København den 2. maj 2022
Præcisering i forbindelse med 1. behandling af: B 155 Forslag til
folketingsbeslutning om modernisering af lovgivningen om
firmagavekort
I forbindelse med 1. behandling af B 155 Forslag om folketingsbeslutning om modernisering af lovgivningen
om firmagavekort, er der efter Danske Handelsbyers opfattelse behov for præcisering og opklaring af forslaget
samt eventuelle spørgsmål og svar i forbindelse med 1. behandlingen den 28. april 2022 i Folketingssalen.
Præciseringer
Der er ikke tale om en videreførelse af den midlertidige ordning fra covid-19 tiden om skattefri gavekort til
oplevelsesindustrien, hvorfor der ikke vil være tale om et tabt skatteprovenu på kr. 300 mio.
Derimod er der udelukkende tale om en revidering af reglerne for beskatning af gavekort ved f.eks.
firmajulegaver, således at der sker en harmonisering ved, at fysiske gaver og gavekort sidestilles.
Forslaget ændrer på ingen måde statens skatteprovenu. Om der gives en fysisk gave eller et gavekort til de
maksimalt fastsatte grænser har skattemæssigt ingen betydning, da forslaget ikke ændrer ved den nuværende
beløbsgrænse for en skattefri gave.
I modsætning til en fysisk gave åbner gavekort ofte op for et yderligere forbrug, da gavekortene i mange tilfælde
anvendes som delbetaling, hvilket understøtter og styrker den lokale handel, som betaler moms og
virksomhedsskat.
Forslaget ændrer ikke ved, om en arbejdsgiver beslutter sig for at give medarbejderne julegaver, det ændrer
kun arbejdsgiverens muligheder for at give et gavekort, som kan benyttes i de lokale butikker fremfor en fysisk
gave.
Da gavekortet er en B2B-transaktion mellem virksomheden og gavekortudstederen, er der i den nuværende
lovgivning ikke krav om, at gavekortet skal kunne ombyttes til kontanter, hvilket bekræftes af
Forbrugerombudsmanden. Ligeledes kan gavekortet blive påført teksten: Kan ikke ombyttes til kontanter.
Nabotjek
I Norge har arbejdsgiveren mulighed for at give deres ansatte et gavekort, såfremt det ikke kan ombyttes til
kontanter og ligger indenfor den fastsatte beløbsgrænse for skattefritagelse. En ændring af reglerne i Danmark
vil således flugte reglerne i Norge.
Baggrund
Ønsket om levende handelsbyer i hele Danmark deles ikke kun af politikerne på begge fløje på Christiansborg,
men også af danske virksomheder, der ønsker at støtte de lokale gågader ved at købe gavekort til
virksomhedens medarbejdere. Ofte bruger de lokale virksomheder endda allerede penge på at støtte op om
kulturarrangementer m.m. i samarbejde med den lokale handelsstandsforening. Firmagavekortet er altså en
unik og nem mulighed for virksomheder, der ønsker at styrke den lokale gågade, og kan sikre, at pengene går
direkte ud i den lokale handel.
Om Danske Handelsbyer
Danske Handelsbyer repræsenterer for nuværende 60 danske handelsbyer, som gennem flere år har arbejdet
for, at fremtidssikre vores byer med handel, service og oplevelser. Danske Handelsbyer har spillet en aktiv rolle
i Regeringens
Partnerskab for levende bymidter,
som netop sætter fokus på at fastholde og understøtte
udviklingen i de små og mellemstore byer.