Det næste punkt på dagsordenen er:

26) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 154:

Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af en model for ligestilling mellem politiveteraner og veteraner fra forsvaret.

Af Morten Dahlin (V) og Preben Bang Henriksen (V).

(Fremsættelse 01.03.2022).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren.

Tak for ordet, og tak til Venstre for beslutningsforslaget. Lad mig starte med at slå fast, at regeringen er enig i, at danske betjente skal have både støtte og anerkendelse, hvis de kommer til skade i tjenesten. Det er jo politiet, der passer godt på os andre, og derfor skal vi også passe godt på dem, og der skal ydes en støtte, der står mål med den store indsats, som politiet yder for at sikre trygheden i vores fælles samfund.

Vi er derfor fuldstændig enige i intentionerne bag beslutningsforslaget, nemlig at vi skal støtte tilskadekomne betjente og deres pårørende bedst muligt. Det er også allerede i dag et område, som regeringen har fokus på. Et af de første initiativer, min forgænger Nick Hækkerup tog som justitsminister, var at igangsætte den såkaldte VIVE-undersøgelse, som også er nævnt i beslutningsforslaget. Ifølge den undersøgelse tyder det på, at forekomsten af posttraumatisk stress blandt politibetjente er en smule højere, end hvad man kan forvente at se den er i normalbefolkningen.

Spørgeskemaundersøgelsen viste også, at 11 pct. af politibetjentene har symptomer på enten ptsd, depression, angst eller stress. Da resultaterne fra undersøgelsen lå klar, tog regeringen derfor initiativ til at forbedre indsatsen for tilskadekomne betjente og for politiet generelt gennem den indgåede flerårsaftale for politiet og anklagemyndighedens økonomi, som et bredt flertal af Folketingets partier blev enige om i 2020. Med aftalen har vi efterstræbt at gøre politiet mere robust ved bl.a. at udvide politistyrken med flere betjente gennem markant flere midler, som er afsat i flerårsaftalen.

Derudover er der afsat 1 mio. kr. hvert år i aftalens løbetid til foreningen Thin Blue Line, der yder støtte til tilskadekomne ansatte i dansk politi og til deres pårørendeog efterladte. Endelig har politiets ledelse med afsæt i flerårsaftalen og den undersøgelse, jeg nævnte før, besluttet at iværksætte nye initiativer, hvor jeg bl.a. kan nævne et obligatorisk statustjek for betjente i beredskabet, en udvidelse af rammen for supervision af medarbejdergrupper, så flere får tilbudt støtte, og øget fokus på opfølgningstiltag efter voldsomme hændelser. Så regeringen har taget resultaterne fra undersøgelsen alvorligt og handlet på dem. Det har vi gjort ved at håndtere det i den flerårsaftale for politiets økonomi, som et bredt flertal i Folketinget står bag.

Det er derudover værd at bemærke, at de nye initiativer kommer oven i de initiativer, der eksisterer i forvejen. Her tænker jeg særlig på politiets psykologtjeneste og den støtte- og rådgivningsenhed, som er etableret af Rigspolitiet. Det fremgår af VIVE-undersøgelsen fra 2020, at det er politibetjentenes opfattelse, at de etablerede koncepter for indsatser og støttetiltag helt overordnet er velegnede og gode. Men der vil altid være udfordringer og noget, der kan gøres bedre, hvad Politiforbundet og Thin Blue Line også nævner i deres bemærkninger til beslutningsforslaget. Jeg mener derfor heller ikke, at det sidste initiativ er taget rent politisk på det her område.Det er bl.a. også derfor, at vi i flerårsaftalen for politiet har aftalt at følge området løbende i aftaleperioden.

Jeg tror, at vi alle i Folketinget gerne vil gøre mest muligt på det her område og i øvrigt også for de mange andre offentligt ansatte, som – ud over politibetjente – kommer til skade i tjenesten. Når vi snakker om det emne, kan vi dog ikke se bort fra, at en ligestilling med forsvarets veteraner, som ønskes med beslutningsforslaget, er forbundet med betydelige udgifter. Der vil derfor uanset omfanget af eventuelle nye initiativer på området skulle findes finansiering. Forsvarsministeriet har oplyst, at der i 2021 har været udgifter for 677 mio. kr. til forsvarets veteranindsats. Det dækker også den arbejdsskadeerstatning, som udbetales efter den særlige ordning for forsvarets veteraner. Dermed naturligvis ikke sagt, at det vil koste det samme på politiets område, for det vil det ikke. Det er mere sagt for at illustrere, at der er væsentlige udgifter forbundet med at iværksætte den her slags initiativer.

Men vi er åbne for at se på, hvordan vi kan forbedre indsatsen for politibetjentene. Vi synes dog, at vi skal fastholde, at eventuelle ændringer af det nuværende setup naturligt hører hjemme i en flerårsaftale for politiet, hvor der er mulighed for at finde finansiering og også mulighed for at foretage en samlet prioritering af de initiativer, der vil være forbundet med at iværksætte nye initiativer til at forbedre vilkårene for betjente, der kommer til skade i tjenesten, og deres pårørende. Jeg mener også, det er afgørende, at vi heller ikke glemmer andre faggrupper. Det kunne jo f.eks. være fængselsbetjente eller ansatte i psykiatrien.

Med de ord vil jeg sige, at vi ikke kan støtte forslaget, som det umiddelbart ligger her, men vi ser frem til udvalgsbehandlingen, og jeg ser som minister selvfølgelig særlig frem til at finde ud af, hvordan forslaget vil blive håndteret der.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Dahlin.

Tak til ministeren for talen og for egentlig at tage positivt imod i hvert fald intentionen bag forslaget. Der var desværre ikke rigtig noget i ministerens tale, der gjorde det tydeligt for mig, hvorfor det er, at regeringen er modstandere af det her forslag. For forslaget går jo ud på at pålægge regeringen at udarbejde en model for, hvordan man kan lave en ligestilling imellem politiveteraner og veteraner fra forsvaret, og at den model – som vi skriver i forslaget – skal danne grundlag for efterfølgende politiske drøftelser.

Årsagen til, at vi har gjort det på den måde, er jo netop, at vi ikke skulle blive skudt i skoene, at forslaget er totalt ufinansieret, og få en stor finansieringsdiskussion herinde i Folketingssalen, men prøve at samle en bred politisk opbakning til at pålægge regeringen at lave en sådan model, som så efterfølgende kan føre til politiske drøftelser.

Hvad er det helt præcis, justitsministeren er så bange for ved at gå i gang med at udarbejde en sådan model, der kan danne grundlag for nogle konkrete politiske drøftelser?

Ministeren.

Jeg er ikke bange for noget, men jeg synes, det rejser flere spørgsmål. Først vil jeg sige, at jeg synes, det er naturligt at tage de her diskussioner i den kreds af partier, som står bag politiets og anklagemyndighedens økonomi. Men det, som egentlig er det vigtigste for mig, er, at jeg ikke tror, at den rigtige måde at gå til den her opgave på er at udarbejde en model, der ligestiller politiet med forsvaret.

