B 26 Forslag til folketingsbeslutning om at give danske børnefamilier større frihed til at indrette deres hverdag.

Af: Alex Vanopslagh (LA), Henrik Dahl (LA) og Ole Birk Olesen (LA)

Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget

Samling: 2021-22

Status: Bortfaldet

1. behandling den 09-12-2021

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 26:

Forslag til folketingsbeslutning om at give danske børnefamilier større frihed til at indrette deres hverdag.

Af Alex Vanopslagh (LA) m.fl.

(Fremsættelse 29.10.2021).

Forhandlingen er åbnet. Værsgo til børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke Liberal Alliance for at løfte den her dagsorden. Jeg synes altid, det er en god idé at diskutere de rammer, vi ønsker både for vores børn og for familier og for fællesskabet. Og det vil sige, at selv de gange, hvor vi er uenige, synes jeg, det er sundt, at vi får taget de her mere principielle diskussioner.

Med forslaget ønsker forslagsstillerne at pålægge regeringen at fremsætte lovforslag inden udgangen af indeværende folketingsår om at afskaffe kommunernes nuværende mulighed for at give et tilskud til pasning af egne børn, jævnfør dagtilbudslovens § 86, og i stedet for indføre følgende tre tiltag:

For det første foreslås et fradrag på 130.000 kr. i den arbejdende forælders skattebetaling og mulighed for, at forældre kan gå hjemme og passe deres børn i op til 3 år. Forslagsstillerne foreslår så at finansiere forslaget ved at nedsætte dimittenddagpengene til 8.000 kr. om måneden. Først vil jeg lige give ros for, at der i det mindste er finansiering med. Det er ikke altid, det er tilfældet i beslutningsforslagene. Det er jo altid noget, kan man sige.

For det andet går det ud på, at hvis familien ønsker at anvende en privat pasningsordning, skal de have udbetalt et tilskud fra kommunen, som svarer til den udgift, kommunen har til et alderssvarende dagtilbud.

Endelig foreslås det for det tredje at deregulere dagtilbudsområdet, så det bliver lettere at oprette frie og private dagtilbud. Liberal Alliance ønsker konkret, at der ikke skal stilles højere krav til en privat institution end til en kommunal institution. Og det er ligesom det, forslaget går ud på.

Der skal jo ikke herske nogen tvivl om, at alle i den her Folketingssal uanset partifarve – tror jeg – har et ønske om at prioritere det gode børneliv, men vi er bare ikke helt enige om, hvad det er, og hvordan man skaber de bedste rammer omkring det. Jeg betragter daginstitutioner og dagpleje som hjørnesten i vores velfærdssamfund. I Danmark har vi jo faktisk en ret særegen tradition for at have gode daginstitutioner og har dagpleje med en meget høj grad af uddannet personale og i øvrigt krav til den pædagogiske kvalitet. Det sætter jeg meget stor pris på. Og i de her år er vi faktisk i gang med en bevægelse i retning af, at der bliver endnu mere uddannet personale i vores daginstitutioner. Også den bevægelse sætter jeg meget stor pris på.

For mig er det vigtigt, at børn møder andre børn og forholder sig til andre børn, fra de er helt små, altså at man også indgår i fællesskaber på kryds og tværs af de forskelle, der er i vores samfund. Og også selve fællesskabet og de børnefællesskaber, der er i dagplejen og vuggestuen og børnehaven og senere også i klasseværelset, mener jeg er rigtig vigtige for en generations dannelse. I børnefællesskaberne lærer børnene jo, fra de er helt små, at vi er forskellige, og at man skal tage hensyn til hinanden, og de lærer at være sammen med hinanden og indgå i de relationer, der er der. De lærer selvfølgelig også, at børn ikke nødvendigvis ligner hinanden, og at de ikke alle sammen ligner en selv, og det tror jeg sådan set man har godt af.

For nylig behandlede vi lovforslaget om indførelse af minimumsnormeringer i daginstitutionerne, og vi tilfører 1,8 mia. kr. til vores børn fra 2024 og frem. Det er en kæmpe investering i det gode børneliv, og vi kommer til også i forbindelse med den aftale at skulle behandle et forslag om, hvordan vi kommer videre med, at flere og flere i vores daginstitutioner gerne skal have uddannelse. Det er jo ikke, fordi der er noget i vejen med dem, der er i daginstitutionerne og ikke har uddannelse, men der skal være et tilbud om, at man får endnu bedre muligheder end i dag for at tage noget uddannelse oven i den gode erfaring, man har med at arbejde med børnene.

Alt i alt vil jeg sige, at daginstitutioner og dagplejen med mine briller altså ses som fundamentet for det gode børneliv, og at man ikke skal undervurdere, hvor meget det betyder, at der er kvalitet i de ting. Derfor synes jeg også, det skal stå centralt i den måde, jeg svarer på det her spørgsmål på. Altså, når vi vælger at prioritere penge på den her måde, og det er jo en ganske anderledes måde end den, som Liberal Alliance gør, så er det, fordi vi ønsker at investere dem i stedet for at give dem som et skattefradrag til nogle, der ønsker at gå hjemme i 3 år. Det står dem jo frit for at gå hjemme i 3 år. Det er der jo ikke er nogen lovgivning om. Men når vi ikke ønsker at understøtte det ved hjælp af et skattefradrag, er det jo, fordi vi ønsker at bruge pengene på at sikre, at der er ordentlig pædagogisk kvalitet og minimumsnormeringer, og dermed også videreudvikle den danske tradition for, at der er en høj grad af kvalitet i vores dagtilbud. Derfor gør det jo en forskel, om det, man ønsker, er at bruge pengene på, at flere forældre går derhjemme og passer deres egne børn, eller om forældrene i stedet for kan få gode kvalitetsdagtilbud.

Så vil jeg om det med de private pasningstilbud sige, at der er nogle ting, der altid bliver blandet sammen i den debat, så den vil jeg bare lige dvæle lidt ved indledningsvis. Vi har en lang tradition i Danmark – det var i øvrigt Socialdemokratiet, der tog initiativet til de frie børnehaver i sin tid – for at have selvejende, altså private institutioner i Danmark. Bare for at også alle, der lytter med, er klar over det – og jeg er sikker på, at ordføreren godt ved det – så er der forskel på de private pasningsordninger og så private institutioner. Det, der er vigtigt for mig for at skille det ad, er at sige, at jeg har meget stor veneration for, at vi har mulighed for at have forskellige typer af pasning, og at der er selvejende institutioner i Danmark.

Når jeg slår mig på de private pasningsordninger helt generelt, er det, fordi der ikke er nogen kvalitetsstandarder. Der synes jeg der er et hensyn at tage til, at man også som forældre skal være sikre på, at når der følger penge med, er der også kvalitet. Derfor er jeg ret bekymret over hele idéen med de private pasningsordninger – ikke over private institutioner, ikke over, at der findes et privat alternativ til det kommunale, for det synes jeg sådan set er fint. Og som sagt tror jeg faktisk, det var Socialdemokratiet, der i sin tid opfandt de frie børnehaver. Så det er en del af vores rødder i Socialdemokratiet. Men private pasningsordninger, hvor man f.eks. ikke har den kvalitetsstandard, der ligger i den pædagogiske læreplan, og hvor forældrene ikke har en lovgivningsmæssigt sikret ret til at få indflydelse på pasningstilbuddet, synes jeg simpelt hen er en uskik. Og det vil sige, at den del af vores dagtilbud ikke har groet i Socialdemokratiets baghave.

Derfor vil jeg sige, at vi fra regeringens side klart ønsker at prioritere dagtilbud af høj kvalitet, hvor børnene får en god og tryg hverdag, og hvor de bliver set og hørt, og hvor forældrene i øvrigt også bliver set og hørt. Derfor tror vi, at den vej rundt med at investere, som vi har gjort med minimumsnormeringerne, er den rigtige.

Så er der Liberal Alliances tredje forslag – om at deregulere dagtilbudsområdet. Her foreslår Liberal Alliance, at der ikke må stilles højere krav til en privat institution – nu er vi ovre i private institutioner, ikke private pasningsordninger, bare for lige at lave skillelinjen igen – end til en kommunal institution, ligesom Liberal Alliance mener, at det skal være lettere at oprette privatinstitutioner. Det fremgår desværre ikke af beslutningsforslaget, hvordan det skal være lettere, og derfor er det lidt svært at forholde sig til. Der står bare, at det skal være lettere. Men det er selvfølgelig interessant at se på, og hvis Liberal Alliance har nogle konkrete bud på det, vil jeg selvfølgelig gerne kigge på det. Men jeg skal sige, at det er sådan i dag, at det er et lovkrav, at kommunerne skal stille krav til private institutioner, altså de såkaldte godkendelseskriterier, som hverken må være strammere eller lempeligere end de krav, de stiller til deres egne tilbud. Derfor er der for så vidt ikke noget nyt i den del af det, som Liberal Alliance foreslår.

Så vil jeg sige, at jeg igen sådan vil understrege, at der er flere forskellige typer af private tilbud på dagtilbudsområdet. Forældre kan jo f.eks. vælge at få passet deres børn i en selvejende institution, og der er både i selvejende daginstitutioner og privatinstitutioner krav om netop at være underlagt de her kvalitetskrav. Derfor er jeg altid meget bekymret for, at vi ligesom få lagt det hele i en hat og siger, at alt det, der er privat, er forkert, og alt det, der er offentligt, er godt – eller omvendt, at man siger, at alt, hvad der er privat, er godt, og alt, hvad der er offentligt, er skidt. For jeg tror i den grad på det her med at lave kvalitetsstandarder, og uanset om man er offentlig eller privat, skal man selvfølgelig leve op til dem.

Derfor synes jeg ikke, det skal blive sådan en diskussion for eller imod det private, men måske snarere en diskussion om, hvorvidt man er for eller imod kvalitetsstandarder. Derfor er jeg ret bekymret ved at skulle gå ind og gøre noget, hvor man understøtter en del af vores pasningsordninger, som ikke har de kvalitetsstandarder. Det gælder jo så ikke den sidste del af forslaget, som handler om privatinstitutioner. Der er det altså sådan, at der gælder de regler, at man hverken må stille strammere eller lempeligere krav fra kommunens side til de private institutioner, end man gør til sine egne.

Men jeg er selvfølgelig spændt på at høre, om Liberal Alliance har nogle konkrete gode bud på, hvordan det kunne være lettere at etablere sig som privatinstitution. Det vil vi selvfølgelig kigge åbent på, for der taler vi om en type af institutioner, som er underlagt samme krav som de kommunale.

Så vi kan altså ikke støtte forslaget om at betale forældrene for at passe deres egne børn – vi har i stedet for prioriteret at bruge pengene på at have gode kvalitetsdagtilbud – og vi kan heller ikke støtte forslaget om at hæve tilskuddet til brug for private pasningsordninger, fordi der ikke er kvalitetsstandarder. Alligevel vil jeg gerne sige tak til forslagsstillerne, og jeg er selvfølgelig spændt på at høre, om der er noget om det med at give lettere adgang til at oprette private institutioner. Jeg synes altid, det er godt at få en debat om rammerne omkring børneliv. Tak for det.

Tak for det. Det får vi nok nu, for nu er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak for en god besvarelse, ikke at jeg er enig i besvarelsen, men det er en besvarelse, der forholder sig til udspillet og beslutningsforslaget. Det forholder sig sagligt til det, og det vil jeg egentlig gerne kvittere for.

Det er jo det gode børne- og familieliv, der er det centrale her, og der fremhæver ministeren så, at det bl.a. drejer sig om flere pædagoger og gode daginstitutioner. Jeg er enig i, at gode daginstitutioner også er en del af det gode børne- og familieliv. Men det er jo ikke det eneste, der skaber det gode børne- og familieliv, altså at der er mange pædagoger i børnehaven. Der er to grundlæggende problemstillinger, det her forslag adresserer. Det ene er jo, at der er rigtig mange familier, der gerne vil bruge mere tid sammen med børnene, mens de er helt små, men at de kan have svært ved det rent økonomisk. Det er ofte langtuddannede mennesker, der også satser på karrieren, men gerne vil have et par år, hvor de kan være mere sammen med børnene. Er ministeren enig i, at det vil være godt at gøre noget for, at de familier kan være mere sammen med børnene, og at det også er det gode børneliv?

Nu rejser formanden sig op, så jeg må jo tage den sidste del i næste spørgsmål.

Når formanden rejser sig op, er det, fordi taletiden godt og vel er overskredet. Værsgo til ministeren.

Jeg synes jo, at familierne skal indrette sig, som de har lyst til i den forbindelse, og hvis de vurderer, at det er godt for deres familieliv og deres barn, så skal de være hjertelig velkomne til det, og det er jeg da sikker på at de både som familie og i forhold til børnene kan få noget godt ud af, hvis de vurderer, at det er det rigtige. Der er vi jo forskellige og har indrettet vores familier forskelligt, og det synes jeg der i den grad skal være plads til.

