Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 150:

Forslag til folketingsbeslutning om rettigheder for terrorofre.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2022).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Tak for ordet, og tak til Socialistisk Folkeparti for beslutningsforslaget, der handler om rettigheder for terrorofre, og også tak til Finn Nørgaard Foreningen, som jeg kan se er til stede på tilhørerpladserne i dag, og som også har spillet en rolle her.

SF ønsker at pålægge regeringen at undersøge, hvad det koster at sikre ofre for terrorhandlinger de rettigheder, som ligger i offerdirektivet og i terrordirektivet, og det er jeg positivt indstillet over for. Det er vigtigt, at vi hjælper ofre for terrorhandlinger bedst muligt, både lige efter at hændelsen er sket, og også på længere sigt. Terrorisme er et groft angreb på vores frie og demokratiske samfund. Samtidig er den et voldeligt og krænkende angreb på et enkelt eller flere enkelte individer. De ofre, som har været udsat for terrorhandlinger, er ofte ramt for livet, og det er naturligt, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at beskytte dem.

Jeg vil dog gerne indledningsvis slå fast, at der allerede i dag er hjælp at hente for ofre og pårørende, også når det gælder ofre og pårørende, der har været i berøring med terrorhandlinger. Det er ikke sådan, at de står helt alene tilbage uden hjælp. Ud over politiets hjælp på f.eks. gerningsstedet ydes den primære indsats i forhold til ofre for terrorhændelser i sundhedssektoren, bl.a. gennem psykosociale indsatser. Tilrettelæggelsen af de indsatser og eventuelle yderligere initiativer i forhold til ofre for en terrorhændelse vil blive vurderet i forhold til den konkrete hændelse. På den måde sikrer man også, at der tages hensyn til de konkrete behov, som skulle opstå hos det enkelte offer. Derudover yder staten allerede erstatning og godtgørelser til ofre, der er blevet udsat for personskade, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat. Det indebærer bl.a., at staten har mulighed for at yde erstatning for udgifter til psykologhjælp og andre helbredsudgifter.

Men at der allerede er hjælp at hente, er ikke det samme, som at vi ikke skal gøre mere, og derfor er jeg også enig i, at det er relevant at undersøge, om der efter de to direktiver – det handler om offerdirektivet og terrorbekæmpelsesdirektivet – er ret til hjælp og støtte, som ofre for terror i Danmark ikke har i forvejen. Som min forgænger tidligere har oplyst Retsudvalget om, blev der i forbindelse med folkeafstemningen om retsforbeholdet udarbejdet en analyse af offerdirektivet. En lignende analyse foreligger på nuværende tidspunkt ikke af offerrettighederne i terrorbekæmpelsesdirektivet, og den vil jeg nu bede mine embedsmænd om at udarbejde.

Jeg kan derfor støtte forslaget om at undersøge, hvad det vil koste at sikre ofre for terrorhandlinger de rettigheder, som følger af de to direktiver. Når vi så har et overblik over, hvad der er tale om, og hvad det eventuelt vil koste, skal vi naturligvis have en dialog om muligheden for at indføre rettighederne, og hvordan det vil kunne finansieres. Jeg vil samtidig gøre det klart, at det ikke vil være muligt at færdiggøre sådan et arbejde i indeværende folketingssamling, men at det er min umiddelbare forventning, at det vil kunne ske i år. Regeringen kan altså støtte forslaget med de forbehold, som jeg netop har nævnt. Afslutningsvis tak til SF, og tak til Finn Nørgaard Foreningen for at sætte fokus på det her vigtige emne om, hvordan vi behandler ofre for terror. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor går vi i gang med ordførerrækken. Den første ordfører er fra Socialdemokratiet. Værsgo, hr. Bjørn Brandenborg.

