Side 1 af 5
Talemanuskript til brug for samrådsspørgsmål Q, R og S om Lynetteholm
Samrådsspørgsmål Q
Mener ministrene, at de i forbindelse med lovgivningsprocessen for lov om anlæg af Lynetteholmen og
den manglende oversendelse til Folketinget af et centralt brev fra den svenske miljøminister fra maj 2021
har levet op til det af ministeransvarlighedsloven § 5, stk. 2, afledte krav om aktiv oplysningspligt og om
at afstå fra vildledende fortielser i forhold til sager, som ministre selv fremlægger i Folketinget?
Samrådsspørgsmål R
Vil ministeren forklare, hvorfor regeringen ikke svarede korrekt og fyldestgørende på MOF alm. del –
spørgsmål 126 stillet af Zenia Stampe (RV), hvori hun anmoder om at få oversendt al korrespondance
mellem Danmark og Sverige om Lynetteholmprojektet siden den 25. maj 2021 og frem til datoen for
spørgsmålet den 3. november 2021?
Samrådsspørgsmål S
Professor i miljøret Peter Pagh er i artiklen »Svensk minister protesterede over Lynetteholm for
et år siden: 'Danmark må finde en anden måde at håndtere slammet på'« fra dr.dk den 29.
marts 2022 citeret for følgende i forbindelse med, at miljøministeren undlod at orientere
Folketinget om brev fra den svenske til den danske miljøminister i maj 2021: ”Der er efter EU’s
regler om miljøvurdering et udvidet oplysningskrav i en sådan sag. Brevet fra den svenske
minister kan derfor betyde, at lovens vedtagelse burde udsættes for at overholde EU-reglerne.
Så efter min opfattelse er der en meget klar forpligtelse til, at brevets indhold skal oplyses til alle
Folketingets medlemmer, så de er klar over det” og ”Vi har ikke fulgt reglerne [ift. VVM-
direktivet og den internationale miljøkonvention Espoo, red.] sådan som det ser ud efter de
papirer, jeg har set” (www.dr.dk/nyheder/indland/svensk-minister-i-opraab-foer-
lynetteholmenblev-vedtaget-drop-planerne-om-dumpning). Vil ministeren kommentere på
citaterne og herunder adressere det brud på den udvidede oplysningspligt og miljøreglerne i
øvrigt, der har fundet sted over for Folketinget?
Spørgsmålene er stillet efter ønske fra og Kristian Pihl Lorentzen (V) og Anne Valentina
Berthelsen (SF).