Jeg mener i hvert fald, man f.eks. kan rejse det rimelige spørgsmål: Jamen hvad med ansatte i psykiatrien, hvad med ansatte i fængselsvæsenet, hvad med brandmænd, hvad med alle mulige andre grupper af offentligt ansatte, som også har et arbejdsliv, som kan medføre nogle ret voldsomme men? Og der mener jeg bare, at hvis man kun udarbejder en model, der har til hensigt at ligestille politiet med forsvaret, kommer der til at være nogle blinde vinkler.

Hr. Morten Dahlin.

Til det første må jeg bare sige: Intet over Folketinget. Og det der med at bruge en forligskreds på sådan en måde, hvor man siger, at det kun er der, man kan diskutere, hvordan vi skal behandle de betjente, der kommer til skade enten psykisk eller fysisk i tjenesten, er en syltekrukke. Intet over Folketinget. Hvis vi skal have politiske drøftelser, så er det i Folketinget. Justitsministeren kan ikke bruge forligskredsen som en syltekrukke. Så det argument er ude.

Så er der det andet argument, der hedder: Jamen der er også andre grupper. Skal jeg forstå det sådan på ministeren, at ministeren rent faktisk ønsker at lave modeller for andre grupper også, eller bruger ministeren det bare som et argument for at undgå det her? Og der vender jeg tilbage til kernespørgsmålet: Hvorfor er det, at man ikke bare laver den model, og så kan den model jo føre til de grundlæggende politiske drøftelser, som er vigtige, og som vi skal have her i Folketinget?

Tak. Ministeren.

Jeg synes ikke, man kan kalde en aftalekreds, der har taget ansvar for politiets og anklagemyndighedens økonomi i en del år frem, for en syltekrukke. Det er jo et politisk værksted, hvori der foretages politiske prioriteringer. Derfor kan man ikke diskutere forslag løsrevet; man bliver nødt til også at se dem i en sammenhæng. Så forholder jeg mig til det konkrete forslag, der ligger her, og som handler om, at politiet og forsvaret skal sidestilles. Og så rejser jeg bare lige den lille bekymring, at jeg godt kan forstå, hvis man sidder derude og er ansat i Vestre Fængsel, at man siger: Hvad er det i den undersøgelse, der gør, at det ikke er kriminalforsorgens ansatte, men at det er politiets ansatte, der skal have nogle bedre forhold her? Og der synes jeg bare, vi fortjener lige at have et helhedssyn på det.

Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Nu er Nye Borgerlige jo et af partierne bag aftalen om politiets økonomi i de kommende år. Og jeg ville da sige det modsatte. Jeg ville da sige, at hvis der pludselig kom nogle og sagde, at den aftale, som vi har indgået og finansieret, pludselig skal inkludere alt muligt andet, som ikke er en del af aftalen, så ville jeg synes, det var meget bemærkelsesværdigt.

Altså, her har vi at gøre med et forslag, hvor man siger: Lad os undersøge, hvad der er af muligheder for at ligestille. Det kan også godt være, der er nogle punkter, hvor man ikke en til en kan ligestille, men i hvert fald kan bevæge sig derhenad. Og lad os så finde ud af, hvad det koster, og hvordan vi kan finde finansieringen.

Altså, anerkender ministeren ikke, at det her jo ikke er noget, der indgår i aftalen? Vi har godt nok behandlet veteraner og politiveteraner delvis i aftalen, men det indgår jo ikke i aftalen, og derfor kan man ikke bare inden for den aftale putte noget ekstra ind, uden at alle partier er med. Og omvendt kan man jo heller ikke sige til et parti, som ikke er en del af aftalen: Det her kan vi slet ikke diskutere de næste 4 år, for det har godt nok ikke noget med aftalen at gøre, men nu binder vi alting op på den ene aftale, og så kan vi slet ikke snakke politi derudover.

Ministeren.

For min skyld må man tale politi altid, men det er jo en del af aftalen at forbedre indsatsen for tilskadekomne betjente, og vi har sat penge af til f.eks. Thin Blue Line. Så jeg betragter det som en del af de »skal«-opgaver, der ligger på mit eget bord, at vi skal have øget støtten til de betjente, der kommer til skade i tjenesten.

Men uanset hvad synes jeg jo, den væsentlige politiske pointe står tilbage, nemlig: Hvorfor er det, at man skal sidestille eller ligestille præcis politiet med forsvarets veteraner og ikke andre grupper af offentligt ansatte, f.eks. ansatte i kriminalforsorgen, som ifølge de her undersøgelser er mindst lige så udsatte for psykiske belastninger, som politiet er? Det er bare der, hvor jeg er lidt bekymret for, at man tager en enkelt offentligt ansat faggruppe ud og så diskuterer den løsrevet fra alt muligt andet.

Jeg kan godt forstå, vi har nogle særlige forhold for dem, der har været udsendt for Danmark i krigszoner langt væk fra deres familier. Det kan jeg faktisk godt forstå. Men når vi begynder at bevæge os herhjem, synes jeg, at vi skal insistere på at diskutere tingene i en sammenhæng.

Fru Pernille Vermund.

Mig bekendt er der ikke noget i aftalen om kriminalforsorgen, som sidestiller de ansatte i kriminalforsorgen med veteraner. Så det her lyder jo mere, som om man prøver at komme væk fra det reelle problem, der er, nemlig at f.eks. Thin Blue Line kun kan yde hjælp til folk, som stadig er ansat i politiet. Og det betyder, at mange af de betjente, som mister deres jobs, falder ned mellem stolene; de ender i et system af socialrådgivere, hvis arbejde jo trods alt ikke helt er møntet på og egnet til den form for lidelser, som man har, hvis man har ptsd efter at have arbejdet f.eks. som politimand.

Ministeren.

Jamen jeg lægger vægt på, at der bliver sagt »f.eks.« Jeg giver nemlig fru Pernille Vermund meget ret, når hun siger: »f.eks. som politimand«. Men man kunne jo også sige: »som ansat i psykiatrien på et bosted«, for der kan det også være temmelig brutalt at arbejde, eller »som ansat i et lukket fængsel med nogle bandetyper«, hvor det også kan være brutalt at arbejde. Der er mange steder, hvor det kan være brutalt at arbejde. Og der kan jeg bare se, at vi hurtigt kan komme i problemer herinde i Folketingssalen, hvis vi diskuterer hver enkelt faggruppe isoleret. Og der tror jeg bare, der er behov for at have et helhedssyn.

Jeg mener fortsat, der er politiske udfordringer i forhold til politibetjentene, og der skal vi gøre mere. Det vil vi meget gerne gøre. Men det bliver nødt til at blive diskuteret i en sammenhæng, både økonomisk, men også i forhold til andre faggrupper. Og der føler jeg f.eks. et ansvar over for de ansatte i kriminalforsorgen.