Tak for det, tak for ordet og også tak til SF for at fremsætte det her meget vigtige forslag. Terrorisme er målrettede angreb på vores frie og åbne samfund. Terrorisme er tiltænkt at skræmme og kue og få os til at leve i frygt, og så er der den meningsløse vold, som rammer helt uskyldige mennesker – mennesker, som med ét kan få ændret hele deres liv og virkelighed. Derfor er der ingen tvivl om, at ofre for terror skal have al den støtte og al den hjælp og anerkendelse, som de har brug for.

Vi har heldigvis i Danmark et system, som kan tage hånd om ofre, også ofre for terrorisme, men måske kan der gøres mere. Det er der noget der tyder på. Det lægger det her beslutningsforslag op til at vi får undersøgt, og det synes jeg er en god idé. Nu har vi hørt ministeren tilkendegive, at han støtter forslaget, så vi i første omgang kan få undersøgt omkostningerne. Derefter må vi så tage stilling til, om vi skal indføre rettigheder, og en eventuel finansiering.

Vi støtter selvfølgelig også forslaget med samme forbehold i forhold til processen, og så ser vi frem til at se undersøgelserne, når de foreligger. Tak igen til SF for forslaget, og tak til Finn Nørgaard Foreningen for det hårde arbejde. Jeg er glad for, at vi får undersøgt, om der er mere, der kan gøres på det her vigtige område. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det Venstres ordfører. Værsgo til hr. Morten Dahlin.

Tak for det, formand. Terrorisme er en umenneskelighed, og for ofrene og ofrenes familie er det selvsagt en forfærdelig situation, når terroren rammer. Vi håber naturligvis, at der ikke i fremtiden vil være danskere, der bliver ofre for terrorhandlinger, men det er jo desværre ikke en garanti, nogen her i Folketingssalen kan stille. I Venstre finder vi det derfor fornuftigt, at det undersøges, hvad det vil koste at styrke de danske terrorofres rettigheder og deres muligheder på alle måder. Når vi så har den viden, kan vi tage en oplyst debat om, hvilke muligheder vi konkret har for at støtte rettighederne for terrorofre, så de kan få den hjælp, som de har brug for. Det er en meget relevant debat, det er en meget vigtig debat, og derfor et stort tak til SF for at rejse debatten og fremsætte forslaget her i dag – et forslag, som Venstre kan støtte. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Radikale Venstre, fru Samira Nawa. Værsgo.

Tak. Mange husker sikkert, hvor de befandt sig tirsdag den 11. september 2001, da DR gik i luften med en ekstraudsendelse og berettede, at to fly var fløjet ind i tvillingetårnene i New York. Der gik ikke længe, før konklusionen var klar: USA var ramt af et terrorangreb. Jeg var selv kun et år gammel, da Muren faldt, så for mig var nine eleven den første begivenhed, der i sandhed var skelsættende, hvor man virkelig kunne mærke, at nu vil verden forandre sig – et konkret fysisk angreb på centrale bygninger i USA og med uhyggelige dødstal til følge. Men det var mere end det. Det var et angreb på frihed og et angreb på demokrati, en påmindelse om, at vi ikke var nået the end of history, men tværtimod stod på tærsklen til en ny virkelighed.

På den måde er et terrorangreb noget helt særligt. Det har sin konkrete fysiske form som så meget andet kriminalitet, men det tjener som formål til noget helt andet, nemlig at skabe frygt, at skabe usikkerhed og ustabilitet og ikke mindst følelsen af, at det kan ske i selv de tryggeste kroge af verden. Ligesom det var tilfældet med massakren på den ellers idylliske ø Utøya, hvor den højreekstremistiske Anders Breivik brutalt dræbte 77 unge mennesker. Det har givet nordmændene og måske i virkeligheden også hele Skandinavien et kollektivt traume, som kan mærkes den dag i dag.

