Det næste punkt på dagsordenen er:

23) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 178:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en statslig jordbrugsfond.

Af Sikandar Siddique (FG) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2022).

Forhandlingen er åbnet, og det er først ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Værsgo.

Først og fremmest mange tak til de folketingsmedlemmer, som har fremsat det her beslutningsforslag. Muligheden for at diskutere dansk landbrugsjord, og hvad vi gør for at engagere flere mennesker i det landbrug, vi har, er noget, der er yderst relevant.

Langt hen ad vejen er det også sådan, at vi fra regeringens side er enig i de problemstillinger, som beslutningsforslaget rejser, og i de intentioner, som er med i forslaget. Jeg er f.eks. enig i, at dansk landbrug skal omstille sig i en grøn og klimavenlig retning. Jeg er også enig i, at vi står med en generationsudfordring, hvor dansk landbrug skal kunne appellere til nye generationer af klimabevidste og entreprenante unge. Jeg er samtidig enig i, at der skal være plads til mindre besætninger. Endelig er jeg enig i perspektivet i nye former for ejerskab i landbruget. Det er vældig spændende, og det er meget relevant. Jeg og regeringen har også stor sympati for flere af problemstillingerne, der bliver nævnt i forslaget, men jeg mener ikke, at forslaget anviser de rigtige løsninger. Det er der to årsager til.

Den ene årsag er, at regeringen helt grundlæggende ikke mener, at det er hensigtsmæssigt, at staten køber al landbrugsjord via en generel forkøbsret. En sådan generel forkøbsret vil være udtryk for en indskrænkning af landbrugernes ret til at råde over deres egen ejendom. Det er indgribende, og det kan ikke udelukkes, at det vil rejse nogle svære juridiske problemstillinger, som vi skal kunne afklare.

Den anden årsag er, at jeg stiller mig skeptisk over for forslagets økonomiske volumen. Det at afsætte hele 90 mia. kr. frem mod 2030 til at købe jord op vil lægge beslag på en uforholdsmæssig stor andel af statens finanser. Jeg tænker simpelt hen, det er urealistisk, det er for stort et beløb, det er for voldsomt.

Regeringen foreslår derfor, at forslaget afvises.

Selv om jeg ikke mener, at forslaget anviser den rigtige løsning, vil jeg gerne understrege, at de problemstillinger, forslaget rejser, og de intentioner, der er med i forslaget, er interessante. Så mange tak for det. Lad mig i den sammenhæng nævne, at regeringen er i fuld gang med at tage initiativer på flere af de områder, som forslaget adresserer.

For det første lægger forslaget op til en grøn omstilling af dansk landbrug. Her er regeringen i fuld gang. Danmark har for få måneder siden fået verdens måske allermest ambitiøse grønne landbrugsaftale, som styrker klimaet, biodiversiteten og miljøet. Det gælder bl.a. en udtagning af lavbundsarealer og en fordobling af økologien og en stor satsning på plantebaserede fødevarer samt en massiv kvælstofindsats – bare for at nævne nogle af de mange eksempler fra den her landbrugsaftale.

For det andet lægger forslaget op til, at det skal være nemmere for unge at etablere sig i landbruget. Det er også en god, en sympatisk og en meget relevant tanke. Det ligger mig altså også meget stærkt på sinde. I en situation, hvor landbruget står over for at skulle gennemføre en ambitiøs grøn omstilling, er det afgørende, at landbruget også formår at appellere til en ny, ung og forandringsparat og klimabevidst generation, som ikke nødvendigvis har en stor egenkapital.

Derfor er det vigtigt for mig, at vi sikrer gode muligheder for, at unge entreprenante og visionære landbrugere kan etablere sig som netop landbrugere. Det skaber vi bedre forudsætninger for gennem den historisk brede landbrugsaftale fra oktober sidste år. Her afsatte vi faktisk 964 mio. kr. til en etableringsordning for unge landbrugere. Fra 2023 kan unge landbrugere få en vigtig kapitalindsprøjtning på op til 745.000 kr. til at skabe likviditet og egenkapital, når de etablerer sig første gang. Det er alligevel noget. Det er et vigtigt skridt.

Med landbrugsaftalen omprioriterer vi også 150 mio. kr. fra Dansk Landbrugskapital til en ny Grøn Landbrugskapital. Idéen er, at midlerne skal understøtte et generationsskifte, som skal bidrage til grøn innovation i landbrugssektoren og samtidig sikre økonomisk soliditet på bedrifterne. Det er også et skridt i den rigtige retning. Samtidig har vi med den såkaldte småskalapakke, som udspringer af det nuværende fødevareforlig, fokus på at understøtte de små lokale virksomheder. Disse kan være med til at udvikle helt nye produktionsformer og produkter. Vi har fokus på øget hjælp og vejledning til opstart af virksomheder og på at få fjernet unødige hindringer og barrierer.

Så både når det gælder grøn omstilling og generationsskifteudfordringen, har regeringen et stærkt fokus på netop de ting, der også bliver adresseret her i forslaget.

Når det er sagt, giver det i høj grad mening at tænke videre i forhold til de yderligere problemstillinger, som beslutningsforslaget rejser. Det gælder både den voksende koncentration af ejerskabet til jorden og behovet for nye ejerformer i landbruget. Lad mig begynde med det første.

I landbruget har der i mange år været en stærk tendens til, at bedrifterne er blevet større. Fra 1990 til 2020 steg arealet på den gennemsnitlige bedrift fra 56 ha pr. bedrift i 1990 til 211 ha pr. bedrift i 2020. Denne udvikling har også fået den konsekvens, at der er kommet væsentlig færre bedrifter i Danmark. I 1990 var der ca. 35.000 heltidsbedrifter, og i 2020 var det tal faldet til ca. 8.500 heltidsbedrifter. Det er alligevel noget af et fald. Der er altså blevet væsentlig færre bedrifter, og de er blevet væsentlig større. Vi har dermed set, at ejerskabet til landbrugsjorden og bedrifterne er blevet samlet på stadig færre hænder, eller som min gode partifælle hr. Bjarne Laustsen sagde på gruppemødet her i morges: Det er efterhånden sådan i mange byer, at der kun er tre gårde tilbage – der er herregården, der er fattiggården, og der er kirkegården. Det var selvfølgelig humoristisk sagt, men det er et meget godt billede på, hvor vi er henne med stadig færre besætninger. Det er en udvikling, vi er nødt til at være opmærksomme på.

