Udvalget for Landdistrikter og Øer 2021-22
ULØ Alm.del
Offentligt
2609726_0001.png
Folketingets Udvalg for Landdistrikter
og Øer
Stormgade 2-6
1470 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2022 - 3767
Doknr.
540063
Dato
10-08-2022
Svar på spørgsmål fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) stillet den 14. juli 2022.
Spørgsmål nr. 75:
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen fra formanden fra Landsbyforum Willy
Sahl om tomme bygninger og brandtomter, jf. bilag 6 omdelt på ULØ alm. del - bilag
79, herunder om kommunerne mangler hjemmel til at gribe ind over for problemstil-
lingen? Der henvises desuden til artiklen fra Jydskevestkysten - Sønderborg den 28.
maj 2022: "Lokal entreprenør står bag stribevis af forældede og forgældede huse"”.
Svar:
Jeg kan forstå på henvendelsen fra Willy Sahl og artiklerne i JydskeVestkysten, at der
er tvivl om, hvorvidt kommunerne har tilstrækkelig lovhjemmel til at kunne gribe ind i
forhold til tomme bygninger og brandtomter, som virker skæmmende for området.
Jeg kan oplyse, at kommunerne med hjemmel i byfornyelsesloven under visse be-
tingelser kan yde støtte til istandsættelse af ejer-, andels- og private udlejningsbo-
liger. Der kan også ydes støtte til nedrivning, når det er begrundet i ejendommens
stand, ligesom kommunerne ved frivillig aftale med ejendommens ejer kan opkøbe
nedslidte boliger med henblik på istandsættelse eller nedrivning.
Fra statslig side er der årligt afsat betydelige beløb til landsbyfornyelsespuljen, der
også kaldes nedrivningspuljen, som netop kan anvendes til bl.a. istandsættelse af
nedslidte boliger og til nedrivning.
Kommunerne kan endvidere vælge at kondemnere bygninger ved at nedlægge for-
bud mod, at en bygning kan benyttes til beboelse, hvis det vurderes, at benyttelsen
af boligen er forbundet med sundheds- eller brandfare. I forbindelse med en be-
slutning om kondemnering kan kommunen udstede påbud om f.eks. afhjælpende
foranstaltninger, afspærring eller nedrivning.
Ud over reglerne i medfør af byfornyelsesloven følger det af byggeloven, at byg-
ningsejer har pligt til at holde en bygning, herunder en brandtomt, i forsvarlig og
sømmelig stand. Forsvarlig stand betyder, at ejendommen ikke må være til fare for
beboere eller andre, mens sømmelig stand er en konkret vurdering af ejendom-
mens ydre fremtræden. Som bygningsmyndighed vurderer kommunalbestyrelsen,
om byggelovgivningen er overholdt i de konkrete sager.
Det påhviler den til enhver tid værende bygningsejer at berigtige forhold, der er i
strid byggelovgivningen. I tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at en
ULØ, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 75: Spm. om ministerens kommentar til henvendelse om tomme bygninger og brandtomter, til indenrigs- og boligministeren
2609726_0002.png
ejendom ikke lever op til disse regler, kan kommunalbestyrelsen udstede påbud til
ejeren om, at en bygning skal lovliggøres.
Hvis ejeren ikke efterkommer et påbud,
kan der ved dom pålægges tvangsbøder. Såfremt et ved dom meddelt påbud om at
berigtige et ulovligt forhold ikke efterkommes rettidigt og inddrivelse af tvangsbø-
der ikke kan antages at føre til, at påbuddet efterkommes, kan kommunalbestyrel-
sen i sidste ende lovliggøre bygningen på ejerens bekostning.
Det er på den baggrund min opfattelse, at kommunerne har tilstrækkelig mulighed
for at gribe ind over for skæmmende ejendomme, herunder brandtomter.
Med venlig hilsen
Christian Rabjerg Madsen
2