Men spørgsmålet i det her går på noget andet, nemlig om vi vil bruge penge på det. Og der vil jeg sige, at i prioriteringen af midler har vi fra regeringens side prioriteret at bruge dem på kvalitet i daginstitutionerne i stedet for. Jeg blev i øvrigt i forbindelse med en debat om daginstitutioner for nylig ret bekymret her i Folketingssalen, fordi vi ikke kunne få et klart svar fra de borgerlige partier på, om man ønskede at rulle minimumsnormeringer tilbage i forbindelse med et valg. Derfor synes jeg bare, at der inde i hjertet af den her diskussion også ligger en klar diskussion om prioritering. Fra regeringens side har vi sat 1,8 mia. kr. af til bedre daginstitutioner. Nu roste jeg det, at der faktisk lå en finansiering her, og det vil sige, at de to ting i den her sammenhæng ikke er forbundet med hinanden, og derfor også rosen for, at der er anvist finansiering.

Hr. Alex Vanopslagh, værsgo.

Derfor er det jo egentlig også en falsk modsætning, at man ikke kan styrke familiernes mulighed for i højere grad at være sammen med deres børn uden at svække daginstitutionerne eller kvaliteterne deri. Så det er en falsk modsætning.

Men vi skal også lige nå forbi de private børnehaver. Hvad kan man gøre? Altså, man kunne jo først og fremmest sikre, at det er tilladt for dem at have et overskud, de trækker ud. Regeringen vil gerne forbyde profit i velfærden, som det hedder, og det gør jo, at det for langt de fleste ikke vil kunne betale sig at starte en privat børnehave i fremtiden. Jeg fornemmede lidt, at ministeren egentlig har veneration for de private børnehaver, så hvorfor laver man så en politik, der gør, at iværksætteri på børnehaveområdet de facto bliver forbudt?

Ministeren.

Jamen jeg mener simpelt hen, at karakteristikken er forkert. Det er de samme regler, der gælder på fri- og privatskoleområdet, og fri- og privatskoler har jo været i markant vækst f.eks. hen over de sidste 10 år. Det vil sige, at der jo er masser af iværksætteri på skoleområdet, selv om det i øvrigt altid har været forbudt at tage profit ud. Derfor opfatter jeg det som en falsk modsætning.

Så vil jeg gerne sige, at det jo er fuldstændig rigtigt, at det andet er en falsk modsætning. Det var faktisk derfor, at jeg roste, hvad angår det at finde anden finansiering. For det er fuldstændig korrekt, at hvis man ønsker at prioritere penge til, at folk kan gå derhjemme med børnene i 3 år, så kan man selvfølgelig godt det. Det er jo alene et spørgsmål om politisk vilje og flertal i Folketinget. Vi vil hellere bruge pengene på noget andet, og vi har jo selv fremsat forslag om dimittendsatsen, og har fremsat forslag om, at der bl.a. bør investeres i vores uddannelsessystem. Så det er bare for at sige, at for os som regering er der rigtig mange ting, vi ønsker at prioritere højere.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. I 2018 foretog analyseinstituttet Wilke en undersøgelse, der viste, at særlig mødre havde rigtig dårlig samvittighed over, at de ikke havde tid nok med deres børn. Og når vi jo også ved – det fremgår også af beslutningsforslaget – at danske børn har europarekord i at være længst tid i daginstitution, mener ministeren så reelt set ikke, at det er vigtigt at sætte ind og give bedre mulighed, også økonomisk, for, at forældre kan prioritere at gå hjemme sammen med deres børn, især når vi ved, at de første 1.000 dage er så ekstremt vigtige?

Ministeren.

Altså, det mener jeg er en frihed, forældrene har, og det mener jeg er en frihed, de skal have – at de har mulighed for at prioritere at gå derhjemme. Og jeg har i min egen familie både nogle i min egen generation, hvor man har valgt, at den ene går hjemme, og andre dele af min familie, hvor man ikke har gjort det. Og sådan vil der jo være forskel på, hvordan man som familie vælger at indrette sig.

Men det, der er forslaget i det beslutningsforslag, vi behandler her i dag, er jo ikke, hvorvidt man skal have den frihed eller ej; det er, hvorvidt man skal give et meget stort fradrag for det eller ej. Og der er det vigtigere for regeringen at bruge penge på kvalitet i daginstitutioner eksempelvis; det er også vigtigt for os at investere i vores uddannelsessystem. Vi har foreslået, at der bliver brugt et stort beløb på investeringer i uddannelser, og det er jo der, vi har valgt at bringe dimittendsatsen i spil, som er det, der er finansieringskilden her.

Det er bare for at sige, at på den ønskeliste, man har over ting, man gerne vil gøre bedre i vores samfund, er der nogle andre ting, der står højere på regeringens ønskeliste end det her.

Mette Thiesen, værsgo.

Det er jo et klart svar. Det, man de facto siger fra Socialdemokratiets side, er jo, at det kun er de rige, der skal have mulighed for at gå hjemme og passe deres børn – at det ikke skal være alle forundt. For det her gør det jo netop økonomisk muligt også for de familier, som i dag er dybt afhængige af at have to indkomster, og som derfor ikke har muligheden for at gå hjemme og passe deres børn. Det er jo lige præcis det, som det her forslag adresserer.

Hvorfor er det, at Socialdemokratiet har så meget imod, at også ganske almindelige danskere med mellemindkomster og måske også lavindkomster har bedre mulighed for at gå hjemme og passe deres børn de vigtige første 1.000 dage?

Så er det ministeren. Værsgo.

Det kunne også være dem, der vælger at bo i meget billige boliger på landet og derfor godt kan klare sig for den ene indtægt. Altså, på den måde er der jo meget stor forskel på, hvad det er for nogle valg, man træffer omkring sin familie. Og det vil sige, at selvfølgelig vil det være sådan, at når man ikke fra statens side går ind og betaler folk for det, vil der være en begrænsning på, hvad man kan, og det vil sige, at så vil de valg selvfølgelig være sværere at tage, end hvis man fik penge fra staten. Og fra Socialdemokratiets side ønsker vi at prioritere det at få kvalitet i dagtilbud og i øvrigt kvalitet i uddannelser og skoler højere end det at give et fradrag for, at man kan gå derhjemme med sine børn i de første 3 år.

Ellen Trane Nørby, Venstre.

Tak for det. Når jeg tager ordet, er det egentlig foranlediget af, at ministeren igen igen står på talerstolen og påstår, at borgerlig-liberale partier, inklusive Venstre, skulle være imod minimumsnormeringer. Det er bare faktuelt forkert, og den diskussion har vi også haft i andre sammenhænge. Vi kommer ikke til at rulle minimumsnormeringerne tilbage. Vi støtter sådan set, at der kommer bedre normeringer i vores daginstitutioner. Men der er jo ingen modsætning mellem det og så ønsket om et frit valg. Der, hvor problemet er, at den linje, som den socialdemokratiske regering har lagt, er, at man ønsker at ødelægge de private institutioner og de muligheder, der eksempelvis er for at få børnene passet i private pasningstilbud.

Så bare for at slå det fast: Modsætningen på børneområdet er jo ikke for eller imod minimumsnormeringer, men for eller imod det frie valg. Derfor vil jeg egentlig gerne spørge ministeren, om ministeren ikke er enig i nogle af de elementer, der ligger i forslaget fra LA, bl.a. det, der handler om grundlæggende at deregulere, sådan at man netop anerkender, at der skal være mindre bureaukrati, mindre rigid lovgivning og mere frit valg på området.

Ministeren, værsgo.

Der er to ting. For det første tusind tak for et klart svar omkring det om minimumsnormeringer. Nu var det ikke fru Ellen Trane Nørby, der var Venstres ordfører den pågældende dag, og det kan være, det var derfor, at uklarheden opstod. Det er jo i hvert fald afklaret nu – og tak for det klare svar. Det var præcis det svar, vi ikke kunne få den dag i Folketingssalen. Det kan jo så være, at Konservative i modsætning til den dag følger op med at være lige så klar i spyttet i dag. Det ved jeg ikke.

Så til den anden ting: Som jeg sagde i min indledende tale, skriver Liberal Alliance, at det skal være lettere at etablere sig som privat institution. De private institutioner er i modsætning til de private pasningsordninger faktisk underlagt kvalitetsstandarder, der svarer til dem i de offentlige institutioner, så jeg har ikke noget principielt problem med dem. Der fremgår desværre ikke nogen forslag til, hvad det er, der skal gøre det lettere. Men altså, min dør står åben, og det vil sige, at hvis man kommer med nogle konkrete forslag til, hvordan man kan gøre det lettere, vil jeg gerne diskutere dem. Men jeg har ikke noget ønske om at gøre det lettere at vælge noget, der er af dårlig kvalitet. Det synes jeg simpelt hen ikke meningsfuldt.

Ellen Trane Nørby, værsgo.

Jeg tror sådan set, at man skal have tillid til, at forældrene godt kan se, hvornår et tilbud har en dårlig kvalitet, og dem er der desværre kommunale eksempler på, og der er helt sikkert også private tilbud, hvor kvaliteten ikke er så god, som man kunne ønske sig. Derfor er det jo også defineret, hvad det er for nogle kvalitetsstandarder, der skal ligge som minimum, og hvad man skal leve op til lovgivningsmæssigt.

Men lad mig give et forslag til, hvor ministeren kunne tage fat. Ministeren kunne jo lade være med at implementere den lovgivning, som man er i gang med lige nu, og som vil gøre det sværere at etablere en privat institution. Det er sådan set et sted, man kunne tage fat. Jeg vil egentlig høre ministeren, når ministeren svarer, at ministeren ikke har noget ønske om det, hvordan det kan være, at vi skal behandle en anden lovgivning, som egentlig gør det sværere at etablere sig som en privat institution.

Ministeren.

Det opfatter jeg simpelt hen som forkert. Jeg anerkender simpelt hen ikke præmissen. Jeg opfatter det ikke sådan, at det bliver sværere at etablere sig som privat institution – jævnfør at friskolelovgivningen jo altid været sådan og der har været en markant stigning i antallet af friskoler, og det er jo den samme type lovgivning, vi gennemfører her. Så jeg anerkender simpelt hen ikke den præmis.

Så vil jeg sige, at i forhold til det med de private pasningsordninger mener jeg, at der, når der følger statslige penge med, sådan set også skal være en kvalitetsstandard. Sådan en skal de private pasningsordninger ikke leve op til i dag, men det skal private institutioner jo, men altså ikke de private pasningsordninger. Det synes jeg ikke er godt nok.

Tak for det. Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og det betyder, at vi nu går i gang med ordførerrunden, og vi starter med hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Jeg vil godt starte med at sige tak til Liberal Alliance for at fremsætte beslutningsforslaget, der i virkeligheden ikke bare rejser den her diskussion om, hvad der er det gode børneliv, men også rejser en diskussion om det, som rigtig mange forældre jo også føler, nemlig at det er svært at få familie og arbejdsliv og sådan noget til at hænge sammen. Jeg synes, det er sådan en lille smule sjovt, at når vi hører fra Liberal Alliance, er det som regel noget med, at alle forslag er forslag, der skal få mere arbejdskraft ud, og at det er ekstremt vigtigt at få flere hænder i økonomien og få skaffet mere arbejdsudbud. Men her må man så se, at Liberal Alliance i virkeligheden også går den anden vej, og det er jo sådan set klædeligt, at man viser nogle nuancer.

Jeg vil starte med at besvare det her beslutningsforslag i forhold til den første del af beslutningsforslaget.

Til det første område, som jo handler om økonomi og prioritering, vil jeg sige, at der er jeg ikke overraskende på linje med ministeren, hvad angår de penge, som Liberal Alliance her foreslår man skal have for at gå derhjemme og passe sine børn. Det svarer meget godt til de penge, vi ligesom har valgt at investere i højere kvalitet i vores fælles dagtilbud, og det er jo en del af aftalen om minimumsnormeringer, men det kunne også være på andre områder, hvor man ligesom styrker de gode børneliv, som er i institutionerne. Og det er selvfølgelig også rigtigt, at der også er en pointe i at være i institution på et eller andet tidspunkt i livet, fordi det at blive et helt og dannet menneske, en samfundsborger, selvfølgelig også er at indgå i nogle fællesskaber og meget gerne, set med vores briller, med nogen, der ikke har samme baggrund som en selv.

Så er der den her udfordring omkring arbejdsudbuddet, og der er det jo rigtigt, at med det, man foreslår her, tager man lidt fra den ene og giver lidt til den anden, og samlet set går det op, men der er det klart, at det arbejdsudbud, der ligger i finansieringsforslaget, ønsker vi jo også at bringe i anvendelse i forhold til de øvrige reformer, vi har foreslået, men vi kan ikke bruge pengene to gange, og derfor er det et nej herfra.

