Det næste punkt på dagsordenen er:

36) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 157:

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af beslutningskompetence vedrørende elektronisk fodlænkeafsoning.

Af Preben Bang Henriksen (V) og Morten Dahlin (V).

(Fremsættelse 01.03.2022).

Jeg kan se, at vi både har ministeren og ordførere til stede, og derfor er forhandlingen åbnet. Først er det justitsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til Venstre for at have fremsat beslutningsforslaget. Som bekendt er det i dag kriminalforsorgen, der har kompetencen til at beslutte, om en person, der er idømt ubetinget fængsel i op til 6 måneder, skal have lov til at afsone med elektronisk fodlænke. Forslagsstillerne ønsker den her beslutningskompetence overladt til retten. Lad mig sige med det samme, at jeg godt kan forstå, at Venstre ønsker af stille forslag med det formål at skabe mere enkle og mere smidige processer i behandlingen af straffesager. Det er en ambition, jeg fuldt ud deler. En overførsel af beslutningskompetencen til domstolene vil dog ikke løse problemet med lange sagsbehandlingstider, og det vil ikke medføre en mere enkel og smidig sagsbehandling, tværtimod, og det vil jeg forsøge at uddybe.

Det er ikke første gang, at spørgsmålet om overførsel af beslutningskompetence bliver bragt op. Spørgsmålet var også oppe at vende under forhandlingerne om flerårsaftalen for kriminalforsorgens økonomi, som regeringen den 15. december indgik med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Der er flere vægtige argumenter imod forslaget, og det vigtigste er, at en overførsel af beslutningskompetencen vil forlænge sagsbehandlingstiden i straffesagskæden. Forslaget står dermed i kontrast til det kontinuerlige fokus, som regeringen og en række af Folketingets partier har på at nedbringe sagsbehandlingstiden i straffesagskæden.

Regeringen har taget en række initiativer til at nå det mål. Både med det seneste politiforlig og flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi fra december sættes der ind med initiativer for at nedbringe sagsbehandlingstiden. Derudover er der igangsat et arbejde med at finde flere konkrete tiltag, som kan styrke sagsbehandlingen og reducere sagsbehandlingstiden på tværs af hele straffesagskæden. Formålet er, at tidsrummet, fra forbrydelsen begås, til den dømte påbegynder afsoningen af sin straf, forkortes mest muligt. Hvis spørgsmålet om fodlænkeafsoning skal afgøres af retten, vil det pålægge domstolene ekstraarbejde i et betydeligt omfang med væsentlige merudgifter for domstolene til følge. Det er Domstolsstyrelsens vurdering, at det vil kræve længere retsmøder og dermed lægge et yderligere pres på berammelsestiderne. Det vil altså have en negativ effekt på sagsbehandlingstiderne i straffesagskæden. Hvis der skal tages stilling til spørgsmålet om fodlænkeafsoning i forbindelse med afsigelsen af dommen i en straffesag, vil også landsretterne blive pålagt yderligere arbejde. Det skyldes, at byrettens beslutning om fodlænkeafsoning vil skulle kunne ankes.

Men det er ikke alene domstolene, som vurderes at blive ramt af ekstra arbejde, det er også kriminalforsorgens vurdering, at overførslen vil medføre væsentlige merudgifter til fodlænkeordningen og ekstra arbejde hos kriminalforsorgen. Det er nemlig kriminalforsorgen, der varetager den egnethedsvurdering, som danner grundlaget for vurderingen af, om der kan afsones med fodlænke. Med beslutningsforslaget vil denne egnethedsvurdering modsat i dag også skulle laves forud for retsmødet, og det betyder, at kriminalforsorgen kan ende med at bruge ressourcer på at lave de undersøgelser i sager, hvor fodlænke slet ikke kommer på tale, enten fordi den tiltalte ender med at blive frifundet, får en betinget dom eller idømmes en straf på mere end 6 måneders fængsel. Og hvis domstolenes afgørelse om fodlænke bygger på kriminalforsorgens egnethedsundersøgelse, er det kriminalforsorgens vurdering, at der under alle omstændigheder vil være behov for, at kriminalforsorgen efter dommen på ny vurderer, om den dømte kan afsone med fodlænke. Det skyldes, at den dømtes beskæftigelses- og boligsituation kan have ændret sig, og der kan være kommet nye sigtelser, der har ført til, at den dømte ikke længere er egnet til at afsone med fodlænke på.

