Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 111:

Forslag til folketingsbeslutning om en landsdækkende ordning, hvor det offentlige tilskud til en daginstitutionsplads skal følge barnet.

Af Torsten Gejl (ALT).

(Fremsættelse 24.02.2022).

Forhandlingen er åbnet. Det er børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. I virkeligheden har jeg jo altid lyst til at være ret imødekommende over for de forslag, folk kommer med, og vi nåede lige at snakke lidt ude bagved; det gør vi jo faktisk ret tit. Inden vi skal i salen, er det egentlig for det meste ret hyggeligt lige at sidde ude bagved og snakke med hinanden. Jeg er ikke så imødekommende, hvad det her forslag angår. Det her er jo simpelt hen en ordning, der ikke rigtig er groet i Socialdemokratiets baghave, og det vil jeg gerne give nogle ord med på vejen. Jeg synes altid, det er fint at få diskussionen. Det er ikke så lang tid siden, vi sidst har haft diskussionen her i salen.

Det, der foreslås her, er jo, at de tilskudsregler, der allerede findes i en lidt anden afart og med nogle begrænsninger, skal laves om, sådan at 90 pct. af det kommunale tilskud tilfalder forældrene, altså gives til forældrene eller en anden omsorgsperson til at kunne passe barnet hjemme, og det skal så være et alternativ til de eksisterende muligheder for pasning. Som det er i dag, er det den enkelte kommune, der beslutter, om man vil have den mulighed. Når det er lagt an på den måde, er det efter en årelang debat og en årelang uenighed mellem de forskellige partier i Folketinget om, hvordan man griber det her an, og det er så blevet løst, ved at det er op til kommunerne at beslutte sig for, om de går den ene eller den anden vej.

I den forbindelse har det i alle de debatter aldrig været Socialdemokratiets hovedprioritering, at vi skulle ned ad det spor, for at sige det ligeud. Men jeg tror sådan set, at vi alle sammen, uanset hvad for et parti vi kommer fra, selvfølgelig mener, at det gode børneliv er det rigtige, og at det også er det, vi skal støtte. Men hvad grænserne mellem stat og privatsfære er, og hvornår noget skal være privat i stedet for kollektivt og alle de her ting, er jo de snitflader, hvor uenighederne meget hurtigt opstår.

Det her med at betale forældre for at gå derhjemme har ikke groet i i Socialdemokratiets baghave. Vi mener, at man skal bidrage og yde sit til fællesskabet, og det gælder selvfølgelig ikke i en barselsperiode, som vi jo ad flere omgange har været med til at forlænge, men vores udgangspunkt er, at voksne mennesker selvfølgelig skal bidrage til fællesskabet ved at arbejde, og i hvert fald at staten ikke skal give et økonomisk incitament til, at man ikke bidrager, så at sige. Det er jo delvis det, vi synes er grundlaget for det her forslag, og det er, at man vil til at bruge statslige kroner på og dermed give et incitament til, at der er en del af arbejdsstyrken, der ikke længere skal være det. Det mener vi er uhensigtsmæssigt. Det er ligesom det ene lag, der er i det, og det andet lag er så børnene.

Der opfatter vi det sådan, at de tilbud, der er, altså dagpleje, vuggestue og børnehave og senere hen også skolen, er steder, hvor børns verden åbner sig. Det er klart, at indtil en eller anden alder er det rigtig hensigtsmæssigt, at man kan gå derhjemme og også have økonomi til det og passe sit barn selv, og så begynder børns verden at åbne sig, efterhånden som de bliver lidt større. Der er vuggestue, dagpleje og de andre ordninger, vi har, en rigtig god ramme for at begynde at indgå i et fællesskab og begynde at lære at tage hensyn til hinanden og møde andre børn, som ikke nødvendigvis ligner en selv, og som kommer fra nogle andre familiemønstre, hvor de spiser anderledes ved frokostbordet ellers spiser nogle andre ting ved frokostbordet, eller hvad de nu gør. Man begynder simpelt hen at blive socialiseret ind i et fællesskab, og det synes vi fra Socialdemokratiets side er en rigtig god idé at vi ikke bare bruger penge på, men at vi også bruger rigtig mange penge på.

Derfor har vi i de her år, hvor vi har siddet i regering, og godt hjulpet på vej af støttepartierne sat rigtig mange ekstra penge af til børneområdet, fordi vi mener, at de fællesskaber og den tidlige tid er enormt vigtig for børnenes udvikling. Vi mener, at den åbning mod verden, der sker, når man når en bestemt alder, er rigtig god for børn at komme ud at være en del af. Det er ikke altid, at forældrene har samme tryghed ved, at børnene begynder at blive en del af verden, som barnet selv har, og derfor gør det heller ikke noget, at man giver et incitament til, at børnene, når de når en bestemt alder, begynder at åbne sig derudaf.

Så er det klart, at hvis børnene har nogle bestemte særlige behov, kan der være god brug for, at mor og far, den ene eller den anden, går derhjemme, og derfor er der ordninger til, at hvis man har børn med handicap, har man mulighed for eksempelvis at få økonomisk tilskud og løndækning i forhold til, at man skal passe barnet i eget hjem. Så selvfølgelig kan der være tilfælde, hvor det er anderledes, men for den store brede børnegruppe opfatter vi det som et absolut gode, at det ikke bare er et spørgsmål om pasning af børn, men at det set med børnebriller faktisk er et spørgsmål om, at de så får mulighed for at indgå i de kollektive ordninger.

Derfor skal vi huske på, når vi taler om frit valg her, at det i hvert fald i de debatter, vi ellers har haft om det, har været typisk, at de fleste partier taler rigtig meget om frit valg for de voksne – og jeg synes jo, at det her handler om børnene. Der vil jeg mene, at for langt størstedelen af børnene er det en rigtig god idé, at verden faktisk får lov til at åbne sig og man indgår i de små eller større børnefællesskaber, alt efter hvem man er, som henholdsvis dagpleje og børnehaver kan tilbyde, og det er jo forskelligt. Nogle kan bedst med den lille sammenhæng, hvor det så er dagplejen, der er det mest relevante, og derfor har vi en rigtig solid dagpleje i Danmark, og andre kan bedre med de lidt større sammenhænge og kommer ind i det børnefællesskab med al den sprudlen og farverighed, der er der. Så jeg synes egentlig, at vi har flere forskellige typer af tilbud, hvor vi giver børnene mulighed for, at verden åbner sig, og derfor er jeg egentlig indimellem lidt ked af, at vi får en diskussion om frit valg for de voksne. Det er trods alt ikke dem, det handler om.

Nå, summa summarum er, at vi fra regeringens side ikke mener, at det er en god idé at begynde at betale penge for, at folk ikke er på arbejdsmarkedet. Omvendt synes vi jo, at børnediskussionen er rigtig vigtig, altså det, der handler om, hvordan vi bedst får børnene i vej, og der vil vi lægge vores hovedvægt på, at det er en god idé, at vi har dagpleje, så man har nogle mindre børnefællesskaber, og at vi har daginstitutioner, som er de lidt større børnefællesskaber, man kan indgå i.

Men jeg vil gerne sige tak for, at forslaget bliver fremsat, og at vi får en anledning til at diskutere børnepolitik. Jeg kan ikke umiddelbart se sådan en farbar kompromisvej foran mig. Sådan kan jeg ellers bedst lide at runde mine taler af, men jeg tror, at lige det her er et af de steder, hvor vandene deler sig. Men tak for ordet.

Der er en kort bemærkning. Hr. Torsten Gejl.

Tak for en god tale, og tak for en ærlig tale. Det er rart at få ærlige ord på disken. Og det er jo lidt en spændende debat, for i Alternativet vil vi altså også fællesskabet. Vi mener, at der er mange, mange ting, vi skal løse fælles i vores samfund.

