Det næste punkt på dagsordenen er:

32) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 169:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til su som udeboende for studerende øboere under 18 år.

Af Mette Hjermind Dencker (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2022).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Forslagsstillerne bag beslutningsforslaget ønsker at pålægge regeringen at ændre su-loven, så studerende, der er øboere og under 18 år og studerer på fastlandet, får ret til at modtage su som udeboende. Forslaget er begrundet med, at øboere under 18 år kan have udfordringer med transporten til og fra deres ungdomsuddannelse, hvor det i nogle tilfælde ikke er muligt at komme til og fra uddannelsesstedet samme dag.

Lige adgang til uddannelse, uanset hvem man er og hvor man bor, er en grundpille i det danske uddannelsessystem – det kan der ikke være to meninger om. Det er en vigtig socialdemokratisk værdi, men det ændrer ikke ved, at forslaget i sit indhold falder inden for su-forliget, som også forslagsstillernes parti er en del af. Derfor er det lidt mærkeligt og usædvanligt, at vi på den måde skal behandle et forslag her i salen, der egentlig hører hjemme i den kreds efter den vanlige måde at arbejde på. Efter god parlamentarisk skik tager man jo forligsstof op i en forligskreds, hvis et forligsparti ønsker at sætte et emne inden for forliget på den politiske dagsorden. Regeringen respekterer alle indgåede forlig, og alene af den grund kan vi ikke støtte forslaget.

Men forslaget er nu engang blevet fremsat, og vi har her – altså så mange ordførere, som der nu er til stede – en anledning til at få en politisk diskussion om det, så derfor også i al fredsommelighed et par bemærkninger til det.

Som sagt er regeringen enig i forslagets præmis om, at der skal være gode uddannelsesmuligheder i hele landet. Det arbejder vi aktivt på, og det gør vi jo også sammen med forslagsstillernes parti. Det danske uddannelsessystem tilbyder alle unge at tage en uddannelse af høj kvalitet, og med aftalen om flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark har vi skabt grundlaget for, at flere unge fremover kan uddanne sig tæt på, hvor de bor og er vokset op. Regeringen støtter derfor op om forslagets grundlæggende intention, nemlig at det ikke er adressen, der er bestemmende for, om et ungt menneske kan tage en uddannelse.

Men jeg mener ikke, at su er det rette instrument til at sikre unge øboere under 18 år lige adgang til uddannelse. For det første er det jo en grundpræmis i su-systemet, at man skal være fyldt 18 år for at kunne få su, og det hænger jo sammen med, at unge under 18 år er omfattet af forældrenes forsørgerpligt – su træder simpelt hen først ind, når man er 18.

For det andet findes der allerede i uddannelsessystemet tilbud om andre støttemuligheder til unge øboere unge under 18 år. Man kan bl.a. få rabat på offentlig transport, ligesom unge, der fraflytter øer for at tage en ungdomsuddannelse på fastlandet, kan få økonomisk støtte til bl.a. kost og husleje.

Endelig er der flere steder i landet ungdomsuddannelser, der tilbyder skolehjem eller har kostafdelinger. I min egen del af landet er der jo det konkrete eksempel, at hvis man er elev eller lærling under 18 år og i et grundforløb på en erhvervsuddannelse på EUC Syd og har mere end fem kvarters transporttid fra hjemmet til skolen, så er der simpelt hen mulighed for at bo gratis på skolehjem i Sønderborg, Haderslev eller Tønder. Sådan er det ikke overalt – det er jeg med på – men der findes jo nogle generelle støttemuligheder for dem, som har behov for ekstra transportstøtte, og så er der jo altså også nogle steder særlige tilbud som det, jeg lige nævnte her.

Så jeg mener egentlig, at støttemuligheder for den målgruppe, som forslaget er rettet mod, allerede findes, og jeg ser ikke umiddelbart for mig, at vi på det her grundlag skal til at foretage helt grundlæggende ændringer i præmisserne for vores su-system.

