenter. Vi har fået Danmark til at tage imod kvoteflygtninge igen, som nok var mærkesag nummer et for os. Vi har fået børnene ud af Sjælsmark. Altså, vi har fået nogle indrømmelser på udlændingeområdet, men vi kæmper videre for at få flere, og vi håber virkelig, at regeringen lytter, for jeg tror, at der kommer en dag, hvor situationen igen kan blive så ustabil i Syrien, at man kommer til at fortryde den tilgang, som man har haft her.

Spørgeren, værsgo.

Jeg vil meget gerne anerkende, at det bedste også kan blive det godes værste fjende, for så får man ingenting. Vi kender jo alle sammen den her problematik. Men ikke desto mindre må der jo være et eller andet – hvis man bliver så trist – hvor man så ad andre veje kan gøre livet meget, meget besværligt for regeringen, hvis ikke den lytter til støttepartierne. Jeg oplever jo det, hr. Carl Valentin siger her, som om det er helt fundamentalt, og det er derfor, vi er nødt til have en diskussion om, hvor fundamentalt det så er. For den diskussion kommer vi andre jo også til at skulle tage på den anden side på et tidspunkt – forhåbentlig.

Værsgo.

Det her er ekstremt vigtigt for Socialistisk Folkeparti, og det har vi også understreget gentagne gange over for regeringen, og vi har også gjort det i kor med Radikale Venstre og Enhedslisten, og jeg er glad for, at Kristendemokraterne også er med på det. Det betyder ikke, at vi foreslår, at man skal vælte regeringen i morgen, for jeg kan ikke se, at det løser problematikken. Altså, det vil udløse et valg, og så får vi måske en borgerlig regering, og vurderet på de ting, der bliver sagt herinde fra, er det jo nok ikke ligefrem, fordi det vil frede syrerne. Så vi må bruge den magt, vi har, og indkalde til samråd, bruge forskellige parlamentariske instrumenter og presse på – det er det, vi gør.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Rosa Lund. Værsgo.

Tak for det. Og tak til hr. Carl Valentin for en god tale, synes jeg, og for et generelt godt samarbejde på det her område. Jeg vil egentlig bare spørge hr. Carl Valentin, hvad han tænker der er næste skridt, for han har jo fuldstændig ret i, at det er det evige dilemma – det tror jeg hr. Carl Valentin selv kaldte det – på udlændingeområdet. Jeg går da selv og tænker over, og det tænker vi meget over i Enhedslisten, hvad de næste skridt er.

Så jeg vil egentlig høre, hvad hr. Carl Valentin tænker nu, og også invitere til en fremtidig dialog om det.

Tak. Værsgo.

Jeg bestræber mig ofte på sådan at svare direkte og meget klart her fra talerstolen, fordi jeg synes, det er en vigtig værdi. Men jeg tror faktisk, at jeg synes, at det her er en intern overvejelse blandt støttepartier, i forhold til hvordan vi lettest får knækket regeringen her og får dem til at give indrømmelser på det her område. Så jeg vil gerne drøfte det med Rosa Lund, men jeg tror, vi skal gøre det uden for salen, altså med hensyn til hvordan vi bedst får rykket ministeren.

Værsgo, spørgeren.

Det er fint for mig, at det foregår i et andet forum. Jeg er bare rigtig, rigtig glad for, at vi kan være allierede i det her spørgsmål, for der er jo de trange kår, i hvert fald inde i den her sal, for den humanistiske udlændingepolitik. Så lad os tage den snak i det nye år.

Den næste korte bemærkning er til hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til SF's ordfører. Jeg havde ikke tænkt mig at tage ordet. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Frie Grønne forsøger at presse støttepartierne til at sige, at vi skal have et opgør. Så den del vil jeg ikke spørge til eller kommentere på nu. Jeg blev bare fristet, da jeg hørte fru Rosa Lund og hr. Carl Valentin snakke om, at man skulle have en dialog om, hvad man kunne gøre over for regeringen, til lige at kommentere det og sige, at Frie Grønne har et par råd, så hvis I har brug for dem, så kommer vi også meget gerne.

Værsgo.

Det er jeg ikke i tvivl om, for det er jo faktisk det, Frie Grønne som oftest fokuserer på, når vi har udlændingedebatter herinde, altså at prøve at sige til støttepartierne: I skal true regeringen med at vælte den nu, hvis ikke den makker ret på det her område. Så jeg kender jo Frie Grønnes parlamentariske position her og den strategi, man vil have. Der er vi nok lidt strategisk uenige, må jeg ærligt indrømme, men jeg vil hjertens gerne lytte til hr. Sikandar Siddiques råd. Det er der ingen tvivl om, men jeg tror ikke, at vi ender det samme sted.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Kathrine Olldag fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, formand. Tak til ordførerne for en fremragende debat. Tak til dem, der har fremsat det her forslag. Det er fantastisk, at vi sammen kan kæmpe den her sag, at vi, os, der stadig kæmper for en humanistisk udlændingepolitik i Folketinget, kan mærke, at der også er en folkelig opbakning derude, at befolkningen og vælgerne bider sig fast og stiller de her borgerforslag og bruger det redskab, som Alternativet – og tak for det – jo engang fik indført. Jeg synes faktisk, det er enormt rart, at vi på den her måde kan behandle sager, der ligger borgerne nært, og som også ligger Radikale Venstre nært.