Den grønne omstilling er uden sammenligning den største udfordring, dansk landbrug har stået over for i årtier. Vi skal derfor sikre nogle rammer og en udvikling, der ikke spænder ben for den grønne omstilling i landbruget. Sagen er, at store og mindre bedrifter kan noget forskelligt, og måske kan de også spille ind i den grønne omstilling på forskellig måde. Store bedrifter giver mulighed for økonomiske stordriftsfordele. Den enkelte landmand kan producere mere effektivt. Samtidig giver de små bedrifter bedre mulighed for at kunne etablere en mere nichepræget produktion. Nye eksperimentielle produktionsformer kan også involvere små lokale fødevarevirksomheder og salg af fødevarer på lokale markeder. Der bliver brug for begge dele i den grønne omstilling, er jeg helt sikker på.

Derfor er det vigtigt for mig og for regeringen, at der skal være plads til flere typer bedrifter, og det skal vi politisk skabe rammerne for. Vi skal spille på flere heste.

Og så er der endelig de nye ejerformer på landbrugsområdet. Her sker der interessante ting. Lad mig eksempelvis nævne andelsgårde. Formålet her er, at medlemmer, der ønsker et grønt landbrug, betaler kontingenter. For kontingenterne opkøber andelsgårde landbrug rundtomkring i landet, som bliver forpagtet af unge klima- og økologiorienterede landmænd. Det er rigtig spændende og positivt. Det er noget, der kan engagere mennesker, noget, der kan involvere mennesker. Det er rigtig godt. Den udvikling er visionær og rasende interessant, fordi den gør tre ting på én og samme tid: Den udfordrer tendensen til voksende koncentration af landbrugsjorden på færre hænder, den åbner landbruget op for en ny og ung og entreprenant generation, og den skubber på en grøn omstilling af landbruget. Derfor bør vi politikere efter min mening gå i tænkeboks og overveje, om der er endnu mere, vi kan gøre for at understøtte, at der også er plads til andre måder at drive landbrug på i fremtiden. Det er en spændende tanke. Det er en spændende mulighed. Det er noget, der kan engagere.

Jeg vil gerne endnu en gang takke de folketingsmedlemmer, der har fremsat det her beslutningsforslag. Det er tankevækkende. Det er interessant. Der er også elementer og visioner i det, som kan inspirere, men jeg synes alligevel, at det går for langt. Regeringen vil derfor afvise forslaget af de årsager, som jeg har nævnt. I stedet vil vi spore os ind på, hvordan vi kan hjælpe med at indfri de gode intentioner, der ligger i forslaget, for der er ved gud nogle gode intentioner i det. Det er bare nogle andre metoder, der skal bruges, end en total statslig overtagelse og at bruge så mange penge på noget, der også efter min mening kan være på kanten af ejendomsrettens ukrænkelighed.

Så tak for ordet. Jeg ser frem til debatten.

Tak for det. Fru Susanne Zimmer, værsgo.

Tak. Og tak til ministeren for talen. Det er jo rigtigt, at der er mange gode initiativer i gang, men lige nu står vi i den situation, at der i løbet af de næste 5 år forventes at skulle være 3.000 ejerskifter eller generationsskifter, og som ministeren siger, er det meget store landbrug, vi har, så hvem er det, der har råd til at købe den jord? Lige nu er vi oppe på, at 2,5 pct. af vores jord faktisk er ejet af udenlandske virksomheder eller ejere, og den udvikling kan man jo frygte fortsætter.

Så hvordan vil ministeren – sådan i virkelighedens verden med de store beløb, det koster at overtage en ejendom – sikre, at vi når i den retning, som ministeren også selv er inde på, med mindre jordbrug og med en anden dyrkningsform?

Værsgo.

Mange tak til fru Susanne Zimmer for det her relevante spørgsmål. Altså, vi står jo i en situation, hvor det er relativt få danskere, der ejer meget store arealer af vores landbrugsjord. Der er altså tale om en stor koncentration her, og når der så er generationsskifter, er det også nogle meget store beløb, man skal af med for at kunne overtage. Og det er en udfordring, vi er nødt til at kigge på.

Nu nævnte jeg nogle af de initiativer, der allerede var med i landbrugsaftalen, i forhold til at sikre yngre landbrugere at kunne komme på banen. Tidligere har man jo lavet initiativer, der gør, at kapitalfonde og andre kan gå ind og lave stordriftsfordele, hvilket også gør, at man måske kan speede op i forhold til den grønne omstilling. Men endelig er der jo de her muligheder for at tænke anderledes og nyt. Der nævnte jeg i min tale andelsgårdene, som jeg synes er et element, der er spændende. Jeg har også set, at nogle økologiske landmænd arbejder med at dele udstyr. Der er bl.a. det her fænomen milk sharing, hvor man deler malkeudstyr, for at hjælpe yngre landmænd i gang, uden at de skal af med så meget kapital. Der er mange interessante tankegange, og dem skal vi have sat turbo på.

Fru Susanne Zimmer.

Ja, der er nemlig rigtig mange gode tanker, men det er jo virkelig i småskalaformat, så når vi snakker om de her mange generationsskifter, der skal være, kan det jo ikke ske, ved at de overtages af andelsgårde, og unge landmænd kan jo ikke komme til at købe de gårde.

Men noget andet er jo også udtagningen af lavbundsjorde og sikringen af vores drikkevand ved boringsnære beskyttelsesområder. Det går jo sløjt. Hvad gør vi ved det, altså for at sikre, at vi fortsat har rent drikkevand, at vi fortsat har noget god jord, som også kan drives af de næste generationer?

Værsgo.

Vi har jo lavet en meget bred landbrugsaftale, som vi var glade for at stort set alle Folketingets partier på Christiansborg bakkede op om. Jeg ved godt, at Frie Grønne ikke var med i den. Men der er en række initiativer, der gør, at det er økonomisk attraktivt for lodsejere, for landbrugere at udtage lavbundsjord og oversvømme det og på den måde indkapsle CO2'en. Vi kigger gerne på, om der er endnu flere ting, vi kan gøre den vej rundt. Og ellers arbejder vi med, hvordan vi kan udvikle de her nye ejerformer.

Så der er mange interessante ting, vi skal have sat turbo på, og det tager vi gerne en drøftelse af.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer til ministeren, så vi går i gang med ordførerrækken. Hr. Brian Bressendorff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet. Først og fremmest vil jeg sige tak til forslagsstillerne for det her forslag om oprettelse af en statslig jordbrugsfond. I Socialdemokratiet er vi i udstrakt grad enige i de problemstillinger, som beslutningsforslaget søger at løse. Vi deler samtidig også intentionen om, at dansk landbrug skal omstilles i en grøn og klimavenlig retning. Der er ingen tvivl om, at vi står i en situation, hvor dansk landbrug ikke i tilstrækkelig høj grad appellerer til de nye generationer af mere klimabevidste og entreprenante unge. Vi er også enige i, at der er nogle gode demokratiske perspektiver i at øge mulighederne for at udbrede ejerskabet til jorden, så der for fremtiden er bedre plads til mindre besætninger og nye former for ejerskab i landbruget.

