Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 138:

Forslag til folketingsbeslutning om en ny reformpakke for dansk økonomi.

Af Troels Lund Poulsen (V), Rasmus Jarlov (KF), Lars Boje Mathiesen (NB), Henrik Dahl (LA) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2022).

Forhandlingen er åbnet, og vi giver først ordet til beskæftigelsesministeren. Værsgo.

Mange tak for det, og det er bare lige som en indledning måske bare en kort replik, til hr. Alex Vanopslaghs jo egentlig meget åbne og ærlige begrundelse for, at man har fremsat de her beslutningsforslag. Fra regeringens side vil vi jo ikke blande os i, hvad det er for nogle parlamentariske metoder, man benytter, og jeg ved ikke, om jeg skal beklage det, men i hvert fald er det jo interessant, at man har følt sig kaldet til at fremsætte et beslutningsforslag, fordi man har været ked af, at regeringen har fremhævet nogle uenigheder. Det tror jeg i hvert fald nok er et vilkår, vi alle sammen generelt må vænne os til, og vi behandler med glæde de beslutningsforslag, som Folketingets partier fremsætter, uanset hvor identiske de er med de lovforslag, der behandles den samme dag, og her er i hvert fald et beslutningsforslag i nogenlunde den samme kategori.

Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance har givet deres bud på en ny reformpakke for dansk økonomi, og jeg vil ikke gennemgå tiltagene enkeltvis, men jeg er selvfølgelig glad for at se, at beslutningsforslaget rummer flere af de forslag, der allerede er en del af den aftale, som regeringen indgik tilbage i januar med SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, og som efterfølgende blev bakket op af det arbejdsfællesskab, der er mellem en række løsgængere. Jeg er til gengæld dog enormt ærgerlig over, at de borgerlige ikke ønsker at holde hånden under hårdtarbejdende danskere, og jeg er overrasket over, at de borgerlige i den grad, set med regeringens øjne i hvert fald, undervurderer værdien af et trygt, attraktivt og solidarisk dagpengesystem.

I mine øjne er den danske flexicuritymodel en væsentlig årsag til, at vores arbejdsmarked står så stærkt efter coronakrisen, og måske bør jeg her også præcisere, at vores dagpengesystem er en hjørnesten i den danske flexicuritymodel. Ledigheden i Danmark er lav, og beskæftigelsen er historisk høj og til gavn for de mange danskere, som er kommet i job i vores erhvervsliv og hele samfundet. Der er så fuld kraft på beskæftigelsen og væksten, at vi er godt rustede til at håndtere en stigende ledighed, som kan blive en konsekvens af den igangværende coronakrise.

Vi står også i en situation, hvor arbejdspladser mangler hænder og hoveder, og heldigvis er vi jo enige om, at vi skal have flere i arbejde, så vi på den måde kan få den nødvendige arbejdskraft til virksomhederne. Men det er også vigtigt for regeringen, at der er en ordentlig og fair balance mellem trygheden og den økonomiske gevinst ved at tage et arbejde. Det er uholdbart, når den nyuddannede med et gratis medlemskab til a-kassen får fordoblet sin ydelse ved ledighed, samtidig med at mureren med en gennemsnitsløn på 40.000 kr. om måneden, som loyalt har betalt til sin a-kasse i årevis, oplever at få halveret sin indkomst ved ledighed. Det synes vi ikke er rimeligt, og den skævhed vil regeringen rette op på, og det gør vi både ved at ændre vilkårene for dimittenderne, hvilket vi har behandlet her i salen for lidt siden, og ved at investere i dagpengene og øge indkomstsikkerheden for de danskere, som kun kortvarigt er ledige.

Derfor synes jeg, det er ærgerligt, at de borgerlige partier ikke vil være med til at styrke dagpengesystemet, som er en hjørnesten i den danske model, og som skaber større tryghed for de mange danske lønmodtagere, der hver dag går på arbejde og bidrager til samfundet, og som jo i øvrigt også er en kæmpe fordel for virksomhedernes konkurrencekraft. Jeg siger det gerne igen: For regeringen er det et spørgsmål om at finde de rette balancer og skabe et trygt, attraktivt og solidarisk dagpengesystem, et dagpengesystem, som hårdtarbejdende danskere også kan se sig selv i, og det gør vi med den pakke, som regeringen sammen med SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har fremlagt, og på den baggrund kan regeringen ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Arh, kære minister, skal vi lige en tur ned i historien og mærke dens vingesus? Vi er enige om en aftale, hvor der ikke er finansiering til en bestemt del af det, som regeringen gerne vil. Så skriver man ind i aftalen, at der er en juridisk ret til at kunne få det, men først måske med tilbagevirkende kraft, fordi man først på et eller andet senere tidspunkt skal finde en finansiering, fordi det er forligsbelagt. Det vil sige, at det først kan ske efter f.eks. et valg, eller hvis de forligspartier er med. Så siger nogle borgerlige partier: Det duer altså ikke, for det er at holde nogle som gidsler i en situation. Regeringen siger, at det er der ikke noget at gøre ved, og at det kan de ikke. Så efter pres, og efter at man ved, at der kommer det her beslutningsforslag, så finder man lige pludselig nok finansiering til det her et andet sted, således at man rent faktisk kan indføre det med en garanti. Det er jo den sande historik i det her. Så hvis regeringen bare havde fået en finansiering til det her med modregning et andet sted fra, havde vi slet ikke haft den her bøvl og ballade.

Værsgo, ministeren.

For at være helt ærlig: Jeg betragter det ikke som bøvl og ballade. Jeg betragter det som nogle uenigheder om nogle elementer, og at vi ser forskelligt på en række elementer i vores økonomi, herunder bl.a. dagpenge og andre ting. Som sagt: Fra regeringens side møder vi jo altid op i Folketinget, når der bliver kaldt og Folketingets partier ønsker at behandle et beslutningsforslag.

