Tak for ordet, og tak til forslagsstillerne bag beslutningsforslaget. Med det her beslutningsforslag får vi mulighed for at drøfte, hvilke krav der skal stilles til mennesker, der søger dansk statsborgerskab. Det er alt sammen fint, også selv om vi jo lige har været igennem en proces, hvor vi debatterede netop det og forhandlede netop det og lavede nogle meget markante ændringer på det her område. Lad mig starte med at slå fast, at i Venstre mener vi ikke, at statsborgerskab er en rettighed. Det er vigtigt, at vi fastsætter nogle stramme og kontante krav til dem, der ønsker at blive en del af det danske fællesskab.
Reglerne for at opnå dansk statsborgerskab blev som bekendt ændret sidste år, og jeg var selv med til de her forhandlinger, og vi blev enige om, at der skulle laves en ny aftale for opnåelse af indfødsret. I denne aftale indgik der også det element, vi diskuterer her i dag, nemlig hvor lang tids permanent ophold man skal have i Danmark, før man kan søge om dansk statsborgerskab. Her blev vi enige om, at almindelige ansøgere i udgangspunktet skal have haft permanent ophold i Danmark i 2 år. På grund af konventionsbestemmelser er der enkelte grupper, som kan nøjes med 1 års permanent ophold, men den generelle regel er altså 2 år. For at opnå permanent ophold i Danmark skal man som udgangspunkt have opholdt sig i landet i mindst 8 år; altså vil udgangspunktet være, at man skal have opholdt sig 10 år i Danmark, før man kan komme i betragtning til dansk statsborgerskab.
Så kommer der et beslutningsforslag nu, som vi behandler her, hvor Det Konservative Folkeparti foreslår, at alle personer skal have haft 5 års permanent opholdstilladelse, før man kan komme i betragtning til at få dansk statsborgerskab. Det vil betyde, at hovedreglen vil blive, at man skal have været i Danmark i 13 år, før man kan komme i betragtning til at få dansk statsborgerskab. På den ene side er vi i Venstre ikke sikre på, at det er den rette balance, men vi er også fuldstændig på det rene med, at det også er et forslag, der er i klar strid med Danmarks internationale forpligtigelser, da statsborgerskabskonventionen beregner de opholdskrav, som en nation kan opsætte, til 10 år. Det blev vi i øvrigt også oplyst om, da vi lavede de her stramninger, som blev nævnt tidligere af den socialdemokratiske ordfører, og da vi tidligere i dag diskuterede det, da hr. Rasmus Stoklund var her, var vi igennem alt det her materiale. Jeg synes, det er lidt underligt, at et parti, der bejler til at sidde med ved det absolutte voksenbord i dansk politik, kommer med et forslag, som så klokkeklart kører direkte over en af de konventioner, som vi i Venstre mener Danmark skal overholde.
Jeg tror, vi skal gå en helt anden vej, hvis ikke man synes godt nok om den aftale, vi indgik i sin tid. Så bør vi sætte os ned og se på de problemer, som jeg kan forstå på den konservative ordfører er frustrerende for dem, og jeg er faktisk til dels enig med dem, med, at der er alt for mange, der har en for aktiv kriminel løbebane, men som alligevel får statsborgerskab i Danmark, og det kan være ganske alvorligt. Så må vi se, om vi kan få strammet de regler til statsborgerskab, der er i det regi, oven på den aftale, vi indgik sidste år.
Vi vil i Venstre ikke afvise, at der kan gøres yderligere, og vi vil gerne drøfte det med både Det Konservative Folkeparti og med regeringen, men vi må gøre det på en måde, så vi ikke kører med fuld fart ind i en konvention, for det synes vi simpelt hen ikke er den rigtige måde at gøre det på. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at regeringen snarest får indkaldt til en opfølgning på sidste års aftale. Det har vi ventet længe på, ikke bare i Det Konservative Folkeparti, men også i Venstre, både for at overveje, om vi ramte alle de balancer, vi søgte at ramme, rigtigt, men også for at følge op på de elementer, vi lavede aftale om sidste år, og for at diskutere noget af det, som trods alt også er indeholdt i det her forslag, nemlig et ønske om at gøre noget ved et problem. Vi skal bare vælge en vej, der overholder de konventioner, vi har indgået.