Først stod de der; så var de væk. Nogle navne slettes på den liste over godkendte ansøgere til dansk statsborgerskab, som vi jævnligt behandler her i Folketinget. Jeg ved ikke præcis, hvorfor navnene er slettet. Jeg må ikke sige, hvor mange det er, eller hvilke lande de kommer fra, og hvilken fare de udgør, eller hvem det er, for det er belagt med fortrolighed. Det er Politiets Efterretningstjeneste, der har ansvaret for at sørge for, at navnene over de her godkendte ansøgere bliver fjernet, når det vurderes, at de udgør en så stor sikkerhedsrisiko, at de ikke skal have lov at få dansk statsborgerskab.
Det har jeg i øvrigt stillet et spørgsmål om til ministeren, for det er selvfølgelig klart, at mennesker, der er til fare for Danmark, ikke bare skal udelukkes fra statsborgerskab, i øvrigt for bestandig, hvis det stod til Nye Borgerlige, og derfor støtter vi selvfølgelig også det her beslutningsforslag. Nej, mennesker, der vurderes at være til fare for Danmark og danskerne, skal slet ikke være i Danmark. Og mere interessant er det da også at få svar på, hvor mange af disse trojanske heste der går rundt iblandt os – mennesker, der siger, de er integrerede, men som driver en femtekolonnevirksomhed og undergraver Danmark.
Jeg er selvfølgelig glad for, at vores efterretningstjeneste skrider ind og bremser politikernes lemfældige omgang med tildeling af statsborgerskab. Men det bekymrer os selvsagt, at vi har indvandrere, hovedsagelig fra de muslimske lande, i Danmark, som lader, som om de vil være danskere, men som i realiteten bekæmper os indefra. Det er helt uacceptabelt, at muslimske femtekolonner ude i samfundet kan komme helt tæt på dansk statsborgerskab med den beskyttelse mod udvisning, som det giver, uden at hverken embedsmænd i Udlændinge- og Integrationsministeriet eller politikere opdager det. Og det er helt uacceptabelt, at danskerne ikke informeres om truslerne.
Helst ser man tilsyneladende fra toppens side, at danskerne slet ikke får noget at vide, og det er jeg helt uenig i. Jeg har også tidligere bedt ministeren om at begrunde, hvorfor danskerne ikke bliver orienteret. Hvorfor er det, at jeg ikke må fortælle, hvor mange muslimer der er på listen, der er farlige for danskernes sikkerhed? Og hvorfor må jeg ikke fortælle, hvilke lande de kom fra? Ideelt set ville vi i Nye Borgerlige have sat en prop i hullet, så Danmark helt holder op med at tildele danske statsborgerskaber til indvandrere fra muslimske lande, hvor vi kan se i statistikkerne, at de og deres efterkommere er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Indvandringen fra de muslimske lande har gennem årtier påført det danske samfund stor skade, og det bør stoppes.
Vi har også længe arbejdet for, at Folketingets politikere i Indfødsretsudvalget skal tage hver enkelt af de øvrige ansøgere ind til en samtale for så godt som muligt at sikre sig, at indvandreren, der vil have et dansk pas, også er dansk i hjertet. Det kunne lade sig gøre, hvis man samtidig satte et loft over antallet af nye statsborgerskaber, så det i stedet for tusinder kun ville blive givet til de ganske få hundrede blandt de ansøgere, der er de bedste, og som vil være til gavn for Danmark.
Vi har også forsøgt at overtale de øvrige partier til, at vi i Folketingssalen stemmer om hver enkelt ansøger eller som minimum opdeler det på flere lovforslag i stedet for at klumpe dem sammen med to afstemninger om året, hvor man er tvunget til enten at stemme ja til alle eller nej til ingen. En særskilt afstemning om hver enkelt ansøger ville have givet os i Nye Borgerlige mulighed for at stemme ja til dem blandt ansøgerne, som bliver gode danskere, og som vi gerne vil lukke ind i det nationale værdifællesskab. Det har desværre heller ikke været muligt.
I dag drøfter vi dem, som er til fare for Danmark. Helt naturligt burde de afskæres fra at opnå indfødsret for bestandig uanset de internationale forpligtelser, der måtte stå i vejen. Derudover bør de jo slet ikke være i Danmark, hvis de virkelig er til fare for landet og for danskerne. Danskerne skal i hvert fald ikke holdes hen i uvidenhed om, hvilke trusler indvandringen påfører os.
Vi kan være glade for, at Politiets Efterretningstjeneste finder de fleste, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om de finder dem alle. Eller om ikke der, når Folketinget om kort tid imod min vilje giver flere tusinder indvandrere også fra de muslimske lande det danske pas, vil være en del, som er rene femtekolonnefjender iblandt, som blot venter på den rigtige lejlighed til at angribe os indefra med terror og vold. Det skete i Frankrig, hvor en skolelærer blev halshugget på åben gade af en religiøs muslim, og det kan altså ske i Danmark. Vi støtter beslutningsforslaget.