Men jeg tror også, at hr. Lars Boje Mathiesen – det hørte jeg i hvert fald, helt tilbage da vi behandlede lovforslaget om at afskaffe modregning – endnu ikke selv har gjort op, hvordan man vil stemme til selve det lovforslag. Det var sådan, jeg hørte det i hvert fald; det kan sagtens være, jeg hørte forkert. Jeg kan godt forstå det, hvis der sidder nogle tv-seere derude og undrer sig over, at der bliver fremsat nogle beslutningsforslag, som pålægger regeringen at fremsætte nogle lovforslag, som lige er blevet behandlet. Men alt det er fuldstændig legitimt inden for folkestyrets rammer, og det tager vi selvfølgelig med.

Værsgo, spørgeren.

Jo, men som punkt 1 er nogle af elementerne jo ikke blevet fremlagt endnu. Modregning i egen pension er jo ikke blevet fremlagt. Og som punkt 2 var det jo regeringen, som begyndte at sige, at de borgerlige holder borgerne derude som gidsler, fordi de ikke er enige i den finansiering, som regeringen fremlægger. Der var det bare, man sagde: Stop, holdt, nu går den altså ikke længere med den måde at tage de her mennesker som gidsler på. Så fremlægger vi noget, som sikrer økonomien og sikrer, at de har en ret til at få det her fra den 1. januar 2023. Det er jo derfor, man kom med det her forslag.

Tak. Værsgo.

Vi har som regering fuld respekt for, at de partier, der er en del af f.eks. forligskredsen, hvor dimittenddagpenge er omfattet, ikke ønskede at give mulighed for, at det kunne træde i kraft rettidigt. Vi undrer os over det, vi ærgrer os over det, fordi det grundlæggende er et ønske, de også selv har, og hvis man så ikke bryder sig om de elementer, som pengene bruges på, står det jo til enhver tid en frit for, hvis flertallet skifter, så at afskaffe de elementer og bruge pengene på noget andet. Men vi respekterer det fuldt ud.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Henrik Møller fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Nu står vi jo igen, kan man sige, og skal til at behandle et forslag, som minder en del om noget af det, vi har drøftet. Jeg synes, at vi fra Liberal Alliance fik en forklaring på, hvorfor vi skal stå i den situation, at det måske kan virke lidt underligt, at vi sådan set lige har vedtaget det, som man gerne vil pålægge regeringen at gøre. Men det grundlæggende er vel, hvis man skræller noget af alt det her af, at det et eller andet sted er glædeligt, at man også blandt de borgerlige støtter meget, meget store dele af »Danmark kan mere I«, selv om man ikke nødvendigvis er en del af aftalen. Men det er klart, at set med vores briller er det sådan, at i det beslutningsforslag, der er, er der jo en væsentlig del, der er undtaget, og det handler om den del, hvor vi styrker sammenhængskraften og opbakningen til den danske flexicuritymodel. Det er klart, at det godt kan gøre mig lidt bekymret.

Dagpengesystemet er en vigtig del af og et vigtigt ben i vores flexicuritymodel. Det er virksomhedernes fleksibilitet til at kunne hyre og fyre. De er afhængige af, at der også er en økonomisk sikkerhed og tryghed, som lønmodtagerne kan få i vores dagpengesystem. Det er sådan, at hvis dagpengesystemet bliver svækket, risikerer vi også at svække virksomhedernes fleksibilitet, og jeg synes jo, at når vi kigger på virksomhedernes fleksibilitet, har den i den grad vist sin styrke, især her under coronaen.

Det, der er væsentligt i vores samfundsmodel, som jeg tror de borgerlige misforstår, er, at selvfølgelig skal der være en gevinst ved at arbejde. Hele vores velfærdssamfund afhænger af, at vi står op og går på arbejde; at vi bidrager med det, vi hver især kan. Det er noget af det, jeg er rundet af som socialdemokrat: Gør din pligt, og kræv din ret. Men det er sådan, at når virksomhederne kan afskedige medarbejdere, i takt med at ordrebøgerne bliver mindre, så er det også rimeligt, at vi som samfund spænder et sikkerhedsnet ud, så ganske almindelige lønmodtagere ikke oplever en markant nedgang i deres indkomst i en kort periode, indtil de finder et nyt arbejde.

Hvis det er sådan, at staten eller vores a-kasser ikke sikrer den sikkerhed, er der jo en risiko for, at man vil søge det her i virksomhederne, og det vil gøre virksomhederne mindre fleksible og agile ved konjunkturudsving, og det vil svække vores konkurrenceevne og svække vores velfærdssamfund. Det er jo en af de gode grundpiller, der er i, at vi ikke laver de her rigide lovgivninger, som binder arbejdsgiverne til lønmodtagerne, men at vi rent faktisk har den her fleksibilitet, som gør, at man kan hyre og fyre rimelig hurtigt og rimelig fleksibelt, og at vi til gengæld netop med et godt dagpengesystem kan sikre, at der er et godt sikkerhedsnet.

Jeg vil fra Socialdemokratiets side sige, at vi lige har behandlet et lovforslag, hvor vi jo ligesom lægger de ting frem, vi har i den aftale, der er lavet, og derfor kan vi ikke anbefale beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Alex Vanopslagh. Værsgo.

Tak for det. Nu er det både ordføreren og ministeren, der har fremhævet min ordførertale fra det seneste punkt, hvor jeg understregede, at en af årsagerne til, at vi fremsatte det beslutningsforslag, der var før, var at undgå de falske, løgnagtige anklager om, at vi ikke ønsker at fjerne modregningen. Det er, som om det nu bliver brugt på en måde, hvor man tænker: Aha, nu har vi jer, det er derfor, I fremsatte forslaget.

Ja, der var nogle uenigheder, der gjorde, at vi ikke kunne lande en aftale, men den uenighed gik ikke på modregning i ægtefællers indkomst, altså det, vi behandlede lige før, men alligevel kørte den socialdemokratiske spinmaskine om, at de borgerlige ikke ville være med til at fjerne modregningen, selv om vi gerne vil det, og det er en af grundene til, at vi fremsatte det forslag.