Samlet set er det kriminalforsorgens og Domstolsstyrelsens vurdering, at udgiften til fodlænkeordningen med forslaget vil blive øget væsentligt, fordi der må påregnes ekstra udgifter til sagsbehandling og de ændrede sagsgange, og først og fremmest vil forslaget have en negativ påvirkning af sagsbehandlingstiderne i hele kæden. For regeringen er det helt centralt, at sagsbehandlingstiderne i straffesager ikke forlænges yderligere, og at der generelt sikres en så effektiv sagsbehandling på tværs af straffesagskæden som muligt. En overførsel af beslutningskompetencen vil både pålægge domstolene og kriminalforsorgen ekstra arbejde og væsentlige merudgifter, og derudover vurderer Domstolsstyrelsen, at en overførsel af beslutningskompetencen vil betyde endnu længere sagsbehandlingstider i straffesagskæden.

Det er jo vigtigt, at vi har et retssystem, som hurtigt og effektivt yder ofrene retfærdighed. Der skal tages ordentlig hånd om de mennesker, der bliver ofre for kriminalitet, og det indbefatter altså også, at vi ikke har ofre, der venter i månedsvis, nogle gange år, på, at straffesagen bliver afgjort, og det er vi ikke gode nok til at sikre i dag, og det skal vi gøre bedre. Udfordringerne med den lange sagsbehandlingstid har været en hovedprioritet for regeringen, og af den grund er det også vores opfattelse, at der generelt bør trædes varsomt i forhold til ændringer, hvor der er risiko for en forlængelse af sagsbehandlingstiderne, med andre ord synes vi ikke, at det at pålægge domstolene også at tage stilling til det her spørgsmål i forbindelse med straffesagerne og dermed forlænge sagerne er den rigtige vej at gå, og det er derfor, vi ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Endnu en gang tak til forslagsstillerne for at sætte fokus på et relevant emne. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo.

Hvis de oplysninger, ministeren har indhentet, kan lægges til grund, er jeg helt enig med ministeren; men der må jeg bare sige, at hvis man spørger Dommerforeningen eller dommerne om en ændring af det her, kender man næsten svaret på forhånd: Send more money. Det bliver altså nogle ord, som vi desværre kommer til at høre meget om i fremtiden.

Nej, jeg er nødt til at spørge ministeren: Hvordan forlænger det sagsbehandlingstiden? Vi har en person, der lige har fået 6 måneders fængsel, siddende foran dommeren. I dag er det sådan, at når han går ud af retten, aner han ikke, om han skal i fængsel eller ej. Det er noget, som der sidder nogle i kriminalforsorgen og afgør administrativt på et senere tidspunkt.

I det her forslag er der lagt op til, at dommeren kan forhøre den pågældende. Dommeren kan spørge ind til den pågældendes personlige forhold. Dommeren har personundersøgelsen efter § 808 foran sig. Dommeren har eventuelt supplerende oplysninger. Der er alle tænkelige oplysninger foran dommeren – det kan da ikke være en forlængelse af sagsbehandlingstiden.

Jeg tror, at den engelske sætning kan oversættes til: Send flere penge.

Værsgo til ministeren.

Tak. Det er Domstolsstyrelsens vurdering, at en overførsel af beslutningskompetencen vil pålægge domstolene et betydeligt ekstraarbejde, bl.a. fordi der skal posteres flere oplysninger i forbindelse med retsmødet, ligesom voteringen vil tage længere tid. Så tror jeg også selv, at noget af det afgørende jo er, at hvis man så ikke skal afsone i fodlænke, vil man også have mulighed for at anke det. Dermed vil der blive sendt endnu flere sager til næste instans i retssystemet.