Så synes jeg også, at der en problematik omkring ligestillingen, som vi er nødt til at diskutere med hinanden, og det er ikke, fordi jeg som folketingspolitiker skal vælge, hvem af forældrene der går hjemme, men det er bare, fordi vi har en udfordring med ligelønnen, vi har en udfordring med, at det meget ofte har været den med den laveste lønning, som er den, der ender med at gå derhjemme, og det forstærker sådan set bare det uligelønsproblem, vi har. Og derfor tror jeg også, at man skal være ærlig omkring det og sige, at et forslag som det her nok vil bidrage til en endnu større lønforskel og i endnu højere grad til, at det er moderen, kvinden i familien, som ender med at benytte sig af den her mulighed, og at det kan have nogle konsekvenser og nogle udfordringer for løndannelsen.

Omkring det med tilskud til private pasningsordninger er jeg faktisk lidt i tvivl om, præcis hvad det er, Liberal Alliance sigter til. Og undskyld til formanden for, at jeg kom lidt sent herop, men det var, fordi jeg var ved at slå op på Københavns Kommunes hjemmeside for at se, hvad satsen egentlig er, og sandheden er jo, at man kan få tilskud til privat pasning, eksempelvis i Københavns Kommune, og jeg fandt det i går, men jeg kunne ikke huske tallet, og derfor ville jeg lige slå det op igen. Så jeg er egentlig lidt i tvivl om, hvad det er, Liberal Alliance savner her. Der findes private passere, og man kan eksempelvis også i Københavns Kommune få et tilskud, som er noget større end egenbetalingen, til at benytte de tilbud.

Så til det sidste omkring deregulering: Det må vi jo diskutere. Vi har ikke noget behov for at være mere rigide end nødvendigt, og vi vil meget gerne diskutere, hvordan man kan oprette dem – der står ikke rigtig, hvad det er for et problem, man sigter til, og derfor er det jo lidt svært at svare, om man er enig – men grundliggende set har vi intet problem med private daginstitutioner og private dagplejer, for de bliver reguleret på samme måde som de offentlige og de selvejende.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Der er mange ting, vi kunne tage fat på her, men lad os prøve at tage fat på det her med ligestillingen. Når vi har fremsat det her forslag, kommer jeg til at tænke på en god ven, jeg har, der hedder Steffen, og han har en kone, der hedder Louise. De har to børn, begge to er små. De er i øvrigt begge to, hvad jeg nok vil kalde karrieremennesker. Louise er ansat i Finansministeriet og er tidligere konsulent. Steffen er selvstændig. De har begge to en relativt høj indkomst, men de er ikke på nogen måde nogen, man kan kalde rige mennesker af den grund. Louise havde et enormt stort ønske om at være lidt længere tid hjemme sammen med de små, i hvert fald den mindste, og det ville jo selvfølgelig betyde, at hun måske karrieremæssigt ville komme til at halte efter Steffen, hvis det var, at hun havde sådan en fradragsmulighed her. Og så har jeg lyst til at sige: Og hvad så? Hvis hun helt bevidst som karrierekvinde, tidligere konsulent, ansat i Finansministeriet siger: Jeg er villig til, at jeg på den lange bane mister en lille smule i løn, ved at jeg får et halvt år ekstra sammen med min datter; det gør mit liv bedre – hvad er så problemet i det?

Ordføreren, værsgo.

Det er der jo ikke noget problem i for Louise, ligesom der ikke ville være noget problem i det, hvis det var Steffen, der havde valgt det. Det, som jeg henviser til, er jo i virkeligheden de strukturer, vi har, og hvor vi faktisk har en udfordring med, at der er forskel på mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. En del af de forskelle kan spores tilbage til, at man har haft nogle strukturer, som har tilskyndet til, at det var den ene part, der løftede opgaven, eksempelvis på barselsområdet, og det synes jeg bare vi er nødt til at diskutere med hinanden. Det synes jeg sådan set er en del af den her diskussion, og det var derfor, jeg rejste det – ikke fordi jeg synes, det er noget, der er nemme svar på, men jeg synes, vi er nødt til at diskutere, om de ting, vi understøtter fra samfundets side, i virkeligheden bidrager til at skabe nogle problemer på et strukturelt niveau.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg tager gerne debatten, for jeg synes også, det er en spændende debat, og jeg er nemlig meget uenig. Det er rigtigt, at der er nogle forskelle mellem mænd og kvinder, fordi mænd og kvinder i gennemsnit er forskellige. Hvis man skal ind at se på årsagerne bag, hvad det så er for nogle forskellige valg, der giver nogle forskellige lønresultater, ja, så er det primært uddannelses- og jobvalg: at der er nogle, der frivilligt vælger nogle job, der ikke er lige så vellønnede som nogle helt andre job i andre brancher, og at kvinder også frivilligt i højere grad gerne vil tage en del af barslen. Hvis resultatuligheden alene er et resultat af et frit valg og frihed og den eneste måde, man kan opnå resultatligheden, er ved at mindske friheden og det frie valg, er ordføreren så villig til det, eller kan ordføreren ikke se, at det jo egentlig ikke er et problem med resultatulighed, så længe det er et resultat af frihed?

Ordføreren, værsgo.

Hvis det er et resultat af fuldstændig frihed – men der tror jeg, at jeg måske har det lidt anderledes end Liberal Alliances formand i forhold til også at se på strukturer. Det er jo rigtigt, at der er forskel på lønninger i forskellige job, men selv når man korrigerer for forskellige job, er der også forskel på lønninger mellem mænd og kvinder, og det kan ordføreren ikke forklare med henvisning til frie valg. Det er opstået af noget andet, og det er den diskussion, vi selvfølgelig også er nødt til at have med hinanden, hvis vi fra samfundets side skal betale for at bidrage til en strukturel ulighed.

Tak for det. Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg er simpelt hen nødt til lige at rette ordføreren. Det er ikke samfundet eller staten, der skal betale nogen for noget. Det handler om, at folk får lov til at beholde flere af deres egne penge til at kunne prioritere, som de gerne vil. Det er bare for lige at rette op på den misforståelse, som tilsyneladende tit opstår hos Socialdemokratiet, om, at det er statens eller samfundets penge – det er det altså ikke. Det er folk egne penge, som de har betalt i skat, og som de får lov at beholde lidt flere af.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig spørge lidt ind til det med det frie valg, som også blevet nævnt nu her: Vil det sige, at ordføreren for Socialdemokratiet mener, at ordføreren, Socialdemokratiet og politikerne ved bedre end de forældre, der faktisk ønsker at lave den her prioritering – ja eller nej?

Ordføreren.

Nej, og når vi taler om samfundets penge, og hvad det er, vi understøtter, så er det jo ikke, fordi der er nogen af os, der mener, at det er politikernes penge. Det er jo de penge, vi har aftalt med hinanden at smide ind i det fællesskab, som samfundet også er.

Så kan de borgerlige politikere jo beskrive det på alle mulige måder, men bottomline er, at man her laver en omprioritering, altså en omfordeling i forhold til den eksisterende situation, og det er der, jeg siger, at man selvfølgelig skal diskutere, om det er den mest fornuftige brug af de penge, vi har til rådighed. For det er jo velkendt, at man gerne vil skrue skatten ned – måske i endnu højere grad fra Nye Borgerlige og Liberal Alliances side – og det skal man jo bare fremsætte forslag om, men jeg synes ikke, man skal vælge at føre sin skattekrig under dække af, at det i virkeligheden handler om at skabe gode børneliv eller noget andet. Man kunne også bare sige, at man gerne vil sætte skatten ned, og så vil det jo altid være nemmere for folk at få tid og råd til at gøre noget mere for dem selv

Mette Thiesen, værsgo.

Ikke overraskende får jeg jo ikke rigtig noget svar fra den socialdemokratiske ordfører på det, jeg reelt set spørger om. Og nej, det her med at sætte skatten ned er jo at lade folk beholde flere af deres egne penge, så de netop kan indrette sig, som de selv vil, og så de netop kan skabe det gode liv. For desværre er det jo sådan, at der i det socialdemokratiske hamsterhjul i dag er rigtig mange familier, som rent økonomisk ikke har mulighed for, at den ene kan gå hjemme og passe børnene.

Men jeg er nødt til at stille spørgsmålet til ordføreren igen, for ordføreren svarede ikke: Mener ordføreren reelt set, at ordføreren, Socialdemokratiet og politikerne ved bedre, hvordan familierne skal indrette deres liv, end familierne selv gør?

Ordføreren.

Nej, men det, der er fremsat forslag om her, er, at vi politisk skal understøtte noget, og der siger vi, at vi hellere vil understøtte noget andet. Det er jo en reel politisk diskussion. Det har ikke noget at gøre med, at man kan indrette sit liv, som man vil – det, der er spørgsmålet her, er, hvad staten eller vi som samfund giver støtte til.

Så er det fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak. I Dansk Folkeparti har vi meget stor sympati for det her beslutningsforslag. Vi synes, det er en utrolig god idé at give familierne større mulighed for at tage sig af sine egne børn, og vi synes, det er ærgerligt, at Socialdemokraterne altid stikker en kæp i hjulet, når det drejer sig om det. Men vi er bekymrede for, om det her beslutningsforslag måske kan give indvandrergrupper – ghettoer – for stor mulighed for at isolere sig ved at holde børnene hjemme. Vi kan godt se, at der er sat nogle hegnspæle ned, men vi mener ikke, at der er sat nok ned.

Nu må jeg så hellere afsløre, at jeg står og snyder lidt, for jeg kan se, at jeg skal lede et møde i Indfødsretsudvalget om 5 minutter, så jeg kan ikke nå at holde en ordførertale. Derfor snyder jeg og holder den som et spørgsmål til Socialdemokraterne, og så kan jeg så samtidig skælde ud over, at Socialdemokraterne endnu en gang spænder ben for, at man laver et forsøg på at give større frihed til de danske børnefamilier og give større mulighed for, at danske børn kan være hjemme hos familierne.

Jeg vil gerne sige til fru Marie Krarup, at der er meget vide rammer for, hvordan man benytter sin korte bemærkning, så der er ingen problemer.

Værsgo til ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg helt blev klar over, om man stemmer ja eller nej til beslutningsforslaget, men skidt med det. Jeg forstod godt pointen fra fru Marie Krarups side, og jeg startede jo med at sige, at den diskussion om, hvordan man får arbejdslivet og familielivet til at hænge sammen, synes jeg faktisk er en vigtig diskussion. Dansk Folkeparti har haft andre forslag til, at man skulle kunne gå hjemme, som jeg husker det, og få dagpenge for at gå hjemme, og det rummer nogle af de samme udfordringer som det her forslag.

Det er jo, som ministeren også sagde, sådan, at man har frihed til at indrette sit familieliv, som man vil. Her diskuterer vi, hvad det er, vi som samfund bruger de penge, vi ligesom har besluttet at disponere over i fællesskab, til. Bruger vi dem til minimumsnormeringer og bedre forhold i daginstitutionerne, eller bruger vi dem til at lave skattefradrag eller for den sags skyld dagpengeoverførsler til familier? Og der kan vi godt have en uenighed, men det betyder jo ikke, at vi ikke anerkender den udfordring, som nogle familier føler de står med.

Fru Marie Krarup.

Men der er det, at vi er enige med forslagsstillerne i, at vi skal bruge nogle af samfundets ressourcer på at støtte familierne til at passe deres børn selv. Derfor vil vi opfordre til, at man laver en beretning på det her område, for vi har også nogle detaljer i det her beslutningsforslag, som vi anser for problematiske, bl.a. det her med, at man vil kunne isolere sig i ghettoerne med sine egne børn og tale tyrkisk og arabisk sammen, selv om vi sørger for, at forældrene har kendskab til dansk. Vi er også bekymrede for, om sådan et skattefradrag ikke bliver meget, meget svært at administrere. Men vi ser rigtig positivt på mange af tiltagene, så jeg tror, at en beretning kunne være en løsning. Tak.

Ordføreren.

Tak for det. Nu har jeg lige haft diskussionen med Nye Borgerliges ordfører om det her med det frie valg, og om jeg som politiker er bedre til at træffe beslutninger end familierne selv, og fru Marie Krarup peger jo så meget godt på et af de dilemmaer, der findes i det her, for jeg vil tro, uden at Nye Borgerliges ordfører sagde det, at Nye Borgerlige også ville synes, at det var et problem, hvis man isolerede sig i ghettoerne ved det her. Så derfor er det frie valg jo ikke helt så frit for alle – i hvert fald ikke i den version, der er her.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Kenneth Mikkelsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til Liberal Alliance for at have bragt det her, synes jeg, meget spændende emne op, og lad mig starte min tale med at slå fast, at Venstre støtter op om de intentioner, som ligger i forslaget her, altså intentionerne om at give danske børnefamilier større frihed til at indrette deres hverdag. Det gode familieliv bør ikke indrettes på statens præmisser, men i stedet for på børnefamiliernes egne præmisser. Det synes jeg ligger i forslaget, og det er vi i Venstre enige i. Man kan sige, at forslaget her jo i virkeligheden står på tre ben, der kan opsummeres som deregulering af dagtilbudsområdet, skattefradrag til pasning af egne børn og endelig tilskud til privat børnepasning.

