Tak for det. Som jeg læser det her forslag fra Frie Grønne, er der tale om at udvide adgangen for mennesker på flugt til at søge beskyttelse i Danmark. Vi er i Enhedslisten sådan set enige i, at det er en god idé. Vi har jo især de sidste par år set, hvordan den danske flygtningepolitiks meget, meget stramme regler har gjort, at mennesker med et reelt beskyttelsesbehov ikke kan beskyttes i Danmark. Det er ikke, fordi vi ikke har ressourcerne eller mulighederne for at beskytte dem, men fordi et stort flertal inde i den her sal ikke ønsker det. Det store flertal ønsker en politik, hvor vi afskrækker mennesker fra overhovedet at søge asyl i Danmark, og hvis de så alligevel gør det, skal de ud, meget kort tid efter det overhovedet er sket, og faktisk giver vi dem endda penge for at tage tilbage igen.
Vi har set, hvordan det kan lade sig gøre at handle fornuftigt i forbindelse med store flygtningekriser i forbindelse med den nuværende krig i Ukraine, hvor det sagtens kunne lade sig gøre at samle et stort flertal for rent faktisk at hjælpe mennesker på flugt, men det er jo absolut også en undtagelse. Jeg synes, det er absurd at se, hvordan Danmark åbner døren for ukrainske flygtninge, samtidig med at flygtninge fra Syrien, Iran, Afghanistan bliver udvist til de samme diktatorer, som de flygtede fra. At Danmark ikke kan modtage alle flygtninge i verden, er selvfølgelig helt klart, men som det er i dag, er Danmark faktisk et af de lande i Europa, der modtager allerfærrest flygtninge. Forholdsmæssigt modtager vi seks gange færre end Sverige, Tyskland og Frankrig, og tallet ser endnu værre ud, hvis vi kigger på Spanien og Grækenland.
Siden den her regering trådte til, er der hvert år, som alle nok er bekendt med, blevet afsat midler til at tage 500 kvoteflygtninge, men de midler er ikke blevet brugt, og vi har faktisk slet ikke modtaget det antal. Samtidig med at Danmark næsten ikke modtager nogen flygtninge, bliver der ved med at blive henvist til de såkaldte nærområder, som skal hjælpe mere, men hvis man f.eks. kigger på Libanon, som er et land på størrelse med Danmark, har de altså 1,5 millioner syriske flygtninge boende. Jordan har 2 millioner palæstinensere og 600.000 syrere, så vi er langt fra at løfte den byrde, som nærområderne allerede løfter, så vi kan ikke blive ved med at sige, at det skal nærområderne tage sig af, for det giver absolut ikke nogen mening.
Generelt er problemstillingen derfor, at vi i Danmark tager alt for få flygtninge og ikke løfter vores del af det globale ansvar. Jeg vil så også sige om det her beslutningsforslag fra Frie Grønne, at vi i Enhedslisten er meget skeptiske over for parallelsystemer og særlove i den danske udlændingelov, og jeg må sige, at med den måde, den sidste måned er forløbet på, undrer det mig også lidt, at Frie Grønne foreslår en særlov, for jeg har ellers forstået det sådan, at Frie Grønne er modstandere af særlove og altid stemmer imod særlove, også selv om det hjælper mennesker på flugt. Jeg så langt hellere, at vi gjorde det, at vi udvidede den nuværende kvoteflygtningeordning, at vi tog 2.000 kvoteflygtninge, og at vi oven i det lagde de 500 kvoteflygtninge, som Frie Grønne foreslår her. Det skal ikke være modellen, der skiller os ad i Frie Grønne og Enhedslisten, når intentionen er den samme. Derfor vil jeg sige, at vi hverken kan stemme ja eller nej til det her forslag, men at vi rigtig gerne vil være med til at lave en beretning i udvalget, som handler om, hvordan vi kan tage flere flygtninge, og hvordan vi kan beskytte mennesker, som er på flugt fra netop klimakatastrofer. Derudover er jeg også helt enig i, at vi mangler en ordentlig juridisk definition af, hvad en klimaflygtning er. Den mangler vi ikke kun i Danmark, men også på europæisk plan, og det ved jeg ligesom hr. Carl Valentin at der er gode venstreorienterede kræfter i EU som arbejder for.
Så vi er hundrede procent enige med Frie Grønne i intentionen, men vi synes, modellen er lidt mærkelig, for når man nu kan undgå at lave en særlov, mener vi, at man skal undgå det. Så lad os mødes i udvalget. Jeg synes også, at det lyder, som om hr. Carl Valentin er åben over for det. Radikale Venstre er desværre ikke til stede i dag, så jeg skal ikke kunne sige, hvad de mener, men hvis jeg kender dem ret, er de i hvert fald også enige i intentionerne i forslaget fra Frie Grønne. Tak for ordet.