Jeg kan derfor kun forestille mig, ikke sætte mig ind i, men kun gøre mig forestilling om, hvad det gør ved ofre og pårørende, der direkte har været udsat for terrorhandlinger. Hvad vi deler som et kollektivt traume, har de oplevet som helt konkret erfaring, som følger dem resten af livet. Jeg vil derfor takke SF for at fremsætte det her beslutningsforslag, som har til formål at undersøge, om ikke vi kan gøre mere for at give støtte til ofre og pårørende for et terrorangreb. Ja, det er simpelt hen noget, vi skal have undersøgt, og det bakker vi selvfølgelig op om i Radikale Venstre. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Radikale Venstres ordfører, og så tror jeg, at den næste ordfører, jeg kan se i salen, er fra Det Konservative Folkeparti, fru Britt Bager.

Tak for det, og tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag. Det er et rigtig godt beslutningsforslag. Jeg vil også sige tak til Finn Nørgaard Foreningen for det arbejde, de har lavet. De har kæmpet for det her i lang tid. Det er godt, vi får det behandlet her i salen. Vi i Konservative støtter forslaget. Det er et rigtig godt forslag.

Tak til fru Britt Bager. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Peter Skaarup.

Det går stærkt her under behandlingen af det her forslag. Det er på sin vis måske lige præcis i dag godt, for det tyder på, at der er relativt stor enighed om, at det her forslag er meget godt lavet. Vi har det i hvert fald sådan i Dansk Folkeparti, at vi synes, at det er rigtigt at pålægge regeringen, at man i den folketingssamling, vi kommer frem til, får undersøgt, hvad det koster at sikre, at ofre for terrorisme garanteres en række rettigheder. Vi synes, at der er mange gode perspektiver i beslutningsforslaget. Vi er enige med forslagsstillerne i, at alle ofre for forbrydelser skal opleve, at de modtager den støtte fra myndighederne, som er nødvendig, for at de kan komme videre i livet, og det siger sig selv, at hvis man har været udsat for terror, oplevet terror, er det ret voldsomme og måske uoverstigelige konsekvenser, man udsættes for i forhold til ens liv.

Der er også nogle ting omkring det her, selvfølgelig, med hensyn til straffe. Det er en kendt sag, at Dansk Folkeparti ser et stort behov for, at vi straffer markant og hårdt, sådan at samfundet og i særdeleshed ofrene oplever en retsfølelse. Men hjælpen indebærer jo altså også en anden dimension, som berøres af det her beslutningsforslag, nemlig spørgsmålet om ofrenes rettigheder. Vi støtter hos DF tilstrækkelige rettigheder og fornøden støtte og beskyttelse af ofre for terrorisme, herunder proaktiv krisehjælp, kyndig psykologisk bistand, offerstøtte til at afhjælpe senfølger samt vejledning og oplysning om ethvert retligt, praktisk og finansielt anliggende, man udsættes for. Man skal lige huske på, at man måske bliver sat fuldstændig ud af drift i ens liv, hvis man oplever sådan noget. Man kan måske ikke passe en uddannelse, og man kan ikke passe et job; man kan ingenting. Derfor er der selvfølgelig brug for, at samfundet går ind med forskellige hjælpemidler.

Vi kan af de her grunde støtte forslaget om at undersøge, hvad det koster at sikre, at ofre for terrorisme garanteres en række rettigheder.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige, og det er fru Pernille Vermund.

Vi skal som samfund gøre langt mere for at forhindre terror. Når jeg hører og læser vurderinger fra PET om, at vi har udrejsecentre i Danmark, som er ved at udvikle sig til potentielle terrorreder, og vi har en regering, der ikke løser dey reelle problem, så må jeg sige, at jeg bliver bekymret. Når vi har en udlændingepolitik, hvor nogle af de mennesker, som er udenlandske statsborgere, og som er dybt radikaliserede, alligevel får lov til at blive her; eller når vi har en regering, der henter radikaliserede islamister tilbage til Danmark, efter at de har været ude at rejse som syrienskrigere – det, vi andre ville kalde terrorister – så bliver jeg også bekymret.

Så vi kan gøre mere for at mindske risikoen for terror, også uden at det betyder, at vi skal gå voldsomt på kompromis med den frihed, som vi ønsker at leve med i et samfund som det danske. Når det er sagt, vil ingen regering nogen sinde kunne stille en garanti om, at et land ikke bliver udsat for terror, at et menneske ikke bliver udsat for terror eller at mennesker ikke bliver udsat for terror, når de rejser ud.