Stop for hjemsendelse af syrerne er også en mærkesag for Radikale Venstre – i allerhøjeste grad. Vi ser jo gang på gang, og det er jo også det, vælgerne og borgerne reagerer på, hvordan skattede medarbejdere bliver hevet ud af en arbejdsplads, hvordan ens kolleger pludselig får at vide, at de ikke længere kan opholde sig i Danmark. Nede, hvor jeg selv bor, har det også drejet sig om medarbejdere, som har servicestillinger f.eks. på et autoværksted eller er produktionsarbejdere – altså hænder, som der faktisk er mangel på.

Vi ser rigtig mange virksomheder ude i det, der kaldes Udkantsdanmark, som har mere gavn af at benytte sig af flygtninges iver efter at arbejde, end de har gavn af at henvende sig til det lokale jobcenter eller til fagforeningerne. Derfor synes jeg jo, at der et langt stykke hen ad vejen er dyb sund fornuft i at sige stop for hjemsendelsen af syriske flygtninge. Vi har også set, at syrerne er skattede. F.eks. har Dansk Industri Sydsjælland i år kåret en årets lærling, som faktisk var en syrisk flygtning.

Man underminerer jo tilliden til det politiske system og til befolkningens forståelse af, hvad der er sund fornuft, og hvad der ikke er sund fornuft, når man så rent faktisk hiver tæppet væk under de her borgere, som er i gang med at bevise, at de både kan og vil. Jeg ved også godt, at der er kriminalitetsstatistikker og statistikker i det hele taget, der viser, at der også er større arbejdsløshed, og at der også er større kriminalitetsudsving blandt disse grupper, men det er jo ikke noget, vi som samfund ikke kan håndtere.

Vi har i det her land den højeste vækst i 15 år. Vi har den laveste ledighed i 12 år. Vi har 110.000 ubesatte stillinger på tværs af sektorer, branche efter branche, der skriger på arbejdskraft, og så har vi en masse syriske flygtninge, som rent faktisk gerne vil have lov til at bevise, at de gerne vil blive her.

Det er også sådan, som tidligere ordførere har nævnt, at 43 pct. af Udlændingestyrelsens kendelser omgøres i Flygtningenævnet, og det siger jo også noget om, at der ikke er sikkert i Syrien, at når man rent faktisk individuelt vurderer de flygtninges sager, bliver man nødt til at omgøre dem. Men alligevel skal man lige jage dem en skræk i livet og sørge for, at de bliver godt og grundigt psykisk rystede, således at det muligvis også er svært for dem at komme tilbage og genoptage det liv, de egentlig var i gang med.

Vi har heller ikke nogen aftale med Assads styre, så de facto ender de hjemsendte på et udrejsecenter, hvor de så kan sidde og kigge ind i væggen, og i det hele taget oplever vi bare i Radikale Venstre, at vi har den ene blindgyde efter den anden på det her område. Det er en blindgyde for de syriske flygtninge. Det er en blindgyde for et asylsystem, som vi stadig væk ikke har fundet den bedste løsning på. Vi vil også gerne være med til at finde en konstruktiv løsning her i Radikale Venstre, men det her er bare ikke sund fornuft.

Så lige nu og her, og det, som det her borgerforslag så fremragende lægger op til, er: Stop nu for de hjemsendelser, således at de syriske flygtninge i Danmark har en mulighed for at bevise, at de kan og vil, og så kan vi tage stilling til det, når og hvis Syrien bliver sikkert, når og hvis vi får en hjemrejseaftale, eller når vi kommer derhen, hvor de syriske flygtninge reelt har været her i så lang tid, at de begynder at kunne søge permanent ophold eller blive her på andre ordninger.

Så summa summarum: Radikale Venstre er super glad for det her borgerforslag, og vi stemmer naturligvis for.

Tak for det. Der er flere korte bemærkninger, og den første er til hr. Jens Rohde.

Tak for det. Det var også en fremragende tale, fru Kathrine Olldag holdt her. Jeg ved ikke, om jeg egentlig bryder mig om den der sund fornuft-terminologi, men det er så mere en smagssag, for jeg mener, det her mere handler om menneskesyn og nogle etiske fordringer og ikke sådan en eller anden nytteværdi i forhold til dansk erhvervsliv. Men fint nok! Alle argumenter tæller i den her sag, så lad os bare tage det med.

Men jeg vil gerne spørge Radikale Venstre, hvad partiets politik er på begrebet midlertidighed, altså, midlertidige ophold. Partiet har jo selv været med til at legitimere midlertidige ophold. Hvad er partiets nuværende position på det ud fra den lære, man har måttet drage af hjemsendelserne af syrerne?

Værsgo, ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet og for muligheden for at besvare det. Vi er modstandere af § 7, stk. 3, som jeg udmærket godt ved vi selv har været med til at indføre på det tidspunkt i 2015, hvor vi stod med tusindvis af syriske flygtninge. Men vi så rigtig gerne § 7, stk. 3, om midlertidighed ophævet.

Værsgo, spørgeren.

Og så kommer det spørgsmål, som fru Kathrine Olldag jo næsten selv godt kan formulere, men jeg kommer til at stille det hver eneste gang, og jeg håber på bedre svar hver eneste gang: Hvordan i alverden kunne man så undlade at støtte os, da vi i forhandlingskredsen omkring afghanerne sagde, at man måtte tage et opgør med midlertidigt ophold og give permanent ophold, så man ikke sætter folks liv på hold?

Værsgo.

