Tak for det. Man skal godt nok høre meget vrøvl, før ørerne falder af. Jeg var et øjeblik helt ærgerlig over, at jeg ikke kunne komme med korte bemærkninger i den foregående debat, men det kan man som bekendt ikke som minister. Jeg skal bare, hvis der skulle være nogen, der har siddet og hørt med på debatten, gøre opmærksom på, at man selvfølgelig kan skifte gymnasium, hvis det er sådan, at man mistrives. Det er faktisk en del af aftalen, og jeg tænker, at det måske kunne være hensigtsmæssigt, at vi nøjes med at diskutere de ting, vi faktisk er uenige om, i stedet for at diskutere myterne om, hvad der måske og i givet fald engang kunne stå i en aftale.
Så er jeg jo bare enormt spændt på, hvad det er for nogle forslag, Venstre egentlig skulle være kommet med. Jeg må ikke referere fra forhandlingslokalerne, så jeg kan jo bare stille spørgsmålet åbent, og så kan man svare på det. For jeg kunne forstå på ordføreren, at der under forhandlingerne åbenbart er blevet stillet alle mulige spændende modelforslag til, hvordan man kunne løse det her problem. Det ville da være interessant for offentligheden at vide, hvad det var for nogle, for hvis Venstre nu skulle gå hen og blive dem, der har regeringsmagten efter et valg, så er det jo relevant for folk at vide, hvad man har tænkt sig at gennemføre.
Nå, det var så til den foregående diskussion. Nu står vi med et borgerforslag om frit gymnasievalg til alle, og det er et beslutningsforslag, som vi på den baggrund behandler her i Folketinget. Forslagsstillerne ønsker, at Folketinget ikke vedtager L 157 om elevfordeling. Vi har jo lige andenbehandlet L 157, og jeg synes egentlig ikke, det skal være nogen hemmelighed, at der er kommet rigtig mange indvendinger, og det er også på baggrund af dem, at vi har genovervejet, hvordan og hvorledes vi skulle gøre det omkring elevfordelingen.
Så hvis vi starter med hele baggrunden for, at vi har skullet ind at kigge på noget omkring elevfordelingen, så har vi haft en udvikling i den danske gymnasiesektor, hvor vi har set to forskellige, men begge to utrolig uheldige udviklingstendenser. Den ene er, at vi frem mod 2030 står over for, at en masse mindre gymnasier, særlig i provinsen, i Danmark kommer til at blive truet på deres eksistens, fordi der simpelt hen er færre elever frem mod 2030. Dem har vi haft et ønske om at holde hånden under, og derfor indgår det som den ene del af elevfordelingsaftalen. Det andet element er, at vi i storbyerne har set en ekstrem polarisering, dvs. en opdeling, hvor vi har fået ekkokamre a la det, man ser på Facebook: Man hører kun fra dem, man selv kender, og dem, man selv ligner, mens resten af verden bekvemt forsvinder i en algoritme, og den del hører man så aldrig fra.
For regeringen og for Socialdemokratiet er det fuldstændig afgørende, at vores uddannelsessystem – både folkeskolen, men jo også gymnasieskolen og resten af vores uddannelsessystem – lever op til alle delene af formålsparagraffen, nemlig at skolen både skal lære eleverne noget, der er studieforberedende, noget fagfagligt, men også skal lære eleverne at begå sig i det samfund, som de bliver en del af. Der gavner ekkokamre selvfølgelig ikke, ekkokamrene er kontraproduktive i forhold til et ønske om, at vi skal have en sammenhængskraft i Danmark. Det er jo særlig i storbyerne, det gør sig gældende, fordi der dér ligger rigtig mange gymnasier rigtig tæt, og de unge mennesker har så hen over de sidste 10 år fået det valg, at de enten kan gå på et gymnasium, hvor alle ligner dem, eller kan gå på et gymnasium, hvor ingen ligner dem. Så det skaber altså sådan nogle nedadgående spiraler, hvor gymnasierne bliver mere og mere forskellige og eleverne deler sig mere og mere, fordi man ikke har et ønske om – og det kan jeg faktisk godt forstå – at gå på et gymnasium, hvor ingen ligner en selv.