I Venstre vil vi meget gerne se på mulighederne for at gøre det lettere at oprette private pasningstilbud. Der skal være en ramme, som sikrer en vis standard eller kvalitet, som vi tilbyder vores børn, men der bør ikke være andre krav til private tilbud, end der er til offentlige tilbud. Det vil være forkert. Men man kunne rejse en række spørgsmål, også til det område her, og spørge: Hvor stort er problemet på området? Det var ministeren også inde på. Og: Hvad er det for krav, der lige nu afholder private fra at etablere de her pasningstilbud? Det synes vi i Venstre ville være rigtig interessant at dykke videre ned i, og vi er meget åbne for at se på mulighederne for egentlig deregulering på området.

I forslaget ligger der jo også en helt ny fradragstype i personskatten med et fradrag på 130.000 kr. for at passe et barn i vuggestuealderen og 73.000 kr. for at passe et barn i børnehavealderen derhjemme. Det foreslås også, at kan man i familien ikke gøre brug af det fulde fradrag, kan halvdelen af fradraget udbetales som tilskud. Det er jo sådan, at med den her foreslåede pasningsordning får forældre faktisk mulighed for at passe deres børn, i hvert fald hvis der er mere end et, i op til 6 år, og der er en række spørgsmål, der er brug for at få afklaret i det efterfølgende arbejde i forhold til lige nøjagtig den her del. Det er spørgsmål, som vi i hvert fald i Venstre har brug for at få en opklaring omkring. Altså, det at tilskynde til at passe egne børn derhjemme frem for at være på arbejdsmarkedet kan man jo godt have en diskussion om hvorvidt man synes er en god idé eller en dårlig idé, men vi er dog i en situation i øjeblikket, hvor vi skriger på arbejdskraft ude i vores virksomheder, og derfor bliver vi nødt til at få afdækket, hvor mange der vil gøre brug af det her, og hvad det dermed kommer til at betyde for arbejdsmarkedet. Jeg synes, at vi bør gå ind i det her med åbne øjne.

Der er også hos Venstre den bekymring, som ordføreren for Dansk Folkeparti lige rejste for et øjeblik siden, om forslaget her kan føre til øget, skal vi kalde det ghettoisering. Vi er bange for, at det kan gå den vej, og det er jo et område, vi i fællesskab har arbejdet på at forhindre. Lad mig bare komme med et enkelt eksempel, nemlig det her med, at vi indførte obligatoriske læringstilbud til 1-årige i udsatte boligområder. Vi skal passe på, at vi ikke spænder ben for os selv her. Vi har også behov for at få afklaret, hvordan det her fradrag vil fungere i forhold til den østeuropæiske arbejdskraft, som er her i Danmark. Det er sådan, at der står i beslutningsforslaget, at ministeren ikke har været i stand til at oplyse, hvad det vil koste at udvide ordningen her fra 1 til 3 år, og der sidder vi også tilbage med gerne at ville prøve i det videre arbejde at få boret lidt mere ud og få set på, hvad det er, det koster, og hvor stor efterspørgslen er. Så der er en række spørgsmål, vi har behov for at få uddybet.

I forhold til finansieringen har man her foreslået at sænke dimittendsatsen. Det kan jeg jo godt afsløre her at Venstre også selv har foreslået i sit finanslovsudspil. Vi har så dog valgt at bruge pengene et andet sted, og derfor er der også behov for, at vi får drøftet finansieringen til forslaget her.

Men lad mig runde af med at sige, at vi i Venstre mener, at der er rigtig mange gode takter i forslaget. Der er mere frihed til børnefamilierne, deregulering og bedre vilkår for private aktører, og det ser vi meget frem til at arbejde videre med i udvalget, for vi har som sagt brug for flere svar, inden vi kan lægge os endeligt fast på beslutningsforslaget her. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det. Og tak for at bakke op om intentionerne; det glæder vi os til at arbejde videre med i udvalget, og – måske endnu vigtigere – når der kommer et blåt flertal. Lad os få udskrevet det valg, så vi kan gøre noget mere for familiernes frihed.

Jeg vil egentlig bare lige oplyse ordføreren on noget i forhold til finansieringen: Det er jo sådan, at de der 130.000 kr. er det, som et barn i daginstitution koster, og udgiften til daginstitutionen, hvis barnet ikke er i daginstitutionen, er der jo ikke, så det finansierer skattefradraget. Der, hvor der er et provenutab for statskassen, er, ved at der er nogle forældre, der vil arbejde mindre i en periode – og det finansierer vi så ved at sænke dimittendsatsen. Så jeg ville bare oplyse om det, og jeg glæder mig til det videre samarbejde.

Ordføreren.

Tak for det, og det havde jeg sådan set gennemskuet, kan jeg afsløre. Men det ændrer ikke på, at der er et behov for en finansiering, og det har man også selv skrevet i beslutningsforslaget. Man kan kun bruge pengene en gang, og der har vi disponeret til anden side. Så derfor er der for vores vedkommende behov for at kigge på finansieringen.

Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Jamen jeg har egentlig bare sådan et undrespørgsmål til Venstre, for jeg synes ikke rigtig, det fremgik af ordførerens tale: Mener Venstre, Danmarks Liberale Parti, at det er vigtigt, at danske familier har mulighed for selv at vælge, hvordan de vil prioritere deres tid de første vigtige år af barnets liv?

Ordføreren.

Det helt korte svar på det spørgsmål vil jo være et ja, men et ja kommer i den her sal ofte også med et men bagefter. Det er jo sådan i det her Ting, at vi bliver nødt til at prioritere; vi bliver nødt til at kigge på, hvordan det er, at vores samfund hænger bedst muligt sammen. Det er selvfølgelig nemt at kigge ned i enkeltelementer og forholde sig til dem, men hvad er det for en afsmittende effekt, det vil have? Og der bliver vi bare nødt til at gå ind i det med åbne øjne og sige, at det her forslag vil have en afsmittende effekt på vores beskæftigelse – det bliver vi nødt til at gå ind i med åbne øjne. Dermed ikke være sagt, at vi ikke synes, at det her er en god idé, men vi bliver nødt til at kigge på det med åbne øjne.

Fru Mette Thiesen.

Tak. Og tak for at præcisere det eller i hvert fald komme et stykke ad vejen med det. Altså, det her handler om små børn. Vi ved, at de første 1.000 dage af et barns liv er de allerallervigtigste. Og vi ved også godt, at hvis der går noget galt i de første 1.000 dage, hvis man ikke har den her gode, harmoniske osv. start på livet, så kan det også ende med at få nogle konsekvenser til sidst.

Der bliver jeg bare lidt bekymret, når Venstre står og taler, for det lyder næsten som noget, Socialdemokratiet kunne finde på at sige: at det næsten er vigtigere, at forældrene er ude på arbejdsmarkedet, end det er, at de prioriterer at tage sig af deres børn derhjemme. Så jeg er bare nødt til at spørge igen: Hvad er vigtigst for Venstre?

Ordføreren, værsgo.

Jamen det er vigtigt for Venstre, at vi har et samfund, som samlet set hænger sammen. Og det er derfor, at det er svært at svare, når ordføreren kigger meget specifikt ned i et enkelt område og beder om at få et ja-nej-svar på det spørgsmål. Så er det bare, jeg siger: Vi bliver nødt til at gå ind i det her med åbne øjne. Jeg afviser ikke forslaget, og jeg afviser ikke ordførerens spørgsmål, men jeg siger bare, at det har en afledt effekt, og at den bliver vi nødt til at kigge ind i med åbne øjne.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til fru Ina Strøjer-Schmidt, SF. Værsgo.

I SF vil vi gerne give forældrene mulighed for at være mere sammen med deres børn, dog ikke som i den model, der er lagt frem her. Vi ønsker at forlænge barselsorloven, og desuden vil vi gerne give forældre mulighed for at gå ned i arbejdstid og give forældre mulighed for at tage et statsligt lån, der kan kompensere for lønnedgangen. Vi mener, at vores dagtilbud er vigtige. Derfor har vi fået afsat et usædvanlig stort beløb til flere voksne og til, at flere af de ansatte kan uddannes. Og derudover styrker vi tilsynet med dagtilbud. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tak for det. Nu taler SF's ordfører om et statsligt lån, altså at man skal forgælde sig yderligere for at have mulighed for – vel at mærke i landet med verdens højeste skattetryk – at have lov til at gå hjemme og passe sine egne børn. Og derfor vil jeg høre, om ordføreren ikke mener, at det måske vil være bedre, at man simpelt hen bare sikrer, at børnefamilierne har lov til at beholde flere af deres egne penge, sådan at de netop har mulighed for at prioritere at gå hjemme og passe deres børn de første vigtige år.

Ordføreren.

Nu er det jo ofte sådan, at man har et langt arbejdsliv, og at man får børn tidligt i arbejdslivet, så derfor har man mulighed for at afdrage det lån over mange år – plus at det lån, vi lægger op til, skal være noget, der ligner et su-lån, altså med en meget lav rente. Men de penge, vi får ind, ved at folk går på arbejde, er jo nogle af de penge, der har betalt vores minimumsnormeringer, så vi vil hellere prioritere pengene på den måde.

Fru Mette Thiesen.

Jeg kan fortælle SF's ordfører om rigtig mange steder, hvor man sagtens kunne skære i det offentlige – hvor det ikke behøver at være den her falske præmis med, at enten prioriterer man økonomisk daginstitutionerne, eller også prioriterer man, at folk får lov at beholde flere af deres egne penge, sådan at de kan gå hjemme og passe deres børn. For det er ikke et modsætningsforhold. Der er masser af andre steder, hvor man sagtens kan spare.

Jeg er bare nødt til at få et lidt mere klart svar fra SF's ordfører, for det, som SF's ordfører siger, som jeg hører det, er, at danskerne, som er så hårdt ramt af skatter i forvejen, skal betale endnu mere til staten for at få lov at passe deres børn hjemme.

Ordføreren, værsgo.

Vi siger, at det er til en meget lav rente, i forhold til at man så kan gå ned i tid – man skal have ret til at gå ned i tid, og det er der jo nogen der ikke har mulighed for på nuværende tidspunkt. Og for at det kan lade sig gøre økonomisk at få husholdningen til at hænge sammen derhjemme, vil vi give mulighed for, at man kan låne af staten.

Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg fornemmer egentlig lidt, at vi er enige om, at der skal være bedre muligheder for at få ro på – for at citere et venstrefløjspartis slogan – for nogle børnefamilier, og der er SF's forslag så at forgælde dem, havde jeg nær sagt, altså at man skal have mulighed for at låne penge. Kunne man ikke lave et kompromis, hvor man siger, at man giver det her skattefradrag, men at der også er muligheden for at låne penge?

Altså, kan ordføreren ikke se, at det da er bedre, at man selv finansierer det med et skattefradrag, end at man skal låne penge, som man skal til at betale tilbage senere? Det er da langt bedre, at man ikke står med en gæld, fordi man måske tager et halvt år ekstra hjemme med de små børn. Er det ikke endnu bedre end SF's forslag? Måske kunne man kombinere de to.

Ordføreren.

Ja, men altså ... Undskyld, jeg mistede lige tråden. Liberal Alliance har jo selv fremlagt nogle beregninger på det, og som ministeren også sagde, skal I have ros for det, for vi har haft det her spørgsmål oppe tre-fire gange i Folketingssalen, tror jeg, og der har der ikke været nogen regnemodel for det. Vi ved jo ikke, hvor mange der ville gøre brug af jeres forslag, men hvis bare 10 pct. gjorde det, så er det op til 1-2 mia. kr., og det er jo mange penge. Altså, de penge vil vi bare gerne have skal bruges til noget andet end til at gå i forældrenes egne lommer.

Hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det. Jeg taber også nogle gange tråden, og med tiden lærer man at skjule det; det er, hvad der sker – pyt med det.

Men det her med, at forældrene vil arbejde mindre, så der vil mangle nogle penge i statskassen, sker jo også, hvis man giver dem et lån. Så den samme problemstilling gælder jo også SF's forslag. Så jeg køber det jo ikke helt. Altså, forskellen på SF's og LA's forslag er, at de forældre, der vælger at gøre brug af den her mulighed, så ikke bliver forgældet.

Jeg tænker, at hvis vi er enige om målet – og det fornemmer jeg faktisk lidt vi er – så synes jeg da bare, at Liberal Alliances forslag er bedre, at det er bedre med et fradrag end et lån; så har man ikke en gæld bagefter. Og måske kunne man sige, at dem, der ikke har nok indkomst til fradraget, så må få et lån.

Tak. Så får vi ordførerens svar. Værsgo.

Konkret mener vi, at man skal have mulighed for at gå ned i arbejdstid til 30 timer om ugen. Så på den måde er der jo en kæmpe forskel, for vi vil gerne have, at begge forældre stadig væk er på arbejdsmarkedet, bare i mindre tid. Der er en kæmpe forskel på slet ikke at være på arbejdsmarkedet og på at være der på nedsat tid i op til 30 timer.