Men vi har også den her frihedstrang, og nogle gange kan det her socialdemokratiske samfund blive lidt for stramt. I den her sammenhæng handler det om at lade pengene følge barnet, sådan at forældre selv kan bestemme, hvornår et barn skal i pasningstilbud, og om de eventuelt selv vil passe et barn – tit i de tidligste år – og selv vurdere, om det er det bedste for barnet.

Nu når det er sådan, at forældrene ganske rigtigt vil få de skattekroner igen, som de jo selv har betalt, ved at passe deres eget barn i en periode. Hvorfor er det så ikke rimeligt, at forældrene selv kan vurdere, f.eks. når barnet er meget lille, om de så hellere vil bruge de skattekroner på selv at passe barnet, hvis de vurderer, at det er bedst for barnet?

Ministeren.

Jamen frihedstrang for hvem? Altså, Alternativet har en stor frihedstrang på forældrenes vegne, men langt de fleste børn begynder at blive nysgerrige på omverdenen, fra de er i omegnen af 7-8 måneder gamle; så det er altså en frihedstrang på vegne af nogle forældre, men ikke nødvendigvis med udgangspunkt i, at børn begynder at blive nysgerrige på hinanden og får lyst til at indgå i et børnefællesskab. Så er der selvfølgelig undtagelser fra det, men sådan vil det være for langt størstedelen.

Det andet, jeg har lyst til at sige, er, at der jo altså ikke undervisningspligt for børn, der er 1 år gamle; i modsætning til skolen, hvor man faktisk ikke skal i skole, fordi det er en undervisningspligt, så forældrene kan godt vælge, at børnene bliver undervist på en anden måde. Men der er jo ikke pligt til at sætte børn i institution. Altså, det kommer næsten til at lyde, når man lytter til hr. Torsten Gejl, som om der skulle være pligt til at sende sit barn i vuggestue. Det er der ikke.

Så det, der er diskussionen her, er ikke, om man kan beholde sit barn derhjemme, hvis man gerne vil, men om staten skal betale for, at man passer sit barn derhjemme. Og jeg synes, det er vigtigt, at man også bidrager arbejdsmæssigt til vores fællesskab.

Så er det hr. Torsten Gejl. Værsgo.

Jamen det er jo ikke staten, der betaler; det er jo egentlig penge, man selv har betalt, så man får jo bare sine egne penge igen. Men med hensyn til det om frihed for hvem – det synes jeg også er et godt spørgsmål. Men børn på 8 måneder er jo, hvad kan man sige, afhængige af, at forældrene vælger for dem. Altså, der er jo ikke noget barn, der er i stand til at vælge noget som helst på det tidspunkt. Så det er klart, at hvis en mor eller far vurderer, at man gerne vil passe sit barn, fra det er et 1, til det er 1½ eller 2 år, så er det jo også en vurdering, der er foretaget ud fra barnets bedste.

Tak. Værsgo til ministeren. (Torsten Gejl (ALT): Så når jeg ikke mere, men jeg håber ministeren forstod min indvending). Nej, for vi har nogle taletider.

Værsgo.

Jamen altså, det er jeg da helt enig i, og jeg tror i øvrigt, at forældre langt hen ad vejen ved, hvad der er bedst for deres børn. Det, der er spørgsmålet her, er jo, hvad vi skal have statslige økonomiske incitamenter til, og hvad vi ikke skal, for der er ikke undervisningspligt for et barn på 1 eller 2 år. Og det vil sige, at det faktisk først er, når barnet når den undervisningspligtige alder, at staten begynder at forholde sig til, hvordan barnet skal passes eller – i den situation – undervises.

Vi har tradition for, at børn bliver sendt i børnehave og vuggestue. Der var ikke den samme tradition, da min far var barn og min mor var barn, for da var den ikke opstået endnu.

Tak. Så er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Vi har jo haft den her debat før, men jeg bliver bare en lille smule chokeret over nogle af de udmeldinger, der kommer fra børne- og undervisningsministeren. Det burde jeg måske ikke blive på nuværende tidspunkt. Men mener ministeren helt reelt, at forældre ikke ved, hvad der er bedst for deres barn? For ministeren bliver ved med at argumentere for, at staten ikke skal betale forældrene for at passe deres børn, og at det er frihedstrang hos forældrene og ikke hos børnene. Men forældrene ved vel bedst, hvad der er bedst for lige præcis deres barn?

Ministeren.

Jeg får nogle gange en fornemmelse af, at fru Mette Thiesen slet ikke hører de ting, jeg siger, eller i hvert fald hører dem meget anderledes. Altså, det er under 3 minutter siden, jeg sagde, at det egentlig er min vurdering, at forældrene er bedst til at vurdere, hvad der er godt for deres barn. Spørgsmålet er, hvad der skal statslige kroner med til. Det er to forskellige ting.

Fru Mette Thiesen.

Ja, statens penge, statens børn, fristes man næsten til at sige – også med den politik, der bliver ført af den socialdemokratiske regering. Men det er ikke statens penge; det er danskernes penge, som de betaler ind i alt for høje skatter og afgifter. Og det er jo også noget, som regeringen faktisk kunne lave om på, hvis den ville, så man som familie netop havde mulighed for i langt højere grad at indrette sig, som man ville, og kunne gå hjemme og passe børnene de første vigtige år. Så det vil sige, at hvis ministeren reelt set tror på det, jamen så burde ministeren vel også sætte sig i spidsen for at få sat skatter og afgifter ned, så forældrene kan få det til at hænge sammen.

Ministeren.

Jeg troede egentlig – men der kan jeg tage fejl, for det er jo Nye Borgerlige, så det kan være, det er, fordi det er en ny borgerlig dyd – at det har været sådan en klassisk borgerlig dyd, at man skal bidrage til fællesskabet, og at det er vigtigt, at man hver især bidrager med sin del. Og derfor kan det egentlig undre mig, at man slår så meget på tromme for, at vi skal begynde at bruge skattekroner på at betale folk for at gå derhjemme. Men det kan selvfølgelig være, det er det, der ligger i ordet ny. Men det kan fru Mette Thiesen jo redegøre for, når hun skal herop.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi i gang med ordførerrunden, og først er det hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til Alternativet for at rejse debatten om, hvad vi gør for at sikre, at der er de bedst mulige rammer omkring vores børn. Det er jo en debat, som vi faktisk også har haft med Alternativet i rigtig mange andre sammenhænge. For det er jo ingen hemmelighed, at vi, siden flertallet skiftede og den nuværende regering kom til, har investeret rigtig mange, faktisk milliarder af kroner, i at sikre bedre børneliv og sikre, at der er hænder nok, at der er flere pædagogisk uddannede voksne omkring vores børn, og at de får en bedre hverdag i institutionerne. Og det siger jo alt om, at vi i hvert fald er enige om den prioritering af vores mindste medborgere, og det kan man både som socialdemokrat, som politikere og som forældre kun være glade for. Det er også rigtigt, som ministeren siger, at det jo er forskelligt, hvordan man vælger at indrette sig ude i kommunerne, og det er også forskelligt, hvordan man indretter sig i familierne. Det er jo selvfølgelig en mulighed, at børn ikke går i institution, og at man vælger at holde sine børn hjemme. Der er også kommuner, som vælger at støtte det, altså have ordninger, hvor de – om man så må sige – giver et tilskud, og det synes jeg egentlig er fint. Og derfor har der heller ikke været nogen diskussion fra min side om, om man skulle forhindre kommunerne i at lave det her.

Til gengæld synes jeg, at det, som vi skulle fokusere på, det, som vi skal prioritere, og det, som vi skal bruge de trods alt sparsomme midler, vi har, til, selvfølgelig er at styrke det daginstitutionstilbud, hvilket vi i øvrigt også har gjort sammen. Det har jo mange forskellige aspekter, også fordi det er godt for børnene – ligesom det er godt at være sammen med sine forældre, er det også godt at være i sociale sammenhænge og møde nogle andre børn og komme ind i de cirkler, det giver – men det er jo selvfølgelig også, fordi vi har indrettet os sådan i det her land, at vi gerne vil have, at forældrene har mulighed for at være på arbejdsmarkedet. Vi vil også gerne have, at det både er kvinder og mænd, der har mulighed for at være på arbejdsmarkedet. Og det er klart, at nogle af de her diskussioner også har en ligestillingsmæssig slagside, hvor man i hvert fald har set tendenser til, at det i virkeligheden ender med at give nogle ligestillingsmæssige tilbageslag, hvis man – kan man sige – på den måde afvikler de kollektive løsninger og begynder at trække det i en anden retning.