Så vil jeg prøve at svare bedre den her gang, end sidste gang ordføreren spurgte. Hvis vi nu dengang havde lavet en særlov for syrerne, som vi har gjort det den her gang for afghanerne, så havde syrerne faktisk også haft mulighed for at kunne søge over på vores almindelige asylordning, og så havde de i dag givetvis været bedre stillet, end de er nu, hvor de er blevet tvunget ind i den her § 7, stk. 3, altså, reglen om midlertidighed. Så jeg tror faktisk ... Ja, undskyld, min tid er løbet ud.

Den næste korte bemærkning er til hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg vil egentlig bare høre ordføreren, om ordføreren er bekendt med det meget, meget store antal syrere, der frivilligt rejser tilbage til Syrien fra landene omkring Syrien. Det gælder også rigtig mange syrere, der er rejst til Europa, og som nu begynder at rejse tilbage til Syrien, fordi forholdene er så forbedrede. Ministeren bekræftede, at det er langt over 100 årligt, der frivilligt rejser fra Danmark tilbage til Syrien. Og måske kunne ordføreren forklare, hvorfor ordføreren selv tror det er.

Værsgo.

De tal får vi jo oplyst gang på gang, altså hvor mange der frivilligt rejser hjem. Men ministeren kunne jo f.eks. ikke svare på, om der reelt er sikkerhed, når flygtningene vender hjem. Og vi får de her rapporter fra diverse menneskerettighedsorganisationer, som jo påviser og beviser gang på gang, at der er tale om tilfældige arrestationer, om voldtægter, om mennesker, der forsvinder, mennesker, som er kommet tilbage og bliver betragtet som spioner, som forrædere. Så at nogle frivilligt rejser hjem med penge i ryggen og håber på det bedste, er jo ikke ensbetydende med eller beviser, at det er sikkert i Syrien.

Værsgo til spørgeren.

Så lad mig prøve at komme det lidt nærmere. Som ministeren sagde, er det langt over 100, der hvert år rejser tilbage fra Danmark. Har ordføreren hørt bare et eneste eksempel på, at de mennesker skulle være rejst tilbage og være blevet smidt i fængsel eller blevet behandlet dårligt eller andet?

Værsgo.

De rapporter, der kommer fra menneskerettighedsorganisationerne, og det, de siger, når vi taler med dem, er jo anonymiseret. Så det er meget vanskeligt at se, hvem det egentlig er, de har talt med. Er det lige præcis en, der er kommet fra Danmark med penge i ryggen? Så i forhold til at kunne sige specifikt, om der er tale om den og den mand eller kvinde, kan vi ikke komme det nærmere.

Den næste korte bemærkning er til fru Rosa Lund. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig bare sige tak til Radikale Venstres ordfører for at sparke lidt håb ind i udlændingedebatten. For Radikale Venstre er jo beviset på, at man godt kan ændre holdning i udlændingepolitikken; de er beviset på, at det godt kan lykkes at få partier til at ændre holdning til den her paragraf. For det har Radikale Venstre gjort, og det er jeg virkelig glad for, både sådan helt konkret realpolitisk, men jeg er også glad for det, fordi det jo betyder, at det kan lykkes at rykke partiers holdning til det her, og det har vi i Enhedslisten tænkt os at blive ved med at forsøge. Og vi er glade for, at vi nu igen spiller på hold med Radikale Venstre.

Værsgo til ordføreren.

Det er nemlig ingen skam at skifte holdning, og det tænker jeg da også der er mange der kunne lære af.

Tak til den radikale ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for ordet og ikke mindst for borgerforslaget. Jeg vil gerne starte med at sige, at vi i Enhedslisten er enige med de over 56.000 danskere, som har skrevet under på det her borgerforslag. Enhedslisten bakker fuldstændig op om borgerforslaget, og vi håber inderligt, inderligt, at andre partier også vil tænke sig om en ekstra gang. For det her handler ikke bare om politiske markeringer i pressen eller på sociale medier. Det her handler for Enhedslisten om at skabe tryghed for nogle af de mennesker i Danmark, der er allermest udsat og lever i frygt for, hvad deres fremtid vil bringe.

I 1951, dvs. for 70 år siden, var Danmark et af de første lande, der skrev under på FN's flygtningekonvention. Inden da havde verden set ufattelige lidelser og oplevet, hvad konsekvenserne kan være, når folk er nødt til at flygte fra deres hjemland, blot for at opdage, at andre lande ignorerer deres bøn om hjælp. Desværre var Danmark ikke meget bedre selv og afviste jøder på flugt fra Tyskland helt frem til 1943. Det er jo på den historiske baggrund, at flygtningekonventionen blev skabt, og Danmark var som sagt blandt de første til at skrive under på den og skrive under på, at mennesker på flugt skal have ret til at søge asyl, og at dem, der får asyl, skal have mulighed for at integrere sig og føle sig sikre i deres nye land.

I de seneste år har vi igen og igen hørt fra den talerstol, jeg står på nu, at Danmark bliver overrendt af asylansøgere. Det er blevet gentaget så mange gange, at det virker, som om alle bare tager for givet, at det er sandt, og igen og igen er det blevet brugt som argument for, at Danmark er nødt til at være så hårde som overhovedet muligt i udlændingepolitikken. Men selv om der nok er mange i salen her, som ikke ønsker at tale om det, er sandheden jo, at der aldrig før har været så få, der søger asyl i Danmark, som der er lige nu. Så det er simpelt hen ikke rigtigt, når der igen og igen bliver sagt, at Danmark er overrendt af asylansøgere.