Vi har stor sympati for de problemstillinger, som forslaget rejser. Alligevel tror vi ikke helt på den løsning, som forslaget anviser. Det er der hovedsagelig to grunde til. Det ene er, at vi ikke finder det hensigtsmæssigt, at staten køber al landbrugsjord gennem sådan en generel forkøbsret. Det vil indskrænke landbrugeres ret til at råde over deres ejendom. Og så er det også, fordi forslaget, som det fremgår her, vil lægge beslag på en meget stor del af statens finanser. Det vil koste i omegnen af 90 mia. kr. frem mod 2030 at opkøbe jord i den størrelsesorden. Men til trods for at vi ikke mener, at forslaget anviser den rigtige løsning, vil jeg egentlig gerne understrege, at jeg synes, at forslaget adresserer nogle ret vigtige problemstillinger, og jeg kan forsikre jer om, at Socialdemokratiet har rettet fokus mod både den grønne omstilling og generationsudfordringen i landbruget.

Vi er heldigvis i fuld gang via andre spor. For få måneder siden indgik vi med et stort bredt flertal, hvad der måske er verdens mest ambitiøse grønne landbrugsaftale, som styrker klimaet, biodiversiteten og miljøet. Her blev der bl.a. afsat 964 mio. kr. til en etableringsordning, så det bliver lettere for de her unge, entreprenante, visionære landbrugere at etablere sig. For der er ikke nogen tvivl om, at det er en meget vigtig forudsætning, at landbruget kan appellere til en ny, ung, forandringsparat og klimabevidst generation. Det er afgørende, hvis vi skal kunne lykkes med en så ambitiøs grøn omstilling af landbruget. Når det så er sagt, giver det i høj grad mening, at vi tænker videre i forhold til problemet om den tiltagende koncentration af jordejerskabet og behovet for nye ejerformer i landbruget. Det er en udvikling, som vi er nødt til at være opmærksomme på, og det er derfor også nogle ret vigtige problemstillinger, som vi meget gerne vil drøfte videre.

For at summe op vil Socialdemokratiet på den baggrund, som jeg allerede har nævnt, afvise forslaget, fordi vi ikke mener, forslaget anviser den rigtige løsning, og det er altså, til trods for at vi mener, at der bliver rejst nogle vigtige diskussioner i det, som vi sådan set gerne vil drøfte fremadrettet. Tak for ordet.

Tak for det. Fru Susanne Zimmer, værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. Ordføreren nævner, at der kan være et problem, i forbindelse med at man giver forkøbsret til, at staten kan opkøbe jorden, men det ligger jo i forslaget, at det bliver til de markedspriser, der i øvrigt er. Så hvilken betydning har det for landmanden, om han sælger til en statslig fond, som efterfølgende forpagter jorden ud, eller om han sælger til en anden landmand eller et eller andet stort selskab, som køber jorden og slår den sammen med andre jorde på andre gårde? Hvad betyder det for den landmand? Hvad mister han eller hun?

Værsgo.

Tak. Lige præcis den mulighed ligger der sådan set allerede lidt af i lovgivningen i dag. Det her er jo en generel forkøbsret, som netop vil fjerne noget af det marked, der vil være for de her ejendomme og de her jorde. Så jeg synes egentlig, det er ret anderledes end det, ordføreren nævner her.

Fru Susanne Zimmer.

Er ordføreren enig med mig i, at jordpriserne er eskaleret helt vildt, og at det er en af grundene til, at det faktisk er rigtig svært for landmændene at lave overskud på deres bedrifter nu?

Værsgo.

Ja, jeg er enig i, at jordpriserne er steget kraftigt.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Den næste ordfører er hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. I Venstre går vi ikke ind for, at staten skal opkøbe jord for mange, mange milliarder kroner, som vi i øvrigt kan læse os til i forslaget er helt ufinansieret. Forslaget er et frontalt angreb på erhvervet og også et angreb på det nuværende udviklingsarbejde i hele landbrugs- og fødevaresektoren. Det synes vi er skidt. Det vil så også have meget store konsekvenser for landdistrikterne og vores samfundsøkonomi. Jeg kan også høre i den debat, der har været indtil nu, at det måske ovenikøbet kan være på kant med de regler, vi har for den private ejendomsret osv. Det skal jeg ikke gå længere ind i nu, men det er i hvert fald en bekymring, som jeg kan høre er der. Det vil også have store konsekvenser for landdistriktssamfundene. Det kan vi simpelt hen ikke have.

I Venstre går vi ind for det frie marked og mener ikke, at nogen her på Christiansborg skal begynde at bilde sig selv ind og gøre sig forestillinger om, at de kan drive landbruget og jorden bedre end dem, der i forvejen ejer og driver jorden, og som lægger en stor indsats i det. At have et så stort ønske om kontrol, som vi ser i forslaget her, er faktisk næsten direkte skræmmende for sådan en liberal Venstremand som mig. På den baggrund stemmer vi i Venstre imod forslaget. Tak.

Tak for det. Så er det fru Susanne Zimmer, der lige har en kort bemærkning. Værsgo.

Tak. Tak for ordførertalen. Ordføreren siger, at det kan give problemer i landdistrikterne, men der ligger jo netop heri, at vi skal have mindre gårde og flere mennesker på landet. Så er det ikke med til at skabe liv på landet i stedet for de tre gårde – nu kan jeg ikke lige huske, hvad det var, kirkegårde osv. – som den socialdemokratiske minister nævnte?

Værsgo.

Jamen som liberal Venstremand har jeg da en klar holdning om, at der skal være plads til både de store og de små bedrifter, for det gør jo, at man kan realisere den der store varierede landbrugs- og fødevareproduktion, som vi i øvrigt også er meget stolte af i Danmark. Så det, der også vil styrke landdistrikter i Danmark, er friheden til at sammensætte sine egne bedrifter, både store og små. Og vi kan da se rundtomkring, at der også er mange nicheproduktioner, gårdbutikker, egnsspecialiteter og forskellige størrelser bedrifter, så der skal bestemt være plads til både store og små.

Fru Susanne Zimmer.

