Tak, formand, og først og fremmest tak for, at vi kunne indkalde Folketinget med så stor hast i lyset af den helt ekstraordinære sikkerhedssituation i Europa. Tak for opbakningen fra partierne, fra ordførerne, og for de mange, synes jeg, helt rammende og rigtige bemærkninger på en dag, som jo er en dag i Europas historie, som vi i den grad ikke har ønsket os, som vil være en skamplet på Ruslands historie, og som vil være noget, vil jeg også vove at sige, der indvarsler en ny tid, i forhold til hvordan vi håndterer sikkerhed og i særdeleshed Rusland nu og i fremtiden. Vi er altså i en ekstremt alvorlig situation. Det, vi frygtede, men desværre også forventede, er en realitet. Den russiske invasion af Ukraine er et faktum. Der er krig i Europa. Det er skræmmende, det er uhyggeligt, men det kan vi sådan set ikke dvæle ved lige nu. Der er behov for, at vi handler.
I dag har NATO aktiveret sine forsvarsplaner. Det er et afmålt trin for at beskytte alle allierede og sikre en troværdig afskrækkelses- og forsvarsprofil. Vi er nu i en situation, hvor vores alliancemæssige forpligtelser er trådt i kraft. NATO's sammenhængskraft er afgørende, og Danmark skal stå sammen med sine allierede for at værne om vores fælles tryghed og sikkerhed, ligesom vi har gjort det i over 70 år. Siden 1949 har vi været en del af verdens stærkeste militære alliance, der har formået at tilpasse sig de trusler, der er imod vores sikkerhed, tryghed og frihed i alliancen. Det er også det, vi gør nu, og som vi skal gøre nu med rettidig omhu. Derfor også tak til Folketinget. Det er vigtigt, at vi træffer hurtige beslutninger og viser vores alliancesolidaritet så konsekvent, som vi gør.
Efter den seneste udvikling og dagens møder i Det Nordatlantiske Råd står det altså klart, at der er behov for at kunne stille med flere danske bidrag til NATO. Regeringen fremlægger derfor i dag i forslaget forslag om yderligere militære bidrag til støtte for NATO's kollektive forsvar i forbindelse med NATO's øgede beredskab frem til udgangen af i år. Det skal sikre, at vi resolut kan imødegå enhver trussel mod hele NATO's territorium i den alliancesolidaritet, som er så afgørende for vores tryghed og sikkerhed.
Jeg vil også gerne understrege, at der i sagens natur ikke er klarhed over, præcis hvornår de forskellige bidrag skal indsættes. Beslutningsforslaget skal derfor gøre os klar til at kunne indsætte de forskellige bidrag med meget kort eller intet yderligere varsel. Det kan heller ikke udelukkes, at der inden længe vil være behov for at fremsætte flere beslutningsforslag her i Folketinget i forbindelse med nye efterspørgsler fra NATO om danske militære bidrag. Vi må alle forberede os på en periode med stor usikkerhed og behov for resolutte modsvar fra de allierede på den russiske aggression. Og jeg vil gerne takke for viljen til at hastebehandle de her forslag i aften.
Jeg vil også gerne slutte af med at takke for et meget tillidsfuldt samarbejde med Folketingets partier i de seneste uger. Vi har fra regeringens side gjort en dyd ud af – hr. Kristian Thulesen Dahl var inde på det – at informere Folketinget og partierne i Det Udenrigspolitiske Nævn og i andre sammenhænge. Det vil vi selvfølgelig fortsætte med. Det er afgørende, tror jeg, i sådan en stund, som vi er i lige nu, at vi bredt og samlet i Folketinget arbejder tæt sammen og også bakker op politisk her politisk. Jeg tror, det er et flot og vigtigt signal, at vi i Danmark kan vedtage rammerne om vores vigtige bidrag til NATO's fælles forsvar og afskrækkelse allerede samme dag – og det håber jeg sker – som Rusland valgte at indlede sin brutale krig og angreb på Ukraine.
Hvad er det, vi har at gøre med her? Flere ordførere har været inde på det. Det er en ny virkelighed for os, der er unge og børn af den kolde krigs afslutning; os, der husker november 1989; os, der husker 1991, da Sovjet brød sammen, og den orden, der begyndte at vokse ud af det, altså et Europa, som skulle være helt, frit og i fred med hinanden efter den kolde krig; os, der har kæmpet for værdier, for demokratiet, for respekt for ret, ikke magtens lov. Det er det, der er udfordret i dag. Det er en værdikamp. Det er en kamp omkring grundlæggende regler. Det er folkeretten, der er blevet krænket på aller alleralvorligste vis med Ruslands krig i Ukraine. Det er autokratiet over for demokratier. Det er et angreb på Europas frihed, hvor Ukraine i dag er det land, der står allerforrest i den frihedskamp. Jeg vil gerne understrege, at her skal vi bakke op, alt det, vi overhovedet kan.
Der er nævnt mange temaer – energisikkerhed, altså at energipolitik er sikkerhedspolitik. Vi skal og må arbejde for, at Europa så hurtigt som muligt kan investere i grøn energi, blive uafhængig at importeret russisk energi, for at kunne sikre vores egne værdier og vores egen frihed også i årene fremover. Vi går ind i en ny virkelighed i forhold til relationerne til Rusland med det, der er sket i dag. Hr. Jens Rohde var inde på nogle af de udfordringer, vi står med, og regeringen ser frem til med Folketinget at fortsætte drøftelsen af, hvordan vi får håndteret den trussel, som Rusland udgør mod ikke bare Europas og vores sikkerhed, men mod hele verdens sikkerhed.
Det, jeg også gerne vil understrege afslutningsvis, er, at hvis man først begynder at tage de regler, de værdier – de demokratiske værdier, de regler omkring ethvert lands suverænitet og territoriale integritet – og frihed for givet, og det tror jeg vi i et eller andet omfang i verden har gjort for længe, så tror jeg, at vi begynder at miste dem. Det er ligesom forholdet til andre mennesker. Derfor så også bare et afsluttende ønske her fra min side om, at vi kæmper værdikampen med de midler, vi nu har. Vi må ikke være naive, og vi kan også se, at når Vesten og resten af verden står sammen, har vi også mulighed for at vende den udvikling, som vi desværre med dagens diskussion har set et eksempel på – et grotesk eksempel med Ruslands invasion af og krig mod Ukraine – går i den forkerte retning.
Men tak for opbakningen. Den sætter regeringen stor pris på. Vi sætter pris på samarbejdet, og vi kan hurtigt komme tilbage igen, måtte det blive nødvendigt, også til Folketinget. Tak.