Vi behandler i dag to forslag fra SF, og det første her handler om terrorofre generelt og rettigheder for terrorofre generelt, og vi bakker fuldstændig op om forslaget. Om det så er rettigheder, som modsvarer EU's direktiver, eller andre rettigheder, må vi jo finde ud af, når regeringen har undersøgt, hvad der er af forskel på de rettigheder, man har som terroroffer og pårørende til terrorofre i dag, og hvad der er af vilkår, hvis man indretter det, som andre lande har gjort, efter EU's direktiver.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi som danskere står sammen om det her problem, både når vi skal forhindre terror, og når vi ser hinanden i øjnene og spørger: Hvordan kan vi bevare et frit, sikkert og trygt samfund og samtidig passe på hinanden, hvis det helt forfærdelige skulle ske, at der begås en terrorhandling?

Så med de ord bakker vi op om forslaget. Og igen: Om det en til en er EU's direktiver, som vi skal læne os op ad, eller om vi kan gøre det bedre ved at gøre det anderledes, er ikke så vigtigt for os. Men vi bakker op om, at regeringen undersøger det. Og igen vil jeg sige tak til SF for at fremsætte forslaget.

Tak til fru Pernille Vermund. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne. Værsgo, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Først og fremmest vil jeg sige tak for nogle gode ordførertaler. Der var ikke så meget at debattere, fordi vi heldigvis er meget enige om retningen for det her. Og jeg synes faktisk, det er positivt at mærke, at vi, på trods af at vi jo især også i den her tid kan have forskellige holdninger til EU, bakker op om, at hjælp til terrorofre trods alt er så vigtig en sag, at hvis et EU-direktiv kan hjælpe rettigheder på vej, er vi sådan set klar til at kigge på det.

Det er klart, at jeg hellere ville have fremsat et forslag, som implementerede direktivet og rettighederne direkte, men jeg måtte også bare erkende, at vi ikke kender omkostningerne af det, og at vi ikke helt ved, hvordan det kan overføres til dansk ret. Derfor blev det den her mellemløsning, hvor vi sætter en undersøgelse i gang og bliver klogere på det og får sat nogle beløb på, og så kan vi så tage stilling til, hvordan vi reelt kan lande selve sagen.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, hvordan det her forslag faktisk er blevet til. Baggrunden er jo, at Finn Nørgaard Foreningen er taget rundt til alle retsordførerne, har jeg på fornemmelsen, på skift igennem mange måneder. Jeg har i hvert fald haft flere møder med Finn Nørgaard Foreningen. Sammen har de stædigt, vedholdende og utrætteligt sat fokus på, hvad kan man sige, den manglende hjælp, terrorofrene har oplevet. De er mødt op med deres beretninger, de er mødt op med forslag til forbedringer for ofrene. Det har i hvert fald gjort et stort indtryk på mig. Derfor synes jeg, at vi skylder dem en stor tak, for det er i høj grad deres indsats, der har gjort, at vi nu kommer videre med forslaget, har jeg indtryk af.

Så vil jeg gerne sætte lidt flere ord på det. Jeg var retsordfører, da vi så angrebet mod Krudttønden og den jødiske synagoge. Jeg tror ikke, vi er så mange retsordførere længere, der husker det. Jeg tænker, at det kun er hr. Peter Skaarup og mig, der faktisk var retsordførere på det tidspunkt. Jeg husker også godt tiden efter, hvor fokus jo selvfølgelig var på at gøre alt, hvad vi kunne, for at undgå en gentagelse. Og det affødte jo også en række initiativer. Vi fik bevogtning mange steder, hvad vi ikke havde før; vi styrkede politiet; vi styrkede efterforskningen; vi rettede blikket mod kriminalforsorgen.