Diskussionen om, hvordan vi sikrer mere frihed til familierne, eller hvordan vi sikrer en bedre balance mellem arbejdsliv og institution og alt det der, vi jo alle sammen kender, altså at vi synes, vores mindste er lidt for meget væk hjemmefra og sådan noget, tager vi selvfølgelig gerne. Men det er ikke sådan her, vi synes at man skal prioritere midlerne, og derfor støtter vi ikke beslutningsforslaget. Men vi diskuterer jo gerne rammerne for vores mindste.

Der er en kort bemærkning. Først det det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jeg vil egentlig også bare følge op. Det bliver jo lagt rimelig klart frem fra den socialdemokratiske regering, at de mener, at det er bedst, at børnene bliver proppet i en institution, og at forældrene kommer ud på arbejdsmarkedet lige til at starte med.

I Nye Borgerlige fremsatte vi allerede for noget tid siden et beslutningsforslag om at sikre et beskæftigelsesfradrag, så det netop var familier, der var i arbejde, men at de havde mulighed for, at den ene kunne gå hjemme og passe børnene de første vigtige år. Og der bliver jeg bare lidt nysgerrig, når jeg hører ordføreren her. Sådan som jeg udlægger ordførerens tale, mener ordføreren, at ordføreren ved, hvad der er bedst for børn, når de er helt små, nemlig at de skal i daginstitution. Det vil jeg egentlig bare gerne høre den socialdemokratiske ordfører bekræfte, altså at ordføreren mener, at det klart er det bedste for alle børn.

Ordføreren.

Det tror jeg ikke man kan sige. Altså, der er vel ikke noget begreb, som er alle børn. Børn er jo forskellige, familier er også forskellige. Det, vi diskuterer her, er jo – om man så må sige – hvad vi skal understøtte, hvad det er, vi skal bruge de ressourcer, vi har i fællesskabet, til, hvordan vi indretter det bedst, og det har vi jo bare sagt helt ærligt. Og der prioriterer vi jo også mange flere penge til børneområdet, end de borgerlige partier har været villige til at gøre, og det er jeg egentlig stolt af og glad for at vi har gjort. Men vi har jo prioriteret dem for at sikre, at der er gode vilkår for de børn, som skal i daginstitution.

Fru Mette Thiesen.

Ja, og jeg tror da ikke, der er nogen, der er uenig i, at man skal sikre gode forhold for de børn, der er i en daginstitution. Der, hvor der opstår lidt miskmask, er jo der, hvor Socialdemokraterne rigtig gerne vil gå ind og diktere, at alle forældre nærmest skal proppe deres børn i en daginstitution. Der vil vi fra Nye Borgerliges side bare gerne sikre, at familierne har mulighed for at indrette sig, som de selv gerne vil, også hvis det indebærer, at de gerne vil gå hjemme med børnene de første vigtige år. Det var jo derfor, vi fremsatte beslutningsforslaget, altså så man som familie netop havde en mulighed for selv at bestemme, fordi det er ekstremt svært for langt de fleste i dag med det massive skattetryk, som bl.a. regeringen står bag.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Det er korrekt, at Nye Borgerlige, og jeg tror også Liberal Alliance, har fremsat et beslutningsforslag, som sådan på lange stræk i virkeligheden vil have nogle af de effekter, som der også vil være af det her beslutningsforslag, og der er jo en eller anden forbrødring. Det ændrer ikke på, at vi ikke tvinger nogen børn til at gå i de daginstitutioner, som fru Mette Thiesen prøver at give indtryk af. Det er selvfølgelig fuldstændig op til forældrene.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Det har været en fornøjelse at lave de her store forbedringer på børneområdet sammen med Socialdemokraterne og støttepartierne. Det har vi været glade for, og vi er ikke ude på at afvikle de her kollektive pasninger. Men vil ordføreren ikke give mig ret i, at man også kan lave andre fællesskaber? Det er jo ikke et spørgsmål om, at man enten er i en vuggestue sammen med en masse børn eller man sidder hjemme og kukkelurer i hundrede år sammen med sin far eller sin mor. Altså, der kan jo laves mange alternative små fællesskaber, legeordninger og fælles pasninger. Det er jo i virkeligheden den der lokale sociale opfindsomhed, der måske kunne skabe masser af andre ordninger, der gør, at det ikke er så sort-hvidt.

Ordføreren.

Jo, det er rigtigt. Altså, jeg tror bestemt ikke, jeg synes, at det er sort-hvidt. Det, vi diskuterer, er jo helt basalt, hvor det er, vi sætter ind, hvad det er, vi bruger penge på. Men det er jo rigtigt, at man har friheden til at indrette sig, som man vil. Der er jo også børnefamilier, hvor forældrene arbejder på deltid, fordi de gerne vil sikre, at de har mere tid til at være sammen med deres børn, og det synes jeg sådan set er fornuftigt. Og som jeg sagde før, er der også kommuner, der gør det muligt at hjemmepasse, om man vil, og det har jeg heller ikke noget problem med.

Hr. Torsten Gejl.

Men tror ordføreren, at der er noget samfundsgavnligt i det at give familierne retten til, at de faktisk kan hjemmepasse og få de penge, som de selv betaler i skat, i stedet for at betale dem til en daginstitution? Kunne man forestille sig, at nogle af de afledte effekter faktisk var samfundsgavnlige, idet at man f.eks. fik lov til at blive derhjemme i børnefamilien og måske være mindre presset og passe sit barn, mens det er helt lille, i fællesskab med andre, måske legeordninger osv.? Kan der være noget samfundsgavnligt i det?

Ordføreren.

Det er jo faktisk det, som jeg tror forældrene skal vurdere, og derfor er der jo forskellige muligheder for at indrette sin dagligdag sådan, som man vil. Men jeg synes måske i hvert fald ikke, det er sådan, vi normalt diskuterer det der. Altså, det svarer jo til at spørge, om man nødvendigvis skal efterspørge en sundhedsydelse, fordi man har betalt skat. Nej, vi prioriterer jo midlerne, så man kan jo ikke sige det. Altså, vi bidrager med det, vi kan, og så laver vi nogle offentlige ordninger, som er bedst mulige. Så det er jo ikke sådan, at der er en returseddel på skatteindtægterne – trods alt.

Tak for det. Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi går videre til hr. Kenneth Mikkelsen, Venstre.

Tak for det, formand. I Venstre mener vi, at det er godt og vigtigt, at der findes alternativer til daginstitutioner, så forældre selv kan vælge, hvordan de ønsker at deres barn skal passes.

Beslutningsforslaget her foreslår, at 90 pct. af det offentlige tilskud til en daginstitutionsplads skal kunne følge barnet, så det bliver muligt for en forælder eller en anden omsorgsperson at passe barnet. Det er jo sådan, at der allerede i dag i dagtilbudslovens § 86 findes en mulighed for, at kommunalbestyrelserne rundtomkring i kommunerne kan beslutte at give forældre til børn i alderen fra 24 uger, til barnet når skolealderen, mulighed for at vælge økonomisk tilskud til pasning af egne børn indtil barnets skolestart i stedet for en plads i et dagtilbud. Som jeg lige oplyste, er det cirka to tredjedele af landets kommuner, som i dag benytter sig af den her mulighed. I Venstre ser vi meget positivt på, at mange kommuner bringer tilbuddet i spil. Vi bakker op om det kommunale selvstyre, og vi mener egentlig, at den nuværende lovgivning ser ud til at fungere tilfredsstillende.