Jeg er sådan set enig i – jeg har også læst nogle af de indlæg, ordføreren har skrevet i nogle aviser – at det kan virke lidt mærkeligt, at man kan gå ud af retssalen og have fået en ubetinget dom på, lad os sige 4 måneder, men ikke vide, om man skal afsone i fodlænke eller ej. Men jeg synes også, at det må betyde noget, at vi prøver at undgå, at der er ekstra arbejde, der bliver lagt ind i de retssale, hvor vi i forvejen har for store problemer med at få berammet retsmøderne.

Hr. Preben Bang Henriksen.

[Lydudfald] … Jeg er sådan set enig med ministeren i, at vi også skal undgå ekstra arbejde og undgå ekstra udgifter osv., men her er der udgifter til en domstolsbehandling og en supplerende behandling i kriminalforsorgen. Det, jeg taler for, er jo selvfølgelig at tage de penge fra kriminalforsorgen og lægge ind til domstolene, sådan at der bliver sendt flere penge. Pengene følger forslaget.

Ministeren.

Det, som jeg i hvert fald er blevet oplyst, er, at der stadig vil skulle være en egnethedsvurdering, før dommeren tager stilling til, hvorvidt man skal afsone i fodlænke eller ej, og at man heller ikke undgår endnu en egnethedsvurdering senere hen i forløbet. Derfor kan jeg også godt se de saglige indvendinger imod det, som egentlig er – og det tænkte jeg selv, da jeg læste ordførerens indlæg – en indlysende fornuftig tanke.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi i gang med ordførerrunden – først er det hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget lægger op til at flytte beslutningskompetence vedrørende afsoning med elektronisk fodlænke. Forslagsstillerne ønsker konkret, at det ikke længere skal være kriminalforsorgen, der træffer beslutning om, hvorvidt en dømt person skal have lov til at afsone med elektronisk fodlænke. I stedet skal det ifølge forslaget være den ret, som behandler straffesagen; og fordi retten allerede kender den pågældende sag og alligevel skal træffe en afgørelse, kan det jo virke besnærende også at lade retten tage stilling til fodlænkespørgsmålet.

Som vi netop har hørt justitsministeren forklare, er det da også en løsning, som før har været oppe at vende. Udfordringen er imidlertid, at den løsning formentlig i praksis vil forlænge sagsbehandlingstiden i straffesagskæden. Domstolene vurderer selv, at det vil kræve længere retsmøder at tage stilling til fodlænkespørgsmålet, og det vil også presse et i forvejen trængt domstolsområde unødigt.

Det er også vurderingen, at det vil komme til at koste flere ressourcer hos kriminalforsorgen, der stadig vil skulle foretage den egnethedsvurdering, som danner grundlaget for vurderingen af, om der kan afsones med fodlænke.

Når både domstolene og kriminalforsorgen vurderer, at en løsning som den foreslåede vil koste mange ekstra ressourcer og betyde længere sagsbehandlingstider, og når vi ved, hvad de forskellige pressede led i vores strafferetspleje er og har været igennem længere tid, så mener vi ikke, at forslaget er hensigtsmæssigt. Så vi kan ikke støtte forslaget.

Men jeg synes, det er godt, at vi fortsætter diskussionen af, hvordan vi kan optimere vores trængte straffesagskæder – det er der brug for. Og jeg er glad for, at udfordringerne med lange sagsbehandlingstider er en hovedprioritet for regeringen. Vi skal have en velfungerende straffesagskæde, så vi så hurtigt som muligt kan få opklaret forbrydelser og straffet de skyldige, så ofrene kan få afklaring og ikke skal stå i venteposition.

Vi kan ikke støtte forslaget, og jeg skulle hilse at sige fra Enhedslisten, at de heller ikke kan støtte forslaget. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Preben Bang Henriksen.

Jeg skal forskåne ordføreren for de samme spørgsmål, som jeg stillede til ministeren. Jeg har en sær fornemmelse af, at det nok bliver nogenlunde samme svar. Så dem lader vi ligge. Til gengæld vil jeg gerne stille ordføreren et spørgsmål, der handler om, at Retsudvalget så på den her sag og nøjagtig samme forslag, og den 26. marts 2015 afgav Retsudvalget, inklusive Socialdemokratiet, en beretning, og jeg citerer derfra:

»Domstolene bør således i forbindelse med sanktionsfastsættelsen kunne beslutte, at den pågældende skal afsone sin dom ved brug af elektronisk fodlænke, hvis den dømtes personlige forhold gør dette praktisk muligt. Domstolene bør også kunne beslutte, at afsoning i fodlænke ikke skal kunne ske. På den måde vil både domstolene og Direktoratet for Kriminalforsorgen få indflydelse på en beslutning om brugen af elektronisk fodlænke.