Tak. Det er jo rigtigt, at der er mange små gårdsalg, og tit kan det kun give indtjening til den ene, der bor på gården. Men det, at jordpriserne er steget så meget, gør jo, at det er meget svært at være landmand nu, og den frihed, man egentlig skulle have, er der jo rigtig mange der ikke har. Friheden sidder egentlig i kreditforeningen. Altså, kan ordføreren ikke se, at der kunne være en fordel i at få det her købt op og så få priserne sænket, så vi finder et rigtigt sted for jordpriserne?

Tak, og værsgo.

Som jeg allerede har markeret i min ordførertale, er vi fuldstændig imod den tilgang til det, som man lægger i forslaget her. Der synes vi, at vi skal gå helt andre veje for at sikre bedre udviklingsmuligheder for landbrugs- og fødevaresektoren. Man kan jo kigge på de generelle rammevilkår ved anden lejlighed. Men forslaget her vil sådan set rive tæppet væk under erhvervet i stedet for.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Vi behandler her en sag, som jo på mange måder egentlig peger på en masse rigtige problematikker: Hvordan gør vi noget i forhold til den store opgave, der er med generationsskifte i dansk landbrug, hvordan gør vi noget i forhold til at udtage lavbundsjorder, hvordan sikrer vi rent drikkevand, altså vores grundvand, og hvordan understøtter man mange flere og nye ejerskabsformer?

Vi kan ikke støtte det her forslag, for vi synes ikke, det er det rigtige svar på de udfordringer at lave én stor, central fond, der så skal opkøbe al jord og begynde at være forpagter. Vi er sådan set glade for mange af de tiltag, vi har taget. I forhold til udtag af lavbundsjord, hvor det før er gået meget langsomt, har man sat nye ting i gang nu, som faktisk viser, at det er begyndt at gå hurtigere. Vi besluttede jo netop at nedsætte den her gruppe, der undersøger, hvordan vi kan få sat endnu mere turbo på de gode resultater, der senest er kommet, og vi har netop med finansloven for 2022 vedtaget en ret markant drikkevandsfond, som skal sikre vores drikkevand osv. Så jeg synes, vi gør mange af de her ting.

Den udfordring, som jeg så synes det egentlig ville være interessant at diskutere, er det her med nye ejerskabsformer, og hvordan vi understøtter det. I forslaget er der peget på andelsgårde osv., og det var ministeren også inde på. Der er noget dér, som jeg egentlig synes kunne være interessant – hvis vi i udvalget kunne begynde at undersøge, hvordan vi kan understøtte nye ejerskabsformer i landbruget i stedet for at tro, at det skal være en statslig fond, der så skal begynde at eje jorden.

Så vi afviser det her forslag, men håber egentlig, at det kan give anledning til en udvalgsdrøftelse af ejerskabsformer, så vi kan finde ud af, hvordan vi kan understøtte det skifte i landbruget. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Hr. Søren Egge Rasmussen, værsgo.

Det undrer mig, at SF afviser det her beslutningsforslag, for hvis man ser på, hvad SF gennem tiden har ment, kan man se, at SF sådan set stod fadder til en stor rapport tilbage i 2001, hvor det foreslogedes, at der skulle laves et forarbejde til at lave en statslig jordbrugsfond, og når man i det dokument kigger på, hvad det så bygger på, vil man se, at det refererer tilbage til forslag fra SF fra 1980, 1983, 1988 og 1993, og så har man så det forslag, som medførte, at der blev lavet et forarbejde. Så skete der desværre det, at Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, og så fik man ikke udnyttet det, og så står vi så her i dag og diskuterer en statslig jordbrugsfond. Så jeg kan ikke rigtig helt forstå, hvorfor SF nu er imod det.

Værsgo.

Jamen det er sådan set, fordi vi jo er i gang med rigtig mange ting, og skal man så skrotte alt det, fordi man skal lave en ny, central fond nu? Heldigvis har tingene udviklet sig siden 1980, 1983 og 1988. Vi er sådan set kommet videre, og jeg synes faktisk, at det arbejde, vi har lavet sammen med Enhedslisten, om en drikkevandsfond, er værd at være både stolte af og glade over, altså at vi har fået sat penge af til, at man sådan set kan gå ind at understøtte kommuner og vandværker i, hvordan de får taget jord ud eller får lavet skovrejsning osv. i de her områder. At begynde at ville sætte 90 mia. kr. af frem mod 2030 til at lave en central statslig fond, der skal eje den her jord, synes jeg ikke er svaret.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Det kan jo laves på forskellige måder. Det kan også være en model, som Enhedslisten tidligere har foreslået, ligesom man har Danmarks Grønne Investeringsfond. Man kan godt lave noget, hvor man ikke har en helt tæt statslig styring af det hele. Men med alt det, vi skal omlægge til mere skov, tage så mange af lavbundsarealerne ud, synes jeg, der er brug for flere virkemidler. Jeg har noteret mig, at der er gode, mindre initiativer – jo, det er det jo, når man har en økologisk jordbrugsfond, som måske er oppe i at have investeret i 100 ha, for så skal der meget til af den slags, for at vi kommer i mål, og det er derfor, jeg synes, at der også skal være en statslig jordbrugsfond.

Tak. Værsgo.

I de landbrugsforhandlinger, vi havde, var vi meget åbne over for at diskutere de løsninger, Enhedslisten kom med, men jeg kan ikke genkende, at det her skulle være Enhedslistens forslag, altså at vi laver den her fond med de penge, der står i den. Men det kan være, at ordføreren kan gøre os klogere, når han kommer på talerstolen.

Når jeg rynkede på næsen af, at spørgeren snakkede om mindre tiltag, var det faktisk, fordi jeg synes, at den drikkevandsfond, som vi lykkedes med at få skabt med finansloven for 2022, er et rigtig vigtigt og ikke lille redskab i forhold til at sikre rent drikkevand i Danmark.

Tak. Så er det fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for talen. Altså, ordføreren gør meget ud af at sige, at det er fint at kigge på nye ejerskabsformer, men kunne jordbrugsfonden netop ikke gøre, at det bliver let? For det, der sker lige nu, er jo småtterier.

Så synes jeg også, jeg hører ordføreren sige, at forpagtning ikke er en god måde at gøre det på, altså at det bliver statsejet, men det skal jo netop forpagtes ud i mindre lodder med nogle kriterier for, hvordan det skal dyrkes.

Værsgo.

Jamen det, jeg meget tydeligt spørger om, er: Hvordan kan vi understøtte nye ejerskabsformer? Jeg siger ikke, at det går godt, som det gør nu. Jeg siger, at der er en problematik dér, som vi skal undersøge, og som jeg faktisk håber at vi kan gå ind i i udvalgsarbejdet.