Skelnen mellem flygtninge og sikkerhedsvurderingen er også noget, som tidligere ordførere har været inde på, og vi har snakket om det her i salen, altså den sikkerhedsvurdering af Syrien, der bliver lavet. Det fremgår jo af flygtningekonventionen, at mennesker på flugt muligvis kan få inddraget deres opholdstilladelse, når der er sket fundamentale og stabile og varige ændringer i deres hjemland. Det betyder, at personer, der er i Danmark og får opholdstilladelse efter flygtningekonventionen, dvs. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, kan risikere at få deres opholdstilladelse inddraget, når der grundlæggende set er sket forandringer i deres hjemland.

I pressen ser man også tit politikere, heriblandt ministeren, socialdemokratiske ordførere, udtale, at flygtninge kun kan sendes tilbage til deres hjemland, hvis Flygtningenævnet vurderer, at der er sikkert. Men sådan er virkeligheden bare ikke. For i 2015 vedtog SR-regeringen sammen med blå blok et lovforslag, som betyder, at der nu skal skelnes mellem de flygtninge, som har asyl efter flygtningekonventionen på den ene side, og de flygtninge, som har asyl på baggrund af især Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på den anden side. Dem, der ikke har asyl på baggrund af flygtningekonventionen, og som ikke vurderes som individuelt forfulgte, men dog stadig er i enormt stor fare – for ellers var de jo aldrig flygtet, og ellers havde de aldrig fået asyl – kan nu sendes ud af Danmark, selv om der ikke er sikkert i deres hjemland. Faktisk kan de sendes ud, hvis bare der er sket en lillebitte forbedring af forholdene i hjemlandet, også selv om forholdene fortsat er – og jeg citerer – alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige.

Helt konkret er det det, der betyder, at Danmark som et af de eneste lande af dem, vi normalt sammenligner os med, nu giver afslag til syriske flygtninge. Helt konkret betyder det jo, at syriske familier bliver adskilt; helt konkret betyder det, at syriske familier sidder på udrejsecentre; helt konkret betyder det, at syriske familier, som er i Danmark, bliver skilt ad, fordi vi har lavet en politik, som ikke længere er i overensstemmelse med det, vi har stået på i rigtig mange år som et af de første lande, der underskrev flygtningekonventionen.

Enhedslisten bakker meget, meget varmt op om det her borgerforslag, og endnu en gang vil jeg gerne sige tak til dem, der har stillet det, og til alle dem, der har skrevet under på det. Enhedslisten støtter forslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Rohde. Værsgo.

Uden historien går vi grassat. Sådan skriver Gregers Dirckinck-Holmfeld i tredje bind af sin danmarkskrønike. Det kom jeg bare til at tænke på, da fru Rosa Lund holdt sin tale her. Tusind tak for at opridse historien. Tusind tak for fru Rosa Lunds aldrig svigtende stemme og aldrig svigtende indignation på det her område. Det giver håb, også når jeg kigger rundt i salen og trods alt både ser og lytter til, hvor mange stemmer der faktisk er på den linje, som fru Rosa Lund jo lister op her. Så det er bare en kvittering derfor.

Værsgo.

Tusind tak for det, hr. Jens Rohde. Jeg tror, at hr. Jens Rohde, ligesom jeg selv, kender den følelse, at man nogle gange føler sig sådan lidt alene i den her debat, så det er bare rigtig dejligt, synes jeg, at vi bliver flere og flere.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste taler er hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

(Rosa Lund (EL): Jeg tager hul på en ny pakke servietter). Ja, der skal bruges nogle stykker. (Rosa Lund (EL): Det er det. Vi kan jo ikke have, at hr. Marcus Knuth får socialistlus). Nej, det går virkelig ikke. (Marcus Knuth (KF): Det var ikke mig, der sagde det). (Rosa Lund (EL): Nej, det var mig. Jeg tænkte, at jeg hellere selv måtte komme med en kæk bemærkning, før du gjorde det).

Værsgo, en afluset talerstol.

Mange tak til formanden og til Enhedslisten. Vi i Det Konservative Folkeparti har det forholdsvis klare synspunkt, at man som flygtning selvfølgelig skal vende tilbage til sit hjemland, når vores myndigheder vurderer, at det er forsvarligt. Asyl er jo nu engang en midlertidig status. Man får beskyttelse, i det her tilfælde i Danmark, indtil det er forsvarligt at vende hjem igen. Hvis vi fraviger det princip, risikerer vi, at asyl udvikler sig til en fasttrackordning til permanent ophold og måske sågar dansk statsborgerskab. Derudover mener vi, at man som en person, der har fået midlertidig beskyttelse i Danmark, bør rejse hjem og genopbygge sit land, når det er forsvarligt.

Derudover vil vi også gerne lige slå fast, at det altså er udlændingemyndighederne i Danmark, der vurderer, om det er sikkert at vende tilbage til hjemlandet. Det er ikke noget, som vi sidder med et landkort her i Folketinget og peger på, og det synes jeg heller ikke det skal være. Men det er jo rent faktisk lidt det, det her beslutningsforslag lægger op til. Lige nu vurderer vores udlændingemyndigheder, at i forhold til Syrien er de overordnede forhold i Damaskus og Rif Damaskus i en udvikling, så man godt kan tage tilbage dertil, og det synes vi ikke at vi skal sidde her i Folketinget og blande os i.

Derudover, som ministeren bekræftede for ikke så lang tid siden, er der allerede rigtig mange fra Syrien, der har haft ophold i Danmark, og som frivilligt, med hjælp fra Danmark, rejser tilbage til Syrien, bl.a. gennem repatrieringsordningen. Det, som jeg nævnte før, sker også fra nærområderne og rundtomkring fra andre lande i Europa. De syrere, som ikke længere har krav på ophold i Danmark, bør selvfølgelig også rejse tilbage. Ellers undergraver vi hele formålet med asylsystemet, og vi risikerer, at Danmark bliver en asylmagnet igen.

