Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 181:

Forslag til folketingsbeslutning om ydelse af ny og additionel klimabistand.

Af Sikandar Siddique (FG) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2022).

Forhandlingen er åbnet, og ministeren for udviklingssamarbejde er den første, der får ordet. Værsgo.

Tak, formand. Jeg vil gerne starte med at takke forslagsstillerne fra Frie Grønne, og jeg vil også indledningsvis slå fast, at det fortsat er regeringens ambition, at Danmark skal opfylde vores internationale forpligtelser om klimafinansiering til udviklingslandene, herunder at bidrage til det kollektive mål om at mobilisere mindst 100 mia. dollar årligt, som man blev enige om på COP15 i København i 2009.

Forud for COP26 i Glasgow satte regeringen en række målsætninger for den danske klimabistand fra 2023. Mindst 25 pct. af bistanden til udviklingslandene skal gå til klimaindsatserne, og heraf skal mindst 60 pct. gå til klimatilpasning med fokus på de fattigste og mest sårbare. Det er både efterspurgt af udviklingslandene, og det er rost af FN’s generalsekretær. Det er første gang, at en dansk regering har sat så ambitiøse nationale klimamålsætninger, og samtidig vil vi fortsætte med at mobilisere finansiering til klimainvestering i udviklingslandene, ud over bistanden, gennem udviklingsbankerne og fra den private sektor, som det også blev besluttet på COP15 og i Parisaftalen

Jeg forventer fortsat, at Danmark samlet vil bidrage med mindst 1 pct. af de 100 mia. dollar fra 2023 svarende til ca. 6,5 mia. kr. i dagskurs. Det fremgår af beslutningsforslaget, at det er forslagsstillernes holdning, at Danmarks andel af de 100 mia. dollar er 5 mia. kr. Det tager jeg til efterretning, men jeg vil samtidig tillade mig at bemærke, at der ikke findes en eneste international aftaletekst, hvor det kollektive mobiliseringsmål på de 100 mia. dollar er divideret ud på de enkelte lande. Mobiliseringsmålet er netop et kollektivt mål. Der er altså hverken på COP15 eller senere blevet aftalt en konkret fordeling, i forhold til hvor meget hvert enkelt land skal bidrage med.

Beslutningsforslaget bygger derudover på to holdninger til, hvad der er besluttet i FN om ydelsen af klimabistand og mobilisering af klimafinansiering til udviklingslandene, som der ikke er belæg for. For det første vil jeg minde om, at de 100 mia. dollar er et mobiliseringsmål, som omfatter en række forskellige finansieringskilder, herunder både offentlige og private finansieringsmuligheder. Det drejer sig altså ikke kun om bistand fra de offentlige budgetter. I så fald ville vi aldrig komme i mål globalt med at mobilisere den nødvendige finansiering. Det er også grunden til, at Danmark arbejder målrettet for at mobilisere private investeringer til den grønne omstilling. Det har vi gjort i mange år, bl.a. gennem Investeringsfonden For Udviklingslande, IFU. Vi har også lanceret et nyt statsligt garantiinstrument, som skal bidrage til at fremme private investeringer i udviklingslandene, f.eks. ved udlån til små og mellemstore virksomheder og grønne investeringer i f.eks. solcellevirksomheder og energieffektiviseringer. På den baggrund bidrog Danmark i 2021 til at mobilisere mere end estimeret 4 mia. kr. i anden finansiering end offentlig klimabistand.

For det andet er der hele spørgsmålet om begrebet ny og additionel. Det er i FN’s klimakonvention ikke vedtaget, at klimafinansiering skal være ud over de 0,7 pct. af bni, som vi i Danmark giver i udviklingsbistand. Begrebet ny og additionel stammer tilbage fra starten af FN’s klimakonvention, som blev underskrevet i 1992 i Rio de Janeiro. Her forpligtede de udviklede lande, altså donorlandene, sig til at tilvejebringe nye og additionelle finansielle ressourcer til udviklingslandene. Begrebet er ikke defineret nærmere end det, og jeg kan da understrege, at måden, som Danmark opgør klimabistanden på, er helt i tråd med de fleste andre OECD-lande, herunder en række store EU-lande som Tyskland, Frankrig og Nederlandene.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at jeg har stor sympati for intentionen i forslaget om at give endnu mere klimabistand til udviklingslandene. For klimaforandringerne og trækket på verdens natur forstærker mange af de udfordringer, som verden står over for. Netop derfor er klima også en af hjørnestenene i vores udviklingspolitiske strategier, som vi vedtog sidste år i juni måned, og som otte partier her i Folketinget står bag. Og netop derfor har regeringen også fastsat ambitiøse mål for klimafinansieringen.

Men der er også tale om et meget vidtgående beslutningsforslag, som ikke bare vil binde den nuværende regering, men også fremtidige regeringer, til at afsætte 0,7 pct. af bni plus 5 mia. kr. i samlet klima- og udviklingsbistand hvert år – tilmed uden at der er anvist nogen form for finansiering. Vi har allerede en udviklingspolitisk strategi med et bredt flertal bag sig, som sikrer, at vi giver mindst 0,7 pct. af bni i udviklingsbistand. Derudover kan der i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger aftales yderligere bistand ud over de 0,7 pct. Her kan partierne i forbindelse med finanslovsforhandlingerne afsætte yderligere midler til en klimaindsats i udviklingslandene. Det sikrer en fleksibilitet, og det mener jeg er en god måde at gøre det på.

Forslagsstillerne ønsker også en bedre og mere gennemsigtig rapportering, og det er jeg helt enig i, og det er vi allerede i gang med som en del af den globale afrapportering og som en opfølgning på Rigsrevisionens beretning om klimabistanden. Så her mener jeg ikke, at der er behov for yderligere pålæg til regeringen.

Med den her begrundelse afviser jeg beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique.

Tak til ministeren for ministerens svar, som vi i Frie Grønne naturligvis er kede af, og det overrasker nok ikke ministeren. Der var rigtig mange ting, som jeg har lyst til at spørge ind til, men noget af det, som ministeren lagde vægt på, var det omkring ny og additionel. Det er fuldstændig korrekt, at det ikke er et officielt begreb, og at det er en politisk diskussion, vi kan tage, men vil ministeren ikke anerkende, at det var Socialdemokratiets holdning helt fra hr. Svend Auken og frem til, at Socialdemokratiet selv er kommet i regering i 2019, at klimabistanden skal være nye, additionelle midler, og det vil sige, at den ikke skal være en del af og ikke tages fra udviklingsbistanden? Vil ministeren ikke bekræfte, at her har regeringen og Socialdemokratiet så lavet en kovending, altså at det altid har været en socialdemokratisk holdning, at »ny« og »additionel« betyder, at man finder nye penge, og at man ikke tager fra udviklingsbistanden?

Ministeren.