Så siger vi tak til ordføreren; der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til Liberal Alliance for at fremsætte det her forslag, som giver anledning til en virkelig god debat. Jeg synes næsten, at jeg kan mærke, efterhånden som debatten er skredet frem, at fru Lone Dybkjær sidder oppe i himlen og raser over, at det, vi har brugt årtier på at lave fremskridt på, er ved at blive bombet tilbage, og det giver jo netop anledning til at diskutere, hvor det er, vi skal hen som samfund. Altså, ønsker vi at gå tilbage til, at kvinder som udgangspunkt går derhjemme, eller ønsker vi at gå fremad til der, hvor far og mor er lige knyttet til deres børn, og hvor far og mor også i virkeligheden har de samme muligheder for at gøre karriere, optjene pension og alt det andet? Det er jo grundlæggende det, der er på spil her.

Som flere andre har været inde på, er de første 1.000 dage af et barns liv jo fuldstændig afgørende. For mig er der ikke noget vigtigere, end at børn vokser op og har en god barndom, hvor de har en tryg tilknytning til voksne, hvor de oplever, at de kan have tillid til voksne og til verden, hvor der er leg, hvor de er glade, og hvor de har det godt. Det er jo fundamentet for alt andet. Derfor synes jeg heller ikke, at det går, at vi er ved at være et sted i Danmark, hvor vi er ved at få sådan en kultur for, at man jo som forælder nærmest skal have dårlig samvittighed, hvis ikke man har hentet sine børn senest kl. 15.00.

Derfor er noget af det, der er det allervigtigste for mig som radikal, at vi har gode daginstitutioner, hvor der er gode muligheder for leg, hvor der er voksne nok til at være nærværende med børnene i små grupper, men jo også hvor de voksne er dygtige, er uddannet pædagoger og har blik for de børn, som er lidt på kanten af fællesskabet, sådan at de bliver hjulpet til at være med, så de får tro på livet, og så de kan mærke, at de gør en forskel i fællesskabet. Derfor er hovedprioriteten, når det kommer til, hvad det er, vi vil bruge pengene på, når vi snakker om børn, det, vi i Radikale Venstre har spillet ud med, nemlig at vi gerne vil lægge en halv gang oveni minimumsnormeringerne, fordi vi gerne vil have, at det skal være uddannede pædagoger. Det er vores hovedprioritet.

Der er jo mange mødre i dag, som har valgt at gå hjemme. Det er ikke, så lang tid siden jeg mødte en kvinde i Kolding, som var ved at flytte til Haderslev, for i Haderslev får man tilskuddet, og dermed er det attraktivt for nogle familier så at bo i den kommune, hvor man kan det, og det har jeg respekt for at der er nogle der vælger at gøre. Men det, vi diskuterer i dag, og som andre også har været inde på, er jo, hvad det er, vi skal bruge fællesskabets penge til, og hvad det er, vi ønsker at skubbe til – hvad er det for en retning, vi vil i som samfund?

Jeg synes ikke, at det vigtigste er, at vi som samfund skubber på for, at flere kvinder kommer hjem at gå. Jeg synes tværtimod, at vi som samfund skal skubbe på for, at vi får daginstitutioner, hvor man som forældre, både som mor og far, kan gå på arbejde med en god følelse i maven, fordi man ved, at børnene har en god dag der hele dagen.

Jeg synes, at vi i den snak, vi har om frihed her i dag, lidt taber blikket for, hvor skævt det altså er, og hvad vi snyder børn for, hvis det altid skal være moren, som er den primære voksne. Og jeg synes, at vi har en opgave i at sikre os, at vi laver nogle strukturer for vores samfund, som skubber til den modsatte udvikling, nemlig at både mor og far bliver vigtige voksne i et barns liv. Det er sådan den ene pointe.

Den anden er det her med fællesskabet og værdien af at mødes på kryds og tværs i vuggestuen eller i børnehaven, og jeg tror faktisk, at jeg vil gå hjem og gemme alt det, ministeren sagde om vigtigheden af, at børn leger sammen på kryds og tværs i institutionerne, for præcis det samme gør sig jo også gældende i vores sfo'er og klubber. Så jeg synes i virkeligheden, at ministeren lige gav os det bedste skyts til den diskussion.

Med de ord kan jeg meddele, at Radikale Venstre ikke støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning. Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Jamen vores forslag er ikke, at der skal være et skattefradrag til mødre. Vores forslag er, at det er et skattefradrag til familien, så enten mor eller far kan vælge at gå lidt mere hjemme med børnene, mens de er helt små. Jeg synes, det er udtryk for en gammeldags, forstokket, konservativ og sexistisk tankegang, at ordføreren bare antager, at det kun er kvinderne, der gider det. Sådan tror jeg ikke det er i et moderne samfund.

Men jeg tror, at ordføreren tidligere hørte mit eksempel med min gode ven Steffen og hans kone, Louise. Og Louise gør jo egentlig det, som ordføreren gerne vil have. Hun dyrker sin karriere, hun er tidligere konsulent, hun arbejder i Finansministeriet i dag, men hun ville gerne have haft et halvt år ekstra med den mindste derhjemme. Og hvis hun vil det, hvorfor er det så et problem for ordføreren? Hun skal nok passe sin karriere bagefter. Hvorfor er det et problem?

Ordføreren.

Det må Louise også gerne. Jeg synes bare ikke, at vi skal bruge det, der er fællesskabets penge, på at understøtte den udvikling. For det er alle steder Louiser, der gør det. Det er jo mødrene, der gør det. Og derfor har vi en opgave i strukturelt at ændre på det. Det er derfor, det er så vigtigt at få noget barsel, som både er til mænd og kvinder. Liberal Alliance mangler jo at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor er det mon, at det altid er kvinden, der gør det, og hvad skal der til, for at både mor og far bliver lige vigtige i forhold til barnet?

Hr. Alex Vanopslagh.

Det er ikke fællesskabets penge, det er borgernes penge, og i det her tilfælde er det jo så familien, der får lov til at beholde lidt flere af deres egne penge for at få mere frihed. Jeg må bare sige noget. Selvfølgelig har ordføreren ret i, at mænd og kvinder er forskellige, og derfor vælger de i gennemsnit også forskelligt, og det er rigtigt, at kvinder har, mener jeg, i øvrigt den kloge og rigtige holdning – det er os mænd, der er galt på den – at de i gennemsnit prioriterer familien lidt højere end karrieren. Og ordføreren må forklare mig, hvorfor ordføreren har så meget imod, at der findes kvinder derude, der synes, at det er vigtigere at have mere tid med børnene end at få en høj løn og en god karriere. Hvad er det, ordføreren har imod det? Jeg kan ikke forstå det.

Ordføreren. Værsgo.

Jeg har et ønske om, at vi skal derhen, hvor mor og far er lige vigtige for barnet, og hvor barnet har en lige stærk tilknytning til sin mor og sin far. Det, der jo sker, hvis det er kvinden, der er den primære omsorgsperson, og hvis det nu er hende, der har haft stort set hele barslen, og man så skal til at køre sit barn ind i institution, og man er utryg ved det, fordi man ikke synes, at kvaliteten er god nok, så bliver det jo kvinden, der siger, at okay, så vil jeg gerne blive noget mere hjemme, i stedet for at det er faren. Derfor har vi jo en strukturel opgave i at sikre, at mor og far er lige tæt på barnet og er lige knyttede til barnet, for det er først der, det bliver et reelt frit valg.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Nu har jeg oplevet nogle gange, faktisk i løbet af meget kort tid, at der er en utrolig arrogant holdning fra Radikale Venstres side, med hensyn til at Radikale Venstre tilsyneladende er det eneste parti, der nærmest ved bedre end forældrene. Vi oplever det med tvangsfordeling på gymnasieområdet. Der ved man også bedre – for den måde, som Radikale Venstre mener det skal være på, er sådan, det skal være. Og det er jo præcis det samme, som vi står med nu her. Hvad er problemet i, at familierne indretter sig, som de gerne selv vil, i øvrigt uanset om det er far eller mor, der går hjemme med barnet? Det her handler jo om, at barnet har en familie, der tager sig af det. Hvorfor er det, at Radikale Venstre igen står på Folketingets talerstol og er arrogante og bedrevidende og mener, at de ved bedre end familierne selv?

Ordføreren.

Men hvad er Nye Borgerliges svar? Hvad vil Nye Borgerlige gøre for, at fædre er lige så knyttet til deres børn, som mødre er, og for, at fædrene har lige så meget lyst til at være hjemme med deres børn, som mødrene har?

Fru Mette Thiesen.

Vi vil sikre, at familierne indretter sig, som de finder bedst. For vi har ikke en arrogant holdning til, at det er politikerne, der bedst ved, hvordan familierne skal indrette deres liv. Vi er sådan set fuldstændig ligeglade med, om det er far eller mor, der går hjemme med barnet. Vi vil gerne sikre, at man har muligheden for at gå hjemme og passe sit barn og gøre det bedste for sit barn i den situation, man står i. Så nej, vi kommer ikke til at stå her og sige, at staten eller Radikale Venstre eller nogen andre politikere skal bestemme, hvordan familierne indretter sig. Det er da en utrolig arrogant holdning at tro, at man ved bedre, end familierne ved selv.

Ordføreren, værsgo.

Men prøv at høre, I Nye Borgerlige: Vi har som samfund brugt årti efter årti på at skabe ligestilling, på at skabe muligheder – og nu er I ved at rulle det hele tilbage, og I ønsker jer jo dybest set tilbage til dengang, hvor kvinder bare gik hjemme. Jeg forstår det ikke, for jeg synes, at man jo som familie gerne må indrette sig sådan, hvis man gerne vil det. Det, vi diskuterer her i dag, er jo, hvad det er, vi skal som fællesskab; hvad det er, vi skal bruge vores fælles penge på; hvad det er for en udvikling, vi vil skubbe på for. Jeg synes, det ville være så godt, hvis det var sådan, at børn i Danmark voksede op med, at mor og far var lige vigtige.

Så er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Radikale Venstre kalder sig en gang imellem et socialliberalt parti. Det med at være liberal, også at være socialliberal, er at gå op i, at folk er frie til at leve det liv, de gerne vil, og så accepterer man, at folk ikke er ens og dermed kommer til at leve forskellige liv. For forskellige mennesker vælger, når de er frie, forskellige liv.

Kan Radikale Venstre ikke acceptere, at der er forskel på mennesker, når de bliver forældre, og at det nogle gange er mødrene, der ønsker det ene, og fædrene, der ønsker det andet? Det lyder, som om Radikale Venstre mener, at en familie kun er god, hvis mor og far er ens og vil det samme, fylder det samme og gør det samme med børnene, selv om vi, der er forældre, jo er hundrede procent klar over, at familier består af to voksne personer, og at disse to voksne personer udfylder hver deres rolle i familien, som kan være forskellig, også afhængigt af køn.

Ordføreren, værsgo.

Det sidste er jeg helt enig i, men det har jo ikke noget med frihed at gøre, hvis det er totalt skævt. Så er det jo bare konservativt.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det har det nu altså. Altså, det er jo totalt skævt, at der er nogle mennesker i det her samfund, der går op i et, og så er der nogle andre mennesker, der går op i noget andet. Det gælder i alle livets forhold, og det gælder også i familielivet, at man kan opleve, at den ene forælder går meget op i at være til stede til eftermiddagste og ingefærcookies med børnene, mens den anden forælder går enormt meget op i at være til stede i weekenden, når man skal til fodbold. Jeg synes også, at Radikale Venstre skal acceptere den forskel og friheden til at dyrke den forskel, hvis Radikale Venstre fortsat vil kalde sig et liberalt parti.

Ordføreren, værsgo.

Jeg hylder bestemt forskellen. Man må meget gerne gøre det på forskellige måder. Det, der er problemet, er jo, hvis det er fuldstændig skævt, altså at fordi kvinden måske har taget hele barslen og er den, der er den primære tilknytningsperson, så er det også hende, der pr. automatik siger: Så må jeg hellere blive hjemme noget længere, fordi vi ikke synes, at daginstitutionen er god nok. Så er det da skævt, så er det da ikke et frit valg. Reel frihed kommer jo først, når der er en frihed, og ikke hvis der er en struktur, der gør, at det altid er kvinden, der går hjemme. Jeg synes, at Liberal Alliance burde komme med et svar på, hvordan vi kan komme derhen, hvor der bliver en reel frihed.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor siger vi tak. Efter lidt afspritning er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Tak. Forslaget her fra Liberal Alliance ligger nok langt fra Enhedslistens ønsker til, hvordan vi indretter vores dagtilbud og vilkårene for børnefamilierne. Når det er sagt, vil jeg sige, at der er dele af intentionen, jeg sådan set deler. Der er rigtig mange børnefamilier, der har et ønske om at være mere sammen med deres børn, men det er et stresset liv, som børnefamilierne lever, og jeg synes sådan set, at det er både legitimt og fornuftigt at ville være mere sammen med sine børn. Det må være den enkelte, der sådan set afgør det. Så vi er varme tilhængere af, at man kigger på forbedrede barselsorlovsordninger, forbedrede forældreorlovsordninger og andre måder at lette børnefamiliernes liv på, sådan at de kan være mere sammen med deres børn.