Derfor, som jeg også gjorde nede fra min stol før, opfordrer jeg integrations- og udlændingeministeren til at gøre mest muligt for, at de mennesker, som ikke længere har et opholdskrav i Danmark, skal tilbage til deres hjemland, uagtet om de kommer fra Syrien eller andre steder. Konservative kan ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jens Rohde. Værsgo.

Er det Konservatives holdning, at Assad skal for en krigsforbryderdomstol?

Værsgo.

Det er sådan set ikke det, vi diskuterer her. Hvis det er sådan, at man har begået krigsforbrydelser, skal man selvfølgelig for en krigsforbryderdomstol. Det, vi diskuterer lige nu – og det håber jeg også at formanden kan bekræfte mig i – er et beslutningsforslag, der handler om, hvorvidt vi skal sende syrere, der ikke længere har ophold i Danmark, tilbage til Syrien.

Værsgo, spørgeren.

Jo, jo, men bagtæppet er jo sådan set vigtigt. Altså, vi er nødt til at finde ud af, hvad det er for en spilleplade, vi diskuterer på. Derfor synes jeg sådan set også, at spørgsmålet er relevant, ligesom jeg også stillede det til ministeren. Når man nu synes, at de skal hjem og bygge deres land op, og man mener, at det er forsvarligt, så må man også kunne give et svar på, om man synes, at Assad skal for en krigsforbryderdomstol, og om man så har tillid til det styre, der er i Syrien, som disse mennesker skal bygge deres land op på.

Værsgo.

Jamen der vil jeg faktisk bakke ministeren op i det, ministeren sagde før. Altså, vi anerkender jo slet ikke Assad. Det tror jeg sådan set er meget åbenlyst. Men det er jo ikke det samme, som at vores myndigheder ikke godt kan vurdere, at det godt kan være sikkert at være eller opholde sig i landet. Det er jo ikke sådan, at det at anerkende et regime er det samme, som at der er hundrede procent krig eller hundrede procent ikkekrig. Det er jo to vidt forskellige ting. Det, vi diskuterer her, er, hvorvidt forholdene i hele eller dele af Syrien – i det her tilfælde dele af Syrien – er vurderet af vores udlændingemyndigheder som sikre at tage tilbage til. Og det er jo altså det, vores myndigheder gør.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Sikandar Siddique fra de Frie Grønne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Først og fremmest vil jeg gerne starte med at sige tak til forslagsstillerne og tak til de 56.000 – over 50.000 – borgere, der har skrevet under på det her forslag og givet os mulighed for at diskutere det her meget vigtige forslag.

Lad mig starte med at sige, at Frie Grønne bakker fuldstændig op om forslaget. Vi er helt enige, og vi håber, at det her forslag og den videre behandling kan være med til at skabe den forandring, der er brug for på flygtninge- og udlændingeområdet.

Den her paragraf, som vi taler om, bliver gang på gang brugt til at legitimere de umenneskelige forhold, vi lige nu udsætter vores syriske flygtninge og også andre flygtninge for. Vi burde slet ikke have en lov i Danmark, der giver mulighed for, at vi kan sende flygtninge tilbage til Syrien i den nuværende situation. Vi skal altså gøre op med midlertidighedsprincippet. Vi skal acceptere at have flere flygtninge i vores samfund, for der kommer flere af dem. Det er skamfuldt, at Danmark har lukket sine grænser på denne måde, specielt når vi er så velhavende et land. Vi er det eneste land i Europa, der har valgt at indrette vores lovgivning på denne måde og sender folk tilbage til Syrien. Flygtninge er mennesker i nød, og de har en plads i vores samfund. Det skal de i hvert fald have. Vi skal løfte vores ansvar, selv om vi er en lille nation, og helt grundlæggende skal vi sikre levevilkårene for dem, der allerede er her. Man skal kunne leve i Danmark uden frygt for at blive sendt tilbage til død, ødelæggelse og krig.

Når man fra myndighedernes og regeringens side anerkender, at man sender folk tilbage til skrøbelige og uforudsigelige tilstande, er der altså noget galt med lovgivningen. Derfor mener vi også i Frie Grønne, at forsigtighedsprincippet ikke er nok. Vi bliver nødt til at lægge vores kurs om. Vi bliver nødt til at sikre, at de syriske flygtninge ikke ryger tilbage til bødlen, diktatoren Assad. Og vi bliver nødt til at respektere og acceptere, at der nu – stille og forsigtigt, men sikkert – bliver flere og flere borgere i Danmark, som ønsker at tage et opgør med den her inhumane flygtningepolitik. Så Frie Grønne bakker fuldstændig op om forslaget og opfordrer også regeringen til at støtte op om forslaget. Tak for ordet.

Tak til Frie Grønnes ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er den næste taler hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Tak, formand. Jeg synes, at den her debat viser et stort dilemma. Dilemmaet handler om, hvad man gør, når lovgivning faktisk understøtter handlinger, som er uanstændige. Hvad gør man, når lovgivningen tillader, at man sender syrerne tilbage til en virkelighed, som ifølge Amnesty International ikke er sikker? Det er vel uanstændigt at sende mennesker tilbage til Syrien, når så stor og stærk en ngo som Amnesty International så tydeligt siger, at de ikke er i sikkerhed – og alligevel giver loven mulighed for det. Det er et dilemma, som over 50.000 borgere har sikret at vi tager op her i Folketinget i dag, og tak for det.