Derfor har både rektorer, lærere og elever i årevis bedt om, at man fik nogle bedre valgmuligheder, altså at elevsammensætningen på gymnasierne blev mere balanceret, sådan at de valg, man kunne træffe, var bedre – altså sådan at man ikke på den måde skulle vælge enten det ene eller det andet ekkokammer, men faktisk kunne få lov til at gå et sted, hvor der var en mulighed for, at man lærte at begå sig og blive udfordret på ens eget ekkokammer så at sige, fordi der også var nogle andre end den gruppe, man selv tilhørte. Det er altså der, alt det her er startet, og vi har jo så, efter at det her har været en problemstilling, der har været debatteret i 10 år, taget handsken op og er kommet med en model for, hvordan man kan gøre det her. Der er ekstremt mange dilemmaer i det, vil jeg gerne sige, og derfor er det noget, vi har brugt rigtig mange timer på i forhandlingslokalet og også i drøftelser med forskellige organisationer.
I forbindelse med behandlingen af lovgivningen har det stået klart, at en af de ting, som mange opfattede som utryghedsskabende, var, at vi havde indført et element, der handlede om lodtrækning. Derfor valgte vi at gå tilbage i aftalekredsen og tage en drøftelse af spørgsmålet om lodtrækning og har valgt at erstatte det med et afstandskriterium i stedet for.
Det relaterer sig også til en del af den anden kritik af forslaget, der var, nemlig at der var en bekymring for, at man skulle transportere sig meget langt væk, altså at man kunne risikere at skulle busses langt væk fra det lokalområde, man boede i. Ved at erstatte lodtrækning med et afstandskriterium, altså et transportkriterium, så sker der det, at der er færre elever, der kommer til at skulle transportere sig langt væk. Det gælder ikke bare i forhold til den gamle aftale, men også i forhold til de gamle regler. Det vil sige, at der med det nye regelsæt simpelt hen er færre, der skal transportere sig langt væk, end tilfældet er i dag. Samtidig kommer der til at være nogenlunde det samme antal eller faktisk flere, der kommer på deres ønskegymnasium, end hvad der har været tilfældet med de regler, der har gjaldt de sidste mange år.
Alt i alt mener vi, at vi har fundet en balance og også har lyttet til de ting, der er kommet fra i øvrigt nogle af dem bag borgerforslaget, og på den måde fået gjort det, jeg synes var en god aftale, endnu bedre. Det undrer mig og det ærgrer mig, at det ikke lykkedes at lave en bred aftale om det her. Jeg synes, vi havde et rigtig godt forhandlingsforløb, og jeg synes faktisk også, at vi var tæt på at nå hinanden. Jeg begriber ikke – og det kan være, det er, fordi jeg ikke er skolet ud i blå ideologi – at man kan kalde det sovjetsocialisme, tror jeg det var, og andre ting som tvangsfordeling. Man var helt oppe på de høje nagler ideologisk set omkring, at man fra aftalepartiernes side og i øvrigt både fra rektorer og gymnasielærere og gymnasieelevers side ønsker at fordele eleverne. Det vil sige, at det, der skulle være det sovjetiske og det tvangsmæssige, er, at der er nogle, der ikke kommer ind på deres ønskegymnasium, deres førsteprioritering.
Til gengæld vil man gerne, når vi taler om provinsområderne i Danmark, være med til, at der er nogle elever, der ikke kommer ind på deres ønskegymnasium. Men i den sammenhæng er det hverken sovjetisk eller tvangsmæssigt eller noget som helst andet. Der går man så langt, at man faktisk kalder det frit gymnasievalg. Jeg synes alligevel, at det er ret vildt, at de to ting på en eller anden måde kan være der samtidig. Enten må det være et udtryk for noget, der er sovjetagtigt, eller også må begge dele være noget, der er frit gymnasievalg-agtigt. Det er i hvert fald to meget forskellige måder at beskrive den situation på.
Jeg vil sige det på den måde, at når begreberne bliver brugt så forskelligt, så tror jeg måske, at man er blevet fanget en lille smule i sit eget spin for de blå partiers vedkommende, hvis jeg skal komme med et bud. Virkeligheden er jo, at det altid har været sådan i Danmark, at eleverne er blevet fordelt. Der er jo kun de pladser på gymnasierne, der er, og der er i øvrigt også kun de gymnasier, der er, i det givne år, hvor man søger ind, og derfor bliver eleverne fordelt, hvis der er for mange ansøgere til et gymnasium. Det er de altid blevet. Det samme gør sig i øvrigt også gældende på folkeskoleområdet, hvor der jo er skoledistrikter. Det har der været så langt tilbage, øjet rækker, og det vil sige, at det er en fuldstændig solid del af den danske skoletradition, at elever fordeles.
Det vil altså sige, at det, vi står over for her, er, at vi fordeler eleverne, sådan som man altid har gjort, og at der er en lille del af eleverne, der ikke kommer på deres ønskegymnasium. Sådan er det også i dag. Heldigvis er gymnasieskolen rigtig god til at tage imod elever, der ikke har fået deres førsteprioritering. Det er en opgave, den er fuldstændig vant med, for det sker hvert eneste år, og derfor har rektorerne jo også været åbne over for det, selv hvis der skulle ske et samlet fald – det gør der ikke, så der er vi ikke. Men det er altså noget, gymnasieskolen er vant til. Det er bare for at sige, at det måske blot er et udtryk for, at det at kalde noget for frit gymnasievalg er at trække det for langt i den ene retning i sin karakteristik af det, for det er det jo ikke. Omvendt er det at kalde det tvangsfordeling og sovjettilstande måske at trække det lidt i den anden retning i karakteristikken af det.
Så måske skulle vi bare bevæge os derhen, hvor vi taler om tingene, sådan som de er, nemlig at der i dag ikke er frit gymnasievalg. Det har der aldrig været, og det kommer der heller ikke til at være fremover, men det er sådan, at der i det fremtidige system vil være lige så mange, som der er i dag, der kommer på deres ønskegymnasium og får deres førsteprioritet. Faktisk ser det ud til, at der kommer til at være lidt flere, og transporttiden falder også i de større byer. Det vil sige, at der vil være flere elever, der oplever at komme ind på deres lokale gymnasium.
Hvorfor er det sådan? Det er det jo, for hvis vi ser på Vestegnens gymnasier, eksempelvis Herlev Gymnasium eller Hvidovre Gymnasium, som er gamle hæderkronede institutioner, så er de kommet ind i sådan en ond spiral, hvor elevsammensætningen er blevet skæv. Så begynder de unge, der bor i Herlev eller i Hvidovre, at lade være med at søge deres lokale gymnasium. Så søger de væk, fordi de ikke har et ønske om at gå i et ekkokammer med nogle unge, som ikke ligner dem selv. Det, der så sker med elevfordelingen, er jo, at vi får rettet op på elevsammensætningen på f.eks. Hvidovre og Herlev Gymnasium, som ellers er rutsjet dernedad, i forhold til hvor mange elever der går der, og som regulært, i hvert fald for det enes vedkommende, har været decideret lukningstruet på grund af den udvikling, der har været.
Nu kommer der så en balanceret elevsammensætning, og det vil forhåbentlig – og selvfølgelig, skulle jeg næsten til at sige – betyde, at nogle af dem, der ikke vil gå der, hvis det er et ekkokammer for nogle, der ikke ligner dem selv, vil begynde at finde det attraktivt igen. Det får vi jo at se, men det er bare for at sige, at der, hvor det største fald i antallet af dem, der kommer på deres ønskegymnasium, er nogle af de steder, hvor gymnasierne er pivskæve, og hvor jeg synes man ikke kan fortænke de unge mennesker i, at de ikke har lyst til at gå der, så længe elevsammensætningen er så skæv.
Det betyder samtidig, at transporttiden falder, for i det øjeblik, man får en balanceret elevsammensætning og det eksempelvis er Hvidovre eller Herlev Gymnasium, en elev fra Hvidovre eller Herlev kommer til at gå på, så får vedkommende jo kortere tid til deres gymnasium i forhold til i dag, hvor de ligger og transporterer sig alle mulige andre steder hen, fordi de gerne vil slippe for at blive en del af et ekkokammer, hvor ingen ligner dem.
Så det er logikken bag elevfordelingsaftalen. Det, der lægges op til med borgerforslaget, er jo så, at der skal være fuldstændig frit gymnasievalg. Det har der aldrig været i Danmark, og der opstår sådan nogle virkelig knudrede logistiske problematikker, for hvad gør man så egentlig, hvis der er 100 elever ekstra, der søger et bestemt gymnasium? Skal det så være forpligtet til at gå ud og leje lokaler og hyre lærere, og hvad ved jeg, eller hvordan griber vi lige det an? Så jeg synes, der er nogle logistiske udfordringer, men det vil jeg lade være med at bruge for meget tid på. Summa summarum er, at jeg synes vi har fået mægtig gode indspark undervejs i tilblivelsen af den her aftale fra de diverse organisationer. Jeg synes også, at dem, der står bag borgerforslaget, er kommet med nogle rigtig gode indspark, både i forhold til det her element, der handler om lodtrækning, men også i forhold til det her ønske om, at man ikke skal køre langt væk fra sit lokalområde, såfremt man ikke kommer på sit ønskegymnasium. Det har i hvert fald været input, som vi har taget til efterretning og har ændret på aftalen på baggrund af. Derfor vil jeg gerne sige tak for det stykke arbejde, der er blevet lagt både fra elev- og forældreside i forbindelse med det her forslag. Tak for ordet.