Tak for det. Tak til justitsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så nu er det ordføreren. Og den første er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Beslutningsforslaget lægger op til, at der udarbejdes en model for, at politiveteraner og deres pårørende kan få samme vilkår som dem, vores veteraner fra forsvaret tilbydes i dag.

Jeg vil gerne starte med at sige, at vores danske politi gør en stor indsats. Der er tale om dygtige, engagerede mennesker, der hver dag varetager et krævende og til tider farligt job, så Danmark kan være trygt og sikkert. Det fortjener de respekt og anerkendelse for, og de fortjener, at vi passer godt på dem. Så det her er et sympatisk beslutningsforslag, hvor man dårligt kan være uenig i hensigten om, at vi vil støtte vores betjente.

Forslaget kan jo umiddelbart lyde tilforladeligt, men i praksis er det et meget omfattende forslag, som foreslås finansieret inden for Justitsministeriets eksisterende ramme. Vi har hørt justitsministeren redegøre for, at det ville have meget store økonomiske konsekvenser at overføre den nuværende veteranindsats til politiområdet, og vi har som bekendt indgået en flerårsaftale, som fastsætter de økonomiske rammer for politi- og anklagemyndighed for 2021-2023 – en aftale, som i øvrigt indeholder mange gode initiativer, som skal styrke og bakke op om politiet.

Den aftale valgte forslagsstillernes parti jo så ikke at være en del af, og så kommer man til gengæld nu med et forslag, som vil medføre meget store ændringer af politiets økonomi. For sagen er jo, at hvis vi skal gennemføre det her inden for den ramme, der er fastsat, ja, så er der noget andet, som politiet ikke kan, og som politiet ikke kan få. Så af den grund kan vi ikke støtte det her forslag, som det ligger nu, men vi ser selvfølgelig frem til også at diskutere det i den videre udvalgsbehandling. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Dahlin.

Jeg får jo lyst til at spørge ordføreren, om ordføreren har læst forslaget. Ordføreren står nu og siger, at hvis vi gør det her, så vil det have nogle store økonomiske konsekvenser. Det, vi lægger op til, er, at Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en model, der skal arbejde hen mod ligestilling. Modellen skal danne grundlag for en efterfølgende politisk forhandling blandt alle Folketingets partier. Altså, det har jo faktisk ret stor lighed med det, som SF tidligere foreslog på et andet område, nemlig at pålægge regeringen at lave en model, så vi efterfølgende kan have en politisk diskussion, herunder om finansiering, om, hvordan vi gør det her. Har ordføreren ikke læst forslaget?

Ordføreren.

Jo, jeg har læst forslaget – tak, hr. Morten Dahlin. Jeg vil sige flere ting, og det første er, at når man diskuterer sådan et forslag her, hvilket jeg går ud fra også har som formål, at man gerne vil implementere det, så synes jeg, at med en så stor omkostningstung ændring af hele setuppet for hjælpen og støtten til vores hårdtarbejdende politi, skal man gøre det de rigtige steder. Og de rigtige steder, er jo, som jeg også nævnte i min tale, dér, hvor man tager ansvar for hele politiets økonomi. Det er vi jo så nogle partier der gør, og det har spørgerens parti så valgt ikke at gøre.

Hr. Morten Dahlin.

Jeg er ked af, at Socialdemokratiets retsordfører vælger at bruge en så vigtig sag på at komme med alle mulige frådende angreb på Venstre og tale om at tage ansvar, og jeg ved ikke hvad. Det rigtige sted at diskutere politik er Folketingssalen, og vi har fremsat et forslag, der handler om at pålægge regeringen at udarbejde en model for, hvordan man kan lave ligestilling mellem veteraner fra politiet og veteraner fra forsvaret. Den model kan så danne grundlag for nogle konstruktive drøftelser, herunder om en finansiering af det og om, hvordan man arbejder hen imod det her mål. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor Socialdemokratiet ser sig nødsaget til at komme med de her angreb i stedet for at tage forslaget positivt ned og prøve at finde en løsning.

Ordføreren.

Men det er jo ikke angreb, og vi diskuterer politik, men når man laver politik, kommer de valg, man træffer, også med en pris. Der har Venstre valgt ikke at være med i den aftale, hvor vi jo også gør noget på det her område. Der har Venstre mig bekendt ikke – og så må hr. Morten Dahlin rette mig, hvis jeg tager fejl – stemt for de dele af aftalen, hvor vi også gør noget på det her område. Derfor siger jeg, at jeg synes, at det er et fint og sympatisk forslag, og jeg synes da, vi skal diskutere det, næste gang vi skal forhandle en flerårsaftale for politi- og anklagemyndighedens økonomi. Til den tid håber jeg at Venstre har en større lyst og motivation til at tage ansvar for retspolitikken, end tilfældet er i dag.

Først er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Det forslag, som vi behandler i dag, er sådan set bare et forslag, som handler om, at man skal undersøge og man skal udarbejde en model for, hvordan man ligestiller, og det eneste, der skal finansieres nu, er at få udarbejdet den model. Det er ikke finansiering af veteranerne; det er finansiering af modellen. Er det ikke meget klogt, at man igangsætter sådan et arbejde forud for de forhandlinger, som kommer om 3 år, når vi igen skal forhandle politiets økonomi – altså at man igangsætter det arbejde i god tid, så man ved, hvad det er for en model, vi gerne vil have, hvad den vil koste, og hvad det vil indebære at få sådan en med, når vi skal forhandle politiets økonomi næste gang? Ville det ikke være smart?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Som jeg sagde, er jeg sådan set positiv over for intentionen, men det, der også står i det beslutningsforslag, som jeg har læst, er, at det her skal føre til politiske drøftelser efterfølgende. Der siger jeg bare, at jeg synes, at vi skal tage de drøftelser det rigtige sted, og det rigtige sted her er jo der, hvor vi har taget ansvaret for andre dele af politiet, både fået afsat flere penge, så vi ansætter flere betjente, men jo også for at gøre noget forebyggende for politiet og efterfølgende, hvis skaden er sket, og det er, når vi sidder og laver aftalen om anklagemyndigheden og politiets økonomi, som fru Pernille Vermund jo selv har været med til.

Fru Pernille Vermund.

Det giver jo mening, når vi taler den kommende aftale, men det er jo ikke sådan, at man bare kan putte nogle ekstra udgifter ind i den nuværende aftale.

Hvis forslaget her, som jeg har forstået det, går på at udarbejde en model for, hvordan vi kan sidestille politiveteraner med krigsveteraner, og undersøge, hvad det vil koste – altså alene at udarbejde modellen, få nogle kloge embedsfolk til at se på, hvad der er af muligheder for at ligestille, hvor der kunne være nogle ulemper ved at ligestille en til en – så er det vel klogt at lave det arbejde, forud for at vi sætter os og forhandler næste gang?