Jeg vil gerne høre ordføreren, om ordføreren mener, at det er en god måde at bedrive politik på at anklage sine politiske modstandere for ikke at ville gøre noget, som de gerne vil gøre, selv om man godt ved, at man lige har siddet i en forhandling, hvor man udmærket er klar over, at man faktisk er enig på det punkt, og at det er nogle andre punkter, man er uenig med hinanden i.

Værsgo.

Spørgsmålet bliver stillet på samme måde, som når pressen spørger, om man er holdt op med at slå sin kone, hvor man skal svare ja eller nej i forbindelse med det. Det er jo at anerkende præmissen af, at det er synd for de borgerlige i forhold til den måde, som Socialdemokratiet i den her sag har ageret på, og der tror jeg, vi ser forskelligt på, hvordan forløbet har været.

Værsgo til spørgeren.

Jeg synes ikke, at det er synd for os borgerlige, at vi bliver anklaget for noget, som er faktuelt forkert. Vi bliver anklaget for, at vi ikke vil fjerne modregningen, men faktuelt forholder det sig sådan, at det vil vi gerne, og det ved Socialdemokratiet også godt. Det er ikke synd for os, men det er måske synd for vælgerne og for demokratiet, at de skal fordummes af den slags, og så er det bare uhæderligt, synes jeg. Det var egentlig det, jeg ville understrege før. Man skal ikke have ondt af os på nogen måde, overhovedet, men man burde måske have en hvis selvransagelse.

Jeg tror lige, at jeg kan nå et sidste spørgsmål. Når man ser på regeringens samlede politik i forhold til øget arbejdsudbud, går det cirka i nul. Er det noget, som ordføreren finder tilfredsstillende?

Værsgo.

Jeg står jo ved de aftaler, der er lavet i forbindelse med det her, og jeg står også ved, at vi har lavet en tidlig tilbagetrækning, som jeg synes er en god løsning rent strukturelt på sigt, i forhold til at pensionsalderen stiger. Så ja, jeg kan godt acceptere at leve med de løsninger, der er fundet.

Den næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Nu sad jeg faktisk med inde i selve lokalet i forhandlingerne om »Danmark kan mere I«, og da det faldt på det omkring dagpenge, var der jo flere løsningsmodeller på bordet. For kunne det her nu finansieres inden for en eksisterende pulje? Vi har en situation – ordføreren siger det selv – hvor vi har rekordhøj beskæftigelse og rekordlav arbejdsløshed. Det buldrer derudad. Det er ordførerens ord, og der skal man måske så stille sig spørgsmålet: Kunne man have finansieret det her, som man ønskede, ved at have forkortet den her periode på dagpenge, som nu er hele 2 år, i en tid med højkonjunktur? Kunne ordføreren måske overveje, om det kunne have været en løsning i stedet for bare at hælde flere penge i systemet, altså at finansiere det inden for det selv samme system?

Værsgo.

Selvfølgelig kan man overveje det. Det er bare ikke en løsning, vi synes er god og rigtig, og ikke en, vi har peget på.

Værsgo til spørgeren.

Det er jo også der, hvor uenigheden ligger. Hvorfor er det, at folk i en tid, hvor der er efterspørgsel på arbejdskraft derude, skal kunne gå rundt 2 år – 2 år – på dagpenge? Kunne man ikke have lavet det om, så de kunne gå rundt 1 år og 9 måneder i en højkonjunktur, og derved have fundet en finansiering til de her ting?

Værsgo.

Jamen jeg ved ikke, om det er det samme spørgsmål bare formuleret på en anden måde. Når man spørger, om man kunne, så siger jeg, at jo, selvfølgelig kunne man det. Det er bare ikke en løsning, vi har valgt at pege på. Vi synes sådan set, at den her længde, som jo er blevet barberet ned fra 7 år til nu 2 år, er meget passende i den måde, som vi har indrettet det på.

Mange tak til den Socialdemokraternes ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger, så den næste ordfører er hr. Karsten Hønge fra SF, som gerne må komme på talerstolen.

Jeg skal da lige love for, at højrefløjen har været på shoppingtur i »Danmark kan mere I«. Forskellen er bare, at i »Danmark kan mere I« kan man se et afbalanceret forlig. Så det er, som om der mangler noget, når vi kigger på det forslag, der ligger. Hvad skete der lige med indsatsen for grøn omstilling? Hvad skete der lige med bevillingerne til uddannelse? Eller burde vi ikke på de områder kunne enes bredere mellem partierne?

Knap så forundret er jeg over, at højrefløjen ikke bakker op om det regulerede, organiserede og civiliserede arbejdsmarked, herunder kampen mod social dumping og et bedre og mere trygt dagpengesystem. Dér var der ikke noget nyt under solen. Jeg vil så til gengæld sige, at det, vi kalder den danske model for arbejdsmarkedet, simpelt hen bare er genial.

Den tryghed, som det organiserede arbejdsmarked giver – og det er både det private og det offentlige – er fundamentet for dynamik og fleksibilitet. For det er nemlig på arbejdsmarkedet – både det private og det offentlige – at vi finansierer velfærdssamfundet. Det er den gås, der lægger æggene til finansieringen. Jeg tror, at vi kan se en anden fordel, som for sjældent bliver hevet frem i forhold til at have det organiserede og regulerede arbejdsmarked, nemlig at det også er forudsætningen for en fair og lige konkurrence mellem virksomhederne.

Jeg synes, at højrefløjen har et sådan helt unødig primitivt forhold til det her såkaldte arbejdsudbud. Det er, som om man har de her svar om, at dagpengene skal sættes ned, og at kontanthjælpen skal sættes ned, og at man går ud og prøver at forsure sådan almindelige menneskers liv, så de bliver så trætte af det hele, og så skal de nok komme ind på arbejdsmarkedet. Den har vi jo prøvet. Vi har helt konkrete erfaringer med det i stor skala: Da man indførte kontanthjælpsloftet for nogle år siden, hvilket ramte 30.000 familier og sendte tusindvis af børn under fattigdomsgrænsen, fik det – selv på en god dag, hvor solen skinner og man har medvind på alle cykelstier – 450 mennesker i arbejde. Og så er det spørgsmålet, om vi overhovedet fik de 450, for en hel del af dem ville nu nok have fundet ind på arbejdsmarkedet alligevel, men lad os sige, at jeg anerkender det og siger, at okay, man kunne godt forestille sig, at der kom 450 ind i arbejdsudbuddet – ikke fordi de kom i arbejde, men de kom ind på arbejdsmarkedet.