For at opsummere kan jeg sige, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Det kan vi ikke, fordi emner omfattet af su-forliget skal håndteres i og af su-forligskredsen. Det er vigtigt at respektere indgåede forlig. Det plejer også at være den måde, Dansk Folkeparti arbejder på. Og vi kan ikke støtte forslaget, fordi der allerede findes bedre støttemuligheder uden for su-systemet for forslagets målgruppe. Selve intentionen om at sørge for, at uddannelse er tilgængelig og findes over hele landet, er vi som sagt helt enige med forslagsstillerne i – det vil jeg godt runde af med. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning til ministeren fra fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. I Dansk Folkeparti respekterer vi naturligvis de forlig, vi har indgået, og derfor skal jeg også være den første til at beklage formuleringen i overskriften, hvor der ikke skulle have stået »su«, men »en ydelse svarende til su«, så vi ikke går ind og piller ved systemet. For det handler om, at vi skal hjælpe de ganske få mennesker, det nu drejer sig om i Danmark, som bor på en ø og ikke kan komme til og fra skole hver dag, og hvor det i dag desværre er sådan, at det er op til forældrenes pengepung, om de unge kan få en uddannelse eller ej. Er det i den retning, vi skal gå?

For jeg hører ministeren sige, at der bliver taget hånd om det nogle steder – og så kan Fanden tage de sidste. Men i Dansk Folkeparti vil vi rigtig gerne gribe de mennesker, som ikke har andre muligheder. Så hvad vil ministeren gøre ved det?

Ministeren.

Det, jeg kan svare på, og som jeg er ansvarlig for, er jo su-systemet, og det er også det, som forslaget, der er fremsat, handler om, og det er derfor, det er mig, der er sendt herned på vegne af regeringen – fordi der jo er fremsat et forslag, der handler om su.

Jeg har så prøvet at komme med nogle argumenter for, hvorfor jeg ikke synes, det er det rette redskab. Fru Mette Hjermind Dencker siger også, at det nok også er en af de andre veje, man skal gå. Og du hører mig absolut ikke sige, at det ikke er en relevant diskussion. Jeg har prøvet at redegøre for nogle af de andre muligheder, der findes, for at bakke unge op i forhold til det transportbehov, de har, når de f.eks. bor på en ø og kan have langt til skole – når man har nogle særlige transportbehov.

Men vil man have en egentlig politisk diskussion med konkrete forslag om andre ydelser eller om at gøre noget mere inden for det, der allerede findes, eller hvad det måtte være, så er det simpelt hen ikke mig som minister, der er ansvarlig for det.

Fru Mette Hjermind Dencker.

Jeg er simpelt hen nødt til at sige, at der for nogle ikke findes andre muligheder – der er mennesker, for hvem der ikke findes andre muligheder. Det, som ministeren remser op, er jo ikke fyldestgørende, i forhold til om der er mulighed for, at vi her fra statens side sørger for, at det aldrig skal være sådan, at det er forældrenes pengepung, der afgør, om man får en uddannelse. Nej, det er der ikke mulighed for. Nogle kommuner er gode ved deres borgere og andre er ikke; i nogle er der støtteordninger til transport, men hvad hjælper det, at der er støtteordninger til transport, når man ikke kan passe sin uddannelse? Når man ikke kan komme til og fra samme dag, er det da fuldkommen ligegyldigt, om de får det gratis – det er da ikke det, der er problemet.

Så jeg vil bare høre ministeren: Er ministeren tilhænger af, at vi skal have de her amerikanske tilstande, hvor det er op til forældrenes pengepung, om barnet kan få en uddannelse, eller er ministeren tilhænger af, at vi får løst det her problem og griber de børn, der er tale om? For det er altså under 100 mennesker. Er ministeren villig til, at vi kigger på det?

Ministeren.