Er det det rigtige, at det er staten, der skal eje det for at forpagte det ud? Den løsning, som I kommer med her i det her forslag, synes jeg har så mange svagheder i forhold til de udfordringer, vi står med i dag, og de løsninger, vi har lavet de senere år, at jeg ikke kan se ræsonen i det.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Tak for det. Det her forslag er lutter gode intentioner. Og hvis nu vi stod i 2001, havde jeg måske ikke været helt så afvisende, som jeg er i dag. Jeg tror nok, at jeg ville have en vis skepsis som radikal over for netop at gå ind at opkøbe så meget jord og forpagte det, altså nærmest nationalisere så stor en del af vores jord. Men på det tidspunkt havde det nok været meget gunstigt, hvis vi havde kigget på vores jord og taget stilling til, hvordan den mest hensigtsmæssigt havde været brugt. I stedet for er der jo gået 20 år, hvor der er sket en centralisering af landbruget. Fødevareministeren nævnte selv de mange opkøb, der er sket, hvor mange færre hænder og ejere der i virkeligheden er i landbruget, og hvor svært det er for nye landbrugere at komme ind på markedet, så at sige. For 20 år siden kunne vi måske også have gjort mere for at sikre en bedre anvendelse af jorden i forhold til at beskytte miljø, klima og biodiversitet. Så jeg kan jo sådan set godt forstå tanken om at se det hele i et større perspektiv og planlægge, hvordan vi anvender vores arealer.

Men jeg må så også sige, at nu, lige nu, hvor vi har så travlt – og det tror jeg at Enhedslisten godt er klar over, nemlig hvor travlt vi har, ikke mindst med at udtage lavbundsjorder, for at vi kan belaste klimaet mindre fra landbrugets side – ville det jo være et gigantisk selvmål, hvis vi i stedet for skulle tage det, som vi lige har forhandlet på plads, men som har taget et par år at få på plads, altså en ordning for at udtage lavbundsjorder, og kaste det op i luften og lave en helt ny stor, kæmpe Mercedesløsning, der skulle tage alle hensyn ind i forhold til den her arealplanlægning. Jeg er simpelt hen bange for, at det ville forsinke den proces, vi er i gang med nu, der handler om at få udtaget lavbundsjorder hurtigst muligt frem mod 2030. Jeg er bange for, at det ville forsinke den proces væsentligt, hvis vi lige pludselig skulle gentænke det fuldstændig og i sammenhæng med en masse andre problemstillinger. Når det så er sagt, er der jo ingen tvivl om, at det giver god mening at krydse nogle af de her problemstillinger. Jeg ville da nogle gange ønske, at vi netop havde ét sted, hvor vi gjorde det, ét sted, hvor vi forholdt os til alle de her hensyn på en gang, i stedet for at det ligger i hundrede sytten forskellige støtteordninger. Jeg tror bare ikke på, at vi ville finde en mere effektiv og hurtigere løsning ved at kaste det hele op i luften og så putte det hele ned i en ny stor, kæmpe fond, hvor jeg er sikker på, at det ville tage et par år, før vi kunne komme ordentligt af sted med den. Derfor stemmer vi nej til forslaget.

Vi har så også den kritik, som jo er tilbagevendende i forbindelse med mange af de beslutningsforslag, vi behandler her i Folketingsalen, at man jo også gerne skulle forholde sig til, hvor pengene kommer fra. Og i forhold til 30 mia. kr. – eller det er så i virkeligheden 90 mia. kr. – i et beslutningsforslag fremsat i Folketingssalen synes jeg, at hvis det virkelig var noget, man mente, så var det vel noget, man havde bragt op i forbindelse med de finanslove, vi har forhandlet sammen. Jeg synes altså, det er en lillebitte smule useriøst, ærlig talt, at det, når man nu sidder og forhandler penge til finansloven en gang om året, så ikke er der, man kommer med det krav. Vi kom faktisk med et krav om flere penge til udtagning af lavbundsjorder et år, hvor jeg tror Enhedslisten kom med et krav om, jeg kan ikke huske, om det var sygeplejersker, pædagoger eller lærere, og det var også rigtig fornuftigt. Men det er jo der, man også skal bringe de prioriteringer ind i stedet for at tro, at vi lige med et fingerknips kan finde dem frem i forbindelse med behandlingen af et beslutningsforslag, hvor man så ikke engang har gjort sig den ulejlighed at anvise, hvor pengene skal komme fra. Jeg synes bare ikke, det er en seriøs tilgang til et sindssyg stort og vigtigt problem, som kræver konkrete og ikke mindst hurtige løsninger.

Tak. Hr. Søren Egge Rasmussen, værsgo.

Nu er det jo ikke Enhedslisten, der har fremsat det her beslutningsforslag, men man skal faktisk ikke mere end 5-6 år tilbage, før man kan se, at vi havde vores eget beslutningsforslag om at lave en statslig jordbrugerfond. Og vi har sådan set brug for mange virkemidler. Vi har også en Klimaskovfond – den klarer jo heller ikke det hele alene; den har et begrænset antal millioner at starte investeringer med. Vi har sådan set via finanslove fået sat noget i gang, som kan ende med grønne obligationer, som jo godt kunne være noget, som skaffede finansiering til sådan noget som det her – 10 mio. kr. i sidste finanslov – som forberedelse til, at der kunne være noget, der kunne skabe mere skovrejsning. Så ja, vi har noget i proces, men det er jo ikke noget, som gør, at man så ikke skal gøre mere. Så det vil jeg gerne appellere til at vi er åbne over for.

Og hvad vil ordføreren gøre den dag, hvor der lige pludselig er kinesisk eller russisk kapital, som i høj grad er investeret i dansk landbrugsjord? Hvad vil man gøre på det tidspunkt? Hvad er modtrækket til det? Kunne det være en statslig jordbrugerfond?

Tak. Værsgo.

Jeg vil gerne starte med at komme med en undskyldning – jeg troede faktisk, at beslutningsforslaget kom fra Enhedslisten, fordi Enhedslisten har argumenteret så flittigt for det her, når vi har siddet sammen og diskuteret landbrug. Men jeg kan så forstå, at det er fremsat af Frie Grønne. Det forklarer det også lidt bedre, altså at det kommer fra Frie Grønne, der jo ikke sidder med i finanslovsforhandlingerne. Så det beklager jeg.

