Uddannelses- og Forskningsudvalget 2021-22
UFU Alm.del
Offentligt
2629355_0001.png
25. august 2022
Ref Ole Kastbjerg Nielsen
Direktion
Redegørelse vedr. affaldsanmeldelser for radioaktivt affald
Dansk Dekommissionering (DD) er Danmarks affaldsoperatør for radioaktivt affald og
varetager dekommissionering af de nukleare anlæg på Risø og håndtering af det
radioaktive affald herfra samt modtagelse af eksternt radioaktivt affald fra
virksomheder, hospitaler o.l.
DD har ikke kendskab til konkrete sager, der kan bekræfte forlydender fra FORCE
Technology om manglende anmeldelse af radioaktivt affald til bortskaffelse på DD som
følge af pris og besværlig proces. DD modtager årligt mange anmeldelser, og langt det
meste affald modtages og håndteres umiddelbart. I visse situationer kan der være
forsinkelse på modtagelsen, hvilket for tiden er tilfældet i forhold til højaktive
sikringskilder. Det kan også være tilfældet med nye typer af radioaktivt affald, hvor der
ikke er defineret en affaldsvej. Endelig er det også tilfældet for NORM, hvor der udestår
etablering af en godkendt affaldsvej; etablering af en sådan falder udenfor DD’s
ansvarsområde.
Aktuelt er der 16 anmeldelser, hvor DD ikke umiddelbart har været i stand til at
modtage affaldet. Halvdelen af disse vedrører NORM. De sidste otte anmeldelser
vedrører hhv. seks sikringskilder og to flydende kilder, hvor der skal etableres en
affaldsvej. Dette skal ses i forhold til det samlede antal anmeldelser til DD i løbet af
2021 og 2022, som beløber sig til 264 affaldsanmeldelser. Antal kilder pr. anmeldelse
kan variere, ofte kan der være 20 – 30 kilder (gælder for f.eks. sygehuse).
Proces for anmeldelse af affald
DD modtager eksternt affald gennem digitale anmeldelser på
hjemmesiden,
hvor man
nemt kan oprette sig som bruger og hvor der ligeledes er en informationsfolder og en
prisliste tilgængelig. I en periode var muligheden for aflevering af eksternt affald lukket
pga. Covid 19-situationen, men blev åbnet igen, så snart det var muligt.
Når DD modtager en affaldsanmeldelse, fremsendes i første omgang en bekræftelse på
at anmeldelsen er modtaget. Der er dog ofte behov for en uddybende beskrivelse af
affaldet. I så fald tager DD kontakt til anmelderen for at afklare, hvorvidt affaldet lever
op til de affaldsacceptkriterier, som DD er ansvarlige for at overholde.
Side
1
af
3
UFU, Alm.del - 2021-22 - Supplerende svar på spørgsmål 205: Spm. om at kommentere materialet fra Preben Hove og Jan Sletsgaard om problemer med bortskaffelse af radioaktivt materiale til slutdepot hos Dansk Dekommisionering, til uddannelses- og forskningsministeren
Når spørgsmål/uklarheder er afklaret, fremsendes der en kvittering for at anmeldelsen
er fyldestgørende, og at affaldet kan afleveres hos DD. Herefter aftales et tidspunkt for
overdragelse af kilden til DD.
Endvidere er det vigtigt for DD at vide, hvordan affaldet er emballeret, når det leveres til
DD, da dette har betydning for de strålingsdoser, som DD’s medarbejdere vil blive udsat
for. DD har pligt til at overholde de lovfastsatte grænser for strålingsdoser, og har helt
grundlæggende et mål om at holde doserne til medarbejderne så lave som rimeligt
muligt. Der kan derfor være behov for at udarbejde en arbejdsplan for, hvordan affaldet
bedst håndteres, når det modtages.
Udarbejdelse af en arbejdsplan kræver dels en teknisk løsning, som udarbejdes af
ingeniører fra DD’s enhed Udvikling og Strategisk Affaldsplanlægning og dels en
beregning af den forventede strålingsdosis til medarbejdere og omgivelser, som udføres
af helsefysikere fra DD’s enhed Strålingsbeskyttelse. Når afleveringen af eksternt affald
involverer en arbejdsplan, vil det derfor forlænge processen for, hvornår DD endeligt kan
modtage affaldet. For affald, hvor der ikke er defineret en affaldsvej, vil processen som
nævnt typisk også kunne være længere.
DD oplever til tider at få en anmeldelse, hvorefter der går lang tid før affaldet bliver
indleveret til DD. I disse tilfælde følger DD op telefonisk, og den manglende aflevering
skyldes som oftest travlhed hos anmelderen eller udfordringer hos anmelderen med at få
transporten af affaldet på plads.
I enkelte tilfælde kan det også skyldes, at et anlæg først skal dekommissioneres, som
det eksempelvis har været tilfældet med cyklotronbunkere på hospitaler. Dette kræver,
at anmelderen udarbejder en dekommissioneringsplan, som skal godkendes af de
nukleare tilsynsmyndigheder.
Prisstruktur
Prisen for aflevering af eksternt affald til DD dækker ikke de fulde omkostninger til
langsigtet håndtering af affaldet, herunder omkostningerne til et kommende slutdepot.
DD har med hjemmel i finansloven fastsat prisen for aflevering, modtagelse og
håndtering af radioaktivt affald, så indtægterne ikke fuldt ud modsvarer omkostningerne
med henblik på at fastholde incitamentet til aflevering.
Det er også væsentligt at bevare incitamentet til affaldsminimering i overensstemmelse
med internationale principper på området. Erfaringer fra udlandet viser, at prisen for et
sludepot er meget høj, hvilket er et yderligere argument for at få minimeret
affaldsmængderne mest muligt. Det er således vigtigt at finde en fornuftig balance
mellem at bevare incitamentet til aflevering og incitamentet til affaldsminimering.
Sikringskilder
Af Force Technology’s brev til Uddannelses- og Forskningsudvalget (UFU Alm.del - Bilag
133) fremgår det, at DD ikke modtager højaktive radioaktive kilder, også kaldet
sikringskilder.
Sikringskilder kræver ved lagring særlige sikringsmæssige tiltag, og DD har ikke plads i
eksisterende faciliteter, som er fra 1960’erne, og derfor kræver større ændringer for at
kunne opbevare flere sikringskilder end i dag.
Side
2
af
3
UFU, Alm.del - 2021-22 - Supplerende svar på spørgsmål 205: Spm. om at kommentere materialet fra Preben Hove og Jan Sletsgaard om problemer med bortskaffelse af radioaktivt materiale til slutdepot hos Dansk Dekommisionering, til uddannelses- og forskningsministeren
DD har derfor planlagt en udvidelse af det eksisterende mellemlager. Udvidelsen vil blive
gennemført, når den igangværende godkendelsesproces i samspil med relevante
myndigheder er tilendebragt, herunder undersøgelse af radioaktivt strålingsniveau på
området for udvidelsen. DD forventer at kunne ibrugtage en udvidelse af
lagerfaciliteterne i løbet af 1-2 år.
Modtagelse af sikringskilder i øjeblikket vil derfor kræve en midlertidig løsning til
opbevaring på DD. DD arbejder på etablering af en sådan løsning, som forudsætter, at
der kan opnås en midlertidig tilladelse hos de nukleare tilsynsmyndigheder
(Sundhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen).
Side
3
af
3