Det, jeg redegjorde for i min tale før, er jo de tilbud, der allerede findes om støttemuligheder til unge øboere under 18 år med rabat på offentlig transport, ligesom unge, der fraflytter en ø, fordi det ellers simpelt hen er for besværligt at tage en ungdomsuddannelse på fastlandet, kan få økonomisk støtte til bl.a. kost og husleje.

Vil man gerne have andre konkrete særlige tilbud, er det jo noget, man må tage op med de relevante ministre eller de kommuner, der kan være de ansvarlige her. Jeg har ikke mulighed for inden for det område, hvor jeg er ansvarlig, når det handler om su, på en meningsfuld måde, synes jeg, at udbrede det. Og det forstår jeg også at Dansk Folkeparti er enige i ikke er den vej, vi skal gå.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, og således kan rækken af ordførere påbegynde deres ordførertaler. Den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er fru Tanja Larsson.

For Socialdemokratiet er udviklingen af landdistrikter og øer et vigtigt område, og det fylder rigtig meget hos mig og for partiet; det er en stor del af vores dna. Det er vigtigt for os med et Danmark i balance, hvor vi holder liv i de små lokalsamfund, og hvor det ikke er geografi, der er afgørende for, om man får en uddannelse, om man bosætter sig, eller om man har et arbejde at stå op til.

Derfor har vi også, siden vi overtog nøglerne til Statsministeriet, kæmpet for en række vigtige skridt, som alle sammen tjener det formål at styrke landdistrikterne og de små øsamfund. Vi har bl.a. som en del af det kommunale tilskuds- og udligningssystem vedtaget et nyt tilskud til de udsatte yder- og økommuner. Mest aktuelt er vi lige nu i gang med at behandle et lovforslag, som skal forbedre lånemulighederne, når borgere ønsker at bosætte sig i landdistrikterne, for det er vigtigt, at der også i fremtiden er liv i landdistrikterne.

Vi har også indgået en politisk aftale om mere liv i bymidter i landdistrikter. Med aftalen sikrer vi bl.a. bedre muligheder for borgerdrevne dagligvarebutikker i landdistrikterne, nedbringelse af antallet af faldefærdige huse og bedre bredbånd i hele landet.

Med beslutningsforslaget her ønsker forslagsstillerne fra DF så at drøfte ændringer af su-loven, så unge øboere under 18 år får adgang til su som udeboende. Først og fremmest er jeg enig i, at afstanden til en ungdomsuddannelse ikke skal være afgørende for, om de unge får en uddannelse, eller være afgørende for, hvilken ungdomsuddannelse de unge får. Det gælder naturligvis også unge, som bor i landdistrikter eller ude på de små øer.

Med udspillet »Tættere på II« foreslog vi derfor også at sikre flere ungdomsuddannelser i hele Danmark, ligesom vi også på det videregående uddannelsesområde har indgået aftale om at sikre flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark.

Så det ligger både mig og Socialdemokratiet på sinde, at vi skaber de bedste rammer for børn og unge i hele Danmark, og at de får adgang til uddannelse. For vi ved, at en let adgang til uddannelse kan være afgørende for, om unge får en ungdomsuddannelse. Lige adgang til uddannelse, uanset hvor man kommer fra, er en socialdemokratisk hjertesag.

Men som ministeren også allerede har været inde på, kan Socialdemokratiet ikke støtte forslaget her. Det kan vi først og fremmest ikke, fordi indholdet i forslaget er omfattet af su-forliget, og jeg er enig med ministeren i, at forligsstof bør drøftes i en forligskreds. Jeg vil derfor afvise forslaget og opfordre forslagsstillerne til at løfte forslaget ind i det regi.

Hvis jeg skal knytte et par ord til selve indholdet, er jeg som nævnt tidligere enig i de intentioner, der ligger i forslaget, i forhold til at sikre lige adgang til uddannelse. Så er spørgsmålet, om su er det rigtige værktøj at bruge i det her tilfælde. Der findes allerede en række muligheder, som ministeren også har været inde på, og tilbud til unge mennesker under 18 år, som bor på øerne.