Udvalget bemærker, at retten på domstidspunktet har de nødvendige oplysninger om bl.a. kriminalitetens art og den tiltaltes forstraffe ...«

Hvad er det, der siden den 26. marts har fået Socialdemokratiet til at ændre opfattelse?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vurderingen i den her sag er, at forslaget ikke vil spare kriminalforsorgen, hverken for administration eller udgifter, snarere tværtimod. Og der synes vi, det er væsentligt at lægge vægt på de vurderinger, der kommer fra domstolene og fra kriminalforsorgen, som jo vurderer, at de i virkeligheden i en lang række sager måske vil komme til at bruge unødvendige ressourcer på at lave en egnethedsvurdering af en person, som så måske i virkeligheden ikke er egnet til at bruge fodlænke alligevel.

Så det korte af det lange er, at som forslaget ligger her, er vurderingen, at det ikke vil spare kriminalforsorgen for udgifter og tid, og i det her øjeblik og i den her tid er der jo brug for det modsatte. Og det ved jeg at hr. Preben Bang Henriksen jo også arbejder aktivt for.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Jeg synes næsten, det lyder som en afskrift af det, vi hører Dommerforeningens formand sige, og jeg synes ikke, det lyder ret godt for de kommende forhandlinger, hvor vi gerne skulle finde ud af, hvor vi kan ændre på og rationalisere domstolsprocessen. Men pyt nu med det.

Det, jeg spurgte efter og ikke fik svar på, var: Hvad er der egentlig sket siden den 26. marts 2015, hvor Socialdemokratiet var med til i en beretning at fastslå, at sanktionsfastsættelsen kunne besluttes af domstolene?

Ordføreren.

Nu var jeg jo ikke selv med til at lave beretningen i 2015 – jeg har desværre ikke lige så lang anciennitet som hr. Preben Bang Henriksen i det her udvalg eller på det her område. Men jeg synes nu, jeg forsøgte at redegøre for, hvorfor vi er endt, hvor vi er nu med det her forslag, nemlig at det, der er opgaven for os nu – ikke kun for regeringen, men for alle herinde – er at finde ud af, hvordan vi får effektiviseret straffesagskæden. Det har vi diskuteret en række andre forslag til hvordan man kan gøre, og det, der jo er vurderingen, ikke bare fra domstolene, men også fra kriminalforsorgen, er, at det her ikke er den rigtige måde at gøre det på.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Tak for det. Det her forslag handler jo om, hvorvidt domstolene skal kunne idømme en fodlænkeafsoning, hvor det i dag er kriminalforsorgen, der ligesom klarer sagen og bestemmer, hvem der efter en ansøgning skal have mulighed for at få en fodlænke på. I SF er vi altid klar til at se på, hvordan man kan smidiggøre behandlingen af straffesager, så den tid, der går, fra en forbrydelse begås, til den dømte begynder afsoningen, bliver så kort som muligt.

Vi vil selvfølgelig også gerne være med til at tænke ud af boksen og prøve nye veje for at sikre en enkel og effektiv sagsbehandling ved vores domstole, men vi kan ikke støtte det her forslag. Vi er også godt klar over – det vil jeg sige, inden jeg får spørgsmålet – at vi faktisk tidligere har ment, at det her var en god idé og har bakket op om en beretning. Men jeg synes alligevel, at der er sket nogle ting efterfølgende.

Vi står jo med en kæmpe sagspukkel ved domstolene. Vi har mangel på ressourcer, og som vi forstår det, vil det her pålægge domstolene nye og ressourcekrævende opgaver, som kan medføre et stort træk på de i forvejen pressede domstole. Retsmøderne vil blive længere, og sagsbehandlingstiden vil samlet set også blive længere, også fordi spørgsmålet om fodlænkeafsoning vil kunne ankes og dermed risikere at trække ressourcer fra flere retsinstanser. Alt i alt vil det gøre sagsgangene tungere, og det er nok det sidste, vores domstole har brug for lige nu. Så jeg tror ikke, det er lige nu, at vi skal tage den snak.