Den mulighed, som findes i dag i dagtilbudslovens § 86, har en række betingelser knyttet til sig. Som jeg læser og forstår beslutningsforslaget, vil de betingelser blive ophævet. Det er i hvert fald ikke for mig at se specificeret i lovforslagets bemærkninger, hvordan det lige skal håndteres. Hvis tanken er, at nogle af de her betingelser skal ophæves, finder vi i Venstre det problematisk. En af betingelserne i loven er, at forældre ikke må modtage offentlig overførselsindkomst, mens de modtager penge til at passe deres barn. Og vi ved jo fra forskningen, at jo længere tid man er væk fra arbejdsmarkedet, desto vanskeligere er det at komme tilbage igen. Lige nu oplever vi i samfundet en højkonjunktur, og vi oplever også nogle af de bedste forudsætninger for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Det gælder også for de langtidsledige. Det skal vi passe på ikke at gamble med.

En anden passus i lovens § 86 er den, at hvis man passer barnet hjemme med tilskud, skal man have tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer. Vi ved, at der findes parallelsamfund i Danmark, hvor der ikke bliver talt dansk, og hvor danske værdier ikke tæller. Og det duer ikke, at vi giver økonomisk støtte til forældre, der potentielt set isolerer sig derhjemme med barnet og ikke taler dansk med barnet. Det vil give barnet dårligere forudsætninger for at kunne klare sig i skolen, i samfundet osv. I Venstre anerkender vi, at der er interesse for en ordning a la den, som foreslås i dag, og som vi tillader os at sige – et stykke hen ad vejen i hvert fald – findes i forvejen, men vi har altså, som jeg har forsøgt at skitsere, nogle bekymringer.

Endvidere er det vigtigt for mig også at pointere, at vi i Venstre ønsker at fastholde det kommunale selvstyre, også i den her forbindelse. Og på den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger her. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Angående de betingelser, som Venstres ordfører nævner, står de ikke i vores beslutningsforslag. Vi har ikke tænkt os at ændre på de ting. Det kan ordføreren ikke finde i beslutningsforslaget, så jeg forstår ikke helt, hvorfor ordføreren refererer til dem.

Men i hvert fald handler det her jo om, at man skal kunne passe sit barn selv for 90 pct. af det tilskud, som det offentlige normalt ville betale til en daginstitution, og man skal kunne det fra vuggestue til skolestart. Det er det, vi siger. Og der tænkte jeg da, at Venstre ville være et parti, som vægtede den personlige frihed rigtig, rigtig højt. Så jeg havde egentlig regnet med at finde støtte fra lige præcis Venstre, som jo plejer at sige, at det er op til den enkelte at bestemme, hvordan man vil forme sit liv.

Ordføreren.

Det er jo godt at få præciseret, at betingelserne også følger med. Jeg havde svært ved at læse det i bemærkningerne – fair nok.

I forhold til den personlige frihed og i forhold til frihed mener vi, at den frihed jo er til stede i lovgivningen i dag. Vi har bare bedt kommunerne forvalte den. Altså, det kommunale selvstyre er en mærkesag for Venstre, og vi kan se, at to tredjedele af landets kommuner rent faktisk giver nogle tilbud til forældrene. Det er vi helt trygge ved ligger ude i kommunerne.

Hr. Torsten Gejl.

Jo, men bliver Venstre ikke er en del af det, som jeg med et smil vil kalde det socialdemokratiske tvangsfællesskab? For er det vigtigere for Venstre, at kommunerne har selvstyre, end at den enkelte borger bestemmer over sit eget liv? Bliver Venstre så ikke er en del af det her formynderi, hvor kommunen ved, hvad der er bedst, og at det er derfra, vi starter, i stedet for at vi skal give borgeren nogle rettigheder, fordi borgeren faktisk godt selv ved, hvad der er bedst for borgeren og borgerens børn?

Ordføreren.

Jeg smiler gerne tilbage og siger, at nej, Venstre kommer ikke til at være en del af, skal vi kalde det det socialdemokratiske hamsterhjul. Vi har set det her fungere nu i en årrække ude i kommunerne. Det er en salomonisk løsning – jeg tror, ministeren også var inde på det – som er fundet af et flertal i Folketinget, og vi ser, at det fungerer. Det er vi helt trygge ved.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre til fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Tak for det. Ved læsning af dagens beslutningsforslag skulle jeg lige have læsebrillerne på en ekstra gang eller to, for man kunne næsten blive helt bekymret for, om det kom ovre fra den blå blok. Det er også sagt lidt i en drillende tone, for i virkeligheden er vi faktisk enige i, at det kan være rigtig udfordrende at være børnefamilie, og der kan være rigtig mange forskellige løsninger, der er behov for, men som er rigtig svære med de systemer, vi har i dag. Vi synes faktisk, at det er rigtig vigtigt, at vi får kigget på de vilkår, der er for børnefamilier, altså om vi kan give nogle bedre muligheder for netop at gå ned eller op i tid, alt efter hvad der passer ind i familiesituationen, og på den måde være med til at hjælpe til at finde en ro i en faktisk meget, meget presset periode i ens deres liv. Det er der ingen tvivl om. Og der er heller ingen tvivl om, at for nogle børn kan det være rigtig svært at være i daginstitution, men der har vi så også mange andre muligheder også.

Vi er på den måde sådan set enige i, at der kan kigges på nogle forskellige løsninger, men vi er ikke enige i den her løsning, og det er sag, hvor vi fra SF's side har et meget principielt standpunkt. Det med, at vi som borgere skal gå rundt med en sum penge og gå rundt og være shoppere i vores velfærdssystem, tror vi ikke på vil være det rigtige for nogen af os. Vi tror også, at det vil skabe udfordringer, fordi det helt bliver på individbasis, de beslutninger i virkeligheden skal træffes.

Vi har en solidarisk finansieringsmodel i forhold til vores daginstitutioner, som er med til at sikre et vist grundlag for pædagogikkens standard og kvalitet, og det er også med til at sætte en standard for de rammer, børnene er i, det er med til at sætte nogle standarder for uddannelsesniveau og i øvrigt også uddannelse af de næste, der kommer, for vi skal jo gerne have en masse praktikpladser, således at vi får flere pædagoger og mere pædagogisk personale, for det er der i den grad behov for. Så det, vi egentlig også ser med det her beslutningsforslag, og det er det, jeg er mest bekymret for i forbindelse med det her forslag, er, at det også lidt er en bombe under daginstitutionerne og i virkeligheden er noget af det, som måske er SF's største hjertesag, nemlig minimumsnormeringer i daginstitutioner. Jeg har godt læst, at ordføreren er enig i det, og det tror jeg oprigtigt også ordføreren er, men jeg tror bare, at med den her model vil det de facto gøre det umuligt at administrere det ude i kommunerne i praksis.

Så på den måde kan vi ikke se, at forældrene skal gå rundt med pengene på den måde, fordi det også på den måde bliver enormt svært at administrere, for der ligger jo flere opgaver i den sum penge, man får i daginstitution pr. barn, end at der blot er en person til ens barn.

Så med de bemærkninger har jeg i hvert fald gjort lidt rede for, hvad vi i SF tænker om beslutningsforslaget, og hvilke bekymringer vi har, og vi kan ikke stemme for det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jo, det er der – hr. Torsten Gejl i sidste øjeblik.

Tak, jeg nåede det lige. Og tak for talen. Nu er det jo ikke sådan, at det her ikke kan administreres, for det fungerer jo i ministørrelse i mange kommuner; der kan det jo godt administreres. Med hensyn til daginstitutionerne har vi jo problemer med at få de her minimumsnormeringer til at slå til, altså reelt, så det kunne jo tage lidt af presset af. Altså, jeg tror ikke, at der vil blive rigtig, rigtig mange mennesker, som benytter det, men nok, til at vi måske får lidt luft. Så det er jeg såmænd ikke så bekymret for.