Der er ikke noget som helst rimeligt forhold mellem at ramme 30.000 familier og få 450 ind på arbejdsmarkedet. Til gengæld kan vi se på de sidste 13 måneder, hvor vi har fået 166.000 mennesker ekstra job i Danmark – 166.000 på 13 måneder – uden en eneste forringelse. Men hvad var der så til stede? Det var de ledige jobs. Der var ledige jobs, og så kan vi se, at folk faktisk kommer i arbejde, hvorimod at hvis man bare sådan forsøger at gøre livet surt for mennesker, ja, så hjælper det faktisk ikke. Mange mennesker står stadig væk klar på kanten af arbejdsmarkedet til at træde ind, men det forudsætter, at der er uddannelse til de ledige, og det forudsætter, at vi har virksomheder, der rent faktisk vil åbne dørene for flere typer ansættelser.

Jeg tror simpelt hen, at vi skal beslutte, at vi vil understøtte en opgradering af vores arbejdsmarked til en ny version, version 2.0, som er helt anderledes rummelig og imødekommende over for, at man ikke allesammen skal levere 37 timer for fuld skrue fra dag et. Jeg vil bare sige, at jeg kan få noget lange ører af at høre arbejdsgiverne og højrefløjen råbe op om, at der mangler hænder. Hvad er det i øvrigt for et nedværdigende udtryk for kvalificerede medarbejdere? Hvornår kan man finde på at bruge ordet hænder om overlæger og piloter og konsulenter for ikke at sige politiske kommentatorer? Så er det jo ikke hænder, man taler om, men det gør man åbenbart her.

Der er jo rigtig mange derude, som faktisk gerne vil træde ind, hvis der ellers var mulighed for at åbne op for det. Så mens jeg kan få lange ører af at høre på, at man mangler arbejdskraft, kan man bare konstatere, at vi eksempelvis har 49.000 mennesker med handicap, der gerne vil bidrage – sikkert ikke med 37 timer for fuld skrue, men de vil gerne bidrage. Vi har 14.000 mennesker på ledighedsydelse, der ikke kan finde et fleksjob. Vi har 76.000 unge mellem 15 og 29 år, der ikke har en uddannelse, ikke er i gang med en uddannelse og heller ikke har et job, så der er en række muligheder for at få ekstra folk ind på arbejdsmarked, hvis virksomhederne vel at mærke åbner dørene, og hvis de, skal vi sige fra på mandag, går i gang med at lave uddannelsesplanlægning ude i virksomhederne, både uddannelsesplanlægning i forhold til at tage unge i lære og i forhold til at lave en løbende voksen- og efter- og videreuddannelse. Der ligger løsningerne.

Mange tak. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Alex Vanopslagh. Værsgo.

Tak for det. Hr. Karsten Hønge savner nogle tiltag i forhold til det såkaldte organiserede arbejdsmarked, altså med andre ord, at man bekæmper virksomheder som Wolt – det er rigtigt, at det har vi ikke med i vores forslag.

Jeg vil bare gerne lige fremhæve et tweet – jeg skal nok sende det til ordføreren bagefter – af en ung mand, der hedder Valdemar Winther, som har offentliggjort den løn, han får hos Wolt. Han har lagt et screenshot op af sin lønseddel. Han har arbejdet 4½ time søndag aften og mandag aften, og det har han tjent 2.300 kr. på. Det giver en gennemsnitlig timeløn på 260 kr. i timen ved at være Woltbud. Det er cirka det dobbelte af, hvad buddene hos Just Eat, der har overenskomst med 3F, får.

Jeg skal bare lige høre: Hvorfor i alverden er det, at ordføreren gerne vil tvinge flere folk som Valdemar til at arbejde til så lav en løn som den, de får hos et firma, der har overenskomst med 3F, i stedet for at kunne få en højere løn ved at være Woltbude?

Værsgo.

Det er lidt svært at vide, om den gode Valdemar har været så heldig at have nogle gode leverancer tæt på, så han kunne tjene nogle penge, men hver eneste krone er ham vel undt. Han har sikkert haft et godt tråd i pedalerne derude.

Spørgsmålet om Wolt er jo ikke kun et spørgsmål om Wolt – det er også et spørgsmål om nemlig.com og det, der sker inden for undervisningssektoren, og nu har jeg i sidste uge hørt, at man på Fyn oplever det inden for plejesektoren, hvor der udliciteres ned i flere led, og så bliver man til sidst såkaldt selvstændig. Hvad angår de selvstændige som eksempelvis hos Wolt, så er alt, hvad de ejer, deres cykel, og ellers er man som lønmodtager fuldstændig strippet for rettigheder. Så det der med at lave en smart overspringshandling for firmaerne, hvor den reelle arbejdsgiver bare udliciterer ansvaret for løn under sygdom, feriepengeindbetaling, pension, skatteindbetalinger og alle mulige andre ting, er ikke vejen frem, selv om jeg godt ved, at der kan være bøvl med at gøre det på den anden måde. Det underminerer vores arbejdsmarked, og vi har kun dårlige erfaringer fra udlandet.

Værsgo. Spørgeren.

Men hvad med det enkelte menneske? Valdemar her vil tydeligvis hellere være selvstændig som bud hos Wolt, end han vil være lønmodtager på en 3F-overenskomst hos Just Eat. Skylder hr. Karsten Hønge ikke at sige ærligt til folk som Valdemar: Den mulighed vil jeg tage fra dig; jeg mener ikke, den forretningsmodel skal eksistere i fremtiden, så må du få et arbejde hos Just Eat med en 3F-overenskomst, selv om du vil foretrække noget andet?

For det er vel konsekvensen af hr. Karsten Hønges politik. Det er, at folk som Valdemar ikke kan få det, de egentlig gerne vil have.