Vi bryder os ikke særlig meget om den her model, som Liberal Alliance peger på, men derudover handler det jo også om nogle samfundsmæssige prioriteringer, som flere ordførere har været inde på, og der er det en afvejning af, hvordan vi bruger fællesskabets penge. Jeg er med på, at fællesskabets penge akkumuleres, ved at vi indbetaler skat, men hvad enten vi gør det den ene eller den anden vej, er det jo de penge, vi samlet set som borgere her i samfundet har tænkt os at bruge til velfærd, som vi taler om prioritering af, og der er vi ikke enige i den prioritering, der ligger. Man kan anstrenge sig for at tale sig fra hinanden, men jeg skal gerne bidrage til, at vi her taler os en anelse tættere på hinanden, for den intention, der kan ligge i at skabe bedre vilkår for børnefamilierne til at være sammen med deres børn, deler vi som sagt, selv om vi ikke kan støtte modellen her.

Hvad angår de private pasningsordninger, har vi ikke noget ønske om at øge anvendelsen af dem. Vi er ikke begejstrede for de private pasningsordninger. Det er jo et tilbud, og man kan, hvis man kigger i dagtilbudsloven henne omkring § 86 eller 87, se, at den ikke er dagtilbud i dagtilbudslovens forstand, og det vil sige, at den ikke skal opfylde præcis de samme kvalitetskrav, som daginstitutioner skal, og som den kommunal dagpleje skal – for den sags skyld, som private dagplejere skal. Derfor synes vi ikke, det er særlig fornuftigt, at vi animerer nogen til at bruge pasningsordninger, som har en ringere kvalitet end de kvalitetsstandarder, vi i fællesskab har skabt i lovgivningen. Så det er vi ikke tilhængere af.

Endelig er der det med deregulering af området. Ja, man kunne jo stemme for det og sige, at vi betragter det som rigtig godt, at man ikke administrerer tiden væk og sådan noget. Det tror jeg ikke der er nogen af os der er særlig meget tilhængere af. Som jeg læser dereguleringen her, er det jo i virkeligheden at skabe et dagtilbudsområde, der mere bygger på konkurrence mellem forskellige typer af institutioner i stedet for en samarbejdskonstruktion, som har været god på det her område i rigtig mange år, hvor der var et tæt samspil mellem de private selvejende institutioner og de kommunale. Vi er tilhængere af det sidste. Og hvis det er en rigtig forståelse af det, er vi heller ikke tilhængere af en deregulering af området.

Så alt i alt kan vi ikke støtte forslaget fra Liberal Alliance.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak. Jeg vil bare starte med at sige, at ordføreren ikke er fordomsfuld. Det er en nogenlunde korrekt forståelse, at vi ønsker en mere fair og lige konkurrence. Og jeg tænker, at når jeg selv skal på talerstolen, kan jeg komme med nogle konkrete eksempler på noget skævvridning – der er flere i salen, der har spurgt til det.

Men det, som jeg vil spørge om – nu er det tæt på, at det er mig, der har tabt tråden – er i forhold til det her med, at de private børnepassere ikke har samme kvalitet. Det kunne eksempelvis være en mormor, sådan som vi også har foreslået, der passer barnet i en periode, i stedet for at sende det i daginstitution. Og det er da rigtigt, at mormoren måske ikke er uddannet pædagog, men hun er jo fuld af kærlighed til barnet. Og med samme logik kunne man sige i forhold til forældrene det første år, de er hjemme på barsel, at de jo ikke er uddannede pædagoger – de har ikke pædagogiske standarder – og at det faktisk er skidt for børnene.

Vil ordføreren ikke medgive, at det muligvis kan være lige så godt for et barn at få et halvt år med morfar eller mormor, end det nødvendigvis er at komme hen til nogen, der har taget en bestemt pædagogisk uddannelse?

Værsgo.

Jo, den overvejelse kan man sagtens have, og jeg skal ikke gøre mig til dommer over det. Der tænker jeg bare, at når vi som fællesskab skal prioritere, hvordan vi anvender midlerne, synes jeg ikke at vi skal betale mennesker for, at deres børn kan blive passet af deres mormor. Og jeg har intet imod, at børn bliver passet af deres mormor – jeg synes, det er fortrinligt. Mine egne børns mormødre ville jeg trygt betro at være sammen med børnene. Men jeg synes ikke, det er et fællesskabsanliggende – det synes jeg ikke.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Tak til Liberal Alliance for at rejse den her vigtige debat og sætte større fokus på frihed for danske familier. I Det Konservative Folkeparti støtter vi helhjertet intentionen i det her beslutningsforslag. Med den nuværende regering er vi mere end nogen sinde før nødt til at tale om det helt grundlæggende nødvendige i frihed for danske familier, herunder mest mulig valgfrihed for danske familier. Vi har eksempelvis prioriteret et tilskud til hjemmepasning for at imødegå de negative konsekvenser af aftalen om øremærket barsel. Vi har kæmpet og vil kæmpe imod regeringens korstog imod det private initiativ i leveringen af velfærdsydelser. Den kamp er jeg glad for at vi kan tage sammen med forslagsstillerne.

Når vi ikke kan stemme for beslutningsforslaget, skyldes det bl.a., at der er alt for stor usikkerhed om omkostningen ved det foreslåede skattefradrag. Som forslagsstillerne selv nævner, er det svært at vide, hvor mange der vil benytte sådan en ordning. Men vi støtter helhjertet hensigten med forslaget om mere frihed til familierne og en sikring af det private initiativ på velfærdsområdet. Jeg ser frem til yderligere drøftelser med forslagsstillerne om den agenda, og jeg ved, at der bliver en stor kamp, når regeringen fortsætter sit korstog mod det private initiativ, hvor man de facto vil lukke private daginstitutioner. Det er dybt bekymrende.

Vi vil fra konservativ side meget gerne lave en fælles beretning sammen med forslagsstillerne, hvor vi netop får sat fokus på mere frihed for familierne til selv at indrette deres hverdag. Det foreslog ordføreren for Dansk Folkeparti tidligere, da hun havde ordet. Det vil vi meget gerne støtte. Tak for ordet.

Der er et par kommentarer. Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Jamen lad os arbejde på den beretning – og tak for opbakningen til intentionerne. Jeg skal lige være sikker på, at jeg har forstået korrekt, hvorfor Konservative stemmer nej til det her forslag. Som jeg hører ordføreren, er man egentlig enig i det hele, og man synes, det er rigtig godt, og man vil gerne have, at danskerne også benytter sig af det her skattefradrag, hvis de har lyst. Men grunden til, at man stemmer imod en politik, man er enig i, er, at vi ikke kan gætte os frem til eller med sikkerhed beregne os frem til, hvor mange mennesker der vil gøre brug af det tilbud, vi åbenbart er enige om de skal have. Jeg skal bare være med på, at det er grunden til, at man stemmer nej. Jeg har brug for at forstå grunden bedre, for jeg synes, det er en lidt mærkelig begrundelse.

Værsgo.

Jamen som forslagsstillerne selv skriver i beslutningsforslaget, er det uvist, hvor mange der vil benytte sig af det her tilbud. Derfor er der en vis usikkerhed om beregningen af det og den økonomiske udgift. Vi er meget enige i intentionen, og derfor vil vi også meget gerne være med til at lave en fælles beretning sammen med forslagsstillerne, netop fordi det er en rigtig vigtig dagsorden, at der bliver mere frihed til familierne til selv at indrette deres hverdag. Men det er også vigtigt at være et økonomisk ansvarligt parti, og vi bliver nødt til også at sikre, at der er penge til det her. Forslagsstillerne henviser bl.a. til dimittendsatsen, som også er en del af vores finanslovsudspil. Så det er klart, at der er nødt til at være midler afsat til det her. Men vi tager meget gerne en drøftelse med forslagsstillerne om en fælles beretning.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jeg kan forstå, at Det Konservative Folkeparti desværre er gået lidt væk fra at være familiernes parti, men den rolle påtager Nye Borgerlige sig meget gerne, så det er superfint. Jeg kan ikke helt forstå argumentet for, hvorfor Det Konservative Folkeparti stemmer imod det her forslag, for da vi stillede et forslag, som mindede meget om det her, var der nogle konkrete ting, som Det Konservative Folkeparti og den daværende ordfører fremførte for at stemme imod. Alle de punkter er der taget højde for i det her forslag, og nu opfinder man så en ny grund til, hvorfor man ikke ønsker, at familierne kan få lov til at have de økonomiske muligheder for at passe børnene hjemme de første vigtige år.

Kan Det Konservative Folkeparti ikke godt se, at det virker en lille smule mærkeligt og klinger en lille smule hult, at man siger, at man sådan set er enig i præmissen bag det her forslag, men bliver ved med at opfinde nye argumenter for, hvorfor man så stemmer imod?

Værsgo.

Nu er det sådan, at når man er et økonomisk ansvarligt parti, er der også nødt til at være styr på, hvad udgiften vil være ved et eller andet udgiftsdrivende forslag, og hvordan det skal finansieres. Vi er om nogen familiernes parti, og som jeg også nævnte, har vi netop selv med i vores finanslovsudspil et tilskud til hjemmepasning, som netop skal gå ind at imødegå de negative konsekvenser af aftalen omkring barsel. Og vi støtter helhjertet op om intentionen i det her forslag. Det er også bare vigtigt, at økonomien er på plads, og det kan godt være, at det måske ikke er så vigtigt for Nye Borgerlige, men det er det for Det Konservative Folkeparti.

Værsgo.

Jamen så er jeg da ked af at sige, at jeg tror, at Det Konservative Folkeparti og ordføreren ikke har fået læst ordentligt på det her forslag, for økonomien er på plads. Man har en nogenlunde vurdering af, hvor mange der benytter sig af de her tilbud i dag, men man kan selvfølgelig ikke vide med hundrede procents sikkerhed, hvor mange der så vil benytte sig af det fremadrettet. Det er jo logik for burhøns.

Men jeg fik bare ikke rigtig svar på det spørgsmål, som jeg reelt set stillede: Hvorfor er det, Det Konservative Folkeparti er så meget imod at stemme for et godt, borgerligt forslag som det her, at man simpelt hen bliver ved med at opfinde nye argumenter? For de argumenter, man anførte sidste gang, er jo opfyldt i det her forslag, men nu er der så andre argumenter for det. Og sammenholdt vil jeg egentlig også gerne høre, om Det Konservative Folkeparti mener, at det er bedre at give et tilskud end at give et beskæftigelsesfradrag.

Tak. Værsgo.

Jamen jeg kan jo lidt kun gentage det, jeg sagde: at det er vigtigt, at der er finansiering, når man kommer med forslag – at der er en finansiering til det. Vi er fra Konservatives side selv kommet med et finanslovsudspil, som er finansieret krone til krone. Det her skriver forslagsstillerne jo selv at der er en vis usikkerhed omkring, fordi man ikke ved, hvor mange der vil benytte sig af det. Så det er ikke korrekt, hvad ordføreren siger. Der er jo ikke anvist en finansiering, for man ved faktisk ikke helt præcis, hvad det her vil komme til at koste.

Men jeg synes ærlig talt ikke, at vi skal tale os væk fra hinanden, for jeg går ud fra, at vi er enige om intentionen i det her beslutningsforslag, og derfor synes jeg netop også, som jeg siger til forslagsstillerne: Lad os lave en fælles beretning omkring det her forslag, som vi støtter helhjertet op omkring.

Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Jeg skal bare spørge den konservative ordfører om noget. Når Folketinget vedtager en eller anden ny ordning, som folk kan søge, eller en ny skatterabat, en boligjobordning eller lignende, er der så altid sikkerhed for, hvor mange der vil benytte sig af ordningen?

Værsgo.

Nej, der plejer så som regel at være lavet en beregning på, hvor mange man antager der vil benytte sig af sådan en ordning, og hvordan den så skal finansieres. Og nu er det sådan, at vi fra Konservatives side jo selv er kommet med et finanslovsudspil, og det, som forslagsstillerne henviser til i forslaget, er bl.a. dimittendsatsen, og dimittendsatsen er også en del af vores finanslovsudspil. Så vi er også nødt til lige at sørge for, at der er styr på finansieringen, når man kommer med et forslag, ikke også? Man kan jo ikke bruge de samme penge flere gange.

Men vi støtter helhjertet op om intentionen i det her forslag, og det er også derfor, jeg siger, at vi meget gerne vil lave en fælles beretning med forslagsstillerne. For vi er jo helt enige om intentionen om mere frihed til de danske familier til at indrette deres hverdag, som de gerne vil det.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg forstår godt, at hvis Det Konservative Folkeparti hellere vil bruge de penge fra besparelser på dimittendsatsen til noget andet, så kan Det Konservative Folkeparti ikke også bruge pengene her. Det er jo så en prioritering fra Det Konservative Folkepartis side, at man hellere vil bruge de penge på noget andet.