Men nu siger ordføreren, at hun også tænker, at der måske kunne være andre måder at bringe lidt frihed ind i det her på, altså at der kunne være andre løsninger. Kan ordføreren uddybe det lidt? Er der for SF andre måder at nærme sig det her på?

Ordføreren.

Det var et rigtig dejligt spørgsmål – tak for det. Jamen i virkeligheden synes jeg, at vi kunne blive meget bedre til at snakke om familiepolitik, og hvad det er for nogle strukturer, vi har i vores samfund for at en familie kan fungere. Lige nu er det for rigtig mange familier sådan, at begge forældre bliver nødt til at arbejde nærmest på fuld tid for at kunne betale de regninger, der nu engang er. Der vil vi rigtig gerne se på nogle meget mere fleksible løsninger, netop også i forhold til at gå ned i tid.

Det er rigtigt – jeg mener, det var ministeren, der gjorde rede for det – at man jo har muligheder, hvis man har et barn med et handicap eller nogle andre udfordringer. Så har man mulighed for at få godtgjort tabt arbejdsfortjeneste, men det er ikke helt lige så let, som jeg godt kunne have ønsket mig det var.

Vi vil bare gerne have nogle mere fleksible muligheder i forhold til at gå mere ned i tid, og det vil vi gerne supportere med eventuelt en offentlig fond eller nogle andre fleksible løsninger.

Derudover har vi også snakket rigtig meget om barnets sygedage, altså at man giver mere rum til det, for det er også noget af det, der presser rigtig meget, og der er nogle børn, der er meget syge i perioder.

Tak for det. Ønsker hr. Torsten Gejl ordet igen?

Ja tak, formand. Og tak for svaret. Nu siger ordføreren, at det her næsten burde komme fra den borgerlige del af salen, men i Alternativet har vi altså den her frihedstrang, og vi har også en kæmpestor fællesskabsfølelse. Vi er grønne og kæmper for at få en fælles udvikling på det område, men vi har den der frihedstrang. Kender ordføreren ikke den fornemmelse i maven, at man gerne, når børnene er små, vil have lov til selv at bestemme lidt mere, i stedet for at de små poder bare skal af sted? Hvis man havde barnet et halvt år eller et år mere, kunne det måske gavne både en selv, men især barnet.

Ordføreren.

Jeg er selv mor til tre børn, og nu er de gud ske tak og lov ældre, for det er bare en hård og presset periode. Så jeg har selv stået der i lige præcis den tid, og der kan jeg bare sige som både mor og i øvrigt også uddannet pædagog, at noget af det allervigtigste, der har været, er, at jeg har vidst, at der, hvor jeg sendte mine børn hen, var der en ordentlig kvalitet, at der var nogle dygtige voksne til at tage imod dem, og at der var tid og plads nok til det.

Men fleksibiliteten i forhold til i nogle perioder at kunne skrue ned – jeg har også tre ørebørn – var måske det, vi ville kigge nærmere på, hvis jeg skulle sige det ud fra personlig erfaring.

Tak for det. Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre, og nu er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Og tak til Alternativet for at rejse den her debat. Jeg synes, at ministeren allerede i det første svar kom ind på to af de vigtige argumenter. Det ene handler om verden, der åbner sig for børnene, og det andet handler om vores fælles forpligtelse til at bidrage til fællesskabet. Jeg tænker egentlig, at jeg i min tale vil komme ind på det tredje argument, som også fylder rigtig meget hos mig, nemlig ligestilling. Det er ikke så lang tid siden, at vi havde en debat herinde, som godt nok handlede om fritidspædagogik, hvor hr. Alex Ahrendtsen sagde, at i den bedste af alle verdener gik kvinder hjemme. Fru Ida Auken og jeg var ved at falde helt ned af stolen, og som jeg også sagde, sidst vi havde præcis den samme debat, så kan jeg næsten høre Lone Dybkjær sidde oppe i himlen og rase over, at vi efter de årtier med fremskridt, som kvinder har kæmpet for, er ved at bombe det tilbage igen.

Jeg synes, at det, man må spørge sig selv om, når man har den diskussion i dag, er: Ønsker vi at gå tilbage til, at kvinder som udgangspunkt går hjemme, eller ønsker vi at gå fremad derhen, hvor fædre og mødre betyder det samme i børns liv, hvor de er lige meget knyttet til deres børn, og hvor far og mor ikke bare på papiret, men også i virkeligheden har de samme muligheder for at gøre karriere, optjene pension og alt det andet, der hører med?

Jeg synes, at jeg nu oplever en bekymrende tendens til, at det næsten allerede er sådan nogle steder i landet – også der, hvor jeg bor – at man nærmest er en mærkelig forælder, hvis man ikke har hentet sine børn inden kl. 15.00. Der er et eller andet med, at vi ikke synes, at vi med god samvittighed kan have vores børn i institution hele dagen. Så kan man selvfølgelig spørge sig selv, om svaret så er, at der er flere, der skal gå hjemme med deres børn, eller om svaret er, at vi skal insistere på, at vores daginstitutioner er så gode, at man som mor og far kan gå på arbejde en hel dag med en god følelse i maven, fordi man ved, at der er dygtige, nærværende voksne sammen med ens børn, og at ens børn har en god dag hele dagen i institutionen. Det sidste er hovedprioriteten for mig. I Radikale Venstre vil vi gerne have gode normeringer. Vi har lagt en plan for, at vi kan lægge en halv gang oveni minimumsnormeringerne. Vi vil altså bruge 1 mia. kr. ekstra om året til at forbedre vores pædagoguddannelser og til at sørge for, at vores minimumsnormeringer ikke bare er med flere voksne, men er med uddannede pædagoger, for det betyder meget, at man ved, at der ikke bare er voksne nok, men at der også er en stærk faglighed til at være sammen med børnene i et tæt samspil i små grupper.

Som andre ordførere har nævnt, er der jo i dag i en lang række kommuner mulighed for at få tilskud til at passe sine børn derhjemme, og det, vi derfor diskuterer i dag, er, hvad det er for en retning vi vil skubbe i fra Folketingets side. Og i stedet for at skubbe på for, at det skal blive mere og mere normalt, at mor går derhjemme, så vil jeg hellere skubbe på for, at vi får så gode institutioner, at forældre – både mødre og fædre – kan gå på arbejde med god samvittighed, og at vi dermed øger ligestillingen og ikke mindsker ligestillingen i Danmark.

Ministeren sluttede af med at sige, at hun normalt plejer at have et forslag til et kompromis, men at hun ikke kunne se et lige her, så jeg vil gerne forsøge at give mit bud på, hvad vi kunne arbejde videre på sammen. For i mit parti, Radikale Venstre, har vi en fortsat debat om, hvad for nogle strukturer vi kan skabe omkring det gode børneliv og det gode familieliv, og jeg vil gerne være med i en diskussion af, hvad det er for nogle strukturer, der kan gøre, at både mor og far har mere tid og er knyttet til deres børn, sådan at vi ikke ender i en situation, hvor vi bomber udviklingen tilbage, i stedet for at vi skaber fremskridt.

Så Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget, men vi vil meget gerne fortsætte den diskussion.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Man skal altså høre meget, før ørerne falder af. Det, som den radikale ordfører egentlig står og siger, er, at det er den radikale ordfører og staten, der skal bestemme, hvordan man prioriterer ude i familierne; altså man er bange for, at der er nogle frigjorte kvinder, som faktisk oprigtigt og af egen fri vilje ønsker at gå hjemme med deres børn, men det skal de simpelt hen ikke have mulighed for, for Radikale Venstre ved bedre. Hvad er det for en indstilling at have til danske familier? Når man er et frit menneske, har man jo også mulighed for og skal have mulighed for at vælge selv, så hvad er det for en underlig statstankegang, som Radikale Venstre står her og er fortaler for?

Ordføreren.