Ud fra det og respekten for indgåede forlig kan vi desværre ikke støtte beslutningsforslaget her. Og jeg skal hilse fra Enhedslisten og SF, som bakker op om, at vi finder sammen om en beretning i udvalget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og den er fra fru Mette Hjermind Dencker, Dansk Folkeparti.

Som jeg også sagde til ministeren, har jeg stor respekt for, at man ikke ønsker at ændre noget i forhold til vores aftale omkring su. Det her handler blot om en ydelse, der svarer til su. Det er meget muligt, at man kan fokusere på, at der er nogle steder, hvor der er taget tiltag, som løser det her. Men det, som mit fokus er på, er, at vi ikke har nået alle. Vi har ikke nået alle med det her. Der er nogle øer, hvor det simpelt hen afhænger af forældrenes pengepung, om man kan få en uddannelse. Så jeg vil bare spørge ordføreren: Er ordføreren interesseret i, at vi griber de mennesker og finder en løsning, eller har ordføreren det ligesom ministeren, altså at de selv må klare det?

Ordføreren.

Tak. Det var bestemt ikke det, jeg hørte ministeren sige. Nu kender jeg ministeren, og jeg ved, det langtfra er den holdning, ministeren plejer at fremføre, når jeg drøfter sager med ham, og det er heller ikke min holdning. Man fremsætter et forslag, der starter med at handle om su, men så ønsker man ligesom at tage det hen i noget andet, og ordføreren må have respekt for, at jeg forholder mig til det, der er fremført, altså til det forslag, der er fremsat her. Det gør det selvfølgelig lidt svært at komme helt konkret ind på det, du gerne vil have, men jeg synes da, at vi skal sætte os ned i udvalget og prøve at finde ud af, hvad der findes af løsninger rundtomkring. Måske findes der nogle løsninger, som hverken du eller jeg – undskyld, jeg mener, som hverken ordføreren eller jeg – eller dem, der bor på øerne, faktisk kender til.

Tak for selv at komme med rettelsen – det er nemlig korrekt, at det hedder sådan.

Værsgo til fru Mette Hjermind Dencker for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Der er forskellige måder at løse det på rundtomkring, og det kender jeg om nogen til, for jeg er nok den politiker, der rejser mest til de danske øer. Så jeg kender godt til en masse forskellige løsningsmodeller, som vi kan kopiere til andre steder. Men det er bare vigtigt, at vi tager ansvar for det herinde fra Christiansborg, for som det ser ud nu, handler det om at bo i den rette kommune, for at man får den rette hjælp. Det er det, vi skal undgå, og det er det, jeg vil høre om ordføreren er med på, altså at vi tager hånd om de sidste personer, som mangler, og som simpelt hen ikke har andre muligheder. I forhold til det kan vi godt glemme alt, hvad ministeren står og siger, for det er ikke den verden, de lever i. De muligheder har de ikke.

Ordføreren.

Tak. Jeg må svare, som jeg gjorde før. Altså, selvfølgelig går vi ind for, at unge mennesker skal have uddannelse og have det så godt som muligt. Men det er ikke der, den debat hører til. Den hører ikke til i su-regi. De her studerende er under 18 år, og su er for de 18+-årige.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Hans Andersen. Velkommen.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse denne debat, som vi i Venstre opfatter som en drøftelse af, hvordan vi kan sikre, at unge under 18 år, der bor på en ø, får mulighed for og har mulighed for at tage en ungdomsuddannelse. Vi kender ikke omfanget af problemstillingen, og vi kan også konstatere, at det, som vi læser beslutningsforslaget, koster i omegnen af 5 mio. kr., og på den baggrund kan vi jo ikke lige i dag tilslutte os det her beslutningsforslag.