I Alternativet er vi ikke i tvivl. Værdighed og anstændighed står forrest i alle livets spørgsmål, og hvis lovgivningen tillader uanstændighed, så skal man ikke anvende den. Desværre er der meget lovgivning, der er blevet udviklet på det her område i det her land igennem de sidste år, som tillader uanstændighed. Det er endda blevet fejret med kage.

Nu er det sådan, at bl.a. hr. Sikandar Siddique har forsøgt at løfte den her debat op på et lidt mere overordnet niveau her i dag. Altså, hvad gør støttepartierne i længden ved, at en regering på den her måde laver handlinger, som i hvert fald efter min mening er uanstændige, og som jeg også hører støttepartierne protestere imod? En ting er jo at snakke om at vælte en regering. Nu ved jeg godt, at det er irriterende, når små partier begynder at råde støttepartier, der tager ansvar for at sikre, at vi i hvert fald ikke har en borgerlig regering. Så jeg vil prøve at sige det her på en uirriterende måde: Kan der være en anden vej? Dengang vi fik den her regering, havde jeg egentlig håbet, at vi i løbet af nogle år ville se, at SF og Enhedslisten og De Radikale trådte ind i regeringen. Jeg havde glædet mig til grønne ministre fra de røde partier og fra Radikale. Nogle gange er jeg meget uenig med de partier, men jeg er sikker på, at det ville have været en forbedring med røde ministre i f.eks. de grønne ministerier.

Min analyse – nu ved jeg jo ikke, hvad der sker inde i maskinrummet, for så tæt er jeg ikke på regeringen – er, at en af de ting, der afholder støttepartierne fra at kunne gå i regering, er det her: Hvordan kan man gå ind i en regering med den her flygtninge- og indvandrerpolitik? Det må jo være et kæmpestort dilemma. Så min lille inspiration til den diskussion, der jo garanteret er, og som jeg hører der fortsat er blandt støttepartierne, om, hvordan man dæmmer op for sådan noget her, er måske at lave en musketered, der hedder, at nu går man ind i regeringen. Man kæmper selvfølgelig imod de her uretfærdigheder – vi skal nok lade være med at angribe jer for det fra Alternativets side – og så tager man ministerposter på bl.a. de grønne områder. Vi stiller gerne Franciska Rosenkilde til rådighed, hvis det skulle være. Hun har været kulturborgmester i København og har da meget mere erfaring end mange af de helt unge socialdemokrater, der fik ministerposter, og som i øvrigt har klaret sig rigtig godt efter min mening; jeg er ikke altid enig med dem, men rent teknisk.

Så det skal være mit lille indspark. Hvor ville det være skønt, hvis man kunne lave en borgfred, der gjorde, at på trods af den her forfærdelige indvandrerpolitik kunne støttepartierne komme ind og få ministerposter og skabe værdi på f.eks. det grønne område. Det var min lille inspiration til den debat.

Tilbage til borgerforslaget: Jeg vil bare sige tak til forslagsstillerne, fordi I har sikret, at den her debat kommer op i Folketinget. Det er klart, at det er svært at vriste regeringen ud af den drejning, som indvandrer- og flygtningepolitikken desværre har taget. Men jo mere det kommer op, jo mere vi diskuterer det, jo mere vi blotlægger det, jo mere vi lyser på det, jo mere vil anstændigheden forhåbentlig vinde indpas. Alternativet stemmer for borgerforslaget. Tak, formand.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Det var en meget interessant ordførertale, tak for det. Jeg skal bare lige være helt sikker på, at jeg forstår det rigtigt, altså at partiet Alternativet opfordrer Radikale Venstre og SF til at gå ind i regeringen og acceptere den udlændingepolitik, der bliver ført, som ikke er lige så stram som den, vi gerne vil føre, men som trods alt er nogenlunde fornuftig lige på nogle punkter. Altså, opfordrer Alternativet SF og Radikale Venstre til at bakke op? Og det betyder jo, hvis man går ind i en regering, at man så stemmer ens om regeringens udlændingepolitik.

Værsgo.

Også gerne Enhedslisten. Men jeg er sikker på, at det også vil skabe værdi på det her punkt, fordi man så fik en chance for at kæmpe på de indre linjer mod den her indvandrerpolitik.

Mange tak til hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Den næste ordfører er hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror såmænd ikke, hr. Torsten Gejl, at det er viljen, der mangler i støttepartierne, ikke mig bekendt, til at gå i regering. Problemet er nok snarere, at man ikke er inviteret, og det er jo ikke nogen skam ikke at komme til festen, hvis man ikke er inviteret. Men måske der kan ændres på det. Jeg ved ikke, hvordan det kommer til at se ud for os andre, hvis vi kigger over på den borgerlige fløj. KD er jo et borgerligt parti og har et borgerligt udgangspunkt, og der må jeg så erkende, at man godt nok står meget alene med det humanistiske synspunkt og helt alene i støtten til det her selvfølgelige borgerforslag. For det burde være selvfølgeligt, at vores politik var sådan. Men som Henrik Ibsen skriver i »En Folkefjende« – dr. Stockmanns sidste ord i femte akt: Den, der står ene, står stærkest her i verden. Og så må man jo kæmpe sine kampe derfra.