Men det er jo helt forkert, hvad Nye Borgerlige siger, ligesom det var helt forkert, hvad Nye Borgerlige spurgte andre ordførere til. Der er jo ikke nogen, der ønsker at tage den mulighed fra forældre. Det, vi diskuterer i dag, er: Hvad er det for en retning, vi presser på for at gå i her fra Folketingets side? I Radikale Venstre deler vi ikke det billede, som hr. Alex Ahrendtsen tegnede, af, at i den bedste af alle verdener går mor hjemme. I Radikale Venstre ønsker vi, at mænd og kvinder er frie og lige, at de har de samme muligheder for at gøre karriere og optjene pension, og at de i øvrigt betyder lige meget i børns liv. Derfor prioriterer vi pengene, som vi fordeler her fra Folketingets side, til at skabe gode daginstitutioner i stedet for at gå den anden vej. Men kommunerne må gerne gøre det, og det gør de, og det er der ikke nogen, der har tænkt sig at ændre på.

Fru Mette Thiesen.

Nu tror jeg, at ordføreren er helt forvirret, for sidst jeg tjekkede, var hr. Alex Ahrendtsen i hvert fald ikke medlem af Nye Borgerlige. Så jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at ordføreren begynder at bringe det, hr. Alex Ahrendtsen har sagt tidligere, ind i det. Det, som vi i Nye Borgerlige siger, er, at vi gerne vil etablere et beskæftigelsesfradrag, sådan at man som familie selv har mulighed for at vælge, hvis man gerne vil gå hjemme med børnene de første vigtige år. Der kan man jo fuldstændig selv vælge som familie, om det er faren, moren eller i øvrigt et andet familiemedlem for den sags skyld, der vælger at gå hjemme med børnene. For så ligger det nemlig ude hos familierne. Hvorfor vil Radikale Venstre ikke prioritere det økonomisk?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Når jeg nævner hr. Alex Ahrendtsen, er det, fordi det af alle de forskellige ordførere, som har talt for forskellige modeller for, at flere skal passe deres børn hjemme, er hr. Alex Ahrendtsen, der har sagt det tydeligst. For han har sagt: I den bedste af alle verdener går mor hjemme. Og det er ikke den vej, jeg synes udviklingen skal gå i Danmark. I Radikale Venstre er vi stolte af de fremskridt, der er gjort, for kvinders frigørelse, og jeg synes, det er vigtigt, at ligestilling ikke er sådan noget, der bare er teoretisk, men at det er i virkeligheden, at mænd og kvinder har de samme muligheder, og derfor betyder det jo noget, hvilken retning vi presser på for at gå i her fra Folketingets side.

Tak for det. Så er det hr. Torsten Gejl.

Altså, den udtalelse fra Alex Ahrendtsen er vi i Alternativet jo ikke enige i. Det her forslag er faktisk fremsat af Folketingets måske mest feministiske parti, så det er jo ikke, fordi vi ønsker at reducere ligheden mellem mænd og kvinder på den her måde. Det er en institution, hvor vi holder fast i den personlige frihed – altså det, at folk kan gøre det bedst muligt i forhold til deres børn. Det kan mænd altså også, og det vil jeg herfra opfordre mænd til at gøre, og det gør jeg, hver eneste gang jeg taler om det her.

Så kan ordføreren ikke godt se, at det ikke bare handler om, at der er en bombe under systemet, og at nu bomber vi ligestillingen 100 år tilbage? Altså, det er en lidt firkantet retorik. Det her er en balance. Det her forslag er udviklet af folk i Alternativets familiegruppe, som faktisk er meget, meget indstillet på ligestilling. Men kan ordføreren ikke godt se, at der godt kan være en anden type balance, der handler om at give folk mulighed for at gøre det, de virkelig, virkelig brænder for, og så på den anden side selvfølgelig sikre en ligestilling?

Ordføreren.

Jo, jeg er helt med på dilemmaet, og jeg kender sikkert også nogle af de mennesker, der har været med til at lave det forslag, for dem er der også i mit parti. Derfor er det også vigtigt for mig at sige her, at jeg synes, vi har en opgave i at finde nogle strukturer, som vil gøre det mere lige for kvinder og mænd. For den model, som Alternativet kommer med her, vil betyde, at der er flere kvinder, som kommer til at gå hjemme, som ikke vil optjene den samme pension, og som ikke vil have de samme muligheder som mænd, og det vil i øvrigt lave en skævvridning, i forhold til hvem der er knyttet til børnene, og hvem børnene oplever som deres tætteste voksen.

Derfor synes jeg, at vi i virkeligheden har en opgave med at gå tilbage og tænke: Hvordan kunne man lave nogle strukturer, som gjorde det lige attraktivt for mænd og kvinder? For det er jo ikke nok, at det er det i teorien. Det skal jo også være det i virkeligheden. Og så længe vi har en situation, hvor mænd typisk tjener mere, har alle mulige andre grunde til, at det er dem, der bliver på arbejdet, og kvinden i øvrigt har haft det meste af barselsorloven og dermed er hende, der gør det, så vil det jo øge uligheden.

Tak for det. Så er det hr. Torsten Gejl.

Noget, jeg rigtig godt kunne lide ved slutningen af ordførerens tale, var den her åbning i forhold til at drøfte ting – finde et rum til at finde ud af: Kan vi måske tilføre lidt mere frihed uden nogen af de ulemper, som ordføreren også nævner, f.eks. hensynet til ligestilling, som Alternativet også er interesseret i? Kan ordføreren gå lidt længere ned ad den vej: Har Radikale nogle idéer til, hvad man kunne bringe ind af konstruktive ting i sådan en debat for at pleje den her frihed lidt uden at ramme de der negative konsekvenser?

Ordføreren.

En af de ting, som jeg selv har kigget på, da jeg arbejdede med vores familiepolitik, var, om man i virkeligheden ville kunne have en konto for sig selv, hvor man i løbet af sit liv ville kunne arbejde lidt mere fleksibelt, sådan at man kunne sige, at i den periode, hvor man havde små børn, kunne man måske arbejde lidt mindre for til gengæld så at skylde lidt i banken og skulle arbejde lidt mere, når børnene blev store. Så var det den samme model for mænd og kvinder, og så var der det samme incitament til at være henholdsvis mere derhjemme og mere på arbejde. Så den slags strukturer kan vi godt diskutere.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og det betyder, at vi nu er videre til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Vi er i Enhedslisten i bred almindelighed ikke tilhængere af modeller, hvor den enkelte borger kan vælge at udskifte de midler, vi bruger i forskellige velfærdsinstitutioner og -tilbud, til pengebeløb, de kan medbringe til selvvalgte ordninger. Vi synes, at det bærende fundament for vores velfærdssamfund skal være offentligt drevne tilbud og institutioner, hvad enten vi taler om skoler, dagtilbud eller andre velfærdstilbud, men – vil jeg understrege – meget gerne suppleret med andre former for tilbud, institutioner, som sikrer, at der er en høj kvalitet i ydelserne til borgerne. Eksemplerne er jo nærliggende, men jeg vil nævne dem alligevel: Vi bakker op om den frie skoleverden, for vi synes, det er fornuftigt, at forældrene kan foretage det valg, og vi sikrer os med den friskolelovgivning, vi har lavet, at der er høj kvalitet. Alt behøver ikke ser ud som i folkeskolen, alt behøver ikke at være nøjagtig som i folkeskolen, men der skal være samme kvalitet.

På samme måde har vi frihedsgrader i forhold til de selvejende daginstitutioner, også de private, som vi i forhold til profitten jo ikke bryder os meget om, men som også sikrer, at de offentlige midler, vi bruger, sørger for, at tilbuddene lever op til en kvalitet, der gør, at det er fornuftigt, at vi som samfund bruger fællesskabets midler på det. Det vil så også sige, at vi ikke er tilhængere af, at man anvender offentlige midler til skole, dagtilbud eller pasningsordninger, som ikke lever op til den kvalitet, som vi mener der skal være i undervisningen og det pædagogiske arbejde. Vi er f.eks. ikke tilhængere af at bruge pengene til private pasningsordninger, der ikke skal leve op til de pædagogiske kvalitetskrav.