Så må vi også sige, at det godt kan være, at domstolene tager stilling til f.eks. samfundstjeneste, men når det handler om afsoning, tager domstolene jo heller ikke bestik af, om det skal være et åbent eller lukket fængsel eller en pension. Man kan sige, at når man får en fodlænke, er det jo et fint tilbud, som man kan ansøge om i dag. Det synes jeg faktisk er rigtig godt. Derfor passer det mere ind i den portefølje, vi allerede har, hvor det faktisk er kriminalforsorgen, der bestemmer, hvad der er den relevante løsning, når man skal afsone.

Så er der det, at man kun kan få en fodlænke, hvis man er under uddannelse eller har et job. Det er faktisk nærmest et krav for at blive tilgodeset i den her ordning. Lige præcis derfor er det måske fint, at fodlænkeafsoning er noget, man kan søge om, for der er nogle, der ikke vil bryde sig om, at kriminalforsorgen kontakter deres arbejdsplads. De vil faktisk hellere have en afsoning og så måske sige op. Det har man jo mulighed for at gøre.

Så har vi jo også hørt på vores rundtur til kriminalforsorgens institutioner, at det kan være ekstremt hårdt at afsone med fodlænke, og at der faktisk er et ikke ubetydeligt antal, som undervejs beder om at blive tilbageført til en rigtig afsoning. Det kan faktisk være ret belastende at være spærret inde bag hjemmets egne fire vægge med de eventuelle skænderier, det giver med kæresten og konen, eller fordi man ikke kan gå på legepladsen med sit barn. Der er altså nogle, der foretrækker at komme ind i fængslet, fordi der får man udgange, som er lidt mere fleksible end den her løsning.

Derfor tror jeg, at vi i SF lander på, at vi ikke kan støtte det her forslag og faktisk synes, at i de 7 år, der er gået, er vi blevet klogere på fodlænkeordningen, og vi kan derfor ikke bakke forslaget op. Jeg skal hilse fra De Radikale og sige, at de siger det samme som os.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til fru Britt Bager, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Med forslaget her ønsker Venstre at overføre beslutningskompetencen i forbindelse med fodlænke til domstolene. For ikke at trække spændingen kan jeg starte med at sige, at Det Konservative Folkeparti ikke støtter op om det her forslag. Og det gør vi ikke, fordi det vil medføre, at domstolene og kriminalforsorgen begge får ekstraarbejde og væsentlige merudgifter. Domstolsstyrelsen vurderer, at en overførsel af beslutningskompetencen vil betyde længere retsmøder og endnu længere sagsbehandlingstider i strafferetskæden. Og det er vi i Konservative selvsagt imod.

Vi har fokus på at få nedbragt sagsbehandlingstiden i strafferetskæden, så tidsrummet, fra forbrydelsen begås, til den dømte påbegynder afsoning af sin straf, bliver kortere. Vi skal hele tiden se på, hvordan vi kan få nedbragt sagsbehandlingstiden i strafferetskæden. Det er noget, vi har fokus på i aftalekredsen bag det seneste politiforlig og bag flerårsaftalen om Kriminalforsorgens økonomi fra december. Og det er også noget, vi vil have fokus på frem mod forhandlingerne om domstolenes økonomi. Her skal vi se på det her spørgsmål, men det er altså rigtigt at tage det i forhandlingerne, hvor man kan se på flere forslag og se på en samlet løsning. Og det vil vi i Det Konservative Folkeparti støtte op om, og derfor bakker vi ikke op om det her beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor er vi nu kommet til hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti.

Tak for et interessant forslag fra Venstre om ændring af beslutningskompetencen vedrørende elektronisk fodlænkeafsoning. Det er jo et forslag, vi tidligere har haft holdninger til, diskuteret og lavet beretning om osv., hvilket ordføreren for forslagsstillerne også kan fortælle om.