Jeg kender jo godt Enhedslistens forkærlighed for den her løsning, men det er så ikke Enhedslisten, der har bragt det frem i dag og således lagt et beslutningsforslag til 90 mia. kr. i Folketingssalen uden et bud på en finansiering. Og det er jo i sidste ende det, det står og falder med. Det er manglende finansiering, men det er også, at det vil trække en proces ud, som vi har ganske travlt med, og hvor vi har gang i rigtig mange forskellige ting, der desværre kører i forskellige spor og ikke altid bliver koordineret. Men nogle gange er koordinationen desværre også det, der gør, at det tager ekstra tid, og vi har meget travlt, ikke mindst i forhold til udtagning af lavbundsjord.

Hr. Søren Egge Rasmussen.

Men kan ordføreren ikke se, at hvis nu vi skulle accelerere noget skovrejsning i Danmark, kunne det være et virkemiddel? Altså, vi har jo statsskov allerede, og vi har også kommunale skove nogle steder, og hvis nu vi skal prioritere det, er det vel ikke mere avanceret, end at man kunne lave en statslig fond, som køber jord op, og som kunne etablere skov. Det kunne også være, at man forpagtede landbrugsjord ud. Det er ikke i modstrid med vores politik. Men kan ordføreren ikke se, at det faktisk kunne være en måde at accelerere nogle ting på?

Værsgo.

Det kan jeg sagtens se. Vi har selv foreslået en klimafond, og vi vil jo gerne have en massiv investering i skov. Og det vil vi fortsat kæmpe for; selv om vi allerede har opnået resultater i forskellige forhandlinger, vil vi da fortsat arbejde og kæmpe for, at der bliver sat endnu flere penge af til udtagning af jord, plantning af skov osv. osv. Det, vi er imod, er jo konstruktionen, og så er det at lægge et beslutningsforslag til 90 mia. kr. uden at anvise en finansiering.

Fru Susanne Zimmer.

Tak, og tak til ordføreren. Nu er det jo 90 mia. kr. over 8 år, og der kommer jo penge ind, samtidig med at man forpagter det ud. Så beløbet er jo i virkeligheden ikke så stort, men man skal vide, hvad det er for en kapital, man som udgangspunkt har at arbejde med. Der er sikkert mange investeringsselskaber, der vil skyde penge ind, for lige nu vil mange virksomheder jo gerne markedsføre sig som grønne.

Det her giver jo netop mulighed for at tegne den udvikling, vi gerne vil have i landbruget. Så mit spørgsmål til ordføreren er: Er ordføreren tilfreds med det tempo, hvormed man får udtaget lavbundsjorder, får omlagt til økologi og får omlagt landbruget til mere regenerativt landbrug, sådan at vi har noget jord, som er frugtbart, også til de næste generationer af landmænd?

Værsgo.

Nej, det er vi bestemt ikke tilfredse med, men det lykkedes jo så endelig for et halvt års tid siden at lande en landbrugsaftale, som gerne skulle sætte skub i de her processer, efter vi har gået og ventet på, at vi skulle forhandle landbrug i et års tid. Så landbrugsaftalen var jo kulminationen på mange år, hvor det ikke er gået hurtigt nok, men også kulminationen på ret lang ventetid til overhovedet at starte forhandlingerne og finde nogle konkrete løsninger.

Det er jo der, jeg synes, at det her er en smuk tanke, men at det altså også lidt er en vejsidebombe i forhold til det arbejde, som vi nu endelig er ved at komme i gang med, og som vi har – jeg må ikke bande – meget travlt med at komme i mål med, hvis vi skal løse klimakrisen. Og der kan jeg altså ikke se, at sådan en kæmpe nationaliseringsmodel, der har mange forskellige hensyn på en og samme tid, skulle kunne bringe os i mål hurtigere, og vi har travlt. På mange måder ville det måske skabe en smukkere løsning, hvis vi fik sammentænkt det hele og planlagt det ud fra hundrede sytten bundlinjer på en gang, men vi har bare ikke tid til det lige nu. Vi har travlt.

Fru Susanne Zimmer.

Det er jo netop det, vi har – vi har travlt. Og det, der sker nu, ser vi i Frie Grønne ikke som at have travlt nok. Lige nu har vi jo problemet med jordbundspriser. Altså, mener ordføreren ikke, at de er for høje, og er det ikke det, der kan gøre, at vi risikerer at få endnu flere udenlandske investorer, som gør, at vi mister styringen over vores danske land, hvor det pludselig er på udenlandske hænder, hvilket Enhedslistens ordfører også var inde på?

Så vil jeg sige, at vi jo har et redskab i forhold til at håndtere det her, for der er jo gjort nogle erfaringer med multifunktionel jordfordeling. Der er også gjort gode erfaringer med det. Så det er jo bare et spørgsmål om at gå i gang og slippe det fri mange steder i landet.

Værsgo.

Jamen det er lige præcis multifunktionel jordfordeling, jeg tænker på, når jeg siger, at det på den ene side ville være fantastisk, hvis man kunne sammentænke alle hensyn, men at jeg på den anden side ikke er sikker på, vi har tid til at gøre det helt så gennemført, som vi kunne ønske os. For det tager tid, og der er jo blevet udtaget meget lidt jord i forbindelse med multifunktionel jordfordeling, desværre.

Jeg er så ikke helt klar over, hvilken indvirkning det vil have på priserne, hvis staten på forhånd går ind og siger, at man skal ud at investere 70 mia. kr. i landbrugsjord. Det vil vel næppe bringe priserne ned. Det ville jo så gøre det endnu mere attraktivt at få fat på de jorder, der rent faktisk bliver udbudt.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer, og så er det hr. Søren Egge Rasmussen. Værsgo.

I Enhedslisten er vi for, at der oprettes en statslig jordbrugerfond. Det har vi selv stillet forslag om tilbage i 2017, og der havde vi en god debat om det. Detaljerne i det kan jo så være forskellige. Vi havde i vores model, at man skulle lave det ligesom Danmarks Grønne Investeringsfond og derigennem give mulighed for, at der kunne opkøbes landbrugsjord, og det skulle så forpagtes ud på økologiske principper. Siden vi stillede vores forslag, er klimadagsordenen rykket endnu højere op, så jeg ser endnu flere gode grunde til, at man skulle have et ekstra redskab i værktøjskassen til at opkøbe jord, som man synes er attraktivt. Det kunne sådan set være arealer, hvor man gerne vil have skovrejsning for at sikre vores grundvand, det kunne være massivt at opkøbe lavbundsarealer, så vi kunne få sat turbo på den der udtagning af lavbundsarealer, og det kunne være områder, som man kunne se havde nogle særlige naturværdier, og som kunne gøre, at vi fik meget store sammenhængende naturområder i Danmark.