Til ordføreren vil jeg sige, at jeg meget tydeligt har givet udtryk for, hvad der er regeringens holdning, og det har hele tiden været den nuværende regerings holdning. Vi er meget ambitiøse i forhold til at skaffe yderligere finansiering. Det er det, vi taler om, og vi bliver også rost af FN's generalsekretær for, at vi har sat meget ambitiøse mål op i forhold til det, der er vores rammesætning.

Det er jo en politisk diskussion – og den skal man bare tage – om man vil bidrage med mere end 0,7 pct. Danmark er et af de kun fem lande i verden, som yder mindst 0,7 pct. af bni i sin udviklingsbistand, og hvis man så vil have noget, der er additivt, så kan man, som jeg sagde afslutningsvis i min tale, tage det i finanslovsforhandlingerne.

Hr. Sikandar Siddique.

Det er også den diskussion, vi forsøger at tage her. For det er da mærkeligt, at man i Socialdemokratiet i 25 år har haft holdningen om, at man skal finde nye penge til klimabistanden, og at man, idet man får muligheden for at gøre det, altså kommer i regering, så vender på en tallerken, og så har man en anden holdning.

Er det ikke korrekt, at hr. Svend Auken klart og tydeligt sagde, at klimapenge, klimabistanden, skal være additionelle, altså nye penge, og ikke tages fra udviklingsbistanden? Er det ikke korrekt, at hr. Jeppe Kofod kritiserede regeringen for at gøre netop det her? Er det ikke korrekt, at fru Mette Gjerskov kaldte det fifleri at tage klimabistanden fra udviklingsbistanden?

Ministeren.

Der har ikke været nogen regering, der har udtrykt sig så ambitiøst i forhold til at finansiere klimaudfordringer, som vi gør i øjeblikket. Og at vi yderligere har sagt, at det er klimatilpasningen, som står i mål, fordi CO2-reduktionen har meget, meget lettere ved at finde finansiering rundtomkring i verden, illustrerer med al tydelighed vores ambition. Tak for det.

Tak for det. Tak til ministeren for udviklingssamarbejde. Nu går vi i gang med ordførerrunden, og den første ordfører er fra Socialdemokratiet. Hr. Daniel Toft Jakobsen, værsgo.

Tak for det, og også en stor tak herfra til Frie Grønne for beslutningsforslaget, som jo handler om en rigtig vigtig sag, nemlig klimabistand. Forslaget går ud på at pålægge regeringen at sikre, at Danmark inden udgangen af 2025 bidrager med 30 mia. kr. i det, som her bliver benævnt »ny og additionel klimabistand for perioden 2020 til 2025«. Lige siden Socialdemokratiet overtog regeringsansvaret i 2019, har klimaet været en meget, meget central prioritet på tværs af flere forskellige politiske områder i øvrigt, og det gælder også udviklingspolitikken. Med den nye udviklingspolitiske strategi har vi sammen med et bredt flertal sikret, at klimaet fylder rigtig meget i den danske udviklingsindsats, og fra og med 2023, som ministeren også nævnte, har vi et mål om, at klimabistanden skal udgøre mindst 25 pct. af udviklingsbistanden under det, der hedder § 6.3 i finansloven. Det er helt afgørende, at vi øger midlerne til både grøn omstilling og ikke mindst klimatilpasning i verdens fattigste og skrøbeligste lande, som jo rammes rigtig hårdt af de her klimaforandringer. Og det er vi som sagt også allerede i gang med, både når det handler om offentlige midler og udviklingsbistanden og mobiliseringen af private midler. Begge dele er vigtige og nødvendige, hvis vi skal i mål.

Så ja, det er en vigtig sag, som forslaget her handler om, og vi er sådan set enige i, at der skal skrues op for klimabistanden. Det har vi også gjort inden for rammen med de her 0,7 pct. af bni, som vi som et af verdens få lande giver i udviklingsbistand. Derudover bidrager vi som sagt på forskellig vis til mobilisering af også private midler til sagen. Og endelig er det lykkedes ikke mindst, må vi sige, på grund af vores støttepartiers gode indsats også at finde nogle midler til klimabistand ud over de 0,7 pct. af bni i de finanslove, som indtil videre er blevet lavet under den her regering. Men vi kan ikke støtte et forslag, som koster 30 mia. kr., og hvor der ikke er anvist nogen finansiering. Så Socialdemokratiet kan ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning til hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Jeg bliver lige i samme boldgade, for ministeren gav jo udtryk for regeringens holdning, og derfor tænker jeg, at det måske er passende at spørge den socialdemokratiske ordfører om Socialdemokratiets holdning. Er det ikke korrekt, at helt indtil man i 2019 kom i regering, har det altid været en socialdemokratisk holdning, at klimabistanden ikke tages fra ulandsbistanden? Jeg kom med nogle eksempler på forskellige socialdemokrater, der har givet udtryk for det. Nu læser jeg et citat op fra den nuværende udenrigsminister, Jeppe Kofod. Jeppe Kofod siger – jeg citerer:

Er ministeren ikke enig i det her? Hvis andre lande følger Danmarks eksempel, så får vi ikke den nødvendige finansiering til at løse klimaudfordringen – hvis andre lande bare begyndte at bruge deres ulandsbistand til at løse de klimaløfter, som man eksempelvis har givet i København.

Mette Gjerskov kaldte det fifleri. Vil ordføreren ikke anerkende, at Socialdemokraterne her er vendt på en tallerken? Man har altid sagt, at det skal være nye penge. Så kommer man i regering, hvor man rent faktisk gør det, og så har man ændret holdning. Vil ordføreren anerkende det?

Tak. Ordføreren.

I virkeligheden handler diskussionen om, hvor stor en andel af det her bni vi skal give i udviklingsbistand. For hvis man giver mere end de 0,7 pct. af bni i udviklingsbistand, vil man jo kunne sige, at det, der ligger over de 0,7 pct., så er det, der har med klima at gøre. Jeg vil gerne anerkende, at der har været tidligere socialdemokratiske regeringer i tidligere tider, som har haft en udviklingsbistand på mere end de 0,7 pct., som er rammen for den her regerings udviklingspolitik. Så det er rigtigt, at partiets politik jo på nogle områder har ændret sig i forhold til niveauet målt i procent af bni.

Så synes jeg, ordføreren sagde, at det altid havde været Socialdemokratiets politik, helt op til at vi så fik regeringsmagten i 2019. Som jeg husker valgkampen i 2019, gik Socialdemokratiet altså til valg på, at rammen om den danske udviklingspolitik skulle være 0,7 pct.

Tak. Hr. Sikandar Siddique.

Jeg er glad for, at ordføreren så anerkender – selv om jeg synes, at det er en trist udvikling – at der altså er sket et holdningsskift, idet man kommer tæt på at træde ind i regeringskontorerne. Jeg kunne ikke stille ministeren det her spørgsmål, så jeg spørger lige ordføreren også her: Vil ordføreren ikke også anerkende, at ja, det kan godt være, at FN's generalsekretær roser, men at chefforhandleren for de afrikanske lande, hr. Alpha – det nøjes jeg med – har været ude at sige, at det er en forkert praksis, og at det her ikke er noget, man har debatteret og diskuteret med de lande, man skal hjælpe? Er det ikke korrekt, at det, at man har ændret praksis, ikke er noget, man har aftalt med de lande, man rent faktisk skal hjælpe? Kan ordføreren bekræfte det?