Så der kan man godt en gang imellem føle en lille smule afmagt, men jeg kan jo så blive stærkt begejstret og optændt af håb, når jeg rent faktisk hører, hvor mange stemmer der her i salen ventilerer de synspunkter, der ligger på linje med det borgerforslag, som vi har her i dag, og så var det, jeg tænkte: Kunne vi ikke bare lave den regel, at dem, der er i salen, udgør flertallet? Vi kunne bare gøre det midlertidigt, og så havde vi jo flertallet for at støtte borgerforslaget i dag.

Herude på vejene i vores gadekryds opsætter man overalt efterhånden sådan nogle sekundtællere, så vi ved, hvornår vores liv ikke længere er på hold, hvornår vi kan få lov til at gå over fodgængerfeltet. Det gør man, fordi det er med til at øge trafiksikkerheden, al den stund at man ved, at folk bliver stresset over ikke at vide, hvor lang tid de skal vente. Her taler vi 30 sekunder, 45 sekunder, måske 1 minut. Det gør vi for vores egen skyld, og samtidig – samtidig – sætter vi andre menneskers liv på hold i årevis på ubestemt tid.

Jeg er nødt til at sige – jeg ved ikke, om man må bruge det udtryk fra Folketingets talerstol – at jeg simpelt hen synes, det er perverst. Det er dybt problematisk ud fra et menneskeligt synspunkt, ud fra den etiske fordring, som også er blevet italesat heroppefra, nemlig anstændighed, ordentlighed, almindelig værdighed, menneskelig respekt over for mennesker, der er flygtet fra noget, som vi jo alle sammen her er enige om er et rædselsregime. Og jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man kan mene, at man ikke vil anerkende Assadstyret – nogle er meget eksplicitte om, at han skal for en krigsforbryderdomstol, og andre er lidt mere tøvende omkring det; personligt mener jeg helt klart, at han skal for en krigsforbryderdomstol – og at man så samtidig siger, at man kan sende mennesker tilbage til det styre, som de er flygtet fra, og som vi ikke vil anerkende. Jeg kan simpelt hen ikke forstå det – jeg kan simpelt hen ikke forstå det – det giver ikke nogen logisk mening og burde ikke give nogen logisk mening for nogen, uanset, hr. Marcus Knuth, hvilken udlændingepolitik man så ellers står for. Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Som jeg nævnte, skriver Gregers Dirckinck-Holmfeld, at uden historien går vi grassat. Ja, og det gør vi også, når vi så skal høre, at hvis ikke vi tager de her initiativer, og hvis ikke vi fører den politik, vi gør, så bliver vi overrendt. Jeg vil bare lige i forhold til den ting minde om, at sådan sagde man også, da jeg var barn i 1970'erne. Dengang var der 78 pct. af verdens fordrevne og flygtninge, der opholdt sig i nærområderne, i dag er det 88 pct. Det tal synes jeg godt man lige kan tage med i historien.

Vi bakker naturligvis helhjertet op om dette borgerforslag. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren, og det er først fra fru Kathrine Olldag, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for en glimrende tale. Der er jo som regel altid schwung over det, når ordføreren er på talerstolen. Jeg bemærkede også i ordførerens forskellige udmeldinger forskellige steder, at ordføreren har fået en meget sådan kristen, blød og humanistisk medfølende tilgang, bl.a. til udlændingepolitik. Men det havde ordføreren jo sådan set også, allerede dengang ordføreren var medlem af Venstre, og en af grundene til, at ordføreren skiftede til Radikale Venstre, var jo netop udlændingepolitikken.

Hvordan – og nu lægger ordføreren selv op til det ved at lægge ud med at tale om parlamentarisme – kan ordføreren så forsvare, at Kristendemokraterne støtter blå blok, når det nu er sådan, at den samlede blå blok til hver en tid vil stemme imod sådan en type forslag, som vi har her?

Ordføreren.

Jamen det er jo den samme problematik, som fru Kathrine Olldag sidder i. Jeg har jo selv deltaget på radikale gruppemøder og oplevet, hvor stor frustrationen er over den faktiske situation. Men igen: Der er kun én ting at gøre, og det er at kæmpe for det standpunkt og fra det sted, hvor man står. Jeg mener ikke, at man, fordi man er borgerlig, behøver at medbringe det, jeg oplever som en ufattelig kynisme og en ofring af gode borgerlige, liberale værdier på magtens alter. Det anerkender jeg simpelt hen ikke.

Jeg tror jo på, at jo flere stemmer der ventilerer, også blandt borgerlige, at det her mener man grundlæggende er forkert, jo stærkere bliver vi sammen på midten, og forhåbentlig kan vi være med til at trække noget den anden vej. Og vi skal jo så være dem, der sikrer, at en kommende borgerlig regering ikke regeres på baggrund af en afhængighed, der hedder Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, og det kan jeg også garantere for at vi heller ikke kommer til at støtte eller legitimere. Det er hundrede procent sikkert.

Fru Kathrine Olldag.

Hr. Jens Rohde og Kristendemokraterne har jo virkelig i ordets bogstaveligste forstand påtaget sig en uriaspost ved at være det udlændingepolitiske bolværk op imod den side af salen. Radikale Venstre har trods alt aldrig nogen sinde erklæret, at vi ville støtte en borgerlig regering, medmindre der kommer nogle udlændingepolitiske indrømmelser. Jeg håber selvfølgelig også, at Kristendemokraterne vil stille nogle krav til blå blok, hvis de skal støtte op. Så kan ordføreren måske allerede i dag blotlægge, hvad det er for krav, Kristendemokraterne har med til en blå regering, hvis det er sådan, at partiet skal støtte op?