Vores forslag havde så lidt et andet koncept end det, som Frie Grønne nu foreslår her, for der er det defineret som en forkøbsret til landbrugsarealer, og det er jo noget lidt andet. Altså, der vil man frem til, at der er lovgivning for, at man skal have retten til at købe, hvad der kommer til salg.

Jeg synes, at der var rigtig mange gode intentioner i den rapport, der blev lavet tilbage i 2001, og det var vel nok ærgerligt, at der kom en borgerlig regering, i stedet for at man fik konkluderet på rapporten og måske fik oprettet en statslig jordbrugerfond dengang. For der må jo have været en grund til, at SF via en finanslovsaftale fik noget tekst ind, der så gjorde, at man lavede sådan en diger rapport om mulighederne for det.

Hvis man ser på, hvad der sker i Danmark, er landbrugsloven jo blevet liberaliseret, så alle jo sådan set kan opkøbe landbrugsjord, man skal bare have et dansk selskab, og der sker jo et vist opkøb af dansk landbrugsjord. Det er i et vist omfang hollændere, som så bosætter sig i Danmark, men det er altså også kapitalinteresser forskellige steder i Europa, som foretager opkøb. Da vi gennemgik alt det her med minkerstatninger, fandt man ud af, at der også var en kineser, der havde minkfarme i Danmark. Vi har egentlig lovgivning, sådan at hvis Kina for alvor ville opkøbe landbrugsjord i Danmark, kunne de sådan set gøre det, eller Rusland kunne gøre det, og jeg tror, at Folketinget vil vågne op den dag, hvor der begynder at ske massive opkøb af dansk landbrugsjord. Det er jo sådan lidt grotesk, at vi har en god sommerhusregel, sådan at en EU-borger ikke kan købe et sommerhus i Danmark, men man kan godt købe et kystnært gods. Hvor er rimeligheden i det? Jeg synes, at man har liberaliseret for meget omkring landbrugslovgivningen.

Så vores grundholdning er, at vi ser muligheder i at have en statslig jordbrugerfond. Det er en kæmpe opgave, vi står over for med klimakampen, med at sikre vores grundvand og med at sikre, at der kommer mere skov i Danmark, og der er det jo fint, at der er private initiativer, som har lavet fonde, bl.a. på Samsø, til at opkøbe landbrugsjord. Der har de et koncept med, at de gerne vil have unge landmænd til at flytte til Samsø og etablere sig, og det kan man måske nemmere gøre, hvis ikke man skal købe jorden. Der er et andet initiativ, Dansk Økojord, som opkøber både økologisk og ikke økologisk jord og forpagter det ud på økologiske vilkår. Men det er jo noget, som måske er 100 ha, som det er tilfældet med det sidste eksempel, og altså, vi har et eller andet sted brug for noget, som er større, og det kunne godt være noget, som har afsæt i sidste års finanslov, at vi kommer frem til at have en drikkevandsfond med en eller anden finansiering, og vi er sådan set åbne over for, at hvis regeringen kommer med en god finansieringsmodel for det, rykker man på det.

Men vi har altså brug for at gøre mere og hurtigere, så derfor står jeg ikke og er helt sur over, at Frie Grønne har stjålet dele af vores politik og fremsat det her forslag. Vi har nogle andre formuleringer i vores vægtning af en jordbrugerfond, men at få debatten om det synes jeg sådan set er vigtigt.

Tak. Fru Susanne Zimmer.

Tak til ordføreren. Det er jo dejligt, at det lyder, som om vi kan finde et fælles ståsted her og arbejde videre med det. Så bliver den store udfordring at få nogle med os, kan jeg høre. Den kamp må vi tage. Tak til ordføreren.

Tak for det. Så er det hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand, og tak til fru Susanne Zimmer fra Frie Grønne for at fremsætte det her forslag. Jeg forestiller mig ikke, at forslagsstillerne har nogen illusioner om, at vi skulle stemme for det her forslag. For det er klart slet ikke noget, som vi på nogen måde kan støtte. Vi har jo for ikke så lang tid siden indgået en rigtig god landbrugsaftale, bredt funderet i Folketinget. Enhedslisten og alle mulige andre gode partier har kunnet se sig selv i en rigtig god aftale, som sikrer nogle gode rammevilkår for landbruget og sikrer stabilitet, netop fordi aftalen er så bredt funderet.

Så forslaget om, at staten skulle have tildelt forkøbsret til landbrugsjorden til en på forhånd fastsat pris på omkring 150.000 kr. ville være dræbende. Kreditforeningerne, og hvem der ellers har finansieret landbruget, ville jo i den grad skælve, og mange ville jo givetvis komme til at gå nedenom og hjem, hvis det er sådan, at de skulle til at have indfriet deres pant, fordi priserne på jorden jo simpelt hen ville være faldet. Jeg kan oplyse, at jordpriserne rent faktisk steg med 8,2 pct. i 2021, og det ville jo have nogle store konsekvenser, hvis der var nogen, der havde købt lige her på toppen og skulle til at indfri, fordi jordpriserne så ville falde.

Jeg ser heller ikke, at der er nogen seriøse finansieringsmuligheder i det forslag, som Frie Grønne fremsætter. Så alt i alt er det ganske problematisk.

Så er der den her italesættelse af, at generationsskifte skulle være et kæmpestort problem. Det ved jeg ikke hvor forslagsstillerne har fra. Det er jo ikke sådan, at der står store og effektive produktionsejendomme rundtomkring, som ikke bliver drevet. Mig bekendt bliver al den landbrugsjord, der er rundtomkring, drevet, og de produktionsejendomme, der bliver sat til salg, bliver ret hurtigt købt og generationsskiftet, og jeg ser slet ikke, at der er noget problem i den sammenhæng. Det er også unge landmænd, som etablerer sig på ret store bedrifter, og hvis de ellers er dygtige nok, og det er rigtig mange af dem, så kan de godt få kreditgiver til at finansiere de ejendomme, så det er bestemt ikke noget, staten på den måde behøver at blande sig i. Tak.

Tak for det. Fru Susanne Zimmer, værsgo.

Tak. Tak til ordføreren for talen. Mener ordføreren ikke, at det er et problem med de stigende jordpriser?

Og det næste er, at jeg synes, jeg ser mange steder, at der er en stor gård, der opkøber jorden fra de mindre gårde, så vi har en masse små spøgelsesgårde, der står tomme rundtomkring.

Værsgo.