Tak. Ordføreren.

Bare lige for at starte med noget af det første, som spørgeren siger, så antyder spørgeren, at Socialdemokratiets udviklingspolitik er afhængig af, om vi sidder i regering eller ej. Det er jeg ikke enig i, for der har jo været tidligere socialdemokratiske regeringer, som har ligget højere end de her 0,7 pct. Jeg anerkender, at der har været en justering af Socialdemokratiets politik, når det kommer til, hvad der er rammen målt i procent af bni for udviklingspolitikken, men det har ikke været afhængigt af, om Socialdemokratiet har været i regering eller ej.

Så vil jeg sige, at det jo er rigtigt, at der på det her område er så store udfordringer og problemer rundtomkring i verden, at man altid kan have lyst til at give mere. Og kunne det være dejligt nogle gange at kunne give endnu mere og kunne give noget ud over de 0,7 pct.? Ja, det kunne det. Men har vi grund til at skamme os over det niveau, vi ligger på? Nej, det synes jeg bestemt ikke vi har.

Tak. Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til Venstres ordfører, fru Karen Ellemann.

Tak til Frie Grønne, tak til hr. Sikandar Siddique for at sætte udviklingsbistanden på dagsordenen. Det synes jeg altid er godt, når vi diskuterer Danmarks bidrag i verden, og her er det så specifikt Danmarks bidrag til klimaforandringerne, altså det økonomiske bidrag til sådan set at få gjort, hvad vi kan for at stoppe det.

Ønsket her er ret stort: 30 mia. kr. i form af ekstra midler frem mod 2025. Som både ministeren og den socialdemokratiske ordfører har været inde på, er der ikke noget at skamme sig over, i forhold til hvad Danmark yder i udviklingsbistand. 0,7 pct. af vores bruttonationalindkomst, som i år formentlig ligger omkring 16-18 mia. kr., er immervæk en stor portion skattefinansieret udviklingsbistand, som jeg synes vi på alle måder kan ranke ryggen over og være stolte ved. Venstre er en del af den udviklingspolitiske strategi og støtter fuldkommen den drejning, som helt naturligt kommer med den udvikling, vi ser i verden, i særdeleshed her, når emnet i dag handler om klimabistand.

Så ønsket her er ikke uforståeligt, det vil jeg ikke sige det er, for jeg forstår til fulde, at man kan have de ambitioner, og at man kan have et ønske om, at det skulle være endnu mere. Det er ikke en økonomisk tilgang, som Venstre deler, for vi mener sådan set, at vi med de 0,7 pct. af bni ligger et fornuftigt sted. Vi har nogle gange været oppe omkring 1 pct., og jeg mindes enhver valgkamp, hvor vi altid kan debattere, om ikke det burde være mere. Men med 0,7 pct. af bni, som ministeren også var inde på, er vi altså blandt de fem lande i verden, som yder mest. Jeg kunne i høj grad ønske mig, at flere lande kom op på niveauet 0,7 pct., og vi bør netop ikke skamme os, og vi kan dermed ikke skrue yderligere op for det med alle de andre ting, som gode skatteydere i det her land også gerne vil finansiere.

Så vi kommer ikke til at støtte det her beslutningsforslag, men støtter altid gerne, at vi har en god og fornuftig debat. Jeg vil gerne rose ministerens tale for netop også at fokusere på, at det altså ikke kun er offentlige midler, der er med til at ændre på klimabelastningen og er med til at sætte klimainitiativer i søen, både i Danmark, men også internationalt set. Så det, at der i høj grad også er private investorer her, som går ind og er med til sådan set at gøre noget ved den her enormt vigtige dagsorden, synes jeg der er grund til at anerkende og være taknemmelig over, altså at det ikke kun er offentlige midler, der skal løfte så stor en opgave.

Så ganske kort vil jeg med disse ord sige tak for beslutningsforslaget, frem for alt tak for debatten og et nej tak fra Venstre til beslutningsforslaget.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning til hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg tror faktisk, det er første gang, jeg oplever ordføreren stå på talerstolen, for normalt sidder ordføreren jo altid i formandsstolen, når jeg er hernede i salen. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at Venstre ikke vil støtte op, for de rigeste 10 pct. udleder mere end 50 pct. af verdens samlede drivhusgasser, og sandheden er jo, at vi har et moralsk og et historisk ansvar, for det er os i den rige del af verden, der i høj grad har skabt den her klimakrise. Og hvem betaler prisen? Det gør de i Syd.

Jeg tror, det var hr. Lars Løkke Rasmussen, der i sin tid sagde, at det skulle være additionelle penge, nye penge, og det var vist også holdningen i Venstre, men det var så også hr. Lars Løkke Rasmussen, der i sin tid som Venstres formand og statsminister ændrede den praksis. Så jeg skal bare lige, så jeg forstår ordføreren helt korrekt, høre, om det så er Venstres holdning nu, at klimabistanden ikke er nogle nye penge, man skal finde, men at man kan tage dem fra udviklingsbistanden, hvor formålet jo er at bekæmpe fattigdom.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg skal betro forslagsstilleren, at det også er en fornøjelse at være på talerstolen bare en gang imellem med nogle vigtige diskussioner. Og lige præcis i forhold til hvordan noget er additionelt og nye penge, vil jeg sige, at jeg sådan set synes, der var et rigtig godt svar fra ministeren, i forhold til hvordan man beregner det her, og at vi er fuldstændig på linje med, hvordan rigtig mange andre lande også beregner klimabistanden specifikt. Og så synes jeg et eller andet sted, at det godt kan gå hen og blive en lidt nørdet, teknisk diskussion. Vi formår i det her land med gode danske skatteyderes bidrag at sende omkring 16-18 mia. kr. af sted til udviklingsbistand hvert evig eneste år, altså lidt afhængigt af hvordan bni'en ligger, og det synes jeg faktisk er en enormt stor portion penge, og så synes jeg, at man måske i højere grad skal se på, hvordan de her penge gør gavn, hvad det er for indsatser, der sættes i værk, hvad det er for mangeartede indsatser, der gøres. Eksempelvis kunne et klimatiltag om at lave bæredygtige landbrug måske også samtidig have fokus på, hvordan kvinder og pigers rettigheder er på et arbejdsmarked. Alle de ting synes jeg er vigtigere at have fokus på.

Hr. Sikandar Siddique.

