Folketingets Udvalg for Landdistrikter
og Øer
Stormgade 2-6
1470 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2022 - 333
Doknr.
482331
Dato
03-02-2022
Svar på spørgsmål fra Erling Bonnesen (V) stillet den 14. januar 2022.
Spørgsmål nr. 33:
”Vil ministeren kommentere artiklen ”Jens Skovgaard har allerede pakket sine telte
sammen, men nu får Glamping-succes
alligevel dispensation til at fortsætte”, bragt
på
www.jyllands-posten.dk (JP Randers) den 1. december 2021, og redegøre for de gæl-
dende regler, der ligger til grund for, at ansøgningen om glampingtelte i Randers har
fået bevilget tilladelse/dispensation?”
Svar:
Artiklen handler om en sag fra Randers Kommune om landzonetilladelse til fire glam-
pingtelte. Det fremgår, at kommunen efter behandling i Miljø- og Teknikudvalget har
besluttet at give en landzonetilladelse med hjemmel i planlovens § 35, stk. 1. Jeg har
fået oplyst, at landzonetilladelsen er påklaget til Planklagenævnet. Jeg kan ikke gå ind
i, om det ligger inden for lovens rammer og praksis at give tilladelse til projektet, men
må henvise til, at det er op til Planklagenævnet at tage stilling til konkrete sager på
baggrund af en klage.
Generelt kan jeg oplyse, at det følger af planlovens § 35, stk. 1, at der i landzone som
hovedregel ikke uden tilladelse må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller
ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer.
Mere end kortvarig opstilling af glampingtelte til udlejning vil som udgangspunkt
kræve landzonetilladelse.
Ved vurderingen af, om der kan gives landzonetilladelse, skal der foretages en samlet
konkret vurdering og afvejning af de hensyn, der varetages med landzonereglerne. Det
omfatter bl.a. hensyn til landskabs-, natur- og planlægningsinteresser og kan fx også
omfatte trafikale forhold og mulige nabogener.
Det er i de enkelte sager kommunen, der som ansvarlig landzonemyndighed skal tage
stilling til, om der bør gives landzonetilladelse. Kommunens afgørelse kan som nævnt
påklages til Planklagenævnet.
For så vidt angår de lovgivningsmæssige rammer for glamping kan jeg i øvrigt henvise
til mit svar på ULØ alm. del - spørgsmål 32.
Med venlig hilsen
Kaare Dybvad Bek