Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 1236
Doknr.
573420
Dato
25-05-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 4. maj 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 1 (B 125) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 1:
”Vil ministeren redegøre for forskellen på, hvordan man behandlede
højkonfliktsager i det familieretlige system før og efter reformen i 2019?”
Svar:
Før den familieretlige reform, der trådte i kraft den 1. april 2019, blev
forældreansvarssager, herunder sager med høj konflikt, behandlet i
Statsforvaltningen. Med reformen blev Statsforvaltningen nedlagt og
Familieretshuset etableret.
I Statsforvaltningen blev sagerne visiteret ved modtagelsen, men der var ikke
defineret forskellige sagsbehandlingsspor. En ansøgning kunne enten blive
behandlet skriftligt, eller forældrene kunne blive indkaldt til et indledende møde.
Dette møde var et juridisk vejledningsmøde med en jurist eller et
samarbejdsmøde med en børnesagkyndig, og kun i relativt sjældne tilfælde var
mødet tværfagligt. Der blev i udgangspunktet kun gennemført ét møde,
hvorefter sagen overgik til skriftlig sagsbehandling, medmindre sagen var
afsluttet med et forlig på første møde. Fokus lå på at nå frem til en løsning på
den juridiske uenighed uden hensyn til sagernes forskellige kompleksitet eller
eventuelle risikofaktorer i familien.
Overordnet blev familieretlige sager før reformen håndteret med et fokus på
løsning af den konkrete uenighed mellem forældrene gennem en afgørelse
eller ved et forlig. Der var i høj grad tale om skriftlig sagsbehandling foretaget
af jurister. Der var dog også forligsbestræbelser, hvor forældrenes uenighed
blev håndteret i et møde med en jurist, eventuelt også en børnesagkyndig, med
henblik på at finde en løsning. Men formålet var at finde en løsning på den
konkrete uenighed og afslutte sagen på denne måde. Statsforvaltningen havde
i udstrakt grad de samme åbne tilbud, som Familieretshuset råder over, men
der var ikke en intention om at anvende dem i samme udstrækning, som der er
i det nye system.
I dag arbejdes der også med forældrenes underliggende konflikter for på sigt at
undgå nye uenigheder og derigennem skærme barnet.
1