Det, der bekymrer os i Frie Grønne, er, at vi ser en udvikling, som vi mener er supernegativ. En ting er, at man ikke vil betale de her 5 mia. kr. ekstra, som er vores fair share, men det andet er, at vi jo udhuler udviklingsbistanden. Det er ikke særlig længe siden, at vi her i Folketingssalen havde en diskussion om de ukrainske flygtninge og det, at man nu vil finansiere dele af det fra udviklingsbistanden. Og hvor ender vi så henne? Formålet med udviklingsbistand er at bekæmpe fattigdom, at få kvinder i skole, at give kvinder empowerment, at udvikle de her lande, og hvor ender vi så henne, hvis vi begynder at finansiere alt fra udviklingsbistanden?

Tak. Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Lad mig starte med at sige, at jeg simpelt hen ikke anerkender præmissen. Hr. Sikandar Siddique starter med at sige, at vi ikke vil betale. Vi betaler i stor stil, og vi gør nogle fantastisk virksomme indsatser rundtomkring i udviklingslandene netop for at bidrage til at vende en negativ udvikling. Så jeg anerkender sådan set ikke præmissen, men jeg synes derimod, at det er et uansvarligt forslag, når man står og slår ud med armene og siger, at så skal vi lige bruge 30 mia. kr. mere, men vi vil i øvrigt ikke anvise finansieringen. Det synes jeg sådan set ikke er i orden.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til SF's ordfører, hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Mens vi her i Europa først er begyndt at se konsekvenserne af klimakrisen i de senere år, senest med voldsomme oversvømmelser i Tyskland sidste år, hvor mange døde, så har man jo i verdens fattigste lande faktisk levet med konsekvenserne af klimakrisen i mange år. Desværre som med alle andre alvorlige ting her i samfundet går de først og fremmest ud over de svageste, og det gælder også de fattigste mennesker på jorden. Der er faktisk også lige blevet lavet en vedtagelse under UN Women om, at det er piger og kvinder, som rammes først, når man ser på konsekvenserne af klimakrisen.

Vi er blevet enige i FN – og når jeg siger vi, er det jo, fordi vi sådan set alle sammen er en del af FN – om, at der skulle rejses klimafinansiering. Det blev man enig om i København, hvor man ellers ikke blev enig om så meget andet. Det var en pinlig affære. Det er sjældent, at man snakker særlig meget om København, når man deltager ved klimamøder, for det var ikke noget at være stolt af. Men man blev enig om den her klimafinansiering, der skulle rejses i årene fra 2020 til 2025, altså fra Parisaftalen kom til at træde i kraft og så til 2025. Man må sige, at det siden da har været en pinlig affære; det har været en pinlig affære, fordi meget, meget få lande har valgt at betale penge ind til det, og fordi rigtig mange lande vælger at opgøre hvad som helst som klimafinansiering, altså lån på markedsvilkår, eksportkreditter til egne virksomheder, så de kan komme ud og sælge noget i andre lande osv., altså en række ting, der i min optik ville være svære at kalde for bistand.

Både den manglende opfyldelse af den her forpligtelse omkring de 100 mia. kr. og de her underlige beregninger, man har brugt rundtomkring i verden, udstiller jo meget godt svagheden ved nogle af de klimaaftaler, vi har lavet internationalt, hvor vi har skullet blive enige om noget, der har gjort, at vi har fundet nogle formuleringer, som vi altså kunne blive enige om, men hvor vi så bagefter skal finde ud af, hvad det her så betyder. Hvordan er det, vi laver regler om, hvordan vi opgør pengene? Hvem skal betale hvad? Det er noget, den store diskussion handler om. Hvor meget skal hvert land byde ind med?

Man kan sige, at det beslutningsforslag, vi behandler i dag, måske egentlig er en meget god sådan huskeliste frem mod COP 27, i forhold til når vi skal til at snakke om klimafinansiering post 2025. Skulle vi tage at få lidt flere regler med der? Skulle vi ikke blive enige om: Hvad er fordelingsmekanismen blandt de rige lande, der bliver enige om at ville give nogle penge til verdens fattigste og til dem, der først må leve med konsekvenserne af klimakrisen? Skulle vi meget præcist blive enige om, hvad det er, vi kan opgøre som klimabistand? Det er altså noget af det, jeg synes ville være rigtig vigtigt at tage med videre.

Så er der blevet brugt nogle ord både af Venstre og Socialdemokratiet, hvor de sagde: Vi har ikke noget at skamme os over. Jeg bryder mig egentlig ikke sådan særlig meget om skyld og skam som begreber. Jeg synes mest, det handler om, at der er en opgave, der skal løses. Er vi med til at løse den, eller er vi ikke? Der må man sige: Det er vi. Gør vi det godt nok? Nej, det gør vi ikke, for vi har lige så meget et ansvar som alle de andre rige lande, der har lovet noget. Så kan man godt sige: De andre betaler ikke så meget som os, så vi kan godt være stolte, og vi skal ikke føle skyld, for det er i stedet dem fra Holland eller Canada, der skal det, eller hvem det nu er, man vælger at pege fingre ad. Vi har fra de rige landes side et kollektivt ansvar for at rejse den her klimafinansiering, og før vi er i mål med det, kan vi ikke være tilfredse.

Det er også derfor, jeg er glad for, at det er lykkedes os, altså SF sammen med Enhedslisten og Radikale, at kæmpe noget additionel klimabistand ind i finanslovene siden regeringsskiftet i 2019. Vi har ikke været tilfredse med størrelsen på beløbet, men vi er glade for, at det er kommet med. For os er det meget vigtigt at sørge for det, inden vi begynder at lave den mere langsigtede plan for, hvordan det er, vi kommer op i udviklingsbistand, og hvordan vi kommer videre skridt for skridt. Det er det, vi bruger vores energi på. Det er også det, vi kommer med hvert år i vores finanslovsudspil og bruger tid på i forhandlingerne. Det gør også, at vi ikke kommer til at stemme for det her forslag. Vi forhandler finanslov i finanslovsforhandlingerne. Det er også der, vi kæmper kampen for additionel klimabistand.

Det sidste, jeg lige vil sige, handler om det her med det additionelle. Altså, jeg tror, jeg har været i 20-25 samråd siden 2015 omkring additionalitet. Jeg kan se tidligere og nuværende ministre, der smiler. For noget af det, vi jo også bliver nødt til at blive bedre til, når vi laver internationale aftaler, er, at vi ikke bare kaster om os med udtryk som additionalitet i klimabistand. For hvad betyder det? Ja, jeg tror, der har været tre forskellige definitioner fra udviklingsministre, siden jeg kom i Folketinget, og det kunne måske være sjovt at få en liste oversendt på et tidspunkt, for hvor mange definitioner har der været på additionalitet siden 1992, hvor man begyndte at arbejde med det her?

Men tak for forslaget. Vi afviser det fra SF's side.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Sikandar Siddique, værsgo.

