Tak for ordet, og tak til Det Konservative Folkeparti for beslutningsforslaget. Det er et forslag, som jeg synes sætter fokus på en bekymrende tendens og også på, at der er behov for politisk handling. Lad mig starte med at sige, at det er fuldstændig uforståeligt, at der findes mennesker, desværre også, kan vi se, unge mennesker, som har et behov for at ydmyge andre på den måde, som vi taler om i dag. Jeg er sikker på, at vi alle sammen har hørt eller læst om nogle af de forfærdelige eksempler, som har været i medierne de seneste år. Det kan være voldsofre, der tvinges til at kysse gerningspersonens sko, eller andre ofre, som overhældes med urin. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, så lad mig først og fremmest slå fast, at ydmygelsesvold er udtryk for en forkastelig adfærd, og derfor deler jeg også forslagsstillernes ønske om, at vi som parlament og som samfund tager mere tydelig afstand fra det, og jeg er sammen med Folketinget villig til at sætte handling bag ordene.
Det beslutningsforslag, vi behandler i dag, er en lettere revideret genfremsættelse af et tidligere beslutningsforslag, som I behandlede her i salen i april sidste år. Ved førstebehandlingen af det forslag tilkendegav min forgænger i justitsministersædet, at Rigsadvokaten fremadrettet ville følge udviklingen på området. Som følge af det iværksatte Rigsadvokaten en indberetningsordning, hvor de enkelte politikredse på eget initiativ skulle indberette relevante domme for ydmygelsesvold. Gennemgangen af retspraksis viser desværre, at der er en del sager om ydmygelsesvold, og Rigsadvokatens gennemgang viser også, at overfald og andre strafbare handlinger med ydmygende elementer allerede er strafbare efter de regler, der gælder i straffeloven. Endelig viser gennemgangen, at domstolene i væsentligt omfang allerede i dag betragter ydmygelse som en skærpende omstændighed, når straffen skal udmåles. Voldsforbrydelser med elementer af ydmygelse straffes altså hårdere end voldsforbrydelser uden elementer af ydmygelse, sådan som det ser ud i dag, og sådan mener jeg også det bør være.
Forslagsstillerne lægger med beslutningsforslaget op til at sætte ind over for ydmygelsesvold og skærpe straffen. Som jeg sagde til at begynde med, er ydmygelsesvold udtryk for en uacceptabel adfærd, og jeg deler derfor også forslagsstillernes ønske om at sikre en hård linje over for det. Samtidig skal man være opmærksom på, at ydmygelse kan forekomme i mange situationer. Det er ikke begrænset til straffesager om vold. Det kan også handle om ulovlig tvang eller røveri, og en ny strafbestemmelse om ydmygelsesvold i straffeloven vil ikke ramme de andre typer af forbrydelser med elementer af ydmygelse. Det kunne være, når et offer tvinges til at kysse gerningspersonens sko, det kan man ikke kategorisere som vold, eller hvis der er nogen, der tvinges ned på knæ for at sige undskyld, imens det hele filmes og lægges på TikTok eller et andet socialt medie, så ydmygelsen efterfølgende kan deles online. Her vil gerningspersonen blive straffet for ulovlig tvang og ikke for vold.
Skal vi ramme alle tilfælde af adfærd, der begås med henblik på at ydmyge offeret, skal vi gå en anden vej. Som sagt betragter domstolene allerede i dag i væsentligt omfang ydmygelse som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen. Det er dog ikke noget, der er fastsat bestemmelser om i straffeloven, og som jeg forstår beslutningsforslaget, er ønsket netop at lave om på det, og det ønske er jeg enig i. Derfor vil en mulig løsning kunne være at ændre straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder ved straffastsættelsen, så det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at en gernings ydmygende karakter i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed. Så vil det gælde, både når det sker i forbindelse med vold, men også når det sker i forbindelse med ulovlig tvang og andre forbrydelser; det kunne være røveri.
Jeg ser frem til at drøfte den her løsningsmulighed med Retsudvalget i forbindelse med udvalgsbehandlingen af beslutningsforslaget, for jeg synes faktisk, at Det Konservative Folkeparti har fat i noget væsentligt og vigtigt her. Derfor vil jeg også afslutningsvis sige tak til forslagsstillerne for at tage fat på det vigtige emne. Tak for ordet.