Men argumentet om, at der er usikkerhed om, hvor mange der vil benytte det, kan bruges imod en hvilken som helst ny ordning, som vedtages af Folketinget, for der er aldrig sikkerhed for, hvor mange der vil bruge den. Man prøver at skønne sig frem til det bedst mulige gæt, og så har man lidt en buffer i de offentlige budgetter, så man, hvis der er flere, der søger om det, også kan finansiere det. Og det er også tilfældet med det her forslag. Men selvfølgelig er det et valg, hvis Det Konservative Folkeparti prioriterer andre formål højere end det her.

Tak. Værsgo.

Jamen vi har jo bl.a. prioriteret tilskud til hjemmepasning, som netop er med til at imødegå de negative konsekvenser, der har været, af den her barselsaftale. Så vi prioriterer egentlig præcis det samme, som jeg hører at forslagsstillerne gør, nemlig mere frihed til de danske børnefamilier. Det er vi enige om, så lad os få lavet en fælles beretning om det; for vi er jo enige om intentionen om at give familierne større valgfrihed til at indrette deres hverdag.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer, og derfor er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. I 2018 foretog analyseinstituttet Wilke en undersøgelse, der viste, at især mødre lider af dårlig samvittighed over ikke at have nok tid sammen med deres børn. Jeg er selv mor, jeg kender godt den følelse. Og vi ved også, at de første 1.000 dage af et barns liv er de vigtigste, og derfor ønsker vi i Nye Borgerlige en familiepolitik, der sætter børns trivsel først. Og det kræver jo, at forældrene har nogle reelle valgmuligheder i hverdagen.

Velfærdsstaten og det høje skattetryk ensretter familielivet og umuliggør en hverdag, der er skræddersyet til den enkelte familie. Derfor vil vi gøre det muligt for familierne at passe deres børn hjemme, når de er i vuggestuealderen. For det nuværende skattetryk gør, at ganske almindelige familier har svært ved at leve af én indkomst. Det forhindrer, at familierne kan passe deres børn hjemme. Familierne er derfor tvunget til at sende deres børn i institution, så begge forældre kan være på arbejdsmarkedet. Sådan skal det ikke være. Det er ikke det vigtigste, når man har små børn, og derfor vil vi gerne være med til at understøtte, at forældre kan bruge mere tid på at koncentrere sig om deres børn, når de er mindst og mest sårbare.

Måden, man gør det nemmere på, er jo netop ved at give et beskæftigelsesfradrag præcis som det forslag, vi drøfter i dag. Hvis far eller mor ønsker at passe barnet hjemme, får ægtefællen eller samleveren en skatterabat, og med lige præcis det her forslag får familierne 10.800 kr. om måneden plus den egenbetaling, de sparer på vuggestuepladsen. Og det er ganske enkelt et fint borgerligt kinderæg, der giver familierne mulighed for at passe deres børn hjemme, letter skattetrykket og sænker det offentlige forbrug, uden at nogen stilles værre. Det er god borgerlig familiepolitik.

Derudover ønsker man at deregulere dagtilbudsområdet, så det bliver nemmere at oprette frivuggestuer, private vuggestuer og børnehaver, og det er også en rigtig god idé.

I Nye Borgerlige ønsker vi helt generelt, at pengene følger det enkelte barn en til en, så man selv kan vælge lige præcis det tilbud, man mener er bedst for ens barn, og vi ønsker, at der bliver større udbud og flere private tilbud. Det er bare ganske almindelig sund fornuft. Undersøgelser viser nemlig gang på gang, at både forældres og ansattes tilfredshed er højere i private pasningstilbud.

Det er nok ikke overraskende for de fleste af jer, at vi i Nye Borgerlige selvfølgelig støtter det her fremragende beslutningsforslag, da det ganske enkelt er umuligt som borgerlig at være uenig i, at det her er den helt rigtige vej at gå. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Jo, der kom lige en fra hr. Kenneth Mikkelsen. Var det bare en fejl eller hvad? Nej, okay. Man skal bare lige være venlig at trykke sig ind, så jeg kan følge med heroppe og give besked, inden ordføreren går ned igen. Værsgo.

Jeg forsøgte i min ordførertale også at adressere det her udlændingespørgsmål, altså risikoen for, hvad jeg kaldte for ghettoisering, men også potentielt risikoen for, at det her forslag kan om ikke misbruges så dog bruges uhensigtsmæssigt i forhold til den østeuropæiske arbejdskraft, som vi har i Danmark. Det kom ordføreren ikke ind på i sin ordførertale. Var det, fordi ordføreren har en større viden, end jeg har, om, at det ikke er et problem, eller vælger man at se bort fra det?

Værsgo.

Nej, det er sådan set, fordi jeg har læst beslutningsforslaget, og der er faktisk taget højde for det, både med hensyn til danskkundskaber, og at man skal have opholdt sig i landet i en vis periode osv. Så det er sådan set alene af den grund. Der er taget højde for det.

Nu er der ikke flere kommentarer. Vi springer lige lidt over, for hr. Sikandar Siddique er her ikke, og hr. Jens Rohde har meldt fra på grund af sygdom. Så derfor er det ordføreren for forslagsstillererne, hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Tak for det. Liberal Alliance er Danmarks familieparti. Det er vi, fordi vi er borgerlig-liberale, og vi vil gerne give de danske familier mere frihed og mere ansvar til at skabe det gode familieliv med bedre muligheder for at være sammen med deres børn, mens de er små, hvis forældrene ønsker det, og bedre muligheder for at vælge den pasning til deres børn, som familien finder bedst.

Det gode familieliv og det gode børneliv har jo mange former, men det er lidt, som om den eneste form i Danmark, der sådan virkelig passer ind i den socialdemokratiske kasse, er en, hvor familien er nogle, man mest er sammen med i weekenden. For i hverdagen er børnene i institution så lang tid som muligt, helst i en kommunal, for de voksne skal arbejde mest muligt, så der bliver lagt så mange skattekroner i statskassen som muligt, så vi har råd til at ansætte endnu flere pædagoger, og det er jo paradoksalt. Vi har et højt skattetryk, og vi har en stor stat, fordi vi gerne vil understøtte fællesskaberne – det er i hvert fald som regel forklaringen – men i det her tilfælde er den store stat og det høje skattetryk noget, der er med til at svække fællesskabet og svække familierne. For for langt de fleste familier uden en skyhøj indkomst er det svært at få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, hvis ikke begge voksne arbejder fuld tid, og det er nok den primære årsag til, at danske børn har europarekord i at være længst tid i daginstitution, for man skal være utrolig velhavende for at slippe ud af det socialdemokratiske hamsterhjul.

Nu har vi jo lavet det her lille beslutningsforslag, som gerne skulle gøre tingene lidt nemmere. Vi vil give familierne mere frihed og ansvar, hvis de vil passe deres små børn selv i en periode, også hvis de vil få en anden til det derhjemme, eller hvis de gerne vil kigge på andre dagtilbud end de kommunale og på den måde ligefrem hjælpe lokale ildsjæle med at starte nye private børnepasningsinitiativer, og den del er også vigtig. Det er vigtigt, at der er velfærdstilbud, som ikke udspringer af kommunen, altså at der er et alternativ, og det skal vi altid gøre, hvad vi kan for bliver nemmere at skabe og drive og vedligeholde i Danmark og også tilvælge som familie. Vi har kaldt vores lille udspil for »Frihed til det vigtigste«, for det er jo noget af det vigtigste i tilværelsen. Vores børn, vores familie er det bærende fællesskab i samfundet og for langt de fleste af os også det mest meningsfulde fællesskab, vi har i vores liv. Jeg tror, jeg tidligere her på talerstolen har talt om, at vi danskere jo betaler vores skat med det mest dyrebare, vi har, nemlig vores tid. Den tid, vi bruger på at arbejde for at betale skat, er jo på bekostning af tiden til familien, til lokalsamfundet, eller hvad end der ellers kan være af fællesskaber, som man gerne vil bruge tid på, og på den måde risikerer man nogle gange, ved at staten bliver stor, at man svækker fællesskaberne.

Vi lever jo i en interessant tid og også i en tid, hvor det begynder at gå op for rigtig mange mennesker, at der er noget, vi har mistet. Det er ikke materielt. Vi har aldrig været rigere, end vi er nu, vi har aldrig været så velstående, som vi er i dag, vi har aldrig haft så meget offentlig velfærd, som vi har i dag, men tilfredsheden er ikke helt fulgt med. Vores unge har sværere og sværere ved at bære livets byrder, også selv om de objektivt set er lettere end nogen sinde før, og både unge og ældre føler sig mere ensomme end før; nogle føler sig også mere og mere stressede, og så er der os her midtimellem her i salen. Vi er jo ikke gamle eller ældre, og jeg vil også tillade mig at sige, at vi heller ikke er helt unge, og de fleste af os er også forældre, og jeg tror, mange forældre har oplevet, bl.a. under coronahjemsendelsen, at det betød utrolig meget for dem at have lidt ekstra tid og nærvær sammen med deres børn. Samtidig har vi også set en del eksempler på daginstitutioner, hvor man får det indtryk, at pædagogerne ikke har nok tid og nærvær med børnene. Derfor er der flere og flere, der begynder at spørge sig selv, om det ville give mening i deres liv, hvis de havde lidt mere tid med deres børn, og om det egentlig ikke ville være det bedste for dem, og jeg tror, jeg brugte eksemplet tidligere med Steffen og Louise, som begge to er karrieremennesker, men Louise ville gerne have haft et halvt år ekstra med børnene derhjemme. Det var det gode liv for dem, men det var svært rent økonomisk.

Det er jo blevet populært at slå til lyd for, at nu skal der ro på – jeg tror, der er et parti, der har det som slogan – vi skal træde ud af hamsterhjulet, vi skal gøre noget unyttigt, vi skal fokusere på det meningsfulde, og jeg er sådan set enig. Det tror jeg, rigtig mange af os ville have godt af. Nu er jeg jo ikke socialist, så jeg kan ikke komme ned fra bjerget med stentavler og med ti bud på det gode liv. Det, jeg kommer med, er frihed, det er ansvar, og det er muligheden for at forpligte sig til det gode familieliv. Det kan ikke indrettes på statens præmisser, men det skal indrettes på familiens egne præmisser. Det er familierne selv, der bedst ved, hvordan de får det gode børneliv og det gode familieliv, og det er sådan set grunden til, at vi har lavet det her beslutningsforslag, og siden vi lavede det, er der også kommet noget tvunget barselsfordeling indover fra Folketingets side, og påskuddet er jo så noget med ligestilling. Men resultatet er jo endnu en gang, at familien mister valgfrihed og indflydelse til politikerne, og der er simpelt hen brug for, at vi beskytter familierne mod os, mod politikere, der altid vil regulere samfundet ned til mindste detalje. Det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag, og det består som sagt af tre elementer.

Det ene er at indføre et skattefradrag på pasning af eget barn. Familier, der ønsker at passe egne børn hjemme, skal have mulighed for at få et fradrag på 130.000 kr. pr. år svarende til den udgift, der ville være i daginstitutionen, og det skal erstatte de nuværende muligheder for at få tilskud i de forskellige kommuner, som både er bøvlede og bureaukratiske og uens på tværs af alle kommunerne. For at sikre, at fradraget bliver målrettet mennesker i arbejde og ikke bidrager til en ghettoisering, skal man opfylde en lang række krav. Man skal bl.a. have været i Danmark i 7 ud af de sidste 8 år, man må ikke have modtaget offentlige overførsler i en periode, og man skal have tilstrækkelige danskkundskaber. Så vi har egentlig forsøgt at imødekomme den udfordring, som fru Marie Krarup tidligere italesatte.

Det andet forslag er, at pengene skal følge barnet. De familier, som ønsker at anvende en privat børnepasser, og det kunne også være et familiemedlem – en mormor eller en onkel – skal have friheden til det. Den udgift, som kommunen ellers ville have haft i en institutionsplads, kan jo så forblive i familien og bruges på en børnepasser. Det er ikke meningen, at det skal være endnu en social ydelse, og derfor skal der også være et krav om, at forældrene er i arbejde.

Det tredje er, at vi gerne ikke bare vil gøre det nemmere at passe børnene derhjemme, men også styrke valgfriheden blandt dagtilbuddene. Vi vil gerne afregulere eller deregulere dagtilbudsområdet, så det bliver lettere at oprette fri og private daginstitutioner. I dag oplever rigtig mange, at de bliver modarbejdet af kommunen, og der er jo også sådan en forskellig praksis i kommunerne, så det er jo svært at sige, at det er det her stykke i loven, der skal ændres. Men der er mange eksempler på, at private daginstitutioner føler sig modarbejdet og forskelsbehandlet, altså at der er forskellige fortolkninger af reglerne i kommunerne, så man stiller nogle krav til de private børnehaver, som man ikke gør til de offentlige, eller at man ikke giver de samme muligheder, f.eks. bygningstilskud eller driftstilskud til støttepædagoger, selv om man kræver, at de tager imod børn med særlige vanskeligheder. I Køge Kommune kræver man, at de private daginstitutioner skal være åbne mindst 52 timer om ugen, mens de eksisterende offentlige daginstitutioner ikke mødes af samme krav. Det er nogle anekdotiske fortællinger, men det kræver en simpel googlesøgning, og så kan man se, at der i forskellige kommuner er en praksis, hvor man i for høj grad modarbejder de private daginstitutioner.