Ordføreren.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hvis man overfører den model en til en, så bliver det meget omkostningstungt. Uden at kunne huske præcise tal tror jeg, at ministeren sagde seks hundrede og nogle og fyrre millioner kroner for forsvaret. Så det er klart, at hvis man vælger at beslutte sig for, at man vil det her, så kommer det jo bare til at betyde nogle meget, meget store ændringer i vores politi og det, vi kan med de penge, der er afsat til politiet i dag.

Jeg synes grundlæggende, at når vi diskuterer sådan noget her, som har og kommer til at have en meget, meget stor og omkostningstung virkning for vores politi, så skal vi gøre det de steder, hvor vi tager ansvar for vores politis økonomi, nemlig når vi sidder og forhandler den aftale. Men igen vil jeg sige, at jeg glæder mig til den fortsatte behandling i udvalget og til andre gode forslag, som der måtte komme.

Tak for det. Der ikke flere korte bemærkninger, så tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det ordføreren for Socialistisk Folkeparti, fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak for det og tak til Venstre for at have fremsat forslaget. Jeg synes jo, vores politibetjente skal have støtte og opbakning, både i den daglige udførelse af deres arbejde og ikke mindst, når de kommer til skade i tjenesten. Vi har jo netop i Retsudvalget haft besøg af Thin Blue Line og nogle af de politiveteraner, som har været hårdt ramt af deres job, og som er røget ud af tjenesten med ar på sjælen og i mange tilfælde også lommesmerter. Vi har også hørt om deres pårørende, som har stået i en utrolig svær situation, for hvordan hjælper man sin mand eller kone, når man har det allerallerdårligst? Vi skal huske på, at det her ikke kun handler om den enkelte betjent, men også om hans eller hendes familie. Derfor skal det jo være sådan, at når politiet passer godt på os i deres hverdag, så skal vi også passe godt på dem og deres pårørende, når de bliver syge af at gå på arbejde. Gør vi ikke det, svigter vi dem.

Ifølge VIVE-undersøgelsen fra 2020 er det politibetjentenes opfattelse, at de indsatser og støttetiltag, vi kører med, er velegnede og gode, men der står også, at debriefinger ikke altid sker, og nogle holder sig fra at fortælle om deres udfordringer, fordi de frygter for deres job. Selv om vi har den evaluering, er vi ikke i mål. Der er brug for et vedvarende fokus på det her område. Det samme gør sig faktisk gældende på kriminalforsorgens område, hvor vi jo heller ikke er i mål med fængselsbetjentenes arbejdsmiljø. Blandt polititjenestemænd har over 60 pct. oplevet at stå i situationer, hvor deres liv har været i fare. Det samme gælder for en tredjedel af alle fængselsbetjente, transportbetjente og værkmestre, som jo er fængselsansatte håndværkere.

Vi kan også se det, når det handler om tegnene på ptsd. Jeg tror, det er 3½ pct. af politibetjentene, som udviser symptomer på det, mens det er 13½ pct. af fængselsbetjentene. Derfor synes jeg jo, at en løsning bliver nødt til at kigge på også fængselsbetjentenes forhold. Det er jo rigtigt, som ministeren siger, at der også er nogle perspektiver i forhold til andre faggrupper. Hvad er det så for en hjælp, de skal have og kan forvente? Men hvorom alting er, synes jeg, at forslaget er vigtigt, og vi fremsatte jo selv i SF det forslag, der faktisk ligestillede udsendte, altså soldaterveteraner og politiveteraner, fordi vi opdagede, der var en forskel på dem. De havde begge været udsat for det samme, været udsendt til Kosovo f.eks., hvor den ene gruppe stod bedre end den anden. Den ligestilling fik vi opbakning til af Folketinget.

Når vi ikke kan støtte det her forslag, er det jo, fordi det her er noget, der angår politiets økonomi, og hvor pengene skal findes i politiforligskredsen, og det er også politiforligskredsen, synes jeg, som i den her indeværende periode skal tage stilling til, om der skal sættes nye ting i værk. På den baggrund kommer vi ikke til at støtte forslaget. Vi synes i virkeligheden også, at forslaget skulle have været bredere. Med de ord kan jeg meddele, at vi sådan set er enige i intentionen, men ikke i forslaget som sådan.

Tak for det, og så er der en kort bemærkning. Hr. Morten Dahlin.

Tak til SF for talen og for støtten, i hvert fald til, jeg tror, ordføreren sagde intentionen bag forslaget. Det forslag, vi fremsætter her, ligner jo faktisk meget et forslag fra SF, som vi har behandlet i Folketingssalen tidligere i dag, altså hvor man ikke pålægger regeringen at gøre en masse dyre ting eller tage en masse dyre initiativer, men at undersøge, hvordan man kan lave en model for at nå hen et sted, man synes ville være godt at nå hen. Det er sådan set det, der ligger i det her. Der ligger ikke, at man skal indføre det her fra i morgen, for det ville medføre en betragtelig økonomisk omkostning. Hvor stor ved vi ikke, og hvilke positive og negative konsekvenser ved vi heller ikke. Det er jo noget af det, modellen skal undersøge.

Så kunne SF ikke overveje i udvalgsbehandlingen, om man kunne redigere sin holdning en lille smule og sige, at når det nu kun er en modeludarbejdelse, der bliver lagt op til her, er det faktisk et forslag, man godt kunne støtte? Og så må man jo diskutere efterfølgende i politiske drøftelser, hvor pengene skal findes, hvad det vil koste, hvad man kan gøre, og hvad man ikke kan gøre. Kunne SF ikke overveje det i udvalgsbehandlingen, hvis nu vi kommer med endnu flere gode argumenter fra Venstres side?

Ordføreren.

Altså, jeg vil altid gerne prøve at give det en tanke. Det, jeg synes lidt er udfordringen, er, at der i det foregående forslag ikke var noget, der sådan var låst af en forligskreds, men her har vi jo rent faktisk i politiforligskredsen taget stilling til en række initiativer, som så kører for den her periode. Det betyder jo, at hvis vi skal sætte nye ting i gang som f.eks. en undersøgelse, ville det skulle ske inden for politiforligskredsen. Det var der, hvor jeg måske kunne have håbet på at Venstre havde bidt sig lidt fast ved at være en del af politiforligskredsen, for så var vi måske nået lidt længere end de initiativer, som justitsministeren læste op.

Hr. Morten Dahlin.

Jeg synes bare, at argumentet er en smule søgt. For det kan jo ikke være sådan, at fordi der er blevet lavet en aftale om politiets økonomi, der varer de næste 4 eller 5 år, kan man slet ikke diskutere andet. Og det kommer heller ikke til at være sådan, at der ikke kommer til at være udviklinger, der gør, at Folketinget skal tage stilling til sager, der vedrører politiet eller for den sags skyld kriminalforsorgen eller en række andre områder, som der selvfølgelig er lavet store aftaler på.