Jeg ser ikke noget problem i, at jordpriserne stiger. Nu har vi jo i øjeblikket meget høje priser på fødevarer, og jeg forventer sådan set, at der kommer en yderligere stigning på jordpriserne i den kommende tid, for med høje priser på afgrøderne vil der også være basis for, at prisen kan stige.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer, så tak til ordføreren. Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Formålet med det forslag her har vi forstået sådan, at regeringen skal pålægges at oprette en statslig jordbrugsfond med forkøbsret til landbrugsarealer. I Dansk Folkeparti er vi fortalere for naturen, biodiversiteten, dyrelivet og en masse andre områder, der sikrer, at Danmark fortsat er et land med et sundt økosystem. Derfor kan vi nikke genkendende til gode intentioner i forslaget, men forslaget vil få nogle konsekvenser, som vi er lodret uenige i vi har brug for, fordi vi i den grad tror på den private ejendomsret. Vi mener ikke, at det nogen sinde skal blive statens opgave at bestemme, hvem der må eje jord i Danmark. Vi ser også gerne, at den danske landbrugsjord forbliver på danske hænder, men hvordan den derudover skal fordeles, vil vi ikke blande os i. Derfor mener vi heller ikke, at der skal oprettes en statsfond til opkøb af privat jord fra danske landmænd, der lige nu udfylder en vital opgave i det danske samfund med at producere fødevarer.

Det kan aldrig blive statens opgave at fordele landbrugsjord. For os er det en tanke, der på en måde hører til i et kommunistisk samfund, hvor staten ejer og bestemmer og ingen har frihed til at bestemme selv. Vi mener, at der er andre måder at sikre dyrevelfærd, biodiversitet og alle de andre intentioner bag forslaget. Hvis lokalsamfundene ønsker at oprette demokratiske ejerskaber og lokale markeder med udgangspunkt i de lokale produktioner, skal de selvfølgelig være velkomne til det. Det må dog aldrig og skal aldrig være noget, som staten bestemmer over. Hvordan danskerne ønsker at drive forretning, skal i så vidt omfang som muligt altid bestemmes af danskerne selv. Vi lever ikke i et planøkonomisk samfund, og det er ikke noget, vi skal ønske os at gøre. Vi mener, at et ønske om at drive forretning skal komme fra dygtige folk, danskerne selv, og derfor kan vi ikke tilslutte os forslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, og der er ikke nogen ordførere til stede fra NB, LA eller KD, så derfor er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Susanne Zimmer. Værsgo.

Jeg savner, at vi viser noget politisk mod. Jeg er ærgerlig over, at vi sidder fast i en måde at tænke politik og samfundsudvikling på, som begrænser os i at løse de problemer, vi står over for. I dag handler det om Frie Grønnes forslag om at oprette en statslig jordbrugsfond, som kunne være et værktøj til at omlægge vores landbrug til mindre landbrug, til bedre landbrug og til mere demokratiske landbrug. Samtidig er det et værktøj til at give naturen mere plads og også få flere skove.

Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg faktisk, det er et ret visionært forslag. Det er et forslag, som viser lidt politisk mod, i hvert fald ved en sammenligning med de umiddelbare holdninger, som vi har hørt i dag fra de etablerede partier. Jeg er dog ret overbevist om, at resten af befolkningen er ret meget foran os herinde, når det kommer til politisk mod. Der eksisterer idéer og initiativer uden for de her mure, hvor man er meget mere parate til at tage et forslag som det her seriøst, end vi er herinde. Der er flere fonde, som allerede nu har gang i samme tankegang.

Den her overbevisning om, at der er nogen udenfor, der er foran os, har jeg to begrundelser for. For det første kommer de mest progressive ting, vi har vedtaget herinde i Folketinget, efter pres fra befolkningen igennem lang tid. Det gælder f.eks. klimaloven og samtykkeloven, politiske tiltag, som sådan nogle som os ofte har været skeptiske over for, og som virker meget mere selvindlysende og nødvendige ude i befolkningen.

For det andet kom borgertinget for klimaområdet, som udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen, i februar i år med et katalog, der anbefaler os politikere, at der skal ske væsentlige tiltag for at ændre vores samfund, bl.a. en reduktion af den animalske produktion. Noget, som jeg studsede over og blev meget glad for, da jeg læste anbefalingerne fra borgertinget, var, at der var et overvældende flertal, som savner politisk mod og et Folketing, der tager ansvar for klimakrisen. Et eksempel er, at 85 pct. mener, at staten skulle gennemtvinge omlægning af landbrugsjord og omlægning af marker til skov. Det virker ikke umiddelbart, som om vi er ved at snige os op på de 85 pct., når vi ser på vores samtale i dag.

Det er en anbefaling fra et borgerting, og vi er klart inspireret af det forslag, og det er det, vi diskuterer i dag. Vi er selvsagt også inspireret af græsrodsbevægelser, der findes rundtom, og hvor borgere går sammen i fællesskaber og tager jorden tilbage og dyrker den mere skånsomt og med plads til biodiversitet, mere end tidligere. Det sker både herhjemme, men det sker også i vores omverden, i udlandet. Vi er også inspireret af det arbejde, som den socialdemokratiske regering satte i gang omkring årtusindskiftet, der skulle undersøge, hvordan vi bedst muligt kunne lave en statslig jordbrugsfond. Så kom Anders Fogh Rasmussen til magten, idéen blev puttet ned i skuffen, og der har den ligget lige siden, desværre.

Landbruget er i krise. Lad os fikse det ved at gøre det noget bedre og give et medskabende samfund, som vi gerne vil se. FN's Klimapanel, vores eget Klimaråd og eksperter understreger gang på gang, at vi er nødt til helt grundlæggende at lave en transformation af hele vores samfund, hvis vi vil have nogen som helst chance for at afbøde den økologiske krise.

En del af det her er ændret arealanvendelse og måden, vi bruger vores jord på, mere natur og mindre og bedre landbrug – helt overordnet sagt. Vi har gang i multifunktionel jordfordeling, og vi har nogle gode erfaringer derfra, som vi sagtens kan udbrede over hele landet. Hvis vi skal have nogen forhåbninger om at vende udviklingen med tabet af natur og landbrugets udslip af drivhusgasser, er vi nødt til at gøre noget grundlæggende anderledes. Ekstraordinære udfordringer kræver ekstraordinære indsatser.

Kunne det her ikke være en måde at gøre det på? Det synes vi i Frie Grønne, og selv om vi ikke har mødt sådan særlig stor opbakning til det i dag, vil jeg alligevel sige tak for debatten. Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig hermed at fremsætte et forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en statslig jordbrugsfond, og jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, som ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Vi venter lidt, da vi mangler en minister til det næste punkt, og det er jo ret væsentligt.