Tak for det. Der er i forbindelse med både det her beslutningsforslag og med lovforslaget, der var på programmet før, jo egentlig nogle ting, man kan glæde sig over, og nogle ting, man kan være knap så stolt af og ærgre sig lidt mere over. Man kunne jo glæde sig over, at der egentlig er enighed i hele Folketinget om at fjerne modregningen i ægtefællers indkomst i forhold til dem, der er ægtefæller til førtidspensionister og folkepensionister. Men det er jo selvfølgelig sådan lidt ejendommeligt, at vi behandler to forslag, der minder meget om hinanden, og for at sige det, som det er, sker det jo, på baggrund af at vi ikke kunne blive enige om den her politiske aftale »Danmark kan mere I«, og så begyndte den socialdemokratiske spinmaskine straks at gå i gang: De borgerlige vil ikke fjerne modregningen. Og for at vise, at det ikke passer, fremsætter vi et beslutningsforslaget, men det er jo egentlig i bund og grund spild af tid. Vi ved, hvordan vi stemmer, og det er egentlig bare for at undgå politisk mudderkastning.
Det synes jeg er ærgerligt, og hele fadæsen startede med, at vi havde et forhandlingsforløb, hvor regeringen var afhængig af de blå partier, fordi der var noget forligsstof, og fordi man skulle lave noget på udenlandsk arbejdskraft. Og selv om man er afhængig af de blå partier og afhængig af at give dem nogle indrømmelser, så de blå partier ville være med i en aftale, vælger man at sige: I kan ikke få nogen indrømmelser. Det var så godt nok for De Radikale, og så vælger man så at køre deres show. Det synes jeg er ærgerligt, altså den politiske skueproces, der har været samlet set.
Men jeg vil alligevel slutte af med noget, vi kan glæde os over alle sammen, særlig os, der er borgerlige, og det er nemlig den fantastiske logik, som særlig venstrefløjen har frembragt i hele diskussionen om at fjerne modregningen. For det er helt rigtigt, at det er en god idé at fjerne den. Det er også helt rigtigt, at det i øvrigt er venstrefløjen, der primært har kæmpet den her kamp. Og når det er en god idé at fjerne den her modregning, skyldes det jo, at rigtig mange personer, der er i arbejde, men har en ægtefælle, der enten på førtidspension eller folkepension, oplever en utrolig høj topskat. De oplever, at når de arbejder en time ekstra, kan det ikke rigtig betale sig, fordi ægtefællen bliver modregnet i sin offentlige ydelse, og det er en høj skat på den sidst tjente krone, en høj marginalskat – sagt med andre ord: Det er en høj topskat for de her mennesker.
Der har hr. Karsten Hønge og alle mulige andre fra venstrefløjen argumenteret dag ind og dag ud for, at det ikke kan betale sig for de her mennesker at arbejde, og det er fuldstændig rigtigt. Jeg synes bare, at vi skal glæde os over, at den logik har indfundet sig hos venstrefløjen, for det er præcis den samme logik, der gør sig gældende, når topskatten gør, at der er færre mennesker, der arbejder over en ekstra time. Så må den logik brede sig til mange andre områder, også til områder, der ikke vedrører offentlige ydelser. Så jeg vil slutte af med et glædens budskab og glæde mig over, at der kommer til at ske noget på det her område.