Tak til ordføreren fra SF. Ordføreren nævnte lige, at man havde forhandlet additionelle midler i finansloven. Altså, det, vi kan se tydeligt ud fra tallene, er, at Danmark lige nu betaler 2,8 mia. kr. i klimabistand. Og der er det 100 mio. kr. – kun 100 mio. kr. – som er en del af de 2,8 mia. kr. Så hvis ikke de var med, var det 2,7 mia. kr. Jeg vil bare lige høre om SF's holdning. Er SF tilfreds med, at man bruger 2,7 mia. kr. fra udviklingsbistanden, eller ønsker SF også, uanset hvad fair share er, at det for at nå det mål, vi har forpligtet os til i 2009, er ekstra midler, nye midler eller andre midler og i hvert fald ikke en del af udviklingsbistanden? Det fangede jeg nemlig ikke i talen.

Ordføreren.

Det er en skam. Jeg har jo ikke 5 minutter til at kunne starte forfra. Jeg synes egentlig, at jeg sagde det meget tydeligt. Før vi er i mål med finansieringen, er vi sådan set ikke tilfredse. Og det »vi«, jeg snakker om, er de rige lande. Derudover taler vi jo om additionalitet, og det er de 100 mio. kr., som vi har fået forhandlet hjem sammen med Radikale Venstre og Enhedslisten. Det er det additionelle. Så jeg synes egentlig, at svaret er tydeligt. Det additionelle er kun det, der ligger over de 0,7 pct. Det har det været i vores optik, siden man begyndte at diskutere det her, og det er den måde, vi er gået til forhandlingerne om finansloven på. Men jeg anerkender også, at der er bredt flertal for, at 0,7 pct. ligesom er smertetærsklen for udviklingspolitik i Danmark. Det kæmper vi jo så imod politisk.

Der er ikke flere spørgsmål. Så siger vi tak til ordføreren. Næste ordfører er fra Radikale Venstre, Anne Sophie Callesen. Værsgo.

Også tak herfra for at rejse debatten om klimabistanden. Den er vigtig, og jeg deler fuldt ud indignationen fra min forgænger her på talerstolen, i forhold til at vi nu er havnet et sted, hvor Danmark er så langt ude i forhold til at levere på det løfte, som jeg bestemt mener er givet ganske vist kollektivt, men som vi også skal løfte vores fair share af for at kunne levere. Verdens fattigste betaler nu for en forurening, som de ikke selv har skabt, og derfor er det selvfølgelig vores ansvar i den privilegerede, velstillede del af verden at tage ansvaret på os. Så intentionen deler jeg og Radikale Venstre til fulde.

Vi ønsker også ligesom SF, at vi får en langsigtet plan, og at vi får lavet en trappe for, hvordan vi leverer både på klimabistand og også på i det hele taget at give mere i udviklingsbistand, hvor vores mål er på sigt 1 pct. i stedet for de nuværende 0,7 pct. Så hensigten er vi helt enige i. Når det er sagt, deler jeg egentlig også indignationen fra Venstres ordfører i forhold til at fremsætte et beslutningsforslag, som man ikke finansierer. Jeg må sige, at jeg er noget forundret over, at man er villig til at udskrive så stor en regning. Én ting er, at vi tit behandler ufinansierede beslutningsforslag i Folketingssalen, men en så stor regning, som man ikke vil anvise hvordan man skal betale, synes jeg er noget vildt. Jeg kunne egentlig have lyst til at høre, hvor forslagsstillerne selv mener at de penge skal findes henne – og det får jeg måske lejlighed til.

Men vi mener bestemt, at der er behov for, at Danmark skal levere. 30 mia. kr. er ikke et realistisk beløb at finde inden 2025. Vi vil meget gerne finde nye penge; det har vi også været med til at sikre på to finanslove i træk. Og vi ville også gerne ligesom SF have haft et andet beløb, så det kommer vi til at blive ved med at kæmpe for at levere forhåbentlig flere konkrete resultater på.

Så igen tak for at rejse en vigtig debat. Vi kan ikke støtte det forslag, der ligger her.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at Radikale Venstre ikke vil støtte forslaget, og jeg synes med al respekt for det, der blev sagt i indlægget, at det jo desværre er den holdning, som gør sig gældende her i Folketingssalen, nemlig at man ligesom ikke forstår alvoren i klimakrisen. Argumentet er, at fordi det er et stort beløb, kan man ikke støtte forslaget. Altså, vi snakker jo om en klimakrise, som folk i dag lever med konsekvenserne af – en krise, som vi har skabt.

Jeg håber jo lidt, at det ikke er den Christiansborglogik, der ligger i forgrunden, men at det er det, at vi står i den her altoverskyggende krise, og at vi skal ud af den, og at vi skal gøre, hvad vi kan, og der er 30 mia. kr. ingenting. Altså, vi har lige fundet 18 mia. kr. til krudt og kugler – så kan vi også godt finde 30 mia. kr.

Men det, jeg vil spørge ordføreren om, er: Er det Radikales holdning, at det er okay, at vi tager klimabistanden fra udviklingsbistanden?

Tak. Ordføreren.

Til det sidste vil jeg svare klart nej. Det er vores politik, at vi ønsker, at klimabistanden skal være additionelle midler. Det er bare for at svare helt tydeligt på det.

Så vil jeg bare sige, at jeg jo ikke synes, at det er en ærgerlig logik, at vi synes, at vi skal finansiere de forslag, vi fremlægger her i Folketingssalen. Jeg er så enig i, at der er behov for, at vi er meget mere ambitiøse med hensyn til alt, hvad der handler om både grøn omstilling og behovet for at tage et ansvar – et helt andet og meget større ansvar, i øvrigt – for dem, som klimaforandringerne særligt rammer, nemlig verdens fattigste. Men jeg må nok sige, at hvis man mener, at 30 mia. kr. ikke er en regning, der vil have konsekvenser, så synes jeg at man befinder sig et noget andet sted end der, end hvor jeg selv er, for det er en regning, som vil have utrolig store konsekvenser for vores velfærd eller vores statsfinanser, hvis man bare udskriver den. Så det kan vi ikke være med til i Radikale Venstre, men vi ønsker, at Danmark går foran og også inspirerer til, at andre lande leverer mere, og derfor skal vi selvfølgelig også selv levere mere, end vi gør i dag.

Spørgeren.

Hvis ordføreren og Radikale mener, at 30 mia. kr. er mange penge og en stor regning, og Radikale samtidig gerne vil løfte sit ansvar, hvor meget mener Radikale så at vi i Danmark skal betale? Hvor meget er godt nok?

Ordføreren.

Vi skulle jo egentlig have været der, hvor vi havde betalt regningen på nuværende tidspunkt, men det er vi så ikke på grund af forkerte prioriteringer især fra den tidligere regering, men da også fra den nuværende, som ikke har lavet en plan for, hvordan vi får lavet en trappe henimod at kunne levere vores fair share. Så den trappe ønsker vi at vi får aftalt at lave. Det er vores politik i Radikale Venstre

Vi siger tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen ordfører for Enhedslisten, så den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, hr. Marcus Knuth.