Men vi synes, at vi burde få belyst problemstillingen, i forhold til hvad udfordringen helt konkret er, og det vil vi meget gerne arbejde med i udvalget, så vi kan få viden om, hvad det er, der skal til for at gøre det attraktivt for unge mennesker både at blive boende, men også at tage en uddannelse. Der er i dag tilskud til transporten, men er det det tilskud, der er for lille? Det vil vi gerne drøfte. Og hvad skal vi så gøre ved det? Så vi synes, at vi skal drøfte det her i udvalget, og det kunne da bestemt munde ud i en beretning, hvor vi forpligter hinanden på at få afdækket det her, så vi kan finde udfordringen.

Så skal vi også i respekt for den su-forligskreds, der findes, jo også have de partier med i arbejdet. Så det er vores tilgang til det her beslutningsforslag. Vi hilser det velkommen med drøftelsen, og vi ser frem til, om vi kunne lande en beretning i udvalget. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Og så har jeg konstateret, at der er hilst fra den socialdemokratiske ordfører fra et par af partierne. Derudover er der en del partier, der ikke er til stede, men Det Konservative Folkepartis ordfører, hr. Niels Flemming Hansen, er her. Velkommen. Ordet er ordførerens.

Mange tak for det, og rigtig mange tak til fru Mette Hjermind Dencker for at fremsætte dette forslag – tusind tak for det. Som udgangspunkt synes vi egentlig, der er meget fornuft i det forslag, der kommer, men omvendt har vi også forsøgt at danne os et overblik over, hvad der er af ydelser de forskellige steder, altså hvad man har af muligheder. Hvis man f.eks. bor på Anholt og vil ind til Grenaa og læse, kan man bo på en slags kollegium, men hvis man vil læse et andet sted, bliver det lige pludselig vanskeligt, og hvad har man af ydelser, hvad har man af penge? Så vi tænker nok noget i retning af, at man på en eller anden måde fra udvalgets side sender et hyrdebrev ud til kommunerne for at høre, hvad der sker her, altså hvad vi har af muligheder de forskellige steder, og så håber vi at lande positivt med en beretning på det. Tak for det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Og da alle ordførere, der ønskede at få ordet til denne sag, nu har haft ordet, kan jeg give ordet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er præcis fru Mette Hjermind Dencker fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Jeg skal som forslagsstiller starte med at beklage, at der i forslaget står »ret til su som udeboende for studerende øboere under 18 år«, hvor der skulle have stået »ret til en ydelse svarende til den, udeboende under 18 år får«, da der ikke er tale om su, når man er under 18 år.

Forslaget er derimod blevet til på baggrund af en masse dejlige besøg, jeg har haft på øerne i de sidste snart 11 år, jeg har været folketingsmedlem, og jeg har i alle årene haft fornøjelsen af at være Dansk Folkepartis ordfører for landdistrikter og øer. På øerne er jeg ofte blevet bibragt den problemstilling, som øerne generelt har med skolesystemet, ikke kun når man er færdig med 9. klasse, men også den problemstilling, at de små skoler ude på øerne typisk går til 6. klasse eller sådan noget, så derfor er det altså meget små børn, man skal sende på kostskole, når de er færdige med 6. klasse. Så det er en anden problemstilling, de også har. Når de så endelig er færdige med 9. klasse, bliver skoledagene typisk lidt længere, når man går på gymnasiet, erhvervsuddannelse, handelsskole, hf, eller hvad det nu kan være, og der står de så – det gælder mange af øerne – med den problemstilling, at man simpelt hen ikke kan komme til og fra øen samme dag og passe sin skole ordentligt.

Nogle kommuner er, som både ministeren og De Konservative har været inde på, venlige og støtter øerne, og de har forskellige måder at støtte deres øboere på. Der er nogle, der støtter deres øboere, ved at de simpelt hen opretter et kollektiv inde på fastlandet til øboerne eller mulighed for et kollegieværelse et bestemt sted. Så er der også nogle, der giver fuld støtte, giver et eller andet beløb til kost og logi, og så er der andre, som netop siger, at den her skole f.eks. skal være et kostgymnasium, som man kan gå på. Der er lidt forskellige måder, de løser det på. Men det, som er essensen i det, er, at det ikke bliver løst alle steder.