Værsgo.

Jeg er helt sikker på, at Valdemar også rigtig gerne vil have løn under sygdom, at han rigtig gerne vil have en pensionsindbetaling, at han gerne vil have, at han ved, hvornår han holder ferie. Alle de rettigheder, som lønmodtagerne har, er nogle, som det er nødvendigt at slå fast. Vi kan jo bare kigge på de lande, hvor man har givet los for det, hvor det hele ender i udlicitering til underentreprenører til underentreprenører. De arbejdsmarkeder smuldrer og bliver splittet op i atomer i alles kamp mod alle. Det er ikke godt – hverken for Valdemar, for arbejdsmarkedet eller for samfundet.

Tak. Den næste spørger er hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Man kan så sige, at i den situation er det noget, Valdemar har valgt at fravælge, fordi han hellere vil være selvstændig erhvervsdrivende, og det er jo det frie valg. Ellers kunne han jo prøve at blive lønmodtager i stedet for, men han har bevidst søgt at ville være selvstændig.

Nå. Jeg kan huske, at SF op til valget sagde, at den her regering, der kom nu, skulle sørge for, at der kom mindre ulighed i samfundet. Det var centralt, at det skulle ske. Nu er vi 3 år henne, og uligheden er steget under den her regering. »Danmark kan mere I«-reformen, som man nu står og roser, øger uligheden i samfundet. Hvis man måler på det, er Mette Frederiksen faktisk pr. år den statsminister – hvis man både tager Thorning- og Løkkeregeringen – som har øget uligheden mest i samfundet målt på Ginikoefficienten. Hvornår er det, SF begynder at være ærlig over for deres vælgere og sige, hvad de har fået efter 3 år med SF som parlamentarisk grundlag? Ja, de har fået mere ulighed i samfundet.

Værsgo.

Mener hr. Lars Boje Mathiesen virkelig, at man er selvstændig erhvervsdrivende, når alt, hvad man ejer, er ens cykel, og man i øvrigt er underlagt fuldstændige instruktioner fra virksomheden? Tværtimod fremsætter SF faktisk et forslag om, at der skal være en formodningsregel. Altså, indtil andet er bevist, er man lønmodtager. Der findes jo en masse derude, som er reelle, regulære selvstændige enkeltmandsfirmaer. Det er jo fuldstændig perfekt. Men ellers mener vi, at man skal lægge det ned over arbejdsmarkedet: Hvis du ikke kan dokumentere, at du er selvstændig, så er du lønmodtager. En formodningsregel lyder sådan lidt kedeligt og lidt juridisk. Man kan bruge det, ligesom når vi artsbestemmer dyr. Hvis du ser and, der ligner en and, går som en and og lyder som en and, så er det nok en and. Sådan tror jeg også, vi skal gøre fremover i forhold til lønmodtagere og selvstændige.

Værsgo, spørgeren.

Ja, jeg tror, jeg vil bruge den samme vending, når vi står og kigger på, hvornår der er folk, der manipulerer og bilder vælgerne noget ind, som de så ikke får. Altså, hvis man snyder vælgerne om ens politik, så har man snydt vælgerne, og der må vi bare konstatere, at det, som SF nu har gjort i 3 år, er at snyde vælgerne, fordi man har skabt et samfund, som er mere ulige, stik imod det, man sagde man ville. Man lægger endda stemmer til en reform nu, som øger uligheden i samfundet. Der synes jeg bare, at man i hvert fald over for sine socialistiske venner og vælgere skal være ærlig om, at det er med SF's stemmer, at man faktisk nu i 3 år har øget uligheden i samfundet.

Værsgo.

Jeg troede egentlig, hr. Lars Boje Mathiesen kendte forklaringen, men det gør hr. Lars Boje Mathiesen åbenlyst ikke, så nu vil jeg give forklaringen. Der er jo især to årsager til, at uligheden er steget, men som på hver deres område er gode at gennemføre. Det ene er cigaretafgifterne, som rigtigt nok er med til at øge uligheden, men som til gengæld er med til at højne sundheden i samfundet. Det andet er, at vi frigav feriepengene, som isoleret set øger uligheden, men som det er godt at få ud. Det er de to hovedårsager. Jeg troede egentlig, at hr. Lars Boje Mathiesen vidste det, men det ved han i hvert fald fra nu af.

Næste spørger er hr. Hans Andersen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg har blot et enkelt spørgsmål: Ordføreren var inde på, at det var vigtigt at få mennesker på ledighedsydelse i fleksjob. Så vil jeg bare spørge, om ikke det snart er på tide, at vi nu efter 3 år tager turen til ministeren og hører til det. Før valget proklamerede Socialdemokratiet i hvert fald, at det nu var på tide at få genbesøgt de her reformer, som statsministeren jo faktisk selv stod bag 10 år tilbage; at det var på tide at få ændret dem, således at man kunne justere og sørge for, at førtids- og fleksjobreformen fungerede endnu bedre. Ordføreren nævnte bare, at der var mange, der skulle i job, men det kommer de jo ikke af, at ordføreren står og taler om det. Det er måske mere, at vi skal sætte noget handling bag.

Værsgo.

Ja, det må jeg så til gengæld give hr. Hans Andersen ret i. Her fra talerstolen i maj måned 2018 stod vi og aftalte med hinanden, at nu lavede vi en regulering på førtidspensionsdelen af reformen, og så regnede vi med, at vi så i løbet af efteråret 2018 skulle kigge på fleksjobdelen. Vi er ikke kommet i gang med det endnu. Det er en langsommelighed, der går tilbage til, da Venstre havde beskæftigelsesministerposten, hvor hr. Troels Lund Poulsen tydeligvis havde lim på fingrene og også på stolen, ikke? For der skete ikke noget.

Vi gør, hvad vi kan, for at skubbe til vores nuværende beskæftigelsesminister, og det er jo ikke altid, vi har lige meget held med ham. Men vi er enige om, at det skal vi have gang i. Det skal vi altså, og det kan ikke trækkes længere. Det, der er en af udfordringerne, er de 14.000 på ledighedsydelse. Men der er også andre udfordringer i fleksjobdelen, altså i forhold til fastholdelse i fleksjob og en række andre ting. Men jeg har da hørt på ministeren, at han synes, det er vældig interessant, og at han gerne vil arbejde med det. Vi mangler bare – det er rigtigt nok – at få det sat i skred.