Tak, formand. Og tak til Frie Grønne for et sympatisk forslag. Det er ikke altid, vi fra Konservatives side har det synspunkt, hvad angår Frie Grønnes forslag, men det her er oprigtigt et sympatisk forslag, for de globale klimaforandringer er enorme og komplekse. Fra Konservatives side tager vi klimaudfordringerne utrolig alvorligt, og det er også derfor, vi har været med til at presse på for hurtigere grøn omstilling i tredjeverdenslande, ikke mindst med grønt som det gennemgående tema på tværs – grøn energi, vand, grønne jobs, uddannelse, bedre forvaltning osv. Det er heldigvis et arbejde, som vi er rigtig mange partier der står sammen om her i Folketinget.

Så har der jo i dag været en diskussion om, hvem der egentlig skal bære det tungeste ansvar, og der bemærker vi, at et af de grundlæggende principper i FN's klimakonvention er, at lande skal beskytte klimaet i overensstemmelse med princippet om et fælles, men differentieret ansvar, og respektive kapaciteter. Sagt med andre ord: De rige lande skal gå forrest, og de stærkeste skuldre skal bære de største byrder.

Men vi bemærker jo desværre også, at der er rigtig mange lande, som ikke lever op til forpligtigelserne. Det er kun et fåtal af lande, der betaler 0,7 pct. af bni. I den henseende er vi rigtig glade for og stolte over, at Danmark er et af de få lande, der lever op til det. Det er, som Venstre var inde på, 16-18 mia. kr. hvert år i danske kroner til udviklingsbistand fra Danmark, som jo også går til klimaindsatsen. Rasmus Nordqvist var inde på, at vi skal føle skam over, at vi ikke giver mere, men der vil jeg nærmest vende det om og sige, at jeg synes, at det er rigtig, rigtig flot, at Danmark er et af de få lande, der lever op til de 0,7 pct. Og når man kigger på, hvor meget vi leverer i forhold til vores økonomis og vores lands størrelse, synes jeg i hvert fald ikke, at vi har noget at skamme os over.

Kunne vi gøre mere, som Frie Grønne foreslår her? Jamen det kan man altid, men der skal jo også være en mening, en finansiering og et rationale i forhold til statens andre udgifter. Fra Konservatives side er vi altid åbne over for at tage en snak om, om man skal justere vores bistand, så den i andre henseender er bedst målrettet klimaindsatsen, men jeg minder om, som flere andre ordførere også har mindet om, at det her forslag på samlet set 30 mia. kr. jo ikke er finansieret, og det er altså en rimelig stor pose penge at bede Folketinget om, når man ikke selv foreslår finansieringen. Derudover ligger det forholdsvis langt fra det, som et flertal af partier her i Folketinget allerede har besluttet i forhold til vores udviklingsbistand.

Derfor kan Konservative ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til ordføreren fra De Konservative. Én ting er, hvad vi betaler, hvor meget vi betaler, men noget andet er hele den diskussion, som vi faktisk også har haft tidligere, om nye midler. Og hvad er De Konservatives holdning i forhold til den diskussion? Mener De Konservative, at det var hensigten, formålet, da man indgik aftalen? Det var faktisk klart og tydeligt, men er det også De Konservatives opfattelse, at der var tale om nye midler, da man i 2009 indgik den her aftale? Er det Det Konservative Folkepartis opfattelse, at der var tale om nye midler, altså at man sagde: Godt, vi finder noget klimabistand, og det er nye midler, vi skal finde, og de skal ikke gå fra ulandsbistanden?

Ordføreren.

Der vil jeg tillade mig at komme med det nemme svar. Jeg er jo ikke udviklingsordfører til hverdag, og jeg var ikke en del af den aftale. Nu sagde spørgeren 2009, og jeg er ikke helt sikker på, om det er det, spørgeren henviser til, men jeg kan i hvert fald sige, at samlet set gælder det, at de aftaler, vi indgår på udviklingsområdet, favner bredt – det er både klima og udvikling. Og så er jeg godt klar over, at spørgeren er kritisk over for, at vi også bruger udviklingsbistand til at hjælpe f.eks. ukrainere, der kommer hertil. Det synes vi jo er en fornuftig måde at bruge pengene på. Altså, der er jo tale om folk på flugt. Men lige præcis med hensyn til om der var tale om ekstra penge, da aftalen blev indgået, eller om det var en del af en samlet pakke, må jeg simpelt hen være spørgeren svar skyldig.

Hr. Sikandar Siddique.

Det synes jeg egentlig er også fair nok, når man ikke til daglig er udviklingsordfører. Men så vil jeg prøve at gøre det nemmere. Connie Hedegaard skriver i en mail, at additionalitet, altså at klimastøtten lægges oven i ulandsbistanden, bør efterleves af alle, også af Danmark . Hun understreger, at udviklingslandene opfatter løftet som bindende:

»Det er en klar forventning hos modtagerlandene, at det er nye og ekstra penge, vi taler om, så de ikke indirekte selv betaler.«

Er ordføreren enig med Connie Hedegaard?

Ordføreren.

Det er jo et rigtig godt spørgsmål. Jeg vil tillade mig at fundere lidt over det, for vi har jo en målsætning på 0,7 pct. af bni, men vi har jo ikke en eller anden ekstra procentmålsætning specifikt for klima, og klima favner jo altså også ret bredt, som jeg sagde her – det er jo grøn energi, det er grønne jobs, og man kan jo ikke bare skære det ud som noget, der er helt separat fra resten af udviklingsbistanden. Men jeg vil gerne have lov til at tage spørgsmålet med og så tænke lidt over det.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og siger velkommen til ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Søren Espersen.

Jeg takker Frie Grønne for at have rejst sagen her i Folketinget. Det er jo en drøftelse, som på flere måder er blevet vendt i vores parlamentariske system med eksempelvis § 20-spørgsmål og samråd med udviklingsministeren, og som jo kort fortalt drejer sig om flere penge til klimabistand ud over de 0,7 pct., som Danmark hvert år yder af bnp. Det er store tal – der er også andre, der har nævnt det – som Frie Grønne opererer med: 30 mia. kr., 30.000 mio. kr., tror jeg, det hedder, alene i klimabistand, og altså 0,7 pct. af bnp, ca. 16 mia. kr. med andre ord, så i det år, vi går i møde, ville det blive 46 milliarder skattekroner.

Lad mig først sige, at når Danmark hvert år bevilger ca. 16 mia. kr. til verdens fattige, har vi intet som helst at være flove over. Danske skatteydere giver flot og af et godt hjerte, og skulle det ske, at regeringen vil hente klimapenge inden for vore 0,7 pct., lyder det som en fornuftig idé, mon ikke også andre lande kunne tænkes at gøre det samme? Ja, Danmark har bundet sig til at være en del af det kollektiv af lande, som tilsammen skal yde 100 mia. US dollars i egentlig klimabistand, men som jeg har forstået, har man ikke sat fordelingstal på, men jeg tillader mig at gætte på, at Danmark som nævnt ligger flot internationalt, og at ingen af vore samarbejdspartnere vil kræve mere af Danmark. I øvrigt har klimabistanden altid været en naturlig del af udviklingsbistanden og er internationalt blevet accepteret som sådan.