Vi har jo netop bevidst ikke fremsat et forslag, der medfører milliondyre omkostninger, for så ville det bare blive skudt ned. Altså, vi beder om en undersøgelse. Kan SF ikke godt støtte os i, at sådan en undersøgelse af en model altså er meget fornuftigt at få lavet?

Ordføreren.

Jamen jeg tror bare, det er et spørgsmål for politiforligskredsen, og jeg tror, at det, der er udfordringen lige i det her forslag, er, at vi rent faktisk har taget stilling i politiforligskredsen til en række initiativer, som skal forbedre situationen for politibetjente efterfølgende. Derfor er det i hvert fald min vurdering, at det er her, hvor politiforligskredsen så skal tage stilling til, om der skal sættes yderligere initiativer i værk, og som jeg husker det, siger teksten i politiforliget lige præcis det, at vi kan drøfte, om der er mere, der skal sættes i værk, og derfor hører den snak i det tilfælde her ind under politiforligskredsen.

Tak for det. Så er det fru Pernille Vermund.

Tak. Det er jo sådan, at hvis man i en forligskreds skal udvide de opgaver, som vi er blevet enige om at iværksætte de næste år, og finansiere dem, så skal vi være enige alle sammen. Men det betyder jo ikke, at der ikke derudover, som hr. Morten Dahlin siger, kan være andre ting på området, hvor man undervejs finder ud af, at det her vil vi gerne have oveni, og det vil vi gerne finansiere. Lad os antage, at der pludselig bliver et akut problem, i forhold til at vi får løst noget infrastruktur og noget materiel til forsvaret, hvad ved jeg – helt akut, ud over det område, som er forligsbelagt. Så kan det jo ikke være sådan, at man ikke i en bredere kreds kan træffe en beslutning om det, eller, hvis flertallet ændrer sig, ikke kan sige, at nu afsætter vi yderligere midler til at gøre endnu mere på det her område. Det betyder ikke, at den oprindelige aftale ikke holder, men at vi lægger noget til, som en større kreds måske er en del af. Er ordføreren ikke enig i, at det godt kan lade sig gøre?

Ordføreren.

Men i sidste ende vil det jo være politiforligskredsen, som skal finansiere det her, og det vil også være i forligskredsen, at vi tager de her drøftelser. For lige præcis det her område er jo rent faktisk et, som vi har forholdt os til i politiforligskredsen. Men fru Pernille Vermund er jo en del af politiforligskredsen, så derfor kan fru Pernille Vermund og jeg jo tage den her problemstilling med ind, og det gør jeg gerne.

Fru Pernille Vermund.

Så langt, så godt. For det betyder jo i virkeligheden noget i forhold til det forslag, som Venstre fremsætter her. Hvis det bare var et parti fra forligskredsen, der havde taget det med ind til de løbende forhandlinger, vi har, om, hvordan tingene skal udmøntes i aftalen, jamen så ville SF se mere positivt på det. Er det sådan, det skal forstås? Så er vi jo et skridt nærmere. Jeg tror, hvis jeg skal være helt ærlig – uden at skulle sige for meget på Venstres vegne – at det for forslagsstillerne er vigtigere, at det her bliver udført, end at det bliver udført med Venstre som afsender.

Ordføreren.

Jamen hvis vi kan blive enige med de andre partier i politiforligskredsen, så tænker jeg, at det er noget, vi kan gå videre med. Og jeg vil gerne bistå fru Pernille Vermund i politiforligskredsen med at få kigget på det her.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til SF's ordfører. Så er det ordføreren for Radikale Venstre, fru Samira Nawa.

Mange tak, formand. Politiet passer godt på os borgere, og derfor skal vi naturligvis også passe godt på vores mænd og kvinder i uniform, særlig hvis de kommer til skade i tjenesten. Derfor er jeg også stolt af, at vi er med i politiaftalen, som f.eks. giver 1 mio. kr. hvert år til Thin Blue Line, som gør et godt stykke arbejde for at hjælpe tilskadekomne betjente og deres pårørende. Derudover er der også en række andre tiltag i politiaftalen – ministeren remsede en del af dem op – både forebyggende og behandlende i forhold til det her spørgsmål om politiveteraner og forebyggelse af, at mennesker får ptsd som en del af det at være i tjenesten.

Og er alt det så godt nok? Det er det næppe. Og derfor kommer vi i Radikale Venstre også til at forfølge den her dagsorden. Det har jeg sådan set også tilkendegivet over for foreningen Thin Blue Line, som for alvor kan sætte konkrete ansigter og historier på, hvad det vil sige at være tilskadekommen betjent og pårørende til dem.

Når vi i Radikale Venstre så alligevel ikke kan bakke op om beslutningsforslaget her, selv om intentionen er rigtig god, er det jo, fordi forslagsstillerne på forhånd har formuleret den model, som der efterspørges, nemlig en ligestilling mellem politiveteraner og veteraner fra forsvaret. Den model, sådan som jeg forstår det på Justitsministeriet, kan koste et sted mellem 600 og 700 mio. kr., hvis man tager udgangspunkt i, hvad det koster for veteraner fra forsvaret. Og det er en økonomi, der jo skal finansieres. Og hvis det, som forslagsstillerne lægger op til, skal findes inden for rammen, er det jo på bekostning af andre indsatser i politiet. Dertil kommer også, at jeg er opmærksom på, at der er andre faggrupper, der kan have lignende behov for særlige tiltag, og derfor er det ikke nok at begrænse det til politiveteraner. Man kunne også se på fængselsbetjente og andre faggrupper, som også har et hårdt arbejde.

Så konklusionen er, at vi i Radikale Venstre ser meget positivt på at gøre noget for tilskadekomne i tjenesten og politiveteraner, hvad vi også mener at vi har gjort som en del af politiforliget. Og vi vil også meget gerne bygge videre og bygge ovenpå, men det kræver naturligvis, at der er finansiering, og at vi også tager højde for, at der kan være andre faggrupper, der har behov for det. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Dahlin.

Tak til ordføreren. Først må jeg lige slå fast, at det, der står i forslaget, er, at udarbejdelsen af modellen skal findes inden for rammen; og ikke, at det, man eventuelt vil komme frem til ved de politiske drøftelser, skal finansieres inden for rammen. Og det gør jo altså en ret stor forskel. Men jeg hører egentlig, at den radikale ordfører er ret positiv over for idéen om det her, men så siger, at der kan være nogle konkrete ting i forhold til modellen og fuld ligestilling og alt muligt andet. Jeg har på fornemmelsen – og det ved jeg jo ikke om er rigtigt – at Radikale Venstre sådan set kan sidde med de afgørende mandater i den her sag.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Samira Nawa, om fru Samira Nawa kunne være interesseret i, at vi i udvalgsbehandlingen måske så landede en beretningstekst, hvor der kunne blive taget højde for nogle af de bekymringer, som Radikale Venstre giver udtryk for her, så vi faktisk kunne få lavet et modelarbejde – ikke en udførelse – så vi havde et kvalificeret grundlag at tage en politisk drøftelse ud fra. For jeg er ret overbevist om, at hvis De Radikale siger ja til det, kommer der faktisk til at være et flertal for det, og så kan vi rent faktisk få gjort noget her.