Tak. Værsgo, spørgeren.

Så fik ordføreren lige flettet en kritik af den tidligere regering ind, men det er jo den nuværende regering, der kan spille bolden. Jeg synes, der er et lidt langt aftræk til at få skudt til den, for her handler det jo om at få mennesker ind og sørge for, at det bedre kan betale sig at arbejde for dem, der er i fleksjob – det er faktisk 100.000 – men også at få dem, der er på ledighedsydelse ind og i job. Spørgsmålet er, om vi skal gøre noget sammen; det tror jeg måske var passende, hvis vi kan nå at gøre noget, inden statsministeren udskriver valg.

Værsgo.

Jeg kan ikke andet end at give hr. Hans Andersen ret. Vi skal have gang i den evaluering og i ændringer af fleksjobdelen af reformen. Som sagt aftalte vi det i maj måned 2018, hvor jeg stod herinde, og det er ikke sket endnu. Men det må jo være rigtigt, når jeg har sagt det til Jyllands-Posten. Der har jeg i hvert fald påstået, at jeg flere gange igennem tiden har rullet rundt og tændt ild til mit tøj i raseri derovre i Beskæftigelsesministeriet, men det er længe siden, jeg har gjort det. Det kan være, jeg skal til at genoptage traditionen med det, for vi skal have gang i det her; det skal vi! Nu må jeg lægge mig ned og rulle rundt.

Mange tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak, formand. Tak til forslagsstillerne for B 138. Det er et forslag, som indeholder flere elementer fra den reformaftale, som Radikale Venstre er med i. Når vi så alligevel ikke kan bakke op omkring det her beslutningsforslag, handler det om, at når vi støtter de enkelte elementer, er det jo, fordi de er en del af en større og samlet aftale, som også har fokus på massive investeringer i uddannelse og massive investeringer i den grønne omstilling. Så derfor kan vi altså ikke bakke op om beslutningsforslaget her.

Jeg skal hilse fra Enhedslisten og sige, at de heller ikke kan bakke op om det.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Andersen. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne spørge den radikale ordfører, om den radikale ordfører sådan synes, det er rimeligt, at vi nu sætter dagpengene op i en periode, hvor der sådan set er brug for – det troede jeg vi havde en fælles forståelse for partierne imellem, Radikale og Venstre – at øge beskæftigelsen. Og forslaget om at sætte dagpengene op sænker sådan set beskæftigelsen. Så hvad mener Radikale Venstre, hvis Radikale Venstre skal være helt ærlige, om det forslag?

Værsgo.

Hvis Radikale Venstre skal være helt ærlige om det forslag, er vi tilbage ved min tale om Lovforslag L 173, hvor jeg siger, at vi mener, at der skal være en høj tilslutning til dagpengesystemet. Og hvis dem, der finansierer dagpengesystemet, altså dem, der har en lav ledighed og de højeste indkomster, ikke længere kan se fidusen i at være med i en a-kasse, så har vi jo et problem alle sammen. Og derfor synes vi, at det her med at hæve dagpengene i de første 3 måneder for nogle kan være en god idé, men jo set også i sammenhæng med de øvrige elementer af den samlede reformaftale.

Værsgo, spørgeren.

Hvis jeg skulle tage det positivt ned, tænker jeg, at det jo ikke er et forslag, som Det Radikale Venstre sådan støtter varmt op om. For ordføreren brugte ordet hvis, og sagde: »hvis« der var tendens til, at folk ikke længere støttede op omkring a-kassesystemet, dagpengesystemet som helhed. Men det er der jo ikke. Der er sådan set bred, generel opbakning til det, og det glæder også en Venstremand. Så derfor er det der »hvis« jo ikke til stede. Og alligevel er Radikale gået med til nu at hæve dagpengene i en situation, hvor vi sådan set har brug for, at mennesker kommer i arbejde.

Værsgo.

Jamen at vi brug for, at mennesker kommer i arbejde, kommer hr. Hans Andersen og jeg ikke til at være uenige om. Men vi kan jo heller ikke vente på, at afgangen fra dagpengesystemet finder sted, for så er skaden jo sket. Og derfor læner vi os i Radikale Venstre bl.a. op ad de økonomer, som peger på, at når tilslutningen til dagpengesystemet bliver alt for lav, så er det den teknologiske udvikling, der går i stå. Den situation synes vi da ikke skal gøre sig gældende i Danmark.

Mange tak til den radikale ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for det, formand. Dette beslutningsforslag indeholder en række forslag fra Konservative, Venstre, LA og NB til reformer, der kan skaffe mere arbejdskraft. Vi har mange flere forslag end disse, som kan styrke dansk økonomi, men når vi har valgt at sætte disse forslag til afstemning i Folketingssalen, er det, fordi det alle sammen er ting, som regeringen selv har foreslået, og som der burde være flertal for.

Da vi forhandlede for nogle måneder siden, sagde regeringen til os, at den kun ville stemme for sine egne forslag, hvis vi så samtidig gik med til at stemme for at sende en masse gaver til fagforeningerne, herunder et højere fradrag for fagforeningskontingenter og reducering af fradragene for private lønsikringer. Regeringen mener altså, at det er de borgerlige partiers opgave at øge og sikre arbejdskraften til dansk økonomi. Det er ikke noget, regeringen vil af sig selv, men man vil kun stemme for mere arbejdskraft, hvis man får lov til at give gaver til sine sponsorer i fagbevægelsen.

Regeringen vil forsøge at fortælle folk, at det er vores skyld, at modregningen for pensionister ikke bliver afskaffet, men vi stiller ingen betingelser for at gøre det. Vi er klar til at afskaffe modregning, og vi kommer ikke og kræver, samtidig med at vi så vil have gennemført en masse borgerlige mærkesager og gaver til vores sponsorer. Vi er tilhængere af at afskaffe modregningen, og derfor sætter vi det nu til afstemning, og så er det trist, at regeringen har tænkt sig at stemme imod og forhindre det.