Forslaget her handler om at beslutte, om en afsoner skal kunne afsone med fodlænke eller ikke skal kunne afsone med fodlænke, og om den beslutning skal overgå fra kriminalforsorgen til domstolene, altså om det skal kunne være et led i dommen, så man, allerede når man får den, får at vide, om det kan ske med fodlænke, hvor det i dag er kriminalforsorgen, der senere kommer med vurderingen, og hvor der i øvrigt nogle gange går noget tid. Vi så jo i forbindelse med tidligere minister fru Inger Støjberg, at der godt nok gik lidt for lang tid med det, også på grund af noget ventetid i Justitsministeriet.

Men det er klart, at der grundlæggende er gode intentioner, synes vi, i det her forslag, for hvad angår selve det, at det er domstolene, der i øvrigt også kan give andre forskellige såkaldte vilkår for den enkelte, der får en dom, og som ud fra en samlet vurdering kan give retningen for, hvad der egentlig skal ske med den pågældende afsoner, kan der jo godt ligge noget fornuft i, altså at det er dommeren og retten, der tager stilling til det.

Nu er det jo så sådan, som også De Konservatives ordfører, fru Britt Bager, var inde på, at vi i Retsudvalget – mere eller mindre hele Retsudvalget – lige har været ude at besøge nogle af domstolene som led i, at det på et tidspunkt her i år skal være sådan, at man laver en flerårsaftale for domstolenes økonomi. Og der må vi jo nok, når vi kigger på, hvad det er, domstolene laver i dag, og hvad de har af sagsbehandlingstider, sige, at det desværre er en rigtig bitter omgang for borgerne, for dem, der har sager ved retterne, for det tager rigtig lang tid at få behandlet en hel del af de sager, der ligger.

Så der kunne i allerhøjeste grad være brug for, at man får givet nogle flere ressourcer til at behandle sagerne. Og så kan man spørge: Hvilket signal vil det sende, hvis vi i Folketinget nu her i dag eller ved en tredjebehandling beslutter, at nu får de i øvrigt også lige den der opgave, hvor de skal tage stilling til, om man skal i fodlænke eller kan komme i fodlænke eller ej?

Så timingen i det her forslag er måske ikke optimal, fordi man i forvejen slås med en hel del spørgsmål, man skal tage stilling til. Man skal jo tage stilling til, om en person er skyldig, og hvad for en straf vedkommende skal have. Skal vedkommende udvises? Der bliver jo flere og flere sager, hvor vi har at gøre med kriminelle udlændinge, der ikke er danske statsborgere, og derfor skal retten tage stilling til, om der skal ske udvisning eller ej. Det har vi i Retsudvalget fået en del af vide om under den her rundtur. Og sagsbunkerne bliver jo ikke mindre, for corona har også gjort, at der formentlig har været en vis nedgang i sagerne i en periode, og nu stiger tallene igen voldsomt, og sagerne er mere komplicerede – med flere tiltalte, narkosager osv. – og det gør altså, at de trækker ud. Og hvis man i forvejen mangler dommere og folk, der kan støtte dommerne i deres arbejde, ja, så vil det måske være det forkerte tidspunkt at sige: Nu får I i øvrigt lige den der store opgave, som det også kan være at vurdere, om man kan gå med elektronisk fodlænke eller ej.

Så altså, grundlæggende gælder det, at når man er kriminel, skal man have en straf, og at hvis man begår grov kriminalitet, så skal man have en fængselsstraf. Og så er det rigtigt, at man laver nogle forskellige fodlænkeordninger, bl.a. af hensyn til pladsmangel i fængslerne, men også fordi man mener, at nogle kan administrere det og f.eks. samtidig passe en uddannelse, hvis man er ung. Så fodlænkeordningen er sådan set nok kommet for at blive. Skal det så være domstolene, der afgør det spørgsmål? Ja, det kunne der måske være sund fornuft i, men er timingen den rigtige? Nej, det tror vi i Dansk Folkeparti måske ikke den er lige nu.