Vi vil jo gerne have, at øerne bliver beboet hele året af ikke kun ældre mennesker, men også børnefamilier, så derfor er det også vigtigt, at vi gør øerne tilgængelige for børnefamilier hele året. Derfor er det også vigtigt, at vi sørger for, at der bliver taget godt hånd om børnene hele vejen igennem, og det gælder både i forhold til pasningssystemet, skolen og uddannelsessystemet. Det er utrolig vigtigt, og det er noget, vi skal sørge for her. Vi kan ikke bare lægge det ud til kommunerne, for det er altså ikke alle kommuner, der løser opgaven.

Jeg må sige, at når jeg har været ude på øerne, tør jeg godt at sige uden at fornærme nogen, at øboerne altså ikke er mere velbjærgede økonomisk, end vi andre er. Jeg tror nok, at jeg kan gå så langt som til at sige, at jeg nok mange steder oplever det modsatte, så derfor er det altså ikke højindkomstfamilier, som står der med udgiften til at betale til en lejlighed og kost og det hele, når de sender deres barn af sted som 15-16-årige. Så det er et stort problem for de mennesker, det berører.

Så når vi her i Danmark er hamrende stolte af vores uddannelsessystem – og vi har al mulig grund til at være stolte af vores uddannelsessystem, hvor alle, rig som fattig, kan få en uddannelse – skal vi bare huske på, at det ikke er sådan, det er. Vi skal bare huske, at der findes steder i Danmark, hvor det er forældrenes pengepung, der afgør, om børnene kan få en uddannelse. Det er heldigvis få steder, men det findes. Der er ikke tale om alle øer, for der er masser af øer, der har en nem adgang med hyppige afgange til fastlandet. Det kunne f.eks. være Fanø, der har 12 minutter ind til Esbjerg, hvor gymnasiet sagtens kan passes. Limfjordsøerne har også kort transporttid. Det er overhovedet ikke alle øer, der er tale om, men der er tale om nogle øer, hvor forældrene alene må afholde den udgift, og det synes jeg ikke vi kan være bekendt.

Den gode nyhed handler til gengæld om demografien på øerne, hvis man kan sige, at det er en god nyhed, eftersom det jo desværre er sådan på øerne, at der ikke er så mange børnefamilier. Så det kommer faktisk kun til at dreje sig om ganske, ganske få mennesker, og derfor kan det løses ved at afsætte en pulje på 5 mio. kr., som jeg overhovedet ikke tror kommer i nærheden af at blive brugt fuldt ud.

Så selv om det kun er få mennesker, vi hjælper med det her forslag, betyder det alverden for de mennesker, vi hjælper, og så er vi forhåbentlig også med til at gøre vejen til at være øbo endnu kortere, når vi nu letter dem for de byrder. Tak.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ikke ønske om korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Landdistrikter og Øer. Nu taler jeg meget langsomt, og jeg starter med at konstatere, at hvis ingen gør indsigelse mod det, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Det var så punkt nr. 32, og grunden til, at jeg taler meget langsomt nu, er, at vi lige om et øjeblik skal i gang med punkt nr. 33, og igangsættelsen af punktet kræver, at ministeren er til stede i salen, og jeg kigger indgående på den socialdemokratiske ordfører, som signalerer, at han er på vej, og vejen til Folketingssalen kan være lang, for der er mange trapper. Hvad kan jeg ellers tale om? Jeg kender antallet af trin. Det var ikke ministeren, der kom ind der.

Vi er ved at være der, hvor jeg er nødt til at afbryde mødet, fordi der ikke er en minister til stede. Jeg venter lige et meget kort øjeblik mere. Det er det, man kalder sidste øjeblik, nej, det er langt over sidste øjeblik. Ikke desto mindre er vi nu ved at være klar til førstebehandlingen af beslutningsforslag nr. B 108.