Men de her forslag er for os at se at give familierne mere frihed til det vigtigste, og det er jo ikke, fordi det er nogen revolution i sig selv. Men det ville da være revolutionerende, hvis vi her fra Folketingets side gik den modsatte vej af, hvad vi plejer at gøre, nemlig at give mere frihed til familierne og i mindre grad diktere, hvordan de skal leve deres liv, og det er jo egentlig derfor, jeg mener, at Liberal Alliance er Danmarks familieparti. Jeg tror, det var ordene. Jeg glæder mig til spørgsmålene.

Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Ja, tak for det. Der er jo mange overskrifter her, også nogle med nogle buzzwords, som man gerne sådan vil slå sig op på. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge om noget konkret. Nu fandt jeg på Københavns Kommunes hjemmeside det der med, at tilskuddet til privat pasning er sådan, at når forældrene betaler ca. 2.200 kr., så betaler Københavns Kommune cirka det tredobbelte til den private passer. Så hvad er det præcis, der står i punkt 2 i beslutningsforslaget, som ikke findes i virkeligheden?

Værsgo.

Den her tilskudsordning findes jo kun i nogle kommuner. Så det her er jo egentlig at ensrette tilbuddet til alle familier og sikre, at det også kan gælde for familiemedlemmer og lign. Og som jeg har forstået det, er det ikke sådan i dag, men det kan være, at ordføreren kan rette mig. Uanset hvad er der jo kommuner, som slet ikke har tilskuddet, og så er der andre kommuner, hvor tilskuddet er højere.

Værsgo, hr. Jens Joel.

Tak. Altså, det er jo rigtigt, at man har givet kommunerne friheden til at indrette sig – det troede jeg egentlig at Liberal Alliance var tilhænger af – i forhold til det her med hjemmepasning. Men nu står der jo »privat passer«. Der kunne man godt tænke sig, at kommunerne støttede det, og det gør de jo faktisk. Vi kan så have nogle uenigheder om, hvorvidt de private passere rent faktisk er et pædagogisk tilbud, der er godt nok – det kan vi godt diskutere. Men vi kan jo ikke diskutere, at der her bliver ydet et tilskud fra fællesskabet til, at man kan vælge en privat passer, for det er det, der står.

Værsgo.

Ja, og vores forslag er jo så, at det også skal omfatte private i ordets egentlige forstand, sådan at det også kan være et familiemedlem. Sådan er det ikke i dag, medmindre familiemedlemmet er, lad os sige dagplejemor, altså at det er en lille ordning.

Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Jeg er nysgerrig efter at høre, om ordføreren spurgte Steffen, hvorfor det ikke er ham, der gerne vil tage et halvt år.

Værsgo.

Jeg tror, at han ville blive voldsomt upopulær derhjemme. Det er mit bud. Altså, det interesserer mig jo ikke, hvorfor det ikke er ham. Jeg bliver fortalt, at det er Louise, der er interesseret i det, og at det vil de gerne som familie. Så vil jeg gerne politisk arbejde for, at de har bedre rammer for det. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om det Steffen eller Louise, der ønsker at gøre det. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvordan deres kromosomsammensætning er, og hvilket køn de har. Jeg ønsker bare at give dem mere frihed til at indrette deres liv, som de vil. Hvis de vælger at indrette sig på en måde, der gør, at Louise ender med at tjene lidt færre penge end Steffen på den lange bane, så er det ikke et problem. Det er ikke et samfundsproblem. Det er ikke noget, vi burde blande os i her i Folketinget.

Jeg synes, at der sådan lidt i nogle partier er en tendens til – jo også i spørgerens eget – at man lidt bliver sådan nogle samfundsingeniører, der vil designe samfundet. Og så vil man designe det i retning af, at kvinder tager mindre barsel og fokuserer mere på karrieren. Men det kan kun ske ved at mindske friheden. Der er ikke andre måder at opnå det på, som spørgeren ønsker.

Fru Lotte Rod.

Nu sagde ordføreren før, at Liberal Alliance gerne vil være Danmarks familieparti, altså i hvert fald Danmarks sådan konservative familieparti. Men hvis ikke man har tænkt sig at gå ind i diskussionen om, at det altid er kvinderne, der så vil gå hjemme, så kommer man jo bare tilbage til at tage friheden, som vi har kæmpet for årti efter årti. Altså, i det her beslutningsforslag lægger Liberal Alliance op til noget – jeg tror, at man regner med, at omkring 10 pct. af mødrene jo så skulle gå hjemme med deres børn. Hvis det er virkeligheden, hvis det er hverdagen, at så mange kvinder går hjemme, og at det bliver det normale, kan ordføreren så ikke se, at man tager friheden fra det, vi har opbygget?

Værsgo.

Nej, det kan jeg ikke. Og lad os bruge eksemplet med Steffen og Louise igen. Hvis Louise får friheden til at gå et halvt år ekstra hjemme, så kan man ikke konkludere, at hun har fået taget friheden fra sig. Det er ulogisk. Lige nu oplever hun, at hun ikke har friheden – i gåseøjne – for det har hun jo, men det er omkostningsfuldt at tage det valg at tage et halvt år ekstra hjemme. Jeg vil give hende friheden til at træffe det valg, og hvis hun så bruger sin frihed til at træffe det valg, kan man ikke konkludere, at hendes frihed er blevet taget fra hende. Det er jo noget vrøvl.

Så er det fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak. Vi har jo i Dansk Folkeparti stor sympati for indstillingen om, at man i højere grad skal have mulighed for at passe sine egne børn hjemme, og derfor har vi også anbefalet, at man laver en beretning. Men vi er bekymrede for, om man i ghettoerne kan bruge de bestemmelser, som foreslås i beslutningsforslaget, til at isolere sig i en fremmedboble. For selv om der er et krav om, at man skal kunne dansk, vil man selvfølgelig ikke kunne kræve, at folk taler dansk, hvis de har deres børn hjemme og deres oprindelige modersmål er arabisk eller tyrkisk. Og derfor har vi jo støttet den her idé om, at man i ghettoområder skal have børnene i institution i en vis periode.

Så spørgsmålet til ordføreren er: Hvis der bliver lavet en beretning, kunne man så ikke indføje en særlig bestemmelse om, at man i ghettoområder, hvor vi ved, at der er en høj koncentration af folk, der ikke har dansk som modersmål, faktisk ikke lader det her beslutningsforslag gælde, altså at der ikke kommer den fulde frihed, fordi vi ved, at det vil føre til, at folk vil isolere sig i arabiske eller tyrkiske eller whatever ikkedanske bobler, og at det ikke er godt for børnene?

Tak. Og værsgo.

Spørgeren og jeg er fuldstændig enige om, at vi skal indrette fradraget på en måde, så det ikke bidrager til yderligere parallelsamfund og mangel på integration. Det har vi forsøgt at gøre ved at kræve, at den hjemmegående forælder skal have været i ordinært arbejde i de seneste 2 år ud af de sidste 2½ år, at de skal kunne dansk, at de ikke må modtage overførselsindkomst, og at de skal have opholdt sig i landet i 7 ud af de sidste 8 år. Jeg tror, det er meget, meget få mennesker, der vil kunne misbruge det.

Hvis man skal vælge imellem på den ene side at gennemføre det her med en risiko for, at der er nogle få, der kan snige sig igennem nåleøjet og misbruge det, og på den anden side lave et lovforslag, hvor man siger, at alle mennesker, der bor i et bestemt område, ikke må have ret til den her ydelse, også selv om det er mennesker, vi ikke ønsker at ramme, ja, så foretrækker jeg det første. Men hvis vi en dag har 90 mandater, må vi jo finde en løsning.

Fru Marie Krarup.

Jeg synes jo bare, at når vi i forvejen har den bestemmelse, at der er nogle særlige regler på det her område i ghettoområder, så kunne man overføre det til et beslutningsforslag. For selv om det kan være velfungerende mennesker og der er det her krav om danskkundskaber, som er et fornuftigt krav, vil man jo selvfølgelig stadig ikke kunne forhindre, at man taler arabisk eller tyrkisk i hjemmet, og det mener jeg heller ikke man skal, men man skal så bare sørge for, at de børn kommer ud i en virkelighed, hvor der bliver talt dansk, for ellers står de jo, når de kommer i skole, i en rigtig dårlig situation.

Værsgo.

Jamen den fælles interesse deler vi jo, og så må vi se, hvordan vi kan lande noget i fællesskab i en forhåbentlig fælles blå beretning – nu kigger jeg over på hr. Kenneth Mikkelsen, som jo tidligere antydede, at de måske også kunne være med i en beretning. Men lad os se på, hvad vi kan gøre for at støbe kuglerne til god borgerlig politik.

Tak for det.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 26:

Forslag til folketingsbeslutning om at give danske børnefamilier større frihed til at indrette deres hverdag.

Af Alex Vanopslagh (LA) m.fl.

(Fremsættelse 29.10.2021).

Forhandlingen er åbnet. Værsgo til børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. Det får vi nok nu, for nu er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Nu rejser formanden sig op, så jeg må jo tage den sidste del i næste spørgsmål.

Når formanden rejser sig op, er det, fordi taletiden godt og vel er overskredet. Værsgo til ministeren.

Hr. Alex Vanopslagh, værsgo.

Ministeren.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Ministeren.

Det er bare for at sige, at på den ønskeliste, man har over ting, man gerne vil gøre bedre i vores samfund, er der nogle andre ting, der står højere på regeringens ønskeliste end det her.

Mette Thiesen, værsgo.

Så er det ministeren. Værsgo.

Ellen Trane Nørby, Venstre.

Ministeren, værsgo.

Ellen Trane Nørby, værsgo.

Ministeren.

Tak for det. Vi siger tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og det betyder, at vi nu går i gang med ordførerrunden, og vi starter med hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Jeg vil starte med at besvare det her beslutningsforslag i forhold til den første del af beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Ordføreren, værsgo.

Hr. Alex Vanopslagh.

Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Ordføreren.

Mette Thiesen, værsgo.

Ordføreren.

Så er det fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne sige til fru Marie Krarup, at der er meget vide rammer for, hvordan man benytter sin korte bemærkning, så der er ingen problemer.

Værsgo til ordføreren.

Fru Marie Krarup.

Ordføreren.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Kenneth Mikkelsen, Venstre. Værsgo.

Der er en kort bemærkning til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Ordføreren.

Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Ordføreren.

Fru Mette Thiesen.

Ordføreren, værsgo.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til fru Ina Strøjer-Schmidt, SF. Værsgo.

Der er en kort bemærkning til fru Mette Thiesen. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Mette Thiesen.

Ordføreren, værsgo.

Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det. Jeg taber også nogle gange tråden, og med tiden lærer man at skjule det; det er, hvad der sker – pyt med det.

Tak. Så får vi ordførerens svar. Værsgo.

Så siger vi tak til ordføreren; der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Med de ord kan jeg meddele, at Radikale Venstre ikke støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning. Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Ordføreren.

Hr. Alex Vanopslagh.

Ordføreren. Værsgo.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Mette Thiesen.

Ordføreren, værsgo.

Så er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Ordføreren, værsgo.

Det sidste er jeg helt enig i, men det har jo ikke noget med frihed at gøre, hvis det er totalt skævt. Så er det jo bare konservativt.

Hr. Ole Birk Olesen.

Ordføreren, værsgo.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor siger vi tak. Efter lidt afspritning er det hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Så alt i alt kan vi ikke støtte forslaget fra Liberal Alliance.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Værsgo.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Der er et par kommentarer. Hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.

Værsgo.

Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Værsgo.

Tak. Værsgo.

Hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Værsgo.

Hr. Ole Birk Olesen.

Tak. Værsgo.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer, og derfor er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Derudover ønsker man at deregulere dagtilbudsområdet, så det bliver nemmere at oprette frivuggestuer, private vuggestuer og børnehaver, og det er også en rigtig god idé.

Værsgo.

Hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Værsgo.

Værsgo, hr. Jens Joel.

Værsgo.

Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Jeg er nysgerrig efter at høre, om ordføreren spurgte Steffen, hvorfor det ikke er ham, der gerne vil tage et halvt år.

Værsgo.

Fru Lotte Rod.

Værsgo.

Så er det fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Tak. Og værsgo.

Fru Marie Krarup.

Værsgo.

Tak for det.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Jeg vil starte med at besvare det her beslutningsforslag i forhold til den første del af beslutningsforslaget.

Med de ord kan jeg meddele, at Radikale Venstre ikke støtter forslaget.

Så alt i alt kan vi ikke støtte forslaget fra Liberal Alliance.

Derudover ønsker man at deregulere dagtilbudsområdet, så det bliver nemmere at oprette frivuggestuer, private vuggestuer og børnehaver, og det er også en rigtig god idé.

Folketinget

Resumé

Om beslutningsforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

B 26 Forslag til folketingsbeslutning om at give danske børnefamilier større frihed til at indrette deres hverdag.

1. behandling den 09-12-2021

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling