Tak for ordet, og tak til alle for en virkelig god debat om nogle meget vigtige principielle spørgsmål. Sådan nogle debatter burde vi have, hver gang vi er samlet her i salen. Det er altid en fornøjelse at deltage i dem.
Den 15. oktober i år skrev den lektor i retsfilosofi ved Københavns Universitet, som jeg allerede har omtalt, Jakob v. H. Holtermann, et indlæg i Politiken, og der skriver han, at der er et åbenlyst behov for, at danske universiteter tilslutter sig Chicagoprincipperne. Det hedder bl.a., at det vil, og nu citerer jeg, være en helt afgørende forstærkning af det institutionelle beredskab, hvis alle højere læreanstalter tilslutter sig Chicagoprincipperne.
Det indlæg blev skrevet i anledning af 1-årsdagen for mordet på den franske lærer Samuel Paty. Han blev, som alle her i salen ved, myrdet af en islamist, fordi han, ovenikøbet på en meget respektfuld måde – det er vigtigt at tilføje – havde benyttet tegninger af Muhammed i sin undervisning. Og det, Holtermann siger i sit indlæg, er, at lærerne ved de danske videregående uddannelser ikke er godt nok beskyttet af de eksisterende regler. Og i den forbindelse nævner han læreren, som går under pseudonymet Charlotte, som altså ikke er lærerens virkelige navn.
Hun er nødt til at leve under jorden, fordi hun har sagt, at hun ville bruge tegningerne i sin undervisning. Og det er jo et godt eksempel på, at som tilstanden er lige nu, er grundlovens § 77 en rettighed, som Charlotte ikke nyder godt af. Det er et eksempel på, at den rettighed kan vi – i hvert fald for hendes vedkommende; det kan vi være sikre på – garantere bedre. Som et plaster på såret for, at Charlotte ikke nyder godt af sin grundlovssikrede ret, har hun modtaget Trykkefrihedsselskabets fine Sapphopris, der bliver givet til en person, der i særlig grad har kæmpet for ytringsfriheden. Men det er kun et plaster på såret.
I det samme indlæg gennemgår Holtermann, hvordan ledelsen af Københavns Universitet svigter. Det eksempel, jeg kom med før, var faktisk fra en anden artikel, som Holtermann skrev i april. Det her er fra oktober. Men problemet er jo, at det lader til, at den nuværende ledelse ikke spontant afviser kritik, men tværtimod kalder læreren til samtale; den lærer, der prøver at bruge sin ytringsfrihed. Det har rektor helt åbent vedgået i Deadline på DR 2. Det er der, Holtermann citerer fra.
Så Holtermann peger altså med et eksempel, der er tilgængeligt i offentligheden, på, at Københavns Universitet svigter, når det kommer til ytringsfrihed i undervisningen, og at rektor i hvert fald her tilkendegiver, helt åbenlyst, at han holder med de forkerte: Hvis der bliver klaget, vil han holde med dem, der prøver at indskrænke ytringsfriheden, og ikke med dem, der gør brug af den. Og derfor er jeg helt enig med Holtermann i, at universiteterne bør have en hjælpende hånd fra Folketinget.
Men det stopper jo faktisk ikke her, for i Jyllands-Posten fra i går, den 1. december, skriver redaktør Palle Weis, at beslutningsforslag nr. B 19 er, og jeg citerer igen, »uhyre vigtigt«. Og som jeg så har været inde på i dagens Information, skriver redaktør Niels Ivar Larsen, at Chicagoprincipperne er fine og bør, og jeg citerer jeg igen, »nyde fremme«. Jeg har faktisk korresponderet med redaktør Larsen i den anledning, og han siger i den her korrespondance, at han overhovedet ikke kan se nogen gyldige argumenter for at lade være. Det kan jo være, der kommer et lille stykke i hans avis, hvor han gennemgår det synspunkt.
Så er det jo endelig sådan, som fru Ulla Tørnæs har været inde på, at på Facebook er der en forening, der er opkaldt efter Samuel Paty, og som hedder Gruppen Paty, og i den tilkendegiver man jo altså også – selv om jeg er enig i, at man gerne vil gå længere – at man gerne vil støtte forslaget.
