Transportministeren
Transportudvalget
Folketinget
22. december 2021
2021-4037
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon 41 71 27 00
Transportudvalget har i brev af 8. december 2021 stillet mig føl-
gende spørgsmål (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kristian Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 124:
Vil ministeren redegøre for, hvilke initiativer der er taget i forbin-
delse med, at det af DSB’s delrapport 3. kvartal 2021, side 13, frem-
går: ”Der er fortsat store udfordringer med lavere driftsstabilitet og
manglende leverancer af de 77 Øresundstogsæt, som vedligeholdes
af SJ/Mantena i Sverige”?
Svar:
Der er tale om 77 svenskejede Øresundstogsæt, som svenske parter
er vedligeholdelsesansvarlige for på det nye svenske værksted i
Hässleholm. Det er derfor et svensk ansvar at løse problemstillin-
gen. Ikke desto mindre har situationen påvirket trafikken på både
Kastrup- og Kystbanen i Danmark, og Transportministeriet følger
derfor situationen tæt gennem løbende dialog med Skånetrafiken,
ligesom DSB fremsender status på leverancerne til ministeriet.
Jeg har desuden i brev af 18. oktober 2021 løftet problemstillingen
for regionstyrelsens ordförande i Region Skåne.
Det er mit indtryk, at alle involverede parter, både danske og sven-
ske, samarbejder godt og at man fra svensk side gør, hvad man kan
for at håndtere situationen og sørge for at der igen kommer det
rette antal Øresundstogsæt til rådighed for trafikafviklingen på fast
basis.
Af konkrete tiltag kan blandt andet nævnes, at der fra svensk side
er iværksat et projekt med fokus på korrekt tilgang af reservedele,
opkvalificering af medarbejderne samt gennemførelse af analyse af
togsættenes kvalitet.