Regeringen stoppede jo forhandlingerne om at skaffe mere arbejdskraft, før den havde en aftale. Ingen af os borgerlige kan huske, at man før har set en regering, som har stillet sig op og holdt pressemøde for at fortælle, at en række partier har lavet en aftale, som de dog ikke har flertal for. Og siden da har vi intet hørt. Vi har gentagne gange opfordret regeringen til at sætte gang i forhandlingerne igen, men det sker ikke. Og det er vi selvfølgelig meget bekymrede og irriterede over. Derfor har vi B 138 på i dag.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Jamen flere har jo også fortalt, hvad det her forslag egentlig handler om. Vi har jo tidligere haft et par lovforslag, hvor nogle af tingene i hvert fald er med, men jeg kan konstatere, at der, når man kigger på forslaget her, er elementer, som går igen i forhold til de to lovforslag, som jo så i hvert fald bliver til noget.

En ting, som også er med, er, at vi i forbindelse med de tidligere lovforslag også sænker elafgiften med 17 øre frem mod 2030. Nu står der ikke lige her, hvad det skal være, men der vil jeg da også bare sige, at selv om vi deler den aftale, vil vi da gerne være med til – hvis der er andre, der vil være med til det – at presse på, så vi kunne få det presset lidt frem. Der er ingen tvivl om, at hvis man kigger på en sænkelse af elafgiften sådan helt isoleret set, så er det en af de ting, som vil kunne gøre det billigere at være dansker. Hvis man går meget op i den sociale fordeling, opgøres elafgiften jo i kroner og øre, og om man er rig eller fattig, så bruger man sådan set noget nær det samme i el.

Så hvis vi kunne tale mere om at få sat elafgiften ned, vil det faktisk ramme socialt fuldstændig rigtigt. For dem, der har de lave indkomster, vil jo få det samme i skatterabat som det, dem med de høje indkomster vil få i skatterabat. Så jeg tænker egentlig, at der kunne være noget ramasjang i det. Der er vi i hvert fald enige i hele den borgerlige blok om at få presset på i forhold til det. Og hvis man er socialdemokrat eller socialist, må man vel også være interesseret i, at man kan lave noget politik, som også rammer socialt rigtigt.

Så jeg læser det her forslag, som at der er noget at arbejde med, særlig i forhold til elafgiften. Så tak for forslaget.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører er hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Inden valget var der stort set ingen grænser for, hvordan venstrefløjen kunne angribe borgerlige partier og alle, der kom i nærheden af at have haft noget magt i Danmark, altså fordi de havde skabt den her store ulighed i samfundet, til trods for at vi er et af de mest lige samfund i verden. Nu er vi her, 3 år efter at SF og Enhedslisten har været parlamentarisk grundlag for en regering, og hvad er så resultatet? Resultatet er, at uligheden på den måde, som vi måler den, er steget.

Nu behandler vi nogle reformer, nogle forslag, som også øger uligheden. Men vupti, nu betyder det lige pludselig ikke noget for SF, for nu er man selv med i en aftale, og så gør det ikke noget, at uligheden stiger i samfundet. På en måde er det faktisk yderst befriende, for så kan det være, at vi en gang for alle kan lægge den debat omkring ulighed på den måde, som man har debatteret den på fra venstrefløjens side, i graven. For lad os lige kigge lidt på faktum. Faktum er, at den nuværende regering ledet af Mette Frederiksen med støtte fra SF og støtte fra Enhedslisten har øget uligheden med, hvad der samlet set svarer til 0,22 på Ginikoefficienten. Målt på år er det faktisk mere, end uligheden steg under Løkkeregeringen. Sjovt nok hører vi ikke de store paroler fra fagbevægelsen lige nu – det kommer nok, hvis magten skifter igen – og sjovt nok er de store paroler fra venstrefløjen også forsvundet. For det er nu, venstrefløjen har ansvaret og lægger stemmer til de ting, som øger uligheden.

Den seneste reform, »Danmark kan mere I«, øger også uligheden i samfundet, til trods for hvad hr. Karsten Hønge mener den gør. Det gør den faktisk hovedsagelig, fordi man fjerner den grønne check.

Så lad os en gang for alle dræbe den her ulidelige debat om ulighed, for når det kommer til stykket, er det jo sådan set venstrefløjen lige nu, der lægger stemmer til, at uligheden øges mest i samfundet, og det har man åbenbart ikke noget imod. Det er nok bare, fordi det ikke er den rigtige ulighed. Tak.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Hans Andersen. Værsgo.

Tak for det. Manglen på kvalificeret arbejdskraft udfordrer dansk vækst og velstand. Overalt i landet må virksomheder sige nej til ordrer, fordi de mangler hænder og hoveder, dygtige mennesker. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at fire ud af ti virksomheder ser manglen på arbejdskraft som den største hæmsko for vækst. Samtidig står Danmark med en meget stor udfordring med stigende energipriser og behovet for mere elektrificering af samfundet. Alle disse elementer er alvorlige og kalder på omgående politisk handling.

Desværre har regeringen valgt at indgå en reformaftale for dansk økonomi tilbage i januar måned. Det er en aftale, som hverken Venstre, De Konservative, Liberal Alliance eller Nye Borgerlige er med i. Det er en aftale, som ifølge regeringen skal løse den akutte mangel på arbejdskraft i Danmark. Og det må jo siges at være en sandhed med modifikationer, eftersom regeringens aftale isoleret kun vil øge den strukturelle beskæftigelse med 12.000 fuldtidspersoner, når vi kigger fremad. Det sker, efter at regeringen jo sådan set forinden har sænket den strukturelle beskæftigelse med lige over 10.000. Altså, det rækker ingen steder i forhold til de udfordringer, vi står med lige nu, i morgen og fremadrettet.