Så det er beklageligvis sådan, at vi er nødt til at være sådan lidt, som Radikale Venstre nogle gange er under behandlingen af forslag her i Folketingssalen; når de skal vælge, hvad de skal mene, kan det være lidt svært at finde ud af, hvad de egentlig mener. Og jeg beklager, hvis det har været sådan. Det er grundlæggende et positivt, fornuftigt forslag, som timingen måske ikke er helt rigtig i forhold til at gennemføre lige nu.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Preben Bang Henriksen, Venstre.

Tak for det. Man skal høre meget, før ørerne falder af, selv her i Folketingssalen må jeg sige. Jeg hører fru Karina Lorentzen Dehnhardt fortælle om, at der er mange, der gerne vil i fængsel i stedet for at gå hjemme ved konen. Ja, hvis det er sandt, må jeg jo så tage det til efterretning.

Jeg hører, at sagsbehandlingstiden bliver forlænget, hvis vi samler kompetencen fra at være to steder – både i retten og hos kriminalforsorgen – til at være ét sted; ovenikøbet det sted, der i forvejen har de oplysninger, der skal bruges, der i forvejen har personundersøgelser, der har oplysninger om tiltalte, der har tiltalte foran sig og kan stille spørgsmålene. Nej, nej, siger man, det tager alt for lang tid. Det er meget, meget hurtigere først at afsige en dom og så 3 uger efter lade kriminalforsorgen tage ud og holde interviews og skrive rapporter osv. osv. Det er simpelt hen ikke rigtigt.

Det er muligt, at man har sine oplysninger fra Dommerforeningen, men som vi har været inde på tidligere, så er man dér meget besat af ikke at få mere arbejde. Derfor kan jeg godt forstå hr. Peter Skaarups indvendinger om, at vi ikke skal pålægge domstolene mere arbejde, men – undskyld – meningen var jo altså også, at de skulle have en pose penge. De skulle have de penge, som kriminalforsorgen bruger på at tage ud og behandle den her sag; de skulle selvfølgelig overføres til domstolene.

Og så skal jeg da lige hilse at sige, at længere tid tager det altså heller ikke. Jeg vil gætte på, at det i en almindelig straffesag, hvor man også skulle tage stilling til fodlænke, ville tage 10-15 minutter – det er der, vi er henne. Der var virkelig efter min opfattelse penge at spare her.

Jeg mener, det er hensigtsmæssigt, at den, der bliver dømt i en retssag, også kan se, om vedkommende skal i fængsel eller være hjemme. Det er ikke så vigtigt for vedkommende, om der er tale om 3 måneders fængsel eller 5 måneders fængsel – nej, det vigtige er da selvfølgelig, om vedkommende skal i spjældet, for nu at sige det på dansk. Og det får vedkommende altså i dag ikke besked på, når han har fået sin dom i retten; der må man altså afvente en administrativ afgørelse fra kriminalforsorgen senere. Det synes jeg er en forkert måde at gøre det på, og det har jeg altid syntes.

Jeg var derfor også glad for, at Retsudvalget, heriblandt også de partier, der tidligere har holdt indlæg her, for 7 år siden i fuldstændig enighed kunne skrive, og jeg citerer, at domstolene således i forbindelse med sanktionsfastsættelsen bør kunne beslutte, at den pågældende skal afsone sin dom med brug af elektronisk fodlænke. Og videre står der, at udvalget derfor noterer sig med tilfredshed, at justitsministeren – og det var den nuværende statsminister – under førstebehandlingen af beslutningsforslaget var positivt indstillet over for, at domstolene får indflydelse på beslutningen om afsoningen, samtidig med at kriminalforsorgen fortsat har mulighed for at træffe beslutning om afsoning i fodlænke, hvis domstolene ikke har udtalt sig imod det.

Det vil altså med andre ord sige: en delt kompetence. Domstolen kunne vælge at tage stilling til, om der skulle afsones i fodlænke; domstolen kunne også vælge at lade være og så sende det ud til den gamle ordning. Det er efter min opfattelse det eneste rigtige at gøre.

Men jeg er jo heller ikke tonedøv, og jeg kan jo godt høre, at den opfattelse ikke deles blandt andre partier. Det synes jeg er beklageligt. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg skal foreslå, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.