Men der var ét sted, hvor vi ikke rettede lyset særlig godt hen, og det var faktisk på ofrene. Sådan rent menneskeligt har jeg ikke været i tvivl om, at det har været et stort traume for de pårørende til det angreb og i øvrigt også de pårørende til angreb, som er foregået i udlandet – dem må vi jo ikke glemme i den her sammenhæng. Da mindehøjtidelighederne var ovre dengang, har de i høj grad siddet tilbage med traumerne og i nogle tilfælde også lommesmerterne.

Nogle af dem skrev en kronik i 2021, hvor de sagde: Vi har været henvist til at klare os selv og trække på vores personlige bagland og endda også selv betale for psykologhjælp. De har siddet med deres spørgsmål, som de måske ikke har kunnet få svar på. Senere har der været andre, som er røget ud af deres job, og som er gået ned rent menneskeligt. De har mødt psykologer, som måske ikke havde det rigtige kriseberedskab og traumeberedskab. De har følt et behov for at blive inddraget i den efterfølgende proces, men det skete ikke rigtig. Det giver jo sig selv, at det kunne have været anderledes. Og det håber jeg så vi kan gøre anderledes i fremtiden. Med opbakningen til det her forslag har vi i hvert fald muligheden for at skabe en bedre vej fremadrettet.

Som mange har bemærket her i dag, er terrorangreb jo et meget alvorligt angreb på demokratiet og på retsstaten, og det udgør jo en krænkelse af de grundlæggende værdier, som vores samfund er bygget på – menneskers værdighed, frihed og retten til at udøve grundlæggende rettigheder. Alle ofre for forbrydelser skal jo opleve, at de modtager den rigtige støtte fra myndighederne, som er nødvendig for, at de kan komme videre i livet. Og det gælder jo i særdeleshed for ofre for terror, som er under stor offentlig mediebevågenhed som følge af den forbrydelse, de er udsat for, og måske i særlig grad har behov for anerkendelse og respektfuld behandling fra samfundets side. Det synes jeg i hvert fald at det fokus, vi har haft på terror de senere år, bør tilsige. Det er bare ikke altid den oplevelse, ofrene har stået tilbage med.

Lovgivningen bør i højere grad, end det er tilfældet i dag, tilgodese ofrene for terror med et stærkere sæt af rettigheder og beskytte dem og deres nærmeste både mod sekundær viktimisering og gentagen intimidering.

Vi i SF har faktisk stillet en række spørgsmål forud for forslagets tilblivelse om, hvem man egentlig anser for at være ofre for terrorangrebene i København i 2015, Barcelona i 2017, Marokko i 2018 og Sri Lanka i 2019, og om, hvilken kontakt myndighederne har haft med de pågældende personer hidtil. Og det fremgår af svaret fra regeringen, at man faktisk ikke har noget overblik over det. Og uden en klar definition på, hvem der egentlig er ofre for terrorisme, er det jo også umuligt at tilvejebringe den rigtige hjælp og støtte fra myndighederne. Danmark er som sagt ikke omfattet af EU's regler på det her område. Vi synes jo, det giver rigtig god mening at få kigget på det solide sæt af rettigheder, man har som EU-borger, men som vi på grund af retsforbeholdet ikke har indført i Danmark.

Der er ikke nogen, der vil kunne garantere, at Danmark ikke igen bliver ramt af terror, og skulle det ske, bør vi have et beredskab på plads, så vi kan hjælpe ofrene bedre, end vi hidtil har gjort. Det betyder også i min optik, og det er jo en del af forslaget, at der skal laves en grundig evaluering efterfølgende eller en efterfølgende offentlig undersøgelse, hvis et terrorangreb skulle ramme Danmark. For ofrene har brug for klare svar på, hvad der skete under hændelsen.

Med de ord siger jeg tak for opbakningen i dag. Der er noget, der tyder på, at det kan blive et enstemmigt Folketing, som bakker op om det her. Men der er jo lige nogle enkelte, der ikke er til stede i salen nu her. Tak for ordet.

Tak til SF's ordfører.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.