Klimabistand bør ses, synes vi, som en fuldt integreret del af den samlede ulandsbistand. Dansk Folkeparti har altid støttet, at der ydes 0,7 pct. af bnp i udviklingsbistand. Det er et FN-anbefalet tal, som jeg tror danskerne egentlig bredt støtter op om. Men vi vil ikke komme til at forlange, at danske skatteydere nu igen skal til pungen efter nye milliarder til ulandsbistanden.

Som man måske kan fornemme, kan Dansk Folkeparti ikke støtte B 181.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg vil bare lige rette ordføreren. Jeg ved ikke, om det var ved en fejl, at ordføreren kom til at sige det, men det er ikke 30 mia. kr. om året. Det er 30 mia. kr. fra 2020 til 2025.

Én ting er jo, hr. Søren Espersen, ens holdning til, om vi betaler meget eller vi betaler lidt, og om det er passende osv. Det er én diskussion. Men nu har ordføreren, hvad kan man sige, siddet herinde i rigtig, rigtig mange år, er seniorpolitiker. Kan ordføreren bekræfte, at når man har talt om klimabistand i alle de mange år, også fra Socialdemokratiets side af og også fra Venstres side af, har det altid været en politisk holdning, at klimabistanden er nye midler, man finder? Og så kan det godt være, at man er uenig i det, men vil ordføreren bekræfte, at de politiske diskussioner i Danmark de sidste 25 år hos de store bærende partier har været, at klimabistanden er nogle nye midler, man finder uden om udviklingsbistanden?

Ordføreren.

Sådan har jeg også forstået det er, men Dansk Folkeparti er ikke med i det flertal, og årsagen er, at vi egentlig synes, at vi havde fundet et rigtigt leje i forhold til udviklingsbistand, altså 16, 17, 18, somme tider 19 mia. kr. til ulandsbistand hvert eneste år. Som sagt synes jeg, det er væsentligt, at vi har vores befolkning med i det her, og at man generelt udeomkring faktisk støtter op om det her i den danske befolkning, og derfor er det dumt, synes jeg, lige i den her sag at komme og forlange flere midler. Men vi ser meget gerne, at det her bliver holdt inden for de 0,7 pct., i modsætning til flere af de andre ordførere, der har givet deres mening til kende.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er ordføreren for Enhedslisten, Christian Juhl. Værsgo.

Tak skal du have. Tak for ordet. Vi har jo diskuteret det her nogle gange, og det er fuldstændig rigtigt, at vi skylder. Det er vores opfattelse, at additionel klimabistand ligger ud over udviklingsbistanden. Det er jo desværre lige som med flygtninge fra Ukraine: Hver gang der mangler penge, tager man fra udviklingsbistanden og stjæler fra verdens fattigstes almindelige udvikling. Det har man også gjort med klimabistanden, også når regeringen fortæller, at de bruger så og så mange milliarder kroner hvert eneste år.

Jeg vil gerne bygge min tale lidt op omkring nogle gode venner, jeg har. Jeg skal nok sige, hvem det er, undervejs, men det kunne jo være, at nogle i salen her kunne genkende nogle af de meninger, der findes. På FN's konference i Rio i 1992 forpligtede industrilandene sig til en forstærket indsats over for de globale miljøproblemer. Nationalt skulle man gøre en indsats for at omlægge produktion og forbrug, så begge blev mere bæredygtige. Internationalt skulle man først og fremmest stille nye, og som det hedder i det sprog, additionelle midler til rådighed for ulandenes investeringer i en bæredygtig udvikling, altså penge ud over det, man i forvejen ydede til almindelig udviklingsbistand.

»Dermed markerede vi dansk vilje til at se tingene i sammenhæng og yde en ekstra indsats for miljøet i den samlede bistand.«

Og hvis der skulle være et enkelt socialdemokrat, der sad og tænkte: For pokker, det har jeg hørt før, så er det rigtigt. Det er Poul Nelson, der har sagt det.

I dag er situationen helt anderledes. Regeringen har »taget en del af den samlede ulandsbistand og brugt den til klimabistand på trods af løftet om det modsatte. Det er ikke rimeligt. Klimaproblemerne er skabt af de rige lande, herunder Danmark, og det er derfor kun rimeligt, at de rige lande betaler for de skader, den globale opvarmning skaber i ulandene. Derfor bør klimabistand ikke tælle med i ulandsbistanden«. Det sagde Socialdemokratiet og SF i en tillægsbetænkning over forslag til finanslov for finansåret 2011.

Nu må jeg jo passe på ikke at bruge for mange citater, fordi en tale ikke må være domineret af citater, men jeg vil dog bruge et enkelt mere. I dag er situationen helt anderledes. Regeringen har taget en stor »del af den samlede ulandsbistand og brugt den til klimabistand på trods af løftet om det modsatte. Det er ikke rimeligt. Klimaproblemerne er skabt af de rige lande« osv. osv. Og også den her gang er det en socialdemokrat, der har sagt det.

Og endnu en gang og endnu en gang, og til dem, der er interesseret i Socialdemokratiets udviklingspolitiske historie, vil jeg gerne sige, at jeg gerne vil levere de skriftlige citater, så det kan ligge på ministerens bord, når han skal tænke over, hvad det nu er, de snakker om.

Udviklingsbistanden er nødvendig, fordi det er de rige lande, der sådan set har haft et overforbrug og produceret CO2-udslippene, mens det entydigt er de fattigste lande, det går ud over. Derfor er det rigtigt og retfærdigt, og derfor har vi forpligtet os i Paris i 2015 til netop at yde et meget stort beløb, og derfor er det helt, helt på sin plads i dag at sige, at det er et fornuftigt forslag. Og jeg vil sige, at vi gerne vil være med på forslaget, hvis det kan forstås på den måde, at hvis Folketinget i øvrigt tager sig sammen til at beslutte det, så finder vi i fællesskab økonomien, da det jo ikke lige ligger på den flade hånd at finde 25 mia. kr.

Men tak for muligheden for igen at diskutere det. Enhedslisten har rejst en stribe forslag på det her område, men det er også godt, at andre gør os opmærksom på det, og jeg tror også, at ministeren næsten kan sangen udenad fra de møder, der har været om det her væsentlige spørgsmål. Tak for ordet.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak. Tak for en god tale og tak for at bakke op om forslaget. Jeg er glad for, at det er Enhedslistens tilgang, at det her altså er afgørende. Vi skal selvfølgelig forpligte os til det, og så finder vi i fællesskab finansieringen. Så tusind tak for det.

Der er dog noget, jeg ikke fangede i ordførerens tale, og af ren nysgerrighed vil jeg høre: Hvad mener Enhedslisten, eller ordføreren, er Danmarks fair share af de 100 mia. dollars? Har Enhedslisten en holdning til det?