Nu er det her forslag jo formuleret, så det kunne være private pasningsordninger, der beskrives, og man kan danne foreninger osv., og det relaterer sig også til den ordning, der er fra § 86 og nogle paragraffer videre i serviceloven, som handler alene om pasning af egne børn. Så det bevæger sig sådan lidt i et felt, hvor det kan være lidt usikkert, hvad det helt præcis er, men jeg vil sige, at som supplement til det, jeg har sagt om, hvad vi skal bruge offentlige velfærdsydelser til, synes jeg, det er rigtig fornuftigt, at vi stiller midler til rådighed, sådan at forældre får større mulighed for at være sammen med deres unger, ikke mindst når de er små. Vi ønsker at forbedre barselsorlovsordningerne, og vi så meget gerne forældreorlovsordninger, der var bedre end det, de er. Meget er overenskomstbåret, så noget er lønmodtagernes valg, men vi så også gerne flere offentlige midler i det. Vi synes, der skal være bedre vilkår for pasning af syge børn. Vi kigger ofte til Sverige og kigger med misundelse, som jo er en grim ting, så det er måske ikke det, men i hvert fald er Sverige et eksempel til inspiration og efterfølgelse, altså den måde, man tilgodeser børnefamiliernes mulighed for at være sammen med deres børn i forskellige ordninger i nabolandet på.

Men en generel ordning, hvor vi siger, at forældrene i hele starten af barnets liv, fra en meget tidlig alder, dagtilbudsalderen, til barnet skal i gang med skole, har adgang til at få tilført midler som en del af en offentlig opgave, er vi simpelt hen ikke tilhængere af. Jeg skal ikke folde det yderligere ud, for jeg er i det store og hele enig i de bemærkninger, fru Lotte Rod havde, om, at vi i hvert fald skal være meget varsomme i forhold til hele ligestillingsspørgsmålet. Hvis vi går tilbage til, dengang § 86 m.fl. blev indført i serviceloven, som de nemlig var under dengang, for de var ikke under dagtilbudsloven, spillede lige præcis ligestillingselementet en meget central rolle, både for Radikale Venstre og for Enhedslisten i debatten, så derfor var jeg glad for fru Lotte Rods bemærkninger, og jeg kan i store træk tilslutte mig dem.

Så vi har stor sympati for, at forældre skal have bedre mulighed for at være sammen med deres børn, når de små, det er vi tilhængere af, men den her ordning, hvor pengene bare følger med, er vi simpelt hen ikke tilhængere af.

En kort bemærkning til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Det er ikke et forsøg på at luske private pasningsordninger ind ad bagdøren. Det er ikke det, vi prøver på her. Vi prøver at give en personlig frihed. Ordføreren siger jo mange gange, at Enhedslisten ikke er tilhænger af det, og det vidste jeg godt. Men jeg prøver at finde ud af, hvordan man fungerer indvendig, når man ikke er tilhænger af det. Hvad er følelsen? Hvad er argumenterne imod at give forældrene den frihed, måske i barnets første år, hvis de vurderer, at det er det bedste, det bedste for familien og det bedste på mange parametre, faktisk at blive hjemme og være sammen med sit barn?

Ordføreren.

Jamen vi så som sagt gerne både bedre barselsorlovsordninger og bedre forældreorlovsordninger. I det er det jo også et spørgsmål om, hvad det er for en indtægt, der skal til for at være hjemme. For selv om dagtilbud koster mange penge, må man jo sige, at hvis det er et enkelt barn, er det trods alt begrænset, hvad man får. Der mener vi sådan set også, at der skal være et bedre udkomme. Hvis der ikke er en tilstrækkelig økonomisk dækning af de orlovsordninger, vi så vælger at have, ja, så kan det meget nemt have den ligestillingsmæssige konsekvens, som fru Lotte Rod peger på. Og så kan vi jo spørge, om det er rimeligt, at der er de store forskelle på mænds og kvinders lønninger. Nej, det er det ikke, men det er et faktum, at det er sådan, og derfor vil der være en tilbøjelighed til, at med en ydelse, der svarer til udgiften til en dagtilbudsplads, vil det meget ofte have en kønspolitisk skævhed.

Torsten Gejl.

Det er jo det sidste, vi er ude på. Der findes jo også omsorgsfeminisme. Der findes jo mange måder efterhånden at ville sit barn det bedste på uden at gå på kompromis med ligestilling. Jeg forstår godt ordførerens holdning, den er jo tydelig. Det, jeg sådan prøver at komme ind bag ved, er, hvorfor det er, Enhedslisten ikke vil give familierne den frihed. Jeg ved godt, at ordføreren er lidt inde på det. Men strammer systemkravene ikke lidt en gang imellem omkring halsen, når man helt frasiger sig muligheden for at diskutere det?

Tak for det. Ordfører, værsgo.

Nej, overhovedet ikke. Forældrene må jo i sidste ende gøre, hvad de vil. Det, vi diskuterer her, er, i hvilket omfang det er en offentlig opgave at finansiere det. Der foretrækker jeg, at vi har ordninger, hvor der så faktisk også følger en fornuftig økonomi med. Det modvirker, at det får en ligestillingsmæssig skævhed, og så kan vi jo også i det hele taget diskutere, i hvor stort et omfang man generelt skal kunne erstatte det, vi ellers bruger til offentlige tilbud, sådan at den enkelte kan få det som en pose penge i hånden. Det sidste er vi altså ikke tilhængere af.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor går vi videre til fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Tak til Alternativet for at rejse debatten her. I Det Konservative Folkeparti er vi altid klar til at drøfte, hvordan vi skaber mere frihed til familierne til at indrette sig, som det passer dem bedst som familie.

Vi kom selv med et finanslovsudspil for 2022, hvor vi havde øremærket penge til hjemmepasning i forhold til de her 9 ugers øremærket barsel. Vi er derfor enige i intentionen i forslaget om muligheden for pasning af eget barn.

Når vi kommer til at stemme imod forslaget, er det, fordi der er usikkerhed omkring de økonomiske konsekvenser forbundet med forslaget her. Det kræver en grundigere gennemgang, da forslaget nok er forbundet med en merudgift for kommunerne. Det økonomiske i forslaget her er der i hvert fald ikke helt overblik over, og det er noget, som skal undersøges nærmere. Derfor kommer vi ikke til at støtte beslutningsforslaget her, men vi er som sagt altid villige til at diskutere, hvordan vi skaber mere frihed til familierne til at indrette sig, som de gerne vil.

Torsten Gejl.

Tak. Det er vi også, og lad os håbe, at det lige så stille går den rigtige vej, uanset hvilket flertal der så skal lykkes med det. De økonomiske spørgsmål eller bekymringer, ordføreren har, hvad går de nærmere ud på?

Ordføreren.

Jamen det går ud på, at jeg har prøvet på at se, hvad økonomien ligesom er i det her forslag, og det synes jeg faktisk er lidt svært. Samtidig med det har jeg også kigget tilbage i et notat, der blev lavet i oktober måned sidste år, netop omkring økonomiske konsekvenser af indførelse af tilskud til hjemmepasning, og jeg har simpelt hen ikke helt kunnet gennemskue, hvilke konsekvenser det her forslag har rent økonomisk, og det er derfor, vi så siger, at vi ikke stemmer for beslutningsforslaget her, selv om vi deler intentionen om mere frihed til familierne til at indrette sig, som de gerne vil, herunder også pasning af eget barn hjemme, hvis man ønsker det.

Torsten Gejl.

Vi har i øjeblikket en temporært lille partiorganisation, så vi er jo ikke i stand til at lave alle udregninger. Men jeg kan oplyse ordføreren om, at vi ikke kan se, at det koster forfærdelig meget, for det betyder jo egentlig bare, at de penge, som kommunen plejer at betale til daginstitutionen, eller tilskuddet til at have ens barn, kommer tilbage til forældrene – eller dvs. 90 pct. af de penge, sådan at de 10 pct. går til administration. Sådan er det jo. Så i stedet for at det nu er 85 pct., er det så 90 pct. Hvor er det, ordføreren ser en uregelmæssighed i den finansiering?