Ordføreren.

Altså, når jeg hæfter mig meget ved, at modellen på en eller anden måde er defineret på forhånd, så er det, fordi det er sådan, jeg læser beslutningsforslaget, altså at der søges en model for ligestilling mellem politiveteraner og veteraner fra forsvaret. Den model, der skal ligestille, er vel den samme model for politiveteraner som for veteraner fra forsvaret, og det er derfor, jeg hæfter mig ved det økonomiske argument.

Jeg er ikke afvisende over for, at vi i udvalgsarbejdet kan arbejde hen imod en beretning. Det kunne man sådan set sagtens, men det er ret væsentligt, at det ikke er udgiftsdrivende, at det ikke er en politiforligskreds, der skal finansiere et forslag på et område, hvor vi jo faktisk har taget stilling og har foretaget en prioritering. Det er ret væsentligt for mig.

Hr. Morten Dahlin.

Men det er fuldstændig rigtigt læst af ordføreren, at det, vi foreslår, er, at der skal laves en model for ligestilling. Det kan jeg jo så høre her i dag at der ikke er opbakning til, og derfor griber jeg så det halmstrå, der hedder, at vi kunne kigge på nogle af de bekymringer, som Radikale Venstre har, og prøve at lande en beretningstekst omkring det. Og det hører jeg faktisk at ordføreren er positiv over for; så jeg foreslår, at vi fortsætter dialogen i Retsudvalget.

Så bare lige til orientering vil jeg sige, at det, der står i teksten til politiaftalen, er, at man noterer sig, at Rigspolitiet har sat nogle initiativer i gang, at man vil følge det tæt, og at man har afsat 1 mio. kr. til Thin Blue Line.

Ordføreren.

Dertil er der så også en række andre initiativer, som er af forebyggende karakter, for at sikre, at det at være i tjenesten ikke er så hårdt, at det medfører skader og ptsd. Jeg tæller sådan set også de forebyggende tiltag med, for det er faktisk det allervigtigste for mig, nemlig at vi får forhindret tilskadekomne betjente.

Som sagt er jeg ikke afvisende over for at tale videre i udvalgsbehandlingen og se på, om man kan lande en beretningstekst; men som sagt er det ret afgørende, at det her ikke bliver udgiftsdrivende. At have en model liggende kunne være meget godt, i forbindelse med at politiforligskredsen på et tidspunkt arbejder videre ad det her spor.

Så er det fru Pernille Vermund.

Tak for det. Jeg er glad for, at Radikale Venstre er enig med mig i, at man ikke bare kan tage de penge, som vi har en aftale om i politiforligskredsen, og så føre dem over til noget andet. Det er lidt det, jeg hører, når jeg hører ministeren – og også lidt derhenad SF – tale om det her. Altså, de penge, der ligger, og som er adresseret i vores aftale til det her område, er jo penge til Thin Blue Line, og det ligger i støtten fra Thin Blue Line til politiet, at der er en mulighed for at hjælpe politiveteraner – hvis man kan sige det sådan, og det kan man jo ikke engang, men så tilskadekomne betjente – og at det kun er til betjente, som stadig har deres arbejde, har deres job.

Forslaget her handler jo om at finde ud af, hvordan vi kan lave en model, hvor vi hjælper de mennesker, som enten er sygemeldte eller har mistet deres job, fordi de jo mister deres arbejdsevne, når de bliver syge af deres arbejde. Det er jo dem, der falder ned mellem stolene i dag. Så hvis Radikale Venstre enig i, at vi måske kunne lande en beretning her, som ikke nødvendigvis bruger de penge, der ligger i aftalen, men som måske i højere grad sikrer, at når vi så laver en ny aftale, ved vi, hvad det er, vi taler om. Det ville jeg sætte stor pris på.

Tak, så er det ordføreren.

Jeg er selvfølgelig helt enig med fru Pernille Vermund i, at vi ikke bare kan gå tilbage til en aftale, vi har lavet, og til penge, som vi har fordelt, og sige: Hov, venner, ikke alligevel. Eller: Nu beslutter vi os lige pludselig for at sætte en bremse for noget, vi har iværksat, og så bruge pengene et andet sted. Og det er jo lige præcis det, der er min bekymring, på grund af den måde, forslaget her er formuleret på, nemlig at der er tale om en ligestilling, som jo netop er så udgiftsdrivende, at der er tale om et trecifret millionbeløb, som jeg hørte det i ministerens tale.

Men igen vil jeg sige: Det kan meget vel være en beretning, hvor vi kigger bredere på det. Jeg synes da også, at jeg har hørt fra andre ordførere her på talerstolen, at man sådan set adresserer de samme bekymringer, som er rejst i beslutningsforslaget her, men jo også, at der kan være tale om andre faggrupper, som kunne have lignende behov. Derfor skal sådan en undersøgelse eller model jo ikke være snæver.

Fru Pernille Vermund.

Altså det, der er udgiftsdrivende i det her forslag, er jo sådan set bare de embedsmænd – og nu siger jeg »bare«, det lyder måske lidt voldsomt – som skal hjælpe til med udarbejdelsen af modellen. Det er et stykke analysearbejde, hvor vi finder ud af, hvad det er, der er af problemer på politiområdet i dag. Hvad er der af lovgivning, som gør, at vi ikke kan hjælpe de politiveteraner, som kommer til skade på deres job, mister deres job, og som derfor heller ikke kan få støtte fra f.eks. Thin Blue Line? Så det er jo det, der ligger af økonomi i det her. Og det er jo ikke meget anderledes, end hvis man beslutter sig for at lave en vvm-redegørelse eller andet om et nyt projekt, som ikke er noget, man har aftalt i forvejen, men som er et nyt projekt, man måske engang i fremtiden vil igangsætte.

Ordføreren.

Men det lyder jo i hvert fald, som om fru Pernille Vermund og jeg, som begge er med i politiforligskredsen, kunne finde fælles fodslag om at se på, om der er nogle modeller, som tager højde for nogle af de udfordringer, som betjente, der er kommet til skade i tjenesten, rent faktisk oplever, og som f.eks. også kunne være gældende for fængselsbetjente, der også lever under et psykisk utrolig hårdt arbejdsmiljø, og som i mange tilfælde også har enten ptsd eller ptsd-lignende symptomer.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Radikale Venstres ordfører. Så er det ordføreren for Det Konservative Folkeparti, fru Britt Bager. Værsgo.

Tak for det. Puha, hvor har vi været vidne til en gang politisk fnidder og procesdrilleri i forbindelse med det her forslag. Jeg synes faktisk ikke, det er særlig klædeligt, i forhold til hvor alvorligt det emne, vi debatterer, er.