Ordføreren.

Jamen det har vi nævnt rigtig, rigtig mange gange, og regeringen og forskellige af regeringspartiets politikere har jo også nævnt, at det er 5 mia. kr. om året. Og det løber vi ikke fra; det er der ingen problemer i. Vi har så prøvet at tage det, vi kunne få, i finanslovsforhandlingerne, og der har vi så været uenige med Frie Grønne; de syntes det var for lidt. Men når vi kunne få 100 mio. kr. eller 200 mio. kr., og hvad det sådan er blevet til, så har vi taget det med. Det er klart nok.

Og så har vi jo en løbende diskussion netop om, hvor meget af det, der er inde i udviklingsbistanden, der skal tælle med, for Socialdemokraterne – eller i hvert fald udviklingsministeren – mener, at det også skal tælle med, hvis det i øvrigt har noget med klimaindsatsen at gøre. Der er vi uenige; der mener vi, at det er nye, additionelle penge, og det betyder, at det skal være ud over de 0,7 pct.

Vi siger tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og jeg ser ikke flere spørgere, der ønsker ordet. Så vil jeg give ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Sikandar Siddique.

Tak, formand. Klimakrisen er en ulighedskrise. Globalt set har den rigeste 1 pct. af verdens befolkning udledt mere en dobbelt så mange drivhusgasser som den fattigste halvdel af Jordens befolkning tilsammen over de sidste 30 år. Det er faktisk en så vild statistik, at man næsten ikke fatter det. Klimakrisen handler om ulighed og uretfærdighed. Det er os i de rige lande, der har skabt krisen, og som hver dag fortsætter med at forværre den. Det er til gengæld de fattigste og mest udsatte mennesker i det globale syd, der flygter, når oversvømmelserne rammer, og som sulter, når høsten slår fejl som følge af de høje temperaturer og den manglende regn. De bærer konsekvensen af vores – de riges – overforbrug og rovdrift på naturens ressourcer i en evig jagt på vækst.

Klimakrisen rammer skævt. Det er uretfærdigt. Krisen afspejler de grundlæggende uretfærdige koloniale strukturer, der er grundlaget for den situation, vi står i i dag. Den klimabistand, vi har skrevet under på at ville give til de mest udsatte lande, er et politisk FN-kompromis og afspejler ikke på nogen måde det finansieringsbehov, der reelt eksisterer. Og stadig nægter vi at betale den. I Danmark vil vi nemlig hellere hjælpe den grønne omstilling på vej ved at sælge alle mulige teknologiske opfindelser til verdens fattigste lande. På den måde kan vi nemlig kalde os et grønt foregangsland, og samtidig kan vores erhvervsliv tjene penge på klimakrisen og andres, ja, desperation.

Klimabistand skal gives som bistand og ikke lån. Klimabistanden er afgørende, for hvis vi ikke leverer den, er vi med til at trække hele fundamentet af tillid væk under COP-systemet. Klimabistand er vigtigt, fordi det er en lille støtte til, at de fattigste og mest udsatte lande faktisk kan omstille sig og tilpasse sig den globale opvarmning – for deres skyld og for vores alles skyld. Problemet med den danske bistand er, at vi for det første slet ikke betaler i nærheden af, hvad vi skylder og har forpligtet os til, og at vi for det andet tager pengene til klimabistanden det forkerte sted fra. Vi tager pengene fra verdens fattigste og udhuler udviklingsbistanden.

Skamløst og hyklerisk, siger udviklingslandene og et samstemmende dansk civilsamfund. Det virker, som om Socialdemokratiets definition af nye, additionelle midler svinger, i takt med om Socialdemokratiet sidder i regering eller ikke gør. Den danske klimabistand burde være på mindst 5 mia. kr. om året fra 2020 til 2025 og derefter vokse sig større for at afspejle det faktiske finansieringsbehov. For behovet bliver kun større. Det handler i bund og grund om retfærdighed, og det handler om overlevelse. Vi har i mange år levet på skuldrene af andre mennesker. Det mindste, vi kan gøre, er at betale det, vi skylder. Tak for ordet og tak for en god debat.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Karen Ellemann, Venstre.

Tak til ordføreren. Når nu muligheden er der, kunne jeg godt tænke mig bare at høre – for flere af ordførerne her i debatten har nævnt den manglende anvisning af finansiering – et par ord om, hvordan de 30 mia. kr. bliver tilvejebragt, hvis det stod til Frie Grønne. Tak.

Ordføreren.

Det er jo sådan, at for os i Frie Grønne er det her så afgørende, at vores holdning er, at det her selvfølgelig skal gøres, og at vi selvfølgelig finder pengene. Vi kunne lave en omsætningsskat, vi kunne lave en formuebeskatning, vi kunne fjerne parcelhusreglen og beskatte boliggevinster. Der er rigtig, rigtig mange måder, vi kunne finansiere det her forslag på.

Det, som er afgørende for os, er, at vi bliver nødt til ligesom at lave om på vores logik, i forhold til at det her er en klimakrise. Vi bliver nødt til at forholde os til den, og derfor skal vi finde pengene. Når det så er sagt, vil jeg selvfølgelig også sige, at når vi sådan her med et fingerknips kunne finde 18 mia. kr. til vores sikkerhed, til krudt og kugler, skal vi også kunne finde 5 mia. kr. til klimabistand.

Karen Ellemann.

Tak for svaret. Jeg har sådan set prøvet lidt at finde det, og det kan godt være, jeg bare har ledt et forkert sted, for jeg synes ikke rigtig, jeg ser det i noget finanslovsforslag. Det er den ene del af spørgsmålet.

Der er kommet et svar: øgede skatter. Og så har jeg bare lige en kommentar til det: Det er jo ikke bare sådan med et fingerknips, at man lige finder 18 mia. kr. i en krigssituation. Det er svære prioriteringer, som Frie Grønne så vælger at gøre på en anden måde. Sådan er vi forskellige, og det er blevet tydeligt i den her debat her i aften. Men måske kan jeg lige høre lidt om, hvor jeg kan finde det sådan helt specifikt, det her med de 30 mia. kr. til additionel klimabistand.

Ordføreren.

Ligesom krig handler om liv og død, handler klimaet også om liv og død. Det gør det. Allerede nu er der folk, der lever med og, ja, dør af de konsekvenser. Det betyder noget for verden og for folk rundt om i verden. Så ligesom vi fandt 18 mia. kr. – og så vil jeg ikke knipse – burde vi også, for at leve op til vores løfter og vores moralske historiske, ansvar kunne finde 5 mia. kr. Vi ønsker, at man finder dem ved f.eks. en formuebeskatning, boligbeskatning, omsætningsskat osv.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Inden vi går videre til sidste punkt på dagsordenen, skal vi lige have ordførerne placeret. Det er en logistisk udfordring at få det hele til at gå op. Ja, så er vi ved at have en spændende opstilling heroppe.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)