Så støtten til dagens beslutningsforsalg kan man læse i et meget bredt sortiment af aviser, som politisk set går helt fra Jyllands-Posten via Politiken til information, og man kan læse om det på de sociale medier: Det er et forslag, der samler. Det er svært at forestille sig, at vi vil blive kritiseret rigtig meget uden for slottet her, hvis vi vedtager det, men derfor lader vi alligevel være. Forslaget samler mærkeligt nok ikke her i salen, selv om det stort set samler hele den danske presse.
Jeg kan godt forstå, at forslaget samler, for det, man kalder voldsmandens veto, presser allerede undervisere ved de videregående uddannelse i Danmark, og ledelsen ved f.eks. Københavns universitet reagerer faktisk, som det også er blevet gennemgået af lektor Holtermann, rigtig svagt i den anledning. Fru Birgitte Bergman har været inde på det: Universitetet indførte i 2018 et sæt af ordensregler, som var helt uigennemtænkte, og som blev påtalt af tænketanken Justitia. Det muliggjorde, at man med helt subjektive anklager om krænkelse kunne indskrænke andres ytringsfrihed, og heldigvis blev det taget af bordet året efter, i 2019.
Men problemet består stadig, for Arbejdstilsynets bekendtgørelse, som ligger nedenunder ordensreglerne, opererer stadig væk med et begreb om subjektiv krænkelse, hvilket altså ifølge Justitia er en betænkelig indskrænkelse af ytringsfriheden. Så vi er slet ikke i mål, og derfor er det meget svært at se argumenterne for at sige, at alt er godt, og at grundlovens § 77 på magisk vis implementerer sig selv, om jeg så må sige. Men det er jo herligt, at der kan anvises vældige besparelser, for så må bestemmelserne om ejendomsret åbenbart også implementere sig selv – og så kan vi jo spare politiet. Det er i hvert fald den logik, der bliver lagt for dagen.
Men der er nogle sager, vi slet ikke har talt om endnu, og som vi også skal forbedre de institutionelle barrierer i forhold til. Og det er de trusler mod mennesker, som siger wokeismen i mod, og som bl.a. udspiller sig i USA og i Storbritannien.
Den seneste sag er en meget, meget rystende sag om en filosofiprofessor ved University of Sussex, der hedder Kathleen Stock, som har udgivet et lærd akademisk værk, der hedder Material Girls – det er ikke oversat til dansk, men det er altså det, det hedder – hvori hun argumenterer for, at man ikke kan diskutere køn uden at diskutere biologi. Og på grund af trusler og en svag ledelse blev hun tvunget til at sige sin stilling op.
Det er jo meget, meget mærkeligt, at en akademisk bog med et akademisk synspunkt, der ikke burde genere nogen, nemlig at vi også nødt til at diskutere biologi, når vi snakker om køn, er noget, man skal trues og udskammes for. Vi skal jo ikke have en Kathleen Stock-sag her i Danmark. Vi skal ikke have noget, der bare ligner, og vi ved jo godt, at angelsaksiske kulturfænomener alle sammen kommer til det europæiske kontinent før eller siden. Jeg vil i hvert fald gerne udfordre nogen til at nævne et angelsaksisk kulturfænomen, der ikke er endt på det europæiske kontinent på et eller andet tidspunkt. Så der er al mulig grund til at forbedre beskyttelsen af ytringsfriheden på de videregående uddannelser.
Men i dag må jeg konstatere, at der ikke er politisk vilje til det. Og det synes jeg faktisk er pinligt. Det er pinligt for Folketinget, at der ikke er vilje til på den måde at beskytte ytringsfriheden, når der er behov for det. Det er pinligt for folkestyret. Det er ikke noget, der egner sig til at løfte vores almene ry og rygte som politikere, og det ville ellers være en god gerning, hvis vi en gang imellem også tænkte på at løfte vores rygte op og ikke bare presse det ned. Og det vil selvfølgelig falde tungt tilbage på flertallet, når de næste sager om undertrykkelse af ytringsfriheden ved de videregående uddannelser dukker op, for det gør de helt sikkert.
Men som jeg sagde til indledning: Tak for en rigtig god debat om det her beslutningsforslag.