Ordfører, værsgo.

Jamen det er egentlig ikke en uregelmæssighed, og jeg har fuld forståelse for, at det også kræver en del at sidde og gennemregne sådan et beslutningsforslag. Jeg har også kigget på netop det, som Alternativet foreslår med de 90 pct. og 10 pct. til administration. Jeg har bare stadig væk lidt svært ved helt præcist at gennemskue, om det her vil få en økonomisk konsekvens for kommunerne. Vi har i hvert fald brug for, at vi ligesom har styr på det økonomiske, når man kommer med sådan nogle forslag, hvor vi jo deler intentionen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor kan vi nu gå videre til hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Forslaget her har en interessant intention. Der hersker ikke tvivl om, at det for rigtig mange familier giver mening, for netop dem, at passe deres børn derhjemme, enten af moren eller faren, måske i en periode, måske i længere tid. Det er godt, at vi forsøger at sikre de bredest mulige rammer for børnefamilier, for kernefamilien. Det skal være så nemt som muligt at tilrettelægge sit familieliv på en hensigtsmæssig måde. Der skal være gode rammer for børn, så der er plads til omsorg og til kærlighed og i forlængelse heraf også til leg, læring, dannelse og uddannelse.

Når vi i Dansk Folkeparti ikke kan støtte beslutningsforslaget, som det ligger, skyldes det to ting. Først er der det spørgsmål, der også har været nævnt af andre, om kommunalt selvstyre, hvor det bør være kommunerne, som bestemmer i et anliggende som børnepasning. Det kommunale selvstyre er et vigtigt princip, som vi ikke bare skal kaste over bord, hver gang vi er utilfredse med måden, et eller andet bliver gjort på lokalt. Det er op til borgerne i den pågældende kommune selv at give udtryk for deres bekymringer, for deres ønsker og drømme. Alt skal ikke løses her fra Christiansborg.

Men den væsentligste indvending, vi har, er en, synes vi, berettiget frygt for, at muslimske børnefamilier med mange børn vil benytte ordningen til at gå derhjemme og dermed fortsætte deres parallelsamfund, hvor såvel mødre som børn bliver fastlåst i hjemmene. Dette er ikke nødvendigvis muligt i dag, hvor kommunen jo bestemmer, hvordan man vil drive børnepasningsområdet, men ved at lade tilskuddet følge barnet i disse parallelsamfund risikerer vi, at vi isolerer børn i familier, der ikke kan tale dansk, i stedet for at lade dem komme ud i det danske samfund, hvor de vil møde danske børn, det danske sprog og – væsentligst – dansk kultur.

Så for at vi i Dansk Folkeparti kommer til at støtte dette eller lignende forslag, kræver det altså, at vi løser problemet med afgrænsning af området. Og hvordan det kan gøres, er vist et meget vanskeligt spørgsmål at besvare.

Men som forslaget ligger her, B 111, kan vi fra Dansk Folkepartis side ikke støtte det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Derfor er vi nu kommet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. Nu er det jo ikke hver dag, man får et beslutningsforslag igennem. Jeg tror, at jeg har prøvet det tre-fire gange på 7 år. Så det havde jeg nok ikke forventet. Når det er sådan, at man ikke gør det, er det jo rart, at der kommer en konstruktiv debat, og at man ser på, hvordan vi kunne komme videre i den her retning på en eller anden måde – på en måde, så alle kunne se sig i det. For det er jo et forsøg på at skabe lidt frihed til, at vi kan gøre det lidt mere, som vi selv gerne vil, med vores børn. I Alternativet vil vi gerne i højere grad give ansvaret for danskernes liv tilbage til os selv. Vi kan godt føle, at det her systemsamfund bliver lidt for trangt en gang imellem, lidt for formynderisk. Så selv om vi elsker fællesskabet, selv om vi er imod økonomisk ulighed, selv om vi går ind for miljømæssige og klimamæssige og naturmæssige forbedringer, og at folk skal have det ordentligt på deres arbejdsplads, jamen så kan man faktisk godt have en frihedstrang, som gør, at vi i højere grad mener, at folk skal lidt ud af den her systemmæssige spændetrøje. Jeg synes nogle gange, at vi har et lidt for velreguleret samfund, hvor den enkelte har for lidt at sige om vigtige ting i sit eget liv.

En af måderne at gøre det på er at give os mere ansvar, i forhold til hvordan vi passer vores børn. Vil vi sende vores børn i daginstitution? Vil vi passe dem selv? Vil vi etablere forældregrupper og foreninger, hvor vi går sammen om at passe børnene? Vil vi danne legegrupper for børnene på ugentlig eller daglig basis? Alle disse muligheder åbner vi faktisk for gennem det her beslutningsforslag, der går ud på at lade 90 pct. af pengene følge det enkelte barn helt indtil skolealderen, således at forældrene selv kan vælge den pasningsform, som man mener gavner ens barn allerbedst. Med det her forslag kan forældrene selv få de skattekroner, de betaler for at få deres barn passet i dagtilbud. Beløbet vil være forskelligt fra kommune til kommune, da kommuner har forskellige udgifter til at drive deres dagtilbud. Men efter vores beregninger kunne det f.eks. blive 8.000-9.000 kr. i kommune X.

Alternativets beslutningsforslag her støtter en udvikling, som allerede er i gang. I dag er der stor interesse blandt kommunerne og børnefamilierne i forhold til at lade pengene følge barnet. I 2017 lod 39 ud af 98 kommuner pengene følge barnet. I 2020 er det tal steget til 61 kommuner. Her er det dog kun muligt at lade børnene benytte ordningen i minimum 8 uger og højst et enkelt år. Kommunalbestyrelsen kan selv fastsætte størrelsen på tilskuddet, og det kan maksimalt komme op på 85 pct. af tilskuddet. Her er det, at vi i Alternativet vil lave en lille justering, der faktisk skaber en stor frihed. Vi vil lade 90 pct. af pengene følge barnet, så kun 10 pct. går til administration. Og så vil vi sikre, at ordningen fungerer i den periode, hvor barnet også vil kunne passes i dagtilbud, altså fra vuggestue til børnehave og helt til skolestart, hvis jeg må sige det på den måde. Og helt afgørende er, at vi vil gøre det til en rettighed. Det skal være en ret, som alle forældre i Danmark har adgang til inden for den nuværende lovgivning.

Forslaget har flere forskellige fordele. Dels skaber det som sagt mere frihed og selvbestemmelse for børneforældre, hvor flere sandsynligvis vil passe deres børn hjemme eller sammen med andre i børnenes tidligste år, dels vil presset på dagtilbuddene falde, hvis flere forældre finder alternative pasningsformer til deres børn. Lige nu er der så få voksne pr. barn i dagtilbuddene, at vi er nødt til at indføre minimumsnormeringer. Og så skaber det også en ligestilling mellem kommunerne, hvis ordningen bliver landsdækkende. Lige nu søger børnefamilierne jo mod de kommuner, som giver bedst mulighed for, at man kan passe børnene selv i starten af barnets eget liv.

Jeg vil gerne sige tak til Konservative for at se positivt på det. Den her detalje omkring finansieringen tror jeg godt vi kan løse. Og jeg kunne mærke på Nye Borgerlige, at de var positivt indstillet. De har været nødt til at gå, så jeg tør godt sige tak til dem. Og så vil jeg i det hele taget sige tak for en god debat, hvor folk faktisk har været i stand til at bidrage med konstruktive forslag til, hvordan man så kunne gøre det på en anden måde og en tredje måde og en fjerde måde. Men idéen om, at børn skal trives, samtidig med at vores samfund skal fungere ligestillingsmæssigt, arbejdsmæssigt osv., er jo et fælles håb, vi har her i Folketinget. Så tak for en god debat.

Vi siger tak til hr. Torsten Gejl. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.