Mange tak for ordet. Jeg vil gerne starte med at takke forslagsstillerne bag forslaget. Beslutningsforslaget i dag handler om, hvordan vi sikrer politisk fokus på at øge beskæftigelsen blandt personer med handicap. Og jeg vil gerne starte med at understrege, at mennesker med handicap har meget at bidrage med på danske arbejdspladser, og at vi skal sørge for, at der er de rigtige rammer for det.
Jeg er meget enig i, at det er helt centralt, at der er politisk fokus på området. Derfor er et af mine beskæftigelsespolitiske mål for kommunernes indsats i både 2022 og 2023 også fortsat, at flere personer med handicap skal i beskæftigelse. Et klart politisk fokus er en vigtig forudsætning for, at kommunerne har fokus på området; det er også en klar forudsætning for, at flere personer med handicap kan komme ind på arbejdsmarkedet. Jeg er derfor også helt enig i intentionen bag beslutningsforslaget.
Løbende politisk fokus er vigtigt, men det er også afgørende, at vi følger op på, hvordan det rent faktisk går. Beslutningsforslaget lægger op til, at der årligt skal udarbejdes en redegørelse om beskæftigelsessituationen for personer med handicap. Her forholder det sig sådan, at Beskæftigelsesministeriet allerede efter de gældende regler har en forpligtelse til at udarbejde en årlig analyse af den arbejdsmarkedspolitiske situation for personer med handicap. Det er en klar forpligtelse, der følger af kompensationsloven.
De seneste år har VIVE gennemført en analyse, der belyser beskæftigelsessituationen for personer med handicap. Den seneste rapport fra september 2021 viser, at andelen af personer med handicap i beskæftigelse desværre faldt fra 2019 til 2020. Corona er jo selvfølgelig en del af forklaringen, men det viser altså også, at vi ikke er i mål endnu – der er potentiale for forbedringer.
Forslagsstillerne ønsker bedre viden om effekter af de indsatser, der gælder for personer med handicap i jobcentrene, men her er der reelt udfordringer. Man registrerer nemlig ikke borgeres handicap i jobcentrene. Det skyldes, at der er tale om personfølsomme oplysninger. Der er derfor ikke datagrundlag for at kunne vurdere effekter af de indsatser, der gennemføres for borgere med handicap. Det er et vilkår, man ikke kan ændre blot ved at indføre krav om en yderligere redegørelse.
Regeringen udarbejder også redegørelser, der samler op på handicapområdet på tværs af alle ministerier. Det sker hvert andet år med Social- og Ældreministeriet i spidsen, men her bidrager Beskæftigelsesministeriet selvfølgelig også til udviklingen og status på beskæftigelsesområdet. At handicapområdet har tråde ud til alle ministerier viser også, at det er vigtigt, at handicappolitikken ses bredt og ikke kun på et enkelt ministerområde.
Men redegørelser og debatter i Folketinget kan ikke stå alene. Det er afgørende med reel handling på området for os politikere. Vi skal sikre regler og praksis, der understøtter, at arbejdsmarkedet kan rumme de udfordringer, et handicap kan medføre. Heldigvis findes der allerede i dag gode muligheder for at få hjælp på arbejdspladsen. Det gælder bl.a. i form af personlig assistance eller et hjælpemiddel, som kan kompensere for ens handicap, så man på den måde er i stand til at varetage et job. Og det er jobcenteret, der bevilger ordningerne, og det giver god mening, for sagsbehandlerne i jobcentrene har både kendskab til borgeren og virksomheden.
Men loven, som hjælpen gives efter, er gammel – ja, faktisk helt tilbage fra 1998 – og lever ikke op til tidens krav. Regeringen arbejder derfor på en gennemskrivning af kompensationsloven på beskæftigelsesområdet. Det skal bl.a. sikre en mere hensigtsmæssig brug af de kompenserende ordninger og lette administrationen i landets jobcentre, så flere borgere med handicap får den nødvendige hjælp til at komme i beskæftigelse.
Men med gennemskrivningen kommer vi også til at se på initiativer, der skal sikre tidligere afklaring og opmærksomhed på personer med handicap i jobcentrene. Det skal skabe et bedre datagrundlag, så vi i fremtiden nemmere kan pege på effekterne af de indsatser, vi tilbyder personer med et handicap.
Derudover arbejder regeringen også fortsat på at følge initiativerne fra den handicappolitiske aftale fra 2019 til dørs. I henhold til aftalen er der bl.a. afholdt en række handicappolitiske konferencer, som skal udbrede viden om personer med handicap til centrale aktører på området. Senest i efteråret 2021 blev der afholdt en handicapkonference, hvor en række virksomheder også deltog for at præsentere, hvordan de arbejder med at inkludere personer med handicap. Her var medlemmer af Folketinget fra de forskellige partier også inviteret til at komme.
For at samle op: Regeringen bakker op om intentionerne i forslaget, men regeringen kan ikke støtte forslaget fuldt ud, som det foreligger. Det skyldes, at de efterspurgte initiativer i høj grad findes i forvejen. Faktisk står det allerede tydeligt i loven, at Beskæftigelsesministeriet skal udarbejde en årlig analyse af beskæftigelsessituationen for borgere med handicap.
Det har VIVE gjort de seneste år, og her kan man se, hvor mange der har et handicap og deres beskæftigelsessituation. VIVE kigger også på uddannelsesniveau, og hvilke ydelser ledige med handicap er på. Mange af de ting, som beslutningsforslaget gerne vil sætte fokus på, findes altså i dag i VIVE's analyse.
Regeringen foreslår derfor i stedet, at vi sætter de nuværende indsatser mere i system og på den måde imødekommer det, der er intentionen med forslaget. Regeringen foreslår, at beskæftigelsesministeren hvert år indkalder Beskæftigelsesudvalget til et møde, hvor vi kan drøfte status på området samt de igangsatte initiativer. Udgangspunktet skal være den årlige rapport om beskæftigelsessituationen for personer med handicap, som VIVE udarbejder, men udvalget kan selvfølgelig også komme med ønsker til dagsordenen.
Endelig vil jeg nævne, at forslagsstillerne til årets forhandlinger om SSA-reserven kan prioritere, at der sættes penge af til, at de gode erfaringer med handicappolitiske konferencer fra satspuljen fra 2019 videreføres og gerne i form af et handicappolitisk topmøde. Tak for ordet.