Jeg vil gerne sige tak til Venstre for at fremsætte det her rigtig, rigtig gode forslag. I Det Konservative Folkeparti er det noget, der ligger os meget på sinde. Vores dygtige betjente skal have den støtte og den anerkendelse, der er brug for, hvis de kommer til skade i tjenesten. Vores politi yder en kæmpe indsats, og det gør de, for at vi kan føle os trygge i hverdagen. Derfor skal vi selvfølgelig også yde dem en kæmpe støtte, når de har brug for os. VIVE-undersøgelsen viser jo tydeligt, at der er brug for, at vi gør noget. 10,6 pct. af betjentene har symptomer på enten ptsd, depression, angst eller stress. Det er ganske meget.

Som ministeren og andre ordførere før mig har nævnt, har vi allerede styrket den her indsats gennem bl.a. politiaftalen, men det ændrer ikke på, at vi Konservative er positive over for at lave en model. Det kræver selvfølgelig, at vi får regnet på, hvad det her forslag vil koste, og det kræver selvfølgelig også, at vi kan finde finansiering til det. Men det er en god idé at arbejde på en model og have en model klar til, når vi skal forhandle det næste politiforlig om kun halvandet år.

For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at det her arbejde munder ud i, at der findes et flertal for en endelig model, og så er det vigtigt, at det ikke kommer til at betyde, at politiet beskæres eller må nedprioritere andre opgaver for at finde finansiering. Vi ser gerne på mulighederne for en bedre behandling af vores politiveteraner, og derfor er vi også positive over for at sætte arbejdet med at finde en ny model i gang. Det er klart, at politiet passer på os, og derfor skal vi også passe på dem.

Så jeg vil gerne sige tak til Venstre for at fremsætte det her forslag. Jeg håber, at vi kan lande det i en beretning, men ellers kan jeg jo høre, at vi er en række partier, der er klar til at tage den her drøftelse op i politiforligskredsen, når nu Venstre ikke selv kan gøre det.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til Det Konservative Folkepartis ordfører. Og så er det hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

Når vi sender soldater ud i verden for at forsvare Danmark, risikerer de, hvis de kommer levende hjem, at få meget alvorlige skader på sjælen, og de skader skal de selvfølgelig have al mulig hjælp til at kunne bearbejde. Det samme bør selvfølgelig gælde for landets politibetjente, som er sat i verden for at passe på os alle sammen; de skal også have bistand og hjælp. Desværre er de forhold, vi tilbyder landets betjente, ikke de samme, som vi giver soldaterne. Soldaterne har – omsider – fået bedre forhold, veteranerne har fået bedre forhold.

Så på den baggrund synes vi, det er fornuftigt, at Venstre rejser debatten med det her beslutningsforslag. Vi er grundlæggende enige i, at vores betjente skal have bedre hjælp, og i Dansk Folkeparti er vi også glade for, at det lykkedes at få afsat penge til, at Thin Blue Line kunne køre noget informationsvirksomhed og rejse forskellige debatter, der har med det her at gøre; rejse debatter, som virkelig kan være med til at rykke nogle ting. Det synes jeg allerede vi har set af de debatter, som Thin Blue Line har fået rejst på baggrund af deres virke indtil nu. For de betjente, vi har i Danmark, er vi jo nødt til at passe på på alle mulige måder, hvis de kommer til skade, mens de udfører deres arbejde, som er at passe på os.

Det samme problem, som vi har for landets politibetjente, har vi jo i virkeligheden for landets fængselsbetjente. Jeg er glad for, at fru Samira Nawa også nævnte dem, for nogle af dem har jo i høj grad også fået alvorlige ar på sjælen af at passe deres arbejde. Jeg kender ikke umiddelbart til baggrunden for, at Venstre ikke har dem med i det her beslutningsforslag, for dem kunne man jo lige så godt også tage med, når vi nu er i gang med at kigge på dem, der har brug for vores opmærksomhed. Men det kan vi jo måske få drøftet under udvalgsarbejdet, altså at tilføje fængselsbetjentene, og hvordan det kan gøres i praksis fremadrettet.

For helt afgørende er det jo, at alle dem, der passer på Danmark, både inden for og uden for landets grænser, får den nødvendige hjælp, når de kommer til skade, eller hvis de får skader på sjælen. Det er det rigtigste for dem, og det er sådan set også rigtigt for alle dem, der påtænker at få det samme job i fremtiden. De skal jo også vide, at kommer de til at skade, er der ordentlig hjælp at hente. Og jeg mener også, at justitsministeren i sin indledende tale var inde på, at der så heldigvis også er sket noget i den politiaftale, der ligger. Bl.a. er der jo altså blevet sat penge af til Thin Blue Line.

Grundlæggende mener vi altså, at varetager man job, der handler om borgernes sikkerhed, så skal man samtidig vide, at samfundet er der for at hjælpe og betale tilbage og passe på en i de situationer, hvor man ikke kan passe på samfundet, fordi man er kommet til skade.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for ordet, hr. formand, og tak til Venstre for at fremsætte det her forslag, som jo har affødt en af de debatter, som gør, at man – i hvert fald hvis man ikke er opflasket med politik – godt kan sidde og blive lidt modløs. For når der går proces i sådan nogle forslag, i forslag, hvor vi formentlig – mange af os – ville kunne blive enige om noget, der peger i den her retning, men som man er imod, fordi der er en forligskreds, eller fordi det kom fra den forkerte side af Folketingssalen, eller fordi man ikke selv fremsatte forslaget, så glemmer man jo, at mens tiden går, mens der går proces i det, mens man forhaler andres gode forslag for at kunne sætte sit eget navn på dem, så er der mennesker derude, der kommer til skade og ikke får den hjælp, de skal have.

Der er mennesker, der allerede er kommet til skade, som er frygtelig angste for at miste deres job, fordi de ved, at det også vil betyde, at den støtte, de eventuelt får fra f.eks. Thin Blue Line, kan forsvinde fra dem. Og der er måske mennesker, som siger, at nej, det der med at være betjent tør man alligevel ikke, for hvad nu hvis? Og skal man så stå i samme situation som ens far eller onkel eller en anden betjent, man kender, som er kommet til skade?

Det er vilkårene, når der herinde går proces og tågesnak i debatterne. Jeg vil vædde med, at hvis det her havde været en virksomhed eller en bestyrelse et hvilket som helst sted, ville villigheden til at finde hinanden og finde nogle løsninger på det, man er enige om, være langt større, og man ville være mere villig til at erkende, at man ikke kan være enige om alt, men at der er et fælles mål, og at det arbejder man sammen om. Og jeg tror faktisk, det er noget af det, som gør, at danskere indimellem kigger på det arbejde, der foregår herinde, og tænker: De må jo være bindegale. Jeg ved godt, det lyder hårdt, men det er lidt den følelse af modløshed, jeg får, når jeg hører sådan en debat.