Regeringen vil jo som sagt hæve dagpengesatsen så meget, at 140.000 mennesker, der går på arbejde hver dag, vil tjene mindre end andre mennesker, som er på dagpenge. Det vil svække incitamentet til at tage et arbejde. For Venstre er det omvendt afgørende, at det skal kunne betale sig at arbejde. Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige er klar til at tage et ansvar og til at gennemføre tiltag, der rent faktisk øger arbejdsudbuddet, og derfor er vi gået sammen om dette beslutningsforslag, som vi nu har behandlet, om en ny reformpakke for dansk økonomi, der skal indeholde mange fornuftige tiltag; flere af de tiltag har regeringen faktisk også med i deres udspil og aftale.

Det handler om, at vi vil sænke dimittendsatsen, øge det maksimale beskæftigelsesfradrag, forhøje su-fribeløbet, fjerne modregningen, afskaffe den grønne check for ikkepensionister og forhøje den supplerende grønne check for personer med børn, sænke elafgiften og udmønte reserven fra Nordsøaftalen. Med disse tiltag øger vi faktisk samlet set arbejdsudbuddet med over 13.000 fuldtidspersoner. Det er mere end i den aftale, der hedder »Danmark kan mere I« – man kunne også kalde den Danmark kan mindre I. Men vi kommer altså også til at levere et overskud på statens finansielle poster, når vi kigger fremad. Forslagsstillerne, partierne bag, håber som sagt, at regeringen vil kigge til vores side og tage ansvar og gennemføre de nødvendige tiltag.

Jeg skal her blot prøve at samle lidt op i forhold til dagens debat. Regeringen og Socialdemokratiet holder stædigt fast i en forhøjelse af dagpengene, så det ikke længere i så høj grad kan betale sig at arbejde. Det er simpelt hen, må vi forstå, en af grundstenene i den aftale, der er lavet, så det kan der ikke rokkes ved. SF er optaget af, at der kommer til at være flere penge til kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere. Det er så kun det ene element, der bliver tilgodeset i den aftale, SF er med i. Jeg prøvede at spørge Radikale Venstre ind til det, men jeg kan forstå, at det at være med i en samlet aftale vægter tungt – så må man jo leve med, at dagpengene bliver hævet. Dansk Folkeparti ville gerne have, at elafgiften blev sænket. Det er vi sådan set fuldstændig enige med Dansk Folkeparti i, men min opfordring til Dansk Folkeparti er, at så må man måske finde hjem igen og ikke indgå aftaler med en regering, der hæver dagpengene.

Samlet set må jeg konstatere, at forslagsstillerne, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Venstre, står bag den her nye reformpakke for dansk økonomi, og med de her forslag vil vi øge arbejdsudbuddet med 13.000, og det er et bidrag til at sikre fortsat vækst og fremgang og dermed også forudsætningerne for velfærd. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge.

Det er jo en fuldstændig fantastisk herligt situation, at der er mangel på folk ude i virksomhederne. Det kan virkelig være med til, at man tænker sig om. Jeg vil bare lige spørge hr. Hans Andersen, om hr. Hans Andersen anerkender de mange forskellige undersøgelser, der viser, at der foregår systematisk diskrimination af +50-årige. Virksomhederne siger nærmest, at man, efter man er fyldt 45 år, skal skrives ud af historien. Det er det ene, altså den systematiske diskrimination af folk, der har passeret de 45-50 år.

Det andet er om det her, som jeg egentlig synes kan være rigtigt nok, nemlig at man siger til de unge: I må tage det arbejde, der er; I må lade være med at være så kræsne; det kan ikke nytte noget, at I går og venter på drømmejobbet; I skal tage de jobs, der er. Men ville det ikke være rimeligt at sende den samme besked til arbejdsgiverne og sige: I skal ikke bare sidde der og vente på, at drømmekandidaterne kommer, men ansætte de ledige og gøre dem klar til de jobs, I har, og åbne virksomhederne?

Ordføreren.

Det sidste er jeg fuldstændig enig i. Det tror jeg faktisk også at virksomhederne er klar til. Jeg tror, at det lige i øjeblikket handler om blot at kunne ansætte nogle, og så er virksomhederne sådan set meget tilfredse. Så er der rigtig mange virksomheder, der siger, at så skal de nok stå for oplæringen. Med hensyn til det med den systematiske diskrimination vil jeg sige: Det er jo ikke lovligt, og jeg har en klar forventning om, at virksomhederne overholder lovgivningen og dermed ikke gennemfører systematisk diskrimination. Så jeg deler ikke opfattelsen af, at det foregår systematisk, for det er et brud på lovgivningen, og det kan vi ikke være tjent med.

Værsgo, spørgeren.

Til det første vil jeg sige: Der er adskillige undersøgelser, der viser, at det rent faktisk er det, der foregår. Til det andet med, at der er arbejdsgivere, der siger, at de har brug for flere folk, vil jeg gerne høre hr. Hans Andersens refleksioner over den oplevelse, som jeg havde for et stykke tid siden, hvor jeg besøgte den frivillige organisation, der hedder Senior Erhverv Svendborg. Det er altså en forening for seniorer, der er ledige. De holdt åbent hus i Svendborg, hvor de mødte op sammen med en masser mennesker med en masse cv'er, og så inviterede de simpelt hen bare arbejdsgiverne til at komme ned til det her lokale midt i Svendborg. Hvor mange arbejdsgivere mødte mon op fra hele det sydfynske område? Nul arbejdsgivere – ingen offentlige arbejdsgivere og ingen private arbejdsgivere. Så man kunne måske skrue lidt ned for jammeren og gøre noget mere ude i virksomhederne – både de offentlige og de private!

Værsgo.

Venstre støtter varmt op om Senior Erhverv som organisation. Vi har også hjulpet dem til en fortsat finansiering, så de kan udføre det arbejde, de gør, som de gør rigtig godt. Det skal vi støtte op om. Jeg kender ikke den konkrete situation, men min opfordring til arbejdsgiverne er, at det ikke er nu, de skal være kræsne. Det er lige nu, at de skal invitere mennesker indenfor og give dem et job. Det har vi brug for endnu flere får. Tak.

Mange tak til Venstres ordfører.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)