Tak for det, formand. Grunden til, at jeg nu går herop på talerstolen, er, at jeg selv lavede en fejl i forbindelse med afgivelsen af betænkningen, og den må man jo så sørge for at få rettet, inden vi skal stemme om det. For det beslutningsforslag, der er kommet her, går jo på at afskaffe modregningen som følge af en partners arbejdsindkomst i social pension og en afskaffelse af modregningen af egen arbejdsindkomst i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, og det forholder sig sådan, at vi i en af de aftaler, som jeg selv og hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti var med til at indgå med beskæftigelsesministeren, da vi lavede forslaget om at stoppe modregningen af arbejdsindkomst i pensioner, fik igennem, at vi også skulle have et lovforslag om, at arbejdsindkomst heller ikke skulle modregnes i egen pension. Da fik vi jo et tilsagn fra beskæftigelsesministeren om, at der ville komme et lovforslag her i efteråret – det har ministeren lovet – og det vil sige, at det er det, som det her forslag går ud på. Ved en fejl fik vi så sagt, at der skulle stemmes nej, men vi går jo ind for at fjerne den modregning, selvfølgelig gør vi det, når jeg selv har været med til det.
Så vi har i vores lille gruppe af gæs og gaser bestående af mig selv, hr. Hans Kristian Skibby, fru Lise Bech, fru Liselott Blixt, fru Marie Krarup og fru Karina Adsbøl snakket om, at vi selvfølgelig står ved, at vi skal have fjernet den modregning, og jeg vil derfor gerne her fra talerstolen sige, at vi ændrer det til, at vi stemmer gult, altså netop på grund af at vi har fået et tilsagn om, at der kommer det lovforslag til efteråret. Så vil jeg lige sige, at ministeren, hvis ikke han kommer med det ændringsforslag til efteråret, godt nok har nogle store problemer, fordi han højt og helligt har lovet, at det skulle komme, og det er en del af den aftale i forbindelse med modregningen, og jeg tror selvfølgelig på, at ministeren står ved det, som han selv har været med til at aftale.
Så vores lille gruppe af løsgængere stemmer gult til det her forslag.