Vi ved, at SF tidligere har fremsat et lignende forslag. Vi har partier her, også fra forligskredsen, som er positive over for forslaget. Det eneste, det her handler om, er at udarbejde en model for, hvordan man kan sikre, at de mennesker, som passer på os, også bliver passet på, hvis de kommer til skade, enten fysisk eller psykisk. Og det gør vi, i erkendelse af at de i langt højere grad end os andre er udsatte. Det er så nemt, når man sidder i et beskyttet miljø med sit hæve-sænke-bord, at sige, at det må vi løse på et andet tidspunkt, om 3 år, og alt muligt andet. Men helt ærlig, i mellemtiden er der mennesker, der går rundt derude og passer på os; mennesker, der skal bokse med kriminelle typer, som der ikke er et flertal herinde i Folketinget der er villige til at smide ud af landet, til trods for at vi rent faktisk kan, fordi de ikke er danske statsborgere; mennesker, der passer på os, når de bliver udsat for de mest ydmygende ting; mennesker, der bliver filmet og lagt på nettet, indimellem med navns nævnelse; mennesker, der passer deres arbejde uden at få en kæmpe løn for det, og som risikerer at passe deres arbejde med livet som indsats. Og vi er ikke villige til her at finde en løsning på det. Vi er ikke villige til at bøje os mod hinanden for bare det ene at få udarbejdet den her model. Det her handler jo ikke om mange hundrede millioner om året; det handler om at finde ud af: Hvad er der af muligheder for at sikre, at dem, der passer på os, passer vi også på? Jeg synes simpelt hen, det er for tyndt.

Vi støtter selvfølgelig forslaget.

Tak for det, og der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen fra Liberal Alliance, Frie Grønne eller KD, så vi giver ordet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Morten Dahlin.

Tak for det, formand, og tak for en debat, til tider konstruktiv, til tider ukonstruktiv, om det her forslag. Også stor tak til Det Konservative Folkeparti, til Dansk Folkeparti og til Nye Borgerlige for at tage så positivt imod forslaget, som man har gjort. Jeg er meget enig i de betragtninger, som fru Britt Bager og fru Pernille Vermund kom med fra Folketingets talerstol, nemlig at debatten her i dag desværre har drejet sig alt for meget om proces og bureaukrati og ikke nok om substansen i forslaget. Så tak til fru Britt Bager og fru Pernille Vermund for de betragtninger, som jeg på Venstres vegne kan tilslutte mig helt og fuldt.

For det, vi står over for, er en alvorlig situation, hvor vi ved, at rigtig mange af dem, der er ansat til at passe på os, passer vi ikke godt nok på, når uheldet er ude for dem. Flere har jo allerede omtalt VIVE-rapporten, der viser, at vi står med et alvorligt problem. Ptsd, depression, angst, stress er der alt for mange af vores dygtige politifolk der bliver udsat for, og det net, vi har i dag, er ikke fintmasket nok til at samle dem alle sammen op. Derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag – det er ikke for at sige, at vi kan løse det hele i morgen, men for at pålægge regeringen at udarbejde en model for, hvordan man kunne ligestille politiveteraner med forsvarsveteraner, og det har vi ikke hevet ud af den blå luft.

Det skal være en ærlig sag, at i Venstre tog vi noter og vi tog mange noter, da Retsudvalget havde besøg af Thin Blue Line, der netop sagde, at der var en række af de rettigheder, som veteraner fra forsvaret havde, som de syntes manglede i det tilbud, vi havde til vores politiveteraner, og så er der jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, når man har et sted, hvor vi ved at der er nogle tiltag, som faktisk er gode og virker. Derfor foreslog vi her, at der skulle udarbejdes en model.

Helt bevidst har vi ikke foreslået, at man skal ligestille fra dag et i morgen. Helt bevidst har vi ikke udskrevet en stor millionregning. Vi har bare foreslået at pålægge regeringen at lave en model, og den model kan så efterfølgende lede til nogle politiske drøftelser, hvor vi kan drøfte, hvilke initiativer der er gode at overføre, hvilke der kan være hensigtsmæssigheder ved at overføre, og hvad det koster, og hvor pengene skal komme fra.

Desværre er der fra flere partier her i dag, særlig fra Socialdemokratiet og SF, jo blevet givet indtryk af, at det er noget, man bare skal tage i forligskredsen. Jo, men hvis nu der var så stor en vilje fra SF og Socialdemokratiet til rent faktisk at gøre det i den her aftalekreds af partier, havde man jo allerede gjort det, men det er desværre ikke blevet gjort, og derfor er det nødvendigt at fremsætte det her forslag.

Når jeg nu er ved foreningen Thin Blue Line, vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige til de mange mennesker, der er engageret i Thin Blue Line, at I gør et rigtig stort stykke arbejde for at hjælpe dem, der hjælper os. I giver en god stemme til dem, der bliver ramt, enten psykisk eller fysisk, i deres arbejde med at passe på os andre. Det gør I i hverdagen konkret for de mennesker, men det gør I også ved at råbe os op her på Christiansborg og sige, at der er brug for, at vi tager handling på et område, der er vigtigt, og at vi passer bedre på de dygtige politifolk, der kommer til skade, enten psykisk eller fysisk, i tjenesten.

Jeg hører en åbning fra Radikale Venstre om, at det er muligt, at vi i udvalgsbehandlingen kan finde sammen om en beretning, der tager højde for nogle af de bekymringer, Radikale Venstre har givet udtryk for. Jeg vil gerne sige her fra talerstolen, at det vil vi lægge os i selen for fra Venstres side. Vi vil gå meget langt, hvis det er sådan, at Radikale Venstre kan være dem, der tipper flertallet og dermed pålægger regeringen rent faktisk at gøre noget, og derfor er jeg ikke hundrede procent modløs, når vi stopper førstebehandlingen her lige om lidt. Jeg er opdraget som optimist og ser derfor et lille håb i mørket – et håb ved navn fru Samira Nawa, som forhåbentlig kan være med til at skaffe det flertal, der gør, at vi kommer skridtet hen imod at kunne tage en kvalificeret drøftelse af, hvad der rent faktisk skal til for at give vores politiveteraner en bedre hjælp end den, vi giver i dag.

Ministeren sagde ikke, at det koster 600 mio. kr. at gøre det her. Ministeren sagde, at det er det, det samlet koster på forsvarsområdet, men vi ved ikke, hvad det ville koste på politiets område, og den viden og den indsigt kunne det sådan set være fornuftigt at få forud for de politiske drøftelser, som jeg håber kan komme senere.

Så tak for diskussionen. Tak til Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige for helhjertet at bakke op, og tak til Radikale Venstre for at være det – ikke store, men lille – lys i mørket, der gør, at jeg ikke går helt modløs ned fra talerstolen, men rent faktisk har en forventning og forhåbning om, at det kan lade sig gøre at lande en beretning i udvalgsbehandlingen, så vi kommer i hvert fald ét skridt videre i forhold til at give en bedre hjælp til dem, der hver dag hjælper og beskytter os andre. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.