Ordføreren.

Det ville nok være lidt voldsomt at bruge 30 sekunder på lige at smide et forhandlingsmandat op. Men vi har jo sagt meget klart, at vi kommer til at stille det krav eller den opgave til en kommende statsministerkandidat for det borgerlige Danmark, at der skal arbejdes hen over midten. Vi udelukker sådan set ikke nogen på forhånd, men afhængighed af Nye Borgerlige og DF er et fuldstændigt no-go fra vores side, og grunden til, at jeg siger det så klart, er, at jeg jo i Venstre har oplevet, hvordan det er at leve på afhængighed af Dansk Folkeparti, og hvordan det er med til at trække et parti og midterpositionen længere og længere ud mod højre, desværre ofte, uden man selv opdager det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig bare høre, om hr. Jens Rohde har tillid til de danske udlændingemyndigheder. De sidder jo netop på objektiv basis og kigger på, hvilke land og områder rundtom i verden det er forsvarligt at sende folk tilbage til. Men det, hr. Jens Rohde jo forsøger at gøre her, er at lave en eller anden form for politisering af den proces, altså at det er Sikandar Siddique, Jens Rohde og mig, der skal sidde med et landkort og sige: Ja, der er der sikkert, og der har jeg også talt med nogen.

Så helt ærligt: Stoler hr. Jens Rohde på de danske udlændingemyndigheder?

Ordføreren.

Ah, hr. Marcus Knuth, det var lidt af en stråmand at lave der. Det har jeg faktisk ikke gjort; jeg har slet ikke talt om de danske udlændingemyndigheder. Hvis vi endelig skal tale om dem, synes jeg måske, det er lidt spektakulært, at man f.eks. beslutter sig for at vurdere, om Somalia er et sikkert sted at opholde sig, når man gør det fra en lufthavn, som man får at vide man ikke kan forlade, altså at man bygger sine vurderinger derudfra. Men lad det nu ligge.

Det er slet ikke udlændingemyndighedernes forvaltning af loven, som jeg angriber her; det er loven. Jeg er simpelt hen fundamentalt imod midlertidighed. Og hvis hr. Marcus Knuth apropos historien ville læse den tyske filosof, som jeg ofte har nævnt, Hannah Arendt – ikke Isabella Arendt – så ville han også vide, hvad det gør ved mennesker at blive sat på hold i deres liv og føle, at de ikke har en plads i verden.

Hr. Marcus Knuth.

Det er jo interessant, for når vi nu taler om historie, kan vi bare kigge nogle få år tilbage. Der var jeg i Malmø sammen med fru Sofie Carsten Nielsen. Det var det efterår, hvor der kom rigtig, rigtig mange asylansøgere til både Danmark og Sverige, og der talte jeg med en viceborgmester derovre i Sverige. Dengang gav man nemlig ikke midlertidigt ophold, alle fik bare permanent ophold, så jeg spurgte: Hvorfor det? Jamen det var jo administrativt nemmere. Hvordan synes hr. Jens Rohde lige det gik med Sverige, da de bare udstedte opholdstilladelser, der ikke var midlertidige?

Ordføreren.

Men alt det afhænger jo af, hvad det er for en ramme, man sætter op, og hvilke krav man stiller til det. Jeg er bare fundamentalt imod, at man sætter menneskers liv på hold og siger: Nu kan du vente her i x antal år, vi ved ikke, hvor lang tid det er, og når det engang er i orden og vi vurderer, at det er i orden, og at der er sikkert, så sender vi dig tilbage. Og vi er sådan set ligeglade med, om det stadig væk er Assads styre, der sidder på magten. Hvis vi vurderer, det er sikkert, så vurderer vi, det er sikkert. Altså, jeg er simpelt hen nødt til at gentage, at jeg ikke forstår det. Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Den næste korte bemærkning er til hr. Sikandar Siddique, Frie Grønne. Værsgo.

Jeg havde ikke tænkt mig at tage ordet, men nu brugte hr. Jens Rohde en del af sine replikker til at rose de andre ordførere, og så tænkte jeg, at det altså var på sin plads, at jeg også lige tager en replik for at rose hr. Jens Rohde. For det er utrolig forfriskende – som i utrolig forfriskende – at mærke en borgerlig stemme, at høre en borgerlig stemme tale så varmt og ordentligt for en fair flygtninge- og udlændingepolitik. Jeg ved simpelt hen ikke, hvad hr. Jens Rohde har spist til morgenmad, men altså, det er utrolig, utrolig befriende og forfriskende at høre en borgerlig stemme tale så tydeligt for menneskelige forhold, for det har vi manglet herinde de sidste 20 år. Så fra Frie Grønnes side vil jeg bare gerne sige tusind tak til Kristendemokraterne. Der er nye tider på vej.

Ordføreren.

Tak for det. Lad os håbe, at der er nye tider på vej. Vi kan i hvert fald være hundrede procent sikre på, at hvis vi ikke samler stemmerne – og det er jo på begge sider af det politiske spektrum – og ventilerer de her synspunkter, så kommer der ikke nye tider. De kommer ikke af sig selv, og derfor er det jo en fornøjelse at stå i salen i dag og godt nok i afmagt måtte konstatere, at der er et massivt flertal i Folketinget, som ikke deler vores synspunkter, men samtidig høre, at der faktisk er mange, der synes, at det er den største selvfølgelighed, at man stemmer for det borgerforslag her i dag.

Tak til hr. Jens Rohde. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at borgerforslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.